Tag: Danmark (side 2 af 2)

Hvad tjener professorer?

Svaret på spørgsmålet synes ret enkelt. En dansk professorlønning er i det store og hele overenskomstreguleret, så en professor aflønnes i lønramme 37 eller 38. Det betyder at i 2012 er årslønnen enten 527.889 eller 600.643 kroner. For mange danskere lyder det af mange penge, men når man påtænker, at jeg ikke kender nogen professorer på mit område, der arbejder under 60 timer om ugen, er det pludselig knap så attraktivt, men måske okay. I en international sammenligning er det dog langt fra okay, hvis man har nogen form for ambitioner med det danske universitetssystem.

Spørgsmålet bliver først rigtigt interessant, når man sammenligner med professorlønninger andre steder. Både de vise hoveder i Folketinget og landets universiteter mener, at vi skal være i den internationale top. Det betyder blandt andet at danske universiteter skal kunne tiltrække nogle af de bedste forskere. Her er lønnen en indlysende faktor, uanset hvad politikere finder på af spin. Og den danske professorløn er ikke ligefrem konkurrencedygtig, i særlig grad når man regner skatten med.

Marginal Revolution linkede forleden til en undersøgelse af, hvad den gennemsnitlige professor tjener ved en lang række amerikanske universiteter. Hvis man ser helt bort fra skatten, kan man på denne måde sammenligne direkte, hvilket lag danske universiteter ville være konkurrencedygtige i – givet den sædvanlige politiske påstand, at vi rent faktisk får noget for skattekronerne (hvilket jeg naturligvis ikke mener).

Data fra the Cronichle of Higher Education viser først og fremmest, at de universiteter, der betaler mest, også er det bedste. Toppen er Harvard, Columbia og Chicago med lønninger på mellem 198.400 og 197.800 dollars – dvs. 1,12 millioner kroner. En professorstilling et af de steder er bestemt ikke en dans på roser, men man bliver betalt for det!

Og hvad er så det leje, danske universiteter ligger i? En dansk professorløn er cirka 106.000 dollars, er niveau man ganske enkelt kan bladre sig frem til i undersøgelsen. Vi er her omkring University of Texas at Arlington, University of Michigan at Dearborn og University of Wyoming. Derudover skal man lægge, at på mange amerikanske universiteter bliver man betalt for 9-10 måneders arbejde årligt. Mange professorer tager derfor muligheden for at lave konsulentarbejde, holde foredrag eller på andre måder tjene ekstra penge.

Hvis man er single, betaler man cirka 22 % i skat til den føderale regering. I Massachusetts, for eksempel, ligger der en marginalskat på cirka 6 % oveni. Hvis man udover det regner en sundhedsforsikring ind, der koster 12 % (et temmelig højt gæt), ender man på rundt regnet på en samlet skatteprocent på 40 %. Når lønnen derefter skal bruges, er den højeste amerikanske moms omkring 8 %, og det generelle prisniveau ligger 10-15 % under det danske. Dén købekraftsforskel bør også tages med i regnestykket.

Med en løn der, endda med nogle meget venlige antagelser om det danske system, rækker til konkurrence med universiteter, der vel ligger i den amerikanske tredjedivision, bliver det svært at opfylde den politiske ambition om universitetsforskning og –uddannelse i verdensklasse. Men hvordan får man formidlet det budskab til danske politikere?

Danske priser – 2000-2011

Inspireret af Andreas Berghs post fra forleden om strukturen af den svenske inflation de senere år, er her det helt tilsvarende plot for Danmark. Jeg vil ikke fortolke tallene – læserne kan tage et kig og tænke selv – men kan ikke lade være med at pege på et på udviklinger. Fra januar måned 2000 til november måned 2011 steg det generelle prisniveau 28 %; en gennemsnitlig, årlig inflation på 2,3 %. Men dette gennemsnit dækker over en væsentlig heterogenitet i strukturen af priser. Prisen på kommunikation er faktisk faldet med cirka 18 %, mens boligudgifterne er steget med 40 %, fødevarer med 33 % og transport med 30 %. Og læg mærke til, at udviklingen ikke synes stoppet eller sinket af den finansielle krise eller den efterfølgende gældskrise.

Den offentlige sektor, uddannelsessystemet og noget om at smide gode penge efter dårlige

På SFs hjemmeside informerer man os under overskriften Bedre service for de samme penge er en utopi“, at det ikke er muligt at bevare den offentlige service med mindre man øger bevillingerne, hvilket der lægges op til i regeringens aftale med KL, hvorefter kommunerne alene kompenseres for pris- og omkostningsudviklingen.

Men måske burde overskriften på SFs hjemmeside have været  “Bedre service for flere penge er en utopi”, for på trods af “verdens største” offentlige sektor og “verdens højeste skattetryk” er det mere end tvivlsomt at vi også har “verdens bedste service”.

At servicen reelt meget vel kan blive ringere er så en anden sag. Men det skyldes alene de metoder hvormed man sikrer overholdelse af budgettet (hvis man altså overholder det) og det faktum, at prioriteringer også indgår i det politiske spil om de kommende års mia. af kroner. Der eksisterer i det danske regelsæt der reguelrer overførsler fra staten og udligningsordninger ikke noget incitament til en reel effektivisering og omkostningsstyring – tværtimod. Derimod er der en tendens til, at de foretrukne områder der må holde for bliver de der er synlig for borgerne, for at der kan være plads til den “nødvendige” udvidelse af den administrative kapacitet 🙂 Det sikrer den fornødne negative offentlige debat og styrker positionen i forhold til næste års forhandlinger.

Når man sammenligner det offentlige forbrug i Danmark må man ikke kun spørge sig selv, hvorfor nogen kan få den tanke at en manglende oplevet kvalitet skyldes at man bruger for få penge. Man må også spørge sig selv hvorfor man ikke for længst i langt højere grad har indraget det faktum, at andre lande har et væsentligt lavere offentlig forbrug – også lande hvis samfundsmodel minder om vores egen socialdemokratiske, uden man derfor nødvendigvis kan tale om en lavere kvalitet.

Nedenstående figur er hentet fra Dansk Erhvervs tidsskrift “Perspektiv” nr. 47 og er et forsøg på at illustrere hvor meget mindre det offentlige forbrug ville være, hvis bare det var på niveau med en række sammenlignelige lande. Og som det fremgår er der tale om ganske store summer. Hvis vi for eksempel havde et forbrug på niveau med Sverige, ville vi således spare 38 mia. kroner, eller lig med ca. 2 x efterlønsreform. Hvis vi havde et forbrug på niveau med Finland ville vi spare hele 84 mia. kroner.

Læs resten

Danmarkshistoriens mest frihedsfjendske politiske beslutninger?

Jeg kom fornylig–efter VK-regeringens “skattereform”–til at tænke på, hvilke politikker eller politiske beslutninger i Danmarkshistorien, der monstro ville kunne kaldes de “værste”?  Altså set fra et borgerligt-liberalt, frihedsorienteret perspektiv. Der er jo så mange at vælge imellem, men her kommer nogle af mine bud, i en næsten ikke-prioriteret rækkefølge (og uden konkret argumentation–den må læserne tænke sig til):

  1. Indkomstskatten (1903)
  2. Formueskatten (1903)
  3. Afskaffelsen af Landstinget (1953)
  4. Kildeskatten (1970)
  5. Planlovene (1970)
  6. Skattereformen (2009)
  7. Læs resten

Dansk velstandsudvikling – hvad vi burde tale om!

Der tales meget om den danske udvikling i velstand. Cepos og andre har gjort opmærkso m på, at Danmark stille og roligt falder i de internationale rangeringer, men danske politikere (udenfor LA) har stort set ignoreret det. Så i tråd med talemåden, at et billede taler højere end tusinde ord, er her dagens blog i figurform. Den tykke, sorte streg er Danmarks gennemsnitsindkomst (BNP per capita, købekraftsjusteret) i forhold til OECD-gennemsnittet – hvis nogen skulle være i tvivl. Figuren viser således den relative økonomiske vækst over perioden 1970 til 2009. De andre streger repræsenterer vores nærmeste naboer, som man nok burde tro vi kunne følge med. Og for dem, som er ekstra interesserede, er det ganske tydeligt, at faldet har været klart værst i Fogh-regeringernes periode (i gennemsnit 0,8 procentpoint per år).

Danske tilstande

Ofte hører man danske politikere skamrose, hvor godt det går i Danmark, og hævde, at de høje skatter og megen regulering bare er som sød sukker for omverdenen og bestemt ikke skræmmer nogen væk.  Fra tid til anden er der sågar nogle forskere, der hævder det samme–ganske vist uden endnu nogensinde at have fremlagt nogle undersøgelser til støtte for deres påstande.

Denne punditokrat håber, at bare nogle af dem læste onsdagens udgave af International Herald Tribune, der som datter-publikation/international udgave af New York Times næppe kan siges at tilhøre den amerikanske højrefløj.  Her havde man artiklen “High income taxes in Denmark worsen a labor shortage“, som–udover omtalte af Saxo Bank, Ny Alliance og meget andet–indeholdt et portræt af en dansker i udlandet.  en Man skal naturligvis passe på med anekdotiske eksempler og journalistisk behandling af samme–selv man godt kan lide dem–men her er ihvertfald noget at fordøje:

“As a self-employed software engineer, Thomas Sorensen broadcasts his qualifications to potential employers across Europe and the Middle East. But to the ones in his native Denmark, he is simply unavailable.

Settled in Frankfurt, where he handles computer security for a major Swiss corporation, Sorensen, 34, has no plans to return to the days of paying sky-high Danish taxes. Still, an unknowing headhunter does occasionally pass his name to Danish companies.

“When I get an e-mail from them, I either respond negatively but politely,” Sorensen said. “Or I don’t respond at all.”

Born and trained at Denmark’s expense, but working – and paying lower taxes – elsewhere in Europe, Sorensen is the stuff of nightmares for Danish companies and politicians searching for solutions to an increasingly desperate labor shortage.

People like Sorensen, and there are many, epitomize the challenges facing the small Nordic country, long viewed across Europe as an example of how to keep an economy thriving and a society equal.

Young Danes, often schooled abroad and inevitably fluent in English, are primed to quit Denmark for greener pastures. One reason is the income tax rate, which can reach 63 percent.

“Our young people are by nature international,” said Poul Arne Jensen, chief executive of Dantherm, a maker of climate-control technology. “They are used to traveling and have studied abroad.”

“They are no longer ‘Danes’ in that sense – they are global people who have possibilities around the world,” he said.

… [Success] has given rise to an anxious search for talent among Danish companies, and focused attention on émigrés like Sorensen. The Organization for Economic Cooperation and Development, which is based in Paris, projects that Denmark’s growth rate will fall to an annual rate of slightly more than 1 percent for the five years beginning in 2009, reflecting a dwindling supply of a vital input for any economy: labor.

The problem, employers and economists believe, has a lot to do with the 63 percent marginal tax rate paid by top earners in Denmark – a level that hits anyone making more than 360,000 Danish kroner, or about $70,000. That same tax rate underpins such effective income redistribution that Denmark is the most nearly equal society in the world, in that wealth is more evenly spread than anywhere else.

The movement toward lower taxes passed Denmark by, even as it took root in much of Europe.

Small East European countries, notably Estonia and Slovakia, started the trend by imposing low, flax taxes on income and corporate profits about five years ago. Those moves helped prod Austria, and eventually, Germany, to slash high marginal rates as well.

Danish taxes also contrast sharply with those in nearby London, often jokingly referred to among Danes as a Danish town, because so many of them live there. Lower taxes on high earners have been a centerpiece of the policy mix that has fed the rise of London as a global financial center since the 1980s.

But today young Danes can easily choose not to pay for the system’s upkeep, once they have siphoned off what they need. For starters, as citizens of the European Union they are entitled to work in any of the 27 EU countries.

Sorensen, who graduated from business school in Copenhagen, found himself earning the equivalent of more than $100,000 before he was 30 – and paying 63 percent of it in taxes. His work as a computer consultant for Deloitte also took him to Brussels, where he met the Spanish woman he would eventually marry.

But the high taxes, mixed with his wife’s discomfort in Denmark, meant that a job offer in Qatar three years ago was all it took to pry him away from Copenhagen. Now, he is ensconced in Frankfurt, setting up a new business on the side and planning to pay no more than 25 percent of his income to the German state.

“When you are at 63 percent tax, you don’t look forward to the evaluation with the boss to get a raise,” Sorensen said. “You look for more vacation or a training course in the tropics – something that you get the full benefit of.”

There are many more Sorensens out there in a work force that is culled from a country of just 5.5 million people.

The Confederation of Danish Industries estimated in August that the Danish labor force had shrunk by about 19,000 people through the end of 2005, because Danes and others had moved elsewhere. Other studies suggest that about 1,000 people leave the country each year, a figure that masks an outflow of qualified Danes and an inflow of less skilled foreign workers who help, at least partially, to offset the losses.

… “Denmark is a country of consensus,” [Prime Minister Anders Fogh] Rasmussen said recently. “Occasionally that fact tends to lower the speed of reforms, but in exchange we are efficient in our implementation.”

But young Danes may simply move faster.

Sorensen is settling into life in Frankfurt. He recently passed through Copenhagen to discuss a business proposition with a potential partner, but anything they do will be based outside Germany, he said.

His wife recently gave birth to their second daughter, and barely a word of Danish passes Sorensen’s lips when he speaks with his children.

They are growing up with English, an amalgam of the British and American idioms, as their first language, and the world as their horizon.

“If I could,” he said, “I’d have a European passport, not a Danish one.”

Læs den fulde, hele artikel her.  Lad os håbe, at Claus Hjort Frederiksen, Pia Kjærsgaard og Mette Frederiksen har tid og overskud til dét.

Hjemløse & amerikanske tilstande: gæsteindlæg fra Jonathan Szpirt

Vi hører altid den evige skrøne om, at USA er et asocialt land, hvor der lever tusindvis af hjemløse, og (bl.a.) fordi vi har færre hjemløse i Danmark, er den danske velfærdsstat både moralsk og socialt overlegen. Men nye tal og simple udregninger modbeviser dette med et interessant resultat.

Ifølge Coalition of the Homeless i New York City, er der 36.248 hjemløse i denne storby. Der er muligvis yderligere 5.000 hjemløse i NYC, som dog ikke modtager nogen ydelser etc. I NYC bor der (officielt) 8,1 mio mennesker.

I Københavns Kommune bor der derimod kun 501.285 mennesker. D.v.s. der bor 16,2 gange flere mennesker i NYC end i Københavns Kommune. Alene i København var der i 1998 mellem 5.000 og 6.000 hjemløse–tal, der ifølge formanden for Rådet for Socialt Udsatte, speciallæge i psykiatri Preben Brandt, steg konstant (Berlingske Tidende, 3.10.98). Det estimeres, udfra hjemløse-ophold på §105 institutionerne, at der på landsplan er mellem 12.000 og 14.000 hjemløse. Af disse opholder halvdelen sig sandsynligvis i København, jf. Torben Fridberg, SFI (1992).

Hvis vi konservativt antager der “kun” er 6.000 hjemløse i Københavns Kommune og vi offensivt antager at der 41.000 hjemløse i NYC, så er der, korrigeret for indbyggertal, i de respektive storbyer, over dobbelt så mange hjemløse i København som i New York, nemlig 12 hjemløse per tusinde indbyggere i København og kun 5,1 hjemløse per tusinde indbyggere i NYC -præcist 135 procent flere hjemløse i København.

Hvis vi derimod vælger den officielle hjemløshed i NYC, ifølge Coalition of the Homeless, og sætter den op imod den københavnske hjemløshed, korrigeret for indbyggertal, så er der 168 procent flere hjemløse i København end NYC – Kapitalismens højborg.

Jonathan Szpirt

Franske fristelser

Frankrigs nye premierminister, Dominique de Villepin, er kommet på en svær opgave. Han skal forsøge at overbevise de franske vælgere om, at der er behov for en gennemgribende reform af det stivnede franske arbejdsmarked. Men han kan ikke lade sig inspirere af USA. For alt, der bare har en antydning af angelsaksisk bouquet, er udrikkeligt i Frankrig. Og derfor har Villepin i stedet rettet blikket mod Danmark. Noget, der utvivlsomt varmer enhver dansk socialdemokrat om hjertet.

Man ser det for sig! Poul Nyrup Rasmussen, der med sin karakteristiske pasgang bevæger sig tungt over Europas bonede gulve, mens han modtager anerkendende nik fra forbipasserende ignoranter, der har opfanget historien om de franske fristelser. Lejlighedsvis stopper han måske op, slår ud med armene og bemærker: “Jeg har i al beskedenhed ladet et ord falde om de resultater, vi har opnået i Danmark. Det kan andre lære meget af”. Måske er han så uanselig, at han blot antyder denne indbildning.

Men hvad er det da, Villepin finder så fristende ved Danmark? Er det vores skattefinansierede dagpengesystem med en langstrakt ydelsesprofil? Er det vores skødesløse accept af, at hver fjerde dansker i den arbejdsdygtige alder ikke behøver bekymre sig om at tjene til brødet? Nej, for så kunne Villepin ligeså godt have ladet sig inspirere af Sverige. Når den nyudnævnte franske premierminister peger på Danmark, er det nok ene og alene fordi, vi trods et halvt århundredes socialdemokratisk hegemoni stadig har et forholdsvis liberalt arbejdsmarked, der ikke er inflammeret af kontinentale tryghedsbestemmelser. Og godt for det.

Årsagen til at smørhullet Danmark klarer sig relativt godt i internationale sammenligninger af konkurrenceevnen, er vel i hovedsagen, at vi følger den samme ansættelsesretlige praksis som USA, Storbritannien og New Zealand; altså den angelsaksiske druesaft, som franskmænd ikke kan udstå. Derfor er det ganske befordrende for Villepin, at han kan henvise til Danmark. For på dette specifikke område har vi noget, der bestemt er værd at eksportere. Gid almindelig fransk protektionisme må forhindre ham i at importere andre policy-facetter fra vores lille rige.

Nyere indlæg

© 2018 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑