Tag: ejendomsret (side 2 af 4)

Er danskerne retsløse når institutionerne svigter? II

Sagen hvor en urmager blev varetægtsfængslet for at forsvare sin person og forretning mod et par røvere satte gang i en større diskussion her på stedet. Jeg vil undlade selv at deltage direkte i debatten og i stedet henvise til nogle vise ord, der forekommer mig at være yderst relevante for sagen. Ordene er John Trenchard og Thomas Gordon's (og Ciceros) - forfatterne til de fremragende og inspirerende Cato's letters og stammer fra Cato's letter no. 42 om "Considerations on the Nature of Laws" skrevet i 1721:   

The two great laws of human society, from whence all the rest derive their course and obligation, are those of equity and self- preservation: By the first all men are bound alike not to hurt one another; by the second all men have a right alike to defend themselves: Nam jure hoc evenit, ut quod quisque ob tutelam corporis suifecerit, jure fecisse existimetur ["For this comes from the law: that which someone does for the safety of his body, let it be regarded as having been done legally."], says the civil law; that is, "It is a maxim of the law, that whatever we do in the way and for the ends of self defence, we lawfully do."

All the laws of society are entirely reciprocal, and no man ought to be exempt from their force; and whoever violates this primary law of nature, ought by the law of nature to be destroyed. He who observes no law, forfeits all title to the protection of law. It is wickedness not to destroy a destroyer; and all the ill consequences of self-defence are chargeable upon him who occasioned them.

Many mischiefs are prevented, by destroying one who shews a certain disposition to commit many. To allow a licence to any man to do evil with impunity, is to make vice triumph over virtue, and innocence the prey of the guilty. If men be obliged to bear great and publick evils, when they can upon better terms oppose and remove them; they are obliged, by the same logick, to bear the total destruction of mankind. If any man may destroy whom he pleases without resistance, he may extinguish the human race without resistance. For, if you settle the bounds of resistance, you allow it; and if you do not fix its bounds, you leave property at the mercy of rapine, and life in the hands of cruelty.

It is said, that the doctrine of resistance would destroy the peace of the world: But it may be more truly said, that the contrary doctrine would destroy the world itself, as it has already some of the best countries in it. I must indeed own, that if one man may destroy all, there would be great and lasting peace when nobody was left to break it.

The law of nature does not only allow us, but oblige us, to defend ourselves. It is our duty, not only to ourselves, but to the society; Vitam tibi ipsi si negas, multis negas, says Seneca:["If one denies life to oneself, one denies it to many."]  If we suffer tamely a lawless attack upon our property and fortunes, we encourage it, and involve others in our doom. And Cicero says, "He who does not resist mischief when he may, is guilty of the same crime, as if he had deserted his parents, his friends, and his country."

Er danskerne retsløse når institutionerne svigter?

Langt de fleste af Punditokraternes læsere har givetvis allerede hørt historien. Forleden blev en urmager i Kompagniestræde i det inderste København udsat for væbnet røveri. Det sker jævnligt i Danmark, men for netop denne urmager var det syvende gang. De mange røverier har betydet, at mandens forsikring nu kun dækker 15-25 % af hans tabte værdi (tallet afhænger af hvilke medier man har læst). I stedet for at bakke, trak urmageren derfor en pistol op af en skuffe bag disken, og skød to af de tre røvere. De ligger nu på hospitalet, uden for livsfare, mens den tredje formåede at flygte ud af butikken, og nu er efterlyst.

I mange andre dele af verden er det hverdagskost, men ikke i Danmark. Vores lovgivning er nemlig skruet sådan sammen, at indehaveren af forretningen er arresteret og sandsynligvis bliver sigtet for drabsforsøg. Det er grunden til at sagen har vakt så stort postyr i medierne, og også grunden til at jeg – for første gang i min korte akademiske karriere – har været i TV for at give en slags liberal indgangsvinkel på sagen.

Hvorfor er det så vigtigt, at medierne blæser det sådan op? Hvorfor er det så vigtigt, at jeg risikerer at spilde læsernes sparsomme tid? Svaret på begge spørgsmål er, at det ikke kun drejer sig om en københavnsk urmagers uheld. Sagen er et eksempel på, at det danske samfund og den danske lovgivning er skruet sammen på en måde, som af og til giver absurde konsekvenser. Og den er et eksempel på, hvor lidt den private ejendomsret – en del af kernen i ethvert individs frihedsrettigheder – fylder i dansk juridisk og politisk tænkning.

Og hvorfor så det, kan man spørge? Jo, dansk lovgivning indeholder naturligvis en bestemmelse om nødværge – straffelovens paragraf 13 – som siger, at man ikke kan dømmes for vold hvis man har forsvaret sig mod et angreb, der konkret truede ens liv. Alle retssamfund har sådan en paragraf, for det synes indlysende, at mennesker også individuelt har lov til at forhindre andre i at dræbe dem. Men i den danske straffelov gælder denne paragraf udelukkende angreb på ens liv, ikke noget som helst andet. Hvis man, som i urmagerens tilfælde, bliver røvet uden at det direkte og specifikt truer ens liv, kræver loven, at man så at sige lægger sig fladt på maven og lader forbryderne tage hvad de lyster af ens ejendom. Man har med andre ord en lovsikret ret til sit eget liv, men ikke nogen ret til grundlaget for ens liv. Hvis man alligevel med magt forsvarer sit hus, sin pung eller sin bil, begår man en strafferetsligt strafbar forseelse.

Naturligvis skal man have lov til at forsvare sit liv, men den konkrete sag stiller skarpt på et svært dilemma: I hvor høj grad skal man vægte forbrydernes grundlovssikrede ret til at undgå fysiske overgreb mod deres ofres ligeledes grundlovssikrede ret til deres ejendom? Sagen udstiller på samme vis, hvordan dansk lovgivning er påvirket af dansk juridisk og politisk tænkning. Lovgivningen er nemlig lavet på den implicitte, men helt afgørende antagelse, at de relevante, formelle institutioner – politiet og domstolsvæsenet – altid kan forsvare borgernes rettigheder. Den er med andre ord ganske enkelt ikke gearet til situationer, hvor disse myndigheder af forskellige grunde svigter borgerne! Og om noget er historien om urmageren i Kompagniestræde en historie om hvad der sker, når de relevante myndigheder gentagne gange svigter borgerne.

Lad os følge, hvad der egentlig er sket i urmagerens tilfælde. Efter første røveri, har hans forsikringsselskab udbetalt den almindelige dækning i sådanne sager, men har sandsynligvis hævet hans præmie lidt. Manden måtte derfor selv hæfte for selvrisikoen, ligesom han naturligvis selv – sammen med sin familie – har måttet håndtere de traumer, som et væbnet røveri altid giver. Anden gang, manden blev røvet, er det samme sket, men med den twist, at manden nu viser sig at have større risiko for røveri end forsikringsselskabets andre tilsvarende kunder. Hans præmie og selvrisiko er derfor sandsynligvis sat op. Dette er også sket i det tredje, fjerde, femte og sjette tilfælde, hvor en sagesløs handlende har måttet stå med bevæbnede røvere i sin butik. Da det syvende røveri ramte ham forleden, var han derfor nede på at få dækket 15-25 % af sine tab, samtidig med at han givetvis har betalt en tårnhøj præmie – nogle rapporter peger på, at juvelerer og urmagere ofte betaler forsikringspræmier på op mod 100.000 kroner om året. Og det hele er i en meget virkelig forstand en konsekvens af myndighedernes svigt. Pga. dette svigt mister urmageren meget store summer, muligvis så store at han på sigt må lukke sin butik.

Hvordan er det så det? Jo, et røveri er noget der desværre sker, og to er sort uheld. Men hvis man bliver udsat for syv (7) røverier i en butik, der ligger i en af de gader i Danmark, hvor der færdes flest mennesker, er det ikke længere ‘bare’ uheld. Det er i stedet et udtryk for, at det danske politi ikke formår at forsvare de handlendes private ejendomsret. Om det er pga. at deres ressourcer er særligt strakt for tiden – balladen omkring Jagtvej 69 har givetvis tæret hårdt på dem – eller om man fra politisk hold ikke har allokeret nok ressourcer, er et åbent spørgsmål. Det er svært at klandre den enkelte politimand og den enkelte politimester for miseren, men fakta er, at hvis de havde formået at beskytte urmageren, var det aldrig kommet så vidt. Han må nemlig ikke indenfor lovens rammer forsøge at beskytte sin ejendom – det er kun politiet, der har den ret og manden har kun den ene mulighed at håbe på, at politiet beskytter ham. Når myndighederne svigter deres ansvar, er borgerne derfor de facto retsløse: Nok har vi en grundlovssikret privat ejendomsret, men ingen håndhæver den og vi har ikke ret til at gøre det selv.

For manden selv er det helt åbenlyst en tragisk situation. Han er truet på sit levebrød, og må sandsynligvis også leve med nogle dybe sår på sjælen efter syv røverier. For erhvervet som helhed er det også problematisk. Hvis risikoen for at blive berøvet er blevet så stor, er det et åbent spørgsmål hvor meget af branchen der på sigt overlever. Kombinationen af myndighedernes svigt og dansk lovgivnings kategoriske afvisning af danskeres ret til selvstændigt at forsvare deres ejendom kan hurtigt udhule grundlaget for en bid af den danske økonomi, ikke mindst fordi forbryderne også lærer af sagen, at det er let og relativt ufarligt at røve urmagere og juvelerer. Det er tæt på at være en naturlov, at jo oftere politiet og domstolene svigter, jo oftere rammer forbryderne de brancher som svigtes.

På den måde betyder en myndigheds forhåbentlig rent praktiske problemer et økonomisk tab for hele Danmark, men problemerne ender ikke der. Respekten for og beskyttelsen af den private ejendomsret er nemlig en langt mere fundamental faktor for moderne samfund end medier, politikere og den danske juriststand åbenbart synes at forstå. Det tidspunkt, de europæiske samfund begyndte at løbe fra resten af verden – både i økonomisk, politisk og social forstand – var netop da man gennem Renæssancen og Oplysningstiden fik større respekt for individets kernerettigheder, heriblandt ejendomsretten, og ikke mindst da man begyndte at beskytte dem. Tænk engang over det! Man kan ganske enkelt ikke forestille sig en industriel revolution uden beskyttelse af industriejernes investeringer. Uden den ville de ikke have investeret. Man kan ikke forestille sig en industriel revolution uden en vis respekt for de nye lønmodtageres ret til deres ejendom – deres lønindtægt. Ellers var de ikke flyttet fra landet ind til de nye byer og deres beskidte, men lønnede fabriksarbejde. Og man kan dårligt forestille sig en demokratisk udvikling uden ejendomsretten, der netop skabte en middelklasse med stærke ambitioner om medindflydelse i samfundet. Sidst er det også ganske svært at forestille sig en social udvikling hvor direktøren hilser på
rengøringsassistenten, hv
is den ene var herre og den anden tjener i et førindustrielt feudalsamfund.

Som Nobelpristageren Douglass North sammen med diverse medforfattere har vist, er den private ejendomsret et helt nødvendigt grundlag for udviklingen af det moderne samfund. Hvis nogen skulle være i tvivl, kan jeg kun henvise til hans forrygende – og relativt letlæste – arbejde sammen med Barry Weingast. Deres arbejde viser med al tydelighed, at det der grundlæggende adskiller os fra det afrikanske morads, den sydamerikanske korruptionssump, de menneskefjendske kommunistreder i Cuba og Nordkorea, og de traditionalistiske samfund i Mellemøsten, i særdeles høj grad er vores respekt for den private ejendomsret. Derfor er mediernes sag om urmageren fra København ikke blot en spændende og let absurd sag om myndighedssvigt og overdreven selvtægt. Den er også udtryk for et problem, der går til hjertet af vores samfund: Danskernes og særligt de danske politikeres skred i deres respekt og forståelse for den (i øvrigt grundlovssikrede) private ejendomsret. Advarselslamperne blinker allerede: Ifølge politiets statistikker, er danskerne i stigende grad begyndt at anskaffe sig ulovlige våben, et sikkert tegn på at deres tillid til landets grundlæggende institutioner er faldende. Ejendomsretten er ikke en ret, vi kan tage for givet, men noget vi ligesom vores andre frihedsrettigheder som samfund må kæmpe for. Og når samfundets myndigheder ikke gør det for os, er det af helt vital betydning at vi lovmæssigt har mulighed for at gøre det selv. Derfor gik jeg på TV forleden og forsvarede et synspunkt, der kort fortalt går på, at danskerne bør have en lovsikret ret til at forsvare deres ejendom med minimale midler (pebersprays, elektriske stødpistoler) i de situationer hvor myndighederne ikke formår det. Ellers risikerer vi at udhule de basale rettigheder, der gjorde vores land til det, det trods alt er: Et af verdens rigeste, lykkeligste og mest trygge samfund.

Ungdomshuset – når danske institutioner svigter

Moderne, velfungerende stater har alle to karakteristika tilfælles: 1) De har effektive og fair retsvæsener, der skiller ret fra uret og forsvarer folks ret til eget liv og ejendom; og 2) de har et velfungerende politi, der bringer retsvæsenets domme til fuldbyrdelse. Det sidste er særligt vigtigt i de tilfælde, hvor den dømte ikke af sig selv er villig til at acceptere dommen. Disse to institutioner er ikke bare karakteristika, men en stor del af fundamentet for samfundets ve og vel. De er også en stor del af forklaringen på, at Vesteuropa – og ikke de mange andre steder i verden, der måde matchede og overgik Europa i teknologisk formåen i 1500-tallet – begyndte at vokse hurtigere end man før havde set.

De seneste måneders tragikomedie omkring ejendommen Jagtvej 69 på Nørrebro – det såkaldte Ungdomshus – afspejler desværre et sørgeligt forfald i de danske institutioner, og måske også en lige så sørgelig atrofi af danskernes og de danske politikeres rygrad. På den ene side har Danmark nemlig et af verdens bedste retsvæsener. Af de 195 lande, som Verdensbanken har målt i dens såkaldte Kaufmann-index, er vi nummer 5 og kun marginalt dårligere end de fire første (Schweiz, Island, Luxemborg og Finland), og alternative mål fra for eksempel Fraser Instituttet og the Heritage Foundation viser det samme. Men på den anden side har danskerne åbenbart en efterhånden vattet holdning til, hvordan man håndhæver landets love og rettens bud. Denne holdning er senest udtrykt i politiets udmelding om, at man ikke har til hensigt at rydde Jagtvej 69, som man ellers de facto er blevet påbudt af Fogedretten.

Danskerne er et fredeligt folk, hvilket i denne sammenhæng bliver det paradoksale problem. De fleste af os har nemlig stor respekt for landets lov og ret, og følger den uden brok, men på samme tid vil vi helst ikke se, at det på nogen måde koster noget at få mindre villige borgere til at følge domstolenes bud. Netop det er kernen i miseren omkring den københavnske rede af autonome og andre småforbrydere, der kendes som Ungdomshuset. Det er almindelige danskeres modvilje mod at acceptere, at det nogle gange må gøre ondt – i konkret eller overført betydning – der skaber muligheden for, at de autonome kan blive siddende i huset på trods af tre retsinstansers bekræftelse af, at frimenigheden Faderhuset er den retmæssig ejer, og at de 'unge' skal forlade ejendommen.

Spillet er i virkeligheden meget simpelt. Domstolene har bekræftet, at dansk lovgivning siger, at de unge skal forlade eller tvinges til at forlade en ejendom de holder ulovligt besat, og det er politiets opgave at føre denne dom ud i livet. Det er derfor i politiets åbenlyse interesse, at ejendommen forlades så roligt som muligt. Hvis de derimod bliver nødt til at sætte beboerne ud med magt, er det som minimum vigtigt for politiet at have politisk opbakning til aktionen, altså at kunne foretage udsætningen med den viden, at ingen i Borgerrepræsentationen eller Folketinget vil bruge en nødvendig magtdemonstration til at slå politisk plat på. De autonome ønsker derimod at blive i huset, og truer derfor med at skabe så meget vold og kaos som muligt hvis det skulle komme til det, de eufemistisk kalder en 'konfrontation' med politiet. Denne trussel kunne være tom, men er desværre troværdig, da de gennem flere år har vist en ret udansk villighed til at bruge vold mod enhver trussel.

Politiet må derfor foretage en afvejning mellem hvor stor, modstanden bliver fra de autonome, og hvor meget magt de derfor må bruge for at rydde ejendommen. Jo stærkere og jo mere troværdig, den politiske opbakning bag politiets aktion er, jo mere magt kan man sætte bag aktionen, og jo mindre chance bliver der også derfor for, at problemerne breder sig til Nørrebro udenfor Jagtvej 69. Her kommer det mærkelige politiske spil i Borgerrepræsentationen ind, for jo mere de autonome truer om vold, jo større bliver de lokale borgeres pres på politikerne for at politiets udsætningsaktion ikke skal ske – i hvert fald ikke nu, og hellere hos de andre end hos os.

Politiet er derfor fanget som en lus mellem to negle: På den ene side må de bruge mere magt, jo mere vold de autonome udøver; på den anden side svinder deres politiske opbakning ind, jo mere vold de autonome truer med at bruge. Derfor stillede politidirektør Hanne Bech-Hansen op til et møde forleden dag, der udelukkende handlede om at finde en 'anden løsning' på problemet omkring Jagtvej 69. Mødet, der også talte Københavns overborgmester Ritt Bjerregaard og repræsentanter for en fond, der ønsker at købe huset til brug for de autonome, endte med en opfordring til Faderhuset om at sælge ejendommen. Man udtrykte på mødet således en bestemt holdning, som kan opsummeres ret simpelt: "Vi anerkender, at Faderhuset ejer Jagtvej 69, men det synes vi altså ikke de skal".

Hele miseren er beskæmmende for det danske retssamfund, som har udvist en næsten fuldstændig mangel på forståelse for, at love en gang imellem skal håndhæves med magt. I stedet fører man en politik, der i ubehagelig grad minder om Chamberlains appeasement-politik i 1930'erne. Eller som Churchill karakteriserede den: Man fodrer krokodillen med småbidder i håb om, at man bliver den sidste, den spiser. Det er en på sigt meget farlig politik, da den på samme tid gør to ting: 1) Den sender et signal til det autonome miljø og andre om, at voldstrusler betaler sig, bare de er stærke nok; og 2) den ender med at politisere politiet. Særligt det sidste er et voldsomt problem, da det betyder at voldstrusler i fremtiden kan blive mere effektive når politiet af politiske grunde ikke ønsker at tage en konfrontation med de voldelige kræfter.

Farcen omkring Jagtvej 69 illustrerer derfor et væsentligt problem: Et land kan i princippet have verdens bedste love, men uden en effektiv, fair og rettidig håndhævelse af lovene er de ikke det papir værd, som de er skrevet på. Man kan sagtens have et velfungerende og uafhængigt retsvæsen, men hvis politiet kommer under markant politisk indflydelse, bliver udøvelsen af lov også politiseret. Der er derfor to vigtige forholdsregler, der skal tages, og det hellere før end senere. For det første må Folketingets politikere træde i karakter og insistere på, at landets love skal håndhæves – også i København. Og for det andet må politiet slippe forestillingen om, de altid bør have politisk opbakning. De har, hvis de opfører sig regelret, opbakning i landets love. Det er det eneste, de nogensinde kan håbe på at få, og det burde også være den fineste opbakning der gives. Hvis disse tiltag ikke tages, risikerer vi at sætte os på en politisk og retslig glidebane. Medmindre farcen stoppes nu, er dette ellers det første skridt mod at Danmark bliver den nordligste bananrepublik.

Også danskerne stemte (engang) for den private ejendomsret

De folkeafstemninger der i 9 amerikanske delstater begrænsede delstaternes magt til at ekspropriere og/eller kontrollere brugen af privat ejendom, som omtalt i min forrige post, fik givetvis en del liberale danskere til at drømme om en tilsvarende udvikling herhjemme.

Men rent faktisk kender vi i Danmark et tilfælde, der ligner de amerikanske afstemninger, nemlig folkeafstemningen om Jordelovene i 1963. I 1963 Stillede SR regeringen ledet af Jens Otto Krag 10 lovforslag, der bl.a. skulle forhindre udlændinges opkøb af ejendom i Danmark forud for landets forventede medlemskab af EF.

Særligt 4 af lovforslagene var vidtgående og indskrænkende for den private ejendomsret (dog ikke i Grundlovens § 73s juridiske forstand). Disse 4 love omhandlede (i) bopælspligt på landejendomme, (ii) statens forkøbsret til faste ejendomme på mere end 1 HA (Statshusmandsloven), (iii) kommuners forkøbsret til arealer på minimum 6000 m2 og (iv) naturfredning.

Lovforslagene blev vedtaget med de S, Rs og SFs stemmer, mens V og K stemte imod.

Nu skulle man så tro, at lovforslagene ville træde i kraft og at det offentliges adgang til at overtage og regulere privat ejendom – med fællesskabets bedste for øje naturligvis – ville være sikret. Men Venstre og de Konservative udnyttede – for første og hidtil eneste gang i Grundlovens historie – Grundlovens § 42, stk. 1 til at kræve de 4 ovennævnte lovforslag sendt til folkeafstemning. I henhold til Grundlovens § 42, stk. 5 kan et flertal – dog mindst 30% af de stemmeberettigede – nemlig forkaste et sådant vedtaget lovforslag, hvorefter det bortfalder.

Og det var lige præcis hvad der skete. 73% af de stemmeberettigede deltog i afstemningen og stemmerne for og imod de 4 lovforslag der var til afstemning fordelte sig som følger:

  • Erhvervelse af landbrugsejendomme og bopælspligt. Ja 27,7% – Nej 44,5%,
  • Statshusmandsloven, statens forkøbsret til jord. Ja 27,9% – Nej 44,3%,
  • Kommuners forkøbsret til fast ejendom. Ja 28,7% og Nej 43,6%,
  • Naturfredning. Ja 30,8% og Nej 41,5%.

Herefter bortfaldt samtlige 10 lovforslag. Folkeafstemningen blev vundet på en benhård kampagne ført af bl.a. Venstres daværende leder Erik Eriksen og den hårdtslående plakat ovenfor er fra de borgerlige partiers kampagne forud for folkeafstemningen. Der må siges at være ganske langt fra datidens borgerlige partier, som turde – og vandt på – at føre benhård borgerlig politik med den private ejendomsret som fikspunkt, og så nutidens såkaldte borgerlige partier, som har overtaget velfærdsstatsretorikken og væder senge når talen falder på ulighed og skattelettelser.

Forkastelsen af Jordelovene er et sjældent eksempel på, at Grundloven har ydet konkret beskyttelse mod et politisk flertals mere eller mindre vilkårlige magtudøvelse. Endvidere forekommer samspillet mellem § 42s mindretalsgaranti og det efterfølgende folkelige flertal ved folkeafstemningen mod stigende beføjelser til staten på borgernes bekostning mig at være et smukt eksempel på Vestlig konstitutionalisme når det er bedst.

Det hører dog med til historien at så godt som samtlige tiltag i de forkastede lovforslag lige så stille er blevet indført i senere lovgivning. Det hører selvfølgelig også med til historien, at Venstre og de Konservative da de (sammen med R) kom til magten i årene 1968-71, i den grad sadlede om og førte decideret venstreorienteret politik.

USA stemmer for den private ejendomsret

Fra en (klassisk) liberals synspunkt var det mest interessante ved tirsdagens amerikanske midtvejsvalg ikke om Kongressen de næste to år skal have rødt eller blåt flertal. Som David Gress (i en kommentar) har været inde på - og som de seneste års republikanske nedsmeltning til fulde har demonstreret – er forskellen de to partier imellem ofte marginal når det kommer til økonomisk frihed.

Hvad der til gengæld var rigtigt interessant var, at 12 delstater (Arizona, Californien, Florida, Georgia, Idaho, Michigan, Nevada, New Hampshire, North Dakota, Oregon, South Carolina og Washington) i tillæg til valget til Kongressen havde folkeafstemninger om, hvorvidt delstaternes adgang til at ekspropriere og/eller kontrollere brugen af privat ejendom skulle indskrænkes og den private ejendomsret dermed styrkes. 7 af disse folkeafstemninger var resultatet af vælgerinitiativer, frem for lovforslag fremsat af de respektive delstaters lovgivende forsamlinger. Endvidere var 9 af forslagene til folkeafstemningerne i form af ændringer til de respektive delstaters forfatninger, som typisk er vanskeligere at ændre end almindelig lovgivning.

De nævnte folkeafstemninger var en direkte følge af SCOTUS afgørelse i Kelo (som vi har dækket her, og her), der kraftigt udvidede delstaternes adgang til at ekspropriere privat ejendom, således at sådan ekspropriation er forfatningskonform selv i tilfælde, hvor baggrunden alene er et ønske om at udvikle mere attraktiv kommerciel bebyggelse, der vil medføre højere skatteindtægter.

I ni af de stater hvor sådanne folkeafstemninger blev afholdt blev forslagene om en styrkelse af den private ejendomsret vedtaget (Lousiana havde allerede vedtaget en lignende forfatningsændring i september). Kun i Californien, Idaho og Washington blev forslagene forkastet af vælgerne. I Georgia, Michigan, New Hampshire og South Carolina stemte mere end 80 % af vælgerne for at styrke den private ejendomsret.

Den folkelige opbakning bag den private ejendomsret og den juridiske forankring af denne ret som opbakningen har medført vidner om, at amerikanerne på trods af valgets resultat ikke er blevet mere "liberal" i ordets amerikanske forstand og at den klassiske liberalisme stadig har et vist intuitivt tag i den amerikanske folkesjæl.

Det vidner måske også om at republikanerne kunne have klaret sig bedre, hvis man havde inddraget og fremturet med nogle klassisk liberale standpunkter i valgkampen (om end man selvfølgelig ville have haft et gevaldigt troværdighedsproblem).

Hvilke konklusioner man end kan drage, kan vi i hvert fald konstatere, at borgerne i de 9 ovennævnte delstater (10 med Louisiana) netop har gjort det vanskeligere for både røde og blå politikere at misbruge deres politiske magt til at konfiskere, hvad der rettelig er borgernes. Disse borgere har dermed skænket sig selv en højere grad af både økonomisk og personlig frihed. Det er efterhånden sjældent at man kan sige det om resultatet af et demokratisk valg.    

 

Støtten til Ungdomshuset smuldrer – måske er det dét værd at brokke sig?

Politikken skriver i dag, at den politiske støtte til en plan, som R, SF, S og Enhedslisten ellers havde kogt sammen i Københavns Borgerrepræsentation, nu synes at smuldre. Dagen efter at Punditokraterne sammen med bl.a. professor i forvaltningsret Steen Rønsholdt fra Københavns Universitet kritiserede aftalen som grundlovsstridig og magtfordrejning, sprang de Radikale fra aftalen, da Manu Sareen overfor TV-Avisen afviste, at partiet ville indgå i en aftale der befandt sig i en juridisk 'gråzone'. Og nu springer Socialdemokraterne så sandsynligvis fra aftalen. Partiets gruppeformand på rådhuset, Jesper Christensen, har i hvert fald afvist man har forsøgt at omgå ejeren. Begrundelsen er dog ikke helt fin i kanten: "Vi har trukket os fra lokalplanen, fordi det nu viser sig, at husets ejere i så fald ville kunne kræve erstatning, og at vi skal købe ejendommen tilbage. Og det er vi ikke interesserede i."

 

 

Planen, som tydeligvis havde til formål at tvinge den retmæssige ejer (frikirken Faderhuset) til at sælge huset til en bestemt køber (en fond der efterfølgende ville overdrage huset til de 'unge'), har kulturborgmester Martin Geertsen fra Venstre karakteriseret meget rammende: "Det er nærmest et set-up til en Godfather-film, hvor partierne truer med, at hvis du ikke betaler dine dummebøder, skal vi sørge for, at straffen falder ned over dig. Det eneste, der mangler, er nærmest et hestehoved, der falder ned i Ruth Evensens seng."

Fra vores og andres side har det åbenbart givet pote at brokke sig højlydt. Herfra skal der lyde ros til de Radikale for at være bakket ud af aftalen af de rigtige grunde, nemlig at den er på kant med Grundlovens beskyttelse af ejendomsretten, og mere end på kant med almindelig anstændighed. På den anden side må man ryste på hovedet af Socialdemokraterne, hvis egentlige motiv åbenbart er at undgå, at kommunen kommer til at betale erstatning for dens brug af mafiametoder. Og venstrefløjen på rådhuset ryster stadig ikke på hånden når de gør vold på det, der nødvendigvis må – men bestemt ikke altid bliver – betegnes som en menneskeret, nemlig retten til retmæssigt ejendom. Hvis man nogensinde havde illusioner om politikeres moral…

 

Hvad er ejendomsrettens værdi i København?

Det såkaldte 'Ungdomshus' på Jagtvej i København har længe været en plet på området. For lad os bare sige det lige ud: Stedet er tilhold for en kerne af den autonome bevægelse, der mildt sagt ikke har overvældende respekt for samfundets almindelige spilleregler. Gruppen har derfor de facto holdt huset besat i en årrække. Det har Fogedretten forleden besluttet skal have en ende efter at ejeren, frikirken Faderhuset, har anmodet retten om at tvangsfuldbyrde Landsrettens dom fra tidligere i år. Klokken 9 den 14. december skal de unge være ude af huset, og hvis ikke bør politiet fjerne dem med magt.

 

 

Så langt, så godt – eller det skulle man da tro. For Politiken skriver i dag, at S, R, SF og Enhedslistens medlemmer af den københavnske Borgerrepræsentation vil forsøge at udarbejde en lokalplan, der skal tvinge ejeren til at sælge huset til Fonden Jagtvej 69, som efterfølgende vil 'overdrage' huset til de unge, der holder det besat. Jesper Christensen (S) ekesemplificerer tankegangen godt ved at udtale til Politiken, at "Vi kan ikke pålægge dem, der ejer huset, at drive Ungdomshuset, som vi kender det i dag. Men vi kan sige, hvilke aktiviteter, der skal være i huset".

Dagens store spørgsmål er derfor, hvad ejendomsretten egentlig er værd i København, når de flinke folkevalgte på Rådhuspladsen vil tvinge den retmæssige ejer af en på sigt ganske attraktiv ejendom et valg mellem: 1) at sælge ejendommen, som man ikke frivilligt ønsker at afhænde; eller 2) at acceptere, at man reelt ikke har brugsret over sin egen ejendom, men må se passivt til, mens en gruppe identitetssvage bøller ødelægger huset.

Dagens store spørgsmål er derfor, hvad ejendomsretten egentlig er værd i København, når de flinke folkevalgte på Rådhuspladsen vil tvinge den retmæssige ejer af en på sigt ganske attraktiv ejendom et valg mellem: 1) at sælge ejendommen, som man ikke frivilligt ønsker at afhænde; eller 2) at acceptere, at man reelt ikke har brugsret over sin egen ejendom, men må se passivt til, mens en gruppe identitetssvage bøller ødelægger huset.

 

Nok må vi i Danmark acceptere en i forvejen tung offentlig regulering af samfundet, men dagens eksempel er langt ud over den famøse dråbe, der får bægeret… Grundlovens paragraf 73, stykke 1 siger klart at "Ejendomsretten er ukrænkelig. Ingen kan tilpligtes at afstå sin ejendom, uden hvor almenvellet kræver det. Det kan kun ske ifølge lov og mod fuldstændig erstatning." Man kan vel ikke ligefrem påstå, at de autonome bz'ere på Jagtvej repræsenterer 'almenvellet', kan man? De københavnske politikere er ude på grundlovsmæssigt meget tynd is!

Mchangama om privat ejendomsret

Punditokrat Mchangama har skrevet et essay om den private ejendomsret, “Den private ejendomsret som menneskerettighed”, som CEPOS udgav i onsdags.

Det har Frede Vestergaard en artikel om, “Også en menneskerettighed”, i denne uges udgave af Weekendavisen.  Heri hedder det bl.a.:

“Den private ejendomsret havde … en særdeles fremtrædende rolle i den tidlige menneskerettighedstænkning. Både i den amerikanske uafhængighedserklæring fra 1776 og den franske menneskerettighedserklæring fra 1789 var den private ejendomsret opregnet som helt grundlæggende for menneskets frihed og mulighed for at bestemme over sit eget liv. Selvejerskabet og den private ejendomsret var helt centralt for ophavsmændene.

Men ejendomsretten er med tiden blevet opfattet som kontroversiel, fordi en stærk ejendomsret nødvendigvis sætter grænser for den demokratiske stat og dermed det politiske flertals magtbeføjelser. Endvidere er der en vis tradition for at anse ejendomsretten for en rettighed, der tilskynder til egoisme og fastholder skellet mellem rige og fattige. Tilbage i 1844 affærdigede Karl Marx hånligt – i Om jødespørgsmålet – menneskerettighederne som borgerskabets grundpiller.

Denne opfattelse af ejendomsretten som problematisk forklarer – siger Jacob Mchangama, … – at ejendomsretten nu om dage ikke længere er særligt påskønnet som individuel rettighed og ikke regnes blandt de mest fundamentale menneskerettigheder.

Den franske menneskerettighedserklæring fra 1789 erklærede derimod, at menneskenes naturlige og umistelige rettigheder er til »frihed, ejendom, sikkerhed og modstand mod undertrykkelse«.
Den samme holdning var i årene forinden kommet til udtryk i den amerikanske og i delstaternes forfatninger. Men den høje værdi, som ejendomsretten blev tillagt i den tidligere menneskerettighedsfilosofi, kunne ikke holde ved. Eksempelvis figurerede den private ejendomsret ikke i den oprindelige udgave af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention fra 1950.

Senere er den i en meget udvandet form blevet tilføjet i en tillægsprotokol, og fra den Europæiske Menneskerettighedsdomstol foreligger efterhånden en række afgørelser vedrørende andre lande, der fortolker rækkevidden af den private ejendomsret, men ingen af disse afgørelser udvider den private ejendomsrets beskyttelse ud over hvad der i Danmark følger af Grundlovens paragraf 73, siger Jacob Mchangama.

I den universelle menneskerettighedserklæring fra FN er ejendomsretten beskyttet i artikel 17. Men da man i FNs regi skulle udforme en retligt bindende traktat, gled den private ejendomsret ud, således at denne rettighed ikke findes i FNs konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheder.

[Den] private ejendomsrets svage beskyttelse i internationale menneskerettighedstraktater forværres af, at en række af disse traktater indeholder økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder. Disse rettigheder kræver, at staten positivt opfylder en lang række menneskelige behov såsom retten til en rimelig levefod, retten til en bolig, retten til arbejde m.v. Disse rettigheder kan staten i praksis kun opfylde ved en omfattende omfordeling og dermed systematisk indgriben i den offentlige ejendomsret.

Men ikke bare på internationalt niveau er beskyttelsen af den private ejendomsret blevet udvandet. Grundlovens beskyttelse af den private ejendomsret er med tiden blevet svagere end beskyttelsen af de øvrige personlige frihedsrettigheder, fortsætter Jacob Mchangama. Det skyldes dels en tværpolitisk konsensus om at tillægge staten en større rolle i mange samfundsforhold, dels en svag domstolsbeskyttelse, mener han.

Grundlovens beskyttelse af den private ejendomsret kan … tilsidesættes af hensyn til »almenvellet«, men Grundloven definerer ikke, hvordan almenvellet skal forstås. Almenvellet er derfor i praksis lig med, hvad det til enhver tid herskende politiske flertal definerer, er almenvellet, men Jakob Mchangama mener at kunne finde belæg for, at almenvellet på tidspunktet for Grundlovens formulering blev opfattet snævrere end, hvad der er almindeligt i dag. I takt med at staten har fået større og større indflydelse på det danske samfund, er opfattelsen af, hvad almenvellet dækker, afveget betragteligt fra, hvordan Grundlovens fædre opfattede det. Og det er fastslået i praksis, at domstolene ikke kan tilsidesætte Folketingets skøn med hensyn til almenvellets nærmere indhold.”

Årsag, virkning og Bono

En af det forgangne års helt store mediebegivenheder var Bono og Sir Bob Geldofs Live8-koncerter. Der var ikke bare tale om et musikarrangement af hidtil usete størrelser. I ugerne op til dominerede de to aldrende musikere i det hele taget mediestrømmen. ‘Make poverty historie’ lød den forjættende overskrift, og den blev brugt til at give de udvikledes landes politikere tørt på. For hvordan kunne Vesteuropas og Nordamerikas regeringsledere retfærdiggøre Afrikas lidelser? Hvordan kunne de stiltiende acceptere sygdom, lidelse og død på selve dørtrinnet til den udviklede verden? Og hvordan kunne det være, at de – som for at føje spot til skade – end ikke levede op til deres løfte om at give 0,7 procent af eget bruttonationalprodukt i ulandsbistand?

Ja, lussingerne stod i kø i dage. Og de udviklede landes regeringer vendte ivrigt kinden til. Reaktionerne på Live8-svadaerne var nærmest lidt krybende. De adspurgte politikere overgik hinanden i at love bod og bedring. For Bono og Geldof havde jo så evigt ret. Nu var det bare med at komme ud af starthullerne. Omkring 300 milliarder ekstra bistandskroner inden 2010 lød et af de mere konkrete løfter.

I skyndingen glemte såvel Live8-aktivisterne som politikerne bare lige at stille sig selv og hinanden ét meget enkelt spørgsmål: Er der overhovedet belæg for, at økonomisk bistand kan være med til at føre ulandene ud af fattigdomsfælden? Spørgsmålet er væsentligt. Vi kan alle blive enige om, at de afrikanske landes trængsler er grufulde. Der er tale om et kontinent, der med jævne mellemrum bliver skamredet af de fire apokalyptiske ryttere – af pest, krig, sult og død. Den moderne pest hedder AIDS, og den ødelægger den menneskelige infrastruktur næsten lige så effektivt som den Sorte Død gjorde det for små 700 år siden. Krigen tager form af borgerkrig, og den er yderst hæslig i lande som Sudan og Congo. Sulten er den samme gamle hungersnød, som vi har kendt i hele menneskets historie. Og døden, ja den er et tilværelsens vilkår i mange af disse områder. Den slags kender vi fra vores egen fortid, og hvis vi kan være med til at afhjælpe dette åg, så bør det ikke skorte på god vilje.

Men kan vi det? Begrundelsen for ulandshjælp er vel, som ordet siger, at det ‘hjælper’. For snart mange år siden fik vi at vide, at det – når blot vi gav en hånd med – blev “bedre dag for dag”. Det blev det bare ikke. Og det skyldes bestemt ikke manglende bistand, uanset hvad Bono og Geldof så siger. International bistand har, hvis vi stoler på Verdensbankens tal, i de seneste år udgjort over halvdelen af de samlede offentlige udgifter i lande som Zambia, Uganda, Senegal, Madagaskar, Etiopien og Congo – ja i visse lande syd for Sahara udgør ulandsbistanden mellem en tredjedel og to tredjedele af bruttonationalindkomsten. Bistanden har et halvt århundrede på bagen, men succeshistorier har det været så som så med.

Det bringer os tilbage til det tidligere spørgsmål. Hvis hele bistandstankegangen ikke tangerede noget halvreligiøst, så kunne de fleste nok blive enige om at svare ‘nej’. Ulandsbistand tilbyder tilsyneladende ikke en vej ud af fattigdomsfælden, for udvikling og bistand har kun meget sjældent gået hånd i hånd. Hvordan kan det være?

Det skyldes bestemt ikke, at ulandene på forhånd er dømt til at henslæbe en tilværelse under underudviklingens åg. En række lande i Øst- og Sydøstasien har i de seneste årtier vist, at globaliseringen gør det muligt at udvikle sig med en hidtil uset hast. For fire årtier siden havde Sydkorea og Zambia nogenlunde det samme bruttonationalprodukt per indbygger. I dag er Sydkoreas 32 gange større. Og den sydlige del af den koreanske halvø er ikke et enestående eksempel. De tre andre Østasiatiske Tigre, Taiwan, Hong Kong og Singapore, har bevæget sig ad samme sti, og i de seneste årtier synes også Kina og Indien at have påbegyndt færden imod udviklingens forjættede land – alle sammen ved at eksportere sig ud af fattigdom.

Hvad skyldes det så? Dette lille indlægs meget simple bud lyder, at sagens kerne drejer sig om ejendomsret, eller rettere fraværet af ejendomsret. Hvor ejendomsretten ligger under for juridisk vilkårlighed, der har den menneskelige virkelyst trange vilkår. Det siger sig selv. Hvis statsmagten eller bevæbnede naboer kan tage frugten af ens arbejde, så er der ikke megen pointe i at gøre en indsats. Og selv hvis man vover pelsen, så er det meget svært at skaffe startkapital under den slags forhold – for hvad kan man stille som sikkerhed?

Her kommer så en interessant historisk pointe ind i billedet. Ejendomsretten blev i Europa født som et led i en studehandel mellem magthaverne og befolkningen. Eller med andre ord: staten er historisk et en forvokset mafiaorganisation, der leverer beskyttelse mod beskyttelsespenge. Det skudsmål forekommer nok forstemmende for de fleste. Sådan skal det ikke forstås. Pointen er blot, at magthaverne ikke opretholder lovene for deres blå øjnes skyld. De gør det, fordi borgerne har en klemme på dem. Og disse mekanismer gjorde sig ikke kun gjorde sig gældende i gårsdagens Europa. Der er også belæg for at forklare de Østasiatiske Tigres forbløffende politiske og økonomiske meritter ud fra samme model. Klemt inde mellem Japan og Kina var de tvunget til at indgå en studehandel med egne borgere. Uden en lind strøm af skattekroner kunne de ikke opretholde et troværdigt forsvar. Modydelsen var et effektiv og ukorrupt statsapparat, der så igen banede vejen for de respektive økonomiske mirakler.

Her gør ulandsbistanden atter sin entre, men i en uheldig fremtoning. For i verden af i dag nærer de fleste ulandes magteliter sig ved to kilder, der ingen rolle spillede i gårsdagens europæiske statsdannelser: naturressourcer og ulandsbistand. Det tekniske ord er ‘rentier stater’ – stater der lever af ‘renter’, og hvor magthaverne derfor ikke er afhængige af undersåtternes skattekroner. I en sådan situationen har borgerne liden mulighed for at få håndhævet deres ejendomsret, for de har ikke noget at handle med. Ulandsbistand kan altså være med til at fastholde de fattige lande, og i særdeleshed deres befolkninger, i underudviklingsfælden.

Er der så ingen mulighed for at hjælpe? Jo, det er der, for meget afhænger af, hvordan hjælpen bliver givet. I en sober kritik af Bonos forjættende dagsorden, bragt i Financial Times for nylig, prøver den anerkendte økonom Jagdish Bhagwati at lede Live8-folkene ind på et mere brugbart spor. Bhagwati påpeger det paradoksale i, at “ukritiske fortalere for bistand afviser [‘bistandens forbandelse’], samtidig med at de taler om ‘oliens forbandelse’, som om rundhåndede indtægter fra olie på en eller anden måde lettere skulle kunne korrumpere end rundhåndede indtægter fra bistandsdonorer”. I stedet for at diskutere bistandsstrømmens uheldige politiske følger af sætter Bhagwati, som den økonom han er, spørgsmålstegn ved ulandenes ‘absorptionskapacitet’. De er ganske enkelt ikke i stand til at anvende sådanne summer uden at ødelægge deres eget økonomiske system.

Men Bhagwati har et meget simpelt alternativ i ærmet: brug pengene uden for Afrika! Brug dem på at udvikle billig medicin mod de mange sygdomme, der plager kontinentet. Og brug dem på at uddanne unge afrikanere i Vesten. Hvis vi er heldige, så vil nogle af dem vende hjem igen efter endt uddannelse.

Disse forslag ligger i fin overensstemmelse med dette indl
ægs beskrivelse af ulands
bistandens uheldige virkninger. Bhagwatis store fortjeneste er, at han tænker i praktiske løsninger snarere end i storslåede principper. Det bringer os tilbage til hele Live8-tankegangen. For hvordan kan det være, at folk som Bono og Gelfdof kan få lov til at skamride den høje moralske hest uden på nogen måde at have givet et sammenhængende bud på, hvordan ulandsbistand skulle kunne føre til udvikling? Hvordan kan det være, at de modtager en form for heltedyrkelse ved at stille sig i spidsen for en dagsorden, der har spillet helt og aldeles fallit over de seneste årtier? Der er næppe mange, der vil være imod at ‘gøre en ende på fattigdom’, eller hvad vi nu skal oversætte de to musikeres bonmot til. Men det berettiger altså ikke de skingre anklager og forurettede miner, der bestandigt rettes imod de udviklede landes regeringer.

For spørgsmålet må være: hvordan? Og her skylder Bono og hans slæng de udviklede landes skatteydere et svar. Hvorfor er det, at deres skattekroner – givet som ulandsbistand – pludselig skulle kunne virke efter hensigten, når det ikke har været tilfældet i fire årtier? Hvor er den sammenhæng mellem årsag og virkning, der retfærdiggør en voldsom forøgelse i ulandsbistanden? Hvad er i det hele taget Live8-folkenes forklaring på, at nogle lande er i stand til at slippe ud af underudviklingens fælde? Indtil vi får svar på disse spørgsmål, må det være tilladt at stille sig tvivlende til hele denne dagsorden. Som Bhagwati meget rigtigt skriver: “Vi bør se bort fra den hysteriske anklage, at enhver, der anfægter det fornuftige i med ét slag at forøge bistandsmidlerne væsentligt, er en hjerteløs reaktionær”.

Ejendomsrettigheder er menneskerettigheder II

Vi omtalte i sommer den infamøse amerikanske højesteretsdom Kelo v. New London, der var et særdeles trist eksempel på arbitrær politisk krænkelse af den private ejendomsret–én, som man ellers formodentlig skal helt til Danmark eller Zimbabwe for at finde…  Vi omtalte i den forbindelse også, hvorledes en gruppe frihedssindede borgere bestemte sig for at kombinere happening og hævn: Nemlig at foreslå en ekspropriation af hjemmet tilhørende højesteretsdommer Souter (som afgav den udslagsgivende stemme) med henblik på at bygge et "Hotel Lost Liberty".  Nu er der nyt i den sag (takket være Wall Street Journals Brendan Miniter på OpinionJournal.com):

Supreme Court Justice David Souter is now one step closer to losing his house. A group called the Committee for the Protection of Natural Rights, based in Mr. Souter's hometown of Weare, N.H., has gathered enough signatures (25 in a town of 8,500) to bring the seizure of the Justice's historic 200-year-old home up for a vote on March 14. Activists are out to spank Justice Souter for joining the Court's recent Kelo v. New London decision, which expanded the power of state and local governments to seize private property and replace it with commercial property that will bring in more tax revenue.

At a rally in Weare this past weekend to gin up support for creating "Hotel Lost Liberty" on the Souter site, about 25 volunteers from around the county met at the Town Hall and later passed out copies of the Kelo decision. Logan Darrow Clements, a Californian and one of the protest organizers, compared the effort to the Boston Tea Party and Weare's own Pine Tree Riot, an incident that involved town residents beating up officials appointed by King George III in 1772 after being fined for cutting down pine trees. "What we're trying to do is stop eminent domain abuse," Mr. Clements told reporters. If people like Justice Souter lost their homes to a flaky government seizure process, maybe they would "understand why it needs to end," he added.

Ældre indlæg Nyere indlæg

© 2017 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑