Tag: demokrati (side 1 af 3)

Hong Kong synger

Uafhængighedsbevægelser tager mange former, fra det absurde voldelige til det fredeligt hjertevarme. Det sidste så man i bl.a. Estland, hvor uafhængighedsbevægelsen startede sidst i 1980erne med en række sangstævner, hvor esterne genoplivede landets tradition for korsang. Der var tale om en af de mest fredelige protester, men også en som sovjetstyret vidste ramte direkte ind i de estiske hjerter.

Los Angeles Times berettede i går om, at noget lignende er ved at ske i Hong Kong ved siden af de mere traditionelle protester (Hattip: Niclas Berggren). En anonym komponist, der kalder sig Thomas dgx yhl, har skrevet en sang der på engelsk kaldes ”Glory to Hong Kong.” Sangen lyder besnærende som en slags nationalhymne, der beder for frihed og demokrati, og hylder alt det, Beijing-regimet forsøger at underminere. Sangen, der er på kantonesisk – det sprog, der tales i Hong Kong ved siden af engelsk – er den seneste uge blevet sunget i indkøbscentre, parker og i en protest foran det Beijing-styrede skin-parlament LegCo.

Mens der stadig er en meget reel risiko for, at Beijing simpelthen lader tropper fra hæren rykke ind og besætte Hong Kong – og dermed endegyldigt viser at det kommunistiske og i stigende grad totalitære styre på ingen måde har til hensigt at respektere den britiske-kinesiske aftale om Ét Land, To Systemer fra 1997 – er noget tydeligvis ved at ske i Hong Kong. Flere gange i sommers har en million mennesker ud af byens syv millioner indbyggere været på gaden i protester mod styret, den benhårde, uhildede magttrussel fra Beijing ser for tiden ud til at have samme virkning som de russiske angreb på Ukraine: Den tvinger folk i Hong Kong til at opdage eller genopdage deres identitet som en bystat med vestlige frihedsidealer og –værdier. Ingen med respekt for sig selv kan spå om, hvordan det kommer til at gå, men Hong Kongs identitet forsvinder næppe igen, uanset hvor diktatorisk det kommunistiske regime ender med at reagere.

Venezuela – de ”gode” græder og de ”onde” ler

Der er nu gået en uge siden oppositionen og den midlertidige præsident Juan Guaidó den 30. april endnu en gang prøvede at få militæret til at skifte side. Lige som ved forsøget på at tvinge nødhjælp ind over grænsen den 23. februar, gik luften hurtigt af ballonen og forsøget mislykkedes.

Billedresultat for guaido lopez

Opfordringen blev udsendt via en video på twitter, hvor man så Guaidó og hans mentor og leder af partiet Voluntad Popular, Leopoldo Lopez (hvis fangevogtere tilsyneladende havde hjulpet ham med at flygte fra den husarrest, han har været i siden juli 2017), sammen med en håndfuld militærfolk uden for La Carlota flybasen ved Caracas.

Uroligheder, som ifølge officielle kilder kostede 5 mennesker livet og 233 arresterede, endte som bekendt heller ikke i denne omgang med at hæren vendte Maduro ryggen. Med andre ord endnu et nederlag for oppositionens bestræbelser på et regimeskifte og tilbagevenden til demokrati. De efterfølgende dages optøjer ændrede ikke noget og opfordringerne til massive demonstrationer lørdag den 4. maj, kan kun betegnes som en fuldbyrdet fiasko, med relativt få deltagere.

Med andre ord er det svært at betegne den seneste uges begivenheder som andet end en sejr til Maduro og (endnu) et nederlag til Guaidó. Og måske burde man ikke være så overrasket. Venezuela er bestemt ikke første gang hvor det er lykkedes en diktator (og det er Maduro de facto ) at fastholde magten trods en økonomi i frit fald.

Tænk blot på Zimbabwe, hvor Mugabe sidste år blev vippet af pinden. Desværre blot for at en anden af regimets magtfulde mænd kunne overtage magten. Det er absolut muligt at Maduro kan blive siddende i mange år fremover, ligesom en afsættelse af ham, når og hvis det endelig sker, ikke nødvendigvis indebærer en tilbagevenden til demokrati.

I vores demokratiske del af verden glemmer vi vist ofte, at hvis man er parat til at udvise den fornødne brutalitet, kan man sagtens forblive ved magten på trods af ”folkets vilje”. Når diktaturer falder, sker det faktisk oftest netop fordi man IKKE længere er i stand til at agere med den fornødne brutalitet.

Hvad gik egentlig forud for den 30. april?

Der er fortsat usikkerhed om hvad der egentlig ledte op til Guido’s opfordring ved daggry den 30. april. Var det ren gambling eller havde han en forventet tro på at i hvert fald dele af militæret ville skifte side?

I de efterfølgende dage gik flere repræsentanter for den amerikanske administration ud og sagde, at der havde været forhandlinger gennem et stykke tid med navngivne repræsentanter for militæret og kredsen omkring Maduro, som var endt med enighed om at Maduro skulle væk. Ifølge amerikanerne var man endda kommet så langt, at Maduro var parat til at tage et fly til Havanna, men at russerne havde fået ham til at ændre holdning.

At der har været samtaler peger meget på er korrekt, men hvorvidt der lå en aftale og russernes rolle er derimod mere usikkert. Et bud er at forhandlingerne foregik på skrømt fra personerne inde i regimet. Altså et bevidst set-up. Det skal dog understreges at denne udlægning er spekulativ. Andre mulige forklaringer er at ”et eller andet gik galt”, selv om man var blevet enig om at fjerne Maduro, at Guaidó og Lopez begik en afgørende taktisk brøler, og gik ud for tidligt, at ”nogen” havde afsløret planen og en del potentielle støtter derefter trak sig.

Ifølge den forklaring skulle Maduro være blevet fjernet via en domstolsafgørelse udstedt af højesteret, fulgt op med at de væbnede styrker udtalte deres støtte til Guaidó, i henhold til højesterets afgørelse og forfatningen, som landets legitime midlertidige præsident.

For en fremragende og meget udførlig gennemgang, se denne artikel fra Wall Street Journal

Økonomisk kollaps og resignation

Et par dage før Guaidó’s mislykkede opfordring deltog jeg i et arrangement på CBS om netop krisen i Venezuela. Her blev der også talt om mulighederne for et snarligt regimeskifte. På daværende tidspunkt havde Guaidó og oppositionen allerede annonceret store demonstrationer – nu skulle det være – 1. maj. Direkte adspurgt henviste jeg da også til at jeg forventede at der ville være både demonstrationer og sikkert også sammenstød mellem demonstranter på den ene side og nationalgarden og de såkaldte Collectivos (bevæbnede paramilitære grupper) på den anden, med både sårede og døde til følge. Men jeg forventede ikke at det ville medføre regimets fald. Desværre fik jeg ret.

Havde Venezuela fortsat været et demokrati var Maduro naturligvis blevet afsat for længst (rent faktisk var han næppe nogensinde blevet valgt). Som det fremgår af nedenstående figur 1, er økonomien i frit fald (tal er fra IMF og baseret på estimationer fra 2010 og frem på grund af manglende off. Statistik). Økonomien er således næsten halveret siden 2013.

Figur 1

At landet ydermere plages af en galoperende hyperinflation kan heller ikke overraske, givet et enormt underskud på de offentlige budgetter, som det fremgår af figur 2.

Figur 2

Resultatet er selvfølgelig at alting i dag omregnes i dollars, mens man andre steder bruger meget alternative betalingsformer (som f. eks. kaffebønner).

Det er også værd at bemærke at underskuddet på de offentlige finanser allerede var hastigt voksende før faldet i oliepriserne (2014), selv om kombinationen af faldende olieproduktion og oliepriser naturligvis har forværret situationen. Det skal samtidig medtages, at IMFs estimation af udviklingen i BNP for 2019 er lavet FØR USA indførte sine seneste sanktioner overfor Venezuela i januar mdr., som indebærer stop for fremtidig køb af Venezuelansk olie (USA har indtil nu været landets absolut største kunde), hvorfor faldet i indeværende år kan blive en del større, også selv om oliepriserne er steget på det seneste.

Største flygningekatastrofe i Latinamerikas nyere historie

Ifølge FN er ca. 3,4 mio. mennesker indtil videre flygtet ud af Venezuela. Visse iagttagere forventer tallet kan stige til op mod 6 mio. mennesker inden 2020, med mindre den humanitære situation forbedres markant. Langt de fleste er rejst til andre dele af Latinamerikam, med Colombia som den væsentligste destination. Omkring 1,1 mio. venezuelanske flygtninge og migranter regner man med befinder sig i Colombia, mens ca. ½ mio. befinder sig i Peru, små 300.000 i Chile, ca. 220.000 i Ecuador, 130.000 i Argentina og lige under 100.000 i Brasilien.

Denne udvikling er ikke holdbar i længden, selv om modtagerlandene indtil nu i høj grad har prøvet at imødekomme tilstrømningen af flygtninge.  

Udsigten til yderligere mio. af Venezuelanere som søger til primært andre Latinamerikanske lande, er ikke just noget der huer de omkringliggende landes regeringer. Ecuador forsøger allerede at hindre yderligere tilstrømning og i Brasilien, som i forhold til indbyggertallet har modtaget relativt få flygtninge, har der været uroligheder i den fattige og tyndtbefolkede delstat Roraima, som grænser op til Venezuela, på grund af tilstrømningen af flygtninge.

Men mens strømmen af flygtninge til de omkringliggende lande er et problem for dem, er det ikke nødvendigvis et problem for regimet i Venezuela – snarere tværtimod. Som Venezuelas økonomi er indrettet, vil det faktisk være en fordel med et markant lavere indbyggertal – som er faldende, hvilket fremgår af figur 3.

Figur 3

For mens en voksende befolkning i en markedsøkonomi kan ses som en ressource, gælder det ikke i en semi-planøkonomi baseret på olie (og andre råstoffer) som Venezuelas. Når oppositionen gennem årene har haft så svært ved at mobilisere befolkningen, skyldes det – ud over deres egen uformåen og manglende evne til at stå sammen – at den primært er funderet i Venezuelas middelklasse, mens regimet har baseret sin magt på at gøre den fattige del af befolkningen afhængig via tildeling af månedlige madrationer mv., som man reelt kun har adgang til, hvis man er medlem af PSUV (regeringspartiet). Og det er reelt først de seneste par år at de fattige (i storbyerne) er begyndt at vende ”det 21. århundredes socialisme” ryggen. Ikke på grund af at de pludselig er blevet grebet af et ønske om demokrati, ytringsfrihed mv., men primært på grund af at regimet i stadig mindre grad er i stand til at ”levere varen”, og i stigende grad har måtte ty til traditionel undertrykkelse.

Så jo flere der forlader landet, jo bedre. Og mens det i mange år primært var den mere veluddannede del af befolkningen som forlod landet, er det nu også i stigende grad de fattige som forlader Venezuela.

Denne exodus er til gengæld meget problematisk for de omkringliggende lande.

Det kan i yderste konsekvens føre til en egentlig militær indgriben selv om de eneste der taler om den mulighed for tiden er USA. Det ligger dog noget ud i fremtiden – hvis overhovedet, hvis det bliver aktuelt.

En invasion – USA alene eller med tropper fra andre dele af Sydamerika indebærer dog betydelige risici og omkostninger, også selv hvis man hurtig skulle sejre rent militært.

Mulige scenarier ved en amerikansk invasion er ganske glimrende beskrevet i denne artikel i Foreign Affairs.

Indtil videre må vi konstatere at trods international opbakning fra de fleste demokratiske lande, så ser der ud til at være lange udsigter til det nødvendige regimeskifte, som kan bane vej for en tilbagevende til demokrati.

Hvor robust er pressefrihed?

Udover en række forvirrede venstreekstremister og enkelte nationalkonservative, er der bred opbakning til den grundlovssikrede ytringsfrihed i Danmark. I påsken forsvarede den altid glimrende Peter Kurrild-Klitgaard for eksempel ytringsfriheden i Berlingske Tidende, og både Berlingske og JP har bragt fine ledere om emnet. Opbakningen til fuld presse- og ytringsfrihed er heldigvis massiv, og selv hvis den ikke havde været solid på Christiansborg, kunne Folketinget stadig næppe gøre meget uden at ignorere Grundloven.

Det samme gælder ikke i resten af Europa, hvor Orbán-regimet i Ungarn er på vej mod at blive et mini-Rusland og Tyrkiet igen anholder folk for at fornærme staten. Man må derfor spørge, hvor robust presse- og ytringsfrihed er mere generelt. Når man først en gang har indført en grad af frihed, hvor svært er det da at rulle den tilbage?

Det spørgsmål kan besvares ved at se på, i hvor høj grad pressefrihed beskyttes i samme grad fra år til år. Vi illustrerer derfor den generelle sammenhæng over tid i figuren nedenfor, der viser sammenhængen mellem pressefrihed i 1993 og 2017 på tværs af 41 europæiske lande. Indekset er fra Freedom House og rangerer mellem 0 (perfekt frihed) og 100 (ingen pressefrihed). Korrelationen i figuren er 0,76, og matcher således den tilsvarende korrelation på 0,79 på tværs knap 140 andre lande i af resten af verden. Ydermere er det smarte ved denne type graf, at lande med stabil pressefrihed ligger langs den orange 45 graders-linje, mens lande under den har forbedret pressefriheden i de 25 år og lande over har forværret den.

De seks lande, der har forbedret sig klart mest, viser sig at være Serbien (-37), Slovakiet (-21), Bosnien (-19), Rumænien (-17), Slovenien (-17) og Kroatien (-15). med en score på 49 er pressefriheden i Serbien ikke imponerende, og ligner den i Albanien og Bosnien (51), men det er et massiv skridt fremad. Omvendt er Slovakiet og Slovenien nu på højde med det meste af Nordeuropa. Undertrykkelsen i den del af verden har derfor vist sig ikke at være videre persistent.

Omvendt viser de seks lande, der er gået mest tilbage, hvor skrøbelig presse- og ytringsfrihed kan være, når den udsættes for politisk pres. Både Tyrkiet og Hviderusland er gået 17 point frem på indekset og dermed tilbage i frihed – og i Tyrkiet ser udviklingen ud til at fortsætte – mens lande som Moldova (+15), Ungarn (+14), Grækenland (+14) og Spanien (+14) markant har svækket pressefriheden. Ungarn har været diskuteret flittigt de senere år, og med god grund, men svækkelsen i Grækenland og særligt i Spanien er gået medierne forbi. Det rejser to spørgsmål: Fra en forskningsmæssig vinkel er spørgsmålet, hvorfor pressefriheden er så skrøbelig i nogle lande og om forfatningen de facto beskytter pressen (noget som Stefan Voigt og jeg har set på i endnu uudgivet forskning), mens spørgsmålet fra en praktisk-politisk vinkel er, om ’man’ kan gøre noget som helst ved det? Det sidste spørgsmål lader vi hænge til læserne.

Hvad beskytter den personlige frihed?

Langt de fleste danskere både værdsætter personlig frihed og støtter, at det er noget, som de fleste borgere bør kunne nyde. Med enkelte undtagelser på den yderste venstrefløj, blandt yderligtgående nationalkonservative, og klimafantaster er der enighed om, at folk i princippet må gøre hvad de vil i deres privatliv, ligesom de har ret til frit at ytre og forsamle sig, stemme, og være beskyttet mod overgreb fra staten eller medborgere. Men man skal ikke langt syd- eller østpå, før den personlige frihed enten er under angreb eller ganske begrænset.

I den almindelige politiske (og politologiske) fortælling er den personlige frihed noget, som er sikret i et demokrati. Til tider indgår elementer af personlig frihed endda i nogle politologers definition og mål af demokrati. Spørgsmålet er blot, om man kan stole på de folkevalgte – der jo både kan være udsat for lobbyvirksomhed, være magtsyge eller blot socialiseret til en idé om, at de har et til at bestemme over almindelige mennesker – som beskyttere af den personlige frihed? Eller er det en bedre idé at lade domstolene tage sig af beskyttelsen, inklusive mod politiske begrænsninger? Det spørgsmål svarer Niclas Berggren (Institutet för Næringslivsforskning) og Jerg Gutmann (Universität Hamburg) på i et nyt arbejdspapir med titlen Securing Personal Freedom through Institutions – the Role of Electoral Democracy and Judicial Independence, der netop er udgivet af IFN i Stockholm.

Mens det a priori er uklart, om det er politiske institutioner – demokrati – eller juridiske institutioner – hvor uafhængige domstolene er – der er vigtigst for beskyttelsen af borgernes personlige frihed, tager Niclas og Jerg empirisk udgangspunkt i Vásquez og Porčniks Human Freedom Index. Som de to figurer viser, er der store forskelle på tværs af verden – illustreret i den første figur – men også internt i den vestlige verden, som i den anden figur.

Det viser sig i den omhyggelige empiriske undersøgelse, at demokrati ikke er robust forbundet med personlig frihed, mens uafhængige domstole er meget tydeligt vigtige for beskyttelsen af personligt frihed. Når de splitter Vásquez og Porčniks indeks op i dets syv underindeks, viser det sig at juridisk uafhængighed er forbundet med større personlig frihed for alle elementer. Demokrati hjælper på to områder: Forsamlingsfrihed, og ytrings- og informationsfrihed.

Et sidste spørgsmål er derfor, hvad man lærer af undersøgelsen? En af indikationerne i Niclas og Jergs studie kommer fra observationen, at juridisk uafhængighed er vigtigst for borgernes personlige frihed når der ikke er demokrati eller blot flerpartivalg. Der er således en god forklaring på, hvordan enkelte steder som Hong Kong og Singapore stadig har vestlig beskyttelse af den personlige frihed på trods af, at ingen af dem kan kaldes demokratiske. Begge steder, og i særlig grad i Hong Kong, har en essentielt britisk tradition for uafhængige domstole haft den bivirkning, at borgerne i deres privatliv har større frihed end i adskillige europæiske lande. Studiet rejser også det spørgsmål, om det primært er juridisk uafhængighed eller bredere forhold forbundet med økonomisk frihed, der påvirker borgernes personlige frihed. Det spørgsmål må besvares en anden dag med et nyt studie.

Demokrati og Diktatur i Münster

I morgen formiddag sætter jeg mig i et tog til Münster i det vestligste Tyskland. Formålet med rejsen er den årlige PEDD-konference – the Political Economy of Democracy and Dictatorship – som Thomas Apoltes Lehrstuhl arrangerer for tredje gang. Konferencen er planlagt starter torsdag med en plenary som gives af min fremragende kollega Martin Paldam over temaet ”What Do We Know about the Democratic Transition? The Links between Income and the Political System.” Fredag indledes af den ligeledes glimrende Sir Timothy Besley fra London School of Economics med en plenary om “The Rise of Identity Politics.” Hele programmet kan ses her.

Som tidligere år er der rigeligt at se frem til i Münster. Udover samtaler om fremtidige forskningsprojekter med Richard Jong-a-Pin (University of Groningen) og Niklas Potrafke (CESIfo) er der en række præsentationer, som jeg har afmærket programmet. Fredag er der blandt andet Luise Doerr, Niklas Potrafke og Felix Roesels ”Right-Wing Populists in Power”, Richard Jong-a-Pin og Shu Yus ”Rich or Alive: Political (in)Stability, Political Leader Selection and Economic Growth”, og Lena Gerlings “Public Protests, Coups and Elections: Evidence from Africa” at se frem til. Lørdag ser de spændende præsentationer ud til at blive Nouhoum Tourés ”Culture, Institutions and the Industrialization Process” og Katarzyna Metelska-Szaniawskas ”De Jure and De Facto Democracy in Post-Socialist Countries.”

Sidst – og muligvis mindst – ser jeg frem til at præsentere en meget foreløbig version af mit eget papir med Daniel Bennett (Baylor University) og Steve Gohmann (University of Louisville), der har titlen ”Coups, Regime Transitions, and Institutional Change.” Mens vi nok skal trætte læserne med dét papir, er der som altid muligheden for at bede om en uddybende kommentar på nogle af de andre papirer, hvis læserne skulle ønske det.

Når demokrati holder ejendomsret tilbage

West Virginia er en af USA’s fattigste stater, og den dårligst uddannede. Der foregår ikke meget i West Virginia, der mest kendes for kulminer og skovning og derfor har lidt en krank økonomisk skæbne i efterkrigstiden. Der er dog én undtagelse: West Virginia University (WVU) i Morgantown – en by på størrelse med Kolding og et metroområde som Odense – har udviklet sig til at blive lidt af et powerhouse for forskning i public choice og politisk økonomi.

WVU har tiltrukket gode folk som professorerne Roger Congleton og Joshua Hall, og yngre folk som Bryan McCannon. Det er dog ofte deres PhD-studerende, der imponerer, og ikke mindst Perry Ferrell. Perry er et af de meget lovende navne, som man støder på ved konferencer. Han er skæg og hyggelig, men også idérig og meget kapabel. Det demonstrerer han i det nye nummer af Public Choice i artiklen Titles for me but not for thee. Artiklen med undertitlen “Transitional gains trap of property rights extension in Colombia” handler om to ting, der på en interessant måde viser sig at være forbundne: Den colombianske befolknings nej i en demokratisk folkeafstemning til fredsaftalen med FARC, og en styrkelse og udvidelse af den private ejendomsret.

Kernen i problemet er, at der er land med og uden formelt ejerskab i Colombia: Nogle mennesker har papir på deres ejerskab, mens andre ikke har. Jord, der er papir på, er mere værd, da det kan sælges på et åbent marked, mens jord uden papir stadig har en værdi i kraft af hvad der kan høstes. Der er således hvad man kunne kalde en formel ejerskabspræmie på jord med papir. Udvider man det formelle ejerskab til flere mennesker og mere jord – man giver dem helt konkret officielt papir på det, de i forvejen faktisk ejer – udvider man derfor udbuddet af jord med papir. For dem, der tidligere de facto ejede jord, men nu får papir på det, indebærer ændringen, at deres jord nu er mere værd. Som enhver studerende, der har været gennem grundlæggende mikroøkonomi ved, betyder det dog også, at den overordnede pris på jord med papir vil falde. Folk, der allerede ejer jord med papir har derfor et konkret, økonomisk incitament til at stemme nej til forslag, der udvider det officielle ejerskab af jord.

Som Perry ser, er der derfor tale om et fint eksempel på Gordon Tullocks ‘transitional gains trap’. Fredsaftalen med den kommunistiske terrororganisation FARC indebærer, at tusinder af colombianere kan få papir på den jord, de faktisk ejer. Med fred i områder, der tidligere blev kontrolleret af FARC, kan man også udvide det almindelige, formelle ejerskab til jord, så folk i hele Colombia kan få papir på, hvad de ejer.

Det betyder dog, at andre tusinder risikerer at se deres jord miste værdi for en tid når der kommer mere ’formel’ jord på markedet. Perry viser i en analyse på tværs af 914 colombianske kommuner, at kommuner hvor flere folk havde papir på deres jord før freden, var væsentligt mere tilbøjelige til at stemme nej til fredsaftalen. På samme måde viser det sig, at kommuner med større bedrifter – hvor folk dermed har mere at miste – også var mere tilbøjelige til at stemme nej, mens kommuner med mere jord uden formelt ejerskab stemte væsentligt mere for fredsaftalen.

Uanset at fredsaftalen er vigtig for Colombia, og udvidelsen af den formelle ejendomsret på sigt vil gøre landet rigere, er der således en politisk relevant gruppe colombianere som har en midlertidig økonomisk interesse i, at aftalen ikke bekræftes. Den faldt da også med et snævert flertal, og Colombia er derfor stadig uden en afklaring på et af de største problemer siden 1960erne. Perrys artikel er derfor ikke kun en sjov kuriositet, men et glimrende eksempel på, hvordan en demokratisk dynamik kan forhindre objektivt gode ændringer i at blive gennemført. Den er også på sin vis et eksempel på, hvordan reformtiming måske kan være vigtig: Får man etableret privat ejendomsret og stærke juridiske institutioner før demokratisering (som i Danmark), eller håber man på at en demokratisering skaber politisk støtte til bedre institutioner? En del tyder på, at lande der først indførte gode institutioner historisk har klaret sig væsentligt bedre, og at demokratiet efterfølgende også har været mere stabilt.

Om fire uger løber den årlige amerikanske public choice-konference af stablen i Louisville . Som altid er jeg med sammen med glimrende kolleger som Niclas Berggren og Andreas Bergh – og som altid kommer der til den tid et kort indlæg om konferencen – og Perry er der også med “Beat cops and beat reporters: The impact of local press on police behavior.” Jeg er nysgerrig efter at høre, hvordan den lokale presse kan påvirke politiets opførsel og vil se, om jeg ikke kan komme til hans session. Det samme gælder flere af hans PhD-kolleger fra WVU som Yang Zhou. De er værd at holde øje med.

Venezuela – past, present and future

Siden starten af det 20. århundrede har normen i Latinamerika været ikke-indblanding, hvis vi ser bort fra USA og Fidel Castros Cuba. Et flertal af landene i OAS (Organisationen af Amerikanske Stater) beslutning om at anerkende Juan Guaidó på bekostning af Nicolas Maduro som Venezuelas retmæssige præsident, er således et markant brud på denne tradition.

Beslutningen følger efter de fleste lande i Nord- og Sydamerika ikke anerkende sidste års præsidentvalg i Venezuela, og efterfølgende stemte for at suspendere Venezuela fra OAS.

At det meget store flertal af Latinamerikanske lande anerkender Juan Guaidó skyldes ikke mindst, at Latinamerika 15 år efter det historiske råvareboom i nullerne, er domineret af “borgerlige” (læs ikke-socialistiske) regeringer i et omfang ikke set siden 1990erne.

Venezuela’s historie kort

Vi har gennem årene skrevet utallige indlæg om udviklingen i Venezuela, under først den karismatiske Hugo Chavéz og senere under Nicolas Maduro. Når/hvis Venezuela igen bliver demokratisk, er der et par væsentlige pointer, som det er værd at understrege:

  1. Der var en grund til at Hugo Chavez vandt valget i 1998, kun 6 år efter han stod i spidsen for et mislykket kupforsøg mod den demokratisk valgte regering.
  2. Formentlig vil Venezuelas sammenbrud primært blive koblet til Nicolas Maduros navn, mens Hugo Chavez fortsat vil være et ikon på dele af venstrefløjen og blandt fattige venezuelanere.
  3. Hvad der sker efter regimets eventuelle fald vil i høj grad afhængig af en ny regerings økonomiske politik.

The curse of oil

Vi har tidligere skrevet om hvorledes Venezuela først oplevede høj økonomisk vækst frem til slutningen af 1970erne, for herefter at opleve årtiers økonomisk tilbagegang, med de seneste års spektakulære sammenbrud, som det foreløbige lavpunkt. Det fremgår tydeligt af nedenstående figur, som viser udviklingen i BNP per indbygger fra 1920 til 2010 i Venezuela, Spanien og Chile.

Det er først omkring 1980, at Spanien overhaler Venezuela, mens Chile – i dag Sydamerikas rigeste land målt på BNP per indbygger – først passerer Venezuela i midten af 1990erne.

Kilde: Maddison (2013)

I dag er BNP per indbygger i Venezuela lavere end i Peru og Colombia.

Som det også tydeligt fremgår, slutter Venezuelas egentlige højvækstperiode nogenlunde samtidig med at man får demokratisk styre.

At Juan Guaidó valgte at aflægge ed som præsident den 23. januar var bestemt ikke tilfældigt. Det er årsdagen for det coup d’etait i 1958 som afsluttede det daværende militærdiktatur og banede vejen for demokratiske valg december samme år og efterfølgende demokrati indtil først Chavéz og sidenhen Maduro gradvist afskaffede det igen.

Importsubstitution og manglende reformer

Fra midten af det 20. århundrede og indtil Chiles markedsreformer i 1975 og frem, forsøgte stort set alle lande i Sydamerika – og resten af Latinamerika – at skabe økonomisk udviklingen gennem importsubstitution.

I Venezuela gennemførte militæret i 1950erne storstilede offentlige investeringer i infrastruktur, som man håbede på ville danne grundlag for en egentlig industrialisering baseret på importsubstitution. Efter indførelsen af demokrati øgedes statsligt engagement og involvering kombineret med stadigt mere omfattende handelsbarrierer, som skulle facilitere denne importsubstitutionsproces.

I 1959 etablerede man det nationale Planlægningskontor, CORDIPLAN, som skulle fremme indenlandsk industrialisering gennem en række 5-års planer. Finansieringen skete bl. a. gennem offentlige finansielle institutioner som CVF og CORPOINDUSTRIA.

I 1976 nationaliserede man olieindustrien og skabte det statslige olieselskab PdVSA, mens man benyttede kombinationen af høje oliepriser og nem adgang til udenlandske lånemarkeder i 1970erne til at sætte ekstra blus på importsubstitutionen – i stigende grad gennem nye offentligt ejede virksomheder. Desuden investerede man efter 1975 i en række enorme projekter indenfor bl. a.  jern, stål, aluminium, og kul, i et forsøg på at gøre eksporten mindre afhængig af olie – og udnytte de komparative fordele, man mente at have (men altså ikke havde et begreb om hvorvidt man faktisk havde) i produktionen af disse varer.

Det hele endte med et brag i begyndelsen af 1980erne, og reelt er Venezuelas økonomi aldrig kommet sig siden.

Fra 1970 til 1982 mere end fordobledes statslige virksomheders andel af BNP, fra 3,2 procent til 7,2 procent. Inklusiv olieindustrien var andelen i 1982 29,4 procent.

Finansieringen af både private og offentlige projekter kom primært fra statsinstitutioner til subsidierede renter langt under markedsrente. Samtidig pålagdes private banker kvoter, som skulle lånes ud til prioriterede sektorer af “national” interesse.

Endelig indførtes omfattende priskontrol og regulering af alt fra almindelige varer og tjenesteydelser til valutakurser og rentesatser samtidig med at man yderligere regulerede arbejdsmarkedet og øgede omkostningerne ved at ansætte og fyre medarbejdere.

Havde man ikke haft det før, havde man nu etableret et typisk Latinsk statscentreret økonomiske system, der i sin ineffektivitet ikke stod tilbage for nogen i regionen.

“Statifiseringen” af Venezuela kan ses af, at hvor offentlige investeringer i 1973 udgjorde 24% af samlede investeringer, var de i 1982 steget til at udgøre mere end 67%. Og hvor investeringer i egentlig offentlige produktionsvirksomheder udgjorde under halvdelen af de samlede offentlige investeringer i 1970, udgjorde de mere end 80 procent i 1982. Omvendt er det gået for private investeringer. Fra 2. havdel af 1970erne og til første halvdel af 1980erne faldt de med næsten 80 procent. En udvikling der ikke er blevet vendt siden. I 2000 var private investeringer per arbejdstager på niveau med 1955.

Gennem de følgende årtier prøvede man flere gange at reformere økonomien – sidste gang få år før valget i 1998, som bragte Chavéz til magten. Efter Chavez valgsejr rulledes alle reformer tilbage, og i stedet begyndte man på den såkaldte “Bolivarianske revolution”, som skulle bane vejen for “det 21. århundredes socialisme” .

Fra (socialdemokratisk) demokrati til socialistisk diktatur

Som det fremgår af ovenstående, vil det være forkert at beskrive Venezuela som en relativ fri markedsøkonomi i årtierne, før Hugo Chavez blev præsident. Målt på økonomisk frihed (jo højere score jo mere fri), mindskes denne frem til midten af 1990erne, hvorefter den stiger kortvarigt i forbindelse med en række markedsreformer i 1996. Efter valget af Hugo Chavez er det kun gået en vej, og Venezuela er i dag en af verdens absolut mest ufri økonomier.

Udviklingen efter 1998 kan bedst karakteriseres ved hastig nedbrydning af magtens tredeling. Hugo Chavéz sikrede sig hurtigt en Højesteret pakket med loyale tilhængere, der gennemførtes nationaliseringer mens regulering af markedet nåede nye højder.

Pressefrihed Chile, Peru og Venezuela (høj score=lav frihed)

Kilde: Freedom House

Presse- og ytringsfrihed kom hurtigt under pres og regimet sikrede sig kontrollen med TV og radio, hvorefter valgkampene udviklede sig til en temmelig ensidig forestilling i medierne.

En præcis dato for overgangen fra demokrati til diktatur er vanskelig at fastsætte , da processen var gradvis. Men vi kan dog konstatere at det sidste nogenlunde demokratiske valg i overenstemmelse med forfatningen, var til nationalforsamlingen i december 2015.

Her opnående oppositionen flertal, på trods af regimets manipulering med valgdistrikterne i et forsøg på at begrænse oppositionens muligheder. Indtil det tidspunkt var i det mindste selve stemmeafgivningen formentlig helt reel – om end mange andre forhold omkring valgene allerede tidligt var kritisable.

Mange opfatter muligvis Hugo Chavéz som “blot” en typisk Caudillo (stærk mand), som Latinamerika – og ikke mindst Venezuela før 1958 – har været så rig på. Det var han også, men han havde også et ideologisk udgangspunkt, grundlagt i hans formative år som ung kadet i 1970erne. En overbevisning som primært blev drevet af to ting – nationalisme og socialisme. Chavéz var – med rette – indigneret over den udbredte korruption han og andre unge kadetter oplevede i 70erne hos hærens øverste ledelse. Derudover blev han påvirket af hans politiske skoling, en del af hans uddannelse, som i høj grad tog udgangspunkt i den særlige latinamerikanske afhængighedsteori, som bl .a. gennemsyrer den indflydelsesrige bog ”Las venas abiertas de América Latina” på dansk ”Latinamerikas åreladning”, skrevet af den uruguayanske journalist og forfatter Eduardo Guliano.

Man kan således karakterisere Hugo Chavéz og hans meningsfæller i Movimiento Bolivariano Revolucionario-200 (MBR-200), etableret i 1982, som lige dele Simon Bolivar (Det nordlige Sydamerikas frihedshelt) og Karl Marx. Den kombination indebar en stærk modstand mod, hvad de opfattede som neoliberal politik og udenlandsk indflydelse i Venezuela, ligesom de mente, at de civile politiske aktører havde mistet al legitimitet i forhold til forfatningen.

Det var med de ideer i bagagen at Hugo Chavéz ledte et et mislykket kup i 1992, som medførte umiddelbar national berømmelse (og respekt hos mange), da han på live TV påtog sig det fulde ansvar for kupforsøget. En respekt og berømmelse, som var stærkt mdvirkende til hans valgsejr i 1998.

Allerede året efter blev en ny forfatning vedtaget ved en folkeafstemning, som bl. a. indebar, at hæren blev tildelt en helt anden og mere aktiv rolle i Venezuela. Herefter skulle den ”Bolivarianske revolution” gennemføres ved indførelse af ”det 21. århundredes socialisme”, som Chavéz selv betegnede det, baseret på et aktivt miltært-civilt partnerskab.

Som historien har vist, indebar den Bolivarianske revolution og gennemførelsen af det 21. århundredes socialisme også – måske paradoksalt, men måske ikke overraskende, at den i forvejen betydelige korruption, efter Hugo Chavéz magtovertagelse steg til nye og ekstreme højder. Magt korrumperer og fuldkommen magt korrumperer fuldkomment, som man siger.

Men var der ikke noget med at de sociale vilkår under Hugo Chavez trods alt forbedredes og økonomien voksede? Det var i hvert fald det typiske forsvar fra Venstrefløjen i mange år, bl. a. Pelle Dragsted og Enhedslisten herhjemme. Og er det efterfølgende økonomiske sammenbrud ikke primært konsekvens af faldet i olieprisen og udenlandske sanktioner?

Hvad angår betydningen af sanktioner, er der intet som tyder på at amerikanske sanktioner de senere år, primært rettet mod enkeltpersoner har haft nogen som helst betydning for det økonomiske sammenbrud.

Samenbruddet skyldes grundlæggende den førte politik, helt tilbage fra Chavéz og frem, mens faldet i oliepriserne primært har forstærket en krise, som var kommet under alle omstændigheder – se også senere.

Når man oplevede økonomisk og social fremgang i årene under Chavez, skyldes det primært det historiske boom i priserne på råvarer (inkl. olie) i nullerne. Derimod var Chavez økonomiske politik fra start af en katastrofe.

Som Kevin Grier og Norman Maynard skriver i “The economic consequences of Hugo Chavez: A synthetic control analysis”

“We also find that while health and poverty outcomes improved under Chavez, they are not particularly different than what occurred in the synthetic control. Finally, we see little evidence that Chavez lowered inequality beyond what occurs in the synthetic control. Thus, under Chavez, Venezuela experienced lower average incomes, but did not produce any greater levels of health improvement, poverty abatement, or inequality reduction, as it likely would have without his leadership and policies.”

Som det fremgår af nedenstående figur fra Grier og Maynard, er der en meget betragtelig forskel på BNP per indbygger med og uden (syntetisk) Chavez (læs her for yderlige forklaring).

Økonomien forværres da også før olieprisfaldet i 2014. Naturligvis påvirkede olieprisudviklingen Venezuelas økonomi negativt – ligesom i andre lande, hvor olie står for en stor del af eksport og BNP. Men intet andet land har oplevet samme ekstreme nedsmeltning som Venezuela. se også nedenstående hentet fra Economist. BNP per indbygger er således halveret siden 2013, mens inflationen nu er over hvad der svarer til 1, mio procent p.a.

En væsentlig årsag til nedsmeltningen er naturligvis, at den store stigning i de off. indtægter, som man oplevede i nullerne i kraft af de højere oliepriser, ikke kunne følge med det øgede offentlige forbrug. Da oliepriserne faldt i 2014, hvilket ikke burde være kommet som den helt store overraskelse, havde man intet at stå imod med.

Kombinationen af faldende oliepriser og faldende olieproduktion har naturligvis været katastrofal for Venezuela. I indeværende år forventes olieproduktionen at falde til omkring eller ligefrem under 1 mio. tønder per dag. I 1999, hvor Chavez kom til magten, var den på 3,25 mio. tønder per dag. Et fald som ikke skyldes at man er ved at løbe tør for olie – Venezuela har verdens største oliereserver – men misrøgt og inkompetence.

Og hvad så nu?

I en kommentar i Ræson, Vi bør alle stille os på oppositionens side og fordømme Maduros diktatur, slutter jeg af med at skrive

Det kaos og den stigende desperation i befolkningen har efterhåndenden stået på i mange år. BNP er halveret siden 2013, og FN oplyser, at 90 pct. af befolkning nu lever i fattigdom. Folk sulter, og hospitalerne kan ikke skaffe medicin. Mordraten er steget til Sydamerikas højeste, mens inflationen er steget til langt over en million pct. Det er med god grund, at tre millioner mennesker er flygtet (ca. 10 pct. af befolkningen).

Det, som foregår, er ikke en kamp mellem højre- og venstreorienterede. Det er en kamp mellem socialistisk diktatur og demokrati. Her burde der ikke være tvivl i nogens sind om, hvilken side man bør være på, nemlig demokratiets side. Jeg ser i hvert fald frem til den dag, jeg kan skrive en artikel i Ræson, hvor jeg kritiserer en demokratisk (socialdemokratisk) venezuelansk regerings økonomiske politik, fordi den ikke er markedsorienteret nok for min smag.

Hvor tæt vi er på den dag, vi her på bloggen skriver en kritisk post om en demokratisk valgt regerings økonomiske politik er åbent spørgsmål. I en debat med Enhedslistens Pelle Dragsted, hvor vi ikke overraskende var uenige om det meste, var vi enige om at en blodig afslutning desværre er en reel risiko. Det er risikoen for at det ender med at Maduro bliver siddende også.

Selv om optimismen er stor blandt mange i oppositionen, som for første gang står samlet bag en leder, Juan Guaidó, er det slet ikke sikkert det ender med Maduros fald.

Det kan også ende med en “fuld Cuba”. At mio. af Venezuelanere forlader landet (mere end 3. mio. indtil videre) er et langt større problem for landende omkring Venezuela, end for Maduro og resten af den nuværende elite. I modsætning til et markedskapitalitisk samfund, hvor den enkelte borger er et potentielt aktiv, er de i en ekstraktiv semiplanøkonomi som Venezuela et passiv.

Forenklet sagt, kan man jo lade kinesere, Iranere og russere stå for olieudvindingen og selv leve af indtægterne derfra.

Militæret afgør hvem der er præsident 

Venezuelas militær er den afgørende magtfaktor og har været det længe. Derfor er det afgørende for oppositionen at få militæret til at skifte side, og det er ingen let opgave. At en enkelt general i luftvåbenet har erklæret sin loyalitet overfor Guaidó gør ingen sommer. Militærets top forholder sig indtil videre loyal overfor Maduro, og det er også vanskeligt at forestille sig den absolutte top i militæret skulle skifte side. De er for de flestes vedkommende syltet ind i illegal guld og uranudvinding, narkotikasmugling, korruption og hvidvask. Oprøret skal derfor komme længere nede i rækkerne og blandt de menige.

Men formår Maduro at fastholde hærens opbakning, er mulighederne for en bare nogenlunde fredelig overgang til demokrati minimale. Selv om det skulle lykkes at få størstedelen af hæren til at skifte side, er der også fortsat de såkaldte Colectivos – bevæbnede paramilitære grupper – som for længst har vist deres voldsparathed..

Billed er fra før de fleste EU-lande anerkendte Guidó som præsident mandag d. 4/2

At de fleste EU-lande inkl. Danmark nu anerkender Guidó, er blevet kritiseret for at øge risikoen for en blodig afslutning, måske ligefrem en indsættelse af udenlandske tropper i Venezuela.

Det er dog et tvivlsomt argument, som bygger på en ide om, at en forhandlet løsning mellem Maduro og hans regering på den ene side og oppositionen på den anden side faktisk er mulig. Det er mere end tvivlsomt.

USA udelukker ganske forudsigeligt ikke en egentlig militæraktion, mens en række EU-lande og det flertal i Lima-gruppen, som anerkender Juan Guaidó som midlertidig præsident, insisterer på at tale om en fredelig løsning. Med andre ord er det som det plejer at være.

Man kan argumentere for, at de Europæiske landes opbakning mindsker risikoen for en langvarig blodig konflikt, idet den støtter op bag den massive opbakning fra det meste af Latinamerika, samt USA og Canada.

Og hvad angår Rusland og Kina, som kritiserer anerkendelsen af Guaidó, er begge, og måske især sidstnævntes interesse primært knyttet til deres investeringer i Venezuela.

Hvis de – og især Kina formentlig – ser deres interesser bedst varetaget ved et regimeskifte – kan de blive afgørende. Ikke forstået som at man vil bakke op bag anerkendelsen af Guaidó – det er helt udelukket. Men måske ved at man ikke aktivt støtter (læs: finansierer) Meduro regimet.

Ifølge Reuters har oppositionen og Guaidó understreget at at man vil honorere Venezuelas forpligtigelser overfor både Kina og Rusland. Guaidó udtaler således at:

What most suits Russia and China is the country’s stability and a change of government,” he said. “Maduro does not protect Venezuela, he doesn’t protect anyone’s investments, and he is not a good deal for those countries.

I et interview med Bloomberg, siger Guaidó dog, at:

I will be very clear: all agreements that have been signed following the law will be respected,” Guaido said in a written interview. “If previous agreements were signed by adhering to the due process of approval by the National Assembly, they will be accepted and honored.

Det kunne tyde på at man kun er parat til at honorere en del af den eksterne gæld til Kina (og Rusland må man formode). Det er ikke klogt (for at sige det mildt), hvis man skal gøre sig forhåbning om en nogenlunde fredelig løsning.

Endelig kan man ikke udelukke en egentlig væbnet konflikt mellem Venezuela (og reelt også Cuba) på den ene side og primært Colombia, USA og måske Brasilien på den anden side – hvilket der næppe vil være den store begejstring for i hverken befolkning eller militær.

Vi kan kun håbe på det bedste – og frygte det værste. Til gengæld er der ingen grund til at frygte, at et regimeskifte vil ende i en situation som vi har set i Afghanistan, Irak og Libyen. Venezuela var i modsætning til de nævnte lande, et demokrati gennem mere end 40 år.

Men indebærer genindførelsen af demokrati blot en tilbagevenden til den førte politik før Chavez kom til magten, vil det på sigt indebære en betydelig fare for, at man ender i samme situation, som man befinder sig i nu.

Hvis man sammenligner udviklingen før Chavez kom til og udviklingen efter han indledte sin “Boliviarianske revolution”, finder man nemlig en række ligheder:

  • olieindtægternes funktion som betaling for loyalitet
  • tilbøjeligheden til at bruge planøkonomiske instrumenter og regulering i stedet for markedsløsninger
  • korruption

Chavéz og efterfølgende Maduros regeringstid kan i den sammenhæng ses som en ekstrem udgave af hvad Veneziuela oplevede fra 1960erne og frem til 1990erne. At oppositionen i højere grad end tidligere har opbakning også fra de laveste indkomstgrupper i Venezuela, skyldes næppe bekymring for de mere udemokratiske og totalitære sider af det nuværende regime, men primært at regimet i takt med en mere og mere vanskelig økonomisk situation og faldende indtægter ikke længere kan finansiere hvad der reelt er et superklientalistisk system.

Kilde: Bjørnskov (2017)

I den forstand er det korrekt at pege på faldet i oliepriserne i 2014 som afgørende for den nuværende opbakning til oppositionen og Juan Guaidó, lige som høje renter og faldende oliepriser i begyndelsen af 1980erne udløste en krise, man reelt aldrig kom sig over, og endte med Chavéz valgsejr i 1998.

Med mindre et regimeskifte indebærer et grundlæggende og afgørende paradigmeskifte i Venezuelansk politik og der relativt hurtigt gennemføres omfattende reformer, som sikrer fornyet økonomisk vækst, kan pendulet hurtigt svinge tilbage igen. Om det er muligt, kan man naturligvis godt være lidt skeptisk i forhold til.

Hvordan måler man demokrati?

Som titlen siger, handler dagens post om, hvordan man måler, hvor demokratisk et land er. det skal derfor indrømmes, at posten i dag er ’wonky’! Givet hvor vigtigt, emnet er, og hvor ofte man ser forskellige mål og vurderinger i medierne, er det dog et emne, der fortjener opmærksomhed udenfor forskerkredse.

Det er også et emne, som forskere faktisk er meget uenige om, som jeg blev mindet om igen forleden dag. Martin Rode og jeg har fået en invitation til at revidere vores databasepapir (tilgængeligt her sammen med hele databasen), og i kommentarerne til papiret er særligt en reviewers holdning meget anderledes end vores. Han eller hun mener ikke, at en simpel vurdering af, om et land har demokrati eller ej, er meget værd, og fremhæver i stedet V-Dem-projektets – efter hans eller hendes mening – meget mere omhyggelige og detaljerede vurdering. Grunden til at forskere kan være så uenige, som reviewerens kommentarer afslører, bunder i en gammel diskussion i demokratistudier: I hvor høj grad mener man, et en maksimalistisk versus en minimalistisk definition af demokrati er retvisende?

En maksimalistisk definition af demokrati er i bund og grund en definition af de ideelle demokrati. V-Dem-projektets overordnede mål for demokrati, som det kalder ”polyarchy” og behandler som mål for ”electoral democracy”, er en vurdering af spørgsmålet ”To what extent is the ideal of electoral democracy in its fullest sense achieved?” V-Dem tydeliggør deres approach ved at notere, at:

The electoral principle of democracy seeks to embody the core value of making rulers responsive to citizens, achieved through electoral competition for the electorate’s approval under circumstances when suffrage is extensive; political and civil society organizations can operate freely; elections are clean and not marred by fraud or systematic irregularities; and elections affect the composition of the chief executive of the country. In between elections, there is freedom of expression and an independent media capable of presenting alternative views on matters of political relevance. In the V-Dem conceptual scheme, electoral democracy is understood as an essential element of any other conception of representative democracy — liberal, participatory, deliberative, egalitarian, or some other.

V-dem måler således demokrati gennem en kompliceret sammenvægtning af forhold som forsamlingsfrihed, civilsamfundets styrke, ytrings- og pressefrihed, hvor stor en del af befolkningen der kan stemme, og eksistensen af frie og fair valg. Det er der ikke noget galt med, og som idealmål må man naturligvis også på en eller anden måde have mål for borgernes muligheder for at interagere med hinanden og få retvisende information om, hvad der foregår. V-Dem går endda et skridt videre ved også at have mål for ”liberal democracy”, ”participatory democracy”, ”deliberative democracy” og ”egalitarian democracy” der hver især matcher endnu mere maksimale idealdefinitioner. Alle disse mål er kodet af eksperter og indeholder derfor et klart subjektivt element.

Problemet med maksimalistiske definitioner og mål er, at de gør det umuligt for forskere at svare på en lang række spørgsmål. Uanset at de fleste er enige i en idealdefinition som den, V-Dem bruger for polyarchy-målet, kan man ikke svare på, om nogle demokratier er mere tilbøjelige til at respektere civilsamfunds uafhængighed, pressefriheden osv. Disse forhold er simpelthen bygget ind i målet, hvilket forhindrer forskere i at bruge maksimalistiske mål til at svare på spørgsmålet – svaret er givet på forhånd pga. definitionen.

Løsningen på dette og andre problemer er at bruge minimalistiske mål for demokrati, dvs. mål der kun omfatter de allermest centrale elementer af demokrati. Med andre ord, minimalistiske mål – som f.eks. Cheibub, Gandhi og Vreelands DD-indikator, som Martin Rode og jeg har opdateret, Polity IV-indikatoren, eller Boix, Miller og Rosatos alternativ – opfanger kun de elementer, som helt nødvendigt må være der, før man kan tale om demokrati. For DD-indikatoren gælder det et valg mellem flere partier i jævnlige valg, hvor valget rent faktisk kan ende med et regeringsskifte. I vores update har vi også en indikator, der differentierer lande mellem den, der ingen valg har (f.eks. Sydsudan), etpartistater (f.eks. Kina), flerpartisystemer hvor regeringen alligevel ikke kan tabe valg (f.eks. Rusland) og faktiske demokratier. Minimalistiske mål er derfor også mindre subjektive end de maksimalistiske, da der er færre elementer der skal vurderes.

Mål på basis af minimalistiske definitioner af demokrati opfanger naturligvis ikke en række karakteristika, som man gerne ville have at demokratier har, men de tillader en af stille andre spørgsmål. Tre eksempler på disse spørgsmål er: Hvorfor har et ellers velfungerende demokrati som Colombia så begrænset pressefrihed? Hvordan kan det være, at Namibias pressefrihed er sammenlignelig med vesteuropæiske landes selvom regeringen aldrig har tabt et valg (og man derfor ikke er sikker på, at det er demokratisk)? Og hvordan kan civilsamfund være så stærke i bl.a. Skandinavien og så svage i ellers demokratiske lande som f.eks. Grækenland eller Argentina?

Hvor store er forskellen så på de to typer mål? Figuren nedenfor illustrerer forskellen mellem de to type mål i 2015: X-aksen viser tre kategorier fra vores data – etpartisystemer, illiberale autokratier (dvs. flerpartisystemer hvor valgene ikke er fair), og egentlige demokratier, og Y-aksen er V-Dems polyarchy-mål. De lodrette streger viser forskellen på højeste og laveste polyarchy-score i hver kategory, og de skrå streger forbinder gennemsnittene for hver kategori.

Som figuren tydeligt viser, er der helt særligt meget store overlap mellem polyarchy-scorerne – dvs. det maksimalistiske mål – og de tre kategorier fra det minimalistiske mål. En måde at illustrere overlappet er at notere sig de højeste polyarchy-scorer blandt de illiberale autokratier og de laveste blandt demokratierne. De bedst autokratier var Libanon (0.534), Burkina Faso (0.561), Liberia (0.625), Namibia (0.702) og Sydafrika (0.743), mens de værste demokratier var Venezuela (0.333), Malaysia (0.334), Nicaragua (0.359), Ukraine (0.405) og Armenia (0.407). Flere af disse eksempler er naturligvis lande som man kan diskutere: Liberia valgte i januar i år oppositionens præsidentkandidat, og er dermed nu også kodet som demokrati i vores data, og både Namibia og Sydafrika har ganske rene og frie valg, men har aldrig skiftet regering med deres nuværende institutioner. Man kan dermed ikke vide, hvad der ville ske hvis SWAPO eller ANC tabte et valg. På samme måde har Venezuela og Nicaragua endeligt forladt de demokratiske landes klub de sidste par år.

Hvad skal man så vælge? Svaret må være, hvilket formål man har med målene. Skal man få et overblik over hvordan demokratiet fungerer i forskellige lande, er V-Dems maksimalistiske mål, ligesom konkurrenten fra Freedom House, glimrende bud. Skal man bruge dem til konkrete forskningsformål, er der ofte ganske store problemer med maksimalistiske mål, hvorfor de mere objektive og ’renere’ minimalistiske ofte bruges i forskning om effekter af demokrati eller demokratiseringsepisoder. Og er man interesseret i små, særlige stater, er der ingen vej udenom: De er langt bedre repræsenterede blandt minimalisterne.

Koloniinstitutioner og moderne demokrati

Vi har tidligere skrevet om Bjørnskov-Rode databasen, og hvad den potentielt kan bruges til (læs f.eks. her, her og her). Til både PEDD-konferencen i Münster og Public Choice Society i Charleston i år præsenterede jeg nye papirer, hvor vi bruger dele af databasen (Pedd-papiret kan nu læses her). Det har paradoksalt nok taget længere tid at skrive et papir, der dokumenterer databasen og demonstrerer en af de væsentlige features. Martin Rode og jeg er nu endelig klar med det, og det er tilgængeligt under titlen ”Regimes and Regime Change: A New Dataset”, og kan hentes enten på min hjemmeside eller på SSRN.

Udover at dokumentere hvad der ligger i databasen, må vi naturligvis også vise, at den kan bruges til noget – og helst til noget unikt. Vores valg er at se på, om hvor demokratiske de politiske institutioner var før uafhængighed påvirker, hvordan landes politiske institutioner ser ud og virker i dag. Vi ser på, hvor sandsynligt det er at tidligere kolonier har demokrati i dag, og hvor fredelige og stabile de politiske institutioner er. De sidste to ’proxier’ vi med risikoen for, at der er (politiske) snigmord og et mål for generel statslig undertrykkelse, vi får fra Christopher Fariss.

Resultaterne er forbløffende klare: Har man haft demokratiske institutioner som koloni, er der langt mere sandsynligt, at man også i dag har demokratiske institutioner. Vi illustrerer det i figuren nedenfor, der viser chancen for at være demokratisk i perioden 2010-2016, givet at man havde enten demokratiske, repræsentative eller ikke-repræsentative institutioner i den sene kolonitid. Lande, der for et halvt århundrede eller længere siden var demokratiske kolonier – enten fuldt demokratiske eller i det mindste med repræsentative institutioner med valg, som de franske kolonimyndigheder alligevel ikke kunne holde fingrene helt fra – har også i dag langt færre snigmord og markant mindre generel statslig undertrykkelse.

Pudsigt nok finder vi ingen indikationer på, at de samme lande har været mere politisk stabile, som vi måler ved risikoen for kup (fra vores egen database). Mange af disse lande har haft kup, perioder med militærdiktaturer eller andre former for autokrati, og alligevel bliver en tradition eller i det mindste erfaring med demokrati i deres sene kolonitid ved med at præge, hvordan deres politiske institutioner virker i dag. Fortiden bliver ved med at betyde noget, eller som William Faulkner engang skrev:

The past is never dead. It’s not even past.

Folket har ingen vilje

Politikere og meningsdannere argumenterer ofte for, at forslag eller holdninger er ’hvad folk vil have’. Ideen er gammel i både politik og filosofi, og den højere autoritet, man påberåber sig, har adskillige navne: Folkets vilje, folket har talt, eller folkets stemme – det romerske Vox Populi – er blot nogle af de navne, fænomenet har. Det er også et element i et af de traditionelle argumenter for demokrati, nemlig at demokratiske afstemninger afslører, hvad folk vil. Og det er et af de mest meningsløse, men ofte brugte koncepter i samfundsvidenskaberne.

Problemet blev identificeret omkring 1950 af pionerer i public choice og social choice som Duncan Black og Kenneth Arrow. I forbindelse med vores sommerserie sidste år skrev Otto uddybende om fænomenet, men det er værd at skrive om igen. I løbet af de sidste år har vi for eksempel set en række populister bruge argumenter som, at deres politik er folkets vilje, og som Donald Trump har påstået flere gange, at han hører hvad folket siger. I mit arbejde sammen med Andrea Saenz de Viteri har vi set langt flere eksempler på, at poulister netop bruger argumentet om, at deres politik blot er udtryk for folkets vilje, og intet bør stå i vejen for den. I et af de mest kontante eksempler på fænomenet sagde Tyrkiets de facto diktator Recep Tayyip Erdoğan for et par år siden til en gruppe demonstranter: ”Vi er folket – hvem er I?”

Hvis det skal give logisk mening at påkalde sig folkets vilje eller noget lignende, må det dog kunne lade sig gøre at definere entydigt, hvad det betyder. Det kan det ikke, uanset hvor frustrerende det er for både politikere, meningsdannere og selv forskere at konceptet ikke giver mening. Jeg havde endda et mindre skænderi med en lektor i jura for et par år siden, da han simpelthen nægtede at acceptere, at problemet eksisterer. For ham syntes det, at en række normative, juridiske argumenter ville bryde sammen, hvis koncepter som ’folkets vilje’ ikke giver mening.

Det er derfor vigtigt, at formidle denne indsigt, uanset at det kan være ganske svært. I sin seneste klumme i the Pittsburgh Tribune-Review giver Don Boudreaux, der er professor i økonomi ved George Mason University i USA, et af de klareste eksempler på problemet, jeg har set længe.

Suppose that you prefer to have 1,000 fewer of your tax dollars spent on health care in order to have 1,000 more spent on national defense, while I have the opposite preference. What’s the correct policy? What’s the “will” of the two of us collectively? There is no obviously correct answer.

Now add your cousin to our small group. Suppose that he prefers to have 10 fewer of his dollars spent on health care and 10 more spent on defense. Suppose also that we three vote on the matter. It seems that there will at least be a majority preference to decrease health care spending and to increase defense spending. But maybe not. You want defense spending to rise by $1,000 while your cousin wants it to rise by only $10. If on the ballot is a proposal to transfer $500 in spending from health care to defense, you might think this amount to be too small, or your cousin might think it to be too big. Thus, one or both of you might vote against the measure.

So I ask again: What’s the will of this group?

Pointen – og hele problemet her – er at det ikke kan lade sig gøre at finde på et valgsystem, der giver et entydigt resultat, endda uanset at der er et entydigt flertal for noget. En ofte hørt indvending imod umuligheden af folkets vilje er, at man bare må acceptere flertallets vilje, fordi man andre gange er en del af flertallet. Det indebærer desværre, at de borgere, der kun sjældent er del af flertallet, ikke kan være en del af folket.

Skulle man have lyst i løbet af weekenden, kan man også overveje, om man måske burde tage hensyn til, hvor vigtig en beslutning er for de enkelte borgere, eller hvor stærkt de holder et synspunkt. Men vi bliver nødt til at advare: Jo meget, man end måtte mene, at et koncept som ’folkets vilje’ bør give mening – det er jo noget, meningsdannere henviser til hele tiden – er der ingen måde at definere det klart på, uden at der er borgere, man dømmer ude af ’folket’. I et marked behøver de ikke være del af noget, og kan bare handle et andet sted, men i et demokrati er de ikke engang en del af det, der tales om.

Regimeændringer de sidste fem år

I dag udgiver Martin Rode og jeg version 2 af det, der kort kaldes Bjørnskov-Rode databasen – vores opdatering og udvikling af Cheibub, Gandhi og Vreelands kendte DD-database. Vi dækker nu 208 lande op til 1. juli 2018 med information om, hvorvidt de er demokratiske eller ej, deres type af demokrati eller autokrati, og både karakteristika af valgsystemet, parlamentet og statsoverhovedet. Den nye feature i databasen er, at vi nu tydeligt koder, om vores vurdering af deres politiske institutioner hviler på om der er valg eller ej, om der er et eller flere partier, om valgene er frie og fair, og om de faktisk også kan føre til regeringsskift. Vores vurdering af, om der er frie og fair valg, er baseret på internationale valgobservatørers rapporter.

Der er både gode og dårlige nyheder, som vi ’samler op’ i vores data for de sidste fem år. De gode er, at flere lande er kommet så langt, at frie og fair valg faktisk fører til fredelige regeringsskift. Dermed har der været de facto demokrati i Mali og Guinea-Bissau siden 2014, i Gambia og Seychellerne siden 2017, og i Liberia siden januar i år, da den forhenværende fodboldstjerne George Weah vandt præsidentvalget over den siddende præsident Ellen Johnson-Sirleaf. Vi noterer også, at det sidste valg i Angola i 2018 faktisk overholdt almindelige standarder for demokratiske valg. Vi kan dog ikke endeligt kode Angola som demokratisk, da landet stadig ikke har haft et regeringsskift, men fortsat har en regering ledet af MPLA-bevægelsen, som tidligere har svindlet med adskillige valg og været ved magten siden midten af 1970erne. Det er derfor ikke til at vide, hvor demokratiske, landets politiske institutioner faktisk er, da de ikke har været stresstestet ved at en regering har tabt et frit valg. På samme måde er der grund til at holde øje med Lesotho og Nepal, der begge havde korte periode hvor deres spæde demokratier blev midlertidigt suspenderede.

På den negative side kan vi desværre også se flere lande, hvor demokratiet er gået tabt. Det gælder således Thailand efter et militærkup i 2014, Burundi hvor valget i 2015 var tydeligt ufrit, ligesom valg i Nicaragua i 2017, og Honduras og Kenya i 2018 ikke gik korrekt for sig. Mest kendt er dog hændelserne i Venezuela og Tyrkiet i 2016, hvor helt skruppelløse diktatorer fortsat underminerer de tilbageværende institutioner.

Sidst, men ikke mindst, er der de svære sager, hvor det måske går fremad, men vi ikke kan sige noget om, hvorvidt fremgangen er stabil. Vi ser således små skridt fremad i Burma fra November 2015, som oppositionen fik lov til at vinde på ærlig vis, selvom militæret på ingen måde gav slip på magten. Zimbabwe er en anden case, hvor militæret med Emerson Mnangagwa i spidsen (endelig) foretog et vellykket kup mod landets mangeårige præsident Robert Mugabe. Om Zimbabwe kan vende tilbage til de langt mere demokratiske institutioner, landet havde før 1962 – som den selvstyrende britiske koloni Rhodesia – er på ingen måde sikker, men det virker sikkert at sige, at Mnangagwa ikke kan være lige så absurd en statsleder som Mugabe var.

Situationen i Egypten, der havde et faktisk valg, fik en stærkt muslimsk regeringsleder der opførte sig diktatorisk, og derefter blev smidt ud af militæret, er langt sværere at vurdere. Det basale spørgsmål, vi stiller i dag, er derfor om det går fremad i verden. Svaret er, at det er temmelig blandet, men at fremgangen ofte overses i danske medier. Frie og fredelige valg i Gambia får næppe meget opmærksomhed blandt danske journalister. Læser man almindelige aviser kan man derfor hurtigt få et indtryk af, at det går tilbage for demokratiet. Bruger man vores database, er situationen mere blandet fordi man kan få øje på lyspunkterne.

Hvor troværdige er BNP-tal fra diktaturer?

De sidste mere end ti år har medierne med jævne mellemrum skrevet om, hvor godt det økonomisk går i Kina. På samme måde er der indikationer på, at Etiopien er på vej frem, og at Myanmar/Burma skulle være det nye vækstområde. Disse landes officielle BNP-data peger således på, at de gør noget rigtigt, og at bl.a. danske virksomheder burde investere, fordi Kina, Etiopien og en række andre lande repræsenterer fremtidens store markeder. På samme tid sidder man som fagøkonom ofte med en fornemmelse af, at der er noget galt. Har man været i Kina, har man set kvaliteten af nybyggeriet og infrastrukturen, og når man også kender historierne om nye millionbyer, der nærmest står tomme, er det svært at forlige ens indtryk med et land, hvor marginalafkastet til investeringer burde være højt.

For tre år siden deltog jeg i et arrangement på Aarhus Universitet om Afrika, hvor bl.a. Mærsk Consulting også stillede med et par folk. Samtalen kom uvægerligt også ind på Kina, hvor Mærsks repræsentant lakonisk bemærkede, at containermarkedet havde stået helt stille i 2014 – der var 0 % vækst i markedet – så hvordan kunne økonomien som helhed vokse 6½ %? Der var, kunne vi hurtigt konkludere, noget fundamentalt galt med de officielle tal. I Europa er Hviderusland – et på mange måder ureformeret kommunistisk samfund – et andet eksempel på BNP-tal, der ’lugter’. Det officielle BNP per indbygger, ifølge CIA, er 18.600 USD, og dermed højere end både Brasiliens og Montenegros. Det store spørgsmål, som vi har stillet før her på stedet, er derfor hvor meget, man bør stole på nationalregnskabstal fra ikke-demokratiske lande.

I maj udkom et nyt working paper fra University of Chicago, der svarer på spørgsmålet og som der har været stor international interesse for. Under titlen ” How Much Should We Trust the Dictator’s GDP Estimates?” diskuterer Luis Martinez hvor meget, man kan stole på indkomsttal fra diktaturer og andre ikke-demokratiske samfund. Som Martinez skriver på side 1: ”Governments themselves usually produce these estimates, which gives rise to a moral hazard problem as they are constantly tempted to exaggerate how well the economy is doing.” Alle regeringer har et stærkt incitament til at overdrive, hvor godt det går. Det gælder også for den danske regering, som dog altid kan regne med at blive imødegået af både uafhængig, officiel statistik og en række kommentatorer i frie medier som Børsen. Er man regering i et land uden demokrati, er det langt lettere at lyve om fremskridt, og det er netop konsekvenserne af dette incitament uden checks and balances, som Martinez dokumenterer.

Generelt finder han, at diktaturer overdriver den økonomiske vækst med en faktor 1,15 til 1,30. Med andre ord vil et udemokratisk samfund, der i virkeligheden har en vækstrate på 3 %, officielt rapportere vækst på 3½ til 4 %. Generelt indebærer det også, at velstandsfremgangen i diktaturerne, han ser på mellem 1992 og 2008, er i gennemsnit 40 % overvurderet. Der slutter historien dog ikke, da Martinez også undersøger forskellige regimetyper. Resultaterne kan ses i hans Figur 6 nedenfor, der plotter effekterne for forskellige typer: Regnskabsafvigelserne er således meget større for civile og kommunistiske autokratier end for militærdiktaturer, og for samfund uden et valgt parlament og uden en centralbank, der er ansvarlig for pengepolitikken.

Er det blot tilfældigheder alligevel, eller vokser disse lande anderledes? Martinez svar på disse spørgsmål er at dykke ned i strukturen af dataene. Det viser sig, at der er langt mere manipulation i år med lav vækst, (bedømt ved ændringen i nattelys) og år med valg. Og de komponenter af BNP, som driver effekterne, er kun investeringer og offentligt forbrug, og dermed netop de dele, som staten kan manipulere uden checks and balances. Privat forbrug og international handel er langt lettere for bl.a. udlændinge at efterprøve, og på disse komponenter er der derfor ingen systematisk afvigelse.

Det meste bekymrende er måske, at de allerstørste afvigelser ses for Kina og Burma mellem 1992 og 2008. CIAs World Factbook sætter Kinas købekraftskorrigedere BNP per indbygger til 16.600 USD, hvilket er ganske flot og en status, der kan sammenlignes med lande som Brasilien og Montenegro. Tager man udgangspunkt i tallet for først-90erne og derefter korrigerer det, er virkeligheden langt tættere på cirka 11.000 USD. Kina er stadig vokset imponerende, men det korrigerede tal ligger på linje med levestandarden i f.eks. Egypten, Georgien eller Namibia. Og hvis man er interesseret i at investere internationalt eller planlægge, hvor man lægger sin handelsindsats i de næste år, er det vel værd også at kende til diktaturernes svindel?

Israel 70 år

Den 14. maj 1948 forlod de sidste britiske styrker Haifa, og samme dag stiftedes staten Israel officielt. I ugerne efter anderkendte andre lande også staten, og Israel kan derfor i disse uger fejre sin 70-års fødselsdag. Det og dog næsten et år, før Israel også blev formelt medlem af FN, efter at både Danmark, Storbritannien og Sverige afstod fra at stemme. Det har været 70 år med flere krige, med voldsomme kampe mod de palæstinensere, der boede på området før – og ikke mindst deres efterkommere og andre palæstinensere, der har sluttet sig til – og med både tvivlsomme og stærkt kritisable politiske beslutninger. På den ene side fordrev Israel cirka 700.000 palæstinensere, og på den anden side har der hele perioden været et niveau af palæstinensisk terror mod den israelske befolkning, som er svært at forestille sig i Vesteuropa. Det er netop disse ting, medierne skriver om, når de tegner et offentligt billede af Israel. Vores ærinde i dag er at minde om, at der er et faktisk land inde bag mediernes terrordækning og politiske kritik

Uanset hvad man ellers mener om Israel – og meningerne er både delte og stærkt politiserede – er landet meget anderledes end resten af regionen. Mange mennesker, især på den ydre venstrefløj, synes at hade Israel og kun se skyggesiderne af landet, men ser man ædrueligt på sagen, er der et spørgsmål, man bør stille sig selv: Hvis jeg skulle bo permanent i Mellemøsten, hvor ville jeg så helst bo? Stiller man spørgsmålet og ser man på fakta, dukker der et Israel op, som medierne sjældent skriver om.

Figuren nedenfor viser, hvor langt Israel er foran sine nabolande på en række områder. Det gælder helt særligt hvor demokratisk landet er, hvor vi bruger The Economists demokratiindeks. Her har Israel en fornem score på 7,79 (identisk med Sydeuropa – Grækenland, Italien, Portugal og Spanien er 7,79 mens Danmark scorer 9,22 ), hvilket er 96 % bedre end naboernes, hvor kun Cypern har cirka samme status. I andre demokratimål som f.eks. vores eget, er Cypern og Israel de eneste demokratier i regionen. Pressefriheden, målt gennem Freedom Houses årlige vurdering, viser et indeks på 33 – 51 % bedre end naboernes og igen på niveau med Cypern (Sydeuropa er på 30). Israel er også, på trods af en række højt profilerede skandaler, væsentligt mindre korrupt end naboerne. Transparency International vurderede det sidste gang til en score på 62, der er 62 % bedre end naboernes, og også ganske væsentligt over både Italien, Grækenland og de sydøsteuropæiske EU-medlemmers gennemsnit på 54. Det reflekteres også i gennemsnitsindkomsten, som CIA sidste år estimerede til 36.200 købekraftskorrigerede dollars, og dermed 61 % over naboerne (og over det sydeuropæiske gennemsnit på 33.600). Sidst, men absolut ikke mindst, er retsvæsenet mere effektivt end de fleste andre steder i regionen. Fraser Instituttets vurdering på 6,13 (på en skala til 10) er ikke perfekt og en smule under Sydeuropas vurderng på 6,35, men 32 % bedre end naboernes. Og det skal med at målt med Rosemary Fikes nye indeks over lighed for loven mellem kønnene, ligger Israel med en score på 0,95 50 % bedre placeret end naboerne. Og mens det offentlige er noget større end hos naboerne, er Israels økonomi mindre reguleret, mere global og mere åben overfor resten af verden.

Som nævnt kan man diskutere meget og længe om, hvorvidt Israel opfører sig rimeligt eller urimeligt overfor palæstinenserne og nabolandene. Men der er næppe nogen tvivl om, hvor man ville bo, hvis man skulle flytte til Mellemøsten. Landet er på en lang række områder et almindeligt, vesteuropæisk land, der ligger i en problemfyldt region og har oplevet massiv indvandring fra Østeuropa og en række meget fattige lande. Det er vel i sig selv en præstation, der er værd at fejre.

Bjørnskov-Rode datasættet er online

Som vi har skrevet om tidligere (læs her, her, her, her og her), har min ven og kollega Martin Rode (Universidad de Navarra i Pamplona) og jeg været i gang med en større database, godt hjulpet af vores forskningsmedhjælp Greta Piktozyte. Formålet var oprindeligt at opdatere Cheibub, Gandhi og Vreelands DD-datasæt, men vores udgave re noget større. Blandt flere nye features er, at vi har kodet hvordan de politiske institutioner så ud før en række lande blev uafhængige, og vi har også 16 lande i datasættet, der stadig er kolonier, f.eks. Gibraltar og the Northern Marianas. Vi har også lagt nye detaljer ind, f.eks. om hvor stort parlamentet er, og hvordan det vælges. Helt særligt har vi matchet det med et stort datasæt om kup og kupforsøg, der også indeholder både flere kup og mere information om kuplederne end tidligere datasæt.

Den slags skal naturligvis gøres offentligt tilgængeligt, og det er netop hvad vi nu har gjort. Jeg har sat en personlig hjemmeside op her, hvor hele datasættet kan hentes kvit og frit her. I løbet af kort tid vil vi også lægge en formel codebook op samme sted, samt vores baggrundspapir, hvor vi kommer til at dokumentere hvor vigtige de politiske institutioner under kolonitiden er for sandsynligheden for, at et land er demokratisk i dag.

Pointen her, som skal understreges, er at datasættet er frit tilgængeligt for alle interesserede. Vi vil derfor opfordre alle de læsere, der kunne være interesserede, til at gå ind og tage et kig. Måske er man bare nysgerrig, måske har man planer om at bruge det i undervisningssammenhæng, eller måske har man forskningsmuligheder med det. Jo mere folk bruger det og jo mere de spreder informationen om det, jo bedre – og allerbedst hvis folk også husker at citere os for det.

Public Choice 8: Din stemme er intet værd – og alligevel stemmer du sikkert

En af de indsigter fra public choice, der på samme tid er dybt foragtede af mange mennesker og har dybe konsekvenser er, at folks individuelle stemmer i demokratiske valg er næsten totalt ligegyldige. Den første gang, nogen skrev offentligt om, var i 1793 da den franske matematiker og filosof Marquis Nicolas de Condorcet bemærkede, at på et individuelt plan er stemmeafgivelse ofte irrationelt. Anthony Downs formulerede indsigten omhyggeligt i sin 1957-bog An Economic Theory of Democracy.

Indsigten er meget simpel. I det sidste Folketingsvalg blev der afgivet i alt 3.604.940 stemmer (heraf 23.366 på Færøerne og 20.154 på Grønland). Sandsynligheden for, at en tilfældigt udvalgt borger i Danmark er pivotal – altså at hun kan påvirke valget – er derfor 0,00000028. Ja, det er seks nuller efter kommaet. Selv hvis vi går ud fra, at hun overvejer at stemme socialdemokratisk og derfor befinder sig omkring medianvælgeren, er sandsynligheden stadig kun 0,0000011 – så er vi nede på fem nuller efter kommaet. Sandsynligheden for, at ens individuelle stemme gør nogen som helst forskel er derfor i alle praktiske henseender absolut nul – det gør hverken fra eller til om du stemmer!

Set fra et snævert økonomisk synspunkt er det derfor et paradoks hvorfor folk alligevel stemmer. De får intet ud af det – deres stemme er ligegyldig – og de har konkrete omkostninger forbundet med handlingen. Ved sidste valg måtte jeg for eksempel gå op til Skovvangsskolen i regnvejr og stå en halv time i kø for at afgive en stemme, og derefter gå hjem igen i endnu værre regn. Alligevel troppede 85,9 % af vælgerne i Danmark op til sidste Folketingsvalg.

Der findes derfor en række teoretiske forklaringer på, hvorfor folk alligevel stemmer. Alle disse forklaringer har bekymrende implikationer. Den simpleste er, at folk er så dumme eller uuddannede, at de ikke kan forstå, at deres stemme er ligegyldig – men hvis de er så tåbelige, får vi så dygtige politikere valgt? En anden er, at folk stemmer fordi de betragter sig selv som gruppemedlemmer i stedet for individuelle vælgere. Dette tillader dem at internalisere tusindvis af andre menneskers adfærd i deres egen adfærd, og derfor at komme over det store free-rider problem i stemmeadfærd. Rent normativt indebærer denne type ’stammeadfærd’ dog ganske ubehagelige konsekvenser, fordi den normalt kommer med meget stærke syn på verden som delt i ”os og dem.”

Den mest accepterede forklaring er dog teorien om ’ekspressive vælgere’, som forbindes med Geoffrey Brennan og Loren Lomaskys arbejde. Ideen i teorien, som blandt den yngre generation er videreudviklet af særligt Colin Jennings fra King’s College London, siger at folk ikke primært stemmer for at påvirke politiske beslutninger. I stedet stemmer de for eksempel for at sende et ’signal’ til andre om dem selv. Vil man gerne ses som særligt moralsk ophøjet, kan man vælge at stemme radikalt eller kristent i Danmark, og er ens identitet at man er socialt indigneret, går man hen og stemmer på Enhedslisten. Muligvis stemmer man også for at følge og opretholde en social norm om, at man gør sin ’samfundsmæssige pligt. Det særlige – og det normativt stærkt bekymrende – ved teorien om ekspressiv stemmeadfærd, er at vælgerne ikke behøver nogen som helst information om, hvad der foregår i samfundet eller hvad forskellige politikere og partier har af planer, for at afgive en ekspressiv stemme. Der er således heller ikke nogen grund til at bruge tid og andre ressourcer på at følge med eller søge politisk viden. Den måde, folk stemmer på, kommer derfor til at have ganske lidt med faktisk politik eller konsekvenser af politikken at gøre.

Begynder man at tænke over stemmeafgivelse og valghandlinger i en public choice-optik, er der således god grund til at tro, at demokrati ikke ligefrem fungerer som det er meningen. Ekspressive stemmer, manglende information, og næsten total mangel på incitament til at holde politikere ansvarlige for den faktisk førte politik indebærer, at chancen for at observere regeringsfejl er ganske høj! Og således bliver public choice også i denne vinkling ”Politics without Romance”, som James Buchanan formulerede det.

For en bredere introduktion til spørgsmålet om værdien af demokratiske stemmer og selve systemet, er der næppe bedre bud end Buchanans kollega Gordon Tullocks fine The Vote Motive. Udgivet af the Institute of Economic Affairs i London, med forord af punditokraternes gamle redacteur Peter Kurrild-Klitgaard og med efterord af Michael Munger, Charles Rowley og Stefan Voigt er den stadig en fornøjelse af læse.

Skaber industrialisering demokrati?

Hvorfor nogle lande vælger at indføre eller afskaffe demokrati, og hvorfor nogle vestlige lande indførte demokrati tidligere end andre, er store spørgsmål i politisk økonomi, public choice, og politologi. Siden Lipsets studier i 50erne har der blandt andet været en debat om, hvorvidt økonomisk udvikling skaber grundlaget for demokratisering, men Lipsets påstand er stadig omdiskuteret. En del af moderne udvikling er, at folk bliver mere uddannede og at der opstår en middelklasse, der bor i byer. De vil sandsynligvis få en præference for demokrati, men industrialisering skaber på den anden side også nye særinteresser – industrien selv og dens ejere – og en ny middelklasse, som ikke har interesse i at give de fattigere stemmeret. Når en elite og den nye middelklasse bliver rigere, får de også mere at tabe hvis relativt fattige får stemmeret og derigennem kræver større omfordeling. A priori kan man således ikke teoretisk sige, hvad der sker.

Jeg er pt. til den famøse BBQ-workshop, som i år afholdes i Gargnano ved Gardasøen, og hvor flere folk prøver at svare på spørgsmålet med nye metoder. Det gælder ikke mindst for den 25-årige Jean Lacroix, der er PhD-studerende ved Université Libre de Bruxelles. Jean undersøger i sin PhD-afhandling hvad effekterne af industrialisering er på folks præference for demokrati. Han bruger det særlige faktum, at Frankrig afholdt to folkeafstemninger om indførsel af demokrati eller fortsat autokrati i midten af 1800-tallet. I 1852 argumenterede en elite for indførsel af monarki og solgte det som garanti for ro og stabilitet. I 1870 afholdt man en folkeafstemning, hvor kejseren, Napoléon III, støttede indførsel af demokrati. Jean ser på ændringen af stemmemønstrene på tværs af franske departements i de 18 år, der falder sammen med den første klare franske industrialisering.

Resultaterne er krystalklare: Ser man på antallet af dampmaskiner – som i sig selv udbreder sig systematisk fra den første dampmaskine i nordøst og sydpå – eller antallet af arbejdspladser i industri og brugen af kul, kan man se hvordan de områder, der industrialiserer, får stærkere præferencer for demokrati. Jean kan dermed vise meget tydeligt, at i et centralt, europæisk land, bidrog industrialisering og moderne udvikling positivt til landets demokratisering. Hans studie er dermed et eksempel på den nye udvikling i politisk økonomi og andre dele af nationaløkonomi, hvor vi de seneste år har set en række omhyggelige, historiske studier, der kan kaste lys over moderne spørgsmål i udviklingslande. Jean bemærkede selv, hvordan politiske industrialiseringseffekter måske kan bidrage til at forklare, hvorfor nogle autokrater aktivt forhindrer investeringer i moderne udvikling. Med andre ord: Måske forbliver nogle lande fattige og underudviklede, fordi en lille elite ved eller regner med, at udvikling ødelægger deres magtbase. Ideen er således ikke ny, men evidensen for den er.

Balladen omkring Orbán og CEU

Siden marts har universitetsverdenen i de vestlige lande været i oprør. Grunden er, at det ungarske Orbán-regime fører en direkte kampagne mod et af Centraleuropas mest velrenommerede universiteter. Central European University er grundlagt med og fortsat støttet af midler fra rigmanden George Soros fond, og hviler dermed på et liberalt, åbent grundlag. En stor del af det videnskabelige personale er udlændinge (inklusive min gode kollega Michael Dorsch), ligesom cirka 2/3 af studentermassen, og alle universitets uddannelser er automatisk akkrediteret i både Ungarn og USA. Dét er blevet for meget for det erklæret illiberale styre, som nu forsøger med alle midler at lukke universitetet. Som Michael Stewart (UCL) og Rogers Brubaker (UCLA) opsummerede situationen forleden (hattip: Niclas Berggren):

The legislation — formulated in general terms but plainly directed against the CEU alone — would require the CEU, which is fully accredited in both the United States and Hungary, to operate educational programmes in the US as well as in Hungary; it would oblige the CEU to change its name; it would end the practice of allowing non-EU faculty to teach without work permits; and it would allow the university to operate only on the basis of an inter-state agreement between the United States and Hungary.

The first of these would be prohibitively expensive and serve no educational purpose; the second would destroy the symbolic identity of the university; and the last two would fatally compromise the autonomy of the University by subjecting its operation to the discretionary approval of the Hungarian government.

En af de pikante detaljer ved hele sagen er, at Orbán valgte at benytte en særlig nødprocedure for at haste lovgivningen gennem parlamentet. Denne nødprocedure er tænkt som en mulighed ved f.eks. naturkatastrofer og regeringen kan kun lovligt benytte den fire gange om året. Bekæmpelsen af CEU er med andre ord så vigtig for regeringslederen, at han gør brug af en politisk tvivlsom metode.

CEU – som var vært for dette års konference i the European Public Choice Society – er således blevet et symbol for kampen mod Ungarns politiske march mod Putin og Erdogan. Og Orbáns opførsel har til en vis grad haft utilsigtede konsekvenser, da en række politikere på hans egen fløj og i hans eget parti meget offentligt hr udtrykt skepsis overfor den nye lov. Der er i det mindste tegn på, at dele af regeringspartiet Fidesz ikke ønsker, at Ungarn bliver et elektoralt diktatur, som Orbán tydeligt har planer om.

Problemerne stopper dog ikke hos angrebet på CEU, men stikker langt dybere. Staten gør ihærdige forsøg på at bringe civilsamfundet under dens kontrol og Ungarns pressefrihed er for eksempel svækket betragteligt i de senere år. Da situationen var bedst i 2003, vurderede Freedom House (via dets Press Freedom Index) presse- og mediefriheden til 20 på en skala fra 0 (det perfekte) til 100 (det nordkoreanske ideal). I dag er Freedom House-vurderingen en score på 40, hvilket placerer EU-medlemmet Ungarn på niveau med Indien og det kinesiske-styrede Hong Kong. Spørgsmålet er, om udviklingen stopper der, eller om Europe skal se frem til en autokratisk plet midt i dets centrum. Hvad der sker de næste uger med CEU og regeringens juridiske angreb på den akademiske verden bliver sandsynligvis en stærk indikation om retningen af Ungarns udvikling.

Valg og demokrati i verden

Som visse privilegerede læsere ved, er Martin Rode og jeg ved at nærme os tidspunktet, hvor vi kan offentliggøre vores database over regimetyper og regimetransition. Vi glæder os naturligvis, og vil i dag dele en lille bid af den. Databasen, som vi har omtalt tidligere, tillader os blandt andet at skelne mellem lande uden valg (f.eks. Somalia eller Saudiarabien), lande der faktisk afholder valg i etpartisystemer (som Nordkorea), lande med formelt kompetitive valg, men hvor valget ikke reelt kan føre til et regeringsskifte, og lande med de facto demokratiske valg. Vi kan med andre ord skelne mellem steder som Rusland, Sydafrika og Namibia, der afholder nationale valg med forskellige partier, men hvor vinderen i virkeligheden er givet (valgene er ofte hverken frie eller fair) eller hvor man ikke kan forvente at alle parter respekterer resultatet af valget, og lande som Danmark, Botswana eller Chile, hvor der reelt er demokrati.

Hvor stort et problem er det reelt, kunne man måske spørge. Figuren nedenfor illustrerer svaret på spørgsmålet, idet den viser hvor stor en andel af verdens lande der falder i de fire kategorier: 1) Lande uden valg; 2) Etpartistater; 3) Elektorale autokratier, dvs. ikke-demokratier med flerpartivalg; og 4) Faktiske demokratier. Som den viser, er der cirka fem procent af verdens lande i dag, der ikke afholder nationale valg, og omkring tre procent af dem, hvor der kun er et parti at vælge i valget. Det er trods alt et fremskridt i forhold til toppen i slutningen af 1970erne, hvor 28 procent af verdens lande var etpartistater – og næsten alle kommunistiske stater. Omvendt vurderer vi også 63 procent af landene som demokratiske i dag, om end de ikke alle er lige ’kønt’ demokratiske.

Værdien af at kunne skelne er tydelig, når man fokuserer på udviklingen efter Sovjetunionens kollaps omkring 1990. Året før var 44 procent af verdens lande demokratiske, og 40 procent havde enten ingen valg eller var etpartistater – de sidste 14 procent var elektorale autokratier. Følger man udviklingen, kan man tydeligt se hvordan væsentligt flere lande blev demokratiske, men også hvordan størsteparten af dem blot rykkede fra valg med et parti på listen, til valg med flere partier, men uden en reel demokratisk mulighed.

I den anden figur nedenfor, hvor vi plotter den tilsvarende fordeling i Afrika, bliver denne udvikling ekstremt tydelig. Nok er flere afrikanske lande blevet demokratiske, men størstedelen af udviklingen har reelt været udviklingen af skindemokrati: Robert Mugabe sidder stadig tungt på magten i Zimbabwe, Pierre Nkurunziza blev i 2015 for tredje gang valgt som Burundis præsident på trods af at forfatningen begrænser præsidenter til to perioder, og José Eduardo dos Santos har regeret Angola siden 1979. Alle kan hævde at gennemføre valg med oppositionspartier, men valgene betyder reelt ikke noget. Er man interesseret i international udvikling eller politisk økonomi, er det vel værd at vide?

Demokrati, økonomisk frihed og kønsnormer

En af de sidste sessions ved sidste uges Public Choice-konference i New Orleans viste sig at være blandt de meste interessante.  Rosie Fike, der siden sidste år har fået job på Texas Christian University, delte sessionen med Matthew Bonick (Uni Freiburg) og den altid interessante Niclas Berggren (IFN). Sessionen hed Culture, men handlede faktisk om køns- og tolerancenormer.

Rosies papir var en test af, om politisk og økonomisk frihed er forbundne med folks kønsnormer. Hun fangede dem ved tre spørgsmål i the World Values Survey om hvorvidt mænd er bedre ledere, om jobs burde gives primært til mænd, når der er mangel på dem, og om der er vigtigere at drenge går på universitet end piger. Resultaterne af hendes ganske omhyggelige undersøgelse pegede på, at demokrati er stærkt forbundet med mere moderne kønsnormer. Det har tidligere studier også peget på, men Rosie viste også, at mere økonomisk frihed er meget tydeligt forbundet med mere moderne kønsnormer.

Det særlige er dermed, at resultaterne de facto indebærer en advarsel mod meget af den politik, der foreslås for tiden: Kvoter på kvinder i bestyrelser, mere direkte reguleringer af arbejdsmarkedet og støtteordninger til f.eks. at ansætte kvinder i bestemte erhverv (tænk bonus når Aarhus Universitet ansætter kvindelige professorer) reducerer alle den økonomiske frihed. Resultaterne sætter derfor et stort spørgsmål ved, om de politisk populære tiltag for at skabe mere kønsenshed er effektive. Hvis reduktioner i den økonomiske frihed fører til normer mod kønslighed eller en langsommere transition til moderne normer, kan tiltagene være direkte skadelige. Nationaløkonomi er stadig studiet af utilsigtede konsekvenser.

Farvel til Venezuelas demokrati

Vi har skrevet om Venezuelas katastrofale udvikling en række gange de seneste år. På trods af Chavez og Maduro-regimets ødelæggende økonomiske politik – toiletpapir, majsmel og mælk har været mangelvarer i adskillige år og inflationen ser ud til at runde de 700 procent i år – og forfølgelsen af de frie, regeringskritiske medier, vandt oppositionen alligevel parlamentsvalget i december 2015. Mange trøstede sig derfor med, at Venezuelas demokrati stadig var levedygtigt, om end som et såkaldt ”competitive autocracy”, og at et stort flertal i befolkningen ville vende udviklingen.

Den mulighed er nu endegyldigt væk. Som Alexander Brockwehl  hos Freedom House skriver, faldt Venezuelas ”demokratiske facade” i efteråret (hattip: John Meadowcroft). I organisationens årlige rapport, Freedom in the World 2017, er Venezuela for første gang nogensinde placeret i kategorien ”Not Free.” Først fjernede Maduro-regimet, gennem en Højesteret som Chavez fyldte med tilhængere af hans ”socialisme for det 21. århundrede”, fire valgte oppositionsmedlemmer af parlamentet. Som Brockwehl understreger, fjernede Højesteret dermed den supermajoritet, det krævede for at oppositionen f.eks. kan udnævne medlemmer af valgkommissionen CNE. Højesteret har også undladt at kritisere, at regeringen gennemtvang en finanslov uden at parlamentet stemte om den.

Hverken dette eller en række andre brud på forfatningen har fået Højesteret til at protestere, ligesom den tillod Maduro og den valgkommission, som han fuldstændigt kontrollerer, at afskaffe de sidste rester af faktisk demokrati i efteråret. Oppositionen havde krævet, at den politisk umulige situation med en præsident, der nægter at samarbejde med et parlament, som oppositionen dominerer, løses af en præsidentiel ’recall’-afstemning – en proces som netop er beskrevet i Venezuelas forfatning for at afhjælpe politiske hårdknuder. CNE udskød først, og aflyste derefter den folkeafstemning, der uden tvivl ville have været endnu et nederlag for det ekstremt upopulære Maduro-regime.

Konsekvensen hos Freedom House er derfor, at hvis et regime nægter at afholde et forfatningsmæssigt korrekt valg, kategoriseres det efterfølgende sammen med andre diktaturer som Cuba. Maskerne er faldet og Maduro-regimet har gjort som alle andre kommunistiske regimer nogensinde: Afskaffet befolkningens ret til politisk selvbestemmelse.

Mens Venezuelas deroute er velkendt og omhyggeligt beskrevet de senere år, er tabet af demokrati stadig chokerende. Politisk ustabilitet er et almindeligt fænomen i Latinamerika – nogle vil måske endda sige, at det er et af de vigtigste fællestræk i Sydamerika – men Venezuela har været stabilt demokratisk siden 1958 og har overlevet fem kupforsøg siden da. Hvor specielt det er, illustreres nedenfor med data fra den database, som Martin Rode og jeg har været i gang med at udvikle det sidste år (og som offentliggøres om nogle uger).

I vores data er tre lande i Latinamerika og Caribien pt. ikke demokratiske: Haiti og Venezuela, der er civile autokratier, og Cuba der er et militært ledt kommunistisk diktatur (de røde søjler i figuren). Området har 19 præsidentielle demokratier af varierende kvalitet: Argentina, Bolivia, Brasilien, Chile, Colombia, Costa Rica, den Dominikanske Republik, Ecuador, El Salvador, Guatemala, Guyana, Honduras, Mexico, Nicaragua, Panama, Paraguay, Peru, Surinam og Uruguay (de blå søjler). Latinamerika omfatter også 11 parlamentariske demokratier, dvs. demokratiske styrer uden en præsident: Antigua og Barbuda, Bahamas, Barbados, Belize, Dominica, Grenada, Jamaica, St. Kitts og Nevis, St. Lucia, St. Vincent og Grenadinerne, og Trinidad og Tobago (de sorte søjler). Det pudsige ved området er dermed, at der ikke er nogen latinamerikanske ’mellemformer’ som Tyskland eller Italien, hvor man har et stærkt parlament og en ceremoniel præsident. Har man en præsident i Latinamerika, har han eller hun faktisk magt. Sidst, og faktisk mindst, må man ikke glemme at området også inkluderer ti lande, der ikke er selvstændige, men har omfattende selvstyre og fuldt demokratiske institutioner (de stribede søjler): Anguilla, Aruba, Bermuda, de Britiske Jomfruøer, Cayman-øerne, Curacao, Puerto Rico, Turks og Caicos, de Amerikanske Jomfruøer, og Sint Maarten.

Figuren illustrerer, hvor mærkeligt det er at Venezuela nu effektivt er et diktatur. Mens Argentina f.eks. har været demokratisk i 32 af de sidste 41 år (venstre søjle) og 49 år siden 1950, og Peru kun har været det henholdsvis 26 og 37 år, har Venezuela synligt været langt mere stabilt. Det er et af de ’gamle’ latinamerikanske lande, der indførte sin første forfatning i 1830, og der så sent som i 1930erne var rigere end Spanien, Portugal og Syditalien. For 100 år siden var det et af de steder, folk emigrerede til for at søge et bedre liv. I dag er det et kommunistisk diktatur, hvor forfatningen, oppositionen og befolkningen ignoreres af regimet, og dagligdagen er usund, voldelig og fattig på mad, men rig på politiske løgne. Det er, med andre, en skændsel.

« Ældre indlæg

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑