Tag: Cuba

Venezuela – Fra amerikanske drømme til cubansk virkelighed

Efter søndagens “constituyente” står det klart for de fleste, at Venezuela nu er et diktatur. Det har været på vej længe.

Ifølge regeringen stemte ca. 8,1 mio. ved valget, hvilket vil være en valgdeltagelse på lidt over 41 procent. Det passer dog dårligt sammen med, at valgmyndighederne selv, ifølge Reuters, anslog at ca. 3,7 mio. havde stemt kl. 17.30. For at nå op på de 8,1 mio., skulle 4,4 mio. mennesker altså have stemt den sidste 1½ time, hvor stemmelokalerne var åbne. Det virker helt usandsynligt, også selv om regimet intimiderede ikke mindst offentlig ansatte, som blev truet med fyring, hvis de ikke stemte.

I modsætning til tidligere, hvor Venezuela’s valgkommision (CNE) efter valget enstemmigt har blåstemplet valgresultatet, er det ikke tilfældet denne gang. En af de 5 medlemmer, den oppositionsvenlige  Luis E Rondón, har efterfølgende  afvist det officielle resultat.

Endelig har det firma som står for levering af det elektroniske valgudstyr til morgen meddelt, at der er begået omfattende valgsvindel.

Man har afholdt mange valg og afstemninger siden Hugo Chavez (overraskende) vandt præsidentvalget i 1998. For valgene før søndagens afstemning har et fællestræk været, at selve valghandlingen har været nogenlunde korrekt til og med parlamentsvalget i 2015, omend der fortsat hersker stor usikkerhed om hvorvidt Maduro faktisk fik flest stemmer ved præsidentvalget i 2013.

Men allerede på et tidligt tidspunkt var det klart, at man fra regeringens side systematisk underminerede Venezuela’s institutioner og magtens tredeling, ligesom ytrings- og pressefriheden hurtigt kom under pres, hvilket Christian tidligere har skrevet om her på bloggen.

Pressefrihed Chile, Peru og Venezuela (høj score=lav frihed)
                                            Kilde: Freedom House

Mens selve afstemningen nok var nogenlunde transparent tidligere, var valgkampene det ikke. Chavez og den siddende regering gjorde tidligt alt for at sikre sig stemmer og besværliggøre oppositionens muligheder for at føre valgkamp og komme til orde i medierne. Ved det sidste valg Hugo Chavez stillede op til og vandt, i 2012, bakkede alle statskontrollerede medier op bag Chavez, mens oppositionens kandidat, Henrique Capriles, stort set ikke fik lov til at komme til orde. Mens Chavez havde fri adgang til medierne og der var timers valgpropaganda hver dag, skulle Capriles adgang tælles i minutter.

Men med afstemningen til en ny grundlovsgivende forsamling har man nået et nyt lavpunkt. Formålet med den nye grundlovgivende forsamling som blev valgt i søndags er alene at sikre Maduro og regimet endnu større magt. Den nyvalgte forsamling har ud over bemyndigelse til at skrive en ny forfatning, også mulighed for at opløse den demokratisk valgte nationalforsamling, hvor oppositionen har flertal, ligesom den kan udsætte bl. a. præsidentvalget i 2018.

I modsætning til tidligere, er dette valg da også blevet mødt med skarpe reaktioner fra en lang række Latinamerikanske lande. Stort set alle andre lande end regimets historiske allierede Bolivia, Ecuador, Nicaragua og Cuba har taget afstand fra søndagens valg, i lighed med EU og en række Europæiske lande samt Canada og USA, som i samme omgang har bebudet nye sanktioner rettet mod en række navngivne topfolk i Venezuela, bl.a.  a. Maduro.

Så hvad sker der nu?

Som det fremgår af nedenstående graf over BNP per indbygger (konstante priser), har man oplevet et markant fald. Det skal understreges, at tal efter 2010 er estimater foretaget af IMF, da der ikke længere produceres brugbar, hvis overhovedet, data i Venezuela.

                               Kilde: IMF 2017

Siden 2013 anslås økonomien af være skrumpet med mere end 33 procent, og der forventes fortsat minus vækst i de kommende år (dog mindre dramatisk). Vi har tidligere skrevet om den eksplosivt voksende kriminalitet og fattigdom, lige som læserne formodes at være bekendt med manglen på mad og medicin. Men hvad kan vi egentlig forvente af den kommende tid? Under normale omstændigheder ville en regering som er ansvarlig for en så omfattende forarmelse, som den Venezuela oplever i disse år, for længst være tvunget til at gå af.

Men det er langt fra sikkert at det vil gå sådan i Venezuela. På trods af omfattende protester det seneste halve år – som i modsætning til tidligere ikke længere primært er et middelklasse fænomen –  en nationalkongres hvor oppositionen har flertal, viser den seneste udvikling at Maduro, eller i hvert fald hans parti “El Partido Socialista Unido de Venezuela” (PSUV) fortsat har greb om magten. Og det vil de have, så længe de har militærets opbakning. Og det har man bl. a. fordi toppen af militæret er dybt involveret i den korruption og organiserede narkokriminalitet, som flere ledende folk i regimet menes at være involveret i. De har ingen tilskyndelse til at skifte side og støtte oppositionen, selv om denne ved flere lejligheder opfordret militæret til at stille sig på “folkets side”.

Man kan sige at Chavez, som selv var militærmand, kunne sin historie. Vil man beholde magten er det vigtigt at have militæret på sin side, og det er den. I hvert fald toppen. Længere nede i geledderne ser det lidt anderledes ud.

Ligeledes har man de såkaldte “Colectivos” – en paramilitær styrke, som også har været aktive i forbindelse med bekæmpelsen af demonstrationerne det seneste halve år, og som står bag flere drab.

Man kan sige at Maduro har kanonerne, mens oppositionen primært har befolkningen. Så en egentlig borgerkrig er udelukket, med mindre militæret skulle blive splittet. Nok er der bevæbnede grupper blandt den mere ekstreme del af oppositionen, men deres styrke er begrænset.  Et muligt scenarie er derfor nok en eskalering af volden, med yderligere tab på begge sider, men på den korte bane vil der næppe blive tale om noget der kan karakteriseres som borgerkrig.

I det hele taget ser situationen på mange måder ganske håbløs ud.  Og som Juan Carlos Hidalgo skriver i sin blog på Cato’s hjemmesider, så er konsolideringen af ​​et diktatur i Cuba-stil fortsat en mulighed, så længe regimet  – i samarbejde med Cuba – har en fast kontrol over de væbnede styrker og Nationalgarden.

Man kan sige, at hvor Venezuela for et halvt århundrede siden var Sydamerika’s rigeste nation og det handlede om den “amerikanske drøm” med store biler og højt forbrug, er man nu hastigt på vej til cubanske tilstande med varemangel, udbredt fattigdom og diktatur, Man er der ikke helt endnu, men man er meget tæt på.

Hvad nu hvis Cuba ikke var endt som kommunistisk diktatur?

Søndag blev Fidel Castro endelig begravet, og cubanerne kunne vende tilbage til hverdagen efter en uges pålagt landesorg. Nu er det igen muligt at høre musik, danse og købe rom. Nogle af de få glæder den almindelige cubaner har i et af Latinamerikas fattigste lande.

Lillebror Raul og det cubanske militær har tilsyneladende fuld kontrol over landet, og der sker næppe de store forandringer før 2018, hvor Raul har annonceret at han vil træde tilbage.

Ugen viste også, at selv om Fidel Castro’s stjerne i årtier har været for nedadgående, så findes der fortsat de der fastholder at Cuba er et forbillede og Fidel Castro nærmest er en moderne Jesus. Herhjemme er det dansk-cubansk venskabsforening som går i brechen for Castro og den cubanske revolution (som nu først og fremmest var et kup, hvor man stjal drømme om tilbagevenden til demokratiske tilstande).

Jeg mødte formanden for netop dansk-cubansk venskabsforening, Sven-Erik Simonsen,som også er journalist på Dagbladet Arbejdere, i en kort debat på TV2 News i søndags, som kan ses herunder. De fleste vil nok mene at hans synspunkter er temmelig ekstreme. Men ud over at der næppe er tvivl om, at sådan ser Sven-Erik Simonsen Cuba og verden, så er det nok værd at huske på at der er tale om synspunkter, som fortsat deles af en del på venstrefløjen, ikke mindst i Enhedslisten – også selv om ikke alle taler højt om det.

Cuba uden “Revolution”

Men hvordan havde Cuba egentlig set ud i dag, hvis ikke Castro og hans mænd havde “kuppet” sejren over Batista? Hvorledes havde velstand og levevilkår været for cubanerne? Og hvad med fremskridtene indenfor uddannelse og sundhed?

Et problem når man beskæftiger sig med Cuba er den meget ringe statistiske kvalitet og en række metodiske problemer.  Men disse til trods kan vi dog med nogenlunde sikkerhed konstatere, at perioden efter Batista’s fald kan deles ind i en række destinkte perioder. Frem til begyndelsen af 1970erne var præget af stagnation, mens velstanden målt ved BNP (se også problemerne med måling af BNP nedenfor), herefter steg betydeligt frem til 2. halvdel af 1980erne – ikke mindst på grund af store subsidier fra Sovjet – for der efter at kollapse i første halvdel af 1990erne, som følge af sammenbruddet i Østblokken.

Efter at have ramt bunden i begyndelsen af 1990erne (BNP faldt med mere end 1/3 fra 1989 og frem til 1993), oplevede man en hvis genopretning af økonomien i nullerne – ikke mindst takket være at Venezuela overtog Sovjets rolle som “Sugar-Daddy”. Men hvorvidt man har genvundet niveauet i midten af 1980erne, målt på BNP per indbygger, er mere end tvivlsomt.  Siden 1959 har man således skiftet opgørelses-metode for BNP ikke mindre en 4 gange.

Hvad nu hvis – syntetisk BNP

Som nævnt er der store problemer med Cubansk statistik. Dels følger man ikke internationale definitioner og dels er der ofte ikke adgang til det underliggende statistisk materiale – det gælder bl.a. prisudvikling, arbejdsløshed og BNP. Dertil kommer risikoen for at der sker en bevist manipulation med officiel statstik.

Alene i perioden 1959–2008, ændrede den cubanske regering mindst fire gange den anvendte metode til at måle BNP. I 1959–1960 fortsatte man at anvende konventionelle metoder. Mellem 1962 og 1989 brugte man samme metode som i Østblokken, det såkaldte “Material Product System”, og i årene mellem 1994 og 2002 vendte man tilbage til den konventionelle metode. Siden 2003 har man introduceret sit eget system, hvor man medtager en værdi for de gratis sociale tilbud (uddannelse, sundhed osv.) samt subsidier til rationerede forbrugsgoder. Sammen med en ændring i basisåret, når man beregner BNP i faste priser, er der bred enighed om, at de opgivne tal for BNP er kraftigt overestimerede og dermed meget problematiske at sammenligne med andre landes BNP. For mere information om besværlighederne med Cuba’s BNP, se mere her.

Med al den usikkerhed dette indebærer, skal alle tal altså tages med et meget stort forbehold.

Tilbage står fortsat spørgsmålet om hvordan Cuba’s økonomiske udvikling ville have været, hvis ikke man var endt som en socialistisk planøkonomi, men i stedet fortsat havde været en markedsøkonomi. Det har Felipe Garcia Ribeiro, Guilherme Stein og Thomas H. Kang prøvet at beregne ved anvendelse af et “alternativt syntetisk BNP” frem til 1974 i “The Cuban Experiment: Measuring the Role of the 1959 Revolution on Economic Performance using Synthetic Control” fra 2013.

la-cuba
Ovenstående viser den faktiske udvikling (i den grad den underliggende data er korrekt). Men hvordan kunne det være gået? Det er jo ikke til at sige præcist, givet den store variation af mulige førte politikker, men man kan sige noget noget om betydningen af institutionelle ændringer (her overgang fra markedsøkonomi til planøkonomi).

For at få et udtryk for denne effekt, har Felipe Garcia Ribeiro, Guilherme Stein og Thomas H. Kang kontrueret et syntetisk BNP, der får at gøre en lang historie kort, dels er baseret på BNP udvikling, dels er baseret på en række variable, så som energiforbug, infrastrukturudvikling, osv., der tilsammen tilnærmelsesvis kan forklare udviklingen op til 1959.

Herefter kan man sammenligne udviklingen efter 1959 og sammenholde denne med det beregnede syntetiske BNP, se nedenstående.

syntetisk-bnpDenne gennemgang yder naturligvis ikke Felipe Garcia Ribeiro, Guilherme Stein og Thomas H. Kang fuld retfærdighed. Jeg kan kun opfordre de interesserede i at læse det oprindelige notat.

Under alle omstændigheder kommer Felipe Garcia Ribeiro, Guilherme Stein og Thomas H. Kang frem til at resultaterne grundlæggende understøtter, at bevægelsen mod kommunisme efter 1959 på afgørende vis påvirkede den fortsatte økonomiske udvikling negativt, eller som de selv skriver :

Summing up, the Revolution in Cuba resulted in a drastic change in the country’s insti
tutions. Arguably it can be stated that the abolition of private property and the institution
of central planning were among the most drastic of those changes. Cuban institutions, which
did not relied at all on markets, had an enduring inuence on Cuban economic performance.
Institutional change through the end of market mechanisms and the collectivization process
is probably the main reason of the country’s economic failure. As Ward and Devereux (2011)
assert, despite some social achievements, it does not seem that history will absolve the Cuban
regime.

Og hvor står Cuba så i dag?

Det var et erklæret formål med den cubanske revolution, at man ønskede at industrialisere landet via importsubstitution, samtidig med at man ønskede at være selvforsynende på fødevarer. Her snart 60 år senere, må man konstatere, at intet af dette er lykkedes. Tværtimod er selvforsyningsgraden faldet drastisk, og heller ikke industrialiseringen har været nogen succes, for at sige det mildt.

Godt nok oplevede oplevede Cuba fra 1970erne og frem til slutningen af 1980erne en længere periode med en hvis økonomisk fremgang, ligesom der sket en fortsat forbedring indenfor sundheds- og uddannelsessystemet. For sidstnævnte er det dog værd at understrege, at den fortsatte fremgang skete med et yderst gunstigt udgangspunkt, givet at Cuba allerede før 1959 scorede højt på levealder, lav børnedødelighed, alfabetisering osv. At fremhæve udviklingen på sociale indikatorer som udtryk for en ekseptionel udvikling, er derfor temmelig misvisende. På den anden side skal det understreges, at Cuba fortsat scorer højt på disse parametre, men prisen har også været høj.

Og helt grundlæggende kan der også stilles spørgsmålstegn ved værdien af f. eks. en høj andel, som tager en videregående uddannelse, hvis de alligevel ender med at ernære sig som gadesælgere, turistguides mv.

Dertil kommer, at selv om Cuba efter en voldsom økonomisk krise efter Østblokkens fald, igen oplevede noget økonomisk fremgang fra slutningen af 1990erne, tyder meget på at levevilkårene og økonomien er i dårligere stand end den var for 30 år siden – og på mange punkter, var i midten af det 20 århundrede.

Og nok fandt man sig en ny sugar-daddy i nullerne ved Hugo Chavez Venezuela (hvorefter Fidel Castro rullede de marginale økonomiske reformer man gennemførte i 90erne tilbage i 2003), og har man efter Raul vandt den interne magtkamp overfor storebror Fidels støtter i 2008-09, atter – omend uendelig langsomt – startet en reformproces mod en lidt mere markedsorienteret økonomi. Men med Venezuela’s sammenbrud i disse år – og det deraf følgende bortfald af et betydeligt tilskud, bl.a. gennem, men ikke kun, meget billig olie, ser fremtiden ikke lys ud for den almindelige cubaner.

Et indtryk af hvor ringe Cuba har udviklet sig, kan man få fra “Economic and social balance of 50 years of Cuban revolution” af Carmelo Mesa-Lago .

Carmelo Mesa Lago har undersøgt udviklingen fra 1950erne og frem til 1989 og fra 1989 og frem til 2007 på en lang række parametre. Se også nedenstående tabel.

19582007
Som det vist tydeligt fremgår af tallene har ikke mindst udviklingen indenfor landbruget været katastrofal. Mens målsætningen ved revolutionens start var at være selvforsynende med fødevarer, er det da også gået lige omvendt. Hvor man i 1950erne producerede 80 procent af eget forbrug, er man nu nede på 20 procent. Som et kuriosum kan nævnes, at USA er storeksportør af kyllinger til Cuba (ca. halvdelen af det samlede forbrug).

Og ser vi på de sociale indikatorer, ser vi også en bemærkelsesværdig udvikling.

socialeDet mest bemærkelsesværdige er måske udviklingen i GINI-kvocienten, som er steget kraftigt siden 1989. Og her er vel at mærke tale om beregninger før man indrager betydningen af overførsler fra udlandet. De er ganske betydelige, men gavner kun ca. 2/3 af befolkningen. Medregnes disse, er uligheden væsentlig højere.

Det er naturligvis også slående hvor meget reallønningerne er faldet siden 1980erne.

Når man sammenholder udviklingen i BNP og andre indikatorer er konklusionen temmelig klar. På alle parametre har udviklingen været væsentligt ringere end den ville have været, hvis Castro ikke var kommet til magten. Kun udviklingen indenfor sundhed- og uddannelse kan siges at have været tilfredsstillende, omend langt fra den succes man i mangel på andet fortsat ser det udskreget som en del steder (se også “Manden der stjal….“).

Castro og frihedsrettighederne

Fidel Castro døde forleden, hvilket Niels Westy naturligvis skrev om her. Fordi der findes mange – ikke blot på venstrefløjen i Danmark og andre steder, men også i JP, Berlingske og på Borgen – der finder på adskillige undskyldninger for hans politik mod Cubas egen befolkning, er det ekstra vigtigt at understrege, hvordan virkeligheden var. George Will i Washington Post (læs her) er som ofte meget præcis. Will indleder sin klumme med det velvalgte ønske:

“With the end of Fidel Castro’s nasty life Friday, we can hope, if not reasonably expect, to have seen the last of charismatic totalitarians worshiped by political pilgrims from open societies.”

Eller som Carlos Eire skriver i samme avis: ”A genius at myth-making, Castro relied on the human thirst for myths and heroes. His lies were beautiful, and so appealing.” Andre gode nekrologer kan findes hos Tim Worstall i Forbes her; og Jeffrey Tucker hos the Foundation for Economic Education her. For de interesserede, er der langt mere information at hente hos the Cuba Archive’s Truth and Memory Project, som vi stærkt anbefaler.

En mere håndfast illustration af, hvor undertrykkende det cubanske regime faktisk er, kan man få ved at se på Freedom House’s årlige vurdering af pressefrihed i verden. I figuren nedenfor har jeg plottet Cuba overfor det latinamerikanske gennemsnit og tre udvalgte lande i regionen. Cubas vurdering er en score på 91 mod f.eks. den danske på 12. Globalt er kun tre lande værre end Cuba: Eritrea (94), Hviderusland (93), Nordkorea (97) og Usbekistan (95). Fidel og hans efterfølger er virkelig i fint, diktatorisk selskab, med en undertrykkelsesvurdering der ligger ti point højere end Ruslands.

cuba-fh

Det særlige er dog udviklingen – eller manglen på udvikling. På trods af presset fra internettet og udbredelsen af sociale medier, der har gjort det langt sværere og meget dyrere at undertrykke en fri presse, er der sket ganske lidt siden FH startede undersøgelserne i 1993. Det cubanske regime fortsætter således Castros politik overfor befolkningen og pressen, og hans venezuelanske beundrere Chavez og Maduro har tydeligvis også kopieret den del af de kommunistiske institutioner, der afskyr almindelige frihedsrettigheder. Omvendt er der intet i latinamerikansk kultur, der forhindrer en fri presse. Perus gennemgribende reformer omkring 2000 ses let, både Surinam og Chile ligner fuldstændigt Sydeuropas status, og de fleste små, tidligere britiske kolonier (Jamaica, Dominica, Saint Vincent osv.) har nordeuropæisk status.

Taler man om Cuba, står undskyldningerne for Castro dog stadig i kø. Hans regime startede med henrettelsen af nogle hundrede modstandere, og invitationen til at stille sovjetiske atomvåben op på øen nævnes helst ikke. En standardfrase til bortforklaring af Castros diktatoriske regime har siden 1959 været, at man ikke kan lave omelet uden at slå nogle æg i stykker. 67 år senere er der stadig ingen cubansk omelet, kun undertrykkelse og en forarmet befolkning, der langt hellere vil bo i Florida.

Embargo eller ej?

Obama-administrationen, i et sjældent klart øjeblik, har besluttet at løfte dele af embargoen på fødevareeksport, bygge- og kommunikationsudstyr overfor Cuba, og de to lande har aftalt at udveksle ambassadører. Den amerikanske regering har således taget det første skridt siden Kennedy mod at normalisere forholdet til det kommunistiske diktatur i Cuba. Dette skridt har udløst en voldsom debat om politikken overfor den sydlige nabo. Debatten står om, hvorvidt man skal vente på at Cuba bevæger sig mod demokrati og en vis respekt for menneskerettighederne, før man løfter embargoen – dvs. tilgangen i Helms-Burton-loven fra 1995 – eller om man bør begynde at løfte embargoen og regne med, at den friere handel, rejser og udveksling af information gør sit til at gøre Cuba demokratisk.

Problemet som de fleste, om end modvilligt for nogens vedkommende, er enige om, er at embargoen har været en ekstrem fiasko. Som Businessweek skrev forleden: ”If the embargo of Cuba had been aimed at keeping the Castro brothers in power, it might be judged today as the most successful foreign policy in the history of the U.S” Fidel Castro var præsident fra sin magtovertagelse indtil 2008, hvor hans bror Raúl overtog og landet er stadig en af kommunismens sidste ‘bastioner’ i verden. Omvendt har handel, turisme og mere generelt information om resten af verden været en væsentlig del af forklaringen på, at nogle lande bliver demokratier og vel at mærke forbliver demokratiske (se f.eks. her eller her).

Den omvendte tilgang er at kræve, at et land tydeligt bevæger sig mod demokrati og menneskerettigheder før man åbner op for handel med landet. Argumentet er en blanding af et moralsk argument – vi burde ikke ’belønne’ afskyelige regimer – og et kausalargument, der handler om at en politisk gulerod i form af øget handel og investeringer kan få politikere til at opføre sig mere demokratisk og mindre undertrykkende. Problemet med dette argument er, at det implicit antager, at regimets selektorat – de særinteresser, der er knyttet til regimet – vil få gavn af handelen.

Det er i min optik på ingen måde klart, at det er tilfældet i andet end et meget begrænset antal særtilfælde, men det er et a priori validt argument. Empirisk er der dog ikke alt for meget støtte til dette synspunkt, mens det omvendt hos den sanktionerende part kan være politisk opportunt at begrænse handelen med Cuba. Amerikanske sukkerproducenter har for eksempel en ret stærk og indlysende interesse i at holde ved embargoen.

Tragedien uanset hvordan man ser på embargoen er, at Cuba inden Castros overtagelse var et af Latinamerikas rigere lande inden det blev kommunistisk. Sundhedsvæsenet var i særklasse og øen tiltrak ganske mange tilflyttere. Som Niels Westy tidligere har påpeget, lå der ved den kommunistiske magtovertagelse 12.000 ubehandlede immigrationsansøgninger på den cubanske ambassade i Rom. Cuba havde også i 1950erne omtrent samme levestandard som Portugal og Spanien, havde Latinamerikas højeste middellevealder og havde indtil 1952 været et relativt velfungerende præsidentielt demokrati. Uden Castro og hans ’revolution’, var Cuba da blevet til den Dominikanske Republik eller Barbados? Det kan ingen sige, men stort set ethvert alternativ er at foretrække for det kommunistiske Cuba.

Søde Appelsiner

Nede i mit supermarked kan man få æg fra burhøns, æg fra fritgående høns og økologiske æg. Det er tydeligt at danske forbrugere går op i hvordan høns har det. Man kan også få juice. F.eks. denne glimrende juice fra Rynkeby:

 2106.jpg

Den smager fint, men jeg køber den ikke. Det er mig en gåde hvorfor andre gør det og hvorfor Rynkeby overhovedet sælger den. Firmaet gør jo på andre områder en dyd ud af deres CRP, herunder det efterhånden velkendte Rynkeby cykelløb til Paris med kendisser og politikere. Et løb der støtter børnecancerfonden.

Alligevel køber vi gladelig en juice fra et land, hvor indtægterne går til et regime som behandler borgerne som burhøns. De må i hvert fald ikke forlade farmen. De må tage til takke med det foder som regimet mener de har fortjent. De får i yderste konsekvens knækket nakken, hvis de ikke retter ind.

Venstrefløjen opfordrede til boycot af sydafrikansk frugt og andre varer under apartheid. Hvor er de henne her? Er Cuba så meget bedre end apartheid regimet? Er det OK at undertrykke sine borgere, bare man undertrykker alle lige meget? Hvorfor er der stadig denne relativisme, hvor der er ”gode diktaturer” og ”dårlige diktaturer”. Cuba er langt fra det værste af slagsen, men alligevel.

Det klassiske modargument  er, at hvis ikke man køber varerne får de undertrykte det endnu værre. Muligt. Det gjaldt også for sydafrika. Så hvorfor denne relativisme? Hvorfor køber vi denne juice uden at blinke, samtidigt med at vi frelst lægger æg fra fritgående høns ned i kurven?

… og i forlængelse af Niels’ indlæg: Hvor er Forbrugerrådet?

Cubansk sangerinde vinder Cubas første “Latin Grammy” mens regimet slår til mod unge musikere.

I torsdags vandt Omara Portuando en Grammy for hendes seneste CD “Gracias” ved dette års Latin Grammy Awards i USA. Det var første gang at en cubaner vandt denne pris. Men selv om Omara Portuando, der snart fylder 80, stadig har en utrolig stemme og den sjældne evne at formidle sine følelser til lytteren på tværs af sproglige og kulturelle barrierer, er det måske sigende, at selve pladen nok er smuk, – den er meget bossa nova og jazz inspireret – men samtidig også blottet for enhver form for nyskabelse. Fundamentet er ud over cubansk musik, først og fremmest jazz og bossa nova, som det har udfoldet sig i mere end et halvt århundrede. Og det er egentlig cubansk musiks problem i en nødeskal. Siden Castros magtovertagelse har man fuldstændig mistet den betydning man havde i 1940erne og 50erne. Manglende omgang med udenlandske musikere (især amerikanske) og et totalitært regime der ud over at forbyde saxofonen, fordi det var et “imperialistisk” instrument, i alle årene har undertrykt enhver form for nyskabende musik, har sikret at Cuba i bund og grund primært er et frilandsmuseum for musik, som det lød en gang for længe siden.

I 1960erne var det Beatles, Santana, Rollings Stones, osv. der var forbudt. (at Carlos Santana ved en film præmiere for et par år siden, så kan møde op i en Che Guevara T-shirt  viser vist først og fremmest noget om Carlos Santana). Nu om dage forfølger man punk-musikere som f.eks. Gorki Aguila, som vi tidligere har skrevet om her på bloggen, se bl.a. her. Lars Hvidberg har i dag en glimrende kronik i Berlingske Tidende om “Gorki” under titlen “Sådan tager du pis på en kommunist“. for et interview “fra Reason” med samme Gorki, se forøvrigt her.

Så mens man kan glæde sig over, at at Omara Portuando hædres med en grammy, kan man samtidig ærgre sig over, at det Cuba, der i 1940erne og 1950erne var et kunstnerisk fixpunkt, i den grad er gået bag af dansen siden revolutionen. Og som det fremgår af mit indlæg på “americas.dk”  i anledning af Omara Portuandos grammy, fortsætter undertrykkelsen af musikere og kunstnere fortsat i Cuba.

Castro træder tilbage

Vi havde her på bloggen en debat i december 2006, da Chiles tidligere “leder” og “statsoverhoved”, eller slet og ret diktatoren Augusto Pinochet døde, hvor vi drøftede, hvordan historien burde vurdere hans indsats.

Nu har hans kollega, Fidel Castro på Cuba, valgt at træde tilbage og overlader hvervet som diktator til sin lillebror, der har kørt forretningen i den sidste tid.

Det er således nu muligt at vurdere noget af det, vi drøftede forrige år, nemlig om Castro vil blive omtalt på samme måde som Pinochet. Meget taler jo for, at de bør få samme omtale: de var begge diktatorer i et sydamerikansk land, der systematisk og vedvarende undertrykte enhver politisk modstand (se et nyligt eksempel her). En del af de undertrykte var ikke videre sympatiske personer med hang til selv at indføre diktatur, men det berettiger næppe den hårdhændede behandling og da slet ikke undertrykkelse af de mange andre opponenter, som blot var demokrater. Og begge har indført visse økonomiske reformer, som gavnede landet, omend Pinochet nok må siges at have valgt bedre end Castro. Men begge kan sikkert fremstilles som idealister, der selv troede på, at deres diktatur var gavnligt for landets og dets befolkning.

Jeg har ikke haft tid til at læse MSM, men jeg vover alligevel at komme med et skøn, og det er, bam-ba-da-bammm, at der vil være forskel i omtalen af de to gamle slyngler. Kort sagt, jeg gætter på, at Castro får en pænere omtale end Pinochet.

Hvis jeg får ret, hvis altså, er det endnu et uhyggeligt eksempel på, at det, man i dag kalder venstrefløjen, har en alvorlig karakterbrist, som gør det næsten umuligt for dem at tage afstand fra diktatur og umenneskelig opførsel, når den udføres af folk, de opfatter som deres egne, dvs. når marxistisk teori bliver påberåbt af de pågældende slyngler.

Nick Cohen, der selv opfatter sig som venstreorienteret, har i sin fremragende analyse, man fristes til at sige obduktion, af venstrefløjen, What’s Left, forklaret det sådan, at den demokratiske venstrefløj tror, at hele venstrefløjen udgør en familie, og at man derfor må forsvare den udemokratiske totalitære del på samme måde, som man ville forsvare en uopdragen mindre søskende. Cohen, det kære menneske, afviser imidlertid, at totalitære grupper hører til på venstrefløjen, og opfordrer derfor sine meningsfæller til at gøre op med dem med samme ihærdighed, som de tager afstand fra højreorienterede bøller.

Det minder lidt om Preben Wilhjelm, der for nyligt afviste, at Blekingegadebanden overhovedet hørte til på venstrefløjen. De opførte sig totalitært og hørte dermed til højrefløjen. Det er dybt naivt, men i det mindste er tankegangen helt logisk: alt, hvad der er godt, er venstrefløj, alt hvad der er skidt, er højrefløj. Hvis noget tyder på at være godt, er det venstrefløj, og før banden blev afsløret som mordere, blev de betragtet som venstrefløj og forsvaret som sådan, men da det kom frem, at de var nogle dybt ubehagelige typer, placeres de på højrefløjen. Sådan får man altid ret og en god samvittighed.

En anden og mere kras tilgang kan man læse om i dagens udgave af FAZ, hvor prof. Götz Aly, selv en gammel 68’er, har skrevet bogen med den sigende titel Unser Kampf. Hvis det giver mindelser om national-socialisterne et par generationer før, er det ikke tilfældigt, for Alys tese er, at 68’erne ikke var nazisternes modstykke, men deres bagtrop; den sidste store totalitære ungdomsbevægelse. Her er et citat fra anmeldelsen:

„Unser Kampf“ heißt Alys Buch, im Untertitel schlicht und verständlich „1968“; und die steile These lässt sich wohl so zusammenfassen: Die Revolte habe nicht etwa die Demokratisierung und Modernisierung der Gesellschaft gebracht, die Befreiung der Individuen und den Anstoß für die fälligen Reformen (wie die Veteranen die Folgen gern deuten). Vielmehr sei sie die letzte Zuckung des Totalitarismus gewesen und der letzten großen Jugendbewegung, dem Nationalsozialismus, so ähnlich, dass man beim Studium der Zeitzeugnisse einen Schrecken bekomme. Die Gewaltbereitschaft, der Kult um den Massenmörder Mao Tse-tung, der antibürgerliche Furor, der Hass auf Amerika und der Terror gegen die sogenannten Scheißliberalen, speziell gegen die Modernisierer und Reformer an den Universitäten, das alles unterscheide sich vom Wirken der Nazis vor deren Machtergreifung eigentlich nur dadurch, dass die Revolte von 1968 gescheitert sei.

Tja, der er unægtelig en del lighedspunkter. Ikke bare socialismen og kampen mod det liberale samfunds demokrati og markedsøkonomi, men også det irrationelle had til USA og jøderne i Israel, og førerdyrkelsen, der var så fremtrædende et behov, at de gik fra at dyrke Stalin, da han blev detroniseret, til at dyrke Mao, endda med det Orwell’ske udtryk Ny venstre for at sløre, at de fortsatte stalinismen blot med et nyt fjæs (hvad enten det så var Mao, Pol Pot eller Hoxha).

Jeg har ikke læst bogen og må forlade mig på anmeldelsen, der er skrevet af den yngre husanmelder Claudius Seidl, der bekender at have en vis forhåndssympati for den ældre 68-generation. Jeg tror dog, at Seidl har ret, når han afviser forsøget på at spejle 68-generationen i 33-generationen. De sidstnævnte var, beklageligvis, væsentligt bedre end de første, bedre til at beslutte sig, bedre til at organisere sig, og bedre til at føre deres ideer ud i livet. Som Seidl bemærker, så begyndte ens karrierer i SA, mens den normalt sluttede, når man gik ind i studenterforbundet SDS. Som universitetsansat kan jeg ikke undlade at bemærke, at det nu ikke just skadede karrieren at være venstreorienteret i 1970’erne og 1980’erne, men Seidl har formodentlig ret, når man taler om den virkelige verden, hvor der gælder mere kontante krav.

Seidl slutter med et hjertesuk. 68’erne bekæmpede en række institutioner, som kirke, familie, traditioner, universiteter og fordomsfri lærdom og borgerlig dannelse, i den tro, at det var kapitalismens instrumenter. Det var dens lænker.

Tja, jeg ved ikke helt, om jeg kan tilslutte mig det med lænkerne, men jeg slutter også med et hjertesuk. Hvornår holder venstrefløjen op med at lade sig fascinere af vold og undertrykkelse, og hvornår begynder de at tage klar afstand fra totalitære regimer, inkl. små operettediktatorer som Castro? Det er på høje tid.

Hvad valget af helte siger om en selv

Undertegnede står for denne uges weekendklumme, “Om Castro, Pinochet og hvad valg af helte siger om en selv” på 180grader. Den stiller spørgsmålet, hvordan Pinochets eftermæle ville være, hvis man relativerede brutaliteten under hans styre i forhold til Cubas Castro. En relativering som ikke er unormal på venstrefløjen, hvor David Trads f.eks. har forsvaret Castro (der selvfølgelig jovialt kaldes Fidel) med følgende:

“de forbrydelser, som Che og Fidel har stået for, falmer jo i sammenligning med de overgreb, som præsident George W. Bush i disse år står for”.

Castros styre på Cuba har jo som bekendt været en økonomisk katastrofe – i modsætning til hvorledes Chile udviklet sig under og efter Pinochets styre. Ligeledes har det målt i menneskeliv i forhold til befolkningsstørrelse været ca. 10 gange værre på Cuba (hvilket næppe gør det store indtryk for de mange familier til forsvundne, dræbte og lemlæstede chilenere). Med venstrefløjens logik, kunne man derefter kanonisere Pinochet til en Latinamerikansk helt med ordene:

“de forbrydelser, som Augusto (Pinochet) har stået for, falmer jo i sammenligning med de overgreb, som Fidel Castro og Che Guevara har stået for”

Det er naturligvis en absurditet og umulighed for os, der tror på menneskets ukrænkelighed – men den slags selvvalgte begrænsninger gælder åbenlyst ikke venstrefløjen – hverken den røde eller den brune.

Efterfølgende beskæftiger en del af kommentarerne på 180grader sig med hvorvidt fascisme og socialisme kan sammenlignes – og selvfølgelig kan det det, der er masser af fællestræk – her er et par af dem;

1. Begge er modstandere af det frie marked

2. Begge er elitære og opererer med et overmenneskebegreb, hvor nogle er udvalgt til at bestemme på andres vegne, samt har en legitim ret til at bruge de nødvendige midler (inkluderer altså vold, drap og undertrykkelse) for at tvinge deres ønsker igennem efter devisen “Vi alene vide”.

3. Begge systemer kan kun overleve som diktaturer på sigt.

Når det er skrevet, skal jeg dog tillade mig at påpege, at det er en grov forenkling, som man ofte ser det gjort, at hæfte ordet fascist på enhver diktator. Det sker formentlig af rene retoriske grunde. Pinochet var næppe fascist, men helt klart antikommunist. Havde han været fascist havde han promoveret kooperative organiseringsformer, og havde bibeholdt det enorme statslige industrikompleks, der allerede var under etablering før Allende kom til magten. Men han var bestemt heller ikke en helt. Det eneste positive der kan siges om ham (og det chilenske militær) er formentlig at han væltede Allende (hvis man tror at Allenderegeringen ikke var imploderet af sig selv) og at militæret i Chile i modsætning til alle andre dele af Latinamerika ikke kun opgav at styre økonomien, men overlod det til teknokrater, der troede på noget af det mest anti-militære man kan forestille sig, nemlig det frie marked – der jo for en militærmand må ligne det rene anarki. Militæret er i sin egen grundlæggende organisatoriske opbygning og selvforståelse jo at sammenligne med kommandoøkonomi, og hvor er det så lige vi kender det fra?

Der er ingen tvivl om, at kuppet og det efterfølgende militærstyre i Chile er en traumatisk periode i chiles historie, der er svær at forholde sig til. For hvad siger man til et brutalt militærregime, hvorunder der gennemføres reformer, der efterfølgende har hævet levestandarden fra at være i den tunge halvdel i Latinamerika til den højeste i regionen?

Det eneste er vel at sige, at der var tale om en historisk mulighed, der på ingen måde var forudbestemt da generalerne tog magten i 1973.

På den anden side har reformerne vist deres styrke ved, at der ikke er ændret grundlæggende på den nye struktur reformene indebar i Chile efter at landet igen har fået demokrati – hvilket forøvrigt har indebåret, at man har haft ventreorienterede regeringer de seneste 15 år. Hvis den nuværende fortsætter med at gøre det så ringe som den har gjort, er der dog mulighed for at det ændrer sig ved næste valg.

Efterhånden som den chilenske model i takt med at tiden går, ikke længere vil være så entydigt knyttet til Pinochet, vil resten af Latinamerika forhåbentlig i stigende grad lade sig inspirere af reformerne i landet.

Personligt har jeg i hvert fald oplevet, at det er blevet meget lettere at tale med latinamerikanere (også på den moderate venstrefløj) om Chile uden at de straks taler om Pinochet. I de senere år har delegationer og universitetsfolk fra f.eks. Brasilien i stigende grad besøgt Chile for at forstå hvordan det er lykkedes at skabe en latinamerikansk økonomi med varig høj vækst, hurtigt faldende absolut fattigdom, økonomisk stabilitet og efter latinamerikanske forhold ekstrem lav korruption (på niveau med USA og Frankrig).

Hvad angår Cuba er det mig en gåde, at der stadig er de, der i ramme alvor vil fremhæve denne latinamerikanske katastrofe som noget positivt. En af grundene er formentlig, at de tror på regimets forfalskning ikke kun af egen, men også tidligere historie. var der nogen der sagde at tro gør blind?

Det seneste eksempel er Michael Moore, der i sin film “Sicko” fremhæver det cubanske sundhedsvæsen – men se hvad der sker, når han præsenteres for det faktum, at det han viser intet har med cubanernes virkelighed at gøre – så vil han pludselig helst bare tale om noget andet.

http://www.youtube.com/watch?v=o-8TcpOz6A4

Trads og diktaturet

I dagens Berlingske fortsætter debatten, som blev startet, da David Trads skrev en kronik om Che Guevara som helt.

I dagens avis langer Trads nok engang ud efter vores medpunditokrat Peter K-K. De to har udvekslet en del knubs på det seneste, og jeg må nu på irsk manér spørge, om det her er et privat slagsmål, eller om alle må være med.

Jeg har omtalt den oprindelige kronik her, og Trads’ senere indlæg har ikke fjernet den ubehagelige fornemmelse af, at han stadig ikke forstår sit eget problem — eller rettere: problemer, for der er flere.

Lad os tage dem i rækkefølge:

1) Debatten med Peter K-K handler på det seneste om, hvorvidt Cuba er et økonomisk godt eller dårligt samfund at leve i.

Hvilken betydning har det? Er Trads ikke kommet længere end de gamle argumenter om, at skidt med de totalitære sider af et samfund, når blot togene kører til tiden. Vil Trads se tilsvarende overbærende på Pinochets forbrydelser, fordi han fik Chiles økonomi på fode?

2) Trads bedyrer, at han tager afstand fra det samfund, som Cuba udviklede sig til.

Men forstår Trads ikke, at det samfund var målet for både Che og bdr. Castro? Det var ikke en tilfældig udvikling, men målet for dem at skabe et kommunistisk diktatur. Nogle af anklagerne mod Che er jo netop, at han systematisk gik i gang med at udrydde de revolutionære kampfæller, der havde mere demokratiske forhåbninger for den cubanske revolution. At overse dette, er lige så naivt som at tro, at Sovjet-Rusland først blev et menneskeædende diktatur under Stalin.

3) Trads forsøger at forsvare Che ved at henvise til, at tiderne var grumme, og at andre handlekraftige politikere også har forbrydelser på samvittigheden. Som storslåede eksempler nævnes Churchill og — naturligvis for en skribent på Information — Bushs krig i Irak.

Nu er det i sig selv tvivlsomt, hvilke forbrydelser man kan tillægge Churchill. Der er revisionistiske historikere, der forbander ham for at have sat det britiske imperium over styr i sin forhippelse på at slå Hitler. Men som del af et folk, der herved blev befriet, er det svært at se denne nidkærhed som en fejl. Det virker mere som en beundringsværdig viljestyrke.

Men nuvel, lad os antage, at Trads mere generelt sigter til nogle af de grusomme beslutninger, der skal træffes for at vinde en krig, og lad os også være venlige at antage, at Trads heller ikke er på hold med de tyske nationalkonservative historikere eller deler deres ønske om moralsk revanchisme, hvor Holocaust forsøges nivelleret til bombningen af Dresden, Hamburg mv.

Selv med en sådan venlig udlægning ligner Trads stadig de britiske venstreorienterede, som Georg Orwell hudflettede bl.a. i The Lion and the Unicorn (1940), fordi de opfattede Hitler og den britiske premierminister som lige slemme; de havde jo begge fejl.

Kan Trads slet ikke se, at mens man kan undskylde Churchills eventuelle fejl, fordi og i det omfang at han kæmpede for demokratiet, men at intet kan undskylde, at man kæmper for diktatur, som Che gjorde? Man kan ikke sammenligne Che med Churchill, lige så lidt som man kan sammenligne Bush med bin Laden.

Det nytter ikke, at Trads dydigt tager afstand fra diktaturer, når han samtidig hylder de, der kæmpede for diktaturet.

Når Trads afslutter sin kronik med at ønske, at flere unge ville vokse op som Che, udtrykker han et ønske, der er lige så afstumpet og stødende, som havde han ønsket, at flere unge ville vokse op som Reinhard Heydrich; den flotte fyr fra SS, der gav sit liv i sin idealistiske kamp for en bedre fremtid for den tyske arbejderklasse.

Verden har ikke brug for flere diktaturtilhængere, der er rigeligt allerede.

Om Trads, Cuba & juhu-liberalisme

Informations fhv. chefredaktør, David Trads, havde 16.9. et læserbrev i Berlingske, hvori han skarpt kritiserede min kronik fra søndagen før (og som jeg også omtalte her på stedet).  Her er først et uddrag af, hvad han skrev, og derefter mit svar:

“De nuancer, som jeg forsøgte at bringe ind, prellede selvfølgelig af på Peter Kurrild-Klitgaard, der tilhører den gruppe af mennesker, der mener, at liberalisme og kapitalisme alene er nøglen til verdens frelse. Denne gammeldags holdning kom også til udtryk i hans opfattelse af, hvordan man definerer levestandard, fordi han nøjes med at måle rigdom i bruttonationalprodukt per indbygger. På den måde bortfejer han mit argument om, at Cuba har klaret sig eksceptionelt godt siden revolutionen. Øens BNP per indbygger er kun på godt 3.000 dollars, noterer PKK.
Mere interessant er det at se på FNs opgørelser over levestandard – det såkaldte Human Development Index, som tager højde for en række andre faktorer som gennemsnitlig levetid, adgang til uddannelse, graden af alfabetisme, mulighed for sundhedsbehandling etc. Listen toppes af Norge, mens Danmark er nummer 14. Cuba er nummer 52 – pænt foran Brasilien, Colombia, Venezuela, Rusland, Rumænien, Thailand, Saudi-Arabien, Kina og Tyrkiet.
Hvis man nøjes med Kurrild-Klitgaards simple opgørelse af levestandard, så er eksempelvis saudi-arabernes BNP per indbygger fire gange så høj som cubanernes. Enhver kan gennemskue, at det skyldes en kolossal forskel mellem rig og fattig i Saudi.
Antallet af ekstremt fattige skal oftere findes i store fattigdomslommer i lande, der måske godt kan have pæne udviklinger i BNP – eksempelvis i Kina, Bangladesh og Indien.
To milliarder mennesker lever ifølge FN for under to dollars om dagen. Alle tal viser det samme – nemlig at den ekstreme fattigdom vokser, og at uligheden mellem de rigeste og de fattigste øges år for år. I de rige OECD-lande har ingen lande oplevet samlet negativ vækst i de seneste ti år – det har derimod hvert tredje land i Afrika og Arabien samt hver tiende land i Latinamerika.
Det er samtidig her, at den interne ulighed vokser. Derfor, Kurrild-Klitgaard: Din tro på, at liberalisme alene kan løse ulighed, er grundløs – i stedet for de helt frie markedskræfter er der behov for øget solidaritet.”

Og her er så mit svar, der udgjorde min faste, roterende lørdags-klumme i går:

“David Trads kritiserede i et læserbrev 16.9. min kronik fra 11.9., hvori jeg havde kommenteret hans dyrkelse (5.9.) af den maoistiske terrorist og morder Che Guevara og lovprisningen af diktaturet Cuba som et samfundsøkonomisk forbillede. I sin kronik hævdede Trads, at Cuba havde den højeste levestandard i regionen; da jeg gjorde opmærksom på, at landet faktisk har et langt lavere BNP pr. indbygger end de fleste lande i området, fortæller han os nu, at det er et »gammeldags« mål for levestandard. Det er ganske vist det ældste – men det er også fortsat det, som verdens nationer og internationale organisationer anvender dagligt som dét, der lettest og bedst giver mening. Trads mener derimod, at man i stedet skal anvende FNs Human Development Index, som er et indeks, hvori man inkluderer en række forskellige, lidt tilfældigt og ikke helt objektive mål for, hvor udviklet et samfund er. Den målestok har bestemt også visse kvalifikationer – men den har også det problem, at den er ekstremt afhængig lige præcis af, hvad man putter i indekset.
Men hvis Trads foretrækker at anvende FNs indeks, så er det sådan set fint med mig for nærværende. For det første viser det nemlig mere, end hvad Trads fortæller læserne. Han fortæller blot, at Cuba ligger godt i dette indeks (som nr. 52); hvad han forholder os er, at Cuba heller ikke efter denne målestok er det førende af de latinamerikanske lande (som først påstået). Faktisk ligger landet, når det gælder menneskelig udvikling, efter lande som Argentina, Chile, Uruguay og Costa Rica og blot på niveau med Mexico og Panama.
For det andet var netop dette indeks for menneskelig udvikling omtalt i den forskningsrapport, som CEPOS er medudgiver af, og som jeg henviste til i min kronik. Her kunne Trads på side 25 have set, at der er en endog meget klar, positiv sammenhæng mellem, hvor megen økonomisk frihed der er i et samfund, og hvor godt det pågældende land ligger i indekset. Mere markedsøkonomi tenderer i retning af en højere score på udviklingsindekset (som går fra 0 til 1). Den femtedel af verdens lande, der har størst økonomisk frihed, scorer i gennemsnit 0,9 i »menneskelig udvikling«; den femtedel af verdens lande med mindst økonomisk frihed får i gennemsnit en score på 0,5.
Hvis David Trads nu har lyst til igen at finde en anden målestok, der kan vise, at markedsøkonomi er skidt for mennesker, og at castroistisk planøkonomi er godt for dem, skal han være velkommen. Men lad mig indtil da tage forskud på varerne: FN laver også et årligt fattigdomsindeks, som måler, i hvilket omfang et lands borgere mangler visse basale fornødenheder. Her er der også en klar sammenhæng, om end den er negativ – dvs. jo mere markedsøkonomi, desto mindre mangler borgerne disse basale fornødenheder. Blandt den femtedel af verdens lande med mest økonomisk frihed mangler 15,7 pct. af borgerne disse af FN opstillede fornødenheder; i den femtedel med mindst økonomisk frihed er det 37,4 pct. Er Trads fortsat ikke overbevist, kan jeg kun henvise – igen – til ovennævnte rapport, som viser samme tendenser, når det gælder forventet levealder, fravær af børnedødelighed, fravær af børnearbejde, andel beskæftigede, mangel på analfabetisme, adgang til rent vand, fravær af korruption, tilstedeværelse af demokrati og beskyttelse af borgerrettigheder, osv., osv. På alle disse punkter er det verdens frieste økonomier, der klarer sig bedst, og de mest planøkonomiske der klarer sig dårligst.
David Trads føler det åbenbart nødvendigt at klistre en etiket som »juhu-liberalist« på mig. Det siger selvfølgelig en del i sig selv, at man griber til den type retorik, og jeg skal i hvert fald afholde mig fra at finde skældsord frem, som man kunne klistre på en person, der hylder en seriemorder som en »helt«, og som lovpriser en marxistisk planøkonomi af den type, der altid kun har resulteret i fattigdom og fornedrelse. Men ret beset har jeg faktisk ikke meget imod at blive kaldt »juhu-liberalist«, hvis det betyder én, der jubler over de bidrag til civilisation og livskvalitet, som kombinationen af personlig frihed, fri markedsøkonomi og en retsorden med retssikkerhed og begrænset statsmagt gennem tiderne har medført.”

© 2017 Punditokraterne

Theme by Anders NorenUp ↑