Tag-arkiv: filantropi

Sidder hjertet til højre?

Hermed min lørdags-klumme fra Berlingske:

Perspektiv: Sidder hjertet til højre?

Et kendt, men tyndslidt, udsagn siger, at »er man ikke venstreorienteret som ung, har man intet hjerte, og er man ikke højreorienteret som gammel, har man ingen hjerne«.

Men hvornår har man egentlig »et hjerte«? Er det, når man gennem en omfattende, statslig omfordeling vil tage fra nogen og give til andre? Eller er det, når man selv frivilligt giver egne penge og tid til at hjælpe? Intet dikterer, at de to ting skulle være udtryk for det samme. For det første er det jo ikke nødvendigvis det samme at være generøs med andres penge som at være det med ens egne. Logisk set kan man sagtens være en asocial venstreorienteret, der går ind for større omfordeling, men aldrig selv hjælper andre. For det andet behøver man ikke at være egoist, fordi man er modstander af statslig omfordeling – man kan sagtens samtidig mene, at man selv har en moralsk forpligtelse til at hjælpe mennesker i nød.

Er der noget, der tyder på, at man måske skal passe på med at associere »social indignation« eller »social samvittighed« ensidigt med det at være venstreorienteret og gå ind for stor omfordeling? Ja, det er der faktisk. I november forrige år udkom i USA en bog, der indtil videre har fået stor opmærksomhed dér, men pudsigt nok stort set ingen i lande som vores, hvor borgerne ellers ofte pryder sig med at være socialt bevidste, fordi vi betaler meget i skat. Bogen »Who Really Cares« (Hvem er egentlig omsorgsfulde?) er skrevet af forvaltnings-professoren Arthur C. Brooks fra Syracuse University, og han har med udgangspunkt i en række omfattende datasæt og statistiske analyser af disse set nærmere på, hvem der i USA (og andre lande) giver tid og penge til velgørende formål, og hvem der ikke gør.

To tredjedele af USAs 300 mio. indbyggere giver hvert år frivilligt penge til at hjælpe andre, og de giver betragtelige beløb. Men 75 mio. giver aldrig penge og 130 mio. bruger aldrig tid på velgørende arbejde. Så hvilke faktorer betyder noget for, om man giver eller ikke?

Ved at se på en lang række muligheder og samtidig statistiske kontrollere for andre elementer, finder Brooks, at der er fire forhold, der er særligt afgørende for, hvorvidt folk giver til velgørenhed eller ej: Religion; synet på statens rolle i borgernes liv; kilden til familiens indkomst; typen af familie.

Er man mere religiøs, mener man, at det ikke er statens opgave at stå for velfærd. Kommer man fra stærke familier, hvor man har lært dyden at være generøs, er det mere sandsynligt, at man vil være gavmild, og det gælder endog uafhængigt af indkomst. Lad os tage to hypotetiske personer, som tjener det samme. Mens den ene går hyppigt i kirke og er modstander af offentlige velfærdsydelser, går den anden aldrig i kirke og vil have mere omfordeling. Brooks’ analyser viser, at det er dobbelt så sandsynligt, at den førstnævnte vil donere til velgørenhed, og at han i alt vil give hele hundrede – 100! – gange flere penge årligt end den sidstnævnte. Naturligvis er der undtagelser – dette er gennemsnit – men resultaterne er klare.

Disse træk slår igennem, når man holder gavmildheden op imod ideologisk observans. Det er umiddelbart kun marginalt mere sandsynligt, at en selverklæret konservativ amerikaner giver penge til velgørenhed, end at en venstreorienteret gør det, mens sandsynligheden for at sidstnævnte udfører frivilligt arbejde er lidt højere. Men ser man på, hvor meget der gives, bliver forskellene meget udprægede: Konservative amerikanere gav i 2000 næsten en tredjedel flere penge væk end den modsatte fløj (1.600 dollar om året mod 1.227). Nogle vil sikkert gætte på, at denne forskel skyldes, at højreorienterede har flere penge at give af, men det er ikke tilfældet – snarere tværtimod: Venstreorienterede familier havde indkomster, der var i gennemsnit seks pct. højere end højreorienterede familier. Deler man op på indkomstgrupper og observans får man endog det billede, at konservative amerikanere i hver eneste indkomstgruppe er mere generøse end de venstreorienterede i samme. Gavmildheden slår sågar igennem, når det gælder at give blod til hospitalerne: Hvis alle gav så meget blod som de angiveligt koldhjertede konservative, ville USAs blodforsyning stige med knap 45 pct.

Mønstret matcher også partipolitisk: Republikanere tenderer i retning af at være mere generøse end Demokrater. Dét fik anekdotisk en vis opmærksomhed i forbindelse med præsidentvalget i 2000, hvor det kom frem, at Al Gore gav meget beskedne 0,2 pct. af sin pæne indkomst til velgørenhed – hvilket var kun 1/10 af gennemsnittet. Ser man på et kort over USA, er det stort set nøjagtigt de samme delstater, som i 2004 blev vundet af Demokraternes præsidentkandidat John Kerry, som i 2001 var dem, hvor indbyggerne gav mindre generøst end gennemsnittet, mens 24 af de 25 stater, hvor man er mest generøse, gik til Bush.

En anden myte, som Brooks afliver, er, at amerikanerne i et internationalt perspektiv skulle være specielt koldhjertede og egoistiske. Han har set nærmere på, hvor meget de giver til velgørenhed i forhold til f.eks. europæerne. Opgjort pr. indbygger giver amerikanerne i gennemsnit tre en halv gang mere end franskmænd, syv gange mere end tyskere og 14 gange mere end italienere. I USA deltog 51 pct. af befolkningen som frivillige til støtte for »gode sager« i 1998, mens tallet var 41 pct., når man ser bort fra religiøse sager. I Danmark er de tilsvarende tal 18 og 14 pct.

Amerikanske Tilstande II

Blandt de værste klicheer om effekten af det frie marked på almindelige mennesker hører anklagen om, at markedet skaber egoistiske og atomiserede individer, der alene tænker på sig selv og ikke er solidariske med deres medmennesker.

Særligt det amerikanske samfund bliver ofte anklaget for at være sådan skruet sammen. Virkeligheden er som så ofte ganske anderledes.

AP kan fortælle, at amerikanerne i 2006 gav næsten 300 milliarder dollars til velgørende formål, hvilket er rekord. Her lidt fra notitsen:

Donors contributed an estimated $295.02 billion in 2006, a 1 percent increase when adjusted for inflation, up from $283.05 billion in 2005. Excluding donations for disaster relief, the total rose 3.2 percent, inflation-adjusted, according to an annual report released Monday by the Giving USA Foundation at Indiana University’s Center on Philanthropy.

Giving historically tracks the health of the overall economy, with the rise amounting to about one-third the rise in the stock market, according to Giving USA. Last year was right on target, with a 3.2 percent rise as stocks rose more than 10 percent on an inflation-adjusted basis.

“What people find especially interesting about this, and it’s true year after year, that such a high percentage comes from individual donors,” Giving USA Chairman Richard Jolly said.

Individuals gave a combined 75.6 percent of the total. With bequests, that rises to 83.4 percent.

The biggest chunk of the donations, $96.82 billion or 32.8 percent, went to religious organizations. The second largest slice, $40.98 billion or 13.9 percent, went to education, including gifts to colleges, universities and libraries.

About 65 percent of households with incomes less than $100,000 give to charity, the report showed.

“It tells you something about American culture that is unlike any other country,” said Claire Gaudiani, a professor at NYU’s Heyman Center for Philanthropy and author of “The Greater Good: How Philanthropy Drives the American Economy and Can Save Capitalism.” Gaudiani said the willingness of Americans to give cuts across income levels, and their investments go to developing ideas, inventions and people to the benefit of the overall economy.

[…]Americans give twice as much as the next most charitable country, according to a November 2006 comparison done by the Charities Aid Foundation. In philanthropic giving as a percentage of gross domestic product, the U.S. ranked first at 1.7 percent. No. 2 Britain gave 0.73 percent, while France, with a 0.14 percent rate, trailed such countries as South Africa, Singapore, Turkey and Germany.

Såfremt det overhovedet giver mening at tale om et begreb som sammenhængskraft, er ovenstående i mine øjne et langt bedre eksempel derpå end den tvangsmæssige “solidaritet”, som velfærdsstatens høje skatter angiveligt skulle medføre.

Principfaste kynikere til højre, generøse racister til venstre?

Er amerikanske højreorienterede kyniske og nærige med offentlige midler?  Det ville nogle måske tro.  Men er ditto venstreorienterede nok mere “ekspansive” men samtidigt i virkeligheden mere racistiske?  Hmmm.  Noget kunne tyde på det.

Indenfor de senere år er “laboratorie-eksperimenter” vundet meget frem indenfor samfundsvidenskaberne–især økonomi og politologi mens metoden naturligvis har lange rødder indenfor f.eks. sociologi og psykologi.   Dette blev mest synligt markeret i 2002 med Nobelprisen i økonomi til den gode (noget-mindre-end-minimalstats-)liberalist Vernon Smith, men en anden som ofte laver sjove, eller ihvertfald tankevækkende, eksperimenter er kommunikationsforskeren Shanto Iyengar fra Political Communication Lab på Stanford University.

Iyengar lavede sidste år i samarbejde med The Washington Post/washingtonpost.com et eksperiment i kølvandet på “Hurricane Katrina”, hvor han bad 2.300 deltagende “forsøgskaniner” læse en nyhedsartikel om et menneske, der var blevet ramt af orkanen.  Nogle fik en avishistorie om en “hvid” amerikaner, mens andre fik identiske versioner af historien men hvor personens oprindelse var latin-amerikansk, asiatisk eller afrikansk.  Forsøgspersonerne blev herefter spurgt om, hvor megen hjælp de syntes den nødlidende person skulle have fra det offentlige.  Totalt set ville deltagerne give mindre til “sorte” end til “hvide”:

“[The] study found that people were less likely to give extended aid to black Hurricane Katrina victims than to white ones. The race penalty, on average, totaled about $1,000 per black victim.

As Iyengar and his colleagues subsequently dug deeper into these data, another finding emerged: Republicans consistently gave less aid, and gave over a shorter period of time, to victims regardless of race.

Democrats and independents were far more generous; on average, they gave Katrina victims on average more than $1,500 a month, compared with $1,200 for Republicans, and for 13 months instead of nine.

But for Democrats, race mattered — and in a disturbing way. Overall, Democrats were willing to give whites about $1,500 more than they chose to give to a black or other minority. (Even with this race penalty, Democrats still were willing to give more to blacks than those principled Republicans.) “Republicans are likely to be more stringent, both in terms of money and time, Iyengar said. “However, their position is ‘principled’ in the sense that it stems from a strong belief in individualism (as opposed to handouts). Thus their responses to the assistance questions are relatively invariant across the different media conditions. Independents and Democrats, on the other hand, are more likely to be affected by racial cues.”

Se, det var jo interessant, al den stund at det går ganske meget kontra den almindelige visdom.

Vi kender ikke Iyengars egen politiske observans, men han kommer fra et af de mest “højreorienterede” universiteter i USA–hvor forskerne indenfor samfundsvidenskab er ca. tre Demokrater/grønne/etc. for hver Republikaner/libertarianer.  Han vil ifølge Washington Post ikke gå så langt som at kalde de venstreorienterede forsøgspersoner for racister:

“I wouldn’t put it quite so starkly,” said Stanford University professor Shanto Iyengar. He would prefer to call Democrats “less principled” rather than bigoted, based on his analysis of data collected …

Iyengar said he’s not surprised by the latest findings: “This pattern of results matches perfectly an earlier study I did on race and crime” with Franklin D. Gilliam Jr. of UCLA. “Republicans supported tough treatment of criminals no matter what they encountered in the news. Others were more elastic in their position, coming to support more harsh measures when the criminal suspect they encountered was non-white.”