Tag: flygtninge

Ny viden om ulandsbistand ved EPCS-konferencen

Jeg er pt. på vej hjem fra den årlige konference i the European Public Choice Society, der i år var på CEU i Budapest. Konference var, som tidligere år, et af årets højdepunkter – både videnskabeligt og socialt. Videnskabeligt reflekterede den helt særligt, hvor meget interessant forskning i ulandsbistand, der foregår i public choice og politisk økonomi for tiden. En del af denne forskning er centreret omkring Axel Drehers Lehrstuhl ved universitetet i Heidelberg, og hans glimrende hold af PhD-studerende og post docs, og omkring gruppens venner. To præsentationer var specielt interessante, den ene af rent videnskabelige grunde, mens den anden er ekstremt relevant i politiske diskussioner. En handlede om donorer, mens den anden handlede om bistandens konsekvenser for flygtningestrømme

I formiddags præsenterede Angelika Müller og Andreas Fuchs (Heidelberg) et papir, der er særligt spændende fordi det stiller spørgsmål ved en række tidligere studier. Deres centrale spørgsmål er en variant af et gammelt spørgsmål i international political economy, hvor en hel litteratur har undersøgt, hvorfor nogle lande giver mere ulandsbistand til bestemte lande. Hele litteraturen handler derfor om den såkaldt intensive margin, eller med andre ord hvor stor den samlede bistand er. Müller og Fuchs ser i stedet for på den ekstensive margin, dvs. hvornår lande overhovedet begyndte at give bistand til fattige lande. De kan dermed også give et vist svar på, hvorfor lande som f.eks. Marokko og Kasakhstan i dag giver bistand, og hvorfor man i stigende grad ser bistand fra ’ikke-traditionelle’ donorer og autokratier?

Müller og Fuchs ser på 111 lande siden 1945 og kan observere, hvornår landene begynder at give bistand, målt på året hvor landet gav den første bistand, introducerede en institution til at administrere bistanden, og året hvor de introducerede lovgivning omkring bistand. De foreløbige resultater peger på, at lande med større offentlige forbrug og lande der er politisk tæt på USA eller Rusland er startet senere, mens større og rigere lande typisk er begyndt at give bistand noget tidligere. En af overraskelserne er, at hverken demokrati eller de indenlandske, politiske forhold, de kan tage hensyn til, er vigtige. En række af de teorier, der flyder rundt i den politologiske litteratur, passer dermed ikke med hvad vi nu ved om den historiske timing af ulandsbistand.

Tidligere på konferencen tiltrak Axel Dreher, Andreas Fuchs og Sarah Langlotz (også Heidelberg) et større publikum til deres præsentation af deres studie af bistand til flygtninge. Deres udgangspunkt er, at der ofte eksisterer en implicit – og nogle gange en helt eksplicit – aftale om, at mere ulandsbistand betyder at lande tager deres borgere tilbage eller evt. ’sender’ færre migranter. Der mangler ikke argumenter for, hvorfor bistanden kunne reducere migrantstrømmene: Nogle politikere og meningsdannere påstår, at bistanden giver bedre udvikling og derfor bedre muligheder for folk i deres hjemlande, at den måske påvirker folks uddannelse, og at bistand hjælper lande med at håndtere naturkatastrofer og andre begivenheder, der ellers kan skabe migrantstrømme mod Europa og andre vestlige lande. Omvendt ved man, at rigere lande tiltrækker flere flygtninge og indvandrere, og ulandsbistand kan ofte signalere rigdom.

Et af problemerne med at studere emnet er, at der er et indlysende kausalitetsproblem: Bistanden kunne påvirke migrantstrømmene, men større migrant- og flygtningestrømme giver også vestlige lande større incitament til at give bistand. Heldigvis har Dreher og Langlotz tidligere introduceret en forrygende approach til at løse endogenitetsproblemet (læs her), som de gør brug af sammen med Fuchs.

De tre tyske økonomer fokuserer på alle DAC-donorer, og ser på migrantstrømme fra 156 lande i perioden mellem 1976 og 2014. Resultaterne af studiet er ganske pudsige, da de ikke finder nogen evidens for på monadisk niveau. Med andre ord er der ingen indikation for, at bistand påvirker hvor mange mennesker, der migrerer fra enkeltlande. Bistanden som helhed ser dermed ikke ud til at påvirke strømmene af indvandrere og flygtninge. Men fokuserer man i stedet på det dyadiske niveau, dukker der anderledes klare resultater op.

Billedet, som Dreher, Fuchs og Langlotz finder, peger på at mere ulandsbistand giver væsentligt færre flygtninge, men at bistanden primært flytter flygtninge og indvandrere til lande, der er tæt på deres hjemlande. I dansk politisk tale betyder det, at bistand ’holder folk i deres nærområde’. Bistand til nabolande er således negativt forbundet med flygtningestrømme til Vesten, men ikke til flygtninge- og indvandrerstrømme som helhed.

Det sidste spørgsmål er derfor, om man de facto køber man politisk samarbejde med bistanden. Selvom de tre tyskere omhyggeligt sørger for, ikke at konkludere for meget, finder de klare indikationer for ideen. Virkningen af bistand er således større, jo politisk tættere lande er på hinanden i FNs Generalforsamling. For Syrien er der f.eks. ingen konsekvenser, mens bistand til lande, det er ’lettere’ at forhandle med, udløser mindre migrantstrømme. Dreher-holdets svar er derfor, at svaret er ja – man kan betale lande for at holde migranter væk fra de vestlige lande. Bistanden får dem med andre ord til at strande halvvejs. Som Martin Paldam lakonisk noterede efter præsentationen, har bistanden sandsynligvis bidraget til at skabe de enorme flygtningelejre i f.eks. Mellemøsten, hvor folk lever miserable og tomme liv. Om det er godt eller skidt, afhænger af ens politiske synspunkter.

Taharrush er kommet til Europa

2015 blev året, hvor der for alvor kom gang i flygtninge- og migrantstrømmen til Europa. Menneskestrømmen var så stor, at man nærmest kunne tale om en veritabel folkevandring. Det borgerkrigshærgede Syrien var ikke det eneste land, som mennesker flygtede fra, eller valgte at forlade. En lang række lande i Mellemøsten, Afrika og Asien figurerede også i Eurostats  statistikker, fx. Afghanistan, hvorfra angiveligt kom mange uledsagede mindreårige. Men også lande, hvor det er relativt sikkert at opholde sig, bidrog, bl.a. Iran, Pakistan og Bangladesh.

Det var især Tyskland og Sverige, som blev udset som mål for permanent ophold i Europa. Tyskland modtog omkring 1 million flygtninge og migranter, mens Sverige modtog 163.000 asylansøgere, hvoraf ca. 70.000 var mindreårige. Dertil kan lægges et ubestemt antal, som ikke søgte asyl, men opholdt sig illegalt i landene.  Presset var så stort, at vi midt i 2016 stadig venter på den endelige opgørelse.

europe-borders-and-fences-map_02

De tyske og svenske politiske lederes reaktion var i første omgang imødekommende  overfor de mange nye mennesker i Europa Meldingen var, at man nok skulle skaffe husly til alle dem, som ønskede at søge asyl. Den folkelige reaktion var mindre entydig, men i Tyskand var dagene i august 2015, præget af folkelige manifestationer, hvor flygtningene og migranterne blev budt velkommen med jubelråb, flag, tæpper, mad og drikke. Den tyske kansler, Angela Merkel bifaldt dette, og lod sig fotografere, mens hun omfavnede flygtninge- og migranter, og tog selfies sammen med dem. Angela Merkel blev berømt eller berygtet for hendes vi-har-plads-bemærkning. ”Wir schaffen das”.

merkel_migrantselfie

Men alt var bestemt ikke uproblematisk. Med jævne mellemrum berettede tyske medier om overgreb på kvinder og kristne i de overfyldte flygtningelejre. Ved enkelte lejligheder blev der ligefrem rapporteret om massevoldtægter. I Danmark skabte det med få undtagelser dog ikke overskrifter i medierne.  Men hvis man fulgte med på de sociale medier, kunne man bemærke en veltilrettelagt velkomstkampagne, da flygtningestrømmen nåede Danmark i september 2015. Debatten om, hvordan flygtningene og migranterne konkret skulle modtages, foregik ikke altid i lukkede fora, men i nogle tilfælde helt i det åbne, og nogle vil sige uforsigtigt, på bl.a. Facebook. Igen og igen blev det fremhævet, at budskabet til den danske befolkning kun måtte være rosenrødt. Alle negative historier skulle undgås, for ikke at sige undertrykkes. Kritikere skulle stigmatiseres som racister.

refugeeswelcome1

Men det måtte jo få en ende.

Allerede få uger efter, at Merkel havde givet grønt lys til flygtningene og migranterne, meddelte Tysklands indenrigsminister, Thomas de Maizière, at bristepunktet var ved at være nået, og at man muligvis ville indføre grænsekontrol. Imens voksede den indenlandske kritik af Merkels immigation- og asylpolitik, ligesom kanslerens approval ratings raslede ned fra ca. 75% til blot 46% i løbet af få uger.  Den politiske tolerancetærskel var endnu lavere andre steder, især i Central- og Østeuropa. Den 24. september begyndte Ungarn at forsegle grænsen til Slovenien med et grænsehegn, og i ugerne og månederne efter faldt EU’s åbne grænser—en hovedhjørnesten i  Schengensamarbejdet—som dominobrikker. Selv Sverige fik til sidst nok, og indførte grænsekontrol. Danmark, Norge og Finland fulgte kort tid efter.

Men det værste var endnu i vente. I timerne efter at nytåret til 2016 var skudt ind, eksploderede det.

I første omgang fik det ikke megen opmærksomhed i medierne. De to lokale Kølnaviser havde nogle korte notitser i deres lørdagsudgaver (2. januar), men om mandagen spredte dækningen sig til samtlige tyske medier. Mediedækningen var så massiv, at man skulle tilbage til terrorangrebet d. 11. september 2001 eller Murens fald i 1989, for at finde mage. Opmærksomheden var særlig stor omkring, hvad der var sket i Køln.  Her var kvinder i alle aldre blevet omringet og angrebet af hundredvis af unge mænd af arabisk herkomst. Selv i skrivende stund venter vi på de endelige tal, men den foreløbige rapport, som blev lækket i juli  2016, taler om, at mindst 2.000 mænd var involveret. Kvinderne blev befamlet og gramset på alle deres kønsdele,  fingre blev stukket op, og enkelte kvinder blev regulært massevoldtaget. Siden blev det rapporteret, at en lang række  europæiske byer i større eller mindre udstrækning var blevet udsat for det samme, fx Hamburg, Düsseldorf, Bielefeld, Stuttgart, Wien, Salzburg, Zürich og Kalmar. Begivenhederne var et vidnesbyrd om, at taharrush for alvor var kommet til Europa.

Hvad er taharrrush?

Taharrush er arabisk og betyder  chikane af seksuel natur Begrebet kan føres tilbage til 1950’erme, men der blev først rapporteret om det i forbindelse med folkeafstemningen om en ny egyptisk forfatning i maj 2005. Ved den lejlighed ankom flere hundrede mænd angiveligt i busser til Tahrirpladsen i  Kairo, og begyndte derefter at angribe kvinder.  Fænomenet eskalerede ved Eid-festivalen i oktober året efter, da en gruppe mænd i timevis angreb kvinder på Talaat Harb-gaden i Kairo, mens politiet igen passivt så på.

I februar 2011 fik taharrush-fænomenet for alvor international opmærksomhed, da tv-stationen CBS’ korrespondent Lara Logan blev angrebet ogkrænket seksuelt angrebet af ca. 200 mænd d. 11 februar 2011 på Tahrirpladsen i forbindelse med hendes rapportering om det arabiske forår. Lara Logan har senere fortalt om det i programmet 60 minutter.  I programmet siger Logan bl.a.:

”Our camera battery went down. And we had to stop for a moment. And suddenly Bahaa (en lokal ”formidler, ks”)  looks at me and says,”We’ve gotta get out of here.”… I was told later that they were saying “Let’s take her pants off.” And it’s like suddenly, before I even know what’s happening, I feel hands grabbing my breasts, grabbing my crotch, grabbing me from behind. I mean – and it’s not one person and then it stops – it’s like one person and another person and another person. And I know Ray is right there, and he’s grabbing at me and screaming, “Lara hold onto me, hold onto me.” As she was pulled into the frenzy, the camera recorded Lara’s shout: “Stop!” 

Mere end en dusin kvindelige rapportere blev angrebet den aften, men siden bredte taharrush-fænomenet sig som en ildstorm.  Mellem juni 2012 og juni 2014, blev der rapporteret om 500 episoder alene i Egypten.  Siden kom taharrush altså også til Europa, og nytårsnat blev ikke eneste gang, at europæiske kvinder blev seksuelt massekrænket.

Det er nærmest ironisk at erindre om, at svenske kvinder, som hyldede ”humanismen og anti-racismen” under den årlige ”We are Sthlm-somerfestival i Stockholm både i 2014 og 2015 blev omringet og seksuelt skændet af en større gruppe unge mænd af arabisk herkomst.  Episoderne fik stor opmærksom på de sociale medier, men blev fortiet af de svenske medier.

The Circle of Hell

I  Egypten tales der om 14 former for taharrrush, De mest almindelige er taharrush jamai og taharrush jinxi. Taharrush jamai har karakter af et regulært sexspil mellem mænd, hvor de mest aggressive sågar kan vinde priser for at forulempe flest mulige kvinder.  Uanset formen er det  et karakteritisk træk ved taharrush, at det finder sted ved begivenheder, hvor tusindevis af mennesker er samlet, ofte ved højtider, typisk religiøse festivaler, ved fejringer såsom nytårsaften eller karneval, eller under koncerter og musikfestivaler.

Planlagt og organiseret

I langt de fleste tilfælde er taharrush planlagt og organiseret. De unge mænd, som gerne er i alderen 15-30 år deler sig op i større eller mindre grupper.  De store grupper kan tælle flere hundrede mænd, de mindre grupper blot en snes. Ofte udpeges ofrene på forhånd. Den store gruppe mænd omringer så ofret – dette kaldes for helvedesringen – the circle of hell –mens de mindre grupper skærmer  tredjepersoners udsyn til ringen, og bevidst forhindrer dem i at komme offeret til hjælp. Mens offeret forulempes, giver nogle mænd indtryk af, at de vil hjælpe offeret, men det er kun en afledningsmanøvre for både at distrahere offeret og andre. Ofrene er  som påpeget kvinder, og erfaringerne fra Egypten viser, at de kan være i alle aldre mellem 7 og 70.

Medietavshed og ‘victim blaming’.

Man burde tro, at så voldsomme begivenheder, der fandt sted i især Køln nytårsnat også ville få meget omtale i de danske medier. Men det var ingenlunde tilfældet. De danske aviser og tv-stationer var fuldstændigt tavse som graven i de første mange dage efter nytåret. Man skulle helt frem til næsten en uge efter nytårsaften, før de danske medier omtalte, hvad der var sket. Som mangeårig kender af tysk politik var det nærmest en surrealistisk oplevelse at overvære.

Fornægtelsen og tavsheden var massiv, også i Tyskland. Fx påstod Kølns overborgmester Henriette Reker hårdnakket, at der ikke havde været nogen flygtninge og migranter blandt de hundredvis af seksuelle gerningsmænd i Køln. Forinden havde byens politichef, Wolfgang Albers taget sin afsked, efter politiets manglende indsats nytårsnat og manglede bestræbelser på at undersøge sagen nærmere.

Overborgmesteren stoppede ikke her. Hun gik videre, og gjorde sig skyldig i regulær ’victim blaming’ ved at påpege, at  kvinder burde tænke over, hvilket tøj, de tager på, og at tyske kvinder havde behov for et adfærdskodeks, som udstak retningslinjer for, hvordan man bl.a. gebærder sig i nattelivet. Den tyske offentlighed  var rystet over overborgmesterens udtalelser.

‘Victim blaming’ er specielt udbredt i Egypten, hvor taharrrush florerer, og der er en tæt statistisk korrelation mellem ‘victim  blaming ‘ og respondenternes socioøkonomiske baggrund. 

Men så kom der endelig skub i tingene. Der blev etableret efterforskningshold, som skulle lede efter gerningsmændene og i den forbindelse bl.a. gennemse timevis af videooptagelser.  Den første større rapport blev fremlagt i  star ten af april. Den var bl.a. baseret på 1178 timers videooptagelser. Med dette udgangspunkt blev 153 personer sigtet. Af de 153 var ikke færre end 149 udlændinge, altovervejende af marokkansk eller algerisk baggrund.  68 af de 153 sigtede var asylansøgere, 18 opholdt sig illegalt i Tyskland og 47 personers udlændingeretliges status var ikke klarlagt. 4 havde status som mindreårige uden ledsagere.  Overborgmester Henriette Rekers båstand, om at der ikke var flygtninge og asylansøgere blandt gerningmændene var lodret forkert, og hun lignede nu en vingeskudt fugl.

Taharrush gentager sig i Europa

I mellemtiden have Køln på ny oplevet en alvorlig taharrush-episode. Under karnevallet i starten af februar blev hundredvis af kvinder igen omringet af seksuelt krænket af unge mænd af arabisk herkomst. Denne gang greb politiet dog ind, og 180 blev anholdt.

Under den årlige Schlossgrabenfest i Darmstadt i delstaten Hessen i slutningen af maj 2016 var den gal igen. Denne gang modtog politiet 26 anmeldelser om seksuel chikane.

Så sent som i starten af juli, kunne en ny by føje sig til listen over europæiske byer, som var blevet udsat for taharrush. Denne gang var det den svenske by Karlstad. I forbindelse med gratisfestivallen ”Putte i parken” modtog det svenske politi 35 anmeldelser om seksuel chikane. I mellemtiden var Östersund i det nordlige Sverige også blevet ramt.

Taharrush i Danmark?

 Der er ikke blevet rapporteret om alvorlige tilfælde af taharrush i Danmark. Hermed ikke være sagt, at det ikke har fundet sted. Fx blev der skrevet om det i forbindelse med en musikfestival i Thy tidligere på året.

Men i og med, at fænomenet har bredt sig som en ildstom i Nordafrika og i de seneste år til Europa, bør man være opmærksom på, at taharrush også kan blive et problem i Danmark. Det vil formentlig finde sted under begivenheder, hvor mange unge mennesker er samlet og i et område, hvor mange asylansøgere opholder sig. Asylansøgerne fra Mellemøsten er først og fremmest unge mænd i alderen 20-30. I og med at flygtninge- og migrantstrømmen er løjet voldsomt af, efter der i starten af året blev indført grænsekontrol, er risikoen for taharrush i Danmark blevet markant mindre, men at det sker, kan ikke udelukkes, og også danske kvinder bør være årvågne.

 

 

Sverige strammer endelig sin asylpolitik, men vil det bremse indvandringen?

Tirsdag den 24 november 2015 vil gå over i historien som dagen, hvor Sverige opgav sin sin status som humanitær stormagt, og fundamentalt ændrede sin asylpolitik, så den med virkning fra april 2016 kun vil opfylde EU’s minimumskrav. U-vendendingen skal ses i lyset af, at landet fungerer  som en magnet på flygtninge og økonomiske migranter. Med forventet 180.000-190.000 asylansøgere i 2015, og mindst ligeså mange i 2016, hvortil man kan tillægge familiesammenføringer (her kan man gange med en faktor 2,4), vil antallet af nytilkomne nærme sig den lille million, eller ca. 10% af Sveriges befolkning. Det kan Sverige hverken økonomisk eller kulturelt holde til, og det har den rødgrønne svenske regering omsider indset.

Asylstramningerne  vil bl.a. indebære, at:

• flygtninge ikke længere kan få automatisk kan få permanent opholdstilladelse med mindre de er kvoteflygtninge (i alt 5.000), eller de er under 18 år med eller uden familie. For andre vil opholdstilladelsen fremover være 3 år. Flygtninge med særligt beskyttelsesbehov kan få deres ophold forlænget med et år.

° Hvis en flygtning ønsker ophold udover de 3 år, skal pågældende præstere en skattepligtig indkomst, der viser at vedkommende kan forsørge sig selv (selvforsørgelseskrav).

• Endelig kan asylanter kun blive familiesammenført med deres allernærmeste familie, og det vil formentlig også indebære et skærpet forsøgerkrav.

Set i sammenhæng med de danske asylregler og de 34 asylstramninger, som V-regeringen fremlagde i midten af november, er de  svenske stramninger ikke særligt vidtgående. Eftersom Danmark har forbehold for EU’s asylpolitik, er Danmark ikke forpligtet til at overholde EU’s minimumskrav, men kan have, og har, langt strammere regler. Men der er også andre grunde til, at svenskerne ikke skal håbe på, at den ny asylpolitik vil bremse Sverige tiltrækningskraft på migranter.

Et karakteristisk træk ved flygtningestrømmen til Europa (vi ser et øjeblik bort fra økonomiske migranter) er, at der er vendt op og ned på det normale mønster. Det normale mønster er, at flygtninge (især krigsflygtninge) blot søger i sikkerhed, hvilket de kan finde i nærområderne. Derfor flygtede  de syriske krigsflygtninge ved borgerkrigens begyndelse altovervejende til Libanon, Tyrkiet og Jordan. Men fra og med 2014 er de i stigende grad migreret videre til Europa, og der er der blevet vendt op og ned på det hele: Frem for at søge asyl i Grækenland eller et af de første EU-lande, de kommer til (asyl kan de søge, fordi hverken Tyrkiet, Libanon eller Jordan er medlem af FN’s flygtningekonvention), rejser de flere tusinde kilometer for at nå deres bestemmelsessted. Nogle strander ganske vist i Grækenland, Bulgarien eller Ungarn, fordi de ikke har råd til at rejse videre, men langt de fleste søger til Tyskland eller Sverige med henblik på at skabe sig en tilværelse der. De starter som flygtninge i fx Tyrkiet, efter noget tid migrerer de gennem adskillige sikre lande med henblik på at ende som indvandrere i det land, de opfatter som mest attraktivt.

Den norske forsker Jan-Paul Brekke gennemførte for nogle år siden en undersøgelse af, hvorfor flygtninge søgte asyl i Norge. Undersøgelsen( ‘Why Norway?’, 2010), der var interviewbaseret, nåede frem til, at ‘fremtidsmuligheder’ og ‘sociale netværk’ var vigtigere end asylpolitikken i bestemmelseslandet.

Ved fremtidsmuligheder forstod Brekke bestemmelseslandets velfærdssystem (herunder velfærdsydelser), muligheden for at få en uddannelse, mulighederne for at opfostre børn og mulighederne for at finde arbejde. Sverige scorer højt på samtlige parametre, og formentligt samlet set højest blandt alle 28 EU-lande, og det kommer den nye svenske asylpolitik ikke til at røre ved.

Den næstvigtigste faktor (bortset fra sikkerhed som jo gælder i alle EU-lande) var i følge Brekke ‘sociale netværk’. Herved forstås, at man allerede har familie og venner i bestemmelseslandet, og at der bor mange fra hjemlandet i dette land. Denne faktor kan man i bred forstand kaldes for diaspora. Som traditionelt indvandrerland opfylder Sverige i høj grad også dette kriterium, og derfor er der grund til at tro, at Sverige også fremover vil fungere som magnet for især syrere, afghanere og irakere, som i 2015 har domineret indvandringen i Sverige.

Dertil kan man tilføje Sveriges asylpolitik. Ifølge den svenske regerings udspil er der ikke lagt op til, at de svenske asylanerkendelsesprocenter skal reduceres markant. Disse er i forvejen blandt højeste i EU. Hvor anerkendelsesprocenten for syriske flygtninge er omkring 100% i både Danmark og Sverige, er det langt lettere for afghanere og irakere at opnå asyl i Sverige end i Danmark. Anerkendelsesprocenten i 2015 har for afghanere været 76,6% i Sverige mod kun 34,7% i Danmark, og for irakere 58,1% i Sverige mod kun 28,6% i Danmark. Sålænge Sverige ikke ændrer på den praksis, vil dette i sig selv fastholde landet som asylmagnet. Som det fremgår af figuren herunder er asylchancerne for afghanere og eritreere også gunstigere i Sverige end i Tyskland, mens det omvendte forholder sig for irakere. Det skal tilføjes, at anerkendelsesprocenten for irakiske asylansøgere er endnu højere (82%) i Finland, og det forklarer hvor Finland har fungeret som en magnet på netop irakere. I efteråret ændrede Finland dog den praksis, og det har stoppet strømmen af irakiske asylansøgere. Dette viser også, hvor vigtigt anerkendelsesprocentparametret er blevet. Hvis Sverige vil bremse migranttilstrømningen må det nødvendigvis gennemføre meget markante stramninger på dette område.

 

anerk-proc-4-nationalit

Hvis Sverige fremover vil indføre begrænsede opholdstilladelser, skal man også gennemføre en langt mere konsekvent hjemsendelsespolitik. I Sverige befinder der sig et meget stort antal, som gennem årene har fået afslag på deres asylansøgning, men som stadig befinder sig i landet. Der skydes på 50.000-75.000. Samtidigt er det gået ned ad bakke med effektiviteten i hjemsendelsespolitikken. I 2012 forlod 64% af de afviste asylansøgere Sverige,  2013 faldt andelen til 57% og i 2014 faldt den til 52%, dvs. kun lige godt halvdelen af de afviste asylansøgere forlod Sverige. Denne udvikling forklarer, hvorfor antallet af personer, der opholder sig illegalt i Sverige er steget eksplosivt. Det svenske politi har tilkendegivet, at det ikke har ressourcer til at opspore de mange illegale, men den byrde de står overfor, vil blive meget større, hvis Sverige implementerer den asylpolitik, som det i dag har annonceret.

Intern krig i den tyske regering om flygtningepolitikken? Er en kovending på vej?

I Tyskland er stabilitet og orden alfa og omega. Sådan har det været i hele efterkrigstiden. Disse grundprincipper er blevet rystet i deres grundvold af Angela Merkels velkomstpolitik. I den seneste måned er Merkel blevet belejret af kritikere fra alle tyske regeringpartier. Inden for Merkels eget parti, CDU, har seniorparlamentsmedlemmer udtalt, at det efterhånden er blevet svært at få øje på nogen, der støtter Merkels linje i flygtningepolitikken. Hårdest har kritikken været fra CDU’s søsterparti, CSU, anført af Bayerns ministerpræsident Horst Seehofer. Han stillede tidligere på ugen et ultimatum til Merkel om at få styr på flygtninge- og indvandrerpolitikken. Ellers ville CSU forlade regeringen.

Merkel er nu omsider ved at rette ind.

Torsdag aftalte de tre regeringspartnere en plan for de mange migranter, der er kommet til landet. De er især fra Balkan-landene, men også fra Afghanistan, som Tyskland ikke opfatter som flygtningeland.

De tre regeringspartier er enige om, at disse migranter skal forlade Tyskland. Hvordan det skal ske, er ikke helt klart. Men man er enige om, at migranterne skal melde sig til bestemte ankomstcentre, hvor de vl blive registreret og få uddelt et ID-kort. Desuden er det et strengt krav, at migranterne kun må opholde sig i nærheden af ankomstcentene. Bryder de denne regel, vil de med magt blive udvist af Tyskland. Desuden vil man i Afghanistan finansiere oprettelsen af lejre, hvor migranterne kan opholde sig, hvis der skulle være behov for det.

Nu kommer turen til den almindelige flygtningepolitik.

Fredag holdt indenrigsminister Thomas de Mazière en tale, hvor han signalerede en sensationel kovending i politikken overfor de mange syriske flygtninge. Mazière sagde, at flygtningepolitikken vil blive strammet, så syriske flygtninge nu kun kunne få subsidiær beskyttelsesstatus for ét år ad gangen, og at de ikke vil få ret til familiesammenføring.

Talen tiltrak store overskrifter i den seriøse Frankfurter Allgemeine Zeitung og i engelske The Guardian.

Senere på dagen dementerede Peter Altmeier (CDU), som er regeringskoordinator i flygtningepolitikken, planerne. Horst Seehofer, derimod jublede, og talte om, at den ny politik var en sensationel kovending fra “den politiske velkomstkultur til en realistisk flygtningepolitik”. Maziére derimod kom med forskellige og modstridende udtalelser, som signalerer, at der formentlig nu også foregår et internt politisk slagsmål i regeringen på dette centrale område.

Skulle den tyske indenrigsministers planer blive virkelighed, kan det får alvorlige konsekvenser for Danmark. Det vil nemlig betyde, at den tyske asylpolitik overfor syriske flygtninge vil blive mere restriktiv end den danske. Torsdag signalerede den svenske regering, at landet ikke kan tage imod flere flygtninge, og at disse vil blive sendt tilbage til Danmark og Tyskland. Hvis flygtningene ikke længere kan søge mod deres mest foretrukne destinationslande, fordi de enten afskæres fra det, eller fordi det er blevet mindre attraktivt, vil det stille Danmark i en meget sårbar situation.

Flygtninge- og migrantstrømmen fortsætter nemlig med uformindsket styrke, og over vinteren forventes flere hundredtusinde at ankomme til Europa.

EU-landene spiller i øjeblikket et ‘not in my backyard’-spil, hvor de efter tur enten genindfører grænsekontrol eller strammer deres flygtningepolitik. Senest har Finland skærpet sin asylpolitik overfor irakiske flygtninge markant, hvilket markant har bremset tilstrømningen af denne folkegruppe, som dominerer flygtninge til Finland. Torsdag meldte Sverige ud, og fredag blev det udstillet, at der også kan ske noget afgørende i Tyskland.

Meningsmåling: Tyskernes bekymring for indvandringen er voksende

Tyskernes bekymring for indvandringen vokser stadig ifølge en meningsmåling foretaget af Allenbach-instituttet for Frankfurter Allegmeine. Undersøgelsen blev gennemført 3-16 oktober, og offentliggøres onsdag.

• 54% af respondenterne er nu ‘stærkt bekymret’ for udviklingen mod 40% i august, mens andelen som er rimeligt ubekymret er faldet fra 45% til 38%.

• 56% mener, at der skal sættes absolutte grænser for, hvor mange flygtninge Tyskland kan tage, mens et meget stort flertal mener, at Tyskland kun skal tage imod flygtninge, mens migranter skal sendes retur. Ifølge den tyske forfatning (§16) er Tyskland forpligtet til at give flygtninge asyl.

• 62% er bekymret for, at Tyskland via flygtningestrømmen infiltreres af terrororganisationer, mens 64% mener, at flygtningestrømmen i højere grad er forbundet med ricisi end muligheder.

• CDU/CDU-koalitionen er gået tilbage fra 42% til 38%. Det EU- og indvandrerkritiske ‘Alternative für Deuschland’ er gået stærkt frem i de senere måneden fra 0% til 7%, og ville blive repræsenteret i Forbundsdagen, hvis der var valg nu. Det næste valg er i 2017.

Angela Merkel er gået stærkt tilbage i sine popularitetsmålinger, og befinder sig nu på laveste niveau siden 2013. Men hun har ingen reel udfordrer. Horst Seehofer (CSU) er kun mere populær i Bayern og i det gamle Østtyskland.

Horst Seehofer, der er ministerpræsident i Bayern, er Merkels stærkeste kritikter. Senest har han udtrykt tvivl ved, om den gamle koalition mellem CDU og CSU kan holde, hvis koalitionen bliver ved med at gå tilbage i meningsmålingerne i det tempo det sker nu, ligesom han er stærkt bekymret for den splittelse og tendens til radikalisering, som sker i Tyskland som følge af Merkels flygtningepolitik.

Til gengæld er det lykkedes for CSU og Seehofer at stramme Tysklands flygtningepolitik, så der nu ofte er grænsekontrol, og man arbejder på at indføre grænsezoner. Men det går meget sløjt med implementeringen af disse zoner, hvilket Seehofer betragter som et bedrag.  Når der er gennemført kan migranter tilbagevises ved grænsen. Desuden har regeringen under Merkels ledelse udsendt et klart politisk signal om, at migranter ikke er velkomne. Det har ført til, at kun ganske få migranter nu søger til Tyskland.

 

Tyskland møder muren

På 25-årsdagen for Tysklands genforening har landet mødt muren.

Masseindvandringen, som formentlig vil passere millionen i 2015, presser på alle leder og kanter det tyske samfund. Menneskestrømmen synes der ingen ende på. Lørdag meddelte den kroatiske indenrigsminister Ranko Ostojic, at Kroatien i de sidste tre uger har registreret mere end 100.000 nye flygtninge og migranter. Alene i september 2015 har Tyskland registreret mere end 200.000. Det faktiske tal, som er ankommet til Tyskland, er dog meget højere, eftersom mange bruger landet som transitland i deres færd mod de nordiske lande. Fx. forventer Finland i 2015 50.000 asylansøgere mod blot 3.600 i 2014. (1)

DWO-IP-Asylantraege-2015-August-ag-Antraege-Aufm-Kopie

Angela Merkels politik er, at der skal gives plads til alle legitime asylansøgere, især dem som flygter fra borgerkrigene i Syrien, Irak og Eritrea. Men Europas (og Tysklands) åbne grænser gør det også muligt for hundredtusindvis af økonomiske migranter at nå til Tyskland. Der er bare ikke plads til dem. Tyskland har mødt muren.

Bayern overvejer at indføre totalstop for flere flygtninge og migranter. Områderne i andre dele af Tyskland, fx. Hamburg, meldes også at være blive fyldt op. I mange flygtningelejre er der blev indført en uformel hakkeorden, hvor dem som kommer (eller påstår, at de kommer) fra Syrien, har førsteret til en seng under tag. Andre må sove udenfor på jorden i en sovepose eller med et tæppe omkring sig. Situationen er uholdbar, for om få uger bliver det vinter.

Samtidigt vokser presset på kansleren for at sikre Tysklands grænser. Fra koalitionspartneren SPD, fra det bayeriske søsterparti CSU, og fra Merkels eget parti, CDU. Indenrigsminister Thomas de Maiziére (CDU) taler om behovet for at indføre transitzoner ved de sydlige grænser, men det har Kommissionen straks erklæret som værende uforeneligt med EU’s regler. Bayerns finansminister Markus Söder foreslår et generelt asylstop med den begrundelse, at Tyskland “ikke kan redde hele verden”, men dette forslag er forfatningsstridigt. Sålænge Tyskland vil EU, og sålænge Tyskland vil sin egen forfatning, har landet intet andet valg end at tage imod de hundredtusindvis af flygtninge.

Merkels egen demarkationslinje trækkes ved flygtninge fra de borgerkrigshærgede områder i Syrien, Irak og Eritrea, men omkring de to lande i Mellemøsten venter millioner i flygtningelejre. Ruslands indtræden i krigen vil ikke lette situationen. Med Talibans genkomst forværres situationen samtidigt i Afghanistan. Derfra kan man også forvente en eksplosion i flygtninge.

Stemningen i Tyskland er vendt. For blot tre uger siden var kun 38% af tyskerne bekymret for flygtninge- og migrantstrømmen. Nu er det 51%Samtidigt styrtdykker Merkels popularitet (hun har tabt 9%-point på et måned), mens hendes største kritiker, Bayerns ministerpræsident, CSU’eren Horst Seehofer oplever stor fremgang i sin popularitetsmåling (+11%).

Tyskland er kort sagt på katastrofekurs.  Tyske økonomer forventer, at op imod 90% af flygtningene og migranterne ikke vil kunne finde arbejde, da de ikke besidder de nødvendige kompetencer, og fordi minimumslønnen, som immervæk kun er er €8.50 (ca. 60 kr) og langt lavere end den danske, er for høj. Tillader man at sænke minimumslønnen med yderligere 30% (til €6 i time), vil  stort set alle, som kun tjener denne minimumsløn, falde under den tyske fattigdomsgrænse, som pt. er på €979 om måneden. Berlin-Neukölns tidligere borgmester Heinz Buschkowski forventer, at flertallet af flygtningene slet ikke kan integreres.  På genforeningsdagen i dag sagde Tysklands præsident, Joachim Gauck, at integrationen af de mange flygtninge til blive sværere end genforeningen med Østtyskland. 

Dette er kun toppen af problemerne. Myndighederne har slet ikke styr på hvilke og hvor mange illegale flygtninge og migranter, der befinder sig i landet. Titusindvis eller flere venter på at blive registreret, eller har ikke ladet sig registrere. Sålænge de ikke er registreret, opholder de sig per definition illegalt i landet.

De mest sårbare er de mange mindreårige uden ledsagere. Tyske medier rapporterer, at disse børn systematisk opsøges af yderligtgående salafister som led i deres hvervningsproces.

Samtidigt rapporteres der hyppigt om masseslagsmål og om religiøs eller racistisk vold og undertrykkelse i flygtningelejrene. Problemet er så omfattende, at man i visse flygtningelejre har taget konsekvensen og adskilt de muslimske og kristne flygtninge. Omvendt vokser fremmedhadet, hvilket har resulteret i en vækst i attentater og angreb på flygtninge.

Et synspunkt, man hører stadig oftere fra politisk side, er, at flygtninge skal anerkende den tyske forfatning, herunder særligt de liberale principper om ytrings- og religionsfrihed og om ligestilling mellem kønnene, før de kan få anerkendt asyl.

Det lyder meget tilforladeligt. Når man som vesterlænding er i Saudi-Arabien, bør man også efterlyde landets religiøse love. Det er ikke det mest smarte at rende rundt og lave grafittitegninger af profeten Mohammed på gader og stræder, eller overhovedet at kritisere islam. Bør det omvendte ikke gælde? At det anerkendes, at vi her i Vesten har ret til at kritisere religion, overtro og brug af irrationel tradition? At vi i Vesten har ytringsfrihed og kunstnerisk frihed? Er der i virkeligheden ikke tale om et civilisatorisk nulsumsspil, hvor samtale ikke er muligt? Enten tager man konfrontationen, eller også pålægger man sig selvcencur, og påfører reelt sig selv sharia.

Tyskland konfronteres nu med problemstillingen, om der i virkeligheden er plads til det fundamentalistiske islam i Europa. Meldingen er, at det er der ikke. I går sagde Tysklands indenrigsminister, Thomas de Mazière: “Der kan IKKE forhandles om forfatningens garantier om religionsfrihed, kvindernes ligestilling og ytringsfriheden”. Bayerns finansminister Markus Söder (CSU er fuldstændig klar i mælet: “De, som kommer til os, skal acceptere VORES regler, ikke omvendt”. CDU’s næstformand, Thomas strobl er gået endnu videre: “Den tyske lovgivning fastlægges ikke af profeten, men af os i Tysklands parlament”.

Vigtige signaler fra tyske toppolitikere. For der er tale om en central problemstilling, som Tyskland vil blive konfronteret med i generationer. Men vil signalerne blive efterlevet, når der ikke er fuld opbakning i civilsamfundet?

 

 


  1. Læs om hvorfor Finland har udviklet sig et af flygtningenes fortrukne asyllande: Die Welt, 1. oktober 2015, Warum Finnland bei Flüchtlingen als paradiesisch gilt. 

EU’s “politik” vil føre til flere flygtninge

Skærmbillede 2015-09-22 kl. 20.57.36

“Very soon we’ll realise that the emperor is naked. Today was a defeat for common sense!”.

Så brutalt tweetede Tjekkiets indenrigsminister Milan Chovanec onsdag efter EU-landenes indenrigs- og justitsministre helt uden sidestykke nedstemte fire central- og østeuroæiske medlemsstater (Tjekkiet, Slovarkiet, Ungarn og Rumænien ) på et område, som i den grad henhører under medlemsstaternes indre anliggender og hvor man altid forhandler sig frem til enighed.

EU-Kommissionens vicepræsident Frans Timmermans snerrede tilbage, at EU er “er en beslutning en beslutning uanset, hvordan den er taget”. “The decision is legal, valid and binds all member states”. Torsdag bjæffede Danmarks statsminister, Lars Løkke, med, da han sagde, at “sådan er det et i demokrati”.  Ikke et ord om, at man i EU aldrig stemmer medlemsstater ned i følsomme sager. Ikke et ord om, EU ikke er en stat, at den lovgivningsmæssige initiativret formelt er placeret hos ikke-folkevalgte bureaukrater (EU-Kommissionen), og at EU’s domstol ikke er underlagt de nødvendige “checks”, som forhindrer den i at udvide EU’s beføjelser ved at udvide domstolens fortolkning af EU-reglerne.

Fortsætter EU ned af denne glidebane vil det styrke den allerede store EU-skepsis i mange medlemslande. Nu kommer den for alvor til Central- og Østeuropa. Til de lande, som jublede over deres genvundne selvstændighed efter Murens fald, og som forventede, at EU ville bidrage til at beskytte denne selvstændighed — ikke det modsatte.

Og ja, EU vil fortsætte ned af glidebanen. For kvotafordelingen af 160.000 flygtninge, som er strandet i Grækenland, Italien og Ungarn er et absurd lavt tal, når flygtninge- og migranter fortsat vælter ind over EU’s pivåbne grænser. Alene siden Ungarn lukkede sine grænser for ti dage siden, har ca. 60.000 flygtninge og migranter passeret Kroatiens grænser.

Det siger sig selv, at EU’s kvotabeslutning ikke er en langsigtet løsning: det er end ikke en kortsigtet løsning. Meget snart skal der fordeles flere flygtninge. Hvor går grænsen? Langt de fleste flygtninge kommer jo ikke til Europa for at opnå midlertidig beskyttelse. De kommer for at slå sig permanent ned. De kommer for at nyde godt af ikke mindst den velstand og velfærd, der er blevet skabt især i nordvest-Europa. Og de kommer, fordi de føler sig velkomne.

Det var præcis det klare indtryk, som EU’s præsident Donald Tusk fik, da han besøgte flygtningelejre i Libanon og Jordan. De føler sig nærmest inviteret til Europa. Og vi har kun set toppen af de millioner af flygtninge og migranter, som vil søge til Europa, hvis EU ikke får styr på sine ydre grænser.

Set i det lys er EU’s aktionsplan aldeles nedslående. Statslederne, som mødtes torsdag, udsendte ikke det klokkeklare signal om, at migranter ikke velkomne,  at de vil blive udvist prompte, og at der kun er plads til flygtninge fra krigshærgede områder i Syrien, Irak og Eritrea.

Derimod besluttede man, at bevilge nogle håndører til Syriens nabolande (lidt of €1 mia.) og flere midler til Frontex patruljeringer uden for Tyrkiets kyst. En beslutning, som med sikkerhed vil føre til flere flygtninge og migranter, som det har været tilfældet i Middelhavet efter, at man har påbegyndt en tilsvarende forstærket indsats der. Og, nå ja, så vil EU udsætte Tyrkiet overfor større diplomatisk pres. Hvad dette diplomatiske pres skal udmøntes i, er ikke forklaret? Vandkanoner og gummikugler mod flygtninge, når nu EU føler sig for fin til at gøre dette?

Det, som man nu må sætte sin lid til, er, at få nedkæmpet islamisk stat hurtigt muligt, og få genopbygget Syrien. Her bliver man fra EU’s og Vestens side nødt til at erkende, at præsident Assad og hans allierede Vladimir Putin er en del af løsningen. Der er brug for forstærket amerikansk intervention i samarbejde med Putins Rusland. Det er der heldigvis tegn på. I mens kan Tysklands Merkel fortsætte med tale alt det, hun vil med Iran og  Saudi-Arabien–sålænge hun bare ikke laver flere ulykker. For at involvere den ene eller den anden af disse ultrareligiøse regionale stormagter er næsten det værste, der kan ske. Islamisk Stats krig er først og fremmest en krig mod Shia-muslimerne, som dominerer Iran og dele af Irak. Og Islamisk Stats religiøse ideologi har rødder i Saudi-Arabien.

Før stormen

I fredags offentliggjorde Eurostat asyltallene for 2. kvartal 2015. Dataene dækker altså EU’s asyltal for perioden op til den regulære folkevandring, der blev indledt i 3. kvartal. Disse tal venter vi spændt på. Men tallene for 2. kvartal er på mange måder interessante, og burde bidrage til en mere nuanceret flygtninge- og migrantdebat.

Skærmbillede 2015-09-19 kl. 23.06.48

I alt søgte 213.000 førstegangasyl i 2. kvartal 2015; 15% flere end i 1. kvartal og hele 85% flere end i 2. kvartal sidste år. Gennem hele perioden har der været tale om en opadgående trend, som altså er blev forstærket i 3. kvartal.

Skærmbillede 2015-09-19 kl. 22.17.29

Den absolutte stigning har været størst blandt syrere og afghanere, men dykker man ned i tallene, har der nærmest været tale om en across-the-board-stigning fra alle Europas nærområder. I alt har 141 nationaliteter søgt asyl. I relative termer er hverken Syrien eller Afghanistan i top 3. De lande, som topper EU’s asylstatistik i relative termer er: Irak (knap en femdobling), Kosovo (knap en firdobling), Albanien (mere end en tredobling), efterfulgt af Afghanistan, Montenegro, Eritrea, Ukraine og Makedonien. Først på 9. pladsen kommer Syrien.

Skærmbillede 2015-09-19 kl. 23.07.14

Medierne bruger nærmest per refleks begrebet flygtninge om den igangværende folkevandring, men begrebet migranter er mere passende, hvis man absolut skal vælge. Alene i 2015 har flere fra Balkan søgt asyl end fra Syrien (120.600 vs. 75.315). Syrien halter også bag de afrikanske lande, som samlet har sendt mere end 84.000 førstegangsasylansøgere til Europa. Endelig ligger Afghanistan (hvor der er relativ ro), Iran, Pakistan, Indien og Bangladesh samlet på niveau med Syrien, men alle steder er der tale om en opadgående trend i asylansøgninger.

Ser man på, hvor flygtningene og migranterne lægger deres asylansøgning, er det ofte ikke dér, hvor den burde lægges (ved det første land, som er omfattet af FN’s flygtningekonvention, eller i EU ved ankomsten til det første land blandt de 28-medlemsstater). Som Frontex og en asylchef tidligere har berettet, er flygtninge og migranter pinligt bevidste om, hvor de har størst chance for at få opholdstilladelse, familiesammenføring og de højeste velfærdsydelser og andre goder. Hvis man tager udgangspunkt i den vestbalkanske rute, som de fleste migranter og flygtninge vælger, og regner afstanden til EU-landenes grænser fra Beograd (Serbiens hovedstad) er samvariationen mellem flygtninge- og migrantstrøm og afstand kun 17%. Flygtninge siges ellers at vælge den korteste afstand til sikkerhed.

Vælger man derimod at se på sammenhængen mellem flygtninge- og migrantstrøm og asylvelfærdsydelser (hvad en familie med to små børn kan forvente at modtage, mens deres asylansøgning behandles minus alt andet og korrigeret for PPP prisniveau ratios), er samvariationen hele 60%. Money matters!

Flere faktorer spiller ind, og mønsteret er alt for systematisk til, at man kan affeje det med, at flygtningene og migranterne bare søger til et område, hvor der er demokrati og sikkerhed. De vælger med omhu.

Skærmbillede 2015-09-19 kl. 23.08.16

Alle figurer og data er fra Eurostat:  http://ec.europa.eu/eurostat/documents/2995521/6996925/3-18092015-BP-EN.pdf/b0377f79-f06d-4263-aa5b-cc9b4f6a838f og http://ec.europa.eu/eurostat/statistics-explained/index.php/Asylum_quarterly_report

Hvem og hvor søges der asyl i EU? – Status på 1. halvår 2015

I første halvår af 2015 søgte 398.550 mennesker om asyl i et EU land, ifølge den seneste opgørelse fra Eurostat.  Sammenligner vi 2. kvartal af 2015 med samme kvartal sidste år er der tale en fordobling i antallet af ansøgninger, og som bekendt er presset øget siden da.

ansøgereSelv om medierne primært beskæftiger sig med syriske asylsøgere, er det dog kun hver femte asylansøger som kom derfra i 2. kvartal.  Mere end  hver tiende stammer fra Afghanistan, mens den 3. største gruppe er albanere (som primært vil til Tyskland).

Ikke just det indtryk som man efterlades med, hvis man alene følger med i de daglige medier.

Af tallene fremgår også at det land som uden sammenligning modtager flest asylansøgninger, set i forhold til befolkningens størrelse er Ungarn. Således modtager man 3 gange så mange som Tyskland og dobbelt så mange som i Sverige.

Som det fremgår nedenfor er presset på Ungarn markant i forhold til andre lande. Man har således modtaget mere end 7 gange så mange asylansøgninger som gennemsnittet i EU.
asylansøgere

Det vil klæde pressen både herhjemme og i udlandet, hvis man medtager denne ikke uvæsentlige oplysning. I stedet for stort set alene at forholde sig til Victor Orban og de dramatiske billeder ved Ungarns grænse, mens man prøver at drage (dårlige) historiske paralleler til landets nære fortid under kommunismens åg.

Et pigtrådshegn for at holde mennesker ude er ikke det samme, som et hegn for at holde sin egen befolkning inde.

Danmark modtog i 1. halvår 4.000 asylansøgninger. Hvis vi havde haft samme ansøgningsrate som Ungarn, ville tallet have været 30.000!

Hvordan havde de danske politikere reageret, hvis det var tilfældet? (ikke mindst med tanke på at vi var i et valgår). Jeg gætter på at reaktionen havde været ret voldsom.

Selv om jeg bestemt ikke er noget fan af Ungarns Victor Orban, under hvem Ungarn har bevæget sig i en stadig mere autoritær og mindre liberal retning, så er det måske ikke så underligt at man har valgt at tage drastisk metoder i brug i forhold til at mindske til- og gennemstrømningen af flygtninge og immigranter (hvoraf den sidste gruppe udgør flertallet af de mennesker som bevæger sig op gennem Europa i disse dage og måneder).

Mit bedste bud er for øvrigt, at hvis strømmen af mennesker fortsætter, vil Ungarns håndtering være nomen, og ikke undtagelsen, i løbet af ganske kort tid.

At det så i sig selv ikke er en løsning på sigt er en anden sag.

Europas store udfordring

I de seneste mange år har Europa været udsat for et voksende pres fra flygtninge og migranter, som ønsker at slå sig ned i der. Dette er naturligvis et vidnesbyrd om Europas succeshistorie med at skabe høj velstand, demokrati, frihed, sikkerhed, lov og orden og beskyttelse af mindretals rettigheder. En succeshistorie, som det har taget hundredvis af år at skabe. Europa er sammen med USA, Canada, Australien og New Zealand et fyrtårn for verden. Flygtninge og migranter søger til Europa for at nyde godt af det, der er blevet skabt.

Ligeledes har Europa i lige så mange år kæmpet med at håndtere dette pres, så det på den ene side har kunnet fastholde sin åbenhed og tolerance, men på den anden side også kan overleve som civilisation og model. Den folkelige modstand mod indvandringen, der alt overvejede kommer fra muslimske lande i Mellemøsten og Afrika, er eskaleret, hvilket bl.a. har givet sig udtryk ved, at højre-populistiske partier er stormet frem i parlamenterne.

Angela Merkel har undergravet nationalstaternes suverænitet

Den tyske kansler Angela Merkels beslutning om de facto at suspendere hovedhjørnestenen i EU’s asylpolitik, Dublin-forordningen, har været en ’game changer’. Den har sat et veritabelt flygtninge- og migrationstog i gang, som fræser op gennem EU, og slår al orden og fornuft ned på sin vej. Man kan hævde, at de nordvesteuropæiske lande nok en gang må bøde for det tyske skyldkompleks.

Tyskland har gennem den europæiske integrationsproces i årtier bidraget til at undergrave de europæiske nationalstaters suverænitet. Nationalstater, som daterer sig helt tilbage til årene efter den Westphalenske fred i 1648, der afsluttede 30-årskrigen. I disse dage er suveræniteten helt væk. Thi det er et afgørende træk ved nationalstaternes suverænitet, at de kan forsvare deres grænser mod indtrængen fra andre stater eller personer, der ulovligt krydser grænsen.  Endelig har Merkel indirekte brudt Folkeretten, som understreger, at stater skal respektere andre staters suverænitet. Hun har med andre ord skabt det rene anarki. Det nye Tysklands stamfader, Konrad Adenauer må vende sig i sin grav.

Hvor bevæger flygtninge- og migrationstoget sig hen?

Det er for tidligt at afgøre endeligt, hvor flygtninge og migrationstoget bevæger sig hen. Men indtrykket er, at det bevæger sig mod Tyskland, hvor de fleste passagerer står af og mod Sverige med Danmark som transitland. En del tager herfra til Norge og enkelte andre til Finland.

Hvordan kan det være?

En vigtig del af forklaringen er, at Tyskland og Sverige er de lande, hvor flygtningene føler sig mest velkomne. Både Angela Merkel og den svenske statsleder har i entydige vendinger gjort det klart, at man i Tyskland og Sverige har plads til flere, og at de syriske flygtninge kan få permanent opholdstilladelse i disse lande. Men samtidigt kritiserer de to lande andre EU-lande for, at de ikke tager i mod flere. I tillæg har  den svenske regering kritiseret den danske for, at Danmark bare lade flygtningestrømmen passere igennem landet til Sverige. Dette lyder hult, når man samtidigt inviterer flygtningene. Hvordan skulle de ellers komme til Sverige? Det er også ironisk, at Finland kritiserer Sverige for at føre præcis samme politik. Faktisk spiller landene i øjeblikket sorteper om, hvem der skal have flygtningene. Aldrig har EU i en sådan grad blevet flået i laser.

Er Tyskland og Sverige i virkeligheden sikre lande?

Det ultimative mål for flygtninge er at komme i sikkerhed. Ellers kan de næppe kaldes for flygtninge. Tilbyder Tyskland og Sverige reelt dette?

På overfladen er Tyskland og Sverige sikre lande. De er demokratisk retsstater, som beskytter mindretallenes rettigheder. Men det gør de andre EU-lande også. Dette er et helt afgørende kriterium, som skal overholdes for at blive en del af klubben

Skyldes det ”tonen”? Tja, de to lande har en lang tradition, som bunder i det tyske  skyldkompleks og Sveriges selvforståelse som humanitær stormagt. Der slås i begge lande ned på personer og grupper, som ytrer sig kritisk om muslimske indvandrere og om islam. Men skaber det sikkerhed?

Nej, det gør det ikke. Tværtimod. Den repressive tone varmer blot trykkogeren op, hvilket resulterer i alvorlige overgreb på de nytilkomne. Tyskland og Sverige har Europarekord i brandattentater mod muslimske forretninger og boliger. Samtidigt er Tyskland et af de lande i EU, hvor muslimer udsættes for mest diskrimination på arbejdspladserne. Set i det lys er Tyskland og Sverige faktisk de mest usikre lande i EU, som flygtningene kan rejse til, med undtagelse af de fleste Østeuropæiske lande.

Skyldes det så velfærdssystemerne?

 Denne faktor spiller en rolle. Sveriges universelle velfærdsstat tager sig godt af sine flygtninge og indvandrere. I Sverige har de adgang til gratis uddannelse, sundhedsvæsen og til overførsler, som minder om det gamle danske bistandshjælpssystem, dog på langt lavere niveau. Tyskland, som bygger på den forsikringsprægede centraleuropæiske velfærdsmodel tilbyder langt færre velfærdsydelser, men Tyskland ligger dog i top blandt de lande, som følger denne model. Men ingen af landene kan konkurrere med det danske velfærdssystem, ej heller efter at den nye regering har tilpasset reglerne med den ny kontanthjælpsreform. Jeg har i detaljer beregnet, hvad en flygtningefamilie med to små børn med de nye regler kan forvente at modtage i Danmark ud over gratis uddannelses og sundhed. Resultatet er 365.000 kr. Dette beløb kan end ikke Sverige hamle op med.

Så hvorfor står så få af toget i Danmark? Det gør de bl.a., fordi asylreglerne er markant strammere. Det gør en verden til forskel, at man kun kan få midlertidig opholdstilladelse for et år, og dernæst 2 år af gangen i forhold til, at man kan få permanent opholdstilladelse. Sidstnævnte regel skaber langt større tryghed for flygtninge, som ofte har betalt menneskesmuglere 60.000 kr. eller mere at komme til Europa. De har ingen interesse i at blive sendt hurtigt tilbage. Og det dæmper gevaldigt appetitten på Danmark, der har de mest restriktive regler i EU på det område.

Intentionen med regeringens politik virker dog, og den bliver paradoksalt hjulpet på vej af de mange danskere, som hjælper flygtningene, og som i deres harme fortæller, at ikke blot kan flygtningene kun få kortere opholdstilladelse, de får også mindre i økonomisk støtte end i Sverige.

Familiesammenføring?

Flygtninge har et naturligt ønske om at blive genforenet med deres familie. Men det er særligt udtalt blandt syriske flygtninge. I Sverige kan de anmode om familiesammenføring fra det øjeblik, de modtager papirerne om deres permanente opholdstilladelse. I Danmark kan de fleste flygtninge først søge om familiesammenføring efter, at de har været her et år. Det svenske system virker derfor langt mere favorabelt.

Det danske familesammenføringssystem er imidlertid langt mere effektivt end det svenske. Hvor det i Danmark blot tager 5-6 måneder fra at anmodningen er modtaget til, at flygtningen er blevet sammenbragt med sin familie, kan det tage op til 16 måneder eller mere. Dette udligner forskellen.

DIASPORA 

Diaspora kommer fra græsk, og betyder geografisk spredning af trossamfund eller kulturer. I den moderne forståelse af begrebet lægges der vægt på, at mennesker, der migrerer, ofte flytter til fremmede steder, som de har en følelsesmæssig tilknytning til. Det vil først og fremmest være steder, hvor de har familie og venner og i videre forstand ligesindede.

Tendensen til, at der skabes diaspora i koncentrerede geografisk områder, skyldes to forskellige ting.

For det første: At der i forvejen, eksisterer en stærk kultur, som matcher den, migranterne kommer fra. Derfor er det ikke en overraskelse, at de armenske kristne i Syrien, er flygtet til Armenien.

For det andet, og omvendt: Jo mere fremmedartet den kultur, som flygtningene og migranterne kommer fra, desto større er tendensen til, at de klumper sig sammen i ghettolignende områder i deres bestemmelsesland. For der kan de fortsat udleve deres kulturelle sædvaner, og måske i en sådan grad, at der ligefrem skabes parallelsamfund, hvor der gælder andre regler end i det omgivende samfund. Tendensen er størst, hvis flygtningene og migranterne har lav kulturel kapital, og når de føler diskrimination og intolerance fra det omgivende samfund. Vi kender fænomenet fra 1890-1920’ernes USA og fra i Europa i moderne tid.

Dette forstærker naturligvis problemerne med at integrere flygtningene og migranterne i det omgivende samfund. Disse problemer kan være midlertidige, som det var tilfældet i USA i den nævnte tidsperiode, eller de kan synes permanente, som det tilfældet i dagens Europa.

Forklaringen på denne forskel er todelt:

1.Folkevandringen til Europa er forskellig fra den folkevandringen til USA i 1890’erne til 20’erne

Der er meget stor forskel på USA og Europa. I USA må hver især klare sig selv. Det er deres eget ansvar, før som nu. I Europa har vi opbygget tunge velfærdssystemer, som nødvendiggør, at der fra samfundets side gøres en ihærdig indsats for at nedbryde de sociokulturelle forskelle med henblik på, at trække flere indvandrere og efterkommere ud af deres negative sociale og kulturelle arv. Det betyder, at de skal trækkes ud af overførelsessystemet, deres svage præstationer i uddannelsessystemet og i deres overhyppighed i den grove kriminalitetsstatistik. Ellers vokset presset på velfærdssystemet.. Dette er lettere sagt end gjort, når både indvandrerne og deres efterkommere fastholder at leve i deres kulturelle tidslomme. Derfor har de sidste 30 års integrationsindsats været forfejlet.

Og det gør ikke problemet mindre, at man fra systemets side er alt for villig til at placere problembørnene på permanent forsørgelse, så man slipper for at tage stilling til dem. I 1990’erne og op gennem 00’erne blev mange således tildelt førtidspension, mens læger i dag er meget flinke med at tildele dem en PTSD-diagnose, hvilket med den foregående regerings revision af retningslinjerne for undtagelserne for de krav, der stilles for at man kan opnå statsborgerskab, nærmest er blevet en garanti for at opnå statsborgerskab betingelsesløst. Med en PTSD-diagnose i hånden fritages ansøgeren således både bestået indfødsretprøve og bestået danskprøve.. Det er ikke noget tilfælde, at der er sket en regulær eksplosion i antallet af personer, som har ansøgt om statsborgerskab med fritagelse af de nævnte krav.

2. Kristen versus muslimsk indvandring

Hvor migrationen til USA i perioden 1890-1924 (1924 markerede et vendepunkt, for da indførte USA et kvotasystem, som begrænsede og dirigerede indvandringen) kom fra lande, som var domineret af forskellige variationer af kristne trossamfund, er migrationen til Europa fundamentalt anderledes. Den kommer fra muslimske folkeslag.

Islam er ikke en religion, som kun kan dyrkes i private rammer. Religionen griber ind i samfundet på alle leder og kanter. Det er både en religion, som fastsætter rammer for, hvordan den troede skal leve sit liv, men som også kan rammer for, hvordan andre skal leve deres liv. Dette afhænger af, hvordan religionen praktiseres i det enkelte samfund. Islam kan enten være tolerant eller intolerant. I sin mest intolerante udgave, er religionen intolerant over for andre trossamfund (f.eks. anbefalede den Saudiarabiske stor-Mufti for 3 år siden, at alle kristne kirker skulle nedbrændes. I sådanne meget fundamentalistiske samfund, som man ser i Saudi-Arabien, i Iran og i Egypten under det islamiske styre i 2011-12 er religionen også aldeles intolerant over for ateister og homoseksuelle. Det kan udløse flere års fængsel. Den mest ekstreme udgave af islam finder vi i det irakisk-syriske ISIS-kontrollerede område. Der nedslagtes kristne mænd, mens kvinder og pigebørn tages til sexslaver. Homoseksuelle kastes ned fra bygninger og ateister halshugges. Selv moderate imamer, som understreger, at islam bygger på lag på lag-fortolkninger og ikke, hvad der ordret står i Koranen, henrettes, hvis de ikke “vender tilbage” til islam på Muhammeds tid. Omvendt kan islam være en meget tolerant religion, som man oplevede det under Abbasid-kalifat (750-1258) eller ganske tolerant som i nutidens Marokko og Tunesien.

Endelig føler de fleste fundamentalistiske muslimer ikke en følelsesmæssig tilknytning til den stat, som de lever i . Nationalstater er fremmedlegemer  for islam. Derfor er det ikke overraskende at General Nassers pan-arabiske nationale ideologi ikke overlevede, selvom det brutale nederlag i seksdageskrigen i 1967 gjorde sit til at aflive den. I islams selvforståelse tilhører muslimer ’umma’en’, det muslimske fællesskab. Derfor føler mange sig ikke som svenskere, tyskere, franskmænd eller danskere. De føler sig som del af umma’en. Og det forklarer, hvorfor de ofte er utilbøjelige til at kritisere eller anmelde andre muslimer  for kriminalitet. Dette forstærker problemerne med at få dem integreret i samfundeet.

Det er vigtigt at understege, at et flertal af muslimer i Europa er pragmatiske mht. dyrkelsen af deres religion. De lever den så og sige à la carte. Men de fundamentalistiske varianter trives i de omtalte ghettoområder Man bør derfor sondre mellem sekulariserede muslimer, som vi 1980’erne modtog mange af fra Iran, da de netop flygtede fra præstestyret og fundamentalistiske muslimer, hvoriblandt islamisterne og jihad-islamisterne er de mest yderligtgående. De næstmest yderligtgående fundamentalister støtter sig primært til Hanbali-fiqh’en (muslimsk retstradition), som er dominerende i Saudi-Arabien og visse andre Gulfstater.. Midt i mellem befinder de pragmatiske muslimer sig.

Problemet er, at Europa har fået flere fundamentalister. Nogle er kommet til i 90’erne og 00’erne, andre er blev fundamentalistisk indstillet i den tid, hvor de har levet i Europa. Det gælder ikke mindst for 2. og 3. generationsefterkommerne. De er generelt mere religiøse, end deres forældre eller bedsteforældre, der oprindeligt kom til Europa. Dette er bl.a. blevet påvist i det hidtidigt største videnskabelige studie af muslimer i Europa, et studie som nok så vigtigt også viser, at ikke færre end 44% af de europæiske muslimer er fundamentalistiske. Studiet som er blevet gennemført af førende europæiske og amerikanske forskere ved det velansete WissenschaftZentrumBerlin-institut, og som er blevet publiceret i et peer-reviewed internationalt tidsskrift, som jeg vil anbefale at læse (1)

Hvorfor voksende fundamentalisme blandt muslimer : Historien om islams religiøse genopvækkelse

Etableringen af de første europæiske nationalstater faldt tilfældigvis sammen med en tid, hvor Europa var udsat for den største kulturelle trussel mod sin civilisation. Og den kom netop fra islam. Den kulminererede med osmannernes storm på Wien i 1683. Kun med en fælles koalition af europæiske hære lykkedes det at nedkæmpe den.

På det tidspunkt havde islam allerede indledt sit forfald. Det var langt fra det abbasidske kalifat (750-1258), der var blevet etableret med hovedsæde i Baghdad, og som i en periode blev flyttet til Samarra. Abbasid-dynastiet nedstammede fra Mohammeds yngste onkel, Abbas ibn Abd al-Muttalib. Abbasiderne havde nedkæmpet det umayyadiske kalifat (661-750), somhavde hovedsæde i Damaskus, og som tog over efter de første fire retskafne kalifater (632-661). Disse kaliffer overtog tronen efter profeten Mohammed (570-632). I de knap 500 år, hvor abbasiderne sad ved magten var islam præget af fred, tolerance overfor jøder og kristne (selvom de stadig skulle betale særskat) og der blev gjort store videnskabelige fremskridt og lavet fantastiske bygningsværker, som man den dag i dag kan se i det sydlige Spanien. Kalifatet gik under, da Djengis Khans mongoler belejrede og indtog Baghdad i 1258. Derefter blev kalif en indholdsløs titel, selvom den osmanniske sultan i 1517 oprettede et kalifat som varede til dets endelige nederlag i 1924.

Mohammed ibn al-Wahhab og sauderne

Efter nederlaget i Wien i 1683 begyndte islams store nedgang. I 1730-1740’erne kom den første modreaktion, da forkynderen og krigeren, Mohammed al-Wahhab på den arabiske halvø rensede ud i islams tiltagende udvanding med pragmatiske prakssisser fra især sufismen og islams inspiration fra andre religioner som katolicismen . Disse praksisser gav sig bl.a. udslag i ikon-og idoldyrkelse af afdøde personer, mysticistisk dyrkelse af ’hellige’ træer og oaser, samt fester med dans, musik, alkoholindtagelse og tobaksrygning i de mange karavaner mod Mekka, samt  ægteskabelige sidespring både af mænd og af kvinder ej at forglemme. Mohammed al-Wahhab ønskede at rydde helt om og føre Islam tilbage til udgangspunktet på Mohammeds tid.

Han begyndte sin hærgen i 1730’erne, da han af en af sine kvindelige følgere blev spurgt om, hvad hun skulle gøre for at undgå at komme i helvede da hun havde haft et seksuelt sidespring. Al-Wahhab overvejede det længe, før han traf sin beslutning; Kvinden skulle stenes til døde. Denne stening var den første i mange hundrede år. Al-Wahhab brugte også tid på at fælde de ’hellige’ palmetræer,  som han kunne få øje på samt smadre de ikoner og gravsteder, han kom forbi. Men han var forhadt blandt mange stammeledere. Til slut blev al-Wahhab fordrevet til en lille oase, hvor han blev mødt med sympati. Det var i et område omkring Riyadh, hvor Saud-familien hørte til.

Saud-familiens leder Muhammed ibn Saud og Mohammed al-Wahhab indgik derefter en pagt, som blev beseglet ved, at en af Wahhabs døtre blev gift med ibn Sauds tronfølger. Derfor bærer Saud-familien i dag Wahhabs blod. Derefter blev den første Saudiske stat dannet (1744), og den blev indledt med en krig mod andre stammer med henblik på at overtage hele den arabiske halvø. I 1802 vendte wahhabitterne sig mod islams hellige byer, Mekka og Medina med henblik på at overtage dem og gennemføre Wahhabs radikale reformer. I denne proces blev Mohammeds gravsted i Medina smadret. Alle karavaner blev sendt hjem, og den arabiske halvø blev klinisk renset for ikoner, afgudsdyrkelse og andre foreteelser ligesom kristne kirker blev brændt ned. Wahhabitterne stormede også de shiitiske hellige byer i Irak, hvorfra de bragte mange kvinder og pigebørn med sig hjem som sexslaver. Til sidst fik osmannerne nok, og sendte en mamelukkerne fra Egypten i krig mod wahhabitterne. I den osmanniske-saudiske krig i 1818-1821 blev wahhabitterne omsider nedkæmpet og fordrevet til den indre Nejd-provins. Sauderne etablerede dernæst det 2. saudiske rige, som imidlertid også blev nedkæmpet i 1902 af den rivaliserende Rashid-familie. Kun Abdul Aziz ibn Said, det moderne Saudi-Arabiens grundlægger formåede sammen med sin bedstefar at flygte til Kuwait, hvor de nød beskyttelse af briterne.

Efter 1. verdenskrig vendte ibn Saud tilbage hvor han allierede sig med den militante wahhabittiske Ikhwan-bevægelse. Processen startede forfra, og den kulminerede med, at Ikhwan-bevægelsen også ville overtage Syrien og dele af Irak. Så sagde briterne stop, og det endte med at Saud-familen i 1932 henrettede de fleste ikwanere. Kun få overlevede, bl.a. faderen til den søn, som var leder af den en større gruppe af jihadister gennemførte det første jihadiske terrorangreb den nytårsmorgen i året 1400 (22. november 1979) efter islamisk tidsregning. Han hed Juhayman al-Otaibi, og terrorangrebet blev begået på intet mindre end den store moské i Mekka.

En anden kilde til fundamentaliseringen af islam er kommet fra det Muslimske Broderskab, som blev dannet i 1928 i Egypten af Hassan al Banna. Han er i dag en stor inspirationskilde for islamister. Men den største er Sayyd Qubt, en egyptisk teoretiker og forfatter, som kom i fængsel efter General Nassers militærkup i 1952. I fængslet udviklede Qubt sine tanker om muslimers store jihad (deres kamp med at blive rettroende og modstå egne lyster og begær), men han blev også gradvist radikaliseret og foreslog muslimer at udføre ikke bare den lille, men individuelle jihad: hellig krig mod vantro. Derfor har han været Osama bin Ladens store forbillede. Faderen til Al-Qaeda-nuværende leder, Ayman al-Zawahri, der var mentor for bin-Laden, var Qubts advokat i fængslet.

Så vidt forbindelsen mellem Wahhabismen og vor tids islamiske terrorister, som  har kulmineret med den wahhabistiske (nu kaldet salafistiske) ISIS-bevægelse i Syrien og Irak. For at runde det hele af, er det væsentligt at bemærke, at denne bevægelse ønsker at genskabe Abbasid-kalifatet minus al den tolerance, det kalifat skabte. Det nye kalifat skal være på salafistiske principper. Derfor er det ikke en tilfældighed, at krigen mod Assads styre har base i Damaskus. Det er heller ikke en tilfældigt, at ISIS planlægger at etablere sit kalifat i Baghdad, når denne by er indtaget. Og det er heller ikke tilfældigt, at ISIS selvbestaltede kalif, Abu Bakr al-Baghdadi kommer fra Samara, og at han har omdøbt sig til Abu Bakr. Sunniislams første retskafne kalif, efterfølgeren til Mohammed, hed netop Abur Bakr. Det hele har symbolsk betydning.

Så hvordan forklarer vi ellers islams genopvækkelse, og hvilken rolle har Saudi-Arabien spillet?

Det store spring fremad skete i årene efter den 1. oliekrise i 1973/73, hvor Saudi-Arabien begyndte at bruge sine milliarder af petrodollars på at udbrede, hvad Wahhab kaldte den rettroende version af islam. Til det formål har Saudi-Arabien bygget moskéer, børnehaver, skoler, og universiteter over alt i den arabiske verden, og med den muslimske indvandring til i Europa i 1970’erne og 80’erne i stigende grad i den verdensdel. Forstærket af de arabiske landes krige med Israel i 1967 og 1973, som markerede afslutningen på den pan-arabiske bevægelse, af de autoritære regimer i Mellemøsten og Nordafrika, af den årtierlange svage økonomiske udvikling (olieproduktionen er ikke kommet den almindelige befolkning til gode), som har produceret massearbejdsløshed og et proletariat blandt de unge, og ej at forglemme af vestens militære engagement i adskillige krige i Mellemøsten, er netop denne generation blevet mere oprørsk og religiøs. Unge muslimske efterkommere i Europa er blevet inspireret af denne religiøse vækkelse, som har skabt nyt håb.

Saudi-Arabiens påvirkning er generelt meget indirekte. Landet har ingen kontrol med de moskéer, landet finansierer. På det allersenste har Saudi-Arabien tilbudt at finansiere 200 nye moskéer til de flygtninge, som ankommer til Tyskland. Men Saudi-Arabien bidrager til at sprede sine religiøse budskaber, ligesom moskéerne fungerer som imagepleje for den stenrige ørkenstat. På den måde anvender Saudi-Arabien blød magtanvendelse (soft power) i Joseph Nyes forstand.

Islams genopvækkelse har også fået impulser fra den iranske revolution i 1979 og det efterfølgende præstestyre. Man skal blot huske på, at denne revolution var shiamuslimsk, at 90% af muslimerne er sunnimuslimske.

Hvad nu Europa?

Det centrale ved diasporaer er, at de har det med at formere sig. Når de først er blevet etableret, følger flere efter. Det sker ikke som en lineær proces, for mennesker føler sig knyttet til det område, hvori de bor. Det sker derimod i ryk, udløst af krige, store politiske omvæltninger, naturkatastrofer eller en vedvarende forringelse af levevilkårene.

Med alt det nævnte in mente, står Europa overfor en kolossal udfordring. Det er ikke for meget at hævde, at Europas civilisation er på spil. Det er den, de europæiske ledere spiller om, og indsatsen er uhyrlig.

Man kan håbe, at islam på ny gennemgår en reformationsproces. Den kunne f.eks. starte med, at de mellemøstlige lande endelig indser, at krig og politisk og social ustabilitet ikke er vejen frem. Ligesom man i Europa indså det samme i årene efter de to store krige. Men så længe der ikke er udsigt til det, må vi forlade os på de vilkår, der gælder.

I øjeblikket rumles der meget med kvotaordninger på flygtninge. Blandt har den kendte og indflydelsesrige slovenske sociolog, Slavoj Žižek, argumenteret for sådanne kvotaordninger på helt bestemte præmisser.

I sin nyeste kronik, som blev publiceret i Dagbladet Information for 2 dage siden (2), skriver han, at centrum-venstres ”facile moralisme” skal afvises, og at denne fløj skal anerkende, at ”det […] ikke er racistisk eller facscitoidt, når værtsbefolkninger vil beskytte deres livsform”. Disse ord kommer fra en person, som selv tilhører venstrefløjen

Samtidigt skriver han, at:

“Europa må pålægge sig selv klare regler og forskrifter. Kontrol med flygtningestrømmene må håndhæves af et administrativt netværk, der omfatter alle medlemmer af EU (for at forhindre udbrud af lokalt barbari fra myndighedsside, som set i Ungarn). Flygtninge skal vide deres sikkerhed garanteret, men vi bør samtidig gøre klart, at de skal acceptere de destinationer, de får tildelt af de europæiske myndigheder. Og at de skal respektere de love og sociale normer, som gælder i de europæiske stater, herunder nultolerance over for religiøs, sexistisk og etnisk vold. At det er dem forbudt at påtvinge nogen deres egen religion eller livsstil.”

Det er principper, jeg selv i høj grad kan tilslutte mig, men spørgsmålet er, om de er realistiske? F.eks. skal indvandrere anerkende de selvsamme principper, før de herhjemme modtager statsborgerskab, men det jo forhindrer ikke, at deres efterkommere (som nu er født danske) vil anerkende dem. Der er intet klart mønster mellem radikaliserede muslimer og deres sociale baggrund. Flere af dem kommer familier, som har været aldeles sekulariseret.

Hvordan håndterer man i det hele taget flygtningestrømmen, når den dominerende europæiske leder selv lader hånt om alle regler og bare lader flygtninge- og migrantstrømmen komme ind, uanset hvad andre stater mener?

At begive sig tilbage til asylbegrebets oprindelige betydning, nemlig at asyl er midlertidig og ikke permanent, er ret utopisk, når det dominerende land i lighed med Sverige, tildeler permanent ophold betingelsesløst. Men det er nødvendigt.

Selv det land, som satte flygtninge- og migranttoget i gang, har nu nået smertetærsklen efter Müchens banegård på én dag har taget imod 10.000 flere flygtninge (3) Samtidigt har den første førende politiker i den tyske koalitionsregering ytret kritik mod den hovedløse tyske politik (4) Blandt tyskere stilles der spørgsmål ved, om der i højere grad skal tages hensyn ti flygtninge og migranter end de gamle og til børnene.(5)

For blot få dage siden advarede PET igen mod islamistiske jihadister, som kan gemme sig blandt flygtningene (6).  Det skete på en dag, hvor Politiet opgav grænsekontrollen. Imens kunne Wall Street Journal i en større artikel igen berette om, at der blandt flygtninge rejser mange illegale migranter fra andre lande end Syrien. De rejser på falske syriske pas, fordi Syrien har status som prima facie flygtningeland, hvor man næsten er garanteret asyl. Undervejs terper migranterne vejnavne i fx. Aleppo, så har lettere ved at narre politi og myndigheder i Europa (7)

Det vil kræve flere ting, hvis man skal inddæmme flygtninge- og migrant problemet:

A. Det, der er brug for, at man nedlægger Schengen-samarbejdet, og genetablerer grænsekontrollen med fast paskontrol. Vi er nået dertil, hvor de idealistiske indre markedstanker må vige for de ikke mindst sikkerhedspolitiske trusler EU-landene står overfor.
Hvis EU ikke selv kan finde ud af det, skal vi selv forlade Schengen og deltagelsen i Dublin-forordningen. Vi er alligevel ikke forpligtet af disse. Det har vores EU-forbehold på retsområdet sørget for.

B.  FN’s forældede flygtningekonventioner skal omskrives, så de tilpasses til den tid, vi lever i. Folkevandringen mod Europa er så stor, at man nærmest 2000 år tilbage for at finde noget tilsvarende. Nægtes dette i FN, og kan EU heller ikke finde ud af at komme med overbevisende argumenter, bør Danmark overveje også opsige disse konventioner.

C. Hjælpen til Syriens nærområder, herunder ikke mindst flygtningelejrene i Libanon, Jordan og Tyrkiet, skal øges meget massivt. EU landene kan passende donere, hvad der svarer til 1000 kr. per europæisk indbygger til denne hjælp, som også omfatter økonomisk og teknisk bistand.

D. Krigsindsatsen mod ISIS skal intensiveres. FN og koalitionen skal presse andre lande til at deltage. ISIS er også et problem for Rusland og for Kina, eftersom ISIS-grupper også presser sig på disse lande. EU skal droppe sit moralsk korstog mod Rusland, og koncentrere sig om det, det virkelig handler om. Krigen mod ISIS (og der er der brug for russisk (og kinesisk deltagelse). Husk på at vi ikke længere lever i det 20. århundrede i bipolaritetens tid. Vi lever i det 21. århundrede med helt andre problemstillinger.

E. EU-kvotafordelinger af flygtninge kan måske være en udmærket idé, sålænge man kan blive enige om, konsekvent at hjemsende flygtningene, når de katastrofer, som har ramt flygtningene har lagt sig, og at man bruger asylbegrebet til det, det er skabt — beskyttelse og intet andet. Og her må man være realistisk. Udviklingen i Mellemøsten og i Nordafrika går langsomt. Konflikter varer ved og repressive autoritære regimer består.  Flygtninge har ret til asyl – uanset FN-konventioner eller ej. Her bør man stærkt overveje, at etablere og finansiere flygningelejre i andet områder. Men hvis man også tilbyder asyl i Europa, tjener kvotaer i det mindste det formål, at de spreder flygtningene i stedet for at koncentrere dem De begrænser væksten i religiøse diasporaer. Kvotafordelingen sænker også EU’s attraktionsværdi for flygtninge. At blive placeret i Litauen eller i det kolde nord-Finland er måske knap så sjovt, som at søge asyl i en anden verdensdel. Derfor er det også afgørende, at asyl-shopping standes.

Europa har også ret til at beskytte sig selv og dets civilisation.

Referencer

1.  Ruud Koopmans (2015), “Religious Fundamentalism and Hostily against Out-groups. A Comparison of Muslims and Christians in Western Europe”. In: Journal of Ethnic and Migration Studies, Vol. 41, No. 1, p. 33-57. http://www.tandfonline.com/doi/abs/10.1080/1369183X.2014.935307 Artiklen kan også læses her: https://www.wzb.eu/en/press-release/islamic-fundamentalism-is-widely-spread.

 2. Slavoj Žižek, “Norge findes ikke – ikke engang i Norge”, Dagbladet Information, 11. september 2015.

3 Frankfurter Allgemeine,  13. september 2015, Deutschland führt wieder Grenzkontrollen ein.

4 Süddeutsche Zeitung, 13. september 2015, Spahm kritisiert deutsche Flüchtlingspolitik.

5. The Guardian, 11. september 2015, ‘There have to be limits’.Mixed feeling from Germans over refugees 

6. PET advarer mod ekstremister blandt flygtninge.

7. Wall Street Journal, 12. september 2015, Migrants pose as Syrians to open door to Asylum in Europe.

 

EU ved begyndelsen på afslutningen?

Dette er ikke afslutningen på EU, men det er måske begyndelsen på afslutningen.

EU befinder sig nu i sin værste krise nogensinde, men det er kun en forsmag på, hvad der venter.

EU har intet svar på flygtningestrømmen. Landene kan ikke blive enige om, hvordan den skal håndteres her og nu, og hvad der bør gøres fremadrettet.

Der er dem, der tror, at flygtningestrømmen skyldes ISIS hærgen og borgerkrigen i Syrien, og at der derfor er tale om et akut problem, som vil lægge sig, ligesom man står overfor at skulle evakuere et fodboldstadion, der er i flammer.

Men de tager fejl. For de glemmer, hvor flygtningestrømmen også kommer fra. Det blev ellers klart eksponeret tidligere på året: Den kommer også fra landene omkring Sahara.

I de lande vokser befolkningstørrelsen hastigt, og langt hurtigere end økonomien udvikler sig. Det er virkeliggørelsen af Thomas Maltus (1766.-1834) teori:

Population, when unchecked, increases in a geometrical ratio. The superior power of population cannot be checked without producing misery or vice“.

Og fattigdom og trøstesløshed samt forsmåede håb, om at det kan blive bedre, er lige præcis, hvad de yngre generationer oplever. Ungdomsarbejdsløsheden er kollossal.

I det arabiske forår blev der tændt et lille lys i mørket. Et håb om, at fremtiden ville blive bedre. Men det lys er gået ud. Nu ligger håbet et andet sted: Destination Europa.

Vi har taget hul på en veritabel folkevandring.

Med tysklands beslutning om at hejse det hvide flag og bare åbne grænsebommene, er der blevet sendt et klart signal til såvel flygtninge som would-be flygtninge.

Der er også blevet sendt et signal til would be-menneskesmuglere om, at der ligger en fremtid i denne lukrative branche. Det er en af de få jobmuligheder, som findes.

Og når udbuddet af menneskesmuglere vokser markant, hvad sker der så med priserne? De falder naturligvis. Muligvis drastisk.

Og hvad sker der så med efterspørgslen? Den vokser.

Med andre ord: Flygtningestrømmen til Europa vil blive meget større.

I EU advarede man allerede om det i 90’erne. Jeg husker en EU-Megreb konference i Nordafrika, hvor vi netop diskuterede dette tema. Dengang var der et spinkelt håb, om vi i fællesskab kunne løfte den økonomiske udvikling og fremme den politiske demokratiseringsproces. Men dette håb er forlængst slukket.

Nu er det hver mand for sig selv.

Flygtningestrømmen vil paralysere EU, hvis EU ikke allerede er blevet paralyseret. Hvis flygtningestrømmen blot var et akut og midlertidigt problem, kunne man måske håndtere det.

Men det er ikke et midlertidigt problem. Det ved man godt i EU, og derfor går medlemslandene allerede enegang. De søger nationale løsninger på fælles problemer. Og derfor er samarbejdet på dette vigtige område blevet omsonst. Det vil muligvis få negative konsekvenser (negative spilll-overs) til andre politikområder.

I 2018 får EU sit næste chok. For da træder det første store medlemsland ud af samarbejdet. Beslutningen vil blive taget om to år. Efter den britiske folkeafstemning. I går blev den første meningsmåling, som viste et britisk nej til fortsat medlemsskab, offentliggjort. Det Nej-forspring vil vokse sig større frem mod folkeafstemningen.

Goodbye EU, I wouldn’t say it wasn’t nice.

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑