Tag: demokrati (page 2 of 4)

Friedman-indsigter 3: Demokrati og økonomisk frihed

I vores sommerserie om de indsigter, vi skylder Milton Friedman, er vi kommet til en af dem, der har afstedkommet mest faglig diskussion. Den kendes nogle gange som ”The Friedman-Hayek Hypothesis”, da en del af argumentet allerede lå i Friedrich Hayeks berømte The Road to Serfdom fra 1944.

Friedmans spørgsmål var i bund og grund ganske simpelt, som de dybe spørgsmål tit er: Hvad er vigtigst, politisk eller økonomisk frihed? Hans argumenter hvilede i høj grad på Hayeks forudgående tænkning. Som Robert Lawson og J.R. Clark kort beskrev Hayeks beskrivelse af problemet i 2010 (i Journal of Economic Behavior and Organisation): “economic planners must have a code of values to guide them as they weigh the various production and consumption tradeoffs necessary in a scarce world. If we live in a democratic world, this requires that the voters must also support the planner’s code of values. In order to achieve this agreement between the interests of the planner and the voters, voters must be subjected to political controls and propaganda.” Hvis ikke, holder vælgertilslutningen til planerne op, og så står politikerne med et valg mellem at fortsætte planerne, men ignorere den demokratiske process, eller acceptere demokratiske valg og opgive planøkonomien. Friedmans argument i Capitalism and Freedom fra 1962 var bl.a., at en væsentlig del af det, der forhindrer overgreb som underminerer demokratiet, er en fundamental beskyttelse af den private ejendomsret.

Den letteste måde at spørge sig selv om Friedman havde ret, er at indse hvad implikationerne ville være. Det er simpelt: Man ville se en række lande, der har begge dele – et rimeligt retsvæsen og demokrati i det sydøstlige hjørne af figuren – men også lande uden nogen af delene (nordvest), og lande med et fornuftigt retsvæsen, men uden demokrati (i det sydvestlige hjørne). Den sidste kvadrant i figuren over muligheder nedenfor (nordøst) burde dog være tom: Vi burde ikke observere lande, der har demokrati, men ikke beskyttelse af privat ejendom eller et bare nogenlunde retsvæsen.

Intet demokrati Demokrati
Ingen retssikkerhed

Burma, Chad, Hviderusland, Zimbabwe

???
Retssikkerhed Kuwait, Singapore Botswana, Chile, Danmark, Frankrig, Taiwan, USA

Det er nemt at finde eksempler på lande der enten mangler begge – i Europas baghave ligger Hviderusland for eksempel – og lande, der har begge dele. Det er også relativt let at identificere en række lande, med ganske fornuftige retsvæsener, men uden demokrati. Singapore bliver generelt vurderet som et land med et mere effektivt og politisk uafhængigt retsvæsen end dele af Sydeuropa, men demokratisk er det ikke. Hong Kong, i det mindste før det blev givet tilbage til Kina, er et andet eksempel, ligesom de mest progressive golfstater nærmer sig.

Den stærkeste indikation for at Friedman havde ret, findes i den manglende kvadrant. Med andre ord er en rimelig grad af økonomisk frihed og retssikkerhed en nødvendig, men ikke tilstrækkelig forudsætning for at have et stabilt demokrati. Mens man kan finde eksempler på lande, der har passet i den ’umulige’ kvadrant, findes der ingen der har kunnet blive der. Israel havde i en lang årrække en høj grad af planøkonomi, men politikerne måtte i løbet af 80erne bukke under for pres fra en demokratisk offentlighed. Siden da er økonomien liberaliseret, demokratiet fortsat og landet har i dag en langt højere levestandard. Venezuela har på den anden side indført en massiv grad af planøkonomi i Hugo Chavez forsøg på en ”socialisme for det 21. århundrede”. Men i disse år bliver det mere og mere tydeligt hvordan venezuelanernes politiske frihed forsvinder bid for bid i takt med, at Chavez-regimet fjerner kritiske medier. Stort set alle offentlige ansattes valgadfærd bliver også overvåget, og hvis man ikke stemmer på Chavez, er odds at man bliver fyret.

Friedmans arbejde, der byggede ovenpå Hayeks tyve år tidligere, bliver således ved med at være relevant. Man ser nogle gange demokratiseringer, men uden en rimelig grad af markedsøkonomi, er de ikke stabile. Ingen lande har været mere end nogle få år i en situation med politisk frihed og økonomisk ufrihed. Skal man svare på, om det arabiske forår bliver ved, skal man tilbage til Friedmans oprindelige spørgsmål: Er der et markedsøkonomisk fundament at stille demokratiet på?

Er demokratisering godt for reformchancer?

Det arabiske forår skabte en masse optimisme efter det virkelig så ud som, at om nogle af landene ville blive demokratiske. Mange kommentatorer synes også at regne med, at landene nu kommer i gang økonomisk. Det vil nødvendigvis indebære, at de først gennemfører vidtgående reformer, der liberaliserer deres i dag stærkt statsstyrede økonomier. Den bagvedliggende idé, som kommentatorerne synes at dele, er således at demokratisering markant øger chancerne for at sådanne reformer gennemføres.

Er den antagelse berettiget? Det svarer en artikel i det nye nummer af European Journal of Political Economy på. Martin Rode, der til december forsvarer sin PhD-afhandling om økonomisk frihed ved Universidad de Cantabria i Santander, har brugt et år af sin studietid på Florida State University. Ud af dt ophold er der kommet en fællesartikel med James Gwartney – en af hovedmændene bag Fraser Instituttes Economic Freedom of the World projekt. I artiklen ”Does Democratization Facilitate Economic Liberalization?” finder de to forskere, at i 48 transitioner til demokrati mellem 1975 og 2009 resulterede demokratisering generelt i klar økonomisk liberaliseringer i de første ti år.

Der er dog to kvalifikationer. For det første finder Rode og Gwartney, at efter den første tiårsperiode er der en tendens til, at man igen begynder at regulere mere. For det andet gælder det, at de ustabile demokratiseringer – defineret ved en demokratiseringsepisode der efterfølges af mindst ét kup indenfor de første ti år – som oftest gennemfører strammere regulering.

Med andre ord er det kun lande, hvor et nyt demokrati tydeligvis er kommet for at blive, der liberaliserer. Hvad betyder det så for de arabiske lande? En forsigtig tolkning er vel, at juryen stadig voterer på det spørgsmål. Et andet element, som Rode og Gwartney ikke ser på, er Friedman-Hayek-hypotesen, der siger at økonomisk frihed og et uafhængig retsvæsen er en forudsætning for stabilt demokrati. Der er mere at undersøge, men det tysk-amerikanske samarbejde er vel værd at læse.

Grundlovsidéer

Det er det samme hvert eneste år. Lige efter nytår eller – hvis man er i et lidt for seriøst selskab – også på selve nytårsaften: Dén diskussionen om arvekongedømmets berettigelse, som H.M. Dronningens nytårstale altid ser ud til at foranledige.

Tilbage i 2005 skrev CEPOS nuværende chefjurist Jacob Mchangama her på bloggen om det (vedvarende) socialistiske og social-liberale ønske om, at omskrive den danske grundlov, så sproget bliver “normalt” (!) og indholdet forøget, med et positivt defineret katalog over socio-økonomiske “rettigheder“. Dét indlæg står stadig ved magt.

I selvsamme indlæg henviser Jacob Mchangama til et forslag til en omskrevet og liberalt forstærket forfatningslov; som indgik i en “grundlovsdebat”, som de færreste af os stadig kan huske (- og som jeg måske/måske ikke selv deltog i) Folketinget havde vedtaget, for at fejre 150-årsdagen for Danmarks Riges Grundlov et par år forinden.

Det forslag der henvises til er genoptrykt i Libertas #44 og har titlen: “Frihed, magtdeling og demokrati: Forslag til principper og elementer i en ny dansk grundlov“. Forfatterne er – i min tilfældige rækkefølge – Peter Kurrild-Klitgaard, Thomas Bernt Henriksen, Morten Holm og Edith Thingstrup.

Det er baseret på en idé om, at en forfatningslov ikke skal følge med tiden, men tværtimod gå mod denne således, at loven kommer til at danne et værn for borgeren mod statsmagten og dennes omskiftelige lune. En helt igennem fornuftigt idé, som uden videre kan tiltrædes af denne blogger.

Forslagets inspirationskilder kan ligeledes tiltrædes: Den engelske Bill of Rights; De Forenede Staters forfatninger (hvoraf jeg personligt bryder mig mest om Articles of Confederation fra 1777); den franske 1789-rettighedserklæring og så i øvrigt den danske Junigrundlov af 1849.

Sådanne inspirationskilder forpligter; men jeg synes, at de er sluppet rigtigt godt fra det. Se f.eks. om ekspropriation:

At sikringen af den private ejendomsret (§73) udstrækkes til

  • at gælde imod begrænsninger i brug, påbud, forbud og andre former for regulering;
  • at ekspropriation og andre indgreb i den private ejendomsret kan indbringes for domstolene m.h.t. ikke blot størrelsen af erstatning men også begrundelsen;
  • at det vil være staten, der har bevisbyrden for, at et indgreb i ejendomsretten er til almenvellets bedste;
  • at hver enkelt ekspropriation skal behandles ved individuel lovgivning og ikke kan delegeres til andre offentlige myndigheder;
  • at Grundlovens eksisterende sikring (§73.2.) af Folketings-mindretals ret til at udskyde ikrafttræden af en ekspropriation sikres yderligere ved at nedsætte andelen til 1/5.
– Dertil ville jeg selv nok blot havde tilføjet, at enhver tvist om ekspropriationens begrundelse eller erstatningens størrelse, skulle havde fuldt opsættende virkning.

Den flittige læser vil sikkert allerede have åbnet Libertas-linket i en fane i browseren og have snust lidt til den artikel jeg taler om. – Og det er egentlig hvad jeg vil anbefale alle læsere at gøre. Hent Libertas #44; print det ud eller smæk det over på din Kindle eller iPad og sæt dig så godt til rette i en stol under lyset.

God læselyst.

 

Demokratisering i Mellemøsten: Baggrundsviden

Medierne skriver med begejstring om den bølge af demonstrationer, der har bredt sig i Nordafrika og Mellemøsten. Og med god grund – der synes at være et stærkt og oprigtigt ønske om politisk reform i landene. Bølgen foreløbig har ramt Bahrain, Egypten, Jordan, Libyen, Oman, Syrien, Tunesien og Yemen, og man må undres, hvis der ikke også opstår krav i Algeriet, Marokko, Qatar og Saudi Arabien. Men medierne giver ikke megen baggrundsinformation om de forskellige lande. Vi gør i tabellen nedenfor. Continue reading

Islam og demokrati

De senere år er der kommet en del studier, der peger på at Islam som dominerende religion ofte holder en demokratisk udvikling tilbage. I lyset af, hvor politisk kontroversiel snart sagt enhver kritik af Islam er, er der mange gode grunde til at være ekstra omhyggelig i denne type studier. Den slags grundighed er præcist hvad punditokraternes kollega og ven Niklas Potrafke (Uni Konstanz) er ved at blive kendt for.

Potrafkes studie af forholdet mellem Islam og demokrati er kort før jul blevet optaget til publikation i et førende, videnskabeligt specialtidsskrift, Public Choice. I artiklen ’Islam and Democracy’ (gatet version her) bruger Potrafke det nye DD-indeks, et særdeles konservativt mål for demokrati ifølge hvilket et land kun er demokratisk, hvis der afholdes valg, der ikke møder international kritik og derfor må betragtes som frie og fair, hvor valgene bliver respekteret, og hvor enhver regering kan stemmes ud. Indekset er i sig selv konsekvensen af et særdeles grundigt af Jose Cheibub, Jennifer Gandhi og Jim Vreeland. Som et eksempel på, hvor omhyggeligt og konservativt, DD-indekset er, kan man for eksempel nævne at Botswana ikke kategoriseres som demokratisk. På trods af at alle er enige om, at Botswana afholder frie og fair valg, har landet aldrig haft et regeringsskifte.

Potrafke kontrollerer omhyggeligt for flere faktorer, der i princippet kunne få det til at se ud som om islamiske lande er mindre demokratiske, selvom det ikke havde noget med religionen at gøre. For eksempel sørger han for at tage virkningen af at være et olieland i betragtning, ligesom han kontrollerer for effekten af at have et socialistisk eller socialistisk inspireret retsligt system. Den ’sædvanlige’ inklusion af regionale forskelle og indkomsteffekter er også med.

På trods af denne omhyggelighed – og der er væsentligt flere tests end den relativt korte artikel rapporterer – finder Potrafke på tværs af op til 191 lande, at en ti procent stigning i andelen af befolkning, der er troende muslimsk, er forbundet med en to til tre procent lavere sandsynlighed for at landet er demokratisk, alt andet lige. Der er dermed ny og robust evidens for teorien om at Islam ikke er umiddelbart foreneligt med demokrati; men – som forfatteren også medgiver (i personlig kommunikation, som det hedder) – er Indonesien på vej til at blive pænt demokratisk på trods af dets meget store muslimske befolkning. Måske er det et særligt problem ved traditionel, arabisk Islam?

Om Chiles præsidentvalg på søndag

På søndag, den 13. december afholdes 1. runde af det chilenske præsidentvalg. I tilfælde af , at ingen kandidater får over 50% af de afgivne stemmer afholdes 2. runde mellem de to kandidater, der har fået flest stemmer til januar. Dette system er også kendt i flere andre lande i regionen, men er relativt nyt i Chile, hvor et system med 2 valgrunder kun har været praktiseret efter demokratiet blev genindført i 1990’erne. Baggrunden for denne ændring og en (meget) kort gennemgang af de væsentligste kandidater er formålet med dagens indlæg på “Americas

Er Jon Stewart “det godes” fjende?

Jeg faldt lige over en et par år gammel artikel fra Washington Post, der omtaler et studie af to amerikanske politologer, som tilsyneladende har data, der viser, at dét at se Jon Stewarts The Daily Show leder til politisk kynisme og måske til mindre valgdeltagelse:

“Two political scientists found that young people who watch Stewart’s faux news program, “The Daily Show,” develop cynical views about politics and politicians that could lead them to just say no to voting.

That’s particularly dismaying news because the show is hugely popular among college students, many of whom already don’t bother to cast ballots.

Jody Baumgartner and Jonathan S. Morris of East Carolina University said previous research found that nearly half — 48 percent — of this age group watched “The Daily Show” and only 23 percent of show viewers followed “hard news” programs closely.

To test for a “Daily Effect,” Baumgartner and Morris showed video clips of coverage of the 2004 presidential candidates to one group of college students and campaign coverage from “The CBS Evening News” to another group. Then they measured the students’ attitudes toward politics, President Bush and the Democratic presidential nominee, Sen. John F. Kerry (Mass.).

The results showed that the participants rated both candidates more negatively after watching Stewart’s program. Participants also expressed less trust in the electoral system and more cynical views of the news media, according to the researchers’ article, in the latest issue of American Politics Research.

“Ultimately, negative perceptions of candidates could have participation implications by keeping more youth from the polls,” they wrote.”

Er det så godt eller skidt?  Det kommer naturligvis an på målestokken.  Hvis man nu mener–hvad denne forsker, debattør og Groft Sagt-skribent godt kan forfalde til–at der er god grund til at være skeptisk overfor politikerne, og at det at stemme (i fraværet på store proces-relaterede fornøjelser) nærmest er fjolleri for folk, der ikke kan forstå sandsynlighedsregning, så er kynisme i vurderingen af selvsamme vel ikke så skidt?  Vel nærmest det modsatte.  Blåøjet idealisme om, at politik ligner et afsnit af West Wing, hvor de gode er en gruppe hyperaktive idealister, der vil bruge statsmagten til at gøre gode ting, og at de gør det ved at være de bedste og mest smarte, er i så henseende nok mere usundt.

Men hvad nu hvis kynismen leder til ligegyldighed?  Ligegyldighed overfor også de dårlige ting?  Hvad hvis f.eks. slaverimodstanderne og frihandelsforkæmperne i 1800-tallet havde sagt “Det nytter sgu’ alligevel ikke noget det hele …”?  Hvad hvis den politiske kynisme snarere stimulerer, “Hvad får jeg selv ud af det politiske system”-attituden?

You tell me.

Kanon? II

Kanonen er som bekendt affyret, og selv om braget ikke blev så højt, vil vi jo gerne gøre vores til at sætte gang i debatten her på stedet. Nedenfor følger derfor den ’anmeldelse’, jeg havde i Weekendavisen ved den lejlighed – altså næsten med eneret for Punditokraterne….

———

Kanonen skyder med spredehagl

”Et begreb, der betyder alting, betyder ingenting. Og sådan er det blevet med ’demokrati’, der i dag snarere end at være et begreb med en bestemt betydning, er en vag tilslutning til en populær idé”. Sådan skrev en af vor tids mest kendte politologer, Robert A. Dahl, i den moderne klassiker Democracy and its Critics. Siden er der løbet meget vand under broen, men Dahls hævede pegefinger er ikke blevet mindre relevant. For kommunismens sammenbrud – der fandt sted efter udgivelsen af Democracy and its Critics – har efterladt demokratiet alene tilbage på valen, ideologisk set. Hvis vi ser bort fra nogle forblændede tilhængere af politisk islam samt nogle forbenede tilhængere af politisk marxisme, så bekender stort set alle sig i dag til den demokratiske tanke.

Men selv om alle bruger det samme ord, så mener folk ofte noget væsensforskelligt med det. Såvel betydningen af ’demokrati’ som de fænomener, ordet betegner, er altså genstand for strid. Og det er derfor, som Dahl påpeger, på sin plads at skille skidt fra kanel inden for denne paraplybetegnelse.

Lad det være sagt med det samme: det gør den netop udgivne ’Demokratikanon’ ikke! Tværtimod faktisk. Den knap 100 sider lange oversigt er ekstremt vidtfavnende, og den lægger vejen omkring en række ideer og foreteelser, der – i bedste fald – kan opfattes som forudsætninger for demokrati, eller som ofte går hånd i hånd med demokrati. Læseren bliver først introduceret for demokratiets åndelige og historiske rødder – fra antikkens Athen til højmiddelalderen. Derpå følger en række store tænkere, der før og under Oplysningstiden har bidraget til det demokratiske tankegods. Så er det tilbage til det faktisk forekommende i 1800-tallets Vesteuropa samt i Danmark. Og endelig får vi en præsentation af det 20. århundredes vigtigste politiske begivenheder set fra lille Dannevang. Undervejs forsvinder demokratiet – eller i hvert fald dets kerne – næsten helt ud af syne.

Hvordan kan det være? En del af årsagen skal givetvis findes i det udstukne kommissorium. Demokratikanonen skal samle ”de begivenheder, tænkere og tekster, som i særlig grad har præget synet på det enkelte menneskes frihedsrettigheder, samfundets sammenhængskraft og udviklingen af det danske demokrati”. Det er kort sagt lidt af en pakke, Undervisningsministeriet har bestilt. Frihedsrettighederne (eller i hvert fald visse af dem) lader sig nok koble til demokrati, men sammenhængskraft er noget andet og mere – måske en forudsætning for demokrati, måske en af dets virkninger, måske noget helt tredje; demokrati er det jo i hvert fald ikke.

Det har ’Udvalget til udarbejdelse af en demokratikanon’ tilsyneladende også tænkt, da de påbegyndte arbejdet. For udvalget har faktisk – og det fortjener ros – forsøgt sig med en noget mere afgrænset definition inden for kommissoriums vide rammer. For at gøre en lang historie kort er det demokrati som henholdsvis politisk ideologi og som styreform, sigtekornet bliver indstillet efter. Ideologien rummer idealerne om frihed, lighed og tolerance, mens styreformen kredser om den suveræne folkevilje.
Væk er sammenhængskraften, tænker man lettet. Men i den efterfølgende uddybning af definitionen åbner udvalget lidt for godteposen igen. Den særlige danske demokratimodel er nemlig præget af andet og mere end folkesuverænitet – en stærk statsmagt, konsensus om de store politiske beslutninger og velfærdsmodellen bliver her spillet på banen.

Det kommer vi tilbage til. I første omgang er det værd at slå fast, at i hvert fald den overordnede definition giver en relativ overskuelig rejsevejledning – den sætter os kort sagt i stand til at vurdere om bestemte ideer og begivenheder hører hjemme i kanonen eller ej.

Begyndelsen tegner da også lovende. De første 10 kanonpunkter holder sig inden for det definitionsmæssige udgangspunkt, hvilket fremgår af, at begrundelsen – hvert enkelt punkt indeholder en sådan – rent faktisk kæder tanken/begivenheden sammen med demokrati som politisk ideologi eller styreform. Denne del af kanonen er i det hele taget fornøjelig læsning. Vi kommer omkring den kristne lighedstanke, de store historiske håndfæstninger, Jyske Lov, Reformationen og flere af de tidlige liberale tænkere.

De næste 10 punkter er sådan set også udmærkede, og den danske vinkel i kapitlerne om statsborgerskab, trykkefrihed, Grundtvig, stænderforsamlingerne og Grundloven fungerer udmærket. Men godt halvvejs igennem ryger disciplinen over bord – i hvert fald i forhold til den overordnede definition. For her stifter vi pludselig bekendtskab med 1800-tallets konkurrerende politiske bevægelser i Danmark, med særlige lovgivningspakker og med internationaliseringen. Hvad dette har med demokrati som ideologi eller styreform at gøre er svært at se.

Tilsyneladende også for udvalget selv, for begrundelserne løsriver sig gradvist fra udgangspunktet, ja i et vist omfang ophører de med at begrunde noget som helst. I stedet bliver der tale om en form for resumeer af punktet. Kapitlet om ’Bonde- og højskolebevægelsen’, ’Arbejderbevægelsen’, ’Den kulturradikale bevægelse’ og ’Folkeafstemningen om EF’ er værd at nævne i denne sammenhæng. Ja, selv i et så væsentligt kapitel som ’Demokrati mod totalitarisme i mellemkrigstiden’ begrunder begrundelsen ikke rigtig noget. Og endelig synes enkelte kapitler – eksempelvis ’Demokrati under anden verdenskrig’ – ligefrem at pege væk fra demokratiet som styreform, det vil sige at omstøde selve udgangspunktet for færden gennem demokratiets historie.

Som kapiteloverskrifterne mere end antyder, bliver der plads til mange andre gode ting. Det er givetvis også med disse kapitler (samt måske kommissorium) i mente, at velfærdsstaten og de brede forlig – det socialdemokratiske og radikale Danmark – blev spillet på bane allerede i uddybningen af den dobbelte definition. Spørgsmålet er bare, hvad de laver i en demokratikanon. Hvis det ikke lige var, fordi Karen Blixen, Asger Jorn og Michael Laudrup glimrer ved deres fravær, så kunne beskrivelsen af det 20. århundrede (og i øvrigt også anden halvdel af det 19.) nærmest sammenfattes som en ’Danmarkskanon’.

For at øge forvirringen synes det som om, udvalget medlemmer ikke helt har kunnet blive enige om det enkelte punkts berettigelse. Igen er det mest udpræget i anden del, men allerede i punktet om Jean-Jacques Rousseau møder vi en ulmende uenighed. Hvor begrundelsen slår fast, at vi her har at gøre med en mand, der stod fadder til selve ideen om folkesuverænitet (det vil sige demokratiets inderste kerne), så gør teksten mest ud at beskrive, hvordan Rousseau leverede ammunition til demokratiets udfordrere. Det er naturligvis rigtigt, at den autodidakte filosof var en sammensat tænker, men flerheden af opfattelser gennemsyrer de sidste 50 sider i almindelighed – og det både indenfor enkelte kapitler og på tværs af kapitlerne.

Med andre ord: kanonen skyder med spredehagl. Og, hvilket ikke er overraskende, haglene rammer ofte mål forbi. Den læge læser vil givetvis have svært ved efterfølgende at sætte klare ord på demokratiet som politisk ideologi og/eller som styreform – endsige udpege de faktiske strømninger og begivenheder ordet betegner. Dermed blåstempler kanonen i et vist omfang tendensen til, at ’demokrati’ bliver slynget til højre og venstre i politiske diskussioner g
anske uden klarhed i konno
tationerne.

Det er, som jeg lod Dahl påpege på de første linjer, en skam. Men det sidste ord er naturligvis ikke sagt i denne sag. I såvel statsministerens forord som i indledningen gør kanonen en dyd ud af at betone, at der ikke er tale om ”en færdig facitliste”, men ”et kvalificeret oplæg til debat”. Den udstrakte hånd bør vi – som deltagere i den offentlige debat – gribe. Efter den negative kritik af (dele af) kanonen er et positivt korrektiv derfor på sin plads. Hvis vi henholder os til at indfange demokratiet som politisk ideologi og styreform, så lyder overtegnedes dobbelte bud som følger.

Ideologisk er demokratiet udtryk for et opgør med verdenshistoriens dominerende organisationsprincip: privilegie- eller standssamfundet. Der er tale om en strømning, der betoner menneskets (i rollen som borger) politiske lighed. Sagt på en anden måde er der (pace Hal Koch) tale om en afvisning af, at fastlæggelsen af politiske beslutninger forudsætter særlige kvalifikationer. Enhver statsborger over myndighedsalderen har ret til at kaste sin stemme – og opstille til Tinge – uanset hvor ’inkompetent’ vedkommende måtte være i livets øvrige forhold.

Hvad styreformen angår, lader den samlede pakke sig sammenfatte i frie valg og et bestemt sæt af politiske frihedsrettigheder – samt retsstatens garanti for at begge dele bliver effektive. Styreformen giver dermed de ’ukvalificerede’ borgere lige ret til at fastlægge de politiske beslutninger uden at stille krav til indholdet af disse beslutninger. ”Demokratiet angiver et hvorledes, ikke et hvad”, som Alf Ross elegant formulerede det for godt 60 år siden. Dermed er også sagt, at de politiske beslutninger ikke skal være et produkt af endrægtighed. Som styreform giver demokratiet tværtimod plads til uenighed på tværs af det politiske spektrum.

I den forstand er der ikke noget forjættende ved demokratiet. Det stiller ingen utopier i sigte. Som den amerikanske politolog Samuel Huntington engang skrev – det var inden, han blev den forkætrede forfatter til Civilisationernes sammenstød – så er ”demokrati en løsning på problemet med tyranni, men ikke nødvendigvis på noget andet”. Midlet er enkelt: at give frit slag for konkurrerende synspunkter, så længe deltagerne overholder spillets regler. Det er – vil jeg så tilføje – lidt af en præstation, specielt i et historisk perspektiv. For ret beset er der kun ét alternativ til politisk uenighed: en ’enighed’ gennemført med magt. I den forstand er demokratiet menneskehedens vakreste opfindelse. Derfor fortjener det måske nok en kanon. Det har det så fået – og der blev lidt for enhver smag. Lidt for meget.

Kanon?

Så kom den såkaldte “Demokratikanon” dd. fra regeringens udvalg til udarbejdelse af samme.  Hvad skal man så mene om dén?  Tja, hvad skal man i særdeleshed sige, når man selv har været med til at lægge navn til den? Og hvis man endog ikke nødvendigvis er ubetinget varmt forelsket i selve kanon-ideen men måske snarere sådan lidt ikke-afvisende smålunken?

Well, slut-produktet kunne nok godt have været meget bedre, set fra et ideologisk, klassisk-liberalt eller konservativt udgangspunkt.  Den kunne nu også nok have været meget værre, set fra samme perspektiver.   Men for både fans og alle kritikerne (fra den ene og den anden side [her og her]) er det altid en god begyndelse at indlede med at læse udvalgets kommisorium.  (Måske særligt til venstre i det politiske spektrum kan evt. kritikere have godt af at hæfte sig ved, at formålet er at afdække hvilke tænkere, strømninger og begivenheder har påvirket vores opfattelse af “frihedsrettigheder og folkestyre” snarere end at ukritisk hylde et ubegrænset flertalsprincip.)  Man kan selvfølgelig også notere sig, at det ikke har været en slags Pareto-princip, der er blevet lagt til grund ved beslutningerne.

Jeg ville selv have lavet kanonen ganske anderledes, hvis jeg havde skullet og kunnet bestemme alene og enerådigt, men omvendt er der også–på godt og ondt–ting, som man givet opgavens karakter ikke kan komme udenom at bruge plads & kræfter på, selv hvis det ikke er ens egne mest foretrukne standpunkter, der derved nyder fremme.  Og nu er den altså så, som den er.

Jeg vil herunder med løbende opdateringer referere til og evt. kommentere kritiske betragtninger om kanonen.

  • Ikke alle er kritiske180Grader siger venlige ting–men det gør Tøger Seidenfaden også!  Hvordan kan det nu passe?
  • Tim Knudsen (min kollega og kontor-nabo): Tja, hvad skal man sige til noget som dette her for slet ikke at tale om her?  Men hér og her modsiger han så til gengæld sig selv.
  • Mogens Herman Hansen: Denne er en vidende og sympatisk demokrati-tænker, og han har en generelt fair og afbalanceret kritik her.  Han har bl.a. ret i, at Benjamin Constant kunne have været medtaget–men det ville heller ikke have været noget, som jeg ville have modsat mig …  Til gengæld mener jeg, at hans kritik af udeladelsen af “… at alle mennesker er skabt lige …” er skudt ved siden af, om ikke andet så fordi den passus er irrelevant for pointen, og fordi den iøvrigt alene går på, at der ikke naturligt er nogle mennesker, der skal have en privilegeret retsstatus i.f.t. andre men intet har med social/økonomisk lighed at gøre.
  • Dagbladet Arbejderen, udgivet af den stalinistiske del af den ekstreme venstrefløj.  De synes, der mangler noget om de frivillige i den spanske borgerkrigI’m not kidding!
  • Vores kære eks-punditokrat Mikael Jalving har en fin blog-post på Berlingske.  Jeg kan kun erklære mig enig i grundsynspunktet og kritikken, omend jeg–uden naturligvis at kunne uddybe det yderligere–kan sige, at ikke alle spekulationerne er helt “on target”.
  • En anden af vores kære med-punditokrater, Jørgen Møller, har et rigtigt godt (kritisk) indlæg i dagens Weekendavisen–som man desværre ikke kan hyperlinke til, men som Jørgen forhåbentlig selv smækker på denne blog (selvom den er lang).
  • I Berlingske har Edith Thingstrup en kronik med skarp kritik af kanon’en for at være for socialdemokratisk.

Gæsteindlæg: Endnu en omgang om demokratisk ansvar og juridisk hegemoni. Af Kai Sørlander

Som følge af mit forrige indlæg inviterede denne Punditokrat Kai Sørlander til at svare på min replik. Til min (og forhåbentligt også læsernes) glæde har Sørlander trods stor travlhed med øvrige projekter indvilliget i at fortsætte debatten med nedenstående indlæg.

Endnu en omgang om demokratisk ansvar og juridisk hegemoni

I sit indlæg her på Punditokraterne den 4. marts svarer Jakob Mchangama på min tidligere klumme fra 180 grader; og det bliver nu tydeligere, at vor uenighed først og fremmest er principiel. Den angår selve det principielle grundlag, hvorpå vi bør bygge vor argumentation for ønskværdigheden af den demokratiske retsstat. Og her vil jeg forsøge at klargøre vor uenighed ved at tage fat om Mchangamas fremstilling af mit standpunkt og påpege, hvad han overser, og hvorledes han rent principielt går fejl.

Skal man tro Mchangamas fremstilling af min position, så opstiller jeg en ”præmis om, at den endelige vurdering af nationens sikkerhed i en retsstat altid må foretages og afgøres af den udøvende magt”. Men det er forkert. Min argumentation bygger ikke på den vilkårlige opstilling af en sådan præmis. Min præmis i den politiske filosofi kan derimod formuleres som et krav om politisk ligeværdighed. Dette krav bygger så igen på dybereliggende etiske overvejelser; men det er et andet spørgsmål, som jeg her skal lade ligge. Det er så fra kravet om politisk ligeværdighed, at jeg drager den konsekvens, at alle borgere helt basalt bør have lige ret til at deltage i den politiske beslutningsproces. En konsekvens, som vi af praktiske grunde udmønter i det repræsentative demokrati med dets institutioner. Men mere om det senere.

Det, at Mchangama således misforstår grundlaget for min position, er en alvorlig sag, fordi det efterfølgende fører til, at han fordrejer modsætningen imellem os. Ifølge ham går jeg ind for, at ”den udøvende magts beføjelser” i spørgsmål om national sikkerhed ”trumfer hensynet til individets interesse i at få afprøvet om den udøvende magts beslutning er i strid med grundlæggende frihedsrettigheder”. For ham er det omvendt. Han synes at anse det som helt indlysende, at det er i individets interesse at få en uafhængig domstolsprøvelse af alle politiske afgørelser – derunder også sikkerhedspolitiske. Således at domstolen kan afgøre, om den udøvende magts beslutninger er i strid med grundlæggende frihedsrettigheder.

Men her har Mchangama – set ud fra præmissen om politisk ligeværdighed – en alt for snæver opfattelse af, hvad der er individets interesse. Han opfatter alene individets interesse ud fra muligheden for, at individet kan blive offer for en politisk anklage. Han ignorerer derimod ganske, at i demokratiet er individet også på et basalt niveau selv deltager i den udøvende magts beslutninger; og at individet derfor også har en interesse i, at ingen får (eller tiltager sig) en magt, som bryder med den politiske ligeværdighed.

Denne interesse søger vi som sagt at efterkomme i det repræsentative demokrati ved at vælge repræsentanter, som skal tage politiske beslutninger på vore vegne, og som skal stå til ansvar for deres beslutninger ved regelmæssige valg. For at dette kan foregå på anstændig vis, er det absolut nødvendigt, at der er en fri og uafhængig presse, som kan sikre, at alle får adgang til de bedst mulige informationer, og således giver dem et grundlag, hvorpå de kan tage selvstændig stilling til politikerne og deres beslutninger. Uden en sådan presse, som giver os mulighed for at diskutere med og kritisere vore politikere, er demokratiet en tom skal.

Dette demokrati er ikke ideelt, men kan vi lave noget bedre? Indtil nu står det kun fast, at den politiske magt i demokratiet er bundet af ansvaret over for pressen og vælgerne. Hvis politikerne tager uansvarlige beslutninger, kan vi kritisere dem og vælge nogle andre. Men kan vi være sikre på, at den proces fører til de rigtige beslutninger? Fuldstændig sikre kan vi ikke være. Der kræves som minimum, at folkeflertallet selv er villig til at kæmpe for en demokratisk mindretalsbeskyttelse. Og det er ikke uden videre givet. Det kræver en vis politisk udvikling. Men spørgsmålet er, om vi kan gøre noget andet. Om vi kan skabe større sikkerhed for en demokratisk mindretalsbeskyttelse ved at sætte en juridisk domstol ind som stopklods i den politiske beslutningsproces.

Det er det, som Mchangama i realiteten kræver, at vi skal gøre. Han vil have, at der skal indsættes en (form for) juridisk domstol til at afgøre, om de politiske beslutninger i demokratiet er i overensstemmelse med individets frihedsrettigheder. I hans model skal det ikke være i den demokratiske proces, at disse spørgsmål finder deres afgørelse, men det skal være en særlig juridisk domstol, der foretager den endelige vurdering af, om det politiske skøn er holdbart. Det skal være dommerne og ikke de demokratiske politikere, der har magt til at udøve det afgørende skøn.

Er den situation så bedre end den, hvor det endelige skøn ligger i den demokratiske proces? Det mener Mchangama. Han siger: ”Kontrol foretaget af uafhængige og uafsættelige dommere der ikke er på valg, værner således mod alle former for magtmisbrug, som magthavere bevidst eller ubevidst begår, når der ingen kontrol er med deres handlinger”. Men den påstand forekommer mig at indeholde kritikken af sig selv. Hvis magthavere bevidst eller ubevidst begår magtmisbrug, når der ingen kontrol er med deres handlinger, hvem kontrollerer så, at de pågældende dommere ikke begår magtmisbrug? Hvem kontrollerer, at de ikke – bevidst eller ubevidst – sætter deres eget politiske skøn ind som erstatning for det demokratiske? Måske finder de, at deres eget skøn er udtryk for et bedre menneskesyn end det, som kommer til udtryk igennem den demokratiske proces og dens ansvarsrelationer.

Det er muligt, og det er også muligt, at de i så tilfælde ville være ofre for et selvbedrag. Derfor har Mchangama ikke givet nogen tvingende argumentation for, at et sådant system rent principielt skulle være at foretrække. Og min påstand er, at vi rent principielt bør holde fast ved den demokratiske ansvarsfordeling – hvor det politiske ansvar ligger i den demokratiske proces og ikke lægges over i en juridisk domstol – fordi det er ensbetydende med en principiel fastholden af den politiske ligeværdighed som grundværdi.

Det er vigtigt at forstå, at diskussionen indtil nu har været rent principiel. Med det, jeg hidtil har sagt, har jeg ikke taget stilling til nogen konkret sag. Hverken til sagen om udvisningen af de to tunesere, som planlagde at myrde Kurt Westergaard, eller til sagen om den hollandske regerings forsøg på at forbyde Geert Wilders’ Koran-film med henvisning til national sikkerhed. Og fra det, som jeg hidtil har sagt, kan ikke direkte drages nogen konklusion med hensyn til, hvad jeg (eller andre) bør mene i de konkrete sager. Men før jeg går videre ad den vej, er der grund til lige at føre den principielle diskussion et skridt videre.

Min foreløbige konklusion er, at der ikke findes nogen principielt tvingende argumentation for, at man skal indføre en juridisk prøvning af den demokratiske magts beslutninger. Principielt skal prøvningen af disse beslutninger ligge i den demokratiske debat og proces. Men inden for denne ramme er der logisk mulighed for, at den politiske magt gennem en demokratisk vedtaget beslutning kan binde sig selv med visse konventioner – fx menneskerettigheder – og at den kan nedsætte en form for uafhængige juridiske instanser, der skal vurdere, om lovgivningen og de politiske beslutninger overholder konventionerne. Det kan man gøre som politisk valg; og man skal derfor også forstå, at det må være op til den politiske proces at gøre valget om, hvis man finder, at en sådan instans overskrider sine beføjelser og br
uger sin magt politisk. De
t er kun, hvis man ikke forstår, at den grundlæggende afgørelse til syvende og sidst bør ligge i den demokratiske dimension, at ens politiske filosofi ikke er rationel.

Det vil sige, at der ikke findes noget principielt rigtigt svar på, om man i den demokratiske politik bør vedtage at installere sådanne kontrollerende domstole. Det er en politisk afgørelse, og der kan siges både positivt og negativt. Det gælder også vor binding til Den Europæiske Menneskeretsdomstol. Men disse vigtige spørgsmål behøver jeg ikke at gå nærmere ind på her. Jeg kan dog ikke nære mig for ganske kort at pege på, at der i hvert fald er ét punkt, hvor den form for politik har været skadelig. Det gælder asyl- og indvandringspolitikken.

De politisk vedtagne konventioner blev gjort til ”evige sandheder”, som kunne trumfe enhver reel diskussion af de forudsigelige sociale konsekvenser af indvandringspolitikken. Alt, hvad tidligere erfaringer kunne lære os om problemerne med indvandring, blev sat til side med henvisning til, hvad mere eller mindre officielle menneskeretsinstitutioner kunne tænkes at mene. Alle betænkeligheder og ønsker om pragmatisk tilbageholdenhed blev gjort til fremmedhad. På afgørende vis blev den rationelle debat om indvandringspolitikken amputeret af en misforstået brug af konventioner – og en misforstået opfattelse af forholdet mellem det politiske og det juridiske. Og det – forholdet mellem det politiske og det juridiske – er det centrale i den diskussion, som vi er i gang med.

Lad mig så vende tilbage til de konkrete sager, som har rejst denne diskussion. Altså først sagen om udvisningen af de to tunesere, der planlagde at myrde Kurt Westergaard, og derefter sagen om Geert Wilders’ Koran-film, som Mchangama har inddraget med sit indlæg her på bloggen den 5. marts. Det, jeg hævder, er, at de to sager grundlæggende er politiske, og derfor i sidste instans skal afgøres af den politiske myndighed, der står til demokratisk ansvar. Som jeg i mine tidligere indlæg i denne diskussion har gjort opmærksom på, er der væsentlige argumenter for at anse tunesernes tilstedeværelse som en sikkerhedspolitisk trussel, fordi de vil dræbe et symbol på vor ytringsfrihed.

Hvor langt sådanne overvejelser skal have vægt, findes der ikke noget entydigt svar på. Det er en politisk afgørelse. Ligesom det er en politisk afgørelse, om man skal lade tunesernes sag prøve ved en uafhængig juridisk instans. Det vil sige, at den, der ikke politisk ønsker en sådan uafhængig prøvelse, ikke nødvendigvis bryder med principperne for en demokratisk retsstat, for ifølge disse principper bør den sidste afgørelse være politisk. Man kan være politisk uenig uden derfor at være principielt uenig (selvom der er en del, der misforstår situationen og gør deres egen politiske position til den principielt rigtige). Og vil flertallet ikke acceptere de politikere, der har den holdning, så kan de stemme på nogle andre. Ligesom man må gøre, hvis man ikke vil acceptere de siddende politikeres indvandringspolitik. Det er i den demokratiske debat og procedure, at grænserne i sidste instans bør trækkes, og ikke af en juridisk domstol.

Noget tilsvarende kan siges om sagen omkring dem hollandske regerings behandling af Geert Wilders. Mchangama synes at mene, at fordi jeg hævder, at spørgsmål om national sikkerhed er politiske og ikke skal afgøres af en juridisk domstol, så udelukker jeg kritik af den hollandske regering, der vil forbyde Wilders’ film af nationale sikkerhedsgrunde. Og så udelukker jeg, at han kan få sin sag prøvet. Men det er da en skræmmende blindhed. Selvfølgelig kan Wilders få sin sag prøvet. Og meget bedre end ved en domstol. Han kan få den prøvet i den demokratiske proces med dens åbne debat og med dens udskiftning af politikere. Her skal det afgøres, om folk vil finde sig i en sådan regering, eller om de vil afsætte den.

Om de deler regeringens opfattelse af forholdet mellem ytringsfrihed og national sikkerhed. Det er kun således, at man holder demokratiet og ytringsfriheden levende. For mig at se er det farligt for demokratiet, hvis man tror, at det skal være en domstol og ikke en politisk opposition, som skal stoppe regeringen. For afgørelsen kan have store sociale konsekvenser. Rent bogstaveligt kan den føre til ”brand i gaden” og i alvorligste fald til noget, der minder om borgerkrig. Hvilket ansvar ville en domstol have, hvis det kunne forudses? Her er det bedst, at ansvaret bæres demokratisk, for demokratiet og ytringsfriheden kan kun komme sejrrigt igennem sådanne ”borgerskrigslignende tilstande”, hvis de har almindelig folkelig opbakning. Altså hvis flertallet af borgere reelt er villige til at stå inde for dem og at bære konsekvenserne. I det perspektiv er det en illusion at tro, at ytringsfriheden kan sikres igennem en domstolsafgørelse.

Da det selvfølgelig er umuligt i et indlæg som dette at komme ordentligt i dybden med argumentationen, vil jeg tillade mig at slutte med at nævne, at jeg har givet en udførligere redegørelse for min politiske filosofi i bøgerne Om menneskerettigheder (2000) og Under evighedens synsvinkel (1997). Noget, der følges op i min nye bog Forsvar for rationaliteten (med undertitlen Religion og politik i filosofisk perspektiv), der udkommer på tirsdag den 11. marts på Informations Forlag.

Older posts Newer posts

© 2017 Punditokraterne

Theme by Anders NorenUp ↑