Tag-arkiv: Finland

Da Finland vågnede

Forleden dag, den 6.december 2017, var det 100 år siden at Finland erklærede sin uafhængighed. På dagen i 1917 var der ingen optøjer, og relativt få fejringer, da mange finner slet ikke kendte til erklæringen. Finland blev et selvstændigt land efter at den russiske regering en måned tidligere var blevet kuppet i det, der nu kaldes Oktoberrevolutionen. I det administrative og militære kaos, som Lenins kup kastede det russiske imperium ud i, tog det finske parlament – der havde eksisteret i sin nuværende form siden 1905 og med almindelig valgret blandt begge køn – en række beslutninger, der mundede ud i uafhængighedserklæringen den 6. Det russiske militær var ude af stand til at reagere, og Lenin selv så ikke Finland som nogen trussel. Han regnede ganske enkelt med, at finnerne som nogle af de første ville slutte sig til den marxistiske verden.

Baggrunden for uafhængigheden er mere kompliceret end man ofte fortæller, og bærer i nogen forstand paralleller til Cataloniens situation i dag. Finland var i 1809 blevet erobret fra Sverige, og Rusland accepterede fra starten, at finnerne havde eget sprog, egen religion og i høj grad egen kultur. Zar Alexander II gav i 1869 givet de finske stænderforsamlinger væsentligt større indflydelse, og landet fik derfor et ganske udbredt selvstyre, der nærmede sig adskillige britiske koloniers effektive hjemmestyre. Forholdet mellem Rusland og den finske befolkning var i de efterfølgende år tåleligt, men ofte ganske godt, og kunne ligesom i situationen mellem Catalonien og Spanien, bedst betegnes som variabelt.

Det skulle ændre sig, da Alexanders søn, Alexander III, var langt mindre liberal end sin far. Han udnævnte i 1898 den tidligere general Nikolay Bobrikov som russisk administrator i Finland, og forholdet mellem Finland og den russiske stat begyndte hurtigt at forværres. Bobrikov blev efter kort tid ekstremt upopulær, ikke mindst på grund af de beslutninger han stod for. I 1899 besluttede russerne at regere Finland udenom de finske stænderforsamlinger, året efter gjorde man russisk til eneste administrationssprog, og i 1901 blev den finske hær underlagt den russiske. De resulterede i, at kun 42 % af de værnepligtige mødte op i 1902, da de nu kunne blive sendt et hvilket som helst sted hen i det enorme russiske imperium. Bobrikov fik i 1903 beføjelser til at indføre omfattende censur af medierne – en censur, han brugte flittigt, og endte sit liv året efter, da en finsk nationalist skød ham, og efterfølgende begik selvmord.

Rusland selv rystedes under 1905-revolutionen, der påvirkede Finland i ganske positiv retning. Opbruddet skulle vise sig at være kortvarigt, og fra 1909 genindførtes censur og en lang række andre restriktioner igen under en nye generalguvernør Franz Albert Seyn. Under Seyn strammede russerne grebet om Finland og forsøgte med hårdhændede midler – meget lignende dem, den tyske stat brugte i Slesvig-Holsten mod det dansk-slesvigske mindretal – at russificere landet. Den finske reaktion skulle vise sig at være stædig modstand, der i 1917 førte til et udbredt, almindeligt ønske om selvstændighed. Og selvom landet måtte igennem en blodig borgerkrig mellem en kommunistisk del og en relativt konservativ fløj af befolkningen, og voldsomme arbejdsstridigheder i 1920erne, etablerede Finland sig med tiden som en integreret del af den nordiske region, og et af verdens rige, fredelige og demokratiske lande. Sårene tog lang tid om at hele, men stridighederne efterlod sig også andre ting end ar. En af de mest elskede blev skrevet af Jean Sibelius og hørt første gang i 1899 ved et uafhængighedsmøde.  Helsinkis filharmoniske selskab uropførte det officielt året efter under Robert Kajanus, da værket stadig kaldtes Finland Vågner og var det sidste af seks såkaldte tableauer. Det samme værk, der satte finske hjerter i brand i 1899, er elsket over hele verden i dag. Og i anledning af Finlands jubilæum spillede BBC Symphony Orchestra under dets finske chefdirigent Sakari Oramo værket til the Last Night of the Proms i sommers under den titel, Sibelius endte med at give det: Finlandia!

Hvad ville borgerløn som i Finland betyde i Danmark?

Finland er formentlig på vej til at indføre en borgerløn. Både til højre og venstre i det politiske spektrum kan man finde fortalere for sådan et system. Men vil det være en god idé i Danmark?

Svaret må blive det lidt kedelige: ”Det afhænger…”.

Her er et par simple regnestykker. De viser meget kort fortalt, at en model som i Finland enten vil føre til en eksplosion i de offentlige udgifter, eller til et betydeligt fald i overførslerne til dem, som ikke er erhvervsaktive.

Ikke foreneligt med liberal samfundsorden
Allerførst dog et principielt synspunkt. Indførelse af borgerløn er ensbetydende med at pålægge dem, der forsørger sig selv, også at forsørge mennesker, som godt kunne forsørge sig selv. Det er et system, hvor dem med størst præference for pengeindkomster bliver tvunget til at betale til dem, der har mindst præference for dem og hellere vil bruge deres tid på noget andet. Det er jeg lodret imod. Det er ikke foreneligt med min opfattelse af en liberal samfundsorden. Punktum.

Effekter af borgerløn
Spørgsmålet er imidlertid, om indførelse af borgerløn er bedre end den massive omfordeling, vi allerede kender. Milton Friedman er den mest berømte fortaler for borgerløn – eller negativ indkomstskat – ud fra denne betragtning. Det glemmes dog ofte, at Friedman også havde stærke reservationer.

I sin reneste form ”giver” borgerløn alle en garanteret minimumsindkomst. I Finland (hvor man dog foreløbig er i en eksperimental fase) er det (ifølge min overfladiske indsigt) åbenbart meningen, at alle i den erhvervsaktive alder skal have 800 euro skattefrit i borgerløn om måneden.

Fordelen ved et sådant system er, at man ikke mister sin borgerløn, hvis man har ekstra indkomst. Det hæmmer derfor ikke incitamentet til at arbejde på samme måde som med f.eks. kontanthjælp og dagpenge, som tabes, hvis man kommer i arbejde. Det øger isoleret set arbejdsudbuddet.

Men – og det bliver en gang imellem overset – en borgerløn virker modsat for dem, der allerede er i arbejde. De kan reducere deres arbejdsudbud med færre økonomiske konsekvenser end i dag. I dag kan man kun få de fleste typer overførselsindkomst, hvis man ikke arbejder. Det gør det mindre attraktivt at reducere arbejdsudbuddet for de allerede beskæftigede.

Hertil kommer, hvad der sker med de effektive marginalskatter. Hvis borgerlønnen erstatter indkomstafhængige overførselsindkomster som daginstitutionstilskud, vil det sænke den effektive marginalprocent. Men hvis der skal skaffes ekstra provenu til at finansiere borgerlønnen med, vil det øge marginalskatterne og reducere de beskæftigedes arbejdsudbud.

Hvis vi indfører borgerløn, vil nogle, som i dag ikke arbejder, begynde at arbejde, mens nogle af de beskæftigede vil arbejde mindre. Effekten er ikke entydig og givet på forhånd. Det er én vigtig pointe at have in mente.

En anden vigtig pointe er, at en borgerløn kan opfattes som værdien af et skattefradrag – blot med den vigtige tilføjelse, at bliver skatten negativ, bliver beløbet udbetalt til borgeren.

Friedman kaldte, som sagt, sin model for negativ indkomstskat. Derfor kan vi opfatte borgerlønnen som en del af skattesystemet og skattesystemets omfordeling.Det har bl.a. den konsekvens, at det ikke betyder noget, om borgerlønnen aftrappes i takt med øvrig indkomst eller ej. Aftrapning kan gøre behovet for provenu til at finansiere borgerlønnen mindre og derfor muliggøre lavere marginalskatter. Men aftrapningen indgår også i den sammensatte marginalprocent, og derfor bliver virkningen af de lavere marginalskattesatser ophævet igen. Hvis en model med aftrapning indrettes, så den har samme fordelingsvirkning som en model uden aftrapning, vil den have samme sammensatte marginalsatser, når det hele regnes med.

Hvad koster det at indføre borgerløn?
Nu kommer vi til et springende punkt. Hvad vil det koste at indføre borgerløn? Forbløffende mange fortalere for systemet har slet ikke regnet på det, eller blot gjort sig forestillinger om det. Information havde en lang artikel om det finske systems anvendelighed i Danmark uden at beskæftige sig med så primitive detaljer!

Svaret på spørgsmålet afhænger helt af, hvor høj borgerlønnen skal være i forhold til de eksisterende overførsler.

Hvis ingen skal miste overførselsindkomst
Man kan som den ene yderlighed forestille sig, at de nuværende modtagere af overførselsindkomst ikke stilles økonomisk ringere, således at der bruges det samme på de nuværende overførselsindkomstmodtagere som i dag. Dermed kommer borgerlønnen reelt til at gå til de nuværende beskæftigede oveni, hvad de får i dag. Dem er der ca. 2,5 millioner af. Hvis alle skal have en borgerløn svarende til 800 euro om måneden oveni, mangler der ca. 650 euro, hvis vi begynder med at give dem skatteværdien af deres personfradrag. Det vil kræve 146 mia. kr. ekstra. Hvis vi finansierer det med at hæve skatten på arbejdsindkomst, skal marginalskatten for alle stige med 12,7 pct.

Dette er regnet før adfærd. Men vi ved, at en forøgelse af progressionen vil få entydig negativ virkning på arbejdsudbuddet fra de allerede beskæftigede. Og det er strengt taget det eneste, vi har gjort: At øge progressionen i beskatningen af arbejdsindkomst (og hvor borgerlønnen kan opfattes som et fradrag eller en negativ skat). Det er også det eneste, vi kan gøre, hvis vi vil holde overførselsindkomst helt skadesløs (hvordan vi præcis kan gøre det, er vi på nuværende abstraktionsniveau behageligt fri for at tage stilling til).

Der vil dog også være en vis positiv adfærdseffekt for personer på overførselsindkomst, som får mere ud af at arbejde (så længe de begunstiges af den højere progression – ellers gælder det modsatte). Pointen er imidlertid, at der skal enorme adfærdsvirkninger til, for at modvirke de negative virkninger for de beskæftigede. Der skal som sagt 146 mia.kr. til for at undgå en stigning i marginalskatten. Hvis vi f.eks. forudsætter, at hver overførselsindkomstmodtager vil øge sit arbejdsudbud svarende til, at der for hver ny fuldtidsbeskæftiget kommer 300.000 kr. ekstra i offentligt provenu, skal arbejdsudbuddet vokse med en halv million fuldtidsbeskæftigede. Det svarer til, at hver fjerde ikke-beskæftigede på overførselsindkomst skal i fuldtidsbeskæftigelse, eller hver anden af de ikke-beskæftigede overførselsindkomstmodtagere, der ikke er pensionister. Det er selvsagt komplet urealistisk.

Regnestykket illustrerer en central pointe. Det kan ikke lade sig gøre at indføre borgerløn, uden at sænke niveauet for overførsler til i hvert fald nogle af dem, der i dag modtager overførselsindkomst.

Hvis udgifterne til overførsler ikke må stige
En anden yderlighed er at regne på, hvad det vil betyde, at der indføresborgerløn for de udgifter, der i dag går til overførselsindkomster. Et helt simpelt regnestykke er, at knap halvdelen af alle voksne er på overførselsindkomst i stedet for at være i beskæftigelse – svarende til 2,2 millioner personer. De tegner sig for langt størstedelen af udgifterne til overførselsindkomst (men en mindre del går til beskæftigede). Hvis de nuværende udgifter skal fordeles på alle voksne i stedet, vil det altså medføre næsten en halvering af den gennemsnitlige overførselsindkomst for de ikke-beskæftigede.

I Finland er det åbenbart planen at holde folkepensionisterne uden for den nye borgerløn. I Danmark er det 1,1 million personer. Hvis man holder dem uden for regnestykket, bliver forholdet 1:3 mellem ikke-beskæftigede overførselsindkomstmodtagere og beskæftigede.

Lad os se lidt nærmere på tallene. Der udbetales godt 230 mia.kr. i indkomstoverførsler, bortset fra folkepension. Hvis vi omregner det til et efter-skatbeløb og fordeler det på alle i den erhvervsaktive alder, giver det en månedlig skattefri borgerløn på ca. 640 euro per måned (inkl. skatteværdien af det nuværende personfradrag). Vi kan altså ikke nå helt op på det finske niveau.

Nu er det regnet før adfærd. En nedsættelse af overførselsindkomsterne vil øge arbejdsudbuddet. Derfor kan man altså ikke udelukke, at man kan indføre en ordning i Danmark i stil med den finske.

Men det vil som sagt indebære en markant nedsættelse af niveauet for indkomstoverførsler for de ikke-beskæftigede. Det ligger i dag i gennemsnit på ca. 1.700 euro om måneden per ikke-beskæftiget overførselsindkomstmodtager (bortset fra folkepensionister). Ikke mindst overførselsindkomstmodtagere med børn vil komme til at gå tilbage, hvis der alene skal uddeles et fast beløb per voksen. Man kan selvfølgelig vælge også at give borgerløn til børn, men så bliver niveauet tilsvarende lavere.

En god idé – hvis omfordelingen falder
Når man skal overveje, om borgerløn vil være en god idé, afhænger svaret i virkeligheden af, hvad der sker med graden af omfordeling i skatte- og overførselssystemerne. Et borgerlønsystem kan være en fordel, hvis det fører til et samlet fald i omfanget af omfordeling. Omvendt vil øget omfordeling både betyde mere negative adfærdseffekter, og at vi kommer længere væk fra en liberal samfundsorden (i hvert fald så længe vi ikke sondrer mellem, hvor ”værdigt trængende” forskellige folk måtte være).

Derfor bør kriteriet være, om den samlede grad af omfordeling falder eller stiger. Falder den, vil det være en fordel at indføre borgerløn.

Det er næsten uundgåeligt, at omfordelingen vil vokse mellem de erhvervsaktive. Det skyldes, at borgerlønnen gør skatte- og omfordelingssystemet for de beskæftigede mere progressivt. Selv et skattesystem med en flad skat er progressivt, hvis der er et bundfradrag. Jo højere bundfradrag, jo større progression. Borgerlønnen virker på fuldstændig samme måde. I dag svarer personfradraget til en ”borgerløn” på ca. 150 euro/måned. Så medmindre borgerlønnen ikke bliver så lav, så øges progressionen.

Derimod er det næsten uundgåeligt, at omfordelingen til dem uden for arbejdsmarkedet falder. Det vil være ubetaleligt dyrt at opretholde det nuværende niveau for indkomstoverførsler til dem uden for arbejdsmarkedet.

Bedste argument: Hvis vi er på toppen af Laffer-kurven for topskatteyderne
Det bedste argument for borgerløn er måske, at beskatningen for de højest beskattede (topskatteyderne) har en tendens til at ramme toppen af Laffer-kurven, så der ikke kan presses ekstra provenu ud af de højest beskattede. Hvis vi alligevel er på toppen af Lafferkurven, så man er mere sikker på, at den samlede omfordeling ikke øges. Større progression i beskatningen af arbejdsindkomst (inklusive borgerlønnen til de beskæftigede) fører groft sagt til mindre samlet omfordeling: Jo højere borgerløn, jo lavere gennemsnitsskat for de højeste indkomster.
Pudsigt nok var Friedmans største betænkelighed, at en negativ indkomstskat vil kunne sætte gang i en politisk dynamik, hvor en koalition af de laveste indkomster i befolkningen bliver ved at med at skrue op for beskatningen. Men givet, at vi har nået toppen af Laffer-kurven, virker denne dynamik altså modsat. Derfor skal man i øvrigt nok ikke regne med, at der vil være flertal for borgerløn i Danmark.

De liberale borgerlønsforkæmpere?
Friedman er som sagt den mest kendte liberale borgerlønstilhænger, men også Hayek og Buchanan er blevet nævnt. Men det er vigtigt at gøre sig deres bevæggrunde klart. Friedman er ikke blind for ulemperne, men peger primært på mulighederne for at forenkle systemet. Det kræver ikke noget bureaukrati at udbetale det samme til alle. Friedmans begrundelse hænger også sammen med, at hvis der endelig skal omfordeles, er det bedst at omfordele penge og direkte. Penge er mere værd for borgerne end naturalier af den ene eller anden slags, og enkeltheden i borgerløn kan forhindre utilsigtede konsekvenser.

Buchanans overvejelser går på, om en generel borgerløn vil reducere grundlaget for politiske pressionsgrupper. Hvis alle får det samme, kan interessegrupper ikke målrette gevinsterne fra rent-seeking snævert til sig selv. Borgerløn kan derfor føre til mindre rent-seeking, end hvis interessegrupperne kan skræddersy ordninger til sig selv. Hans pointe er altså ikke ulig min pointe vedrørende Laffer-kurven ovenfor.

Hayek gik ind for, at en liberal forfatning bør have et minimum af indkomst til dem, der ikke kan klare sig selv. Der er altså ikke tale om en ubetinget borgerløn, men om, at man kan blive visiteret (må man forstå) til en minimumsindkomst, hvis man ikke kan skaffe anden indkomst. Han gik også ind for tvungen opsparing for at begrænse antallet af personer, som ikke kan forsørge sig selv.

Der er altså ingen af de tre, som så borgerløn som et gode i sig selv. Men afhængigt af alternativet kan det være værd at overveje. Det gælder for så vidt også i Danmark i dag.

Jeg tvivler dog på, at det vil være politisk muligt at komme i gennem med en model, som vil betyde et reelt fremskridt. Det vil som sagt kræve, at vi får nedbragt omfordelingen væsentligt.

Den offentlige sektor, uddannelsessystemet og noget om at smide gode penge efter dårlige

På SFs hjemmeside informerer man os under overskriften Bedre service for de samme penge er en utopi“, at det ikke er muligt at bevare den offentlige service med mindre man øger bevillingerne, hvilket der lægges op til i regeringens aftale med KL, hvorefter kommunerne alene kompenseres for pris- og omkostningsudviklingen.

Men måske burde overskriften på SFs hjemmeside have været  “Bedre service for flere penge er en utopi”, for på trods af “verdens største” offentlige sektor og “verdens højeste skattetryk” er det mere end tvivlsomt at vi også har “verdens bedste service”.

At servicen reelt meget vel kan blive ringere er så en anden sag. Men det skyldes alene de metoder hvormed man sikrer overholdelse af budgettet (hvis man altså overholder det) og det faktum, at prioriteringer også indgår i det politiske spil om de kommende års mia. af kroner. Der eksisterer i det danske regelsæt der reguelrer overførsler fra staten og udligningsordninger ikke noget incitament til en reel effektivisering og omkostningsstyring – tværtimod. Derimod er der en tendens til, at de foretrukne områder der må holde for bliver de der er synlig for borgerne, for at der kan være plads til den “nødvendige” udvidelse af den administrative kapacitet 🙂 Det sikrer den fornødne negative offentlige debat og styrker positionen i forhold til næste års forhandlinger.

Når man sammenligner det offentlige forbrug i Danmark må man ikke kun spørge sig selv, hvorfor nogen kan få den tanke at en manglende oplevet kvalitet skyldes at man bruger for få penge. Man må også spørge sig selv hvorfor man ikke for længst i langt højere grad har indraget det faktum, at andre lande har et væsentligt lavere offentlig forbrug – også lande hvis samfundsmodel minder om vores egen socialdemokratiske, uden man derfor nødvendigvis kan tale om en lavere kvalitet.

Nedenstående figur er hentet fra Dansk Erhvervs tidsskrift “Perspektiv” nr. 47 og er et forsøg på at illustrere hvor meget mindre det offentlige forbrug ville være, hvis bare det var på niveau med en række sammenlignelige lande. Og som det fremgår er der tale om ganske store summer. Hvis vi for eksempel havde et forbrug på niveau med Sverige, ville vi således spare 38 mia. kroner, eller lig med ca. 2 x efterlønsreform. Hvis vi havde et forbrug på niveau med Finland ville vi spare hele 84 mia. kroner.

Læs resten