Tag: demokrati (page 2 of 4)

Demokratisk udvikling i 30 år

Man spørger ofte, hvordan det går med den demokratiske udvikling i verden. Medierne henviser med jævne mellemrum til den årlige rapport fra den amerikanske tænketank Freedom House, der også udgiver en årlig rapport om pressefrihed. Begge dele bruges også ofte i forskningsøjemed, men hverken medier eller så fremragende forskere som Daron Acemoglu har en tendens til at overse det store problem med FH-rapporterne: Deres demokratibegreb er maksimalistisk, dvs. at i vurderingerne er mange andre forhold end demokrati taget i betragtning.

Det kan på mange måder være fint at definere demokrati i en slags kvalitetsvurdering, hvor korruption, pressefrihed, kvaliteten af embedsværket og mange andre ting er med. Det skaber for det første blot problemet, at man ikke kan bruge FH-indekset i forskningssammenhænge – det dur indlysende nok ikke at bruge et indeks, der omfatter en korruptionsvurdering, til at estimere om demokrati påvirker korruption. For det andet har de fleste en mere minimalistisk opfattelse af demokrati som et politisk system, hvor regeringer og parlamenter udskiftes ved frie, fair valg hvor alle voksne kan stemme.

Er indeks, der bygger på en minimal definition af demokrati, er derfor en stor hjælp i både forskningen, men også i en global debat om, hvor vores samfund er på vej hen. For seks år siden udkom Cheibub, Gandhi og Vreelands glimrende artikel ”Democracy and dictatorship revisited” i Public Choice, hvor forfatterne netop udviklede et minimalt indeks. I forbindelse med vores projekt omkring regimetransitioner har man ven Martin Rode (Uni Navarra) og jeg investeret i at opdatere Cheibub, Gandhi og Vreelands såkaldte DD-indeks, så det nu omfatter 188 samfund op til 2015. Vi matcher blandt andet demokratidataene med nye data på kup og kupforsøg, der ligeledes strækker sig tilbage til 1950, men er opdateret til sidste år.

Med disse data kan man få et ganske godt billede af, hvordan demokratiet har det globalt. Vurderingen viser, at 60 % af verdens uafhængige lande er demokratiske i dag. Af de 72 ikke-demokratiske lande, er 40 civile autokratier – også kaldet elektorale diktaturer – mens 20 er militærdiktaturer og 12 er absolutte monarkier. Den overordnede og meget positive langsigtede udvikling er illustreret i figuren nedenfor, der illustrerer andelen af demokratier i seks dele af verden.

Demo udvl 85 15 global

Dataene gør det også klart, at der har været demokratiske tilbageslag de senere år. Demokratiet er således bukket under i Guinea-Bissau, Madagascar, Mali og på Maldiverne efter kup i henholdsvis 2010, 2009, 2012 og 2013. Thailand er også – i det mindste foreløbig – formelt et militærdiktatur, og i Burundi ser Pierre Nkurunziza for tiden stort på forfatningen og har svindlet sig til en tredje runde som præsident. Demokratisering i Egypten, der ikke gik som man kunne have håbet.

Omvendt er demokratiseringen af Tunesien gået ganske godt, ligesom Lesotho og Zambia begge skiftede regering ved relativt ordentlige valg i 2012. Malaysia har været gennem en demokratisk transition de sidste fem år og er i dag velfungerende, mens andre lande som f.eks. Ghana, der har været pænt demokratisk siden 1993, har beholdt sine politiske institutioner på trods af en ganske alvorlig krise. Selv i Venezuela, hvor Maduro-regimet med absolut udemokratiske midler forsøgte at bekæmpe oppositionen, tabte det alligevel parlamentsvalget i december sidste år.

Spørgsmålet er i sidste ende, om man skal være optimist eller om udviklingen overordnet er bekymrende. Pointen i dagens indlæg er, at før man overhovedet kan svare på dette spørgsmål, må man have et gennemskueligt og klart mål for, hvordan udviklingen faktisk er. Det er netop det, kvantitative data på trods af deres åbenlyse begrænsninger kan give. Når man derefter har dét billede, kan man begynde at tale om kvaliteten af demokratiet. Men det er en mere ideologisk bekymring, og en vi tager en anden dag.

Europas store udfordring

I de seneste mange år har Europa været udsat for et voksende pres fra flygtninge og migranter, som ønsker at slå sig ned i der. Dette er naturligvis et vidnesbyrd om Europas succeshistorie med at skabe høj velstand, demokrati, frihed, sikkerhed, lov og orden og beskyttelse af mindretals rettigheder. En succeshistorie, som det har taget hundredvis af år at skabe. Europa er sammen med USA, Canada, Australien og New Zealand et fyrtårn for verden. Flygtninge og migranter søger til Europa for at nyde godt af det, der er blevet skabt.

Ligeledes har Europa i lige så mange år kæmpet med at håndtere dette pres, så det på den ene side har kunnet fastholde sin åbenhed og tolerance, men på den anden side også kan overleve som civilisation og model. Den folkelige modstand mod indvandringen, der alt overvejede kommer fra muslimske lande i Mellemøsten og Afrika, er eskaleret, hvilket bl.a. har givet sig udtryk ved, at højre-populistiske partier er stormet frem i parlamenterne.

Angela Merkel har undergravet nationalstaternes suverænitet

Den tyske kansler Angela Merkels beslutning om de facto at suspendere hovedhjørnestenen i EU’s asylpolitik, Dublin-forordningen, har været en ’game changer’. Den har sat et veritabelt flygtninge- og migrationstog i gang, som fræser op gennem EU, og slår al orden og fornuft ned på sin vej. Man kan hævde, at de nordvesteuropæiske lande nok en gang må bøde for det tyske skyldkompleks.

Tyskland har gennem den europæiske integrationsproces i årtier bidraget til at undergrave de europæiske nationalstaters suverænitet. Nationalstater, som daterer sig helt tilbage til årene efter den Westphalenske fred i 1648, der afsluttede 30-årskrigen. I disse dage er suveræniteten helt væk. Thi det er et afgørende træk ved nationalstaternes suverænitet, at de kan forsvare deres grænser mod indtrængen fra andre stater eller personer, der ulovligt krydser grænsen.  Endelig har Merkel indirekte brudt Folkeretten, som understreger, at stater skal respektere andre staters suverænitet. Hun har med andre ord skabt det rene anarki. Det nye Tysklands stamfader, Konrad Adenauer må vende sig i sin grav.

Hvor bevæger flygtninge- og migrationstoget sig hen?

Det er for tidligt at afgøre endeligt, hvor flygtninge og migrationstoget bevæger sig hen. Men indtrykket er, at det bevæger sig mod Tyskland, hvor de fleste passagerer står af og mod Sverige med Danmark som transitland. En del tager herfra til Norge og enkelte andre til Finland.

Hvordan kan det være?

En vigtig del af forklaringen er, at Tyskland og Sverige er de lande, hvor flygtningene føler sig mest velkomne. Både Angela Merkel og den svenske statsleder har i entydige vendinger gjort det klart, at man i Tyskland og Sverige har plads til flere, og at de syriske flygtninge kan få permanent opholdstilladelse i disse lande. Men samtidigt kritiserer de to lande andre EU-lande for, at de ikke tager i mod flere. I tillæg har  den svenske regering kritiseret den danske for, at Danmark bare lade flygtningestrømmen passere igennem landet til Sverige. Dette lyder hult, når man samtidigt inviterer flygtningene. Hvordan skulle de ellers komme til Sverige? Det er også ironisk, at Finland kritiserer Sverige for at føre præcis samme politik. Faktisk spiller landene i øjeblikket sorteper om, hvem der skal have flygtningene. Aldrig har EU i en sådan grad blevet flået i laser.

Er Tyskland og Sverige i virkeligheden sikre lande?

Det ultimative mål for flygtninge er at komme i sikkerhed. Ellers kan de næppe kaldes for flygtninge. Tilbyder Tyskland og Sverige reelt dette?

På overfladen er Tyskland og Sverige sikre lande. De er demokratisk retsstater, som beskytter mindretallenes rettigheder. Men det gør de andre EU-lande også. Dette er et helt afgørende kriterium, som skal overholdes for at blive en del af klubben

Skyldes det ”tonen”? Tja, de to lande har en lang tradition, som bunder i det tyske  skyldkompleks og Sveriges selvforståelse som humanitær stormagt. Der slås i begge lande ned på personer og grupper, som ytrer sig kritisk om muslimske indvandrere og om islam. Men skaber det sikkerhed?

Nej, det gør det ikke. Tværtimod. Den repressive tone varmer blot trykkogeren op, hvilket resulterer i alvorlige overgreb på de nytilkomne. Tyskland og Sverige har Europarekord i brandattentater mod muslimske forretninger og boliger. Samtidigt er Tyskland et af de lande i EU, hvor muslimer udsættes for mest diskrimination på arbejdspladserne. Set i det lys er Tyskland og Sverige faktisk de mest usikre lande i EU, som flygtningene kan rejse til, med undtagelse af de fleste Østeuropæiske lande.

Skyldes det så velfærdssystemerne?

 Denne faktor spiller en rolle. Sveriges universelle velfærdsstat tager sig godt af sine flygtninge og indvandrere. I Sverige har de adgang til gratis uddannelse, sundhedsvæsen og til overførsler, som minder om det gamle danske bistandshjælpssystem, dog på langt lavere niveau. Tyskland, som bygger på den forsikringsprægede centraleuropæiske velfærdsmodel tilbyder langt færre velfærdsydelser, men Tyskland ligger dog i top blandt de lande, som følger denne model. Men ingen af landene kan konkurrere med det danske velfærdssystem, ej heller efter at den nye regering har tilpasset reglerne med den ny kontanthjælpsreform. Jeg har i detaljer beregnet, hvad en flygtningefamilie med to små børn med de nye regler kan forvente at modtage i Danmark ud over gratis uddannelses og sundhed. Resultatet er 365.000 kr. Dette beløb kan end ikke Sverige hamle op med.

Så hvorfor står så få af toget i Danmark? Det gør de bl.a., fordi asylreglerne er markant strammere. Det gør en verden til forskel, at man kun kan få midlertidig opholdstilladelse for et år, og dernæst 2 år af gangen i forhold til, at man kan få permanent opholdstilladelse. Sidstnævnte regel skaber langt større tryghed for flygtninge, som ofte har betalt menneskesmuglere 60.000 kr. eller mere at komme til Europa. De har ingen interesse i at blive sendt hurtigt tilbage. Og det dæmper gevaldigt appetitten på Danmark, der har de mest restriktive regler i EU på det område.

Intentionen med regeringens politik virker dog, og den bliver paradoksalt hjulpet på vej af de mange danskere, som hjælper flygtningene, og som i deres harme fortæller, at ikke blot kan flygtningene kun få kortere opholdstilladelse, de får også mindre i økonomisk støtte end i Sverige.

Familiesammenføring?

Flygtninge har et naturligt ønske om at blive genforenet med deres familie. Men det er særligt udtalt blandt syriske flygtninge. I Sverige kan de anmode om familiesammenføring fra det øjeblik, de modtager papirerne om deres permanente opholdstilladelse. I Danmark kan de fleste flygtninge først søge om familiesammenføring efter, at de har været her et år. Det svenske system virker derfor langt mere favorabelt.

Det danske familesammenføringssystem er imidlertid langt mere effektivt end det svenske. Hvor det i Danmark blot tager 5-6 måneder fra at anmodningen er modtaget til, at flygtningen er blevet sammenbragt med sin familie, kan det tage op til 16 måneder eller mere. Dette udligner forskellen.

DIASPORA 

Diaspora kommer fra græsk, og betyder geografisk spredning af trossamfund eller kulturer. I den moderne forståelse af begrebet lægges der vægt på, at mennesker, der migrerer, ofte flytter til fremmede steder, som de har en følelsesmæssig tilknytning til. Det vil først og fremmest være steder, hvor de har familie og venner og i videre forstand ligesindede.

Tendensen til, at der skabes diaspora i koncentrerede geografisk områder, skyldes to forskellige ting.

For det første: At der i forvejen, eksisterer en stærk kultur, som matcher den, migranterne kommer fra. Derfor er det ikke en overraskelse, at de armenske kristne i Syrien, er flygtet til Armenien.

For det andet, og omvendt: Jo mere fremmedartet den kultur, som flygtningene og migranterne kommer fra, desto større er tendensen til, at de klumper sig sammen i ghettolignende områder i deres bestemmelsesland. For der kan de fortsat udleve deres kulturelle sædvaner, og måske i en sådan grad, at der ligefrem skabes parallelsamfund, hvor der gælder andre regler end i det omgivende samfund. Tendensen er størst, hvis flygtningene og migranterne har lav kulturel kapital, og når de føler diskrimination og intolerance fra det omgivende samfund. Vi kender fænomenet fra 1890-1920’ernes USA og fra i Europa i moderne tid.

Dette forstærker naturligvis problemerne med at integrere flygtningene og migranterne i det omgivende samfund. Disse problemer kan være midlertidige, som det var tilfældet i USA i den nævnte tidsperiode, eller de kan synes permanente, som det tilfældet i dagens Europa.

Forklaringen på denne forskel er todelt:

1.Folkevandringen til Europa er forskellig fra den folkevandringen til USA i 1890’erne til 20’erne

Der er meget stor forskel på USA og Europa. I USA må hver især klare sig selv. Det er deres eget ansvar, før som nu. I Europa har vi opbygget tunge velfærdssystemer, som nødvendiggør, at der fra samfundets side gøres en ihærdig indsats for at nedbryde de sociokulturelle forskelle med henblik på, at trække flere indvandrere og efterkommere ud af deres negative sociale og kulturelle arv. Det betyder, at de skal trækkes ud af overførelsessystemet, deres svage præstationer i uddannelsessystemet og i deres overhyppighed i den grove kriminalitetsstatistik. Ellers vokset presset på velfærdssystemet.. Dette er lettere sagt end gjort, når både indvandrerne og deres efterkommere fastholder at leve i deres kulturelle tidslomme. Derfor har de sidste 30 års integrationsindsats været forfejlet.

Og det gør ikke problemet mindre, at man fra systemets side er alt for villig til at placere problembørnene på permanent forsørgelse, så man slipper for at tage stilling til dem. I 1990’erne og op gennem 00’erne blev mange således tildelt førtidspension, mens læger i dag er meget flinke med at tildele dem en PTSD-diagnose, hvilket med den foregående regerings revision af retningslinjerne for undtagelserne for de krav, der stilles for at man kan opnå statsborgerskab, nærmest er blevet en garanti for at opnå statsborgerskab betingelsesløst. Med en PTSD-diagnose i hånden fritages ansøgeren således både bestået indfødsretprøve og bestået danskprøve.. Det er ikke noget tilfælde, at der er sket en regulær eksplosion i antallet af personer, som har ansøgt om statsborgerskab med fritagelse af de nævnte krav.

2. Kristen versus muslimsk indvandring

Hvor migrationen til USA i perioden 1890-1924 (1924 markerede et vendepunkt, for da indførte USA et kvotasystem, som begrænsede og dirigerede indvandringen) kom fra lande, som var domineret af forskellige variationer af kristne trossamfund, er migrationen til Europa fundamentalt anderledes. Den kommer fra muslimske folkeslag.

Islam er ikke en religion, som kun kan dyrkes i private rammer. Religionen griber ind i samfundet på alle leder og kanter. Det er både en religion, som fastsætter rammer for, hvordan den troede skal leve sit liv, men som også kan rammer for, hvordan andre skal leve deres liv. Dette afhænger af, hvordan religionen praktiseres i det enkelte samfund. Islam kan enten være tolerant eller intolerant. I sin mest intolerante udgave, er religionen intolerant over for andre trossamfund (f.eks. anbefalede den Saudiarabiske stor-Mufti for 3 år siden, at alle kristne kirker skulle nedbrændes. I sådanne meget fundamentalistiske samfund, som man ser i Saudi-Arabien, i Iran og i Egypten under det islamiske styre i 2011-12 er religionen også aldeles intolerant over for ateister og homoseksuelle. Det kan udløse flere års fængsel. Den mest ekstreme udgave af islam finder vi i det irakisk-syriske ISIS-kontrollerede område. Der nedslagtes kristne mænd, mens kvinder og pigebørn tages til sexslaver. Homoseksuelle kastes ned fra bygninger og ateister halshugges. Selv moderate imamer, som understreger, at islam bygger på lag på lag-fortolkninger og ikke, hvad der ordret står i Koranen, henrettes, hvis de ikke “vender tilbage” til islam på Muhammeds tid. Omvendt kan islam være en meget tolerant religion, som man oplevede det under Abbasid-kalifat (750-1258) eller ganske tolerant som i nutidens Marokko og Tunesien.

Endelig føler de fleste fundamentalistiske muslimer ikke en følelsesmæssig tilknytning til den stat, som de lever i . Nationalstater er fremmedlegemer  for islam. Derfor er det ikke overraskende at General Nassers pan-arabiske nationale ideologi ikke overlevede, selvom det brutale nederlag i seksdageskrigen i 1967 gjorde sit til at aflive den. I islams selvforståelse tilhører muslimer ’umma’en’, det muslimske fællesskab. Derfor føler mange sig ikke som svenskere, tyskere, franskmænd eller danskere. De føler sig som del af umma’en. Og det forklarer, hvorfor de ofte er utilbøjelige til at kritisere eller anmelde andre muslimer  for kriminalitet. Dette forstærker problemerne med at få dem integreret i samfundeet.

Det er vigtigt at understege, at et flertal af muslimer i Europa er pragmatiske mht. dyrkelsen af deres religion. De lever den så og sige à la carte. Men de fundamentalistiske varianter trives i de omtalte ghettoområder Man bør derfor sondre mellem sekulariserede muslimer, som vi 1980’erne modtog mange af fra Iran, da de netop flygtede fra præstestyret og fundamentalistiske muslimer, hvoriblandt islamisterne og jihad-islamisterne er de mest yderligtgående. De næstmest yderligtgående fundamentalister støtter sig primært til Hanbali-fiqh’en (muslimsk retstradition), som er dominerende i Saudi-Arabien og visse andre Gulfstater.. Midt i mellem befinder de pragmatiske muslimer sig.

Problemet er, at Europa har fået flere fundamentalister. Nogle er kommet til i 90’erne og 00’erne, andre er blev fundamentalistisk indstillet i den tid, hvor de har levet i Europa. Det gælder ikke mindst for 2. og 3. generationsefterkommerne. De er generelt mere religiøse, end deres forældre eller bedsteforældre, der oprindeligt kom til Europa. Dette er bl.a. blevet påvist i det hidtidigt største videnskabelige studie af muslimer i Europa, et studie som nok så vigtigt også viser, at ikke færre end 44% af de europæiske muslimer er fundamentalistiske. Studiet som er blevet gennemført af førende europæiske og amerikanske forskere ved det velansete WissenschaftZentrumBerlin-institut, og som er blevet publiceret i et peer-reviewed internationalt tidsskrift, som jeg vil anbefale at læse (1)

Hvorfor voksende fundamentalisme blandt muslimer : Historien om islams religiøse genopvækkelse

Etableringen af de første europæiske nationalstater faldt tilfældigvis sammen med en tid, hvor Europa var udsat for den største kulturelle trussel mod sin civilisation. Og den kom netop fra islam. Den kulminererede med osmannernes storm på Wien i 1683. Kun med en fælles koalition af europæiske hære lykkedes det at nedkæmpe den.

På det tidspunkt havde islam allerede indledt sit forfald. Det var langt fra det abbasidske kalifat (750-1258), der var blevet etableret med hovedsæde i Baghdad, og som i en periode blev flyttet til Samarra. Abbasid-dynastiet nedstammede fra Mohammeds yngste onkel, Abbas ibn Abd al-Muttalib. Abbasiderne havde nedkæmpet det umayyadiske kalifat (661-750), somhavde hovedsæde i Damaskus, og som tog over efter de første fire retskafne kalifater (632-661). Disse kaliffer overtog tronen efter profeten Mohammed (570-632). I de knap 500 år, hvor abbasiderne sad ved magten var islam præget af fred, tolerance overfor jøder og kristne (selvom de stadig skulle betale særskat) og der blev gjort store videnskabelige fremskridt og lavet fantastiske bygningsværker, som man den dag i dag kan se i det sydlige Spanien. Kalifatet gik under, da Djengis Khans mongoler belejrede og indtog Baghdad i 1258. Derefter blev kalif en indholdsløs titel, selvom den osmanniske sultan i 1517 oprettede et kalifat som varede til dets endelige nederlag i 1924.

Mohammed ibn al-Wahhab og sauderne

Efter nederlaget i Wien i 1683 begyndte islams store nedgang. I 1730-1740’erne kom den første modreaktion, da forkynderen og krigeren, Mohammed al-Wahhab på den arabiske halvø rensede ud i islams tiltagende udvanding med pragmatiske prakssisser fra især sufismen og islams inspiration fra andre religioner som katolicismen . Disse praksisser gav sig bl.a. udslag i ikon-og idoldyrkelse af afdøde personer, mysticistisk dyrkelse af ’hellige’ træer og oaser, samt fester med dans, musik, alkoholindtagelse og tobaksrygning i de mange karavaner mod Mekka, samt  ægteskabelige sidespring både af mænd og af kvinder ej at forglemme. Mohammed al-Wahhab ønskede at rydde helt om og føre Islam tilbage til udgangspunktet på Mohammeds tid.

Han begyndte sin hærgen i 1730’erne, da han af en af sine kvindelige følgere blev spurgt om, hvad hun skulle gøre for at undgå at komme i helvede da hun havde haft et seksuelt sidespring. Al-Wahhab overvejede det længe, før han traf sin beslutning; Kvinden skulle stenes til døde. Denne stening var den første i mange hundrede år. Al-Wahhab brugte også tid på at fælde de ’hellige’ palmetræer,  som han kunne få øje på samt smadre de ikoner og gravsteder, han kom forbi. Men han var forhadt blandt mange stammeledere. Til slut blev al-Wahhab fordrevet til en lille oase, hvor han blev mødt med sympati. Det var i et område omkring Riyadh, hvor Saud-familien hørte til.

Saud-familiens leder Muhammed ibn Saud og Mohammed al-Wahhab indgik derefter en pagt, som blev beseglet ved, at en af Wahhabs døtre blev gift med ibn Sauds tronfølger. Derfor bærer Saud-familien i dag Wahhabs blod. Derefter blev den første Saudiske stat dannet (1744), og den blev indledt med en krig mod andre stammer med henblik på at overtage hele den arabiske halvø. I 1802 vendte wahhabitterne sig mod islams hellige byer, Mekka og Medina med henblik på at overtage dem og gennemføre Wahhabs radikale reformer. I denne proces blev Mohammeds gravsted i Medina smadret. Alle karavaner blev sendt hjem, og den arabiske halvø blev klinisk renset for ikoner, afgudsdyrkelse og andre foreteelser ligesom kristne kirker blev brændt ned. Wahhabitterne stormede også de shiitiske hellige byer i Irak, hvorfra de bragte mange kvinder og pigebørn med sig hjem som sexslaver. Til sidst fik osmannerne nok, og sendte en mamelukkerne fra Egypten i krig mod wahhabitterne. I den osmanniske-saudiske krig i 1818-1821 blev wahhabitterne omsider nedkæmpet og fordrevet til den indre Nejd-provins. Sauderne etablerede dernæst det 2. saudiske rige, som imidlertid også blev nedkæmpet i 1902 af den rivaliserende Rashid-familie. Kun Abdul Aziz ibn Said, det moderne Saudi-Arabiens grundlægger formåede sammen med sin bedstefar at flygte til Kuwait, hvor de nød beskyttelse af briterne.

Efter 1. verdenskrig vendte ibn Saud tilbage hvor han allierede sig med den militante wahhabittiske Ikhwan-bevægelse. Processen startede forfra, og den kulminerede med, at Ikhwan-bevægelsen også ville overtage Syrien og dele af Irak. Så sagde briterne stop, og det endte med at Saud-familen i 1932 henrettede de fleste ikwanere. Kun få overlevede, bl.a. faderen til den søn, som var leder af den en større gruppe af jihadister gennemførte det første jihadiske terrorangreb den nytårsmorgen i året 1400 (22. november 1979) efter islamisk tidsregning. Han hed Juhayman al-Otaibi, og terrorangrebet blev begået på intet mindre end den store moské i Mekka.

En anden kilde til fundamentaliseringen af islam er kommet fra det Muslimske Broderskab, som blev dannet i 1928 i Egypten af Hassan al Banna. Han er i dag en stor inspirationskilde for islamister. Men den største er Sayyd Qubt, en egyptisk teoretiker og forfatter, som kom i fængsel efter General Nassers militærkup i 1952. I fængslet udviklede Qubt sine tanker om muslimers store jihad (deres kamp med at blive rettroende og modstå egne lyster og begær), men han blev også gradvist radikaliseret og foreslog muslimer at udføre ikke bare den lille, men individuelle jihad: hellig krig mod vantro. Derfor har han været Osama bin Ladens store forbillede. Faderen til Al-Qaeda-nuværende leder, Ayman al-Zawahri, der var mentor for bin-Laden, var Qubts advokat i fængslet.

Så vidt forbindelsen mellem Wahhabismen og vor tids islamiske terrorister, som  har kulmineret med den wahhabistiske (nu kaldet salafistiske) ISIS-bevægelse i Syrien og Irak. For at runde det hele af, er det væsentligt at bemærke, at denne bevægelse ønsker at genskabe Abbasid-kalifatet minus al den tolerance, det kalifat skabte. Det nye kalifat skal være på salafistiske principper. Derfor er det ikke en tilfældighed, at krigen mod Assads styre har base i Damaskus. Det er heller ikke en tilfældigt, at ISIS planlægger at etablere sit kalifat i Baghdad, når denne by er indtaget. Og det er heller ikke tilfældigt, at ISIS selvbestaltede kalif, Abu Bakr al-Baghdadi kommer fra Samara, og at han har omdøbt sig til Abu Bakr. Sunniislams første retskafne kalif, efterfølgeren til Mohammed, hed netop Abur Bakr. Det hele har symbolsk betydning.

Så hvordan forklarer vi ellers islams genopvækkelse, og hvilken rolle har Saudi-Arabien spillet?

Det store spring fremad skete i årene efter den 1. oliekrise i 1973/73, hvor Saudi-Arabien begyndte at bruge sine milliarder af petrodollars på at udbrede, hvad Wahhab kaldte den rettroende version af islam. Til det formål har Saudi-Arabien bygget moskéer, børnehaver, skoler, og universiteter over alt i den arabiske verden, og med den muslimske indvandring til i Europa i 1970’erne og 80’erne i stigende grad i den verdensdel. Forstærket af de arabiske landes krige med Israel i 1967 og 1973, som markerede afslutningen på den pan-arabiske bevægelse, af de autoritære regimer i Mellemøsten og Nordafrika, af den årtierlange svage økonomiske udvikling (olieproduktionen er ikke kommet den almindelige befolkning til gode), som har produceret massearbejdsløshed og et proletariat blandt de unge, og ej at forglemme af vestens militære engagement i adskillige krige i Mellemøsten, er netop denne generation blevet mere oprørsk og religiøs. Unge muslimske efterkommere i Europa er blevet inspireret af denne religiøse vækkelse, som har skabt nyt håb.

Saudi-Arabiens påvirkning er generelt meget indirekte. Landet har ingen kontrol med de moskéer, landet finansierer. På det allersenste har Saudi-Arabien tilbudt at finansiere 200 nye moskéer til de flygtninge, som ankommer til Tyskland. Men Saudi-Arabien bidrager til at sprede sine religiøse budskaber, ligesom moskéerne fungerer som imagepleje for den stenrige ørkenstat. På den måde anvender Saudi-Arabien blød magtanvendelse (soft power) i Joseph Nyes forstand.

Islams genopvækkelse har også fået impulser fra den iranske revolution i 1979 og det efterfølgende præstestyre. Man skal blot huske på, at denne revolution var shiamuslimsk, at 90% af muslimerne er sunnimuslimske.

Hvad nu Europa?

Det centrale ved diasporaer er, at de har det med at formere sig. Når de først er blevet etableret, følger flere efter. Det sker ikke som en lineær proces, for mennesker føler sig knyttet til det område, hvori de bor. Det sker derimod i ryk, udløst af krige, store politiske omvæltninger, naturkatastrofer eller en vedvarende forringelse af levevilkårene.

Med alt det nævnte in mente, står Europa overfor en kolossal udfordring. Det er ikke for meget at hævde, at Europas civilisation er på spil. Det er den, de europæiske ledere spiller om, og indsatsen er uhyrlig.

Man kan håbe, at islam på ny gennemgår en reformationsproces. Den kunne f.eks. starte med, at de mellemøstlige lande endelig indser, at krig og politisk og social ustabilitet ikke er vejen frem. Ligesom man i Europa indså det samme i årene efter de to store krige. Men så længe der ikke er udsigt til det, må vi forlade os på de vilkår, der gælder.

I øjeblikket rumles der meget med kvotaordninger på flygtninge. Blandt har den kendte og indflydelsesrige slovenske sociolog, Slavoj Žižek, argumenteret for sådanne kvotaordninger på helt bestemte præmisser.

I sin nyeste kronik, som blev publiceret i Dagbladet Information for 2 dage siden (2), skriver han, at centrum-venstres ”facile moralisme” skal afvises, og at denne fløj skal anerkende, at ”det […] ikke er racistisk eller facscitoidt, når værtsbefolkninger vil beskytte deres livsform”. Disse ord kommer fra en person, som selv tilhører venstrefløjen

Samtidigt skriver han, at:

“Europa må pålægge sig selv klare regler og forskrifter. Kontrol med flygtningestrømmene må håndhæves af et administrativt netværk, der omfatter alle medlemmer af EU (for at forhindre udbrud af lokalt barbari fra myndighedsside, som set i Ungarn). Flygtninge skal vide deres sikkerhed garanteret, men vi bør samtidig gøre klart, at de skal acceptere de destinationer, de får tildelt af de europæiske myndigheder. Og at de skal respektere de love og sociale normer, som gælder i de europæiske stater, herunder nultolerance over for religiøs, sexistisk og etnisk vold. At det er dem forbudt at påtvinge nogen deres egen religion eller livsstil.”

Det er principper, jeg selv i høj grad kan tilslutte mig, men spørgsmålet er, om de er realistiske? F.eks. skal indvandrere anerkende de selvsamme principper, før de herhjemme modtager statsborgerskab, men det jo forhindrer ikke, at deres efterkommere (som nu er født danske) vil anerkende dem. Der er intet klart mønster mellem radikaliserede muslimer og deres sociale baggrund. Flere af dem kommer familier, som har været aldeles sekulariseret.

Hvordan håndterer man i det hele taget flygtningestrømmen, når den dominerende europæiske leder selv lader hånt om alle regler og bare lader flygtninge- og migrantstrømmen komme ind, uanset hvad andre stater mener?

At begive sig tilbage til asylbegrebets oprindelige betydning, nemlig at asyl er midlertidig og ikke permanent, er ret utopisk, når det dominerende land i lighed med Sverige, tildeler permanent ophold betingelsesløst. Men det er nødvendigt.

Selv det land, som satte flygtninge- og migranttoget i gang, har nu nået smertetærsklen efter Müchens banegård på én dag har taget imod 10.000 flere flygtninge (3) Samtidigt har den første førende politiker i den tyske koalitionsregering ytret kritik mod den hovedløse tyske politik (4) Blandt tyskere stilles der spørgsmål ved, om der i højere grad skal tages hensyn ti flygtninge og migranter end de gamle og til børnene.(5)

For blot få dage siden advarede PET igen mod islamistiske jihadister, som kan gemme sig blandt flygtningene (6).  Det skete på en dag, hvor Politiet opgav grænsekontrollen. Imens kunne Wall Street Journal i en større artikel igen berette om, at der blandt flygtninge rejser mange illegale migranter fra andre lande end Syrien. De rejser på falske syriske pas, fordi Syrien har status som prima facie flygtningeland, hvor man næsten er garanteret asyl. Undervejs terper migranterne vejnavne i fx. Aleppo, så har lettere ved at narre politi og myndigheder i Europa (7)

Det vil kræve flere ting, hvis man skal inddæmme flygtninge- og migrant problemet:

A. Det, der er brug for, at man nedlægger Schengen-samarbejdet, og genetablerer grænsekontrollen med fast paskontrol. Vi er nået dertil, hvor de idealistiske indre markedstanker må vige for de ikke mindst sikkerhedspolitiske trusler EU-landene står overfor.
Hvis EU ikke selv kan finde ud af det, skal vi selv forlade Schengen og deltagelsen i Dublin-forordningen. Vi er alligevel ikke forpligtet af disse. Det har vores EU-forbehold på retsområdet sørget for.

B.  FN’s forældede flygtningekonventioner skal omskrives, så de tilpasses til den tid, vi lever i. Folkevandringen mod Europa er så stor, at man nærmest 2000 år tilbage for at finde noget tilsvarende. Nægtes dette i FN, og kan EU heller ikke finde ud af at komme med overbevisende argumenter, bør Danmark overveje også opsige disse konventioner.

C. Hjælpen til Syriens nærområder, herunder ikke mindst flygtningelejrene i Libanon, Jordan og Tyrkiet, skal øges meget massivt. EU landene kan passende donere, hvad der svarer til 1000 kr. per europæisk indbygger til denne hjælp, som også omfatter økonomisk og teknisk bistand.

D. Krigsindsatsen mod ISIS skal intensiveres. FN og koalitionen skal presse andre lande til at deltage. ISIS er også et problem for Rusland og for Kina, eftersom ISIS-grupper også presser sig på disse lande. EU skal droppe sit moralsk korstog mod Rusland, og koncentrere sig om det, det virkelig handler om. Krigen mod ISIS (og der er der brug for russisk (og kinesisk deltagelse). Husk på at vi ikke længere lever i det 20. århundrede i bipolaritetens tid. Vi lever i det 21. århundrede med helt andre problemstillinger.

E. EU-kvotafordelinger af flygtninge kan måske være en udmærket idé, sålænge man kan blive enige om, konsekvent at hjemsende flygtningene, når de katastrofer, som har ramt flygtningene har lagt sig, og at man bruger asylbegrebet til det, det er skabt — beskyttelse og intet andet. Og her må man være realistisk. Udviklingen i Mellemøsten og i Nordafrika går langsomt. Konflikter varer ved og repressive autoritære regimer består.  Flygtninge har ret til asyl – uanset FN-konventioner eller ej. Her bør man stærkt overveje, at etablere og finansiere flygningelejre i andet områder. Men hvis man også tilbyder asyl i Europa, tjener kvotaer i det mindste det formål, at de spreder flygtningene i stedet for at koncentrere dem De begrænser væksten i religiøse diasporaer. Kvotafordelingen sænker også EU’s attraktionsværdi for flygtninge. At blive placeret i Litauen eller i det kolde nord-Finland er måske knap så sjovt, som at søge asyl i en anden verdensdel. Derfor er det også afgørende, at asyl-shopping standes.

Europa har også ret til at beskytte sig selv og dets civilisation.

Referencer

1.  Ruud Koopmans (2015), “Religious Fundamentalism and Hostily against Out-groups. A Comparison of Muslims and Christians in Western Europe”. In: Journal of Ethnic and Migration Studies, Vol. 41, No. 1, p. 33-57. http://www.tandfonline.com/doi/abs/10.1080/1369183X.2014.935307 Artiklen kan også læses her: https://www.wzb.eu/en/press-release/islamic-fundamentalism-is-widely-spread.

 2. Slavoj Žižek, “Norge findes ikke – ikke engang i Norge”, Dagbladet Information, 11. september 2015.

3 Frankfurter Allgemeine,  13. september 2015, Deutschland führt wieder Grenzkontrollen ein.

4 Süddeutsche Zeitung, 13. september 2015, Spahm kritisiert deutsche Flüchtlingspolitik.

5. The Guardian, 11. september 2015, ‘There have to be limits’.Mixed feeling from Germans over refugees 

6. PET advarer mod ekstremister blandt flygtninge.

7. Wall Street Journal, 12. september 2015, Migrants pose as Syrians to open door to Asylum in Europe.

 

Demokratier mod alle odds

Når man har start et nyt projekt og begynder at samle data og anden information, dukker der ofte ideer op, man ikke havde forudset. Sådan er det også med mit nye projekt med Martin Rode om politiske regimer og regimetransitioner, hvoraf en del om monarki er sammen med den Gamle Redacteur, Peter Kurrild-Klitgaard.

 

En af de små ting er – som det er almindeligt kendt – at der er en stærk spatial korrelation i demokrati. Sagt med andre ord: Jo flere af ens nabolande, der er demokratiske, jo større bliver chancerne for, at ens eget land også bliver det. Bruger man Cheibub, Gandhi og Vreelands DD-indikator, der blot angiver om et land har frie og fair valg eller ej, kan man således også se, hvilke lande der er stabilt demokratiske på trods af deres nabolande.

Overraskelsen er, hvor få der er af den type. I de senere år (00’erne) har der kun været syv lande, der er stabile demokratier og omgivet af udelukkende ikke-demokratiske lande. I alfabetisk rækkefølge er de Botswana (der er stabilt demokratisk siden 1966), Ghana (siden 1993), Jamaica (siden 1950), Kenya (siden 1998), Malawi (siden 1994), Mongoliet (siden 1990) og Sao Tomé og Principe (siden 1991).

Spørgsmålet er, hvorfor netop disse lande synes at kunne opretholde rimeligt velfungerende demokratiske institutioner, når deres naboer ikke kan. Det har vi ikke noget svar på, men opfordrer læserne til at overveje, hvad der kunne være særligt ved netop disse lande.

Friedman-indsigter 3: Demokrati og økonomisk frihed

I vores sommerserie om de indsigter, vi skylder Milton Friedman, er vi kommet til en af dem, der har afstedkommet mest faglig diskussion. Den kendes nogle gange som ”The Friedman-Hayek Hypothesis”, da en del af argumentet allerede lå i Friedrich Hayeks berømte The Road to Serfdom fra 1944.

Friedmans spørgsmål var i bund og grund ganske simpelt, som de dybe spørgsmål tit er: Hvad er vigtigst, politisk eller økonomisk frihed? Hans argumenter hvilede i høj grad på Hayeks forudgående tænkning. Som Robert Lawson og J.R. Clark kort beskrev Hayeks beskrivelse af problemet i 2010 (i Journal of Economic Behavior and Organisation): “economic planners must have a code of values to guide them as they weigh the various production and consumption tradeoffs necessary in a scarce world. If we live in a democratic world, this requires that the voters must also support the planner’s code of values. In order to achieve this agreement between the interests of the planner and the voters, voters must be subjected to political controls and propaganda.” Hvis ikke, holder vælgertilslutningen til planerne op, og så står politikerne med et valg mellem at fortsætte planerne, men ignorere den demokratiske process, eller acceptere demokratiske valg og opgive planøkonomien. Friedmans argument i Capitalism and Freedom fra 1962 var bl.a., at en væsentlig del af det, der forhindrer overgreb som underminerer demokratiet, er en fundamental beskyttelse af den private ejendomsret.

Den letteste måde at spørge sig selv om Friedman havde ret, er at indse hvad implikationerne ville være. Det er simpelt: Man ville se en række lande, der har begge dele – et rimeligt retsvæsen og demokrati i det sydøstlige hjørne af figuren – men også lande uden nogen af delene (nordvest), og lande med et fornuftigt retsvæsen, men uden demokrati (i det sydvestlige hjørne). Den sidste kvadrant i figuren over muligheder nedenfor (nordøst) burde dog være tom: Vi burde ikke observere lande, der har demokrati, men ikke beskyttelse af privat ejendom eller et bare nogenlunde retsvæsen.

Intet demokrati Demokrati
Ingen retssikkerhed

Burma, Chad, Hviderusland, Zimbabwe

???
Retssikkerhed Kuwait, Singapore Botswana, Chile, Danmark, Frankrig, Taiwan, USA

Det er nemt at finde eksempler på lande der enten mangler begge – i Europas baghave ligger Hviderusland for eksempel – og lande, der har begge dele. Det er også relativt let at identificere en række lande, med ganske fornuftige retsvæsener, men uden demokrati. Singapore bliver generelt vurderet som et land med et mere effektivt og politisk uafhængigt retsvæsen end dele af Sydeuropa, men demokratisk er det ikke. Hong Kong, i det mindste før det blev givet tilbage til Kina, er et andet eksempel, ligesom de mest progressive golfstater nærmer sig.

Den stærkeste indikation for at Friedman havde ret, findes i den manglende kvadrant. Med andre ord er en rimelig grad af økonomisk frihed og retssikkerhed en nødvendig, men ikke tilstrækkelig forudsætning for at have et stabilt demokrati. Mens man kan finde eksempler på lande, der har passet i den ’umulige’ kvadrant, findes der ingen der har kunnet blive der. Israel havde i en lang årrække en høj grad af planøkonomi, men politikerne måtte i løbet af 80erne bukke under for pres fra en demokratisk offentlighed. Siden da er økonomien liberaliseret, demokratiet fortsat og landet har i dag en langt højere levestandard. Venezuela har på den anden side indført en massiv grad af planøkonomi i Hugo Chavez forsøg på en ”socialisme for det 21. århundrede”. Men i disse år bliver det mere og mere tydeligt hvordan venezuelanernes politiske frihed forsvinder bid for bid i takt med, at Chavez-regimet fjerner kritiske medier. Stort set alle offentlige ansattes valgadfærd bliver også overvåget, og hvis man ikke stemmer på Chavez, er odds at man bliver fyret.

Friedmans arbejde, der byggede ovenpå Hayeks tyve år tidligere, bliver således ved med at være relevant. Man ser nogle gange demokratiseringer, men uden en rimelig grad af markedsøkonomi, er de ikke stabile. Ingen lande har været mere end nogle få år i en situation med politisk frihed og økonomisk ufrihed. Skal man svare på, om det arabiske forår bliver ved, skal man tilbage til Friedmans oprindelige spørgsmål: Er der et markedsøkonomisk fundament at stille demokratiet på?

Er demokratisering godt for reformchancer?

Det arabiske forår skabte en masse optimisme efter det virkelig så ud som, at om nogle af landene ville blive demokratiske. Mange kommentatorer synes også at regne med, at landene nu kommer i gang økonomisk. Det vil nødvendigvis indebære, at de først gennemfører vidtgående reformer, der liberaliserer deres i dag stærkt statsstyrede økonomier. Den bagvedliggende idé, som kommentatorerne synes at dele, er således at demokratisering markant øger chancerne for at sådanne reformer gennemføres.

Er den antagelse berettiget? Det svarer en artikel i det nye nummer af European Journal of Political Economy på. Martin Rode, der til december forsvarer sin PhD-afhandling om økonomisk frihed ved Universidad de Cantabria i Santander, har brugt et år af sin studietid på Florida State University. Ud af dt ophold er der kommet en fællesartikel med James Gwartney – en af hovedmændene bag Fraser Instituttes Economic Freedom of the World projekt. I artiklen ”Does Democratization Facilitate Economic Liberalization?” finder de to forskere, at i 48 transitioner til demokrati mellem 1975 og 2009 resulterede demokratisering generelt i klar økonomisk liberaliseringer i de første ti år.

Der er dog to kvalifikationer. For det første finder Rode og Gwartney, at efter den første tiårsperiode er der en tendens til, at man igen begynder at regulere mere. For det andet gælder det, at de ustabile demokratiseringer – defineret ved en demokratiseringsepisode der efterfølges af mindst ét kup indenfor de første ti år – som oftest gennemfører strammere regulering.

Med andre ord er det kun lande, hvor et nyt demokrati tydeligvis er kommet for at blive, der liberaliserer. Hvad betyder det så for de arabiske lande? En forsigtig tolkning er vel, at juryen stadig voterer på det spørgsmål. Et andet element, som Rode og Gwartney ikke ser på, er Friedman-Hayek-hypotesen, der siger at økonomisk frihed og et uafhængig retsvæsen er en forudsætning for stabilt demokrati. Der er mere at undersøge, men det tysk-amerikanske samarbejde er vel værd at læse.

Grundlovsidéer

Det er det samme hvert eneste år. Lige efter nytår eller – hvis man er i et lidt for seriøst selskab – også på selve nytårsaften: Dén diskussionen om arvekongedømmets berettigelse, som H.M. Dronningens nytårstale altid ser ud til at foranledige.

Tilbage i 2005 skrev CEPOS nuværende chefjurist Jacob Mchangama her på bloggen om det (vedvarende) socialistiske og social-liberale ønske om, at omskrive den danske grundlov, så sproget bliver “normalt” (!) og indholdet forøget, med et positivt defineret katalog over socio-økonomiske “rettigheder“. Dét indlæg står stadig ved magt.

I selvsamme indlæg henviser Jacob Mchangama til et forslag til en omskrevet og liberalt forstærket forfatningslov; som indgik i en “grundlovsdebat”, som de færreste af os stadig kan huske (- og som jeg måske/måske ikke selv deltog i) Folketinget havde vedtaget, for at fejre 150-årsdagen for Danmarks Riges Grundlov et par år forinden.

Det forslag der henvises til er genoptrykt i Libertas #44 og har titlen: “Frihed, magtdeling og demokrati: Forslag til principper og elementer i en ny dansk grundlov“. Forfatterne er – i min tilfældige rækkefølge – Peter Kurrild-Klitgaard, Thomas Bernt Henriksen, Morten Holm og Edith Thingstrup.

Det er baseret på en idé om, at en forfatningslov ikke skal følge med tiden, men tværtimod gå mod denne således, at loven kommer til at danne et værn for borgeren mod statsmagten og dennes omskiftelige lune. En helt igennem fornuftigt idé, som uden videre kan tiltrædes af denne blogger.

Forslagets inspirationskilder kan ligeledes tiltrædes: Den engelske Bill of Rights; De Forenede Staters forfatninger (hvoraf jeg personligt bryder mig mest om Articles of Confederation fra 1777); den franske 1789-rettighedserklæring og så i øvrigt den danske Junigrundlov af 1849.

Sådanne inspirationskilder forpligter; men jeg synes, at de er sluppet rigtigt godt fra det. Se f.eks. om ekspropriation:

At sikringen af den private ejendomsret (§73) udstrækkes til

  • at gælde imod begrænsninger i brug, påbud, forbud og andre former for regulering;
  • at ekspropriation og andre indgreb i den private ejendomsret kan indbringes for domstolene m.h.t. ikke blot størrelsen af erstatning men også begrundelsen;
  • at det vil være staten, der har bevisbyrden for, at et indgreb i ejendomsretten er til almenvellets bedste;
  • at hver enkelt ekspropriation skal behandles ved individuel lovgivning og ikke kan delegeres til andre offentlige myndigheder;
  • at Grundlovens eksisterende sikring (§73.2.) af Folketings-mindretals ret til at udskyde ikrafttræden af en ekspropriation sikres yderligere ved at nedsætte andelen til 1/5.
– Dertil ville jeg selv nok blot havde tilføjet, at enhver tvist om ekspropriationens begrundelse eller erstatningens størrelse, skulle havde fuldt opsættende virkning.

Den flittige læser vil sikkert allerede have åbnet Libertas-linket i en fane i browseren og have snust lidt til den artikel jeg taler om. – Og det er egentlig hvad jeg vil anbefale alle læsere at gøre. Hent Libertas #44; print det ud eller smæk det over på din Kindle eller iPad og sæt dig så godt til rette i en stol under lyset.

God læselyst.

 

Demokratisering i Mellemøsten: Baggrundsviden

Medierne skriver med begejstring om den bølge af demonstrationer, der har bredt sig i Nordafrika og Mellemøsten. Og med god grund – der synes at være et stærkt og oprigtigt ønske om politisk reform i landene. Bølgen foreløbig har ramt Bahrain, Egypten, Jordan, Libyen, Oman, Syrien, Tunesien og Yemen, og man må undres, hvis der ikke også opstår krav i Algeriet, Marokko, Qatar og Saudi Arabien. Men medierne giver ikke megen baggrundsinformation om de forskellige lande. Vi gør i tabellen nedenfor. Continue reading

Islam og demokrati

De senere år er der kommet en del studier, der peger på at Islam som dominerende religion ofte holder en demokratisk udvikling tilbage. I lyset af, hvor politisk kontroversiel snart sagt enhver kritik af Islam er, er der mange gode grunde til at være ekstra omhyggelig i denne type studier. Den slags grundighed er præcist hvad punditokraternes kollega og ven Niklas Potrafke (Uni Konstanz) er ved at blive kendt for.

Potrafkes studie af forholdet mellem Islam og demokrati er kort før jul blevet optaget til publikation i et førende, videnskabeligt specialtidsskrift, Public Choice. I artiklen ’Islam and Democracy’ (gatet version her) bruger Potrafke det nye DD-indeks, et særdeles konservativt mål for demokrati ifølge hvilket et land kun er demokratisk, hvis der afholdes valg, der ikke møder international kritik og derfor må betragtes som frie og fair, hvor valgene bliver respekteret, og hvor enhver regering kan stemmes ud. Indekset er i sig selv konsekvensen af et særdeles grundigt af Jose Cheibub, Jennifer Gandhi og Jim Vreeland. Som et eksempel på, hvor omhyggeligt og konservativt, DD-indekset er, kan man for eksempel nævne at Botswana ikke kategoriseres som demokratisk. På trods af at alle er enige om, at Botswana afholder frie og fair valg, har landet aldrig haft et regeringsskifte.

Potrafke kontrollerer omhyggeligt for flere faktorer, der i princippet kunne få det til at se ud som om islamiske lande er mindre demokratiske, selvom det ikke havde noget med religionen at gøre. For eksempel sørger han for at tage virkningen af at være et olieland i betragtning, ligesom han kontrollerer for effekten af at have et socialistisk eller socialistisk inspireret retsligt system. Den ’sædvanlige’ inklusion af regionale forskelle og indkomsteffekter er også med.

På trods af denne omhyggelighed – og der er væsentligt flere tests end den relativt korte artikel rapporterer – finder Potrafke på tværs af op til 191 lande, at en ti procent stigning i andelen af befolkning, der er troende muslimsk, er forbundet med en to til tre procent lavere sandsynlighed for at landet er demokratisk, alt andet lige. Der er dermed ny og robust evidens for teorien om at Islam ikke er umiddelbart foreneligt med demokrati; men – som forfatteren også medgiver (i personlig kommunikation, som det hedder) – er Indonesien på vej til at blive pænt demokratisk på trods af dets meget store muslimske befolkning. Måske er det et særligt problem ved traditionel, arabisk Islam?

Om Chiles præsidentvalg på søndag

På søndag, den 13. december afholdes 1. runde af det chilenske præsidentvalg. I tilfælde af , at ingen kandidater får over 50% af de afgivne stemmer afholdes 2. runde mellem de to kandidater, der har fået flest stemmer til januar. Dette system er også kendt i flere andre lande i regionen, men er relativt nyt i Chile, hvor et system med 2 valgrunder kun har været praktiseret efter demokratiet blev genindført i 1990’erne. Baggrunden for denne ændring og en (meget) kort gennemgang af de væsentligste kandidater er formålet med dagens indlæg på “Americas

Er Jon Stewart “det godes” fjende?

Jeg faldt lige over en et par år gammel artikel fra Washington Post, der omtaler et studie af to amerikanske politologer, som tilsyneladende har data, der viser, at dét at se Jon Stewarts The Daily Show leder til politisk kynisme og måske til mindre valgdeltagelse:

“Two political scientists found that young people who watch Stewart’s faux news program, “The Daily Show,” develop cynical views about politics and politicians that could lead them to just say no to voting.

That’s particularly dismaying news because the show is hugely popular among college students, many of whom already don’t bother to cast ballots.

Jody Baumgartner and Jonathan S. Morris of East Carolina University said previous research found that nearly half — 48 percent — of this age group watched “The Daily Show” and only 23 percent of show viewers followed “hard news” programs closely.

To test for a “Daily Effect,” Baumgartner and Morris showed video clips of coverage of the 2004 presidential candidates to one group of college students and campaign coverage from “The CBS Evening News” to another group. Then they measured the students’ attitudes toward politics, President Bush and the Democratic presidential nominee, Sen. John F. Kerry (Mass.).

The results showed that the participants rated both candidates more negatively after watching Stewart’s program. Participants also expressed less trust in the electoral system and more cynical views of the news media, according to the researchers’ article, in the latest issue of American Politics Research.

“Ultimately, negative perceptions of candidates could have participation implications by keeping more youth from the polls,” they wrote.”

Er det så godt eller skidt?  Det kommer naturligvis an på målestokken.  Hvis man nu mener–hvad denne forsker, debattør og Groft Sagt-skribent godt kan forfalde til–at der er god grund til at være skeptisk overfor politikerne, og at det at stemme (i fraværet på store proces-relaterede fornøjelser) nærmest er fjolleri for folk, der ikke kan forstå sandsynlighedsregning, så er kynisme i vurderingen af selvsamme vel ikke så skidt?  Vel nærmest det modsatte.  Blåøjet idealisme om, at politik ligner et afsnit af West Wing, hvor de gode er en gruppe hyperaktive idealister, der vil bruge statsmagten til at gøre gode ting, og at de gør det ved at være de bedste og mest smarte, er i så henseende nok mere usundt.

Men hvad nu hvis kynismen leder til ligegyldighed?  Ligegyldighed overfor også de dårlige ting?  Hvad hvis f.eks. slaverimodstanderne og frihandelsforkæmperne i 1800-tallet havde sagt “Det nytter sgu’ alligevel ikke noget det hele …”?  Hvad hvis den politiske kynisme snarere stimulerer, “Hvad får jeg selv ud af det politiske system”-attituden?

You tell me.

Older posts Newer posts

© 2017 Punditokraterne

Theme by Anders NorenUp ↑