Tag-arkiv: film

Who is … Dagny Taggart? II

For et par år siden, i denne blogs ungdom, omtalte jeg i en post, at producenterne bag en mulig filmatisering af Ayn Rands evigtaktuelle monster-blockbuster Atlas Shrugged havde skrevet aftale med selveste Angelina Jolie om, at hun skulle spille den kvindelige hovedperson, Dagny Taggart.

Nu har jeg lige, med nogen forsinkelse, opdaget nyheden om, at dét projekt–måske ikke så overraskende grundet den lange forhistorie og bogens karakter–tilsyneladende er kørt ud på et sidespor.  Det skulle så til gengæld være til fordel for en TV-miniserie og med halvdelen af Brangelina skiftet ud med … selveste Charlize Theron.

Lad os nu se, om ikke også dét projekt kører af det Taggartske togspor, men alt andet lige lyder begge dele som en forbedring.  Lige så spændende Jolie er, lige så ubærligt ville det nok være at skulle høre hende ud(/øde-)lægge bogens filosofi.  Og så giver det da os muligheden for en sjældent attraktiv illustration af en punditokratisk blogpost …

Other People’s Money – Larry the Liquidator

I sit indlæg om Michael Moores nye (dokumentar)film forleden nævnte Carsten Valgreen Oliver Stone og hans “Wall Street” , med dens nu berømte “Greed (for lack of a better word) is good” – hvor det der står i parantes desværre ofte glemmes.

Greed (for lack of a better word) is good:

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=7upG01-XWbY[/youtube]

Det fik mig til at tænke på en scene fra “Other Peoples Money” fra 1991, som en fast klummeskribent på en af de store morgenaviser (og spindoktor) gjorde mig opmærksom på sidste år. Om filmen ellers er god eller dårlig skal jeg ikke kunne sige, da jeg kun kender denne scene. Den er til gengæld noget af det bedste forsvar for det “rå” marked, som jeg har set i nogen spillefilm.

Læs resten

Capitalism: A Love Story

Er titlen på Michael Moores seneste værk, der havde premiere i USA 23. september. Jeg har heldigvis ikke set den endnu, men jeg frygter allerede for mine tæer. Ud over at være uenig med manden, har jeg aldrig været en stor fan af Moores stil. Alle dokumentarister manipulerer, men Moore gør det så bastant og uelegant, at det gør lidt ondt at se på. Det er Jens-Olaf Jersild på speed (eller også er det omvendt).

Men filmens premiere har været interessant for, hvad der ikke er sket: Den tegner ikke til at blive en stor succes. I premiere weekenden indspillede den $4.4mio (se her ). Det er nogenlunde på niveau med hans forrige film om sundhedssektoren ”Sicko” ($3.6mio) og væsentligt ringere end hans største succes ”Fahrenheit 9/11” ($23.3mio.). På boxofficemojo.com er brugerne heller ikke særligt venlige ved filmen. Den får en gennemsnitlig “C”-rating med et helt usædvanlig split: 40% rater den ”A” og 47% ”F”. Hans to forrige film får begge et lidt bedre ”B-” i snit.

Givet emnets potentiale er det interessant, at Michael Moore ikke gør det bedre. USA har fået økonomiske og finansielle tærsk i en grad som ikke er oplevet i en generation eller mere, og det på en måde, der gør ondt langt ind i selvforståelsen. Wall Street – som aldrig har været populær i USA – er den oplagte syndebuk. Alligevel er Moore åbenbart ikke i stand til at udnytte folkestemningen. Det kan selvfølgelig være fordi Moore har lavet en (endnu) dårligere film end han plejer. Men Moores (potentielle) halv-flop ligger i forlængelse af en anden ting, der heller ikke er sket: Der har ikke været et politisk skred til venstre. Hverken i USA eller Europa. Ja, Obama blev valgt, men Bush var så stor en belastning og McCains valg af Palin var så stort et problem, at det nok var sket under hvilke som helst økonomiske omstændigheder. Og i Europa er der nok udbredt utilfredshed med siddende regeringer, men det virker ret farveblindt og normalt. Labour taber nok i UK, franskmændene er allerede trætte af Sarkozy, tyskerne stemte Merkel (og FDP!) ind og et uinspireret SPD ud af den store alliance. Det virker ikke som om, vælgerne generelt har appetit på en mere politisk reguleret økonomi som følge af krisen.

Det er noget af det mest opmuntrende, der ikke er sket. Det her er en krise, hvor de vestlige landes politikere kunne have fundet på at ofre vores langfristede (eller endog kortsigtede) vækstpotentiale for at tilfredsstille vælgernes ønske om ”handling” og ”beskyttelse” mod markedet. Men den katastrofale interventionsdynamik fra 1930erne er ikke gået i gang (ret meget, der har været et par usmarte protektionistiske skridt). Den vestlige verdens politikere tror måske, at vælgerne vil have protektionistisk beskyttelse og en afstraffelse af den finansielle sektor (som jo aldrig skulle have lånt os alle de penge!). Og de skal nok finde på mere regulering af en af de i forvejen allerede mest regulerede private sektor i økonomien. Hvilket selvfølgelig vil gøre den sektor mere effektiv og billig for brugerne. Men vælgerne ser ud til at være klogere end som så. De gider i hvert fald ikke se Michael Moores populistiske version af den finansielle krise med Wall Street i skurkerollen.

Og nu vi er ved film om højfinansen så er Oliver Stone ved at lave en gevaldigt godt timet to’er til ”Wall Street” fra 1987 (den med Michael Douglas i rollen som Gordon Gekko) med Douglas på rollelisten igen. Gekkos tale til Teldar Papers Annual Meeting i ”Wall Street” er som bekendt en (ufrivillig) liberal klassiker . Jeg kan egentlig bedre lide Gordon Gekko end John Galt. Det kunne være interessant at høre bud på de bedste liberale film (inklusiv de ufrivilligt liberale!).

Greed is good (again)

 Blandt firsernes wannabe-yuppies med forkærlighed for in-your-face kapitalisme–og ja, der findes nok en enkelt eller to blandt Punditokraterne og vores læsere–var Gordon Gekko fra den ikke just særligt pro-kapitalistiske Oliver Stones 1987-film Wall Street om end ikke en helt så dog en slags ikon, som man på småpubertær vis kunne genere venstreorienterede venner og lærere med at idyllisere.  Sådan en slags lavpandet John Galt.

Og til dem af os, er der (måske) godt nyt: Fortune Magazine fortæller således:

December marks the 20th anniversary of the movie Wall Street, and the fanfare has begun.

EVER SINCE Gordon Gekko ran afoul of the SEC at the end of Oliver Stone’s 1987 classic, Wall Street, diehard fans have been wondering when the LBO kingpin would resurface. Well, the wait is over. A sequel is in the works–with Douglas to star–and there have already been two different story lines developed for the film, tentatively called Money Never Sleeps. And each speaks to how finance has changed since the original’s release.

Stone, whose father’s brokerage firm inspired the original, was involved in the sequel at first but pulled out to pursue other projects. In a script Stone conceived with the film’s original screenwriter, Stanley Weiser, Gekko gets out of jail, sets up a hedge fund in China, and tries to reunite with his son. (For readers who never wore red suspenders, in the original, Gekko attempts a takeover of Bluestar Airline before being charged with insider trading.)

But in a chat with FORTUNE about the movie–which turns 20 in December and is being commemorated with a special-edition DVD–Stone says Gekko’s time may be over anyway. “Gordon Gekko couldn’t manipulate the markets like he did back then,” he says. “It’s so big, so huge, that to be a minor player, you need to be a major bank.”

The current screenplay that is in development with 20th Century Fox is being written by former New Yorker scribe Stephen Schiff and is still a work in progress. But Schiff says that he and producer Ed Pressman have met with moguls in London, sheikhs in Dubai, and hedge funders in New York to give the aging Gekko global flair.”

Så drenge (og evt. piger): Find jeres manchetknapper og røde seler frem og gentag efter mig: “Greed is good”:

The new law of evolution in corporate America seems to be survival of the unfittest. Well, in my book you either do it right or you get eliminated.

In the last seven deals that I’ve been involved with, there were 2.5 million stockholders who have made a pretax profit of 12 billion dollars. Thank you.

I am not a destroyer of companies. I am a liberator of them!

The point is, ladies and gentleman, that greed — for lack of a better word — is good.

Greed is right.

Greed works.

Greed clarifies, cuts through, and captures the essence of the evolutionary spirit.

Greed, in all of its forms — greed for life, for money, for love, knowledge — has marked the upward surge of mankind.

And greed — you mark my words — will not only save Teldar Paper, but that other malfunctioning corporation called the USA.

Capice?

Ok, denne post har ikke spor med politik, økonomi, filosofi, statskundskab, eller noget som helst relateret at gøre. Intet. Zip. Det eneste, den har med denne blog at gøre, er, at jeg tidligere her på stedet har skrevet om, hvad jeg opfatter som den absolut bedste TV-serie, jeg nogensinde har fulgt: The Sopranos. Bedre bliver TV-underholdning næsten ikke. Relativt få i min omgangskreds har dog fulgt serien fast, hvilket jeg kun kan forklare med, at man i Danmark ikke har forstået–eller villet–vise serien på et tidspunkt, hvor børnefamilier endnu er vågne (omend børnene nok helst skal være andetsteds).

Men, men … om knap en time (EST) ruller så afsnit nr. 86, “Made in America”, over skærmen på HBO i USA, og så er det uigenkaldeligt bada bing! for Tony e famiglia. Og skal man tro rygterne er sidste sæson mere blodig end The Untouchables, Goodfellas, Casino og alle tre Godfather film tilsammen–og iøvrigt fyldt med skjulte, referencer til sidstnævnte. Jeg er helt syg over ikke at kunne få set det sidste afsnit, før dansk eller svensk TV får taget sig sammen til omsider at sende hele sæsonen. Indtil da kan man se en masse gode clips fra serien her. Men hvis nogen her eller andetsteds formaster sig til at afsløre, hvordan det hele ender? Fughedaboutit! Så er vedkommende en fanook, der bliver whacked og fundet i 31 små og store stykker på en affaldsplads på Danmarks svar på New Jersey (Amager). Capice?

PS. Hvis der er alligevel er nogen læsere, der insisterer på, at dette skal have en politisk vinkling, kan de jo læse min gamle post og kommentarerne til den.

Cowen & Copenhagen

 På initiativ af vores punditokrat emeritus, professor Nicolai Foss, er den kendte amerikanske “østrigske” økonom Tyler Cowen, fra George Mason University og MarginalRevolution.com , i de kommende dage i landet for at besøge Handelshøjskolen i København (CBS). I den forbindelse finder to arrangementer sted, som nok kan have interesse for de af denne blogs læsere, som er interesserede i økonomi og frihed, og som bor i hovedstadsområdet. Her kommer lidt fra CBS’ foromtale:

“Det er en af økonomiens tunge drenge, der gæster Copenhagen Business School den 21. Maj: Tyler Cowen er verdens mest læste forum for økonomer på Nettet.

Cowen’s centrale interesse er sammenhængen mellem kunst, kultur, og økonomi, og hans berømte analyser om emnet kobler til andre af tidens store problemer så som globalisering, frihandel og offentlig politik. Cowen er inviteret til Danmark af to af CBS’ forskningscentre med interesse i kultur, økonomi og globalisering, Center for Strategi og Globalisering og imagine.. Creative Industries Research. Cowen vil holde to foredrag på CBS den 21. maj: Klokken 11 taler han om The Creative Destruction of Cultures og kl 13.30 taler han om Subsidizing the Film Industry: Pros and cons. Ved foredraget kl. 13.30 vil professor, dr. Christian Hjorth-Andersen (Økonomisk Institut, Københavns Universitet) diskutere Cowen’s synspunkter ud fra et dansk perspektiv.

Cowen’s mest kendte bøger omfatter What Price Fame?, der analyserer stjernedyrkelsen i kulturlivet, samt In Praise of Commercial Culture, der diskuterer fordele og ulemper ved kommercialisering og globalisering af kulturlivet samt behovet for offentlig kulturstøtte.

Cowen er selv en aktiv forbruger af amerikansk og global kultur, og Washington Post har udgivet hans populære guide til byens mest spændende etniske spisesteder.”

Tid: Mandag 21. maj kl 11 og 13.30
Sted: Copenhagen Business School, Kilen, Kilevej 14A, lokale Ks.48 (stuen)

De andres liv

STASI var en fæl, fæl institution, der undertrykte borgerne i det østlige Tyskland. På det punkt er der nok konsensus (i dag). Selv pæne venstreorienterede kan trygt gå i Dagmar og se filmen “De andres liv” af instruktøren Florian Henckel von Donnersmarck. Måske kan de pæne venstreorienterede også bilde sig ind, at STASI blot var en perversion af de gode kommunistiske idealer.

Så hør her, hvad Donnersmarck udtaler i Weekendavisen den 29. september, om de mennesker, der treode, at de kæmpede for en bedre (socialistisk) verden:

Vel gjorde de ej. Hvis man påstår, at målet helliger midlet, så er man ude på en virkelig glidebane. Et mål kan være meget teoretisk. Det lyder smukt på papiret at sige, at man vil have, at alle skal have lige meget, som er kommunismens grundtese. Det duer bare ikke, for til syvende og sidst er ejendomsretten… Altså i går aftes så jeg Terence Maliks film om »Den nye Verden«. Colin Farell har en lang monolog om de vidunderlige indianere, der ikke kender til grådighed, jalousi, vrede… Come on! Sådan en gang totalt pladder, det passer simpelthen ikke! Ikke at jeg har forstand på indianere, men de er jo mennesker som alle os andre, ikke engle, og så længe der findes mennesker, vil der også være besiddertrang: det er min kone, min mad og så videre. Kommer nogen forbi for at fordele »goderne« ligeligt, så bliver der krig og ødelæggelse.
Jeg tror fuldt og fast på, at man skal overlade det enkelte menneske så meget frihed som overhovedet muligt. Jo mere stat, man hælder i den cocktail jo værre. I den forstand er jeg lidt af en anarkist.

Og Donnersmarck fortsætter med en kritik af statslig støtte til kunst:

Min film er statsfinansieret, fordi nogle politikere fandt ud af at, okay, vi giver ham her penge. Det er ikke godt. På et eller andet niveau begrænser det den kunstneriske frihed, også selvom det ikke virker sådan, og de gør sig alverdens anstrengelser for at lave uafhængige udvalg, der skal beslutte, hvem pengene skal gives til. Til syvende og sidst er der tale om politiske valg. I Amerika har de de mest utrolige koncert- og operahuse – privatfinansierede. Og du kan finde ALLE former for film inden for den amerikanske filmbranche – kommercielle, art-film, independent-film osv.. . Alt sammen privatfinansieret. Alt er muligt i et frit system, og det er det ikke i et statsligt domineret system

Filmfolk med et budskab

Vi søger altid at give jer, hvad MSM ikke kan eller vil.

Den 16. august kunne den australske avis Herald Sun fortælle, at australske Nicole Kidman sammen med ca. 80 andre fra filmmiljøet i Hollywood havde indrykket en helsides annonce i LA Times med et politisk budskab. Blandt de andre underskrivere var Michael Douglas, James Wood, Bruce Willis, William Hurt og instruktører som Ridley Scott, Michael Mann og Sam Raimi.

En søgning på Infomedia viser overraskende, at det ikke har været omtalt i danske medier. De plejer ellers at være meget interesserede, når det udsnit af menneskeligheden, som består af filmskuespillere, udtaler sig politisk. Men ikke denne gang. Der må vel være noget galt med budskabet. Døm selv:

It specifically targets “terrorist organisations” such as Hezbollah in Lebanon and Hamas in Palestine.

“We the undersigned are pained and devastated by the civilian casualties in Israel and Lebanon caused by terrorist actions initiated by terrorist organisations such as Hezbollah and Hamas,” the ad reads.

“If we do not succeed in stopping terrorism around the world, chaos will rule and innocent people will continue to die.

“We need to support democratic societies and stop terrorism at all costs.”

A who’s who of Hollywood heavyweights joined Kidman on the ad.

Læs resten af artiklen her.

Filmorientering

For noget tid siden omtalte vi Michael Yon, der jævnligt blogger fra Irak, men med en noget mere positiv vinkel end MSM.

Det var vores bidrag til alsidigheden i MSM, da vi gik ud fra, at de ikke havde lyst til at omtale den slags. Et indtryk vi fik bekræftet, da Berlingske et par uger senere havde en stor artikel om Milblogs, dvs. blogs skrevet af soldater og andre udstationeret i Irak. Af de fem blogs, som blev nævnt, var de fire naturligvis imod krigen; den femte blev beskrevet som våbenglad. Man kan jo gå ind på MudvilleGazette og se, om krigsmodstanderne virkelig udgør 80 pct. af milblogs …. eller man kan sammenholde den danske artikel med denne artikel om samme fænomen taget fra WeeklyStandard. Interessant, ikke?

Så med den dækning i danske MSM må vi hellere fortsætte.

Vi kan nu oplyse, at Bruce Willis overvejer at lave en film, der støtter krigen, baseret på Yons reportager. Læs nærmere her.

Det vil i så fald være en film, der går helt mod strømmen i Hollywood. En virkelig alternativ film. Men nok ikke en, man skal se rosende omtalt i den danske kulturdækning. Her skal film helst ligne alle de andre anderledes film for at blive betragtet som alternativ (på den fede måde).

Om filmen overhovedet bliver realiseret, afhænger af meget, bl.a. af penge. Men der er da et pænt fortilfælde, hvad det angår, hvor endnu en (rigtig) alternativ film fik publikum trukket til. Jeps, det var Mel Gibsons The Passion of Christ. Ikke lige min smag, men der var bestemt et publikum.

Som påpeget i ovennævnte link er der nok et publikum også til Willis’ film. Washington Post har denne meningsmåling, der viser, at de fleste har gennemskuet demokraternes kritik af krigen. Så selvom MSM gør sit værste for at undergrave moralen, kan en enkelt film med det modsatte tema nå et stort publikum.

Go Bruce. Go.

Hr. Boe om frihed & enerne

Eftersom kammeraterne på Information nu omsider har opdaget og eksponeret, hvad nogle af os har vidst længe (men ikke har villet blamere manden med), sker der vist ingen skade ved, at jeg citerer fra sidste uges portræt af den succesrige unge instruktør Christoffer Boe:

Den 31-årige instruktør Christoffer Boe har altid skilt sig ud fra den gemene hob

Christoffer Boe har altid skilt sig ud og haft en forkærlighed for hyldesten af eneren. På Filmskolen lagde han stort ud med en trilogi – og med sin spillefilmdebut ‘Reconstruction’ markerede han sig – som en vinder. …

Det begyndte allerede, da han var barn i Nordsjælland. Mens andre løb rundt og legede, så han film af jurist-faderens yndlingsinstruktører Howard Hawks, Orson Welles, Fritz Lang og Jean-Luc Godard. Og han var kun 12 år gammel, da han begyndte at interessere sig brændende for den omstridte tyske filosof Friedrich Nietzsche (1844-1900).

“I stedet for Michael Laudrup var jeg bare interesseret i Nietzsche. Så simpelt er det, og det udartede sig til mange ting. Frem for at tænde for tv åbnede jeg en bog. Dengang læste jeg virkelig meget og havde en målsætning for, hvor mange bøger jeg skulle læse om året,” har han udtalt til Berlingske Tidende.

19 år gammel skrev han to længere artikler i det ultra-liberalistiske tidsskrift Libertas, et blad, der trods placering på den ydre højrefløj var anarkistisk nok til at gå ind for Christianias bevarelse.

Artiklernes interesse for individualistens uindskrænkede rettigheder harmonerer godt med, at Boe – da han i 2003 skulle vælge sine yndlingsfilm til visning i Cinemateket – blandt andet slog ned på King Vidors ellers ret upåagtede Ayn Rand-filmatisering Kun den stærke er fri (1949), som han roste som “et fuldstændig kompromisløst forsvar for individualismen og retten til at være sin egen.”

Ugens citater: Lars "von" Trier om frihed, Bush og verden

Fra sidste uges bundløse dybder i Cannes rapporterede Jyllands-Posten disse interessante filosofiske ræsonnementer:

“Grunden til, at der ikke er svar i min film, er, at det ud fra et samfundsmæssigt synspunkt gælder om at holde spørgsmålene åbne. Sådan at forstå, at et ord ikke bare hedder demokrati. For demokrati er ikke bare demokrati. Demokrati er noget, der bliver nødt til at blive diskuteret og genopfrisket hele tiden. Det samme gælder ordet frihed. Spørgsmålene skal være åbne. Ellers bliver demokrati og frihed ord, som vi alligevel ikke er enige om betydningen af.”

Så altså noget skal ikke bare være, hvad det er, men evt. også være en masse andet, inkl. ting som det ellers ikke er. Frihed og demokrati for nogle kan f.eks. godt blive opfattet som ufrihed og mangel på demokrati af andre, og fordi nogle kan opfatte ting anderledes end andre, er der ikke noget, der nødvendigvis er, hvad det er–og det bliver vi nødt til at diskutere. Men hvordan kan man diskutere sig frem til “noget”–en slags konklusion–hvis intet er rigtigere end andet. Hmmm.

Og videre:

“Jeg tror ikke på, at der ligger oliemillioner, taktiske manøvrer og andet bag [Bush]. Han kan kun gøre, hvad han gør, hvis han mener det. Alt andet er umenneskeligt. Dybest set tror han på, at det bliver en bedre verden. Det tror jeg også, at Stalin og Hitler og alle dem gjorde.”

Så altså en slags syllogisme: 1. Bush ønsker en bedre verden. 2. Stalin og Hitler ønsker en bedre verden. –> 3. Bush = Stalin og Hitler. Eller hva’?

Vi lader de smukke og indsigtsfulde levende billeder stå og flimre et øjeblik.

Manderley by Lars von Trier

We are all Americans, exclaimed the Danish director Lars von Trier at the press conference in Cannes where his new movie Manderley was shown yesterday. Really? Well, let’s keep this posting in English then just to go along with this although it looks more like an attempt to buttress the usual anti-Americanism displayed in main stream movies.

True to form, Lars denounced President Bush as an “asshole”. There, that’s telling them! No argumentation offered and none was probably expected by the privileged audience who last year greeted Michael Moore with a standing applause. How noble of Lars to say exactly what people expected him to say, how courageous of him to take the same position as the entire established movie world and all the moneymen of Hollywood.

The movie itself has not yet been aired in Denmark, so we have to rely on the reports from Cannes. Apparently, Lars is grabbling with an issue that is important at least to some parts of the Left. Having opposed the liberation of Iraq and thus effectively supported the continued reign of madman Saddam Hussein, what is one to think of the current situation, where a democracy is taking root supported by the vast majority of Iraqis and where the only opposition left hardly qualifies as ?insurgents?, a point made embarrassing clear by Christopher Hitchens in yesterday?s Slate.com. The question is made even more pressing by the fact that for many on the Left this is not the first time they have wound up on the wrong side of the democracy/tyranny divide since the end of the Cold War. How to preserve one?s self-image as a humanitarian?

The answer to this conundrum appears to be that democracy may not be all what it is cracked up to be. Maybe uneducated Iraqis think so and risk their lives in the thousands in doing so, but a sophisticated artist like Lars knows better. And so Lars grabs back to the dear old story of Uncle Tom with all the subtle questions that is connected to that story. Was slavery really that bad, wasn?t the black slaves in many ways better off than the oppressed workers of the industrialised North, etc. ad nauseam.

To fit the first part of his trilogy, the story has to be set in the 1930’s where slavery had been banned in no small part due to that wickedly belligerent President Lincoln, another Republican determined to impose his unilateralist view of the world on others irregardless of their specific cultural differences. But in Lars? movie, the slavery continues in this particular place which is not that odd, at least not compared to the rest of the story.

Then in this blissful state of enlightened slavery idealistic but heavy handed foreigners arrive to ?liberate? the slaves; note the quotation marks, this is art you know. And naturally mayhem follows.

Obviously, this is a story about Iraq. All was nice and quiet for years, Saddam and his henchmen were going about their jobs filling mass graves with Iraqis, when all of a sudden they were brutally invaded and democracy forced upon them. Now, how can we expect something like that to end well? Just because it did the last time we forced democracy on liberated and even defeated countries after WW II, it is by no means certain that it will work again. At least we should not expect any gratitude from the Iraqis in the future as the French and Germans do their outmost to show at any given chance, not least in film festivals like Cannes.

Well, the movie itself may be good, even if the story is rotten. Gone with the wind is a case in point. But it will probably say more to those on the Left who opposed the war in Iraq. To the rest us of Danes, the soldiers risking their lives in Iraq helping build democracy there, the 75 pct. who in a survey conducted in January even before the Iraqi election supported our military presence in Iraq and the majority of the electorate who in February re-elected our pro-war government, the movie is probably less soul-searching.

Anti-AmeriCannes

Med sædvanlig charme, opfindsomhed og elokvens har Lars von Trier ifølge Politiken ladet alverdens filminteresserede forstå, at George W. Bush er en klovn. Udmeldingen kan måske tilskrives den helt karske kendsgerning, at hans seneste mesterværk Manderlay er blevet bemødt med en vis ligegyldighed blandt de filmkyndige i Cannes, selv om den med sit klassisk anti-amerikanske tema ellers må siges at have alle forudsætninger for at slå igennem i de kredse. På den baggrund kan man ikke fortænke den danske filmskaber i, at han gør alt for at sikre sig kommerciel succes ad andre veje, fx ved at sige noget upassende eller anstødeligt i de erfaringsmæssigt påvirkelige omgivelser. Sidste år lykkedes det jo fint for Michael Moore at gøre opmærksom på sin egen person ved at troppe op i Cannes med Fahrenheit 9/11; en slags propaganda-collage vendt mod den daværende og nu genvalgte præsident. Så måske går den igen! Det vil tiden vise.

Når jeg opholder mig ved Triers udtalelse sker det ikke i indignation over hans forudsigelige afsætningsmetoder. Nej, det er mere fordi det er et rimeligt påskud for en kommentar til den anti-amerikanisme, der hærger over hele Europa. Og hvad er i denne forbindelse mere naturligt, end at tage afsæt i landet, hvor Trier for tiden opholder sig. For her er der som bekendt ikke kun utilfredshed med amerikanernes økonomiske og militære hegemoni; her er man navnlig foruroliget over amerikanernes kulturnedbrydende dominans.

En af dem, der har bidraget til at afdække det franske traume er Jean-François Revel, der som navnet antyder har aktier udi det franske. Det er så absolut en fordel, idet en udenlandsk kritikker jo altid er en uvelkommen gæst. Revel kan omvendt ikke beskyldes for, at være fremmed for franske forhold. Og netop derfor er han værd at blive klog på. Det kan man blive ved at læse hans bog Anti-Americanism, der udkom for nogle år siden. Har man ikke mod på at gå om bord i den, kan jeg henvise til The Anti-American Obsession; en forrygende god artikel af samme forfatter, der figurerede i The New Criterion i oktober 2003.

En af de mest udbredte franske forestillinger er, at USA i kraft af sin profitorienterede kulturindustri bidrager til at nivellere den åndelige verdensscene og derigennem fortrænge den virkelige kunst. Derfor er kulturel diversitet efterhånden blevet et mantra for franske åndspersonligheder. Til dette bemærker Revel:

“In practice, Europeans?and chiefly the French?use the jargon phrases ?cultural exceptionalism? and ?cultural diversity? as code words for state aid and quotas. We keep hearing that, after all, ?Cultural goods are not simple commodities.? But that is merely a platitude. Whoever pretended that they were? Still, neither are they purely the products of state financing; otherwise, Soviet painting would have been the finest in the world”

Men hvordan kan det være, at amerikanerne er så pokkers overlegne på den kulturelle front? Det franske bud er, at amerikanerne råder over nærmest bombesikre afsætningskanaler – der en passant understøttes af presse, politikere og anonyme kapitalkræfter ? som sætter dem i stand til at opretholde en total dominans på den globale kulturscene. Her peger Revel på argumentets boomerang-effekt:

“In January 2002, when Yves Saint Laurent unexpectedly announced his decision to retire, suddenly bringing his career as couturier to an end, reaction to the news was worldwide. And it was not only Saint Laurent?s talent that was influential everywhere, but also that of his predecessors, who for over a century had created and sustained French leadership in haute couture (which is not to diminish the excellence of other schools, notably the Italian). There was no suggestion in the foreign press that this traditional preeminence of French haute couture and Saint Laurent?s influence was attributable to a ?bomb-proof distribution system? that, with the shady complicity of ?politicians and newspapers,? had succeeded in ?imposing? French styles on others. Anyone who said as much would have been ridiculed”.

Det med latterliggørelsen er jeg sikker på. Lige så sikker er jeg på, at filmkritikkerne i Cannes hellere vil give de Gyldne Palmer til en instruktør, der skildrer livet i en polsk vandpyt, end til en instruktør, der forstår at imødekomme millioner af biografgængeres behov for at blive underholdt med kvalificerede virkemidler.