Tag: den offentlige debat

Andreas Bergh om debattens to typer bias

I foråret udkom min ven og kollega Andreas Berghs bog ”Två filter: Varför du har fel om nästan allt, men ändå inte vill ändra dig.” Bogen handler om de to typer bias, der efterhånden dominerer megen offentlig debat. Særligt behandler Andreas, hvordan en negativitetsbias kombineret med confirmation bias – at man tillægger information langt større vægt når den bekræfter, hvad man allerede troede – at mange mennesker bliver ved med at tro, at alt går langt dårligere end det faktisk gør. Bogen, der desværre ikke er oversat til dansk, er både veldokumenteret og tankevækkende, og heldigvis så velskrevet, at selv danskere med ligeså elendige svenskkundskaber som mig, kan læse den.

Andreas gav forleden et længere interview på Bokmässan i Göteborg, som nu kan ses i sin helhed. For de af vores læsere, der forstår svensk – og jeg finder Andreas skånske noget mere forståeligt end det meste svensk – er interviewet varmt anbefalet. Andreas afslører ikke mindst, at han både er en af de mest tankevækkende forskere for tiden og en fremragende formidler. Og skulle man finde det interessant, er bogen også værd at læse.

 

Er venstrefløjen ignoranter og er højrefløjen onde?

Interviewet på News forleden i forbindelse med Castros begravelse, hvor punditokraternes Niels Westy kommenterede over formanden for Dansk-Cubansk Venskabsforening, mindede mig om et særligt fænomen. Jeg har selv oplevet det gentagne gange, og tidligere på året bemærkede den fremragende økonomiske historiker Deirdre McCloskey med bekymring det samme problem.

Fænomenet er, at folk på de to fløje i politik ofte behandler politiske modstandere systematisk forskelligt. McCloskey beskriver situationen sådan at når man er uenige, antager folk på højrefløjen normalt, at venstrefløjen tager faktuel fejl – de er ignorante. Det betyder dermed, at man kan argumentere overfor dem, og at de i princippet bør kunne bringes til at ændre mening. Man skærper således egne argumenter og tror på, at intelligente og ordentlige mennesker på den anden fløj vil forstå dem.

Folk tilstrækkeligt langt ude på venstrefløjen har derimod en stærk tendens til at se uenigheden på en fundamentalt anden måde. I deres øjne er der ikke tale om faktuelle forskelle, men at folk på højrefløjen decideret er i ond tro. At argumentere liberalt indebærer derfor, at man er ligeglad med andre og er basalt og patologisk egoistisk. For dem opstår uenighederne dermed ikke på grund af forskelle i faktuelle forestillinger, men forskelle i moralitet. De har dermed en rationel tendens til at lade være med at argumentere – højrefløjen er jo i deres optik enten ligeglad eller vidende om, at har ret, men løgnagtig af egeninteresse – men vil i stedet bruge følelsesladede påstande og angreb på folks anstændighed. Det folk på den ydre venstrefløj således opfatter som en debat, hvor de har den moralske overhånd og deres indspark handler om det basale – højrefløjens uanstændighed – vil højrefløjen se som rene ad hominem argumenter uden noget som helst faktuelt indhold eller validitet.

Min personlige oplevelse er, at indsigten i denne type forskel i debatapproach har været meget værdifuld (om end jeg ikke kan påstå, at jeg har haft ’glæde’ af den). Indsigten i den generelle forskel på yderfløjene betyder dog ikke, at man kan absolvere højrefløjen for skyld. Et af de værste problemer i debatten opstår nemlig, når folk mener at de – og vi andre – bør være loyale overfor deres egen fløj. Loyalitet indebærer her, at man bør prima facie acceptere argumenter, så længe de fremføres af folk fra ens ’egen’ fløj. Min klare oplevelse er, at det er punditokraternes totale afvisning af denne type loyalitet, der ofte frustrerer nogle læsere, og decideret hidser dem op.

Problemet er, at i det øjeblik man ikke blot føler ideologisk sammenhold – et sammenfald af værdier, holdninger og forestillinger om hvordan verden basalt hænger sammen – men også føler loyalitet overfor en politisk fløj, holder højre-venstre-distinktionen i argumentationsindhold op. Med et krav om loyalitet kommer nemlig også et krav om, at man til enhver tid enten formelt eller i det mindste stiltiende accepterer ethvert argument fra ens egen fløj, uanset hvor tåbeligt det faktuelt er. I det tilfælde er der ikke længere tale om noget, der kan argumenteres, men blot et fløjtilhør, der nærmer sig religion. Og religion i enhver form kan folk have for sig selv i deres privatliv. Jeg vil ikke have noget med den at gøre og mener ikke, at den har noget at gøre i politiske eller videnskabelige diskussioner og nægter at tvinges til at acceptere den som valid argumentationsform.

Ny serie: Zombieidéer

Forleden dag skrev vi et indlæg om protektionisme som en ’zombieidé’. Vi definerer en zombieide som en idé eller forestilling som vi ved, er forkert – den er videnskabeligt død – men som nægter at dø i den offentlige debat og/eller i politikernes forestillingsverden. Zombieidéer er politisk særligt skadelige idéer, fordi vi har en ganske præcis vurdering af, ikke bare hvordan de skader, men også hvor store de samfundsmæssige skader er. Politikerne baserer alligevel deres forslag på zombieidéen, enten pga. inkompetence eller som en konsekvens af effektiv påvirkning fra særinteresser.

Vi har derfor på punditokraterne besluttet os for at skrive en decideret serie af indlæg med zombieidéer som det fælles tema. I de kommende uger eller måneder regner vi således med at bringe en række af disse politiske zombier til diskussion og redegøre for, hvorfor vi mener, idéerne er så skadelige. Vi opfordrer derfor også vores læsere til at bruge en bid af påsken på at overveje, hvilke idéer og politiske forestillinger, man kunne skrive om. Forslag modtages gerne!

Kommentar på Kristian Weises indlæg i Berlingske

Ceveas direktør bragte forleden en kommentar i Berlingske i forbindelse med min klumme i Børsen og vores serie om det nye IMF-studie af ulighed og vækst. Da Berlingske åbenbart ikke har tænkt sig at bringe mit svar, bringer vi det i det følgende:

Kristian Weise, direktør for den venstreorienterede tænketank Cevea, angriber 21/3 Mads Lundby Hansen og mig her i avisen. Baggrunden er vores skepsis overfor et notat fra IMF, der påstår at økonomisk ulighed skader langsigtet udvikling. Påstanden er naturligvis ideologisk central for Cevea, men det påfaldende i Weises kritik er, at hans kritik udelukkende består af postulater og mudderkastning. Weise har øjensynligt ingen faglige argumenter for angrebet, men hævder blot at ”tyv tror hver mand stjæler”.

Min baggrund for at kritisere IMF-analysen er derimod, at man må afkræve enhver forsker en faglig integritet. Det er denne integritet, som IMF-forskerne mangler, idet de vælger at overse et metodisk problem, der har været kendt i ulighedsforskningen siden 1998, og bruger et omfordelingsmål, som man ved giver ganske lidt mening. Uden disse empiriske julelege kan de, som jeg forleden pointerede i Børsen og på punditokraterne.dk, ikke nå deres foretrukne konklusioner. Ingen forsker, for hvem faglig stolthed og integritet betyder mere end ideologisk krigsførelse ville vælge at tage disse metodiske valg.

Det er således ligegyldigt, at Weise namedropper højprofilerede kommentatorer i sit indlæg eller henviser til politiske chefer for internationale organisationer, når det videnskabelige grundlag for påstandene er så kritisabelt. På samme måde er det sært, at Weise krediterer Eurostat for, at 13 lande nu er mere lige end Danmark, når man i forskningsmiljøet ved, at Eurostats tal er fejlbehæftede. De bruges da heller ikke af IMF.

Problemet for IMF – og måske i særlig grad for Cevea – er at de to organisationer synes at være ved at afkoble sig fra det videnskabelige miljø. IMF har fremragende forskere ansat, men de senere år er man af uransagelige grunde vendt tilbage til policy-forslag og påstande, som man selv tidligere har været med til at afvise på fagligt grundlag.

Den seriøse forskning har de sidste ti år peget på, at ulighed i det store og hele er ligegyldigt for langsigtet udvikling, medmindre den er udtryk for rendyrket kleptokrati. Som min egen og andres forskning peger på, er det vigtigere om og hvordan man politisk reagerer på ulighedsdiskussionen. Men den diskussion tager Weise og Cevea ikke. For dem bliver det ved ideologien.

Forældre/stat-analogien

Den liberale kæmpers største udfordring er ikke barnepigesamfundet, overvågningsstaten eller en socialistisk magtovertagelse, men det moderne menneskes eget indre ønske om at gå gennem livet som et forvokset barn. I hvert fald hvis man skal tro den så ofte glimrende Pete Boettke:

The problem that confronts the modern classical liberal, Buchanan (2005) postulates, is not the managerial socialism of the 20th century, nor even the Nanny State of paternalistic socialism, but the desire on the part of the population to remain in the infantile state of demanding a parent to protect them from the vagaries of life and provide them with economic security.

Analogien til børn og deres forældre når emnet er forholdet mellem individet og statsmagten er velkendt, og Boettkes variant – hvor statsmagten ikke så meget dikterer, som den blot føjer borgeren i dennes talte/utalte ønsker – er ganske god. Men der er dog faldgruber, som Arnold Kling (hattip til ham i øvrigt for i det hele taget at have henledt opmærksomheden på ovennævnte afsnit) næver og som er svære at være uenig i. Der er også en fare for, at argumentationen får en psykologisk skævvridning, som ikke nødvendigvis bekræfter det politiske standpunkt. Ikke desto mindre bruger man/vi med forskellige nuancer ikke sjældent analogien, hvilket indikerer, at den har sat sig fast ”at a gut level”. Så lad os da bruge den som et redskab velvidende, at billedet har sine fejl.

Du er ond

Jeg var fredag den 3. i Radio 24syv til debat med udviklingsminister Rasmus Helveg Petersen og Frans Michael Jansen fra Mellemfolkeligt Samvirke (lyt her). Og som ofte efter debatter om ulandshjælp gik jeg noget frustreret og sur fra studiet. Grunden er den samme, som min kollega Martin Paldam flere gange har beskrevet: At der fra ens modkombattanter kommer til at ligge en understrøm af, at man er ond, hvis man mener noget andet end dem.

Spørgsmålet om, hvorvidt ulandshjælp hjælper og hvad man kan gøre for verdens mange fattige er naturligvis følelsesladet. Det, der forener os, er i virkeligheden et ønske om at lære, hvad man effektivt kan gøre for de mange millioner, der lever i dyb fattigdom. Problemet – hvis man da er forsker med sin personlige integritet i behold – er at konsensus i litteraturen er ganske klar: Ulandshjælp virker ikke. Fokuserer man på langsigtet økonomisk udvikling peger 80 % af de internationale studier på, at resultatet er et nul (0). 10 % finder en positiv effekt, men er helt overvejende lavet af folk med tætte forbindelser til donororganisationer, og de sidste 10 % finder at hjælpen er direkte skadelig, men er typisk lavet af folk med tætte forbindelser til stærkt konservative, amerikanske tænketanke. Fokuserer man på uddannelse, helbredsstatus, indkomstfordeling eller demokratisk udvikling, er resultaterne ikke mere opmuntrende. Nok kan man finde mange projekter, programmer og bistandsindsatser, der virker på det lokale plan, men der er også rigelig dokumentation for negative bivirkninger ved hjælpen, som trækker lige så meget i den anden retning og ender med at give nulresultatet. De mange bivirkninger forklarer det, som Paul Mosley for år tilbage kaldte ”mikro-makro paradokset.”

Den internationale forskning er således relativt klar (hvis man mener, at data overhovedet kan bruges). Alligevel slipper folk fra det politiske miljø gang på gang afsted med at tegne et billede af de af os, der formidler den, som vanvittige og ekstreme, ondskabsfulde mennesker. Ministeren fik for eksempel påstået, at min holdning var ekstrem og jeg stod helt alene med den. MS-repræsentanten fik påstået at jeg bare ”sidder i Aarhus og læser bøger” og afsluttede debatten med at tale meget om, at vi skulle give endnu flere midler til den milliard mennesker der lever i fattigdom – underforstået, at jeg var ligeglad med verdens fattige.

Budskabet fra begge debattører er det samme som Martin Paldam har stået overfor så mange gange. Som han formulerer det, vil vi alle helst ”være på englenes side.” Men hvad skal man så gøre, når ens egen indsats og langt det meste andet solid forskning viser, at hjælpen ikke hjælper? Vi har en forpligtelse til, qua vores ansættelse som professorer ved et dansk universitet, at formidle vores forskning, men har vi også en pligt til at lade os udsætte for gentagne, svinagtige angreb på vores person? Eller kan man måske mene, at politikere har en – i det mindste – moralsk forpligtelse til at opføre sig ordentligt i debat med ikke-politikere? Overfor andre politikere kan de kaste med mudder så meget som de vil, men jeg er ikke en del af det spil og vil gerne have mig frabedt at blive trukket ind i det! Men måske tror Helveg og andre, at hele verden er ligesom børnehaven på Slotsholmen?

Helt kort: Legitimitet, partiskhed, konservatisme

I forlængelse af forrige blogindlæg er jeg blevet opmærksom på, at Ilya Somin, har lavet en udførlig og ganske link-holdig tekst, om hyppigt bruge ikke-juridiske argumenter for, at højesteret skal opretholde forsikringspligten i ACA/ObamaCare. Selv siger han (indledende) om dem:

Even if correct, none of these arguments actually prove that the Court should uphold the mandate as a legal matter. A decision that is perceived as “illegitimate,” partisan, and unconservative can still be legally correct. Conversely, one that is widely accepted, enjoys bipartisan support, and is consistent with conservatism can still be wrong…

© 2018 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑