Men er der overhovedet behov for tiltag i Danmark? Svaret kan man få fra figuren nedenfor, der illustrerer Danmarks Statistiks arbejdsløshedstal for de 15-24-årige. Svaret er efter alt at dømme nej. Ungdomsarbejdsløsheden i Danmark (den røde linje) følger den generelle arbejdsløshed (den blå linje) med en afstand på cirka 1½  %.

Jovist er Morten Messerschmidt skarp i sin kritik af Helle Thorning og EU. Jovist er han ironisk og passioneret i sit udtryk, og den var muligvis ikke gået i folketinget, men nu var det heller ikke der sceancen foregik.

Morten Messerschmidt “velkomsttale” til Helle Thorning Smith i Europaparlamentet 17. januar:

Klik her for at se den indsatte video.

Talen var adskilte sig ikke fra – hverken i tone eller indhold – hvad man jævnligt oplever i det engelske underhus, hvis debatter unægtelig er en del mere underholdende og engagerende end dem i det danske folketing, og hvis medlemmer ofte udviser et retorisk, for ikke at sige kunstnerisk niveau, klasser over hvad vi (bortset fra et par undtagelser) er vant til herhjemme. Hvis det har været inspirationskilden for Morten Messerschmidt, skal han ikke høre et ondt ord fra min side.

Heldigvis har de engelske repræsentanter i Europaparlamentet  taget deres tradition med sig til Bruxelles og Strasbourg – og tak for det. Se bare den konservative Daniel Hannas velkomsttale til daværende premierminister Gordon Brown i 2009. Klippet er set af over 2½ mio. gange siden det blev lagt på Youtube og er i dag en klassiker.

I sin reaktion på Messerscmidts ironiske tale udtalte Jens Rohde til BT, at:

Jeg synes, at hans [Messerchmidt] opførsel var umoden og pinlig. Jeg forstår ikke, at hvis man hader EU og elsker Danmark, at man så sætter Danmarks regeringschef i den situation, som han sendte chefen i dag. Det tjente på ingen måde Danmarks interesse.

Han bakkes op af SFs Emilie Turunen, som pointerer:

at det er skadeligt for Danmarks ry og for Danmarks interesser internationalt

Her hopper kæden vist helt af for hr. Rohde og de “Eu(ro)-pjattede”. Normalt er vi jo vant til at Morten Messerchmidt og Dansk Folkeparti nærmest per automatik omtales som et nationalistisk og snæversynet parti, men her er det vist Emilie Turunen og Jens Rohde der har svært ved at frigøre sig fra deres nationale rødder og ikke forstår at de er medlemmer af et europisk parlament, hvor man fordeler sig og udtrykker sig ud fra holdninger og anskuelse og ikke ud fra nationalt tilhørsforhold.

Mens Morten Messerschmidt har forstået det og optræder som europæisk politiker med noget på hjerte, opfører Rohde og Turenen sig som – efter min mening – danskere når de er værst. Nemlig som ufri undersåtter under enevælden, hvor fuldkommen underkastelse er en dyd, og hvor man står ret og holder kæft med at det lugter ilde i bageriet – når der er udlændinge til stede.

Hvem lider egentlig af mindreværdskomplekser? 

Jens Rohde har tidligere, efter han op til europaparlamentsvalget i 2009 førte en mildt Eu-kritisk platform, efterfølgende vist sig at stå for en meget EU-positiv holdning på linje med Venstres tidligere formand, Uffe Ellemann Jensen. Som han selv har udtalt om sin forvandling:

Vi leder efter at være uenige om noget i Danmark. Det er omvendt i Europa. Og det er en meget stærk personlig oplevelse for mig at komme til Bruxelles og få et international perspektiv på politik. Jeg forandrer mig af det. Da jeg var politisk ordfører, bandede jeg f.eks., når Uffe (Ellemann-Jensen, red.) advarede imod, at vi lukker os for meget om os selv. Det forstår jeg bedre i dag.

Netop Uffe Ellemann var sammen med Bo Lidegaard (så er linjen ligesom lagt) blandt hovedkilderne til en temmelig ringe og ensidig artikel i sidste uges The Economist i andledning af Danmarks overtagelse af formandskabet i EU. Her er Uffe Ellemann citeret for at :

“British scepticism comes from a superiority complex. Ours comes from a minority complex,”

Men er det ikke snarere de overstrømmende EU-positive, som lider af mindreværdskomplekser. Så længe jeg kan huske tilbage har alle folkeafstemninger herhjemme i sidste ende været baseret på det grundlæggende argument fra tilhængerne, at vi ikke kan kan klare os uden at opgive endnu mere suverænitet. Sidst så vi det ved Euroafstemningen i 2000, hvor der ikke var grænser for alle de ulykker som ville ramme os hvis vi ikke stemte ja til euroen. Om ikke andet må man tage hatten af for eurotilhængernes evne til totalt at ignorere at de tog fejl. For tiden fremturer de ufortrødent med at det er i Danmarks interesse at tiltræde europagten. Et absurd argument som man vist skal have et næsten religiøst forhold til drømmen om Europas Forenede Stater for at tro på. Men det er som bekendt svært at acceptere når ens drømme ikke klarer mødet med virkeligheden. Og tro mig, jeg har set det på nærmeste hold i det kollektiv hvor jeg boede i 1989, da Berlinmuren faldt

Men måske  er Jens Rohdes kritik blot afledt af, at han ikke formår at skelne mellem regent og regeringsleder. Førstnævnte behandler man naturligvis med respekt, hjemme såvel som ude. Sidstnævnte er først som sidst en politisk modstander – hverken mere eller mindre.

Under alle omstændigheder er det lettere komisk at Jens Rohde optræder som loyal fæstebonde, mens Morten Messerschmidt viser, at man godt kan være nationalkonservativ og alligevel lade sig inspirere af det store udland.

Som en public service viser vi nedenfor ratings fra både Standard’s & Poor og Fitch; bemærk at nogle af forskelle skyldes, at Fitch ikke har opdateret deres ratings endnu. En anden service er ret simpel information. Eurozonens medlemslande uden en kommunistisk fortid har nu en gennemsnitsrating på A+ (A hvis man tæller Grækenland med). De ’almindelige’ EU-lande, der stadig står udenfor euroen, har alle en rating på AAA – dvs. den perfekte score. Ultimo december var gennemsnitsrenten på en tiårig statsobligation i eurozonens almindelige medlemslande på 5 % (6,2 % hvis man tæller grækerns 21,1 % med). De almindelige udenfor zonen kan derimod refinansiere deres tiårige til en gennemsnitsrente på bare 1,9 %. Hvis den slags tal ikke fortæller en historie om en fælles valuta i svære vanskeligheder, ved jeg ikke hvilke tal, der vil.

I den anden ende af indekset finder man lande som Somalia, Burma, DR Congo og Venezuela. Ingen der kender til dem kan være overraskede over det, men der er bredere forskelle, som folk ikke altid tænker over. Nogle af disse forskelle afslører noget om, hvorfor nogle lande har persistent større bestikkelsesproblemer end andre. Nogle få simple eksempler kan give et indtryk.

Ud af de 90 lande, som jeg har kunnet finde fulde data på, og som ikke har en kommunistisk fortid, er de 45 rigestes gennemsnit 6,6 versus 3,2 for de 45 fattige; de 45 lavtillidslandes gennemsnit er 3,8 mod 6,0 for højtillidslandene; og 3,5 for de 45 relativt religiøse lande mod 6,0 for de relativt ureligiøse. Et godt og politisk uafhængigt retsvæsen er naturligvis også en klar determinant, men en del af problemerne ved dårligere retsvæsener er konsekvenser af korruption. Det er således svært at drage en klar skillelinje mellem, hvor høj grad retsvæsenet påvirker korruptionsniveauet og i hvor høj grad korruptionen bidrager til dårligere retsvæsener.

For læsernes egen fornøjelse, er her de 27 EU-landes scorer (på en 1-10 skala), inklusive nogle få interessante eksempler fra udenfor unionen.

Men markedet som helhed regner stadig med en form for statsbankerot som det mest sandsynlige scenario, ligesom de credit rating agenturer, som EU-værket hader så voldsomt, også stadig regner græske (og portugisiske og irske) obligationer som ’junk’. Og man skal heller ikke tænke længe for at se, at omlægningen til lavere rente og længere løbetid faktisk er en lille begyndelse på en græsk gældssanering – investorer bliver ’snydt’ for den risikopræmie, de stadig regner med er rigtig (over 200 milliarder kroner). Det helt store problem er selvfølgelig, at ikke bare tyske og franske banker, men også den Europæiske Centralbank har store beholdninger af græske (irske og portugisiske) statsobligationer.

Hvis – og det betyder når – Grækenland og muligvis to andre EU-lande mere officielt vælger at gå statsbankerot, står ECB med et meget stort problem: De vil have tabt en stor del af deres penge, og vil få behov for en delvis rekapitalisering. Det vil med andre ord betyde, at eurozonelande, der er i stand til at gøre det, må skyde flere penge i den fælles centralbank. Idet ECB i praksis har finansieret det græske overforbrug, da markedet ikke længere ville gøre det til politisk acceptable renter, vil en rekapitalisering fra de bedre fungerede eurolande ganske enkelt betyde, at de har betalt for problemlandenes overforbrug.

Og dermed er vi ved problemets kerne: EU fungerer nu i praksis som en transfer union. Man overfører tydeligvis midler fra bedre stillede – læs: Finansielt ansvarlige lande – til problemlandene. Den finansielle stabiliseringsfond søger man fra EU’s side at gøre væsentligt større og ændre den til en fast institution, hvilket også vil betyde en vis automatik i overførsler mellem EU’s stater. Næste skridt, som en del kommentatorer og politikere argumenterer for er ’nødvendigt’, er at indføre en vis grad af fælles finanspolitik styret fra overstatsligt plan.

Reuters rapporterede den 22/7, at Tysklands kansler Angela Merkel er stærkt imod indførslen af en formel transfer-ordning. Ved et pressemøde sagde hun bl.a. at “a transfer union would be an automatic financial balancing … and this shall not happen according to my conviction.” Spørgsmålet er blot, om Merkel og Sarkozy mener det, eller om de i højere grad forleder deres egne vælgere til at tro, at det ikke allerede er sket. Det er svært at tro, at de ikke forstår hvad der er ved at ske med den fælles valuta. Dilemmaet er dette: Hvis man vælger at beskytte euroen ved at fastholde, at ingen lande kan gå statsbankerot og dermed forlade euroen (en bankerot indenfor euroen er ikke mulig), indebærer det at den nuværende situation bliver permanent. Ansvarlige lande vil dermed permanent finansiere underskud i uansvarlige lande, og hverken de i forvejen uansvarlige lande eller de bedre stillede vil få andet end svagere incitamenter til at føre fornuftig offentlig finans- og udgiftspolitik. En de jure eller de facto transfer union vil ganske enkelt underminere politikerne tilskyndelse til at opføre sig ansvarligt.

Scenario nummer to er, at man vælger at lade Grækenland og sandsynligvis mindst ét andet euroland gå bankerot og forlade euroen. Frygten er, at hvis et land forlader euroen efter en mere eller mindre ordnet statsbankerot, vil andre følge efter, da det er en ’lettere’ måde at løse problemerne. Man vil derefter stå med det samme behov for rekapitalisering af ECB, men med en mindre eurozone. Fra EU-side er man således skrækslagen for, at denne situation vil føre til euroens sammenbrud, i det mindste som troværdig, international reservevaluta.

Valget er således mellem pest og kolera. Fra EU-politisk side er det et forholdsvist enkelt valg: Euroen skal bestå, så man bliver nødt til at gøre EU til en transfer union. Men dette valg er hverken populært eller politisk bæredygtigt, for hvem tror at menige tyskere, hollændere, briter, eller for den sags skyld danskere eller franskmænd vil finde sig i permanent at blive politisk bestjålet af dysfunktionelle, uansvarlige medlemsstater?

UPDATE: Moody’s har her til morgen igen sænket deres kreditvurdering af Grækenland. Berlingske skriver, at private investorer kan se frem til store tab, og at ”når der kommer en restrukturering af den græske gæld, så vil Moody’s definere det som, at den græske stat ikke tilbagebetaler hele sin gæld”

Sommeren har i høj grad været præget af agurketid – en næsten komplet mangel på reelle nyheder. Men i onsdags kom der en af slagsen, der kan gå hen at have virkeligt mærkbare konsekvenser i de nærmere år: Forhandlingerne om en ny, global handelsaftale i Verdenshandelsorganisationen WTO brød endeligt sammen. Forhandlingsrunden blev sat i gang i november 2001 i Qatars hovedstad Doha – derfor er den blevet kendt som Doha-runden – havde som erklæret mål at opnå en aftale, der var bedre for særligt verdens fattigste lande, end den skuffende Uruguay-aftale fra 1994, som på trods af åbenlyse skridt mod et mere frit handelssystem, havde undgået en række besværlige områder indenfor bl.a. landbrug. Mødet i juli mellem alle topforhandlerne i Geneve var skemalagt til at starte mandag den 20. og slutte søndagen efter, men lørdag blev man enige om at fortsætte de svære forhandlinger tre ekstra dage. Tirsdag aften kom beskeden så, at man fra øverste sted havde opgivet at komme til enighed.

Egentlig var forhandlingerne brudt sammen for to år siden, men dengang insisterede man på at fortsætte og ikke at kalde det et sammenbrud. Vi skrev om det umiddelbart efter (læs her), men forskellen i dag er at forhandlingschefen Pascal Lamy denne gang har brugt ordet ’collapse’. Og på trods af at Indonesiens handelsminister udtalte dagen efter, at ’handelsforhandlinger ikke bryder sammen, de fortsætter bare’, vil en hvilken som helst genoptagelse af Doha-runden ske med anderledes små ambitioner.

Man kan nu stille sig selv to overordnede spørgsmål: 1) Hvorfor brød forhandlingerne sammen og hvem kan man skyde skylden på? Og 2) hvad taber verden ved at der ikke kommer en ny aftale?

Hvis man skal gøre det hurtigt, ligger skylden hos særinteresser. At langt de fleste toldmure og andre handelsforvridende foranstaltninger kan spores tilbage til særinteressers lobbying (og det, der er værre) har været vidst siden Adam Smith, der skrev klart om problemet. Og dem med mest gennemslagskraft, er dem der kombinerer en stærk organisation og en evne til at vække irrationelle følelser hos vælgere med stærke incitamenter til at få beskyttelse. Med andre ord er det som oftest de mindst konkurrencedygtige industrier, der lobbyer stærkest. Derfor bliver de økonomiske tab ved beskyttelse også ganske store.

Men WTO-forhandlinger står nu engang ikke mellem industrigrupper, men mellem nationer. Og med den indlysende indsigt, må man konkludere, at de lande, hvor lobbygrupper er stærkest og hvor politikere er mest tilbøjelige til at give efter for dem, også vil være de lande, der holder allermest tilbage i forhandlingerne, der jo netop handler om at nedbryde toldmure, andre handelshindringer, og forskellige støtteordninger. Og netop den kombination er i høj grad karakteristisk for de grundlæggende problemer ved det ellers udmærkede EU-samarbejde.

En række kommentatorer har ellers taget fat i det lille emne, der officielt fik Doha-runden til at bryde sammen: Spørgsmålet om ulandenes såkaldte special safeguard mechanism. Mekanismen eksisterer for at man undgår, at fattige landes producenter ikke bliver løbet over ende og mister deres livelihood hvis der kommer stærkt stigende import af de bestemte varer, de lever af at producere. Udspillet fra USA var, at man var villig til at acceptere en regel, der betød at ulande kunne indføre en ekstra beskyttelsestold, hvis importen af bestemte typer varer – f.eks. ris – steg med 40 procent eller mere på et år. Udmeldingen fra Indien var derimod, at man ønskede tilladelse til at indføre en ekstratold, hvis importen steg med mere end ti procent.

Umiddelbart lyder det måske rimeligt at kunne beskytte sig selv, hvis importen af en type varer stiger med mere end ti procent på et år. Men når man får den ekstra oplysning, at disse lande i de senere år har oplevet stigninger i eksport og import på seks procent om året i gennemsnit, er der pludseligt ikke langt op til de ti procent på et år. Det er derfor også meget sandsynligt, at en række varer i enkelte år oplever stigninger på over ti procent af helt naturlige grunde – og at eksportører i andre lande skal til at regne med en ikke ubetydelig sandsynlighed for at blive ramt af mekanismens ekstratold i tide og utide. Alle vidste derfor, at der var tale om spil for galleriet, der dækkede over langt dybere problemer.

Og problemet har fra starten været EU! Unionen har ligesom USA stillet krav om indrømmelser fra de relativt rigere ulande – som Brasilien, Indien, Indonesien og Kina – om at få øget adgang til disse landes industrimarkeder. Men ulig USA har EU’s forhandlingsudspil om toldnedsættelser og reduktion af landbrugsstøtte i høj grad været spil for galleriet, og udspillene har som oftest taget form af ultimatummer i stedet for åbne forhandlingsoplæg. Hvad ville det f.eks. nytte at man sænker hektarstøtten – den pose penge, EU’s landmænd får per hektar jord de dyrker – når unionen stiller som ultimativt krav, at man får udbredt tilladelse til at give væsentligt mere miljøstøtte – som skal gives til landmænd i forhold til hvor mange hektar de dyrker? En lang række af unionens såkaldte forhandlingsudspil har i detaljen drejet sig om, at skifte navnet på den eksisterende støtte ud med et andet, mere sexet navn. Denne særlige struktur i EU’s udspil har indlysende nok betydet, at stort set ingen andre har bakket op om dem, og at man bag kulisserne har været temmelig trætte af unionen, der desuagtet ufortrødent har fortsat den destruktive linje.

To medvirkende faktor har klart spillet ind på sammenbruddet, og har gjort det lettere for EU at ’gemme’ si
g i det blame game, der na
turligvis har udspillet sig efter sammenbruddet. For det første er der ingen tvivl om, at lande som Brasilien og Indien har været for ambitiøse på de rige landes vegne, set i forhold til hvor meget de var villige til at åbne deres egne industrimarkeder. Her spiller det ind, at magtfulde industriinteresser traditionelt har stor politisk indflydelse i disse lande, som f.eks. Indiens bilindustri. Denne indflydelse er i høj grad et levn fra tiden, hvor landene fulgte den såkaldte ISI-strategi, hvor man forsøgte at rejse høje toldmure og udvikle statsejet industri bag murene – en strategi der førte til industrier med en næsten latterlig mangel på konkurrencedygtighed og skabte endnu sværere korruptionsproblemer. Den anden faktor er det forestående amerikanske præsidentvalg, hvor USA står overfor valget mellem to kandidater, der næsten ikke kunne være mere forskellige, når der spørges om deres foretrukne handelspolitik. John McCain er så vidt vides endnu mere traditionelt frihandelsvenlig end Bush, mens Barack Obama er en af efterkrigstidens mest frihandelsfjendtlige præsidentkandidater. Bare usikkerheden om, hvad der bliver USA’s linje efter valget har gjort, at mange parter har fedtspillet i udpræget grad.

Uanset af man kan skyde lidt af skylden på amerikansk usikkerhed og indisk-brasiliansk mangel på proportioner, ligger hovedvægten af skylden for sammenbruddet stadig hos EU. Frankrig har ikke engang lagt ret meget skjul på, at landet slet ikke ønskede en forhandlingsrunde, og både den tidligere præsident Chirac og den nye Sarkozy – som vi nok havde ventet noget andet af – har undsagt EU’s handelskommisær Peter Mandelson gentagne gange. Andre sydeuropæiske lande med lige så stærke traditioner for beskyttelse og statsstøtte (og lige så store korruptionsproblemer) har bakket op og viftet med deres vetoret under bordet og udenfor offentlighedens øje. Særinteresser styrer deres tilgang til handelspolitik, ligesom en aldeles umoderne afsky for handel hos dele af befolkningerne forhindrer en rimelig diskussion. Men selv da ved man godt, at EU’s handels- og landbrugspolitik – og her er svaret på spørgsmål nummer to – både koster forbrugerne i de rige lande store summer i form af høje fødevarepriser og massiv landbrugsstøtte, der skal finansieres, og afholder millioner af fattige bønder i ulandene at udnytte de komparative fordele, de faktisk har, og eksportere deres varer til EU. Det er svært at kalde det andet end en umoralsk politik, og derfor et dybt umoralsk (og dyrt) træk, at EU i den grad var instrumentel i at Doha-runde brød sammen. Og så er det i øvrigt ligegyldigt, at Danmark sammen med Storbritannien, Sverige og Holland traditionelt har stået for frihandelsorienterede præferencer. Lorten ligger lige så meget og stinker foran Danmarks dør som i resten af Europa, men det er vores sydeuropæiske partneres hund, der har lagt den.

Dette er på linie med hvad der blev sagt op til afstemningen i 2000, hvor f.eks. professor Niels Thygesen, en af arkitekterne bag ØMU’en udtalte, at “Vi får alle lidt mere i lønningsposen, fordi vi sparer de overflødige omkostninger ved en højere rente, og fordi virksomhederne ikke længere vil have brug for at dække sig ind over for valutakurstab,” og “Vi kommer til at sidde med ved bordet, når euro-landene beslutter den økonomiske politik”.

Mon Tyskland, Frankrig og ikke mindst Italien ville have ført en mere fornuftig økonomisk politik, hvis vi havde siddet med til bords?

Dansk folkeparti, og efter lidt forvirring SF, samt måske mest overraskende Ny Alliance har sagt fra overfor indførelsen af euroen, ligesom direktøren for Saxo bank Lars Seier Christensen ved flere lejligheder har advaret mod at opgive kronen. Det fik finansminister Lars Lykke Rasmussen til i Jyllandsposten at sige, at ”Lars Seier Christensen har meget farlige politiske synspunkter, når han argumenterer for at bevare kronen fremfor dansk deltagelse i euro-samarbejdet.

Det ser altså ud til, at en argumenterne for, at Danmark skal gå med i euroen i vid udstrækning vil være de samme som ved den sidste afstemning i 2000. Hvilket i korte træk vil være fremførelse af cirkelargumentet om, at når vi alligevel fører fastkurspolitik overfor euroen, hvorfor så sidde udenfor, når beslutningerne tages, og mon ikke den gamle traver om at tilliden til den danske krone er afhængig af vores tilknytning til og fastkurs overfor euroen. Med andre ord, enten må man mene, at resten af verden er ude af stand til at vurdere dansk økonomi, eller også må det grundlæggende synspunkt være, at vi er dårlige til at føre økonomisk politik end euroområdet.

Set i et historisk perspektiv er det ikke overraskende, at en fravigelse fra fastkurspolitikken per automatpilot sættes lig med en svagere dansk krone. Det var jo en af den borgerlige regering i 1980ernes store fortjeneste, at man gik bort fra periodiske devalueringer, som konsekvens af den tåbelige økonomiske politik, der førstes under skiftende socialdemokratiske regeringer indtil 1982.

Men en opgivelse af muligheden for at devaluere er selvfølgelig også en opgivelse af muligheden for at revaluere.

Ca. et halvt år før euroafstemningen i 2000 kom de økonomiske vismænd med en dengang opsigtsvækkende rapport, der konkluderede at euroen primært var et politisk projekt, og at det ikke indebar væsentlige økonomiske ulemper at stå udenfor. Dette i klar modstrid med hvad ja-sigerne dengang spåede, nemlig at omkostningerne ved at stå udenfor ville være betydelige. Den mellemliggende periode har vist, at disse dystre forudsigelser ikke holdt stik. Hvilket næppe øger sandsynligheden for et ja. Og selv om en afstemning nu ifølge meningsmålingerne, så vist jeg husker viser, at der er flertal for at opgive kronen og indføre euroen, indebærer det jo langt fra, at det bliver et ja. Erfaringen er, at det er nej.-siden der vinder stemmer fra det øjeblik der udskrives en folkeafstemning – og hvad det er ja-siden har i posen denne gang, der skulle afværge at det bliver et nej igen kan være svært at se.

Det er interessant at genlæse daværende nationalbankdirektørs tale i British Import Union den 18. januar 2000, hvor hun bl.a. siger, at: ”Rentespændet benyttes ofte ukritisk som mål for omkostningerne ved at stå udenfor. Det kan man imidlertid ikke. Selv om vi blev medlemmer, ville rentespændet mellem danske og tyske statsobligationer ikke blive nul. Tyske statsobligationer udstedes i meget store serier, der som toneangivende obligationer er mere attraktive for internationale investorer, end danske statsobligationer vil kunne blive. Det viser sig da også, at fx hollandske statsobligationer har en vis merrente, ca. 15 basispoint, i forhold til tyske. Så selv om man kan regne med, at det danske rentespænd ved medlemsskab vil blive mindre end i dag, vil det næppe helt forsvinde”. Og fortsatte med, at ”i modsat retning trækker, at det rentespænd, vi har i dag, i høj grad er påvirket af forventningen om, at Danmark vil indføre euro inden for en kortere årrække. Hvis det trækker i langdrag, eller man får et nej ved en folkeafstemning, er der næppe tvivl om, at rentespændet vil stige sammenlignet med den nuværende situation.”

Men sådan gik det ikke – illustreret af nedenstående figur fra NB.

I en undersøgelse i 2006, konkluderede Centre for Economic Policy Research da også, at lande som Danmark, Sverige og Storbritannien ikke tabte økonomisk terræn til de 12 eurolande ved at stå uden for

Der skal sikkert blive rigelig med lejlighed til at komme med indlæg her på bloggen om euroen, efterhånden som vi nærmer os en egentlig afstemning. Indtil da vil jeg nøjes med at undre mig over at det skulle være nødvendigt med en afstemning om euroen på nuværende tidspunkt – set fra ja-siden vil jeg endda kalde det noget af en gambling. For det kan vel ikke være på grund af én mands (statsministerens) personlige karriereambitioner? – eller kan det? Måske kan nogle af bloggens læsere hjælpe til med bud på hvorfor der lægges op til en afstemning nu.

De traditionelle svar på spørgsmålet om Danmark skal indføre euoren, læner sig alle op af Robert Mundells Nobelpris-vindende teoridannelse om ’optimale valutaområder’. Keynesianeren Mundell, der selv lænede sig op ad den markedssocialistiske økonom Abba Lerner, opstillede seks krav til et optimalt område, dvs. et økonomisk område, der med fordel kan implementere en fælles valutakurs.

Det først krav er, at arbejdskraften er mobil indenfor området. Hvis ikke, vil en dårlig økonomisk periode i ét medlemsland betyde højere arbejdsløshed i landet, mens at en god økonomisk periode vil udløse inflation. Dette problem – de såkaldt ’asymmetriske stød’, der giver forskellige konjunkturer i forskellige lande – kan derimod undgås hvis der er mobil arbejdskraft indenfor valutaunionen, og dermed kunne man undgå at der er behov for forskellig økonomisk politik i forskellige dele af unionen. Det burde være klart, at EU virkelig halter på dette punkt.

En optimal valutaunion bør også have en diversificeret produktionsstruktur, så hver del så at sige vinder på gyngerne, hvad de taber på karrusellerne. Ellers ender man igen i den ubehagelige situation, at der er forskellige behov for økonomisk politik i forskellige dele af unionen, noget der vanskeliggøres af en fælles valuta. EU klarer sig godt på dette punkt, ligesom det også har fuld frihandel indenfor området, og perfekt kapitalmobilitet. Mht. det tredje punkt – pris- og lønfleksibilitet – varierer forholdene ret stærkt på tværs af unionens lande, og nogle lande er decideret fjendtlige overfor det at have fleksible arbejdsmarkeder, Det på trods af, at man uden en valutamekanisme – og den har man jo ikke længere med en fælles mønt – enten må have fleksible lønninger eller også bliver nødt til at se al tilpasning på arbejdsmarkedet ske via større og mere variabel arbejdsløshed.

Sidst understregede Mundell, at et optimalt valutaområde må have en slags overførselsmekanisme mellem medlemsstaterne, så områder, der er ramt af lavkonjunktur, kan hjælpes af områder, der har bedre konjunkturer. Dette findes ikke i EU medmindre man regner strukturfondene med som en slags overførsel, men der arbejdes i perioder intenst på at lave en slags mekanisme, for eksempel gennem en fælleseuropæisk skat.

Oveni disse standardkrav fra Mundells oprindelige teorier, har flere økonomer og politologer peget på, at man også bliver nødt til at have forholdsmæssigt ens politiske præferencer, dvs. at lande i den samme situation vil foretrække at gøre cirka det samme. Ellers vil man i en valutaunion få meget svært ved at enes om den ’rigtige’ kurs, noget man i høj grad allerede ser ske i forbindelse med den Europæiske Centralbank, hvor tyskerne står for en konservativ prisstabilitets-kurs, mens Frankrigs tradition har været at bruge centralbanken aktivt politisk og dermed acceptere langt højere og mere uforudseelig inflation. EU ser derfor ikke godt ud på det område.

Det bør derfor stå relativt klart for læseren, at mens jeg ikke personligt er begejstret for ideen om en fælles valuta, kan man på det foreliggende grundlag faktisk godt argumentere både for og imod, at Danmark skulle tilslutte sig euroen. Men der er to vigtige ekstra forhold, der taler imod en fælles valuta.

For det første er en af de mekanismer, Mundell oprindeligt forestillede sig kunne bruges mod problemerne med asymmetriske stød – transfereringer indenfor unionen – i praksis ofte fuldstændigt uden virkning. Hvis man overfører midler til en hvilken som helst regering, vil den bruge midlerne i forhold til dens egne politiske prioriteringer og ikke de objektivt ’nødvendige’ økonomiske investeringer. EU’s strukturfonde har således med stor sandsynlighed overhovedet ikke bidraget til den økonomiske udvikling i de områder i Sydeuropa, der har modtaget store del af dem. Dermed bliver asymmetriske stød så meget mere vigtige når man ikke effektivt kan eller vil udjævne dem. Og hvor dygtige er politikere lige til den slags?

Den anden grund til at beholde sin egen valuta i stedet for at slutte sig til en fælles mønt, har Nobelprisvinderen Edward Prescott som ophavsmand. Prescott har på det seneste argumenteret for, at mange lande bør have deres egen valuta af en særlig grund: Hvis Frankrig for eksempel fører ekspansiv finanspolitik – forsøger at ’sætte gang i hjulene’ ved at lade det offentlige bruge flere penge – vil det føre til at valutakursen styrkes. Dermed bliver landets varer dyrere i udlandet og importerede varer bliver billigere, og landets betalingsbalance forværres dermed. Men hvis Frankrig, som det er tilfældet, er med i en valutaunion som EU, bærer landet ikke den fulde virkning af sin uansvarlige finanspolitik, fordi valutakursstyrkelsen også rammer de andre EU-landes betalingsbalancer. Der opstår dermed et klassisk såkaldt ’freerider’-problem, som betyder at alle regeringer i en valutaunion vil have svækkede incitamenter til at føre ansvarlig politik, fordi de kun bærer en mindre del af omkostningerne for deres politik. Når tolv lande er medlemmer af en union, er det ikke underligt at en del af landenes politik er mindre end optimalt ansvarlig. Så der er ingen hokus-pokus i at en hel række lande har brudt med den monetære unions Vækst- og Stabilitetspagts regler, vel?

Det særlige problem i den offentlige debat er derfor, at mens de fleste traditionelle nationaløkonomers svar på spørgsmålet om euroen hviler på Mundells teoridannelse og derfor er famlende på-den-ene-side-og-på-den-anden-side-svar, vil politikere som hovedregel altid foretrække større politisk indflydelse, og de vil praktisk taget aldrig fremhæve ordninger, der begrænser og disciplinerer dem selv! Et af den moderne politiske økonomis vigtigste indvendinger mod dansk euro-medlemsskab bliver derfor forbigået i tavshed i debatten. Mange danskere kan sikkert få svært ved at sluge argumentet på grund af deres underligt høje tillid til politikerne, men et af de springende punkter er netop, at en tilslutning til euroen vil betyde ikke blot at vores egne udgiftsgejle politikere vil blive endnu mindre ansvarlige, men også at dansk økonomi vil være endnu mere sårbar overfor uansvarlighed i resten af Europa. Selv en blind ikke-økonom må da kunne føle argumentet med sin stok.

“På Socialdemokratiets særdeles vellykkede EU-kongres for nogle uger siden udnævnte jeg EU til at være et socialdemokratisk projekt med nogle værdier, der ligger i forlængelse af den (overvejende) socialdemokratiske velfærdsstat, der er normen i de nordiske lande. … EU kan selvfølgelig ikke opbygges af de socialdemokratiske partier alene. Alle er velkomne til at deltage i den videre udformning af projektet, og jeg er glad for, at vi nu alvorligt er begyndt at diskutere, hvad vi vil med EU.
…

[Jeg synes] rent sagligt, at det kan dokumenteres, at EU’s regelsæt i høj grad er præget af en socialdemokratisk måde at tænke politisk på.  Jeg tænker her ikke på det umoderne og ikke særligt miljøvenlige landbrugsstøttesystem, der for mange fremtræder som en cocktail af planøkonomi anvendt på et erhverv, der fortsat insisterer på at kalde sig liberalt.  Jeg tænker heller ikke på en stribe statsstøtteordninger til industrier, der ikke kan klare sig i den fri konkurrence. Jeg tænker derimod på EU’s omfattende beskyttelsesregler for forbrugere, for arbejdstagere, på arbejdsmiljøområdet, på ligestillingsområdet, på miljøområdet og seneste også på beskæftigelsesområdet i medfør af Amsterdam-Traktaten.
På en række af disse områder ville vi næppe have så veludviklede beskyttelsesforanstaltninger i Danmark, hvis ikke det var for EU. Hvorfor hører vi aldrig noget om det? Fordi det er socialdemokratiske mærkesager, og fordi Socialdemokratiet i næsten 25 år har måttet bruge for meget af sin tid på interne diskussioner om, hvad vi skulle synes om EU. Den tid er heldigvis forbi.

Lad mig nævne en anden ting. Hvad med Det indre Marked? De fleste kommer nok til at tænke på varenes fri bevægelighed og industriens interesser, når de hører om Det indre Marked. Det kan der selvfølgelig være noget om. Filosofien bag den fri bevægelighed, der jo også gælder for kapital, tjenesteydelser og arbejdskraft, er imidlertid ikke den utæmmede og selvregulerende frihed til at gøre lige, hvad man har lyst til.

Filosofien er derimod at regulere bevægeligheden og skabe fælles rammer herfor. Alternativet til Det indre Marked er fri og uhæmmet konkurrence. Hvornår har det skabt bedre levevilkår for almindelige mennesker? Alternativet til fælleseuropæiske regler er den fælleseuropæiske junglelov. Hvornår har det været en model for almindelige mennesker?

Alternativet til, at hele Europa er åbent for danske varer af høj kvalitet og værdi, er toldmure, beskyttelsesforanstaltninger og tilfældig administration af nationale regler. Hvornår har det været noget at samle på for almindelige mennesker? Det indre Marked må selvfølgelig ikke gå grassat. Derfor er det påkrævet med forbrugerbeskyttende lovgivning på en række punkter. Det kan være af miljømæssig, konkurrencemæssig eller anden karakter. Det kan omfatte regler om emballageaffald, mærkning af genmodificerede organismer, nikkelindhold i mønter eller meget andet. Set ud fra en miljømæssig betragtning er der selvsagt grænser for, hvad der kan accepteres i markedets navn. Kunsten er at finde balancen.

Det gælde i øvrigt også i politik i almindelighed. Så hvis jeg kan være med til at overbevise de socialdemokratiske vælgere om, at EU er et socialdemokratisk projekt og Per Stig Møller kan overbevise sine vælgere om at det er et borgerligt projekt så tror jeg flertallet er mere end hjemme. Jeg skal gerne fortsat gøre mit.”

Man behøver ikke være en stor beundrer af damen for at værdsætte det faktum, at hvis hun argumenterer for, at EU er et socialdemokratisk projekt, så mener hun det nok også.  Mig har hun overbevist.

”Afrika og Europa er bundet sammen af historie, kultur, geografi, en fælles fremtid såvel som et fælles sæt af værdier: respekt for menneskerettigheder, frihed, lighed, solidaritet, retfærdighed, retsstatsprincipper og demokrati” hedder det højtideligt i den fælles erklæring fra EU-Afrika topmødet i Lissabon som afholdes fra den 10-12 december 2007.

Det er da også rigtigt at visse afrikanske lande som Botswana, Ghana, Senegal og Uganda har taget vigtige skridt på vej mod økonomisk fremskridt og konsolidering af demokrati, der viser at Afrikas potentiale kan opfyldes. Men respekten for menneskerettigheder og frihed er i alt for mange afrikanske lande underordnet undertrykkende regimers vilkårlige og kleptokratiske handlinger.

Hvad der er næsten ligeså slående er den nærmest totale mangel på afrikansk selvjustits. Afrikanske ledere virker ofte mere solidariske med hinanden end med de befolkninger som de står i spidsen for. Det er nærmest uhørt at afrikanske ledere kritiserer selv alvorlige overgreb på afrikanske borgeres basale menneskerettigheder.At afrikanske ledere i Lissabon velvilligt stiller op med en brutal diktator som Robert Mugabe er et godt eksempel derpå. Desværre er dette udtryk for et mønster snarere end en enlig svale.

I 2006 holdt den Afrikanske Union (AU) således sit årlige møde for stats- og regeringsledere i Sudan, hvor mere end 200.000 mennesker er blevet myrdet af værtslandets regime og dets militser. Ikke én eneste resolution nævnede overgrebene i Darfur eller tyranniet i Zimbabwe. I stedet vedtog man tomme resolutioner om indførelsen af det ”andet årti for uddannelse i Afrika” og ”et international år for afrikansk fodbold”. Kronen på værket var da man valgte Sudan som formand for AU i 2007. Så meget for AUs angivelige respekt for menneskerettigheder, retfærdighed og retsstatsprincipper. Så meget for ofrene i Darfur og Zimbabwe.

Også i FN regi holder de afrikanske stater i Menneskerettighedsrådet hånden over Zimbabwe og Sudan, mens man gladeligt lægger stemmer til diktaturstaters kampagne mod ytringsfrihed. Afrikas mest velstående demokrati Sydafrika stemmer rutinemæssigt for den dagsorden der stilles af udemokratiske lande i Menneskerettighedsrådet og holder i sine bilaterale forbindelser med Zimbabwe hånden over Robert Mugabe. At Sydafrika vender det blinde øje til massive krænkelser af menneskerettigheder i Afrika er særligt kritisabelt, når man tænker på, hvor væsentlig udenlandsk støtte var i kampen mod apartheidregimet og hvor vigtig en rolle Sydafrika kunne spille for udbredelse af en større respekt for basale menneskettigheder på kontinentet.

Tavsheden overfor systematiske overgreb på basale menneskerettigheder står også i stærk kontrast til den aktive måde, hvorpå nyligt uafhængige afrikanske stater i 60’erne og 70’erne – med rette – brugte FN som en effektiv platform til at fordømme og udstille de europæiske lande, der endnu ikke havde afkoloniseret deres besiddelser i Afrika.

At EU-Afrika topmødet hverken har Darfur eller situationen i Zimbabwe på dagsordnen er på denne baggrund en hån mod de millioner af afrikanere, som topmødet angiveligt skulle komme til gode. At en række europæiske lande har en fortid som undertrykkende koloniherrer er ikke en valid undskyldning for at være eftergivende. Nuværende europæiske regeringer har ingen skyld i fortidens synder og for den afrikaner der bliver tortureret, får myrdet sin familie og konfiskeret sin ejendom er det en ringe trøst at krænkeren er en landsmand fremfor en europæer.