Tag: EU (side 2 af 8)

Grüsse aus Heidelberg 1: Støtte til ideen om EU?

Som enkelte af læserne måske ved, er jeg i juni og juli væk fra Danmark. Mens jeg normalt har hjemme i Aarhus, har jeg midlertidig sommerbase i år og næste år i Heidelberg, ligesom jeg opholder mig her en del tid i december i år og januar 2017. Opholdet er muligt pga. forskningsmidler fra universitetet i Heidelberg. Jeg er derfor en del af teamet omkring Axel Drehers Lehrstuhl, hvor vi dette semester har sat et kandidatkursus sammen om ’The Political Econoy of Development’.

Det særlige ved at slå sine folder midlertidigt i Sydtyskland er, at man bliver direkte udsat for mange nye input. Vi kører derfor denne sommer en lille serie indlæg med titlen ”Grüsse aus Heidelberg”, der fokuserer på netop disse input. Det første handler om folks syn på EU, og i særlig grad på synet på den grundlæggende idé om EU.

Som Foreign Policy skrev i går, har briterne altid været lunkne: ” Although the EU was not exactly popular with the majority of the British public, most of them appreciated the material advantages it offered, such as freedom to travel and the possibility of spending your retirement years in places where the sun shone and the living was easy.” Mit klare indtryk er, at danskerne deler denne holdning. Vi er tilfredse med de muligheder for handel – både for danske virksomheder og for vores egen personlige grænsehandel (fysisk eller over nettet) – og glade mobiliteten, dvs. at vi kan rejse rundt i Europa uden problemer. Men ligesom briterne, er danskerne generelt ikke begejstrede for selve idéen om en overstatslig konstruktion.

Det slog mig derfor, da jeg i går delte en kaffepause med Gerda Asmus og Angelika Müller – to PhD-studerende ved vores Lehrstuhl – at tyskernes syn på EU er ret anderledes. Gerda tog de sædvanlige forbehold, at vi som akademikere måske ikke har helt samme holdninger og forestillinger som de fleste, men var alligevel sikker i sin sag: Et klart flertal af tyskere støtter idéen om et EU som styrende, overstatsligt organ i Europa. Det samme er ret tydeligt tilfældet i Frankrig, mens der længere sydpå er støtte til den basale idé, men måske mest fordi der er så lidt tillid til disse landes egne politiske institutioner.

Det slående ved disse forskelle er, at de indebærer at vi slet ikke er enige om formålet med et europæisk samarbejde, og at de ofte forsvinder ud af debatten. Det er dog også en tanke, at et formål med EU som styrende, overstatsligt organ er det, der i sidste ende kan drive ikke blot Storbritannien, men flere lande ud af unionen. Den fundamentale idé bag øget frihandel og større mobilitet, om vi så taler om arbejdskraft, studerende eller turisme, er en idé om mindre politisk styring – at staten skal lade være med at stå i vejen for borgerne. Den grundlæggende idé bag EU-samarbejdet er på helt anderledes vis, at der skal mere politisk styring til, og at denne styring skal være fælleseuropæisk.

Har man en tradition for meget direkte styring af folks privatliv og af erhvervslivet er der intet særligt i EU-idéen. Den bliver blot et udtryk for et håb om, at bare gode folk kommer til – i dette tilfælde ikke i det nationale parlament (som sikkert har spillet fallit), men i et europæisk politisk system – kommer det til at gå bedre. Har man ikke denne tradition (læs: Storbritannien, Danmark, Finland…) er det ganske svært at argumentere kohærent for, at EU er en basalt god idé. Uden en enten socialistisk eller virkeligt gammeldags konservativ tradition bliver EU et dybt ufolkeligt projekt.

Et Europa i ”to hastigheder”

Der har længe været talt om et EU i ”to hastigheder”, og ofte som et problematisk scenario. Med en mulig Brexit er diskussionerne taget til. Adskillige kommentatorer ser det således som overvejende sandsynligt, at EU vil udvikle sig i retning af to hastigheder, hvis briterne vælger at blive i unionen. Grunden er, at der ganske enkelt er for mange af de overstatslige løsninger, ikke mindst fælles EU-reguleringer, som er uspiselige for et flertal i Storbritannien. Man må derfor lave en løsning, hvor briterne – og andre – kan slutte sig til et EU med færre beslutninger taget i Bruxelles og en større rolle for nationalstaterne, mens resten (eller næsten resten) kan fortsætte ad vejen mod ”dybere integration”.

Selve frasen ”to hastigheder” indikerer, at de lande, der deltager i den yderligere integration, vil bevæge sig hurtigere end dem, der bliver udenfor. Tricket er, at folk uden at overveje det, ser hastighed som hastighed, dvs. som samme hastighed overalt. To hastigheder kan dog ganske hurtigt komme til at betyde noget helt andet.

Den måde, begrebet bruges korrekt, er netop at det angiver, at nogle lande vil udvikle sig mere og hurtigere i retning af en føderal stat med centraliserede beslutninger i Bruxelles og kun mindre beslutninger i de enkelte medlemslande eller regioner. Den ’hurtige’ hastighed er dermed en EU-venlig proces, hvor mere beslutningsmagt afgives til overstatslige myndigheder, og hvor man får stadigt mere ens – i EU-speak, harmoniserede – reguleringer og politikker. Den langsomme hastighed er situationen hvor kun en del af harmoniseringen implementeres, mens andre reguleringer og politikker forbliver hos nationalstaterne, eller hvor visse politikområder gives tilbage fra Bruxelles til København og andre hovedstæder.

Den uudtalte ide hos den mest EU-venlige fløj i debatten er således, at den hurtige hastighed i forhold til harmonisering også fører til en hurtig hastighed i den økonomiske udvikling. Det er netop her, jeg mener at kæden hopper af i de implicitte argumenter. Hvorfor tror man, at yderligere EU-integration ad den retning, den fælles politik har udviklet sig de sidste 10-15 år, er gavnlig for den økonomiske udvikling?

En simpel og grov, men praktisk, måde at vurdere spørgsmålet på, er at se på den økonomiske udvikling siden 2007 i tre grupper i Europa: Lande i eurozonen, EU-medlemmer udenfor euroen, og europæiske lande udenfor EU. Den akkumulerede BNP-vækst per indbygger (BNI-vækst per indbygger) i eurozonen var iflg. Verdensbanken -4.2 % (-3.3 %) i perioden, og -2.8 % (-1.9 %) uden Grækenland. EU-landene udenfor euroen voksede i gennemsnit 6,0 % (6.7 %), mens landene udenfor EU voksede 10.0 % (9.9 %). De mest integrerede europæiske lande voksede dermed langsomst efter krisen.

En anden måde at vurdere, hvorfor man skulle tro at yderligere integration i EU fører til mere udvikling – udover en politisk udvikling til gavn for en meget lille politisk elite – er at se på, hvilke slags reguleringer og lovgivning, der indføres eller harmoniseres. Udover den totale centralisering af pengepolitikken gennem euroen, tales der også meget og varmt om at give EU beskatningsbeføjelser. Frankrig og andre har også foreslået, at man harmoniserer bl.a. selskabsskatter og dele af afgiftsstrukturen, og vel at mærke ikke på et irsk niveau. Argumentet har som oftest været, at man vil undgå skattekonkurrence i EU, hvilket i praksis betyder, at lande med de højeste eller mest forvridende selskabsskatter og afgifter ønsker, at resten af EU hæver deres skatter og afgifter. Frankrig excellerede endda i hykleri for nogle år siden, da landet foreslog en fælleseuropæisk minimumsskat på indkomst.

Ser man med nogenlunde klare øjne på de politikforslag, der dukker op i Bruxelles, er de endda meget svært at finde et eneste, der med nogen sandsynlighed vil fremme en økonomisk udvikling. Ser man over et gennemsnit af præferencer for politik, er det også ret tydeligt, at ’kernelandene’ i EU – dvs. dem, der sandsynligvis ville deltage i den hurtige hastighed – er de samme som har en tradition og politisk præference for meget aktive, regulerende og tunge stater. Med andre ord er det politiske traditioner, der foretrækker begrænset økonomisk frihed og væsentlig politisk styring. Alle erfaringer fra eksempler og vækststudier de senere år peger på, at de traditioner er væksthæmmende. Så et EU i to hastigheder kan meget hurtigt blive til netop et EU i to hastigheder: En kerne, der integrerer sig mere og mere, og vokser langsomt, og en EU-periferi, der økonomisk løber fra kernen. Det er næppe det, de fleste politikkere har i tankerne, når de advarer om et Europa i to hastigheder.

Hvem kan lide hvem i Europa – og hvorfor?

Jeg lagde fornylig et nyt papir ud i working paper-databasen SSRN. Papiret med titlen ”Who Likes Whom In Europe?” begyndte som lidt af en joke efter at en survey i januar af Lord Ashcroft havde inkluderet et spørgsmål om, hvor favorabelt et indtryk man har af folk i de 27 andre EU-medlemslande. Vi har tidligere skrevet om en anden del af surveyen (læs her) , men emnet var simpelthen et af den salgs, hvor folk tit tænker ”Nej hvor sjovt”. Og det var både morsomt og tankevækkende at se, hvem der kan lide hvem i Europa, og også se hvem der overordnet er mere populære end andre i landene. Som en samfundsvidenskabelig nørd kunne jeg dog ikke lade være med også at stille spørgsmål ”Hvorfor?”

Først og fremmest viser figuren nedenfor, hvilke befolkninger, der er relativt mere eller mindre populære i resten af Europa. Målet i figuren er hvor stor en andel af respondenterne i de andre EU-lande, der har et favorabelt syn på folk fra land X i forhold til hvor mange der har et favorabelt syn på de andre 26 lande. Det pudsige er, at cyprioterne i januar 2016 var den suverænt mindst afholdte befolkning, efterfulgt af slovernene og svenskerne. I den anden ende var esterne, litauerne og polakkerne de mest afholdte.

hvem kan lide hvem

Hvorfor befolkningen i land X synes om befolkningen i land Y viser sig at være en konsekvens af f.eks. hvor socialt globalisereret X er, hvor meget samhandel de to har, og hvor religiøst Y er. Det hele er enten, interessant, sjovt eller måske bare latterligt, alt efter ens temperament – men nogen skal jo lave forskningen! Hele papiret kan hentes på SSRN her; abstractet følger nedenfor:

This paper employs new survey evidence to ask why the populations in different European countries have more or less favourable views of each other. The paper applies a gravity equation framework and exploring the potential effects of 21 economic, social, political and linguistic variables, and separates the characteristics of ‘sender’ and ‘receiver’ countries. The findings suggest that a small subset is robustly significant determinants. Specifically, social globalization, bilateral trade, views on EU membership, religiosity, and geographical and linguistic distance predict how favourable populations are towards each other.

Hvad synes europæerne om EU?

Jeg havde i går en klumme i Børsen med den lidt dramatiske titel ” Det grandiose EU-projekt fremmedgør folk.” Klummen tog udgangspunkt i en ny spørgeskemaundersøgelse, som den engelske forretningsmand og filantrop Lord Ashcroft fik lavet i januar. Ashcroft havde først og fremmest spurgt næsten 29.000 europæere om deres holdning til EU – er den overordnet positiv, negativ eller neutral. Undersøgelsen gik dog også ind i spørgsmålet om, hvad folk opfatter som de væsentlige fordele og ulemper ved EU-medlemskab og deres holdning til Storbritanniens medlemskab, inklusive om briterne burde have muligheden for at opte ud af dele af det såkaldte dybe samarbejde. Som en ekstrating spurgte Ashcroft også om folks holdning til andre EU-lande – men det skriver vi om senere.

Ser man på danskerne i undersøgelsen – der er spurgt 1015 – er vi kendetegnet ved at være noget lunkne overfor medlemsskabet. 50 % ser det som positivt, 39 % som negativt mens 11 % er lunkne. Vores primære fordele opfatter vi som frihandelen (59 %), mens vi ser unødvendige reguleringer (60 %) og suverænitetstab (58 %) som de væsentlige ulemper. Vi er dermed blandt de meste EU-skeptiske i unionen.

Figuren nedenfor opsummerer positionerne. Søjlerne angiver holdningen til EU-medlemskab, omregnet til en 0-10-skala hvor 5 er helt neutral. De blå søjler angiver de lande, hvor et flertal ser unødvendige reguleringer som et væsentligt problem, mens sorte søjler viser de lande, hvor folk også støtter at briterne får lov til at opte ud af dele af samarbejdet – i det mindste som alternativt til at de forleder unionen.

EU Ashcroft søjler

Det slående er den lille gruppe stærkt kritiske lande – Tjekkiet, Sverige, Danmark og Storbritannien – i bunden. Østrig ligger der også, men er i andre undersøgelser relativt EU-venligt, så en rimelig læsning er vel, at det er ekstremt tydelige migrationsproblemer i den østrigske baghave der pt. trækker dem i den retning. Reguleringsskepsis er et mere generelt fænomen som ikke overraskende er mere udbredt i lande, der selv regulerer relativt let. Kernegruppen i det, man kunne kalde en EU-reform-gruppe, er dermed tjekkerne, danskerne, briterne og esterne, med svenskere og enkelte andre som mulige medlemmer. Figuren illustrerer på denne måde hovedpointen i min klumme i går: At de politiske traditioner, og måske særligt traditioner for lette versus direkte politiske reguleringer, muligvis er ved at splitte de europæiske befolkninger fra hinanden.

Danmark presser på for en handelsaftale med Mercosur

mercosur

Udenrigsminister Kristian Jensen har sammen med en række kollegaer, bl.a. Spaniens handelsminister Jaime García-Legaz, sendt et fælles rev til handelskommissær, Cecilia Malmström, hvori man opfordrer til at sætte skub i forhandlingerne med Mercosur om en frihandelsaftale.

Som ministre og regeringsrepræsentanter fra 7 EU-lande skriver, er tidspunktet kommet til at sætte tryk på forhandlingerne.

Efter 15 års forhandlinger uden resultat, primært på grund af Brasilien og ikke mindst Argentina, står man nu med en historisk mulighed for at gennemføre en aftale.

Internt i Mercosur har samarbejdet gennem årene knirket gevaldigt. Både Paraguay og ikke mindst Uruguay, har ved flere lejligheder luftet deres utilfredshed og truet med at forlade samarbejdet. Deres problem er at de er små økonomier og afhængige af handel med de to store naboer.

Især Argentina har i lange perioder ført en meget protektionistisk handelspolitik, hvor man har set stort på allerede indgåede aftaler Mercosur-landene imellem.

Med valget af den markedsvenlige Mauricio Macri som præsident i november, forventes en langt mere liberal handelspolitik. Også Brasilien, som er i dyb økonomisk krise, ønsker øget samhandel med omverden. Noget som er svært at opnå uden handelsaftaler med omverden.

Som Kristian Jensen og hans kollegaer skriver i deres brev:

As already shown at the EU-CELAC Summit in June 2015, and the Trade Ministerial held on that occasion, Mercosur is now ready to seriously engage with the EU in the direction of an ambitious, comprehensive and balanced Agreement. This is good news, as Mercosur constitutes one of the potentially most advantageous Agreements under negotiation, and by far the one offering the most potential from among those with emerging economies. There is a political momentum we need to grasp. Among the Mercosur countries there is a realization that trade reforms need to be part of the road ahead for regained economic growth.

Og senere:

Our assessment, based also on our contacts with Mercosur governments, is that the conditions are now met for a continuation of negotiations including an exchange of tariff offers.

De senere års ringe økonomiske udvikling koblet med en stigende frygt for, ikke mindst i Brasilien, at blive isoleret fra den internationale handel, har gjort sit.

Valget af Mauricio Macri som ny præsident i Argentina – brevet til handelskommissær Cecilia Malmström er dateret den 25. november, kun to dage efter Macri’s valgsejr – har kun understreget Latinamerikas bevægelse væk fra de seneste 10-15 års venstrepopulisme og tilbage mod en mere markedsorienteret økonomisk politik.

Her kan Macri’s valgsejr blive helt afgørende. I lighed med EU er det nemlig ikke muligt for Mercosurs medlemslande at indgå separate frihandelsaftaler (i modsætning til medlemmerne af NAFTA og Alianca del Pacifico). Resultatet er at Mercosur ingen aftaler har med andre lande og regioner af betydning. En aftale med EU vil således være den første aftale af betydning der indgås, og det giver europæisk erhvervsliv en række fordele.

Intern uenighed i både EU og Mercosur

Både EU og Mercosur har dog problemer med egne medlemmer i forhold til at få sat turbo på forhandlingerne og indgået en aftale.

Mens Danmark, Spanien, Portugal, England m . fl. står bag opfordringen om at få sat turbo på forhandlingerne, er Frankrig (man fristes til at sige naturligvis) mindre begejstrerede.

Ifølge Paraguay’s udenrigsminister og leder af Mercosurs forhandlingsdelegation, Rigoberto Gauto, har “EU bolden”. Mercosur er parat til fortsætte forhandlingerne og udveksle forslag til hvor omfattende frihandelsaftalen skal være.

Spaniens handelsminister, Jaime García-Legaz, som er medunderskriver af brevet til handelskommissæren, pointerer dog, at Frankrig ikke er interesseret i at gå videre med udveksling af forslag på nuværende tidspunkt, fordi man i Paris opfatter Mercosurs forslag som uden ambitioner og alt for konservative. Hvilket muligvis ikke er helt forkert på nuværende tidspunkt. Men det burde ikke holde EU tilbage. Som der står i brevet til handelskommissæren:

Such exchange of tariff offers would therefore take place in the understanding – and this should be the common understanding as we move ahead – that Mercosur would then move towards a more ambitious offer on tariffs and the wider deal.  We should be able to show leadership in this negotiation – as we do in many others – and, most importantly, ensure that we do not put the continuation of the negotiating process at risk. We should use the momentum and deliver, too. In line with the recent Commission’s Communication “Trade for All”, we must “continue negotiations for an ambitious, balanced and comprehensive FTA with Mercosur that takes into account the economic realities in the region”.

Mens uenigheden internt i EU-landene trods alt er relativ fredelig, forholder det sig anderledes dramatisk i Mercosur.

Venezuela blev medlem for få år siden under stor dramatik (og kun fordi Paraguay i en periode var udelukket), vælger søndag ny Nationalforsamling. Samtidig gennemlever landet sin værste krise i mange årtier, både økonomisk og politisk.

Det var først og fremmest efter ønske fra Brasilien og Argentina at Venezuela kom med. Men noget kunne tyde på at den nyvalgte præsident Macri ikke deler sin forgængers varme følelser over for styret i Caracas. Macri har ved flere lejligheder luften tanken om at udelukke Venezuela på grund af regimets manglende respekt for demokrati og overtrædelser af menneskerettighederne.

Den 21. december er der topmøde for Mercosurs statsledere og her deltager Macri for første gang. Det kan meget vel indvarsle helt nye tider i Mercosur.

Denne historiske mulighed bør EU bakke op om. Det sker bedst ved at sætte turbo på forhandlingerne om en frihandelsaftale mellem Mercosur og EU.

Det er glædeligt at vores udenrigsminister sammen med en række kollegaer har forstået dette.

For yderligere information om relationerne mellem EU og Mercosur, herunder statistik for samhandel, se http://ec.europa.eu/trade/policy/countries-and-regions/regions/mercosur/

Hvad nu? Om danskernes EU-skepsis og EU’s krise

Supereuropæiske politikere og EU-forskere forsøger som sædvanligt at fremstille danskernes EU-skepsis, som om at danskerne er nationalistiske og vender internationalt samarbejde ryggen.
Faktum er imidlertid, at danskerne er glade for globaliseringen og generelt begejstrede for traditionelt internationalt samarbejde. Men det er ikke ligegyldigt, hvordan beslutningerne træffes i dette internationale samarbejde, og hvad det går ud på. Alle internationale organisationer på nær EU bygger på mellemstatsligt samarbejde. Dette betyder bl.a., at de internationale aftaler, som indgås, skal godkendes af det enkelte medlemslands regering og efterfølgende ratificeres i medlemslandets parlament. Dette sikrer en demokratisk kontrol med de internationale aftaler, som landets regering indgår. På den måde understøtter mellemstatslige organisationer det demokratiske princip om magtens tredeling. Men man skal dog ikke stikke sig selv blår i øjnene og bilde vælgerne eller sig selv ind, at dette sikrer fuld medbestemmelse i det internationale samarbejde. Det vil stadig være domineret af de store og mest magtfulde lande. Små lande kan heller ikke uden videre blokere for de aftaler, som de store lande indgår.
Som forsker har jeg selv i mange år beskæftiget mig indgående med såvel EU som WTO (Verdenshandelsorganisationen), som er den mest betydningsfulde internationale organisation udover FN. I WTO er princippet, at de små lande samler sig i alliancer eller koalitioner for at opnå større indflydelse. I internationale organisationer sker det også fra tid til anden, at en aftale ikke kan ratificeres i et medlemsland. Men det klares som ofte med, at landet i den internationale organisation opnår undtagelser eller ekstra indrømmelser.
EU derimod bevæger sig i stigende grad mod et overstatsligt samarbejde. Dertil kommer, at EU har en domstol, som fortolker EU-reglerne ekspansivt, således at dens domme trækker samarbejdet i stadig mere føderal retning.
En sådan domstol har WTO også, og det er faktisk den mest magtfulde globale domstol. Selvfølgelig skaber denne domstol også domspraksis. Mange af WTO’s regler er ikke fuldstændigt klare, og det er domstolens opgave, at fortolke reglerne og fastlægge en domstolspraksis. Men domstolen har ingen ambitioner om, at fortolke reglerne ekspansivt.
Begge organisationer har det tilfælles, at
1) at samarbejdet i stigende grad bevæger sig ind på politikområder, som førhen var eksklusivt nationale anliggender. I WTO er dette bl.a. sundhedsstandarder for fødevarer og miljøpolitik og i EU er det bl.a. asyl og migrationspolitik. I internationalt samarbejde kalder man også dette for positiv integration (hvor man skal aftale, hvilke regler, der positivt skal gælde) i modsætning til det både EF (nu EU) og GATT (nu WTO) var engang, nemlig negativ integration (fjernelse af told og handelsbarrierer). Når det gælder positiv integration, er lande meget heterogene, fordi de har forskellige præferencer med hensyn til hvilke regler og systemer, de foretrækker. Negativ integration er meget lettere, for her handler det bare om at blive enige om, hvilke nationale regler, landene ønsker fjernet.
2) deres medlemsskare er vokset meget betydeligt i løbet af en kortere årrække. Mellem 1980 og 2010 voksede EU f.eks. fra. 9 medlemmer til 28 medlemmer. Mens WTO (tidligere GATT) mellem 1985 og 2015 voksede fra ca. 100 medlemmer til ca. 180 medlemmer.
Konsekvensen af 1) og 2) er at begge organisationer er kommet i dyb krise, fordi det er blevet vanskeligere og vanskeligere at blive enige om noget.
Man kan tale om to ure: Forhandlingsuret i selve organisationer og omgivelsernes eller omverdenens ur. Til stadighed må organisationerne tage stilling til udviklingstræk og begivenheder, som organisationerne må tage stilling til, fordi begivenhederne ligger indenfor deres ressortområde. Men medlemslandene kan bare ikke blive enige om fælles løsninger, fordi de er uenige. Omverdenens ur tikker med andre ord lystigt derudaf, mens det andet ur er gået i stå. Urene kommer altså ude af sync. Derfor er både WTO og EU kommet i dyb krise. Men reaktionen i de to organisationer er meget forskellig, og så alligevel ikke helt.
I WTO har reaktionen været, at medlemslandene i stigende grad bypasser WTO, når de indgår nye handelsaftaler. Regionale og bilaterale handelsaftaler er således næsten eksploderet, siden WTO’s ministerkonference i Seattle i 1999, som afslørede afgrundsdyb uenighed, om at starte en ny handelsrunde. Dette er på ingen måde udtryk for, at organisationen er under afvikling. WTO er stadig omdrejningspunkt for mange globale handelsaftaler, som der værnes om, ligesom organisationens handelsdomstol fortsat er et meget vigtigt forum for handelskonflikter mellem lande. Men de regionale og bilaterale handelsaftaler er altså blevet stadigt vigtigere i bestræbelserne på at skabe friere handel mellem lande. De deltagende lande — store som små — ser også store fordele i disse nye aftaler: aftalerne skaber konkrete økonomiske gevinster, de er lettere at indgå og lettere at skræddersy til de deltagende landes individuelle økonomiske og politiske omstændigheder.
I EU er man derimod nærmest dogmatisk imod at bryde med organisationens enhedsprincip. Edinburgh-afgørelsen, som i sin tid sikrede de fire danske forbehold, var et revolutionerende nyt princip i EU, som man siden ikke har ønsket gentaget. Det gældende princip er, og har altid været, at alle skal gå i det samme jakkesæt, uanset hvor store eller små de er, og uanset deres individuelle omstændigheder. Så når der opstår en krise, er EU-Kommissionens svar, at så må vi alle bare have mere af det sammen, og på en endnu mere intensiv måde. Det ser man f.eks. i øjeblikket med flygtninge og migrantkrisen. EU’s forslag til at løse krisen på, er, at EU’s grænser dels skal sikres, og dels skal flere hundredetusinde flygtninge hvert år tvangsfordeles til medlemsstaterne gennem kvoter, uanset om de sætter sig imod eller ej. På længere sigt er ambitionen, at landes asylregler skal harmoniseres, og at der skal skabes minimumsregler for alt fra lommepenge til familiesammenføring. Redskabet for dele af denne pakke er forordninger, som har direkte retskraft i medlemsstaterne og kvalificerede flertalsafstemninger, hvor medlemsstater, især de små, som ikke har så mange stemmer i Ministerrådet, kan stemmes ned.
Sådan noget kan muligvis, omend ikke uden sværdslag, fungere i føderalstater som f.eks. den tyske, hvor det foregår på samme måde. Men ikke mellem nationalstater. EU er ikke en føderal stat, og bliver det formentlig aldrig, men alligevel opfører EU-Kommissionen og til tider Europa-Parlamentet og Tyskland sig som, der er en føderal stat.
Og det er lige præcis på dette punkt, at man finder hovedårsagen til danskernes skepsis overfor EU. Det er måske forkert at hævde, at danskerne ikke vil have mere EU. Men de vil ikke have mere overstatsligt EU. At Ja-politikere så enten hævder, at der ikke er noget alternativ til de løsninger, som EU presser ned over hovedet på danskerne, eller at opgivelse af forbeholdene ved folkeafstemningerne altovervejende kun har positive konsekvenser (jf. f.eks euro-kampagnen i 2000 eller den seneste kampagne omkring opgivelse af retsforbeholdet) skaber i tillæg også til mistillid til politikerne.
I Danmark har vi nogle rigtigt gode folkeafstemningsdebatter. Disse debatter bidrager til at højne danskernes viden om og indsigt i EU. Derfor er det ikke tilfældigt, at danskerne i Eurobarometers målinger af viden om EU konsekvent scorer blandt højeste i EU. Men vi har også brug for en mere nuanceret debat, hvor alternativer bliver debatteret på en fornuftig måde. F.eks. har jeg til dato ikke oplevet, at vi har diskuteret, hvorfor det går så godt økonomisk i de små og meget forskellige vesteuropæiske lande, der ikke er med i EU: Schweiz, Island og Norge.
Men måske bliver vi på et tidspunkt tvunget til en sådan debat. EU har reelt befundet sig i krise i mindst 15 år, og organisationen befinder sig nu måske i sin værste krise nogensinde. Organisationen er meget modstandsdygtig, men hvor længe kan det blive ved med at gå. Vi har i de senere måneder oplevet, at fundamentale EU-regler er blevet sat til side, og afløst af national enegang: Dublin-forordningen og indførelse af grænsekontrol.
Måske er det mest sandsynlige fremtidsscenarium, at en kerne af lande, eller kerner af lande bypasser EU og skaber et mere forpligtende eller et mere skræddersyet samarbejdet i mellem sig – præcis som det er sket i WTO. Skal Danmark være med i en sådan kerne og hvilken? Skal vi som periferiland associeres til en kerne, eller skal vi som Schweiz, Norge og Island have et løsere tilknytning? Vi kan ligeså godt starte den debat nu, for så bliver vi ikke taget på sengen, hvis et kerne-periferi-EU en dag bliver en realitet.

Tyskland møder muren

På 25-årsdagen for Tysklands genforening har landet mødt muren.

Masseindvandringen, som formentlig vil passere millionen i 2015, presser på alle leder og kanter det tyske samfund. Menneskestrømmen synes der ingen ende på. Lørdag meddelte den kroatiske indenrigsminister Ranko Ostojic, at Kroatien i de sidste tre uger har registreret mere end 100.000 nye flygtninge og migranter. Alene i september 2015 har Tyskland registreret mere end 200.000. Det faktiske tal, som er ankommet til Tyskland, er dog meget højere, eftersom mange bruger landet som transitland i deres færd mod de nordiske lande. Fx. forventer Finland i 2015 50.000 asylansøgere mod blot 3.600 i 2014. (1)

DWO-IP-Asylantraege-2015-August-ag-Antraege-Aufm-Kopie

Angela Merkels politik er, at der skal gives plads til alle legitime asylansøgere, især dem som flygter fra borgerkrigene i Syrien, Irak og Eritrea. Men Europas (og Tysklands) åbne grænser gør det også muligt for hundredtusindvis af økonomiske migranter at nå til Tyskland. Der er bare ikke plads til dem. Tyskland har mødt muren.

Bayern overvejer at indføre totalstop for flere flygtninge og migranter. Områderne i andre dele af Tyskland, fx. Hamburg, meldes også at være blive fyldt op. I mange flygtningelejre er der blev indført en uformel hakkeorden, hvor dem som kommer (eller påstår, at de kommer) fra Syrien, har førsteret til en seng under tag. Andre må sove udenfor på jorden i en sovepose eller med et tæppe omkring sig. Situationen er uholdbar, for om få uger bliver det vinter.

Samtidigt vokser presset på kansleren for at sikre Tysklands grænser. Fra koalitionspartneren SPD, fra det bayeriske søsterparti CSU, og fra Merkels eget parti, CDU. Indenrigsminister Thomas de Maiziére (CDU) taler om behovet for at indføre transitzoner ved de sydlige grænser, men det har Kommissionen straks erklæret som værende uforeneligt med EU’s regler. Bayerns finansminister Markus Söder foreslår et generelt asylstop med den begrundelse, at Tyskland “ikke kan redde hele verden”, men dette forslag er forfatningsstridigt. Sålænge Tyskland vil EU, og sålænge Tyskland vil sin egen forfatning, har landet intet andet valg end at tage imod de hundredtusindvis af flygtninge.

Merkels egen demarkationslinje trækkes ved flygtninge fra de borgerkrigshærgede områder i Syrien, Irak og Eritrea, men omkring de to lande i Mellemøsten venter millioner i flygtningelejre. Ruslands indtræden i krigen vil ikke lette situationen. Med Talibans genkomst forværres situationen samtidigt i Afghanistan. Derfra kan man også forvente en eksplosion i flygtninge.

Stemningen i Tyskland er vendt. For blot tre uger siden var kun 38% af tyskerne bekymret for flygtninge- og migrantstrømmen. Nu er det 51%Samtidigt styrtdykker Merkels popularitet (hun har tabt 9%-point på et måned), mens hendes største kritiker, Bayerns ministerpræsident, CSU’eren Horst Seehofer oplever stor fremgang i sin popularitetsmåling (+11%).

Tyskland er kort sagt på katastrofekurs.  Tyske økonomer forventer, at op imod 90% af flygtningene og migranterne ikke vil kunne finde arbejde, da de ikke besidder de nødvendige kompetencer, og fordi minimumslønnen, som immervæk kun er er €8.50 (ca. 60 kr) og langt lavere end den danske, er for høj. Tillader man at sænke minimumslønnen med yderligere 30% (til €6 i time), vil  stort set alle, som kun tjener denne minimumsløn, falde under den tyske fattigdomsgrænse, som pt. er på €979 om måneden. Berlin-Neukölns tidligere borgmester Heinz Buschkowski forventer, at flertallet af flygtningene slet ikke kan integreres.  På genforeningsdagen i dag sagde Tysklands præsident, Joachim Gauck, at integrationen af de mange flygtninge til blive sværere end genforeningen med Østtyskland. 

Dette er kun toppen af problemerne. Myndighederne har slet ikke styr på hvilke og hvor mange illegale flygtninge og migranter, der befinder sig i landet. Titusindvis eller flere venter på at blive registreret, eller har ikke ladet sig registrere. Sålænge de ikke er registreret, opholder de sig per definition illegalt i landet.

De mest sårbare er de mange mindreårige uden ledsagere. Tyske medier rapporterer, at disse børn systematisk opsøges af yderligtgående salafister som led i deres hvervningsproces.

Samtidigt rapporteres der hyppigt om masseslagsmål og om religiøs eller racistisk vold og undertrykkelse i flygtningelejrene. Problemet er så omfattende, at man i visse flygtningelejre har taget konsekvensen og adskilt de muslimske og kristne flygtninge. Omvendt vokser fremmedhadet, hvilket har resulteret i en vækst i attentater og angreb på flygtninge.

Et synspunkt, man hører stadig oftere fra politisk side, er, at flygtninge skal anerkende den tyske forfatning, herunder særligt de liberale principper om ytrings- og religionsfrihed og om ligestilling mellem kønnene, før de kan få anerkendt asyl.

Det lyder meget tilforladeligt. Når man som vesterlænding er i Saudi-Arabien, bør man også efterlyde landets religiøse love. Det er ikke det mest smarte at rende rundt og lave grafittitegninger af profeten Mohammed på gader og stræder, eller overhovedet at kritisere islam. Bør det omvendte ikke gælde? At det anerkendes, at vi her i Vesten har ret til at kritisere religion, overtro og brug af irrationel tradition? At vi i Vesten har ytringsfrihed og kunstnerisk frihed? Er der i virkeligheden ikke tale om et civilisatorisk nulsumsspil, hvor samtale ikke er muligt? Enten tager man konfrontationen, eller også pålægger man sig selvcencur, og påfører reelt sig selv sharia.

Tyskland konfronteres nu med problemstillingen, om der i virkeligheden er plads til det fundamentalistiske islam i Europa. Meldingen er, at det er der ikke. I går sagde Tysklands indenrigsminister, Thomas de Mazière: “Der kan IKKE forhandles om forfatningens garantier om religionsfrihed, kvindernes ligestilling og ytringsfriheden”. Bayerns finansminister Markus Söder (CSU er fuldstændig klar i mælet: “De, som kommer til os, skal acceptere VORES regler, ikke omvendt”. CDU’s næstformand, Thomas strobl er gået endnu videre: “Den tyske lovgivning fastlægges ikke af profeten, men af os i Tysklands parlament”.

Vigtige signaler fra tyske toppolitikere. For der er tale om en central problemstilling, som Tyskland vil blive konfronteret med i generationer. Men vil signalerne blive efterlevet, når der ikke er fuld opbakning i civilsamfundet?

 

 


  1. Læs om hvorfor Finland har udviklet sig et af flygtningenes fortrukne asyllande: Die Welt, 1. oktober 2015, Warum Finnland bei Flüchtlingen als paradiesisch gilt. 

EU’s “politik” vil føre til flere flygtninge

Skærmbillede 2015-09-22 kl. 20.57.36

“Very soon we’ll realise that the emperor is naked. Today was a defeat for common sense!”.

Så brutalt tweetede Tjekkiets indenrigsminister Milan Chovanec onsdag efter EU-landenes indenrigs- og justitsministre helt uden sidestykke nedstemte fire central- og østeuroæiske medlemsstater (Tjekkiet, Slovarkiet, Ungarn og Rumænien ) på et område, som i den grad henhører under medlemsstaternes indre anliggender og hvor man altid forhandler sig frem til enighed.

EU-Kommissionens vicepræsident Frans Timmermans snerrede tilbage, at EU er “er en beslutning en beslutning uanset, hvordan den er taget”. “The decision is legal, valid and binds all member states”. Torsdag bjæffede Danmarks statsminister, Lars Løkke, med, da han sagde, at “sådan er det et i demokrati”.  Ikke et ord om, at man i EU aldrig stemmer medlemsstater ned i følsomme sager. Ikke et ord om, EU ikke er en stat, at den lovgivningsmæssige initiativret formelt er placeret hos ikke-folkevalgte bureaukrater (EU-Kommissionen), og at EU’s domstol ikke er underlagt de nødvendige “checks”, som forhindrer den i at udvide EU’s beføjelser ved at udvide domstolens fortolkning af EU-reglerne.

Fortsætter EU ned af denne glidebane vil det styrke den allerede store EU-skepsis i mange medlemslande. Nu kommer den for alvor til Central- og Østeuropa. Til de lande, som jublede over deres genvundne selvstændighed efter Murens fald, og som forventede, at EU ville bidrage til at beskytte denne selvstændighed — ikke det modsatte.

Og ja, EU vil fortsætte ned af glidebanen. For kvotafordelingen af 160.000 flygtninge, som er strandet i Grækenland, Italien og Ungarn er et absurd lavt tal, når flygtninge- og migranter fortsat vælter ind over EU’s pivåbne grænser. Alene siden Ungarn lukkede sine grænser for ti dage siden, har ca. 60.000 flygtninge og migranter passeret Kroatiens grænser.

Det siger sig selv, at EU’s kvotabeslutning ikke er en langsigtet løsning: det er end ikke en kortsigtet løsning. Meget snart skal der fordeles flere flygtninge. Hvor går grænsen? Langt de fleste flygtninge kommer jo ikke til Europa for at opnå midlertidig beskyttelse. De kommer for at slå sig permanent ned. De kommer for at nyde godt af ikke mindst den velstand og velfærd, der er blevet skabt især i nordvest-Europa. Og de kommer, fordi de føler sig velkomne.

Det var præcis det klare indtryk, som EU’s præsident Donald Tusk fik, da han besøgte flygtningelejre i Libanon og Jordan. De føler sig nærmest inviteret til Europa. Og vi har kun set toppen af de millioner af flygtninge og migranter, som vil søge til Europa, hvis EU ikke får styr på sine ydre grænser.

Set i det lys er EU’s aktionsplan aldeles nedslående. Statslederne, som mødtes torsdag, udsendte ikke det klokkeklare signal om, at migranter ikke velkomne,  at de vil blive udvist prompte, og at der kun er plads til flygtninge fra krigshærgede områder i Syrien, Irak og Eritrea.

Derimod besluttede man, at bevilge nogle håndører til Syriens nabolande (lidt of €1 mia.) og flere midler til Frontex patruljeringer uden for Tyrkiets kyst. En beslutning, som med sikkerhed vil føre til flere flygtninge og migranter, som det har været tilfældet i Middelhavet efter, at man har påbegyndt en tilsvarende forstærket indsats der. Og, nå ja, så vil EU udsætte Tyrkiet overfor større diplomatisk pres. Hvad dette diplomatiske pres skal udmøntes i, er ikke forklaret? Vandkanoner og gummikugler mod flygtninge, når nu EU føler sig for fin til at gøre dette?

Det, som man nu må sætte sin lid til, er, at få nedkæmpet islamisk stat hurtigt muligt, og få genopbygget Syrien. Her bliver man fra EU’s og Vestens side nødt til at erkende, at præsident Assad og hans allierede Vladimir Putin er en del af løsningen. Der er brug for forstærket amerikansk intervention i samarbejde med Putins Rusland. Det er der heldigvis tegn på. I mens kan Tysklands Merkel fortsætte med tale alt det, hun vil med Iran og  Saudi-Arabien–sålænge hun bare ikke laver flere ulykker. For at involvere den ene eller den anden af disse ultrareligiøse regionale stormagter er næsten det værste, der kan ske. Islamisk Stats krig er først og fremmest en krig mod Shia-muslimerne, som dominerer Iran og dele af Irak. Og Islamisk Stats religiøse ideologi har rødder i Saudi-Arabien.

Før stormen

I fredags offentliggjorde Eurostat asyltallene for 2. kvartal 2015. Dataene dækker altså EU’s asyltal for perioden op til den regulære folkevandring, der blev indledt i 3. kvartal. Disse tal venter vi spændt på. Men tallene for 2. kvartal er på mange måder interessante, og burde bidrage til en mere nuanceret flygtninge- og migrantdebat.

Skærmbillede 2015-09-19 kl. 23.06.48

I alt søgte 213.000 førstegangasyl i 2. kvartal 2015; 15% flere end i 1. kvartal og hele 85% flere end i 2. kvartal sidste år. Gennem hele perioden har der været tale om en opadgående trend, som altså er blev forstærket i 3. kvartal.

Skærmbillede 2015-09-19 kl. 22.17.29

Den absolutte stigning har været størst blandt syrere og afghanere, men dykker man ned i tallene, har der nærmest været tale om en across-the-board-stigning fra alle Europas nærområder. I alt har 141 nationaliteter søgt asyl. I relative termer er hverken Syrien eller Afghanistan i top 3. De lande, som topper EU’s asylstatistik i relative termer er: Irak (knap en femdobling), Kosovo (knap en firdobling), Albanien (mere end en tredobling), efterfulgt af Afghanistan, Montenegro, Eritrea, Ukraine og Makedonien. Først på 9. pladsen kommer Syrien.

Skærmbillede 2015-09-19 kl. 23.07.14

Medierne bruger nærmest per refleks begrebet flygtninge om den igangværende folkevandring, men begrebet migranter er mere passende, hvis man absolut skal vælge. Alene i 2015 har flere fra Balkan søgt asyl end fra Syrien (120.600 vs. 75.315). Syrien halter også bag de afrikanske lande, som samlet har sendt mere end 84.000 førstegangsasylansøgere til Europa. Endelig ligger Afghanistan (hvor der er relativ ro), Iran, Pakistan, Indien og Bangladesh samlet på niveau med Syrien, men alle steder er der tale om en opadgående trend i asylansøgninger.

Ser man på, hvor flygtningene og migranterne lægger deres asylansøgning, er det ofte ikke dér, hvor den burde lægges (ved det første land, som er omfattet af FN’s flygtningekonvention, eller i EU ved ankomsten til det første land blandt de 28-medlemsstater). Som Frontex og en asylchef tidligere har berettet, er flygtninge og migranter pinligt bevidste om, hvor de har størst chance for at få opholdstilladelse, familiesammenføring og de højeste velfærdsydelser og andre goder. Hvis man tager udgangspunkt i den vestbalkanske rute, som de fleste migranter og flygtninge vælger, og regner afstanden til EU-landenes grænser fra Beograd (Serbiens hovedstad) er samvariationen mellem flygtninge- og migrantstrøm og afstand kun 17%. Flygtninge siges ellers at vælge den korteste afstand til sikkerhed.

Vælger man derimod at se på sammenhængen mellem flygtninge- og migrantstrøm og asylvelfærdsydelser (hvad en familie med to små børn kan forvente at modtage, mens deres asylansøgning behandles minus alt andet og korrigeret for PPP prisniveau ratios), er samvariationen hele 60%. Money matters!

Flere faktorer spiller ind, og mønsteret er alt for systematisk til, at man kan affeje det med, at flygtningene og migranterne bare søger til et område, hvor der er demokrati og sikkerhed. De vælger med omhu.

Skærmbillede 2015-09-19 kl. 23.08.16

Alle figurer og data er fra Eurostat:  http://ec.europa.eu/eurostat/documents/2995521/6996925/3-18092015-BP-EN.pdf/b0377f79-f06d-4263-aa5b-cc9b4f6a838f og http://ec.europa.eu/eurostat/statistics-explained/index.php/Asylum_quarterly_report

EU ved begyndelsen på afslutningen?

Dette er ikke afslutningen på EU, men det er måske begyndelsen på afslutningen.

EU befinder sig nu i sin værste krise nogensinde, men det er kun en forsmag på, hvad der venter.

EU har intet svar på flygtningestrømmen. Landene kan ikke blive enige om, hvordan den skal håndteres her og nu, og hvad der bør gøres fremadrettet.

Der er dem, der tror, at flygtningestrømmen skyldes ISIS hærgen og borgerkrigen i Syrien, og at der derfor er tale om et akut problem, som vil lægge sig, ligesom man står overfor at skulle evakuere et fodboldstadion, der er i flammer.

Men de tager fejl. For de glemmer, hvor flygtningestrømmen også kommer fra. Det blev ellers klart eksponeret tidligere på året: Den kommer også fra landene omkring Sahara.

I de lande vokser befolkningstørrelsen hastigt, og langt hurtigere end økonomien udvikler sig. Det er virkeliggørelsen af Thomas Maltus (1766.-1834) teori:

Population, when unchecked, increases in a geometrical ratio. The superior power of population cannot be checked without producing misery or vice“.

Og fattigdom og trøstesløshed samt forsmåede håb, om at det kan blive bedre, er lige præcis, hvad de yngre generationer oplever. Ungdomsarbejdsløsheden er kollossal.

I det arabiske forår blev der tændt et lille lys i mørket. Et håb om, at fremtiden ville blive bedre. Men det lys er gået ud. Nu ligger håbet et andet sted: Destination Europa.

Vi har taget hul på en veritabel folkevandring.

Med tysklands beslutning om at hejse det hvide flag og bare åbne grænsebommene, er der blevet sendt et klart signal til såvel flygtninge som would-be flygtninge.

Der er også blevet sendt et signal til would be-menneskesmuglere om, at der ligger en fremtid i denne lukrative branche. Det er en af de få jobmuligheder, som findes.

Og når udbuddet af menneskesmuglere vokser markant, hvad sker der så med priserne? De falder naturligvis. Muligvis drastisk.

Og hvad sker der så med efterspørgslen? Den vokser.

Med andre ord: Flygtningestrømmen til Europa vil blive meget større.

I EU advarede man allerede om det i 90’erne. Jeg husker en EU-Megreb konference i Nordafrika, hvor vi netop diskuterede dette tema. Dengang var der et spinkelt håb, om vi i fællesskab kunne løfte den økonomiske udvikling og fremme den politiske demokratiseringsproces. Men dette håb er forlængst slukket.

Nu er det hver mand for sig selv.

Flygtningestrømmen vil paralysere EU, hvis EU ikke allerede er blevet paralyseret. Hvis flygtningestrømmen blot var et akut og midlertidigt problem, kunne man måske håndtere det.

Men det er ikke et midlertidigt problem. Det ved man godt i EU, og derfor går medlemslandene allerede enegang. De søger nationale løsninger på fælles problemer. Og derfor er samarbejdet på dette vigtige område blevet omsonst. Det vil muligvis få negative konsekvenser (negative spilll-overs) til andre politikområder.

I 2018 får EU sit næste chok. For da træder det første store medlemsland ud af samarbejdet. Beslutningen vil blive taget om to år. Efter den britiske folkeafstemning. I går blev den første meningsmåling, som viste et britisk nej til fortsat medlemsskab, offentliggjort. Det Nej-forspring vil vokse sig større frem mod folkeafstemningen.

Goodbye EU, I wouldn’t say it wasn’t nice.

Ældre indlæg Nyere indlæg

© 2017 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑