Tag: EU (side 2 af 4)

Tyskland møder muren

På 25-årsdagen for Tysklands genforening har landet mødt muren.

Masseindvandringen, som formentlig vil passere millionen i 2015, presser på alle leder og kanter det tyske samfund. Menneskestrømmen synes der ingen ende på. Lørdag meddelte den kroatiske indenrigsminister Ranko Ostojic, at Kroatien i de sidste tre uger har registreret mere end 100.000 nye flygtninge og migranter. Alene i september 2015 har Tyskland registreret mere end 200.000. Det faktiske tal, som er ankommet til Tyskland, er dog meget højere, eftersom mange bruger landet som transitland i deres færd mod de nordiske lande. Fx. forventer Finland i 2015 50.000 asylansøgere mod blot 3.600 i 2014. (1)

DWO-IP-Asylantraege-2015-August-ag-Antraege-Aufm-Kopie

Angela Merkels politik er, at der skal gives plads til alle legitime asylansøgere, især dem som flygter fra borgerkrigene i Syrien, Irak og Eritrea. Men Europas (og Tysklands) åbne grænser gør det også muligt for hundredtusindvis af økonomiske migranter at nå til Tyskland. Der er bare ikke plads til dem. Tyskland har mødt muren.

Bayern overvejer at indføre totalstop for flere flygtninge og migranter. Områderne i andre dele af Tyskland, fx. Hamburg, meldes også at være blive fyldt op. I mange flygtningelejre er der blev indført en uformel hakkeorden, hvor dem som kommer (eller påstår, at de kommer) fra Syrien, har førsteret til en seng under tag. Andre må sove udenfor på jorden i en sovepose eller med et tæppe omkring sig. Situationen er uholdbar, for om få uger bliver det vinter.

Samtidigt vokser presset på kansleren for at sikre Tysklands grænser. Fra koalitionspartneren SPD, fra det bayeriske søsterparti CSU, og fra Merkels eget parti, CDU. Indenrigsminister Thomas de Maiziére (CDU) taler om behovet for at indføre transitzoner ved de sydlige grænser, men det har Kommissionen straks erklæret som værende uforeneligt med EU’s regler. Bayerns finansminister Markus Söder foreslår et generelt asylstop med den begrundelse, at Tyskland “ikke kan redde hele verden”, men dette forslag er forfatningsstridigt. Sålænge Tyskland vil EU, og sålænge Tyskland vil sin egen forfatning, har landet intet andet valg end at tage imod de hundredtusindvis af flygtninge.

Merkels egen demarkationslinje trækkes ved flygtninge fra de borgerkrigshærgede områder i Syrien, Irak og Eritrea, men omkring de to lande i Mellemøsten venter millioner i flygtningelejre. Ruslands indtræden i krigen vil ikke lette situationen. Med Talibans genkomst forværres situationen samtidigt i Afghanistan. Derfra kan man også forvente en eksplosion i flygtninge.

Stemningen i Tyskland er vendt. For blot tre uger siden var kun 38% af tyskerne bekymret for flygtninge- og migrantstrømmen. Nu er det 51%Samtidigt styrtdykker Merkels popularitet (hun har tabt 9%-point på et måned), mens hendes største kritiker, Bayerns ministerpræsident, CSU’eren Horst Seehofer oplever stor fremgang i sin popularitetsmåling (+11%).

Tyskland er kort sagt på katastrofekurs.  Tyske økonomer forventer, at op imod 90% af flygtningene og migranterne ikke vil kunne finde arbejde, da de ikke besidder de nødvendige kompetencer, og fordi minimumslønnen, som immervæk kun er er €8.50 (ca. 60 kr) og langt lavere end den danske, er for høj. Tillader man at sænke minimumslønnen med yderligere 30% (til €6 i time), vil  stort set alle, som kun tjener denne minimumsløn, falde under den tyske fattigdomsgrænse, som pt. er på €979 om måneden. Berlin-Neukölns tidligere borgmester Heinz Buschkowski forventer, at flertallet af flygtningene slet ikke kan integreres.  På genforeningsdagen i dag sagde Tysklands præsident, Joachim Gauck, at integrationen af de mange flygtninge til blive sværere end genforeningen med Østtyskland. 

Dette er kun toppen af problemerne. Myndighederne har slet ikke styr på hvilke og hvor mange illegale flygtninge og migranter, der befinder sig i landet. Titusindvis eller flere venter på at blive registreret, eller har ikke ladet sig registrere. Sålænge de ikke er registreret, opholder de sig per definition illegalt i landet.

De mest sårbare er de mange mindreårige uden ledsagere. Tyske medier rapporterer, at disse børn systematisk opsøges af yderligtgående salafister som led i deres hvervningsproces.

Samtidigt rapporteres der hyppigt om masseslagsmål og om religiøs eller racistisk vold og undertrykkelse i flygtningelejrene. Problemet er så omfattende, at man i visse flygtningelejre har taget konsekvensen og adskilt de muslimske og kristne flygtninge. Omvendt vokser fremmedhadet, hvilket har resulteret i en vækst i attentater og angreb på flygtninge.

Et synspunkt, man hører stadig oftere fra politisk side, er, at flygtninge skal anerkende den tyske forfatning, herunder særligt de liberale principper om ytrings- og religionsfrihed og om ligestilling mellem kønnene, før de kan få anerkendt asyl.

Det lyder meget tilforladeligt. Når man som vesterlænding er i Saudi-Arabien, bør man også efterlyde landets religiøse love. Det er ikke det mest smarte at rende rundt og lave grafittitegninger af profeten Mohammed på gader og stræder, eller overhovedet at kritisere islam. Bør det omvendte ikke gælde? At det anerkendes, at vi her i Vesten har ret til at kritisere religion, overtro og brug af irrationel tradition? At vi i Vesten har ytringsfrihed og kunstnerisk frihed? Er der i virkeligheden ikke tale om et civilisatorisk nulsumsspil, hvor samtale ikke er muligt? Enten tager man konfrontationen, eller også pålægger man sig selvcencur, og påfører reelt sig selv sharia.

Tyskland konfronteres nu med problemstillingen, om der i virkeligheden er plads til det fundamentalistiske islam i Europa. Meldingen er, at det er der ikke. I går sagde Tysklands indenrigsminister, Thomas de Mazière: “Der kan IKKE forhandles om forfatningens garantier om religionsfrihed, kvindernes ligestilling og ytringsfriheden”. Bayerns finansminister Markus Söder (CSU er fuldstændig klar i mælet: “De, som kommer til os, skal acceptere VORES regler, ikke omvendt”. CDU’s næstformand, Thomas strobl er gået endnu videre: “Den tyske lovgivning fastlægges ikke af profeten, men af os i Tysklands parlament”.

Vigtige signaler fra tyske toppolitikere. For der er tale om en central problemstilling, som Tyskland vil blive konfronteret med i generationer. Men vil signalerne blive efterlevet, når der ikke er fuld opbakning i civilsamfundet?

 

 


  1. Læs om hvorfor Finland har udviklet sig et af flygtningenes fortrukne asyllande: Die Welt, 1. oktober 2015, Warum Finnland bei Flüchtlingen als paradiesisch gilt. 

EU’s “politik” vil føre til flere flygtninge

Skærmbillede 2015-09-22 kl. 20.57.36

“Very soon we’ll realise that the emperor is naked. Today was a defeat for common sense!”.

Så brutalt tweetede Tjekkiets indenrigsminister Milan Chovanec onsdag efter EU-landenes indenrigs- og justitsministre helt uden sidestykke nedstemte fire central- og østeuroæiske medlemsstater (Tjekkiet, Slovarkiet, Ungarn og Rumænien ) på et område, som i den grad henhører under medlemsstaternes indre anliggender og hvor man altid forhandler sig frem til enighed.

EU-Kommissionens vicepræsident Frans Timmermans snerrede tilbage, at EU er “er en beslutning en beslutning uanset, hvordan den er taget”. “The decision is legal, valid and binds all member states”. Torsdag bjæffede Danmarks statsminister, Lars Løkke, med, da han sagde, at “sådan er det et i demokrati”.  Ikke et ord om, at man i EU aldrig stemmer medlemsstater ned i følsomme sager. Ikke et ord om, EU ikke er en stat, at den lovgivningsmæssige initiativret formelt er placeret hos ikke-folkevalgte bureaukrater (EU-Kommissionen), og at EU’s domstol ikke er underlagt de nødvendige “checks”, som forhindrer den i at udvide EU’s beføjelser ved at udvide domstolens fortolkning af EU-reglerne.

Fortsætter EU ned af denne glidebane vil det styrke den allerede store EU-skepsis i mange medlemslande. Nu kommer den for alvor til Central- og Østeuropa. Til de lande, som jublede over deres genvundne selvstændighed efter Murens fald, og som forventede, at EU ville bidrage til at beskytte denne selvstændighed — ikke det modsatte.

Og ja, EU vil fortsætte ned af glidebanen. For kvotafordelingen af 160.000 flygtninge, som er strandet i Grækenland, Italien og Ungarn er et absurd lavt tal, når flygtninge- og migranter fortsat vælter ind over EU’s pivåbne grænser. Alene siden Ungarn lukkede sine grænser for ti dage siden, har ca. 60.000 flygtninge og migranter passeret Kroatiens grænser.

Det siger sig selv, at EU’s kvotabeslutning ikke er en langsigtet løsning: det er end ikke en kortsigtet løsning. Meget snart skal der fordeles flere flygtninge. Hvor går grænsen? Langt de fleste flygtninge kommer jo ikke til Europa for at opnå midlertidig beskyttelse. De kommer for at slå sig permanent ned. De kommer for at nyde godt af ikke mindst den velstand og velfærd, der er blevet skabt især i nordvest-Europa. Og de kommer, fordi de føler sig velkomne.

Det var præcis det klare indtryk, som EU’s præsident Donald Tusk fik, da han besøgte flygtningelejre i Libanon og Jordan. De føler sig nærmest inviteret til Europa. Og vi har kun set toppen af de millioner af flygtninge og migranter, som vil søge til Europa, hvis EU ikke får styr på sine ydre grænser.

Set i det lys er EU’s aktionsplan aldeles nedslående. Statslederne, som mødtes torsdag, udsendte ikke det klokkeklare signal om, at migranter ikke velkomne,  at de vil blive udvist prompte, og at der kun er plads til flygtninge fra krigshærgede områder i Syrien, Irak og Eritrea.

Derimod besluttede man, at bevilge nogle håndører til Syriens nabolande (lidt of €1 mia.) og flere midler til Frontex patruljeringer uden for Tyrkiets kyst. En beslutning, som med sikkerhed vil føre til flere flygtninge og migranter, som det har været tilfældet i Middelhavet efter, at man har påbegyndt en tilsvarende forstærket indsats der. Og, nå ja, så vil EU udsætte Tyrkiet overfor større diplomatisk pres. Hvad dette diplomatiske pres skal udmøntes i, er ikke forklaret? Vandkanoner og gummikugler mod flygtninge, når nu EU føler sig for fin til at gøre dette?

Det, som man nu må sætte sin lid til, er, at få nedkæmpet islamisk stat hurtigt muligt, og få genopbygget Syrien. Her bliver man fra EU’s og Vestens side nødt til at erkende, at præsident Assad og hans allierede Vladimir Putin er en del af løsningen. Der er brug for forstærket amerikansk intervention i samarbejde med Putins Rusland. Det er der heldigvis tegn på. I mens kan Tysklands Merkel fortsætte med tale alt det, hun vil med Iran og  Saudi-Arabien–sålænge hun bare ikke laver flere ulykker. For at involvere den ene eller den anden af disse ultrareligiøse regionale stormagter er næsten det værste, der kan ske. Islamisk Stats krig er først og fremmest en krig mod Shia-muslimerne, som dominerer Iran og dele af Irak. Og Islamisk Stats religiøse ideologi har rødder i Saudi-Arabien.

Før stormen

I fredags offentliggjorde Eurostat asyltallene for 2. kvartal 2015. Dataene dækker altså EU’s asyltal for perioden op til den regulære folkevandring, der blev indledt i 3. kvartal. Disse tal venter vi spændt på. Men tallene for 2. kvartal er på mange måder interessante, og burde bidrage til en mere nuanceret flygtninge- og migrantdebat.

Skærmbillede 2015-09-19 kl. 23.06.48

I alt søgte 213.000 førstegangasyl i 2. kvartal 2015; 15% flere end i 1. kvartal og hele 85% flere end i 2. kvartal sidste år. Gennem hele perioden har der været tale om en opadgående trend, som altså er blev forstærket i 3. kvartal.

Skærmbillede 2015-09-19 kl. 22.17.29

Den absolutte stigning har været størst blandt syrere og afghanere, men dykker man ned i tallene, har der nærmest været tale om en across-the-board-stigning fra alle Europas nærområder. I alt har 141 nationaliteter søgt asyl. I relative termer er hverken Syrien eller Afghanistan i top 3. De lande, som topper EU’s asylstatistik i relative termer er: Irak (knap en femdobling), Kosovo (knap en firdobling), Albanien (mere end en tredobling), efterfulgt af Afghanistan, Montenegro, Eritrea, Ukraine og Makedonien. Først på 9. pladsen kommer Syrien.

Skærmbillede 2015-09-19 kl. 23.07.14

Medierne bruger nærmest per refleks begrebet flygtninge om den igangværende folkevandring, men begrebet migranter er mere passende, hvis man absolut skal vælge. Alene i 2015 har flere fra Balkan søgt asyl end fra Syrien (120.600 vs. 75.315). Syrien halter også bag de afrikanske lande, som samlet har sendt mere end 84.000 førstegangsasylansøgere til Europa. Endelig ligger Afghanistan (hvor der er relativ ro), Iran, Pakistan, Indien og Bangladesh samlet på niveau med Syrien, men alle steder er der tale om en opadgående trend i asylansøgninger.

Ser man på, hvor flygtningene og migranterne lægger deres asylansøgning, er det ofte ikke dér, hvor den burde lægges (ved det første land, som er omfattet af FN’s flygtningekonvention, eller i EU ved ankomsten til det første land blandt de 28-medlemsstater). Som Frontex og en asylchef tidligere har berettet, er flygtninge og migranter pinligt bevidste om, hvor de har størst chance for at få opholdstilladelse, familiesammenføring og de højeste velfærdsydelser og andre goder. Hvis man tager udgangspunkt i den vestbalkanske rute, som de fleste migranter og flygtninge vælger, og regner afstanden til EU-landenes grænser fra Beograd (Serbiens hovedstad) er samvariationen mellem flygtninge- og migrantstrøm og afstand kun 17%. Flygtninge siges ellers at vælge den korteste afstand til sikkerhed.

Vælger man derimod at se på sammenhængen mellem flygtninge- og migrantstrøm og asylvelfærdsydelser (hvad en familie med to små børn kan forvente at modtage, mens deres asylansøgning behandles minus alt andet og korrigeret for PPP prisniveau ratios), er samvariationen hele 60%. Money matters!

Flere faktorer spiller ind, og mønsteret er alt for systematisk til, at man kan affeje det med, at flygtningene og migranterne bare søger til et område, hvor der er demokrati og sikkerhed. De vælger med omhu.

Skærmbillede 2015-09-19 kl. 23.08.16

Alle figurer og data er fra Eurostat:  http://ec.europa.eu/eurostat/documents/2995521/6996925/3-18092015-BP-EN.pdf/b0377f79-f06d-4263-aa5b-cc9b4f6a838f og http://ec.europa.eu/eurostat/statistics-explained/index.php/Asylum_quarterly_report

EU ved begyndelsen på afslutningen?

Dette er ikke afslutningen på EU, men det er måske begyndelsen på afslutningen.

EU befinder sig nu i sin værste krise nogensinde, men det er kun en forsmag på, hvad der venter.

EU har intet svar på flygtningestrømmen. Landene kan ikke blive enige om, hvordan den skal håndteres her og nu, og hvad der bør gøres fremadrettet.

Der er dem, der tror, at flygtningestrømmen skyldes ISIS hærgen og borgerkrigen i Syrien, og at der derfor er tale om et akut problem, som vil lægge sig, ligesom man står overfor at skulle evakuere et fodboldstadion, der er i flammer.

Men de tager fejl. For de glemmer, hvor flygtningestrømmen også kommer fra. Det blev ellers klart eksponeret tidligere på året: Den kommer også fra landene omkring Sahara.

I de lande vokser befolkningstørrelsen hastigt, og langt hurtigere end økonomien udvikler sig. Det er virkeliggørelsen af Thomas Maltus (1766.-1834) teori:

Population, when unchecked, increases in a geometrical ratio. The superior power of population cannot be checked without producing misery or vice“.

Og fattigdom og trøstesløshed samt forsmåede håb, om at det kan blive bedre, er lige præcis, hvad de yngre generationer oplever. Ungdomsarbejdsløsheden er kollossal.

I det arabiske forår blev der tændt et lille lys i mørket. Et håb om, at fremtiden ville blive bedre. Men det lys er gået ud. Nu ligger håbet et andet sted: Destination Europa.

Vi har taget hul på en veritabel folkevandring.

Med tysklands beslutning om at hejse det hvide flag og bare åbne grænsebommene, er der blevet sendt et klart signal til såvel flygtninge som would-be flygtninge.

Der er også blevet sendt et signal til would be-menneskesmuglere om, at der ligger en fremtid i denne lukrative branche. Det er en af de få jobmuligheder, som findes.

Og når udbuddet af menneskesmuglere vokser markant, hvad sker der så med priserne? De falder naturligvis. Muligvis drastisk.

Og hvad sker der så med efterspørgslen? Den vokser.

Med andre ord: Flygtningestrømmen til Europa vil blive meget større.

I EU advarede man allerede om det i 90’erne. Jeg husker en EU-Megreb konference i Nordafrika, hvor vi netop diskuterede dette tema. Dengang var der et spinkelt håb, om vi i fællesskab kunne løfte den økonomiske udvikling og fremme den politiske demokratiseringsproces. Men dette håb er forlængst slukket.

Nu er det hver mand for sig selv.

Flygtningestrømmen vil paralysere EU, hvis EU ikke allerede er blevet paralyseret. Hvis flygtningestrømmen blot var et akut og midlertidigt problem, kunne man måske håndtere det.

Men det er ikke et midlertidigt problem. Det ved man godt i EU, og derfor går medlemslandene allerede enegang. De søger nationale løsninger på fælles problemer. Og derfor er samarbejdet på dette vigtige område blevet omsonst. Det vil muligvis få negative konsekvenser (negative spilll-overs) til andre politikområder.

I 2018 får EU sit næste chok. For da træder det første store medlemsland ud af samarbejdet. Beslutningen vil blive taget om to år. Efter den britiske folkeafstemning. I går blev den første meningsmåling, som viste et britisk nej til fortsat medlemsskab, offentliggjort. Det Nej-forspring vil vokse sig større frem mod folkeafstemningen.

Goodbye EU, I wouldn’t say it wasn’t nice.

Grækenland bliver i euroen, men for hvilken pris?

Det er lykkedes at holde Grækenland inde i Euroen. I hvert fald for en stund. Topmødet efterlader Grækenland og Tyskland stærkt forslået.

I det sidste halve år har vi oplevet en græsk regering (ledet af “Det radikale venstre – Syriza”), som har set stort på de aftaler og den hjælp, Grækenland hidtil har indgået og modtaget. Regeringen har endda stimuleret finanspolitikken og gjort den græske budgetsituation endnu mere uhåndterlig Den ny aftale, som blev indgået i morges, er langt skrappere end den aftale, Syriza-regerigen stædigt har afvist igennem 5 måneder. Så hvad skulle de 5 måneder gøre godt for?

Gennem Tysklands lederskab af høgene i Eurozonen, sender aftalen et klart signal til gældsprægede lande, som i fremtiden kunne driste sig til at gentage det græske eksperiment.

Men der er også bred enighed om, at Tyskland gik for langt i sin offentlige afstraffelse af Grækenland. Der er, ikke mindst for Frankrigs side, blevet sat et stort spørgsmålstegn ved Tysklands rolle i EU. Gamle spøgelser er kommet ud af skabet. Ikke mindst efterlader topmødet den tyske finansministers troværdighed og habitus i laser. Ikke nok er det blevet afsløret, at Wolfgang Schäuble har haft personlige interesser i sit forslag om, at Grækenland skulle overføre €50 mia. i værdifulde aktiver til en international fond i Luxembourg, han gik også langt over stregen ved at angribe den europæiske centralbanks troværdighed og kompetence som uafhængig institution. At dette angreb skulle komme fra en tysker, havde ingen set komme.

Aftalen er uhyre vidtgående.

• Den forpligter Grækenland til gennemgribende reformer af dets skatte- og pensionssystem, til at indføre “kvasi-automatiske” udgiftsreduktioner og til af afpolitisere og uafhængighedsgøre det græske embedsmandssystem. Det er mere vidtgående end det tyske system, og det vil effektivt afmontere græsk suverænitet på det finanspolitiske område.

• Samtigt skal Grækenland overføre €50 mia. (vel svarende til finanseringen af 12 storebæltsbroer, eller 25% af det græske bruttonationalprodukt) i værdifulde aktiver (værdi af statsejede græske virksomheder) til en uafhængig fond. Aktiverne skal herefter sælges til at finansiere en rekapitalisering af de græske banker (50%), hvilket i sig selv er kontroversielt – hvor skal bankerne nok en gang favoriseres?). Det eneste formildende er, at fonden kommer til at ligge i Athen, og at den bliver græsk styret, omend med international overvågning.

• Grækenland skal også liberalisere sine produktmarkeder på en mere vidtgående måde, end man ser der i Tyskland og en række andre lande. Fx. skal butikshandelen også være åben om søndagen. Dette er ikke tilfældet i tyske byer eller i Bruxelles.

Meget mere kan man læse om i aftalen: Aftale om Grækenland (EU-topmødeerklæring)

Hvis man ønsker Grækenland det godt, kan man håbe på, at de radikale reformer vil genskabe de internationale investorers tillid til den græske økonomi, så der kan komme gang i væksten igen. EU vil gøre sit til at bidrage. Der er i aftalen afsat €35 milliarder til vækstinitiativer. Og der er mere at hente hos IMF, som dog (til stor fortrydelse for den græske regering) nu bliver fysisk til stede i Athen fra 2016.

Aftalen er kun et udgangspunkt i en genstart af forhandlingerne med Grækenland. Der vil blive forlangt mere af landet i fremtiden. Hvordan Grækenlands politiske system, som delvist bygger på en 500 årig tradition i det Osmanniske rige, men domineret af vestlige-liberale principper om demokrati, skal kunne bære dette, er et godt spørgsmål. Man må gøre sine egne tanker.

En ting har weekendens begivenheder dog understreget: En fælles mønt kan ikke fungere uden en fælles finanspolitik. Den kan ikke fungere uden en stærk politisk overbygning, som tvinger medlemslandene til at afgive deres penge- og finanspolitiske suverænitet.

Det har Grækenland så valgt at gøre. Spørgsmålet er hvor længe?

Før Eurogruppemødet. Tilbage til afgrunden?

ved åbningen til dagens Eurogruppemøde lurer Grexit stadig lige om hjørnet. For Grækenland trådte kun ét skridt tilbage fra afgrunden i går.

Alexis Tsipras store bedrift er, at han igår samlede hele det græske parlament minus de de mest vanvittige yderfløje i europæisk politik. Det var en “rally around the flag” bedrift. Han gjorde det, selvom han ofrede den mest radikale venstrefløj i sit eget parti, Syriza, Denne venstrefløj kan ikke sammenlignes med den tilsvarende i det danske søsterparti, Enhedslisten. Vi skal ud i det yderste af det yderste af 70’ernes Venstresocialisterne (VS), som Enhedslisten bygger videre på.

Tsipras store selvmål var han bragte Grækenland milimeter fra Grexit. Hans taktik byggede i bogstaveligste forstand på ‘brinkmanship’. Strategien havde til formål at få de europæiske kreditorlande til at forstå, at den græske gældsudvikling ikke er holdbar, og at der er behov for endnu en haircut af gælden. Resultat blev, de mest hardcore aktørmodparters tillid til grækerne blev totalt slidt ned.

Og den bliver ufattelig svært at genopbygge, så længe Syriza er ved roret. Det kan ‘Det radikale venstre, som partiet også kalder sig,  blive en god rum tid endnu. For hos de græske vælgere, er tilliden til Syriza tårnhøj nu. Ved valget fik partiet 33% af stemmerne, en lille finger fra et absolut flertal grundet det særlige græske valgsystem. Partiet er i den seneste meningsmåling går 13% frem, hvilket er vanvittigt meget også i græsk politik, og ved et nyvalg vil partiet sidde med et stort absolut flertal.

Syrizas hårdeste modpart er ikke Tyskland. Tyskland er en for løs og sammensat størrelse. Den værste modpart er Merkels eget søsterparti, CSU. CSU rumsterer kun i Bayern, men det er stort parti. Det er et meget konservativt parti, som har en stolt tradition for at være strengt nationalistisk og se stort på Tysklands europæiske ansvar. Det er ikke nogen tilfældighed, at de mest højreorienterede og nationalistiske bevægelser i de sidste 100 år kommer fra denne provins. Partiets budskab i denne sag: Grækenland har aldrig haft nogen plads i eurosamarbejdet. Det er blevet slået fast med syvtommersøm nu. Det er der kun én løsning på: Grexit. Og Grækenland bliver ikke det første land, der vil blive sparket ud. Andre sydeuropæiske lande venter.

Hovedparten af den anden fløj i den store regeringskoalition, SPD, er betydeligt mere medgørlige.

Så det store spørgsmål er: Hvor placerer Merkel og finansminister Schäuble (begge CDU) sig?

Bild (hvis rapportering altid skal tages med et stort grant salt) rapporterer i dag, at Merkel og Schäuble er uenige.

Merkel ønsker ikke at skrive sig ind i historien som den tyske kansler, som vente ryggen til efterkrigstidens tyske Europapolitik til fordel for nationale særinteresser.

Schäuble mener derimod, at det nærmest bliver en umulig opgave at genopbygge tilliden til grækerne igen. Tiden er allerede rindet ud, og dagens Eurogruppe-møde er nærmest formålsløst. Ved indgangen til mødet udtalte, Schäuble sig lidt i samme toner. Tilliden er på nulpunktet og der skal langt mere til, end det forholdsvis tynde dokument, som nu er blevet stemt igennem i det græske parlament.

Det vi imidlertid ved, er, at Schäubles finansministerium har skrevet et arbejdspapir om ‘et midlertidigt grexit’. Med ‘midlertidig’ forstås mindst 5 år. Det er ikke formelt på Eurogruppens dagsorden, men det cirkulerer, og forhandlerne er bevidste om indholdet. Vil Schäuble hive det op af posen på mødet? Det kan man være ganske sikker på, hvis han ikke i løbet af aftenen får sin vilje, dvs. hvis grækerne og de øvrige forhandlingsparter ikke accepterer de nye skærpede tyske krav.

Hvad kommer der til at ske?

Hvis man trækker på historien, og der kan man gå helt tilbage til Financial Times rapport i 1968 om, at ‘den tyske økonomiske kæmpe var holdt op med at opføre sig som en politisk dværg’ — og tiden frem -, så bliver udfaldet, at Tyskland i princippet gerne vil beholde grækerne i euroen, men det bliver på stærkt skærpede betingelser.

Disse nye betingelser skal Alexis Tsipras igen præsentere det græske parlament for; de bliver  langt sværere at samle et flertal for. Og så står vi måske i den umulige situation, som presser Grækenland ud af euroen.

Men det kan også ske, at Schäuble selv sender Grækenland ud af euroen efter at have fremlagt sit arbejdspapir.

De politiske følgevirkninger af dette er ikke så svære at forudsige: Grækenland vil gå besærk i dets fjendtlighed over for Tyskland, og det nynazistiske Gyldent Daggry vil vejre ny morgenluft Og Frankrigs, Sydeuropas, IMFs og USAs vrede og frustration, vil blive direkte rettet mod Angela Merkel.

Hun vendte vitterligt ryggen til hele efterkrigstidens Europapolitik. Kan tilliden til Tyskland nogensinde genskabes?

Historien viser, at Tysklands europæiske modparter som regel æder de nye tyske krav. Men de gør det ikke altid, når kravene skal implementeres.

Grexit kan stadig blive en realitet om nogle måneder, uger eller dage.

Må vi ikke bytte?

Forestil dig to lande. Det ene bar 17 millioner indbyggere, det andet knap 11 millioner. Begge landes befolkningers sundhed er sammenlignelig med Danmarks: I det første land er den forventede levealder 78,4 år, i det andet 80,3. Det to lande er også almindeligt vestlige på et andet punkt: 97,5 % og 97,7 % af befolkningen kan læse og skrive.

Levestandarderne er også sammenlignelige. I land 1 er den købekraftskorrigerede nationalindkomst 23.200 dollars per indbygger, mens den i land 2 er 25.800 dollars. Land 1 voksede dog med almindelige 2 % realvækst sidste år, mens land 2s økonomi er skrumpet betragteligt. En anden forskel er, at mans opsparingsraten i land 1 er 20,4 % af BNP, er den kun 14,5 % i land 2.

I sammenligningen skal det dog også medtages, at det første lands skattetryk er 19,2 % af BNP, mens det andet lands er 48,5 %; land 2 opkræver dog en del mindre end det. Land 2s massive offentlige sektor er en af flere grunde til, at landet pt. skylder cirka 175 % af BNP til udlandet, mens land 1s udlandsgæld på 53 % af BNP ikke er meget forskellig fra Danmarks. Land 1 betaler således for tiden 4,5 % på ti-årige statsobligationer, mens land 2 – hvis de overhovedet kan sælges – må betale 13,6 %.

Skulle nogen være i tvivl om de substantielle forskelle på de to lande, er korruption en sigende forskel. På Transparency Internationals 2014-liste over verdens ’reneste’ lande var land 1 nummer 21 med en score på 73, hvilket placerede det sammen med USA og Østrig. Land 2 var nummer 69 med en score på 43, og omgivet af Bulgarien, Italien og Brasilien. Forskellene reflekteres også i Fraser Instituttets vurdering af domstolenes uafhængighed og impartialitet. Land 2 scorer 4 og 2,6 på en ti-skala, mens land 1 får 7,1 og 5,9. Land 1s ’impartiality’ score er således marginalt bedre end Danmarks og den overordnede vurdering er pænere end USA’s. Med en score på 4 er land 2 derimod i selskab med lande som Østtimor og Kazakhstan.

Oveni det hele har land 1 et velfungerende demokratisk system – på trods af en fortid som militærdiktatur – hvor forskellen på fløjene er til at overse. Land 2 har, med samme diktaturfortid, et demokratisk system med både skrigende marxister og et voldselskende fascistisk parti, der begge får ganske mange stemmer. Hvis du stod og skulle vurdere, hvilket land du ville optage i EU – og evt. lukke ind i eurozonen, hvis landet skulle have ønske om det – hvilket land ville det så blive?

Spørgsmålet er naturligvis rent retorisk, fordi ingen ved sine fulde fem ville vælge land 2, når man ser på de objektive fakta. Men, som mange læsere nok for længst har gættet, er land 2 Grækenland. Land 1, derimod, er Chile. Paradokset er, at begge lande i en eller anden forstand ’ligger forkert’. Chile er et latinamerikansk land med samme karakteristika som rige, fredelige og velfungerende europæiske lande. Grækenland er et europæisk land med samme dysfunktionelle institutioner og klientilistisk politik som et traditionelt latinamerikansk land.

Dagens pointe er ikke at ’bashe’ eller latterliggøre grækerne endnu en gang – det gør de glimrende selv. Pointen er at vise, hvor afgrundsdyb forskellen er på Grækenland (og måske i videre omfang Il Mezzogiorno) og Nordeuropa, og samtidig glæde sig over, at der ligger et fredeligt og ordentligt succesland i en region af verden, der politisk ellers er råddent til kernen. Hvis geografi ikke havde været et problem, ville jeg hjertens gerne have byttet Grækenland ud med Chile. Spørgsmålet er, om latinamerikanerne overhovedet ville have Grækenland.

Apropos grexit: Hvordan skifter man et helt lands pengebeholdning ud?

Efter Syrizas sejr i det seneste valg er et muligt græsk udtræde af eurosamarbejdet – grexit – igen kommet på tale. Selvom græske og europæiske politikere vil gøre deres yderste for ikke at lade det ske, og selvom de har en vis vane med at tolke EU-konventioner lidt løst, når der sker kriser, kan risikoen ikke helt afskrives.

Hvis det skulle nå så vidt, er der udover de rent økonomiske problemer også række praktiske og logistiske udfordringer forbundet med at konfiskere og nyudstede alle penge i landet. I en prisvindende drejebog fra 2012 beskriver økonomen Richard Bootle og hans kolleger, hvordan det kunne ske:

– Øjeblikkelig indefrysning af alle græske bankkonti og andre strenge kapitalbevægelser, så de upatriotiske opsparere ikke får lejlighed til at flytte deres euro ud af landet.
– Herefter automatisk ombytning af græske bankers euroindskud til den nye græske møntfod
Dette kan eventuelt kombineres med en bail-in, så man kun får nye penge for en vis procentdel af sine gamle.
– Stempling (!) af alle eurosedler, de græske myndigheder kan få fat i, så de markeres som drakmer, greuro eller hvad den nye møntfod kommer til at hedde

Eftersom det tager et par måneder at få trykt og klargjort en helt ny kontantbeholdning, navnlig hvis det skal gøres hemmeligt (hvad det skal), er stempling den foretrukne løsning. Man møder op hos sin lokale bank og får påført markeringen. Lige kontanterne har normalt ikke udgjort det store problem ved de andre pengeombytninger i europæisk historie, fordi ingen vil brænde inde med de gamle penge, men samme smertefrie overgang kan man ikke forvente ved en grexit.

Grækerne ligger inde med eurosedler og -mønter, som de ville kunne beholde og bruge i udlandet. Da den persiske kejser bad spartanerne om at nedlægge deres våben, svarede de enkelt: Mολὼν λαβέ — Så kom og hent dem. Det bliver nok svaret, hvis de nulevende grækere bliver bedt om at aflevere deres euro til veksling.

Alternativet kunne være, at alle de andre eurolande også foretager pengeombytninger. Selvom eurosedler har samme design landene over, trykkes de med et serienummer, der viser hvilket land de er udstedt til. Græsk-udstedte euro ville kunne tages ud af cirkulation, hvorved man kunne forhindre grækerne i at undgå kontant-delen af pengeombytningen. Men så ville andre EU-borgere pludselig også ligge inde med græske euro med begrænset holdbarhed. Løsningen på dét problem kunne være at lade folk bytte græske sedler og mønter ved forevisning af et ikke-græsk pas, men det er nok de færreste politikere, der ønsker at inddrage Eurozonens øvrige 321 millioner borgere i en græsk pengeombytning.

EU-kommissionen har slået fast, at der ikke er nogen procedure for at forlade eller blive smidt ud af euroen, men det burde de nok se på at få udviklet. Pengeombytning er vanskeligt nok i forvejen, men en småimproviseret grexit  ville være i en anden størrelsesorden.

Om at EU-Domtolen sagde nej til menneskerettighedskonventionen

Skamlæs selvpromovering er ikke noget, vi går af vejen for. Derfor en henvisning til et nok alt for langt indlæg jeg havde hos Børsen forleden. Det handler om, at EU-Domstolen den 18. december sagde, at EU ikke må tiltræde Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og i den forbindelse kom til at lyde næsten som en såkaldt EU-skeptiker. Det kan læses her.

Når politikere vil vogte politikere

Debatten om såkaldt “demokratisk underskud” i EU i form af haltende eller fraværende demokratisk legitimitet, folkelig opbakning mv. er vel nærmest lige så gammel som EU (måske endda EF) selv. Afstanden mellem den enkelte borger og EU’s politiske beslutningsprocesser er stor — for stor, ifølge kritikere — og vælgernes demokratiske kontrol med EU-politikerne lader en del tilbage at ønske, lyder argumentet. Argumentets appel til den almindelige borger i et af EU’s 28 medlemslande er ikke blevet mindre med årene: udviklingen er med hver ny traktat gået i retning af stadig tættere EU-integration — både i dybden og i bredden — og det såkaldte “nærhedsprincip”, der ellers i sin tid blev formuleret med henblik på at bremse en alt for lemfældig suverænitetsoverdragelse i.f.t. problematikker uden grænseoverskridende karakter, har generelt måttet tage til takke med en placering på bagsædet, mens princippet om stadig tættere EU-integration konsekvent har siddet solidt i førersædet oppe foran. Samtidig viderebringer diverse nyhedsmedier meningsmålinger, der peger på, at borgernes generelle skepsis overfor EU ikke ligefrem er faldende — for nu at sige det behersket.

Ifølge kritikerne af EU’s grundlæggende demokratiske legitimitet har EU således blandt andet, hvad politologer og økonomer kunne finde på at kalde et “accountability problem” — et demokratisk kontrolproblem. Der er imidlertid mere i gærde, idet medlemmer af nationale parlamenter i lande som Danmark, England og Holland nu er begyndt at argumentere for, at der er behov for nye redskaber (og styrkelse af de eksisterende af slagsen), som de nationale parlamenter kan bruge til at kontrollere først og fremmest EU-Kommissionen med. De nationale parlamenter har simpelthen ikke den grad af indflydelse, som de bør have, på mange af de EU-beslutninger, de bør have indflydelse på, lyder kritikken fra bl.a. formanden for det danske Folketings Europaudvalg, Eva Kjer Hansen. I dag har de nationale parlamenter eksempelvis mulighed for at give EU-kommissionen et såkaldt “gult kort”, hvis de mener, et EU-lovforslag fra Kommissionen er i strid med nærhedsprincippet. Problemet er imidlertid, at de nationale parlamenter kun har otte uger til at samle det påkrævede flertal (1/3 af medlemslandenes parlamenter) for at kunne smide det “gule kort”.

Denne tidsfrist foreslås sat op til 10 uger, men der er mange flere og større ting i posen hos de kritiske, nationale parlamentarikere, blandt andet forslag om, at de nationale parlamenter skal kunne nedlægge veto mod lovforslag — ikke blot stille spørgsmål til Kommissionen eller bede den genoverveje lovforslaget — under forudsætning af, at 2/3 af medlemslandenes parlamenter bakker op om vetonedlæggelsen. Dette såkaldte “røde kort”, der i institutionel-teoretisk forstand ville øge antallet af vetospillere i EU-systemets politiske konstruktion, ville udgøre en af de mere grundlæggende, institutionelle ændringer, EU har set siden EF blev til EU — hvis det blev gennemført. Her på bloggen vægter vi generelt saglighed over spåkoneri, og det sættes næppe over styr ved en påstand om, at dette “røde kort” næppe bliver en realitet i den kommende måned eller for den sags skyld i løbet af det kommende år.

EU har altså, ifølge kritikerne, et demokratisk kontrolproblem, idet vælgerne ikke har nok kontrol med politikerne. Nu mener flere nationale parlamentarikere så, at de heller ikke har nok kontrol med EU-politikerne. Altså har vi i en vis forstand et dobbelt demokratisk kontrolproblem — et kontrolproblem med løg på, hvis I vil have mig undskyldt. Om den slags overvejelser får nogen betydning for valget til Europaparlamentet og afstemningen om den fælles europæiske patentdomstol i morgen er nok tvivlsomt. På den anden side er valget og folkeafstemningen i morgen — fuldstændig som andre demokratiske valg, og som kloge folk allerede har påpeget — alligevel kun sjovt for folk, der ikke forstår (eller ignorerer, at de egentlig godt forstår) sandsynlighedsregning.

EU og Danmarks skandaløse energi- og klimapolitik

Jeg havde i går søndag en kronik i Berlingske Tidende (grøn vækst – en farlig cocktail), skrevet sammen med Anders Primdahl Vistisen om den sammenstilling af “grøn omstilling” og vækstfremmende tiltag, som flere partier gør sig i på tværs af de politiske fløje.

En sammenstilling som er i modstrid med sagkundskabens anbefalinger. Det er i sig selv lidt af et paradoks. Mens man i klimadebatten på den ene side ofte henviser til den videnskabelige nær-konsensus om menneskeskabte klimaforandringer, afviser man således samtidig at lytte til sagkundskaben når den påpeger at:

  1. Den første klima- og energipolitik er ikke vækstfremmende, men derimod væksthæmmende. Den skaber ikke arbejdspladser, men koster arbejdspladser.
  2. Den førte klima- og energipolitik har trods enorme omkostninger kun marginal indvirkning på den globale opvarmning.

Som vi påpeger i kronikken, er den højt besungne »grønne omstilling« ikke løsningen på hverken skabe vækst, arbejdspladser eller fremme overgangen til CO2 neutral energiproduktion.

Der er derimod grund til at mene, at EUs klimapolitik er med til at forringe velstanden både i og uden for Europa nu og her, mens man udskyder overgangen til klimavenlig energiproduktion på markedsvilkår, som også fattige lande har råd til.

Tilhængerne af grøn omstilling hævder godt nok, at det fremmer beskæftigelsen at satse på de »progressive« sektorer, som Margrete Auken ynder at kalde de dele af erhvervslivet, der beskæftiger sig med grønne teknologier. Det strider dog imod hvad en række analyser både herhjemme og i udlandet er kommet frem til. 

Således påpeger de økonomiske vismænd i deres seneste rapport, at et stop for fremtidig støtte til vedvarende energi ville have en positiv effekt på forbrug og vækst og øge beskæftigelsen svarende til 5.000 fuldtidsstillinger.

Professor Gabriel Calzada fra Kong Juan Carlos Universitetet i Spanien kom i en analyse for et par år siden frem til, at hvert nyt job i den grønne sektor i Spanien koster 500.000 euro, og medfører tabet af 2,3 jobs i den øvrige økonomi.

En analyse i Italien konkluderede, at der kunne oprettes 6,7 konventionelle arbejdspladser for omkostningen ved at oprette én grøn arbejdsplads i Italien. Endelig konkluderede man i en analyse af det velestimerede Verso Economics i 2011, at hvert nyt job inden for vedvarende energi i Skotland, skete på bekostning 3,7 jobs i den øvrige økonomi.

Og som det økonomiske råd skrev tilbage i 2012:

Det er tvivlsomt om politikere og embedsmænd er bedre end aktørerne på markedet til at udpege fremtidige vækstområder, hvor danske virksomheder vil kunne begå sig med succes.

Energiproduktionen vil fortsat være baseret på fossile brændstoffer om 25 år

EU har en målsætning om, at udledningen af CO2 i 2030 skal være reduceret med 40 procent i forhold til 1990-niveauet. Ydermere skal 27 procent af energien komme fra vedvarende energi. Det vil dog ikke gøre den store forskel i den globale energiproduktion, og dermed udledningen af CO2.

10322812_10202435277577640_7803866171413019836_n

Som det fremgår af figuren til venstre, er verden langt fra på vej mod en “grøn omstilling”. Og da den fortsatte vækst i energiproduktionen primært vil finde sted udenfor OECD, med andre ord i relativt fattige lande, er det komplet urealistisk at forestille sig at fremtidige klimaproblemer vil veje tungt i valg af energikilde.

EU står allerede i dag for blot lidt over ti procent af den samlede CO2-udledning. En andel der under alle omstændigheder vil falde markant de kommende årtier.

Ikke engang det faktum, at amerikanernes overgang fra kul til skifergas har betydet mere for at bremse det globale CO2-udslip end verdens samlede vindmøller og solcelle- anlæg, synes at påvirke europæiske politikere.

I modsætning til sol og vind, er skifergas endda en billig energikilde som har medført, at prisen på energi er halveret i USA det seneste årti, mens udviklingen er gået stik modsat i Europa. Det har medført, at hvor USA har oplevet en tilbagekomst af energitung industri, hvilket har øget beskæftigelsen med en mio. stillinger, fortsætter europæisk industri sin udflytning fra Europa. Sidstnævnte indebærer godt nok, at CO2-udslippet fra Europa falder, men har ingen betydning for det globale udslip.

Hvor absurd klima- og energipolitikken er i EU illustreres fint med forbuddet mod glødepærer. Når alle Europas gamle glødelamper på et eller andet tidspunkt er skiftet ud med sparepærer, vil CO2-besparelsen svare til én dags CO2-udslip i Kina. I Tyskland har man siden år 2000 subsidieret grøn energi med mere end 800 mia. kroner. Alene i år koster det den tyske skatteyder 150 mia. kroner.

Man har yderligere forpligtet sig til at subsidiere alene solenergi med et tilsvarende beløb de næste 20 år. Og effekten af denne massive subsidiering? Den globale opvarmning udsættes med 37 timer!

Kriseramte Spanien fører endda en endnu mere grotesk energipolitik. Således beløber subsidier til grøn energi sig til mere end 1 procent af BNP per år. Det er mere end man bruger på de videregående uddannelser! I løbet af de næste år har man forpligtet sig til at betale 1.200 mia. kroner i subsidier. Effekten er, at den globale opvarmning bremses med 62 timer!

Med andre ord har 2.000 mia. kr. til grøn omstilling og klimainitiativer købt os under en uges forsinkelse af de klimaforandringer, forskerne har estimeret sig frem til.

Som vi tidligere har skrevet om her på bloggen, står Danmark bestemt ikke tilbage for vores europæiske brødrefolk, når det kommer til nyttesløse klimaudgifter.

Det økonomiske råd har i årevis kritiseret dansk energi- og klimapolitik for at være virkningsløs i forhold til den globale CO2 og håbløs ud fra et samfundsøkonomisk synspunkt. Og i forhold til udviklingen i det globale CO2-udslip giver det ganske enkelt ingen mening.

Og så er der selvfølgelig den næsten ensidige satsning på vindenergi, som vi har haft i Danmark gennem 20 år. En energiform som næppe har potentiale til andet end at være en nicheproduktion, og hverken er konkurrencedygtig eller reelt anvendelig i større omfang.

Når Børsen i dag dedikeret flere sider til en historie om at PFA er ved at miste lysten til at investere i vindenergi. En energiform som har kostet danske skatteydere mia. af kroner, samt tab af vækst, velstand og arbejdspladser i andre dele af økonomien. MAn må håbe, at PFAs udmelding ikke indebærer at landets politikere vil kaste endnu flere af vores penge i dette håbløse projekt. Men man kan frygte det værste.

Som professor Peter Nedergaard skrev på sin facebook i den anledning:

Dansk havvind blev skabt i en rus af planøkonomisk hybris, hvor man regnede med at kunne forudsige energipriserne i fremtiden. Afdækningen af, hvordan man hældte milliarder af kroner ned i et sort hul ved Anholt, burde der skrives kritisk og afdækkende journalistik om. Se det er relevant journalistik, som overgår afdækningen af diverse indkøb af underbukser og sokker med flere kilometer: 

Hvor rige er vi egentlig (2) – “Fattige” rige danskere og “rige” fattige amerikanere

I første afsnit af vores lille føljeton om hvor velstående vi egentlig er i Danmark, påpegede Christian, at sammenlignet med amerikanske delstater ville Danmark placere sig som ca. nummer 40, på niveau med New Mexico.

Her i 2. afsnit sammenligner vi levestandarden mellem amerikanere, herunder de som falder under USA officielle fattigdomsgrænse med den gennemsnitlige levestandard for europæere. Ikke målt på BNP, men på hvor meget de ejer.

Udklip1

Som der ofte påpeges i den offentlige debat, når man konstaterer, at BNP per indbygger er en del højere i USA, end i alle EU-lande undtaget Luxemborg, er at uligheden en del højere “over there” end i de fleste EU-lande.

Så det kunne jo meget vel tænkes at det kun var en mindre del af befolkningen som levede væsentligt bedre end europæerne, mens store dele levede meget ringere.

Det er der dog god grund til at betvivle.

Flere biler og større boliger

Ifølge Danmarks statistik havde ca. 60 procent af danske familier i 2011 egen bil, og ca. 14 procent havde 2 eller flere i husstanden.

ifølge Rector & Johnson (2004) ejede over 70 procent af amerikanske hustande, der levede under den officielle amerikanske fattigdomsgrænse én bil eller mere, mens 30 procent ejede 2 biler eller mere.

46 procent af fattige amerikanere boede i ejerbolig, mens det for Danmarks vedkommende er lige over halvdel af den samlede befolkning som ejer deres bolig.

Danmark er det land i Europa, hvor der i gennemsnit er flest kvadratmeter til rådighed per indbygger. Og vi har som nogle af de få i EU-15 flere kvadratmeter til rådighed end fattige amerikanere. Til gengæld har gennemsnitsamerikaneren over 20 procent mere plads per person at boltre sig på end vi har, og næsten det dobbelte plads i forhold til en borger i EU-15.

Udklip2

Ser vi på andelen af befolkningen, som ejer deres egen bolig er forskellen til Danmark endog meget stor. Mens ca. halvdelen af danskerne ejer deres egen bolig, gør det sig gældende for 2 ud af 3 amerikanere.

US_Homeownership_by_Race_2009

Nok har tallene, der stammer fra to rapporter udarbejdet af Fredrik Bergström & Robert Gidehag, og udgivet af den svenske tænketank Timbro i 2004 (se nedenfor), en del år på bagen. Men der er ingen grund til at antage, at den generelle tendens ikke er nogenlunde det samme.

I så fald er det  ganske nedslående, med danske og europæiske briller, at se hvor ringe vores materielle levestandard rent faktisk er, når man sammenligner med amerikanernes ditto.

Til gengæld kan man nok sætte spørgsmålstegn ved bl.a. danske mediers fremstilling af leveforholdene i USA.

EU versus USA

Sverige versus USA

 

 

Tobaksregulering i EU: Kommissionens udspil og markedsføring

Europa-Kommissionen offentliggjorde den 19. sit forslag til et nyt direktiv (KOM/2012/788/FINAL – med henvisning til TEUF art. 114), der skal regulere produktion, markedsføring, præsentation og salg af tobak og tobaksrelaterede produkter.

Det er et stykke regulering, som Kommissionen går meget op i. Derfor har man samtidig med offentliggørelsen af forslaget udsendt en sværm af oplysningsmateriale af varierende karakter; alt sammen ganske normativt:

  • Der er den obligatoriske pressemeddelelse; et memorandum; et diasshow med grafiske illustrationer; en af de så populære infographics; endnu et memorandum med den lidt nedladende titel “Citizen’s Summary“; en embedsmandsvurdering af direktivets effekt, samt et resume af sidstnævnte.
     
  • Men teksterne skal selvfølgelig ikke stå alene. Derfor lancerede Kommissionen i ugen op til offentliggørelsen en særlig hjemmeside, hvor man akkompagneret af sød juleagtig musik og til synet af et mangfoldigt-ikke-julet-juletræ, kan sende feelgood-kort til venner og familiemedlemmer, som har droppet rygevanen. Se således dette kort jeg har sendt til Punditokraterne – er det ikke henrivende?
     
  • Dertil har Kommissionen allieret sig med en den spanske fodboldklub F.C. Barcelona for at lave projektet: Quit Smoking with Barca… Jeg tror ikke man skal forvente, at kampagnen har den helt store effekt på die hard-supportere af andre klubber; særligt ikke når EU siger, at F.C. Barcelona er “unstoppable“.

[youtube=http://www.youtube.com/watch?v=g5Baz0TU12k width=100%][/youtube]

Jeg har ikke fået læst det hele igennem og kommer nok heller ikke til det. Men jeg kan dog se, at Kommissionen bl.a. mener, at røgfri “tobak” (en nikotinholdig væske, der indåndes gennem en inhalator) skal mærkes, som var der tale om faktisk tobak. (Dermed er EU’s udøvende magt på linje med sundhedsmyndighederne i Nordjylland, som har forbudt ikke-cigaretten på sygehusene dér – af princip: “Det kan på afstand være svært at skelne e-cigaretter fra almindelige cigaretter. Derfor sender det et uheldigt signal.”)

Hvad blev der egentlig af subsidiaritetsprincippet?

Fransk jubel: Der skal ikke spares på EU’s flyttecirkus

Caerulea3_cropEU-Domstolen i Luxembourg har i dag afgjort to annullationssager, som Frankrig havde anlagt mod Europa-Parlamentet for traktatbrud. Stridens kerne: Et parlamentarisk ønske om at begrænse det berømte og bekostelige flyttecirkus mellem Strasbourg og Bryssel.

Parlamentet har hjemsted i Strasbourg og skal afholde tolv månedlige møderækker dér. Det følger af Protokol 6 til EU- og EUF-traktaterne. Yderligere møder afholder parlamentet i Bryssel, sammen med udvalgsarbejdet. (Som en krølle på det hele holder Parlamentets generalsekretariat for resten til i Luxembourg.)

August-møderækken i Strasbourg afholdes normalt i oktober, før den normale oktober-møderække. Det kunne man gøre bedre, mente Parlamentet, som så ændrede praksis ved at forkorte august-møderækken i oktober. Selvom de konkrete mødedatoer ikke er bestemt i protokollen mente Frankrig alligevel, at det hele var lidt for fikst – og Domstolen, uvillig til at være dynamisk eller i trit med såvel folkestemning som sund fornuft og økonomisk ansvarsbevidshed, var enig.

Sagaen fortsætter således i det nobelprisvindende EU. Du betaler.

Anti-kapitalisme = Anti-humanisme

Anti-kapitalisme er anti-humanisme. Det var pointen i Keith Joseph‘s essay The Humanity of Capitalism (læs den i Stranded on the Middle Ground?), der blev et hit blandt borgerlige ved udgivelsen i 1976 og som i hvert fald denne punditokrat har haft stor glæde af og fortsat mener, hører til blandt de vigtigste moderne essays, i det liberal-kapitalistiske arsenal. I Berlingske Tidende har Eva Agnete Selsing skrevet en kronik over samme tema; den skal anbefales.

To udpluk:

Antikapitalisme er antihumanisme. Uden vækst og velstand degenererer de vestlige nationer. Det truer freden og fremtiden på kontinentet. I det lys er den forbenede kapitalismekritik på både højre- og venstrefløjen bemærkelsesværdig …

Old school-venstrefløjsere i fuldt Fjällräv-ornat er bange for penge, forbrug, velstand og glæde, og støtter derfor en politik, der kan gøre os alle fattigere. Ingen overraskelser dér. Men det private kan også være med. Danske Bank er bange for de venstreorienterede kunder, og producerer følgelig en reklamefilm, der omfavner den mest bedagede antikapitalisme. Mest bemærkelsesværdigt er det dog, at visse nominelt borgerlige er hoppet med på den hønsestrikkede vogn. Connie Hedegaard og resten af eurokraterne er nemlig rigtig bange for befolkningerne. Derfor forsøger pampercentralen i Bruxelles nu at indoktrinere undersåtterne til at knuselske den forestående mangel på velstand, de samme pampere har ført Europa ud i. Det sker med reference til et EU-projekt kaldet ’Be­yond GDP’, altså ’Hinsides BNP’. En satsning støttet af Barroso, Sarkozy og Merkel, der skal oplyse de europæiske befolkninger om, at velfærd ikke (kun?) er økonomisk, men også må måles ’socialt’ og ’omgivelsesmæssigt.’ På dansk betyder det, at vi skal affinde os med kronisk lavvækst i eurozonen, og at vi derfor må finde glæde andetsteds end i økonomisk fremgang og sikkerhed.

 

Denne tradition, som Connie Hedegaard og ’Beyond GDP’ taler ud af, er altså, på trods af hendes partikonservative tilhørsforhold, en venstreorienteret moralistisk kritik af kapitalismen. De industrielt fremmedgjorte proletarer skal simpelthen lære at tænke mere ’autentisk’ og satse på andre værdier end de pekuniære. Etisk socialkirurgi, udøvet med stor selvtillid af eurokraterne, over de dumme, åndløst forbrugende masser. Det lyder som noget fra en dystopisk science fiction-film. Men det er bare Connie, der så gerne vil gøre godt og redde menneskeheden fra den primitive kapitalisme. Fra det profane ønske om vækst. Det er det – pengene, markedet, materialismen, forbruget – der gør os egoistiske og kolde. Til forskel fra det varme, planøkonomiske fællesskab. Hvor man samler magten på få hænder. Hvor befolkninger er noget, der skal reguleres og omformes. Hvor man ser fjendtligt på dem, der skaber værdi.

 

Tysk kaos

Et billede på definitionen af tysk kaos (med tak til Jakob Heidbrink).  Mens jeg grinte, kunne jeg ikke lade være med at spekulere på, hvordan det italienske ditto ville se ud.

 

A- og B-Europa (eller B og A)

De internationale medier genlød forleden af fuldstændigt retfærdig harme. Bulgariens finansminister – topøkonomen Simeon Djankov, der har forladt en position som cheføkonom i Verdensbanken for at vende hjem – sagde højt hvad mange af os har tænkt: Hvorfor skal Grækenland, Italien og andre vesteuropæiske lande have masser af hjælp fra EU til at komme over gældskrisen, når de nye medlemmer i Central- og Østeuropa har måttet klare sig selv.

Spørgsmålet og selve situationen, som Djankov peger på, afslører i hvor høj grad der tænkes i et europæisk A- og B-hold. A-holdet er de gamle EU-medlemslande som deltager i eurozonen, mens B-holdet er en gruppe tidligere kommunistiske lande, som man mildt sagt ikke har den store fidus til. Og bevares, politik er ikke altid lige kønt i de nye lande, og de fleste kæmper med væsentlige korruptionsproblemer. Måske burde man ikke have nogen videre tiltro til deres politiske systemer?

Det er dog et noget andet billede man får af at sammenligne den faktiske udvikling i de to dele af Europa. En række central- og østeuropæiske lande, ikke mindst Letland og Bulgarien, fik voldsomme økonomiske problemer under krisen, ligesom det skete i Vesteuropa. I stort set alle tilfælde har de selv ryddet op i deres budgetter og rettet økonomien, om end det har været brutalt. I Letland har man således skåret næsten 20 % af det statslige budget væk. Markederne har belønnet regionen med en gennemsnitlig obligationsrente på cirka 5 % – noget under Italiens og Spaniens, og milevidt under Grækenlands cirka 25 %. Tjekkiets ligger omkring 2½ %, og således stort set på niveau med Belgien og Frankrig.

I de vesteuropæiske lande, hvor man kunne regne med hjælp fra EU, har man derimod ikke taget de store, upopulære beslutninger eller på nogen måde formået at rydde op. Grækenland gik sidste år gennem det der, på trods af betegnelsen ’haircut’, var en delvis statsbankerot, og hverken Italien, Spanien eller Frankrig med de lurende problemer har evnet at implementere reformer, som alle ved bør gennemføres. I stedet fungerer problemlandene nu som kommissionsformand Barossos undskyldning for at arbejde åbent for en føderal union. Det, som EU tydeligt betragter som et B-hold, er A-holdet i finanspolitisk sammenhæng, og de politiske A-holdsvenner er i ansvarlighed i bedste fald et B-hold.

Hvis hjælpen fra Bruxelles – betalt af Berlin – bliver automatisk, forsvinder enhver tilskyndelse til at hjælpe sig selv. Hvis der ingen kære belgisk mor er i horisonten, formår selv de nyeste demokratier at gøre det rigtige. Krisehåndtering og finanspolitisk ansvarlighed i EU handler ikke om evne, men om villighed.

Hvor galt går det for tiden?

Der er en del snak for tiden om, at nu må man snart til at ‘finde en løsning’ på EU-plan. Baggrunden er, at flere større lande har det temmeligt skidt økonomisk. Mens det er almindeligt kendt blandt danskerne, er det mindre kendt, hvilke lande og i hvilket omfang de frie markedskræfter er ved at miste troen på.

Den tiltro kan nok bedst vises i rentespændet til de lande, der betragtes som ‘sikre’ investeringer. Pt. drejer det sig i høj grad om Tyskland (naturligvis), Danmark og Sverige. I figuren er den stiplede linje derfor gennemsnitsrenten på tiårige statsobligationer i disse tre lande, og altså sammenligningsgrundlaget.

Resten af figuren viser fire eksempler: Irland, Italien, Portugal og Spanien. Grækenland er slet ikke med, da landets renteniveau i juni lå på 27,8 % – markedets måde at sige på, at det er overvældende sandsynligt, at der kommer en ny, fuld bankerot. Men de fire lande er bemærkelsesværdige på den måde, at de bevæger sig i forskellige retninger.

Irland har haft nogle af de største problemer, men også ryddet massivt op og er begyndt at opleve vækst igen. Nogle kommentatorer som Paul Krugman på NYT har således meget svært ved at acceptere, at det går godt for Irland, fordi landet har gjort det stik modsatte af, hvad gammelkeynesiansk ‘visdom’ peger på. Portugal bevæger sig også i den rigtige retning, omend langsomt, da det efterhånden er klart at regering og opposition er klar til at gøre, hvad der kræves.

Spanien og Italien, derimod, er på vej den anden vej. Det bemærkelsesværdige er, at de for tiden bliver vurderet på lige fod med Irland, men med den helt modsatte trend! Hvis man for måneder siden mente, at det var ude med Irland – og det var der en del kommentatorer, der gjorde (og beskyldte irsk liberalisering) – må man nødvendigvis konstatere det samme mht. f.eks. Italien. det sker bare ikke, fordi den italienske økonomi er alt for stor til at den europæiske centralbank kan holde hånden under den – og måske fordi den tyske tålmodighed med sydlig slaphed og mangel på ansvar er ved at være forbi. Døm selv udviklingen.

 

Hvad vil europæerne gøre med krisen?

Eurobarometer, EU’s halvårlige spørgeundersøgelse, har i efteråret spurgt europæerne om den økonomiske krise. Den peger på, at europæerne generelt ikke er meget for nedskæringer, men helst vil have i både pose og sæk: Omkring halvdelen vil have nedskæringer og yderligere vækstinvesteringer på samme tid. Rapporten, der er tilgængelig her, er underlig i sig selv. Der er blevet spurgt, om ”Personally, would you say that to emerge from the crisis rapidly, EU Member States should…?” med svarkategorierne “First reduce their spending”, “First invest in measures to boost the economy”, “Both”, eller “Don’t know”. Der har derfor ingen mulighed været for at svare, for eksempel, “Intet”, eller andre handlinger.

For det andet er rapporten endnu en gang evidens for, hvor forelskede mange danskere er i staten. Kun ni procent – det suverænt laveste tal i EU – mener at man først skal skære ned. Nok er svaret helt konsistent med Paldam og Christoffersens argumenter om velfærdskoalitionen – når cirka 60 % af danskerne får deres primære indkomst fra staten er der ikke mange, der har direkte incitament til at stemme for nedskæringer af samme – men det er stadig påfaldende. Se selv figuren nedenfor, der dokumenterer forholdet mellem dem, der siger nedskæringer først overfor dem, der siger investeringer først (# for nedskæringer / # for investeringer).

Har Danmark et problem med ungdomsarbejdsløshed?

Det gav en vis diskussion og decideret irritation i næsten hele Folketinget, da det kom frem forleden at vi per EU-forordning skal ’gøre noget’ for ungdomsarbejdsløsheden. EU har således tænkt sig at pumpe 22 ubrugte milliarder i støtte tiltag for at sænke arbejdsløsheden for de under-24-årige. Som andre EU-tiltag er det ganske enkelt et udtryk for, at hvis lande med tilstrækkelig bevågenhed i Bruxelles har et problem, indfører men en ordning eller politik, der gælder for alle EU-lande – og det helt uanset om de deler problemet eller har andre måder at løse det på.
Så spørgsmålet er, om Danmark har et problem med ungdomsarbejdsløshed? Nedenfor er først en graf over arbejdsløshed i den relevante aldersgruppe i Spanien, Grækenland, Portugal og eurozonen som helhed. Det er ret tydeligt, at udviklingen har været bekymrende i Spanien og Grækenland, men måske heller ikke overraskende. Givet at disse lande har nogle af de mindst fleksible arbejdsmarkeder med mest beskyttelse af eksisterende jobs, bør man vel forvente, at det bliver uforholdsmæssigt svært for unge at komme ind på arbejdsmarkedet.

Men er der overhovedet behov for tiltag i Danmark? Svaret kan man få fra figuren nedenfor, der illustrerer Danmarks Statistiks arbejdsløshedstal for de 15-24-årige. Svaret er efter alt at dømme nej. Ungdomsarbejdsløsheden i Danmark (den røde linje) følger den generelle arbejdsløshed (den blå linje) med en afstand på cirka 1½  %.

 

 

Ældre indlæg Nyere indlæg

© 2018 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑