Tag: EU (side 1 af 4)

PKK om Vestens succes

Den Gamle Redacteur Peter Kurrild-Klitgaard har en fremragende klumme i Børsen i dag, der er særdeles læseværdig. Kurrilds umiddelbare ærinde er at advare mod de centraliseringstendenser, man ser i både Danmark og i særdeleshed i EU. I Danmark er rygmarvsreaktionen på snart sagt ethvert reelt eller opfattet problem i kommuner og regioner, at man nok hellere må flytte beslutningerne til Christiansborg, og definere fælles standarder osv. På europæisk plan har bl.a. Jean-Claude Juncker i en stil, der giver mindelser om Komiske Ali, erklæret at Brexit indebærer, at EU nu må sætte ekstra fart på ’den dybe integration’, hvilket betyder flere fælles-europæiske beslutninger og en langt stærkere centralisering  af magten i Bruxelles.

Under overskriften ”Skyldes Vestens velstand splittelse?”  minder PKK læserne om en af de stærkeste forklaringer fra økonomisk historie. Mens der er indikationer på, at latin gennem kirken / klostrene kom til at fungere som et lingua franca, der tillod (tilstrækkeligt veluddannede) europæere at kommunikere med hinanden, er hovedforklaringen på Europas succes en helt anden, end påstande om kristendom, kolonimagt, eller andet. Som Rosenberg og Birdzell pegede på i klassikeren How the West Grew Rich for mere end 30 år siden, skyldes velstanden i høj grad, at kontinentet var politisk fragmenteret. Som PKK formulere hovedtesen var Europa fra omkring 1000 en makroregion, hvor mange og ”ofte små, politiske enheder konkurrerede med hinanden. Hvis en fyrste det ene sted opførte sig vanvittigt, var det let at slippe væk, og det førte til en konkurrence om ikke at være for frastødende. Det fremmede økonomisk konkurrence og innovation.”

Historien peger dermed på, at EU’s centraliseringstendens – baseret på en idé hos Juncker og ganske store dele af den primært fransk-rettede europæiske elite om, at de ved bedre og andre bør have interesse i at rette ind – er ganske problematisk på langt sigt. Hvis der kun er ét sæt idéer, og kun én måde at gøre tingene på, lærer man aldrig noget nyt, og stopper derfor med at udvikle sig. Eller som PKK skriver, ”Hvis det var denne politiske decentralisering indenfor fælles normer, der skabte det europæiske mirakel, er det en advarsel overfor en tro på, at centralisering automatisk vil skabe velstand. Det er en vigtig lærdom ift. EU’s fremtidige udvikling.” Som så ofte før er PKKs klumme stærkt anbefalet.

Ét år til Brexit

I det, der for få år siden blev kaldt blogossfæren, fndes der en række gode serier af samtaler, diskussioner og debatter, og the Institute of Economic Affairs fremragende podcast-serie Live from Lord North Street er en af dem. I IEAs  nyeste podcast i serien taler Madeline Grant tænketankens egne Julian Jessop og Shanker Singham om Brexit. Anledningen er, at vi i dag er præcist ét år fra dagen, hvor Storbritannien endegyldigt udtræder af den Europæiske Union.

Adspurgt direkte om de fremtidige udsigter for briterne, er hverken Jessop eller Singham specielt pessimistiske. Begge understreger, hvor store usikkerhederne er og hvor meget, der afhænger af den specifikke aftale, landet får med den resterende union. Jessop og Singham peger dog også begge på, hvor partiske mange analyser af Brexit stadig er, og hvor meget der ligger gemt i analysernes grundlæggende antagelser. De overvejelser er velkendte for de fleste økonomer, og diskuteres ofte og heftigt i medier og politik, men de to IEA-økonomer understreger også begge, hvor meget der afhænger af de andre aftaler, briterne skal og kan indgå.

En af Julian Jessops hovedpointer glemmes ofte, også selvom vi har skrevet om den både her på stedet og i Børsen: For at have mulighed for at realisere en række af de potentielle gevinster ved Brexit. Det er derfor ”essentielt at forlade toldunionen” og han er i samtalen meget klar i sin vurdering af, at det er positivt at alle aktører – andre landes politikere, britiske og udenlandske virksomheder osv. – nu ved med rimelig sikkerhed, at der kommer til at ske.

De væsentlige gevinster kommer netop af, at Storbritannien genvinder landets uafhængighed i told- og handelspolitikken. Det gælder ikke kun, som vi tidligere har skrevet om, at et fortsat medlemskab ville have gjort en af de væsentlige potentielle gevinster ved Brexit umulige, da langt de fleste af de kendte gevinster afhænger af, at Storbritannien kan tage væsentlige skridt væk fra de ofte stærkt protektionistiske elementer i EU’s politik.

Jessop understreger, at en del af medlemsskabet i toldunionen også tvinger lande til at implementere en række ’non-tariff regulations’, der fungerer som handelsbarrierer. Hans pointe, som jeg ikke erindrer at have set kommunikeret så klart før, er at der er et ganske stort og nødvendigt overlap mellem toldunionens handelspolitik og unionens reguleringspolitik.

Jessop understreger, at en række væsentlige detaljer, der er uenighed om i forhandlingerne, er i hvilken grad Storbritannien skal overholde fælles EU-reguleringer. Det er altså ikke et spørgsmål om toldbarrierer som sådan, men meget specifikke krav til at varer – og i en række tilfælde også produktionsprocesser – der importeres fra Storbritannien skal overholde EU’s reguleringer. Som Jessops kollega Shanker Singham formulerede det, ville landet indenfor toldunionen ”not be able to slow down European regulation.” Jeg er meget enig med Singham i, at det er en voksende bekymring, ikke mindst når man tager Jean-Claude Junckers udmeldinger efter Brexit alvorligt. Juncker har erklæret, at Brexit er en mulighed for resten af EU at rykke mod langt dybere integration, hvilket i EU-speak betyder langt mere regulering, fælles politik, og endda i en række forslag, fælles finans- og skattepolitik og EU-skat.

Singham er dog ikke naiv, og understreger også i samtalen, at der er en række tin, som briterne sagtens kan gøre bedre selv. Hans primære eksempel er toldbehandling, som ikke just er hurtig eller gnidningsfri, og hvor han ønsker sig, at det britiske embedsværk lærer af særligt Hollands ekstremt effektive håndtering. Derudover peger han også på, at det er ”fænomenalt svært” at vurdere effekter på handel. I modsætning til hardcore ideologiske tilhængere af Brexit peger han også på, at det er helt legitimt at antage, at der er større told- og handelsomkostninger, og problemer med ’trade diversion’. En analyse fra Whitehall, der blev lækket i medierne forleden, estimerer dem til cirka 27 milliarder pund over de næste 15 år. Singham gentager dog pointen, som forfatterne selv peger på, at analysen er partiel, og heller ikke ser på nogen af de mulige gevinster. Der er således ikke, som nogle danske medier synes at tro, tale om en cost-benefit analyse, men udelukkende en analyse af omkostningssiden. Og dele af de omkostninger, der tales om, er ikke rigtige omkostninger. Det irsk-britiske common travel area, der betyder at der er pas- og kontrolfri adgang mellem Irland og Nordirland, faktisk er fra før 1973 og derfor ikke bør berøres af Brexit.

Spørgsmålet er så, hvordan markederne reagerer og hvordan den britiske økonomie har udviklet sig efter afstemningen? Svaret er, at økonomien er fortsat med at vokse, men nok lidt langsommere end ellers. Der er for eksempel usikkerhed omkring hvad der kommer til at ske, der har ført til lavere investeringer. Jessops vurdering er dog, at der ikke er tegn på permanente problemer, pundet er begyndt at rette sig op efter at have tabt værdi i månederne efter afstemningen, og investeringsunderskuddet for tiden skyldes primært projekter, der er udskudt pga. usikkerheden, og ikke aflyst. Der er heller ingen tegn på, at det finansielle centrum i the City lider. Og som hans kollega minder om, er en del af de nuværende forhandlinger udenfor EU-regi nødvendige for at Storbritannien kan genindtræde som suverænt medlem af WTO. At landet nu får en selvstændig stemme i internationale handelsfora er også et resultat af Brexit, og som Singham omhyggeligt peger på, forventer andre lande i WTO, at Storbritannien bliver mere liberalt end EU. Nok kan man have sine tvivl om Theresa Mays kompetence, og hvad Labour under ledelse af Jeremy Corbyn kan finde på, men markederne regner med, at Brexit er gavnligt for både Storbritanniens og verdens frihandel. Det i sig selv er gode nyheder.

Skal Storbritannien blive i toldunionen?

I sidste uges Live From Nord North Street, the Institute of Economic Affairs fine podcast-serie, talte Madeline Grant med IEA’s cheføkonom Julian Jessop om hvad der taler for og imod, at briterne sigter efter at forblive en del af EUs toldunion. De fremtidige handelsforhold er centrale for Brexit-problematikken og for, hvordan briternes økonomi sandsynligvis kommer til at udvikle sig efter Brexit. Emnet diskuteres heftigt i Storbritannien, men burde også fylde i de danske medier. Storbritannien er for eksempel ikke blot Danmarks tredjestørste eksportmarked – et forhold, danske politikere forstår – men også vores sjettestørste importpartner. Jo bedre en aftale briterne får, jo bedre er det for dansk økonomi og danske forbrugere.

Baggrunden for IEA-diskussionen er, at Confederation of British Industry, den britiske ækvivalent til DI, forleden argumenterede for at landet bør forsøge at blive i toldunionen. Organisationens argument er, at en forbliven i toldunionen vil sikre, at britiske eksportvirksomheder bevarer deres toldfrie adgang til det Indre Marked, og dermed ikke skades af Brexit. Et andet argument, som Jessop nævnte i podcasten, er at fortsat deltagelse i toldunionen vil løse en del af de noget absurde problemstillinger, der er omkring den irsk-nordirske grænse. Nok er Storbritannien et ørige, men fordi Nordirland som bekendt stadig hører under kronen, har landet alligevel en landgrænse med EU. Pt. er den grænse mindst ligeså porøs og nem at passere som den dansk-tyske grænse, men EU har truet med at lukke den og gå tilbage til en situation med permanent paskontrol hvor alle person- og lastbiler stoppes. Hverken irerne eller briterne er interesseret i andet end en fortsat åben grænse, men det synes Michel Barnier at være relativt ligeglad med.

Alligevel er det interessante i Grant og Jessops samtale, at der også er forhold der taler for at briterne bør udtræde af toldunionen og forhandle en separat aftale. Overvejer man spørgsmålet kan det heller ikke undgås, at det fører til at man overvejer fordele og ulemper ved det danske medlemskab. En central del af diskussionen, der gør den mere kompleks end blot en idiotisk rygmarvsreaktion som at vi ”taber handel med EU”, er at EU både giver nemmere handel til andre EU-lande, men også begrænser mulighederne for at handle frit med lande udenfor EU.

Spørgsmålet er derfor om balancen mellem trade creation og trade diversion. En række firmaer står til at miste en del af deres markedsadgang, hvis Brexit indebærer at, at Storbritannien udtræder af toldunionen og ender med en aftale, der er tydeligt værre. Det kan ske hvis briterne tvinges til at betale told, hvilket ikke betyder at grænserne lukker – husk, at det værste der kan ske er, at de kommer til at få såkaldt MFN-adgang ifølge WTO-reglerne. Det kan også ske, hvis de bevarer toldfri adgang til EU-markederne, men kommer til at bære væsentlige dokumentationsudgifter, der i sig selv er non-tariff barriers.

Den anden side af sagen er dog, at virkeligheden i enhver toldunion også er, at medlemskab forhindrer et land i at indgå andre handelsaftaler. I en toldunion har man fri adgang til andre medlemmers markeder, og en fælles handelspolitik. For Storbritannien betyder det, at fortsat medlemskab i særdeleshed forhindrer landet i at indgå aftaler, der er bedre og indebærer friere handel end EU’s laveste fællesnævner (læs: Frankrig) tillader. Jessop understreger således, at briterne efter Brexit på sigt har mulighed for at lave bedre aftaler – og i bedste fald fuldstændigt fri handel – med en række af verdens emerging markets, ligesom de også kan tage større skridt mod fuldstændig fri handel med f.eks. Canada.

Grant og Jessop er således fornuftens stemmer i det kvarter, deres IEA-samtale tager. De peger på, at der er tab forbundet med Brexit, hvilket der næppe er nogen i den britiske eller danske debat, der tvivler på. De understreger derimod også, at der er potentielle gevinster forbundet med at bryde med EU’s toldregime, hvilket ofte overse af politikere og kommentatorer. EU er, som vi understregede forleden i Børsen, udadtil en af de stærke protektionistiske kræfter i verden. Brexit, håndteret af mere indsigtsfulde politikere end den robotagtige Therese May, åbner også en række muligheder. Jo stærkere frihandelstraditionen er i et land, jo mere sandsynligt er det, at landet kan få faktisk gavn af at bryde med den fælles handelspolitik da dets politikere kommer til at være mere tilbøjelige (alt andet lige) til at implementere friere handelspolitik. Og er der lande i Europa med stærkere frihandelstraditioner og –præferencer end Storbritannien og Danmark? Det skulle da lige være Sverige.

Latinamerika – Who’s hot and who’s not III – Argentina og europæisk protektionisme

EU og Mercosur har siden 1999 forhandlet om indgåelse af en handelsaftale uden resultat. Mens hovedansvaret for de manglende resultater for blot få år siden primært kunne lægges på et par af landene i Mercosur – ikke mindst Argentina – er EU i dag den største hindring for indgåelse af en aftale.

Argentina’s præsident, Mauricio Macro besøgte i fredags Frankrig og Macron. Der blev diskuteret Argentina’s evt. optagelse i OECD (hvilket USA støtter, mens de Europæiske medlemslande er mildt sagt mere forbeholdende), reformerne i Argentina og ikke mindst mulighederne for endelig at få en handelsaftale i stand mellem EU og Mercosur – Argentina, Brasilien, Paraguay, Uruguay og Venezuela (som dog er suspenderet, og næppe bliver aktivt medlem igen, med mindre der kommer et demokratisk regimeskifte) – efter næsten 20 års forhandlinger.

På den efterfølgende pressekonference vist Macron desværre at han trods al snakken om modernisering af Franskrigs økonomi og markedsliberale reformer, først og sidst er franskmand. Således sagde han om en mulig handelsaftale;

“Vi vil ikke indgå i aftaler, der favoriserer landbrugs- eller fremstillingsvirksomheder, tusind kilometer væk og med en anden social og miljømæssig model, der er forskellig fra dem, der pålægges tilsvarende sektorer i Europa”

Og fortsatte

“Frankrig er fast besluttet på at sikre sit oksekødsmarked og produktion i forbindelse med Brexit og er ikke villig til at tillade destabilisering i en sektor, den betragter som fremragende”

Når man ser på hvad EU har at tilbyde er det rent ud sagt beskæmmende. Det seneste (kendte) udkast fra EU indebærer således at man allernådigst vil tillade at Argentina, Paraguay, Brasilien og Uruguay kan eksportere 70.000 tons oksekød toldfrit til EU. Det er 30.000 tons mindre end det tilbud, som var på bordet  i 2004!!!!! Kommissionens forklaring er at EU-borgerne spiser mindre kød i dag. De 70.000 tons skal ses i forhold til at man i 2017 producerede små 7,8 mio. tons oksekød i EU.

Ligeledes blokerer EU for optagelse af Argentina og andre lande i OECD, mens USA er positive. Ak ja, hykleriet er til at tage og føle på.

Oplever Argentina et varigt paradigmeskift?

Hvis der skulle være nogle af læserne som er skeptiske overfor reformer i Argentina er det fuldt forståeligt. Historisk har den første økonomiske politik været mildt sagt inkonsistent, og man er vekslet mellem boom og bust, mens den overordnede økonomiske vækst gennem de seneste 50-100 år har medført, at man er gået fra at være et verdens rigeste lande til den “bløde” mellemvare, hvilket vi har behandlet tidligere her på bloggen, hvor vi også har anbefalet Mauricio Rojas fremragende bog “Carmensitas sorg” (kan desværre ikke længere  downloades gratis), som fortæller historien om Argentinas økonomiske forfald.

Som altid er der “pro and cons”. Som IMF bemærker i deres seneste revision for Argentina, som udkom ultimo 2017;

The economy is rebounding. The government has unwound multiple distortions and made important progress in restoring integrity and transparency in public sector operations. These policy changes have put the economy on a stronger footing and corrected many of the most urgent macroeconomic imbalances. Argentina is experiencing a solid recovery from last year’s recession and, even in the face of planned fiscal consolidation and ongoing efforts at disinflation, growth is expected to slowly pick up in the coming years. Inflation continues to fall, albeit at a slower pace than targeted by the central bank.

Men samtidig påpeger man (korrekt), at der er en række faldgrupper ved den gradvise tilpasning og reformstrategi, som man har valgt. På den ene side er den økonomiske vækst vendt tilbage mv., men samtidig oplever man stigende underskud på betalingsbalancen, øget ekstern gældsætning,mens inflationen nok er faldet, men fortsat er høj (og højere end oprindeligt forventet (IMF’s seneste opdaterede forventninger for de kommende år fremgår af nedenstående tabel).

Som man bemærker,

The gradualist fiscal strategy adopted by the authorities smoothed the impact of the needed consolidation on activity and jobs but comes with negative side effects,

Givet den politiske virkelighed og regeringens behov for at samle et flertal bag sin politik, har man næppe haft noget alternativ. Og mens der fortsat er et stort behov for yderligere reformer, skal det fremhæves at man faktisk har taget fat på både arbejdsmarkeds-, skatte- og pensionsreformer. Og sammenlignet med naboen Brasilien, er man nået en del længere. Således lykkedes det at gennemføre nødvendige pensionsreformer i efteråret, på trods af voldsom modstand fra de traditionelt stærke (og peronistiske) fagforeninger. Dette i modsætning til Brasilien som siden 2016 igen og igen har udsat sine pensionsreformer, som for hver udsættelse er blevet svagere og svagere (og lige nu er risikoen for at der ikke gennemføres noget før præsidentvalget til efteråret ganske betydelig).

Det er også værd at bemærke at præsident Macri og hans regering styrkedes ved efterårets midtvejsvalg, hvilket tyder godt for Macri’s chancer for genvalg ved præsidentvalget i 2019.

I så tilfælde bliver han den første ikke-peronistiske præsident som genvælges. Det vil i sig selv være en afgørende begivenhed i Argentina, hvor peronisterne har domineret Argentinsk politik siden 1940erne – hvis man ser bort fra perioderne med militærdiktatur.

Ud over økonomiske reformer bør også medtages, at man siden 2015 også aktivt har arbejdet for at sikre Argentinas internationale position. Argentina står således for afholdelsen af dette års G20 møde. Ligeledes søger man aktivt at blive medlem af OECD, hvilket bakkes op af USA, mens de europæiske lande desværre er mere tilbageholdende. Endelig har man søgt om observatørstatus i Alianza del Pacifico.

Så svaret til om Argentina oplever et reelt paradigmeskifte er, at der i hvert fald ikke har været noget tidspunkt de seneste 70 år, hvor det har været mere sandsynligt.

Der er sket et markant sving væk fra tidligere tiders nationalistisk økonomiske politik, ligesom det ser ud til at man er meget opmærksom på at gøre noget ved to andre karakteristika ved Argentina, nemlig meget ringe institutioner ( i årevis kunne man ikke stole på officiel statistik, som blev masseret, så det passede til regeringens behov) og en høj grad af korruption. Træerne vokser som bekendt ikke ind i himlen. Men der er trods alt grund til en hvis optimisme denne gang i forhold til Argentinas fremtid. Derfor hører landet til i kategorien “Hot”.

At EU’s ageren af hensyn til snævre nationale brancheinteresser indtil videre ser ud til at forhindre indgåelsen af en handelsaftale mellem Mercosur og EU, er så meget beklageligt. Alt andet lige gør en sådan ageren både arbejdet med at reformere Argentina (og Brasilien for den sags skyld) vanskeligere og er i sidste ende også til skade for de Europæiske økonomier og befolkninger. Her kan man desværre ikke tale om et paradigmeskifte. Der er fortsat tale om Europæisk hyklerisk tale, hvor man peger fingre med den ene hånd, mens man fortsætter en protektionistisk politik til glæde for de få, men skade for de mange, med den anden hånd. Naturligvis pakket ind i tilpas “CSR”-agtig jargon om hensyn til miljø og arbejdsforhold, som nu kun Europæiske (franske) statsledere kan gøre det.

 

 

 

 

Eurogruppemødet. Tilbage til afgrunden?

Med lørdagens Eurogruppemøde lurer Grexit stadig lige om hjørnet, for landet trådte kun ét skridt tilbage fra afgrunden i går.

Alexis Tsipras store bedrift er, at han i går samlede hele det græske parlament minus de de mest vanvittige yderfløje i europæisk politik. Det var en “rally around the flag” bedrift. Han gjorde det, selvom han ofrede den mest radikale venstrefløj i sit eget parti, Syriza, Denne venstrefløj kan ikke sammenlignes med den tilsvarende i det danske søsterparti, Enhedslisten. Vi skal ud i det yderste af det yderste af 70’ernes Venstresocialisterne (VS), som Enhedslisten bygger videre på.

Tsipras store selvmål var han bragte Grækenland milimeter fra Grexit. Hans taktik byggede i bogstaveligste forstand på ‘brinkmanship’. Strategien havde til formål at få de europæiske kreditorlande til at forstå, at den græske gældsudvikling ikke er holdbar, og at der er behov for endnu en haircut af gælden. Resultat blev, de mest hardcore aktørmodparters tillid til grækerne blev totalt slidt ned.

Og den bliver ufattelig svært at genopbygge, så længe Syriza er ved roret. Og det kan de blive en god rum tid endnu. For hos de græske vælgere, er tilliden til Syriza tårnhøj nu. Ved valget fik partiet 33% af stemmerne, en lille finger fra et absolut flertal grundet det særlige græske valgsystem. Partiet er i den seneste meningsmåling går 13% frem, hvilket er vanvittigt meget også i græsk politik, og ved et nyvalg vil partiet sidde med et stort absolut flertal.

Syrizas hårdeste modpart er ikke Tyskland. Tyskland er en for løs og sammensat størrelse. Den værste modpart er Merkels eget søsterparti, CSU. CSU rumsterer kun i Bayern, men det er stort parti. Det er et meget konservativt parti, som har en stolt tradition for at være strengt nationalistisk og se stort på Tysklands europæiske ansvar. Det er ikke nogen tilfældighed, at de mest højreorienterede og nationalistiske bevægelser i de sidste 100 år kommer fra denne provins. Partiets budskab i denne sag: Grækenland har aldrig haft nogen plads i eurosamarbejdet. Det er blevet slået fast med syvtommersøm nu. Det er der kun én løsning på: Grexit. Og Grækenland bliver ikke det første land, der vil blive sparket ud. Andre sydeuropæiske lande venter.

Hovedparten af den anden fløj i den store regeringskoalition, SPD, er betydeligt mere medgørlige.

Så det store spørgsmål er: Hvor placerer Merkel og finansminister Schäuble (begge CDU) sig?

Bild (hvis rapportering altid skal tages med et stort grant salt) rapporterer i dag, at Merkel og Schäuble er uenige.
Merkel ønsker ikke at skrive sig ind i historien som den tyske kansler, som vente ryggen til efterkrigstidens tyske Europapolitik til fordel for nationale særinteresser.

Schäuble mener derimod, at det nærmest bliver en umulig opgave at genopbygge tilliden til grækerne igen. Tiden er allerede rindet ud, og dagens Eurogruppe-møde er nærmest formålsløst. Ved indgangen til mødet udtalte, Schäuble sig lidt i samme toner. Tilliden er på nulpunktet og der skal langt mere til, end det forholdsvis tynde dokument, som nu er blevet stemt igennem i det græske parlament.

Hvad kommer der til at ske?

Hvis man trækker på historien, og der kan man gå helt tilbage til Financial Times rapport i 1968 om, at ‘den tyske økonomiske kæmpe var holdt op med at opføre sig som en politisk dværg’ — og tiden frem -, så bliver udfaldet, at Tyskland i princippet gerne vil beholde grækerne i euroen, men det bliver på stærkt skærpede betingelser.

Disse nye betingelser skal Alexis Tsipras igen præsentere det græske parlament for-, og som bliver langt sværere at samle et flertal for. Og så står vi måske i den umulige situation, som presser Grækenland ud af euroen.

De politiske følgevirkninger af dette er ikke så svære at forudsige: Grækenland vil gå besærk i dets fjendtlighed over for Tyskland, og det nynazistiske Gyldent Daggry vil vejre ny morgenluft Og Frankrigs, Sydeuropas, IMFs og USAs vrede og frustration, vil blive direkte rettet mod Angela Merkel.

Hun vendte vitterligt ryggen til hele efterkrigstidens Europapolitik. Kan tilliden til Tyskland nogensinde genskabes?

Historien viser, at Tysklands europæiske modparter som regel æder de nye tyske krav. Men de gør det ikke altid, når kravene skal implementeres.

Grexit kan stadig blive en realitet om nogle måneder.

Tyrkiets relationer til EU har nået et nyt lavpunkt

Skærmbillede 2016-08-01 kl. 18.08.31
I går stillede Tyrkiet EU over for et ultimatum: Hvis EU ikke hæver sit visumkrav til tyrkiske statsborgere, som rejser til EU lande, inden oktober, vil Tyrkiet “blive tvunget til” ikke at opfylde EU’s krav om at tilbagetage illegale migranter og flygtninge, som er rejst til Grækenland via Tyrkiet. Aftalen blev indgået i marts, og arkitekterne var Tysklands kansler Angela Merkel og Tyrkiets nye premierminister, Ahmet Davutoglu.
Ifølge aftalen stillede EU dog ikke mindre end 72 krav for at ophæve visumkravet.
Hvis kravene blev opfyldt ville EU ophæve visumkravet per 1. juli 2016. Men kravene blev ikke opfyldt. Og siden det fejlslåede militærkup i Tyrkiet d. 15. juli, er det bare blev værre og værre. I EU er man dybt bekymret over nedsmeltningen af de fundamentale menneskerettigheder, og man er særligt bekymret for, at Erdogans regering vil genindføre dødstraf i Tyrkiet. Dødsstraf er ofte blev indført i forbindelse med Tyrkiets hyppige militærkup. Men i 2002 blev den uigenkaldeligt afskaffet i forbindelse med landets bestræbelser på at blive optaget i EU.
 Aftalen mellem Tyrkiet og EU blev indgået d. 18 marts 2016. Ifølge aftalen ville EU betale Tyrkiet €6 mia. årligt, give tyrkere visa-fri adgang til EU samt modtage et vis antal asylansøgere mod, at Tyrkiet tilbagetog alle illegale migranter og flygtninge, som var rejst til den mest populære rute til Grækenland via Tyrkiet. Som led i aftalen stillede EU ikke færre end 72  krav, hvoraf mange endnu ikke er blevet opfyldt. Dette forklarer, hvorfor EU ikke ophævede sit visumkrav per 1. juli. I første omgang forlængede den tyrkiske regering fristen til d. 15. juli, men samme dag som deadlinen blev Tyrkiet udsat for et militærkup,
Siden er det kun gået ned ad bakke. På det seneste har Grækenland udtrykt stærk bekymring for, at antallet af illegale flygtninge er steget kraftigt, bl.a. som følge af Erdogans endnu hårdere politiske kurs efter det fejlslåede militærkup. Politiske kilder i Grækenland hævder ligefrem, at antallet af flygtninge, som når til Grækenland er tilbage til niveauet  fra før 18. marts. 

Taharrush er kommet til Europa

2015 blev året, hvor der for alvor kom gang i flygtninge- og migrantstrømmen til Europa. Menneskestrømmen var så stor, at man nærmest kunne tale om en veritabel folkevandring. Det borgerkrigshærgede Syrien var ikke det eneste land, som mennesker flygtede fra, eller valgte at forlade. En lang række lande i Mellemøsten, Afrika og Asien figurerede også i Eurostats  statistikker, fx. Afghanistan, hvorfra angiveligt kom mange uledsagede mindreårige. Men også lande, hvor det er relativt sikkert at opholde sig, bidrog, bl.a. Iran, Pakistan og Bangladesh.

Det var især Tyskland og Sverige, som blev udset som mål for permanent ophold i Europa. Tyskland modtog omkring 1 million flygtninge og migranter, mens Sverige modtog 163.000 asylansøgere, hvoraf ca. 70.000 var mindreårige. Dertil kan lægges et ubestemt antal, som ikke søgte asyl, men opholdt sig illegalt i landene.  Presset var så stort, at vi midt i 2016 stadig venter på den endelige opgørelse.

europe-borders-and-fences-map_02

De tyske og svenske politiske lederes reaktion var i første omgang imødekommende  overfor de mange nye mennesker i Europa Meldingen var, at man nok skulle skaffe husly til alle dem, som ønskede at søge asyl. Den folkelige reaktion var mindre entydig, men i Tyskand var dagene i august 2015, præget af folkelige manifestationer, hvor flygtningene og migranterne blev budt velkommen med jubelråb, flag, tæpper, mad og drikke. Den tyske kansler, Angela Merkel bifaldt dette, og lod sig fotografere, mens hun omfavnede flygtninge- og migranter, og tog selfies sammen med dem. Angela Merkel blev berømt eller berygtet for hendes vi-har-plads-bemærkning. ”Wir schaffen das”.

merkel_migrantselfie

Men alt var bestemt ikke uproblematisk. Med jævne mellemrum berettede tyske medier om overgreb på kvinder og kristne i de overfyldte flygtningelejre. Ved enkelte lejligheder blev der ligefrem rapporteret om massevoldtægter. I Danmark skabte det med få undtagelser dog ikke overskrifter i medierne.  Men hvis man fulgte med på de sociale medier, kunne man bemærke en veltilrettelagt velkomstkampagne, da flygtningestrømmen nåede Danmark i september 2015. Debatten om, hvordan flygtningene og migranterne konkret skulle modtages, foregik ikke altid i lukkede fora, men i nogle tilfælde helt i det åbne, og nogle vil sige uforsigtigt, på bl.a. Facebook. Igen og igen blev det fremhævet, at budskabet til den danske befolkning kun måtte være rosenrødt. Alle negative historier skulle undgås, for ikke at sige undertrykkes. Kritikere skulle stigmatiseres som racister.

refugeeswelcome1

Men det måtte jo få en ende.

Allerede få uger efter, at Merkel havde givet grønt lys til flygtningene og migranterne, meddelte Tysklands indenrigsminister, Thomas de Maizière, at bristepunktet var ved at være nået, og at man muligvis ville indføre grænsekontrol. Imens voksede den indenlandske kritik af Merkels immigation- og asylpolitik, ligesom kanslerens approval ratings raslede ned fra ca. 75% til blot 46% i løbet af få uger.  Den politiske tolerancetærskel var endnu lavere andre steder, især i Central- og Østeuropa. Den 24. september begyndte Ungarn at forsegle grænsen til Slovenien med et grænsehegn, og i ugerne og månederne efter faldt EU’s åbne grænser—en hovedhjørnesten i  Schengensamarbejdet—som dominobrikker. Selv Sverige fik til sidst nok, og indførte grænsekontrol. Danmark, Norge og Finland fulgte kort tid efter.

Men det værste var endnu i vente. I timerne efter at nytåret til 2016 var skudt ind, eksploderede det.

I første omgang fik det ikke megen opmærksomhed i medierne. De to lokale Kølnaviser havde nogle korte notitser i deres lørdagsudgaver (2. januar), men om mandagen spredte dækningen sig til samtlige tyske medier. Mediedækningen var så massiv, at man skulle tilbage til terrorangrebet d. 11. september 2001 eller Murens fald i 1989, for at finde mage. Opmærksomheden var særlig stor omkring, hvad der var sket i Køln.  Her var kvinder i alle aldre blevet omringet og angrebet af hundredvis af unge mænd af arabisk herkomst. Selv i skrivende stund venter vi på de endelige tal, men den foreløbige rapport, som blev lækket i juli  2016, taler om, at mindst 2.000 mænd var involveret. Kvinderne blev befamlet og gramset på alle deres kønsdele,  fingre blev stukket op, og enkelte kvinder blev regulært massevoldtaget. Siden blev det rapporteret, at en lang række  europæiske byer i større eller mindre udstrækning var blevet udsat for det samme, fx Hamburg, Düsseldorf, Bielefeld, Stuttgart, Wien, Salzburg, Zürich og Kalmar. Begivenhederne var et vidnesbyrd om, at taharrush for alvor var kommet til Europa.

Hvad er taharrrush?

Taharrush er arabisk og betyder  chikane af seksuel natur Begrebet kan føres tilbage til 1950’erme, men der blev først rapporteret om det i forbindelse med folkeafstemningen om en ny egyptisk forfatning i maj 2005. Ved den lejlighed ankom flere hundrede mænd angiveligt i busser til Tahrirpladsen i  Kairo, og begyndte derefter at angribe kvinder.  Fænomenet eskalerede ved Eid-festivalen i oktober året efter, da en gruppe mænd i timevis angreb kvinder på Talaat Harb-gaden i Kairo, mens politiet igen passivt så på.

I februar 2011 fik taharrush-fænomenet for alvor international opmærksomhed, da tv-stationen CBS’ korrespondent Lara Logan blev angrebet ogkrænket seksuelt angrebet af ca. 200 mænd d. 11 februar 2011 på Tahrirpladsen i forbindelse med hendes rapportering om det arabiske forår. Lara Logan har senere fortalt om det i programmet 60 minutter.  I programmet siger Logan bl.a.:

”Our camera battery went down. And we had to stop for a moment. And suddenly Bahaa (en lokal ”formidler, ks”)  looks at me and says,”We’ve gotta get out of here.”… I was told later that they were saying “Let’s take her pants off.” And it’s like suddenly, before I even know what’s happening, I feel hands grabbing my breasts, grabbing my crotch, grabbing me from behind. I mean – and it’s not one person and then it stops – it’s like one person and another person and another person. And I know Ray is right there, and he’s grabbing at me and screaming, “Lara hold onto me, hold onto me.” As she was pulled into the frenzy, the camera recorded Lara’s shout: “Stop!” 

Mere end en dusin kvindelige rapportere blev angrebet den aften, men siden bredte taharrush-fænomenet sig som en ildstorm.  Mellem juni 2012 og juni 2014, blev der rapporteret om 500 episoder alene i Egypten.  Siden kom taharrush altså også til Europa, og nytårsnat blev ikke eneste gang, at europæiske kvinder blev seksuelt massekrænket.

Det er nærmest ironisk at erindre om, at svenske kvinder, som hyldede ”humanismen og anti-racismen” under den årlige ”We are Sthlm-somerfestival i Stockholm både i 2014 og 2015 blev omringet og seksuelt skændet af en større gruppe unge mænd af arabisk herkomst.  Episoderne fik stor opmærksom på de sociale medier, men blev fortiet af de svenske medier.

The Circle of Hell

I  Egypten tales der om 14 former for taharrrush, De mest almindelige er taharrush jamai og taharrush jinxi. Taharrush jamai har karakter af et regulært sexspil mellem mænd, hvor de mest aggressive sågar kan vinde priser for at forulempe flest mulige kvinder.  Uanset formen er det  et karakteritisk træk ved taharrush, at det finder sted ved begivenheder, hvor tusindevis af mennesker er samlet, ofte ved højtider, typisk religiøse festivaler, ved fejringer såsom nytårsaften eller karneval, eller under koncerter og musikfestivaler.

Planlagt og organiseret

I langt de fleste tilfælde er taharrush planlagt og organiseret. De unge mænd, som gerne er i alderen 15-30 år deler sig op i større eller mindre grupper.  De store grupper kan tælle flere hundrede mænd, de mindre grupper blot en snes. Ofte udpeges ofrene på forhånd. Den store gruppe mænd omringer så ofret – dette kaldes for helvedesringen – the circle of hell –mens de mindre grupper skærmer  tredjepersoners udsyn til ringen, og bevidst forhindrer dem i at komme offeret til hjælp. Mens offeret forulempes, giver nogle mænd indtryk af, at de vil hjælpe offeret, men det er kun en afledningsmanøvre for både at distrahere offeret og andre. Ofrene er  som påpeget kvinder, og erfaringerne fra Egypten viser, at de kan være i alle aldre mellem 7 og 70.

Medietavshed og ‘victim blaming’.

Man burde tro, at så voldsomme begivenheder, der fandt sted i især Køln nytårsnat også ville få meget omtale i de danske medier. Men det var ingenlunde tilfældet. De danske aviser og tv-stationer var fuldstændigt tavse som graven i de første mange dage efter nytåret. Man skulle helt frem til næsten en uge efter nytårsaften, før de danske medier omtalte, hvad der var sket. Som mangeårig kender af tysk politik var det nærmest en surrealistisk oplevelse at overvære.

Fornægtelsen og tavsheden var massiv, også i Tyskland. Fx påstod Kølns overborgmester Henriette Reker hårdnakket, at der ikke havde været nogen flygtninge og migranter blandt de hundredvis af seksuelle gerningsmænd i Køln. Forinden havde byens politichef, Wolfgang Albers taget sin afsked, efter politiets manglende indsats nytårsnat og manglede bestræbelser på at undersøge sagen nærmere.

Overborgmesteren stoppede ikke her. Hun gik videre, og gjorde sig skyldig i regulær ’victim blaming’ ved at påpege, at  kvinder burde tænke over, hvilket tøj, de tager på, og at tyske kvinder havde behov for et adfærdskodeks, som udstak retningslinjer for, hvordan man bl.a. gebærder sig i nattelivet. Den tyske offentlighed  var rystet over overborgmesterens udtalelser.

‘Victim blaming’ er specielt udbredt i Egypten, hvor taharrrush florerer, og der er en tæt statistisk korrelation mellem ‘victim  blaming ‘ og respondenternes socioøkonomiske baggrund. 

Men så kom der endelig skub i tingene. Der blev etableret efterforskningshold, som skulle lede efter gerningsmændene og i den forbindelse bl.a. gennemse timevis af videooptagelser.  Den første større rapport blev fremlagt i  star ten af april. Den var bl.a. baseret på 1178 timers videooptagelser. Med dette udgangspunkt blev 153 personer sigtet. Af de 153 var ikke færre end 149 udlændinge, altovervejende af marokkansk eller algerisk baggrund.  68 af de 153 sigtede var asylansøgere, 18 opholdt sig illegalt i Tyskland og 47 personers udlændingeretliges status var ikke klarlagt. 4 havde status som mindreårige uden ledsagere.  Overborgmester Henriette Rekers båstand, om at der ikke var flygtninge og asylansøgere blandt gerningmændene var lodret forkert, og hun lignede nu en vingeskudt fugl.

Taharrush gentager sig i Europa

I mellemtiden have Køln på ny oplevet en alvorlig taharrush-episode. Under karnevallet i starten af februar blev hundredvis af kvinder igen omringet af seksuelt krænket af unge mænd af arabisk herkomst. Denne gang greb politiet dog ind, og 180 blev anholdt.

Under den årlige Schlossgrabenfest i Darmstadt i delstaten Hessen i slutningen af maj 2016 var den gal igen. Denne gang modtog politiet 26 anmeldelser om seksuel chikane.

Så sent som i starten af juli, kunne en ny by føje sig til listen over europæiske byer, som var blevet udsat for taharrush. Denne gang var det den svenske by Karlstad. I forbindelse med gratisfestivallen ”Putte i parken” modtog det svenske politi 35 anmeldelser om seksuel chikane. I mellemtiden var Östersund i det nordlige Sverige også blevet ramt.

Taharrush i Danmark?

 Der er ikke blevet rapporteret om alvorlige tilfælde af taharrush i Danmark. Hermed ikke være sagt, at det ikke har fundet sted. Fx blev der skrevet om det i forbindelse med en musikfestival i Thy tidligere på året.

Men i og med, at fænomenet har bredt sig som en ildstom i Nordafrika og i de seneste år til Europa, bør man være opmærksom på, at taharrush også kan blive et problem i Danmark. Det vil formentlig finde sted under begivenheder, hvor mange unge mennesker er samlet og i et område, hvor mange asylansøgere opholder sig. Asylansøgerne fra Mellemøsten er først og fremmest unge mænd i alderen 20-30. I og med at flygtninge- og migrantstrømmen er løjet voldsomt af, efter der i starten af året blev indført grænsekontrol, er risikoen for taharrush i Danmark blevet markant mindre, men at det sker, kan ikke udelukkes, og også danske kvinder bør være årvågne.

 

 

Mere om (dårlig) regeringsførelse i EU

Vi skrev forleden om det særlige i folks tillid til nationale institutioner og til EU, og hvordan den relative tillid reflekterer forskellige befolkningers holdning til EU-integration. Dagens billede reflekterer det samme, men fra en lidt anden vinkel: Hvor meget korruption er der i et EU-land, og i hvor høj grad stoler de på EU-institutioner i stedet for landets egne. Spørgsmålet er særligt problematisk fordi lande, der er særligt villige til at overføre suverænitet og politiske beslutninger til Bruxelles, sandsynligvis også har større indflydelse på, hvad der faktisk gennemføres og implementeres.

Figuren nedenfor demonstrerer sammenhængen mellem bestikkelse og korruptionsproblemer, målt med Transparency Internationals CPI (hvor 100 er helt uden bestikkelse), og den relative tillid til EU-institutioner. De røde markører er eks-kommunistiske medlemmer, de sorte er kandidatlande, de blå Vesteuropa, og af dem er de stribede lande, der tilhører den traditionelle liberale gruppe. Figuren demonstrerer relativt klart, sammenhængen fra forleden også gælder korruptionsproblemer. Den viser dog også, at den liberale gruppe, der klart foretrækker mindre regulering, mindre centralisering, og markante reformer af landbrugs- og handelspolitikken, ikke ligefrem er repræsentative for EU. Mens gennemsnitskorruptionen i gruppen er 77, er gennemsnittet for resten af EU 57 – dvs. hele 20 point værre.

eu korrupt relativ tillid

Det bekymrende kan således være, at de lande, der kan risikere at kendetegne en yderligere integrationsproces som Jean-Claude Juncker tydeligt har argumenteret for som det rigtige respons til Brexit, er dem med de mindst rene institutioner og politikere, og de ringeste hjemlige politikker. De er også de lande, der (som jeg viste i en artikel for nogle år siden) har de også de effektivt højeste tekniske handelsbarrierer. Går man i retning af yderligere centralisering af beslutninger i EU, er strukturen af de indflydelsesrige lande og deres traditioner foruroligende.

Friedman om euroen – hvor præcis kan man være?

For 19 år siden, i august 1997, var Milton Friedman blevet bedt om sin vurdering af euro-projektet. Den 28. blev den udgivet hos Project Syndicate (hattip: Niclas Berggren). Friedmans tekst fik titlen ”The Euro: Monetary Unity to Political Disunity?”

I den korte artikel tog Friedman delvist udgangspunkt i teorien om optimale valutaområder. Han understregede, at en fælles valutakan være en god idé, afhængig af hvordan tilpasningsmekanismerne til økonomiske stød fungerer. USA har således relativt stor geografisk mobilitet og en befolkning, der for det meste taler samme sprog og deler samme information og begrebsverden. Der er også begrænsede forskelle på den økonomiske politik i de 50 stater, og de deler velfungerende vare- og arbejdsmarkeder uden grænser, ligesom der er fiskale udligningsmekanismer, der håndteres nogenlunde fornuftigt politisk.

Friedman påpegede derefter, at EU ser meget anderledes ud, med langt større regulering, stivere markeder, og meget begrænset mobilitet. Helt særligt så han, hvordan den politiske dynamik omkring euro-zonen ville virker. Som Friedman skrev dengang:

“The drive for the Euro has been motivated by politics not economics. The aim has been to link Germany and France so closely as to make a future European war impossible, and to set the stage for a federal United States of Europe.  I believe that adoption of the Euro would have the opposite effect. It would exacerbate political tensions by converting divergent shocks that could have been readily accommodated by exchange rate changes into divisive political issues. Political unity can pave the way for monetary unity. Monetary unity imposed under unfavorable conditions will prove a barrier to the achievement of political unity.”

Euroen var sandsynligvis tænkt som en made, at hjælpe historien på vej – på samme måde, men mindre voldeligt, som russiske marxister, der gennem erobringskrig i øst prøvede at hjælpe en historisk proces, som Marx og Lenin påstod var uafvendelig.  I den lille artikel og i andre medier pegede Friedman i retning af den udvikling, man ser for tiden med Brexit og EU-elitens reaktioner. Vågner toppen i Bruxelles ikke snart op af dens historisk-didaktiske drømme, kan flere forlade EU. Og dem, der først forlader unionen, er dem der mindst passer i en fransk-keynesiansk drøm om et politisk styret område, hvor det er grandiøse planer og politisk storhed, der kontrollerer hvem der får hvad, og ikke noget så snavset og kaotisk som frie markeder og konkurrence. Friedman så, at uden velfungerende markeder og konkurrence, river et fælles-politisk område sig selv i stykker – og det er de økonomisk selvhjulpne, der forlader skuden først.

Relativ tillid til EU

Et af de store spørgsmål i EU-debatter burde være, hvorfor nogle personer og befolkninger er så begejstrede for yderligere suverænitetsafgivelse til EU, og for yderligere regulering og indgreb, end andre. En teori, jeg så præsenteret så langt tilbage som i 2003 da jeg var en grøn PhD-studerende, er at det handler om institutionernes kvalitet. Ideen er ganske simpel: Man foretrækker at have de facto magten – f.eks. indflydelsen over implementering af reguleringer osv. – placeret hos den myndighed, man har mest tiltro til. Ser man det fra den vinkel, er spørgsmålet om man helst så magten koncentreret hos EU eller det nationale parlament.

Plotter man forholdet mellem, hvor meget tillid befolkningen har til EU, relativt til dens tillid til det nationale parlament, får man billedet i figuren nedenfor (tallene er fra den seneste EuroBarometer-undersøgelse).  Det særlige er, hvilken holdning disse lande har til unionen og dens politiske retning. De røde søjler viser den relative tillid til EU i lande med en kommunistisk fortid, de sorte er resten, mens de stribede illustrerer en helt særlig gruppe i EU: Den liberale gruppe, der indtil fornylig kunne blokere forslag, der ellers kræver almindeligt flertal. Med andre ord illustrerer de stribede søjler den institutionelle tillid i det traditionelt blokerende mindretal.

relativ tillid til eu

Om end man naturligvis ikke kan tage den som endegyldig evidens, er mønsteret i figuren en klar indikation. Den stiller således flere spørgsmål. Er en del af skepsissen overfor EU-integration en simpel refleksion af, at man ikke stoler på institutioner i Sydeuropa? Skal man måske tænke en smule videre: Er de hjemlige, danske politikeres uforståenhed overfor danskernes (og briternes, tjekkernes og finnernes) manglende vilje til ’integration’, at de ikke forstår og deler danskernes mistillid til politikernes europæiske åndsfæller? Og når den politiske vægt ikke blot skifter væk fra en liberal linje med Storbritanniens exit, men også ødelægger det traditionelle, liberale mindretals mulighed for vetoer, hvad afholder da sydeuropæiske ledere fra at tage EU i en retning, der flytter langt mere suverænitet til Bruxelles?

EU-kendskab og -skepsis

VoxEurop skrev forleden om nye data fra EuroBarometer, der kan bruges til at måle folks kendskab til EU (hattip: Nonicoc). Dataene er interessante, men VoxEurop går videre. EuroBarometer-undersøgelsen viser nemlig, at briterne i gennemsnit er dem, der svarer mest forkert på spørgsmål om deres kendskab til EU. Folkene hos VoxEurop indikerer således, at det er uvidenhed, der fik briterne til at stemme for en exit. Man har kunnet se lignende holdninger hos mange andre, inklusive danske debattører fra Malene Wind til Mogens Lykketoft: Folk er skeptiske, fordi de ikke ved nok om EU.

Jeg er til enhver tid skeptisk overfor argumenter fra en selvforstået politisk elite, der går på at de har de ’rigtige’ indsigter, mens skeptikere bare er uvidende. Figuren nedenfor er derfor resultatet af at sammenholde det gennemsnitlige kendskab til EU til EU (skala fra 0-100) fra den nye EuroBarometer-undersøgelse med data fra Lord Ashcrofts survey fra januar (læs her). X-aksen er kendskabet til EU, mens y-aksen er hvor mange, der var positive i Ashcroft-surveyen minus hvor mange, der var negative overfor EU. Danmark er markeret med en sort prik.

eu kendskab plus

Man skal naturligvis altid notere sig, at det sagtens kan være sådan, at folk med mere kendskab er mere positive end dem med mindre indenfor et givet land – eller måske omvendt – men som et første indtryk fortæller figuren i det mindste en ting: At set på befolkningsniveau, er der ingen klar sammenhæng mellem kendskab og holdninger på tværs af de 28 lande. Så måske kommer skepsissen fra noget andet? Måske endda fra noget så banalt som forskellige holdninger til, hvad EU skal og ikke skal udvikle sig til?

En lynguide til konsekvenserne af Brexit

I torsdags valgt et flertal på 1,3 millioner briter at de ønsker at melde sig ud af EU. De europæiske medier har derfor været oversvømmede af påstande og holdninger til, hvad der nu vil ske i Storbritannien såvel som på kontinentet. Allerede før afstemningen var særligt de britiske medier fyldt af dommedagsscenarier fra ’Remain’-kampagnen, og populistisk-nationalistisk jingoism fra ’Leave’-siden. Debatten har været karakteriseret af masser af meninger, men uden at journalisternes og kommentatorernes basale antagelser er blevet gjort klare. Ofte virker det endda som om, de ikke har gjort det klart for dem selv, før de fløj til tasterne. Ens normative holdning til EU – enten dets ’idé’ eller dets praksis – har øjensynligt bestemt, hvad man valgte at påstå.

Uanset hvad man ellers mener om unionen, hviler enhver analyse og ethvert forecast af konsekvenserne på antagelser om, hvordan de politiske parter håndterer en udmelding. Med andre ord afhænger alt af, hvordan det politiske respons kommer til at se ud i Storbritannien og i EU. Man kan derfor sætte en slags 2*2 matrix op for konsekvenserne, alt efter hvordan de to aktører reagerer: Reagerer EU liberalt eller illiberalt, og reagerer Storbritannien liberalt eller illiberalt.

Fra EU’s side kan man forestille sig tre basale typer negative respons: 1) Hævn, 2) trusler; og 3) politisk ’lettelse’. Den første mulighed er den mest tåbelige, set fra et objektivt synspunkt, men man skal aldrig ignorere, hvor irrationelle politikere kan være, eller hvor irrationelt de kan synes at opføre sig, fordi de tror deres vælgere belønner det. Der er derfor en lille, men reel mulighed for at EU’s respons bliver et fornærmet ”hvis I ikke vil være med i vores grandiose projekt, vil vi ikke have noget at gøre med jer.” Dette respons vil føre til barrierer overfor samkvem med Storbritannien, og en nægtelse af en nogenlunde rimelig samhandels- og samarbejdsaftale med unionen.

Den anden mulighed er umiddelbart meget mere sandsynlig. Den ligner nummer 1, men har en ganske anden baggrund. EU-projektet er nemlig designet med én og kun én retning: Stadigt tættere integration. Det er derfor, at der ikke eksisterer procedurer for, hvordan et land forlader unionen, eller for den sags skyld, hvordan man forlader eurozonen. Det er ganske enkelt ikke meningen, at det skal kunne lade sig gøre. EU-eliten har således en stærk interesse i, at det ikke sker mere. Der kan derfor være en meget stærk politisk interesse i, at gøre det så dyrt som muligt for briterne at forlade EU. Rationalet er, at hvis andre lande ser, hvor dyrt det er og hvor dårligt, man bliver behandlet i det tilfælde, vil det virke afskrækkende på andre befolkninger, der måtte overveje at forlade unionen. Mulighed nummer 2 er med andre ord politisk rationel, fordi den ændrer de næste potentielle exit-landes cost-benefit-overvejelser ved at hæve omkostningerne ved et exit.

Det tredje mulige respons er direkte relateret til Ottos post forleden her på stedet. Otto understreger, ligesom jeg selv tidligere har gjort i Børsen, at en række afgørelser i Rådet kan tænkes at falde anderledes ud uden briterne. Reglen er, at et mindretal på mindst fire lande og mindst 35 pct. af unionens befolkning, kan blokere enhver beslutning, der ikke kræver enstemmighed. Danmark hører ofte til dette mindretal, der har langt mere liberale politiske præferencer end resten af EU. Uden briterne er det traditionelle ’blocking minority’ ikke længere stort nok til at blokere. Den ændrede politiske situation kan derfor føre til politisk ’lettelse’ i de mindre liberale dele af EU – man er lettede over, at briterne nu ikke længere kan blokere for langt mere regulering, protektionisme, overførsler sydpå osv. Brexit kan derfor åbne en ladeport for elendig, fælleseuropæisk politik i en fransk/sydeuropæisk tradition.

Omvendt kan et EU-flertal også vælge en pragmatiske og økonomisk gavnlig retning. Problemet med alle tre respons ovenfor er nemlig, at de på blot mellemlangt sigt vil gøre EU-landene markant fattigere. Rejser man handels- og investeringsbarrierer mod Storbritannien, kan det have meget umiddelbare og stærkt negative konsekvenser i bl.a. Frankrig og Tyskland. Cirka 6 % (4,5 %) af Frankrigs eksport (import), 8 % (5 %) af Tysklands eksport (import), og 9 % (6 %) af Hollands eksport (import) går til Storbritannien. En mere håndfast måde at eksemplificere de økonomiske bånd er at notere, at en ganske stor del af motorerne i tyske BMW-biler bliver produceret i England. Det samme gælder for Ford og Opel, ligesom briterne leverer en meget lang række andre komponenter til tysk, fransk og hollandsk industri. Handelsbarrierer overfor briterne vil have direkte konsekvenser for disse EU-virksomheder, og spørgsmålet er, om konsekvenserne er værre for kontinentet end for briterne. De helt umiddelbare reaktioner kan måske tyde på det. Mens danske og tyske medier skrev vidt om et 4-5 % fald på børsen i London, var de umiddelbare fald noget større i bl.a. Frankfurt og Paris. Det er også sigende, at mens pundet er faldet i værdi ift. dollaren, er euroen faldet sammen med pundet. Et økonomisk rationelt respons vil derfor være, hurtigt at forhandle en frihandelsaftale med briterne, der f.eks. ligner den schweiziske.

På den britiske side er det tydeligt, at aviser som den konservative The Telegraph, der har støttet et Brexit, regner med at uafhængig britisk politik vil bevæge sig i en mere liberal retning. Men det er blot en af de to muligheder. Mens Labour med valget af Jeremy Corbyn har taget et stort skridt mod den ekstreme venstrefløj, og dermed væk fra egentlig politisk indflydelse, er der stærkt populistiske kræfter på midten af britisk politik. UKIP og dets leder Nigel Farage bliver ofte beskrevet som stærkt højreorienterede, men i både økonomisk politik, handel og immigrationsforhold er partiet lige så oldsocialdemokratisk som Front National, FPÖ eller Dansk Folkeparti.

Uafhængigheden fra EU betyder derfor, at briterne står i et politisk vadested. Hvis de populistiske kræfter får overhånd, bliver britisk politik næppe mere liberal og den britiske økonomi næppe mere åbent overfor handel og investeringer med resten af verden. Og man kan med nogen rimelighed forvente, at hvis EU reagerer ved at forsøge at fryse briterne ude, bliver det langt lettere for UKIP og andre at argumentere for, at interventionistisk og protektionistisk gengældelse er det rigtige svar. Holder Boris Johnson og det konservative parti hovedet koldt, er der gode muligheder for, at briterne politisk rykker i retning af den liberale, de selv grundlagde i den skotske oplysning. Et Storbritannien, der frigjort fra franske og italienske bånd bevæger sig mod mere frihandel, lettere og mere særinteressefrie reguleringer og mindre stat, er absolut at foretrække.

Idealet for alle almindelige europæere, og i særdeleshed for de liberale stater som Danmark, Finland og Holland, er et liberalt Storbritannien, der bibeholder en tydelig frihandelsaftale og helt generelt frie økonomiske bånd til EU, og uden gengældelsesaktioner fra unionen. Second best er et liberalt Storbritannien, som rider en politisk storm af fra Frankrig, Spanien og andre. De helt grimme scenarier er til enhver tid dem, hvor briterne også på et ’ideologisk’ plan forlader Nordeuropa. Hvilken vej det kommer til at gå, blæser stadig i vinden fra Bruxelles og London.

ER EU et fredsprojekt eller er det noget andet?

I 1972 publicerede forskeren Donald Puchala en af de mest citerede artikler om europæisk integration, “Of Blind Men, Elephants and International Integration (Journal of Common Market Studies), Vol. 11, 2: 267-284).

Titlen henviste til en indisk fabel om seks blinde mænd, som diskuterede, hvad det var for et dyr, de stod overfor ved at rør forskellige dele af dets krop, og de kunne ikke blive enige.

Sådan var det også med EF dengang i 60’erne, og sådan har det været lige siden. EF (nu EU) er et dyr, som det er svært at blive klog på. EU er en kompleks størrelse meden kompleks historie.

EU er IKKE et fredens projekt, som nogle politikere ellers har for vane at kalde det. EU er faktisk slet ikke et projekt. Hvad EU er, og hvad det skal udvikle sig til har altid været et stridsspørgsmål. EU er grundlæggende bare en politisk arena, som ligger i institutionelle rammer.

Men Tyskland og Frankrig har altid været centrale kollektive aktører i denne arena, mens en tredje kollektiv aktør, Storbritannien aldrig rigtigt har fundet ud af, om den hører til i denne arena eller ej. Dette har nejet ved den britiske folkeafstemning ikke ændret afgørende ved.

I forbindelse med indførelsen af euroen i 1999 publicerede jeg som seniorforsker ved DUPI (nu DIIS) en lille bog om euroen og de fransk-tyske relationer. Det blev DUPIs mest solgte bog nogensinde.

Her kommer et kortere uddrag:

Området omkring Rhinen, som adskiller Tyskland og Frankrig er fyldt med dybe historiske ar.Ikke mindre end 27 gange har de to lande ligget i blodige stridigheder med hinanden siden det 16. århundrede. I de seneste knap125 år er Frankrig tre gange blevet invaderet af tyske tropper. Også i efterkrigstiden har forholdet mellem de to Rhinlande til tider været præget af dyb mistro, misforståelser og rivalisering.Dette kan synes naturligt, når man tager den historiske arv i betragtning. Men det har også været præget af et dybfølt behov for forsoning og fred, ikke mindst fra tysk side. Gennem det europæiske projekt, som på grundlag af Rom-traktaten blev udbygget med en toldunion, senere et fælles marked, samt en fælles landbrugspolitik, kunne de to lande overskride deres traditionelle og destruktive fiksering på hinanden. Hovedmotiverne er imidlertid forblevet forskelligartede.

For Tyskland har det primært drejet sig om at hele historiske sår, at berolige Frankrig gennem et fredeligt partnerskab, at uddybe den europæiske integration med henblik på at binde landet stærkere ind i de vestlige institutioner, samt at skabe stabile institutionelle rammer for udviklingen af den stærkt eksportorienterede tyske industri.

Efterkrigstidens første store tyske statsmand, Konrad Adenauer, var stærkt besluttet på at indbinde Vesttyskland solidt til Vesten: kulturelt, militært, politisk og økonomisk.For Adenauer var hovedformålet med denne Westbindung at bryde afgørende med Tysklands fortid. Den vestlige verden forbandt han med demokrati, kristendom og social markedsøkonomi. Det var på grundlag af disse værdier, at det nye Tyskland skulle skabe sin nationale identitet. Værdierne blev skarpt afgrænset fra Tysklands nationalistiske, autoritære og militaristiske fortid, og ved udbruddet af de kolde krig i slutningen af 1940’errne i stigende grad med alt, der lå øst for Jerntæppet. Ifølge Adenauer blev det altså landets manglende forankring til Vesteuropa, som havde gjort den tyske Sonderweg mulig, og som havde fået det til at forfølge en strategi med løse og skiftende alliancer (Schaukelpolitik). med henblik på at opnå hegemoni i Europa. Som 1919 og 1945 viste med tydelighed, var denne politik gang på gang endt i nederlag og politisk isolation.

For Adenauer og efterkrigstidens politiske elite var det derfor en bydende nødvendighed, at det nye Tyskland blev bundet dybt ind i vestlige institutioner. De ønskede med Thomas Manns ord et “europæisk Tyskland, ikke et tysk Europa. Strategien tjente ligeså vigtige eksterne formål: at rehabilitere det nye Vesttyskland og berolige dets vestlige partnere, ikke mindst Frankrig, samt at skabe sikkerhed mod truslen fra øst. Dette kunne på længere sigt bane vejen for en tysk genforening.

For Frankrig har partnerskabet primært drejet sig om tenir le rang de la France: at udøve et europæisk politisk og økonomisk lederskab, som landets position i stigende grad ellers ikke berettigede til, samt at opbygge et Europa, som kunne frigøre sig fra USA og på længere sigt måske ligefrem ville blive i stand til at spille med sine økonomiske muskler over for storebroderen på den anden side af Atlanten.

For at kunne fuldføre denne mission, har det ikke været nok for Frankrig at binde Tyskland ind i de europæiske institutioner. Tyskland skulle både knyttes til Frankrig og Europa i et tæt symbiotisk forhold. I mangel af et stærkt fransk-tysk partnerskab ville Tyskland hurtigt komme til at dominere den europæiske integrationsproces gennem sin politiske, befolkningsmæssige og økonomiske vægt, og så ville Frankrig have nået lige vidt. Alene af denne grund har Frankrig været imod et føderalt Europa.

I efterkrigstidens bipolare system har hvor det ikke har kunne forfølge sin klassiske alliances des revers-diplomati for at holde sin østlige nabo i skak (équilibre germanique) har Frankrig altså været dybt afhængig af Tyskland. Som de Gaulle udtrykte det: “Det er Frankrigs skæbne,at intet kan opbygges uden Tyskland”.

Med henblik på at kontrollere indbindingen af Tyskland og fastholde den franske indflydelse i Europa (og verden) har det samtidigt været bydende nødvendigt at bevare ligevægten i forholdet. Et sådant dobbelt afhængighedsforhold fører naturligvis til tidligere tiders angst og rivalitet. Således er Frankrig blevet hjemsøgt af gamle dæmoner hver eneste gang, Tyskland har vendt blikket mod Østeuropa (Drang nach Osten) hvad enten det har været for at søge udsoning (Brandt), opnå russisk accept af tysk genforening (Kohl) eller stabilisere de nye demokratier i øst gennem optagelse i EU (hvilket i Frankrig har skabt frygt for et nyt tysk-domineret Mitteleuropa. I den økonomiske sfære har forholdet til Tyskland derimod været et konstant tema i den franske debat. Dette hænger både sammen med, at Tyskland som handelsnation har haft et friere spillerum i denne sfære, og ikke mindst med at D-markens styrke har været de mest synlige bevis på, at Frankrig er blevet svækket overfor Tyskland. Fra og med 1980’erne, hvor dette for alvor gik op for franske regeringer,er Frankrig blevet endnu stærkere indstillet på at uddybe den europæiske integration med henblik på at gøre Frankrig større. Dette har omvendt sat den særlige franske statsnation-tradition under pres.

Sammenfattende har det fransk-tyske forhold været et spørgsmål om benhård realisme. Det er ikke fortrinsvis en alliance mellem to venskabelige vendt imod andre, men snarere et forhold, som har gjort det muligt for den ene magt at kontrollere den anden, og for den anden magt at kontrollere sig selv.

EU efter Brexit/Bremain

I dag stemmer briterne. Frimarkedsliberale er stærkt delte. Nogle håber på et Storbritannien som et nyt Hongkong uden for EU med mere frihandel, mindre regulering og mere økonomisk vækst end muligt indenfor. Det kan da heller ikke teoretisk umuligt. Det er bare heller ikke sandsynligt. EU øver i dag et stærkt, men ret usynligt bolværk mod regulering og statsstøtte, som virksomheder og interessegrupper lobbyer for nationalt.  Uden det bolværk kan der sagtens komme mere regulering, også i UK. Og når man ser på, at modstanden mod fri bevægelighed er et af de Brexit-argumenter, som har gjort størst indtryk i den britiske debat, bliver den bekymring ikke mindre. Indstrømningen af bl.a. østeuropæisk arbejdskraft har været en stor fordel for briterne og deres økonomi.

EU uden UK bliver mindre markedsliberalt

Men hvor efterlader afstemningen os andre?

Hvis briterne forlader EU, vil medianvælgeren rykke i mindre markedsliberal retning. Nu træffes beslutningerne i EU jo ikke med almindeligt flertal, men effekten vil langt henad vejen være den samme. Stemmevægten i Det Europæiske Råd vil rykke i en uhensigtsmæssig retning. Det vil blive sværere at blokere for mere protektionistisk politik og lettere at blokere liberaliseringer. I dag kan et mindretal på mindst fire lande, repræsenterende mindst 35 pct. af befolkningen i EU, blokere beslutninger i Rådet (medmindre der som på skatteområdet kræves enstemmighed). Uden Storbritannien vil Danmark, Sverige, Finland, Irland, Holland, Tjekkiet og Tyskland ikke længere kunne udgøre et blokerende mindretal. Det er i dag den mest liberale blok. De illiberale lande i Sydeuropa samt Frankrig vil komme til at fylde mere. Man kan desuden frygte, at de nationalistiske og illiberale strømninger i Østeuropa vil blive stærkere uden briterne som forbillede og ledestjerne i EU. Det gælder navnlig, hvis den frie bevægelighed bliver begrænset, og en større del af budgettet flyder sydover. Samtidig vil britisk udtræden styrke gruppen af Euro-lande mod gruppen af ikke-Eurolande, som i højere grad vil kunne komme til at tage imod diktat.

Ved en skillevej i EU?

Den britiske afstemning vil dog sandsynligvis kunne få indflydelse ikke bare på den politiske linje i EU, men den helt overordnede konstitutionelle udvikling i unionen. Vi står sandsynligvis ved en skillevej – ikke bare fremkaldt af den britiske afstemning, men af den dybe krise i EU. Og det rummer både muligheder og trusler.

De hænger til dels sammen med, at der i EU og måske navnlig herhjemme er utrolig begrænset fornemmelse af, hvad EU egentlig er for en størrelse. Her er et par pointer, som jeg ser dem, hvis man tager udgangspunkt i indsigterne fra konstitutionel økonomi.

EU’s svage centralmagt er en fordel

Problemet i EU er ikke, at ”det er for svært at træffe beslutninger”, og egentlig heller ikke et ”demokratisk underskud”. Hvis politiske beslutninger skal være til gavn for alle, kræver det, at beslutninger er svære at træffe, sådan at et flertal ikke kan udnytte et mindretal – f.eks. omfordele fra mindretallet til flertallet. Institutionerne skal være robuste over for populistiske strømninger. Og decentralisering – dvs. national selvbestemmelse på det store flertal af områder, hvor EU ikke med fordel kan blande sig – kræver også stærke begrænsninger på centralmagten. Det indså allerede de amerikanske ”framers” bag forfatningen. Men realiteten er, at EU set ud fra konstitutionelt økonomisk perspektiv på mange måder er bedre og stærkere end den amerikanske føderalmagt – navnlig som den amerikanske er kommet til at udvikle sig på trods af de beskyttelsesmekanismer, som blev sat ind i forfatningen. Staterne i EU står meget stærkere end delstaterne i USA. EU beskæftiger sig med færre politiske emner, har et markant mindre budget og betydeligt færre magtmidler til sin rådighed. EU har intet militær, ingen selvstændige skatteindtægter af betydning og har dårlig nok en fælles valuta.

Det er alt sammen en ”feature, not a bug”. På kort sigt er der næppe den store risiko for, at EU’s magtbeføjelser bliver udvidet. Der er ikke folkelig opbakning i EU-landene til ”mere magt til Bruxelles”, men dagsordenen kan også blive solgt som ”mindre demokratisk underskud” og ”det skal være lettere at træffe beslutninger”.

”En stadig tættere union” bør ikke længere være motoren i EU’s konstitutionelle proces

En grundlæggende doktrin i EU-samarbejdet er Romtraktatens princip om ”en stadig tættere union”. Det var kompromisset mellem ønsket om Europas Forenede Stater og den manglende opbakning til at opgive nationalstaternes suverænitet. Så EF blev i stedet til et meget løsere samarbejde, men doktrinen er bygget dybt ind i EU’s institutioner, så bevægelsen gik i retning af forenede stater. I Danmark er der ikke megen forståelse for, at navnlig EU-domstolen ”politiserer” så meget, men det hænger grundlæggende sammen med, at den ser det som sit mandat at medvirke til en stadig tættere union.

Udover den manglende opbakning er problemet ved doktrinen om ”en stadig tættere union”, at den har ført til en meget hasarderet politik. En del føderalister har (haft?) den filosofi, at det ikke gør noget at søsætte politiske initiativer, som ikke er komplette, men tværtimod vil give anledning til kriser, hvis det blot driver os videre i retning af endnu mere union. Altså at f.eks. en ufuldstændig fælles valuta ikke gør noget, hvis det baner vejen for en bankunion og yderligere finanspolitisk koordinering. I Euroens tilfælde har det imidlertid været lige ved at vælte hele EU-konstruktionen – og faren er ikke drevet over endnu.

Det helt centrale spørgsmål er, om tiden ikke for længst er inde til et opgør med doktrinen om ”en stadig tættere union”. Der er stadig ikke opbakning til Europas Forenede Stater, og en indbygget drift i den retning vil uvægerligt give stadige spændinger som den, der har udløst den britiske afstemning. Der kan tværtimod være grund til at konsolidere de forfatningsmæssige bindinger på EU’s centralmagt.

EU’s naturlige opgaver er de få kollektive goder med passende skala

Udover at det skal være tilpas svært at træffe beslutninger, handler det også om, hvad EU’s naturlige opgaver skal være. Jeg er enig med Bill Niskanen i, at der er relativt få kollektive goder med en skala, så de bedst løses centralt på EU-niveau. Det drejer sig først og fremmest om det indre marked og de fire friheder: Fri bevægelighed for varer, tjenesteydelser, kapital og arbejdskraft, forbud mod statsstøtte, frihandelsaftaler med resten af verden og grænseoverskridende miljø- og klimaspørgsmål. Så længe landbruget får så store subsidier, kan det også være en fordel med fælles landbrugspolitik, men den bedste løsning vil være at indføre samme forbud mod støtte som for industrivarer.

Desværre er der en risiko for, at politikerne vil kaste sig over de opgaver, som ikke har med fælles kollektive goder at gøre, men kan anvendes til sædvanlig politisk dynamik med køb og salg af politisk støtte: Det vil sige åben eller skjult omfordeling via pengestrømme eller reguleringer.

Krisen i EU er så voldsom og har udviklet sig så hurtigt, at den konstitutionelle proces i EU bygget op om ”stadig tættere union” bør sendes til revision. Den britiske afstemning vil kun bidrage yderligere til det (uanset om det bliver ”remain” eller ”leave”).

Det kunne være godt, hvis EU-borgerne fik en bedre forståelse for, hvor styrkerne og svaghederne i deres nuværende union ligger.

 

Grüsse aus Heidelberg 1: Støtte til ideen om EU?

Som enkelte af læserne måske ved, er jeg i juni og juli væk fra Danmark. Mens jeg normalt har hjemme i Aarhus, har jeg midlertidig sommerbase i år og næste år i Heidelberg, ligesom jeg opholder mig her en del tid i december i år og januar 2017. Opholdet er muligt pga. forskningsmidler fra universitetet i Heidelberg. Jeg er derfor en del af teamet omkring Axel Drehers Lehrstuhl, hvor vi dette semester har sat et kandidatkursus sammen om ’The Political Econoy of Development’.

Det særlige ved at slå sine folder midlertidigt i Sydtyskland er, at man bliver direkte udsat for mange nye input. Vi kører derfor denne sommer en lille serie indlæg med titlen ”Grüsse aus Heidelberg”, der fokuserer på netop disse input. Det første handler om folks syn på EU, og i særlig grad på synet på den grundlæggende idé om EU.

Som Foreign Policy skrev i går, har briterne altid været lunkne: ” Although the EU was not exactly popular with the majority of the British public, most of them appreciated the material advantages it offered, such as freedom to travel and the possibility of spending your retirement years in places where the sun shone and the living was easy.” Mit klare indtryk er, at danskerne deler denne holdning. Vi er tilfredse med de muligheder for handel – både for danske virksomheder og for vores egen personlige grænsehandel (fysisk eller over nettet) – og glade mobiliteten, dvs. at vi kan rejse rundt i Europa uden problemer. Men ligesom briterne, er danskerne generelt ikke begejstrede for selve idéen om en overstatslig konstruktion.

Det slog mig derfor, da jeg i går delte en kaffepause med Gerda Asmus og Angelika Müller – to PhD-studerende ved vores Lehrstuhl – at tyskernes syn på EU er ret anderledes. Gerda tog de sædvanlige forbehold, at vi som akademikere måske ikke har helt samme holdninger og forestillinger som de fleste, men var alligevel sikker i sin sag: Et klart flertal af tyskere støtter idéen om et EU som styrende, overstatsligt organ i Europa. Det samme er ret tydeligt tilfældet i Frankrig, mens der længere sydpå er støtte til den basale idé, men måske mest fordi der er så lidt tillid til disse landes egne politiske institutioner.

Det slående ved disse forskelle er, at de indebærer at vi slet ikke er enige om formålet med et europæisk samarbejde, og at de ofte forsvinder ud af debatten. Det er dog også en tanke, at et formål med EU som styrende, overstatsligt organ er det, der i sidste ende kan drive ikke blot Storbritannien, men flere lande ud af unionen. Den fundamentale idé bag øget frihandel og større mobilitet, om vi så taler om arbejdskraft, studerende eller turisme, er en idé om mindre politisk styring – at staten skal lade være med at stå i vejen for borgerne. Den grundlæggende idé bag EU-samarbejdet er på helt anderledes vis, at der skal mere politisk styring til, og at denne styring skal være fælleseuropæisk.

Har man en tradition for meget direkte styring af folks privatliv og af erhvervslivet er der intet særligt i EU-idéen. Den bliver blot et udtryk for et håb om, at bare gode folk kommer til – i dette tilfælde ikke i det nationale parlament (som sikkert har spillet fallit), men i et europæisk politisk system – kommer det til at gå bedre. Har man ikke denne tradition (læs: Storbritannien, Danmark, Finland…) er det ganske svært at argumentere kohærent for, at EU er en basalt god idé. Uden en enten socialistisk eller virkeligt gammeldags konservativ tradition bliver EU et dybt ufolkeligt projekt.

Et Europa i ”to hastigheder”

Der har længe været talt om et EU i ”to hastigheder”, og ofte som et problematisk scenario. Med en mulig Brexit er diskussionerne taget til. Adskillige kommentatorer ser det således som overvejende sandsynligt, at EU vil udvikle sig i retning af to hastigheder, hvis briterne vælger at blive i unionen. Grunden er, at der ganske enkelt er for mange af de overstatslige løsninger, ikke mindst fælles EU-reguleringer, som er uspiselige for et flertal i Storbritannien. Man må derfor lave en løsning, hvor briterne – og andre – kan slutte sig til et EU med færre beslutninger taget i Bruxelles og en større rolle for nationalstaterne, mens resten (eller næsten resten) kan fortsætte ad vejen mod ”dybere integration”.

Selve frasen ”to hastigheder” indikerer, at de lande, der deltager i den yderligere integration, vil bevæge sig hurtigere end dem, der bliver udenfor. Tricket er, at folk uden at overveje det, ser hastighed som hastighed, dvs. som samme hastighed overalt. To hastigheder kan dog ganske hurtigt komme til at betyde noget helt andet.

Den måde, begrebet bruges korrekt, er netop at det angiver, at nogle lande vil udvikle sig mere og hurtigere i retning af en føderal stat med centraliserede beslutninger i Bruxelles og kun mindre beslutninger i de enkelte medlemslande eller regioner. Den ’hurtige’ hastighed er dermed en EU-venlig proces, hvor mere beslutningsmagt afgives til overstatslige myndigheder, og hvor man får stadigt mere ens – i EU-speak, harmoniserede – reguleringer og politikker. Den langsomme hastighed er situationen hvor kun en del af harmoniseringen implementeres, mens andre reguleringer og politikker forbliver hos nationalstaterne, eller hvor visse politikområder gives tilbage fra Bruxelles til København og andre hovedstæder.

Den uudtalte ide hos den mest EU-venlige fløj i debatten er således, at den hurtige hastighed i forhold til harmonisering også fører til en hurtig hastighed i den økonomiske udvikling. Det er netop her, jeg mener at kæden hopper af i de implicitte argumenter. Hvorfor tror man, at yderligere EU-integration ad den retning, den fælles politik har udviklet sig de sidste 10-15 år, er gavnlig for den økonomiske udvikling?

En simpel og grov, men praktisk, måde at vurdere spørgsmålet på, er at se på den økonomiske udvikling siden 2007 i tre grupper i Europa: Lande i eurozonen, EU-medlemmer udenfor euroen, og europæiske lande udenfor EU. Den akkumulerede BNP-vækst per indbygger (BNI-vækst per indbygger) i eurozonen var iflg. Verdensbanken -4.2 % (-3.3 %) i perioden, og -2.8 % (-1.9 %) uden Grækenland. EU-landene udenfor euroen voksede i gennemsnit 6,0 % (6.7 %), mens landene udenfor EU voksede 10.0 % (9.9 %). De mest integrerede europæiske lande voksede dermed langsomst efter krisen.

En anden måde at vurdere, hvorfor man skulle tro at yderligere integration i EU fører til mere udvikling – udover en politisk udvikling til gavn for en meget lille politisk elite – er at se på, hvilke slags reguleringer og lovgivning, der indføres eller harmoniseres. Udover den totale centralisering af pengepolitikken gennem euroen, tales der også meget og varmt om at give EU beskatningsbeføjelser. Frankrig og andre har også foreslået, at man harmoniserer bl.a. selskabsskatter og dele af afgiftsstrukturen, og vel at mærke ikke på et irsk niveau. Argumentet har som oftest været, at man vil undgå skattekonkurrence i EU, hvilket i praksis betyder, at lande med de højeste eller mest forvridende selskabsskatter og afgifter ønsker, at resten af EU hæver deres skatter og afgifter. Frankrig excellerede endda i hykleri for nogle år siden, da landet foreslog en fælleseuropæisk minimumsskat på indkomst.

Ser man med nogenlunde klare øjne på de politikforslag, der dukker op i Bruxelles, er de endda meget svært at finde et eneste, der med nogen sandsynlighed vil fremme en økonomisk udvikling. Ser man over et gennemsnit af præferencer for politik, er det også ret tydeligt, at ’kernelandene’ i EU – dvs. dem, der sandsynligvis ville deltage i den hurtige hastighed – er de samme som har en tradition og politisk præference for meget aktive, regulerende og tunge stater. Med andre ord er det politiske traditioner, der foretrækker begrænset økonomisk frihed og væsentlig politisk styring. Alle erfaringer fra eksempler og vækststudier de senere år peger på, at de traditioner er væksthæmmende. Så et EU i to hastigheder kan meget hurtigt blive til netop et EU i to hastigheder: En kerne, der integrerer sig mere og mere, og vokser langsomt, og en EU-periferi, der økonomisk løber fra kernen. Det er næppe det, de fleste politikkere har i tankerne, når de advarer om et Europa i to hastigheder.

Hvem kan lide hvem i Europa – og hvorfor?

Jeg lagde fornylig et nyt papir ud i working paper-databasen SSRN. Papiret med titlen ”Who Likes Whom In Europe?” begyndte som lidt af en joke efter at en survey i januar af Lord Ashcroft havde inkluderet et spørgsmål om, hvor favorabelt et indtryk man har af folk i de 27 andre EU-medlemslande. Vi har tidligere skrevet om en anden del af surveyen (læs her) , men emnet var simpelthen et af den salgs, hvor folk tit tænker ”Nej hvor sjovt”. Og det var både morsomt og tankevækkende at se, hvem der kan lide hvem i Europa, og også se hvem der overordnet er mere populære end andre i landene. Som en samfundsvidenskabelig nørd kunne jeg dog ikke lade være med også at stille spørgsmål ”Hvorfor?”

Først og fremmest viser figuren nedenfor, hvilke befolkninger, der er relativt mere eller mindre populære i resten af Europa. Målet i figuren er hvor stor en andel af respondenterne i de andre EU-lande, der har et favorabelt syn på folk fra land X i forhold til hvor mange der har et favorabelt syn på de andre 26 lande. Det pudsige er, at cyprioterne i januar 2016 var den suverænt mindst afholdte befolkning, efterfulgt af slovernene og svenskerne. I den anden ende var esterne, litauerne og polakkerne de mest afholdte.

hvem kan lide hvem

Hvorfor befolkningen i land X synes om befolkningen i land Y viser sig at være en konsekvens af f.eks. hvor socialt globalisereret X er, hvor meget samhandel de to har, og hvor religiøst Y er. Det hele er enten, interessant, sjovt eller måske bare latterligt, alt efter ens temperament – men nogen skal jo lave forskningen! Hele papiret kan hentes på SSRN her; abstractet følger nedenfor:

This paper employs new survey evidence to ask why the populations in different European countries have more or less favourable views of each other. The paper applies a gravity equation framework and exploring the potential effects of 21 economic, social, political and linguistic variables, and separates the characteristics of ‘sender’ and ‘receiver’ countries. The findings suggest that a small subset is robustly significant determinants. Specifically, social globalization, bilateral trade, views on EU membership, religiosity, and geographical and linguistic distance predict how favourable populations are towards each other.

Hvad synes europæerne om EU?

Jeg havde i går en klumme i Børsen med den lidt dramatiske titel ” Det grandiose EU-projekt fremmedgør folk.” Klummen tog udgangspunkt i en ny spørgeskemaundersøgelse, som den engelske forretningsmand og filantrop Lord Ashcroft fik lavet i januar. Ashcroft havde først og fremmest spurgt næsten 29.000 europæere om deres holdning til EU – er den overordnet positiv, negativ eller neutral. Undersøgelsen gik dog også ind i spørgsmålet om, hvad folk opfatter som de væsentlige fordele og ulemper ved EU-medlemskab og deres holdning til Storbritanniens medlemskab, inklusive om briterne burde have muligheden for at opte ud af dele af det såkaldte dybe samarbejde. Som en ekstrating spurgte Ashcroft også om folks holdning til andre EU-lande – men det skriver vi om senere.

Ser man på danskerne i undersøgelsen – der er spurgt 1015 – er vi kendetegnet ved at være noget lunkne overfor medlemsskabet. 50 % ser det som positivt, 39 % som negativt mens 11 % er lunkne. Vores primære fordele opfatter vi som frihandelen (59 %), mens vi ser unødvendige reguleringer (60 %) og suverænitetstab (58 %) som de væsentlige ulemper. Vi er dermed blandt de meste EU-skeptiske i unionen.

Figuren nedenfor opsummerer positionerne. Søjlerne angiver holdningen til EU-medlemskab, omregnet til en 0-10-skala hvor 5 er helt neutral. De blå søjler angiver de lande, hvor et flertal ser unødvendige reguleringer som et væsentligt problem, mens sorte søjler viser de lande, hvor folk også støtter at briterne får lov til at opte ud af dele af samarbejdet – i det mindste som alternativt til at de forleder unionen.

EU Ashcroft søjler

Det slående er den lille gruppe stærkt kritiske lande – Tjekkiet, Sverige, Danmark og Storbritannien – i bunden. Østrig ligger der også, men er i andre undersøgelser relativt EU-venligt, så en rimelig læsning er vel, at det er ekstremt tydelige migrationsproblemer i den østrigske baghave der pt. trækker dem i den retning. Reguleringsskepsis er et mere generelt fænomen som ikke overraskende er mere udbredt i lande, der selv regulerer relativt let. Kernegruppen i det, man kunne kalde en EU-reform-gruppe, er dermed tjekkerne, danskerne, briterne og esterne, med svenskere og enkelte andre som mulige medlemmer. Figuren illustrerer på denne måde hovedpointen i min klumme i går: At de politiske traditioner, og måske særligt traditioner for lette versus direkte politiske reguleringer, muligvis er ved at splitte de europæiske befolkninger fra hinanden.

Danmark presser på for en handelsaftale med Mercosur

mercosur

Udenrigsminister Kristian Jensen har sammen med en række kollegaer, bl.a. Spaniens handelsminister Jaime García-Legaz, sendt et fælles rev til handelskommissær, Cecilia Malmström, hvori man opfordrer til at sætte skub i forhandlingerne med Mercosur om en frihandelsaftale.

Som ministre og regeringsrepræsentanter fra 7 EU-lande skriver, er tidspunktet kommet til at sætte tryk på forhandlingerne.

Efter 15 års forhandlinger uden resultat, primært på grund af Brasilien og ikke mindst Argentina, står man nu med en historisk mulighed for at gennemføre en aftale.

Internt i Mercosur har samarbejdet gennem årene knirket gevaldigt. Både Paraguay og ikke mindst Uruguay, har ved flere lejligheder luftet deres utilfredshed og truet med at forlade samarbejdet. Deres problem er at de er små økonomier og afhængige af handel med de to store naboer.

Især Argentina har i lange perioder ført en meget protektionistisk handelspolitik, hvor man har set stort på allerede indgåede aftaler Mercosur-landene imellem.

Med valget af den markedsvenlige Mauricio Macri som præsident i november, forventes en langt mere liberal handelspolitik. Også Brasilien, som er i dyb økonomisk krise, ønsker øget samhandel med omverden. Noget som er svært at opnå uden handelsaftaler med omverden.

Som Kristian Jensen og hans kollegaer skriver i deres brev:

As already shown at the EU-CELAC Summit in June 2015, and the Trade Ministerial held on that occasion, Mercosur is now ready to seriously engage with the EU in the direction of an ambitious, comprehensive and balanced Agreement. This is good news, as Mercosur constitutes one of the potentially most advantageous Agreements under negotiation, and by far the one offering the most potential from among those with emerging economies. There is a political momentum we need to grasp. Among the Mercosur countries there is a realization that trade reforms need to be part of the road ahead for regained economic growth.

Og senere:

Our assessment, based also on our contacts with Mercosur governments, is that the conditions are now met for a continuation of negotiations including an exchange of tariff offers.

De senere års ringe økonomiske udvikling koblet med en stigende frygt for, ikke mindst i Brasilien, at blive isoleret fra den internationale handel, har gjort sit.

Valget af Mauricio Macri som ny præsident i Argentina – brevet til handelskommissær Cecilia Malmström er dateret den 25. november, kun to dage efter Macri’s valgsejr – har kun understreget Latinamerikas bevægelse væk fra de seneste 10-15 års venstrepopulisme og tilbage mod en mere markedsorienteret økonomisk politik.

Her kan Macri’s valgsejr blive helt afgørende. I lighed med EU er det nemlig ikke muligt for Mercosurs medlemslande at indgå separate frihandelsaftaler (i modsætning til medlemmerne af NAFTA og Alianca del Pacifico). Resultatet er at Mercosur ingen aftaler har med andre lande og regioner af betydning. En aftale med EU vil således være den første aftale af betydning der indgås, og det giver europæisk erhvervsliv en række fordele.

Intern uenighed i både EU og Mercosur

Både EU og Mercosur har dog problemer med egne medlemmer i forhold til at få sat turbo på forhandlingerne og indgået en aftale.

Mens Danmark, Spanien, Portugal, England m . fl. står bag opfordringen om at få sat turbo på forhandlingerne, er Frankrig (man fristes til at sige naturligvis) mindre begejstrerede.

Ifølge Paraguay’s udenrigsminister og leder af Mercosurs forhandlingsdelegation, Rigoberto Gauto, har “EU bolden”. Mercosur er parat til fortsætte forhandlingerne og udveksle forslag til hvor omfattende frihandelsaftalen skal være.

Spaniens handelsminister, Jaime García-Legaz, som er medunderskriver af brevet til handelskommissæren, pointerer dog, at Frankrig ikke er interesseret i at gå videre med udveksling af forslag på nuværende tidspunkt, fordi man i Paris opfatter Mercosurs forslag som uden ambitioner og alt for konservative. Hvilket muligvis ikke er helt forkert på nuværende tidspunkt. Men det burde ikke holde EU tilbage. Som der står i brevet til handelskommissæren:

Such exchange of tariff offers would therefore take place in the understanding – and this should be the common understanding as we move ahead – that Mercosur would then move towards a more ambitious offer on tariffs and the wider deal.  We should be able to show leadership in this negotiation – as we do in many others – and, most importantly, ensure that we do not put the continuation of the negotiating process at risk. We should use the momentum and deliver, too. In line with the recent Commission’s Communication “Trade for All”, we must “continue negotiations for an ambitious, balanced and comprehensive FTA with Mercosur that takes into account the economic realities in the region”.

Mens uenigheden internt i EU-landene trods alt er relativ fredelig, forholder det sig anderledes dramatisk i Mercosur.

Venezuela blev medlem for få år siden under stor dramatik (og kun fordi Paraguay i en periode var udelukket), vælger søndag ny Nationalforsamling. Samtidig gennemlever landet sin værste krise i mange årtier, både økonomisk og politisk.

Det var først og fremmest efter ønske fra Brasilien og Argentina at Venezuela kom med. Men noget kunne tyde på at den nyvalgte præsident Macri ikke deler sin forgængers varme følelser over for styret i Caracas. Macri har ved flere lejligheder luften tanken om at udelukke Venezuela på grund af regimets manglende respekt for demokrati og overtrædelser af menneskerettighederne.

Den 21. december er der topmøde for Mercosurs statsledere og her deltager Macri for første gang. Det kan meget vel indvarsle helt nye tider i Mercosur.

Denne historiske mulighed bør EU bakke op om. Det sker bedst ved at sætte turbo på forhandlingerne om en frihandelsaftale mellem Mercosur og EU.

Det er glædeligt at vores udenrigsminister sammen med en række kollegaer har forstået dette.

For yderligere information om relationerne mellem EU og Mercosur, herunder statistik for samhandel, se http://ec.europa.eu/trade/policy/countries-and-regions/regions/mercosur/

Hvad nu? Om danskernes EU-skepsis og EU’s krise

Supereuropæiske politikere og EU-forskere forsøger som sædvanligt at fremstille danskernes EU-skepsis, som om at danskerne er nationalistiske og vender internationalt samarbejde ryggen.
Faktum er imidlertid, at danskerne er glade for globaliseringen og generelt begejstrede for traditionelt internationalt samarbejde. Men det er ikke ligegyldigt, hvordan beslutningerne træffes i dette internationale samarbejde, og hvad det går ud på. Alle internationale organisationer på nær EU bygger på mellemstatsligt samarbejde. Dette betyder bl.a., at de internationale aftaler, som indgås, skal godkendes af det enkelte medlemslands regering og efterfølgende ratificeres i medlemslandets parlament. Dette sikrer en demokratisk kontrol med de internationale aftaler, som landets regering indgår. På den måde understøtter mellemstatslige organisationer det demokratiske princip om magtens tredeling. Men man skal dog ikke stikke sig selv blår i øjnene og bilde vælgerne eller sig selv ind, at dette sikrer fuld medbestemmelse i det internationale samarbejde. Det vil stadig være domineret af de store og mest magtfulde lande. Små lande kan heller ikke uden videre blokere for de aftaler, som de store lande indgår.
Som forsker har jeg selv i mange år beskæftiget mig indgående med såvel EU som WTO (Verdenshandelsorganisationen), som er den mest betydningsfulde internationale organisation udover FN. I WTO er princippet, at de små lande samler sig i alliancer eller koalitioner for at opnå større indflydelse. I internationale organisationer sker det også fra tid til anden, at en aftale ikke kan ratificeres i et medlemsland. Men det klares som ofte med, at landet i den internationale organisation opnår undtagelser eller ekstra indrømmelser.
EU derimod bevæger sig i stigende grad mod et overstatsligt samarbejde. Dertil kommer, at EU har en domstol, som fortolker EU-reglerne ekspansivt, således at dens domme trækker samarbejdet i stadig mere føderal retning.
En sådan domstol har WTO også, og det er faktisk den mest magtfulde globale domstol. Selvfølgelig skaber denne domstol også domspraksis. Mange af WTO’s regler er ikke fuldstændigt klare, og det er domstolens opgave, at fortolke reglerne og fastlægge en domstolspraksis. Men domstolen har ingen ambitioner om, at fortolke reglerne ekspansivt.
Begge organisationer har det tilfælles, at
1) at samarbejdet i stigende grad bevæger sig ind på politikområder, som førhen var eksklusivt nationale anliggender. I WTO er dette bl.a. sundhedsstandarder for fødevarer og miljøpolitik og i EU er det bl.a. asyl og migrationspolitik. I internationalt samarbejde kalder man også dette for positiv integration (hvor man skal aftale, hvilke regler, der positivt skal gælde) i modsætning til det både EF (nu EU) og GATT (nu WTO) var engang, nemlig negativ integration (fjernelse af told og handelsbarrierer). Når det gælder positiv integration, er lande meget heterogene, fordi de har forskellige præferencer med hensyn til hvilke regler og systemer, de foretrækker. Negativ integration er meget lettere, for her handler det bare om at blive enige om, hvilke nationale regler, landene ønsker fjernet.
2) deres medlemsskare er vokset meget betydeligt i løbet af en kortere årrække. Mellem 1980 og 2010 voksede EU f.eks. fra. 9 medlemmer til 28 medlemmer. Mens WTO (tidligere GATT) mellem 1985 og 2015 voksede fra ca. 100 medlemmer til ca. 180 medlemmer.
Konsekvensen af 1) og 2) er at begge organisationer er kommet i dyb krise, fordi det er blevet vanskeligere og vanskeligere at blive enige om noget.
Man kan tale om to ure: Forhandlingsuret i selve organisationer og omgivelsernes eller omverdenens ur. Til stadighed må organisationerne tage stilling til udviklingstræk og begivenheder, som organisationerne må tage stilling til, fordi begivenhederne ligger indenfor deres ressortområde. Men medlemslandene kan bare ikke blive enige om fælles løsninger, fordi de er uenige. Omverdenens ur tikker med andre ord lystigt derudaf, mens det andet ur er gået i stå. Urene kommer altså ude af sync. Derfor er både WTO og EU kommet i dyb krise. Men reaktionen i de to organisationer er meget forskellig, og så alligevel ikke helt.
I WTO har reaktionen været, at medlemslandene i stigende grad bypasser WTO, når de indgår nye handelsaftaler. Regionale og bilaterale handelsaftaler er således næsten eksploderet, siden WTO’s ministerkonference i Seattle i 1999, som afslørede afgrundsdyb uenighed, om at starte en ny handelsrunde. Dette er på ingen måde udtryk for, at organisationen er under afvikling. WTO er stadig omdrejningspunkt for mange globale handelsaftaler, som der værnes om, ligesom organisationens handelsdomstol fortsat er et meget vigtigt forum for handelskonflikter mellem lande. Men de regionale og bilaterale handelsaftaler er altså blevet stadigt vigtigere i bestræbelserne på at skabe friere handel mellem lande. De deltagende lande — store som små — ser også store fordele i disse nye aftaler: aftalerne skaber konkrete økonomiske gevinster, de er lettere at indgå og lettere at skræddersy til de deltagende landes individuelle økonomiske og politiske omstændigheder.
I EU er man derimod nærmest dogmatisk imod at bryde med organisationens enhedsprincip. Edinburgh-afgørelsen, som i sin tid sikrede de fire danske forbehold, var et revolutionerende nyt princip i EU, som man siden ikke har ønsket gentaget. Det gældende princip er, og har altid været, at alle skal gå i det samme jakkesæt, uanset hvor store eller små de er, og uanset deres individuelle omstændigheder. Så når der opstår en krise, er EU-Kommissionens svar, at så må vi alle bare have mere af det sammen, og på en endnu mere intensiv måde. Det ser man f.eks. i øjeblikket med flygtninge og migrantkrisen. EU’s forslag til at løse krisen på, er, at EU’s grænser dels skal sikres, og dels skal flere hundredetusinde flygtninge hvert år tvangsfordeles til medlemsstaterne gennem kvoter, uanset om de sætter sig imod eller ej. På længere sigt er ambitionen, at landes asylregler skal harmoniseres, og at der skal skabes minimumsregler for alt fra lommepenge til familiesammenføring. Redskabet for dele af denne pakke er forordninger, som har direkte retskraft i medlemsstaterne og kvalificerede flertalsafstemninger, hvor medlemsstater, især de små, som ikke har så mange stemmer i Ministerrådet, kan stemmes ned.
Sådan noget kan muligvis, omend ikke uden sværdslag, fungere i føderalstater som f.eks. den tyske, hvor det foregår på samme måde. Men ikke mellem nationalstater. EU er ikke en føderal stat, og bliver det formentlig aldrig, men alligevel opfører EU-Kommissionen og til tider Europa-Parlamentet og Tyskland sig som, der er en føderal stat.
Og det er lige præcis på dette punkt, at man finder hovedårsagen til danskernes skepsis overfor EU. Det er måske forkert at hævde, at danskerne ikke vil have mere EU. Men de vil ikke have mere overstatsligt EU. At Ja-politikere så enten hævder, at der ikke er noget alternativ til de løsninger, som EU presser ned over hovedet på danskerne, eller at opgivelse af forbeholdene ved folkeafstemningerne altovervejende kun har positive konsekvenser (jf. f.eks euro-kampagnen i 2000 eller den seneste kampagne omkring opgivelse af retsforbeholdet) skaber i tillæg også til mistillid til politikerne.
I Danmark har vi nogle rigtigt gode folkeafstemningsdebatter. Disse debatter bidrager til at højne danskernes viden om og indsigt i EU. Derfor er det ikke tilfældigt, at danskerne i Eurobarometers målinger af viden om EU konsekvent scorer blandt højeste i EU. Men vi har også brug for en mere nuanceret debat, hvor alternativer bliver debatteret på en fornuftig måde. F.eks. har jeg til dato ikke oplevet, at vi har diskuteret, hvorfor det går så godt økonomisk i de små og meget forskellige vesteuropæiske lande, der ikke er med i EU: Schweiz, Island og Norge.
Men måske bliver vi på et tidspunkt tvunget til en sådan debat. EU har reelt befundet sig i krise i mindst 15 år, og organisationen befinder sig nu måske i sin værste krise nogensinde. Organisationen er meget modstandsdygtig, men hvor længe kan det blive ved med at gå. Vi har i de senere måneder oplevet, at fundamentale EU-regler er blevet sat til side, og afløst af national enegang: Dublin-forordningen og indførelse af grænsekontrol.
Måske er det mest sandsynlige fremtidsscenarium, at en kerne af lande, eller kerner af lande bypasser EU og skaber et mere forpligtende eller et mere skræddersyet samarbejdet i mellem sig – præcis som det er sket i WTO. Skal Danmark være med i en sådan kerne og hvilken? Skal vi som periferiland associeres til en kerne, eller skal vi som Schweiz, Norge og Island have et løsere tilknytning? Vi kan ligeså godt starte den debat nu, for så bliver vi ikke taget på sengen, hvis et kerne-periferi-EU en dag bliver en realitet.
Ældre indlæg

© 2018 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑