Tag-arkiv: emerging markets

Hvem er egentlig ”emerging markets”?

Der tales meget i disse år om de såkaldte ”emerging markets” – økonomier, der vokser hurtigt op mod mellemindkomststatus, så i hvert fald en del af deres markeder begynder at se attraktive ud for vestlige producenter. De fleste eksportører har derfor en klar interesse i at kunne definere, hvor de nye markeder dukker op. Der kan for eksempel være first mover fordele – de første på markedet leverer de varer, som forbrugerne vænner sig til og sammenligner resten med – og blot det at vide, hvor markederne er og hvor stort potentiale de har, er en vigtig ingrediens i eksportsucces. I pressen og blandt erhvervsfolk tales der således meget om BRIC-landene – Brasilien, Rusland, Indien og Kina – som de vigtige emerging markets. Spørgsmålet er, om de har ret? Er det virkelig de fire lande, der er mest interessante? Jeg var ikke sikker og besluttede mig til at se nærmere på sagen.

Metodologien er ret simpel: Man giver lande en score mellem nul og fire, afhængig af hvor mange af de følgende spørgsmål man kan svare ja til: Har landet haft en gennemsnitlig, årlig vækst i købekraften mellem 2000 og 2007 (dvs. umiddelbart før finanskrisen satte ind) på mere end fire procent? Har væksten været højere end tre procent? Er det potentielle marked blandt de 20 procent rigeste (altså den del af befolkningen, der ville kunne købe varer af vores normale kvalitet og udbud) større end det tilsvarende marked i f.eks. Spanien når man måler på BNP? Er markedet større når man måler på privatforbrug? Denne simple regel giver således hvert land en ’karakter’ for, hvor interessant det er som emerging market.

Kun tre lande får en score på fire: Indien, Kina og Rusland. Alle har store potentielle markeder, og alle voksede hurtigt i perioden 2000-2007. Jeg vil dog tillade mig at stille et spørgsmålstegn ved Rusland. Den russiske vækst har i det store og hele været en konsekvens af høje energipriser på verdensmarkedet, og landet mangler i desperat omfang reformer af både økonomi og institutioner for at gøre væksten stabil på længere sigt. Det samme gælder i et vist omfang Kina, selvom de ekstreme vækstrater imponerer.

En mindre gruppe lande får en score på tre, primært pga. lidt lavere vækstrater. Disse lande er: Iran, Pakistan, Thailand og Ukraine. Denne gruppe tæller også lidt rigere lande som Polen og Sydkorea. Her er overraskelserne altså, ikke mindst to tidligere kommunistiske lande tæt på os. Og hvor mange havde regnet med at se Iran og Pakistan i den interessante halvdel? Men de to lande ser faktisk virkeligt interessante ud, vurderet på objektive kriterier.

I gruppen med en score på to, ligger de naturligvis også flere interessante lande. Brasilien, Indonesien, Mexico og Tyrkiet har alle store mellemindkomstmarkeder, der indlysende nok er attraktive for bl.a. danske eksportvirksomheder. Problemerne er blot deres vækst. Brasilien, som altid nævnes som et af de spændende lande, havde for eksempel kun en gennemsnitlig årlig vækst i købekraften i perioden på 1,7 procent. Indonesien (2,7 procent) og Tyrkiet (2,3 procent) ser faktisk mere interessante ud på den lidt længere bane.

Pointen er, at når man ser på fakta og ikke blot spin og småsnak fra VL-grupper, ændrer billedet sig en hel del. Nok er Indien og Kina stadig de absolut mest interessante lande – hvem ville sige nej til at levere til en hurtigt voksende middelklasse på 300 millioner mennesker i et demokratisk land? – men mange andre lande, der er udnævnt til at have særlig interesse, ser faktisk ikke særligt spændende ud. Det gælder ikke mindst for Brasilien, som endda har valgt en ny statsleder med bekymrende økonomiske ideer. Og så må man ikke glemme de mindre sexede, men stadig attraktive områder. En del lande i Kaukasusregionen vokser faktisk hurtigt i disse år, ikke mindst Georgien (9,0 procent) Kazakhstan (8,5 procent), Armenien (9,9 procent), Azerbaijan (12,7 procent) og Tajikistan (4,9 procent), der tilsammen tæller en befolkning på 36 millioner, dvs. et potentielt marked på størrelse med Spanien. Måske ville det være en idé at se mere på fakta, og lytte mindre til vrøvl fra tilfældige politikere, embedsmænd og erhvervsfolk unde bredere udsyn.