Tag: Ekonomisk Debatt (side 2 af 2)

Nyt papir og nyt Ekonomisk Debatt

I dag udkommer det nye nummer af det glimrende svenske Ekonomisk Debatt, som kan læses her. Tidsskriftet er som altid stærkt læseværdigt. Redaktøren Niclas Berggren har for eksempel en leder om ”Den nyttiga individualismen” og Leif Nordberg (Åbo Akademi) skriver om den populære påstand at økonomisk vækst ikke giver lykke. Andre artikler handler bl.a. om statens bankstøtte under finanskrisen og om årets Nobelprisvinder Angus Deaton.

En anden begivenhed i dag er, at Martin Rode (Uni Navarra) holder seminar i Tuborg-centeret i eftermiddag klokken 14-15. Seminaret omhandler hans nye arbejde med Hans Pitlik (WIFO) om ” Individualistic Values, Institutional Trust, and Interventionist Attitudes.” Rode og Pitlik har her set nærmere på, hvorfor nogle borgere er skeptiske overfor statslige interventioner mens andre aktivt ønsker dem. Seminaret afholdes i L161 på Aarhus Universitet på Fuglesangs Allé (den tidligere handelshøjskole) og er frit tilgængeligt for alle interesserede.

Ekonomisk Debatt og svenske indlæg

Forleden kom det nye nummer af Ekonomisk Debatt – det glimrende, svenske økonomitidsskrift. Nummeret har bl.a. interessante artikler af Andreas Håkansson (Högskolan Kristianstad) om hvorvidt der er en klar sammenhæng mellem hvor ernæringsrigtige fødevarer er, og hvad de koster, og af Hans C. Blomqvist ((Svenska Handelshögskolan i Helsingfors och Vasa) om Singapores industripolitik. Håkansson peger på, at det ikke er dyrere at være sund end usund. Implikationen er, at de usunde fattige ikke kan skyde skylden på deres spisevaner på deres fattigdom.

Ekonomisk Debatts redaktør Niclas Berggren tweetede også forleden om Timothy Taylors pragtfulde omtale om den engelske vindueskat. Alle politikere, der påstår af skat ikke ændrer folks adfærd, bør tvinges til at læse artiklen, der tydeligt dokumenterer, hvordan mørket på steder, de fattige boede, skyldtes den engelske skattepolitik.

Sidst, men ikke mindst, omtaler min anden svenske kollegaven Andreas Bergh denne fine artikel om, hvad folk tror om global fattigdom. For læserne af denne blog er det måske ikke så overraskende, at 2/3 af amerikanerne tror, at den globale fattigdom næsten er ”fordoblet”, mens kun 5 % rammer rigtigt: Den er omtrent halveret. Men selv i Sverige er det færre end hver fjerde, der rammer cirka rigtigt, mens 39 % tror på en fordobling. Forfatteren Tim Montgomerie peger således på, hvordan ikke blot uvidenhed men decideres fejlagtige antagelser driver folks opfattelse og dermed deres politiske præferencer. Som Mark Twain engang sagde: ”It ain’t what you don’t know that gets you into trouble. It’s what you know for sure that just ain’t so.”

Nyt nummer af Ekonomisk Debatt

I dag udkommer det nye nummer af det meget læseværdige, svenske økonomtidsskrift Ekonomisk Debatt (hattip: Nonicoc). Nummeret indeholder bl.a. en glimrende artikel af Henrik Horn om WTOs problemer – dvs. Doharunden – og fremtid. Horn understreger bl.a. problemet med at EU og USA presser på for at tvinge fattige lande til at indføre særlige reguleringer, og vurderer, at de supermagter har ”tappat intresset för WTO.”

Nummeret omfatter også artikler om lejeregulering, diskussionen om en højere pensionsalder, og produktivitetsudvikling, og en leder om forskningsfrihed. Som altid er Ekonomisk Debatt stærkt anbefalet.

Ekonomisk Debatt om indvandring

Det nye nummer af det glimrende, svenske Ekonomisk Debatt udkom forleden. Nummer 4 er et temanummer om indvandring og skal nok give debat. Rita Bredefeldt skriver om de svenske jøders integration, Ali Ahmed om hvad man mener at vide om etnisk diskrimination, Andrej Kokkonen om hvorfor svenskerne stemmer på Sverigedemokraterne, Martin Ljunge om opdragelse af indvandreres børn, Johan Wennström og Özge Öner om hvordan flygtninge spredes geografisk bland de svenske kommuner (i et noget andet system end det danske), og Jan Ekberg om indvandrerkvinder har lavere pension. Tidsskriftet, der for tiden redigeres af Niklas Bengtsson og Niclas Berggren – også kendt som Nonicoc på Twitter og en særlig ven af punditokraterne – sigter ikke efter at være enig med alle, men efter at skabe informeret debat. Ingen tvivl om, at det nok skal lykkes med dette temanummer.

Nyt nummer af Ekonomisk Debatt

I dag udkommer det nye nummer af det glimrende, svenske Ekonomisk Debatt. Lederen handler om landbrugsstøtten, og er særdeles læsværdig. Se blot det lille pluk her:

I stället för att utgå från ett samhällsmål och sedan bestämma styrmedel, tvingas politikerna utgå från ett styrmedel – i detta fall en ganska betänklig kontantsubvention till en särskild bransch – och sedan sondera remissinstanserna om vilka samhällsmål det kan tänkas bidra till. Arrangemanget öppnar upp för särintressen, symbolpolitik och allmänt byråkratiskt krångel.

Derudover er der fine artikler om bl.a. nationaløkonomers rolle i debatten (af Mats Lundahl) og hvem der har gavn af omfordeling (af Gunnar Brådvik). Som altid varmt anbefalet.

Nyt nummer af Ekonomisk Debatt

Forleden udkom det nye nummer af Ekonomisk Debatt, det fine, svenske økonomitidsskrift. Nummeret omfatter blandt andet en artikel om svenske finanskriser af Hans Bäckström og en ødelæggende gennemgang af Pikettys Capital in the Twenty-First. Højdepunktet er dog redaktørerne Niclas Berggren og Therese Nilssons leder om ulighed. Under titlen ” Sex reflexioner om ojämlikhet” gennemgår de seks forhold omkring ulighed, som enten ignoreres eller behandles stedmoderligt i debatten. Lederen er glimrende som ’think piece’ og ville passe i ethvert gymnasieforløb om ulighed i samfundsfag, hvis læreren da er interesseret i en balanceret tilgang. Det hele er endnu en gang stærkt anbefalet for alle interesserede.

Nyere indlæg »

© 2020 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑