Tag-arkiv: De Konservative

Borgerlige arbejderstemmer

Lederen af Folketingets mindste parti, Lars Barfoed, forsøger i dagens Berlingske Tidende at revse denne blogs tidligere redaktør. Uden succes. Tværtimod står i hvert fald denne blogger tilbage med et indtryk af, at Lars Barfoed, som en anden lille Solkonge, lever i en drømmeverden omgivet af ja-sigere.

Disputsen handler i grunden om ikke andet og mere, end den såkaldte ”pengetanksregel”, der er en samling af (destruktive) skatteregler, der giver SKAT hjemmel til at tage for sig, når en virksomhed generationsskiftes og andelen af finansielle aktiver i udgør mere end en vis procentsats.

Som bekendt har denne procent i nogle år været 75 %, men med L 30 foreslog Skatteministeriet, at satsen sænkedes til 25 % således, at ”passive kapitalanbringelser [ville blive] kanaliseret over i erhvervsmæssige investeringer, som kan bidrage til vækst, arbejdspladser og velfærd” og så, ikke at forglemme, sikrede et merprovenu i statskassen for den fremrykkede aktieavancebeskatning på sølle 115 mio. kr. i 2012. For de berørte virksomheder anslog Skatteministeriet, at en sænkelse til 25 % ville ”medføre en likviditetsmæssig belastning” da ”ejeren må trække midler ud af virksomheden til betaling af den skat, der i dag kan udskydes ved succession.”

Takket være Lars Barfoed blev det ikke sådan. For som han siger: ”Vi fik hævet grænsen fra 25 til 50 procent[!]” Dette, mine damer og herrer, er Lars Barfoed påtænkte coup de grâce. Desværre giver det ingen mening. Nogen større klarhed får man ikke, hvis man læser videre: ”Det betyder, at en familieejet virksomhed, der overdrages til familiemedlemmer, nu kan undgå en del af skattebetalingen, hvis mindre end 50 pct. af midlerne er opsparing.

Lars Barfoed har tydeligvis været for lang tid i den politiske brugtvognsbranche, for grænsen mellem ret og politik er helt forsvundet.

Enhver kan læse, sort på hvidt, at De Konservative, under Lars Barfoeds ledelse, stemmer for, at generationsskifteskatten skærpes! Når man sænker pengetanksgrænsen fra 75 % til 50 %, så hæver man den ikke med 25 %-point. Der er ikke én eneste familieejet virksomhed, der ”undgår en del af [den ekstra] skattebetaling,” som Barfoed elles påstår. Det er løgn og latin.

Fra Folketingets talerstol sagde Liberal Alliances Ole Birk Olesen, i forbindelse med forslagets behandling, at hans partis mandater repræsenterede borgerlige stemmer der arbejder. I modsætning til De Konservatives – der rettelig set, er borgerlige arbejderstemmer.

Khaders ytringsfrækhed

Den Konservative integrationsordfører Naser Khader, MF, skriver for Berlingske Tidende bloggen med titlen ”Ytringsfrækhed”. Det er jo et fiffigt og kreativt lille ordspil, men måske også mere end det. I hvert fald har Khader nu hele to gange på kun halvanden uge ganske direkte fejlciteret personer i sin blog, og ovenikøbet i begge tilfælde når det samtidigt kunne passe ind i hans genopfindelse af sig selv som ”nationalkonservativ”.

Først var det forfatteren Carsten Jensen, som Khader i sin blog-post ”Pigen med afskåren næse og Carsten Jensen” (dateret 15/8-2010, kl. 20:38) citerer således:

“Jeg tror ikke, at afghanerne får det bedre under Taleban. Men stillet over for valget mellem et lovløst kaos og et fanatisk styre med lov og orden, så foretrækker jeg det sidste. Der er ikke noget samfund, der kan fungere under kaos og lovløshed.”

På bl.a. den baggrund skriver Khader efterfølgende denne vurdering:

“Jeg er total mundlam. Hvad tænker manden dog på? Mener han det? Jeg kan simpelthen ikke finde ord til at udtrykke min foragt og afsky for Carsten Jensen fejhed i forhold til de afghanske piger og kvinder.

Og den logiske konsekvens af Carsten Jensens svar på det første spørgsmål må være, at det så var i orden at Hitler og nazisterne overtog magten i 1930′erne og skabte dermed lov og orden. En begrundelse som i øvrigt bliver brugt og er blevet brugt, når militærjunater kupper sig til magten rundt om i verden: de vil skabe ro og orden – på bekostning af de grundlæggende frihedsrettigheder.”

Går man imidlertid direkte til kilden og nærlæser denne grundigt, vil man kunne se følgende formulering med ét enkelt, men dog centralt ord ganske forskelligt:

“Jeg tror ikke, at afghanerne får det bedre under Taleban. Men stillet over for valget mellem et lovløst kaos og et fanatisk styre med lov og orden, så foretrækker de det sidste. Der er ikke noget samfund, der kan fungere under kaos og lovløshed”.

Der er med andre ord tale om, at ét lille ord til forskel ganske dramatisk ændrer meningen i Carsten Jensens udtalelse. Ikke nødvendigvis til noget meget bedre, men i hvert fald til noget ganske andet, end det Khader efterfølgende bebrejder Jensen for.

Khaders næste blog-post hed ”Drop moskén – så tæt på Ground Zero” (dateret 24/8-2010, kl. 18:07). Heri skriver han om imam Feisal Abdul Rauf:

“Desuden kan man lige kaste et blik på en af mændene bag byggeprojektet, Rauf. Han har tidligere i en bog tilkendegivet sympati for Sharia (islamisk lov) og mener at amerikanerne selv har gjort sig fortjent til terrorangrebet den 11.9.2001.”

Men hvad var det, Rauf faktisk sagde i et meget omdiskuteret interview (CBS, ”60 Minutes”, 20/9-2001)? Han sagde, i den meget citerede passage på et direkte spørgsmål om, hvorvidt han mente, at man kunne bebrejde amerikanerne, hvad der skete 11/9:

“I wouldn’t say the United States deserved what happened on 9-11, but the United States’ policies were an accessory to the crime that happened.”

Rauf sagde altså eksplicit, at amerikanerne ikke fortjente terrorangrebet, som han endog kaldte en kriminel handling – det stik modsatte af, hvad Khader tillægger ham, om end han også mente (ligesom f.eks. 9/11 Kommissionens ledelse), at USA’s politikker kunne have været en medvirkende faktor. Interviewet indeholdt i øvrigt en kritik af terror-handlinger foretaget i Islams navn.

Kan der være tale om fejl hos Khader? Eller ”sløseri”, som Helle Thorning-Schmidt ville kalde det? I tilfældet med Carsten Jensen-interviewet er det svært at se. Interviewet var udkommet samme dag, så mon der ikke har været tale om en øjeblikkelig reaktion? Kan Khader have læst sætningen og så skrevet forkert af? Måske, men næppe: ”Jeg” og ”de” minder som ord ikke meget om hinanden, især ikke når sætningens mening bliver en ganske anden.

I tilfældet med Rauf er billedet både mere sløret og mere klart. Khader citerer ikke direkte som med Jensen, men gengiver noget der må ses som en parafrase – men indholdet er reelt det stik modsatte af, hvad manden faktisk sagde. Kan Khader have haft formuleringen fra en anden kilde, der selv, bevidst eller ubevidst, har fremstillet passagen forkert, og som Khader så har stolet på? Det kan man ikke udelukke, men i så fald kunne det være interessant at høre, hvad og hvem kilden er.

Men hvis Khader bevidst har ”citeret kreativt” to gange på halvanden uge, må der være nogle oplagte spørgsmål for mange journalister at stille sig selv, først og fremmest: Hvor mange gange før, har den meget travle skribent mon så ikke også gjort det?

Update: Som påpeget i kommentar-sporet nedenfor af vores læser, Trane, har Khader på sin blog hævdet, at han skrev Carsten Jensen passagen af fra den trykte udgave af Politiken. Men som Infomedias pdf-udgave af avisen ganske rigtigt viser, står der tydeligvis “de” og ikke “jeg” i den trykte udgave af interviewet.  Da Khader således indirekte siger, at han ikke har fået tekstpassagen fra andre eller skrevet den fra andre, efterlader det vel reelt kun to muligheder: At der ved et mærkeligt tilfælde har været ét eksemplar af Politiken, der endte i det Khaderske hjem, hvor ordet “de” manglede, og at Khader så blot gættede sig til et “jeg” – eller også at Khader ikke taler sandt.

Khader, værdier og CEPOS

Jeg har i et par dage forgæves forsøgt at poste en kommentar til Naser Khaders Berlingske-klumme om Medina & æggene, men af en eller anden grund lader enten systemet eller en redaktør ikke min kommentar komme på nettet.  Khaders kommentar indeholdt en slags svar til Jacob Mchangama, der nådesløst havde udstillet Khader ovenpå dennes påstande om CEPOS i.f.m. positioneringen af sig selv som initiativtager til en nationalkonservativ tænketank.  Så nu kommer den i stedet her:

Kære Naser Khader,

Når Du skriver sådan:

“Og en personlig kommentar til min medblogger, Jacob Mchangama: Jeg ved godt, at du (især som repræsentant for Fri Debat) er meget aktiv i værdidebatten, men det er CEPOS ikke. Der er kun fokus på skat og reformer.”

–så bliver jeg nødt til at spørge Dig direkte: Er Du uvidende om, hvad Du skriver, eller er Du bare bevidst uærlig? Der er sådan set kun de to muligheder. For lad os se på fakta:

Jacob Mchangama har jo skrevet og udtalt sig meter op og meter ned om retssikkerhed, menneskerettigheder, ytringsfrihed m.v., som chefjurist for CEPOS *længe* inden, han var med til at lave Fri Debat. Hvis Du er i tvivl, så se her:

http://www.cepos.dk/publikationer/analyser-notater/retssikkerhed/

http://www.cepos.dk/publikationer/analyser-notater/menneskerettigheder/

Der er et par dusin notater og analyser–nogle endog også af personer andre end Jacob.

Og hvad med spørgsmål såsom uddannelse (27 notater) eller integration/indvandring (19 styk ditto):

http://www.cepos.dk/publikationer/analyser-notater/uddannelse/

http://www.cepos.dk/publikationer/analyser-notater/integration/

Eller hvad med bøger om konservatisme, liberalisme, kultur, Danmarks-historie m.v.? Knap et dusin her:

http://www.cepos.dk/publikationer/boeger/

For ikke at tale om utallige indlæg og kommentar, som bestemt handler om “værdidebat”:

http://www.cepos.dk/publikationer/kommentar/

Her er formodentlig +100 publikationer, kortere og længere, som handler om alt muligt andet end skat, og som bestemt handler om de mest grundlæggende værdier i et samfund.

Det kan naturligvis være, at det er andre værdier, end dem Du har (nu)–måske tættere på dem, Du gav udtryk for i 2008, da Du stoppede mig på Christiansborg og sagde “Kom nu over til os–vi er jo de eneste rigtige liberale”. Eller da Du året før forberedte dannelsen af Ny Alliance, hvor I bestemt ikke havde noget imod at prøve at få CEPOS til at støtte Jer (omend det blev nej). Sådan kan vi jo alle forandre os, når omstændighederne tilsiger det.

Det er fint, Du gerne vil bidrage til en “værdidebat”, men det er altså ikke en særlig værdifuld måde at gøre det på ved at være bevidst uærlig eller direkte uvidende.

M.v.h.

Peter Kurrild-Klitgaard

Det er en udbredt klagesang hos visse parti-Konservative, at CEPOS kun beskæftiger sig med skat.  Det er sådan set lidt pudsigt, al den stund at det vel netop burde være vand på De Konservatives mølle–hvis det altså virkeligt var lavere skatter, man var interesseret i.  Spørgsmålet er så, hvorfor de–og måske særligt Khader–gentagne gange siger og skriver sådan, når det nu ret let beviseligt er faktuelt forkert?  Er det fordi, de selv tror det, og at de altså bare ikke har sat sig ind i forholdene?  Eller er det fordi de bevidst taler imod bedre vidende?  Det er svært ikke at tro det sidste.  Med Khaders mildt sagt mange ideologiske inkarnationer på kort tid (først ti år som folkevalgt Radikal, der lagde stemmer til venstrefløjspolitik, så “socialliberal, socialkonservativ, midtersøgende borgerlig”, så “liberal” uden adjektiv, så parti-shoppende løsgænger, så “konservativ” uden adjektiv og nu pludseligt “nationalkonservativ”) og hans umiddelbart noget svindende muligheder for at opretholde sit politiske levebrød, er det svært ikke at gætte på, at det hele reelt handler om, at han vil have sig en ny og mere synlig kasse at stå på.  Det kræver oftest nogle fjender–det være sig nye, selvskabte eller helt fiktive.

Motiv-fortolkning?  Ja, det er det nok.  Men egentlig også ret trist at iagttage.

Ny blog: “Vores borgerlige regering”

Denne punditokrat og en prominent eks-punditokrat har med hjælp fra en stadigt større samling villige rapportører taget initiativ til denne nye, lille Neben-blog: Vores borgerlige regering, hvor vi–så meget som materialet tillader det–vil foretage lav-litterære, ikke-kombative, faktuelle hyldest-annonceringer af de talrige store og små ideologiske sejre, som det dagligt lykkes for VK-regeringen at hive i land ved hjælp af rygrad, kreativitet og hårdt arbejde. Just the facts, Ma’am–just the facts …

PS. Intereressede læsere, som kunne tænke sig at bidrage og har fattet konceptet, er velkomne til at sende mig en selv-promovering på denne e-mail adresse (kurrild@gmail.com).

Borgerligt sammenbrud

Skal man grine eller græde over at se hvordan Venstre og de konservative forvalter den ideologiske arv, som vi hylder her på Punditokraterne?

Sølle 1½ milliarder i skattelettelser får nærmest VK-regeringen til at bryde sammen. En liberal finansminister praler over at det offentlige sektor nu fylder endnu mere i økonomien end under socialdemokraterne. En liberal statsminister som løber fra sit løfte om skattelettelser, hvis der er et økonomisk råderum, men alligevel vælger at udbygge den offentlig sektor.

Er der da i det mindste ikke nogle enkelte røster – bortset fra populisterne i Ny Alliance – som kunne forfægte den borgerligt-liberale synspunkter: Lavere skatter, mindre offentlig sektor, større personlig frihed, privatiseringer osv. For ikke så lang tid siden, så var der enkelte i Venstres folketingsgruppe. Nu er de pisket til tavshed. Ret ind eller forsvind, thi I ere Redepissere lyder parolen. Jeg savner nu disse røster – disse mænd og kvinder af mod – som en tørstig mand i ørkenen savner et vandhul.

Åh men så er der jo de konservative, som gennem seks år har talt og talt om skattelettelser, og nu endelig har stillet statsministeren stolen for døren. Der er ikke ret mange der forstår det tekniske i disse skattelettelse, men at det er en konservativ sejr! Det er ganske vist. At det er en personlig sejr for Majestætens underdanige tjener, Monsieur Le Minister Bendt Bendtsen. Ja det også ganske vist. Altså medmindre at det resultat, som man kommer ud med efter forhandlingerne med Dansk Folkeparti viser sig, at være totalt blottet for skattelettelser overhovedet. Så kan der vel kun være tale om et konservativt nederlag. Og et nederlag for den konservative leder. Eller skal jeg læse gamle Orwell igen og genopfriske mit ”newspeak” sådan at sejre er nederlag og omvendt?

Det konservative Folkeparti vejrer nu morgenluft fortælles det i krogene. Jo det fortælles, at dette gode parti står på spring for at overtage op imod halvdelen af Venstres vælgere! Det viser meningsmålinger, men disse brave vælgere mangler dog kun en årsag! (Nej det er næppe udsigten til at vinde en candlelight-dinner med Bendt Bendtsen!) Måske kunne det være udsigten til at stemme på et borgerligt liberalt parti, der rent faktisk står fast på synspunkter og argumenterer for, hvorfor at et borgerligt samfund er at foretrække for et socialdemokratisk. Åh Gud, hvor ville jeg dog gerne stemme på sådan et parti. Men at forestille sig, at dette parti skulle være det konservative folkeparti.

Get real!

Ugens citater: Lidt fra debatten i dagens DK

Her lidt ukommenterede bidrag fra de seneste dages debat–af mangel på tid må de tale for sig selv (hvilket flere af dem også formår at gøre på ganske sørgelig vis):

  • Anders Samuelsen til Nyhedsavisen (hat tip til 180 Grader): “Det er ret tydeligt, at Bendt Bendtsen er blevet snydt noget så groft. Det er en meget lille skattereform. Tilsyneladende er Ny Alliance det eneste parti, der mener, at 60 procent i skat er for meget. De Konservative har åbenbart opgivet kampen.”
  • Venstres politiske ordfører Troels Lund Poulsen i Deadline mandag aften (parafraseret efter hukommelsen): Regeringens forslag indeholder på miljøområdet alt det, som Svend Auken har kæmpet for i årevis.
  • Venstres folketingskandidat Kasper Kryger hos 180 Grader om regeringens 2015-plan: “Tilbage står nu en økonomisk plan, der er risikabel for dansk økonomi på sigt, den er langt mere socialdemokratisk end Nyrups gamle 2010-plan, og den er i hvert fald i strid med Venstres eget valgoplæg fra 2005.”
  • Den konservative partileder Bendt Bendtsen i sit nyhedsbrev mandag: “Det Konservative Folkeparti har grund til at være stolt i dag. Endnu engang har vi skaffet et politisk resultat, som er med til at holde dansk økonomi på sporet.” (kursiv tilføjet)
  • Fra Berlingske Tidendes “Ingen udsigt til nye skattekrav fra De Konservative”: “Lykkes det at få regeringens skattepakke igennem, er det godt nok. De Konservative vil ikke kræve yderligere lettelser, selvom deres mål egentlig ikke er nået. Skatten på den sidst tjente krone skal egentlig ned på 50 procent, hvis det står til De Konservative. Men justitsminister Lene Espersen slår fast, at der ikke er nye konservative skattekrav lige om hjørnet, hvis det lykkes at få regeringens skattepakke igennem. Heller ikke selv om pakken ikke når målet i partiprogrammet. – “Jeg vil sige, at det her er vores mål, og det her er den rigtige medicin for Danmark. Jeg har noteret mig, at Ny Alliance og De Radikale har sagt, at det ikke er nok. Men jeg tror, med den overophedning af økonomien, der er i Danmark, at det her er lige præcis den dosis, der skal til. Så vi kommer ikke med nye ekstra bud oveni. Det her er det, De Konservative mener, er den fornuftige skattepolitik at få gennemført.”

Update:

  • Troels Lund Poulsens kommentar i Jyllands-Posten til CEPOS’ beregning, der viser, at hvis VK-regeringen fra 2001 havde fastfrosset de offentlige udgifter, ville man i 2015 havde kunnet afskaffe den statslige del af indkomstskatten, inkl. mellem- og top-skat:”Venstre bekender sig til et solidarisk velfærdssamfund, hvor alle bidrager.”

Bal i den borgerlige

Nærværende punditokrat havde forrige weekend fornøjelsen af at være en tur forbi Konservativ Ungdoms 2006-landsråd, som fandt sted på Frederiksberg.

Det var nu ikke, fordi jeg pludselig er blevet kontingentbetaler i den konservative bevægelse–den tanke har såmænd ligget mig noget fjernt siden den periode, hvor partiets leder udtalte, at “ideologi er noget bras”, at partikronprinsen sagde, at det offentlige havde den størrelse, det offentlige skulle have, og at Connie Hedegaard offentliggjorde, at hun–når alt kommer til alt–foretrækker socialisme fremfor liberalisme, fordi førstnævnte trods alt har nogle sympatiske værdier.

Altså 2. halvdel af 1980erne, hvis der var nogle, der skulle tro, jeg mente i forgårs.

Næh, jeg var såmænd blot inviteret som festtaler, og det var dog en ære, jeg ikke sådan kunne sige nej til.

Når KU har været værst, har man været en ligegyldig, logrende hundehale af wannabe-karrierepolitikere; men når KU har været bedst og mest succesrig, har det altid været, når man var dejligt fandenivoldsk og turde sige et par borgerlige ord til både moderpartiet og venstrefløjen og gøre det på en festlig og farverig måde og samtidigt gør det med seriøst politisk “bid”.  Og det var så dét, min festtale handlede om.

Men udover æren var det sådan set også en fornøjelse, for det virkede som om, at der for første gang i nogle år er lidt “gang i den” i KU.  Og så nærmer vi os dét, som denne post egentlig skulle handle om, for det kan næppe være forbigået manges opmærksomhed, at der p.t. er lidt gnidninger mellem de forskellige typer af borgerlige (også her på bloggen).  Liberalister synes ikke, at Venstre er så liberalt, at det gør noget; Dansk Folkeparti synes ikke, at Det Konservative Folkeparti er så konservativt, at det gør noget; og en hel del borgerlige synes ikke, at Dansk Folkeparti er så borgerligt, at det gør noget, men måske nok så … ganske mange ting … at det gør noget.  Og netop til selvsamme festmiddag, hvori jeg deltog, markerede KU’erne, at de tør være farverige, festlige og fandenivoldske på en borgerlig måde.  Specifikt optrådte to prominente KU’ere med en rap, skrevet til Østkysthustlers gamle 90-hit, “Han Får For Lidt”.  I KUernes udgave omhandler den tre personer: en unavngiven person, en vis Anders, og en vis Pia.  Her er–for dokumentarismens skyld og lettere censureret–et par uddrag.

Først lidt om den unavngivne:

Flad skat, du sir godnat, men det fordi du ikke tør/Tag og hør dog her på KU, for du både skal og bør/Det er de unge der vil frem, det er de unge der kan/Tag og glem de pensionister, for at styre dette land …

Ha’ visioner ta’ og prøv og fortæl hvor du vil hen/Eller pak dine gamle klude og se at komme hjem/Til Fyn hvor du kommer fra og skriv en rapport/Om en cykel uden lys, og en mand der handled’ sort

Og så lidt om en vis Anders:

Minimalstat, fred og frihed, det var det, som han ku’ li’/For når Anders kom til magten blev Danmark skattefri/I gamle dage, ku behage og blive skatteboss/Men der var noget galt med regnskabet, og Anders fik et los

Klog af dage, han var tilbage, nu var det Anders, der var chef/Han havde en lille arrig dame med på eftersløb/Han havde solgt sin sjæl til fanden, og det var ikke rart/Han lignede mest af alt en socialdemokrat

Og så var det ellers af med fløjlshandskerne:

Hun kører fra Gentofte til tinget og fra tinget retur/Hun er i tv så præcist, at man kan stille sit ur/Når hun møder en muslim, så er man helt sikker på,/at hun kommer med nogle meninger, som pøblen kan forstå

Hun taler til det laveste i lave menneskers sjæl/Hun kan godt nok være grov, hun kan godt nok være fæl/Populisme, småfascisme, der er had i det hun siger/Men bumserne forstår det, de skal stemme på Pia

Hun lover efterløn og bistandshjælp, og børnepenge, boligcheck/Hvordan kan hun dog tro, at det ikke gir’ skattesmæk/At styre dette land, hvordan kan nogen mennesker tro/Det kræver jo en mand og ik’ en hjemmehjælper-ko

Hun vil så gerne frem og blive stueren med os/I regering vil hun  gerne, hun vil gerne være boss/Men hun skal holde sig til Ragnvald, hyggekaffe og medister/For det bliver over vores lig før, at Pia bliver minister

Næppe stor lyrik, men passende respektløst og med et vist politisk bid–og ihvertfald illustrativt for, hvorledes stemningen altså er p.t. i en ikke helt ligegyldig del af det borgerlige Danmark, som netop nu er lidt i splid med sig selv.  Og hele den nuværende interne debat på den ikke-socialistiske fløj af dansk politik rejser jo passende en ældgammelt tema, som Punditokrat passende kan diskutere:

Når man i det store billede er “i samme båd”, er det så bedst at fremhæve forskellene og uenighederne mellem sig?  Eller er det bedst at finde den mindste fællesnævner, uanset hvor lav og lille denne er?

God weekend.

Thanksgiving: Jeg er taknemmelig for …

Det er i morgen (torsdag), at amerikanerne fejrer “Thanksgiving”.  Det er en af de hyggeligere helligdage, jeg kender–og en, som jeg selv ved flere lejligheder har oplevet som en fantastisk illustration af amerikanernes store gæstfrihed (og som en fast tilbagevendende falsificering af uvidende europæeres hurtige udsagn om “overfladiske amerikanere”, som “kun er venlige/hjælpsomme/rare/hensynsfulde på overfladen”, o.s.v.).  Samtidigt er det i denne stadigt mere sekulariserede verden en helligdag, hvis raison d’etre er til at “føle på”.

Wall Street Journal markerer dagen på lederplads med at liste fem ting, som de synes, man bør være taknemmelige for.  Det omfatter bl.a.

  • Proliferating pandas. We learn something new every day, and this week that included the revelation that China’s pandas aren’t as endangered as we thought. Thanks in part to the cash and attention of Western conservationists, the Chinese panda population has now grown to something like 1,600 from the 1980s’ estimate of 1,000 or so. At this rate, the world will have to make sure Beijing doesn’t begin to enforce a strict one-panda birth control policy.

Det synes jeg er en god idé.  Hvad vil jeg gerne sige tak for?  Hvis vi lige ser bort fra privatfronten (hvor der er rigtigt meget at være taknemmelig for) men i stedet fokuserer på det samfundsmæssige, så er der her fem hurtige fra mig.  Jeg vil gerne sige tak for …

  • at Carsten Jensen nu ikke længere skal skrive for Berlingske Tidende.  Det gør i dette vintermørke mine morgener lysere og mit sind ditto.  Jeg ved positivt, at det var “velment”, da man hentede ham til avisen for at skrive i “Groft Sagt”–d.v.s., man ville gerne have én, der skrev godt og farverigt men først og fremmest ikke var så borgerlig, “at det gør noget”.  Men det er de borgerlige avisers evige misforståelse: De synes, at de skal være “pluralistiske” og “nuancerede”, og derfor henter de alskens skribenter ind, som mener noget helt andet end avisens ideologiske linie er (eller burde være).  Se på de (tilbageværende) venstreorienterede aviser (og radio/TV-programmer): Den fejl begår de ikke.  Når jeg holder en borgerlig avis, gider jeg ikke (også der) læse politisk korrekte, venstreorienterede holdninger.
  • At Venstre og De Konservative gik (lidt) tilbage ved kommunalvalget.  Egentlig ønsker jeg de to partier (næsten) alt det bedste, men det ville simpelthen være for deprimerende at skulle høre partibosser, back-benchers, wannabees, spindoktorer og andre hyrede hænder udlægge valget som endnu en bekræftelse af, at regeringens midtersøgende kurs har båret frugt.  Det stik modsatte er tilfældet: Nu er VK tilsammen gået tilbage ved tre valg i træk (2004 og to gange i 2005), og alle tre gange efter at de er svinget så meget ind mod midten, at De Radikale og Dansk Folkeparti er blevet presset op/ned i nogle helt andre politiske dimensioner.  Hvornår lærer VK lektien?
  • At vi nu snart går ind i 2006, for så er det 25 år siden, at vi blev færdig med 1970erne,* og det skal fejres.  Og så er det forhåbentlig på tide, at pendulet begynder at svinge til højre igen.  Personligt har jeg været ret træt af den 70’er nostalgi, der synes at have hærget det sidste årti.  Tøjet og håret var grimt, musikken var (bortset fra discoen og punken) om muligt værre, og politikken var …  Anker Jørgensen (need I say more?).  Firserne begyndte derimod formidabelt med Thatcherske privatiseringer, valgsejr til Reagan, o.s.v., og sluttede med Berlin Murens og Sandinisternes fald, og undervejs gik vi i pastelfarver, slips og malede “Til salg”- og “Privatisering nu”-grafitti på offentlige bygninger.  Det var faktisk meget sjovt.
  • At der er en masse gode iværksættere, der trods alt ikke går i Randiansk strejke.  Jeg ved det godt–det kunne være tillokkende at sige, at “Nu gider jeg sgu’ ikke længere arbejde 80 timer om ugen, blot for at der så kommer en samling bureaukrater og levebrødspolitikere og plukker det hele og regulerer mig i alle ender.  F*** det!”.  Men heldigvis for mig, dig og et par milliarder andre, så sidder der et eller andet sted på kloden en eller anden opfinder og et par driftige salgshoveder og trodser det hele, fordi de er ved at pudse noget af, som om få år givetvis vil have forandret en masse liv til det bedre.  Længere, bedre og rigere liv for flere mennesker.
  • At 2005 blev året, hvor CEPOS kom i søen.  Jeg mødte forleden en kendt dansk TV-personlighed, der var en af medindbyderne til det møde i disse dage for to år siden, som–ad mange omveje–udmøntede sig i dannelsen af CEPOS, og vi sagde næsten i munden på hinanden “Det havde vi dæleme ikke troet på, hvis nogen havde sagt for to år siden!”.  Personligt var jeg for to år siden (belært af andre fiaskoer) meget skeptisk overfor, om det kunne lykkes, men jeg havde klart på fornemmelsen, at hvis det nogensinde havde været muligt at lave en borgerlig tænketank, så var det nu.  Småting kunne eller burde måske have været gjort anderledes, men for det borgerligt-liberale Danmark er det alt andet lige en meget stor gevinst, at vi nu for første gang i årtier har en større operation, som kan fremlægge analyser og fremsætte tanker og forslag, som ikke er partipolitiske eller trivielle, men som kan være med til at gøre Danmark til et friere og rigere land.

Hvad er mine med-Punditokrater taknemmelige for? Og læserne?

* Siger jeg hermed, at firserne formelt set først begyndte i 1981 (og ikke allerede i 1980)? Ja, det gør jeg–og jeg var også stort set den eneste dansker, der markerede det nye årtusinde nytårsaften 2000/2001 snarere end 1999/2000.  Bare fordi 99 pct. af alle andre mennesker ikke forstår tidsregningens logik, skal man jo ikke holde kæft med at kloge sig …!

Er Bendtsen og Espersen sekteriske superliberalistiske anarkister?

De Konservative har holdt landsrådsmøde denne weekend.  Der er p.t. endnu ikke meldt om afsyngning af gamle slagsange —initieret af væmmelige liberalister for at kompromittere partimedlemmerne (der jo aldrig selv kunne finde på at gøre noget sådant på eget initiativ), —men det kan jo sikkert nås endnu.  Pia Christmas Møller—, som jeg som stud.scient.pol. i 1980erne delte statistik-noter med, og som siden som partileder fik vist, hvad man kan opnå med en velgennemtænkt statskonservativ linie—, er ihvertfald belært af begivenhederne fra tidligere år, og hun vil ikke lade sådanne undergravende elementer forplumre landsmødet eller partiet.

Her er, hvad hun sagde, i hvad Berlingske betegner som en “opsang” til Eva Kjer Hansen og sympatisører:

“Jeg gik rundt og troede, at alle, der ikke ligefrem bekender sig til den sekteriske skare af anarkister og superliberalister, for længst har set, at ulighed heller ikke kan være et politisk mål i sig selv,” lød hendes opsang til Eva Kjer Hansen, og de folk, der har bakket socialministerens udtalelser op.

Men er de konservative top-politikere Bendt Bendtsen og Lene Espersen mon blandt disse farlige elementer?  Der kunne være ting, der tyder på det.  Begge blev vist medlemmer af partiet engang i 1980erne, hvor partiprogrammet hed “En Fremtid i Frihed”—og alene det er jo foruroligende nok, for den slags kan jo tiltrække alle tænkelige sekteriske superliberalister og anarkister.  (Det gælder ikke Pia Christmas Møller: Hun blev tiltrukket partiet helt tilbage dengang, da partiets ideolog var Hans Jørgen Lembourn, der gjorde sig til talsmand for en korporativt styret statsmagt, SK-regering og siden blev socialdemokrat.)  Men værre end det, så sagde både Bendtsen og Espersen ifølge Berlingske Tidende ting på landsmødet, der næsten minder om … Eva Kjer Hansens udtalelser.

Her er først—igen—de herostratisk berygtede udtalelser fra socialministeren, som alle har hørt om, men få har læst:

“Vi står midt i et opgør med årtiers socialdemokratisk inspireret lighedsmageri. Det er slut nu. Uligheden er der. Og uligheden må gerne blive større, for den skaber dynamik i samfundet. Vi skal bare sikre, at dynamikken også kommer de dårligst til gode …  Vi skal ikke bruge kræfterne på bekæmpe rigdom og på at udjævne forskellen med de rigeste og de fattigste. Jeg ser ikke ulighed som noget problem i sig selv. Sagen er, at Danmark er et af de mest lige lande i verden. Det er Rwanda også, men det er vel ikke et mål i sig selv at være lige. Vi ønsker økonomisk vækst i samfundet, og hvis der er mennesker, der har ideerne, energien og initiativet til at skabe vækst og blive stenrige …, så er det alle tiders. Uligheden kan være med til at skabe dynamik i samfundet. Vi skal bare huske at behandle de dårligst stillede godt med de sociale ydelser, vi har. …  [Hver] gang der er fremgang og lønstigninger for folk, det går godt, smitter det af på folk, der er på overførselsindkomster via den takstregulering af overførslerne, som vi har i Danmark. Det gør ikke noget, at de rige bliver rigere, så længe de fattige også gør det. … Vi skal stadig have lighed i den forstand, at alle skal have de samme muligheder, eksempelvis i uddannelsessystemet. Men hvis folk klarer sig forskelligt bagefter, og det betyder, at afstanden mellem de rigeste og de fattigste øges, må det være sådan. Man skal bare stadig – huske, at der skal være et ordentligt sikkerhedsnet under de svageste, og det er der.” (JP 18-09-2005)

Altså: hverken lighed eller ulighed er mål i sig selv.  Formålet er derimod at indrette skatte- og socialpolitik således, at den ved at stimulere individuel aktivitet resulterer i generel velstandsskabelse.

Her er så, hvad Bendtsen ifølge Berlingske sagde på landsmødet:

“Det er ikke målet for os at søge ulighed. Det er heller ikke målet for os at søge lighed for den sags skyld. …  Fremgang og velstand i samfundet får vi kun, når det enkelte menneske kan få succes og blive rigere ved egen indsats. Vi konservative er garanten for, at de flittige og stræbsomme kan høste frugterne af deres egen indsats – også til gavn for fællesskabet. Det skal kunne betale sig at arbejde. … Sociale ydelser er til for dem, der ikke kan selv. Ikke alle vi andre. Ved at give alle mennesker samme ydelse får de, der sagtens kan klare sig selv, mere end rigeligt, mens de, der reelt har behov, får en utilstrækkelig hjælp. Det er ikke konservativ politik. Det er et socialdemokratisk omfordelingscirkus.”

Og her er, hvad Espersen sagde ved samme lejlighed:

Socialdemokraternes stræben efter lighedsmageriet viser, at de intet har lært af de socialistiske økonomiers fallit. Når man vil brandbeskatte erhvervslivet, fordi det går godt, når man vil straffe mennesker, der gerne vil spare mange penge op til alderdommen, så er det udtryk for jantelovspolitik af værste skuffe. Hvad hjælper det, at Helle Thorning-Schmidt går i dyre sko, hvis de personer, hun er chef for, går i alt for små sko?”

Kære Pia’er, i Dansk Folkeparti og hos De Konservative: I har tilsyneladende begge tillagt socialministeren holdninger, hun tydeligvis ikke har; er der fordi I ikke forstod det, eller fordi I gerne vil score billige politiske point på at fordreje en udtalelse?  Og hvad er så iøvrigt forskellen på dét, Eva Kjer Hansen sagde, og dét som Bendtsen og Espersen gav udtryk for?  Er Bendtsen og Espersen farlige sekteriske superliberalister og/eller anarkister?  Skal vicestatsministeren og justitsministeren nu begynde at flaggelere sig selv og gå bodsgang for at undgå at miste deres poster?

Jeg tror iøvrigt, at Christmas Møller kan slå koldt vand i blodet.  Mens KU’erne nok har vist, at der endnu er liv i organisationen, med både støtte til Eva Kjer Hansen og et forslag om fladskat (som desværre nok skal blive nedstemt), viste vicestatsministeren hurtigt, at han bestemt ikke er hverken anarkist eller superliberalist: Han vil såmænd have højere skatter (om han så er sekterisk må andre bedømme):

“Vi må spørge os selv, om vi fortsat skal acceptere, at nye EU-lande opererer med ingen selskabsskat eller en meget lille selskabsskat. Nej, det mener jeg ikke. Jeg har den holdning, at der må være en underliggende grænse for, hvor lav selskabsskatten må være, hvis man samtidig ønsker strukturfondsmidler fra EU.”

Her gik man og troede, at nationalstaten, konkurrence og lave skatter var konservative mærkesager.  Tilsyneladende ikke.  De er nu ofret til fordel overstatslig påtvungent konkurrence-bekæmpelse og højere skatter—hvilket naturligvis bliver rost af SF’s Morten Homann (hvilket skulle være signal nok til De Konservative).

Det er dæleme en underlig tid, vi lever i.