Tag: demokrati (page 1 of 4)

Valg og demokrati i verden

Som visse privilegerede læsere ved, er Martin Rode og jeg ved at nærme os tidspunktet, hvor vi kan offentliggøre vores database over regimetyper og regimetransition. Vi glæder os naturligvis, og vil i dag dele en lille bid af den. Databasen, som vi har omtalt tidligere, tillader os blandt andet at skelne mellem lande uden valg (f.eks. Somalia eller Saudiarabien), lande der faktisk afholder valg i etpartisystemer (som Nordkorea), lande med formelt kompetitive valg, men hvor valget ikke reelt kan føre til et regeringsskifte, og lande med de facto demokratiske valg. Vi kan med andre ord skelne mellem steder som Rusland, Sydafrika og Namibia, der afholder nationale valg med forskellige partier, men hvor vinderen i virkeligheden er givet (valgene er ofte hverken frie eller fair) eller hvor man ikke kan forvente at alle parter respekterer resultatet af valget, og lande som Danmark, Botswana eller Chile, hvor der reelt er demokrati.

Hvor stort et problem er det reelt, kunne man måske spørge. Figuren nedenfor illustrerer svaret på spørgsmålet, idet den viser hvor stor en andel af verdens lande der falder i de fire kategorier: 1) Lande uden valg; 2) Etpartistater; 3) Elektorale autokratier, dvs. ikke-demokratier med flerpartivalg; og 4) Faktiske demokratier. Som den viser, er der cirka fem procent af verdens lande i dag, der ikke afholder nationale valg, og omkring tre procent af dem, hvor der kun er et parti at vælge i valget. Det er trods alt et fremskridt i forhold til toppen i slutningen af 1970erne, hvor 28 procent af verdens lande var etpartistater – og næsten alle kommunistiske stater. Omvendt vurderer vi også 63 procent af landene som demokratiske i dag, om end de ikke alle er lige ’kønt’ demokratiske.

Værdien af at kunne skelne er tydelig, når man fokuserer på udviklingen efter Sovjetunionens kollaps omkring 1990. Året før var 44 procent af verdens lande demokratiske, og 40 procent havde enten ingen valg eller var etpartistater – de sidste 14 procent var elektorale autokratier. Følger man udviklingen, kan man tydeligt se hvordan væsentligt flere lande blev demokratiske, men også hvordan størsteparten af dem blot rykkede fra valg med et parti på listen, til valg med flere partier, men uden en reel demokratisk mulighed.

I den anden figur nedenfor, hvor vi plotter den tilsvarende fordeling i Afrika, bliver denne udvikling ekstremt tydelig. Nok er flere afrikanske lande blevet demokratiske, men størstedelen af udviklingen har reelt været udviklingen af skindemokrati: Robert Mugabe sidder stadig tungt på magten i Zimbabwe, Pierre Nkurunziza blev i 2015 for tredje gang valgt som Burundis præsident på trods af at forfatningen begrænser præsidenter til to perioder, og José Eduardo dos Santos har regeret Angola siden 1979. Alle kan hævde at gennemføre valg med oppositionspartier, men valgene betyder reelt ikke noget. Er man interesseret i international udvikling eller politisk økonomi, er det vel værd at vide?

Demokrati, økonomisk frihed og kønsnormer

En af de sidste sessions ved sidste uges Public Choice-konference i New Orleans viste sig at være blandt de meste interessante.  Rosie Fike, der siden sidste år har fået job på Texas Christian University, delte sessionen med Matthew Bonick (Uni Freiburg) og den altid interessante Niclas Berggren (IFN). Sessionen hed Culture, men handlede faktisk om køns- og tolerancenormer.

Rosies papir var en test af, om politisk og økonomisk frihed er forbundne med folks kønsnormer. Hun fangede dem ved tre spørgsmål i the World Values Survey om hvorvidt mænd er bedre ledere, om jobs burde gives primært til mænd, når der er mangel på dem, og om der er vigtigere at drenge går på universitet end piger. Resultaterne af hendes ganske omhyggelige undersøgelse pegede på, at demokrati er stærkt forbundet med mere moderne kønsnormer. Det har tidligere studier også peget på, men Rosie viste også, at mere økonomisk frihed er meget tydeligt forbundet med mere moderne kønsnormer.

Det særlige er dermed, at resultaterne de facto indebærer en advarsel mod meget af den politik, der foreslås for tiden: Kvoter på kvinder i bestyrelser, mere direkte reguleringer af arbejdsmarkedet og støtteordninger til f.eks. at ansætte kvinder i bestemte erhverv (tænk bonus når Aarhus Universitet ansætter kvindelige professorer) reducerer alle den økonomiske frihed. Resultaterne sætter derfor et stort spørgsmål ved, om de politisk populære tiltag for at skabe mere kønsenshed er effektive. Hvis reduktioner i den økonomiske frihed fører til normer mod kønslighed eller en langsommere transition til moderne normer, kan tiltagene være direkte skadelige. Nationaløkonomi er stadig studiet af utilsigtede konsekvenser.

Farvel til Venezuelas demokrati

Vi har skrevet om Venezuelas katastrofale udvikling en række gange de seneste år. På trods af Chavez og Maduro-regimets ødelæggende økonomiske politik – toiletpapir, majsmel og mælk har været mangelvarer i adskillige år og inflationen ser ud til at runde de 700 procent i år – og forfølgelsen af de frie, regeringskritiske medier, vandt oppositionen alligevel parlamentsvalget i december 2015. Mange trøstede sig derfor med, at Venezuelas demokrati stadig var levedygtigt, om end som et såkaldt ”competitive autocracy”, og at et stort flertal i befolkningen ville vende udviklingen.

Den mulighed er nu endegyldigt væk. Som Alexander Brockwehl  hos Freedom House skriver, faldt Venezuelas ”demokratiske facade” i efteråret (hattip: John Meadowcroft). I organisationens årlige rapport, Freedom in the World 2017, er Venezuela for første gang nogensinde placeret i kategorien ”Not Free.” Først fjernede Maduro-regimet, gennem en Højesteret som Chavez fyldte med tilhængere af hans ”socialisme for det 21. århundrede”, fire valgte oppositionsmedlemmer af parlamentet. Som Brockwehl understreger, fjernede Højesteret dermed den supermajoritet, det krævede for at oppositionen f.eks. kan udnævne medlemmer af valgkommissionen CNE. Højesteret har også undladt at kritisere, at regeringen gennemtvang en finanslov uden at parlamentet stemte om den.

Hverken dette eller en række andre brud på forfatningen har fået Højesteret til at protestere, ligesom den tillod Maduro og den valgkommission, som han fuldstændigt kontrollerer, at afskaffe de sidste rester af faktisk demokrati i efteråret. Oppositionen havde krævet, at den politisk umulige situation med en præsident, der nægter at samarbejde med et parlament, som oppositionen dominerer, løses af en præsidentiel ’recall’-afstemning – en proces som netop er beskrevet i Venezuelas forfatning for at afhjælpe politiske hårdknuder. CNE udskød først, og aflyste derefter den folkeafstemning, der uden tvivl ville have været endnu et nederlag for det ekstremt upopulære Maduro-regime.

Konsekvensen hos Freedom House er derfor, at hvis et regime nægter at afholde et forfatningsmæssigt korrekt valg, kategoriseres det efterfølgende sammen med andre diktaturer som Cuba. Maskerne er faldet og Maduro-regimet har gjort som alle andre kommunistiske regimer nogensinde: Afskaffet befolkningens ret til politisk selvbestemmelse.

Mens Venezuelas deroute er velkendt og omhyggeligt beskrevet de senere år, er tabet af demokrati stadig chokerende. Politisk ustabilitet er et almindeligt fænomen i Latinamerika – nogle vil måske endda sige, at det er et af de vigtigste fællestræk i Sydamerika – men Venezuela har været stabilt demokratisk siden 1958 og har overlevet fem kupforsøg siden da. Hvor specielt det er, illustreres nedenfor med data fra den database, som Martin Rode og jeg har været i gang med at udvikle det sidste år (og som offentliggøres om nogle uger).

I vores data er tre lande i Latinamerika og Caribien pt. ikke demokratiske: Haiti og Venezuela, der er civile autokratier, og Cuba der er et militært ledt kommunistisk diktatur (de røde søjler i figuren). Området har 19 præsidentielle demokratier af varierende kvalitet: Argentina, Bolivia, Brasilien, Chile, Colombia, Costa Rica, den Dominikanske Republik, Ecuador, El Salvador, Guatemala, Guyana, Honduras, Mexico, Nicaragua, Panama, Paraguay, Peru, Surinam og Uruguay (de blå søjler). Latinamerika omfatter også 11 parlamentariske demokratier, dvs. demokratiske styrer uden en præsident: Antigua og Barbuda, Bahamas, Barbados, Belize, Dominica, Grenada, Jamaica, St. Kitts og Nevis, St. Lucia, St. Vincent og Grenadinerne, og Trinidad og Tobago (de sorte søjler). Det pudsige ved området er dermed, at der ikke er nogen latinamerikanske ’mellemformer’ som Tyskland eller Italien, hvor man har et stærkt parlament og en ceremoniel præsident. Har man en præsident i Latinamerika, har han eller hun faktisk magt. Sidst, og faktisk mindst, må man ikke glemme at området også inkluderer ti lande, der ikke er selvstændige, men har omfattende selvstyre og fuldt demokratiske institutioner (de stribede søjler): Anguilla, Aruba, Bermuda, de Britiske Jomfruøer, Cayman-øerne, Curacao, Puerto Rico, Turks og Caicos, de Amerikanske Jomfruøer, og Sint Maarten.

Figuren illustrerer, hvor mærkeligt det er at Venezuela nu effektivt er et diktatur. Mens Argentina f.eks. har været demokratisk i 32 af de sidste 41 år (venstre søjle) og 49 år siden 1950, og Peru kun har været det henholdsvis 26 og 37 år, har Venezuela synligt været langt mere stabilt. Det er et af de ’gamle’ latinamerikanske lande, der indførte sin første forfatning i 1830, og der så sent som i 1930erne var rigere end Spanien, Portugal og Syditalien. For 100 år siden var det et af de steder, folk emigrerede til for at søge et bedre liv. I dag er det et kommunistisk diktatur, hvor forfatningen, oppositionen og befolkningen ignoreres af regimet, og dagligdagen er usund, voldelig og fattig på mad, men rig på politiske løgne. Det er, med andre, en skændsel.

Weekendindsigten: Højrefløjen er pænere

Hvorfor stemmer folk som de stemmer? Spørgsmålet er helt centralt i både statskundskab og politisk økonomi, og kan ofte få folk op af stolene. Vi kan alle sammen blive enige om, at det ville være bedst a folk udelukkende stemte efter, hvad de mente var bedst for alle og derfor stemte på de politikere og partier, som de mener bedst kan opnå ’gode’ resultater. Men siden Downes i 1957 påpegede, at vælgere som oftest er rationelt uvidende, har det været svært at tro på, at samfund faktisk virker på den måde (uanset at nogle af mine kolleger stadig antager det).

Er udseende for eksempel en konkurrenceparameter i politik? Svaret på det spørgsmål er et utvetydigt ja. I et nyt studie, der udgives i det prestigiøse Journal of Public Economics, dokumenterer mine svenske venner Niclas Berggren og Henrik Jordahl sammen med deres finske kollega Panu Poutvaara, at højrefløjens politikere er pænere på i både Europa, USA og Australien. Grunden som dokumenteres i ”The right look: Conservative politicians look better and voters reward it” er, at udseende belønnes – vælgerne stemmer mere på pænere politikere. En ekstra enhed ’udseende’ giver 20 % flere stemmer på højrefløjen og 8 % flere på venstrefløjen, men kun hvis vælgerne ikke rigtigt kender politikerne. Med andre ord bruger vælgerne udseende som en slags indikator for succes når de ikke ved noget om de kandidater, de stemmer på. Og højrefløjens vælgere er mere tilbøjelige til at gøre det end venstrefløjens.

At vælgerne stemmer på pænere kandidater viser sig også at have politiske konsekvenser. De pænere politikere tjener ofte mere (i deres civile jobs) og er dermed mere tilbøjelige til at være modstandere af omfattende omfordeling. Studiet er både meget omhyggeligt og ganske bekymrende for dem, der stadig lever i illusionen om, at demokrati faktisk er godt – og ikke bare mindre dårligt end alternativerne. Vi andre kan måske blot ønske os pænere danske politikere – det kan ikke være så svært.

Studiet har gået sin gang i de internationale medier og har været dækket i bl.a. Washington Post, Fox News, The Atlantic og det svenske Forskning & Framsteg. Vi ønsker stort tillykke til Niclas, Henrik og Panu!

Demokrati og udvikling

Et af de mest omdiskuterede spørgsmål i samfundsvidenskaberne de senere år er, om demokrati er forbundet med bedre økonomisk udvikling. En skole, der i det store og hele er anført af Daron Acemoglu fra MIT, fastholder at demokrati skaber udvikling. Holdets seneste studie kan læses her med en mere populær version her. Fra en anden kant har Ricardo Hausman med flere argumenteret for, at demokratisering giver sig udtryk i såkaldte vækstaccelerationer. Begge dele af argumentet er dog imødegået af andre studier. Flere har peget på, at Hausmans oprindelige studie (med Pritchett og Rodrik) er drevet af kodningsfejl, og at hvis man retter disse fejl, er vækstaccelerationerne tydeligt drevet af økonomisk reformer (læs f.eks. her og her). Acemoglu-studiet er også modsagt af anden ny forskning, hvor Pozuelo, Slipowitz og Vuletin – en gruppe yngre økonomer – finder at demokratisering ikke har nogen systematisk virkning (her og her).

Hvad skal man nu tro? En af mulighederne er at se nærmere på demokrati og politiske institutioner. I nyt arbejde, som Martin Rode fra Universidad de Navarra og jeg er i gang med sammen med vores meget kompetente forskningsmedhjælp Greta Piktozyte, udvider vi eksisterende mål for demokrati. En særlig feature ved databasen (som er tilgængelig for interesserede i en slags beta-version) er, at vi også inkluderer lande, der ikke er uafhængige. Vi har således Jamaica med som demokrati siden 1942, selvom landet først blev uafhængigt fra Storbritannien i 1962. En række lande og territorier som Bermuda og the Northern Mariana Islands er også omfattet af databasen selvom de stadig formelt er kolonier. En af grundene er, at de ekstra lande gør det langt nemmere at svare på en række spørgsmål.

Mens vi på ingen måde vil kalde det konkret evidens, kan man faktisk se et klart billede af situationen i figuren nedenfor. Figuren illustrerer sammenhængen mellem demokrati (året et land bliver demokratisk) og udvikling (logaritmen til PPP BNP per indbygger) på tværs af 34 små lande (under en million indbyggere). Et af problemerne med at vurdere, om demokrati skaber udvikling eller ej, er at effekten kunne gå den anden vej: Rigere lande er mere tilbøjelige til at blive demokratiske. Hvis demokrati skaber udvikling, burde man derfor se et billede, hvor et land er rigere, jo længere tid det har været demokratisk. X-aksen på billedet er derfor det år, landet fik demokrati (med selvstyre). Men det er ikke det billede, der viser sig.

På tværs af de sorte prikker – de lande, der nu er uafhængige – er der en klar sammenhæng (en korrelation på -0,45). Men på tværs af lande, der er fuldt selvstyrende og demokratiske, men ikke uafhængige, er der ingen sammenhæng (korrelation 0,08). Tværtimod indikerer figuren, at når et land er uafhængigt, er de fattigere lande dem, der senere indfører demokrati. Og den viser endda det noget politisk ukorrekte resultat, at uafhængighed ikke umiddelbart ser ud til at være økonomisk gavnlig. Mange derude har givetvis en række indvendinger, men pointen er blot denne: Det simple billede er ikke logisk konsistent med argumentet om, at demokrati gør en rigere. Demokrati har mange andre egenskaber, men der er ingen grund til at tro, at alt godt kommer til dem, der vælger deres politikere.

Hvor demokratisk er Afrika egentlig?

I torsdags skrev vi om de særlige eksempler, man kan finde i de opdaterede data, som Martin Rode og jeg arbejder med for tiden. Men dataene, der er tilgængelige fra 1950 til 2015, kan naturligvis også bruges til at illustrere mere generelle trends. En af de mest omdiskuterede i mange år, har været hvordan det går med demokrati i Afrika.

Figuren nedenfor viser, hvor stor en andel af de nu 54 afrikanske lande er kategoriseret som ’rigtigt’ demokratiske. Svaret er 35 %, eller 19 af de 54, og selvom det ikke lyder af alverden, er det et væsentligt fremskridt i forhold til for bare 20 år siden. Ikke overraskende skete meget af udviklingen som direkte konsekvens af Sovjetunionens kollaps, da Østblokken ikke længere politisk og økonomisk kunne understøtte socialistiske diktaturer i Afrika. Figuren viser dog også, at de tidligere britiske kolonier helt generelt har været mere tilbøjelige til at blive demokratiske. Med den fredelige overdragelse af magten efter valget i september 2011 blev Zambia det ottende af de 16 lande med britisk kolonifortid, der er tydeligt demokratisk.

Afrika demokrati

Før nogen undrer sig, illustrerer figuren dog også en ganske interessant detalje. Ghana var den første koloni i Afrika, der blev uafhængig i 1957, men figuren viser hvordan omtrent 6 % – dvs. tre lande – faktisk var demokratiske før de blev uafhængige. Denne andel stiger endda en smule omkring 1960. Ghana fik faktisk frie og demokratiske valg, og en grad af selvstyre, allerede i 1951. Landet blev dermed på sin vis lige så demokratisk, som Færøerne er i dag. Denne umiddelbart mærkværdige situation er både spændende og generelt ignoreret i forskningen. Hvis læserne kender til forskning på området, hører vi meget gerne om det.

Hvor er de mest overraskende demokratier?

Jeg har de seneste måneder brugt en del tid i samarbejde med min ven Martin Rode (Universidad de Navarra) på at samle en database over regimetyper og ledere. Dataene indgår både i vores fælles arbejde omkring demokratiseringer og regimeændringer (se f.eks. her) og i mit eget arbejde omkring kup og kupforsøg. Hvis man ikke lige stirrer sig blind på tallene, ser man ofte morsomme og interessante ting, mens man arbejder med dem. Dagens observation er ganske enkel den, at man faktisk ser stabilt demokratiske regimer, som er omgivet af autokratiske nabolande, ligesom man ser det modsatte. Så hvor er de mest overraskende af slagsen?

Mit bud, baseret på vores opdatering af demokratiindikatorerne i Cheibub, Gandhi og Vreelands DD-database, peger på tre lande: Kenya, Mongoliet og São Tomé og Príncipe. Alle tre er kendetegnet ved at være fattige eller mellem-indkomst med PPP-justerede nationalindkomster på 3300, 12.500 og 3400 dollars (kilde: CIA World Factbook) og har været stabilt demokratiske i mindst ti år.

De deler også det, at alle deres geografiske nabolande er stabilt autokratiske, forstået på den måde at de alle er kategoriseret som udemokratiske i hele perioden 2005-2015. Deres nabolande er på andre måder bekymrende. For Kenya gælder det f.eks. Somalia og Sydsudan, for Mongoliet Rusland, og for São Tomé er det nærmeste fastland Gabon og Ækvatorialguinea. Sidst er de alle tidligere kolonier – Kenya som en del af Britisk Østafrika, São Tomé under portugiserne, og Mongoliet som en effektiv sovjetisk lydstat. Mens det kenyanske demokrati ikke altid er perfekt fredeligt, ligner politiske processer i Mongoliet og São Tomé dem vi kender fra vestlige lande. Det er med andre ord ganske imponerende, at demokratiet har slået så grundigt rod i de tre lande.

I den anden ende af skalaen viser de nye data ret klart tre lande, hvor autokratier overlever på trods af, at de er næsten helt omgivet af demokratier: Montenegro, Singapore og Cuba. Montenegro har de sidste ti år været omgivet af demokratier på alle sider, men præsident Filip Vujanović og premierminister Milo Đukanović har siddet tungt på magten siden før den officielle uafhængighed fra Serbien i 2006. Đukanović har således haft posten som enten premierminister eller præsident uafbrudt siden 1991. Historierne om statssanktioneret smugleri, manipulation med banker og indgroet rent-seeking mangler ikke i det ellers fabelagtigt smukke land, og indtil videre er det ikke lykkedes at vælte en magthaver.

I Cuba har det på meget anderledes vis været Castro-brødrenes kommunistiske jerngreb, der har holdt befolkningen udenfor en hvilken som helst indflydelse. Ingen ved præcist hvor mange politiske fanger, der sidder i landets fængsler, og selvom regimet har åbnet en smule op – Obama blev således modtaget tidligere i år og holdt ikke sin kritik tilbage – er der ingen tegn på, at den politiske elite og de cubanske militær har planer om at give magten fra sig. I mellemtiden er alle nabolandene, med undtagelse af Haiti, blevet stabilt og pænt demokratiske. Cubanerne kan, i det omfang de får information fra internet, tv eller undergrundspressen, blot følge med i, hvordan verden løber fra dem.

Sidst, men ikke mindst mærkeligt, har Singapore været ledt med stor, autokratisk dygtighed. Lee Kuan Yew definerede stilen i de tre årtier, han sad ved magten efter uafhængigheden, og efterfølgende leder har styret den lille bystat sammen med et parlament, der er nogenlunde demokratisk valgt, men uden megen formel magt. Singapore har således ikke fulgt Cubas voldsomt undertrykkende måde at bevare autokrati, og har heller ikke været udbyttende som Montenegros elite. I stedet har bystaten skabt et af verdens mest effektive embedsværk, retsvæsener og erhvervsklimaer. Resultatet har været en af verdens hurtigste vækstrater, så Singapore fra at have været en ret ubetydeligt, fattig knold med en havn i 1950erne er vokset til at være markant rigere end Danmark. Selvom der er en demokratibevægelse, som også blander sig i den offentlige debat, synes politiske rettigheder stadig at være lidt nede på listen over prioriterede emner blandt store dele af befolkningen.

Dagens post er således både en undren over, at visse lande kan bibeholde politiske institutioner, der slet ikke ligner nabolandenes, og en introduktion til, hvad man kan bruge denne type databaser til – man kan f.eks. notere sig, at alle de særligt stabile autokratier har ikke-militære ledere. Men posten er også en påmindelse til mange læsere, der måske i gymnasiet eller andre steder har lært, at tal er kolde og økonomer kun er interesseret i dem (og penge). For som eksemplerne viser, er der en historie bag hvert ’tal’, men man skal nogle gange have de hårde fakta – tallene – først før man opdager historierne.

Demokratisk udvikling i 30 år

Man spørger ofte, hvordan det går med den demokratiske udvikling i verden. Medierne henviser med jævne mellemrum til den årlige rapport fra den amerikanske tænketank Freedom House, der også udgiver en årlig rapport om pressefrihed. Begge dele bruges også ofte i forskningsøjemed, men hverken medier eller så fremragende forskere som Daron Acemoglu har en tendens til at overse det store problem med FH-rapporterne: Deres demokratibegreb er maksimalistisk, dvs. at i vurderingerne er mange andre forhold end demokrati taget i betragtning.

Det kan på mange måder være fint at definere demokrati i en slags kvalitetsvurdering, hvor korruption, pressefrihed, kvaliteten af embedsværket og mange andre ting er med. Det skaber for det første blot problemet, at man ikke kan bruge FH-indekset i forskningssammenhænge – det dur indlysende nok ikke at bruge et indeks, der omfatter en korruptionsvurdering, til at estimere om demokrati påvirker korruption. For det andet har de fleste en mere minimalistisk opfattelse af demokrati som et politisk system, hvor regeringer og parlamenter udskiftes ved frie, fair valg hvor alle voksne kan stemme.

Er indeks, der bygger på en minimal definition af demokrati, er derfor en stor hjælp i både forskningen, men også i en global debat om, hvor vores samfund er på vej hen. For seks år siden udkom Cheibub, Gandhi og Vreelands glimrende artikel ”Democracy and dictatorship revisited” i Public Choice, hvor forfatterne netop udviklede et minimalt indeks. I forbindelse med vores projekt omkring regimetransitioner har man ven Martin Rode (Uni Navarra) og jeg investeret i at opdatere Cheibub, Gandhi og Vreelands såkaldte DD-indeks, så det nu omfatter 188 samfund op til 2015. Vi matcher blandt andet demokratidataene med nye data på kup og kupforsøg, der ligeledes strækker sig tilbage til 1950, men er opdateret til sidste år.

Med disse data kan man få et ganske godt billede af, hvordan demokratiet har det globalt. Vurderingen viser, at 60 % af verdens uafhængige lande er demokratiske i dag. Af de 72 ikke-demokratiske lande, er 40 civile autokratier – også kaldet elektorale diktaturer – mens 20 er militærdiktaturer og 12 er absolutte monarkier. Den overordnede og meget positive langsigtede udvikling er illustreret i figuren nedenfor, der illustrerer andelen af demokratier i seks dele af verden.

Demo udvl 85 15 global

Dataene gør det også klart, at der har været demokratiske tilbageslag de senere år. Demokratiet er således bukket under i Guinea-Bissau, Madagascar, Mali og på Maldiverne efter kup i henholdsvis 2010, 2009, 2012 og 2013. Thailand er også – i det mindste foreløbig – formelt et militærdiktatur, og i Burundi ser Pierre Nkurunziza for tiden stort på forfatningen og har svindlet sig til en tredje runde som præsident. Demokratisering i Egypten, der ikke gik som man kunne have håbet.

Omvendt er demokratiseringen af Tunesien gået ganske godt, ligesom Lesotho og Zambia begge skiftede regering ved relativt ordentlige valg i 2012. Malaysia har været gennem en demokratisk transition de sidste fem år og er i dag velfungerende, mens andre lande som f.eks. Ghana, der har været pænt demokratisk siden 1993, har beholdt sine politiske institutioner på trods af en ganske alvorlig krise. Selv i Venezuela, hvor Maduro-regimet med absolut udemokratiske midler forsøgte at bekæmpe oppositionen, tabte det alligevel parlamentsvalget i december sidste år.

Spørgsmålet er i sidste ende, om man skal være optimist eller om udviklingen overordnet er bekymrende. Pointen i dagens indlæg er, at før man overhovedet kan svare på dette spørgsmål, må man have et gennemskueligt og klart mål for, hvordan udviklingen faktisk er. Det er netop det, kvantitative data på trods af deres åbenlyse begrænsninger kan give. Når man derefter har dét billede, kan man begynde at tale om kvaliteten af demokratiet. Men det er en mere ideologisk bekymring, og en vi tager en anden dag.

Europas store udfordring

I de seneste mange år har Europa været udsat for et voksende pres fra flygtninge og migranter, som ønsker at slå sig ned i der. Dette er naturligvis et vidnesbyrd om Europas succeshistorie med at skabe høj velstand, demokrati, frihed, sikkerhed, lov og orden og beskyttelse af mindretals rettigheder. En succeshistorie, som det har taget hundredvis af år at skabe. Europa er sammen med USA, Canada, Australien og New Zealand et fyrtårn for verden. Flygtninge og migranter søger til Europa for at nyde godt af det, der er blevet skabt.

Ligeledes har Europa i lige så mange år kæmpet med at håndtere dette pres, så det på den ene side har kunnet fastholde sin åbenhed og tolerance, men på den anden side også kan overleve som civilisation og model. Den folkelige modstand mod indvandringen, der alt overvejede kommer fra muslimske lande i Mellemøsten og Afrika, er eskaleret, hvilket bl.a. har givet sig udtryk ved, at højre-populistiske partier er stormet frem i parlamenterne.

Angela Merkel har undergravet nationalstaternes suverænitet

Den tyske kansler Angela Merkels beslutning om de facto at suspendere hovedhjørnestenen i EU’s asylpolitik, Dublin-forordningen, har været en ’game changer’. Den har sat et veritabelt flygtninge- og migrationstog i gang, som fræser op gennem EU, og slår al orden og fornuft ned på sin vej. Man kan hævde, at de nordvesteuropæiske lande nok en gang må bøde for det tyske skyldkompleks.

Tyskland har gennem den europæiske integrationsproces i årtier bidraget til at undergrave de europæiske nationalstaters suverænitet. Nationalstater, som daterer sig helt tilbage til årene efter den Westphalenske fred i 1648, der afsluttede 30-årskrigen. I disse dage er suveræniteten helt væk. Thi det er et afgørende træk ved nationalstaternes suverænitet, at de kan forsvare deres grænser mod indtrængen fra andre stater eller personer, der ulovligt krydser grænsen.  Endelig har Merkel indirekte brudt Folkeretten, som understreger, at stater skal respektere andre staters suverænitet. Hun har med andre ord skabt det rene anarki. Det nye Tysklands stamfader, Konrad Adenauer må vende sig i sin grav.

Hvor bevæger flygtninge- og migrationstoget sig hen?

Det er for tidligt at afgøre endeligt, hvor flygtninge og migrationstoget bevæger sig hen. Men indtrykket er, at det bevæger sig mod Tyskland, hvor de fleste passagerer står af og mod Sverige med Danmark som transitland. En del tager herfra til Norge og enkelte andre til Finland.

Hvordan kan det være?

En vigtig del af forklaringen er, at Tyskland og Sverige er de lande, hvor flygtningene føler sig mest velkomne. Både Angela Merkel og den svenske statsleder har i entydige vendinger gjort det klart, at man i Tyskland og Sverige har plads til flere, og at de syriske flygtninge kan få permanent opholdstilladelse i disse lande. Men samtidigt kritiserer de to lande andre EU-lande for, at de ikke tager i mod flere. I tillæg har  den svenske regering kritiseret den danske for, at Danmark bare lade flygtningestrømmen passere igennem landet til Sverige. Dette lyder hult, når man samtidigt inviterer flygtningene. Hvordan skulle de ellers komme til Sverige? Det er også ironisk, at Finland kritiserer Sverige for at føre præcis samme politik. Faktisk spiller landene i øjeblikket sorteper om, hvem der skal have flygtningene. Aldrig har EU i en sådan grad blevet flået i laser.

Er Tyskland og Sverige i virkeligheden sikre lande?

Det ultimative mål for flygtninge er at komme i sikkerhed. Ellers kan de næppe kaldes for flygtninge. Tilbyder Tyskland og Sverige reelt dette?

På overfladen er Tyskland og Sverige sikre lande. De er demokratisk retsstater, som beskytter mindretallenes rettigheder. Men det gør de andre EU-lande også. Dette er et helt afgørende kriterium, som skal overholdes for at blive en del af klubben

Skyldes det ”tonen”? Tja, de to lande har en lang tradition, som bunder i det tyske  skyldkompleks og Sveriges selvforståelse som humanitær stormagt. Der slås i begge lande ned på personer og grupper, som ytrer sig kritisk om muslimske indvandrere og om islam. Men skaber det sikkerhed?

Nej, det gør det ikke. Tværtimod. Den repressive tone varmer blot trykkogeren op, hvilket resulterer i alvorlige overgreb på de nytilkomne. Tyskland og Sverige har Europarekord i brandattentater mod muslimske forretninger og boliger. Samtidigt er Tyskland et af de lande i EU, hvor muslimer udsættes for mest diskrimination på arbejdspladserne. Set i det lys er Tyskland og Sverige faktisk de mest usikre lande i EU, som flygtningene kan rejse til, med undtagelse af de fleste Østeuropæiske lande.

Skyldes det så velfærdssystemerne?

 Denne faktor spiller en rolle. Sveriges universelle velfærdsstat tager sig godt af sine flygtninge og indvandrere. I Sverige har de adgang til gratis uddannelse, sundhedsvæsen og til overførsler, som minder om det gamle danske bistandshjælpssystem, dog på langt lavere niveau. Tyskland, som bygger på den forsikringsprægede centraleuropæiske velfærdsmodel tilbyder langt færre velfærdsydelser, men Tyskland ligger dog i top blandt de lande, som følger denne model. Men ingen af landene kan konkurrere med det danske velfærdssystem, ej heller efter at den nye regering har tilpasset reglerne med den ny kontanthjælpsreform. Jeg har i detaljer beregnet, hvad en flygtningefamilie med to små børn med de nye regler kan forvente at modtage i Danmark ud over gratis uddannelses og sundhed. Resultatet er 365.000 kr. Dette beløb kan end ikke Sverige hamle op med.

Så hvorfor står så få af toget i Danmark? Det gør de bl.a., fordi asylreglerne er markant strammere. Det gør en verden til forskel, at man kun kan få midlertidig opholdstilladelse for et år, og dernæst 2 år af gangen i forhold til, at man kan få permanent opholdstilladelse. Sidstnævnte regel skaber langt større tryghed for flygtninge, som ofte har betalt menneskesmuglere 60.000 kr. eller mere at komme til Europa. De har ingen interesse i at blive sendt hurtigt tilbage. Og det dæmper gevaldigt appetitten på Danmark, der har de mest restriktive regler i EU på det område.

Intentionen med regeringens politik virker dog, og den bliver paradoksalt hjulpet på vej af de mange danskere, som hjælper flygtningene, og som i deres harme fortæller, at ikke blot kan flygtningene kun få kortere opholdstilladelse, de får også mindre i økonomisk støtte end i Sverige.

Familiesammenføring?

Flygtninge har et naturligt ønske om at blive genforenet med deres familie. Men det er særligt udtalt blandt syriske flygtninge. I Sverige kan de anmode om familiesammenføring fra det øjeblik, de modtager papirerne om deres permanente opholdstilladelse. I Danmark kan de fleste flygtninge først søge om familiesammenføring efter, at de har været her et år. Det svenske system virker derfor langt mere favorabelt.

Det danske familesammenføringssystem er imidlertid langt mere effektivt end det svenske. Hvor det i Danmark blot tager 5-6 måneder fra at anmodningen er modtaget til, at flygtningen er blevet sammenbragt med sin familie, kan det tage op til 16 måneder eller mere. Dette udligner forskellen.

DIASPORA 

Diaspora kommer fra græsk, og betyder geografisk spredning af trossamfund eller kulturer. I den moderne forståelse af begrebet lægges der vægt på, at mennesker, der migrerer, ofte flytter til fremmede steder, som de har en følelsesmæssig tilknytning til. Det vil først og fremmest være steder, hvor de har familie og venner og i videre forstand ligesindede.

Tendensen til, at der skabes diaspora i koncentrerede geografisk områder, skyldes to forskellige ting.

For det første: At der i forvejen, eksisterer en stærk kultur, som matcher den, migranterne kommer fra. Derfor er det ikke en overraskelse, at de armenske kristne i Syrien, er flygtet til Armenien.

For det andet, og omvendt: Jo mere fremmedartet den kultur, som flygtningene og migranterne kommer fra, desto større er tendensen til, at de klumper sig sammen i ghettolignende områder i deres bestemmelsesland. For der kan de fortsat udleve deres kulturelle sædvaner, og måske i en sådan grad, at der ligefrem skabes parallelsamfund, hvor der gælder andre regler end i det omgivende samfund. Tendensen er størst, hvis flygtningene og migranterne har lav kulturel kapital, og når de føler diskrimination og intolerance fra det omgivende samfund. Vi kender fænomenet fra 1890-1920’ernes USA og fra i Europa i moderne tid.

Dette forstærker naturligvis problemerne med at integrere flygtningene og migranterne i det omgivende samfund. Disse problemer kan være midlertidige, som det var tilfældet i USA i den nævnte tidsperiode, eller de kan synes permanente, som det tilfældet i dagens Europa.

Forklaringen på denne forskel er todelt:

1.Folkevandringen til Europa er forskellig fra den folkevandringen til USA i 1890’erne til 20’erne

Der er meget stor forskel på USA og Europa. I USA må hver især klare sig selv. Det er deres eget ansvar, før som nu. I Europa har vi opbygget tunge velfærdssystemer, som nødvendiggør, at der fra samfundets side gøres en ihærdig indsats for at nedbryde de sociokulturelle forskelle med henblik på, at trække flere indvandrere og efterkommere ud af deres negative sociale og kulturelle arv. Det betyder, at de skal trækkes ud af overførelsessystemet, deres svage præstationer i uddannelsessystemet og i deres overhyppighed i den grove kriminalitetsstatistik. Ellers vokset presset på velfærdssystemet.. Dette er lettere sagt end gjort, når både indvandrerne og deres efterkommere fastholder at leve i deres kulturelle tidslomme. Derfor har de sidste 30 års integrationsindsats været forfejlet.

Og det gør ikke problemet mindre, at man fra systemets side er alt for villig til at placere problembørnene på permanent forsørgelse, så man slipper for at tage stilling til dem. I 1990’erne og op gennem 00’erne blev mange således tildelt førtidspension, mens læger i dag er meget flinke med at tildele dem en PTSD-diagnose, hvilket med den foregående regerings revision af retningslinjerne for undtagelserne for de krav, der stilles for at man kan opnå statsborgerskab, nærmest er blevet en garanti for at opnå statsborgerskab betingelsesløst. Med en PTSD-diagnose i hånden fritages ansøgeren således både bestået indfødsretprøve og bestået danskprøve.. Det er ikke noget tilfælde, at der er sket en regulær eksplosion i antallet af personer, som har ansøgt om statsborgerskab med fritagelse af de nævnte krav.

2. Kristen versus muslimsk indvandring

Hvor migrationen til USA i perioden 1890-1924 (1924 markerede et vendepunkt, for da indførte USA et kvotasystem, som begrænsede og dirigerede indvandringen) kom fra lande, som var domineret af forskellige variationer af kristne trossamfund, er migrationen til Europa fundamentalt anderledes. Den kommer fra muslimske folkeslag.

Islam er ikke en religion, som kun kan dyrkes i private rammer. Religionen griber ind i samfundet på alle leder og kanter. Det er både en religion, som fastsætter rammer for, hvordan den troede skal leve sit liv, men som også kan rammer for, hvordan andre skal leve deres liv. Dette afhænger af, hvordan religionen praktiseres i det enkelte samfund. Islam kan enten være tolerant eller intolerant. I sin mest intolerante udgave, er religionen intolerant over for andre trossamfund (f.eks. anbefalede den Saudiarabiske stor-Mufti for 3 år siden, at alle kristne kirker skulle nedbrændes. I sådanne meget fundamentalistiske samfund, som man ser i Saudi-Arabien, i Iran og i Egypten under det islamiske styre i 2011-12 er religionen også aldeles intolerant over for ateister og homoseksuelle. Det kan udløse flere års fængsel. Den mest ekstreme udgave af islam finder vi i det irakisk-syriske ISIS-kontrollerede område. Der nedslagtes kristne mænd, mens kvinder og pigebørn tages til sexslaver. Homoseksuelle kastes ned fra bygninger og ateister halshugges. Selv moderate imamer, som understreger, at islam bygger på lag på lag-fortolkninger og ikke, hvad der ordret står i Koranen, henrettes, hvis de ikke “vender tilbage” til islam på Muhammeds tid. Omvendt kan islam være en meget tolerant religion, som man oplevede det under Abbasid-kalifat (750-1258) eller ganske tolerant som i nutidens Marokko og Tunesien.

Endelig føler de fleste fundamentalistiske muslimer ikke en følelsesmæssig tilknytning til den stat, som de lever i . Nationalstater er fremmedlegemer  for islam. Derfor er det ikke overraskende at General Nassers pan-arabiske nationale ideologi ikke overlevede, selvom det brutale nederlag i seksdageskrigen i 1967 gjorde sit til at aflive den. I islams selvforståelse tilhører muslimer ’umma’en’, det muslimske fællesskab. Derfor føler mange sig ikke som svenskere, tyskere, franskmænd eller danskere. De føler sig som del af umma’en. Og det forklarer, hvorfor de ofte er utilbøjelige til at kritisere eller anmelde andre muslimer  for kriminalitet. Dette forstærker problemerne med at få dem integreret i samfundeet.

Det er vigtigt at understege, at et flertal af muslimer i Europa er pragmatiske mht. dyrkelsen af deres religion. De lever den så og sige à la carte. Men de fundamentalistiske varianter trives i de omtalte ghettoområder Man bør derfor sondre mellem sekulariserede muslimer, som vi 1980’erne modtog mange af fra Iran, da de netop flygtede fra præstestyret og fundamentalistiske muslimer, hvoriblandt islamisterne og jihad-islamisterne er de mest yderligtgående. De næstmest yderligtgående fundamentalister støtter sig primært til Hanbali-fiqh’en (muslimsk retstradition), som er dominerende i Saudi-Arabien og visse andre Gulfstater.. Midt i mellem befinder de pragmatiske muslimer sig.

Problemet er, at Europa har fået flere fundamentalister. Nogle er kommet til i 90’erne og 00’erne, andre er blev fundamentalistisk indstillet i den tid, hvor de har levet i Europa. Det gælder ikke mindst for 2. og 3. generationsefterkommerne. De er generelt mere religiøse, end deres forældre eller bedsteforældre, der oprindeligt kom til Europa. Dette er bl.a. blevet påvist i det hidtidigt største videnskabelige studie af muslimer i Europa, et studie som nok så vigtigt også viser, at ikke færre end 44% af de europæiske muslimer er fundamentalistiske. Studiet som er blevet gennemført af førende europæiske og amerikanske forskere ved det velansete WissenschaftZentrumBerlin-institut, og som er blevet publiceret i et peer-reviewed internationalt tidsskrift, som jeg vil anbefale at læse (1)

Hvorfor voksende fundamentalisme blandt muslimer : Historien om islams religiøse genopvækkelse

Etableringen af de første europæiske nationalstater faldt tilfældigvis sammen med en tid, hvor Europa var udsat for den største kulturelle trussel mod sin civilisation. Og den kom netop fra islam. Den kulminererede med osmannernes storm på Wien i 1683. Kun med en fælles koalition af europæiske hære lykkedes det at nedkæmpe den.

På det tidspunkt havde islam allerede indledt sit forfald. Det var langt fra det abbasidske kalifat (750-1258), der var blevet etableret med hovedsæde i Baghdad, og som i en periode blev flyttet til Samarra. Abbasid-dynastiet nedstammede fra Mohammeds yngste onkel, Abbas ibn Abd al-Muttalib. Abbasiderne havde nedkæmpet det umayyadiske kalifat (661-750), somhavde hovedsæde i Damaskus, og som tog over efter de første fire retskafne kalifater (632-661). Disse kaliffer overtog tronen efter profeten Mohammed (570-632). I de knap 500 år, hvor abbasiderne sad ved magten var islam præget af fred, tolerance overfor jøder og kristne (selvom de stadig skulle betale særskat) og der blev gjort store videnskabelige fremskridt og lavet fantastiske bygningsværker, som man den dag i dag kan se i det sydlige Spanien. Kalifatet gik under, da Djengis Khans mongoler belejrede og indtog Baghdad i 1258. Derefter blev kalif en indholdsløs titel, selvom den osmanniske sultan i 1517 oprettede et kalifat som varede til dets endelige nederlag i 1924.

Mohammed ibn al-Wahhab og sauderne

Efter nederlaget i Wien i 1683 begyndte islams store nedgang. I 1730-1740’erne kom den første modreaktion, da forkynderen og krigeren, Mohammed al-Wahhab på den arabiske halvø rensede ud i islams tiltagende udvanding med pragmatiske prakssisser fra især sufismen og islams inspiration fra andre religioner som katolicismen . Disse praksisser gav sig bl.a. udslag i ikon-og idoldyrkelse af afdøde personer, mysticistisk dyrkelse af ’hellige’ træer og oaser, samt fester med dans, musik, alkoholindtagelse og tobaksrygning i de mange karavaner mod Mekka, samt  ægteskabelige sidespring både af mænd og af kvinder ej at forglemme. Mohammed al-Wahhab ønskede at rydde helt om og føre Islam tilbage til udgangspunktet på Mohammeds tid.

Han begyndte sin hærgen i 1730’erne, da han af en af sine kvindelige følgere blev spurgt om, hvad hun skulle gøre for at undgå at komme i helvede da hun havde haft et seksuelt sidespring. Al-Wahhab overvejede det længe, før han traf sin beslutning; Kvinden skulle stenes til døde. Denne stening var den første i mange hundrede år. Al-Wahhab brugte også tid på at fælde de ’hellige’ palmetræer,  som han kunne få øje på samt smadre de ikoner og gravsteder, han kom forbi. Men han var forhadt blandt mange stammeledere. Til slut blev al-Wahhab fordrevet til en lille oase, hvor han blev mødt med sympati. Det var i et område omkring Riyadh, hvor Saud-familien hørte til.

Saud-familiens leder Muhammed ibn Saud og Mohammed al-Wahhab indgik derefter en pagt, som blev beseglet ved, at en af Wahhabs døtre blev gift med ibn Sauds tronfølger. Derfor bærer Saud-familien i dag Wahhabs blod. Derefter blev den første Saudiske stat dannet (1744), og den blev indledt med en krig mod andre stammer med henblik på at overtage hele den arabiske halvø. I 1802 vendte wahhabitterne sig mod islams hellige byer, Mekka og Medina med henblik på at overtage dem og gennemføre Wahhabs radikale reformer. I denne proces blev Mohammeds gravsted i Medina smadret. Alle karavaner blev sendt hjem, og den arabiske halvø blev klinisk renset for ikoner, afgudsdyrkelse og andre foreteelser ligesom kristne kirker blev brændt ned. Wahhabitterne stormede også de shiitiske hellige byer i Irak, hvorfra de bragte mange kvinder og pigebørn med sig hjem som sexslaver. Til sidst fik osmannerne nok, og sendte en mamelukkerne fra Egypten i krig mod wahhabitterne. I den osmanniske-saudiske krig i 1818-1821 blev wahhabitterne omsider nedkæmpet og fordrevet til den indre Nejd-provins. Sauderne etablerede dernæst det 2. saudiske rige, som imidlertid også blev nedkæmpet i 1902 af den rivaliserende Rashid-familie. Kun Abdul Aziz ibn Said, det moderne Saudi-Arabiens grundlægger formåede sammen med sin bedstefar at flygte til Kuwait, hvor de nød beskyttelse af briterne.

Efter 1. verdenskrig vendte ibn Saud tilbage hvor han allierede sig med den militante wahhabittiske Ikhwan-bevægelse. Processen startede forfra, og den kulminerede med, at Ikhwan-bevægelsen også ville overtage Syrien og dele af Irak. Så sagde briterne stop, og det endte med at Saud-familen i 1932 henrettede de fleste ikwanere. Kun få overlevede, bl.a. faderen til den søn, som var leder af den en større gruppe af jihadister gennemførte det første jihadiske terrorangreb den nytårsmorgen i året 1400 (22. november 1979) efter islamisk tidsregning. Han hed Juhayman al-Otaibi, og terrorangrebet blev begået på intet mindre end den store moské i Mekka.

En anden kilde til fundamentaliseringen af islam er kommet fra det Muslimske Broderskab, som blev dannet i 1928 i Egypten af Hassan al Banna. Han er i dag en stor inspirationskilde for islamister. Men den største er Sayyd Qubt, en egyptisk teoretiker og forfatter, som kom i fængsel efter General Nassers militærkup i 1952. I fængslet udviklede Qubt sine tanker om muslimers store jihad (deres kamp med at blive rettroende og modstå egne lyster og begær), men han blev også gradvist radikaliseret og foreslog muslimer at udføre ikke bare den lille, men individuelle jihad: hellig krig mod vantro. Derfor har han været Osama bin Ladens store forbillede. Faderen til Al-Qaeda-nuværende leder, Ayman al-Zawahri, der var mentor for bin-Laden, var Qubts advokat i fængslet.

Så vidt forbindelsen mellem Wahhabismen og vor tids islamiske terrorister, som  har kulmineret med den wahhabistiske (nu kaldet salafistiske) ISIS-bevægelse i Syrien og Irak. For at runde det hele af, er det væsentligt at bemærke, at denne bevægelse ønsker at genskabe Abbasid-kalifatet minus al den tolerance, det kalifat skabte. Det nye kalifat skal være på salafistiske principper. Derfor er det ikke en tilfældighed, at krigen mod Assads styre har base i Damaskus. Det er heller ikke en tilfældigt, at ISIS planlægger at etablere sit kalifat i Baghdad, når denne by er indtaget. Og det er heller ikke tilfældigt, at ISIS selvbestaltede kalif, Abu Bakr al-Baghdadi kommer fra Samara, og at han har omdøbt sig til Abu Bakr. Sunniislams første retskafne kalif, efterfølgeren til Mohammed, hed netop Abur Bakr. Det hele har symbolsk betydning.

Så hvordan forklarer vi ellers islams genopvækkelse, og hvilken rolle har Saudi-Arabien spillet?

Det store spring fremad skete i årene efter den 1. oliekrise i 1973/73, hvor Saudi-Arabien begyndte at bruge sine milliarder af petrodollars på at udbrede, hvad Wahhab kaldte den rettroende version af islam. Til det formål har Saudi-Arabien bygget moskéer, børnehaver, skoler, og universiteter over alt i den arabiske verden, og med den muslimske indvandring til i Europa i 1970’erne og 80’erne i stigende grad i den verdensdel. Forstærket af de arabiske landes krige med Israel i 1967 og 1973, som markerede afslutningen på den pan-arabiske bevægelse, af de autoritære regimer i Mellemøsten og Nordafrika, af den årtierlange svage økonomiske udvikling (olieproduktionen er ikke kommet den almindelige befolkning til gode), som har produceret massearbejdsløshed og et proletariat blandt de unge, og ej at forglemme af vestens militære engagement i adskillige krige i Mellemøsten, er netop denne generation blevet mere oprørsk og religiøs. Unge muslimske efterkommere i Europa er blevet inspireret af denne religiøse vækkelse, som har skabt nyt håb.

Saudi-Arabiens påvirkning er generelt meget indirekte. Landet har ingen kontrol med de moskéer, landet finansierer. På det allersenste har Saudi-Arabien tilbudt at finansiere 200 nye moskéer til de flygtninge, som ankommer til Tyskland. Men Saudi-Arabien bidrager til at sprede sine religiøse budskaber, ligesom moskéerne fungerer som imagepleje for den stenrige ørkenstat. På den måde anvender Saudi-Arabien blød magtanvendelse (soft power) i Joseph Nyes forstand.

Islams genopvækkelse har også fået impulser fra den iranske revolution i 1979 og det efterfølgende præstestyre. Man skal blot huske på, at denne revolution var shiamuslimsk, at 90% af muslimerne er sunnimuslimske.

Hvad nu Europa?

Det centrale ved diasporaer er, at de har det med at formere sig. Når de først er blevet etableret, følger flere efter. Det sker ikke som en lineær proces, for mennesker føler sig knyttet til det område, hvori de bor. Det sker derimod i ryk, udløst af krige, store politiske omvæltninger, naturkatastrofer eller en vedvarende forringelse af levevilkårene.

Med alt det nævnte in mente, står Europa overfor en kolossal udfordring. Det er ikke for meget at hævde, at Europas civilisation er på spil. Det er den, de europæiske ledere spiller om, og indsatsen er uhyrlig.

Man kan håbe, at islam på ny gennemgår en reformationsproces. Den kunne f.eks. starte med, at de mellemøstlige lande endelig indser, at krig og politisk og social ustabilitet ikke er vejen frem. Ligesom man i Europa indså det samme i årene efter de to store krige. Men så længe der ikke er udsigt til det, må vi forlade os på de vilkår, der gælder.

I øjeblikket rumles der meget med kvotaordninger på flygtninge. Blandt har den kendte og indflydelsesrige slovenske sociolog, Slavoj Žižek, argumenteret for sådanne kvotaordninger på helt bestemte præmisser.

I sin nyeste kronik, som blev publiceret i Dagbladet Information for 2 dage siden (2), skriver han, at centrum-venstres ”facile moralisme” skal afvises, og at denne fløj skal anerkende, at ”det […] ikke er racistisk eller facscitoidt, når værtsbefolkninger vil beskytte deres livsform”. Disse ord kommer fra en person, som selv tilhører venstrefløjen

Samtidigt skriver han, at:

“Europa må pålægge sig selv klare regler og forskrifter. Kontrol med flygtningestrømmene må håndhæves af et administrativt netværk, der omfatter alle medlemmer af EU (for at forhindre udbrud af lokalt barbari fra myndighedsside, som set i Ungarn). Flygtninge skal vide deres sikkerhed garanteret, men vi bør samtidig gøre klart, at de skal acceptere de destinationer, de får tildelt af de europæiske myndigheder. Og at de skal respektere de love og sociale normer, som gælder i de europæiske stater, herunder nultolerance over for religiøs, sexistisk og etnisk vold. At det er dem forbudt at påtvinge nogen deres egen religion eller livsstil.”

Det er principper, jeg selv i høj grad kan tilslutte mig, men spørgsmålet er, om de er realistiske? F.eks. skal indvandrere anerkende de selvsamme principper, før de herhjemme modtager statsborgerskab, men det jo forhindrer ikke, at deres efterkommere (som nu er født danske) vil anerkende dem. Der er intet klart mønster mellem radikaliserede muslimer og deres sociale baggrund. Flere af dem kommer familier, som har været aldeles sekulariseret.

Hvordan håndterer man i det hele taget flygtningestrømmen, når den dominerende europæiske leder selv lader hånt om alle regler og bare lader flygtninge- og migrantstrømmen komme ind, uanset hvad andre stater mener?

At begive sig tilbage til asylbegrebets oprindelige betydning, nemlig at asyl er midlertidig og ikke permanent, er ret utopisk, når det dominerende land i lighed med Sverige, tildeler permanent ophold betingelsesløst. Men det er nødvendigt.

Selv det land, som satte flygtninge- og migranttoget i gang, har nu nået smertetærsklen efter Müchens banegård på én dag har taget imod 10.000 flere flygtninge (3) Samtidigt har den første førende politiker i den tyske koalitionsregering ytret kritik mod den hovedløse tyske politik (4) Blandt tyskere stilles der spørgsmål ved, om der i højere grad skal tages hensyn ti flygtninge og migranter end de gamle og til børnene.(5)

For blot få dage siden advarede PET igen mod islamistiske jihadister, som kan gemme sig blandt flygtningene (6).  Det skete på en dag, hvor Politiet opgav grænsekontrollen. Imens kunne Wall Street Journal i en større artikel igen berette om, at der blandt flygtninge rejser mange illegale migranter fra andre lande end Syrien. De rejser på falske syriske pas, fordi Syrien har status som prima facie flygtningeland, hvor man næsten er garanteret asyl. Undervejs terper migranterne vejnavne i fx. Aleppo, så har lettere ved at narre politi og myndigheder i Europa (7)

Det vil kræve flere ting, hvis man skal inddæmme flygtninge- og migrant problemet:

A. Det, der er brug for, at man nedlægger Schengen-samarbejdet, og genetablerer grænsekontrollen med fast paskontrol. Vi er nået dertil, hvor de idealistiske indre markedstanker må vige for de ikke mindst sikkerhedspolitiske trusler EU-landene står overfor.
Hvis EU ikke selv kan finde ud af det, skal vi selv forlade Schengen og deltagelsen i Dublin-forordningen. Vi er alligevel ikke forpligtet af disse. Det har vores EU-forbehold på retsområdet sørget for.

B.  FN’s forældede flygtningekonventioner skal omskrives, så de tilpasses til den tid, vi lever i. Folkevandringen mod Europa er så stor, at man nærmest 2000 år tilbage for at finde noget tilsvarende. Nægtes dette i FN, og kan EU heller ikke finde ud af at komme med overbevisende argumenter, bør Danmark overveje også opsige disse konventioner.

C. Hjælpen til Syriens nærområder, herunder ikke mindst flygtningelejrene i Libanon, Jordan og Tyrkiet, skal øges meget massivt. EU landene kan passende donere, hvad der svarer til 1000 kr. per europæisk indbygger til denne hjælp, som også omfatter økonomisk og teknisk bistand.

D. Krigsindsatsen mod ISIS skal intensiveres. FN og koalitionen skal presse andre lande til at deltage. ISIS er også et problem for Rusland og for Kina, eftersom ISIS-grupper også presser sig på disse lande. EU skal droppe sit moralsk korstog mod Rusland, og koncentrere sig om det, det virkelig handler om. Krigen mod ISIS (og der er der brug for russisk (og kinesisk deltagelse). Husk på at vi ikke længere lever i det 20. århundrede i bipolaritetens tid. Vi lever i det 21. århundrede med helt andre problemstillinger.

E. EU-kvotafordelinger af flygtninge kan måske være en udmærket idé, sålænge man kan blive enige om, konsekvent at hjemsende flygtningene, når de katastrofer, som har ramt flygtningene har lagt sig, og at man bruger asylbegrebet til det, det er skabt — beskyttelse og intet andet. Og her må man være realistisk. Udviklingen i Mellemøsten og i Nordafrika går langsomt. Konflikter varer ved og repressive autoritære regimer består.  Flygtninge har ret til asyl – uanset FN-konventioner eller ej. Her bør man stærkt overveje, at etablere og finansiere flygningelejre i andet områder. Men hvis man også tilbyder asyl i Europa, tjener kvotaer i det mindste det formål, at de spreder flygtningene i stedet for at koncentrere dem De begrænser væksten i religiøse diasporaer. Kvotafordelingen sænker også EU’s attraktionsværdi for flygtninge. At blive placeret i Litauen eller i det kolde nord-Finland er måske knap så sjovt, som at søge asyl i en anden verdensdel. Derfor er det også afgørende, at asyl-shopping standes.

Europa har også ret til at beskytte sig selv og dets civilisation.

Referencer

1.  Ruud Koopmans (2015), “Religious Fundamentalism and Hostily against Out-groups. A Comparison of Muslims and Christians in Western Europe”. In: Journal of Ethnic and Migration Studies, Vol. 41, No. 1, p. 33-57. http://www.tandfonline.com/doi/abs/10.1080/1369183X.2014.935307 Artiklen kan også læses her: https://www.wzb.eu/en/press-release/islamic-fundamentalism-is-widely-spread.

 2. Slavoj Žižek, “Norge findes ikke – ikke engang i Norge”, Dagbladet Information, 11. september 2015.

3 Frankfurter Allgemeine,  13. september 2015, Deutschland führt wieder Grenzkontrollen ein.

4 Süddeutsche Zeitung, 13. september 2015, Spahm kritisiert deutsche Flüchtlingspolitik.

5. The Guardian, 11. september 2015, ‘There have to be limits’.Mixed feeling from Germans over refugees 

6. PET advarer mod ekstremister blandt flygtninge.

7. Wall Street Journal, 12. september 2015, Migrants pose as Syrians to open door to Asylum in Europe.

 

Demokratier mod alle odds

Når man har start et nyt projekt og begynder at samle data og anden information, dukker der ofte ideer op, man ikke havde forudset. Sådan er det også med mit nye projekt med Martin Rode om politiske regimer og regimetransitioner, hvoraf en del om monarki er sammen med den Gamle Redacteur, Peter Kurrild-Klitgaard.

 

En af de små ting er – som det er almindeligt kendt – at der er en stærk spatial korrelation i demokrati. Sagt med andre ord: Jo flere af ens nabolande, der er demokratiske, jo større bliver chancerne for, at ens eget land også bliver det. Bruger man Cheibub, Gandhi og Vreelands DD-indikator, der blot angiver om et land har frie og fair valg eller ej, kan man således også se, hvilke lande der er stabilt demokratiske på trods af deres nabolande.

Overraskelsen er, hvor få der er af den type. I de senere år (00’erne) har der kun været syv lande, der er stabile demokratier og omgivet af udelukkende ikke-demokratiske lande. I alfabetisk rækkefølge er de Botswana (der er stabilt demokratisk siden 1966), Ghana (siden 1993), Jamaica (siden 1950), Kenya (siden 1998), Malawi (siden 1994), Mongoliet (siden 1990) og Sao Tomé og Principe (siden 1991).

Spørgsmålet er, hvorfor netop disse lande synes at kunne opretholde rimeligt velfungerende demokratiske institutioner, når deres naboer ikke kan. Det har vi ikke noget svar på, men opfordrer læserne til at overveje, hvad der kunne være særligt ved netop disse lande.

Older posts

© 2017 Punditokraterne

Theme by Anders NorenUp ↑