For et par år siden, i denne blogs ungdom, omtalte jeg i en post, at producenterne bag en mulig filmatisering af Ayn Rands evigtaktuelle monster-blockbuster Atlas Shrugged havde skrevet aftale med selveste Angelina Jolie om, at hun skulle spille den kvindelige hovedperson, Dagny Taggart.

Nu har jeg lige, med nogen forsinkelse, opdaget nyheden om, at dét projekt–måske ikke så overraskende grundet den lange forhistorie og bogens karakter–tilsyneladende er kørt ud på et sidespor.  Det skulle så til gengæld være til fordel for en TV-miniserie og med halvdelen af Brangelina skiftet ud med … selveste Charlize Theron.

Lad os nu se, om ikke også dét projekt kører af det Taggartske togspor, men alt andet lige lyder begge dele som en forbedring.  Lige så spændende Jolie er, lige så ubærligt ville det nok være at skulle høre hende ud(/øde-)lægge bogens filosofi.  Og så giver det da os muligheden for en sjældent attraktiv illustration af en punditokratisk blogpost …

Greed (for lack of a better word) is good:

Klik her for at se den indsatte video.

Det fik mig til at tænke på en scene fra “Other Peoples Money” fra 1991, som en fast klummeskribent på en af de store morgenaviser (og spindoktor) gjorde mig opmærksom på sidste år. Om filmen ellers er god eller dårlig skal jeg ikke kunne sige, da jeg kun kender denne scene. Den er til gengæld noget af det bedste forsvar for det “rå” marked, som jeg har set i nogen spillefilm.

Kort fortalt handler “Other Peoples Money” om en “fjentlig” overtagelse af det gamle hæderkronede “New England Wire & Cable” . Filmens centrale scene er, da den gamle direktør  Andrew Jorgenson (spillet af Gregory Peck) og “onde “Larry the Liquidator” (spillet af Danny De Vito) forsøger at overtale aktieejerne til enten at fortsætte med at drive virksomheden eller likvidere den.

Argumenterne for fortsat drift:

Klik her for at se den indsatte video.

Argumenterne for likvidering af “New England Wire & Cable”:

Klik her for at se den indsatte video.

Hvorvidt der er tale om et frivilligt eller ufrivilligt forsvar for markedsøkonomien kan jeg som sagt ikke svare på. Jeg har ikke set hele filmen og kender ikke afslutningen. Men det er der måske nogle blandt læserne af denne blog der gør.

Men filmens premiere har været interessant for, hvad der ikke er sket: Den tegner ikke til at blive en stor succes. I premiere weekenden indspillede den $4.4mio (se her ). Det er nogenlunde på niveau med hans forrige film om sundhedssektoren ”Sicko” ($3.6mio) og væsentligt ringere end hans største succes ”Fahrenheit 9/11” ($23.3mio.). På boxofficemojo.com er brugerne heller ikke særligt venlige ved filmen. Den får en gennemsnitlig “C”-rating med et helt usædvanlig split: 40% rater den ”A” og 47% ”F”. Hans to forrige film får begge et lidt bedre ”B-” i snit.

Givet emnets potentiale er det interessant, at Michael Moore ikke gør det bedre. USA har fået økonomiske og finansielle tærsk i en grad som ikke er oplevet i en generation eller mere, og det på en måde, der gør ondt langt ind i selvforståelsen. Wall Street – som aldrig har været populær i USA – er den oplagte syndebuk. Alligevel er Moore åbenbart ikke i stand til at udnytte folkestemningen. Det kan selvfølgelig være fordi Moore har lavet en (endnu) dårligere film end han plejer. Men Moores (potentielle) halv-flop ligger i forlængelse af en anden ting, der heller ikke er sket: Der har ikke været et politisk skred til venstre. Hverken i USA eller Europa. Ja, Obama blev valgt, men Bush var så stor en belastning og McCains valg af Palin var så stort et problem, at det nok var sket under hvilke som helst økonomiske omstændigheder. Og i Europa er der nok udbredt utilfredshed med siddende regeringer, men det virker ret farveblindt og normalt. Labour taber nok i UK, franskmændene er allerede trætte af Sarkozy, tyskerne stemte Merkel (og FDP!) ind og et uinspireret SPD ud af den store alliance. Det virker ikke som om, vælgerne generelt har appetit på en mere politisk reguleret økonomi som følge af krisen.

Det er noget af det mest opmuntrende, der ikke er sket. Det her er en krise, hvor de vestlige landes politikere kunne have fundet på at ofre vores langfristede (eller endog kortsigtede) vækstpotentiale for at tilfredsstille vælgernes ønske om ”handling” og ”beskyttelse” mod markedet. Men den katastrofale interventionsdynamik fra 1930erne er ikke gået i gang (ret meget, der har været et par usmarte protektionistiske skridt). Den vestlige verdens politikere tror måske, at vælgerne vil have protektionistisk beskyttelse og en afstraffelse af den finansielle sektor (som jo aldrig skulle have lånt os alle de penge!). Og de skal nok finde på mere regulering af en af de i forvejen allerede mest regulerede private sektor i økonomien. Hvilket selvfølgelig vil gøre den sektor mere effektiv og billig for brugerne. Men vælgerne ser ud til at være klogere end som så. De gider i hvert fald ikke se Michael Moores populistiske version af den finansielle krise med Wall Street i skurkerollen.

Og nu vi er ved film om højfinansen så er Oliver Stone ved at lave en gevaldigt godt timet to’er til ”Wall Street” fra 1987 (den med Michael Douglas i rollen som Gordon Gekko) med Douglas på rollelisten igen. Gekkos tale til Teldar Papers Annual Meeting i ”Wall Street” er som bekendt en (ufrivillig) liberal klassiker . Jeg kan egentlig bedre lide Gordon Gekko end John Galt. Det kunne være interessant at høre bud på de bedste liberale film (inklusiv de ufrivilligt liberale!).

Og til dem af os, er der (måske) godt nyt: Fortune Magazine fortæller således:

December marks the 20th anniversary of the movie Wall Street, and the fanfare has begun.

EVER SINCE Gordon Gekko ran afoul of the SEC at the end of Oliver Stone’s 1987 classic, Wall Street, diehard fans have been wondering when the LBO kingpin would resurface. Well, the wait is over. A sequel is in the works–with Douglas to star–and there have already been two different story lines developed for the film, tentatively called Money Never Sleeps. And each speaks to how finance has changed since the original’s release.

Stone, whose father’s brokerage firm inspired the original, was involved in the sequel at first but pulled out to pursue other projects. In a script Stone conceived with the film’s original screenwriter, Stanley Weiser, Gekko gets out of jail, sets up a hedge fund in China, and tries to reunite with his son. (For readers who never wore red suspenders, in the original, Gekko attempts a takeover of Bluestar Airline before being charged with insider trading.)

But in a chat with FORTUNE about the movie–which turns 20 in December and is being commemorated with a special-edition DVD–Stone says Gekko’s time may be over anyway. “Gordon Gekko couldn’t manipulate the markets like he did back then,” he says. “It’s so big, so huge, that to be a minor player, you need to be a major bank.”

The current screenplay that is in development with 20th Century Fox is being written by former New Yorker scribe Stephen Schiff and is still a work in progress. But Schiff says that he and producer Ed Pressman have met with moguls in London, sheikhs in Dubai, and hedge funders in New York to give the aging Gekko global flair.”

Så drenge (og evt. piger): Find jeres manchetknapper og røde seler frem og gentag efter mig: “Greed is good”:

The new law of evolution in corporate America seems to be survival of the unfittest. Well, in my book you either do it right or you get eliminated.

In the last seven deals that I’ve been involved with, there were 2.5 million stockholders who have made a pretax profit of 12 billion dollars. Thank you.

I am not a destroyer of companies. I am a liberator of them!

The point is, ladies and gentleman, that greed — for lack of a better word — is good.

Greed is right.

Greed works.

Greed clarifies, cuts through, and captures the essence of the evolutionary spirit.

Greed, in all of its forms — greed for life, for money, for love, knowledge — has marked the upward surge of mankind.

And greed — you mark my words — will not only save Teldar Paper, but that other malfunctioning corporation called the USA.

Men, men … om knap en time (EST) ruller så afsnit nr. 86, “Made in America”, over skærmen på HBO i USA, og så er det uigenkaldeligt bada bing! for Tony e famiglia. Og skal man tro rygterne er sidste sæson mere blodig end The Untouchables, Goodfellas, Casino og alle tre Godfather film tilsammen–og iøvrigt fyldt med skjulte, referencer til sidstnævnte. Jeg er helt syg over ikke at kunne få set det sidste afsnit, før dansk eller svensk TV får taget sig sammen til omsider at sende hele sæsonen. Indtil da kan man se en masse gode clips fra serien her. Men hvis nogen her eller andetsteds formaster sig til at afsløre, hvordan det hele ender? Fughedaboutit! Så er vedkommende en fanook, der bliver whacked og fundet i 31 små og store stykker på en affaldsplads på Danmarks svar på New Jersey (Amager). Capice?

PS. Hvis der er alligevel er nogen læsere, der insisterer på, at dette skal have en politisk vinkling, kan de jo læse min gamle post og kommentarerne til den.

“Det er en af økonomiens tunge drenge, der gæster Copenhagen Business School den 21. Maj: Tyler Cowen er verdens mest læste forum for økonomer på Nettet.

Cowen’s centrale interesse er sammenhængen mellem kunst, kultur, og økonomi, og hans berømte analyser om emnet kobler til andre af tidens store problemer så som globalisering, frihandel og offentlig politik. Cowen er inviteret til Danmark af to af CBS’ forskningscentre med interesse i kultur, økonomi og globalisering, Center for Strategi og Globalisering og imagine.. Creative Industries Research. Cowen vil holde to foredrag på CBS den 21. maj: Klokken 11 taler han om The Creative Destruction of Cultures og kl 13.30 taler han om Subsidizing the Film Industry: Pros and cons. Ved foredraget kl. 13.30 vil professor, dr. Christian Hjorth-Andersen (Økonomisk Institut, Københavns Universitet) diskutere Cowen’s synspunkter ud fra et dansk perspektiv.

Cowen’s mest kendte bøger omfatter What Price Fame?, der analyserer stjernedyrkelsen i kulturlivet, samt In Praise of Commercial Culture, der diskuterer fordele og ulemper ved kommercialisering og globalisering af kulturlivet samt behovet for offentlig kulturstøtte.

Cowen er selv en aktiv forbruger af amerikansk og global kultur, og Washington Post har udgivet hans populære guide til byens mest spændende etniske spisesteder.”

Så hør her, hvad Donnersmarck udtaler i Weekendavisen den 29. september, om de mennesker, der treode, at de kæmpede for en bedre (socialistisk) verden:

Vel gjorde de ej. Hvis man påstår, at målet helliger midlet, så er man ude på en virkelig glidebane. Et mål kan være meget teoretisk. Det lyder smukt på papiret at sige, at man vil have, at alle skal have lige meget, som er kommunismens grundtese. Det duer bare ikke, for til syvende og sidst er ejendomsretten… Altså i går aftes så jeg Terence Maliks film om »Den nye Verden«. Colin Farell har en lang monolog om de vidunderlige indianere, der ikke kender til grådighed, jalousi, vrede… Come on! Sådan en gang totalt pladder, det passer simpelthen ikke! Ikke at jeg har forstand på indianere, men de er jo mennesker som alle os andre, ikke engle, og så længe der findes mennesker, vil der også være besiddertrang: det er min kone, min mad og så videre. Kommer nogen forbi for at fordele »goderne« ligeligt, så bliver der krig og ødelæggelse.
Jeg tror fuldt og fast på, at man skal overlade det enkelte menneske så meget frihed som overhovedet muligt. Jo mere stat, man hælder i den cocktail jo værre. I den forstand er jeg lidt af en anarkist.

Og Donnersmarck fortsætter med en kritik af statslig støtte til kunst:

Min film er statsfinansieret, fordi nogle politikere fandt ud af at, okay, vi giver ham her penge. Det er ikke godt. På et eller andet niveau begrænser det den kunstneriske frihed, også selvom det ikke virker sådan, og de gør sig alverdens anstrengelser for at lave uafhængige udvalg, der skal beslutte, hvem pengene skal gives til. Til syvende og sidst er der tale om politiske valg. I Amerika har de de mest utrolige koncert- og operahuse – privatfinansierede. Og du kan finde ALLE former for film inden for den amerikanske filmbranche – kommercielle, art-film, independent-film osv.. . Alt sammen privatfinansieret. Alt er muligt i et frit system, og det er det ikke i et statsligt domineret system

Den 16. august kunne den australske avis Herald Sun fortælle, at australske Nicole Kidman sammen med ca. 80 andre fra filmmiljøet i Hollywood havde indrykket en helsides annonce i LA Times med et politisk budskab. Blandt de andre underskrivere var Michael Douglas, James Wood, Bruce Willis, William Hurt og instruktører som Ridley Scott, Michael Mann og Sam Raimi.

En søgning på Infomedia viser overraskende, at det ikke har været omtalt i danske medier. De plejer ellers at være meget interesserede, når det udsnit af menneskeligheden, som består af filmskuespillere, udtaler sig politisk. Men ikke denne gang. Der må vel være noget galt med budskabet. Døm selv:

It specifically targets “terrorist organisations” such as Hezbollah in Lebanon and Hamas in Palestine.

“We the undersigned are pained and devastated by the civilian casualties in Israel and Lebanon caused by terrorist actions initiated by terrorist organisations such as Hezbollah and Hamas,” the ad reads.

“If we do not succeed in stopping terrorism around the world, chaos will rule and innocent people will continue to die.

“We need to support democratic societies and stop terrorism at all costs.”

A who’s who of Hollywood heavyweights joined Kidman on the ad.

Læs resten af artiklen her.

Det var vores bidrag til alsidigheden i MSM, da vi gik ud fra, at de ikke havde lyst til at omtale den slags. Et indtryk vi fik bekræftet, da Berlingske et par uger senere havde en stor artikel om Milblogs, dvs. blogs skrevet af soldater og andre udstationeret i Irak. Af de fem blogs, som blev nævnt, var de fire naturligvis imod krigen; den femte blev beskrevet som våbenglad. Man kan jo gå ind på MudvilleGazette og se, om krigsmodstanderne virkelig udgør 80 pct. af milblogs …. eller man kan sammenholde den danske artikel med denne artikel om samme fænomen taget fra WeeklyStandard. Interessant, ikke?

Så med den dækning i danske MSM må vi hellere fortsætte.

Vi kan nu oplyse, at Bruce Willis overvejer at lave en film, der støtter krigen, baseret på Yons reportager. Læs nærmere her.

Det vil i så fald være en film, der går helt mod strømmen i Hollywood. En virkelig alternativ film. Men nok ikke en, man skal se rosende omtalt i den danske kulturdækning. Her skal film helst ligne alle de andre anderledes film for at blive betragtet som alternativ (på den fede måde).

Om filmen overhovedet bliver realiseret, afhænger af meget, bl.a. af penge. Men der er da et pænt fortilfælde, hvad det angår, hvor endnu en (rigtig) alternativ film fik publikum trukket til. Jeps, det var Mel Gibsons The Passion of Christ. Ikke lige min smag, men der var bestemt et publikum.

Som påpeget i ovennævnte link er der nok et publikum også til Willis’ film. Washington Post har denne meningsmåling, der viser, at de fleste har gennemskuet demokraternes kritik af krigen. Så selvom MSM gør sit værste for at undergrave moralen, kan en enkelt film med det modsatte tema nå et stort publikum.

Go Bruce. Go.

Den 31-årige instruktør Christoffer Boe har altid skilt sig ud fra den gemene hob

Christoffer Boe har altid skilt sig ud og haft en forkærlighed for hyldesten af eneren. På Filmskolen lagde han stort ud med en trilogi – og med sin spillefilmdebut ‘Reconstruction’ markerede han sig – som en vinder. …

Det begyndte allerede, da han var barn i Nordsjælland. Mens andre løb rundt og legede, så han film af jurist-faderens yndlingsinstruktører Howard Hawks, Orson Welles, Fritz Lang og Jean-Luc Godard. Og han var kun 12 år gammel, da han begyndte at interessere sig brændende for den omstridte tyske filosof Friedrich Nietzsche (1844-1900).

“I stedet for Michael Laudrup var jeg bare interesseret i Nietzsche. Så simpelt er det, og det udartede sig til mange ting. Frem for at tænde for tv åbnede jeg en bog. Dengang læste jeg virkelig meget og havde en målsætning for, hvor mange bøger jeg skulle læse om året,” har han udtalt til Berlingske Tidende.

19 år gammel skrev han to længere artikler i det ultra-liberalistiske tidsskrift Libertas, et blad, der trods placering på den ydre højrefløj var anarkistisk nok til at gå ind for Christianias bevarelse.

Artiklernes interesse for individualistens uindskrænkede rettigheder harmonerer godt med, at Boe – da han i 2003 skulle vælge sine yndlingsfilm til visning i Cinemateket – blandt andet slog ned på King Vidors ellers ret upåagtede Ayn Rand-filmatisering Kun den stærke er fri (1949), som han roste som “et fuldstændig kompromisløst forsvar for individualismen og retten til at være sin egen.”