Tag: fairtrade

Gør fairtrade reelt en forskel for verdens fattige?

Fairtrade er en international mærkningsordning, der arbejder for, at bønder og arbejdere i nogle af verdens fattigste lande får en mere fair indtægt og bedre arbejdsvilkår. Samtidig tages der hensyn til miljøet i produktionen. Vælg Fairtrade, og vær med til at forandre verden. Et indkøb ad gangen.

Sådan skriver Fairtrade Danmark på deres hjemmesider. Det lyder jo godt. Du skal blot købe fairtrade mærkede produkter, som alt andet lige, koster lidt mere end tilsvarende ikke-mærkede produkter. Og mens du nyder din kaffe, te eller hvad du nu har købt, så kan du varme dig ved tanken om, at du gør noget godt for nogle af verdens fattigste, eller gør du?

Vi har gennem årene skrevet en lang række indlæg om netop Fairtrade, og hvorvidt det nu også gør en positiv forskel, som man postulerer.

For efterhånden en del år siden kørte man herhjemme en kampagne, hvor “kendte” mennesker, bl. a. Asger Aamund og Anette Heick slog et slag for “Fair Handel” – og sidstnævnte blev bl. a. citeret for, at:

Fairtrade produkter giver mig en dobbelt glæde. Jeg får gode varer, og samtidig giver jeg en hjælpende hånd til mennesker, der har fortjent det.

Med mindre hun dermed mener det ligefrem skader andre menesker, at købe ikke mærkede produkter, giver udsagnet ikke meget mening.

Og hvor hun egentlig det fra, at hun rent faktisk gør en positiv forskel (i forhold til varer handlede på normale vilkår)? Det står noget hen i det uvisse. Og man skal næppe forvente at få et brugbart svar fra organisationen bag Fairtrade. Direkte adspurgt om hvor meget ekstra Afrikanske kakaobønder fik ved at være med i Fairtrade systemet, var svaret dengang det noget nedslående:

Dear Sir,
I am sorry, but we can not answer this question.
Kind regards
Helga Stark

Også forbrugerrådet, som ellers er bedst kendt for at teste alverdens produkter for om de nu opfylder denne og hin påstand om el-forbrug, volumen, fryseevne, vasketider og så videre, alt efter hvilken produkttype der er tale om, har i årevis uhæmmet propaganderet for fairtrade mærkede produkter. Se bl. a. denne top-5 liste .

Det anbefales bl. a. at købe Keneyanske Fairtrade roser frem for “konventionelt” producerede roser fra Holland. Blandt argumenterne er, at de er mere klimavenlige på trods af en flyvetur på 6.000 km. Det er rigtigt nok, men det gælder jo også ikke-mærkede roser fra Kenya. Årsagen er at Hollandske roser dyrkes i drivhus og udbyttet kun er det halve per ha i forhold til Kenya. Skræller vi de argumenter af, som reelt intet har med Fairtrade at gøre, er det væsentligste argument, at man er

med til at sikre en minimumsløn til de afrikanske bønder og samtidig give bønderne bedre arbejdsforhold.

Det er altså lønnen som er det vigtigste. Det vender vi tilbage til senere i dette indlæg.

Dette er også det eneste argument som reelt giver mening for de 4 andre produkter på top-5 listen; sukker, kakao (se også ovenstående svar fra Fairtrade), bananer og kaffe. Sidstnævnte er fortsat det absolut væsentligste produkt, både målt på omsætning og beskæftigede. Kaffe står for næsten lige så stor en andel som alle andre fairtrade mærkede landbrugsprodukter tilsammen målt på beskæftigede.

Om hvorfor man skal købe Fairtrade kaffe skriver forbrugerrådet:

Kaffe er et yderst prisfølsomt produkt, og konkurrencen på verdensmarkedet er benhård. Det presser prisen, også for de små kaffebønder, der står for langt størstedelen af kaffeproduktionen i verden.
Prisen kan svinge utroligt meget. Og de store prisudsving kan sende hundredtusinder af bønder ud i dyb fattigdom, når priserne er i bund.
Fairtrade-mærket kaffe har garanteret kaffebønderne en minimums-indkomst, så de overlever både tider med laver priser og dårlige kaffehøster.

Det er korrekt at kaffe er et prisfølsomt produkt, hvilket også fremgår af nedenstående figur. Hvad angår påstanden om at det er små kaffebønder, som står for langt størstedelen af den globale kaffeproduktion, skal det nok medtages, at kaffeproduktionen i verdens største producentland, Brasilien – ca. 1/3 af den globale produktion – primært kommer fra store plantager.

Den anden største producent er Vietnam, hvis kaffe-boom er af nyere dato. Tilsammen står de to lande for næsten halvdelen af den samlede globale årlige produktion.

Vietnam var forøvrigt i lang tid ugleset hos Fairtrades forgænger, Max Havelaar, fordi billig Vietnamesisk kaffe “pressede priserne for mærkets mexicanske kooperativer”, som den daværende leder for Max Havelaar i Danmark beklagende anførte i en debat med undertegnede for år tilbage. Med andre ord, var det åbenbart et problem at Vietnameserne var konkurrencedygtige og ønskede at at producere kaffe. Det skal dog medtages, at i dag også kan købe Fair Trade kaffe fra Vietnam, hvis det måtte ønskes.

Ligesom Max Havelaar tidligere, er Fairtrade grundlæggende baseret på en forestilling om at traditionel international handel, hvor prisen findes ved almindelig udbud og efterspørgsel, er “uretfærdig”. Priserne er for lave og svinger for meget. Det er nu ikke specielt for kaffe, men gælder for en lang række vigtige landbrugsprodukter, hvor lav prisfølsomhed indebærer, at selv små udsving i udbud eller efterspørgsel medfører store prisændringer.

Derfor operer man med minimumspriser. Det er en gammel ide. Før 1929 satte den Brasilianske stat også en minimumspris for kaffe. Det medførte en voldsom stigning i produktionen – også på ringe jorde – for man var jo garanteret en minimumspris. I gode høstår måtte staten derfor købe store mængder op, som herefter blev destrueret (man hældte kaffen i havet).

Det endte brat i forbindelse med den internationale krise i 1929. Også herhjemme kender vi til minimumspriser, nemlig fra EU. Detendte som bekendt i vinsøer, smørbjerge osv., hvorefter man begyndte at give støtte til at braklægge landbrugsjord.

Selv om omsætningen af Fairtrade-mærkede produkter er steget voldsomt de seneste årtier – omsætningen i Danmark nærmer sig 1 mia. og den globale omsætning har passeret de 60 mia. – udgør det fortsat en meget lille andel af både det danske og ikke mindst det globale marked.

Hvad siger den økonomiske videnskab om Fairtrade?

Mens organisationen bag Fairtrade-mærket ikke synes specielt interesseret i de faktiske effekter af Fairtrade, har andre gennem årene søgt at afdække betydningen af Fairtrade.

Den fremragende økonom, Niclas Berggren, havde for nylig et indlæg på sin blog om et NBER working paper fra 2018; “The Effects of Fair Trade Certification: Evidence from Coffee Producers in Costa Rica”, af Raluca Dragusanu og Nathan Nunn. De undersøgte her betydningen af at indgå i Fairtrade systemet i Costa Rica (som er et mellemindkomstland i den høje ende).

Konklusionen var, at nok stiger kaffebøndernes indkomst, mens mellemhandlernes falder, men der var ingen målbar effekt for landarbejderne, som er de fleste og har de laveste lønninger.

Læs også mere her .

Dette lettere nedslående resultat ligger i forlængelse af tidligere studier, som vi har omtalt her på bloggen gennem årene.

Bl. a. en svensk rapport fra 2009; “Vad uppnås med rättvisemärkning?” af Helena Johansson. Her var konklusionen at Fairtrade ingen særlige positive effekter har, mens de fattigste bønder slet ikke kan være med i systemet, fordi det koster penge og stiller krav, som de ikke kan opfylde.

Hovedkonklusionen er, at hvis levegtandarden skal øges, er Fairtrade konceptet meget ineffektivt, eller som man skriver:

För att långsiktigt nå en god inkomstutveckling hos jordbrukare i utvecklingsländerna krävs en omvandling mot färre, större och mer produktiva gårdar. Då måste strukturomvandlingen underlättas, så att mindre produktiva jordbrukare kan finna nya inkomstkällor medan produktiva jordbrukare kan expandera och utvecklas. I det här perspektivet är Fairtrades ansats med produktionskoppling och fokus på småskalighet statisk och kortsiktig. Dessutom adresserar inte Fairtrade flera av de underliggande hinder som motverkar strukturomvandling, som behovet av kreditmöjligheter utan koppling till viss produktion.

det medgives, at der er positive effekter på mikroplan, men at:

modellen kan inte skalas upp till större volymer. Det är dessutom viktigt att rättvisemärkning inte förleder människor att tro att vanlig handel är till nackdel för uländerna. Konventionell handel har, på grund av sin omfattning, möjlighet att lyfta många fler människor ur fattigdom än Fairtrade. Skulle rättvisemärkning leda till att konsumenterna avstår från att köpa arbetsintensiva varor som importerats från utvecklingsländerna får det en negativ effekt på fattiga jordbrukares och arbetares inkomster och försörjningsmöjligheter.

Læs også mere her

Spørgsmålet er også, om Fairtrade muligvis blot er med til at fastholde mindre effektive bedrifter. Det skrev Christian Bjørnskov et indlæg om for et par år siden, hvor han omtalte et speciale af Cecilie Lautrup med titlen “Effekten af Fairtrade for Kaffebønder i Mexico” . Cecilie Lautrup konkluderede heri, at

”det primært er kaffebønder, som har et dårligt udbytte, som er Fairtrade-certificeret.”

Se mere her

Der er ikke noget som tyder på, at Fairtrade gør en reel positiv forskel. Til gengæld skal vi glæde os over, at det fortsat fylder så lidt i den samlede handel. Der er reelt tale om et “brand”, som sælges på “feel good” til mennesker som ikke ved bedre.

Det er ikke noget under, at det både indgår som del af virksomheders CSR og primært sælges i vestlige storbyer, hvor det kan bruges til at flashe ens gode intentioner.

Der er dog intet som tyder på, at man gør noget godt for fattige mennesker ved at købe Fairtrade produkter – og slet ikke for verdens aller fattigste.

Havde der været tale om et køleskab, svarer det til at man solgte det med energimærkning A+++, mens det i virkeligheden havde et energiforbrug svarende til D eller F.

Var der hårde hvidevare fabrikanter, som prøvede at slippe af sted med det nummer, ville forbrugerrådet med garanti være efter dem. Sådan er det ikke med Fairtrade, for det handler om følelser og en påstand om gode intentioner, og så er det åbenbart uinteressant hvorvidt “produktet” overhovedet lever op til de påstående egenskaber.

Ny viden om fair trade

Forleden skrev vi om ny viden om entrepreneurship, der startede som et speciale ved Aarhus Universitet sidste år. I dag fortsætter vi med ny viden fra et speciale, der blev forsvaret for mindre end en måned siden. Spørgsmålet i dag er, om fair trade virker efter hensigten. Svaret fra det nye speciale er nej.
Den nye viden kommer fra Cecilie Lautrups speciale, som hun skrev under min vejledning i foråret og forsvarede den 23. juni. Cecilie, der nu er hos Ramböll, er interesseret i fair trade og sustainable practice, men er også uddannet økonom, med den naturlige skepsis det indebærer. Hendes mål var derfor at diskutere, hvad man kunne forvente af fair trade, og ikke mindst at komme med et bud på den faktiske virkning for dem, det er meningen man skal hjælpe – de fattige bønder i udviklingslande. Titlen på specialet, ”Effekten af Fairtrade for Kaffebønder i Mexico”, er således meget præcis.
Teoretisk er svaret på spørgsmål uklart. Som Cecilie klart skitserer i specialet, kan man sagtens forestille sig, at fair trade-certificering virker fordi den indebærer at bønderne får højere priser for deres varer, men man kan også forestille sig negative virkninger. Certificering er på ingen måde billigt, der er bestemte praksisser man skal følge, og der kan følge andre omkostninger med at være medlem af et kooperativ. Derudover er kooperativer udsat for såkaldt korrelerede chok – da alle medlemmer producerer kaffe, er de alle udsat for samme prisfluktuationer fra verdensmarkedet, samme vejr og høstproblemer, og endda samme regulative ændringer. Der er med andre ord ingen forsikring i at være kooperativ.
Cecilie var heldig, efter at have ledt en del, at få adgang til et datasæt fra Jeremy Weber på University of Pittsburgh. Weber delte meget venligt sine data på næsten 1000 kaffebønder i det sydlige Mexico med en specialestuderende i Danmark, og hjalp med forklaring på de nogle gange uigennemskuelige variabelnavne osv. Cecilie lagde derefter en væsentlig indsats i at behandle data meget omhyggeligt, og ikke mindst at løse de kausalitetsproblemer, som ligger i spørgsmålet. Som hun viser i specialet, er det nemlig ikke tilfældigt, hvem der vælger at blive fair trade-certificerede. Cecilie finder blandt andet, ”at det primært er kaffebønder, som har et dårligt udbytte, som er Fairtrade-certificeret.”
Bundlinjen i det meget fine speciale er næppe opmuntrende for de mange, der forestiller sig at fairtrade er godt for verdens fattige. For det første ved vi, at det faktum at en certificering faktisk koster penge, afholder de allerfattigste fra muligheden. For det andet peger Cecilies omhyggelige estimater på, at Fair Trade-certificerede bønder faktisk ender med at tjene mindre end sammenlignelige kaffebønder, der vælger ikke at blive certificerede. Som hun skriver til sidst i konklusionerne: ” Spørgsmålet er måske, om Fairtrade i virkeligheden fremadrettet er den bedste løsning for kaffebønderne i Mexico (og resten af verdenen)?” Det er svært ikke at konkludere, at det er en elendig løsning.

Når sandheden er ilde hørt

Det lader til at Christian Bjørnskovs post i lørdags har haft større effekt end vi normalt er vandt til her på Punditokraterne. Og det er jo glædeligt, om end jeg er sikker på at Christian ville have foretrukket at det havde været et af de mange indlæg han gennem årene har skrevet – altid baseret på et videnskabeligt og faktuelt fundament – hvilket heldigvis også fra tid til anden giver anledning til omtale i MSM. Glædeligt er det i hvert fald, at BT tog temaet om Ulandsbistandens manglende effekt op i en artikel.

Nu blev det et indlæg hvor han luftede sin frustration over de evindelige forsøg på karaktermord han og andre konstant bliver udsat for. Og det for at videreformidle de videnskabelige resultater han og andre er kommet frem til gennem seriøs forskning. Jo, sandheden er så sandelig ilde hørt og fakta udtryk for ekstremisme! Den lader vi stå lidt.

Vi er jo en del på denne blog, som kan genkende Christians frustration, og som det fremgår af kommentatorsporet til Christians blog, er vi ikke alene.

Følgende er blot et udsnit af de problemstillinger vi gennem årene har behandlet her på bloggen, hvor faktuel viden er blevet og/eller bliver mødt med at man er ekstremist, mens der stillet spørgsmålstegn ved ens moralske habitus. Der findes utvivlsom mange flere.

1. Ulandsbistand virker

Christians udgangspunkt var en debat om ulandsbistand på radio 24syv. Og grunden til at han (naturligvis) skulle fremstilles som en ond mand, var selvfølgelig at han påpegede at forskningen tyder på at det ikke virker.

Læs også flere indlæg af Christian om emnet her, her, her og her

2. Forbud mod bestemte rusmidler virker.

Trods en fuldkommen mangel på empirisk og faktuel viden, fastholdes nu på 6. årti FNs singlekonvention, som indebærer, at køb og salg af en lang række rusmidler er ulovligt på globalt plan.

Videnskabelige argumenter for ikke at bruge de pågældende rusmidler (og en del legale) er der rigeligt af. Alt sammen god grund til ikke at bruge disse, og i de tilfælde man gør det, at gøre det med forsigtighed og i begrænset omfang.

Men at selve forbuddet skulle have en overordnet positiv effekt på forbrug og menneskelige omkostninger er til gengæld ikke-eksisterende. Den evidensbaserede forskning, som eksisterer peger snarere på det modsatte. Med andre ord, at forbuddet mod bestemte rusmidler øger de menneskelige omkostninger og “problematisk forbrug” (for slet ikke at tale om de økonomiske).

Se også Miron og Zwiebel (1991) om alkoholforbruget, alkohol-relaterede dødsfald og kriminalitet i USA under forbudstiden – Notatet kan læses her.

Se også dette indslag med Socialdemokratiets retsordfører, Trine Bramsen, fra Deadline lørdag den 4. januar, for en opvisning i hvor langt man vil gå for at forsvare en politik, der kun vil have virkning i en verden hvor grise kan flyve.

[sz-youtube url=”https://www.youtube.com/watch?v=eqX9R_qTQDg” /]

3. Fairtrade er godt for verdens fattige

Hele Fairtrade konceptet bygger på at den internationale handel er uretfærdig og til skade for de fattige. Derfor skal forbrugerne betale en højere pris, således at fattige arbejdere og bønder kan få en højere indkomst. At selve konceptet ekskluderer de absolut fattigste bønder, som hverken har råd til at betale kontingent (jo jo, det er skam ikke gratis at være med) eller leve op til de krav som man derudover stiller, så fejler hele konceptet på, at det ikke er konsistent med hvad vi ved om hvordan markedet virker og hvad der skaber vækst og velstand. Helt banalt tager man for eksempel ikke højde for at mens det fysiske forbrug svinger med prisen, er beskæftigelsen afhængig af den producerede mængde. Alt andet lige indebærer højere priser et lavere forbrug, hvilket indebærer en lavere beskæftigelse.

Man er tilsyneladende immun overfor det banale faktum, at “kunstigt høje lønninger og afregningspriser” naturligvis også rammer forbrugerne i de selv samme fattige lande, Og sådan kunne man blive ved.

Se også her og her,

4. GMO er farligt

En af de mest sejlivede myter er den om at GMO skulle være farligt. Igen en forestilling som først og fremmest trives ved folks uvidenhed om emnet.

Lad os for det første slå fast, at mennesket har foretaget genmodificering i hvert fald siden vi blev agerbrugere. Den største forskel fra tidligere er faktisk at vi i dag har langt mere kontrol med hvad vi foretager os, samt at vi kan opnå de ønskede resultater på en brøkdel af den tid forædlingen tog før i tiden.

New York Times havde i går en fremragende artikel om problemet, med udgangspunkt i en debat om at forbyde GMO på Hawaii. Artiklen kan læses her. Vi har på bloggen også beskæftiget os med problemstillingen tidligere, se også her.

Endelig anbefaler jeg at man ser videoen nedenfor med en af Danmarks absolut førende forskere, Birger Lindberg Møller.

[sz-youtube url=”https://www.youtube.com/watch?v=6oiWJOTydWA” /]

5. Østeuropæisk arbejdskraft er dårligt for Danmark 

5. og sidste eksempel på en påstand som er fuldkommen uden saglig begrundelse er forestillingen om at de mange tusinder af østarbejdere, som er kommet hertil for at arbejde er skadeligt for Danmark. Denne påstand svarer til at mene, at frihandel er skadeligt for Danmark og danskernes velstand.

Påstanden om at østarbejderne “tager” danskernes arbejde og undergraver vores velstand dyrkes især af en række fagforeninger, bl.a. 3F samt nationalistiske partier som bla. Dansk Folkeparti.

Men hvis man mener, at mennesker som kommer til Danmark og udfører et stykke arbejde er skadeliget for Danmark og danskerne generelt, så følger det helt logisk, at så er import af produkter, som kunne fremstilles af danskere også skadeligt.

Begrænsningen af udenlandsk arbejdskraft (og vel og mærke kun arbejdskraft – vi taler ikke om indvandring) vil aldrig være en økonomisk fordel for Danmark eller danskerne generelt.

I den udstrækning man kunne tiltrække tilstrækkelig med kvalificeret arbejdskraft der vil udføre alt arbejde til en lavere løn end den der betales i dag, kunne vi alle (danskere) i princippet godt leve af passiv forsørgelse, hvis blot den udenlandske arbejdskraft var villig til at betale en tilstrækkelig høj afgift (skat) af deres arbejdsindkomst. 

Og der er naturligvis mange flere eksempler

Dette er naturligvis blot et lille udpluk af spørgsmål hvor faktuel viden kæmper mod alt fra selv-iscenesættelse og narcissisme til idioti og egoisme.

Andre emner er f. eks. forestillingen om at vores velstand skyldes velfærdsstaten og høje skatter, at overbefolkning er problem, at jordens dyrearter er ved at uddø osv. osv. osv. Der er nok at tage fat på.

Klumme på 180grader – “Feel-good Do-bad” Inc.

Vi har gennem årene skrevet en række indlæg der beskæftiger sig med “ulandsindustrien” og den evne til umodsagt at postulere at den gør en positiv forskel for verdens fattige. Det er bemærkelsesværdigt, at den stort set aldrig bliver afkrævet en redelig dokumentation for denne påstand. I stedet slipper man afsted med at vælte sig rundt i anekdotiske fortællinger og billeder af smilende mennesker fra fjerne lande.

Få steder er dette mere synligt end hos Fairtrade, der lover os alle plads i paradis, hvis blot vi betaler en beskeden merpris for varer produceret af “nogle af verdens fattigste bønder og arbejdere”, som de skriver på deres hjemmesider. En udtalelse der sammenholdt med hvor de fairtrade mærkede produkter ofte kommer fra burde få advarselslamperne til at blinke hos de fleste. Når man bl.a. kan købe fairtrade mærkede produkter fra sydamerikas to rigeste lande, Chile og Argentina, må man vist konkludere, at det at være blandt “verdens fattigste bønder og arbejdere” bliver et begreb baseret på elastik i kilomotervis.

Den klumme  – Fairtrade: “Feel-good Do- bad”, jeg skrev til 180grader i går kan læses som en fortsættelse af de mange indlæg om emnet her på bloggen.

I et indlæg for nogle år siden påpegede vi, at Fairtrade var ude af stand til at svare på et simplet spørgsmål om hvor meget ekstra indtægt mærkningsordningen reelt generer for de involverede bønder og arbejdere. Det afholder dog ikke Forbrugerrådet fra at anbefale fairtrade mærkede produkter. “Tænk” hvis de behandlede slankemidler på samme måde!

I andre indlæg har især Christian Bjørnskov påpeget, at ulandsbistand generelt ikke har en gavnligeffekt. Ofte er det modsatte endda tilfældet. Det afskrækker tilsyneladende ikke en del forbrugere fra blindt at stole på lovprisningerne af de mange fortræffelige egenskaber der er ved fairtrade og andre “etisk forsvarlige” produkter for den sags skyld. Lovprisninger der underligt nok stammer fra folk der lever af at forgøjle forbrugerne at de kan gøre godt ved at betale dyrt.

Der er formentlig et stærkt sammenfald mellem hvem der køber Fairtrade mærkede produkter tror på myterne om at økologi er godt og sundt og er bange for GMO.

Selv om man i disse dage skal passe på hvad man siger om det stærke køn, forholder det sig vist også således, at det især er kvinder der køber fairtrade mærkede produkter. Sådan forholder det sig i hvert fald i min egen omgangskreds. Et fællestræk hos dem (både kvinder og mænd, omend sidstnævnte vist ofte blot tier for husfredens skyld) er også, at de er temmelig resistente overfor rationelle argumenter – der i det hele taget vist kun er til besvær. Illusionen om at man er et godt menneske skal jo helst ikke ødelægges.

Og måske er det denne illusion der i virkeligheden er den vigtigste, mens virkeligheden blot er til besvær 🙂

Fairtrade – er det godt for de fattige?

Fairtrade’s svenske hjemmesider kan man læse en ganske interessant rapport fra 2009, “Vad uppnås med rättvisemärkning?“, udarbejdet af Helena Johansson fra “Agrifood Economics Centre” (der er et samarbejde mellem Lund Universitet og Sveriges Landbrugsuniversitet).

Ok, rapporten er ikke nem at finde – jeg kunne i hvert fald ikke finde et link fra Fairtrade’s egne hjemmesider, men den ligger dog på selve sitet.

Efter at have læst rapporten kan jeg godt forstå, at det ikke er det første der møder den besøgene. Ligesom det er oplagt hvorfor man ikke gør noget for at udbrede kendskabet til denne rapport.

Uanset hvordan man vender og drejer det, og på trods af, at de der har lavet rapporten leder med lys og lygte efter forhold der taler til fordel for fairtrade, er de nød til at konkludere, at Fairtrade er en ganske ineffektiv måde at bedre levevilkærene for verdens fattige, og at konceptet samtidig er potentielt skadeligt for verdens fattige.

Som vi har skrevet om tidligere går fairtrade konceptet grundlæggende ud på at producenter i fattige lande ergaranteret en minimumspris for deres produkter. dog stilles der en række krav, ligesom det koster penge at deltage. Selve det med fattige mennesker i fattige lande skal tages med et gran salt. Man kan f.eks. købe fairtrade produkter fra Sydamerikas to rigeste lande, Chile og Argentina, hvilket forekommer ganske absurd.

Fairtrade mærkede produkter er, selv om organisationen bag har formået at “mobilisere alle gode kræfter” og herhjemme f.eks. typisk er ganske godt placeret i supermarkederne, af marginal betydning i forhold til det samlede forbrug af fødevarer. Den globale omsætning var således på sølle 24 mia. svenske kroner, mens omsætningen i Sverige ifølge Helene Johansson var på 700 mio. sv. kroner i 2008. Det skal ses på baggrund af, at den samlede omsætning af levnedsmidler alene i Sverige det pågældende år var på 195 mia. kroner.

At fairtrade ikke fylder mere skal vi og ikke mindst verdens fattige nok være ganske tilfredse med.

Således konkluderes det i rapporten, at

Fattiga jordbrukare som står utanför märkningen kan dessutom drabbas negativt av minimipriset. Det sker om priset pressas på konventionellt odlade grödor genom ökat utbud av tex. kaffe eller om efterfrågan på konventionellt odlat kaffe minskar till följd av märkningen.

Heldigvis for verdens fattige kan man berolige os med, at

I dagsläget är dock Fairtrades marknadsandelar så pass låga att världsmarknadspriset för konventionella varor troligen inte påverkas av märkningen.

Til spørgsmålet om ikke Fairtrade kan omfatte alle fattige landbrugere, er svaret

“Att merparten av världens fattiga, småskaliga jordbrukare skulle kunna omfattas av ett minimipris är inte möjligt. Det finns helt enkelt inte tillräckligt med resurser för att finansiera priser som ligger betydligt över världsmarknadspriset; ett frivilligt bidrag från konsumenter är inte tillräckligt. Det betyder att Fairtrade enbart kan fungera som en nischmarknad – gynnsamt för ett fåtal men utan möjlighet att hjälpa många fattiga.”

Læs mere

Forbrugerrådet reklamerer for produkter der ikke virker

På forbrugerrådets hjemmeside fremhæves det, at man har været uafhængig siden 1947. Med deres nyeste tiltag må det konkluderes at det indebærer at man også er uafhængig af sund fornuft og noget så kedeligt som et krav om redelig og ordentlig information. Med lanceringen af kampagnen “Pres dit supermarked til samfundsansvar”, hvor man postulerer, at forbrugerne ved at købe særligt mærkede produkter gør godt for verdens fattige er forbrugerrådet nu i samme kategori som producenter af helse-produkter der lover evig ungdom, men viser sig i bedste fald af være virkningsløse men uskadelige, og i værste fald direkte farlige for brugernes helbred. Læs mere

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑