Tag: Danmark (side 1 af 2)

Lykkemålinger: Hvad skal man vælge?

Jeg er i løbet af dagen blevet ringet op flere gange i anledning af, at det i dag er FNs officielle International Day of Happiness. Flere af de spørgsmål, jeg er blevet stillet, har handlet om Danmarks position: Hvorfor er Danmark kun nummer 3 i år, og er det rigtigt som andre kommentatorer påstår, at lykken i Danmark enten er stagneret eller decideret på tilbagetog? Svaret er, at det afhænger hvilken måling man bruger.

Problemet skyldes, at de fleste ignorerer forskellen mellem forskellige måder at spørge på, eller simpelthen ikke ved, at der ikke er tale om det samme spørgsmål. Men som jeg skrev om for nogle år siden i Journal of Happiness Studies, gør det rent faktisk en forskel. Gallups World Poll, som FN bruger, beder respondenterne om det følgende:  ”Please imagine a ladder, with steps numbered from 0 at the bottom to 10 at the top. The top of the ladder represents the best possible life for you and the bottom of the ladder represents the worst possible life for you. On which step of the ladder would you say you personally feel you stand at this time?” EuroBarometeret spørger i stedet for “On the whole are you very satisfied, fairly satisfied, not very satisfied or not at all satisfied with the life you lead?” og tilbyder kategorierne “Very satisfied”, “Fairly satisfied”, “Not very satisfied”, og “Not at all satisfied.” World Values Survey stiller et næsten enslydende spørgsmål som EuroBarometeret, men lader dem svare på en skala fra 1 til 10. Forskellen mellem de to typer spørgsmål er, at Gallup eksplicit beder folk om at sammenligne sig med det bedste liv, de kan forestille sig – deres idealliv – mens andre undersøgelser stiller et absolut spørgsmål uden at blande folks forventninger eller idealer ind i spørgsmålet.

I figuren ovenfor har jeg plottet EuroBarometerets gennemsnitsscorer i 2015-2017 mod Gallups scorer i samme periode (som rapporteret i FNs Happiness Report). Overordnet viser de to mål samme billede, med en korrelation på 0,88. Tager man udgangspunk i en antagelse om, at EuroBarometerets tal er ’korrekte’, kan man dog sammenligne scorerne mere direkte. En sådan sammenligning peger på, at Gallup overvurderer lykke- eller tilfredshedsniveauerne i Sverige, Island og Holland med 6-7 %, men Finlands niveau med hele 27 %. Den peger også på, at tidligere kommunistiske lande undervurderes med 25 % i gennemsnit, sandsynligvis fordi folk der sagtens kan forestille sig noget bedre – f.eks. vestlige levestandarder og institutioner – men egentlig ikke er så utilfredse, når de ikke bliver bedt om at lave ideelle sammenligninger.

Overordnet er problemet, at man ikke bør bede folk om specifikke sammenligninger. Er deres bedst tænkelige liv således det bedste for dem, eller det de mener, er det socialt accepterede bedste liv? Og er det overhovedet acceptabelt, eller støder man mod en social norm, hvis man erklærer, at man er tæt på et ideal? Jo mere, man beder folk om en specifik sammenligning, jo mere kommer ens resultater til at lide under denne type velkendte problemer. Så er Danmark faldet i de internationale målinger? Er lykken på tilbagetog? Svaret er nej, så længe man tager danskernes egne svar alvorligt, og lader være med at bede folk om at definere en form for socialt ideal.

Megan McArdle om Danmark

Forleden skrev den glimrende Megan McArdle en artikel om Danmark og det danske samfund i Bloomberg. Baggrunden for Megans artikel var, at Danmark blev ved med at være et af temaerne i den amerikanske valgkamp. Som hun skriver:

Denmark showed up in American politics during the first Democratic primary debate in October 2015, when Senator Bernie Sanders cited it when asked about his vision of democratic socialism. “I think we should look to countries like Denmark, like Sweden and Norway, and learn what they have accomplished for their working people,” Sanders said.

Megan var derfor i København sidste efterår, hvor hun mødte en række folk til interview. Jeg brugte selv et par hyggelige timer sammen med hende, og hun besøgte bl.a. også Martin Ågerup. Artiklens konklusion er ret god:

So, sorry, conservatives: Denmark really does combine high wages with high employment, high taxes with prosperity, fiscal responsibility with high levels of government spending. No wonder leftists ask if policymakers couldn’t do something like that in the U.S.

But also … sorry, leftists. After a week in Copenhagen, the conclusion I came to is that no, they probably can’t. Not because the Danish model doesn’t work, but because it’s so very, very Danish.

Men, som Megan også skriver, “Danish social cohesion works great for Danes. It’s not so great, though, at doing another thing modern advanced economies need: Absorbing outsiders.” Hendes hovedpointe, smukt illustreret i historien om at hendes telefon blev stjålet og hvordan folk reagerede på det, viser tydeligt fordelene og en enkelt ulempe ved den skandinaviske tillid. Hele artiklen er et fremragende eksempel på, hvordan en outsider kan se ting i vores samfund, som vi måske tager for give tog overser hver dag. Uanset at man måske ikke er enig med hende i alle vurderinger, er Megans artikel stærkt anbefalet!

Økonomisk frihed i 65 år

Ryan Murphy og Robert Lawson, begge fra Southern Methodist University i Dallas,Texas, har begge forsket intensivt i økonomisk frihed, og særligt konsekvenserne af at have politik og institutioner, der fremmer den. Bob er internationalt kendt – og muligvis også kendt blandt nogle af vores læsere – som en af hovedkræfterne bag den årlige Economic Freedom of the World rapport, som han de seneste år har stået for sammen med Jim Gwartney og Josh Hall. En særlig del af arbejdet er de indeks, som hvert år udgives, og nu dækker mere end 150 lande. EFW-indekset rækker desværre ikke længere tilbage end 1970.

Ryan og Bob har slået sig sammen for at afhjælpe problemet og resultatet er et papir med titlen ”Economic Freedom of the Worlds in the 1950s and 1960s”, hvor Ryan og Bob først viser, hvordan man kan trække standard-målet længere tilbage i tid ved hjælp af otte tilgængelige mål, der fanger en række forhold i det eksisterende EFW-indeks, og derefter hvordan det ser ud og hvad de meget langsigtede konsekvenser er. Det er dermed muligt at følge landes økonomiske frihed hvert femte år i 65 år, og dermed observere en lang række af de store ændringer i den økonomiske politik siden slutningen af anden verdenskrig.

I figuren nedenfor har jeg plottet det nye EFW-indeks for Danmark og vores nabolande siden 1950. Det er f.eks. tydeligt, hvordan de fleste lande kraftig afregulerer og styrker institutionerne efter krigen, og sandsynligvis særligt i takt med at rationering og andre krigsreguleringer afskaffes. Denne udvikling er stærkt synlig i Danmark og Tyskland, og langt svagere i Norge og Storbritannien. Som det vides fra andre kilder, havde begge lande en meget stærk venstreorienteret indflydelse på den økonomiske politik (se f.eks. her og her).

Derefter er 60ernes og 70ernes venstredrejning mod større offentligt forbrug, tættere regulering og politisk indblanding også tydelig i alle lande, og helt specielt i Sverige efter at Olof Palme overtog det svenske socialdemokrati. Reaktionen på 60ernes og 70ernes uansvarlighed er herefter også synlig, og i helt udtalt grad i Thatchers Storbritannien, og EU’s politiske harmonisering. Det hele, og sammenligningen til mange andre lande og styrer, kan nu undersøges mere empirisk pga. Ryan og Bobs historiske gravearbejde.

Dannebrog i Folketingssalen. Et nyt afsnit i den danske værdikamp

14990997-dannebrog-ophngt-over-formandsstolen-i-folketinget-hep

Dannebrog i Folketingsalen er blev taget ned igen. Det har hele tiden været meningen, at flaget kun skulle hænge der i forbindelse med statsministerens åbningstale.
Det interessante er, hvorfor flaget kan skabe så meget debat,
De færreste ved det, eller forstår det.
Men siden 1910’erne har vi med jævne mellemrum haft en hed værdidebat om symboler på Danmark som nationalstat, danskheden og folkestyret.
For hundrede år siden i 1910’erne, da Socialdemokratiet begyndte at vokse sig stort, forsøgte indflydelsesrige politikere fra partiet såsom Nina Bang at udrense nationale,og mere præcist nationalkonservative symboler. Det var først og fremmest nationalsangen — Kongesangen — som de ville have afskaffet. Nina Bang o.a. mente nemlig, at  Kongesangen skyggede for befolkningens bevidsthedsgørelse om det klassedelte samfund
Da  hun blev minister i 1920’erne, fik Nina Bang held med at få den erstattet af Adam Oehlenschlägers “Der er et yndigt land”. Det skete til stor fortrydelse for især konservative kræfter.
Gennem de sidste 100 år, har der med jævne mellemrum eksisteret en værdikamp mellem dem, som ønskede at rense for nationale symboler og sågar visse symboler på det danske folkestyre, og dem, som har betonet vigtigheden af disse symboler. Vi har taget hul på et nyt afsnit  i det kapitel i værdikampen , som blev indledt for 20 år siden.
Set i det lys er det ikke så underligt, at fx. De radikale hellere så, at EU-flaget kom op at hænge i Folketingssalen, for partiet ser danskheden som europæisk og international, og derfor skal landet renses klinisk for nationale symboler og ritualer.
Det ligger derfor også helt i forlængelse af historien, at en MF’er fra Enhedslisten beklager sig over ophængningen af et så “værdiladet symbol” i det danske parlament.
Igen ser vi altså et opgør om den danske civilreligions identifikationsskabende symboler.
På den ene side står politikere fra Det Radikale Venstre — som ligger længst til venstre i værdipolitikken, og på den anden side især politikere fra DF og De Konservative, som ligger pænt til højre i værdipolitikken.
Dem, som ligger til venstre i værdipolitikken, vil tabe den kamp. For Danmark er en af de ældste nationalstater i verden, og landets civilreligion er meget stærk,

 

Mistakes about Denmark: Religiosity edition

One of the features of Danish society that often sits most uncomfortably with Americans of either political conviction is this: Denmark is known as a publicly virtuous society in most ways – high trust levels, little crime, strong civil society etc. – but it is also one of the least religious societies in the world. Our tolerant views of sex before marriage, homosexuality, divorce and other lifestyles is not a ‘problem’ because those are considered highly secular views. But a majority of Americans believe that moral behaviour and public virtue is associated with religion – that it is belief that the threat of divine retribution is what keeps people from committing crimes and harming other people. For those people, secular virtue cannot exist.

The feature that creates cognitive dissonance among Americans who are sufficiently informed is that Denmark is both a ‘virtuous’ society and an extremely secular one. Some people are clearly religious, of course, but Danes in general frown upon very public displays of religiosity. Religion and religiosity is private and not something you impose on other people. Put another way: You can’t be elected President of the United States if you don’t declare publicly that you’re religious, and you can’t be Prime Minister of Denmark if you do.

Nominally, Danes perhaps don’t seem less religious than most other Europeans. 62 % of the respondents in the 2012 European Social Survey stated that they belonged to “a particular religion or denomination” whereas the same number in Denmark was only slightly lower at 56 %. Yet, when asked how religious they actually are, 22 % of Europeans stated that they are very religious (8, 9 or 10 on a 0-10 scale) while it was only 11 % of Danes (and Estonians) who claimed to be very religious. Likewise, while 15 % of Europeans go to church or other religious service at least once a week, only 2.4 % do so in Denmark (and 3.4 % in Estonia) and 93 % (92 % in Estonia) only come there on special holidays, if at all. If one instead uses Gallup’s question if religion is important in people’s daily life, the picture is very much the same. Less than one in five in Denmark, Sweden and Estonia claim that religion is important whereas the corresponding percentage among Americans is a whopping 65 %.

The problem for many Americans – and people from the Middle East, India and parts of Africa – is therefore that when secular virtue is considered a contradiction in terms, Denmark and the rest of the Nordic countries must be insecure, crime-ridden and potentially violent societies where people are dishonest and have little trust in each other. What they expect from a religious-ideological point of view is thus an Anti-Scandinavia – the exact opposite of the Nordic countries. When there is no moral or virtue without a god, the Nordic countries cannot exist.

But they do. Trust levels approach 70 % in the Scandinavian monarchies, corruption levels are among the lowest in the world – Transparency International places the Nordics at places 1 (Denmark), 3-5 (Finland, Sweden and Norway), 12 (Iceland) and 26 (Estonia, the post-communist Nordic) – and homicide rates are a fourth of the US level and about half of those in even Maine and Minnesota. People are rich, happy, extremely virtuous – and pretty indifferent to the church. The Nordic countries do not defy logic. It’s the assumption that virtue derives from religion that is illogical.

Korruption og tillid i Europa (igen)

Jeg har på det sidste måttet forholde mig igen til korruption på tværs af Europa. Den ene grund har været, at Danmark faktisk for tiden har en bestikkelsessag og flere dermed har spurgt mig, om det ikke er helt forkert at tro, at vi er et af de mindste korrupte folk i verden. Mit svar er som altid, at vi ikke er perfekte, men så ukorrupte at de fleste andre – endda i Europa – er misundelige. Og hvornår har de selv hørt om bestikkelse?

Den anden grund er, at jeg har talt med et par gymnasieelever, der skriver opgave om relaterede emner. Her har en del af samtalen handlet om, hvorfor vi er et af de mindst korrupte samfund. Svaret er værd at dvæle en smule ved, da samtidig fortæller noget om, hvad vi tager for givet som andre samfund ikke har. Det er illustreret i figuren nedenfor, der viser sammenhængen mellem korruption og social tillid for to grupper af lande: Dem med relativt dårlige og dem med relativt gode retsvæsener ifølge Fraser Instituttets vurdering.

Nogle samfundsforskere påstår, at tilliden er skabt af den lave korruption og dygtig politik, men den påstand er ikke konsistent med anden evidens. Man kan for eksempel vise med amerikanske indvandrerdata, at tilliden er ret stabil selv når folk flytter samfund, og at den særlige nordiske tillid må have været der for 80 år siden. Det er dermed tillid, der påvirker korruption, og ikke omvendt.

tillid korruption to grupperFiguren viser dog også ganske klart, at retsvæsenet spiller en rolle. Frankrig er et eksempel på det, da landet har en ganske svag tillidskultur (cirka 23 % erklærer, at de stoler på andre), men det har stadig relativt begrænsede bestikkelsesproblemer. Grunden er at Frankrig af andre årsager har formået at opbygge et ret effektivt retsvæsen.

Kombinationen af en stærk tillidskultur og et solidt retsvæsen er således en stærk forklaring, både internationalt og i en dansk kontekst, på hvorfor nogle enkelte lande har så få problemer af art. Danmark ligger globalt i Top 3 når det gælder tillid, og på alle mål i Top 10 for retsvæsenets fairness, effektivitet og integritet. Og det sidste ser også ud til at være et gammelt dansk kendetegn: Hvis man ellers skal tro på den ganske statsfjendtlige Otto Lehmans vurdering i slutningen af 1830erne, var det danske retsvæsen allerede dengang politisk uafhængigt og ganske effektivt. Konklusionen er ret basal: Uanset hvad andre måtte mene, peger evidensen på at vi ikke skylder nutidens politikere noget som helst. Der er vel næppe grund til at være taknemmelig over, at de ikke har ødelagt de danske institutioner?

For de interesserede har jeg desuden markeret Grækenland – den gule – som ikke overhovedet er mærkelig, givet landets institutioner. Den anden specielle observation – den enlige røde prik oppe blandt de sorte – er pudsigt nok Uruguay, der også på andre områder er kendt som særligt. The Economist kaldte det for eksempel for to år siden for ”the region’s best-functioning democracy.” Hvorfor Uruguay så er specielt, kan blive emnet for en post på et senere tidspunkt.

Liberalisme i Danmark

Det nye nummer af Econ Journal Watch fortsætter dens serie om liberalisme i forskellige lande. Punditokraternes gamle redaktør, Peter Kurrild-Klitgaard har her en glimrende artikel om liberalismens historie i Danmark. Der er flere ting at hæfte sig ved, ikke mindst det forhold, at Danmark var et af de første lande hvor Adam Smiths Wealth of Nations blev oversat, og at landet havde en ganske særk liberal tradition i samfundsvidenskaberne op til Første Verdenskrig.

Kurrild hovedpointe er dog ”den store tørke” fra 1945-1980, hvorefter en generation – som Kurrild i høj grad selv er medlem af – genoplivede liberal tænkning på de danske universiteter og i medierne. Det er også fra denne ret eklektiske gruppe, og fra en synlig tradition for politisk økonomi og public choice på universiteterne, at Cepos er vokset frem. Eller som han skriver: ”After a long drought, the 1980s brought a visible renaissance of liberal thinking and writing in Denmark, and the present study has surveyed and highlighted some of the more visible circles and personalities. One lesson the history here presented may offer is that a few individuals and a few ‘centers’ may actually influence quite a lot.”

Hele artiklen er interessant og stærkt anbefalet for alle, der er interesserede i emnet og dets status i Danmark.

Økonomisk Frihed 2015

Forleden udkom dette års Economic Freedom of the World rapport, der ligesom tidligere år redigeres af James Gwartney, Robert Lawson og Joshua Hall. Rapporten bekræfter som tidligere år, at Hong Kong stadig er verdens økonomisk frieste sted. Men som Fred McMahon fra Fraser Instituttet udtrykker det i pressemeddelelsen, ” “Hong Kong’s still number one but because democracy is the best safeguard of freedom, if China, which ranks low in economic freedom, encroaches on Hong Kong, we can expect Hong Kong’s ranking to fall.” Alle ville være mere trygge ved at Hong Kongs politiske institutioner udviklede sig i en mere demokratisk retning.

Danmark er i år nummer 22 af de 157 lande, der er rangeret – Venezuela er ikke overraskende bundproppen. Som tidligere år er Danmark dog også, som en amerikansk økonom formulerede det for et par år siden, et skizofrent samfund. Ser man på, hvor tung den offentlige sektor er, ligger vi nummer 154! Fokuserer man derimod på kvaliteten i retsvæsenet, er vi nummer 8 i verden, og det overordnede reguleringstryk placerer os som nummer 17.

Måske er det dog mere illustrativt at vise udviklingen over tid. I figuren nedenfor er den danske økonomiske frihed plottet i forhold til Sverige og Storbritannien. Ikke overraskende blev Danmark, ligesom nabolandene, markant mere frit i løbet af 1980erne. Udviklingen toppede i Nyrups sidste regeringsår og har derefter været ganske tydeligt negativ. Briternes tid med Tony Blair og Gordon Brown var heller ikke videre positiv, men landets fald – primært i ekstra reguleringslag – er rettet op. Sverige har også været nogenlunde stabilt over de sidste cirka 15 år. Danmark er det mest negative af de tre lande, og det mest bekymrende er, hvilken del af indekset, der udviser det største fald: Område 4. for de læsere, der som de fleste ikke er eksperter i økonomisk frihed, betyder det at Danmark effektivt er blevet markant mere lukket for handel. Mens vores toldpolitik besluttes i Bruxelles og har været stabil, er faldet udtryk for en meget markant stigning (1,8 point på en ti-skala) i de effektive handelsbarrierer, der skyldes reguleringer. Danmark har levet godt af handel i over 150 år, men vores politikeres reguleringstrang er øjensynligt så stærk, at de er klar til at sætte en del af grundlaget for vores relative rigdom over styr. Hvem fortæller dem det?

DK SW UK EF

Om grækere, danskere, kriser og møntunioner

Underskuddet på betalingsbalancen er imidlertid så stort, at det vil kræve flere års målbevidst indsats at få det elimineret. Denne indsats er nødvendig, hvis vi skal undgå pludselig at blive konfronteret med krav udefra om en så hurtig forbedring, at der bliver væsentlig risiko for en betydelig stigning i ledigheden. I denne periode må det være klart, at den pengepolitiske bevægelsesfrihed er yderst begrænset. Det vil ikke være muligt at foretage væsentlige lempelser i pengepolitikken, og det vil være nødvendigt at opretholde et renteniveau, der er mærkbart højere end i de fleste andre industrilande.

Ordene er daværende nationalbankdirektør Erik Hoffmeyers , og citatet er fra de “glade 60ere”, nærmere bestemt 1969.

Det forhindrede dog ikke, at den førte politik fortsatte med at forværre de eksterne balancer op gennem 1970erne,  hvilket i efteråret 1979 fik daværende finansminister, Knud Heinesen, udtalte de berømte ord om at vi var på vej mod afgrunden. Eller som citatet lyder helt korrekt:

Nogen fremstiller det, som om vi kører på kanten af afgrunden. Det gør vi ikke, men vi har kurs imod den, og vi kan se den

Udlandsgælden steg alene fra 1972 til 1982 således fra 17 milliarder til 142 milliarder kroner, mens arbejdsløsheden, alene fra 1972 til 1976, steg fra fra 30.000 til 134.000 personer.

download

Der skete godt nok en stramning på statens budgetter efter 1976, hvor Hoffmeyer havde truet med at lukke for private lån i banker og sparekasser, hvis ikke regeringen øgede skatterne kraftigt. Stramningerne hjalp dog ikke meget. Arbejdsløsheden, betalingsbalanceunderskuddet og renteniveauet forsatte med at stige, uanset at der blev foretaget en række devalueringer af kronen. Ret beset var det først med kartoffelkuren fra 1987 og frem at vi endelig fik styr på de eksterne balanceproblemer. En tilpasning som kostede en del husejere deres bolig, mens arbejdsløsheden steg og økonomien stod i stampe. Men det lykkedes til gengæld at forbedre de eksterne balancer tilstrækkeligt til, at udlandsgælden begyndte at falde.

Jeg kom til at tænke på dette i forbindelse med de seneste ugers dramatiske begivenheder omkring Grækenland, som Karsten Skjalm på fornemmeste vis redegjorde for i et par indlæg her på bloggen for et par uger siden, se også her og her.

For skulle man tro mange kommentarer, ikke mindst på de sociale medier, så lå grækerne som de have redt. Helt galt gik det, da den danske regering sagde ja til at stille med en mia. kroner Danmark garanterer for ca. 1 mia. kroner ud af et lån på 52 mia. kroner fra EU’s hjælpefond, EFSM.

Ikke fordi jeg mener, at vi, eller andre ikke-euro lande burde deltage i redningsforsøget af Grækenland. Som Liberal Alliances Europaordfører, Christina Egelund, påpegede:

Danske skatteborgere skal ikke finansiere Grækenlands gæld til Euro-landene. Kriser i Eurozonen skal løses i Eurozonen, og sager i EU skal løses af EU-medlemslandene, og derfor skal Danmark ikke finansiere nødlånet til Grækenland.

De danske vælgere sagde nej til at deltage i Euroen i 2000, og den beslutning bør respekteres. Det bliver den ikke, når man tilbyder at deltage i redningsforsøget af Grækenland. På den anden side ligger det fint i forlængelse af skiftende regeringers politik, hvor man har gjort hvad man kunne for at glemme danskernes nej, og på mange måder opfører sig som var vi medlemmer. Altså blot uden at være det.

Men der er langt fra det og så til at afvise at  “låne ud til grækernes forbrugsfest”, som en konservativ kandidat til det seneste folketingsvalg udtrykte det.

Det har jeg skrevet et indlæg til Raeson om (kræver abbonement)

Heri skriver jeg bl.a. at

Jeg har aldrig hørt om nogen, som dengang [1987] blot trak på skuldrene og tænkte ”nå ja, vi har jo haft en forbrugsfest, og den skal jo betales”, mens de forlod huset som var endt på tvangsaktion og var på vej ned til arbejdsformidlingen for at finde et nyt job. Sådan fungerer det jo ikke. Den enkelte dansker følte ikke noget ansvar for gældsproblemerne. Det gør den enkelte græker naturligvis heller ikke.

Sammenligningen mellem Danmark og Grækenland holder naturligvis kun et stykke af vejen. Vi kom aldrig ud i så store problemer som Grækerne nu befinder sig i.

På den anden side er det også et spørgsmål om hvor meget løsning der var i tilpasningen af dansk økonomi. Jovist fik vi styr på de eksterne balancer. Primært gennem undertrykkelse af indenlandsk privat forbrug og investering. Men løsningen indebar hverken store reformer eller en afgørende tilbagerulning af den socialstat som man opbyggede i 1970erne. Hvilket har haft betydning i form af en meget afdæmpet udvikling i BNP og privatforbrug, sammenlignet med andre lande.

Forskellene mellem dansk og græsk økonomi er naturligvis også til at tage og føle på. I Grækenland udgør den sorte økonomi ca. 25 procent af BNP – i Danmark ca. det halve.. Skatteopkrævningen er ekstrem ineffektiv. Udestående skattegæld udgør ca. 90 procent af de årlige skatteindtægter. Suverænt EU’s højeste. Danmark har en af EUs laveste.

Offentlige institutioner er præget af ineffektivitet og korruption osv. osv. Alligevel kan dette ikke i sig selv forklare dybden i den nuværende græske krise. Den må i vid udstrækning tilskrives Grækenlands medlemsskab af euroen (givet indretningen af det græske samfund, dets historie og kultur).

 

Hvis man vil læse mere om sammenhængen mellem euroen og Grækenlands – og Finlands – problemer, anbefaler jeg at man følger Lars Christensens (LC) blog, The Market Monetarist. Vi har gjort opmærksom på den før, men det kan ikke ske for tit. Lars er en af de mest spænende økonomer man kan følge for øjeblikket. Og hans blog er med rette anerkendt internationalt for sin høje standard, Lige som han selv er.

LC har således af flere omgange beskæftiget sig med hvordan det ville være gået, hvis Grækenland ikke havde været medlem af euroen. Se bl.a. “The Euro – A Fiscal Strangulation Mechanism (but mostly for monetary reasons)” og The Euro – A Fatal Conceit.

LC peger bl. a. på, at

…had the euro not be introduced and had we instead had freely floating exchange rates then “European taxpayers would (not) have had to pour billions of euros into bailing out Southern European and Eastern European government”. Said in another way had we not had the euro then there would not have been a European “debt crisis” or at least it would have been significantly smaller.

 

Læs mere her

Er danskerne veluddannede?

En væsentlig del af danskernes selvforståelse er, at vi er blandt de mest veluddannede i verden. Mens mange også, på trods af den klare evidens, tror at vi er blandt de rigeste i verden, er denne bid ved at svækkes, mens troen på vores uddannelse varer ved. Men som Mark Twain skal have sagt engang: ”It ain’t what you don’t know that gets you into trouble. It’s what you know for sure that just ain’t so.” Danskernes uddannelsesniveau er ikke imponerende.

Som man kan se på figuren nedenfor, kommer den danske selvforståelse et sted fra i historien. Figuren, der plotter andelen af befolkningen med en videregående uddannelse (tal fra Barro og Lee) relativt til vores nabolande og til USA siden 1950, viser tydeligt, at der var engang hvor vi var veluddannede. I 50erne havde cirka 5 % af danskerne en tertiær uddannelse, hvilket var langt foran f.eks. Storbritannien (godt 1 %), Sverige (cirka 3,5 %) eller (Vest)Tyskland (2 %). Kun amerikanerne var bedre uddannede: i 1955 havde 8,3 % afsluttet en tertiær uddannelse.

Dansk relativ uddannelseI dag har 353.000 danskere ifølge UNESCO en videregående uddannelse, hvilket er 10,2 % af befolkningen over 25 år, eller 11 % af dem over 30 år. Det er 3 %-point mindre end i Tyskland, 6 %-point mindre end i Holland, og 4 %-point mindre end i Storbritannien. Med andre ord er vi faldet gevaldigt bagud i forhold til de lande, vi normalet sammenligner os med. Omkring 1990 var vi faldet til at have samme niveau, mens det danske niveau for tertiære uddannelse i dag er cirka 80 % af naboernes og 64 % af USA’s. Hvorfor det er sket, kan blive et emne for en post en anden dag, men man kan med fordel slutte for i dag med en anden bonusoplysning: Danmark er det land i OECD, hvor afkastet til uddannelse er lavest. Hvis det ikke rigtigt kan betale sig, hvorfor så tage en uddannelse?

Bedste danske nationaløkonomer 2015

Som tidligere år tager vi også i år diskussion af, hvem der er de bedste danske nationaløkonomer. Pointen hvert år – uanset at mange kritikere ofte har overset den – er at det på ingen måde er et simpelt spørgsmål. Vi gør det derfor forskelligt hvert år for at understrege to pointer: 1) Ethvert mål er udtryk for både kvalitet og publikationsstrategi; og 2) top og bund er stort set altid de samme uanset målet (læs tidligere år her, her, her, her og her).

Vores udgangspunkt er som altid, at der godt kan være fine økonomer derude, mens hvis de ikke dokumenterer deres kvaliteter, kan vi ikke inkludere dem. Alle mål må således bruge forskeres præstation i international, fagfællebedømt (peer-reviewed) publiceret forskning. Vi har også, som tidligere år, valgt ikke at tage rene økonometrikere med, da de færdes i et noget andet felt – økonometrikerne får i år deres egen liste. Årets liste omfatter således kun folk, der bedriver primær forskning, der er genkendelig som nationaløkonomi.

Årets indeks omfatter to overordnede mål for kvalitet: 1) Citationer, dvs. hvor ofte andre forskere bruger en given persons forskning; og 2) impact-faktoren for det bedste tidsskrift, en forsker har publiceret i. Det første mål er gennemsnittet af det totale antal citationer, der er registreret i Scopus-databasen, antallet af citationer af de tre mest citerede artikler og forskerens H-score. Det andet mål er impact-scoren for det fineste tidsskrift, forskeren har publiceret i. Årets indeks vægter således de to ’dimensioner’ af enhver publikationsstrategi ens. Årets Top-40 med et indeks skaleret mellem 0 og 100 ser således ud:

Navn Indeks Navn Indeks
1. Nicolai Foss (CBS) 100.0 (0.3) 21. Jesper Rangvid (CBS) 27.6 (21.0)
2. Keld Laursen (CBS) 72.2 (30.3) 22. Peter Birch Sørensen (KU) 27.4 (8.5)
3. Lasse Heje Pedersen (CBS) 68.0 (23.8) 23. Michael Rosholm (AU) 27.0 (8.4)
4. David Lando (CBS) 59.9 (31.2) 24. Claus Munk (CBS) 27.0 (18.7)
5. Martin Paldam (AU) 55.7 (9.2) 25. Thomas Rønde (CBS) 26.9 (19.7)
6. Christian Bjørnskov (AU) 52.2 (18.9) 26. Claus Thustrup Kreiner (KU) 26.6 (15.5)
7. Morten Bennedsen (CBS) 48.7 (38.4) 27. Jakob Roland Munch (KU) 26.1 (13.0)
8. Finn Tarp (KU) 46.7 (14.5) 28. Torben M. Andersen (AU) 25.7 (8.0)
9. Morten Lau (CBS) 44.6 (25.5) 29. Pascalis Raimondos-Møller (CBS) 25.2 (9.6)
10. David Dreyer Lassen (KU) 42.5 (47.1) 30. Christian Schultz (KU) 25.1 (13.0)
11. Niels Westergård-Nielsen (CBS) 39.6 (14.5) 31. Nabanita Datta Gupta (AU) 24.4 (15.1)
12. Henrik Hansen (KU) 38.7 (18.7) 32. Jens Leth Hougaard (KU) 24.1 (8.1)
13. Steffen Andersen (CBS) 36.1 (11.8) 33. Jan Bentzen (AU) 23.9 (11.4)
14. Carl-Johan Dalgaard (KU) 32.7 (15.1) 34. Peter Sandholt Jensen (SDU) 23.4 (7.3)
15. Søren Bo Nielsen (CBS) 32.6 (10.1) 35. Jacob Louis Weisdorf (SDU) 22.6 (12.8)
16. Henrik Jensen (KU) 32.6 (11.0) 36. Michael Svarer (AU) 22.5 (9.5)
17. Bent Jesper Christensen (AU) 31.9 (16.5) 37. Thomas Barnebeck (SDU) 21.7 (13.8)
18. Peter Norman Sørensen (KU) 31.0 (16.9) 38. Jan Rose Skaksen (RW) 21.3 (9.7)
19. Nina Smith (AU) 30.5 (9.7) 39. Torben Tranæs (SFI) 20.3 (7.6)
20. Helena Skyt Nielsen (AU) 28.2 (8.7) 40. Lars Gårn Hansen (KU) 20.2 (10.1)

Tallet i parentes udfor indekset angiver, hvor meget indeksværdien kan ændre sig når man laver tre ændringer: Man tæller ikke impact scores med fra tidsskrifter udenfor nationaløkonomi; man tæller ikke de samlede antal citationer med; og man tæller ikke H-scoren med. Det angiver altså, hvor følsomt målet er overfor mindre ændringer i måden at opgøre det på. En anden måde ville være at beregne et multiplikativt indeks i stedet for det additive ovenfor, så man belønner forskere der er gode til begge dele.

Årets ’resultat’ er ikke anderledes end tidligere år. Nicolai Foss og Keld Laursen (CBS) er nummer 1 og 2 – endda uanset at man kun tæller impacts fra rene econ journals (så Nicolais artikler i Academy of Management Review ikke tæller). De bedste kvindelige økonomer er ikke overraskende igen i år Nina Smith og Helena Skyt Nielsen, ligesom de gamle udviklingsøkonomiske rivaler Martin Paldam og Finn Tarp igen ligger højt og tæt på hinanden.

Kan man få listen til at se anderledes ud? Svaret er et ganske betinget ja. Lægger man udelukkende vægt på de fineste journals, man har publiceret i, får man et lidt andet billede. Den anden ting, man kan gøre for at ændre billedet, er at insistere på kun at regne med publikation i econ journals. Gør man det, flytter man David Dreyer Lassen og undertegnede ud af Top 10, da vores mest prestigiøse artikler har været publiceret udenfor nationaløkonomi (henh. American Political Science Review og American Journal of Political Science). Martin Paldams position er derimod ret uændret på trods af, at hans ’fineste’ publikation også er i statskundskab (i British Journal of Political Science sammen med statskundskabsprofessoren Peter Nannestad).

Konklusionerne er dog de samme som tidligere. Toppen er relativt uændret og kan absolut konkurrere med toppen i andre europæiske lande – Heidelbergs Axel Dreher ville være nummer 3 hvis han var dansker (indeks 63,1) – og de profilerede danskere i udlandet er faktisk dygtige. Et godt eksempel er Toke Aidt i Cambridge der, hvis han flyttede til Danmark, ville være nummer 8 (indeks 48,2). Det ser umiddelbart også ud til, at vismandsjobbet koster på forskningsfronten, som mange anekdoter peger på. Højest placerede vismand er Carl-Johan, mens de ellers fremragende Nina Smith og Torben Andersen ligger lavere end man måske skulle have troet. At arbejde med at rådgive regeringen er ikke blot utaknemmeligt, men koster måske også på den rene forskning?

Hvor vigtig er eurozonen for Danmark?

Nationalbankdirektør Lars Rohde udtalte i forbindelse med valutauroen forleden, at han mente at Danmark burde gå med i euroen. En del af os er uenige, men uanset hvad er et af de stærkeste argumenter i den offentlige debat, at handel med eurozonen er ekstremt vigtig for den danske økonomi. For et flertal af politikerne i Folketinget er det – sammen med det ret idiotiske argument om ’at sidde med ved bordet’ – det, der overbeviser dem. Men hvor sandt er det egentlig, at eurozonen er så vigtig for dansk økonomi?

For at få et indtryk af, hvad svaret kunne være, kan man for eksempel se på dansk handel med resten af verden. Nedenfor plotter vi eksport til og import fra eurozonen og andre lande uden forbindelse til euroen (baseret på månedlige handelstal fra Danmarks Statistik). Det er nemt at se, at da vi for cirka 15 år siden havde eurodebatten, var vores handel indenfor og udenfor euroen cirka lige vigtig. Vi eksporterede lidt mere til ikke-eurolande og importerede mere fra eurozonen. I de sidste ti år har vores import været relativt ligeligt delt mellem euro- og ikke-eurolande. Det samme gælder dog på ingen måde for vores eksport. For cirka ti år siden begyndte vores eksport med ikke-eurolande at vokse mere end eksporten med eurozonen, så eksporten udenfor eurozonen i 2014 var en halv gange større end eksporten til eurolandene. Et lignende forhold gælder Danmarks direkte investeringer i udlandet.

Månedlig eksportMånedlig import

 

 

 

Det særlige er derfor, at et af standardargumenterne i høj grad er svækket i de senere år. Et andet element er, at Danmarks non-euroeksport faktisk er steget meget mellem 2004 og 2008 i en periode, hvor kronen apprecierede overfor bl.a. dollaren. Siden nogle større udsving under krisen har der ikke været nogen klar trend i krone-dollarkursen 2009-2014, hvorfor simple konkurrenceevneforhold ikke kan forklare den fortsatte stigning. Det er nødvendigvis andre forhold, der må forklare hvorfor og hvordan eurozonen over en 15-årig periode har mistet umiddelbar vigtighed for dansk økonomi. Bundlinjen er dog, at et af de politisk tunge argumenter for dansk medlemskab svækkes i takt med at store dele af eurozonen forbliver i stagnation og bliver mere ligegyldige for dansk økonomi.

Hvor rige er vi egentlig (3)

I vores miniserie om hvor velstående, danskerne egentlig er, er vi kommet til en sammenligning af det, mange danskere og særligt danske politikere er mest interesseret i: Fordeling. Et almindeligt argument imod et ’amerikansk’ samfundssystem er netop, at USA’s borgere nok i gennemsnit er markant mere velstående end danskerne, men at samfundets fattigere segmenter har det skidt.

Vi ser derfor i det følgende på borgere i fem såkaldte kvintiler: De fattigste 20 %, de rigeste 20 %, og de tre 20 %-grupper mellem de to yderpunkter. Spørgsmålet er, hvor velstående folk faktisk er, når man ikke kun ser på gennemsnittet, men også interesserer sig for de fattigste. Data fra USA er fra the Bureau of Economic Analysis, mens de danske data er fra Statistisk Tiårsoversigt 2012. Alle tallene er fra 2010, der er det seneste år der tillader direkte sammenligning. Tallene er baseret på disponibel indkomst, dvs. indkomst eksklusive skattebetalinger og inklusive overførsler.

Den disponible gennemsnitsindkomst per capita i USA blandt de 20 % fattigste i 2010 var 9608 USD.  I de næste kvintiler var gennemsnittene 21.838, 34.728, 52.093 og 88.557 USD. De tilsvarende danske tal, regnet om til købekraftskorrigerede dollars og altså til den samme, effektive købekraft, var 9100, 18.875, 27.301, 41.289 og 71.960 USD. Udtrykt i procent, var de 20 % fattigste danskeres købekraft således 94,7 % af deres amerikanske modparters (og 90,3 % af situationen i den amerikanske medianstat, Indiana). I de næste kvintiler var status 86,4 % (85,7 % af medianen, Californien), 78,6 % (78,4 %, Kansas), 79,3 % (82,8 %, Kansas) og 81,3 % (88,8 %, Pennsylvania). Havde Danmark været en amerikansk stat, havde vores placering i de fem kvintiler været henholdsvis nummer 33, 39, 46, 44 og 41. Interessant nok er det den danske middelklasse, der er relativt dårligst stillet i forhold til amerikanerne.

Uanset hvordan man vender tallene, er det således klart at amerikanernes økonomiske status er bedre på tværs af fordelingen af indkomster. De fattige er endda rigere end fattige i den danske velfærdsstat. Nogle læsere vil dog nok kunne indvende, at tallene ’mangler’ fordele, som de fattige segmenter i Danmark kan nyde. Ser man ind bag tallene, er det dog svært at sige noget præcist om i hvilken retning, de købekraftskorrigerede, disponible indkomster er ’skæve’.

På den ene side kunne situationen for de 20 % fattigste danskere være undervurderet pga. den offentlige danske sygesikring. Den er allerede betalt over skatten og er derfor ikke værdisat i tallene. I det omfang at amerikanerne modtager sygesikring gennem deres arbejdsplads – som tilfældet var for langt de fleste før ObamaCare – er det dog allerede indeholdt i de amerikanske tal. I Danmark er de indeholdt i skatten, i USA i form af en benefit gennem arbejde som ikke ligger i lønnen. Men for dem, der enten har privatbetalt sygesikring eller har valgt ikke at have, overvurderer de amerikanske tal deres relative status.

På den anden side indebærer den amerikanske prisstruktur, at status for de fattigste amerikanere er undervurderet. Et velkendt dansk problem er den manglende konkurrence i detailhandelen og et voldsomt afgiftstryk. Begge dele gør almindelige varer dyrere, mens situationen er anderledes i USA. Som vist af bl.a. Broda og Romalis er en række basale varer næsten ikke steget i pris de seneste mange år, hvilket relativt set har gjort dem væsentligt billigere. Når man således deflaterer indkomster med et fælles prisindeks overser man, at en række varer der vejer tungt for de fattigste, ikke er steget ret meget i pris. Med andre ord kommer det til at se ud som om, prisstigninger har ædt noget af realindkomsten for de fattigste, men prisstigninger med et indeks, der er fælles for alle kvintiler, overvurderer effekten. Det indebærer, at man undervurderer den faktiske købekraft for de fattigste 20 %.

Er fattige amerikanere så dårligere eller bedre stillede end fattige danskere?  Skal man tro på, at sygesikring og andre forhold, som den danske velfærdsstat omfordeler, skal de kunne opveje en forskel i den disponible indkomst på over 4000 kroner i forhold til det amerikanske gennemsnit (og 8000 i forhold til medianen), samtidig med at den fattigfjendske danske prisstruktur alligevel ikke betyder noget. Tror man på det, kan man stadig argumentere for, at Danmark er bedre for de fattige. Hvis ikke, må man nok opgive nogle af myterne om hvor velstående, danskerne er.

Hvor rige er vi egentlig (2) – “Fattige” rige danskere og “rige” fattige amerikanere

I første afsnit af vores lille føljeton om hvor velstående vi egentlig er i Danmark, påpegede Christian, at sammenlignet med amerikanske delstater ville Danmark placere sig som ca. nummer 40, på niveau med New Mexico.

Her i 2. afsnit sammenligner vi levestandarden mellem amerikanere, herunder de som falder under USA officielle fattigdomsgrænse med den gennemsnitlige levestandard for europæere. Ikke målt på BNP, men på hvor meget de ejer.

Udklip1

Som der ofte påpeges i den offentlige debat, når man konstaterer, at BNP per indbygger er en del højere i USA, end i alle EU-lande undtaget Luxemborg, er at uligheden en del højere “over there” end i de fleste EU-lande.

Så det kunne jo meget vel tænkes at det kun var en mindre del af befolkningen som levede væsentligt bedre end europæerne, mens store dele levede meget ringere.

Det er der dog god grund til at betvivle.

Flere biler og større boliger

Ifølge Danmarks statistik havde ca. 60 procent af danske familier i 2011 egen bil, og ca. 14 procent havde 2 eller flere i husstanden.

ifølge Rector & Johnson (2004) ejede over 70 procent af amerikanske hustande, der levede under den officielle amerikanske fattigdomsgrænse én bil eller mere, mens 30 procent ejede 2 biler eller mere.

46 procent af fattige amerikanere boede i ejerbolig, mens det for Danmarks vedkommende er lige over halvdel af den samlede befolkning som ejer deres bolig.

Danmark er det land i Europa, hvor der i gennemsnit er flest kvadratmeter til rådighed per indbygger. Og vi har som nogle af de få i EU-15 flere kvadratmeter til rådighed end fattige amerikanere. Til gengæld har gennemsnitsamerikaneren over 20 procent mere plads per person at boltre sig på end vi har, og næsten det dobbelte plads i forhold til en borger i EU-15.

Udklip2

Ser vi på andelen af befolkningen, som ejer deres egen bolig er forskellen til Danmark endog meget stor. Mens ca. halvdelen af danskerne ejer deres egen bolig, gør det sig gældende for 2 ud af 3 amerikanere.

US_Homeownership_by_Race_2009

Nok har tallene, der stammer fra to rapporter udarbejdet af Fredrik Bergström & Robert Gidehag, og udgivet af den svenske tænketank Timbro i 2004 (se nedenfor), en del år på bagen. Men der er ingen grund til at antage, at den generelle tendens ikke er nogenlunde det samme.

I så fald er det  ganske nedslående, med danske og europæiske briller, at se hvor ringe vores materielle levestandard rent faktisk er, når man sammenligner med amerikanernes ditto.

Til gengæld kan man nok sætte spørgsmålstegn ved bl.a. danske mediers fremstilling af leveforholdene i USA.

EU versus USA

Sverige versus USA

 

 

Hvor rige er vi egentlig? (1)

Taler man med mange danskere, har de en opfattelse af, at Danmark er et af verdens rigeste lande. Men hvor rige er vi i virkeligheden, og hvor godt fungerer Danmark i forhold til andre dele af verden? Det er spørgsmål, vi tager op her på bloggen de næste par uger.

Vi starter i dag med en simpel øvelse: Spørgsmålet om, hvor Danmark placerer sig i forhold til de amerikanske stater. Som de fleste af vores læsere ved, er der store forskelle på staterne. Den rigeste, Delaware, har en gennemsnitsindkomst (korrigeret for prisforskelle der påvirker indkomstens købekraft) der er mere end dobbelt så høj som den fattigste, Mississippi. Danmarks købekraftskorrigerede BNP per capita, vores gennemsnitsindkomst, er 80 % af den amerikanske, men hvor placerer det os da?

Figuren nedenfor viser billedet, og inkluderer også de andre nordiske lande. Var vi en amerikansk stat (nr. 51), ville vi i indkomstrangeringen være nummer 40 – mellem New Mexico og Florida. Til sammenligning er den stat, der ofte fremhæves som den mest ’skandinaviske’ mht. kulturel baggrund, tillidsforhold og industriel struktur – Minnesota – nummer 14, med en købekraft der er 30 % større end Danmarks. Spørgsmålet, vi ønsker at stille er således, om nummer 40 er godt nok.

70 år siden

I går, for 70 år siden, satte den tyske besættelsesmagt en aktion i gang, der havde til hensigt at anholde alle jøder i Danmark, sende dem i lejre og i sidste ende, slå dem ihjel. Den nazistiske Endlösung var for længst sat i gang i andre dele af Europa, og nu var turen kommet til de danske jøder. De tyske styrker havde mord i hjertet, men det skulle gå meget anderledes i Danmark.

Beslutningen om aktionen blev lækket til danske myndigheder og derfra til det jødiske samfund. Da den tyske aktion gik i gang, trådte det civile Danmark derfor til. Naboer hjalp, flere sygehuse i København blev nærmest fordelingscentraler, og sjællandske fiskere begyndte at fragte jøder over Øresund til et Sverige, der tog mod dem med åbne arme. Ikke alle danskere havde modet til at hjælpe, og de fleste fiskere tog sig betalt for at risikere deres og deres familiers liv, men mange tog også mindre bemidlede jøder med gratis. Vigtigst af alt var det, at selvom man ikke hjalp, holdt man mund – antallet af stikkere var forsvindende.

Ingen andre lande i Europa end Danmark og Bulgarien behandlede den jødiske befolkning på denne måde. Af cirka 7500 jøder i Danmark, hvoraf 1500 var statsløse, gik kun 68 til grunde i eller på vej til dødslejrene. Enkelte andre tog deres eget liv eller druknede på vej til Sverige. For resten var hjælpen nær, hos naboer, læger eller fremmede. Nogle husede flygtningene, nogle organiserede flugten, mens andre fik nøglerne til jødiske familiers lejlighed. Der var indbrud i nogle af dem i løbet af krigen, men også rørende historier om andre, hvor indbyggerne kom tilbage fra Sverige i maj 1945 og opdagede, at blomsterne var blevet vandet siden oktober 1943.

I det psykologen Emily Werner har kaldt en ”anstændighedens sammensværgelse” deltog folk fra alle lag af samfundet. Elizabeth Kieler og hendes bror brugte den første weekend af redningen på at cykle rundt på Nordsjælland til familiens venner, bekendte og forretningsforbindelser for at indsamle penge til aktionen. Søndag aften, da de talte op, havde folk givet de to gymnasieelever en million kroner. Nogle havde givet nogle få kroner, andre flere tusinde.

I min familie deltog man også. Min morfar – Gunnar Ebberup – der var tjener på danserestauranten Palæ i Haderslev og oplevede ofte, hvordan tyske officerer med stor ståhej besøgte stedet. En aften, da officererne ’indtog’ stedet, opdagede han en ung pige ved et af hans borde, der begyndte at græde. Da han spurgte, hvad der var galt, løftede hun hovedet, så på ham og sagde stille: ”Vi er jøder.” Min morfar fik en kort, lavmælt snak med overtjeneren, og kort efter var en halvmilitaristisk inspektion af tjenernes udstyr i gang. I den anden ende af restauranten blev den unge pige og hendes kæreste fulgt ned i køkkenet i kælderen. De fik noget at spise og ventede indtil midnat, hvor en bil hentede dem og kørte dem til Kolding. Her satte andre dem på toget til København. Min morfar fik aldrig at vide, hvad de hed, hvor de kom fra, eller om de kom sikkert til Sverige.

Anonymitet var den bedste beskyttelse for alle, men den betød også, at de personlige historier ofte manglede – hvem skulle man fortælle om, når man ikke kendte sine redningsmænd og –kvinder, eller ikke vidste hvem man havde hjulpet? Det var ikke fremsynede politikere, demokrati eller flinke nazister der reddede de danske jøder. Fremmede hjalp fremmede i Danmark og samarbejdede på tværs af alle skel. Hvis man ikke må føle et lille stik af stolthed i hjertet over det, er samfundet blevet meget fattigere.

Offentlighed i den hemmelige forvaltning

På det røgfyldte Punditokratkontor var der ingen, som fik cognacen galt i halsen, da omfanget af det amerikanske efterretningsvæsens dataovervågning kom for en dag. Forfatningsstridigt eller ej, så var det vel forventningen, at sådan noget fandt sted. Det er jo heller ikke fordi, Danmark har ret til, at oprøre sig som en helgen i dét spørgsmål.

Vores efterretningstjenester hører til blandt de mest lukkede i den vestlige verden og – som påpeget adskillige gange af punditokrator emeritus Jacob Mchangama – giver lovgivningen forsvarsministeren (læs: FE) ret til uden retskendelse, at ”træffe foranstaltninger som omhandlet i grundlovens § 72 over for telefonsamtaler, postforsendelser og anden kommunikation”, når blot ”ekstraordinære forhold” gør sig gældende. Hvad der nærmere skal forstås ved ”ekstraordinære forhold” er uklart og centraladministrationen udfylder derfor selv bestemmelse indhold inden for forarbejdernes på dette punkt sparsomt definerede ramme. Det er – for at sige det på jysk – træls, da det skaber retsusikkerhed; træls, også fordi forsvarsministeren, under samme betingelse, kan foretage konfiskation af privat ejendom.

I USA går debatten for tiden meget på FISA-domstolen og The Economist opsummerer retsstatsargumentet:

A court that is supreme, in the sense of having the final say, but where arguments are only ever submitted on behalf of the government, and whose judges are not subject to the approval of a democratic body, sounds a lot like the sort of thing authoritarian governments set up when they make a half-hearted attempt to create the appearance of the rule of law.

Denne punditokrat så gerne, at det danske efterretningsvæsen og den hemmelige proces i visse kriminalsager blev gennemgået med en retssikkerhedens tættekam og håber, slet skjult, at Jacob Mchangamas ny tænketank vil kaste sig over udfordringen med stor iver og ihærdighed.

Skal, skal ikke? Kritik af IMR’s parløb med Regeringen

Sten Thorup Kristensen kan være meget stolt af den klare, relevante og ikke mindst aktuelle kronik i dagens Jyllands-Posten. Kronikken kritiserer, ikke uberettiget, Institut for Menneskerettigheder og dettes direktør, Jonas Christoffersen, for at være enten blind overfor eller ligeglad med menneske-/borger-/frihedsrettigheds-situationen indenfor Danmarks Riges grænser.

I udpluk, og med mine fremhævninger:

Det bedste – eller rettere, det værste – eksempel på myndighedernes usaglighed er måske den indsats mod ”social dumping”, som tidligere skatteministers Thor Mögers uanmeldte kontroller i private hjem er en del af. Juridisk set er der slet ikke er noget, der hedder social dumping: Der er fri løndannelse i Danmark … Men man ønsker altså ikke, at folk skal benytte sig af den fri løndannelse, når de køber f.eks. håndværkerydelser og kan få dem billigere hos et polsk firma. Så man iværksætter hårdhændede kontroller for at afsløre de pågældende i noget andet, der er ulovligt, f.eks. i forhold til udlændingeloven, arbejdsmiljøloven eller skattelovgivningen …

Kontrollerne mod social dumping strider således ganske åbenlyst mod de basale regler i retssamfund. Der synes desværre ikke at være nogen instans, der ser det som sin opgave at gribe ind.

Men det var netop i sådan et tilfælde, at IMR og Jonas Christoffersen skulle komme på banen. Som en evig sten i skoen på de politikere, der i egen interesse ofrer retsstaten og basale menneskerettigheder. Men Jonas Christoffersen anderswo engagiert. Han skal f.eks. være medlem af en ny mæglings- og klageinstitution for ansvarlig virksomhedsadfærd. Institutionen skal holde virksomhederne op på nogle OECD-retningslinjer, og det handler bl.a. om, hvorvidt virksomhederne køber autoriseret fairtrade-kaffe til deres kantiner (det eksempel er faktisk nævnt som det første i bemærkningerne til loven om instituttet).

Fænomenet – at direktøren for IMR bruger sin tid på kaffeproduktion, mens hundredvis af danskere sidder i fængsel uden dom, mens andre tusinde får deres telefoner aflyttet for, at politiet skal opklare småforseelser, og mens atter andre tusinder danskere bliver udsat for det, der mere og mere ligner vilkårlige husundersøgelser – indeholder mere end en spøjs prioritering. Det stiller også spørgsmålstegn ved, om Jonas Christoffersen overhovedet har forstået, hvad det indebærer at forsvare menneskerettigheder.

Menneskerettigheder handler om at begrænse myndighedernes magt. Direktøren for IMR skal altså holde myndighederne i ørerne. Men i stedet hjælper han dem med at udøve deres myndighed.

Jeg ser frem til Jonas Christoffernsens svar; Sten Thorup Kristensen har nemlig sat overliggeren meget højt.

Hvor globaliseret er dansk økonomi?

Hvordan svarer man på spørgsmålet i dagens post? Et simpelt svar kunne være ”vældigt globaliseret”, hvis man for eksempel ser på omfanget af dansk handel. De sidste, internationalt sammenlignelige tal fra Penn World Tables (fra 2010) viser, at eksport plus import var cirka 95 procent af BNP. I et internationalt perspektiv placerer det os sammen med lande som Sverige, Schweiz, Bahamas og Island, og der ingen tvivl om, at Danmark er en meget globaliseret økonomi.

Men hvordan ser det ud, når vi sammenligner den nuværende situation med vores egen historie? Det er en pointe, jeg har understreget nogle gange, år jeg har holdt foredrag for gymnasieklasser. Og historisk er sammenligningen meget sjovere. Figuren nedenfor viser handelstal siden 1875 – den røde linje er baseret på data fra Historical Financial Statistics, den grønne fra Penn World Tables, Mark 7.1, og den grønne er en indeksering af Penn så de passer med de tidligere tal. Figuren viser, at vi pt. ligger lige omkring det tidligere maksimum, som vi havde mellem 1903 og 1908. Med andre ord er vi i globaliseringssammenhæng cirka nået dertil, hvor vi var i slutningen af den første globaliseringsbølge. Og spørgsmålet er, om det med moderne teknologi er særligt imponerende?

Kommende udgivelse: Fri os fra frihed

Den tidligere punditokrat Jacob Mchangama fortæller i en opdatering på Facebook, at hans nye bog Fri Os Fra Frihed udkommer den 30. april, men allerede nu kan forudbestilles. Dén information er værd at give videre – og det er hermed gjort.

Gyldendal beskriver bogen således:

FRI OS FRA FRIHEDEN er et hårdnakket forsvar for den personlige frihed og en skarp kritik af, hvad Jacob Mchangama ser som de sidste årtiers løbende politiske underminering af netop den personlige frihed. I præcise og urovækkende kapitler viser chefjurist Jacob Mchangama, hvordan vi siden slutningen af 1960?erne lever støt mere regulerede liv, hvor staten har fået større og større råderum til at gribe ind og detailstyre eller som et minimum overvåge, hvordan vi lever ? det gælder lige fra, hvordan vi spiser, over hvordan vi bor, til hvem vi sover med eller taler i telefon med.

Jeg spår, at bogen nok skal fange  interesse hos flere af denne blogs læsere (og skribenter).

Opdatering: Interview ang. bogen i Politiken.

Ældre indlæg

© 2018 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑