Tag-arkiv: FN

Saudiske bilister og lighed for kvinder i Danmark

Berlingske bragte i går den glædelige nyhed om, at Saudiarabien fra søndag ophæver landets forbud mod, at kvinder kører bil. Sauderne har længe ført en ekstremt traditionel linje, hvor kvinder til enhver tid hører under en mand – en ægtefælle, far, bror eller andet – og ikke havde nogen rettigheder. Som vi påpegede i december, skabte forbuddet kombineret med Saudiarabiens større åbenhed overfor resten af verden den absurde situation, at en fuldt kvindelig flight crew fra Royal Brunei (der i øvrigt ejes af landets stærkt troende sultan) landede en Boeing 787 i Riyadh, men ikke måtte køre i bil derfra.

Det har landet, stærkt påvirket af den magtfulde Kronprins Mohammed bin Salman, der virker langt mere liberal og moderne end den ældre del af familien, nu opgivet. Saudiske kvinder må for eksempel nu gå til koncerter, i biografen, til fodboldkampe, og endda slutte sig til den saudiske hær. Hvor langt landet har bevæget sig, og hvordan situationen ser ud i resten af den rige verden, handler dagens post om.

FN udgiver hvert år i forbindelse med årets Development Report et indeks over lighed mellem kønnene. Som det ofte er tilfældet, er indekset en blandet pose bolcher – man må undre sig over, hvorfor mødredødelighed er en indikator for lighed mellem kønnene og ikke blot for fattigdom eller kvaliteten af sygeplejen – og vi tager derfor kun tre indikatorer derfra: Forskellen mellem kvinders og mænds forventede uddannelseslængde, forskellen på mænds og kvinders deltagelse på arbejdsmarkedet, og andelen af kvinder i parlamentet.

Der er næppe mange læsere, der kan være overraskede over, at de nordiske lande klarer sig fint på indekset, mens Saudiarabien ligger i bunden af de rige lande. I figuren nedenfor, hvor vi kun bruger de to første mål for den rigeste fjerdedel af verdens lande, ligger de nordiske lande (blå søjler, inklusive Estland) absolut i toppen sammen med New Zealand; Saudiarabien ligger i bunden. Tidligere kommunistiske lande (røde søjler, læs mere her) placerer sig også anderledes, men kun blandt de rige af dem, mens enkelte lande som Tyskland klarer sig forbløffende ringe.

Tager man derimod den tredje komponent med, hvor Danmark også ligger ganske lunt med en kvindelig andel af Folketinget på 37 %, får man de nordiske lande igen, men en placering i midterfeltet for sauderne, der faktisk har cirka 20 % kvinder i deres parlament. At de ikke kan beslutte noget som helst, da Saudiarabien stadig er et enevælde, er en anden sag.

Danmarks samlede placering er således nummer 7 blandt alle lande, og med specifikke placeringer som henholdsvis nummer 11, 28, og 20. Det giver dog også en del mærkelig støj at tage den politiske repræsentation med, og ikke blot fra Saudiarabien. Det relativt nyrige Seychellerne rykker for eksempel ind på nummer 4 pga. dets overrepræsentation af kvinder i parlamentet, og Rwanda er nummer 1. Top og bund på de forskellige områder er: uddannelse, Barbados (+2.8 år) versus Angola (-5.3 år), arbejdsmarkedet er Mozambique (+24 %) versus Afghanistan (-64.5 &), og politisk repræsentation er Rwanda (57.5 %) versus Vanuatu (0.1 %).

Læsere med lidt indsigt i matematik har nok allerede spottet komplikationen ved at bruge denne type indeks. Hvordan kan placeringer som nummer 11, 28 og 20 blive til en samlet placering som nummer 7? Svaret er, at en række lande på specifikke punkter er foran Danmark, men de samme lande er på andre punkter noget bagud. De tre dele af indekset er nemlig kun meget svagt korrelerede – kønslighed i resultater på arbejdsmarkedet har ikke ret meget at gøre med resultatlighed i uddannelse eller politisk repræsentation. Når FN derfor udgiver sit indeks, blander organisationen en lang række forhold sammen i et indeks, som ikke har nogen klar empirisk sammenhæng. Man får derfor det velkendte BIBO-problem – bullshit in, bullshit out – men et på mange måder rart, politisk korrekt indeks hvor en lang række ellers repressive og ikke særligt rare regimer kan pege på det ’gode’ de gør for kvinder. Man kan endnu en gang konstatere, at der er noget særligt og fælles for de nordiske lande, men ellers fortjener FNs indeks – som så mange ting, FN laver – ikke nogen videre opmærksomhed. Man skal ned i substansen i de underliggende data for at kunne se noget konkret, og det er der næppe mange journalister eller politikere, der gør.

Politikeres internationale ambitioner

Mens mange økonomer, statskundskabere og almindelige vælgere stadig gør som om (og måske tror at) politikere altid gør det rigtige, er det generelt anerkendt, at de forbløffende ofte tager fejl. Nogle af de politiske fejl er på grund af tilfældigheder, men de fleste skyldes enten fundamental inkompetence eller svært uheldige incitamenter. 60 års forskning i public choice og politisk økonomi har således vist, hvordan politikere helt systematisk fører politik, der skader samfundet for enten at blive genvalgt eller at tækkes særinteresser. Ny forskning føjer endnu et incitament til den lange liste af problemer, der kan forvride politik.

Den internationalt anerkendte Arye Hillman fra Bar-Ilan universitetet i Tel Aviv præsenterede i denne uge et nyt studie, foretaget sammen med hans vietnamesisk-canadiske kollega Ngo Van Long (McGill), ved den årlige Australasian Public Choice Conference, der i år var på Deakin University i Melbourne. Hillman, der har skrevet en af de mest brugt lærebøger på området, benægter på ingen måde de uheldige indflydelser fra klassiske særinteresser eller fra behovet for popularitet. Han og Long analyserer blot, hvordan en helt bestemt ambition kan få politikere til at opføre sig endnu mindre i samfundets generelle interesse: Muligheden for at få en karriere i en international organisation, efter de forlader national politik.

Hillman og Longs stærkeste eksempel er muligheden for at få Nobels Fredspris, men analysen gælder mere generelt internationale karrierer. Pointen er ganske simpel: Politikeres adfærd er bestemt af de incitamenter, der har. Disse kan være ideologiske, at tækkes særinteresser, de kan i visse tilfælde være at gøre det rigtige, og de er i alle tilfælde styret af ønsket om at blive valgt. Men for visse ledende politikere, kan muligheden opstå for at de på et tidspunkt kan få en international karriere. Dette incitament indebærer, at deres adfærd også bliver påvirket af, hvordan de opfattes af det, der ofte kaldes ’det internationale samfund’. Med andre ord: Hvordan opfattes deres politik og opførsel af centrale spillere, der er formet af internationale organisationer som FN, EU og Nobelkomiteen i Oslo?

Politikere kan således ændre sig over tid når denne type muligheder opstår for dem. Det vil typisk indebære, at de begynder at kommunikere anderledes, når de har realistiske, internationale ambitioner. De kan også presse på for at føre politik, der i højere grad enten gavner særlige organisationer eller er mere konsistente med deres mission. En ledende politiker, der pludselig nævnes som et bud som EU-kommissær eller kommissionsformand, vil have et personligt incitament til pludseligt at blive mere positiv overfor EU, og overfor særligt franske og tyske ambitioner i EU.  Er der en toppost i FN i udsigt, vil politikeren sandsynligvis presse på for at landet ’deltager’ mere internationalt, eller retter bistandspolitik og andet ind efter FNs præferencer. I alle tilfældene vil der være til personlig gavn, at landets politik ændres i en bestemt retning, fordi det vil øge den pågældende politikers chancer for at få en international toppost – eller i Hillmans yndlingseksempel, at modtage Nobels Fredspris.

Mens det bestemt ikke er en rar tanke, at ledende politikere kunne have den slags tilskyndelser til at skævvride deres lands politik, er det ganske let at finde eksempler på politikere, der stod i situationen. I Danmark havde Poul Nyrup, Helle Thorning og Anders Fogh alle tydelige internationale ambitioner og dermed en personlig plan for deres liv efter dansk politik. Margrethe Vestager, der ofte var en fornuftens stemme i ellers tåbelige diskussioner om dansk økonomisk politik, er i sin funktion som konkurrencekommissær i stigende grad ivrig efter at finde multinationale virksomheder at angribe og regulere. Hun taler nu om fairness overfor forretningsinteresser (se f.eks. dette interview i the Guardian). Hendes belønning har været, at hun nu er blandt favoritterne til posten som kommissionsformand.

Folk er ofte skeptiske overfor studier i public choice, der som Hillman og Long insisterer på at undersøge politikeres personlige incitamenter. Det var heller ikke anderledes til konferencen i Melbourne, hvor flere tydeligvis ikke brød sig om analysen. Men ser man med åbne øjne ud i verden er det alt for let at opdage: Politikere er ligesom andre styret af deres incitamenter, og langt de fleste af deres incitamenter er afskyelige.

Sociale rettigheder og sociale resultater

Jacob Mchangama og jeg har siden sidste år arbejdet på et papir om, hvorvidt de såkaldte socio-økonomiske menneskerettigheder faktisk gør, hvad de påstås at gøre. Med andre ord, når man indfører en social rettighed i forfatningen, som FN presser lande til at gøre, ser man så en forbedring efterfølgende? Vi har set på retten til uddannelse, sundhed og social sikkerhed og som Jacob tweetede igår – det kort svar er nej. Efter vi har præsenteret det på flere konferencer og fået input og forslag fra kolleger og venner har vi nu sendt det ud som working paper. Papiret kan hentes her eller her. Abstractet lyder:

While the United Nations and NGOs are pushing for global judicialization of economic, social and cultural rights (ESCRs), little is known of their consequences. We provide evidence of the effects of introducing three types of ESCRs into the constitution: the rights to education, health and social security. Employing a large panel covering annual data from 160 countries in the period 1960-2010, we find no robust evidence of positive effects of ESCRs. We do, however, document adverse medium-term effects on education and inflation.

Professorer i krig mod krigen i Irak

irak-krigenDet er en udbredt misforståelse, at 2003-krigen mod Irak var ulovlig. Så udbredt faktisk, at bl.a. Jens Elo Rytter, Jens Vedsted-Hansen, Henning Koch og tidl. professor og minister Ole Espersen overfor Morgenavisen Jyllands-Posten Ritzau forleden tilkendegav, at de delte dén opfattelse. The odd man out var ifølge artiklen Ole Spiermann, som ikke ønskede at tage stilling; hvilket på Facebook fik ex-Punditokrat Jacob Mchangama til korrekt at bemærke:

Ole Spiermann er så også Danmarks suverænt bedste folkeretsjurist med en viden og produktion der overgår langt de fleste. Dermed ikke sagt at han nødvendigvis har ret, men at Spiermann er i mindretal gør ikke at man automatisk kan sige at han tager fejl.

Lige præcis. Men jeg tør nu godt være mere skråsikker. Og i øvrigt fortsætter debatten, herunder den debat, der isoleret angår spørgsmålet om konkret lovlighed indenfor det folkeretlige system. Det er for så vidt en fornuftig diskussion; men den er uden betydning for lovligheden af de danske krigshandlinger og dét er vigtigt at holde for øje, så man ikke blander tingene sammen. Når Danmark går i krig er den udbrydelige norm den, der er udtrykt i Grundlovens § 19, stk. 2:

Bortset fra forsvar mod væbnet angreb på riget eller danske styrker kan kongen ikke uden folketingets samtykke anvende militære magtmidler mod nogen fremmed stat. Foranstaltninger, som kongen måtte træffe i medfør af denne bestemmelse, skal straks forelægges folketinget. Er folketinget ikke samlet, skal det uopholdeligt sammenkaldes til møde.

Man kan ved selvsyn konstatere, at denne bestemmelse foreskriver en procedure for forholdet mellem p.d.e.s. Folketinget og p.d.a.s. Kongen /v Regeringen, når den danske stat drager i krig. Krigshandlinger er så alvorlige, at Folketinget har krav på medbestemmelse.

Bestemmelsen modificerer hovedreglen om, at den udenrigspolitiske kompetence indenfor den danske stat tilkommer Regeringen. Ikke Folketinget.

Bestemmelsen indeholder imidlertid ikke et påbud for Regeringen eller Folketinget til at sikre, at en eventuel dansk krigsdeltagelse er konform med reglerne i FN-pagtenIn casu, at der foreligger et sikkerhedsrådsmandat til krigen eller at krigen ikke er en angrebskrig. En sejlivet fejlfortolkning af bestemmelsen i § 19, stk. 2 betyder imidlertid, at dette synspunkt har fået lov til at florere i visse (retsaktivistiske) kredse og endda nåede helt i Højesteret i den såkaldte Irak-sag (U2010.1547H).

I Irak-sagen havde Grundlovskomitéen 2003 vedrørende Irak-krigen appelleret sit nederlag i Landsretten til Højesteret, i spørgsmålet om, hvorvidt staten skulle anerkende, at ”Danmarks deltagelse i det militære angreb på Irak er i strid med Danmarks Riges Grundlov af 5. juni 1953.” Under sagen for landsretten var appellantens synspunktet uddybet af blandt andre tidl. MEP Ulla Sandbæk:

På baggrund af grundlovens forarbejder går hun ud fra, at Danmark, ikke kan gå ind i en angrebskrig på det foreliggende grundlag og uden FN-mandat. Hun mener, at det er en følge af politisk følgagtighed, når Udenrigsministeriets folkeretskontor har udtalt, at krigsdeltagelsen havde fornøden hjemmel. Indsatsen i Irak har sammen med tegningesagen bevirket, at hun ikke tør tage til Mellemøsten for at samle oplysninger til en roman, hun havde haft planer om at skrive.

Idéen om, at Grundlovens § 19, stk. 2 skulle indeholde mere end en procedureforskrift har sin rod i forarbejderne til den gældende grundlov fra 1952, bl.a. i dette uddrag, som appellanten henviste til i Irak-sagen:

Efter at Danmark gennem internationale aftaler har afstået fra krig som middel for sin udenrigspolitik, kan anvendelse af militære magtmidler mod andre stater kun forekomme som forsvar mod angreb eller som deltagelse i sanktioner i overensstemmelse med De Forenede Nationers pagt.

Umiddelbart er sagen efter at have læst tekstuddraget jo klar: Dansk krigsdeltagelse kræver FN-mandat. Men så simpelt er det ikke. For en sådan forståelse af § 19, stk. 2 ville gå midt imod grundlovens indre logik; hvilket er netop, hvad Højesteret larmende præcist pointerer:

[Der] foreligger [ikke] nogen særlig uklarhed om forståelsen af grundlovens § 19, stk. 2, i overensstemmelse med ordlyden som en procedureregel, der regulerer forholdet mellem regering og folketing. En forståelse som hævdet af appellanterne [læs: Grundlovskomitéen 2003 vedrørende Irak-krigen] ville indebære, at Danmark i 1953 skulle have overladt det til FN’s Sikkerhedsråd – med vetoret for de permanente medlemmer – at afgøre, om Danmark uden for folkeretligt anerkendte situationer ville kunne anvende militære magtmidler. En sådan forståelse ville også stride mod den grundlæggende ordning i dansk ret af forholdet mellem national ret og international ret, hvorefter folkeretten ikke har grundlovskraft.

Det mest sigende ved det hele er, at dét Højesteret siger burde være ganske ukontroversielt for enhver jurist, der kan sin statsret fra det allerførste studieår: I Danmark anerkender vi ikke det synspunkt der siger, at dansk ret og folkeretten udgør et samlet hele. Tværtimod er vi i Danmark tilhænger af princippet om, at dansk ret og folkeretten udgør to hver for sig selvstændige retssystemer. Det er dette princip retten bruger, når den stadig oftere behandler sager om mulige EMRK-krænkelser; så bruger man nemlig EMRK-reglerne og ikke de danske. Domstolene kan nemlig, må det forstås, sagtens finde ud af, at holde tingene adskilt.

Skulle vi andre så ikke også prøve på det?

Hvordan ser adgangen til FN’s menneskerettighedsråd ud?

I et indlæg i Jyllandsposten i dag svarer Jacob Mchangama på kritik fra teamet Søvndal og Friis Bach, der mener, at FN’s menneskerettighedsråd ” rådet er menneskerettighedernes globale kampplads”. Jacob peger bl.a. på, at rådet per resolution er sat i verden for at ”opretholde den højeste standard af respekt for menneskerettigheder”. Jacob peger i dette og mange andre indlæg på, at politikernes tro på, at rådet gør dette, er en eklatant fejl. Han skriver bl.a. at:

Det er dette mandat, som rådet skal bedømmes på. Derfor illustrerer rådets sammensætning af lande som Kina, Etiopien og Saudi-Arabien og det nylige valg af vicepræsidenter fra Mauretanien med omfattende slaveri, Ecuador med systematisk censur og Maldiverne med massiv religiøs intolerance også, at ambitionerne har slået fejl.

Jeg kom derfor i den – ikke helt ukendte – situation, at jeg ikke kunne lade være med at se på, hvad tallene siger. Spørgsmålet er, hvem der sidder i rådet – har disse lande anderledes karakteristika end dem udenfor? Og svaret er ja. Splitter man FN’s medlemmer op i to halvdele – dem med etablerede demokratier og dem uden – er det ret klart at det ikke er tilfældigt. Estimerer man sandsynligheden for, at et land pt. er medlem, er det stort set kun størrelse, der er vigtigt for de demokratiske. Rykker et land en standardafvigelse (fra cirka 7 til cirka 47 millioner indbyggere) op, øges odds for at landet er medlem med 62 %.

Det interessante er blandt de mindre demokratiske medlemmer. Her er en standard afvigelse i BNP per indbygger, eller cirka 9000 dollars, forbundet med en 18 % større chance for at være medlem. Og mest interessant: For hvert points forværring af landets menneskerettighedsstatus, målt på det årlige indeks, der publiceres af Reporters Without Borders, øges chancen for at et land er medlem af FN’s menneskerettighedsråd med 2 %. Standardafvigelsen blandt disse lande er 35 point.

Med andre ord betyder én statistisk enhedsændring i negativ retning på menneskerettighedsstatus, at et land med cirka 70 % større sandsynlighed er medlem af rådet. Det påvirker indlysende nok den måde, rådet fungerer på, når udemokratiske lande med stor sandsynlighed vælger relativt slemme lande ind. Hvordan man derefter kan regne med, som Søvndal og Friis Bach åbent gør, at rådet effektivt beskytter menneskerettighederne rundt omkring i verden, er mig en gåde.

Interessante tal – stemmer i FN

Jeg sidder for tiden og samler data til noget ny udviklingsforskning, og har i den forbindelse også haft fingrene i information på, hvordan lande har stemt i FN. Og som det nogle gange sker for de af os, der befinder os i forskerverdenen, tænkte jeg hvad F… forleden. Jeg kodede hvor ofte en gruppe på 110 ulande havde stemt med USA, Rusland eller Kina, og besluttede mig for også at kode, hvor ofte de enten havde stemt blankt eller været fraværende.

Gennemsnittet for 2000-2005 var, at landene havde ladet være med at stemme i 22 % af afstemningerne; men der var store forskelle! Se selv på listen nedenfor over de tid lande, der har deltaget mest, og de ti lande, der har deltaget mindst.

Mest aktive Mindst aktive
Ecuador

3.9

Niger

49.9

Yemen

4.3

Centralafrikanske Rep.

55.0

Venezuela

4.7

Rwanda

55.4

Bangladesh

5.0

Sao Tomé og Principe

61.5

Indonesien

5.0

DR Congo

63.2

Bolivia

5.3

Ækvatorial Guinea

63.7

Malaysia

5.3

Vanuatu

68.7

Panama

5.3

Liberia

70.8

Sri Lanka

5.3

Chad

79.5

Guyana

5.5

Saint Kitts og Nevis

87.3

Ecuador, Bolivia og Venezuela er enkle at forstå – det er Hugo Chavez og hans socialistiske compadres. Men hvad foregår der med resten?

USA på kompromis med ytringsfriheden

Obama-administrationen har erklæret at den vil gå langt for at sikre ’internationalt samarbejde’. Hvor langt viste sig forleden, som Anne Bayefsky dokumenterer i dagens Weekendavisen. USA har valgt at indtræde i FN’s Menneskerettighedsråd, uanset at det er domineret af en række lande, der gang på gang udviser ophøjet foragt for de mest basale menneskerettigheder. Libyen, Kina, Cuba og Saudi-Arabien er blot nogle af eksemplerne. I toppen af rådet er der også mere end almindeligt knas. Præsidenten er belgieren Alex Van Meeuwen, men allerede vicepræsidenten er Egyptens Hisham Badr. Det er svært at forlige sig med det rimelige i, at ’næstkommanderende’ i rådet er fra et land, der i 2008 var placeret nummer 146 af 173 lande (score 50,25) på Reporters Without Borders liste over pressefrihed.  Til sammenligning deler Danmark 14.pladsen med Østrig med en score på 3,5.

Der stopper samarbejdsivrigheden dog ikke. Bayefsky skriver, at USA i samarbejde med Egypten har udarbejdet en revideret resolution om ytringsfrihed (her hendes artikel fra The Weekly Standard). Resolutionen omfatter blandt andet formuleringen ”but expresses regret at the promotion by certain media of false images and negative stereotypes of vulnerable individuals or groups of individuals, and at the use of information and communications technologies such as the Internet for purposes contrary to respect for human rights, in particular the perpetration of violence against and exploitation and abuse of women and children, and disseminating racist and xenophobic discourse or content” (min fremhævelse). Lignende passager i den amerikansk-egyptiske tekst om mediers særlige ansvar tolkes tydeligt og officielt af Organisationen af Islamiske Lande som at ”ytringsfriheden er underordnet alt, hvad der krænker eller skaber negative stereotype billeder ar religionerne” (Bayefskys læsning).

Det er mildt sagt bekymrende læsning for tilhængere af menneskerettigheder, og i særlig grad for presse- og ytringsfriheden, at USA under Obama åbenbart går med til så tydelig en accept af indskrænkninger af religiøse og politiske grunde. Her er iøvrigt RSF-scorerne for USA’s andre ’partnerlande’ i dette arbejde i Menneskerettighedsrådet: Indonesian – 27 (nr. 111), Pakistan – 54,88 (nr. 152).

FN’s Human Development Index – rent nonsens

Punditokraternes gode ven Niclas Berggren, der blogger dagligt på Nonicoclolasos, har ofte virkeligt interessante emner oppe, som man bare bliver nødt til at stjæle. I dag linker han til Bryan Caplans kritik af FN’s såkaldte Human Development Index. Indekset, der tit bliver brugt af medierne, er nærmest rendyrket vrøvl. Og hvorfor er dét så vigtigt?

Det vigtige kommer ind i emnet, idet mange ikke-økonomer angriber økonomer for at fokusere ensidigt på gennemsnitsindkomsten, dvs. BNP. Derfor har man hos FN udviklet det alternative Human Development Index, HDI, for – officielt i hvert fald – at få et bedre mål for menneskelig udvikling. Caplan, der til daglig er professor på public choice-højborgen George Mason University, hudfletter her indekset.

Udgangspunktet er, at HDI er en ligelig vægtning af BNP, forventet livslængde, og uddannelse. Uddannelse i sig selv er en vægtning af andelen af befolkningen, der kan læse – den får 2/3 af indekset – og andelen af befolkningen, der er indskrevet i enten primær, sekundær eller tertiær uddannelse. Som Caplan noterer sig, ”To max out your education score, you have to turn 100% of your population into students!” Det er ren nonsense.

Indekset er beregnet mellem 0 og 1. Caplans andet punkt er derfor, at de enorme fremskridt, som den vestlige verden har opnået siden, f.eks., 1970 ikke tæller ret meget. På trods af at BNP formelt får 1/3 af indekset, er det reelt rigget mod BNP. Som Caplan påpeger, ”since rich countries are already close to the upper bound, the HDI effectively defines their future progress on this dimension out of existence.” Det same gælder brugen af livslængde som helbredsmål, hvor den klart stigende livslængde i vestlige lande ikke tæller ret meget, da de allerede er tæt på maksimum.

Konklusionen på analysen er, at på grund af det særlige vægtningsskema, kombineret med at indekset er bundet mellem 0 og 1, er de klare vindere uddannelsesmålene, da de er bundet mellem 0 og 100% af logiske årsager og ikke på grund af ren matematik. Som Caplan viser – og som jeg var helt enig med ham da jeg havde tænkt lidt over tingene – er FN’s mål for menneskelig udvikling effektivt en ideologisk konstruktion hvor ”Scandinavia is the pinnacle of human achievement.”

Spørgsmålet bliver derfor til et svar. Hvorfor jubler vi gang på gang, når medierne skriver om hvor godt vi klarer os på HDI på trods af vores skred ned ad BNP-ranglisten (og i særlig grad skred ned ad listen over privatforbrug)? Caplans svar er helt klart: “Scandinavia comes out on top according to the HDI because the HDI is basically a measure of how Scandinavian your country is.” Det giver ingen mening.

Global opvarmning og IPCC – igen

Som Punditokraternes læsere vel efterhånden ikke kan undgå at vide, er en af disse års store politiske sager den globale opvarmning. I 20 år har FNs internationale panel IPCC med stigende sikkerhed argumenteret for, at kloden bliver varmere, og at det helt primært skyldes menneskelige udledninger af såkaldte drivhusgasser, der kommer fra en lang række økonomiske aktiviteter. I de seneste år har den tidligere amerikanske vicepræsident Al Gore slået sig op på samme vogn, og endda fået Nobels fredspris for sin lobbying, på trods af at hans vidt omdiskuterede film helt unægtelig indeholder flere ret upræcise oplysninger. Som læserne også vil vide, er der dog ikke fuld videnskabelig konsensus selvom der oftest ser ud til at være politisk konsensus. Ikke mindst må det have gjort et vist indtryk på dem, der ikke er religiøst troende, at 100 topforskere sidste år skrev et åbent brev om deres problemer med at acceptere IPCCs historie.

Nu sker der ikke så meget for tiden – det er også blevet agurketid i blogosfæren – så her i sommertiden kan vores læsere hygge sig med Frede Vestergaards glimrende interview med Ole Humlum, en af Norges førende klimaforskere of professor i fysisk geografi ved Oslos universitet (læs interviewet her). Humlum repræsenterede ved et norsk møde sidste år den IPCC-kritiske fløj og uddyber i Weekendavisen fra i fredags sine synspunkter.

Først og fremmest peger den norske professor på en del usikkerhed i vores viden om de processer, der skaber Jordens klima – usikkerheder der ignoreres af IPCC. For eksempel giver drivhusgasteorien og klimamodellerne ret klare prædiktioner omkring temperaturen i atmosfærens øvre lag, men satellit- og ballonmålinger finder ikke den atmosfæriske opvarmning, modellerne tilsiger. Det er heller ikke særligt kendt, at det tab af iskappe, der unægteligt er sket på Nordpolen, næsten opvejes af en opbygning af tykkere is på Sydpolen. Og sidst, men ikke mindst, peger Humlum på, at grundige analyser viser, at kun cirka fem procent af den atmosfæriske CO2 kan være kommet fra afbrænding af fossile brændstoffer, og hovedparten altså må være kommet andre steder fra. På trods deraf tilskriver IPCC ”hele stigningen i den globale CO2-koncentration forbrænding af fossile brændstoffer, svarende til 26 procent af den samlede mængde atmosfærisk CO2.” Man skal ikke være den store statistiker for at indse, at man meget hurtigt i en lineær model kan komme til at tilskrive menneskelig aktivitet en fem gange så stor rolle, som den egentlig burde have.

Humlum peger, som mange andre, også på at temperaturen faktisk ikke er steget de sidste ti år, på trods af at IPCC-modellerne klart forudsiger en stigning på 0,2-0,3 grader. Nu er ti år sandsynligvis ikke nok til at kunne sige noget som helst fornuftigt om en langsigtstrend, ikke mindst fordi 1998 var et såkaldt ’El Niño år’, men nordmanden gør opmærksom på, at IPCC selv har brugt det usædvanligt varme år som ’bevis’ for at opvarmningen er menneskeskabt. Og som han udtaler til Weekendavisen: ”Hvis ti års temperaturstigning fra 1978 til 1988 var nok til at overbevise om rigtigheden af at oprette IPCC med den erklærede opgave at undersøge specielt den menneskelige påvirkning af klimaet, og hvis ti års temperaturstigning frem til 1998 er usædvanlig og et mere end 90 procent sikkert bevis på menneskeskabt global opvarmning, som det er blevet hævdet af IPCC, så har de efterfølgende otte-ni års stagnation i temperaturen vel også relevans?”

Den norske professor konkluderer (som vi i øvrigt også har gjort her), at problemet er at IPCC har opnået en monopolstats på at formidle klimaforskning og information om klimaet til verdens regeringer og politikere. Ydermere er organisationen sat i verden til at undersøge en eventuel menneskeskabt virkning, hvilket betyder at ”de centrale personer, der udpeges til klimapanelet i det mindste er af den opfattelse, at vi i dag står overfor potentielt farlige menneskeskabte, globale klimaændringer.” Med andre ord hyrer man ikke nogen embedsmand til IPCC uden at denne er overbevist om katastrofescenarierne. Og man lader heller ikke skepsis og usikkerhed igennem fra politisk side, da den videnskabelige rapport først kommer måneder efter et Summary for Policymakers, som rapporten skal være konsistent med – og som skal godkendes fra politisk hold! At indgå i en såkaldt ’dialog’ med IPCC og den politiske side bliver dermed lidt ligesom at spille poker med en modstander, som insisterer på selv at blande og dele kortene – mens man er sendt ud af lokalet. Det er et offentligt spil, der er meget svært at vinde, før tilskuerne indser absurditeten i dets regler.

Lad os blot herfra takke Weekendavisen for at bringe begge sider af en højspændt, politisk debat, og at opfordre læserne til at læse Vestergaards artikel. Og som må man vel berede sig på en ophidset debat her på stedet i de kommende dage.

Kronik i Berlingeren

Som tidligere annonceret er her et link til min kronik i Berlingeren om Irak fem år efter.

Hovedsynspunkterne er

– at demokratiet i Irak tegner til at overleve.

– at Irak dermed er bedre stillet end ante-bellum.

– at den rigtige strategi i krigen mod terror fortsat er at søge demokratiet udbredt i Mellemøsten (og andre steder), om nødvendigt ved militær intervention.

– at FN repræsenterer en forældet version af folkeretten, der snarere hindrer end fremmer kampen for frihed.

Discuss.

(endnu) Mere om FN og ytringsfrihed

Undertegnede var i aftes i DR Udland (23 minutter inde i udsendelsen) for at kommentere på et initiativ fra FNs såkaldt alliancefri stater. Disse stater har oprettet et center for “Menneskerettigheder og Kulturel Diversitet” i Teheran. Som man kan forestille sig er det ikke en styrkelse men derimod en indskrænkelse af ytringsfriheden dette center skal beskæftige sig med. De Alliancefri stater søger nu FN organisationen UNESCOs støtte til dette center, hvilket skal ses i sammenhæng med de alliancefri staters (ledet af de muslimske stater i OIC) bestræbelser på at relativisere ytringsfriheden i FNs Menneskerettighedsråd, som vi har behandlet indgående på denne side. 

 

Mere om FNs Menneskerettighedsråd

Jeg har i dagens JP et debatindlæg vedrørende FNs Menneskerettighedsråd, der fortsætter sine farceagtige sessioner i Geneve. Dette med fuld støtte fra de vestlige stater, hvis agendaer gang på gang bliver udvandet eller nedstemt af et flertal bestående af lande med en mere end tvivlsom beskyttelse af basale menneskerettigheder.

Enhedslisten og Irak II

Som nævnt i mit forrige indlæg finder jeg hverken juridisk belæg eller behov for at straffe Abdol-Hamid for hendes udtalelser vedrørende støtte til irakiske oprører. For undertegnede står den moralske falliterklæring Abdol-Hamid og Aaens udtalelser er udtryk for tillige langt stærkere alene end, hvis sanktioneret med straf, og er endnu en kærkommen påmindelse om, i hvor høj grad den yderste venstrefløj nærmest konsekvent har stillet sig på tyranniets side igennem de sidste 100 års verdenshistorie.

Sådanne påmindelser skal ikke undertrykkes men frem i lyset så deres ophavsmænd og kvinder kan konfronteres med dem og stilles moralsk og politisk snarere end juridisk til ansvar for dem. I den forbindelse er Abdol-Hamids beskrivelse af det irakiske oprør som en folkelig opstand og hendes sammenligning med den danske modstandsbevægelse så åbenlyst absurde og groteske, at de må føre til politisk selvmord for Abdol-Hamid og alvorlig selvransagelse hos de, der har støttet hendes kandidatur til Folketinget.

For det første er den irakiske regering folkevalgt (modsat styrerne i alle Iraks nabostater, som Abdol-Hamid ikke synes at bekymre sig om). Endvidere har FNs Sikkerhedsråd ved Resolution 1546 af 4. juni 2004 anerkendt den på irakiske overgangsregering og det valg, der i maj 2006 ledte til den nuværende regering, samt vedtaget at indsætte en multinational styrke i landet.

I resolutionen hedder det bl.a, at Sikkerhedsrådet:

Endorses the formation of a sovereign Interim Government of Iraq, as presented on 1 June 2004, which will assume full responsibility and authority by 30 June 2004 for governing Iraq while refraining from taking any actions affecting Iraq’s destiny beyond the limited interim period until an elected Transitional Government of Iraq assumes office as envisaged in paragraph four below;

Welcomes that, also by 30 June 2004, the occupation will end and the Coalition Provisional Authority will cease to exist, and that Iraq will reassert its full sovereignty

Resolution 1546 blev fulgt op af Resolution 1637 fra 11. november 2005, hvori det bl.a. hedder:

Calling upon those who use violence in an attempt to subvert the political
process to lay down their arms and participate in the political process, including in
the election scheduled for 15 December,

Notes that the presence of the multinational force in Iraq is at the request
of the Government of Iraq and, having regard to the letters annexed to this
resolution, reaffirms the authorization for the multinational force as set forth in resolution 1546 (2004) and decides to extend the mandate of the multinational force
as set forth in that resolution until 31 December 2006;

Endelig blev den multinationale styrkes mandat i Irak forlænget til 31. december 2007 ved Resolution 1723 af 11. november 2006:

Demanding those who use violence in an attempt to subvert the political process should lay down their arms and participate in the political process, and encouraging the Government of Iraq to continue to engage with all those who renounce violence,

Notes that the presence of the multinational force in Iraq is at the request of the Government of Iraq and reaffirms the authorization for the multinational force as set forth in resolution 1546 (2004) and decides to extend the mandate of the multinational force as set forth in that resolution until 31 December 2007

Med andre ord er der i folkeretlig forstand ikke længere tale om en besættelse af Irak. De udenlandske styrker – inklusiv de danske – er i Irak efter den siddende irakiske regerings ønske. Hvis irakerne beder de udenlandske styrker om at rejse hjem er de derfor forpligtet hertil. Hvis irakiske oprører vil af med de udenlandske styrker burde de derfor anvende deres demokratiske ret til at påvirke de irakiske beslutningstagere til at sende den multinationale styrke hjem, men Abdol-Hamid og Aaen foretrækker åbenbart voldelige frem for fredelige og demokratiske midler til opnåelse af deres mål.

I en situation, hvor en tyran som Saddam Hussein, der myrdede sin egen befolkning og førte angrebskrige, er afsat og verdenssamfundet efterfølgende har legitimeret det nye demokratiske styre er det stærkt misvisende at sammenligne med situationen i Danmark underbesættelsen, hvor Danmark før 9. april 1940 var et fuldtud demokratisk land. Det ville være mere passende at sammenligne de irakiske oprørers kamp mod de internationale styrker med den hypotetiske situation, hvor tyske oprørere i årene efter Hitlers fald i 1945 bekæmpede de allierede besættelsesmagter og den demokratiske tyske regering, der blev indsat i 1949.

Endvidere er det uvederhæftigt at betegne oprørernes kamp i Irak som ”almindelige menneskers rimelige ønske om at få et bedre liv”. Adskillige af oprørsgrupperne er sekteriske af natur og ønsker at undertvinge de øvrige etniske/religiøse grupper. Det er også et faktum, at en stor del af oprørerne slet ikke er irakere men muslimer fra den øvrige islamiske verden og i særlig høj grad Saudi arabere. Disse udenlandske oprørere og deres irakiske våbenfæller har langt flere civile irakeres end amerikanske, britiske og danske soldaters liv på samvittigheden, som følge af deres daglige selvmordsattentater og bombeangreb. At skelne mellem disses gruppers angreb på soldater og civile er derfor uvederhæftigt sofisteri, for oprørerne selv skelner ikke. For dem er enhver der måtte stå i vejen for målet om en islamistisk stat – det vil sige hovedparten af den irakiske befolkning – et legitimt mål.

Endelig er det værd at bemærke i hvor høj grad Enhedslisten tidligere har kastet sig over påståede danske krænkelser af den humanitære ret og menneskerettigheder i Afghanistan og USA’s krænkelser af samme i Irak. Beskyldninger og krænkelser, der i Danmark og USA bliver fordømt, undersøgt og retsforfulgt mens de oprørsgrupper, som Abdol-Hamid og Aaen støtter, med stolthed begår langt værre krænkelser som en del af deres daglige virksomhed, som man bl.a. kan se på disse gruppers videoer på Internettet.

Søren Pind har brugt ordet ”ulækkert” om Enhedslistens ageren i denne sag. Baseret på Aaen og Abdol-Hamids udtalelser kan jeg kun erklære mig enig heri, omend betegnelsen synes at være ganske mild.

Danmark og Menneskerettighedsrådet

Danmark stiller som bekendt op til valg til FNs Menneskerettighedsråd (Rådet), der afholdes i dag. Vi har her på bloggen dækket Rådets virke (her) og undertegnede har også holdt et frokostsymposium om emnet.

Kandidater til Rådet afgiver såkaldte ”voluntary pledges”, hvor man roser sig af sin menneskerettighedsefterlevelse og dybe respekt for FNs menneskerettigheder. Danmark har også afgivet et sådant pledge.

I Danmarks pledge hedder det bl.a.:

Denmark is strongly committed to the universal promotion and protection of interrelated, interdependent and mutually reinforcing.

Denmark is a firm supporter of the United Nations, including the Human Rights Council, the Office of the United Nations High Commissioner on Human Rights, the treaty bodies, the Special Procedures and other human rights-related United Nations bodies. Denmark has also contributed extensively to United Nations bodies with a role in the promotion of the rule of law, including as Chair of the Counter-Terrorism Committee in 2005/2006.

Denmark has been actively engaged in United Nations reform, including the establishment of the Peacebuilding Commission as well as the Human Rights Council. Denmark is highly committed to making the Council credible, effective and operative and believes that this objective should be reached, inter alia, by building on the achievements of the Commission on Human Rights.

[…]

As a member of the Council, Denmark pledges:

To work actively to ensure that the Council becomes credible, effective and operative:

By working to ensure that the Council addresses all human rights issues: civil, political, economic, social and cultural rights, including the right to development.

Indgangsbønnen hvor Danmark fastslår, at borgerlige og politiske frihedsrettigheder og kollektive socio-økonomiske rettigheder er udelelige og indbyrdes afhængige er en fast del af den internationale menneskerettighedsbevægelses trosbekendelse. Den går igen i utallige FN-erklæringer og deklarationer og bekender sig man ikke til trosbekendelsen kan man ikke gøre sig håb om at komme med i det gode selskab.

Dette på trods af, at de vidtløftige ord ikke har det fjerneste hold i virkeligheden men er en ”sandhed”, som kun eksisterer på papir, som enhver national jurist med speciale i forfatningsret vil kunne skrive under på.Men ikke nok med, at Danmark, giver moralsk støtte til en række rettigheder vi ikke anerkender i vores nationale retsorden, Danmark har også påtaget sig aktivt at kæmpe for disse på det internationale plan. Skal dette stå til troende vil Danmark altså kæmpe lige så hårdt for at retten til udvikling – som ikke er anerkendt i nogen retligt bindende traktat eller retssædvane og som givetvis er et ”menneskeretligt krav” på udviklingsbistand – og ethvert menneskes ”fundamentale ret” til arbejde, sundhed, bolig og social sikring som den voldelige undertrykkelse af civilbefolkningen i Zimbabwe, tortur i Usbekistan, ytringsfrihed i Mellemøsten, og forbrydelserne mod menneskeheden i Darfur.

Når man i tillæg til ovenstående kan konstatere, at Rådet fungerer værre end sin forgænger, kan man kun begræde, at Statsministerens skepsis overfor Rådet ikke deles af Udenrigsministeren.

Curtailing Freedom of Speech: The Human Rights Council in Action (again)

On 30 March 2007 the United Nation's Human Rights Council (the Council) concluded its 4th regular session in Geneva. The outcome of the session was eagerly awaited since the previous three regular and four special sessions have shown that the Council is as prone to politicised bias as its predecessor the Human Rights Commission. The Council has – among other things – consistently singled out Israel for condemnation while resisting serious scrutiny of Sudan's atrocities in Darfur. Many of the Council's failings stem from the fact that it is bitterly divided between Western and non-Western states with markedly different agendas resulting in very little substantive action being taken by the Council when it comes to protecting human rights.

However, the result of the fourth session – seven resolutions and two decisions (all non-binding) – served to reinforce the divisions within the Council. Three of the decisions and resolutions were carried through with all Western states (a coalition of 11-14 states including Canada, France, Germany, Japan, Netherlands, Switzerland and the United Kingdom) voting against. Moreover several of the decisions represent a step in the wrong direction when it comes to the protection and relevance of international human rights.

The most worrying example of the Council pursuing an agenda contrary to the protection of human rights and freedom is the resolution on "combating defamation against religions", tabled by the Organization of the Islamic Conference (OIC). According to this resolution all instances of religious discrimination, hatred and defamation must be combated by UN-member states. Yet the resolution is deeply flawed and biased in two aspects.  

Firstly, the resolution only specifically mentions Islam and "Islamophobia", which according to the resolution is a particular concern. While it is likely that many innocent Muslims have suffered discrimination after September 11, Muslims minorities in Western countries – against whom the resolution is aimed – enjoy far larger freedom than religious minorities in most Muslim countries, including the ones on the Council.

According to the US State Department's country reports on religious freedom Council members Saudi-Arabia and Pakistan are home to widespread discrimination against both Muslim and non-Muslim religious minorities. In Saudi-Arabia public worship of other religions than the official version of Sunni Islam is prohibited and sanctioned with criminal liability. Moreover text-books used in public schools include language which is anti-Semitic, anti-Christian and anti-Shiite.

In Pakistan members of the Ahmadi religion have by constitutional amendment been declared non-Muslim. Moreover according to the report the Pakistani penal code

 "prohibits Ahmadis from calling themselves Muslims or posing as Muslims, referring to their faith as Islam, preaching or propagating their faith, inviting others to accept the Ahmadi faith, and insulting the religious feelings of Muslims".

The punishment for violation is imprisonment for up to three years. Such discriminatory practises would be unthinkable in any Western state where Muslims are protected by anti-discrimination laws and generally enjoy the right to practice their faith.

The second – and most pressing – problem with the resolution is that the call for combating defamation of religions is at odds with freedom of expression. The resolution should be seen as a consequence of the so called Cartoon- crisis, which ensued after Danish newspaper Jyllands-Posten published a number of drawings of the Prophet Mohammed. This led to riots in many Muslim countries, death threats and calls for conviction of the responsible editors.

However both Danish and French courts have decided that publishing the drawings was within the limits of the right to freedom of expression. Should the resolution be followed it would therefore result in a drastic restriction on freedom of expression and thus the right and ability to publicly debate and criticise religious doctrines, a right central to the functioning of Western style liberal democracy. This is illustrated by Pakistan's blasphemy laws which according to the above mentioned report

"sanction the death penalty for defiling Islam or its prophets; life imprisonment for defiling, damaging, or desecrating the Qur'an; and ten years' imprisonment for insulting another's religious feelings".

The incompatibility of the resolution with freedom of expression also follows from the Cairo Declaration the OIC's own human rights instrument. Article 22 of said charter states that

"Everyone shall have the right to express his opinion freely in such manner as would not be contrary to the principles of the Shari'ah".

Accordingly Islamic religious doctrine is put before the right of the individual to express his or her thoughts and follow his or her conscience. It is such a state of affairs that the resolution aims for. If individual freedom including freedom of speech is to retain a meaningful protective sphere at the international level the resolution must be unequivocally rejected, and the right to dissent and subject religion to public debate and criticism upheld.

The fourth session of the Council served as yet another reminder that the Council is not worthy of its mandate and that a majority of non-Western states are determined on abusing the Council for their own agendas, which are often in conflict with the protection of human rights. Western states must now ask themselves how long they will continue to lend legitimacy to a body whose practice merits none.
 

Socio-økonomiske rettigheder: Justiciable eller ej? II

Når jeg gør gældende, at socio-økonomiske rettigheder ikke er justiciable (som f.eks. her,og her) skal det selvfølgelig ikke forstås, som udtryk for en videnskabelig naturlov. Det er klart, at domstole i praksis kan pådømme hvilket som helt forhold der måtte blive forelagt dem, fra Nazi-Tyskland racelove til Saudi-Arabiens Shariah. Hvad jeg mener, med, at socio-økonomiske rettigheder ikke er justiciable er, således, at de ikke kan anvendes retligt af domstolene indenfor den retlige ramme, som retsstaten opstiller og i særdeleshed, at de ikke er retligt anvendelige på samme måde som de borgerlige og politiske rettigheder.

Lad mig prøve at demonstrere ovenstående med et eksempel der – delvist – er hentet fra virkelighedens verden.

CEPOS har for nyligt foreslået at nedsætte dagpengeperioden fra 4 til 1 år. Det ville som udgangspunkt udgøre et indgreb i retten til social tryghed, herunder social forsikring, som beskyttet i artikel 9 i FNs Konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder.

Ville CEPOS' forslag så udgøre en krænkelse af artikel 9, hvis denne var juridisk bindende? Det kan ikke udelukkes. FNs Komite for økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder har i en af dette organs – ikke bindende – fortolkninger af konventionen har anført, at når en socio-økonomisk rettigheder har noget en vis minimum standard, vil

"deliberate retrograde measures[…]require the most careful consideration and would need to be fully justified by reference to the totality of the rights provided for in the Covenant and in the context of the full use of the maximum available resources.

Betydningen heraf blev understreget da Tyskland under Gerhard Schröder i 2001 barslede med reformer af adgangen til offentlige ydelser. Komiteen udtalte følgende:

"The Committee is concerned that the State party's reformed social security, and the pension system under reform, do not take sufficiently into consideration the needs of families, women, elderly persons and the more disadvantaged groups in society". (Conclusions and recommendations of the Committee on Economic, Social and Cultural Rights, Germany, U.N. Doc. E/C.12/1/Add.68 (2001).

Udover at være ekstremt nedsættende overfor kvinder, viser Komiteens anbefaling – hvis nogen skulle være i tvivl – at de socio-økonomiske rettigheder har rod i og er drevet af en socialistisk samfundsopfattelse, hvor den økonomiske kage er konstant og skal fordeles så ligeligt som muligt. Komiteen overvejer ikke om reformerne kunne føre til højere vækst og dermed mindre grad af arbejdsløshed for de omfattede eller andre dynamiske effekter.

Det er også værd at bemærke, at den social demokratiske Schröder regerings tiltag var ganske beskedne den tyske økonomis forfatning taget i betragtning.

Det er således svært at se hvordan en ambitiøs borgerlig-liberal regering skulle kunne få gennemført nogen som helst reformer i et europæisk velfærdsland, hvis Komiteens fortolkning skulle opfattes som juridisk bindende. Dermed bliver det også klart, at justiciable socio-økonomiske rettigheder er uforenelige med magtens tredeling og politisk pluralisme. En borgerlig-liberal vil konstant skulle kæmpe mod sagsanlæg fra borgere, hvis socio-økonomiske rettigheder er blevet indskrænket. Domstole der var forpligtet til at lægge de socio-økonomiske rettigheder til grund, som grundrettigheder, ville derfor ofte være tvunget til at erklære en borgerlig-liberal regerings politiske tiltag for forfatningsstridige/ i strid med menneskerettighederne og den lovgivende og udøvende magt på den ene side og dømmende magt på den anden side ville konstant være i kamp med hinanden.

Domstolene ville ikke sikre individets ret mod vilkårlige overgreb fra statsmagten – som de borgerlige og politiske rettigheder gør det – men derimod privilegier, som de øvrige medborgeres produktivitet skulle finansiere. Enhver demokrat fra SF til Dansk Folkeparti anerkender kernen i de borgerlige og politiske rettigheder som udgørende rammen for det liberale demokrati, hvorfor disse er politisk ukontroversielle. Den status vil de socio-økonomiske rettigheder aldrig kunne opnå uden samtidig at ødelægge det liberale demokrati.   

The Triumph of Authoritarianism: An Assessment of the UN's Human Rights Council

On 15 March 2006 the UN General Assembly adopted Resolution 60/251 establishing the new Human Rights Council ("the Council"). The adoption of the Council had become necessary since its predecessor – the Human Rights Commission – had lost its credibility due to the politicising and double-standards of its work. This often resulted in the effective protection of human rights having little or no bearing on the agenda of the Commission. The Commission was further tarnished by the fact that its membership was open to countries which systematically violated the most basic civil and political rights of its citizens, culminating with Libya chairing the Commission in 2003.

While the improvements made from the old Commission were very modest and mostly theoretical in nature, Resolution 60/251 does state, inter alia, that the Council shall

"address situations of violations of human rights, including gross and systematic violations, and make
recommendations thereon" and "that the work of the Council shall be guided by the principles of universality, impartiality, objectivity and non-selectivity."

According to former Deputy Secretary General Mark Malloch Brown the reform of the Commission was a "litmus test" of UN renewal. At his statement on 19 June 2006 at the Council's first day of work, former Secretary General Kofi Annan proclaimed a "new era in the human rights work" of the UN. Annan also expressed his hope that the Council would entail "a change in culture" from the Commission.

However, rather than ushering in a new era of non-partisan commitment to the efficient protection of international human rights, the work of the Council has so far proved even more politicised, biased and hostile to the protection of basic rights than the work of the Commission. In particular, the failure to limit Council membership to States with proven human rights records has proven costly.

The 3 regular and 4 special sessions held by the Council so far, have shown fundamental and bitter differences between Western and non -Western – in particular Muslim – States. The Muslim States are often co-ordinated by the Organization of the Islamic Conference ("OIC"), which has a substantial number of members on the Council which consists of a total of 47 members. The Muslim States can often count on the votes of the members of the African group, as well as the votes of countries such as Cuba and China. The Western states can only sometimes hope to count on the support of other liberal democracies such as South-Korea and Japan.

In effect, this forms a majority coalition of States with a very questionable, if not hostile attitude toward classic, civil and political human rights. Accordingly, countries based on Western style liberal democracy with separation of powers, constitutionalism and protection of individual rights at its core, form a marginalised minority within the Council. These States are thus powerless to prevent the aforementioned coalition from setting the agenda of the Council and in the name and with the moral authority of the Council, adopting resolutions and decisions which are blatantly at odds with the effective protection of human rights.

While the first regular session was largely ceremonial in nature and the third concentrated on institution building, the second regular session of the Council -supposed to achieve substantive results – offers a good window into the workings of the Council.

Western States continually found themselves unable to gain support for decisions or resolutions on issues such as freedom of speech and religious tolerance, Sri Lanka, which experienced wide-spread violence at the time, and Darfur, which continues to be the worst current example of systematic human rights violations in the world. According to an anonymous EU official:

"the unsuccessful attempts to reach consensus, despite exhausting efforts, have showed once again that the EU simply cannot muster enough support for its proposals and was repeatedly forced into an underdog position." 

The coalition of non-Western States also successfully obstructed other attempts at any country specific discussions, decisions and resolutions, which would otherwise seem a prerequisite for the Council since human rights violations are committed by states and, that the obligation of human rights conventions rest upon states.

According to another anonymous EU official:

"Country mandates were more vigorously attacked than previously; the "hardliners" did not accept that the Council "took note" of  reports of SRs (Special Rapporteurs)[..] and discussing human rights violations by countries, appeared  to be increasingly difficult."

The Report also claims that most likely a majority of the Council will seek to do away entirely with the current possibility of appointing Special Country Rapporteurs charged with investigating human rights violations in designated countries.

The second ordinary session resulted in no substantive decisions or results and the session had to be suspended with a view to further discussion of different proposals.

The EU official paints a bleak picture of the future work of the Council:

"Still, the past three weeks have shown that it will be an uphill battle for those who want a strong Council effectively equipped to promote and protect HR worldwide, in a non-selective and non-politicised atmosphere, and to ensure that its objective and balanced recommendations are adequately implemented." 

The Israeli Exception

Despite the resistance of non-Western States to country specific reports, these countries have shown themselves willing to make a notable exception. In the Council's first regular session the Council decided to ask various Special Rapporteurs to report "on the Israeli human rights violations in occupied Palestine", as well as on:

"human rights violations and implications of the Israeli occupation of Palestine and other occupied Arab territories at its next session and to incorporate this issue in following sessions".

Accordingly, the Council decided to make specific consideration of Israel a permanent issue of future sessions, all the while unwilling to consider any substantive human rights issues in other countries with serious human rights problems. Moreover, the wording of the decision is markedly biased in that it only mentions Israeli human rights violations and omits any reference to terrorism and the killing of civilians by Palestinian groups.

It is noteworthy that the countries voting in favour of this decision included Algeria, China, Cuba, Saudi-Arabia and Pakistan, whose human rights records are notoriously poor. The Western States were easily outvoted, demonstrating the power of the OIC to set the agenda on the Council. When the Special Rapporteurs, appointed by the Council, reported back on their findings with regard to Israeli human rights violations in Palestine, their conclusions were vigorously opposed by the very same majority which had requested the Special Rapporteurs to initiate their work. This opposition seemingly resulted from some of the Special Rapporteu
rs – while roundly condemn
ing Israel – also mentioned Palestinian killings of innocent civilians, which the majority found tantamount to pro-Israeli bias. Accordingly the OIC states worked actively to drop any reference to the conclusions of the reports of the Special Rapporteurs from the Council's decisions and resolutions.

3 out of 4 of the Council's special sessions have been called in order to discuss Israel and issues such as Palestine, Lebanon and Beit Hanun. All of these extraordinary sessions have resulted in completely one-sided, strong-worded condemnations of Israel – often based on no verifiable factual background and/or media reports. Moreover, these condemnations include no reference to the abduction of Israeli soldiers or terrorism by Palestinian factions and Hezbollah. These decisions have been carried through despite Western States voting against the proposals.

Of particular interest is the Council's second special session on " The grave situation of human rights in Lebanon caused by Israeli military operations", a session called by Tunisia on behalf of the Group of Arab States and the OIC. The title of the session – attributing the war and its civilian casualties solely to Israel without mentioning Hezbollah – is indicative of the extreme level of bias demonstrated by the Council during this session.

The Council adopted a resolution, which, inter alia, condemned Israeli military operations in Lebanon as "gross and systematic violations of the Lebanese People" – language ordinarily reserved for circumstances such as the ethnic cleansing of the Former Yugoslavia and Rwanda. The Council was moreover, "appalled at the massacre of thousands of civilians", an accusation which should only be employed by the body of an international organization if backed by solid facts and clear supporting evidence, which was not the case.

The Council also decided to establish a high-level commission of inquiry comprising of eminent experts on human rights:

"To investigate the systematic targeting and killings of civilians by Israel in Lebanon[…] to assess the extent and deadly impact of Israeli attacks on human life, property, critical infrastructure and the environment".

The Council had thus already concluded that Israel was guilty of "systematic and targeted killings of civilians" before the independent experts whose job it was to investigate the conflict had even been appointed, let alone commenced their work.

The Council also ensured that the mandate of the Commission of Inquiry would be limited to deal only with Israeli human rights violations, so as to effectively shield the actions of Hezbollah from any scrutiny. In fact, Hezbollah is not mentioned once in the Council's resolution, nor are the deaths of Israeli civilians mentioned therein.

The wording of the Council's resolution is not consistent with the Security Council's balanced Resolution 1701, which does not speak of massacres, but rather, makes mention of hundreds, rather than thousands of deaths, and specifically mentions Hezbollah attacks on Israeli civilians as well as the abduction Israeli soldiers by Hezbollah. Once again, the Western States were helpless in preventing the Council from hijacking the cause of human rights in order to pursue the political agenda of its majority – or perhaps rather the agenda of the OIC – an agenda which is completely at odds with the mandate of the Council as set out in Resolution 60/251.

The conflict in Lebanon would have been the perfect occasion for the Council to prove to the world that it had risen above the Commission's old failing ways. There was good reason to initiate an impartial investigation of the behaviour of both parties to the conflict in Lebanon, including those Israeli violations of human rights and international humanitarian law, which did occur. Instead, the Council descended into practices and rhetoric so one sided as to practically constitute a defence of Hezbollah, thereby exhausting what legitimacy it still possessed.

Sudan

When the Council, in its fourth special session, finally decided to investigate a country other than Israel, namely Sudan, the difference in the approach adopted was stunning. In its decision, the Council merely expressed its concern about the situation in Darfur. Moreover, the Council commended the Sudanese Government for its cooperation with the Human Rights Council.

This despite the fact that the Sudanese government has persistently frustrated the efforts of the international community to solve the crisis in Darfur. The decision included no condemnations of Sudan and made no mention of the wide spread massacres which have occurred in Darfur with impunity for years.

This is so despite the fact that the Special Rapporteur on Human Rights in Sudan on 11 January 2006 had issued a report stating, inter alia that she "saw no improvements in the Human Rights situation". The Special Rapporteur also reported that

"the renewed level of conflict too often left civilians the target of attacks by government forces, milita and rebels. Armed men travelling in small groups […] continued to murder, beat and sexually assault IDPs and villagers".

While the Council did decide to dispatch a high-level mission to Sudan, surely the gross and well documented human rights violations in Darfur including the killings of tens of thousands of innocent civilians warrant a condemnation or at the very least an acknowledgement from the UN's premier human rights body. The fact that the Council has repeatedly chosen not to do so while routinely condemning Israel demonstrates that the Council can not be trusted to fulfil its mandate under Resolution 60/251.   

An alternative approach?

It is a good measure of how bad things have become that Human Rights Watch and Amnesty International – both vocal supporters of the adoption of the Council – have been critical of the work of the Council. However, organizations such as the abovementioned and other prominent members of what can be labelled as the human rights movement are unlikely to call for the abandonment of the Council and will most likely insist on any reform to be kept within the institutinal framework of the UN.  Yet the implosion of the Council demonstrates that serious reform of a UN human rights mechanism, which members consist of UN member States rather than individual and independent persons, is a utopian dream.

Despite the beautiful words in countless UN conventions and resolutions, the UN has never been and never will be the guarantor of basic civil and political rights. Such rights have always – however imperfect – been best secured at the national level by liberal democracies with constitutions much older, more vigorous, and more proven and respected by political institutions and citizens than the UN Charter and its human rights related off springs. This demonstrates that if classic civil and political human rights are to be efficiently protecte

d at the international level, the relevant states must be liberal democracies and share a culture of and commitment to constitutionalism.

A good example of this is the Council of Europe ("CoE"), the brainchild of Winston Churchill. In its preamble, the CoE member States reaffirmed

"their devotion to the spiritual and moral values which are the common heritage of their peoples and the true source of individual freedom, political liberty and the rule of law, principles which form the basis of all genuine democracy".

Liberal democracy and ratification of the European Convention of Human Rights ("ECHR"), supervised by the European Court of Human Rights is compulsory for member states. The CoE, which now includes former fascist states such as Portugal, Spain, Greece, as well as the former communist States in Eastern Europe, has quietly played its part in spreading and consolidating basic civil and political rights in European States.

While the European Court of Human Rights have at times engaged in worrying levels of judicial activism, thereby arguably somewhat diluting the ECHR, it's jurisprudence is generally well respected amongst the member States including the national courts of these. The success of the CoE in the area of human rights is in stark contrast to the failure of the UN. A failure which the UN will be unable to remedy unless it too realises that when membership is open to democracies as well as totalitarian, authoritarian, fundamentalist and communist States, the latter will never be committed to respect classic civil and political rights since systematic violations of these are the means by which the regimes of such states keep themselves in power.

The Western States on the Council should be commended for voting against the often outrageous proposals submitted by the majority. However, their support for the Council as an institution is in the long run, tantamount to acquiescence in the further deterioration of human rights standards and the effective protection thereof, which seems to be the aim of several members of the Council. After all, the mood among EU officials demonstrates that Western states know perfectly well that there is little chance of improving the Council within the UN system.

Thus, rather than protecting the Council and the UN, Western States ought to insist on the intimate link between liberal democracy and human rights and the moral, as well as practical superiority of such a system of government. This would entail abandoning the UN as the principal international organ for the promotion and protection of human rights and the creation of a new international organization better equipped to serve this purpose.

Membership of such an organization should be open to countries of all continents, provided that they are liberal democracies with basic protection of civil and political rights. If one uses Freedom House's "Freedom in The World 2007" survey as inspiration, 25 countries from the Americas, 1 Middle Eastern (Israel), 24 Western European, 16 Asian and 13 Eastern/Central European countries are deemed to be "free" and would thus qualify for membership of the proposed new organization entrusted with the protection of international human rights.  

The creation of a new international human rights organization would be a watershed event on the international scene marking the intent of the free countries of the world to stand up for the basic rights and liberties which ensure the freedom enjoyed by their citizens. The work of a competing human rights organization consisting of free countries used to free public debate and criticism of their governmental policies and practises would expose the way the Council majority abuses the rights it is meant to protect. At the same time, it would send a loud and clear message to the authoritarian countries of the world that their form of government lacks the legitimacy of liberal democracies. A message sorely needed at a time where human rights at the international level are expected to be protected by countries where no human rights exist.

 

Bolton om FN og NATO

Man kan mene hvad man vil om USA's nu forhenvaerende FN-ambassadoer men paa vises punkter har hans no-nonsense tilgang til diktaturstater og hans usentimentale forhold til FN og denne institutions begraensninger i denne punditokrats oejne vaeret et frisk og tiltraengt pust. I et interview med the Times – det foerste efter Bolton maatte traede tilbage – konkluderer Bolton, at FN er blevet saa ineffektivt, at NATO boer goeres til et globalt alternativ bestaaende af demokratiske stater. Bolton foreslaar derfor, at lande som Australien, Japan og Israel gives adgang til NATO, som saa kan udgoere et "caucauses of democracies".

Boltons ide er naeppe realistisk men ville vaere saerdeles kaerkommen, som en kraftig markering fra verdens demokratier, af at man ikke undskylder for sit politiske system men tvaertimod finder det overlegent i forhold til de alternativer praeget af fundamentalisme, kommunisme og fascisme, som dominerer flere af af FNs oervige medlemsstater.    

At den er helt gal med FN findes der adskillige nylige eksempler paa. FN's nye generalsekretaer Ban-Ki Moon, lovede ved sin tiltraeden at reformere FN. Men Moon er kommet saerdels uheldigt fra start. Som sin vice-generelsekretaer har Moon udnaevnt Asha Rose-Migiro. Migiro er  udenrigsminister i Tanzania. Paa den baggrund kunne man maaske taenke, at udnaevnelsen var lige efter bogen.

Migiro har dog kun fungeret, som udenrigsminister i lidt under et aar. Det er endvidere vaerd at bemaerke at Migiros saede i det tanzanianske parlament ifoelge avisen the Australians mandagsudgave blev sikret i en valgkreds reserveret til kvindelige kandidater. At Migiro er en sort afrikansk kvinde – og dermed en politisk korrekt darling – vejer saaledes aabenbart tungere end det faktum, at hun ud fra helt objektive kriterier er uegnet til at bestride en post, der er helt central for Moons bebudede reformer, og hvor Migiro vil skulle haandtere diplomater og politikere med mange flere aars erfaring fra international politik.

Som om Migiros manglende erfaring ikke var nok er det kommet frem, at hun – igen ifoelge the Australian – i sin embedsperiode har stoettet Irans atomprogram og enddog udtrykt haab om at tanzaniansk uranium kan anvendes af Iran.

Et andet eksempel er FNs nye Menneskerettighedsraad, der afloeste den skandaleramte Menneskerettighedskommision. Menneskerettighedsraadet har dog vist sig endnu mere politiseret og ligegyldig overfor egentlig menneskerettighedsbeskyttelse end sin forgaenger. Raadet har saaledes – anfoert af muslimske lande koordineret af OIC – brugt det meste af sin energi paa fuldstaendigt ensidigt at fordoemme Israel og de vestlige stater i Raadet har flere gange maatte se sig nedstemt af alliancer af lande saasom Pakistan, Saudi-Arabien, Marokko, Cuba og Kina, hvilket man i oevrigt snart vil kunne laese mere om i en kort artikel af undertegnede i det nye trykte Raeson.

Naar man tager i betragtning at de ovennaevnte eksempler paa FNs inkompetence langt fra er enestaaende men snarere kendetegnende, kan det synes overraskende at en ide som John Boltons om et globalt NATO  med udvidede befoejelser opfattes som kontroversielt i de fleste Vestlige lande. Det er endnu mere overraskende, at the Economist (og Paul Kennedy) saetter sin lid til at FN kan (og skal) spille en mere central rolle i international politik. I denne punditokrats optik er det i stigende grad noedvendigt med et opgoer med tanken om FN som garant for en international retsorden. Saa laenge FN Pagten ikke skelner mellem demokratier og diktaturer er det utopi at tro paa at frie og undertrykkende lande kan enes om en vision om det gode internationale samfund og uden en saadan faelles vision er selv nok saa fromme haab derom ligegyldige.

 

 

 

Klimadebatten – forskningskvalitet, tak!

Jeg havde for to uger siden en artikel i Weekendavisen om klimadebatten og den bagvedliggende forskning. For at nå ud til et bredere publikum, bringer vi den her. Det kan bemærkes, at den øjensynligt taler for døve øren blandt de frelste:

Fra Weekendavisen, 24. november.

Når man hører politikere som USA’s tidligere vicepræsident Al Gore eller vores egen miljøminister Connie Hedegaard udtale sig, kan der ikke være megen tvivl om, at der er konsensus om de menneskeskabte klimaforandringer og den truende katastrofe. Det indtryk forstærkedes forleden af en rapport om klimaændringer, som den britiske regering havde bestilt. Rapporten, hvis hovedforfatter er Verdensbankens tidligere cheføkonom, Sir Nicholas Stern, nu topembedsmand i den britiske forvaltning, indledes med at “det videnskabelige bevis er nu overvældende: klimaændringer repræsenterer en meget alvorlig global risiko og kræver et hurtigt globalt svar “. Med andre ord skal der handles på internationalt topplan, og det skal være nu.

Hvis man derimod følger debatten fra et videnskabeligt hold, kan det være svært at få øje på nogen konsensus. For det første er der ikke fuld enighed om omfanget af de menneskeskabte forandringer, hvor danske forskere er blandt de førende indenfor en af de alternative solaktivitetsteorier. For det andet handler en ganske vigtig del af diskussionen – ofte til stor undren for den brede befolkning – i virkeligheden ikke om naturvidenskabelige, men grundlæggende økonomiske spørgsmål. Under den politiske enighed er der en bred, og generelt uafklaret, videnskabelig diskussion om både omfanget af problemerne og virkningen af politiske tiltag.

Grunden til, at klimadebatten i høj grad drejer sig om økonomi og ikke kun naturvidenskab, findes i de fremskrivninger, som bruges til at vurdere de fremtidige problemer. Når man accepterer at klimaforandringer i høj grad er menneskeskabte i kraft af vores udledning af drivhusgasser, er det næste spørgsmål nemlig, hvordan atmosfærens indhold af disse gasser vil udvikle sig i fremtiden. Idet drivhusgasser opstår som følge af økonomisk aktivitet – elektricitets- og varmeproduktion på kraftværker, søtransport, bilkørsel og enhver anden handling, der bruger fossile brændstoffer – er økonomiske beregninger af det fremtidige omfang af disse aktiviteter et helt nødvendigt grundlag for alle vurderinger af fremtidens klima.

Det problem, som den videnskabelige debat i høj grad handler om, er derfor, at selvom det rent naturvidenskabelige arbejde kan være fremragende, hviler alle internationale klimarapporter på kvaliteten af det nationaløkonomiske arbejde. At dette ofte er en håndgribelig og kritisabel akilleshæl, understreges af, at en række særdeles velestimerede økonomer og statistikere vedblivende kritiserer IPCCs rapporter. Og  en række prominente kritikere har den seneste tid fremhævet, at Stern-rapporten, som er en økonomisk og ikke naturvidenskabelig analyse, på ingen måde skiller sig ud på dette punkt.

For det første bruger Stern-rapporten primært de fremskrivninger af udledning af drivhusgasser de næste 100 år, som FNs klimapanel IPCC offentliggjorde i deres rapport i 2001. Disse suppleres med nyere studier, der viser endnu større klimakonsekvenser af udledningerne.

Men som Ian Castles og David Henderson, henholdsvis tidligere australske rigsstatistiker og OECDs tidligere cheføkonom, har argumenteret for flere gange, er de økonomiske fremskrivninger, som bruges til at vurdere fremtidens emissioner af drivhusgasser, ikke blot er behæftet med fejl, men ofte aldeles ubrugelige. Castles og Henderson peger på, at IPCC overser en grundregel i moderne nationaløkonomi, nemlig behovet for at korrigere for forskelle i købekraft. Som eksempel kan vi tage Thailand. Det generelle prisniveau i Thailand er således mindre end en tredjedel af det danske – et faktum som de fleste danske turister kender. Idet den gennemsnitlige dansker – korrigeret for prisforskelle – er knap fire gange så rig som den gennemsnitlige thailænder, skal Thailands økonomi firedobles for at nå op på et dansk velstandsniveau, og dermed et dansk emissionsniveau. Hvis man derimod overser prisforskellen og bruger de almindelige valutakurser, som IPCC og Stern-rapporten gør, kommer man til at regne med en 12-dobling, hvilket i de internationale klimaberegninger derfor også indebærer en mindst tre gange så stærk udvikling i emissionen af drivhusgasser.

En grundlæggende nationaløkonomisk fejl kommer derfor til at betyde en massiv overvurdering af fremtidens klimaproblemer, fordi man undervurderer, hvor relativt velstående en række ulande allerede er.

For det andet regner både FN og Stern-rapporten med, at ulandene kommer til at vokse kraftigt. Afrikas vækst er således projekteret til at være cirka 4 procent om året i gennemsnit de næste 50-100 år. Hvis man skal tage de økonomiske fremskrivninger alvorligt, tæller Libyen og Sudan derfor blandt verdens rigeste lande i 2100 og Nordkorea vil være rigere end USA. Både Castles og en række andre væksteksperter har derfor understreget det åbenlyst mærkværdige i denne antagelse, når en stor del af Afrika de seneste 50 år ikke har oplevet nogen indkomstfremgang.

Et andet problem blev for nylig pointeret af Richard Tol, professor på Amsterdams Vrije Universitet og en af verdens førende økonomiske klimaeksperter. Stern-rapporten præsenterer en række vurderinger af, hvor store økonomiske og menneskelige skader en ophedning af det globale klima og stigende vandstand vil medføre. Tol peger på Sterns antagelse om, at menneskeheden ikke kan vænne sig til og tilpasse sig for eksempel stigende vandstand og dermed forsvindende kystområder. I stedet regner rapporten med, at tabene fra f.eks. områder, der oversvømmes, når havene stiger, og tab af landbrugsproduktion, aldrig vil blive opvejet af ny teknologi eller menneskelig opfindsomhed, men “now and forever” forbliver et tab på cirka fem procent af den globale indkomst. Ligeledes mener Tol, at Stern kraftigt undervurderer, hvor effektivt ressourcer udnyttes, når lande bliver stadigt rigere.

De internationale klimarapporter kommer således til at overvurdere det fremtidige behov for fossile brændstoffer, og dermed også de fremtidige emissioner af drivhusgasser.

Når effekterne af udledningerne skal vurderes, vurderer Tol, at Stern-rapporten er endnu mere kritisabel. Mens hans egne vurderinger, der er offentliggjort i såkaldt ‘peer-reviewed’ internationale tidsskrifter, viser at de samfundsmæssige omkostninger ved CO2-udledninger ikke overstiger 14 dollars per ton CO2, opererer Stern i stedet med en omkostning på 85 dollars per ton, og anfører at den kan være væsentligt højere. En af måderne, den britiske regeringsrapport når til sine overordnede vurderinger på, er således ved at seksdoble sit skøn for disse omkostninger.

Der har også været bred kritik af den måde, hvorpå de internationale klimarapporter ‘diskonterer’ fremtiden. Selvom dette problem i sagens natur er stærkt teknisk, er dets kerne ganske enkel. Omfanget af diskontering handler om, hvor stor vægt man lægger på begivenheder langt ude i fremtiden i forhold til begivenheder, der påvirker os i år. Diskonteringsfaktoren – den faktor, hvormed begivenheder mister vigtighed jo længere ude i fremtiden, de er – er derfor en knap, man kan skrue på, afhængigt af om man ønsker at vise, at fremtidige problemer er store eller små.

Uden diskontering på 1 procent, vil et årligt tab på 1000 kroner i 50 år indebære et værditab på 50.000 kroner i alt, mens en diskonteringsfaktor på 4 procent kun giver et tab på 22.000 kroner. (Svarende til, at 22.000 kroner forrentet med fire procent efter 50 år er vokset til 50.000 kroner). Ved at vælge en lav diskonteringsfaktor, lægger man derfor implicit stor vægt på begivenheder, der kan forekomme om 50 eller 100 år, og skaber det indtryk, at problemerne er store
her og nu.

En af d
e vigtigste indvendinger mod den britiske Stern-rapport har derfor været, at rapportens valg af en diskonteringsfaktor på 0,1 procent – der er væsentligt lavere end i nogen anden international undersøgelse – automatisk betyder, at selv små klimaforandringer indebærer meget store fremtidige problemer. Mens Richard Tol understreger alvoren i fremtidens problemer, kalder han på denne baggrund rapporten for “alarmistisk og inkompetent”, og på diverse videnskabelige blogs bliver det diskuteret flittigt, om Stern-rapportens konklusioner blev skrevet før resten af indholdet, og om den derfor blot er et politisk bestillingsarbejde. Stern når frem til, at stigningen i drivhusgasser kan begrænses med en internationalt koordineret politik, der årligt vil koste cirka 1 procent af verdens indkomst. Dette tab virker umiddelbart værd at tage, når konsekvenserne af stigningen er et alternativt tab på 5 procent. Men hvis man i stedet for at bruge en diskonteringsrate på 0,1 procent bruger en diskonteringsrate på 1 procent, som stadig er en lav diskonteringsrate, opvejer gevinst og tab hinanden. Og hvis de reelle tab, som en række økonomer har påpeget, er væsentligt mindre end de 5 procent, som Stern antager, er der ikke længere et økonomisk rationale for briternes politiske planer.

Den internationale kritik af både Stern-rapporten og IPCCs tidligere rapporter stiller derfor store spørgsmålstegn ved det grundlag, som politikere diskuterer for eksempel Kyoto-protokollen på. Fremtiden bliver vægtet for højt, de økonomiske fremskrivninger er behæftet med alvorlige fejl, og selve måden man opgør fremtidens udledninger af drivhusgasser er også stærkt omdiskuteret og efter alt at dømme objektivt forkert. Mens danske og udenlandske politikere behandler klimadebatten, som om der var bred konsensus om problemerne, viser den videnskabelige diskussion derfor, at der langt fra er enighed.

Danmark bestået – FN-Komite dumpet

Dette debatindlæg blev skrevet i august i år men faldt åbenbart ikke JPs debatredaktions smag, hvorfor jeg med nogen forsinkelse bringer det her:

Den 17. august i år afgav FNs Komité mod Racediskrimination (Komitéen) sine konkluderende observationer vedrørende Danmarks overholdelse af FNs Konvention til Afskaffelse af Racediskrimination (Konventionen).

Konventionen der tråde i kraft i 1969, var primært resultatet af, at en lang række nyligt uafhængige afrikanske og asiatiske stater ønskede at markere en klar afstandtagen fra den systematiserede racisme, flere af deres tidligere europæiske koloniherrer havde indført i disse stater. Konventionen var samtidig ment som et instrument mod de apartheidstater, der på daværende tidspunkt stadig fandtes i Sydafrika og Rhodesia (Zimbabwe).

Som et bolværk mod egentlig racemæssig apartheid kan man (på trods af en række uhensigtsmæssige bestemmelser) godt have sympati for Konventionen. Med denne funktion for øje burde den således ikke udgøre et problem for vestlige stater baseret på konstitutionalisme og retsstatsprincipper, herunder den formelle lighed for loven, kerneprincippet i vestlig retstradition.

Som det er sket med mange andre FN-konventioner har Konventionen imidlertid fået et langt bredere fokus end dets oprindelige og mere afgrænsede sigte. Gennem Komitéens fortolkning har Konventionen bevæget sig i en retning, der ikke bare er uden hold i vestlig retstradition, men ofte i lodret modstrid dermed. Lad mig pege på en række punkter.

Med afsæt i Muhammed-krisen anfører Komitéen bl.a., at “ytringsfriheden medfører særlige pligter og ansvar”, og opfordrer Danmark til at tage resolut handling mod racistiske og hadske ytringer og retsforfølge selv mindre udslag af sådanne. Med andre ord så Komitéen gerne ytringsfriheden begrænset når det kommer til ytringer, der i dens optik kan fortolkes som racistiske eller diskriminerende.

Til det er der at sige, at anklagemyndigheden kunne have valgt at have indledt retslige skridt mod Jyllands Posten (JP). Det ville så afhænge af en konkret vurdering, hvorvidt JPs ytringsfrihed ville have været krænket. Men der kan, bortset fra helt ekstreme tilfælde, såsom direkte opfordringer til eller trusler om vold, ikke ud fra en menneskeretlig betragtning siges at eksistere en positiv forpligtelse for staten til at straffe dens borgere for deres anvendelse af ytringsfriheden.

Komitéens fortolkning er et typisk eksempel på moderne menneskerettighedsfortolkning, som ikke længere fokuserer så meget på at begrænse statens magtmisbrug, men i stedet på aktivt at skabe en idealiseret verdensorden baseret på en menneskerettighedstilgang. Sådanne forsøg på at anvende menneskerettigheder aktivistisk, snarere end som en begrænsning, må dog uvægerligt og konstant skabe kolliderende “rettigheder”, hvis interne vægtning og prioritering kun kan fastlægges på vilkårlig vis.

Dette medfører en usikker retsstilling og en udhuling af klassiske frihedsrettigheder, der over adskillige århundreder har stået deres test i praksis, til fordel for abstrakte og fortænkte programerklæringer, uden praktisk eller historisk forankring.

Komitéen kritiserer endvidere Danmark for ikke i tilstrækkelig grad at sikre etniske og religiøse minoriteters kulturelle rettigheder, når det kommer til offentlig undervisning, kultur og information. Det kræver en særdeles kreativ fortolkning, at karakterisere manglen på kulturelle særrettigheder, som udtryk for statslig racisme af den slags, som burde være Komitéens egentlige fokus.  Endvidere afslører kritikken, at komitéen ikke opfatter mennesker som individer, men derimod alene som værende del af grupper.

Skulle Komitéens anbefalinger tages alvorligt, ville det være ensbetydende med, at det var en menneskeret at leve i et statsstøttet multi-kulturelt samfund, hvor ingen kultur kan siges at være bedre end andre. Det ville være et uacceptabelt og fundamentalt brud med bl.a. danske undervisningsprincipper, som i offentligt regi naturligvis i overvejende grad skal reflektere den vestlige tradition, Danmark er en del af.

Havde Danmark forbudt minoriteters alternative undervisning på privat og friskoler, kunne man med rette kritisere Danmark for at undertrykke minoriteter. Men netop dette alternativ sikrer, at forældre, indenfor brede rammer, kan opdrage deres børn i overensstemmelse med deres overbevisninger. Komitéens insisteren på statsligt indførte kulturelle særrettigheder for minoriteter er i virkeligheden et brud med den lighed for loven, som burde være Komitéens faste pejlemærke. Sådanne særrettigheder gælder jo per definition kun for en adskilt gruppe baseret på etniske, religiøse eller lignende kriterier, hvilket er præcis, hvad Konventionen burde modvirke. Lighed for loven bør gælde for alle uanset om man er minoritet eller ej. I modsat fald er døren åbnet for den kulturelle relativisme og vigtige grundprincipper vil dermed være i fare.

Endelig beklager Komitéen sig over, at Danmark ikke har gjort Konventionen til en del af dansk ret. Det er dog værd at bemærke, at ingen andre stater har valgt at tage sådanne skridt. Det faktum må siges at være det klareste udtryk for, at Komitéen har mistet retningssansen. Man har skabt et projekt, der er blevet løsrevet fra de retstraditioner menneskerettighederne er udsprunget af, en tradition der er forudsætningen for menneskerettighedernes rolle som garant for det åbne samfund baseret på lighed for loven.