Tag-arkiv: FN

Professorer i krig mod krigen i Irak

Af Nikolaj Stenberg · Udgivet 25. marts 2013 · 11 svar

irak-krigenDet er en udbredt misforståelse, at 2003-krigen mod Irak var ulovlig. Så udbredt faktisk, at bl.a. Jens Elo Rytter, Jens Vedsted-Hansen, Henning Koch og tidl. professor og minister Ole Espersen overfor Morgenavisen Jyllands-Posten Ritzau forleden tilkendegav, at de delte dén opfattelse. The odd man out var ifølge artiklen Ole Spiermann, som ikke ønskede at tage stilling; hvilket på Facebook fik ex-Punditokrat Jacob Mchangama til korrekt at bemærke:

Ole Spiermann er så også Danmarks suverænt bedste folkeretsjurist med en viden og produktion der overgår langt de fleste. Dermed ikke sagt at han nødvendigvis har ret, men at Spiermann er i mindretal gør ikke at man automatisk kan sige at han tager fejl.

Lige præcis. Men jeg tør nu godt være mere skråsikker. Og i øvrigt fortsætter debatten, herunder den debat, der isoleret angår spørgsmålet om konkret lovlighed indenfor det folkeretlige system. Det er for så vidt en fornuftig diskussion; men den er uden betydning for lovligheden af de danske krigshandlinger og dét er vigtigt at holde for øje, så man ikke blander tingene sammen. Når Danmark går i krig er den udbrydelige norm den, der er udtrykt i Grundlovens § 19, stk. 2:

Bortset fra forsvar mod væbnet angreb på riget eller danske styrker kan kongen ikke uden folketingets samtykke anvende militære magtmidler mod nogen fremmed stat. Foranstaltninger, som kongen måtte træffe i medfør af denne bestemmelse, skal straks forelægges folketinget. Er folketinget ikke samlet, skal det uopholdeligt sammenkaldes til møde.

Man kan ved selvsyn konstatere, at denne bestemmelse foreskriver en procedure for forholdet mellem p.d.e.s. Folketinget og p.d.a.s. Kongen /v Regeringen, når den danske stat drager i krig. Krigshandlinger er så alvorlige, at Folketinget har krav på medbestemmelse.

Bestemmelsen modificerer hovedreglen om, at den udenrigspolitiske kompetence indenfor den danske stat tilkommer Regeringen. Ikke Folketinget.

Bestemmelsen indeholder imidlertid ikke et påbud for Regeringen eller Folketinget til at sikre, at en eventuel dansk krigsdeltagelse er konform med reglerne i FN-pagten. In casu, at der foreligger et sikkerhedsrådsmandat til krigen eller at krigen ikke er en angrebskrig. En sejlivet fejlfortolkning af bestemmelsen i § 19, stk. 2 betyder imidlertid, at dette synspunkt har fået lov til at florere i visse (retsaktivistiske) kredse og endda nåede helt i Højesteret i den såkaldte Irak-sag (U2010.1547H).

I Irak-sagen havde Grundlovskomitéen 2003 vedrørende Irak-krigen appelleret sit nederlag i Landsretten til Højesteret, i spørgsmålet om, hvorvidt staten skulle anerkende, at ”Danmarks deltagelse i det militære angreb på Irak er i strid med Danmarks Riges Grundlov af 5. juni 1953.” Under sagen for landsretten var appellantens synspunktet uddybet af blandt andre tidl. MEP Ulla Sandbæk:

På baggrund af grundlovens forarbejder går hun ud fra, at Danmark, ikke kan gå ind i en angrebskrig på det foreliggende grundlag og uden FN-mandat. Hun mener, at det er en følge af politisk følgagtighed, når Udenrigsministeriets folkeretskontor har udtalt, at krigsdeltagelsen havde fornøden hjemmel. Indsatsen i Irak har sammen med tegningesagen bevirket, at hun ikke tør tage til Mellemøsten for at samle oplysninger til en roman, hun havde haft planer om at skrive.

Idéen om, at Grundlovens § 19, stk. 2 skulle indeholde mere end en procedureforskrift har sin rod i forarbejderne til den gældende grundlov fra 1952, bl.a. i dette uddrag, som appellanten henviste til i Irak-sagen:

Efter at Danmark gennem internationale aftaler har afstået fra krig som middel for sin udenrigspolitik, kan anvendelse af militære magtmidler mod andre stater kun forekomme som forsvar mod angreb eller som deltagelse i sanktioner i overensstemmelse med De Forenede Nationers pagt.

Umiddelbart er sagen efter at have læst tekstuddraget jo klar: Dansk krigsdeltagelse kræver FN-mandat. Men så simpelt er det ikke. For en sådan forståelse af § 19, stk. 2 ville gå midt imod grundlovens indre logik; hvilket er netop, hvad Højesteret larmende præcist pointerer:

[Der] foreligger [ikke] nogen særlig uklarhed om forståelsen af grundlovens § 19, stk. 2, i overensstemmelse med ordlyden som en procedureregel, der regulerer forholdet mellem regering og folketing. En forståelse som hævdet af appellanterne [læs: Grundlovskomitéen 2003 vedrørende Irak-krigen] ville indebære, at Danmark i 1953 skulle have overladt det til FN’s Sikkerhedsråd – med vetoret for de permanente medlemmer – at afgøre, om Danmark uden for folkeretligt anerkendte situationer ville kunne anvende militære magtmidler. En sådan forståelse ville også stride mod den grundlæggende ordning i dansk ret af forholdet mellem national ret og international ret, hvorefter folkeretten ikke har grundlovskraft.

Det mest sigende ved det hele er, at dét Højesteret siger burde være ganske ukontroversielt for enhver jurist, der kan sin statsret fra det allerførste studieår: I Danmark anerkender vi ikke det synspunkt der siger, at dansk ret og folkeretten udgør et samlet hele. Tværtimod er vi i Danmark tilhænger af princippet om, at dansk ret og folkeretten udgør to hver for sig selvstændige retssystemer. Det er dette princip retten bruger, når den stadig oftere behandler sager om mulige EMRK-krænkelser; så bruger man nemlig EMRK-reglerne og ikke de danske. Domstolene kan nemlig, må det forstås, sagtens finde ud af, at holde tingene adskilt.

Skulle vi andre så ikke også prøve på det?

Hvordan ser adgangen til FN’s menneskerettighedsråd ud?

Af Christian Bjørnskov · Udgivet 20. december 2012 · 1 svar

I et indlæg i Jyllandsposten i dag svarer Jacob Mchangama på kritik fra teamet Søvndal og Friis Bach, der mener, at FN’s menneskerettighedsråd ” rådet er menneskerettighedernes globale kampplads”. Jacob peger bl.a. på, at rådet per resolution er sat i verden for at ”opretholde den højeste standard af respekt for menneskerettigheder”. Jacob peger i dette og mange andre indlæg på, at politikernes tro på, at rådet gør dette, er en eklatant fejl. Han skriver bl.a. at:

Det er dette mandat, som rådet skal bedømmes på. Derfor illustrerer rådets sammensætning af lande som Kina, Etiopien og Saudi-Arabien og det nylige valg af vicepræsidenter fra Mauretanien med omfattende slaveri, Ecuador med systematisk censur og Maldiverne med massiv religiøs intolerance også, at ambitionerne har slået fejl.

Jeg kom derfor i den – ikke helt ukendte – situation, at jeg ikke kunne lade være med at se på, hvad tallene siger. Spørgsmålet er, hvem der sidder i rådet – har disse lande anderledes karakteristika end dem udenfor? Og svaret er ja. Splitter man FN’s medlemmer op i to halvdele – dem med etablerede demokratier og dem uden – er det ret klart at det ikke er tilfældigt. Estimerer man sandsynligheden for, at et land pt. er medlem, er det stort set kun størrelse, der er vigtigt for de demokratiske. Rykker et land en standardafvigelse (fra cirka 7 til cirka 47 millioner indbyggere) op, øges odds for at landet er medlem med 62 %.

Det interessante er blandt de mindre demokratiske medlemmer. Her er en standard afvigelse i BNP per indbygger, eller cirka 9000 dollars, forbundet med en 18 % større chance for at være medlem. Og mest interessant: For hvert points forværring af landets menneskerettighedsstatus, målt på det årlige indeks, der publiceres af Reporters Without Borders, øges chancen for at et land er medlem af FN’s menneskerettighedsråd med 2 %. Standardafvigelsen blandt disse lande er 35 point.

Med andre ord betyder én statistisk enhedsændring i negativ retning på menneskerettighedsstatus, at et land med cirka 70 % større sandsynlighed er medlem af rådet. Det påvirker indlysende nok den måde, rådet fungerer på, når udemokratiske lande med stor sandsynlighed vælger relativt slemme lande ind. Hvordan man derefter kan regne med, som Søvndal og Friis Bach åbent gør, at rådet effektivt beskytter menneskerettighederne rundt omkring i verden, er mig en gåde.

Interessante tal – stemmer i FN

Af Christian Bjørnskov · Udgivet 12. november 2011 · Skriv et svar

Jeg sidder for tiden og samler data til noget ny udviklingsforskning, og har i den forbindelse også haft fingrene i information på, hvordan lande har stemt i FN. Og som det nogle gange sker for de af os, der befinder os i forskerverdenen, tænkte jeg hvad F… forleden. Jeg kodede hvor ofte en gruppe på 110 ulande havde stemt med USA, Rusland eller Kina, og besluttede mig for også at kode, hvor ofte de enten havde stemt blankt eller været fraværende.

Gennemsnittet for 2000-2005 var, at landene havde ladet være med at stemme i 22 % af afstemningerne; men der var store forskelle! Se selv på listen nedenfor over de tid lande, der har deltaget mest, og de ti lande, der har deltaget mindst.

Mest aktive Mindst aktive
Ecuador

3.9

 Niger

49.9
Yemen

4.3

 Centralafrikanske Rep.

55.0
Venezuela

4.7

 Rwanda

55.4
Bangladesh

5.0

 Sao Tomé og Principe

61.5
Indonesien

5.0

 DR Congo

63.2
Bolivia

5.3

 Ækvatorial Guinea

63.7
Malaysia

5.3

 Vanuatu

68.7
Panama

5.3

 Liberia

70.8
Sri Lanka

5.3

 Chad

79.5
Guyana

5.5

 Saint Kitts og Nevis

87.3

Ecuador, Bolivia og Venezuela er enkle at forstå – det er Hugo Chavez og hans socialistiske compadres. Men hvad foregår der med resten?

USA på kompromis med ytringsfriheden

Af Christian Bjørnskov · Udgivet 9. oktober 2009 · 2 svar

Obama-administrationen har erklæret at den vil gå langt for at sikre ’internationalt samarbejde’. Hvor langt viste sig forleden, som Anne Bayefsky dokumenterer i dagens Weekendavisen. USA har valgt at indtræde i FN’s Menneskerettighedsråd, uanset at det er domineret af en række lande, der gang på gang udviser ophøjet foragt for de mest basale menneskerettigheder. Libyen, Kina, Cuba og Saudi-Arabien er blot nogle af eksemplerne. I toppen af rådet er der også mere end almindeligt knas. Præsidenten er belgieren Alex Van Meeuwen, men allerede vicepræsidenten er Egyptens Hisham Badr. Det er svært at forlige sig med det rimelige i, at ’næstkommanderende’ i rådet er fra et land, der i 2008 var placeret nummer 146 af 173 lande (score 50,25) på Reporters Without Borders liste over pressefrihed.  Til sammenligning deler Danmark 14.pladsen med Østrig med en score på 3,5.

Der stopper samarbejdsivrigheden dog ikke. Bayefsky skriver, at USA i samarbejde med Egypten har udarbejdet en revideret resolution om ytringsfrihed (her hendes artikel fra The Weekly Standard). Resolutionen omfatter blandt andet formuleringen ”but expresses regret at the promotion by certain media of false images and negative stereotypes of vulnerable individuals or groups of individuals, and at the use of information and communications technologies such as the Internet for purposes contrary to respect for human rights, in particular the perpetration of violence against and exploitation and abuse of women and children, and disseminating racist and xenophobic discourse or content” (min fremhævelse). Lignende passager i den amerikansk-egyptiske tekst om mediers særlige ansvar tolkes tydeligt og officielt af Organisationen af Islamiske Lande som at ”ytringsfriheden er underordnet alt, hvad der krænker eller skaber negative stereotype billeder ar religionerne” (Bayefskys læsning).

Det er mildt sagt bekymrende læsning for tilhængere af menneskerettigheder, og i særlig grad for presse- og ytringsfriheden, at USA under Obama åbenbart går med til så tydelig en accept af indskrænkninger af religiøse og politiske grunde. Her er iøvrigt RSF-scorerne for USA’s andre ’partnerlande’ i dette arbejde i Menneskerettighedsrådet: Indonesian – 27 (nr. 111), Pakistan – 54,88 (nr. 152).

FN’s Human Development Index – rent nonsens

Af Christian Bjørnskov · Udgivet 26. maj 2009 · 3 svar

Punditokraternes gode ven Niclas Berggren, der blogger dagligt på Nonicoclolasos, har ofte virkeligt interessante emner oppe, som man bare bliver nødt til at stjæle. I dag linker han til Bryan Caplans kritik af FN’s såkaldte Human Development Index. Indekset, der tit bliver brugt af medierne, er nærmest rendyrket vrøvl. Og hvorfor er dét så vigtigt?

Det vigtige kommer ind i emnet, idet mange ikke-økonomer angriber økonomer for at fokusere ensidigt på gennemsnitsindkomsten, dvs. BNP. Derfor har man hos FN udviklet det alternative Human Development Index, HDI, for – officielt i hvert fald – at få et bedre mål for menneskelig udvikling. Caplan, der til daglig er professor på public choice-højborgen George Mason University, hudfletter her indekset.

Udgangspunktet er, at HDI er en ligelig vægtning af BNP, forventet livslængde, og uddannelse. Uddannelse i sig selv er en vægtning af andelen af befolkningen, der kan læse – den får 2/3 af indekset – og andelen af befolkningen, der er indskrevet i enten primær, sekundær eller tertiær uddannelse. Som Caplan noterer sig, ”To max out your education score, you have to turn 100% of your population into students!” Det er ren nonsense.

Indekset er beregnet mellem 0 og 1. Caplans andet punkt er derfor, at de enorme fremskridt, som den vestlige verden har opnået siden, f.eks., 1970 ikke tæller ret meget. På trods af at BNP formelt får 1/3 af indekset, er det reelt rigget mod BNP. Som Caplan påpeger, ”since rich countries are already close to the upper bound, the HDI effectively defines their future progress on this dimension out of existence.” Det same gælder brugen af livslængde som helbredsmål, hvor den klart stigende livslængde i vestlige lande ikke tæller ret meget, da de allerede er tæt på maksimum.

Konklusionen på analysen er, at på grund af det særlige vægtningsskema, kombineret med at indekset er bundet mellem 0 og 1, er de klare vindere uddannelsesmålene, da de er bundet mellem 0 og 100% af logiske årsager og ikke på grund af ren matematik. Som Caplan viser – og som jeg var helt enig med ham da jeg havde tænkt lidt over tingene – er FN’s mål for menneskelig udvikling effektivt en ideologisk konstruktion hvor ”Scandinavia is the pinnacle of human achievement.”

Spørgsmålet bliver derfor til et svar. Hvorfor jubler vi gang på gang, når medierne skriver om hvor godt vi klarer os på HDI på trods af vores skred ned ad BNP-ranglisten (og i særlig grad skred ned ad listen over privatforbrug)? Caplans svar er helt klart: “Scandinavia comes out on top according to the HDI because the HDI is basically a measure of how Scandinavian your country is.” Det giver ingen mening.