Tag-arkiv: Dansk politik

Man slog et erhverv ihjel

Der er næppe mange danskere der ikke ved, at regeringen onsdag lukkede Nordjylland ned – med Aalborg som undtagelse – og effektivt spærrede folk inde i deres hjemkommune. Begrundelsen var, at Seruminstituttet havde fundet en mutation af Sars-CoV-2 i smittede mink. Man besluttede således, at alle mink i Danmark skal slås ihjel og dermed også, at minkopdræt skal holde op. Med andre ord besluttede regeringen med et sundhedshensyn som official begrundelse, at ulovliggøre et helt erhverv.

Minkproduktionen i Danmark beskæftiger cirka 6000 mennesker direkte, og en del flere i relaterede erhverv og underleverandører, og skabte for blot to år siden en eksportindtægt på 5,7 milliarder kroner. Erhvervet er et af adskillige danske nicheerhverv, der er kendetegnede ved højt specifik know-how og et intensivt avlsarbejde over mange år, der har gjort det globalt førende. Det er denne bragende økonomiske succes, som regeringen reelt nu slår ihjel med åbne øjne og på en baggrund, der i bedste fald er stærkt tvivlsom og i værste fald er ren løgn. Det er i hvert fald værd at bemærke, at Enhedslisten – regeringens måske mest loyale støtteparti – den 7. oktober stillede lovforslag om at ulovliggøre minkproduktion i Danmark.

Mens regeringen og Seruminstituttets Kåre Mølbak onsdag fremstillede minkmutationen af Sars-CoV-2 som en væsentlig trussel, har det i dagene efter vist sig, at man ikke har fundet et eneste eksempel på denne mutation siden september. Flere forskere vurderer derfor, at mutationen allerede er uddød, sandsynligvis ikke har været videre farlig, og på ingen måde har været en trussel mod en kommende vaccines effektivitet (se f.eks. professor Kasper Planeta Kepps oplysende twittertråd). Uanset hvad man gør kommer der hele tiden mutationer af vira, og når man først har en vaccine, er det relativt let at tilpasse den nye varianter. Som en sidebemærkning regner de fleste forskere også med, at nye mutationer typisk bliver svagere – mere farlige mutationer af en eksisterende virus har en tendens til relativt hurtigt at slå sig selv ihjel.

 Minkerhvervet er således blot det sidste offer for regeringens absurde og ofte løgnagtige coronastrategi, der siden april har ført til decideret misrøgt af størstedelen af den danske befolkning. Man forsøger således stadig at formidle et indtryk af, at den nye coronavirus er så farlig som pest eller ebola, i stedet for influenza. Kåre Mølbak påstod for eksempel forleden – som vi påpegede her på stedet – at 95 % af dem der dør med Sars-CoV-2 dør af virussen. Svenske og italienske studier peger på cirka 12-15 %, mens det amerikanske CDC vurderer, at det er 6 % af tilfældene.

Sandheden er, at de nyeste estimater giver en fatalitet for den nye virus i omegnen af to promille, så dens farlighed ligner en influenzasæson som den, Danmark oplevede i 2017-18. Som man kan se nedenfor, hvor vi har plottet den daglige dødelighed de sidste fire år (som et rullende 7-dagesgennemsnit), er 2020 helt normalt, uanset adskillige politiske indgreb. Man kan se, hvordan der var markant underdødelighed først på året og en vis overdødelighed i et par uger i marts-april, men helt almindelig dødelighed resten af året. Selv de to tydelige udsving i september og oktober skyldes ikke Sars-CoV-2, som man kan se ved at følge de to stiplede linjer, hvor den grå er alle dødstal minus de coronarelaterede dødstal.  Siden starten af maj har de to ligget oveni hinanden.

Regeringen, godt hjulpet af et stadig mindre troværdigt Seruminstitut, er med andre ord ved at ødelægge dansk økonomi og hundredetusinder af danskeres liv (undertegnedes inklusive) for at ’bekæmpe’ en sundhedsrisiko af en størrelse – en dødelighed omkring to promille – som vi aldrig har reageret på eller talt om tidligere. Det er et magtmisbrug af dimensioner, og det er ingen undskyldning, at andre lande gør det samme. Hvorfor oppositionen og den danske journalister som samlet stand ikke forlængst har reageret, er et usandsynligt trist mysterium.

Hvad foregår der, Frederiksen og Mølbak?

Mette Frederiksen meddelte på bedste diktatorvis fredag aften, at regeringen nu lukker Danmark endnu mere ned. Statsministeren påstod ved mødet, at ” Coronavirussen er tilbage for fuld styrke.” Det er en direkte løgn – medmindre statsministeren og Seruminstituttets direktør Kåre Mølbak da er totalt tal- og evidensblinde – men bliver fremført som officiel begrundelse. I stedet for at skrive længere om ting, vi har dækket adskillige gange her på stedet, er her blot en række spørgsmål om de nye, og i stigende grad bizarre tiltag.

  • Regeringen kræver nu, at danskerne bærer masker alle steder indendørs i det offentlige. Det sker, på trods af at der ingen evidens er for at masketvang eller nedlukninger virker (se f.eks. her)! Tværtimod er der en række studier, der konkret viser at nedlukningspolitik ikke virker (se her, her og her). Man forsøger dermed på at føre en politik, der ingen konsekvenser havde i foråret, og påstår at den virker nu. Hvorfor har man ikke lært noget, eller er regeringen simpelthen ligeglad og spiller kun et politisk spil om at bevare magten?
  • Grænserne lukkes også hårdere ned. I foråret måtte regeringen modvilligt åbne lidt igen, efter pres på to fronter. For det første var smittetrykket og dødstallet lavere i Slesvig-Holsten end i Danmark, og for det andet havde man meget bekvemt ’glemt’, hvor mange i grænseregionen, der arbejder og har familie på begge sider af grænsen. Præcist det samme problem kommer til at gælde for Øresundsregionen fra mandag. Hvordan man løser det, eller om man endnu engang vil demonstrere sin totale ligegyldighed overfor almindelige borgere, må man vente at se. Hvad planen er, kræver et svar.
  • Salg af alkohol forbydes efter klokken 22. Dette tiltag er en reaktion på to tidligere tiltag, der fuldstændigt strandede i utilsigtede konsekvenser for regeringen. Først tvangslukkede man nattelivet klokken 24, men opnåede kun, at festerne fortsatte privat. Så tvangslukkede man det klokken 22, men opnåede det samme, samt at fester og andet startede tidligere. Nu forbyder man al alkoholsalg klokken 22, og regner med at ingen planlægger fremad og sørger for at have købt ind til efterfesten. Hvorfor regner regeringen og Seruminstituttet med, at folk viser sig at være dumme i denne omgang?
  • Grundloven beskytter danskernes forsamlingsfrihed, og tillader kun begrænsninger når der er en konkret nødsituation, og da kun hvis indgrebet er nødvendigt og proportionalt. Men regeringen har nu begrænset forsamlingsfriheden til 10. Hvordan kan det ikke være forfatningsstridigt at begrænse forsamlingsfriheden til 10 personer, når dødstallet er i underkanten af det normale (se figuren nedenfor), og forårets erfaringer viser, at nedlukninger ikke virker? Er det eneste, det kræves for at jurister accepterer et forsamlingsforbud, at regeringen påstår at et forbud vil virke?

Det eneste lyspunkt er, at nogle danske journalister er begyndt at vågne op. Både Frederiksen og Mølbak måtte tale udenom og ty til tågesnak, da de fik flere kritiske spørgsmål fredag. Spørgsmålene afslørede, hvor langt man er villig til at gå for at beskytte sig selv, og også hvor absurd Mølbak til tider opfører sig. Samtidig er det kommet frem, at Sundheds- og Ældreministeriet har begrænset mediernes adgang til aktindsigt om coronavirus. Man har uden at fortælle det til nogen flyttet anmodninger om virussen fra at være dækket af miljøoplysningsloven til at dækkes af den meget mere restriktive offentlighedslov. Tusindvis af mails er også blevet slettet ved en fejltagelse.

Det er på høje tid at oppositionen også vågner, kræver dokumentation for hvad regeringen laver, og begynder at beskytte danskernes grundlovssikrede rettigheder. Den kan passende starte med de fire spørgsmål ovenfor, og arbejde sig videre derfra. Og det er ikke ligefrem en udfordring, fordi regeringen og dens trofaste politiske støtter Seruminstituttet har ikke skyggen af evidens for hvad de laver.

Frygt og diktatur

Hvis der er en følelse, som millioner af borgere i Europa og resten af den rige verden har mødt det sidste halve år, er det frygt. Det er en frygt, som medier over hele verden holder i live, og som visse epidemiologer synes at tilskynde. Men det er også en frygt, som politikere af alle overbevisninger i den demokratiske verden har omfavnet og lært at bruge til deres egne formål.

The Guardian skrev så sent som i januar, hvordan autokratiske populister bruger frygt for at styre deres befolkninger, manipulere sig til større magtbeføjelser og blive ved magten. Det nye i situationen synes at være, at det før kun var diktatorer, der sank så dybt at de brugte frygt som aktivt politisk instrument. Som filosoffen Hannah Arendt noterede efter anden verdenskrig: ”A fundamental difference between modern dictatorships and all other tyrannies of the past is that terror is no longer used as a means to exterminate and frighten opponents, but as an instrument to rule masses of people who are perfectly obedient.” Med andre ord er moderne diktaturer ofte kendetegnede ved, at de bruger frygt som en metode til at holde befolkningen i ro og autoritetstro. Det kræver dog, at der er noget, man kan få dem til at frygte.

David Crane, der var chefanklager ved the International War Crimes Tribunal in West Africa og er professor på Syracuse University, pegede sidste år på den bestemte måde, diktatorer skaber og vedligeholder frygt. Alle succesfulde diktatorer sørger for at definere en bussemand – en gruppe mennesker, et naboland eller et andet fænomen – der truer landet / folks sikkerhed / vores ’way of life’… Formålet med frygten er at skabe en form for falsk loyalitet, ubetinget støtte til regeringen, og en krisestemning hvor folk – inklusive medierne – ikke stiller spørgsmål. I langt de fleste tilfælde er strategien effektiv i ganske lang tid, selvom man ikke kan narre alle hele tiden.

Det forstemmende det sidste halve år er naturligvis, at diktaturernes strategi er præcist magen til den, den danske og mange andre regeringer har navigeret efter i måneder. De har brugt diktaturernes indsigt, at så længe tilstrækkeligt mange mennesker er tilstrækkeligt bange, accepterer de drakoniske indgreb i deres almindelige liv og rettigheder uden at stille kritiske spørgsmål. Det er for eksempel blevet almindelig praksis i mange lande, inklusive Danmark og Storbritannien, at man ikke kan stille opfølgende spørgsmål til pressekonferencer med stats- og premierministre. Hvordan en samlet journaliststand har accepteret dette indgreb uden nogen form for kritik eller protest er et mysterium, men konsekvensen er, at danske journalister i dag opfører sig cirka lige så regeringskritisk som deres russiske kolleger.

Mediernes uformåen, misforståede loyalitet og generelle slaphed i denne situation har bidraget til en stærkt kritisabel situation, hvor en stor del af befolkningen har helt skæve idéer om den faktiske risiko. De bidrager med andre ord til den udbredte frygt. Mange danskere, inklusive en række veluddannede folk i min omgangskreds, tror stadig at dødeligheden af Sars-CoV-2 skal regnes i procenter. Danske medier har således ikke skrevet meget om de nyeste empiriske vurderinger fra f.eks. Nobelprisvinderen Michael Levitt, hvis omfattende metstudier viser at det mest præcise estimat af dødeligheden er 1,5-2 ‰. Den skal sammenholdes med en dødelighed i almindelige influenzaudbrud omkring 1 ‰, at risikoen sættes til 0,3-0,4 ‰ for folk under 70, og at det amerikanske CDC har vurderet, at børn og unge har større risiko for at blive ramt af lynet end at dø af Covid-19.

For en magtsyg politiker er det nuværende naturligvis en ønskesituation. Udfordringen er ikke journalisterne – det burde være klart, at de ikke længere er en demokratisk trussel – men at vedligeholde frygten i befolkningen. Godt hjulpet af seruminstituttet har regeringen fulgt en strategi, hvor man forsøger at gøre danskerne bange. Problemet med denne strategi er, at når man først har investeret sin troværdighed i den, kan man ikke vende om – man er forbi det famøse point of no return. Rent politisk har Mette Frederiksen og hendes hold ikke mange andre muligheder end at fortsætte, fordi ingen politikere vil indrømme, at de tog fejl. Og en fejl til 250 milliarder kroner indrømmer man helt afgjort aldrig! I stedet fortsætter man en kurs, hvor ministre slipper afsted med absurde påstande, seruminstituttet støtter regeringen ved at udbasunere de absolutte smittetal hver dag, uden at nævne de lejlighedsvis flere end 50.000 mennesker man tester dagligt, og hvor langt de fleste journalister stiltiende støtter regeringen. Det hele lader sig gøre, fordi en tilstrækkeligt stor del af befolkningen bliver holdt i frygt. Det 20. århundredes diktatorer har ikke levet forgæves…

Hvem bliver politikere?

Enhver, der har haft tilstrækkeligt at gøre med politikere ved, at de ikke ’andre mennesker’ – politikere er ikke som folk er flest. Hvorfor de ikke er det, og hvordan de er anderledes, må afhænge af selektionsprocessen ind i politik – hvorfor vælger nogle mennesker at blive politikere – og af incitamentstrukturen internt i politik – hvorfor forbliver nogle mennesker i politik. Det er derfor værd at tænke omhyggeligt over, hvem der bliver politikere og hvem af dem, der overlever i politik.

Spørger man vælgerne, ser mange af dem for eksempel det som noget positivt, at politikere er ’beslutsomme’ og ’handlekraftige’. Der lægges vægt på, at politikere kan tage beslutninger, og ’svære’ beslutninger hyldes ofte særligt. I forskningen kaldes dette træk derimod ofte for ’action bias’ og betragtes som et utvetydigt negativt fænomen (se f.eks. Patt og Zeckhauser). Hvorfor er action bias et så særligt træk ved politikere?

Man må allerførst spørge sig selv, hvorfor folk tiltrækkes af politik. Den romantiske forklaring er, at de er særlige mennesker, som gerne vil gøre godt og ændre samfundet til det bedre. Men selv hvis man køber den romantiske fortælling, bliver man nødt til at stille spørgsmålet: Hvorfor tror de, at de er bedre til at bestemme end andre mennesker, og hvorfor mener de, at de har en moralsk ret til at bestemme? Allerede et så simpelt spørgsmål trækker i retning af, at politikere er folk, der har en særlig tro på deres ret til at bestemme over andre, og måske også en særlig tro på deres egen fortræffelighed. Og hvis man ikke køber romantikken, åbner der sig en anden mulighed: Måske er politikere simpelthen folk, der har en særlig smag for at have magt over andre mennesker og derfor tiltrækkes af politik?

Disse overvejelser understøttes af forskning, der peger på at mange politikere har klare psykopatiske træk (se f.eks. her). De er oftere narcissistiske, ansvarsforflygtende, mangler empati, og mener ikke at almindelige regler og et almindeligt krav om ærlighed gælder dem. Det sidste punkt er endda et forhold, der understøttes af selektionsprocessen i politik. Som Sebastian Fehrler, Urs Fischbacher og Mark Schneider viser i et eksperimentelt studie, belønner den almindelige selektionsproces i politik – hvem, der vælges til at stille op for et parti osv. helt generel uærlighed (læs her). På samme måde giver Morris Coats, Jeremy Schwartz og Gökhan Karahan et konkret, moderne eksempel fra det døende tyrkiske demokrati. Som de formulerer det: ”Corruptible politicians become lower-cost competitors even in democracies because they do not feel there are psychic costs to breaking rules.” Eller som Hayek formulerede det i kapitel 10 af The Road to Serfdom, er problemet at “the unscrupulous and uninhibited are likely to be more successful.”

Problemet gælder naturligvis ikke alle, men de fleste politikere er sandsynligvis mennesker, vi helst ikke ville arbejde sammen med. Et særligt træk, der med jævne mellemrum ryster økonomer, er dog ikke deres personlighed, men deres klippefaste tro på egen indsigt. Reelt er mit indtryk, at mange – og måske de fleste – danske politikere lider af Dunning-Kruger Syndromet. Som Dunning og Kruger pointerede i deres oprindelige artikel, er problemet at ”Those with limited knowledge in a domain suffer a dual burden: Not only do they reach mistaken conclusions and make regrettable errors, but their incompetence robs them of the ability to realize it.” Med andre ord er de så inkompetente, at de ikke er kompetente nok til at indse deres fejl. Kombinationen af dyb inkompetence og klippefast tro på egne kompetencer er med andre ord et klassisk fænomen hos politikere, en glimrende forklaring på meget aldeles tåbelig politik, og en del af svaret på, hvorfor særinteresser ofte har så ekstremt let adgang til at påvirke visse politikere.

Dagens bundlinje er således, at mens der findes flinke, velmenende og begavede politikere, er de næppe de fleste. Begynder man at tænke over, hvorfor folk vælger et liv i politik, og hvorfor de vælger at blive der, begynder der også at komme ubehagelige indsigter i, hvem politikere er. Og skulle nogle læsere overveje, hvor præcist det billede er, kan man se på hvilke politikere der frivilligt har forladt politik i de senere år: Var folk som Jakob Axel Nielsen, Pernille Vigsø Bagge og Louise Gade ’nogensinde almindelige politikere?

Hvor er smittestigningen?

Den seneste uge har regeringen advaret danskerne om, at smitten af SARS-CoV-2 er ved at brede sig. Der har for eksempel været lokale udbrud blandt en gruppe slagteriarbejdere i Ringsted, et somalisk miljø i det vestlige Aarhus, ligesom seks tutorer fra Institute for Statskundskab på Aarhus Universitet er smittede. Seruminstituttet har ligeledes advaret fordi man finder flere smittede for tiden. Problemet er bare, at man ikke rigtigt kan stole på den slags information. Grunden er, at de absolutte antal smittede kan være stærkt misvisende, hvis folk ikke også får at vide, hvor mange der bliver testet.

Nedenfor plotter vi således andelen af alle nytestede, der testes positive for SARS-CoV-2, sammen med antallet af danskere, der bliver testet. Den blå linje er andelen af alle testede, der viser sig at være positive, mens den røde linje er antallet af testede. Som det burde være klart for alle, der kan læse en graf, er der ingen tegn på øget smittespredning i Danmark. Til gengæld kan man meget klart se, hvordan testindsatsen er blevet intensiveret siden slutningen af juli. Med andre ord er de øgede smittetal, som Seruminstituttet og regeringen er så bekymrede for, fuldstændigt forklaret af at man tester flere mennesker. Der er med andre ord ikke nogen tegn, der burde give grund til yderligere bekymring.

Om der er flere smittede i Aarhus end tidligere er faktisk ikke lige til at svare på, for Seruminstituttet publicerer ikke tal i deres Epidemiologiske Rapport, der tillader en at beregne andelen af testede, der er positive, per region eller kommune. Man kan dog få et vist indtryk, da rapporten viser, at Region Midtjylland i Uge 32 testede 16.388 personer, mod et gennemsnit på 10.895 i de foregående seks uger. En pludselig 50 % stigning i antallet af testede burde også føre til, at man finde flere smittede…

Hvorfor Seruminstituttet og regeringen insisterer på at kommunikere de absolutte smittetal i stedet for andelen af smittede – det korrekte mål – må stå hen i det uvisse. Her på stedet kan vi dog ikke lade være med at overveje, om det har noget at gøre med det stormvejr, regeringen er på vej ud i efter mediernes afsløringer af statsministerens og flere ministres løgne omkring myndighedernes anbefalinger og ulovlige mangel på udlevering af information til bl.a. Folketingets Ældre- og Sundhedsudvalg.  Eller som Bent Winther formulerede det i en fremragende artikel i Berlingske forleden: Problemet er at ”politikere har en fordel af at puste til frygten frem for at bekæmpe den.” Som enhver autokrat ved, er folk i panik meget nemmere at manipulere.

Omkostningerne ved nedlukningen er ikke kun monetære

Når man politisk tager beslutninger om motorvejsbyggeri, fartgrænser og prioriteringer i sundhedsvæsenet, bruger man en værdi på et såkaldt ’statistisk liv’ på 35 millioner. Mens man naturligvis kan synes, at det er usympatisk og ubehageligt at sætte en økonomisk værdi på liv – og det er svært at være uenig i, at det er et ubehageligt emne – er det ekstremt vigtigt. Hvis investeringer i én type behandling kan redde liv til 500.000 kroner, er det således en god idé at bruge flere midler på den end på de andre, der er dyrere. Man får flere liv reddet for pengene, mens investeringer der indebærer en pris over 35 millioner ganske enkelt vil føre til flere dødsfald for de givne ressourcer.

Som en kollega pointerede for mig forleden dag, indebærer den helt almindelige værdisætning af et statistisk liv, at vi værdisætter danskere, der tilfældigt er blevet syge af Covid-19, langt højere end andre danskere. Hvis man for eksemplets skyld antager, at vi ender på 600 dødsfald, bruger italienske erfaringer, der viser at 12 % af de indlagte patienter med corona faktisk dør af corona, og kombinerer dette med Otto Brøns-Petersens meget forsigtige estimat af de totale økonomiske omkostninger ved nedlukningen på 150 milliarder, ender man på et forbløffende tal. Regeringens reaktion indikerer en værdi af et statistisk coronatilfælde på to milliarder kroner. Lad os gentage tallet: Regningen er to milliarder – 2000 millioner – per coronadødsfald. Det vil sige, at man for tiden reagerer som om disse danskere er 60 gange mere værdifulde end andre danskere.

Dén type beregning er ganske svær at få i medierne, men der er andre måder at overveje, om vi ikke gør alting værre ved at lukke samfundet ned for de relativt få coronarelaterede dødsfald. Som vi skrev forleden, er den totale dødelighed i Danmark ikke væsentligt højere end normalt – den ligger solidt indenfor den statistiske usikkerhed og antallet af døde de første 17 uger af året er faktisk lidt lavere end normalt. Spørgsmålet er desværre, om det bliver ved med at være tilfældet pga. de andre omkostninger, der er ved en nedlukning af samfundet. Statsministeren og hendes fagøkonomisk udfordrede regering har nemlig glemt, at der er noget der hedder alternativomkostninger, og at de også gælder udenfor snævert økonomiske sammenhænge.

Sygeplejersken skrev for eksempel i sidste uge, at Region Nordjylland har oplevet et fald på 40 % i henvisninger til udredning i kardiologien. Adskillige læger er allerede begyndt at advare mod, at dette fald sandsynligvis fører til flere dødsfald på sigt, ligesom mange er stærkt bekymrede for udviklingen, hvor langt færre patienter bliver undersøgt for mulig kræft. I begge tilfælde er folks dødsrisiko langt lavere, jo tidligere sygdom bliver opdaget. Med den måde, sygehusvæsenet fungerer under et såkaldt coronaberedskab, er der en overhængende risiko for at mange kræftsygdomme og hjerte- og karsygdomme ikke opdages i tide.

De danske regioner rapporterer også om langt færre indlagte på de psykiatriske afdelinger, hvilket burde være stærkt bekymrende, da forskning utvetydigt peger på, at økonomiske kriser fører til flere depressioner og større psykiske problemer. Et studie publiceret i 2014 i det prestigiøse British Journal of Psychiatry viser for eksempel, at den økonomiske nedgang under finanskrisen førte til mindst 10.000 ekstra selvmord i Europa og Nordamerika.

Audrey Redford og Thomas Duncan skrev forleden for the American Institute for Economic Research om de mange sundhedsproblemer, som forstærkes væsentligt af den økonomiske krise, som de fleste regeringers adfærd har udløst: Øget risiko ved brug af opioider, alkoholrelaterede problemer, selvmord og forøget kriminalitet. Derudover kan man lægge de alvorlige sociale problemer, der allerede er tydelige. I både Danmark og Frankrig kan man se en voldsom stigning af vold i hjemmet og søgningen til bl.a. centre for voldsramte kvinder er steget i bekymrende grad, et problem som ledere i kvindecentre tidligt var opmærksomme på.

Vores fokus her på stedet er ofte på den økonomiske side af problemstillinger, og på et udgangspunkt hvor individuel frihed har en stor værdi i sig selv. Men selvom man skulle komme fra et helt anderledes politisk eller værdimæssigt ståsted, er disse ikke-økonomiske omkostninger så væsentlige, at jeg personligt har svært ved at se, hvordan man – bortset folk med f.eks. neonazistiske sympatier – kan være uenig i, at det er en alvorlig politisk fejl, at Mette Frederiksen og mange andre regeringsledere har gjort som om disse problemer ikke eksisterer. Vi ved stadig ikke om nedlukningen af samfundet overhovedet har løst noget sundhedsmæssigt problem, men vi kan være ganske sikre på, at den har skabt alvorlige skadevirkninger. Disse problemer bør også blive en del af fortællingen om hvad den vestlige verden gjorde ved sig selv i foråret 2020.

Hvor mange danskere dør for tiden?

I morges deltog jeg i et glimrende og meget velbesøgt webinar hos Cepos. Arrangementet omfattede blandt andet fem-minutters indlæg af Lars Rebien om Novo Nordisks testindsats, Otto Brøns-Petersen om krisepolitik (regeringen gør det forkert), og Mads Lundby. Særligt indlægget fra Mads var interessant, da han dokumenterede at ledigheden er langt højere end regeringen påstår. De officielle tal viser, at ledigheden er steget med 46.500 personer, men Mads pegede på, at der oveni er mindst 150.000 på lønkompensation. De tæller ikke i den officielle ledighedsstatistik – det er en anden kasse – men er stadig de facto ledige. DI vurderer endda tallet endnu højere, og selv et forsigtigt bud viser, at ledigheden faktisk er tredoblet de sidste to måneder. Omkostningerne ved regeringens nedlukning af det danske samfund er således markant højere, end regeringen indikerer.

Mit eget indlæg handlede dog mere om baggrunden for de politiske valg. Som vi skrev om forleden, er de officielle tal på smitteraten og virussens dødelighed stærkt misvisende. Grunden er, at man ikke tester tilfældigt, men kun folk der udviser symptomer eller er særligt udsatte. Alle disse data er derfor udsat for ’selektionsbias’ – et fænomen, som økonomer og kvantitative politologer kender særdeles godt og ved, hvordan man håndterer.

Mange danskere har sandsynligvis hørt om problemet som spørgsmålet om ’mørketallet’, dvs. det antal smittede, der ikke bliver testet og derfor flyver under radaren. Erfaringen fra de steder, hvor man enten bevidst eller tilfældigt har testet en random sample, peger på at mørketallet er meget stort. Som jeg pegede på i løbet af mit fem-minutter lange indlæg, viser det sig for eksempel, at den faktiske smitterate i Kreis Heinsberg i Tyskland er 15 %, omkring 33 % i Chelsea, Massachusetts, og hele 49 % i sydtyrolske Ortisei. Et helt nyt studie finder også, at 25 % af newyorkerne har været smittede. Alle disse tal, ligesom erfaringerne fra et amerikansk hangarskib og flere krydstogtsskibe peger i samme retning: Det ser ud som om den faktiske dødelighed af Covid-19 er i omegnen af 1½ ‰. Det er endda samme dødelighed, man får hvis man bruger Sundhedsstyrelsens laveste bud på mørketallet på en faktor 30 af det målte antal smittede.

Disse tal skal naturligvis ikke tolkes sådan, at man forledes til at tro at der absolut ingen risiko er. Risikoen for ældre er væsentligt højere, og vurderet på basis af de officielle danske tal er dødeligheden for danskere over 70 cirka 25 gange højere end for dem under 70. Den faktor er endda med stor sandsynlighed for lav pga. samplingproblemet. Et væsentligt problem, der mere eller mindre bevidst ignoreres for tiden, er dog at nogle – og måske mange – af de dødsfald vi ser for tiden, ikke skyldes Covid-19, men blot er folk der er døde med virussen, men var døde alligevel af deres underliggende lidelser. Det samme problem er velkendt under de årlige influenzaudbrud, hvor mange særligt ældre dør tidligere – og måske en måned eller to tidligere – end de havde uden influenza.

Hvis man skal vurdere den totale fare ved det nuværende udbrud af coronavirussen SARS-CoV-2, er det derfor muligvis bedst at se på udviklingen i det fulde dødstal. Nedenfor har vi derfor plottet det ugentlige dødstal i 2020 (den fede, sorte linje) mod dødstallene fra hvert af de sidste ti år. Overordnet de sidste ti år er 17601 danskere i gennemsnit døde de første 16 uger af året, og i 2018 under det særligt stærke influenzaudbrud døde der 19152. I år er der det samlede danske dødstal til sammenligning 17342. Som figuren nedenfor viser, var dødstallet de første to måneder faktisk ukarakteristisk lavt, ligesom den lige så milde vinter 2014-15. Fra uge 9 kan man i 2020 se coronaudbruddet som en tydelig bule, der rækker ud over normalen, men en væsentligt mindre stigning end den olivengrønne linje, der falder sammen med influenzaudbruddet i 2017-18.

Uden at ville undervurdere alvoren i den nuværende situation, må man derfor overveje, hvor alvorlig faktaene viser at den er. Det samlede dødstal i Danmark i år ligger stadig under normalen, virussens dødelighed er lav og nogenlunde sammenlignelig med velkendte sundhedstrusler, når man vurderer på basis af den viden vi har fra eksempler på random sampling, og hvis man blot sammenligner med influenza-sæsonen 2017-18. Der er ganske enkelt ikke uforholdsmæsigt mange danskere, der dør for tiden. Coronasæsonen er ikke slut endnu, men den viden, vi som internationalt samfund har fået de sidste to måneder, tvinger os til at spørge, om hele nedlukningen af samfundet virkelig er en reaktion, der står i rimeligt forhold til den faktiske trussel.

UPDATE: Hele webinaret fra Cepos kan ses her.

Lukkede grænser, handlekraft og anden policyidioti

Mens politikere og mange meningsdannere gentager, at vi bør ’stå sammen’, trække på samme hammel og være loyale overfor den nationale indsats, har både medier og opposition været forbløffende ukritiske. Det gør det endnu lettere for regeringen – både den danske og de fleste udenlandske – at lave markante policyfejl. Disse fejl kan både være klassiske public choice-fejl, når en politik der sælges som modspil til coronapandemien i virkeligheden er rettet mod at forbedre regeringens chancer ved det næste valg, og de kan være resultatet af simpel inkompetence. Ingen af delene kan afvises som forklaring på Mette Frederiksens politiske slingrekurs og mangel på faktisk strategi.

Måske den værste fejltagelse, som de fleste lande endda har begået, er at lukke grænserne mod nabolandene og dermed spærre deres egne borgere inde. Praktisk taget alle eksperter har afvist, at lukkede grænser hjælper på noget som helst. Når først smitten er i landet, kan man ikke lukke den ude eller bremse dens udvikling ved at holde udlændinge ude eller ens egne borgere inde. De lukkede grænser har ingen sundhedseffekt, men skaber blot et populistisk fængsel, der tillader politikere at demonstrere ’handlekraft.’

Rent umiddelbart giver det heller ingen mening, selv hvis man fejlagtigt skulle tro at en lukning ville forhindre en mere smitbar befolkning fra at komme til Danmark. Slesvig-Holsten syd for grænsen har i alt 88 døde (per 24. april). I forhold til de 2,9 millioner indbyggere i regionen er det langt færre end i Danmark, og meget tæt på det samme som i Region Sydjylland. Selv Hamborg, der ellers er Tysklands næststørste by og omtrent dobbelt så stor som København, har med 122 dødsfald et langt lavere relativt dødstal end Danmark. Det samme gælder på den anden side af Øresund, hvor 57 er døde i Skåne. Det er et noget lavere dødstal end i Danmark og en tredjedel af hovedstadens.

Som Clare Wenham (London School of Econonics) formulerede det overfor New York Times, er grænselukningerne ”a good political placebo. It’s going to make people feel safe,” men uden at have nogen faktisk sundhedseffekt. Som jeg understregede i Børsen i går, er det dog en ekstremt dyr placebo, særligt på langt sigt, da ”Enhver grænserestriktion gør landet fattigere og svækker forsyningssikkerheden.”

I en bredere forstand, er der en langt mindre skepsis overfor statslig styring for tiden. Nok er der behov for en vis inddæmning af coronavirussen for at indgå, at sundhedsvæsenet overbebyrdes – illustreret med den nu berømte ’grønne kurve’ – men danske politikere er gået noget længere. På et overordnet plan er der god grund til at advare, som Mark Littlewood fra Institute of Economic Affairs gjorde for et par uger siden, imod at mange borgere bliver forført af big government: At regeringen lover almoderlig beskyttelse og omhyggelig genåbningsstrategi. Strategien nægter statsministeren dog at forklare overfor nogen som helst udenfor regeringen, og selv Folketingets andre partiledere nægtes information eller planer. Den mest sandsynlige forklaring er, at Frederiksen ingen plan har (udover genvalg), men blot forsøger at opføre sig præsidentielt og undgå kritik eller politisk debat ved at undgå nogen form for klarhed. Det er den perfekte opskrift på endnu flere policyfejl og endnu større omkostninger.

Public choice-indsigter er vigtige for tiden

Statsminister Mette Frederiksen får forbløffende høje ’approval ratings’ for tiden, og de fleste danskere synes stadig at mene, at hun har håndteret coronakrisen godt. Der er dog en stigende kritik af, hvordan det er sket og i særligt grad hendes stærkt autokratiske stil: Regeringen har taget beslutninger uden Folketinget og blot sendt dem til godkendelse hos de andre partier, har nægtet at dele information med dens Folketingskolleger og har på et helt generelt niveau helt undgået at forklare grundlaget for dens beslutninger. Som Martin Ågerup har understreget gentagne gange, sekunderet af bl.a. vores egen Otto Brøns-Petersen og den altid fremragende Peter Kurrild-Klitgaard, har regeringen ganske enkelt nægtet at dele dens overvejelser, konkrete grundlag for beslutninger, og dens strategi med resten af befolkningen. Spørgsmålet, der trænger sig på, er om regeringen overhovedet har en strategi, udover at vinde næste valg. Alligevel stoler mange danskere øjensynligt, at statsministeren uegennyttigt gør det bedste for Danmark. Er det en god vurdering? Her på stedet er svaret et utvetydigt nej, og det ville være samme svar, hvis vi havde haft en anden regering eller en anden statsminister. Grunden til svaret, som nok vil støde adskillige danskere, er at vi kender til den del af samfundsvidenskaberne, der kaldes public choice eller politisk økonomi.

En meget stor del af grundlaget for public choice er netop noget, de fleste danskere glemmer for tiden: Politikere er som mindst lige så egoistiske og uvidende som andre mennesker, og navigerer efter at gøre det bedste for dem selv og deres nærmeste. Der er endda gode grunde til at tro, at den politiske proces effektivt vælger politikere, der både er mere egoistiske – folk med stærke præferencer for at bestemme over andre – og mere tilbøjelige til at overvurdere egne evner og indsigter. Det er særligt farligt i tider som disse at glemme disse indsigter og tro, at politikere automatisk gør det bedste for samfundet og danskerne.

For interesserede læsere er den glimrende Eamonn Butlers letlæste introduktion til public choice fra EA Magazine (som altid er værd at læse og kan hentes her). I 2017 kørte vi her på punditokraterne vores første sommerserie om netop public choice. Introduktionen til serien er her, og indlæg i serien med særlig relevans for tiden er her, her og her. Vi opfordrer hermed vores læsere til at bruge nogle få minutter på at læse og tænke over disse indsigter og spørge sig selv, hvor vigtige de er for tiden.

Hvordan bliver vores recovery? Empiriske indikationer

I dag begynder det danske samfund så småt at åbne igen. Åbningen går langsomt – og efter min, de fleste andre økonomers, og mange sundhedseksperters mening alt for langsomt – og stadigt mere tyder på, at regeringen ingen egentlig plan har. Med 104 patienter med corona på intensiv, hvoraf 85 er i respirator, mener vi her på stedet sammen med langt de fleste økonomer og mange sundhedseksperter, at regeringens minimale åbning af samfundet efter påske er alt for lidt, og alt for langsom. Statsministerens udemokratiske insisteren på, at man bare skal stole på at regeringen gør det rigtige, uden at den forklarer sine handlinger eller præsenterer en egentlig plan, ser ud til endeligt at have vækket oppositionen. Der er behov for åbenhed, for en klar idé om hvordan åbningen skal foregå, og derefter klare estimater af, hvordan en dansk recovery fra den økonomiske misere kan ske.

En væsentlig ingrediens i enhver recovery når coronavirussen – eller i det mindste dens første bølge – er blæst over, er ny virksomhedsskabelse. Denne diskussion mangler jeg stadig at se i den politiske debat. Uanset hvad politikernes intentioner er, og hvad de påstår, kan det ikke undgås at mange arbejdspladser og virksomheder forsvinder. Spørgsmålet er derfor ikke blot, hvordan man bevarer virksomheder, men også i hvor høj grad en økonomi er i stand til at skabe nye virksomheder. Jo mere dynamisk, økonomien er i den forstand, jo hurtigere kan en recovery i princippet forløbe.

Læs resten

Flokimmunitet er den eneste strategi – men ikke Frederiksens

Statsminister Mette Frederiksen holdt et bemærkelsesværdigt pressemøde mandag aften, hvor hun meddelte at den planlagte åbning af Danmark foreløbig kommer til at begrænse sig til vuggestuer, børnehaver og 0-5. klasse. De økonomiske skadevirkninger kommer man således ikke til at gøre noget ved indtil videre, og der vil heller ikke blive gjort noget ved folkeskolens afgangsklasser, hvor eksamen simpelthen er aflyst. Frederiksen afviste efterfølgende også, at regeringen forfølger en strategi, der sigter på at opnå flokimmunitet – en tilstand, hvor så mange danskere har været smittede, at virussen forsvinder – men at man mere eller mindre venter på en behandling eller vaccine. Hun var også aldeles afvisende overfor bl.a. Henrik Qvortrups spørgsmål til hendes åbenlyst egenrådige politiske valg.

Pressemødet svarede ikke på spørgsmålet om, hvad regeringens strategi i virkeligheden er, for udmeldingen i går aftes, og hendes afvisning at man styrer efter flokimmunitet, gav meget lidt mening. Problemet set fra en faglig vinkel er, at når smitten først er i landet, kan det simpelthen ikke lade sig gøre at sigte efter at begrænse den til et bestemt område eller segment af befolkningen. Der vil derfor kun eksistere to logiske strategier: 1) Enten at forsøge at holde landet lukket ned, indtil der enten er en behandling eller en vaccine, eller 2) at opnå flokimmunitet. Med hensyn til at vente på en behandling, må man spørge sig selv om det overhovedet er en mulighed, man burde overveje.

100 år efter den Spanske Syge, der var en voldsom influenzaepidemi, der slog flere millioner ihjel, er der stadig ingen effektiv behandling af influenza. Som flere læger og forskere også har understreget, vælter influenza ofte det sundhedsmæssige læs, som mange ældre bærer på, og man må derfor spørge, om mange influenzarelaterede dødsfald ikke blot afspejler andre problemer, som ville have slået folk ihjel indenfor få måneder. Vi har således vænnet os til, at der i almindelige år dør cirka 1000 danskere med influenza – i den særligt hårde influenzasæson 2017-18 døde der 1644 – og at vi ikke kan gøre noget ved det. At vente på en behandling er således ikke en reel mulighed.

Det samme gælder for en strategi, hvor man venter på at en vaccine bliver tilgængelig. Eksperter på området vurderer, at der vil gå mindst 12-18 måneder, før en vaccine er udviklet, testet og godkendt, selvom myndighederne på begge sider af Atlanten sandsynligvis vil gøre hvad de kan for at hjælpe. De 12-18 måneder forudsætter endda, at man ikke støder på uforudsete videnskabelige problemer i udviklingen.

Det helt store problem med en strategi, hvor man venter på en behandling eller en vaccine, er således at den kræver en delvis nedlukning af samfundet i langt over et år. De økonomiske skadevirkninger af strategien vil være gigantiske, uanset om man bruger modelforecasts fra Nationalbanken, vismændene eller Cepos, og sandsynligvis i omegnen eller over 500 milliarder kroner. Vi ved, at større økonomiske kriser typisk også medfører større dødelighed af en række andre sygdomme, ligesom de kan føre til flere selvmord (hattip: Niclas Berggren). Spørgsmålet er derfor, om en strategi der fokuserer på at vente på en vaccine ikke i virkeligheden fører til langt større generel dødelighed blandt danskerne. Derudover skal man holde sig for øje, at strategien indebærer en langt mere permanent undertrykkelse af danskernes grundlovssikrede rettigheder til bl.a. forsamlingsfrihed, ligesom man kan være ganske bekymret for, hvor lang tid en stigende autokratisk socialdemokratisk regering vil acceptere fuld pressefrihed, når låget kommer af den politiske kritik.

Bundlinjen er således, at den eneste strategi, der giver nogen som helst reel mening, er at satse på flokimmunitiet: At cirka 60 % af danskerne skal smittes, så virussen naturligt dør ud i befolkningen. Den strategi indebærer derfor også, at Covid-19 kommer til at indgå som en af de mange influenza- og forkølelsesvira, som danskerne og andre kan få i løbet af vintersæsonen. Mens mange kan gå i panik over tanken om, at Covid-19 skal blive ’almindeligt’, er de bedste bud på dens fatalitetsrate for tiden faktisk, at den i første bølge har fatalitet som en alvorlig influenza, og at de næste bølger – ligesom den Spanske Syge og andre tilsvarende vira – giver lavere fatalitet. Interesserede læsere kan f.eks. se det fremragende entimes-interview med John Ioannidis fra forleden eller det nye studie i BMJ, der indikerer at 80 % af de smittede ingen tydelige symptomer har.

Så hvorfor indrømmer regeringen ikke, at den skal styre efter at opnå flokimmunitet uden at overbelaste sundhedsvæsenets kapacitet (som man ikke er tæt på at nå)? Der kan i princippet være to svar, og ingen af dem er videre behagelige. Den første forklaring er, at statsministeren føler sig hævet over ekspertråd, selvom hun hverken har nogen sundhedsfaglig eller økonomisk indsigt. Denne forklaring hviler derfor på, at Frederiksen udviser hvad Friedrich Hayek i sin Nobelforelæsning kaldte ’the pretense of knowledge’ – at politikere ofte gør som om (og tror på) at de har viden, som de ikke har og nogle gange ikke kan have. Frederiksen mener således muligvis, at hun ved bedre – en adfærd, der minder om bosserne fra the WeSaySo corporation fra 90’erserien Dinosaurs. Den adfærd vil også være konsistent med, hvad man ellers ved om den nuværende regering, og i særlig grad statsministerens, dybe mistillid og afsky for eksperter og upolitisk faglighed.

Den anden type forklaring, der vil være konsistent med hvad statsministeren har gjort indtil nu, er at hun slet ikke navigerer efter et sundhedsmæssigt, men et eksplicit politisk mål. Hendes adfærd under pressemøder, den præsidentielt egenrådige opførsel, og forlængelsen af begrænsninger og politisk styring på ubestemt tid, kan nemlig også tolkes som en måde at maksimere hendes stemmetal ved det næste valg. Denne forklaring giver mening, hvis man regner med at regeringen sigter efter et valg midt på næste år, og satser på at nok vælgere til den tid har en opfattelse af Frederiksen og hendes valg under krisen som ’handlekraftige’ eller andet. En forlængelse af de drakoniske krisetiltage, politiske ændringer med jævne mellemrum, stadige pressemøder, og en kontinuert kriseopfattelse hjælper hende med at vinde næste valg. Selv planen om at lukke op for daginstitutioner og de små klasser passer på denne strategi, da hjælp til ’de pressede børnefamilier’ har været en del af regeringens fortælling siden valgkampen. Som Peter Kurrild-Klitgaard skrev i Berlingske forleden, vil politikere sjældent lade en  god krise gå til spilde.

Som de skruppelløse og selvovervurderende magtmennesker, som toppolitikere typisk er, vil det være helt i tråd med deres karakter, hvis de to mekanismer ovenfor er de virkelige forklaringer på regeringens strategi. Det er ikke behagelige overvejelser, men det er svært at se hvordan andre forklaringer giver nogen mening. Og specielt i en krisesituation er det vigtigt at minde en selv om, at romantiske forklaringer på politik sjældent svarer til virkeligheden.

Socialdemokraterne kvæler kritik

Det er over de seneste måneder blevet klart, at den nuværende regering er opsat på at kontrollere alt omkring den. Der er tæt kontrol med den politiske agenda, med de enkelte ministre – ingen kan være i tvivl om, at Mette Frederiksen er den uudfordrede chef – og ofte også med den politiske diskussion. Det var også Fogh- og Løkke-regeringernes strategi, omend de ikke udførte den helt så nidkært, som Frederiksen-regeringen.

Læs resten

Kampen mod social dumping er stadig handelshindringer

En bred, samlet forligskreds meddelte glade og tilfredse i morges, at man har nået en politisk aftale om at regulere den såkaldte cabotagekørsel i Danmark. Selv den evigt forargede og aggressive Henning Hyldested (EL) var overvældende tilfreds, hvilket nok burde være et advarselssignal. Grunden er, at et næsten samlet Christiansborg har besluttet, at udenlandske chauffører, der kører i Danmark, skal have cirka samme løn som en repræsentativ dansk virksomhed betaler danske chauffører-

I ministerens egne ord her til morgen, er hensigten med den nye regulering, at transportvirksomheder, for at få en statslig godkendelse, skal leve op til et bestemt ”omkostningsniveau.” Selvom beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard Thomsen ikke er kendt som den hurtigste knallert på molen, er det alligevel en forbløffende mærkværdig udtalelse: Regeringen sigter med andre ord efter, at regulering skal forhindre virksomheder, der kan levere en bestemt type service billigt, at operere i Danmark!

Hele reguleringskomplekset sælges naturligvis som en del af ’kampen mod social dumping’ – et politikområde, som venstrefløjen har en stærk interesse i, og som synes at være et særligt indsatsområde for regeringen. Idéen bag social dumping er, at udenlandske arbejdere i Danmark ikke må få lavere løn end danskere får i tilsvarende jobs i tilsvarende virksomheder. Der er derfor tale om en type regulering med økonomiske konsekvenser, der er fuldstændigt ækvivalente til handelshindringer. Om man gør varer og service, der er produceret i udlandet af udlændinge, dyrere med told og tekniske handelshindringer, eller om man gør varer og service, produceret af udlændinge i Danmark, dyrere, er i og for sig ligegyldig. For danske forbrugere er konsekvensen helt den samme: Dyrere varer og service, der over tid bliver ringere pga. den manglende konkurrence. Regulering mod social dumping er ikke andet end gammeldags handelshindringer.

Det værste er, som jeg for otte år siden pointerede i Børsen (gated version her), at den såkaldte kamp mod social dumping dybt usocial. Den kommer til at fordyre dansk transport, og dermed også en lang række varer, der bruges af helt almindelige forbrugere. Der er tale om politik skabt i en uhellig alliance af fagforeninger og industriinteresser, der er direkte rettet imod forbrugerne. Taberne er almindelige forbrugere, og i særlig grad forbrugere, der er mindre velstående.

De nye reguleringer er således skadelig pro-business politik af værste skuffe. Og hvis man i virkeligheden ville forhindre, at filippinske chauffører lever under kummerlige vilkår i Danmark (som nogle af dem vitterligt har gjort), kunne man jo vælge at regulere dét aspekt, i stedet for at bruge et så stumpt instrument som at sætte minimumskrav for lønnen. Det man gør med den nye regulering, er at tvinge udlændinge til de facto at følge 3Fs overenskomst. Om V og Ks forhandlere bare er kapret af særinteresser eller virkelig er så inkompetente at de ikke forstår deres eget politikområde, må stå hen i det uvisse.  

Hvordan har dansk økonomi det egentlig?

Forleden havde jeg den særlige fornøjelse at skrive årets første økonomiske kommentar til Børsen. Ved en sådan anledning dækker man ofte et lidt større, vigtigere spørgsmål, og kommentaren, der udkom i torsdags (gated version her), handlede om et af de helt store: Hvordan har dansk økonomi det egentlig?

Det politiske problem, om man vil, er at dansk økonomi ser besnærende fornuftig ud for tiden: ”De offentlige finanser er overholdbare, arbejdsløsheden er lav, og der er vækst i økonomien.” En række kommentatorer, inklusive flere på Børsen og i Berlingske Tidende, finder derfor situationen tilfredsstillende og bekymrer sig primært om, hvorvidt den er holdbar på lidt længere sigt.

Men det er netop det længere sigt, man bør være bekymret for, og man lærer tæt på intet om det, ved at se på hvordan det går her og nu. Gør man det modsatte og ser man på en længere udvikling, bliver problemerne tydelige. Det gør vi her, med udgangspunkt i kommentaren fra Børsen (som kun sjældent bringer figurer), i to figurer nedenfor.

Den første viser udviklingen i dansk BNP per indbygger relativt til samme udvikling i vores økonomiske naboer, Holland, Norge, Storbritannien, Sverige og Tyskland. Søjlerne illustrerer, hvor mange procent Danmark er foran naboerne i et givet år. Først i 70erne var det danske BNP omtrent 20 % højere end vores naboers, og denne situation blev reetableret i midten af 1980erne efter Schlüter-regeringernes markante reformer. Det viste sig dog at være en stakket frist – en kartoffelkur med indførslen af topskat kom bl.a. i vejen – og over de næste 30 år fulgte dansk økonomi ikke med. I dag (2017 i figuren) er dansk BNP per indbygger cirka 5 % højere end naboernes, og dansk produktivitet per fuldtidsansat er knap 8 % højere.

Kilde: Penn World Tables, mark 9.1

Det virkeligt slemme problem kan dog bedre aflæses i den anden figur, der viser størrelsen på danskernes og naboernes privatforbrug. Figuren gør det tydeligt, hvordan privatforbruget styrtdykkede i starten af 1970erne, i takt med at skatten steg og flere regeringer prøvede – uden særlig succes – at rette op på 60ernes blatant uansvarlige økonomiske politik. Relativt til naboerne fortsatte det med at falde, igen indtil Schlüters reformer, men det fik også en brat ende, og derouten er fortsat. Som jeg understreger i Børsen, burde situationen i dag være dybt utilfredsstillende: ”Den vigtigste forskel, som stort set aldrig diskuteres i dansk politik, er at danskernes typiske privatforbrug i dag er næsten 10 % lavere end vores naboers. Vi er således på 30 år gået fra at være 10 % foran til at være 10 % bagud.”

Kilde: Penn World Tables, mark 9.1

Politikernes argument imod dette er, at de jo bruger pengene meget smartere end almindelige borgere kan, og ’løfter’ den offentlige velfærd. Det er for eksempel kernen af finansminister Nicolai Wammens forsvar af den nye finanslov, der omfordeler endnu flere midler fra borgerne til den offentlige sektor.

Der er bare ikke meget der tyder på, at man får bedre offentlig service eller mere ’velfærd’ ud af at bruge flere penge i det offentlige. Problemet er ikke mangel på ressourcer – den decideret skuffende danske folkeskole er for eksempel den dyreste i OECD-landene – men en konsekvens af elendig ledelse, politisk regulering og indblanding og mangel på konkurrence. Og selvom det var, måtte man alligevel spørge om borgerne ikke er bedre til at få faktisk velfærd ud af midlerne end Folketinget. Regeringens nye finanslov, der gør alle grupper af danskere fattigere, kommer derfor ikke til at løfte nogen eller bidrage til folks velfærd – med undtagelse af politikernes – men gør danskerne endnu en tand fattigere end vores naboer. Hvis jeg var politiker, ville jeg krybe i et hul af skam over at have bidraget til så elendig en udvikling – men på Christiansborg skammer man sig ikke.

PKK, totalstaten og fantasipolitikere

Et tilbagevendende tema og en kilde til evig undren for punditokraterne er, hvilke ofte absurde fantasier, de fleste danskere har om politik. I Berlingske Tidende mandag, hvor den altid glimrende Peter Kurrild-Klitgaard påpegede, at ”Det seneste halve århundrede har vi med hast bevæget os ind i den demokratiske totalstat, hvor alle vil bestemme alt for alle, og hvor ansvaret forsvinder fra borgere, civilsamfund og marked.” Som Kurrild meget præcist skriver:

Er priserne for høje? Indfør et prisloft. Er de for lave? Påbyd en mindstepris. Er der arbejdsløse? Opret stillinger i det offentlige. Er der for megen trængsel på motorvejene? Gør dem bredere. Er uligheden for stor? Tag fra de rige. Bliver der sagt noget, man ikke kan lide, eller dyrket noget kættersk eller røget noget usundt eller båret noget forkert tøj? Forbyd det.

Kurrild låner meget velvalgt Michael Mungers udtryk ”Unicorn Governance” i klummen, som understreger i hvor høj grad, almindelige borgeres antagelser om adfærd og motivation er asymmetriske og skæve (læs også et interview med Munger her).

Mange borgere tænker på staten og danske politikere som ’Enhjørninger’: Smukke og noble væsener uden fejl og med alle mulige attråværdige egenskaber. Medmindre man har haft en meget mærkelig barndom, har vi alle set billeder af dem og måske endda læst om dem. Jeg har endda ladet mig fortælle, at deres flatulens lugter af jordbær! Men hvis man er over fem år gammel, ved man også at enhjørninger ikke eksisterer.

Det samme gælder i det store og hele fænomenet uegennyttige, kompetente og velinformerede politikere. De eksisterer ikke, og kun en meget lille håndfuld kommer bare nogenlunde tæt på idealet. Alligevel bliver meningsdannere, vælgere og almindelige borgere ved med at gøre som om, de er velrepræsenterede på Christiansborg. Fejlen, de begår, har været klart beskrevet siden 1960ernes gennembrud i public choice. Den kaldes asymmetriske adfærdsantagelser, og består meget enkelt i, at folk antager at mennesker er egeninteresserede og gør det bedste for dem selv og dem, der bekymrer sig om når de er forbrugere, virksomhedsejere og ledere, men pludseligt bliver uegennyttige, kompetente engle, når de træder ind i politik. Med andre ord regner de i virkeligheden med, at de fleste mennesker er dybt skizofrene – de har en personlighed i det private og en anden, hvis de agerer i noget, der kan kaldes en offentlig position. Skal man se bare nogenlunde logisk på verden, bliver man nødt til at regne med, at folk er folk uanset hvor de arbejder og hvilken stillingsbetegnelse de har.

Grundlaget for al public choice og politisk-økonomisk forskning er derfor symmetriske adfærdsantagelser: At folk basalt set er de samme, uanset om de er i eller udenfor politik. Det vigtigste er de incitamenter, de har i deres job eller andre miljøer, de færdes i. Belønnes troværdig, ordentlig adfærd hvor man leverer gode løsninger, opfører folk sig typisk godt. Belønnes hurtige, umiddelbart populære løsninger og adfærd hvor man bedst slipper afsted med at skyde skylden på andre, får man elendig adfærd. Hvordan politikere opfører sig, afhænger således at den incitamentstruktur, de færdes i. Dén indsigt burde gøre folk en smule mere skeptiske overfor hurtige politisk løsninger på alskens virkelige eller imaginære problemer.

Er man alligevel i tvivl, eller vil man skubbe venner, kolleger eller familie en smule i retning af realistisk omtanke, kan man måske bruge denne enkle øvelse. 1) Definér overfor mig hvad det problem er, de vil have politikere til at løse; og 2) giv mig tre navne i Folketinget, som du mener både er troværdige nok og tilstrækkeligt kompetente til at gennemføre effektiv politik, for at løse dit problem.

Hvis folk ikke kan det, er der nok tale om et problem, der skal holdes udenfor virkelighedens politik, selvom fantasiens enhjørningepolitikere kunne ordne det med et snuptag. Hvis folk alligevel insisterer på, at politikere da burde være ligesom enhjørninger, får de ikke løst deres problemer. De får derimod et meget større problem: Totalstaten, hvor alle private problemer skal løses med offentlig politik.

Stiger friheden med øget overvågning?

Jesper Lund, formanden for IT-Politisk Forening, tweetede fredag nedenstående klip af justitsminister Nick Hækkerup, der fra Folketingets talerstol argumenterer, at mere statslig overvågning fører til større frihed for borgerne (hattip: Peter Kurrild-Klitgaard). Hækkerups argument lyder som følger: 1) Hvad nu hvis vi ikke kriminaliserede drab? 2) Uden en kriminalisering af drab ødelægges trygheden i samfundet; 3) Uden tryghed er der ingen frihed; 4) Deraf følger det logisk, at med øget overvågning stiger friheden.

Det burde næppe overraske nogen, at politikere til tider giver eksempler på tankegange og påstande om logik, som man skal til Omvendtslev eller Alice i Eventyrland for at finde. De er mildt sagt ikke alle lige begavede, og danske politikeres forsøg på at fremføre ’snedige’ argumenter antager ofte Monty Pythonske former. Det forbløffende er, at netop Hækkerup – der som regeringens eneste medlem har en PhD-grad – i denne grad bruger et nonsensfilosofisk argument for at understøtte regeringens agenda om massivt øget overvågning af danskerne. Spørgsmålet er, hvordan ministeren kan får folk til at tro, at en stærk vækst i statens intervention i borgernes hverdag kan vendes med skolastisk argumentation til, at den øger borgernes frihed.

Tænker man en smule nærmere over Hækkerups logiske kæde, man den hvile på to antagelser: For det første, at øget overvågning fører til synligt mindre kriminalitet – dvs. at overvågningen faktisk virker effektivt efter hensigten – eller i det mindste en vedholdende opfattelse blandt de fleste borgere, at der er mindre kriminalitet, og for det andet, at der ikke kan følge andre frihedsbegrænsende konsekvenser med overvågningen. Han antager således, at borgerne ikke vælger at begrænse deres lovlige handlinger, selvom overvågningen begrænser deres de facto ret til privatliv, eller at de myndighedspersoner, der foretager overvågningen ikke alle er fuldstændigt er pligtopfyldende, benevolente og kompetente.

Hækkerup må således nødvendigvis implicit argumentere, at øget overvågning ikke føles som indgribende i borgernes liv, eller i det mindste at et meget stort flertal mener, at det er en fair pris at betale for en formodning om mindre kriminalitet. Han bliver også nødt til at antage, at en massivt forøget overvågningsindsats ikke øger risikoen for magtmisbrug hos politiet eller andre offentlige myndigheder, ligesom han bliver nødt til at antage, at den øgede overvågning ikke indebærer en øget risiko for borgerne, hvis myndigheder bliver hacket og hackerne efterfølgende misbruger information fra overvågningen.

Det er naturligvis legitimt at være enig med Hækkerup og regeringens overvågningsstrategi, ligesom det er legitimt at mene, at hans argument om øget frihed giver mening. Man må bare understrege, at ens vurdering ikke blot hviler på ens egen, personlige holdning til, hvor grænserne går for ens privatsfære og hvilken ret, staten har til at invadere den. Vurderingen må nødvendigvis også hvile på ens respekt for, at andre menneskers grænser kan gå et andet sted end ens egne. Og sidst, men ikke mindst, må ens vurdering hvile på en informeret risikoanalyse af, hvordan et offentligt embedsværk reagerer på en større informationsflow, og i hvilket omfang, embedspersoner vil misbruge denne information. Det bliver en voldsomt stor mængde hvis’er, der skal hæftes på Hækkerups såkaldt logiske argument, før det giver logisk mening!

Grøn grundlov – er det virkelig en god idé?

Der tales med jævne mellemrum om muligheden for ændringer i den danske Grundlov. For nogle få år siden blev debatten ledt af de Radikale, der ville skrive en række såkaldte ’sociale rettigheder’ ind i Grundloven. Den idé døde heldigvis en stille død i det besværlige politiske landskab i Danmark, men i går blev en ny og endnu værre idé luftet. I Berlingskes søndagsudgave stiller Grundfos-chefen Mads Nipper krav om en grundlovsændring, der skal forpligte danskere og alle fremtidige, danske regeringer til at beskytte miljø og klima.

Sammen med den danske landechef for Boston Consulting Groups, Anders Fæste, foreslår Nipper en grundlovsændring, så ”retten til et rent miljø og et bæredygtigt klima er skrevet ind sammen med pligten til at handle.” De to er begyndt på at sætte en særinteresse sammen – det Berlingske utroligt venligt kalder en ”en koalition af virksomheder, organisationer og borgere.” Forslaget, der er inspireret af en lignende grundlovsændring i Norge i 2014, lyder:

Enhver har ret til et miljø, der sikrer sundheden, herunder ren luft, rent drikkevand, ren mad, til en mangfoldig natur samt et bæredygtigt klima. Enhver har ret til fyldestgørende og rettidig viden om miljøets tilstand samt påvirkning af planlagte indgreb. Staten skal træffe alle nødvendige foranstaltninger for at fremme og beskytte disse rettigheder, også for fremtidige generationer. Området skal forvaltes efter et forsigtighedsprincip

Min umiddelbare reaktion på Nipper og Fæstes forslag var, at de måtte have spist søm eller røget noget sjovt.

Nipper er desværre ikke hvem som helst i dansk politik, men er både medlem af det såkaldte Grønt Erhvervsråd, og nyudnævnt formand for regeringens ‘klimapartnerskab for industriproduktion’. Han er derfor i en unikt stærk position til at påvirke dansk politik og skabe en indflydelsesrig særinteresse, der gavner hans bestemte industrisektor. Mens man naturligvis kan tro på, at Nipper og Fæste ærligt tror på, at deres forslag vil være til gavn for Danmark, er det således nærliggende at regne med, at de her forsøger at udøve en specielt problematisk form for insider lobbying. Der er nemlig ikke tale om, at de to chefer vil foreslå, at danskerne gør noget bestemt, men at de vil bruge Grundloven til at forpligte (læs: Tvinge) alle til at handle på en bestemt måde.

Det overordnede problem er, at Nipper og Fæste ønsker at skrive flere positive rettigheder ind i Grundloven. Som Isaiah Berlin så omhyggeligt forklarede, er der fundamental forskel på negative og positive rettigheder. Mens ytringsfrihed er en negativ rettighed – den sikrer at ingen har ret til at begrænse andre borgeres frihed til at ytre sig offentligt – er retten til grønt hvad-det-nu-er en ret til at nogen gør noget bestemt. Med andre ord er positive rettigheder således altid foranstaltninger, der skaber konkrete forpligtelser i form af, at nogen skal gøre noget for nogle (bestemte) andre, og dermed en ret til en overførsel af andres ressourcer (tid, penge, evner osv).

I en moralsk forstand rejser det derfor spørgsmålet, om positive rettigheder overhovedet er legitime: Hvilken ret har en flok folk på Christiansborg til at stille krav om, hvordan jeg og andre lever vores helt private liv? I en praktisk forstand rejser det også spørgsmålet, om positive rettigheder overhovedet virker efter hensigten, og om der er bivirkninger ved deres indførsel.

Mens jeg trygt vil overlade det første spørgsmål til kolleger som Peter Kurrild-Klitgaard med større forfatningsfilosofisk indsigt end mig, har jeg faktisk konkret erfaring med det andet. Som Jacob Mchangama og jeg viste i april-nummeret af American Journal of Political Science, er langt mindre komplekse, positive rettigheder som retten til uddannelse, sundhed og social sikring stærkt problematiske. Jacob og jeg fandt ingen evidens for, at f.eks. indførslen af retten til uddannelse påvirkede befolkningens uddannelsesniveau, eller at retten til sundhed gjorde noget ved dens faktiske sundhed.*

Vi fandt derimod indikationer på, at de førte til alvorlige bivirkninger, da indførslen af uddannelsesrettigheder typisk skader uddannelsesgennemførslen for den generation, der er på vej gennem systemet når ændringen indføres. Vi fandt også konkret evidens for, at indførslen af disse sociale rettigheder medfører en svækkelse af retsvæsenets kvalitet og uafhængighed. På samme måde finder Stefan Voigt og jeg i ny forskning, at ytringsfriheden er mere skrøbelig i lande, der formelt beskytter den i deres forfatning, men som efterlader et konstitutionelt ’men’ i forfatningsprovisionerne (se vores omtale her). Et lille ’men’, der tillader regeringen at begrænse ytringsfriheden under helt bestemt, snævert definerede omstændigheder, tillader de facto at politikere begrænser den ofte og generelt. Mange af de lande, hvor borgerne nyder den største grad af ytringsfrihed, er derimod lande der slet ikke nævner den i deres forfatninger. Stefans og mit studie understreger derfor endnu en gang, i hvor høj grad forfatningsmæssige rettigheder ofte er ’pergamentrettigheder’ – værdiløse papirerklæringer, der er rent deklamatoriske – men også i hvor høj grad politikere i demokratiske lande er parate til at bruge forfatningen til at tilegne sig mere magt over borgerne.

Nipper ser åbenbart ikke disse problemer, men argumenterer, at ”Hvis vi skal være en førende nation, ikke bare på klima, men generelt på bæredygtighed og bæredygtig udvikling for de fremtidige generationer, så er det simpelthen for ringe, at vi ikke har rettighederne skrevet ind i vores grundlov.” Hans sociale indignation bunder derfor i, som han formulerer det overfor Berlingske, ”hvordan man kan sikre miljø og klima mod skiftende flertals uforudsigelighed.” På et dybere niveau er forslaget således ikke blot tåbeligt og sandsynligvis ineffektivt eller blot egoistisk og usympatisk – alt efter om man tror på de to chefers altruistiske påstande eller at de bare opfører sig som særinteresser nu engang gør – men også dybt udemokratisk. Forslaget definerer ikke blot et stort temmelig vagt mål, men også en bestemt måde at gøre tingene på, idet staten skal træffe foranstaltninger og foretage indgreb. Der er med andre ord ingen plads til hverken markedet eller civilsamfundet i løsningen på det, Nipper og Fæste ser som store problemer og Danmarks fremtid. Begge dele skal holdes udenfor demokratisk diskussion eller beslutning ved at man skriver dem ind som ’rettigheder’ i Grundloven.

Nipper og Fæste har naturligvis ret til at have enhver slags politisk præference, og at ytre den frit i offentligheden, men deres øjensynlige tro på og respekt for politikere er både mærkværdig og dybt foruroligende. Som Berlingske udtrykker det, ”bliver selv store topchefer ydmyge” når de – her Nipper og Fæste – står foran maleriet af 1915-grundlovens fædre på Christiansborg. Hvorfor man skal have nogen som helst respekt for en gruppe mennesker, der hverken er særligt hæderlige, uegennyttige eller kompetente (jeg har mødt for mange af dem til at have nogen som helst illusioner), og hvis kernekompetencer er at få andre til at stemme på dem og at udøve magt, er et mysterium for mig. Når topchefer i erhvervslivet begynder at udtrykke politiske holdninger og tiltro til politisk magt og kompetence som Nipper og Fæstes, ringer mine alarmklokker.

* Nipper henviser til et studie af Jeffords og Minkler, der viser en sammenhæng mellem Yales Environmental Performance Index og forfatningsrettigheder. Studiet er så plaget af simultanitetsbias, at min vurdering er, at det kun kan bruges politisk, men ikke akademisk.

Bredbånd i udkants-Danmark – hjælper det?

Der tales ofte om, hvad staten aktivt kan ’gøre’ for at udjævne en række forskellige, påståede uligheder i Danmark. De senere år har man således talt om det såkaldte udkants-Danmark, som omfatter forskellige dele, alt afhængig af hvem man spørger. En ting er dog sikkert: De to store byer er ikke en del af udkants-Danmark, ligesom Aalborg og Odense normalt heller ikke er. Derimod er Vestjylland, Lolland-Falster og Sønderjylland næsten altid med i definitionen uanset hvordan det i øvrigt går de steder.

En af påstandene i debatten er, at udkants-Danmark bliver hægtet af den moderne udvikling fordi folk ikke har adgang til nær så hurtigt internet som i større byer. Den tidligere regering ønskede at bruge 300 millioner kroner på at sikre billigt bredbånd til udkants-Danmark. Forslaget endte med at blive 100 millioner kroner i 2018, som byzoner ikke kan søge. Politikerne mener åbenbart, at adgangen til statsligt subsidieret bredbånd holder dele af Danmark tilbage. Det store spørgsmål er derfor, om etableringen af hurtigt bredbånd til udkants-Danmark gør nogen mærkbar, økonomisk forskel, sådan som politikere fra forskellige partier påstår.

Svaret er et nej, ifølge et amerikansk studie der udkom for to år siden (hattip: Niclas Berggren). Younjun Kim og Peter F. Orazem undersøgte spørgsmålet i et studie med titlen ”Broadband Internet and New Firm Location Decisions in Rural Areas”, der udkom i American Journal of Agricultural Economics i 2017. Mens man naturligvis kan mene, at man ikke kan generalisere fra USA til en dansk kontekst, er det ikke noget godt argument i denne sammenhæng. Udkanten i USA er langt længere fra større byer og økonomiske centre, og om noget, burde det være langt lettere at se virkninger på tværs af USA end i danske forhold. Den amerikanske regering indførte også for få år siden en politik, der til forveksling ligner den danske, med målet om at sikre bredbånd til alle på 2020. The USDA Rural Utilities Service and FCC Universal Service subsiderer således både etableringsomkostninger og drift.

Kim og Orazem finder faktisk, at der er effekter når man ser på nye firmaers valg af lokation. På den ene side er der således støtte for danske politikeres påstande. På den anden side finder de to amerikanske forskere, at ”The broadband effect is largest in more populated rural areas and those adjacent to a metropolitan area, suggesting that this effect increases with agglomeration economies.”

Med andre ord finder de, at de ‘pro-business’ effekter, der er, primært skal findes tæt på store byer. Nærlæser man artiklen, er det således meget usikkert, om der ville være nogen som helst klare effekter i det, man kunne definere som udkants-USA. I en dansk kontekst er der således tale om, at bredbånd får nye virksomheder til at bosætte sig i Hammel i stedet for Højbjerg, eller umiddelbart udenfor Nørresundby i stedet for Aalborg V. Det er næppe den slags konsekvenser, danske politikere er villige til at bruge mindst 100 millioner kroner af danskernes indkomst på.

Er mange partier et økonomisk problem?

Forleden dag skrev den Gamle Redacteur, professor Peter Kurrild-Klitgaard, om antallet af partier i sin altid glimrende klumme i Berlingske Tidende. Kurrilds ærinde var at diskutere forslaget om at hæve spærregrænsen, som flere politikere har luftet. Deres argument er, at der simpelthen er for mange partier til at man kan ”etablere velfungerende flertal i Folketinget.” Som så ofte før viser Kurrild, at situationen ikke er så ligetil, som politikerne tror. Det kan nemlig stadig lade sig gøre at komme i Folketinget, selvom spærregrænsen f.eks. hæves til fire procent som i Sverige. Et parti kan først og fremmest vinde kredsmandater, og de kan også under visse omstændigheder få tildelt tillægsmandater, selvom de i begge tilfælde er under spærregrænsen. Han diskuterer til sidst, om det overhovedet giver logisk mening, at man på den ene side ønsker ”et valgsystem baseret i en eksplicit ambition om at være millimeterretfærdigt proportionalt i fordelingen af mandater – og så på den anden side bevidst at gøre en undtagelse derfra, som specifikt og målrettet vil ramme små partier.”

Jeg nyder ofte at læse Kurrilds klummer, som man næsten altid lærer noget af. De giver også inspiration til andre idéer, som tilfældet er i dag. Man kan både se på processen, som Kurrild gør, men også resultatet. I dag ser vi derfor på, om mange partier i Folketinget er forbundet med dårligere økonomisk udvikling. Er de mange partier et problem for det politiske systems evne til at nå aftaler, der gavner samfundet, og fører mange partier f.eks. til så store logrolling-problemer, at de aftaler man når er væsentlig dårligere?

De spørgsmål giver vi et (meget tentativt) svar på ved at se på sammenhængen mellem antallet af partier og den danske nationalindkomst – henholdsvis per indbygger (standardmålet for BNP; sorte markører) og per fuldtidsansat (arbejdsproduktivitet; røde markører) – relativt til vores nabolande. Indkomstdataene kommer fra the Penn World Tables, mark 9.1, og peger på det velkendte problem, at mens Danmark i starten af 50erne var præcist så rigt som vores naboer, har vi de seneste ti år haltet omkring 10 % bagefter. Er dét problem skabt af de mange partier?

Som den første figur viser, har det i gennemsnit de sidste 68 år været årene med otte partier i Folketinget – 1988-94, 2002-04 og 2009-14 – der har været de dårligste år (forskellen er endda signifikant ved 1%-niveauet). Både perioder med færre og flere partier var bedre for dansk økonomi. Man kan dog ikke konkludere, at det præcist er antallet af partier, da en smule omtanke vil afsløre, at disse perioder var Schlüter-regeringernes sidste, impotente år, Foghs første år som de facto socialdemokratisk statsminister, og Løkke-Thorning-årene. Årene med otte partier var således specielle på andre måder.

Ser man nærmere på udviklingen, kan man heller ikke påstå, at der nogen klar sammenhæng mellem Folketingets ideologiske sammensætning eller den ideologiske afstand mellem partierne. Man kan derimod, som vi viser i den anden figur i dag, se en ganske klar sammenhæng mellem graden af fraktionalisering (målt ved et Herfindahl-Hirschmann indeks) og den økonomiske udvikling. Danmark har et bemærkelsesværdigt lavt indeks (dvs. stor fraktionalisering), der har varieret mellem 0,15 efter jordskredsvalget i 1973 og 0,29 efter valget i 1964.

Som figuren viser, er det typisk gået værre jo mere fraktionaliseret Folketinget var. Problemet er således ikke mange partier – antallet påvirker ikke engang graden af fraktionalisering, da der ingen reel forskel er i indekset om man har 8, 9, 10 eller 11 partier – men politiske situationer, hvor man har flere mellemstore partier. Det er netop under disse politiske omstændigheder, at problemer med logrolling er værst: Det bærende regeringsparti er tvunget til at få flere partier med i ethvert kompromis, og disse partier er store nok til at kunne stille egentlige krav.

Som Gordon Tullock viste i et af de bidrag til samfundsvidenskaberne, som han burde have fået en Nobelpris for, vil en sådan situation ofte føre til for meget politik, for mange beslutninger og for store udgifter: Logrolling fører som oftest til dårlig politik. Og det er overdådigt tydeligt i den tredje figur, hvor vi plotter graden af fraktionalisering overfor det offentlige forbrug (igen relativt til vores naboer).

Figuren dokumenterer, at når fraktionaliseringen i Folketinget stiger, bliver den danske velfærdsstat dyrere og dansk økonomi falder bagud for naboernes. Der er således ingen egentlige overraskelser her, men den sørgelige historie handler ikke om, at vi skulle have for mange partier.

En lære fra Løkke-tiden

Der er mange meninger om Lars Løkke Rasmussen, der forleden dag – endeligt, ville nogen sige – gik af som Venstres formand. Der er næppe tvivl om, at han har været en af sin generations dygtigste politikere, når fokus er på det politiske spil, at bevare magte, og at producere politiske resultater. Om Løkke har været en god formand for Venstre og en god statsminister for Danmark kan man derimod diskutere. Min holdning er ret klar: At han i mange år var en god formand for Venstre, men at han også har en del af skylden for, at Danmark langsomt, men sikkert, er sakket agterud for vores nabolande. Han har fra en økonomisk vinkel – i min optik – været en ekstraordinært dygtig kustode i et socialdemokratisk velfærdsstatsmuseum.

Det er dog ikke en pointe, vi forfølger i dag, hvor fokus mere er på, hvad Løkke reflekterer i dansk politik. Han tweetede således sent fredag nat, at han forlod formandsposten for at bevare sin ”selvrespekt”. Særligt én del af tweeten var værd at lægge mærke til, idet han refererede til ” den politiske linje, jeg har lagt” og som han mente, andre kræfter forhindrede ham i at få diskuteret i partiets top. Som Kristian Jensen meget præcist formulerede det, måtte hovedbestyrelsen tage stilling til, om man havde et parti med en formand, eller en formand med et parti. Jensens position var ganske klar, at problemet lå i at Venstre havde udviklet sig til det sidste med Løkke som en formand med næsten Orbán-agtig status.

En måde at få mening med den mærkelige situation i Venstre er derfor at tolke den som udtryk for, at Løkke ikke blot havde mistet sit politiske kompas, men i høj grad også sit organisatoriske kompas. I ethvert moderne, demokratisk parti tegner formanden naturligvis den politiske linje udadtil, men det er ikke ham eller hende, der bestemmer den: Formanden repræsenterer partiets politik og politiske holdninger. Det virker som om, at Løkke enten havde glemt eller ikke længere ville acceptere denne demokratiske normaltilstand.

Og det er netop den situation, der bringer mig til dagens spørgsmål: Hvad er det, man socialiserer unge mennesker til i dansk ungdomspolitik? Grunden er, at dansk politik og danskerne kan få et reelt problem på sigt, hvis de nuværende unge politikere og den næste generation socialiseres til at blive ligesom Lars Løkke. Mens man kunne mene, at det er et fiktivt problem, fortæller min erfaring mig, at det ikke er. jeg har de seneste år holdt en række oplæg for ungdomspolitiske organisationer, inklusive DSU, RU, KU, VU og LAU. Og mens det plejer at være hyggeligt og ganske fredeligt, møder man næsten altid en række unge, der ikke blot udtrykker en vilje til magt, og taler om situationen når ’de bestemmer’.

Det er tydeligt for mig, at mange af dem føler alt de har en ret til magt. De ender derfor i den samme dybe misforståelse som har præget en del af Lars Løkkes adfærd de senere år. På engelsk skelner man mellem ’to govern’ og ’to rule’, mens man på dansk simpelthen taler om at regere. I et demokrati er politikeres opgave i et begrænset omfang at ’govern’, men aldrig at ’rule’. Og heri ligger problemet: Løkke har opført sig som en, der troede han var – og havde ret til at være – en ’ruler’. Hvis man ikke i ungdomspartierne sørger for at rydde ud og socialisere den næste generation potentielle politikere til at se forskellen, og at opføre sig ydmygt overfor den magt de har, og den indflydelse de ikke har ret til, skaber man bare flere små Løkker in spe. De må vide, at det danske demokratier og danske partier ikke bør have plads til folk, der opfører sig som Victor Orbán, Nicolás Maduro, eller 2019-udgaven af Lars Løkke.