Tag-arkiv: De Radikale

Radikal opvågnen

Merete B. Riisager, folketingskandidat for Det Radikale Venstre, der som bekendt hverken er venstreorienteret eller radikalt, blev under den nys overståede valgkamp spurgt, hvorfor hun er politiker. Det er jo det, man kalder for et godt spørgsmål. Kandidaten svarede:

“Fordi politik er rammen om alt det, der er vigtigt. Politik er det hus, vi skal bo i imorgen, hvem der bliver vores nabo, og hvad vi vil slå øjnene op til, når vi vågner om morgenen”.

Bortset fra, at kandidaten glemmer at forholde sig til de stigende boligpriser, der rammer høj såvel som lav, så må det for alverdens husarer synes mistænkeligt, at politik er det første, en 28-årig kvinde slår øjnene op til om morgenen, eller at det virkelig skulle være det første, hun tænker på. Sagt ganske blidt kunne det jo være, at Merete B. Riisager slog øjnene op til noget ganske andet, ja, f.eks. bare en almindelig tallerken solgryn eller A-38 ligesom alle andre u-radikale mennesker. Men sådan er det åbenbart ikke i dét parti. Her står den på dybsindige spekulationer lige fra morgenstunden.

Måtte man så i sit stille sind håbe, at hele Det Radikale Venstre blev liggende under dynen.