Tag: diktatur

Den russiske revolution – tre årsdage og tre rædsler

I disse dage er det 100 år siden, at Oktoberrevolutionen rullede ud over Rusland. ’Jubilæet’ er en kærkommen lejlighed til at mindes begivenhederne, og ikke mindst deres konsekvenser, men på ingen måde en grund til at fejre noget som helst. Det kommunistiske kup, der bragte Lenin og hans regime til magten, må stå som en af historiens store, tragiske begivenheder.

Både herhjemme og andre steder i vestlige lande er der ikke blot på venstrefløjen, men langt ind i socialdemokratiske og konservative kreds en tendens til at undskylde kommunismen. På den yderste venstrefløj afviser man naturligvis, at det sovjetiske styre var kommunistisk – logikken er, at et styre er kommunistisk, indtil dets fejl og umenneskelighed bliver for tydelig, hvorefter man afviser, at det nogensinde var faktisk kommunistisk. Tanken er, at ’ideen var god’, men som forfatteren Martin Amis påpeger i New York Times (hattip. Niclas Berggren):

It was not a good idea that somehow went wrong or withered away. It was a very bad idea from the outset, and one forced into life — or the life of the undead — with barely imaginable self-righteousness, pedantry, dynamism, and horror.

Revolutionen i Rusland blev gennemført med vold, og undertrykkende vold karakteriserede regimet indtil dets kollaps omkring 1990. Sovjetunionen drev for eksempel et omfattende system af straffelejre, der blev kendt som Gulag, hvor man sendte regimets modstandere hen. Systemet, som Lenin skabte, var intet andet end statsligt slaveri – kommunistpartiets domstole idømte dets modstandere og mange andre at leve de næste årtier som slaver for partiet.

Det kommunistiske regime i Sovjetunionen endte ifølge konservative estimater med at have 15-20 millioner menneskeliv – vel at mærke uden at tælle krigsofre – på samvittigheden, og ikke alle på grund af fejltagelser. Stalin brugte for eksempel bevidst 1930ernes tvangskollektivisering af landbruget til at straffe Ukraine, hvis befolkning var kendt som specielt Moskva-skeptisk. Episoden, der er kendt som Holodomor, førte til at flere millioner ukrainere døde af sult. Der var ikke tale om en frygtelig politisk fejl, men et planlagt folkemord i landet, der indtil da havde fungeret som det sovjetiske brødkammer. Stalin beordrede ganske enkelt al mad kørt ud af landet og bragt til Rusland.

Den sovjetiske historie er fuld af lignende historier, hvor det kommunistiske diktatur tog fuldstændigt bestialske beslutninger. Der var dog episoder, hvor det var russerne, der var de pragmatiske, og andre der pressede ideologisk på. Det pudsige ved disse episoder er, at de ikke-russiske kommunister, der opførte sig mere ekstremt, er blandt dem som stadig hyldes ukritisk af den yderste venstrefløj i Vesten og Latinamerika.

I dag er nemlig også 55-årsdagen for enden på Cuba-krisen, hvor spændingerne mellem USA og Rusland nåede det punkt, som nogle betegnede som ’2 minutter i midnat’. Sovjetunionen var gået i gang med at opstille atombevæbnede missiler på Cuba, efter at Fidel Castro havde erobret magten. Amerikanske spionfotos afslørede missilanlæg på øen, og at russiske skibe var på vej mod Cuba med atommissiler. Den daværende præsident John F. Kennedy reagerede kraftigt og iværksatte en blokade. Hvad Kennedy ikke var klar over var, at der allerede var opstillet taktiske atomvåben på Cuba, der var rettet mod USA’s Guantanamo-base. Hans og verdens held var også, at Sovjetunionens generalsekretær Nikita Khrusjtjov var mindre ideologisk ren end tidligere ledere, og på hjemmefronten søgte at gennemføre både reformer og en vis tilnærmelse til Vesten. Omvendt var cubanerne øjensynligt drevet af et ideologisk had, som Khrusjtjov måtte opveje. Både Che Guevara og Fidel Castro ønskede – og lobbyede meget kraftigt for i Moskva – at Sovjetunionen foretog et omfattende angreb med atomvåben på USA. Havde de caribiske kommunister fået deres vilje, havde Miami ikke været det symbol på cubansk initiativ og dygtighed, som den er i dag, men en radioaktiv ørken.

Sidst, i denne anledning, er det værd at mindes om, at i dag også er 99-årsdagen for Tjekkoslovakiets uafhængighed. Landet, der fredeligt valgte at opløse sig selv i to dele i 1992, brød etablerede sig gennem 1920erne og 1930erne som et af Europas industrielle ’power houses’. Særligt den vestlige del – det nuværende Tjekkiet – var efter alt at dømme lige så velstående som Østrig. Konsulterer man f.eks. Danmarks Statistiks tabeller fra de årlige opgørelser i 1930erne, have landet flere personbiler og et mere udbygget jernbanenet end Østrig. Dét ændrede sig markant, da landet effektivt ophørte med at være uafhængigt efter anden verdenskrig, og blev indlemmet i den sovjetisk dominerede Østblok. Figuren nedenfor er således det sidste eksempel på konsekvenserne af kommunismen: Det ganske enorme velstandsgab, der åbnede sig op mellem det demokratiske, kapitalistiske Vesteuropa og de kommunistiske diktaturer i Øst. Selvom man ikke blev fængslet, sendt i arbejdslejr, eller det der var værre, betød kommunistisk planlægning stadig, at der ikke altid var kød, mælk eller toiletpapir i butikkerne, og at man hverken valgte sit job eller uddannelse selv. Og selvom Tjekkiet og Slovakiet begge har udviklet sig imponerende siden kommunismen kollapsede i slutningen af 1989, er gabet der stadig. Tjekkerne var på niveau med Østrig i 30erne, og er i dag økonomisk 40 år bagud. Bundlinjen for de udviklinger, der startede i Rusland for 100 år siden er nød, fattigdom, ufrihed og brutal død. Det skal huskes, men absolut ikke fejres.

Venezuela synker dybere ned i diktaturet

I denne uge må man indse, at en god, men pessimistisk ven har ret: Det kan altid blive værre. Vi skrev forleden om, hvordan Venezuelas økonomi er i frit fald, og regimets eneste reaktion har været at afskedige nationalbankdirektøren, fordi banken i en rapport fortalte sandheden. Blot en uge efter bringer New York Times en artikel om, hvordan præsident Nicolas Maduros socialistiske styre har taget endnu et stort skridt i retning af blatant diktatur.

Venezuelas Højesteret overførte onsdag al lovgivende magt til domstolene, der som bekendt er praktisk taget fuldt kontrolleret af Maduro-regimet (læs her). Højesteret er selv pakket med Maduro-loyalister og har også tidligere taget beslutninger, der absolut ikke er forendelige med landets forfatning. Situationen blev i denne uge så absurd, at landets øverste anklager – der ellers er en trofast Chavista – undsagde regeringen og Højesteret og beklagede den totale afskaffelse af magtens tredeling. Rettens argument for de facto at opløse parlamentet – uanset at det stadig mødes, har det ikke længere nogen indflydelse på landets lovgivning eller regering – er at man har svoret alle valgte medlemmer ind. Højesteret mener dog, at der var uregelmæssigheder ved valget af fire medlemmer, hvoraf tre er valgt for oppositionen. Det betyder meget bekvemt, at oppositionen ikke længere har 2/3-deles flertal og dermed ikke har klare muligheder for, for eksempel, at fremtvinge et tidligt præsidentvalg.

Kender man til omstændighederne omkring sidste valg, og ikke mindst hvordan Maduro-regimet både arresterede oppositionspolitikere og misbrugte medierne til egen fordel, er det en kende ironisk at Højesteret nu tvivler på valget af tre oppositionspolitikere. Uden dybt udemokratisk manipulation havde oppositionens flertal været endnu større, men retten skred ikke ind da Chavez for år tilbage begyndte at lukke TV- og radiostationer, der kritiserede regimet, da han fik et parlament, han selv kontrollerede, til at give ham 12 måneders ubegrænset dekretmagt, eller da Maduro fik oppositionslederen Leopoldo López smidt 14 år i fængsel i en retssag, hvor dommeren tillod et (1) af de 60 vidner, forsvaret ønskede at bringe.

Mange latinamerikanske lande har af mærkværdige grunde veget tilbage fra at kritisere Hugo Chavez og hans efterfølger Maduro, men den situation er sandsynligvis ved at ændre sig. Organisationen af Amerikanske Staters generalsekretær Luis Almagro kaldte onsdag, ligesom Venezuelas parlamentsformand Julio Borges, Maduros seneste skridt for et selvskabt kup. Mere teknisk er der uden tvivl tale om det, der på spansk kaldes et ”autogolpe”: Et kup hvor en leder, der enten er formelt demokratisk valgt eller er kommet til magten ved anden lovlig vis, enten opløser parlamentet eller afskaffer dets indflydelse, og dermed kupper sig til ubegrænset magt. Maduros seneste handlinger er at betragte som et kup, der har til formål at beskytte hans greb om magten i et land, der bogstaveligt talt er ved at falde fra hinanden. Autogolpe er velkendte fænomener fra latinamerikanske historie. Det store mysterium er, hvorfor militæret ikke for længst har grebet ind for at rette op på den udemokratiske katastrofe.

Lyver diktaturer om vækst? (Ja)

I de senere år har der været relativt meget skrevet om det nominelt kommunistiske diktatur Kinas lynvækst. Kina og lignende eksempler på diktaturer med hurtig økonomisk vækst har givet baggrunden for en hel litteratur indenfor statskundskab, der drejer sig om såkaldte ”developmental states” og særligt ”developmental dictatorships.” Et problem, som det måske ikke er særligt diplomatisk at påpege, og som litteraturen stort set har ignoreret, er om man kan stole på nationalregnskaber fra diktaturer.

Når man kritiserer, at mange stoler på landenes væksttal, peger folk i litteraturen ofte på, at tallene jo kommer fra Verdensbanken. Men Verdensbanken får sine tal fra landenes egne statistikbureauer, og kun i ekstremt sjældne tilfælde melder banken ud, at den ikke stoler på dem. Så hvad gør man og hvem stoler man på?

En ny artikel, der forleden udkom i International Studies Quarterly, præsenterer en smart måde at håndtere spørgsmålet på. Christopher Magee og John Doces (begge fra Bucknell University) har fået den gode idé at sammenligne de officielle vækstmål med vækst beregnet fra NASAs mål for lysintensitet om natten. Tricket er, at det er almindeligt kendt at lysintensitet om natten er tydeligt forbundet med økonomisk udvikling. Når der således er reel udvikling i økonomien, må der også ske udvikling i nattelyset. Og lysintensitet er ikke noget, man umiddelbart kan lyve om.

I artiklen ”Reconsidering Regime Type and Growth: Lies, Dictatorships, and Statistics” sammenligner Magee og Doces derfor de to vækstmål mellem 1992 og 2008, og sammenholder dem med, hvor demokratisk landet er. Konklusionen er næppe overraskende, men meget klar: Diktaturer lyver om deres økonomiske vækst. I gennemsnit overdriver diktaturer deres årlige vækstrater med mellem ½ og 1½ procentpoint, hvilket er ganske alvorligt, givet at en ’almindelig’ real vækstrate er 2,5-3 %. For demokratier er der stort set ingen afvigelse mellem de officielle og de imputerede vækstrater.

Pudsigt nok peger Magee og Doces resultater på, at de to lande med de største afvigelser mellem de officielle tal og de imputerede vækstrater er Kina og Myanmar. Over perioden 1992-2008 voksede den kinesiske økonomi med næsten 10 % om året. Lysintensitetstallene peger på en reel vækstrate på 4-5 % i perioden. Nok var Kina en succes i perioden, men sandsynligvis slet ikke i det omfang, de har påstået. Og man må også spørge, hvad det betyder for hypoteserne om the developmental state? Hvis diktaturer lyver i det omfang, Magee og Doces finder, bliver det svært at kalde mange af disse lande for ’developmental’ på nogen meningsfuld måde.

Embargo eller ej?

Obama-administrationen, i et sjældent klart øjeblik, har besluttet at løfte dele af embargoen på fødevareeksport, bygge- og kommunikationsudstyr overfor Cuba, og de to lande har aftalt at udveksle ambassadører. Den amerikanske regering har således taget det første skridt siden Kennedy mod at normalisere forholdet til det kommunistiske diktatur i Cuba. Dette skridt har udløst en voldsom debat om politikken overfor den sydlige nabo. Debatten står om, hvorvidt man skal vente på at Cuba bevæger sig mod demokrati og en vis respekt for menneskerettighederne, før man løfter embargoen – dvs. tilgangen i Helms-Burton-loven fra 1995 – eller om man bør begynde at løfte embargoen og regne med, at den friere handel, rejser og udveksling af information gør sit til at gøre Cuba demokratisk.

Problemet som de fleste, om end modvilligt for nogens vedkommende, er enige om, er at embargoen har været en ekstrem fiasko. Som Businessweek skrev forleden: ”If the embargo of Cuba had been aimed at keeping the Castro brothers in power, it might be judged today as the most successful foreign policy in the history of the U.S” Fidel Castro var præsident fra sin magtovertagelse indtil 2008, hvor hans bror Raúl overtog og landet er stadig en af kommunismens sidste ‘bastioner’ i verden. Omvendt har handel, turisme og mere generelt information om resten af verden været en væsentlig del af forklaringen på, at nogle lande bliver demokratier og vel at mærke forbliver demokratiske (se f.eks. her eller her).

Den omvendte tilgang er at kræve, at et land tydeligt bevæger sig mod demokrati og menneskerettigheder før man åbner op for handel med landet. Argumentet er en blanding af et moralsk argument – vi burde ikke ’belønne’ afskyelige regimer – og et kausalargument, der handler om at en politisk gulerod i form af øget handel og investeringer kan få politikere til at opføre sig mere demokratisk og mindre undertrykkende. Problemet med dette argument er, at det implicit antager, at regimets selektorat – de særinteresser, der er knyttet til regimet – vil få gavn af handelen.

Det er i min optik på ingen måde klart, at det er tilfældet i andet end et meget begrænset antal særtilfælde, men det er et a priori validt argument. Empirisk er der dog ikke alt for meget støtte til dette synspunkt, mens det omvendt hos den sanktionerende part kan være politisk opportunt at begrænse handelen med Cuba. Amerikanske sukkerproducenter har for eksempel en ret stærk og indlysende interesse i at holde ved embargoen.

Tragedien uanset hvordan man ser på embargoen er, at Cuba inden Castros overtagelse var et af Latinamerikas rigere lande inden det blev kommunistisk. Sundhedsvæsenet var i særklasse og øen tiltrak ganske mange tilflyttere. Som Niels Westy tidligere har påpeget, lå der ved den kommunistiske magtovertagelse 12.000 ubehandlede immigrationsansøgninger på den cubanske ambassade i Rom. Cuba havde også i 1950erne omtrent samme levestandard som Portugal og Spanien, havde Latinamerikas højeste middellevealder og havde indtil 1952 været et relativt velfungerende præsidentielt demokrati. Uden Castro og hans ’revolution’, var Cuba da blevet til den Dominikanske Republik eller Barbados? Det kan ingen sige, men stort set ethvert alternativ er at foretrække for det kommunistiske Cuba.

Hvor længe er diktatorer ved magten?

I de senere år har Daron Acemoglu og hans team haft væsentlig indflydelse på den måde, vi tænker institutionel udvikling og langsigtet vækst på i politisk økonomi. Acemoglus tese er, at i lande hvor europæiske kolonisatorer kun bosatte sig sparsomt eller levede korte liv – pga. sygdomsgeografien – udviklede man udemokratiske, ekstraktive institutioner. Basis for tesen er, at udemokratiske politiske eliter ikke indfører bedre økonomisk-juridiske institutioner fordi det ville true deres politiske overlevelse.

Den ide tester Randall Holcombe og Christopher Boudreaux direkte i et nyt papir med titlen ”Institutional Quality and the Tenure of Autocrats.” Vi har kort omtalt papiret, da det blev præsenteret på SEA-konferencen sidste år. Nu er det så accepteret og online hos Public Choice (gated her). Og det interessante er, at Holcombe og Boudreaux finder evidens for det modsatte af Acemoglu-tesen. I et datasæt, der omfatter 99 diktatorer siden begyndelsen af 1970erne, viser de at diktatorer, der har forbedret landets institutioner – målt gennem Fraser Instituttets Economic Freedom of the World index – har haft væsentligt bedre chancer for at overleve politisk.

Estimater viser, at en diktator, der over et årti hæver sit lands EFW index med et halvt point (på en ti-punkts skala) øger sin forventede politiske overlevelse med 17 år. Så hvorfor fastholder så mange lande uproduktive institutioner? Holcombe og Boudreaux tager diskussion til sidst i papiret. Man kunne stille samme spørgsmål i det demokratiske Danmark.

Ulandshjælp – hjælp til diktatorers politiske overlevelse

Amanda Licht, der regner med at aflevere sin PhD-afhandling ved University of Iowa næste måned, tegner til at blive en af de kommende års stjerner i amerikansk international political economy. Et af kapitlerne fra hendes afhandling, med titlen “Coming into Money: The Impact of Foreign Aid on Leader Survival”, er fornylig blevet optaget i det prestigiøse Journal of Conflict Resolution. Artiklen burde være pligtlæsning for alle der er interesseret i ulandshjælp, eller arbejder med den. Det inkluderer også Søren Pind. Grunden er, at Licht overbevisende demonstrerer hvordan ulandshjælp hjælper diktatorer med at blive ved magten.

Hendes empiriske undersøgelser peget faktisk på, at inflows af hjælp er destabiliserende for autokrater umiddelbart efter at de har overtaget magten, men efter blot tre år er den effekt vendt. Med andre ord er ulandshjælp med til at holde autokrater ved magten, bare de har holdt sig selv ved magten i de første tre år. Dette gælder ikke for demokratisk valgte ledere, hvis chancer for at blive ved magten ikke afhænger af hjælpen. Licht giver dermed empirisk støtte til en fornemmelse, som tit er blevet diskuteret uofficielt i det videnskabelige miljø.

En gated version er her. Her er abstractet:

Donors are more likely to send aid to leaders facing elevated risks of losing power, but targets’ ability to benefit from this assistance is conditioned by regime type and political processes. The institutionalization of winning coalitions’ loyalty across regime type follows opposite patterns, supporting opposite temporal dynamics across regime types. Democratic leaders’ coalitions are firmest immediately after taking office, and aid is of most assistance to them at that time. As competition and dissatisfaction grow, aid becomes a political liability. In small winning coalition systems, however, coalitions become more solid over time, facilitating increasing benefits from aid. Without a firm coalition, however, external resources are destabilizing to autocratic leaders. Analysis of 4,692 leader years from 1960 to 2001 using a censored probit model supports these expectations.

Anker hos Kim

I en tid, hvor Pyongyangs paranoide og despotiske styre rasler med den atomare sabel, er det velgørende at komme i hu, at ledende danske politikere heldigvis ikke udelukkende har sunget i de fordømmendes kor. Dobbeltpolitikken – medlemskabet af Vestens sikkerhedspolitiske inkarnation, NATO, og samtidig afspændingspolitik overfor Warszawa-pagten – blev heldigvis også praktiseret overfor det nordkoreanske diktatur. Således i maj 1984 da den tidligere statsleder Anker Jørgensen var på visit hos “den store leder” Kim Il-Sung. Samtidig i Bruxelles måtte den danske regering overfor “den gale hund”, Ronald Reagan, forsvare den danske tilbageholdelse af infrastrukturmidler til de mellemdistanceraketter, hvis fornemste opgave det var at fremtidssikre den amerikanske sikkerhedsgaranti til Vesteuropa.

Det var artige erklæringer, der blev udvekslet under den socialdemokratiske formands besøg hos kammerat Kim. Og midt i al hurlumhejen om Nordkorea er det ganske enkelt for fristende en anledning: Her kommer den så i uddrag – Ankers tale til “den kære leder”.

Vi forstår, at De, præsident Kim Il Sung, har været en fremragende leder af en meget lang og hård kamp for Deres lands uafhængighed. Jeg forstår, at Deres folk ønsker at være fri af enhver dominans fra store lande. En af de store opgaver for det koreanske folk er at fremme genforeningen af Korea. Jeg forstår meget vel at ét folk ønsker at bo i ét land, så jeg støtter fuldt ud Deres kamp for at nå dette mål… Jeg ved, hvor meget De, præsident Kim Il Sung, med al Deres hengivenhed har arbejdet for dette vidunderlige lands uafhængighed og for Deres folks lykke…

Anker sammenlignede derefter den nordkoreanske kamp med Danmarks under besættelsen:

Jeg har nogle erfaringer på dette område. Under Anden Verdenskrig var Danmark fra 1940 til 1945 besat af tyske tropper, og vi kæmpede mod besættelsesstyrkerne. Jeg mener, vores kamp var hård. Men jeg er sikker på, at vi ikke kan sammenligne den med alle de frygtindgydende begivenheder, som De og Deres land har været udsat for.

Herefter fulgte en rosende omtale af det nordkoreanske folk og den høje levestandard:

Folket fører et godt og sundt liv… Denne udvikling er meget fantastisk… Jeg vil også sige, at det er skønt at se Deres lykkelige folk. Alle har job, alle kan lide at arbejde og ser glade og tilfredse ud. Børn og skoleelever i blå og hvide uniformer er optimistiske, og denne unge generation er Deres lands håb og fremtid… Det har været muligt, fordi De, præsident Kim Il Sung, har vist Deres folk den vej, der skal følges, fordi Deres folk står bag dets leder, men også fordi Deres folk virkelig ønskede at bygge landet fint op igen… Deres folks villighed og disciplin ligger på et meget højt niveau.

Enhver form for kommentar er vist overflødig.

© 2017 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑