Tag-arkiv: corona

Den ærlige konklusion: Intet virker

Hvis der er et udsagn, som virkelig kan få folk op i det røde felt for tiden, er det at nedlukninger, grænselukninger og rejserestriktioner, mundbind og de mange andre politisk tiltag mod de nye coronavirus, ikke virker. Et af de mest almindelige svar, jeg har fået fra familie og bekendte er, at hvis det ikke virker, hvorfor gør man det så? Svaret er et klassisk eksempel på en tautologi, men virker glimrende i politisk debat: Hvis det ikke virker, hvorfor gør vi det så? Så det faktum, at vi gør det, må betyde at det virker. Sagen er blot, at man i politik over årene har gjort enormt mange ting – se for eksempel evidensen for den såkaldt ’aktive arbejdsmarkedspolitik’ – der er meget dyre, indgribende, og aldeles uden virkning. Det gælder desværre også stort set al coronarelateret politik, der indføres i stadigt stigende omfang på trods af den faktiske evidens. Kun få forskere og journalister – og på pudsig vis bl.a. Berlingske tidligere blærerøv Mads Christensen, der har glimret i efteråret – vover sig ud og siger det højt.

Allerede først på sommeren i 2020 vurderede Nobelprisvinderen Michael Levitt fra Stanford University, at historien ville dømme de politiske reaktioner på den nye coronavirus som ”en historisk evidensfiasko.” Levitt er efterfølgende, ligesom hans ekstremt meriterede kollega John Ioannidis (en af verdens mest citerede forskere), blevet udelukket fra mange diskussioner, blevet ’uinviteret’ til konferencer, og behandlet virkeligt voldsomt af både politikere og på de sociale medier. Deres brøde har været, at de har holdt fast i videnskaben og i særlig grad den empiriske videnskab – hvad data fra den faktiske verden kan fortælle os. Teori og logiske argumenter kan være meget fine, men uden empirisk viden er vi reelt tilbage i middelalderen, og ender med at føre middelalderlig politik. Det er netop sket de sidste ti måneder.

Et af de meste synlige redskaber i ’kampen mod corona’, som regeringen og myndighederne i måneder har tvunget den danske befolkning til at bruge, er således mundbind. Vi er tvunget til at maskere os i offentligheden – i direkte modstrid med anden lovgivning, der faktisk forbyder det – og kan derfor ikke vise vores ansigter, udtryk eller andet overfor andre mennesker. Det betyder blandt andet, at børn ikke længere kan afkode deres forældres umiddelbare reaktioner overfor andre mennesker, hvilket har gjort tillidsforskere decideret bekymrede. Men hvis nu mundbindene faktisk forhindrer nogen i at blive smittede og dø af den nye virus?

Havde man taget forskningen alvorligt, i stedet for – i en serie eksempler på politisk action bias på steroider – at tvinge folk til at lide afsavn og voldsomt ubehag, havde man aldrig indført det hadede mundbindskrav. En helt ny gennemgang af litteraturen fra influenzaforskning i maj-nummeret af Emerging Infectious Diseasesviste således da de første krav indførtes, at mundbind og andre former for masker i det offentlige ikke påvirker denne type viras udvikling. Som forskerne konkluderede fra deres gennemgang af den litteratur, der bruger rigtige, randomiserede eksperimenter:

” Although mechanistic studies support the potential effect of hand hygiene or face masks, evidence from 14 randomized controlled trials of these measures did not support a substantial effect on transmission of laboratory-confirmed influenza. We similarly found limited evidence on the effectiveness of improved hygiene and environmental cleaning.”

Efterfølgende er der i 2020 udført to store, randomiserede kontroleksperimenter, der kan informere om effekten af mundbind. Det ene blev gennemført af danske læger i samarbejde med Salling Group, mens det andet udførtes i samarbejde med the US Marine Corps; vi har tidligere omtalt begge studier som blev publiceret i henholdsvis i Annals of International Medicine og New England Journal of Medicine. Ingen af dem fandt en statistisk sikker effekt af mundbind, og selvom statistikudfordrede danske journalister påstod, at det gjorde de nok, fandt det amerikanske studie rent faktisk en direkte negativ – men statistisk insignifikant – effekt. De to nye studier, der specifikt så på Sars-CoV-2, bekræftede således det som også WHO skrev i deres litteraturgennemgang fra 2019: Mundbind udenfor kontrollerede hospitalssammenhænge virker ikke.

Det samme problem gælder, som denne blogs læsere må vide, effekten af økonomiske og samfundsmæssige nedlukninger. Den irske bioingeniør Ivor Cummins vedligeholder en liste over empiriske studier af nedlukningseffekter, og således både de intenderede og bivirkningerne. Ikke alle de 26 studier, som Cummins pt. har på listen, er lige gode, men omtrent 20 af dem er veludførte, valide og informerede. Ligesom Jonas Herby gør i en ny litteraturoversigt er konklusionen fra Cummins-oversigten, at nedlukninger i bedste fald har en meget begrænset effekt, og med ganske stor sandsynlighed overhovedet ingen effekt har haft på virussens udbredning og det samlede dødstal i 2020. Fornylig nåede Kasper Kepp (DTU) og jeg samme konklusion i Lockdown Effects on Sars-CoV-2 Transmission – The Evidence from Northern Jutland, vores studie af de ekstreme nedlukninger i dele af Nordjylland. Nedlukninger af samfundet nytter ikke.

Mange mennesker, inklusive visse epidemiologer, mener at det bare ikke kan være rigtigt. De lader således deres tro på politik overdøve den videnskabelige evidens, de som forskere med akademisk integritet burde sætte øverst. Det burde bare ikke overraske dem, da en række andre nye resultater underminerer andre dele af politikken, men også giver klare forklaringer på hvorfor nedlukninger osv. er ligegyldige.

For det første viser adskillige studier, at skolelukninger ikke kan være effektive, da børn sjældent smittes og er endnu mindre tilbøjelige til at smitte andre. Der er for eksempel evidens fra Norge og Sverige, der klart indikerer den minimale smitterisiko og hvordan lærere ikke har nogen forhøjet risiko. Alligevel har lærere og pædagoger i både Danmark og Storbritannien argumenteret for, at de skal vaccineres først fordi de er i særlig fare.

På samme måde peger flere nye studier på, at folk uden symptomer stort set ikke smitter andre. De nye studier har derfor en ganske simpel og indlysende konklusion: Hvis du er syg skal du blive hjemme. Den konklusion burde være ukontroversiel, men er på politisk vis blevet til en såkaldt ’anbefaling’ – der endda håndhæves af politiet i visse lande – at hvis du eksisterer, skal du blive hjemme.

Men hvis folk uden symptomer ikke smitter, hvorfor skal de (og resten af os) så isoleres? Når asymptomatisk smitte er en meget lille bekymring, river det således tæppet væk under nedlukningsstrategierne. Det samme gælder langt de meste ny forskning, der bruger faktiske data. Denne forskning står derfor i modstrid med meget forskning, der stadig bliver ved med at hvile på computermodellering af scenarier, hvor effekterne i virkeligheden ligger i modellens – og dermed forskernes – antagelser om virkninger.

Det måske mest absurde er, at der i virkeligheden intet nyt er i den nye forskning. Graver man lidt på internettet og læse WHOs epidemiguidelines fra efteråret 2019, er de meget klare: Økonomiske nedlukninger, grænselukninger, isolation og de mange andre tiltag, vestlige regeringer har pisket ned over deres befolkninger i 2020, virker ikke. WHO understregede endda i 2019, at mange af disse tiltag på lidt længere sigt kunne have svært negative, utilsigtede konsekvenser. Det ser man i dag i bl.a. Japans og Belgiens selvmordsrater, kræftudviklingen i adskillige vestlige lande, og ikke mindst de massive fattigdomsproblemer, som nedlukningerne i den selvforskyldte økonomiske krise skaber i verdens fattige lande. Disse fattigdomsproblemer kommer med deprimerende stor sikkerhed til at slå langt flere mennesker ihjel, end den nye virus har gjort i Vesten. At man fra politisk side fuldstændigt ignorerede hundrede års epidemierfaringer og i stedet kopierede den approach, som et ekstremt repressivt, kommunistisk diktatur reklamerede for, er intet mindre end kriminelt idiotisk.

Epidemimodellerne, den nye engelske COVID-19 og de danske tiltag

Vi har tidligere set på, at den simple SIR-model og ikke mindst den adfærdsudvidede SIR-model kan fortælle en masse om corona-epidemien. Se de to blogindlæg her og her. Modellernes styrke er primært deres analytiske anvendelse. Som redskab til at forudsige den konkrete epidemiudvikling, er selv de mere avancerede epidemiologiske modeller derimod behæftet med enorm usikkerhed. Så stor faktisk, at de er vanskelige at bruge til så meget. Som bekendt skød den britiske Imperial College-model voldsomt over målet, da de første opsigtsvækkende modelkørsler blev foretaget. Og også Seruminstituttets model herhjemme har – som sundhedsøkonomen Kjeld Møller Pedersen beskriver i sin nye bog ”Smittetryk og samfundssind” – været ude af stand til at give brugbare prognoser. Og som Jonas har påpeget her på stedet, ser det ud til, at SSI nu anvender en meget primitiv metode (en lineal) til at fremskrive med i stedet, i det omfang der overhovedet laves prognoser.

En årsag til, at en traditionel SIR-baseret model giver så stor usikkerhed, er, at små parameterafvigelser genererer store forskelle.

Fordelen ved den forventningsudvidede SIR-model er – udover at beskrive epidemien mere korrekt – at den desuden giver mere stabile resultater. Det hænger sammen med, at den effektive transmissionsrate (oftest kaldet kontakttallet – altså hvor mange andre en smittet person smitter) for farlige sygdomme vil bevæge sig omkring én (medmindre epidemien er ved at uddø eller eksplodere). Adfærden vil ændre sig for alle andre værdier end én, så en effektiv transmissionsrate på én er en ligevægtsbetingelse. Det vil med andre ord sige, at epidemien som udgangspunkt er endemisk: Smittetallet er nogenlunde konstant over tid, hvis der ikke stødes til modellen.

Det er dog vigtigt at understrege, at nok er Re = 1 en ligevægtsbetingelse, men smittetallet kan godt variere over tid, når noget ændrer sig. Kandidaterne er: 1) R0, altså transmissionsraten før adfærd. Hvis R0 vokser, så vil det være mere omkostningsfuldt at nedbringe Re til én. Borgerne vil derfor acceptere et højere smittetal i ligevægt. 2) Risikoen forbundet med at blive smittet. Hvis behandlingsmulighederne forbedres eller dødeligheden falder, vil man acceptere et større smitteomfang i ligevægt. 3) Forventninger om sygdommens udvikling. Ændringer i forventningerne vil påvirke adfærden. 4) Omkostningerne ved at undgå smitte. Som vi kunne konstatere, er der et tydeligt sæsonmønster i også COVID-19 coronaen. Nogle tider på året er det sværere (= dyrere) at undgå smitte. Derfor vil man acceptere en højere ligevægtssmitte, når man afbalancerer omkostningerne ved henholdsvis at undgå smitte og risikoen forbundet med smitte. 5) Politiske indgreb i form af bl.a. nedlukning. Som Jonas og Christian har påpeget, tyder det på, at den nedlukning, vi så i foråret, havde meget lille effekt sammenlignet med frivillig adfærd – og regeringen lukkede jo efterhånden også op igen med samme begrundelse. Men dermed ikke være sagt, at nedlukning ikke kan have en effekt, blot fordi tiltagene i gennemsnit har haft beskeden effekt hidtil. Nedlukningstiltag kan – som vi har været inde på før – være både substitutter og komplementer til adfærden. Hvis man kunne identificere komplementerne, ville nedlukning forstærke adfærden. Problemet er altså ikke, at nedlukning per definition ikke virker, men at regeringen og myndighederne ikke kender effekterne af de enkelte tiltag. Hvis man skyder med et gevær i blinde, vil man sandsynligvis ikke ramme sit bytte, men hvis man kan se og i øvrigt er man tilpas dygtig og heldig, kan det jo godt lade sig gøre.

Hvordan skal vi så forstå epidemiudviklingen med den mere smittefarlige engelske variant i lyset af den forventningsudvidede SIR-model?

Fremkomsten af den mere smittefarlige engelske COVID-19-variant er ensbetydende med, at R0 vokser – altså kontakttallet før adfærd. Det kræver en større indsats end før at bringe Re ned på én igen. Det taler for, at borgerne både øger deres forsigtighed og accepterer et større ligevægtssmittetryk end før. Men altså også at det Re igen falder til én (medmindre omkostningen ved at passe på bliver for store. I det tilfælde vil pandemien forværres, indtil begyndende flokimmunitet bringer den ned). Da R0 er højere for den engelske variant end den oprindelige variant, er det også ensbetydende med, at Re er højere for den engelske variant end for den oprindelige ved en given adfærd. Og da Re er mindre end én for den oprindelige variant (fordi folk passer mere på, efter den engelske variant har fået smitten til at stige), vil den oprindelige variant blive fortrængt af den engelske. Det er det mønster, der allerede ses i UK.

Interessant må fremkomsten af en vaccine formodes også at trække i retning af større forsigtighed på kort sigt. Det giver mere mening at passe på, fordi det er mere sandsynligt aldrig at blive smittet, hvis en vaccine venter lige om hjørnet. Men i takt med, at risikogrupperne bliver vaccineret, falder omkostningerne ved at få sygdommen, fordi man ikke længere risikerer at smitte ældre slægtninge og andre med høj dødelighed ved smitte. Det er altså tilsammen alt andet lige (endnu) et argument for at få vaccinationen gennemført så hurtigt som muligt.

Den engelske variant indebærer desværre også, at værdien af vaccinen falder, simpelt hen fordi flere kan nå at blive smittet, inden vi når flokimmunitet gennem vaccination. Det modvirker samtidig også den større forsigtighed på kort sigt, som vaccinen ellers fører med sig. Forklaringen er, at vaccine gør det mindre sandsynligt at blive smittet, hvis man altså passer på i mellemtiden. Men den øgede smitterisiko ved den engelske variant trækker i modsat retning. Det ændrer dog næppe ved, at den mere smittefarlige variant samlet øger forsigtigheden.  

Regeringen har valgt at stramme nedlukningen en tand mere efter fremkomsten af den britiske variant i Danmark. Som sagt er der ringe evidens for de tiltag, der gennemføres. Det er i grunden en skandale så lidt man ved om det så langt henne i epidemiforløbet. ”Dansen” med corona foregår med bind for øjnene. Men når det er sagt, så bør regeringen dog også roses for ikke at gå nær så langt med tvangsforanstaltninger som flere af nabolandenes regeringer. Realiteten er, at stramningen af forsamlingsreglerne og afstandskravene er mest symbolske, og at vægten helt klart er blevet lagt på opfordringer til en mere forsigtig adfærd. Som sagt tyder de empiriske studier på, at det er ad den vej, smittespredningen begrænses mest effektivt.

Nordjyllands nyttesløse nedlukning

Mellem jul og nytår besluttede statsministeren at forlænge den meget restriktive nedlukning af det danske samfund. Næsten alle partier støtter nedlukningerne, og danske medier er ikke ligefrem kritiske overfor politikken. Det er ikke overraskende, da man bliver angrebet hvis man stiller spørgsmål ved, om nedlukninger gør nogen forskel overfor den nye coronavirus. Mange, der ellers følger forskningen, holder derfor mund med at der findes i hvert fald 24 studier, der finder enten meget små eller slet ingen effekter af nedlukninger.

Der var naturligvis god grund til at være skeptisk, da der kun var få studier. Fælles for de 24 er dog, at de alle tager udgangspunkt i virkelige data og ikke computermodeller, mens de metodisk er meget forskellige, og også ser på forskellige lande eller områder. Ingen af dem er perfekte, men fællesmængden af studierne er klokkeklar.

De metodiske bekymringer er dog minimale i et nyt studie, som professor Kasper Planeta Kepp (DTU) og jeg har udført sammen. Vi har foretaget en konkret evaluering af de ekstreme nedlukninger af syv kommuner i Nordjylland, efter at regeringen besluttede at mink var farlige. Der er tale om et næsten perfekt quasi-eksperiment – som er meget sjældne i samfundsvidenskaberne – fordi de syv kommuner ikke havde anderledes smittetal eller -udvikling end de fire kommuner i regionen, der ikke blev lukket ned. De var heller ikke statistisk forskellige i løbet af virussens første bølge i foråret, så vi har to grupper af kommuner, der på alle relevante faktorer er ens, men hvor kun den ene blev voldsomt lukket ned.

Vores papir, der har titlen “Lockdown Effects on Sars-CoV-2 Transmission – The evidence from Northern Jutland”, er nu online og frit tilgængeligt for alle. Vores metode er standard i samfundsvidenskaberne: Vi estimerer effekten af nedlukningen der annonceredes den 4. november for syv af de 11 kommuner henover 91 dage i september, oktober og november. Det tillader os at inkludere såkaldte fixed effects for hver kommune, hver uge og hver ugedag (for at tage hensyn til, at dem der bliver testet fredage og i weekenden nok ikke er da samme som mandag-torsdag).

Resultatet er statistisk et nul: En lille effekt, der er meget langt fra statistisk signifikans, og som vi kan vise endda er drevet af sammenligningen med Morsø kommune. Kasper og jeg finder med andre ord, at en ekstrem nedlukning hvor folk ikke engang kunne rejse over kommunegrænsen, og som påvirkede 126.000 jobs i regionen, overhovedet ikke påvirkede smitteudviklingen. Den skabte alvorlige økonomiske skadevirkninger, og ødelagde folks sociale liv, men til ingen verdens nytte.

Vores studie af en næsten perfekt situation i Nordjylland understreget således, hvad resten af den nye forskning viser – og hvad WHOs epidemiguidelines understregede indtil januar 2020: Nedlukninger er ikke effektive redskaber mod en epidemi, skaber enorme økonomiske skadevirkninger, og risikerer at ødelægger kultur, civilsamfund og folks mentale helbred. De bør holde op.

Pyramidespil i Absurdistan

Statsministeren meddelte onsdag, at regeringen nu lukker storcentre og andre indkøbscentre, ligesom hun tidligere havde meddelt, at nedlukningerne nu også skulle gælde Syd- og Sønderjylland. Hun har også truet med, at hun vil indføre nye restriktioner i hovedstadsområdet, hvis ikke københavnerne sørger for at blive mindre smittede. Beskeden er nu, at Danmark omkring jul lukker alt ned, med undtagelse af essentielle forretninger som fødevarer. Den umiddelbare idé bag den drakoniske nedlukning er, at nedlukninger virker, bare de er hårde nok. Eller som man må konkludere fra både regeringens og visse epidemiologers udtalelser, regnede man med at de tidligere nedlukninger virkede, men det gjorde de ikke, og reaktionen er at man gør endnu mere af det samme. Man bliver derfor nødt til at spørge, om nedlukninger virker og hvorfor de fleste regeringer bliver ved med at slå endnu hårdere ned på deres befolkninger.

Mht. det først spørgsmål findes der nu flere end 20 studier, der konkluderer at nedlukninger enten har meget begrænsede eller ingen effekter på smitte- og dødstal. I et af de ’reneste’ eksempler, illustrerede professor Kasper Planeta Kepp (DTU) forleden i en Twitter-tråd hvordan nedlukningerne i udvalgte dele af Nordjylland ikke har haft nogen synlig effekt: De nordjyske kommuner, hvor indbyggerne ikke engang måtte køre over kommunegrænsen, har ikke oplevet et større smittefald end resten af Nordjylland. Kasper og jeg er for tiden ved at skrive en omhyggelig version af sammenligningen op som artikel.

Det er desværre tydeligt, at den voksende evidens enten ignoreres eller fundamentalt misforstås i toppen af dansk politik. Søren Brostrøm meddelte for eksempel forleden, at man jo kunne se at nedlukningerne i Nordjylland virkede, fordi smittetallet var faldet. Hvis det er argumentet, må man begynde at stille spørgsmålstegn ved, hvad mange epidemiologer tror, evidens overhovedet er! Og heri ligger en væsentlig del af problemet.

Regeringens måde at evaluere nedlukninger og anden viruspolitik er – ligesom de fleste andre vestlige landes – omtrent på linje med den måde, indianske shamaner evaluerer effekten af regndans. Man ønsker regn, sætter folk til at danse regndans, og når regnen endelig kommer, hævder man at det skyldes regndansen. Hvis regnen ikke kommer, tages det som udtryk for at der er behov for endnu mere regndans. Og hvis regnen holder op igen, må man jo danse endnu mere intens regndans når den nu ikke virkede i første omgang. Skift ’regn’ ud med ’nedgang i smittetal’ og skift ’regndans’ ud med ’nedlukning’ for at få den perfekte parallel.

For både politikere og almindelige danskere uden indsigt i enten statistik eller videnskabelige kausalforhold (og åbenbart tæller det desværre mange læger), er der tale om confirmation bias på steroider: Falder smittetallet, fortolker man det som evidens for at nedlukninger virker, men hvis det ikke falder, tolkes det som evidens for at man bliver nødt til at lukke endnu hårdere ned. Allan Randrups forslag forleden om at lukke Storebæltsbroen og dermed isolere Sjælland fra resten af landet var blot et særligt tåbeligt eksempel på et generelt fænomen.

Fortællingen bliver desværre godt hjulpet af medier, der ikke skriver om virusnyheder som ikke passer i regeringens fortælling. Dødeligheden hos folk, der indlægges med Covid-19, er for eksempel faldet med 70 procent, men jeg har stadig ikke set nyheden gentaget i medierne. Det samme gælder John Ioaniddis metastudier af dødeligheden, Folkhälsomyndighetens afvisning af PCR-test, eller WHOs implicitte vurdering af virussens dødelighed på 1½ ‰. Den brede befolkning holdes i generel uvidenhed og fastholdes derfor – som vi skrev forleden – i en tilstand af fundamentalt uinformeret frygt.

Politisk er den gradvise brug af hårdere nedlukning en dynamik, der i virkeligheden er en version af det infamøse pyramidespil – eller som økonomer kalder det, et ’Ponzi game’. Pyramidespil virker kun, så længe flere folk slutter sig til, så dem der allerede er medlemmer, får et overskud. Den dag der kommer færre nye til end der sluttede sig til i sidste runde, bryder pyramidespillet sammen. Regeringens approach fungerer på samme måde: Man bliver nødt til i hver omgang at skabe endnu mere frygt, forstærket af endnu større afsavn og omkostninger – med rationalet at hvorfor skulle regeringen da lave så større økonomiske og sociale ødelæggelser, hvis det ikke var nødvendigt. Hvis frygten ikke breder sig, holder folk op med at være bange og starter at med at tænke selv, søge information selv, og opføre sig informeret. Gør de det, bryder politikkens offentlige legitimitet sammen. Det kan naturligvis ikke blive ved, og for de af os der ikke køber regeringens linje, bliver politikken mere og mere forrykt for hver dag der går. Det danske samfund er i løbet af 2020 blevet Absurdistan. Men for ledende politikere er der ingen anden vej, for at indrømme at man tog basalt fejl, ødelagde værdi for milliarder og ruinerede folks liv og mentale helbred, er ikke en mulighed for folk med deres målsætning.

Corona-krisen er en V-formet udbudskrise, hvor finanspolitik ikke hjælper – eller er nødvendig.

I foråret blev det diskuteret, om coronakrisen ville føre til et langvarigt tilbageslag. Eller om de afmattede konjunkturer skyldtes, at folk holdt sig tilbage på grund af smitterisiko og nedlukning, og at konjunkturerne ville rette sig, når smitterisikoen faldt igen. I det sidste tilfælde hjælper lempelig finanspolitik ikke meget. Situationen minder om et udbudschok som en strejke, hvor afmatningen heller ikke kan afhjælpes med øget efterspørgsel, og hvor økonomien kommer i gang igen, når strejken er ovre.

Udviklingen har foreløbig bekræftet det sidste. Se blot på figuren, som viser et klart V-formet tilbageslag med et skarpt fald under nedlukning og smittespredning i 2. kvartal og en stærk stigning i 3. kvartal, da smitteomfanget aftog. For vedvarende forbrugsvarer var der end ikke et fald i 2. kvartal: Der er ikke så stor smitterisiko ved at købe et nyt køleskab.

Faktisk har BNP-faldet i 2020 været mindre, end jeg oprindelig regnede med (det skyldes, at smittespredningen er forløbet meget langsommere end forudsat i denne helt første vurdering).

Billedet er det samme i andre lande. BNP faldt skarpt i 2. kvartal og steg markant i 3. kvartal i de fleste vestlige lande.

Alligevel har politikerne ikke været sene til at gennemføre omfattende finanspolitiske lempelser. Det gælder også under den nuværende bølge af smittespredning. Men det afgørende bliver, hvor meget og hvor længe økonomierne bliver holdt tilbage af nedlukning og frivillig social distancering. Der er grund til at tro, at vi igen vil se et V-formet forløb, hvor aktiviteten vender tilbage, når smittespredning og nedlukning aftager igen.

Jeg skriver om konjunkturudviklingen og finanspolitikken i min klumme i Berlingske her.

Punditokraternes redaktør Christian skriver i øvrigt om lidt samme emne her, også i Berlingske, hvor han må tage en tidligere studerende (og nuværende socialdemokratisk finansordfører) i lære.

Den politiske værdi af frygt

Mellem ulovlige ordrer, grundlovsbrud og afgrundsdyb inkompetence, insisterer regeringen ført af Mette Frederiksen på, at alle danskere skal være bange. Det er for eksempel lykkedes at få danskere til at flokkes til at få coronatests, selvom mange læger og epidemiologer slet ikke ser værdien i at teste blindt. Men de mange tests giver selvfølgelig et stort antal danskere, der viser sig at være smittede, hvilket uden tvivl gør de mange talblinde eller matematisksvage danskere endnu mere bange.

Frygten er på fortvivlende tydelig vis orkestreret af regeringen. Spørgsmålet om, hvorfor man skaber omfattende frygt for en virus med en fatalitet på 1½-2 ‰ i første bølge, og en fatalitet for folk under 60, der er væsentligt lavere end influenza. Svaret skal ikke søges i epidemiologi eller nogen bekymring for ’folkesundhed’, men i en prioritering af magt over (alt) andet. Brugen af frygt for at blive ved magten eller til andre strategiske formål er langt fra ny.

Den politiske værdi af frygt har, med andre ord, været kendt i årtier, og måske i mest berømt grad fra anden verdenskrig. Hvor bevidst, regimet i Berlin brugte frygt som politisk redskab, blev tydeligt i den amerikanske psykolog Gustave Gilberts Nuremberg Diary, der omfattede et interview med feltmarskal Hermann Göring. I løbet af interviewet hvor Gilbert understregede, at der er checks and balances i demokratier der beskytter imod magtmisbrug, understregede Göring:

“Oh, that is all well and good, but, voice or no voice, the people can always be brought to the bidding of the leaders. That is easy. All you have to do is tell them they are being attacked and denounce the pacifists for lack of patriotism and exposing the country to danger. It works the same way in any country.”

Skulle nogen læsere være i tvivl, er Görings beskrivelse af hvordan man får folk til at makke ret, ikke bare en god beskrivelse af Idi Amins regime i Uganda, Stalins i Sovjetunionen, Mobutus i Zaire, eller Maduros nuværende rædsler i Venezuela. Det er også en meget præcis beskrivelse Mette Frederiksens approach siden marts. Den ydre fjende hedder corona, som angriber os alle sammen, og som vi derfor må gå i krig mod. Pacifisterne er de af os, der ikke mener, at krigen giver mening. Vi skal derfor udskammes ved at blive personligt desavoueret og beskyldt for at være ligeglade med, at ældre mennesker dør. Og folk hjælper villigt regeringen ved at rase mod de få af os, der er kritiske overfor nedlukninger, sundhedsfascisme og grundlovsbrud.

Læg mærke til, at der er ingen af os der kalder Frederiksen for Hitler, men der er stadig al mulig grund til at gøre opmærksom på, hvad det er for en politisk strategi, hendes regering benytter sig af. Statsministerens strategi hele vejen siden marts har været frygtens politik. Hendes store problem er derfor meget lig Aleksandr Lukashenkos: Der kommer en dag, hvor folk enten indser at det virkelige trusselsbillede ikke er det, regeringen påstår, at nedlukninger – som forskningen tydeligt viser – ikke har nogen effekt, eller blot er trætte af ikke at have noget indhold eller frihed i deres liv. Når den dag kommer, holder frygten op, og så har statsministeren et meget alvorligt politisk problem.

Flere fakta om Sverige og Danmark

Både medier og epidemiologer bliver ved med at skrive og tale om de mange danskere, der bliver smittet med Sars-CoV-2. Begge grupper har en udpræget tendens til at advare mod et stigende smittetal, samtidig med at de ignorerer at der de seneste uger har været fire dage, hvor man testede flere end 80.000 danskere. Gør man mediernes arbejde, viser det sig at smittetrykket – målt på hvor mange af de testede har positive PCR-tests – har ligget meget stabilt omkring 1,6 % siden midten af oktober. Der er ikke stigende smitte, kun stigende testtal, selvom medier, politikere og det stadig mindre troværdige Seruminstitut giver indtryk af. Det samme billede gør sig gældende, når de skriver om Sverige. Som den fremragende Lars Christensen viste forleden, er den svenske mortalitet heller ikke så dramatisk som medierne fortsat påstår. Vi viser derfor her de sidste fem års udvikling i daglig dødelighed for at give vores læsere mulighed for at danne deres egen, informerede mening. Figuren viser udviklingen dag for dag, normaliseret med dagsgennemsnittet over hele perioden før 2020. Denne normalisering betyder ikke blot, at man kan sammenligne Danmark og Sverige direkte, men også at man kan se den normale udvikling henover året, som de fleste medier også ignorerer for tiden.

I 2016-17-sæsonen er det klart i figuren, at den årlige spike lå tidligere i Sverige (den blå kurve) end i Danmark (den røde kurve), mens den hårde virussæson 2017-18 lå på cirka samme tidspunkt i de to lande og var en tand kraftigere i Danmark. Fra midten af 2018 er det derimod tydeligt, at det svenske dødstal, repræsenteret ved den blå kurve, det meste af tiden ligger under det danske dødstal på den røde kurve. Januar-februar 2019 var meget ens i de to lande, mens den klare spike i virussæsonen kun er tydelig for Danmark i første uge af marts, men ikke kom i Sverige. Derefter ligger det svenske dødstal markant under det danske fra juni 2018 indtil starten af marts i år, hvor det svenske dødstal stiger meget kraftigt. Det er denne periode, der giver den såkaldte ’dry tinder’ – en stor gruppe skrøbelige ældre, der under normale omstændigheder ville være døde, men overlever indtil marts-april 2020. Det er også værd at bemærke, at fra juli har det svenske tal igen ligget lavere end det danske.

Hvor slem er den svenske virusperiode i foråret egentlig? På figuren kan man se, at hvordan den udviklede sig ekstremt hurtigt, men også forsvandt relativt hurtigt igen. Graver man sig ned i dataene, viser det sig at Sveriges meget omtalte tre måneder i foråret fra marts til maj, hvor der døde 2,61 personer per 1000 borgere, ikke var så meget anderledes end Danmarks glemte virusperiode december 2017 til februar 2018, hvor dødstallet var 2,55 per 1000 indbyggere. Den danske influenzasæson i 2017-18 udviklede sig ikke helt så hurtigt og endte dermed heller ikke i den samme tydelige spike, men det samlede tremåneders dødstal var ganske sammenligneligt med det svenske forår i år.

En anden måde at se sammenligningen, er at lade være med at vurdere én sæson, men at se på tværs af flere år. Gør man det, får man meget af dry tinder-effekten med, som netop består, at der er få dødsfald et år, men af samme grund flere dødsfald det næste år. Her er det værd at lægge mærke til, at der i perioden fra 22. november 2018 til 22. november 2020 i gennemsnit døde 147,6 personer per dag i Danmark og 244, 2 personer i Sverige. I den foregående toårsperiode mellem 22. november 2016 og 2018 døde der henholdsvis 148,7 og 246,5 personer i de to lande. Ser man på de to lande over to år, er det gennemsnitlige dødstal således meget almindeligt. Som figuren nedenfor illustrerer, jævner udsvingene sig ud over tid, og en væsentlig del af den høje dødelighed i Sverige i år er en konsekvens af den meget lave dødelighed sidste år.

Som vi tidligere har understreget, blandt andet her på stedet og i pågående forskning, er forskellene til Sverige dybt misvisende, og skal man forstå Sveriges høje dødstal – ligesom bl.a. Belgiens og Storbritanniens – må man tage hensyn til en række faktorer. Bundlinjen er, at de nuværende nedlukninger, masketvang og andre brud på almindelige rettigheder er totalt unødvendige. Epidemien har en dødelighed på 1½-2‰ og ser man godt efter, ligner den i høj grad en svær virussæson, og ikke en fundamental trussel. Regeringer over hele den vestlige verden er ved at ødelægge deres økonomier og civilsamfund for ingen verdens nytte.

Nedlukning i the Marine Corps (ingen effekt)

Forleden udkom det danske Salling Group studie af mundbinds effekt i Annals of International Medicine med konklusionen, at mundbind ikke påvirker folks risiko for at blive smittede. Bundgaard og hans kolleger finder dermed det samme, som 40 års forskning i influenza har vist: At mundbind ikke har nogen positiv effekt udenfor kliniske sammenhænge. Implikationen er – for mig at se – at kravet om at bære mundbind indenfor på offentlige steder bør afskaffes. Udgangspunktet for al politik må nødvendigvis være, at hvis der ikke er virkeligt solid evidens for at et tiltag virker, og at det er pinligt nødvendigt, bør man ikke tvinge borgerne til noget som helst!

En ny artikel i det højt ansete New England Journal of Medicine dokumenterer nu igen, hvor nyttesløs nedlukning er som middel til at begrænse smitten. Forskerne har sammen med USA’s Marine Corps foretaget et eksperiment, hvor en gruppe rekrutter først gennemgik en standard to-ugers periode med isolation hjemme – som alle nye rekrutter skal for tiden – hvorefter 1848 også var gennem to ugers yderligere isolation på et lukket college campus. Eksperimentets kontrolgruppe var godt 1500 rekrutter, der levede et almindeligt liv efter de to almindelige ugers isolation. Eksperimentgruppen gik derimod efterfølgende igennem en benhård nedlukning:

“All recruits wore double-layered cloth masks at all times indoors and outdoors, except when sleeping or eating; practiced social distancing of at least 6 feet; were not allowed to leave campus; did not have access to personal electronics and other items that might contribute to surface transmission; and routinely washed their hands. They slept in double-occupancy rooms with sinks, ate in shared dining facilities, and used shared bathrooms. All recruits cleaned their rooms daily, sanitized bathrooms after each use with bleach wipes, and ate preplated meals in a dining hall that was cleaned with bleach after each platoon had eaten. Most instruction and exercises were conducted outdoors. All movement of recruits was supervised, and unidirectional flow was implemented, with designated building entry and exit points to minimize contact among persons. All recruits, regardless of participation in the study, underwent daily temperature and symptom screening. Six instructors who were assigned to each platoon worked in 8-hour shifts and enforced the quarantine measures.”

Da eksperimentet var færdigt, kunne forskerne konkludere at 2,8 procent af de nedlukkede var blevet smittet med Sars-CoV-2, mens 1,7 procent af de ’almindelige’ var smittet. Med andre ord viste et eksperiment med mere end 3300 deltagere og håndhævet af befalingsmænd fra the US Marine Corps – nogle af militærverdenens hårdeste hunde – at nedlukning ikke virker. Eksperimentet lægger sig dermed fuldt op af flere samfundsvidenskabelige studier, der finder samme konklusion med meget anderledes, observationelle metoder. Disse studier finder, at WHOs epidemi-retningslinjer fra 2019 var korrekte: Nedlukninger gør ingen positiv forskel og bør undgås på grund af deres voldsomme bivirkninger.

Hvordan nogen kan blive ved med at påstå, at nedlukninger er vigtige midler for at undgå, at folk dør af Covid-19, er efterhånden et mysterium. Som en kollega formulerede det i sidste uge, er nedlukningerne – gentagne, og stadig hårdere nedlukninger – helt samme proces som regndans: Man sætter folk til at danse og danse, og intet sker indtil den dag, hvor der falder regn – og så påstår man, at regndansen virkede! Det er dybt uvidenskabeligt, og selvom politikere som oftest er inkompetente og uærlige, er det et stort spørgsmål hvorfor så mange epidemiologer, virologer og læger stadig spiller med på deres melodi.

Det gælder ikke mindst, fordi konkret evidens ikke bare peger på, at nedlukninger og lignende drakoniske tiltag – som politikere elsker fordi de demonstrerer magt – ikke virker, men også viser at virussen slet ikke er så farlig som først antaget. Vi har tidligere skrevet om bl.a. John Ioaniddis nye metastudier, der ender på en dødelighed omkring to promille. Nu viser det sig også, at WHO åbenbart opererer – uden at melde det helt klart ud – med en overordnet dødelighed på 1,4 promille. Det er i hvert fald den dødelighed, man får når man kombinerer WHOs tal på antal døde og antal smittede i hele verden. Hvad er rationalet for at ødelægge liv og økonomi – og slå en masse mennesker ihjel med bivirkninger at politikken – for at bekæmpe en virus med alvorlighed i den svære ende af influenza?

Man undskylder nogle gange fejl med at det ’er menneskeligt at fejle’, men det er værd at minde læserne om hele citatet: Errare humanum est, sed perseverare diabolicum – at fejle er menneskeligt, men at blive ved er djævelsk. Citatet tilskrives ofte Seneca, men er nok nærmere en parafrase over hvad Cicero noterede i sin 12. filipiske tale: Cujusvis hominis est errare, nullius nisi insipientis in errore perseverare – at kun en tåbe bliver ved.

Om man vil kalde den vedholdende politiske insisteren på en nyttesløs politik, der gør os alle fattigere og slår nogen ihjel, for tåbelig eller djævelsk, er nok op til ens temperament og generelle syn på politikere, men konsekvensen er stadig den samme. Og som Lionel Shriver sagde forleden i et glimrende interview hos Spiked, ”I do generally believe that we will reach a point where everyone looks back at 2020 and says: What on Earth Were We Thinking?”

Nedlukninger virker (stadig) ikke

I sommers skrev vi om flere nye studier og en række indikationer, der konkret viste, at nedlukningspolitik ikke begrænser, hvor mange der dør af Covid-19 (læs her, her og her). Udover den fremragende Lone Frank på Weekendavisen og Jesper Nilausens indsats på TV2 har medierne generelt ignoreret denne forskning. De har i stedet fortsat med at gentage politikere og Seruminstituttets meningsløse påstande om, at nu – nej, nu – virker tiltagene. For en forsker med empirisk ballast og respekt for tal og fakta har det været pinagtigt at se på.

Vi gentager derfor i dag på pædagogisk vis billedet af, hvordan forskellige vestlige lande agerede i foråret, og hvor mange der officielt døde af eller med Sars-CoV-2 indtil 1. juni. Vi viser dog også sammenhængen mellem, hvor hårdt man lukkede ned i foråret og antallet af målte dødsfald i september og oktober. Grunden er, at man i flere lande har fremført påstanden, at en hård nedlukning i foråret hvor man ’fik epidemien under kontrol’, bevirker at der er færre der dør i efteråret. Som man har kunnet se i bl.a. Østrig og Storbritannien, hvor man endnu engang er ved at lukke benhårdt ned, er det alligevel de færreste regeringer, der tror på den.

Som man kan se i den første figur, var der ingen sammenhæng mellem hvor hårdt lande lukkede ned – målt med Oxford Universitets Blavatnik Centre Index – og dødstallet. Sverige er blevet et symbol for nedlukningstilhængere på, at man skal lukke ned, og den røde markør ligger klart med et højt dødstal. Men der er andre grunde til, at svenskerne endda uden en virus med stor sandsynlighed ville have fået et år med høj dødelighed (læs f.eks. her eller her). Og når man kaster blikket på den anden figur, er det også ganske tydeligt, at landet i efteråret har haft en meget lav overordnet mortalitet.

Ser man på den anden figur, der netop viser sammenhængen mellem hvor hårdt man lukkede ned i foråret og hvor mange døde der er i starten af efteråret, er der om noget en positiv sammenhæng: Jo hårdere man lukkede ned, jo flere dør i efteråret. Det er dog igen drevet primært af Sveriges meget lave dødelighed, og konklusionen er sådan set klar: Der er ingen sammenhæng mellem nedlukningspolitik og dødelighed.

Det er derfor også med en fornemmelse af, at vi måske befinder os i The Twilight Zone, at jeg ser politikere og nogle epidemiologer påstå, at der er behov for yderligere nedlukninger, yderligere maskekrav, og mere styring af befolkningen. Der er intet af det, der virker – enhver med et modikum af talkundskab kan læse de studier, der bruger faktiske tal – og den eneste konsekvens man får af politisk styring og nedlukning, er at vi alle bliver fattigere og får ødelagt vores liv.

UPDATE: En venlig læser har gjort mig opmærksom på, at et nyt studie, publiceret for tre dage siden i den meget prestige fyldte New England Journal of Medicine, viser hvor ineffektiv nedlukning er. Det amerikanske Marine Corps har tidligere i år gennemført et studie, hvor 1848 rekrutter blev lukket ekstremt ned – med brug af masker hele tiden, medmindre de spiste eller sov, med to meters afstand til alle og ingen almindelig kontakt. På trods af, at rekrutterne blev lukket endnu mere ekstremt ned end nogen befolkning, endte studiet med at 2,8 % af deltagerne blev smittede med Sars-CoV-2 mens kun 1,7 % af kontrolgruppen blev smittet. Man kan næsten ikke ønske et bedre billede af, at nedlukning er nyttesløs.

Man slog et erhverv ihjel

Der er næppe mange danskere der ikke ved, at regeringen onsdag lukkede Nordjylland ned – med Aalborg som undtagelse – og effektivt spærrede folk inde i deres hjemkommune. Begrundelsen var, at Seruminstituttet havde fundet en mutation af Sars-CoV-2 i smittede mink. Man besluttede således, at alle mink i Danmark skal slås ihjel og dermed også, at minkopdræt skal holde op. Med andre ord besluttede regeringen med et sundhedshensyn som official begrundelse, at ulovliggøre et helt erhverv.

Minkproduktionen i Danmark beskæftiger cirka 6000 mennesker direkte, og en del flere i relaterede erhverv og underleverandører, og skabte for blot to år siden en eksportindtægt på 5,7 milliarder kroner. Erhvervet er et af adskillige danske nicheerhverv, der er kendetegnede ved højt specifik know-how og et intensivt avlsarbejde over mange år, der har gjort det globalt førende. Det er denne bragende økonomiske succes, som regeringen reelt nu slår ihjel med åbne øjne og på en baggrund, der i bedste fald er stærkt tvivlsom og i værste fald er ren løgn. Det er i hvert fald værd at bemærke, at Enhedslisten – regeringens måske mest loyale støtteparti – den 7. oktober stillede lovforslag om at ulovliggøre minkproduktion i Danmark.

Mens regeringen og Seruminstituttets Kåre Mølbak onsdag fremstillede minkmutationen af Sars-CoV-2 som en væsentlig trussel, har det i dagene efter vist sig, at man ikke har fundet et eneste eksempel på denne mutation siden september. Flere forskere vurderer derfor, at mutationen allerede er uddød, sandsynligvis ikke har været videre farlig, og på ingen måde har været en trussel mod en kommende vaccines effektivitet (se f.eks. professor Kasper Planeta Kepps oplysende twittertråd). Uanset hvad man gør kommer der hele tiden mutationer af vira, og når man først har en vaccine, er det relativt let at tilpasse den nye varianter. Som en sidebemærkning regner de fleste forskere også med, at nye mutationer typisk bliver svagere – mere farlige mutationer af en eksisterende virus har en tendens til relativt hurtigt at slå sig selv ihjel.

 Minkerhvervet er således blot det sidste offer for regeringens absurde og ofte løgnagtige coronastrategi, der siden april har ført til decideret misrøgt af størstedelen af den danske befolkning. Man forsøger således stadig at formidle et indtryk af, at den nye coronavirus er så farlig som pest eller ebola, i stedet for influenza. Kåre Mølbak påstod for eksempel forleden – som vi påpegede her på stedet – at 95 % af dem der dør med Sars-CoV-2 dør af virussen. Svenske og italienske studier peger på cirka 12-15 %, mens det amerikanske CDC vurderer, at det er 6 % af tilfældene.

Sandheden er, at de nyeste estimater giver en fatalitet for den nye virus i omegnen af to promille, så dens farlighed ligner en influenzasæson som den, Danmark oplevede i 2017-18. Som man kan se nedenfor, hvor vi har plottet den daglige dødelighed de sidste fire år (som et rullende 7-dagesgennemsnit), er 2020 helt normalt, uanset adskillige politiske indgreb. Man kan se, hvordan der var markant underdødelighed først på året og en vis overdødelighed i et par uger i marts-april, men helt almindelig dødelighed resten af året. Selv de to tydelige udsving i september og oktober skyldes ikke Sars-CoV-2, som man kan se ved at følge de to stiplede linjer, hvor den grå er alle dødstal minus de coronarelaterede dødstal.  Siden starten af maj har de to ligget oveni hinanden.

Regeringen, godt hjulpet af et stadig mindre troværdigt Seruminstitut, er med andre ord ved at ødelægge dansk økonomi og hundredetusinder af danskeres liv (undertegnedes inklusive) for at ’bekæmpe’ en sundhedsrisiko af en størrelse – en dødelighed omkring to promille – som vi aldrig har reageret på eller talt om tidligere. Det er et magtmisbrug af dimensioner, og det er ingen undskyldning, at andre lande gør det samme. Hvorfor oppositionen og den danske journalister som samlet stand ikke forlængst har reageret, er et usandsynligt trist mysterium.

Adfærd og COVID-19

Jeg har brugt meget tid på at studere og diskutere adfærdens betydning i forhold til COVID-19 de sidste par måneder.

Min arbejdstese er, at samfundets samlede svar på pandemien i foråret, bestod af tre dele.

  1. Frivillig adfærd. I starten af marts kunne danskere følge udviklingen i antal smittede og døde med COVID-19. Allerede før 11. marts, hvor regeringen lukkede landet ned, havde mange danskere ændret adfærd i stor stil (bl.a. ved at spritte hænder og holde afstand). Informationerne om pandemien fik altså danskerne til at passe på.
  2. Tilskyndet adfærd. Der er næppe tvivl om, at Mette Frederiksens pressemøde d. 11. marts havde en effekt. Skoler og institutioner var tomme dagen efter (torsdag), selvom de først reelt lukkede om mandagen. Og mange private aftaler blev aflyst. Signalet fra staten tilskyndede altså danskerne til at passe ekstra på.
  3. Tvungen adfærd. Da staten lukkede skoler, restauranter og frisører ned, gjorde den det også mere besværligt for danskerne at have udvalgte sociale interaktioner, og den påvirkede dermed antallet og typen af sociale kontakter.

I forbindelse med arbejdet har jeg – inspireret af Catarina Midões – lavet nedenstående figur. Figuren er baseret på data fra Google Trends og viser søgninger på ”restaurant” (som emne) i henholdsvis Danmark (rød) og Sverige (blå) omkring nedlukningen samt vigtige datoer i forhold til landenes COVID-19-politikker. Bemærk at y-aksen er fikset, så man bedre kan se udviklingen (og får plads til tekst). Figuren viser 7-dages glidende gennemsnit, så værdien d. 21. marts = gennemsnit af 15.-21. marts. Gennemsnit for januar = indeks 100 for hvert land.

Læs resten

Evidenskrav og faktisk politik

Danmark er lukket ned igen, nu med masketvang på alle offentlige, indendørs steder. Alkoholsalg er forbudt efter 22, og både regeringen og Seruminstituttet har advaret mod eksponentielt stigende smitte. Der ligger således en relativt eksplicit advarsel i, at hvis danskerne ikke sørger for ikke at blive smittede, vil de slå endnu hårdere ned på vores sundhedsforbrydelser. Frederiksen, Mølbak og resten har dog et stort problem: Det er åbenlyst for alle, der har tålmodighed til at sætte sig ind i sagerne, at regeringen og myndighederne ikke har evidens for, at deres politik er effektiv.

Mens der altid er nogen borgere, der mener at politikere slet ikke behøver at have evidens for at indgribende politik virker, står det egentlige spørgsmål derfor mellem dem, der mener at der altid bør være evidens og dem, der mener at man ikke rimeligt kan kræve evidens i den nuværende situation. Det er således både et spørgsmål om hvorvidt man har evidens, og om man bør kræve den.

Med hensyn til det første spørgsmål er vores holdning her ganske klar: Regeringen har ingen evidens for nedlukningerne, masketvangen eller grænselukningerne. Min egen evaluering af nedlukningspolitik viser en effekt på nul, ligesom flere andre nye studier. Visse studier indikerer, at den virker, men med den vigtige – og generelt oversete – forskel, at disse studier bruger computermodeller til at vurdere, hvor store dødstallene ville være uden nedlukning. Disse computermodeller har vist sig at overdrive voldsomt og være tæt på ren nonsens. Det er blandt andet på den baggrund, at superforskeren John Ioannidis (Stanford University) heller ikke mener, at der er evidens for at nedlukningspolitik redder liv (se ham pille konklusioner fra ICL-modellen fra hinanden her eller læs her). Selv de steder, hvor folk har være ramt af udgangsforbud og er sat i de facto husarrest, har man ikke kunnet konstatere færre dødsfald (læs analysen her).

En del af problemet for mange borgere uden decideret videnskabelig træning er at skelne mellem evidens og myndighedernes til tider absurde påstande om evidens. Kåre Mølbak påstod for eksempel forleden, at 95 % af dem der var døde med corona, var døde af corona. Han uddybede efterfølgende overfor Ekstrabladet, at ”i de 276 af de 277 tilfælde blev det vurderet, at COVID-19 kunne have været årsag eller medvirkende årsag.” Hans argumentation var, at i kun ét tilfælde kunne man fuldstændigt afvise, at Covid kunne have haft noget med dødsfaldet at gøre. Det fik ham derfor til at mene, at alle andre skyldtes Covid! Forestil dig, at ud af 277 dødsfald blandt folk, der alle har ligget på sofaen om eftermiddagen, er én død af at blive skudt, og man derefter konkluderer, at sofaligning har slået alle de andre ihjel. Argumentet er åbenlyst absurd, men den slags nonsens-evidens accepteres for tiden af danske journalister der efterfølgende – uforvarende eller med vilje – narrer almindelige danskere.

Disse indvendinger er dog nyttesløse, hvis folk ikke mener at der overhovedet er brug for evidens. Jeg har mødt flere, der mener at politikerne i særlige situationer ikke bør afkræves evidens for deres politik. Argumentet er, at i nødsituationer hvor man er tvunget til at reagere hurtigt mod en ny trussel, kan man ikke vente på at der samles evidens eller laves studier. I nogle situationer er det faktisk et godt argument, men det fortjener også omtanke. Sat på spidsen er argumentet, at hvis der er en potentielt stor trussel et sted derude, er den rigtige handling at affyre sin Uzi ud i tågerne, der omgiver en. Der vil være en vis sandsynlighed for, at man faktisk rammer truslen, hvilket er kernen i argumentet om at handle uden evidens. Der vil dog også være en sandsynlighed for, at man forvolder alvorlig skade ved at ramme naboens bil, hund eller hende selv.

Det er i vurderingen af sandsynligheden for at ramme truslen versus at ramme noget eller nogen, man ikke burde ramme, at uenigheden ligger. Min overbevisning i den nuværende situation er, at vores erfaring viser at sandsynligheden for at ramme forkert er meget stor, mens sandsynligheden for at man kan nedkæmpe en virus på en fundamentalt anderledes måde, end man har gjort i et århundrede, er meget lille. Derudover kommer problemet, at vi de sidste ni måneder har fået stadig mere viden om virussen, som Otto Brøns-Petersen og jeg allerede i maj understregede i Berlingske.

Farerne ved at reagere hurtigt har man kunnet se i lang tid, og ikke kun i Danmark. Frederiksen-regimet har tiltaget sig enorm magt, godt hjulpet af et nyttesløst Folketing, og informerer ikke engang de andre partier når politikken ændres. Som et interview med juristen Jonas Christoffersen i Berlingske viste, havde en række politikere ikke opdaget, at rationalet for nedlukningerne og forsamlingsforbuddet havde ændret sig fra at beskytte kapaciteten i sundhedsvæsenet over at forhindre dødsfald til nu at sigte mod at forhindre nogen smittede overhovedet. En del af lovforslaget til ny epidemilov indeholder også, at Styrelsen for Patientsikkerhed skal have ret til at tvangsinternere smittede – dvs. styrelsen får mulighed for at frihedsberøve borgere uden ankemulighed, uden dommer skal acceptere det, og uden de andre check der findes, når politiet gør det – og vel at mærke smitte med sygdomme fra en liste, som sundhedsministeren beslutter.

Som jeg ser det, er faren at politikere tiltager sig langt mere magt og efterfølgende – som en lang række studier har bekræftet i andre situationer – ikke slipper den igen. Faren er også, at de stirrer sig blinde på ét problem, mens de glemmer andre. I forbindelse med Covid er de ekstra selvmord og hjertetilfælde og de sandsynligvis mange ekstra kræftdødsfald, som nedlukninger forårsager. Og det er de enorme økonomiske og sociale konsekvenser, nedlukningerne og regeringens ideologiske fejltagelser har skabt. Med den nye viden om, at virussen har en fatalitet omkring 2 promille, dvs. omtrent samme niveau som en svær influenzasæson, burde det i det mindste få de få hæderlige politikere i Folketinget til at overveje, om det ikke er tid til at omgøre beslutningerne fra marts. Diskussionen om evidenskrav er fundamental i ethvert demokrati, og fortjener langt mere opmærksomhed end den får for tiden. Mens man kunne argumentere, at man måtte reagere uden evidens dengang, er der i dag masser af evidens, og den peger i én retning.

Hvad foregår der, Frederiksen og Mølbak?

Mette Frederiksen meddelte på bedste diktatorvis fredag aften, at regeringen nu lukker Danmark endnu mere ned. Statsministeren påstod ved mødet, at ” Coronavirussen er tilbage for fuld styrke.” Det er en direkte løgn – medmindre statsministeren og Seruminstituttets direktør Kåre Mølbak da er totalt tal- og evidensblinde – men bliver fremført som officiel begrundelse. I stedet for at skrive længere om ting, vi har dækket adskillige gange her på stedet, er her blot en række spørgsmål om de nye, og i stigende grad bizarre tiltag.

  • Regeringen kræver nu, at danskerne bærer masker alle steder indendørs i det offentlige. Det sker, på trods af at der ingen evidens er for at masketvang eller nedlukninger virker (se f.eks. her)! Tværtimod er der en række studier, der konkret viser at nedlukningspolitik ikke virker (se her, her og her). Man forsøger dermed på at føre en politik, der ingen konsekvenser havde i foråret, og påstår at den virker nu. Hvorfor har man ikke lært noget, eller er regeringen simpelthen ligeglad og spiller kun et politisk spil om at bevare magten?
  • Grænserne lukkes også hårdere ned. I foråret måtte regeringen modvilligt åbne lidt igen, efter pres på to fronter. For det første var smittetrykket og dødstallet lavere i Slesvig-Holsten end i Danmark, og for det andet havde man meget bekvemt ’glemt’, hvor mange i grænseregionen, der arbejder og har familie på begge sider af grænsen. Præcist det samme problem kommer til at gælde for Øresundsregionen fra mandag. Hvordan man løser det, eller om man endnu engang vil demonstrere sin totale ligegyldighed overfor almindelige borgere, må man vente at se. Hvad planen er, kræver et svar.
  • Salg af alkohol forbydes efter klokken 22. Dette tiltag er en reaktion på to tidligere tiltag, der fuldstændigt strandede i utilsigtede konsekvenser for regeringen. Først tvangslukkede man nattelivet klokken 24, men opnåede kun, at festerne fortsatte privat. Så tvangslukkede man det klokken 22, men opnåede det samme, samt at fester og andet startede tidligere. Nu forbyder man al alkoholsalg klokken 22, og regner med at ingen planlægger fremad og sørger for at have købt ind til efterfesten. Hvorfor regner regeringen og Seruminstituttet med, at folk viser sig at være dumme i denne omgang?
  • Grundloven beskytter danskernes forsamlingsfrihed, og tillader kun begrænsninger når der er en konkret nødsituation, og da kun hvis indgrebet er nødvendigt og proportionalt. Men regeringen har nu begrænset forsamlingsfriheden til 10. Hvordan kan det ikke være forfatningsstridigt at begrænse forsamlingsfriheden til 10 personer, når dødstallet er i underkanten af det normale (se figuren nedenfor), og forårets erfaringer viser, at nedlukninger ikke virker? Er det eneste, det kræves for at jurister accepterer et forsamlingsforbud, at regeringen påstår at et forbud vil virke?

Det eneste lyspunkt er, at nogle danske journalister er begyndt at vågne op. Både Frederiksen og Mølbak måtte tale udenom og ty til tågesnak, da de fik flere kritiske spørgsmål fredag. Spørgsmålene afslørede, hvor langt man er villig til at gå for at beskytte sig selv, og også hvor absurd Mølbak til tider opfører sig. Samtidig er det kommet frem, at Sundheds- og Ældreministeriet har begrænset mediernes adgang til aktindsigt om coronavirus. Man har uden at fortælle det til nogen flyttet anmodninger om virussen fra at være dækket af miljøoplysningsloven til at dækkes af den meget mere restriktive offentlighedslov. Tusindvis af mails er også blevet slettet ved en fejltagelse.

Det er på høje tid at oppositionen også vågner, kræver dokumentation for hvad regeringen laver, og begynder at beskytte danskernes grundlovssikrede rettigheder. Den kan passende starte med de fire spørgsmål ovenfor, og arbejde sig videre derfra. Og det er ikke ligefrem en udfordring, fordi regeringen og dens trofaste politiske støtter Seruminstituttet har ikke skyggen af evidens for hvad de laver.

Frygt og diktatur

Hvis der er en følelse, som millioner af borgere i Europa og resten af den rige verden har mødt det sidste halve år, er det frygt. Det er en frygt, som medier over hele verden holder i live, og som visse epidemiologer synes at tilskynde. Men det er også en frygt, som politikere af alle overbevisninger i den demokratiske verden har omfavnet og lært at bruge til deres egne formål.

The Guardian skrev så sent som i januar, hvordan autokratiske populister bruger frygt for at styre deres befolkninger, manipulere sig til større magtbeføjelser og blive ved magten. Det nye i situationen synes at være, at det før kun var diktatorer, der sank så dybt at de brugte frygt som aktivt politisk instrument. Som filosoffen Hannah Arendt noterede efter anden verdenskrig: ”A fundamental difference between modern dictatorships and all other tyrannies of the past is that terror is no longer used as a means to exterminate and frighten opponents, but as an instrument to rule masses of people who are perfectly obedient.” Med andre ord er moderne diktaturer ofte kendetegnede ved, at de bruger frygt som en metode til at holde befolkningen i ro og autoritetstro. Det kræver dog, at der er noget, man kan få dem til at frygte.

David Crane, der var chefanklager ved the International War Crimes Tribunal in West Africa og er professor på Syracuse University, pegede sidste år på den bestemte måde, diktatorer skaber og vedligeholder frygt. Alle succesfulde diktatorer sørger for at definere en bussemand – en gruppe mennesker, et naboland eller et andet fænomen – der truer landet / folks sikkerhed / vores ’way of life’… Formålet med frygten er at skabe en form for falsk loyalitet, ubetinget støtte til regeringen, og en krisestemning hvor folk – inklusive medierne – ikke stiller spørgsmål. I langt de fleste tilfælde er strategien effektiv i ganske lang tid, selvom man ikke kan narre alle hele tiden.

Det forstemmende det sidste halve år er naturligvis, at diktaturernes strategi er præcist magen til den, den danske og mange andre regeringer har navigeret efter i måneder. De har brugt diktaturernes indsigt, at så længe tilstrækkeligt mange mennesker er tilstrækkeligt bange, accepterer de drakoniske indgreb i deres almindelige liv og rettigheder uden at stille kritiske spørgsmål. Det er for eksempel blevet almindelig praksis i mange lande, inklusive Danmark og Storbritannien, at man ikke kan stille opfølgende spørgsmål til pressekonferencer med stats- og premierministre. Hvordan en samlet journaliststand har accepteret dette indgreb uden nogen form for kritik eller protest er et mysterium, men konsekvensen er, at danske journalister i dag opfører sig cirka lige så regeringskritisk som deres russiske kolleger.

Mediernes uformåen, misforståede loyalitet og generelle slaphed i denne situation har bidraget til en stærkt kritisabel situation, hvor en stor del af befolkningen har helt skæve idéer om den faktiske risiko. De bidrager med andre ord til den udbredte frygt. Mange danskere, inklusive en række veluddannede folk i min omgangskreds, tror stadig at dødeligheden af Sars-CoV-2 skal regnes i procenter. Danske medier har således ikke skrevet meget om de nyeste empiriske vurderinger fra f.eks. Nobelprisvinderen Michael Levitt, hvis omfattende metstudier viser at det mest præcise estimat af dødeligheden er 1,5-2 ‰. Den skal sammenholdes med en dødelighed i almindelige influenzaudbrud omkring 1 ‰, at risikoen sættes til 0,3-0,4 ‰ for folk under 70, og at det amerikanske CDC har vurderet, at børn og unge har større risiko for at blive ramt af lynet end at dø af Covid-19.

For en magtsyg politiker er det nuværende naturligvis en ønskesituation. Udfordringen er ikke journalisterne – det burde være klart, at de ikke længere er en demokratisk trussel – men at vedligeholde frygten i befolkningen. Godt hjulpet af seruminstituttet har regeringen fulgt en strategi, hvor man forsøger at gøre danskerne bange. Problemet med denne strategi er, at når man først har investeret sin troværdighed i den, kan man ikke vende om – man er forbi det famøse point of no return. Rent politisk har Mette Frederiksen og hendes hold ikke mange andre muligheder end at fortsætte, fordi ingen politikere vil indrømme, at de tog fejl. Og en fejl til 250 milliarder kroner indrømmer man helt afgjort aldrig! I stedet fortsætter man en kurs, hvor ministre slipper afsted med absurde påstande, seruminstituttet støtter regeringen ved at udbasunere de absolutte smittetal hver dag, uden at nævne de lejlighedsvis flere end 50.000 mennesker man tester dagligt, og hvor langt de fleste journalister stiltiende støtter regeringen. Det hele lader sig gøre, fordi en tilstrækkeligt stor del af befolkningen bliver holdt i frygt. Det 20. århundredes diktatorer har ikke levet forgæves…

Højest dødelighed blandt de mindst smittede med corona

Seruminstituttet har offentliggjort resultatet af en undersøgelse af forekomsten af antistoffer mod corona. Den tyder på, at 2,2 pct. af befolkningen har været smittet. Udgangspunktet er, at 18.000 tilfældigt udvalgte danskere over 11 år er blevet tilbudt en test. Det er dog kun en tredjedel, der har deltaget, hvilket svækker resultatet. F.eks. er der ikke påvist antistoffer hos nogen forsøgspersoner fra 80 år og op (inden for usikkerheden har 0,0-2,1 pct. haft corona, mod 1,8-2,6 pct. for alle).

Trods usikkerheden er én ting slående. Smitten har været mere udbredt blandt de yngre end de ældre. Bortset fra de helt unge (12-19 år), som formentlig er mindre modtagelige, falder udbredelsen generelt med alderen, som det ses af figuren. Derimod stiger antallet af døde på grund af sygdommen klart med alderen*). Hele seks ud af ti døde er 80 år eller mere. Kun godt én ud af ti døde er yngre end 70 år.**)

Læs resten

Topforskere: Stop nedlukning

Som læserne vil vide, er vi stærkt skeptiske overfor værdien af at lukke samfund ned for at ‘stoppe’ den nye coronavirus. Vi er ikke alene, som åbne breve fra læger i både Belgien og Israel har vist. Nu er nogle af verdens tungeste navne kommet på banen: Sunetra Gupta fra Oxford University, Jay Bhattacharya fra Stanford University og Martin Kulldorff fra Harvard University. De har udsendt det, de kalder the Great Barrington Declaration, hvor de opfordrer til at lukke samfundet op og beskytte risikogrupper specifikt i stedet for at isolere alle.

Amatørisme og talforvirring hele vejen rundt

De seneste uger har mange af os undret os over et sært fænomen i dansk politik og danske medier: Mens det umiddelbart ser ud til, at det danske smittetal er stigende og der også indlægges flere danskere med Covid-19, er der basalt set intet sket med dødstallet. Men det taler medierne ikke om. Hvorfor de ikke gør det og hvorfor vi skal lide under endnu flere restriktioner og hårdere nedlukning – særligt når en stigende evidensbyrde viser, at nedlukninger ikke virker efter hensigten og bare slår erhvervsliv ihjel – er derfor et spørgsmål, der ikke kan besvares uden en public choice-approach. For hvorfor opfatter så mange borgere og politikere øjensynligt, at der skulle være et voldsomt problem, og hvorfor bidrager visse epidemiologer og virologer til opfattelsen?

I et interview på britisk TalkRadio med John Lee, en tidligere professor i patologi, ramte Lee hovedet på sømmet: En del af problemet for tiden er, at politikere leger amatørvidenskabsmænd og epidemiologer og virologer leger amatørpolitikere. Noget af resultatet af denne uhellige konstellation er en ”crisis of awareness” hvor det politiske fokus udelukkende ligger på Covid-19. Man glemmer således – til tider helt bevidst – alle andre sygdomme og dødsårsager, og mediernes konstante fokus på én enkelt, mulig dødsårsag indebærer, at befolkningen ikke er bevidst om alle de andre. Det er en proces, der for eksempel dækkes i Roger Koppls glimrende Expert Failure, hvor han viser hvordan snævre eksperters tunnelsyn på at løse et enkelt element af et problem ofte gør de overordnede problemer større. Koppls pointe er, at specialiserede eksperter ofte overser de prioriteringer mellem forskellige aspekter, som man altid står med. De er med andre ord uvidende eller i det mindste ikke opmærksomme på de trade-offs, der altid eksisterer.

Problemet bliver klart når man noterer, at der i Danmark i gennemsnit dør lidt over 1000 mennesker hver uge, mens der for tiden i gennemsnit dør én dansker med Sars-CoV-2 – og det er vel at mærke med og ikke af virussen – per dag. At dømme efter italienske og svenske erfaringer, der viser at det kun er 12-15 procent af de coronarelaterede dødsfald, hvor virussen kan siges at være den direkte dødsårsag (det amerikanske CDC sætter endda tallet til 6 %), betyder det at cirka en ud af de godt 1000 per uge direkte skyldes corona. Det er værd at bemærke, at der i Storbritannien – hvor tallene er offentligt og let tilgængelige, i modsætning til Danmark – dør omkring tre gange så mange af influenza og lungebetændelse.

De andre 99,9 % dødsfald i Danmark taler vi ikke om. Det gælder for eksempel kræftdødsfaldene, som der i 2018 var 15.330 af ud af et samlet dødstal på 55.000. En anden kategori er ”sygdomme i åndedrætsorganer”, hvor den store del er lungebetændelse, der slog 6600 danskere ihjel. I almindelige år dør der også cirka 1000 med influenza, og der er typisk cirka 600 selvmord. Al evidens peger på, at man må regne med væsentligt flere dødsfald i disse tre kategorier, sammen med bl.a. hjerteanfald, som direkte følge af nedlukningerne. Grunden er, at folk ikke går til lægen og ikke udredes for bl.a. kræft, fordi de enten direkte opfordres til at blive hjemme, eller fordi der er så høje barrierer for at komme til lægen, at de ikke gør det. Deres kræft opdages derfor ikke i tide, mindre hjerteanfald og -problemer tages ikke alvorligt, og folks depressioner fører til selvmord. Som vi tidligere har omtalt, har læger fra UCL regnet med at der vil komme omtrent 20 % flere kræftdødsfald i England de næste par år, ligesom man ved at der er markant flere ’deaths of despair’ i økonomiske kriser.

Tidligt i processen regnede mange politikere med, at disse bivirkninger – som en britisk kommission afdækkede allerede i starten af april – ville være til at overse, fordi epidemiologiske modelberegninger fra bl.a. Imperial College London forudså enorme dødstal, hvis politikerne ikke gjorde noget drastisk. Allerede i april begyndte kritikken af Ferguson-holdets model fra Imperial College, der hverken var fagfællebedømt eller offentligt tilgængelig, på trods af at den var udarbejdet flere år i forvejen til brug ved SARS og MERS-epidemierne. Modellen, er, som adskillige uafhængige forskere inklusive Sveriges statsepidemiolog Anders Tegnell flere gange har understreget, baseret på ekstreme antagelser. Sammenligner man modellens forecastede antal dødsfald med de faktiske antal, viser det sig at modellen hele vejen igennem har forecastet 12-15 gange så mange dødsfald som vi faktisk har oplevet. Deler man for eksempel Ferguson-holdets forecasts af dødsfald uden en nedlukning med 12, får man ganske præcist det faktiske antal dødsfald i Storbritannien og Sverige, selvom det ene land lukkede benhårdt ned og det andet ikke gjorde.

Modellen er tæt på rendyrket nonsens, og har hverken menneskelige reaktioner eller rimelige antagelser om, hvordan mennesker normalt opfører sig, med. Et nyt studie af Colombo, Mellor, Colhoun, Gomes og McKeigue tager derfor fat i den simple model og bygger mere realistiske antagelser ind. De antager for eksempel, at ikke alle folk har samme risiko for at blive smittede – en langt fra uvæsentlig forskel, da et sted mellem 20 og 50 % af befolkningen sandsynligvis er T-celleimmune (se f.eks. BMJs dækning) – og at folk ikke blander sig totalt tilfældigt, men derimod holder sig til relativt faste sociale cirkler. Den ændrede model med heterogenitet passer ikke blot langt bedre på de faktisk tal. Den giver heller ikke de 3,2 millioner som Imperial College-modellen, men 262.000 forudsete dødsfald – en forskel på en faktor 12 – og en type flokimmunitet omkring 15 % smittede.

Hvor tæt man er på denne grænse, og hvor mange smittede man faktisk har, er et andet element, hvor ny forskning stiller ubehagelige spørgsmål ved den nuværende approach og den såkaldte information, myndighederne giver befolkningen. Et væsentligt spørgsmål er, hvad kan man egentlig konkludere af de mange positivtestede? Det gælder ikke blot problemet, at myndighederne ligesom sundhedsministeren taler om det absolutte antal smittede og ikke andelen af smittede af dem, man har testet. 378 lyder langt mere ildevarslende end ni promille – 378 smittede blandt de 41.791 testede, der ikke tidligere er positivtestede. Den sidste måned har man testet cirka otte promille positive per dag – et gennemsnit på 386 per 46.444 testede.

Her holder problemet med de positive tests ikke op. Ifølge The Lancet peger nye studier fra Storbritannien på, at et sted mellem 0,8 og 4 % af alle positive coronatests vil være falske positive. Det betyder således, at andelen af positivtestede i Danmark sandsynligvis ligger indenfor den statistiske usikkerhed. Det betyder ikke, at ingen er smittede, men at man reelt ikke kan sige noget som helst statistisk sikkert om udviklingen i smittetallet. Med andre ord betyder det, at regeringen i virkeligheden reagerer på støj! Det betyder også, at Seruminstituttet beregner reproduktionstallet R baseret på støj. Skal man sige noget, må man enten bruge antallet af borgere i respirator eller dødstallet.

Det første tal er sammenligneligt med situationen i midten af maj, mens det andet er meget lig situationen siden midten af juni. Vi har dermed ikke nogen voldsom udvikling i en epidemi, men nærmere det bl.a. Ivor Cummins har kaldt en ’casedemic’ – en stigning i det målte antal smittede, som ikke fortæller os noget som helst relevant om udbredelsen af problemet. Man skal være enten doven eller talblind for ikke at forstå problemet, eller fuldstændigt ligeglad med virkelige fakta. Men deri ligger en del af problemet måske?

Smittestigning – en opdatering

Forleden skrev vi om, hvordan Seruminstituttets data ikke indikerede, at der var en klar smittestigning. Problemet var, at instituttet og medierne primært bragte absolutte tal i stedet for at rapportere andele af de testede. Efterfølgende klagede flere læsere over, at der måtte være fejl i tallene. Når det sker, checker vi naturligvis vores data – når vores almindelige job giver os tid til det – og det viste sig, at læserne havde ret. Vi skylder derfor en særlig tak til Theis Dekkers Gjedsted for selv at have taget et kig på overvågningsfilen fra SSI. Hvor datafejlen er opstået, ved jeg ikke, men de korrekte data er interessante i sig selv.

Læs resten

Hvor er smittestigningen?

Den seneste uge har regeringen advaret danskerne om, at smitten af SARS-CoV-2 er ved at brede sig. Der har for eksempel været lokale udbrud blandt en gruppe slagteriarbejdere i Ringsted, et somalisk miljø i det vestlige Aarhus, ligesom seks tutorer fra Institute for Statskundskab på Aarhus Universitet er smittede. Seruminstituttet har ligeledes advaret fordi man finder flere smittede for tiden. Problemet er bare, at man ikke rigtigt kan stole på den slags information. Grunden er, at de absolutte antal smittede kan være stærkt misvisende, hvis folk ikke også får at vide, hvor mange der bliver testet.

Nedenfor plotter vi således andelen af alle nytestede, der testes positive for SARS-CoV-2, sammen med antallet af danskere, der bliver testet. Den blå linje er andelen af alle testede, der viser sig at være positive, mens den røde linje er antallet af testede. Som det burde være klart for alle, der kan læse en graf, er der ingen tegn på øget smittespredning i Danmark. Til gengæld kan man meget klart se, hvordan testindsatsen er blevet intensiveret siden slutningen af juli. Med andre ord er de øgede smittetal, som Seruminstituttet og regeringen er så bekymrede for, fuldstændigt forklaret af at man tester flere mennesker. Der er med andre ord ikke nogen tegn, der burde give grund til yderligere bekymring.

Om der er flere smittede i Aarhus end tidligere er faktisk ikke lige til at svare på, for Seruminstituttet publicerer ikke tal i deres Epidemiologiske Rapport, der tillader en at beregne andelen af testede, der er positive, per region eller kommune. Man kan dog få et vist indtryk, da rapporten viser, at Region Midtjylland i Uge 32 testede 16.388 personer, mod et gennemsnit på 10.895 i de foregående seks uger. En pludselig 50 % stigning i antallet af testede burde også føre til, at man finde flere smittede…

Hvorfor Seruminstituttet og regeringen insisterer på at kommunikere de absolutte smittetal i stedet for andelen af smittede – det korrekte mål – må stå hen i det uvisse. Her på stedet kan vi dog ikke lade være med at overveje, om det har noget at gøre med det stormvejr, regeringen er på vej ud i efter mediernes afsløringer af statsministerens og flere ministres løgne omkring myndighedernes anbefalinger og ulovlige mangel på udlevering af information til bl.a. Folketingets Ældre- og Sundhedsudvalg.  Eller som Bent Winther formulerede det i en fremragende artikel i Berlingske forleden: Problemet er at ”politikere har en fordel af at puste til frygten frem for at bekæmpe den.” Som enhver autokrat ved, er folk i panik meget nemmere at manipulere.

Er forskning ved at gå i stå?

Henover sommeren har jeg talt med en række kolleger, som alle har samme oplevelse: Vi får forbløffende mange invitationer til at fagfællebedømme andres papirer. Umiddelbart kunne det indikere, at der virkeligt er gang i forskningen for tiden, men virkeligheden er desværre den modsatte. Rigtigt meget forskning er ved at gå i stå, og grunden er indlysende.

For at kunne fortolke situationen, må man naturligvis først vide lidt om, hvordan den almindelige proces er, når man vil have udgivet en forskningsartikel. Arbejdet med at lave finde emnet, finde ud af hvordan man kan se på det, foretage analyserne og skrive selve artiklen er kun en del af processen. I langt de fleste tilfælde skal man også ud at præsentere sit arbejde, hvilket kan ske ved seminarer, små workshops hvor andre forskere også præsenterer deres arbejde på samme felt, eller større konferencer. For mit vedkommende sigter jeg altid mod at præsentere noget af årets bedste arbejde ved en af de to public choice-konferencer i foråret.

Efter præsentationerne, og efter man har arbejdet med den feedback man har fået der, går publikationsprocessen derefter i gang. Man udvælger et tidsskrift, som man tror og håber passer til ens artikel og sender den ind. Hos tidsskriftet checker en redaktør først, om det er interessant for deres læsere, og om papiret helt generelt er op til standard. Hvis det ikke er, får man sin artikel i hovedet igen med et nej. Hvis det er, sender redaktøren den ud til to eller tre såkaldte fagfællebedømmere – kolleger ude i verden, der forhåbentlig ved noget om emnet – og venter på deres bedømmelser. Og når de først kommer, beslutter redaktøren om de er positive nok til at forfatteren kan få en chance for at arbejde med bedømmernes kommentarer og sende en ny version ind til tidsskriftet. Igen, hvis det sker, skal man gå endnu en runde med bedømmerne – og måske endnu en… – inden de er tilfredse. Først da bliver artiklen udgivet.

Men i langt de fleste tilfælde bliver det et nej fra redaktøren, og så starter man forfra med at lede efter et egnet tidsskrift, som man kan tilbyde ens artikel. Hos det prestigiøse Journal of Development Economics afviser redaktørerne for eksempel 92 procent af alle artikler, de får. Hos Public Choice har det tilsvarende tal de seneste år været 87 procent. Langt de fleste papirer bliver derfor afvist en række gange før de publiceres.

Det bekymrende i, at vi oplever hvordan vi får særligt mange papirer til bedømmelse for tiden er derfor, at det reflekterer at folk har sendt dem tidligere ind end de ellers ville have gjort. Med andre ord har mange forskere valgt, at når det er umuligt at komme til workshops og konferencer for at præsentere deres arbejde – coronapanikken har lukket ned for alt den slags aktivitet – sender de det ind til tidsskrifterne i et noget tidligere stadie end de ellers ville have gjort. Jeg har gjort det samme i foråret, netop fordi at alt er aflyst. Risikoen er, at der enten vil komme en bølge af afvisninger fra tidsskrifterne – de artikler, de får ind er generelt af dårligere kvalitet end normalt – eller en bølge af dårligere forskning, der publiceres.

Det er dog ikke den eneste konsekvens, de aflyste konferencer osv. har. Den største del af gevinsten ved at være til konference er ikke den feedback, man får på sit eget arbejde, men den inspiration man kan få fra at se andres nye arbejde, tale med dem, sætte sig med en kop kaffe og brainstorme idéer, og helt generelt få både nye idéer og muligvis nye samarbejdspartnere. En meget stor del af denne proces er uplanlagt og kan derfor på ingen måde erstattes af nok så avancerede onlineløsninger. Fraværet af den almindelige forskningsproces i form af konferencer, workshops osv. har derfor mærkbare konsekvenser allerede nu: Langt mindre ny forskning sættes i gang, og meget af det der faktisk kommer i gang, er mere marginalt end ellers og blot variationer over kendte problemstillinger i stedet for egentlig ny tænkning.

Hvis nogen skulle være i tvivl om omfanget af dette problem, har jeg illustreret det ovenfor med eksempler fra min egen hverdag. I tabellen kan man se mine forskningsrelaterede aktiviteter i form af konferencer, workshops, seminarer og projektmøder i de første otte måneder af 2019 og 2020. Men læg mærke til, at de grå felter er dem, der blev aflyst i år. De er, med andre ord, de feedback-, inspirations- og netværksmuligheder, der mangler i min egen forskningshverdag i år. Læserne kan således selv bedømme omfanget af problemet. Og så har jeg endda ikke nævnt det sociale aspekt – den manglende menneskelige kontakt – med et ord.