Tag-arkiv: European Social Survey

Værdiclusters i Europa

Vi har siden 31. december skrevet om værdier i Europa, som vi har splittet op i fire typer: Sjov og kreativitet, ordentlighed, bling, og traditioner og sikkerhed. De fire værdidimensioner og resultatet af en faktoranalyse af 21 forskellige udsagn om værdier, som knap 176.000 respondenter har svaret på i the European Social Survey. Vi har derefter taget gennemsnittene i 290 regioner på tværs af Europa og har tegnet fire kort over fordelingen af dem.

Vores femte og sidste indlæg i serien handler om, hvilke regioner der herefter ligner hinanden. Vi laver her en såkaldt cluster-analyse, som netop fordeler observationer ind i et antal grupper, der er maksimalt ens internt i hver gruppe samtidig med at grupperne som sådan er maksimalt forskellige. En løsning med seks clusters viser sig at være fornuftig, forstået på den måde at man hverken får clusters, der er meget blandede internt eller meget små clusters. Resultatet kan ses i figuren nedenfor.

Den første observation, som springer i øjnene, er at der ikke er en eneste cluster, der udelukkende indeholder regioner fra EU – alle clusters er spredt udover EUs grænser. Den lyseblå cluster, som Danmark tilhører, omfatter således både Norge, Holland, Portugal, Wales, store dele af England, dele af Irland or det meste af Estland, Letland, og Belgien. Der er også Salzburg-regionen i Østrig, lidt tilfældige bidder af Ungarn og Zagreb i Kroatien. Det man måske mest kan kalde kernen af EU er den røde cluster, der dækker hele Frankrig, hele Vesttyskland (inkl. Berlin), hele Sverige, Finland og Island, og derudover Skotland, Cornwall og det spanske Baskerland.

Forskellene på disse to clusters – den lyseblå og røde – findes i, at de blå lægger lidt mere vægt på traditioner (som ingen af dem ser som særligt vigtige), og noget mindre vægt på ordentlighed, og at folk i de røde regioner er meget kraftigt imod ‘bling’-faktoren. Begge er fælles om at lægge vægt på at have det sjovt og være kreativ, en type værdi som de også deler med den grønne cluster. En anden mulig forskel på den lyseblå og den røde cluster er, at de østlige dele af England, der er blå, i højere grad stemte for Brexit, mens Skotland og de gamle industriområder i the Midlands stemte Remain. Omvendt finder man ikke ret meget EU-skepsis i den røde cluster.

Udenfor disse to clusters er den lilla cluster den sidste vesteuropæiske. Den omfatter andre dele af England og Irland, hele Spanien udenfor Baskerlandet, Schweiz, Østtyskland, en bid af Letland og Belgien, og Kroatien udenfor hovedstaden. Folk i den lilla cluster er typisk kendetegnede ved at lægge meget høj vægt på at opføre sig ordentligt, og en vis vægt på bling. En interessant forskel, som kan ses på kortet, er at mens dele af den grønne cluster ligger tæt op ad den lilla – Slovenien er for eksempel grønt mens Kroaiten er næsten helt lilla – er den meget anderledes. I de grønne områder lægger folk typisk stor vægt på ‘bling’ og at vise man er rig, og lige så meget vægt på traditioner som i den sorte cluster. Man kan måske spekulere på, at meget af de grønne områder ligger i det tidligere Østrig-Ungarske Imperium, modsat de sorte områder, der også typisk er blandt de mest religiøse i Europa.

Der hvor den sorte cluster er anderledes, er at folk netop ikke lægger vægt på at have det sjovt og at være kreativ. Den grå er omtrent gennemsnitlig med undtagelse af, at folk har lave scorer på ordentlighed clusterens områder i Tjekkiet, Litauen, Ukraine, og dele af Rumænien og Ungarn, og Slovakiets hovedstadsregion.

Hvad kan man så lære af det? Et åbenlyst forhold, der bør springe i øjnene når man ser kortet ovenfor, er at det er endda meget svært at tale meningsfuldt om ‘europæiske værdier’. På tværs af de 21 spørgmål og fire værdidimensioner i the European Social Survey er der meget store forskelle på tværs af Europa. Selv regioner, der umiddelbart kan virke meget ens, ender i forskellige værdiclusters: Se blot Danmark versus Sverige, Portugal versus Spanien, eller Slovenien versus Zagreb-regionen versus resten af Kroatien. Men om forskellene også har særlige konsekvenser, og hvor de kommer fra, må være et åbent spørgsmål som man først kan stille, når man har dokumenteret, at de er der.

Værdier i Europa: Tradition og sikkerhed

Vi er kommet til den sidste af de fire værdidimensioner, som spørgeskemadataene fra the European Social Survey udviser. De fem værdiudsagn, som danner denne dimension er: “Important to live in secure and safe surroundings”; “Important to follow traditions and customs”; Important to do what is told and follow rules”; og med mindre vægt, “Important to be humble and modest, not draw attention” og “Important to get respect from others.” Vi beregner derfor, i hvilken grad respondenterne er enige i de fem udsagn, og dermed i hvilken grad de lægger normativ vægt på at følge traditioner og regler, og at være ‘sikre’ og ‘trygge’.

Kortet ovenfor illustrerer fordelingen af disse værdier på tværs af Europa, med røde områder som dem hvor folk lægger stor vægt på at følge tradition og være sikre, og blå områder der hvor folk ikke gør, men har andre værdier. Det mest traditionsbundne sted i Europa – målt på denne metrik – viser sig at være Kosovo, skarpt forfulgt af regioner i Albanien, Italien, Polen, og hovedstadsområdet i Slovakiet. De steder, hvor folk lægger mindst vægt på den slags er dele af Sverige, området omkring Amsterdam, Island, størstedelen af det vestlige Tyskland, og også dele af Frankrig. Internt i Danmark er det ikke overraskende, at folk i København lægger en tand mindre vægt på tradition end i resten af landet.

Men der er også andre interessante forskelle ude i Europa, og ikke mindst i Tyskland, Baltikum, og på den iberiske halvø. I Tyskland er der endnu en gang en klar soleklar øst-vest-forskel, og endda med Berlin og Brandenburg som de anderledes steder i øst. I Baltikum er de estisk dominerede dele af Estland basalt set som resten af Skandinavien, mens den langt mere russisk-talende nordøstlige del ligner Rusland. Og på den iberiske halvø er det igen påfaldende at se, hvor forskellige folks værdier er i Spanien og Portugal. Taler man om ‘europæiske værdier’, skal man godt nok være omhyggelig med at specificere, hvilken del af Europa man taler om, og hvilke værdier man er interesseret i!

Værdier i Europa: Bling

I vores miniserie om værdier i Europa er vi kommet til den tredje af fire værdifaktorer. Vi har valgt at kalde den ‘bling’, selvom vi også kunne have kaldt den materialisme, ydre succes, eller ekstern validering. Det drejer sig nemlig om, hvorvidt folk er enige i fire udsagn: “Important to be rich, have money and expensive things”; “Important to get respect from others”; “Important to show abilities and be admired”; og “Important to be successful and that people recognize achievements.”

De steder i Europa, hvor folk er mest enige i at det for eksempel er vigtigt at være beundret, rig og respekteret, er Kosovo, Bukarest-området i Rumænien, og med lidt afstand der sydvestlige Rumænien og Bratislava i Slovakiet. De regioner i Europa, hvor folk er mindst tilbøjelige til at være enige, ligger alle i Frankrig. Hele fordelingen kan ses i kortet nedenfor.

I Danmark finder man den pudsige detalje, at folk i hovedstadsregionen faktisk er væsentligt mere tilbøjelige til at være enige i udsagnene end resten af landet. Groft sagt ligner københavnerne i højere grad irere, schweizere og tjekker, end de ligner jyder, fynboer eller nordmænd, når de præcist gælder denne type værdier.

Derudover illustrerer kortet meget klart, at Europa i forhold til ‘bling-værdier’ i høj grad falder i to halvdele, og det er ikke klart øst versus vest eller protestantisk versus katolsk. I stedet lægger det meste af Østeuropa, men ikke Estland og Letland, vægt på ydre tegn på succes, men det samme gælder det sydøstlige Europa, inklusive Italien og dele af Østrig. Og endnu en gang er Tjekkiet omtrent det sted, hvor de to dele mødes. Hvorfor forskellen eksisterer, kan vi ikke engang gætte på – men måske kan nogle af vores flittige læsere?

Værdier i Europa: Ordentlighed

I vores miniserie om værdier i Europa baserer vi os på en analyse af de 21 værdispørgsmål i the European Social Survey. En faktoranalyse (som man kan få per e-mail) viser – som vi noterede forleden dag – at de 21 spørgsmål fordeler sig langts fire dimensioner. Vi har allerede illustreret ‘sjov og kreativitet’-dimensionen, og er idag kommet til den anden dimension: Ordentlig opførsel.

Spørgsmålene, der udgør dimensionen er hvorvidt respondenter er enige i at det er: “Important to care for nature and environment”; “Important that people are treated equally and have equal opportunities”; “Important to help people and care for others well-being”; “Important to be loyal to friends and devote to people close”; “Important to understand different people”; og med lidt lavere vægt “Important to make own decisions and be free” og “Important to be humble and modest, not draw attention”. Forskellene på tværs af Europa er illustrerede i figuren nedenfor.

De regioner, hvor folk lægger mest vægt på at opføre sig ordentligt, bredt forstået, er Cantabria og Navarra, begge i Nordspanien. De regioner, hvor folk lægger mindst vægt på det, er det sydøstlige Rumænien og størstedelen af Litauen. Som kortet klart viser, er mindre vægt på ordentlig opførsel noget, der helt primært er et fænomen i dele af Centraleuropa, og i en vis grad i de traditionelt meget venstreorienterede, industrielle dele af Norditalien.

Det svære ved at tolke dimensionen, som vi har valgt at kalde ‘ordentlig opførsel’ er dog, at det ikke her helt klart fra et liberalt standpunkt, at det utvetydigt er en god ting at være loyal overfor venner og familie, eller at være ydmyg og ikke tiltrække sig opmærksomhed. Det første kan hurtigt blive snæversyn eller nepotisme, mens det andet er underdanigt. Det indikerer, at man måske burde foretrække en mellemscore på dimensionen, i stedet for en høj score. Det forklarer måske også, hvorfor netop denne værdidimension er så stærk i Spanien?

Hvordan man end fortolker folks svar, er det tankevækkende, at det lige præcis er Tjekkiet, Ukraine, Litauen, og store dele af Rumænien der stikker ud fra resten. Her kan vi i høj grad bruge læsernes særlige kompetencer – hvis der er nogen, der ved noget særligt om netop de dele af Europa.

Værdier i Europa: Sjov og kreativitet

Her på årets sidste dag starter vi en ny serie i fem installationer. Serien handler helt basalt om forskelle i værdier på tværs af Europa. Baggrunden for serien er, at man ofte hører at Europa / EU er et ‘værdifællesskab’, og hvordan vi som europæere har noget mystisk mere til fælles end med f.eks. canadiere, new zealændere, eller taiwanesere. Debatten ignorere dermed hvor store forskellene er internt i Europa, og dermed hvor meget der faktisk skiller os. Det kan man dog få et klart indtryk af gennem the European Social Survey, der er en spørgeskemaundersøgelse der er lavet hvert andet år siden 2002.

European Social Survey omfatter hver gang den bliver lavet en gruppe på 21 spørgsmål, der har til formål at afdække folks værdier og præferencer. Det viser sig, at de 21 spørgsmål meget tydeligt dækker over fire områder – vi har lavet en eksplorativ faktoranalyse af dem, som er tilgængelig for interesserede – der kan fortolkes meget enkelt. Vi starter vores serie med den dimension, vi kalder ‘sjov og kreativitet’. Spørgsmålene er alle af typen ‘hvor enig er du med det følgende udsagn” på en skala fra 0 til 10.

Dimensionen vi kalder sjov og kreativitet omfatter fem spørgsmål: “Important to try new and different things in life”; “Important to seek fun and things that give pleasure”; “Important to seek adventures and have an exciting life”; “Important to have a good time”; og med en lidt lavere vægt “Important to think new ideas and being creative”. Europeas regioner strækker sig fra det vestlige Rumænien, hvor folk virkelig ikke er særligt enige i værdien af at have det sjovt osv. – dens faktorværdi er 0,67 – og til den belgiske Brabant Wallon på -0,36. Ude i enderne er den østpolske Podkarpackie-region tæt på at være lige så meget imod sjov som Vestrumænien, mens Nordjylland er ganske tæt på Brabant Wallon. Hele fordelingen kan ses i kortet nedenfor.

Helt overordnet er der en klar øst-vest forskel i Europa, men ikke helt klart pga. kommunismen. En anden fortolkning er, at der ganske stor vægt på sjov / kreativitet i områder, der har været del af det Østrig-Ungarske imperium, mens de russisk-påvirkede er helt anderledes negative. Israel er som så ofte før et nordeuropæisk land i en værdimæssig sammenhæng, ligesom Italien er meget forskelligartet. Og sidst, men måske ikke mindst, kan det være værd at understrege at Storbritannien falder i to dele: Nordirland (og Dublin i Irland) lægger mere vægt på sjov, ligesom et større område i England gør det – og det engelske område er næsten præcist sammenfaldende med Danelagen, der var dansk i 100 år.

Læserne bør bemærke, at dette er den første af fire dimensioner i folks værdisvar i European Social Survey. Det er ikke alle, der følger de samme forskelle på tværs af Europa! Og man bør derfor lige vente, før man drager for håndfaste konklusioner på hvad folk er for nogen, og om forskellene be- eller afkræfter ens forestillinger om, hvordan europæerne er flest og hvordan de er forskellige.

Ydmyghed og beskedenhed i Europa

Vi har af flere omgange interesseret os for forskelle i værdier og basale forestillinger på tværs af Europa her på stedet. Det gør vi igen i dag, hvor vi ser på et helt særligt kulturelt træk: Hvor meget vægt folk lægger på, hvor ydmyge og beskedne man bør være. Det er med andre ord et træk, der ikke blot har at gøre med at være beskeden, men også fanger forskelle i hvor normkonforme og ’korrekte’, man mener andre mennesker bør være og opføre sig. Vi kan se meget konkret på det, fordi the European Social Survey spørger hvert andet år om blandt andet netop folks præference for ydmyghed og beskedenhed.

Det viser sig, at ydmyghed og beskedenhed som værdi varierer meget markant på tværs af Europa. Som figuren nedenfor illustrerer, er forskellen store mellem hvidt/lyseblå områder med svage præferencer for beskedenhed til de sorte område med stærke præferencer. Det ene ekstrem findes i de henholdsvis 3 og 7 % i Slovenien og Spanien som mener, det ikke er en vigtig værdi, eller kun er svagt for (på en sekspunkts-skala). Det andet ekstrem er Norge og Danmark, hvor henholdsvis 46 og 40 % ikke mener, ydmyghed og beskedenhed er særligt vigtige værdier. Det er måske værd at bemærke, at særligt Sverige er anderledes end Danmark og Norge. Svenskernes tradition for at være mere politisk korrekt, konfliktsky og mindre tilbøjelige til at stille spørgsmål ved samfundets overordnede normer er ganske tydelige her. Det er også interessant at bemærke, at det russiskprægede nordøstlige Estland har 19 %, der ikke er enige, mens det i resten af landet er 30 %. På samme måde er den mest ’beskedne’ del af Tyskland Sachsen, mens den mindst beskedne del er Slesvig-Holsten.Selv hvis man ser på hovedstadsregioner, som ofte betragtes som lidt mere kosmopolitiske og ens, er der lige så markante forskelle. De hovedstæder, hvor folk lægger mest moralsk vægt på at være ydmyge og beskedne, er Madrid og Ljubljana med 6 % og Bruxelles og Rom med 9 %. Den anden ende af skalaen er Oslo på 49 %, Vilnius på 46 % og Prag og København, hvor 44 % ikke mener det er vigtigt.

Udover at forskellene sandsynligvis dækker normkonformitet og hvor vigtigt det er at følge, hvad andre mennesker gør – og dermed også burde have en vis samvariation med kreativitet og udvikling – er der også et morsomt element i forholdet: Når man ser på tværs af europæernes værdier på området, har de så nogen sammenhæng med deres faktiske adfærd? Er det for eksempel rimeligt at tro, at de fleste franskmænd faktisk er ydmyge og beskedne? Er folk i Bayern mere tilbageholdende og beskedne end slesvig-holstenere? Mit svar på det første spørgsmål er et klart nej, hvilket blot gør det endnu mere interessant at spørge, hvornår og hvorfor folks værdier og deres adfærd nogle gange stikker i to forskellige retninger…

Lykke i Europa

I morgen har jeg den særlige fornøjelse af holde det første af tre foredrag i efteråret på FOFs Fredagshøjskole. Foredraget handler om den nordiske lykke – hvorfor er de nordiske lande som region betraget det lykkeligste sted i verden? Mens jeg har holdt en lang række af den slags foredrag om emnet, tager efterårets version udgangspunkt i min bog Happiness in the Nordic World, der udkom i juni. Den har således et lidt andet udgangspunkt, og jeg glæder mig meget til at komme ud at holde foredrag og tale med andre mennesker uden restriktioner, mærkelige krav eller andre menneskefjendske politiske tiltag.

For at minde folk om, at der faktisk er noget at tale om, bringer vi derfor i dag en illustration af, hvor store forskellene er internt i Europa. Baggrunden for kortet er the European Social Survey, der tillader at man udregner folks gennemsnitlige tilfredshed med livet på regionalt plan. Farvekodningen går fra hvid (de lykkeligste steder) til sort (de mindst lykkelige), og demonstrerer klart hvordan Norden – og Schweiz – er de lykkeligste.

Derudover er det måske værd at bemærke et par ting. For det første kan man se konturerne af Muren ned gennem Tyskland, hvor de tidligere kommunistiske områder stadig er markant mindre lykkelige. Man kan også glæde sig over, at Polen og Tjekkiet faktisk er kommet så godt med, at de stort set ligner Spanien i folks opfattelse af deres liv. Og man kan more sig over, at Baskerlandet i Spanien er lykkeligere end resten.

Der er masser af interessante forhold at dykke ned i, og for vores relativt unge læsere måske også et glimrende gymnasieprojekt at skrive? Store dele af forskellene er for eksempel forklaret med forskelle i tillidskultur – en særlig diskussion, der kommer en ny Nordic World-bog om til næste år – mens andre dele ser mere mystiske ud. Som man siger på engelsk er der ‘food for thought’ i kortet ovenfor, og en god samtale over en kop kaffe eller et glas vin.

Mønstre i tolerance af bøsser og lesbiske i Europa

Forleden skrev vi om tolerance i Europa. Flere læsere bemærkede, at vi tog et gennemsnit af to spørgsmål om tolerance: Folks holdning til, om bøsser og lesbiske bør være frie til at leve det liv, de foretrækker, og deres forhold til immigranter. Læserne mente, at det kunne skjule interessante forhold og forskelle, når vi på den måde brugte et lidt bredere mål for tolerance. Derfor afsøger vi i dag helt specifikt folks holdninger til bøsser og lesbiske i Europa, ikke mindst fordi der faktisk gemmer sig nogle ret interessante forhold i det.

Vi illustrerer situationen og de særlige forhold i tre figurer: En er et kort over folks holdninger på tværs af regioner i Europa, den anden er et plot over sammenhængen mellem national gennemsnitsindkomst og disse holdninger, mens den tredje bryder sammenhængen ned på regionalplan. Farvekoderne i den første figur går fra hvid – de mest positive – til lilla, der indikerer stærkt anti-homoseksuelle holdninger.

Som figuren klart viser, er de mest tolerante områder de nordiske lande (minus det meste af Finland), det meste af Frankrig (minus Picardiet og Sydøst), det meste ad Nederlandene, dele af det flamsktalende Belgien, Slesvig-Holsten, Hamborg og Berlin, og markante dele af Spanien. En interessant detalje er, at de hvide områder også dækker Dublin og midten af Irland, selvom de indtil for relativt nylig har været stærkt katolske. De næstmest tolerante dele er resten af Tyskland, Belgien, Frankrig og Spanien, hele Storbritannien, og størstedelen af Tjekkiet. Som man kunne forvente, er de mindst tolerante dele i Østeuropa, men sjovt nok ikke i Polen, ligesom Ungarn og Bulgarien igen er bemærkelsesværdigt forskelligartede.

For en samfundsvidenskabelig nørd som undertegnede, er det mest interessante hvorfor man ser så store forskelle. Tror man på Ronald Ingleharts moderniseringsteori (se f.eks. det klassiske papir med Wayne Baker), bør forskellene i tolerance følge to forhold: Religion og indkomst. Men ser man på kortet, er det først og fremmest ganske svært at se de forskelle på protestanter, katolikker, og ortodokse, som Ingleharts teori siger bør være der. Forskellen mellem protestanter og katolikker burde gå gennem Tyskland og skille Nederlandene fra Belgien, men skillelinjerne går andre steder.  På samme måde er store dele af Bulgarien og det lille Montenegro mere tolerante end meget af det katolske Ungarn og hele Litauen.

Det andet misforhold – hvis man tror på moderniseringsteori – er, at indkomst ikke tydeligt hænger sammen med tolerancenormerne. Det skulle man ellers tro, når man ser på sammenhængen på tværs af de 20 lande, der er dækket af ESS-tallene og hvor man kan få BNP på regionalplan. I dagens anden figur kan man meget klart se den markante korrelation på 0,84 mellem BNP per indbygger og folks holdning til bøsser og lesbiske. Hvad er så problemet, kan man spørge.

Svaret er, at moderniseringsteori bør virke både på nationalt og regionalt plan: Den handler om, hvordan modernisering påvirker folks individuelle præferencer og holdninger. Rigere regioner af et land bør derfor, ifølge Ingleharts logik, være mere tolerante. Som dagens tredje figur illustrerer, er det bare ikke tilfældet. I figuren har vi plottet hver regions gennemsnitsindkomst som andel af det nationale gennemsnit, og holdt det op mod hver regions gennemsnitlige holdning til bøsser og lesbiske som andel af det nationale gennemsnit.

Hvis moderniseringsteori virkede, burde man se samme slags sammenhæng som man kan se i de nationale tal i den anden figur. Det man ser, er det næsten totale fravær af en sammenhæng (korrelationen er 0,11 på regionalt plan). Det betyder ikke, at vi fuldstændigt kan afvise moderniseringsteori og traditionen fra Inglehart, men at den ikke virker på den simple måde, som folk ofte undervises i. Der er meget at tænke over, og ikke mindst hvorfor der er en tydelig sammenhæng på nationalt plan, der helt bryder sammen på regionalt plan. Hvad det indebærer for politik og langsigtet udvikling, er et emne for en anden dag.

Tolerance i Europa

I disse dage afholdes der World Pride i København og Malmø – en slags fejring af LGBT+ miljøet. Mens man måske kan synes, at det er noget hysterisk at sætte hovedstaden på den anden ende for at fejre en livsstil og seksualitet, der ikke just er kontroversiel i Danmark eller Sverige – og som desværre alt for ofte bliver misbrugt politisk til at skaffe særbehandling i stedet for ligebehandling – er det værd at huske, at der er steder i verden det ikke er så ligetil. Uganda har ligefrem dødsstraf for homoseksualitet, og migrantarbejdere behandles ekstremt dårligt i dele af Mellemøsten og Asien. Alle steder er ikke lige tolerante.

Derfor bringer vi i dag et kort over, hvor tolerante indbyggerne er rundt omkring i Europa. Ligesom det lignende kort for nogle dage siden, er det baseret på the European Social Surveys 7. til 9. bølge, dvs. 2014, 2016 og 2018. Vores tolerancemål er et indekseret gennemsnit af to spørgsmål: I hvilken grad bøsser og lesbiske bør være frie til at leve det liv, de helst vil leve, og i hvilken grad gør immigranter et land bedre eller dårligere at bo i. Som forleden er dataene aggregeret ved NUTS-3-niveauet, hvilket i Danmark basalt set betyder de fem regioner. Farverne er valgt, så sort er den værste femtedel af skalaen, efterfulgt af rød, grøn, mørkeblå og med lyseblå som den mest tolerante femtedel af skalaen.

Som kortet viser med al tydelighed, er intolerance en østeuropæisk specialitet: Rusland er meget lidt tolerant, ligesom enkelte dele af Ungarn, det sydvestlige Litauen og det nordøstlige Bulgarien. De røde områder findes også kun i Central- og Østeuropa med store dele af Italien som undtagelsen. En interessant observation er, at det nordøstlige Estland er rødt – dvs. temmeligt intolerant – mens resten af Estland er sammenligneligt med store dele af Østrig, Italien og Tjekkiet. Det måske interessante her er, at det er den del af Estland, hvor der er klart flest russisk-talende estere.

De lyseblå områder overrasker næppe vores læsere: Det er store dele af de nordiske lande – og man må understrege, at forskellen på de lyseblå og mørkeblå områder i Norden er ganske lille. På samme måde er Hamborg og Berlin mere tolerante end resten af Tyskland, mens München og Köln ikke er. En lignende hovedstadseffekt kan ses i Finland (Helsinki), Irland (Dublin), Slovakiet (Bratislava), Spanien (Madrid) og Østrig (Wien). Omvendt er Bruxelles den mindst tolerante region i Belgien, og både Sofia (Bulgarien) og Budapest (Ungarn) er mindre tolerante end mange andre regioner. Det er svært at tale om en egentlig hovedstadseffekt.

På samme måde viser kortet, at det er svært at generalisere på nationalt plan, som medierne ellers ofte gør i forbindelse med diskussioner om Central- og Østeuropa. Bemærk for eksempel, at store dele af Letland og Polen er mørkeblå, ligesom Bulgarien er bemærkelsesværdigt forskelligt med enkelte sorte områder i nordøst, og enkelte mørkeblå områder andre steder.

Er man virkeligt bekymret om de lokale tolerancenormer, er man således meget bedre stillet i det vestlige Polen (som pudsigt nok er de områder, der var tyske før krigen) eller det nordlige Kroatien end man er i størstedelen af Italien, og særligt i syd. Der er med andre ord masser af myter om det intolerante øst, og nogle af dem er sande; men store dele af Central- og Østeuropa er bedre end deres rygte, og store dele af Sydeuropa er værre!

Tillid og lykke i Europas regioner

En af de væsentligste kilder til forskelle i folks tilfredshed med livet er deres grad af social tillid: Hvor meget stoler man på andre mennesker, man ikke kender? Som vi skrev om forleden, er social tillid ikke blot en af kilderne til forskellige vækstrater på tværs af lande, men også en forklaring på, hvorfor landes vækstmønstre adskiller sig fra hinanden. Det samme gælder tilfredshed med livet.

Men et vigtigt spørgsmål i forskningen er, i hvor høj grad man kan – og bør – tale om en national tillidskultur. Spørgsmålet har siden Putnams fortjent berømte Making Democracy Work været stillet i forbindelse med Italien, hvor man meget ydeligt kan se forskelle i tillidskulturen: Der er næsten en verden til forskel på Torino og Palermo. Vi illustrerer idag disse forskelle i et simpelt kort, hvor hver af de ‘NUTS-3 regioner’ som er listet i the European Social Survey kan ses. ESS stiller tillidsspørgsmålet på en skala fra 0 til 10, og hver region får en farve efter dens gennemsnit: Sort hvis gennemsnittet er under 2, rød hvis det er mellem 2 og 3, grøn hvis det ligger mellem 3 og 4, lyseblå mellem 4 og 5, og mørkeblå til de steder, hvor gennemsnittet er over 5.

Som kortet klart viser, er de nordiske lande og Holland de mest tillidsfulde steder i Europa (og i verden). De næste i rækken er Estland (det ‘hemmelige’ nordiske land), Schweiz, Flandern – men ikke de fransktalende dele af Belgien – og pudsigt nok også Nordøstspanien, dele af Tjekkiet, Litauen og Østrig, og Israel. Ukraine er farvet lyseblåt af den simple grund, at kortprogrammet ikke kan dele det op i regioner.

Den vigtigste indsigt fra kortet og dataene bag det (som vi naturligvis gerne deler), er at der er lande i Europa, hvor det ikke giver mening at tale om en national tillidskultur. Italien er et kendt eksempel, med Sicilien som den mindst tillidsfulde region, men en række lande i Østeuropa er også forbløffende diverse. Bulgarien og Ungarn har således regioner i fire forskellige kategorier, mens der både er regioner i Polen, der tillidsmæssigt ligner Frankrig og Spanien, og andre steder, hvor tillidsniveauet nærmere er at sammenligne med Zimbabwe eller Peru.

Som så ofte før her på bloggen, er dagens besked således at man gerne må generalisere, men man skal være omhyggelig med, hvordan man generaliserer. Tager man til USA, ved de fleste at New Orleans er en meget anderledes kultur end Seattle. Det samme gælder, hvis man tager til Polen, Ungarn eller Bulgarien. Og det gælder, når man i medierne udbreder sig om en ungarsk eller polsk ‘kultur’, der tillader diktatur eller bare ikke er særligt demokratisk. Når lande er så kulturelt splittede som mange af de østeuropæiske, bliver den slags generalisering ofte meningsløs.

Tolerance i Europa – tolerance er ikke bare tolerance

Man hører ofte påstande fra bl.a. de Radikale, Alternativet og Enhedslisten, at danskerne overhovedet ikke er så tolerante som vi tror. Påstandene bliver typisk ledsaget af enkelteksempler eller tvivlsomme paralleller. De er dermed tyndbenede som argumenter, men efterlader nogle gange en tvivl hos mange mennesker om, hvor tolerante vi egentlig er. Det er spørgsmålet i denne post.

Som vi tidligere har skrevet, er mine IFN-kolleger Niclas Berggren og Therese Nilsson blandt pionererne i den empiriske toleranceforskning i public choice / politisk økonomi. Niclas og Therese har blandt andet i en serie fine studier vist, hvordan globalisering og økonomisk frihed påvirker folks tolerancenormer i positiv retning. De finder dog også, at effekterne ikke altid holder på tværs af forskellige tolerancespørgsmål, og dermed at tolerance sandsynligvis er en multidimensionel størrelse. Med andre ord er folk ikke bare tolerante, men kan være tolerante overfor en bestemt befolkningsgruppe eller adfærd, mens de er intolerante overfor en anden.

Figuren nedenfor er lavet på basis af the European Social Survey, der siden 2002 har omfattet flere tolerancespørgsmål. Et af de mest benyttede, er spørgsmålet om hvorvidt respondenter er enig i udsagnet ”Gays and lesbians [should be] free to live life as they wish.” Et andet spørgsmål, der også til en vis grad – om end ikke perfekt – fanger tolerancenormer, er ”[We should] Allow many/few immigrants of different race/ethnic group from majority.” Det første spørgsmål bliver besvaret på en skala fra 1-5, mens det andet er fra 1-4. Figuren plotter svarene fra alle lande inkluderet i ESS, of akserne angiver hvor den europæiske median ligger.

Er danskerne intolerante? Svaret må nødvendigvis være et nej: Vi er sammen med islændinge og hollændere de mest tolerante overfor homoseksuelle i Europa, og ligger i den positive halvdel når det gælder indvandrere af andre etniciteter. Figuren illustrerer dog også, at de to tolerancespørgsmål faktisk ikke har meget med hinanden at gøre. De tidligere kommunistiske lande (de røde mærker) er f.eks. stærkt skeptiske overfor homoseksuelle – med Tjekkiet som den kendte outlier – men varierer lige så meget som Vesteuropa på tolerance overfor indvandrere. Omvendt finder man f.eks. Portugal som ret gennemsnitlig på den ene akse, men stærkt indvandrerskeptisk på den anden. Og ikke overraskende er yderpunkterne det stærkt intolerante Tyrkiet, og det politisk ekstremt korrekte Sverige.

Hvad er bundlinjen, udover at vise at danskerne generelt ikke er intolerante? Pointen med posten er at understrege, at en diskussion om tolerance ikke giver megen mening, hvis man ikke også specificerer, hvad folk er tolerante/intolerante overfor. Tolerance er ikke én værdi eller norm, men et sæt af ofte ganske forskellige normer. Når f.eks. repræsentanter for Alternativet beder folk om at være mere tolerante og ærgrer sig over, at danskerne ikke er det, fordummer de dermed debatten. Dét problem er ganske pudsigt.