Gennemsnittet for 2000-2005 var, at landene havde ladet være med at stemme i 22 % af afstemningerne; men der var store forskelle! Se selv på listen nedenfor over de tid lande, der har deltaget mest, og de ti lande, der har deltaget mindst.

Ecuador, Bolivia og Venezuela er enkle at forstå – det er Hugo Chavez og hans socialistiske compadres. Men hvad foregår der med resten?

Obama-administrationen har erklæret at den vil gå langt for at sikre ’internationalt samarbejde’. Hvor langt viste sig forleden, som Anne Bayefsky dokumenterer i dagens Weekendavisen. USA har valgt at indtræde i FN’s Menneskerettighedsråd, uanset at det er domineret af en række lande, der gang på gang udviser ophøjet foragt for de mest basale menneskerettigheder. Libyen, Kina, Cuba og Saudi-Arabien er blot nogle af eksemplerne. I toppen af rådet er der også mere end almindeligt knas. Præsidenten er belgieren Alex Van Meeuwen, men allerede vicepræsidenten er Egyptens Hisham Badr. Det er svært at forlige sig med det rimelige i, at ’næstkommanderende’ i rådet er fra et land, der i 2008 var placeret nummer 146 af 173 lande (score 50,25) på Reporters Without Borders liste over pressefrihed.  Til sammenligning deler Danmark 14.pladsen med Østrig med en score på 3,5.

Der stopper samarbejdsivrigheden dog ikke. Bayefsky skriver, at USA i samarbejde med Egypten har udarbejdet en revideret resolution om ytringsfrihed (her hendes artikel fra The Weekly Standard). Resolutionen omfatter blandt andet formuleringen ”but expresses regret at the promotion by certain media of false images and negative stereotypes of vulnerable individuals or groups of individuals, and at the use of information and communications technologies such as the Internet for purposes contrary to respect for human rights, in particular the perpetration of violence against and exploitation and abuse of women and children, and disseminating racist and xenophobic discourse or content” (min fremhævelse). Lignende passager i den amerikansk-egyptiske tekst om mediers særlige ansvar tolkes tydeligt og officielt af Organisationen af Islamiske Lande som at ”ytringsfriheden er underordnet alt, hvad der krænker eller skaber negative stereotype billeder ar religionerne” (Bayefskys læsning).

Det er mildt sagt bekymrende læsning for tilhængere af menneskerettigheder, og i særlig grad for presse- og ytringsfriheden, at USA under Obama åbenbart går med til så tydelig en accept af indskrænkninger af religiøse og politiske grunde. Her er iøvrigt RSF-scorerne for USA’s andre ’partnerlande’ i dette arbejde i Menneskerettighedsrådet: Indonesian – 27 (nr. 111), Pakistan – 54,88 (nr. 152).

Punditokraternes gode ven Niclas Berggren, der blogger dagligt på Nonicoclolasos, har ofte virkeligt interessante emner oppe, som man bare bliver nødt til at stjæle. I dag linker han til Bryan Caplans kritik af FN’s såkaldte Human Development Index. Indekset, der tit bliver brugt af medierne, er nærmest rendyrket vrøvl. Og hvorfor er dét så vigtigt?

Det vigtige kommer ind i emnet, idet mange ikke-økonomer angriber økonomer for at fokusere ensidigt på gennemsnitsindkomsten, dvs. BNP. Derfor har man hos FN udviklet det alternative Human Development Index, HDI, for – officielt i hvert fald – at få et bedre mål for menneskelig udvikling. Caplan, der til daglig er professor på public choice-højborgen George Mason University, hudfletter her indekset.

Udgangspunktet er, at HDI er en ligelig vægtning af BNP, forventet livslængde, og uddannelse. Uddannelse i sig selv er en vægtning af andelen af befolkningen, der kan læse – den får 2/3 af indekset – og andelen af befolkningen, der er indskrevet i enten primær, sekundær eller tertiær uddannelse. Som Caplan noterer sig, ”To max out your education score, you have to turn 100% of your population into students!” Det er ren nonsense.

Indekset er beregnet mellem 0 og 1. Caplans andet punkt er derfor, at de enorme fremskridt, som den vestlige verden har opnået siden, f.eks., 1970 ikke tæller ret meget. På trods af at BNP formelt får 1/3 af indekset, er det reelt rigget mod BNP. Som Caplan påpeger, ”since rich countries are already close to the upper bound, the HDI effectively defines their future progress on this dimension out of existence.” Det same gælder brugen af livslængde som helbredsmål, hvor den klart stigende livslængde i vestlige lande ikke tæller ret meget, da de allerede er tæt på maksimum.

Konklusionen på analysen er, at på grund af det særlige vægtningsskema, kombineret med at indekset er bundet mellem 0 og 1, er de klare vindere uddannelsesmålene, da de er bundet mellem 0 og 100% af logiske årsager og ikke på grund af ren matematik. Som Caplan viser – og som jeg var helt enig med ham da jeg havde tænkt lidt over tingene – er FN’s mål for menneskelig udvikling effektivt en ideologisk konstruktion hvor ”Scandinavia is the pinnacle of human achievement.”

Spørgsmålet bliver derfor til et svar. Hvorfor jubler vi gang på gang, når medierne skriver om hvor godt vi klarer os på HDI på trods af vores skred ned ad BNP-ranglisten (og i særlig grad skred ned ad listen over privatforbrug)? Caplans svar er helt klart: “Scandinavia comes out on top according to the HDI because the HDI is basically a measure of how Scandinavian your country is.” Det giver ingen mening.

Nu sker der ikke så meget for tiden – det er også blevet agurketid i blogosfæren – så her i sommertiden kan vores læsere hygge sig med Frede Vestergaards glimrende interview med Ole Humlum, en af Norges førende klimaforskere of professor i fysisk geografi ved Oslos universitet (læs interviewet her). Humlum repræsenterede ved et norsk møde sidste år den IPCC-kritiske fløj og uddyber i Weekendavisen fra i fredags sine synspunkter.

Først og fremmest peger den norske professor på en del usikkerhed i vores viden om de processer, der skaber Jordens klima – usikkerheder der ignoreres af IPCC. For eksempel giver drivhusgasteorien og klimamodellerne ret klare prædiktioner omkring temperaturen i atmosfærens øvre lag, men satellit- og ballonmålinger finder ikke den atmosfæriske opvarmning, modellerne tilsiger. Det er heller ikke særligt kendt, at det tab af iskappe, der unægteligt er sket på Nordpolen, næsten opvejes af en opbygning af tykkere is på Sydpolen. Og sidst, men ikke mindst, peger Humlum på, at grundige analyser viser, at kun cirka fem procent af den atmosfæriske CO₂ kan være kommet fra afbrænding af fossile brændstoffer, og hovedparten altså må være kommet andre steder fra. På trods deraf tilskriver IPCC ”hele stigningen i den globale CO₂-koncentration forbrænding af fossile brændstoffer, svarende til 26 procent af den samlede mængde atmosfærisk CO₂.” Man skal ikke være den store statistiker for at indse, at man meget hurtigt i en lineær model kan komme til at tilskrive menneskelig aktivitet en fem gange så stor rolle, som den egentlig burde have.

Humlum peger, som mange andre, også på at temperaturen faktisk ikke er steget de sidste ti år, på trods af at IPCC-modellerne klart forudsiger en stigning på 0,2-0,3 grader. Nu er ti år sandsynligvis ikke nok til at kunne sige noget som helst fornuftigt om en langsigtstrend, ikke mindst fordi 1998 var et såkaldt ’El Niño år’, men nordmanden gør opmærksom på, at IPCC selv har brugt det usædvanligt varme år som ’bevis’ for at opvarmningen er menneskeskabt. Og som han udtaler til Weekendavisen: ”Hvis ti års temperaturstigning fra 1978 til 1988 var nok til at overbevise om rigtigheden af at oprette IPCC med den erklærede opgave at undersøge specielt den menneskelige påvirkning af klimaet, og hvis ti års temperaturstigning frem til 1998 er usædvanlig og et mere end 90 procent sikkert bevis på menneskeskabt global opvarmning, som det er blevet hævdet af IPCC, så har de efterfølgende otte-ni års stagnation i temperaturen vel også relevans?”

Den norske professor konkluderer (som vi i øvrigt også har gjort her), at problemet er at IPCC har opnået en monopolstats på at formidle klimaforskning og information om klimaet til verdens regeringer og politikere. Ydermere er organisationen sat i verden til at undersøge en eventuel menneskeskabt virkning, hvilket betyder at ”de centrale personer, der udpeges til klimapanelet i det mindste er af den opfattelse, at vi i dag står overfor potentielt farlige menneskeskabte, globale klimaændringer.” Med andre ord hyrer man ikke nogen embedsmand til IPCC uden at denne er overbevist om katastrofescenarierne. Og man lader heller ikke skepsis og usikkerhed igennem fra politisk side, da den videnskabelige rapport først kommer måneder efter et Summary for Policymakers, som rapporten skal være konsistent med – og som skal godkendes fra politisk hold! At indgå i en såkaldt ’dialog’ med IPCC og den politiske side bliver dermed lidt ligesom at spille poker med en modstander, som insisterer på selv at blande og dele kortene – mens man er sendt ud af lokalet. Det er et offentligt spil, der er meget svært at vinde, før tilskuerne indser absurditeten i dets regler.

Lad os blot herfra takke Weekendavisen for at bringe begge sider af en højspændt, politisk debat, og at opfordre læserne til at læse Vestergaards artikel. Og som må man vel berede sig på en ophidset debat her på stedet i de kommende dage.

Hovedsynspunkterne er

- at demokratiet i Irak tegner til at overleve.

- at Irak dermed er bedre stillet end ante-bellum.

- at den rigtige strategi i krigen mod terror fortsat er at søge demokratiet udbredt i Mellemøsten (og andre steder), om nødvendigt ved militær intervention.

- at FN repræsenterer en forældet version af folkeretten, der snarere hindrer end fremmer kampen for frihed.

Discuss.

Sådanne påmindelser skal ikke undertrykkes men frem i lyset så deres ophavsmænd og kvinder kan konfronteres med dem og stilles moralsk og politisk snarere end juridisk til ansvar for dem. I den forbindelse er Abdol-Hamids beskrivelse af det irakiske oprør som en folkelig opstand og hendes sammenligning med den danske modstandsbevægelse så åbenlyst absurde og groteske, at de må føre til politisk selvmord for Abdol-Hamid og alvorlig selvransagelse hos de, der har støttet hendes kandidatur til Folketinget.

For det første er den irakiske regering folkevalgt (modsat styrerne i alle Iraks nabostater, som Abdol-Hamid ikke synes at bekymre sig om). Endvidere har FNs Sikkerhedsråd ved Resolution 1546 af 4. juni 2004 anerkendt den på irakiske overgangsregering og det valg, der i maj 2006 ledte til den nuværende regering, samt vedtaget at indsætte en multinational styrke i landet.

I resolutionen hedder det bl.a, at Sikkerhedsrådet:

Endorses the formation of a sovereign Interim Government of Iraq, as presented on 1 June 2004, which will assume full responsibility and authority by 30 June 2004 for governing Iraq while refraining from taking any actions affecting Iraq’s destiny beyond the limited interim period until an elected Transitional Government of Iraq assumes office as envisaged in paragraph four below;

Welcomes that, also by 30 June 2004, the occupation will end and the Coalition Provisional Authority will cease to exist, and that Iraq will reassert its full sovereignty

Resolution 1546 blev fulgt op af Resolution 1637 fra 11. november 2005, hvori det bl.a. hedder:

Calling upon those who use violence in an attempt to subvert the political
process to lay down their arms and participate in the political process, including in
the election scheduled for 15 December,

Notes that the presence of the multinational force in Iraq is at the request
of the Government of Iraq and, having regard to the letters annexed to this
resolution, reaffirms the authorization for the multinational force as set forth in resolution 1546 (2004) and decides to extend the mandate of the multinational force as set forth in that resolution until 31 December 2006;

Endelig blev den multinationale styrkes mandat i Irak forlænget til 31. december 2007 ved Resolution 1723 af 11. november 2006:

Demanding those who use violence in an attempt to subvert the political process should lay down their arms and participate in the political process, and encouraging the Government of Iraq to continue to engage with all those who renounce violence,

Notes that the presence of the multinational force in Iraq is at the request of the Government of Iraq and reaffirms the authorization for the multinational force as set forth in resolution 1546 (2004) and decides to extend the mandate of the multinational force as set forth in that resolution until 31 December 2007

Med andre ord er der i folkeretlig forstand ikke længere tale om en besættelse af Irak. De udenlandske styrker - inklusiv de danske – er i Irak efter den siddende irakiske regerings ønske. Hvis irakerne beder de udenlandske styrker om at rejse hjem er de derfor forpligtet hertil. Hvis irakiske oprører vil af med de udenlandske styrker burde de derfor anvende deres demokratiske ret til at påvirke de irakiske beslutningstagere til at sende den multinationale styrke hjem, men Abdol-Hamid og Aaen foretrækker åbenbart voldelige frem for fredelige og demokratiske midler til opnåelse af deres mål.

I en situation, hvor en tyran som Saddam Hussein, der myrdede sin egen befolkning og førte angrebskrige, er afsat og verdenssamfundet efterfølgende har legitimeret det nye demokratiske styre er det stærkt misvisende at sammenligne med situationen i Danmark underbesættelsen, hvor Danmark før 9. april 1940 var et fuldtud demokratisk land. Det ville være mere passende at sammenligne de irakiske oprørers kamp mod de internationale styrker med den hypotetiske situation, hvor tyske oprørere i årene efter Hitlers fald i 1945 bekæmpede de allierede besættelsesmagter og den demokratiske tyske regering, der blev indsat i 1949.

Endvidere er det uvederhæftigt at betegne oprørernes kamp i Irak som ”almindelige menneskers rimelige ønske om at få et bedre liv”. Adskillige af oprørsgrupperne er sekteriske af natur og ønsker at undertvinge de øvrige etniske/religiøse grupper. Det er også et faktum, at en stor del af oprørerne slet ikke er irakere men muslimer fra den øvrige islamiske verden og i særlig høj grad Saudi arabere. Disse udenlandske oprørere og deres irakiske våbenfæller har langt flere civile irakeres end amerikanske, britiske og danske soldaters liv på samvittigheden, som følge af deres daglige selvmordsattentater og bombeangreb. At skelne mellem disses gruppers angreb på soldater og civile er derfor uvederhæftigt sofisteri, for oprørerne selv skelner ikke. For dem er enhver der måtte stå i vejen for målet om en islamistisk stat – det vil sige hovedparten af den irakiske befolkning – et legitimt mål.

Endelig er det værd at bemærke i hvor høj grad Enhedslisten tidligere har kastet sig over påståede danske krænkelser af den humanitære ret og menneskerettigheder i Afghanistan og USA’s krænkelser af samme i Irak. Beskyldninger og krænkelser, der i Danmark og USA bliver fordømt, undersøgt og retsforfulgt mens de oprørsgrupper, som Abdol-Hamid og Aaen støtter, med stolthed begår langt værre krænkelser som en del af deres daglige virksomhed, som man bl.a. kan se på disse gruppers videoer på Internettet.

Søren Pind har brugt ordet ”ulækkert” om Enhedslistens ageren i denne sag. Baseret på Aaen og Abdol-Hamids udtalelser kan jeg kun erklære mig enig heri, omend betegnelsen synes at være ganske mild.

Kandidater til Rådet afgiver såkaldte ”voluntary pledges”, hvor man roser sig af sin menneskerettighedsefterlevelse og dybe respekt for FNs menneskerettigheder. Danmark har også afgivet et sådant pledge.

I Danmarks pledge hedder det bl.a.:

Denmark is strongly committed to the universal promotion and protection of interrelated, interdependent and mutually reinforcing.

Denmark is a firm supporter of the United Nations, including the Human Rights Council, the Office of the United Nations High Commissioner on Human Rights, the treaty bodies, the Special Procedures and other human rights-related United Nations bodies. Denmark has also contributed extensively to United Nations bodies with a role in the promotion of the rule of law, including as Chair of the Counter-Terrorism Committee in 2005/2006.

Denmark has been actively engaged in United Nations reform, including the establishment of the Peacebuilding Commission as well as the Human Rights Council. Denmark is highly committed to making the Council credible, effective and operative and believes that this objective should be reached, inter alia, by building on the achievements of the Commission on Human Rights.

[…]

As a member of the Council, Denmark pledges:

To work actively to ensure that the Council becomes credible, effective and operative:

By working to ensure that the Council addresses all human rights issues: civil, political, economic, social and cultural rights, including the right to development.

Indgangsbønnen hvor Danmark fastslår, at borgerlige og politiske frihedsrettigheder og kollektive socio-økonomiske rettigheder er udelelige og indbyrdes afhængige er en fast del af den internationale menneskerettighedsbevægelses trosbekendelse. Den går igen i utallige FN-erklæringer og deklarationer og bekender sig man ikke til trosbekendelsen kan man ikke gøre sig håb om at komme med i det gode selskab.

Dette på trods af, at de vidtløftige ord ikke har det fjerneste hold i virkeligheden men er en ”sandhed”, som kun eksisterer på papir, som enhver national jurist med speciale i forfatningsret vil kunne skrive under på.Men ikke nok med, at Danmark, giver moralsk støtte til en række rettigheder vi ikke anerkender i vores nationale retsorden, Danmark har også påtaget sig aktivt at kæmpe for disse på det internationale plan. Skal dette stå til troende vil Danmark altså kæmpe lige så hårdt for at retten til udvikling – som ikke er anerkendt i nogen retligt bindende traktat eller retssædvane og som givetvis er et ”menneskeretligt krav” på udviklingsbistand – og ethvert menneskes ”fundamentale ret” til arbejde, sundhed, bolig og social sikring som den voldelige undertrykkelse af civilbefolkningen i Zimbabwe, tortur i Usbekistan, ytringsfrihed i Mellemøsten, og forbrydelserne mod menneskeheden i Darfur.

Når man i tillæg til ovenstående kan konstatere, at Rådet fungerer værre end sin forgænger, kan man kun begræde, at Statsministerens skepsis overfor Rådet ikke deles af Udenrigsministeren.

However, the result of the fourth session – seven resolutions and two decisions (all non-binding) – served to reinforce the divisions within the Council. Three of the decisions and resolutions were carried through with all Western states (a coalition of 11-14 states including Canada, France, Germany, Japan, Netherlands, Switzerland and the United Kingdom) voting against. Moreover several of the decisions represent a step in the wrong direction when it comes to the protection and relevance of international human rights.

The most worrying example of the Council pursuing an agenda contrary to the protection of human rights and freedom is the resolution on "combating defamation against religions", tabled by the Organization of the Islamic Conference (OIC). According to this resolution all instances of religious discrimination, hatred and defamation must be combated by UN-member states. Yet the resolution is deeply flawed and biased in two aspects.  

Firstly, the resolution only specifically mentions Islam and "Islamophobia", which according to the resolution is a particular concern. While it is likely that many innocent Muslims have suffered discrimination after September 11, Muslims minorities in Western countries – against whom the resolution is aimed – enjoy far larger freedom than religious minorities in most Muslim countries, including the ones on the Council.

According to the US State Department's country reports on religious freedom Council members Saudi-Arabia and Pakistan are home to widespread discrimination against both Muslim and non-Muslim religious minorities. In Saudi-Arabia public worship of other religions than the official version of Sunni Islam is prohibited and sanctioned with criminal liability. Moreover text-books used in public schools include language which is anti-Semitic, anti-Christian and anti-Shiite.

In Pakistan members of the Ahmadi religion have by constitutional amendment been declared non-Muslim. Moreover according to the report the Pakistani penal code

 "prohibits Ahmadis from calling themselves Muslims or posing as Muslims, referring to their faith as Islam, preaching or propagating their faith, inviting others to accept the Ahmadi faith, and insulting the religious feelings of Muslims".

The punishment for violation is imprisonment for up to three years. Such discriminatory practises would be unthinkable in any Western state where Muslims are protected by anti-discrimination laws and generally enjoy the right to practice their faith.

The second – and most pressing – problem with the resolution is that the call for combating defamation of religions is at odds with freedom of expression. The resolution should be seen as a consequence of the so called Cartoon- crisis, which ensued after Danish newspaper Jyllands-Posten published a number of drawings of the Prophet Mohammed. This led to riots in many Muslim countries, death threats and calls for conviction of the responsible editors.

However both Danish and French courts have decided that publishing the drawings was within the limits of the right to freedom of expression. Should the resolution be followed it would therefore result in a drastic restriction on freedom of expression and thus the right and ability to publicly debate and criticise religious doctrines, a right central to the functioning of Western style liberal democracy. This is illustrated by Pakistan's blasphemy laws which according to the above mentioned report

"sanction the death penalty for defiling Islam or its prophets; life imprisonment for defiling, damaging, or desecrating the Qur'an; and ten years' imprisonment for insulting another's religious feelings".

The incompatibility of the resolution with freedom of expression also follows from the Cairo Declaration the OIC's own human rights instrument. Article 22 of said charter states that

"Everyone shall have the right to express his opinion freely in such manner as would not be contrary to the principles of the Shari'ah".

Accordingly Islamic religious doctrine is put before the right of the individual to express his or her thoughts and follow his or her conscience. It is such a state of affairs that the resolution aims for. If individual freedom including freedom of speech is to retain a meaningful protective sphere at the international level the resolution must be unequivocally rejected, and the right to dissent and subject religion to public debate and criticism upheld.

The fourth session of the Council served as yet another reminder that the Council is not worthy of its mandate and that a majority of non-Western states are determined on abusing the Council for their own agendas, which are often in conflict with the protection of human rights. Western states must now ask themselves how long they will continue to lend legitimacy to a body whose practice merits none.