Tag-arkiv: dansk økonomi

Adgang til finansiel service i Danmark, 1850-1900

I vores sommerserie om historiske forhold og historiske sammenligninger dykker vi i dag længere ned i historien om, hvordan Danmark fik en moderne finansiel sektor. Den historie starter, som vi understregede forleden, med udviklingen og udbredelsen af sparekasser, og slutter i en vis forstand med det moderne Danmark.

Verdens første sparekasse blev grundlagt i 1778 i Hamborg med det eksplicitte formål at fungere som bank for ’kleine Leute’. 18 år senere, i 1796, bredte idéen sig til hertugdømmerne nord for storbyen Hamborg, da den danske helstat fik sin første sparekasse i Kiel. Nummer to blev grundlagt fem år senere i Altona, og derefter bredte idéen sig hurtigt nordpå med bl.a. Slesvig i 1816 og Flensborg i 1819. Borgere i den nordligste af hertugdømmernes købstæder, Haderslev, grundlagde således en sparekasse i 1820 – det samme år som Kjöbenhavn og Omegns Sparekasse blev grundlagt som kongerigets første.

Læs resten

Danmark i 1860 – hvordan så landet ud?

Som en af de første installationer i vores sommerserie i år – historiske forhold og historiske sammenligninger – er det måske en god idé at opsummere, hvor vi kom fra. Det er netop det, vi starter på at gøre i år med et dyk ned i et enkelt år: 1860. Grunden til, at det netop bliver 1860, er at det var det sidste år man afholdt en folketælling og andre undersøgelser i Danmark, som det havde set ud siden slutningen af 1400-tallet. Landet bestod da af to separate dele: Kongeriget Danmark og dobbelthertugdømmet Slesvig-Holsten. Mellem 1815 og 1864 hørte hertugdømmet Lauenborg også under den danske konge.

Folketællingen af 1860 fandt, af hele monarkiet Danmark havde 2,6 millioner indbyggere. De fordelte sig på 897.000 i København og Øerne og 704.000 i Jylland (dermed 1,6 millioner i Kongeriget), 410.000 i Slesvig, 544.000 i Holsten, og 50.000 i det lille Lauenborg. København var allerede dengang den suverænt største by med 155.000 indbyggere med den holstenske Altona som nummer to med 46.000 indbyggere og slesvigske Flensborg som nummer tre med knap 20.000 indbyggere. København og Øerne og Holsten var betydeligt tættere befolkede med henholdsvis 68 og 65 indbyggere per kvadratkilometer, mens Slesvig havde 44 og Jylland kun 27 indbyggere per kvadratkilometer. Et lignende forhold gjaldt for urbaniseringsgraden, hvor København og Øerne og Holsten var en tand mere urbaniserede end Slesvig, der igen var mere urbaniseret end Jylland.

De måske mere interessante forskelle på delene af det danske monarki skal findes i de økonomiske forhold. Folketællingen fra 1860 tillader også, at man ser på erhvervssammensætningen, som vi har opsummeret i figuren nedenfor. Som man kan se, var Kongeriget domineret af landbrug i langt højere grad end hertugdømmerne. Mens det kan være svært at placere kategorien ’daglejere, tyende uden tilknytning etc.’ til et bestemt erhverv, er det interessant i sig selv at se, hvor mange flere der var i hertugdømmerne, og i særlig grad i Holsten. Selvom man slår de to kategorier sammen og dermed antager, at alle daglejere i virkeligheden arbejdede i landbrug, var det kun cirka halvdelen af beskæftigelsen i Holsten.

Det tysktalende hertugdømme havde også langt flere i det, man i dag ville kalde fremstillingsindustri, ligesom der var flere beskæftiget med handel. Arbejdsstyrkens sammensætning i 1860 indikerer dermed, at hertugdømmerne og i særlig grad Holsten var mere ’moderne’ end Kongeriget, samtidig med at det er færd at bemærke, at kun 4 % var ansat i det offentlige. Det samme indtryk får man, når man ser på hvor mange ’chausseer’ der var, dvs. hvor mange kilometer brolagt vej man havde. For hver 1000 kvadratkilometer var der 35 kilometer brolagt vej i Kongeriget, 28 kilometer i Slesvig, og hele 93 kilometer i Holsten. Ser man omvendt på kilometertallet i forhold til antal indbyggere indikerer det dog, at brolægningen i Holsten kan have været en konsekvens af den langt større befolkningstæthed. Man bør også huske på, at hertugdømmet bogstaveligt talt endte ved Hamborgs porte, og dermed ved en by med en kvart million indbyggere i 1860.

Man får dog samme indtryk, når man ser på finansielle forhold. En af de vigtige udviklinger i midten af 1850erne var det moderne bankvæsens fødsel med sparekasserne. De mange sparekasser, som bredte sig ud i landet, gav almindelige mennesker en helt anderledes adgang til finansiel service end de havde haft de foregående århundreder. Per 1860 var der 37 sparekasser per million indbyggere i København og på Øerne og 36 per million indbyggere i Jylland, mens hertugdømmerne var markant anderledes. I Slesvig fandtes der således 117 og i Holsten 121 sparekasser per million. Med andre ord var hertugdømmernes finansielle udvikling langt foran Kongerigets. Ser man i stedet på antallet af konti, var København og Øerne (svært domineret af hovedstaden) på niveau med Holsten, hvor cirka 10 % af indbyggerne havde en konto. I Jylland og Slesvig gjaldt det samme kun godt 5 %, og de var også mindre. I det omfang man kan se fra den tidlige statistik, var gennemsnitskontoen i Holsten på 225 rigsdaler, cirka 250 rigsdaler i København og på øerne, 164 rigsdaler i Slesvig, og 130 rigsdaler i Jylland. Man skal dog passe meget på med at drage klare konklusioner, selvom det kunne indikere store indkomstforskelle. Der henvises til anekdotisk evidens for, at en del af forskellen skal findes i jyske og slesvigske bønders utilbøjelighed til at bruge sparekasserne. Folketællingen viser faktisk også, at det i alle tre dele af monarkiet var to procent af befolkningen, der var ‘almissenydende’, dvs. så fattige at de levede af almisser. Havde der været store indkomstforskelle, burde man også have set klare forskelle i dyb fattigdom.

En sidste, men ret interessant, forskel indikerer også, at sparekasserne blev brugt forskelligt i dele af det danske monarki: Mens 19 % af kontoindehaverne i Kongeriget var børn eller ’myndlinge’, gjaldt det samme for 28 % af kontiene i Holsten og hele 31 % af kontiene i Slesvig. Det ligger besnærende nært at konkludere, at det mere moderne bankvæsen i hertugdømmerne også i højere grad kunne ses i graden af det, vi i dag ville kalde ’børneopsparing’.

Dagens post er således en erindring om, at Danmark i 1860 var et ret forskelligartet rige, og ikke kun når det gjaldt geografi og sprog. Det ekstremt homogene Danmark, som vi kender det i dag, var langt fra særligt homogent for 161 år siden. Men som vi kommer til at se i en senere post, var det alligevel på andre måder et ganske avanceret samfund sammenlignet med resten af Europa.

Schlüter-effekten

Fredag kom meddelelsen om, at Danmarks tidligere statsminister Poul Schlüter var død, 92 år gammel. Nekrologerne siden da har fremhævet tre forhold omkring Schlüter: Hans evne til at holde styr på de ellers ustyrlige magtkampe i det Konservative Folkeparti, hans rolle i genopretningen af en dansk økonomi på afgrundens rand, og hans venlighed og generøsitet. Jeg mødte aldrig selv Schlüter, men har hørt fra mange mennesker – fra en tidligere forsvarsminister til min egen mormor, der kendte ham i sin ungdom – at venligheden hverken var påtaget eller en myte. Manden var noget så sjældent i dag som en venlig, behagelig og hæderlig politiker.

I dag ser vi derfor i stedet for på, hvad der økonomisk skete gennem Schlüterperioden for at kunne sætte nogle tal og ord på det, man kan kalde Schlüter-effekten. For at vurdere perioden, må man allerførst forstå baggrunden for de reformer og ændringer, som hans regeringer stod for, og hvad tidligere regeringer havde gjort. Det gælder ikke mindst de regeringer, som Anker Jørgensen – som er en af den nuværende statsministers store helte – stod for, og som bragte dansk økonomi i voldsomt uføre. Som Knud Heinesen formulerede det, da han i protest forlod regeringen i efteråret 1979: ”Nogle fremstiller det, som om vi kører på kanten af afgrunden. Det gør vi ikke, men vi har kurs imod den, og vi kan se den. Vi kan se den tydeligt.” Heinesen overlod posten som finansminister til Svend Auken, der ufortrødent fortsatte den tidligere kurs indtil september 1982.

Den 3. september 1982 indrømmede Anker Jørgensen, at regeringen havde fejlet og en uge senere havde Poul Schlüter dannet regering. Baggrunden, han kom til magten med var skræmmende: følge Danmarks Statistik var privatforbruget steget fra 282,9 milliarder kroner i 1960 til 443,9 milliarder i 1980 (i 2000-priser), mens det offentlige forbrug steg fra 93,3 til 240,6 milliarder. Med andre ord fik Schlüter magten efter en 20-årig periode hvor danskernes privatforbrug nok var steget med 57 %, men det offentlige forbrug steg med 158 %. Skattetrykket var også steget fra 25 til 42 % af BNP, men ikke i nærheden af nok for at finansiere den voldsomme udvidelse af den offentlige sektor. Staten havde derfor lånt midler i udlandet siden starten af 1960erne, og fra midten af 1970erne var låntagningen ikke blot accelereret, men også forværret af at statens renteudgifter på en allerede eksisterende gæld steg alvorligt. Udviklingen er illustreret i nedenstående figur, der er fra Danmarks Statistiks ”60 år i tal – Danmark siden 2. verdenskrig” fra 2008. Dansk økonomi i 1982 lignede således mest Grækenland i starten af 00’erne, med arbejdsløshed, stigende renter – den lange rente toppede i 1982 omkring 20 % – og et statsgældsproblem som ikke var taget alvorligt af regeringstoppen i mindst ti år.

Schlüter-regeringernes store fortjeneste var derfor, at rette op de offentlige finanser og fundamentalt set genindføre en grad af politisk ansvarlighed. Som den næste figur nedenfor illustrerer (hvor blå linjer er Schlütertiden, mens røde linjer er de socialdemokratiske regeringer før og efter), fik hans regeringer stoppet væksten i statsgælden til udlandet, stoppet væksten i det offentlige forbrug, og i høj grad også rettet op på nettoeksporten, og dermed med tiden også betalingsbalancens løbende poster. Det var svært, ubehageligt og helt rigtigt på den lange bane, og linjen blev videreført af Poul Nyrup Rasmussens regeringer i 90erne.

Uden Schlüter-regeringernes reformer var dansk økonomi sandsynligvis fortsat ind i en langvarig deroute eller stagnation, meget som man har set i italiensk økonomi de sidste 20 år. Alligevel må man konkludere, at der er malurt i bægeret, når man vurderer reformerne som helhed. De ses i dagens sidste figur, der viser det danske bruttonationalprodukt per indbygger og per fuldtidsansat, som privatforbrugets niveau i forhold til vores økonomiske naboer; alle tal her er fra Penn World Tables. Figuren illustrerer tydeligt, hvordan det gik fremad i de første år efter magtovertagelsen, og i særlig grad i BNP per indbygger. Forskellen her kommer fra, at dansk beskæftigelse steg i de år, hvilket betyder af BNP per fuldtidsansat ikke voksede så hurtigt som BNP per indbygger.

Den store fejltagelse, som nogle af os ser i Schlütertiden – og det er en diskussion, som stadig florerer blandt økonomer – er kartoffelkuren i 1986-87. Kuren var en række reformer, der blandt andet sænkede rentefradraget, indførte afgifter på en lang række forbrugsvarer, og gjorde det væsentligt sværere at få boliglån, med det udtrykkelige formål at sænke danskernes privatforbrug, fordi man frygtede en overophedning på arbejdsmarkedet. Som det kan ses, lykkedes den øvelse over all forventning, da privatforbruget gik fra at være godt 7 % højere end nabolandenes til at ligge 4 % under. Men var der en overophedning på vej, eller var den frygt ubegrundet? Ser man på udviklingen i BNP per fuldtidsansat, ligner det bestemt ikke en overophedning, selvom der blev talt meget om det i tiden, og selvom fagbevægelsens lønudspil var aggressive. Men selv om man tror på, at der var kommet en mindre overophedning, var kartoffelkuren stadig en politisk og økonomisk fejltagelse, fordi den viste sig at være så ekstremt dyr for danskerne.

Ingen er perfekt, og det er derfor min vurdering, at Schlüter-regeringernes økonomiske politik sidst i 1980erne var en fejltagelse. Men vurderer man Poul Schlüters overordnede betydning for dansk økonomi og dansk økonomisk politik, er den tydeligt positiv. Hans regeringer lagde grundlaget og den lange linje for den politik, vi har haft indtil fornylig. Som Thomas Bernt Henriksen understregede i sin nekrolog i Berlingske, må man også huske at Schlüter var ansvarlig for den såkaldte Fælleserklæring i 1987, som gjorde begge arbejdsmarkedets parter interesserede i ansvarlig økonomisk politik. Alle regeringer siden da, indtil Mette Frederiksen, har haft samme klare fokus på ansvarlighed, finanspolitisk holdbarhed og stabilitet, og samme erkendelse af de langsigtede konsekvenser af politikken. Den har den næsten totalt økonomisk inkompetente Frederiksen-regering ikke – den ignoreres endda ofte meget eksplicit. En fortsat, offentligt diskussion af Schlüters politiske valg og den baggrund, han kom til magten på, er i pinlig grad nødvendig i dag. Manden var en ansvarlig, hæderlig politiker med stor respekt for de demokratiske og forfatningsgivne spilleregler, der også i lang tid forstod at sætte det rigtigt hold ministre og respektere deres kompetencer. Schlüter brillerede på alle de punkter, den nuværende regering fejler på.

Danmarks (og Europas) vækstkrise

Ser man bort fra de sidste 15 måneders selvpåført økonomisk ødelæggelse, har Danmarks økonomi det godt. Er vi ikke enige om det? Har mange økonomer ikke understreget gentagne gange, at det danske samfunds økonomi er ‘sund’? Mens det er mange borgeres indtryk – inklusive mange af dem, jeg møder i min hverdag – og mens adskillige af mine kolleger ofte har sagt, at økonomien er sund, er det en sandhed med alvorlige modifikationer.

Når økonomer som f.eks. min glimrende kollega Torben M. Andersen siger, at Danmarks økonomi er sund, mener de ofte, at de offentlige finanser er sunde: At der ikke er alvorlige underskud på statsbudgettet og finanserne er holdbare på et sigt omkring de næste ti år. Sund i denne sammenhæng betyder, at der ikke er behov for større reformer hvis ens mål er, at bevare velfærdsstaten og størrelsen af den offentlige sektor intakt. Har man andre mål, må man konkludere at dansk økonomi ikke har det godt. Det gælder ikke mindst, hvis målet er at generere økonomisk vækst, hvor Danmark – og store dele af Europa – faktisk har lidt af en vækstkrise.

Vi illustrerer problemet i figuren nedenfor og interesserede læsere kan også med stor fordel se episoden af Samfundstanker under figuren, hvor Cepos-direktør Martin Ågerup interviewer sin analysechef (og min medpunditokrat) Otto Brøns-Petersen om vækst og vækstkrisen. Figuren viser først, at set over de 70 år fra 1950 til 2019 voksede danskernes gennemsnitsindkomst – den købekraftskorrigerede nationalindkomst per indbygger – med 2,1 %. I perioden 1980-1999, hvor Schlüter- og Nyrup-regeringerne ryddede op i årtiers uansvarlighed med omfattende reformer, var væksten 1,9 procent per indbygger og 1,8 % per fuldtidsansat. De sidste 20 år har den årlige vækstrate derimod ligget på kun 1 % på begge mål, mens USA har oplevet 1,2 % per indbygger og 1,3 % per fuldtidsansat. Korrigerer man for, at danskerne generelt arbejder omtrent 20 % færre timer end amerikanerne, er væksten per arbejdstimer var væksten i 2000-2019 1,3 % i Danmark og 1,6 % i USA. I de foregående 20 år var tallene 2,1 % versus 1,6 %.

Man kan – som Otto også understreger i det fine interview – påstå, at en forskel på så lidt som 0,3 procentpoint ikke er noget særligt. Det er desværre det forvirrende ved relativt små procenttal: Hvis Danmark i stedet for at vokse med 1 % om året de næste 20 år ville vokse med de amerikanske 1,3 %, ville det give en merværdi på 47.000 kroner om året for hver fuldtidsansat. Små procentforskelle i økonomisk vækst giver hurtigt store tal!

Det er derfor, at man kan tale om en vækstkrise i Danmark, ligesom der er lignende problemer i store dele af Europa – men ikke i Sverige. Cepos har derfor startet det såkaldte 3%-projekt for at sætte spotlys på problemet. Se interviewet, tænk over figuren, og følg med i debatten fordi den er vigtig for vores fremtidige muligheder for at håndtere ethvert problem, der kræver ressourcer!

Mark Littlewood om Brexit

Cepos-direktøren Martin Ågerup er, som mange allerede ved, en glimrende økonom og debattør. Han har også udviklet sig til at blive en meget kompetent interviewer, hvilket han har vist i en fin podcast-serie de seneste få måneder. Den sidste episode er særligt interessant, da Martin har fået fat i Mark Littlewood, der er generaldirektør af det hæderkronede Institute of Ecoomic Affairs i London. Mark har taget rejsen fra at være varm tilhænger af EU til at stemme for Brexit, og Martins samtale med ham er fokuseret på netop Brexit. Det er et meget spændende og oplysende interview mellem to fremragende økonomer og debattører, som vi varmt anbefaler!

Arbejder vi virkelig mere end før?

En af de mange påstande, man til tider hører i medierne, er at folk i de vestlige samfund arbejder mere og mere. Den svenske sociolog og kulturskribent Roland Paulson har for eksempel turneret med denne påstand i de svenske medier, og den bliver jævnligt brugt som argument for den tiltagende sjælløshed i såkaldte ’neoliberalistiske’ samfund. Jeg har også hørt påstanden i forbindelse med den ligeledes tvivlsomme påstand om, at de vestlige samfund og vores liv i stigende grad ’commodificeres.’

Min ven og kollega Andreas Bergh fra Lunds Universitet anmeldte for tre år siden Paulsons bøger om emnet, og måtte endda skrive et addendum til anmeldelsen, som Paulson ikke syntes om (læs her og her). Den vigtige pointe, som Andreas med vanlig elegance lægger frem, er at data ikke – som i slet og overhovedet ikke – understøtter Paulson og andres påstand om arbejdstid. Ser man på langt sigt, er arbejdstiden faldende.

Det forbløffende i, hvor sejlivet påstanden er, er hvor let det er at afvise den empirisk. Nedenfor har vi for eksempel brugt data fra the Penn World Tables mark 9.1 til at plotte den gennemsnitlige arbejdstid i Danmark og vores økonomiske nabolande mellem 1970 og 2017. De fuldt optrukne linjer viser arbejdstiden (indikeret på den venstre y-akse), mens de stiplede linjer viser andelen af befolkningen, der faktisk er i arbejde (indikeret på den højre y-akse). Figuren viser for det første den langsigtede udvikling mod lavere arbejdstid og mere fritid, som Andreas også understreger i sin anmeldelse. Den indikerer også, at Nyrup-regeringens skatte- og arbejdsmarkedsreformer i midten af 1990erne virkede, da man kan se både den danske beskæftigelse og arbejdstid stige efter reformerne. Den vigtigste besked her er, at det mønster der for nogen kan ligne en stigende arbejdstid, i virkeligheden er en udvikling mod større beskæftigelse, men hvor den gennemsnitlige arbejdstid stadig falder.

Hvad man får ud af sin arbejdstid er dog et helt andet spørgsmål, som vi illustrer i den anden figur idag. Her er de fuldt optrukne linjer stadig arbejdstiden, mens de stiplede angiver arbejdsproduktiviteten – dvs. hvor meget værdi der skabes per fuldtidsbeskæftiget. Figuren viser en udvikling, vi har understreget gentagne gange her på stedet: At produktiviteten i Danmark fra sidst i 1980erne og frem til og med finanskrisen sakkede bagud for vores nabolande. Hvad der er sket efterfølgende er for tidligt at sige, men udviklingen har gjort os fattigere end vi i en vis forstand ’burde’ have været.

Den vigtige indsigt i dag er derfor, som min glimrende kollega lagde vægt på i sin anmeldelse af Paulsons påstande, at standard økonomisk teori er korrekt: Jo rigere folk bliver, jo mere substituerer de imod mere fritid. Det sker også i Danmark og Nordeuropa, og når folk tror, at det modsatte sker, er det enten fordi de lader sig narre af den højere beskæftigelse, eller at de simpelthen lider af ’recall bias’. Vi arbejder mindre end vores forældres generation, og meget mindre end vores bedsteforældres. At vi som danskere ikke er lige så effektive eller dygtige som vores naboer, er at helt andet spørgsmål.

Hvordan bliver vores recovery? Empiriske indikationer

I dag begynder det danske samfund så småt at åbne igen. Åbningen går langsomt – og efter min, de fleste andre økonomers, og mange sundhedseksperters mening alt for langsomt – og stadigt mere tyder på, at regeringen ingen egentlig plan har. Med 104 patienter med corona på intensiv, hvoraf 85 er i respirator, mener vi her på stedet sammen med langt de fleste økonomer og mange sundhedseksperter, at regeringens minimale åbning af samfundet efter påske er alt for lidt, og alt for langsom. Statsministerens udemokratiske insisteren på, at man bare skal stole på at regeringen gør det rigtige, uden at den forklarer sine handlinger eller præsenterer en egentlig plan, ser ud til endeligt at have vækket oppositionen. Der er behov for åbenhed, for en klar idé om hvordan åbningen skal foregå, og derefter klare estimater af, hvordan en dansk recovery fra den økonomiske misere kan ske.

En væsentlig ingrediens i enhver recovery når coronavirussen – eller i det mindste dens første bølge – er blæst over, er ny virksomhedsskabelse. Denne diskussion mangler jeg stadig at se i den politiske debat. Uanset hvad politikernes intentioner er, og hvad de påstår, kan det ikke undgås at mange arbejdspladser og virksomheder forsvinder. Spørgsmålet er derfor ikke blot, hvordan man bevarer virksomheder, men også i hvor høj grad en økonomi er i stand til at skabe nye virksomheder. Jo mere dynamisk, økonomien er i den forstand, jo hurtigere kan en recovery i princippet forløbe.

Læs resten

Hvordan har dansk økonomi det egentlig?

Forleden havde jeg den særlige fornøjelse at skrive årets første økonomiske kommentar til Børsen. Ved en sådan anledning dækker man ofte et lidt større, vigtigere spørgsmål, og kommentaren, der udkom i torsdags (gated version her), handlede om et af de helt store: Hvordan har dansk økonomi det egentlig?

Det politiske problem, om man vil, er at dansk økonomi ser besnærende fornuftig ud for tiden: ”De offentlige finanser er overholdbare, arbejdsløsheden er lav, og der er vækst i økonomien.” En række kommentatorer, inklusive flere på Børsen og i Berlingske Tidende, finder derfor situationen tilfredsstillende og bekymrer sig primært om, hvorvidt den er holdbar på lidt længere sigt.

Men det er netop det længere sigt, man bør være bekymret for, og man lærer tæt på intet om det, ved at se på hvordan det går her og nu. Gør man det modsatte og ser man på en længere udvikling, bliver problemerne tydelige. Det gør vi her, med udgangspunkt i kommentaren fra Børsen (som kun sjældent bringer figurer), i to figurer nedenfor.

Den første viser udviklingen i dansk BNP per indbygger relativt til samme udvikling i vores økonomiske naboer, Holland, Norge, Storbritannien, Sverige og Tyskland. Søjlerne illustrerer, hvor mange procent Danmark er foran naboerne i et givet år. Først i 70erne var det danske BNP omtrent 20 % højere end vores naboers, og denne situation blev reetableret i midten af 1980erne efter Schlüter-regeringernes markante reformer. Det viste sig dog at være en stakket frist – en kartoffelkur med indførslen af topskat kom bl.a. i vejen – og over de næste 30 år fulgte dansk økonomi ikke med. I dag (2017 i figuren) er dansk BNP per indbygger cirka 5 % højere end naboernes, og dansk produktivitet per fuldtidsansat er knap 8 % højere.

Kilde: Penn World Tables, mark 9.1

Det virkeligt slemme problem kan dog bedre aflæses i den anden figur, der viser størrelsen på danskernes og naboernes privatforbrug. Figuren gør det tydeligt, hvordan privatforbruget styrtdykkede i starten af 1970erne, i takt med at skatten steg og flere regeringer prøvede – uden særlig succes – at rette op på 60ernes blatant uansvarlige økonomiske politik. Relativt til naboerne fortsatte det med at falde, igen indtil Schlüters reformer, men det fik også en brat ende, og derouten er fortsat. Som jeg understreger i Børsen, burde situationen i dag være dybt utilfredsstillende: ”Den vigtigste forskel, som stort set aldrig diskuteres i dansk politik, er at danskernes typiske privatforbrug i dag er næsten 10 % lavere end vores naboers. Vi er således på 30 år gået fra at være 10 % foran til at være 10 % bagud.”

Kilde: Penn World Tables, mark 9.1

Politikernes argument imod dette er, at de jo bruger pengene meget smartere end almindelige borgere kan, og ’løfter’ den offentlige velfærd. Det er for eksempel kernen af finansminister Nicolai Wammens forsvar af den nye finanslov, der omfordeler endnu flere midler fra borgerne til den offentlige sektor.

Der er bare ikke meget der tyder på, at man får bedre offentlig service eller mere ’velfærd’ ud af at bruge flere penge i det offentlige. Problemet er ikke mangel på ressourcer – den decideret skuffende danske folkeskole er for eksempel den dyreste i OECD-landene – men en konsekvens af elendig ledelse, politisk regulering og indblanding og mangel på konkurrence. Og selvom det var, måtte man alligevel spørge om borgerne ikke er bedre til at få faktisk velfærd ud af midlerne end Folketinget. Regeringens nye finanslov, der gør alle grupper af danskere fattigere, kommer derfor ikke til at løfte nogen eller bidrage til folks velfærd – med undtagelse af politikernes – men gør danskerne endnu en tand fattigere end vores naboer. Hvis jeg var politiker, ville jeg krybe i et hul af skam over at have bidraget til så elendig en udvikling – men på Christiansborg skammer man sig ikke.

Dansk økonomi – flere detaljer

Som vi har skrevet om flere gange, går det ikke særligt godt for dansk økonomi (læs f.eks. her og i Børsen). Dansk velstand følger ikke med naboerne, og slet ikke med Sveriges. Som jeg viste i Børsen forleden, har den svenske vækstrate per indbygger været mere end dobbelt så høj som Danmarks siden 2000. Problemet har ikke været diskuteret i valgkampen – det virker i høj grad som om, at det er et emne, som toppolitikere har interesse i at ignorere – og er ikke almindeligt kendt.

Formålet med posten i dag er, at komme lidt tættere på problemet, hvilket vi gør gennem tre figurer. Den første figur illustrerer udviklingen i værdiskabelse per arbejdstime, mens de næste viser udviklingen i antal arbejdstimer per fuldtidsansat og beskæftigelsesfrekvensen i antal fuldtidsbeskæftigede i forhold til befolkningens størrelse. I alle tre figurer viser de blå linjer den danske udvikling, de røde gennemsnittet af vores naboers, og de stiplede sorte linjer ratioen mellem de to udviklingslinjer.

Som den første figur viser, plejede Danmark at følge med nabolandenes udvikling indtil første halvdel af 90erne. Der er et lille bump omkring 1990-92, hvor det gik godt i Danmark, mens flere af vores naboer havde problemer med valutakrise (Storbritannien og Sverige i 1992-93) og genforening (Tyskland fra 1990). De 20 år før 1995 voksede BNP per arbejdstime 51,7 %, mens den voksede 49,4 % i vores nabolande; i de næste 20 år voksede den danske arbejdsproduktivitet 21,3 %, mens den voksede 25,2 % i vores nabolande. Forskellene er endnu større til Sverige – det mest sammenlignelige land – hvor vækstraterne var henholdsvis 28,1 % og 36,0 %.

Det interessante kommer, når man sammenligner udviklingen i BNP per arbejdstime med udviklingen i det gennemsnitlige antal arbejdstimer. Det er tydeligt i den anden figur nedenfor, at det danske arbejdsudbud, målt på timeantal, faldt støt fra 1970 indtil midten af 90erne. Derefter er det også tydeligt, at Nyrup-regeringernes arbejdsmarkedsreformer rettede op på problemet: Efter at have nået en bund, hvor en gennemsnitlig fuldtidsansat dansker kun leverede 90 % af de timer, vores naboer arbejdede, steg antallet til 96 %. Siden starten af 00’erne er antallet af arbejdstimer dog faldet igen til vi nu er tilbage på det absolutte antal, vi leverede i starten af 90erne. Det store spørgsmål, der rejser sig i en sammenligning mellem den første og anden figur er derfor, hvordan BNP per arbejdstime kan stige mens antallet af arbejdstimer falder igen?

En del af svaret kan ses i den tredje figur, og en del kommer fra en applikation af økonomisk teori. Figuren viser hvordan de samlede arbejdsudbud, i form af antal fuldtidsansatte, steg tydeligt efter Schlüter-regeringernes reformer efter 1982, faldt igen, og steg med Nyrup-regeringernes reformer indtil en peak under boomet 2005-2008. Derefter er det styrtdykket med cirka fire procentpoint, så den danske beskæftigelsesfrekvens er en smule lavere end hos vores naboer. Dette dyk er værd at bemærke, da det som man kan se af både nabokurven og den stiplede kurve ikke er sket i vores nabolande.

Overordnet er udviklingen således, at BNP per arbejdstime faldt markant i forhold til vores naboer i starten af 90erne. En hel del af denne udvikling kan tilskrives de flere mennesker på arbejdsmarkedet og i særlig grad det forøgede antal arbejdstimer per ansat. Den sidste arbejdstime er i sagens natur ikke lige så produktiv som den første, og når man forøger antallet af arbejdstimer, sænker man derfor hvad man i gennemsnit får ud af arbejdstiden. Et andet element er, at de ekstra folk i arbejdsstyrken kom fra den ’tynde ende’ af fordelingen. Med andre ord fik man i 90erne flere mennesker på arbejdsmarkedet, men mange af dem var ikke specielt produktive. Et andet forhold er, at der i perioden fra midt-90erne og godt ti år frem blev ansat flere i den offentlige sektor, hvis beskæftigelse steg omtrent fem procent. Disse beskæftigede bidrog heller ikke med at gøre Danmark mere produktivt.

Sidst, men ikke mindst, skal det med at siden 2007 har relativt mange danskere helt forladt arbejdsmarkedet og de tilbageværende arbejder færre timer. Det har derfor helt mekanisk forøget BNP per arbejdstime, men ikke hjulpet på den danske velstand. Danmark har stadig et produktivitetsproblem, og som det burde være klart, har arbejdsmarkedsreformerne de sidste 25 år ikke hjulpet på det.

Hvordan har dansk økonomi det?

Valgkampen er fuld af påstande om, at Danmarks økonomi har det godt. Der er helt åbenlyst fuld beskæftigelse, og der er endda historier i medierne om mangel på arbejdskraft nogle steder i landet. Statsministeren praler også af, at der er vækst igen, og oppositionen fortæller samme historie som baggrund for, at man så kan bruge nogle flere penge. Og om det er regeringen eller oppositionen, betyder flere penge, at det offentlige skal bruge flere penge. De fleste almindelige danskere jeg taler med, er ligeledes overbeviste om at det går godt i Danmark. Det var derfor kærkomment, da et tweet fra punditokraternes med-redacteur Niels Westy i weekenden mindede læserne om, at det faktisk ikke går særligt godt.

Bruger man den helt nye version af the Penn World Tables, der udkom i sidste måned, viser billedet sig at være meget anderledes end det, medierne skriver om. Som PKK’s tweet viser, er BNP per indbygger helt overordnet steget med 11,6 % i Danmark siden 2000. Nok er danskerne dermed blevet rigere, men vores svensker naboer på den anden side af Øresund har i samme periode set en indkomststigning på 25,1 %. Svensk økonomi er med andre ord vokset mere end dobbelt så hurtigt som den danske siden 2000. Udvider man sammenligningen, som vi gør i figuren nedenfor, viser det sig at Danmark ikke blot vokser langsommere end Sverige. Landet er blandt de langsomst voksende økonomier i Vesteuropa: Kun Grækenland og Portugal, der begge oplevede voldsomme kollaps i den finansielle krise, og Italien, hvis økonomi har være gået i stå i lang tid, har haft ringere vækst. Gennemsnitsvæksten på tværs af de 20 lande var 17,7 % og således en halv gang højere end den danske. Danmark har med andre ord helt tydeligt klaret sig forbløffende ringe økonomisk.

Hvad er der så galt? Skal man svare på det, kan en sammenligning med Sverige – det samfund, der allermest ligner det danske – give en række indikationer. Beskæftigelsesfrekvensen (for hele befolkningen) er gennem perioden 2000-2017 steget med 2,8 % i Sverige, men faldet med 1,9 % i Danmark. Ser man i stedet på antallet af arbejdstimer per indbygger, er det kun steget med 0,7 % i Sverige, mens det er faldet med 6,5 % i Danmark. Forskellen i væksten i arbejdsudbuddet – den parameter, forskellige regeringer har holdt øjnene på siden slutningen af 90erne – er der således et gab på 7,2 procentpoint mellem Danmark og Sverige. Det forklarer dermed ikke vækstforskellen på 13,5 procentpoint. Selv når man ser på udviklingen i BNP per medarbejder, er den svenske arbejdsproduktivitet steget 50 % hurtigere end den danske.

Et af de problemer, man hurtigt kan se i de nye tal fra the Penn World Tables, er således at det samlede danske arbejdsudbud er faldet siden 2000, på trods af flere reformer med det modsatte formål. Nok har reformerne gjort en forskel, som flere studier har peget på, men de har ikke formået at opveje de demografiske ændringer, der fører til flere mennesker på pension og efterløn, ligesom man kan overveje om flere andre helt har forladt det danske arbejdsmarked. Det er dog, som tallene viser, kun en del af historien. Den anden del handler om produktivitet.

Det er derfor, vi viser det simple plot i den anden figur. Nogle økonomer, inklusive mindst en som jeg har stor respekt for, har hævdet at arbejdsudbudsreformerne også påvirker den danske produktivitet. Andre ser på spørgsmålet på samme måde som jeg gør: Der er ingen grund til at tro, at flere mennesker på arbejdsmarkedet vil gøre dem, der allerede var der, mere produktive. Og som det er relativt let at se i figuren, er der ingen generel sammenhæng mellem udviklingen i beskæftigelsesfrekvensen og udviklingen i nationalindkomst per indbygger.

Der er med andre ord ikke noget, der peger på at arbejdsudbudsændringer har påvirket økonomiens dynamik, selvom reformerne nok har haft den officielle hensigt at øge statens skatteindtægter og sænke dens overførselsudgifter. Det er således svært ikke at konstatere, at den vigtige faktor til at forstå den meget lave vækst i Danmark er, at vi i det mindste siden 2000 – og sandsynligvis noget før – ikke er fulgt med den internationale produktivitetsudvikling. Og det værste er, at der ikke er noget det tyder på, at vi har ordnet problemet.

Dansk CO2-udledning i 55 år

Der er de senere år blevet sagt og skrevet meget om CO2-udledninger i Danmark og resten af den vestlige verden. Meget af det er rent vrøvl, og et af de væsentlige problemer i debatten er en mangel på fakta. Vi hjælper derfor i dag debatten en smule på vej ved at vise, hvordan udledningerne faktisk har udviklet sig over mere end et halvt århundrede. Vi lader det være op til vores læsere at fortolke dem og bedømme, om udviklingen er god eller dårlig. Vores ærinde i dag er helt simpelt: At forsyne læserne med fakta.

Disse fakta kommer fra Verdensbankens World Development Indicators-database, hvor man kan finde data for den danske udledning af CO2 siden 1960, og med de seneste tal fra 2014. Tilsvarende tal findes for vores nabolande – Nordeuropa – med Tyskland som en undtagelse, da landet først er med i dataene fra 1991; dvs. fra genforeningen var en realitet. Nedenfor plotter vi to tal for Danmark (de blå linjer) og et gennemsnit for Nordeuropa (de røde linjer). De to tal er de årlige CO2-udledninger per indbygger i metriske tons (de stiplede linjer og på en skala angivet på den højre y-akse) og CO2-intensiteten i produktion, målt ved kilo CO2 per 1000 dollars økonomisk aktivitet (de optrukne linjer og på en skala angivet på den venstre y-akse).

Set over hele perioden har Danmark haft cirka 10 % højere udledninger per indbygger, men denne situation ændrede sig i 1980erne og siden slutningen af 1990erne har de danske udledninger været lavere. Det er også let at se, at dansk økonomisk aktivitet i gennemsnit har haft 20 % lavere CO2-intensitet end vores nabolande. Toppen af udledningerne var lige omkring 1970 og med undtagelse af en underlig og meget synlig ’spike’ i 1994, er både udledningerne per indbygger og intensiteten i produktionen faldet siden da. Den danske CO2-intensitet i produktion de seneste år, som vi har mål for, er cirka en fjerdedel af det den var i 1970. Vores nabolande har set en lidt svagere udvikling – og deres udledningerne toppede i 1979-1980 – men er i dag på godt en tredjedel af hvad den var for 49 år siden.

Den danske reduktion af CO2-intensitet har også været hurtigere end de fleste andre steder siden 1990: I gennemsnit reduceres intensiteten i Danmark med 3 % per år, hvilket er noget hurtigere end det generelle nordeuropæiske gennemsnit på 2 %. Den hurtige danske reduktion er dog interessant nok den samme som i Storbritannien, der i langt højere grad er et industriland end Danmark, men faktisk også reducerer deres CO2-intensitet med en fart af 3 % per år.

Er Danmark et grønt eller sort land, gør vi ’nok’ for miljøet, og bevæger verden sig i den rigtige eller forkerte retning er store spørgsmål, som vi ikke besvarer her på stedet. Men hvis man er interesseret i at diskutere dem, er man nødt til at starte med fakta om, hvordan udviklingen faktisk er. Nogle af de fakta er hermed givet.

Hvor rige er danskerne egentlig?

I løbet af efteråret er det så småt gået op for flere folk, at den danske økonomi – på trods af positive som fuld beskæftigelse, overskud på betalingsbalancen og stigende huspriser – faktisk udvikler sig ganske langsomt. Der er muligvis en gryende forståelse for, at den type nøgletal er aldeles ubrugelige og potentielt direkte misvisende, hvis man vil vide noget om den dynamiske udvikling. Flere politikere er også begyndt at advare om, at Danmark risikerer at falde ud af verdens top ti, hvis det fortsætter fremover som hidtil, mens andre synes at insistere på at tro, at alt er godt.

Men et er, hvad man tror, og andet er fakta. Som Peter Kurrild-Klitgaard tweetede forleden, er det på tide at minde om, hvor rige danskerne rent faktisk er. Kurrild gjorde det ved at henvise til sin fremragende klumme i Berlingske for to år siden.. Vi gør det med opdaterede tal fra CIAs World Factbook i det følgende.

Ser man på den købekraftsjusterede nationalindkomst per indbygger, er Danmark ganske langt fra top 10 – vi er nummer 21 i verden. Man skal dog tage hensyn til, at det danske offentlige forbrug er ganske stort, ligesom det heller ikke er sikkert, at vi får specielt meget ud af investeringerne i Danmark. Ser man derfor i stedet på privatforbruget – dvs. den del af nationalindkomsten, som er tilgængelig for borgerne – rykker Danmark fire pladser ned til nummer 25.* Figuren nedenfor illustrerer, hvor vi (den røde søjle) lå i forhold til de 64 andre lande i verden med en nationalindkomst per indbygger over 24000 (købekraftsjusterede) dollars i 2017.

De tre lande umiddelbart under Danmark er Belgien, Holland og Japan, dvs. lande vi normalt sammenligner os med. Interessant nok er de tre lande umiddelbart foran os Finland, Trinidad og Tobago, og de Amerikanske Jomfruøer – det tidligere Dansk Vestindien. Af andre lande, som man normalt tror vi er rigere end, men ikke længere er det, kan man nævne Taiwan (nr. 17), Canada (nr. 14) og Storbritannien (nr. 11).

Den vigtige pointe, som vi har understreget før, er at danskerne slet ikke er så rige, som vi går og tror. En væsentligt del af problemet skyldes den meget store offentlige sektor, som på flere måder begrænser den indkomst, almindelige danskere kan disponere over. Den er også en del af forklaringen på, hvorfor den danske økonomi har vokset så langsomt i snart 25 år – det, Martin Ågerup på det sidste ganske passende har døbt den danske ’vækstkrise. Som f.eks. Andreas Bergh og Magnus Henrekson viste for år tilbage, er en stor offentlige sektor praktisk taget altid forbundet med lavere vækst. Selvom man, som adskillige af mine studerende gør, kan finde på typer af offentligt forbrug, der kan være gavnligt for væksten, er den faktiske situation, at politikere typisk bruger langt flere midler på ting, der begrænser den.

Vi har ingen umiddelbare trylleformularer til at ordne problemet. Baggrunden for dagens post er i stedet, at disse problemer burde være et hovedtema i den valgkamp, der har raset siden i sommers og næppe er slut før juni. Om der er en eneste politiker på Christiansborg, der er moden og ansvarlig nok til at sige det offentlige, er et helt andet spørgsmål.

 

* Bruger man i stedet verdensbankens tilsvarende tal, er Danmark nummer 19. Det bør dog noteres, at der er fire lande i CIAs database, der ikke er tal for hos Verdensbanken. To af disse har privatforbrug meget tæt på det danske. I bedste fald kan man således ved hjælp af den alternative kilde ’snige’ Danmark op på plads nummer 21.

Verdens økonomiske frihed 2018

I går udkom den årlige rapport om Economic Freedom of the World fra the Fraser Institute i Vancouver. Fraser Institute har siden 1996 udgivet både den årlige rapport og vedligeholdt et datasæt over de fleste af verdens lande, der rækker tilbage til 1970. Fra 2000 er der årlige data tilgængelige, der som altid er sorteret i fem komponenter: Størrelsen på den offentlige sektor, kvaliteten af retsvæsenet, kvaliteten af pengepolitikken og de pengepolitiske institutioner, åbenhed for handel og internationale investeringer, og offentlig regulering af produkt-, kredit-, og arbejdsmarkeder. Det overordnede EFW-indeks er sat på en skala fra 1 (nogenlunde nordkoreansk standard) til et ideal på 10. Indekset kommer ofte i medierne og var per 2013 brugt i mere end 400 videnskabelige artikler. Interesserede kan læse Bob Lawson og Josh Halls oversigtsartikel her (eller en tidligere ungated version her).

Det geniale ved indekset – om man er ideologisk enig eller ej med Gwartney, Lawson og Hall, der er hovedmændene bag – er at det gør forskelle på lande meget transparente. Som de senere år toppes listen af Hong Kong (8,94) og Singapore (8.84) med New Zealand på en tredjeplads (8,49). Bunden er den næsten forventelige katastrofe Venezuela (2,88), med Libyen (4,74) og Argentina (4,84) som de svageste lande, der ikke er i økonomisk frit fald.

Indekset tillader også at følge de samme lande over tid, og evt. sammenligne dem med andre lande. Danmarks indeks i 2000 var således 8,06 og dermed 8 % højere end gennemsnittet for vestlige / OECD-land, og 6 % højere end vores nabolandes. 16 år senere i 2016 er indekset faldet til 7,77 (den blå linje), og nu kun 2 % højere end det vestlige gennemsnit og cirka 1½ % under vores naboers (den stiplede blå linje).

En pudsig detalje er, at der ikke er sket noget markant med den offentlige sektors størrelse gennem de 16 år. Fokuserer man derfor i stedet på de fire komponenter af indekset (den sorte linje), der ikke har noget at gøre med det offentlige forbrug er Danmarks indeks faldet fra 8,07 til 7,63, mens vores naboers faktisk er steget fra 8,36 til 8,70. Vi plejede således ved slutningen af Nyrups regeringstid at ligge godt 3 % lavere end naboerne, og er per 2016 godt 12 % svagere stillet.

Konklusionen, der er meget klar i EFW-indekset, er at i løbet af en tid med 78 måneders socialdemokratisk regering og 124 måneders Venstre-ledet regering er Danmark relativt til vores naboer, blevet mindre økonomisk frit. På trods af at både Fogh, Løkke og Thorning blev skældt ud på venstrefløjen for at føre ’neoliberal’ politik (hvad end det betyder), er der ingen tegn på, at staten fylder mindre. Almindelige danskeres frihed er blevet begrænset.

Og hvad så, kunne man forledes til at tro. Gwartney, Hall, Lawson og det nye medlem af teamet Ryan Murphy viser på pædagogisk vis i første kapitel, at økonomisk frihed har klare konsekvenser. Den er for eksempel, som nedenstående figur fra rapporten viser, stærkt forbundet med udbredelsen af absolut fattigdom. Der eksisterer også en række studier, der peger på at økonomisk frihed er positivt forbundet med langsigtet økonomisk vækst. Det er derfor nærliggende at se den falden økonomiske frihed i Danmark som en af årsagerne til, at landet ikke følger økonomisk med naboerne.

Økonomisk frihed er et vigtigt samfundsøkonomisk koncept, og et der giver indsigter man ofte ikke havde regnet med. Hele rapporten – eller blot introduktionen eller dens summary – er derfor stærkt anbefalet, og i særlig grad til politikere.

Dansk udvikling skuffer stadig

I går bragte Børsen en klumme om dansk udvikling, skrevet af undertegnede. Pointen i klummen, som kan læses her og som vi adskillige gange har skrevet om her på stedet, er at dansk udvikling er skuffende. Vores økonomiske udvikling følger ganske enkelt ikke med vores nabolandes. Centralt i klummen er dokumentation for det faktum, som de færreste politikere vil tale om:

Bruger man Verdensbankens sammenlignelige data på udviklingen i borgernes købekraft siden 1995, er danskernes vokset 1,1 % i gennemsnit. Samme vækstrate var 1,4 % i vores nabolande Sverige, Norge, Storbritannien, Tyskland, og Holland som vi ofte sammenlignes med, og 1,5 % i EU som helhed. Forskellene kan lyde meget små og relativt ligegyldige, men som enhver kapabel økonom ved, ser selv væsentlige vækstforskelle ofte besnærende små ud.

Problemet er illustreret i figuren nedenfor, hvor det der nok umiddelbart ligner en mindre forskel, over årene mellem 1995 og 2017 bliver ret betragtelig. Den optrukne, sorte linje viser Danmarks faktiske udvikling i købekraftskorrigeret BNP per indbygger (tal fra Verdensbanken), den røde er et gennemsnit af vores nabolande, mens den stiplede sort linje indikerer, hvordan Danmarks udvikling havde været, hvis vi havde haft samme vækst som naboerne. Som jeg noterer mig i Børsen, ville det danske BNP per indbygger have været 23.500 kroner større, hvis Danmark havde haft samme vækstrate – dvs. fulgt den stiplede linje – som vores naboer. Den småstiplede linje indikerer derfor, hvor stor den danske nationalindkomst er relativt til naboernes.

Det grundlæggende problem er tydeligvis et produktivitetsproblem: Ser man på OECDs indikator for multifaktorproduktivitet, er den danske i gennemsnit vokset med 0,27 % om året siden 1995, mens vores naboers er vokset med 0,78 %. Produktivitetskommissionen skrev om problemet for få år siden, men uden at politikerne på Christiansborg gjorde noget som helst ved det eller blot gjorde som om, de var interesserede. Produktivitetsproblemer er åbenbart så langsigtede, at de er politisk irrelevante – de manifesterer sig jo ikke før efter næste valg – og så længe de fleste vælgere ikke rigtigt opdager, at vi er ved at blive de fattigste i Norden, gør det åbenbart ikke noget.

Hvordan ser opsvinget ud?

I sidste uge skrev min Børsen-kollega Signe Roed-Frederiksen om det opsving, som adskillige politikere glæder sig så meget over. Der har været vækst i dansk økonomi de sidste seks år i træk, og beskæftigelsen er høj og stigende. Dansk Industri var endda ude forleden med en umiddelbart glædelige nyhed, at der nu er flere i beskæftigelse end før krisen satte ind. Man får det indtryk, at det går godt i dansk økonomi – og meningen er formodentlig, at man skal tilskrive de gode nyheder til regeringens politik. Fagbevægelsen brugte også de åbenbart gode tider fornylig til at presse en meget dyr – og formodentlig alt for dyr – overenskomst igennem på det offentlige område.

Problemet er, som Signe meget præcist formulerer det, at opsvinget ikke ligefrem er ’buldrende’ – det er ”fortsat et opsving med forbavsende lav flyvehøjde.” Nok er der nu 2.765.250 danskere i fuldtidsbeskæftigelse, hvilket er 5845 flere end i starten af 2008, men som Signe påpeger, er der kommet 20.000 flere i arbejdsstyrken i forhold til dengang. Så der er reelt ikke tale om nogen rekord, men blot varm luft fra DI. Og nok er der vækst i dansk økonomi, og væksten i BNP ser ud til at blive cirka 1,9 % i år. Som jeg understregede overfor en forsamling hos VU Aarhus i går aftes, skal man dog passe på med at læse dét tal: De 1,9 % er i det totale BNP, og ikke BNP per indbygger. Danmarks befolkning er de senere år vokset med cirka ½ % per år, hvilket bringer væksten i nationalindkomst per indbygger ned  omkring 1,4 % – og dermed ikke noget at prale med. 1,4 % er cirka ½ % under såkaldt ’trendvækst’, dvs. den vækstrate, økonomien har i normale tider.

Som vi har understreget flere gange her på stedet, er det langt mere interessant at se på, hvordan det går dansk økonomi på langt sigt. Det viser figuren nedenfor, der plotter to BNP-serier (per indbygger, en linje baseret på nationale priser, og en prikket linje baseret på købekraftskorrigerede tal) for Danmark og et gennemsnit af vores økonomiske nabolande. Figuren viser først og fremmest den udvikling, der burde være kendt hos vores læsere, i nationalindkomst per indbygger siden 1995, hvor det er tydeligt hvordan Danmark ikke følger med. Det var blandt andet denne udvikling, som Produktivitetskommissionen beskæftigede sig med for nogle få år siden, og som danske politikere stadig i dag helt og totalt ignorerer. Set over de sidste cirka 25 år er dansk trendvækst langsommere end væksten hos de mest sammenlignelige lande.

For det andet visere figuren dog også, hvordan denne udvikling fortsætter i det såkaldte opsving. Ser man på den købekraftskorrigerede serie – den mest sammenlignelige og også mest relevante for danske forbrugere – er den danske økonomi samlet set vokset cirka 3,8 % siden væksten startede igen i 2011. Gennemsnittet for vores nabolande i samme periode er 5,0 %, og tager man forecast fra IMFs World Economic Outlook fra april, regner man med at den danske økonomi også i år vokser 0,4 % langsommere end nabolandene. Dét estimat skal endda tages med et gran salt, da IMF stadig regner med ganske langsom vækst i Storbritannien, der ellers ikke har oplevet den nedgang som analytikerne regnede med efter Brexit.

Bundlinjen, som politikere på begge sider af Christiansborg burde tage alvorligt, er at det faktisk ikke går ret godt med den danske økonomi. Det kommer dog næppe til at ske, og mindst tre forhold står i vejen for at politikerne offentligt anerkender problemet. Først er der ingen grund til at rokke ved båden så tæt på et valg – og i et land som Danmark, hvor statsministeren altid kan udskrive valg, er valget altid potentielt tæt på. For det andet frygter politikerne at lave reformer, bl.a. fordi de tror at danskerne elsker velfærdsstaten som det forestiller sig den er i dag, og bl.a. fordi politikerne tror at reformer er upopulære (hvilket de ikke er – se her). Og for det tredje er de stærkeste danske særinteresser – de offentlige fagforeninger og kommunale byrådskonger – bestemt ikke interesserede i reformer, der kan true deres status. Problemerne burde være velkendte og dansk økonomi skriger på reformer, der kan løfte produktivitetsudviklingen, men de effektive reformer er de mindst sandsynlige. I stedet for at erkende problemet, løber de 179 fjolser rundt på Christiansborg og leger kustoder i et socialdemokratisk museum.

Udlandsgæld – hvad for en udlandsgæld?

En af ugens store nyheder, som både er omtalt i DR og andre medier, og ikke mindst med stor glæde af Finansministeriet, men også af f.eks. Irish Times (hattip: Niclas Berggren), er at Danmark siden mandag eftermiddag ingen gæld har i udenlandsk valuta. Med andre ord er landet for første gang siden starten af 1800-tallet uden en egentlig udlandsgæld (se figuren nedenfor). Den resterende gæld på cirka 35 % af BNP er alt sammen denomineret i danske kroner, og således at regne for primært indenlandsk gæld. Begivenheden er meget forståeligt blevet fejret, og alle medier har set det som en milepæl i dansk økonomisk udvikling. Traditionen tro vil vi derfor stille det nærmest kætterske spørgsmål, om den danske nulgæld er en utvetydigt positiv nyhed.

På den ene side er det naturligvis en stor og positiv nyhed, at Danmark nu er gældfrit overfor udlandet. Er man gammel nok, kan man huske TV-Avisens illustration af Knud Heinesens vurdering af at ”vi har kurs imod den, og vi kan se” kanten af afgrunden. Udtalelsen kom på baggrund af, at Heinesen afgik som finansminister fordi statsminister Anker Jørgensen nægtede at ændre den økonomiske politik i en ansvarlig retning. Jørgensen udnævnte i stedet den mere føjelige Svend Jakobsen og fortsatte det, der bedst kan karakteriseres som finanspolitisk buksevæden indtil 1982. Det blev op til forskellige regeringer, ledet af Poul Schlüter fra oktober 1982, at rette op på ubalancerne i den økonomiske politik. Derefter bragte en højreorienteret mindretalsregering finanspolitisk ansvarlighed tilbage i dansk politik i en grad, så et hovedmål med Poul Nyrups regeringer i 90erne blev at demonstrere, at Socialdemokraterne ikke længere var hovedløst uansvarlige, men kunne matche den anden side af Folketinget. 1982 var øjeblikket, hvor hovedparten den danske politiske elite valgte en nordeuropæisk løsning i stedet for at fortsætte ned ad den græske vej, man havde taget siden sidst i 60erne.

Schlüters kovending i dansk økonomisk politik illustrerer dog også på finurlig vis problemet ved ikke at have nogen særlig udlandsgæld. Når man i et politisk system med vælgere, der holder politikerne til et minimum af ansvarlighed og hæderlighed, har et potentielt problem, vil problemet både skabe en stemning for at vælge politikere, der i det mindste opfører sig som om de er ansvarlige, og en viden blandt politikere om, at der findes disciplinerende kræfter. Udlandsgælden og mindet om, hvad der skete sidste gang vi ignorerede den type problemer, skabte incitamenter hos alle de større partier for at opføre sig nogenlunde ansvarligt. Gælden begrænsede, gennem en slags ’Damokles-sværd effekt’, hvor populistiske og kortsigtede, danske politikere kunne være i den økonomiske politik. De har gennem snart 20 år ignoreret et langsigtet produktivitetsproblem, men i den relativt kortsigtede politik har både venstre og højre side af Folketinget fokuseret på ikke at skabe større underskud.

Spøgsmålet bliver derfor, om den nye situation ændrer på dansk politik. Man kunne for eksempel forestille sig, at en politiker bliver stillet overfor en situation, hvor hun enten gør det budgetmæssige ansvarlige, eller spenderer storslået, med en voksende gæld som konsekvens. Problemet er, at hun nu – på faktuelt umiddelbar sikker grund – kan spørge: Udlandsgæld – hvilken udlandsgæld. En af bremserne på den ellers galoperende uansvarlighed i børnehaven på Slotsholmen er med andre ord væk. Og hvem ved, hvad danske politikere kan finde på, når de disciplinerende bremser på deres ideer er væk?

Hvor dårligt går det i Danmark?

Vi har flere gange skrevet om, hvor dårligt det går i Sydafrika (ikke godt), Brasilien (virkeligt dårligt) og Venezuela (katastrofalt). Et rimeligt spørgsmål er derfor, hvor dårligt det går i vores eget land? Spørgsmålet er ikke mindst interessant fordi regeringen påstår, at det går tydeligt fremad, som det f.eks. kan ses i Konvergensprogrammet for 2016.

Dagens mål for, hvor godt eller skidt det går i Danmark, er det private forbrug, målt i faster priser og sæsonkorrigeret. Figuren viser privatforbruget i 1000 kroner per person i Danmark hvert kvartal fra 1995 til og med 2015. Spørgsmålet til enhver læser, der ikke er politiker – eller måske er en af landets tre-fire ærlige af slagsen – om man kan se tydelige tegn på, at det går bedre? Finanskrisens impact er klar for enhver, men siden 2009 har privatforbruget fluktueret omkring samme niveau som det havde i 2004-5. Ethvert tilløb til en trend synes at være forårsaget af en vis genopretning af boligforbruget, og ikke resten. Det samme kan ses i de simple tal, hvor privatforbruget inklusive boliger er faldet med 4,5 % siden krisens start, mens faldet eksklusive boliger er 6,5 %.

dårligt i DK

Så hvad er der gået galt i Danmark, som ikke gik galt i f.eks. Sverige? I vores naboland er privatforbruget faktisk steget med omkring 8 % siden krisens start. Som jeg også har skrevet tidligere i bl.a. Børsen er min favoritforklaring Policy Uncertainty. Danske politikere har ikke blot øget reguleringsbyrden, men har også øget den fundamentale risiko, der kommer fra at det private erhvervsliv (og dele af den offentlige sektor) ganske enkelt ikke længere ved, hvad Folketinget kan finde på. Sagt med andre ord har landets politikere valgt at ignorere Regel Nr. 1 for Ordentlig Politik: Statens rolle er først og fremmest at undgå at stå i vejen for borgerne.

Mere om danske problemer

Som vi har skrevet om tidligere, klarer Danmarks sig faktisk ikke særligt godt i forhold til vores naboer. Dagens figur er et eksempel på disse problemer: Dansk iværksætteraktivitet er nemlig svagere end vores nabolandes. Tallene er fra Compendia-databasen og er sammenlignelige self-employment data, målt ved den private ejerskabsrate af små og mellemstore firmaer udenfor landbrug. Mens ejerskabsraten er faldet cirka 15 procent siden først i 70erne i Danmark – selvom den er steget efter reformerne i midt-80erne – halter vi tydeligt efter resten af Skandinavien. Og givet at iværksætteraktivitet af denne type ser ud til at være vigtig for introduktionen af produktivitetsfremmende tiltag (læs f.eks. her), er det måske heller ikke så mærkeligt, at vi har et relativt produktivitetsproblem i dag?

e-ship i sca

1,4 procent?

Den forgangne uge i dansk politik har budt på både drama og morskab. Morskaben, i det mindste hvis man er økonom, kom i form af regeringens forventning til dansk økonomi. Man valgte, da man tirsdag fremlagde redegørelsen og finanslovsudspillet, at fastholde en officiel forventning om 1,4 procents vækst i 2014 og cirka 2 procent i 2015. Uanset de politiske og faglige forskelle på danske nationaløkonomer, talte vi alle med én stemme: Det er helt usandsynligt, at Danmark når 1,4 procent i år. Min egen vurdering, som DR bragte, er at regeringen skal være endda meget heldig, hvis vi når den ene procent.

Danmarks Statistik bragte mere morskab senere på ugen, da kvartalstallene for foråret 2014 blev offentliggjorte. Dansk økonomi skrumpede 0,3 procent i andet kvartal i forhold til samme kvartal i 2013, med et helt uændret privatforbrug, men en markant forringelse af handelsbalancen. Betalingsbalancetallene reflekterer, at to af vores tre største eksportmarkeder – Tyskland og Sverige – er gået i recession og at flere andre centrale markeder heller ikke har det for godt.

Regeringen har således tre problemer. Problem nummer et er, at finanslovsudspillet går til den absolutte grænse hvad angår både EU’s regler og den danske budgetlov. Medmindre man ignorere loven og de europæiske regler, er der ikke noget at give af – man kan ikke udvide det samlede budget. Når man samtidig ved, at regeringen sigter efter en finanslov med rød blok, er det svært at se hvordan det skal kunne lade sig gøre.

Problem nummer to er, at dansk økonomi, og i særdeleshed de private investeringer, er næsten totalt stagneret. Som man kan se på figuren nedenfor, der viser privat forbrug, offentligt forbrug og investeringerne (i faste priser, indekseret til 1 i første kvartal 2000, hvor der var økonomisk nedtur), er investeringerne faldet dramatisk gennem krisen og de har ikke rettet sig op. Med det samme investeringsniveau som sidst i 1990erne, hvordan forventer regeringen så at dansk økonomi pludseligt skal begynde at vokse kraftigt igen? Problemet reflekterer, at selvom forbrugertilliden synes at have rettet sig op, er det private erhvervsliv stadig skeptisk over den fremtidige udvikling. Man sætter under alle omstændigheder ikke mange større investeringer i gang, medmindre man fornemmer en vis sikkerhed for, at der ikke kommer nye politisk hovsaløsninger og reguleringer.

DK kvartalsudvikling

Det tredje problem er det, ingen taler om. At komme ud af krisen betyder, at man vender tilbage til trendvækst – den vækst, man har i almindelige år. Problemet, som ingen på Christiansborg synes at erkende, er at dansk trendvækst er langsommere end vores nabolandes! Uanset at vi kommer ud af krisen, er Danmark stadig langsomt, men sikkert, på vej ned ad ranglisten. Vi har et langsigtet vækstproblem som er ved at bringe os ud af Top 20 i verden. Ifølge de seneste opgørelser fra CIA (i the World Factbook) er tyskerne nu 4 % rigere end os og svenskere og islændinge – på trods af deres økonomiske kollaps i 2007-8 – er 7 % rigere end os. Hvad med om man tog det problem alvorligt i stedet for de evindelige, kortsigtede lappeløsninger der kun giver mening i det, der i Folketinget hedder ’den politiske virkelighed’?

Utroværdige Trusler

En af de ting jeg har lært om børneopdragelse er at man skal undgå utroværdige trusler. Dine børn lærer hurtigt at læse dig, og i den sidste ende mister du troværdighed og autoritet. Med rette.

Lidt på samme måde er det med den danske regerings reformdagsorden. Den blev solgt på det offentlige underskud. Vi skal rette op på finanserne. Men som jeg tidligere har prøvet at påpege her på bloggen er de offentlige finanser et af de områder hvor Danmark ikke har større problemer. Vi har en minimal offentlig nettogæld. Før recessionen var der solide overskud. Og selv efter er underskuddet ikke stort ift. hvad andre lander arbejder med. Læs resten