Tag: FN (side 2 af 2)

Vintage Steyn

Her på bloggen har vi med jævne mellemrum behandlet FN og gjort det mindre venligt. Men nok engang må det konstateres, at ingen gør det mere velskrevet end Mark Steyn. Det er et af de hellige emner, som det endnu ikke er blevet forbudt at skrive kritisk eller satirisk om — selvom ingen selvbevidst dansk journalist i MSM kunne drømme om at gøre det.

Dette link er til en tale, som han holdt i december (hat tip Instapundit). Her er nogle få uddrag, men læs selv, selvom det er langt.

Let me give an example. Nearly three years ago, the space shuttle Columbia crashed, and Katie Couric on NBC’s Today show saluted the fallen heroes as follows: “They were an airborne United Nations—men, women, an African-American, an Indian woman, an Israeli….” By contrast, there’s a famous terror-supporting Islamist imam in Britain, Abu Hamza, who, when the shuttle crashed, claimed it was God’s punishment “because it carried Americans, an Israeli and a Hindu, a trinity of evil against Islam.” Say what you like about the old Islamofascist nutcake, but he was at least paying attention to the particulars of the situation, not just peddling, as Katie Couric did, vapid “multi-culti” bromides. Why couldn’t Katie have said the Columbia was an airborne America? After all, the “Indian woman,” Kalpana Chawla, was the American Dream writ large upon the stars: she emigrated to the U.S. in the 1980s and became an astronaut within a decade. What an incredible country. But somehow it wasn’t enough to see in the crew’s multiple ethnicities a stirring testament to the possibilities of her own land; instead, Katie upgraded them into an emblem of what seemed to her a far nobler ideal—the UN. …

Didier Bourguet, a UN staffer in Congo and the Central African Republic, enjoyed the pleasures of 12-year-old girls, and as a result is now on trial in France. His lawyer has said he was part of a UN pedophile network operating from Africa to southeast Asia. But has anyone read anything about that? The merest glimpse of a U.S. servicewoman leading an Abu Ghraib inmate around with girlie knickers on his head was enough to prompt calls for Donald Rumsfeld’s resignation, and for Ted Kennedy to charge that Saddam’s torture chambers were now open “under new management.” But systemic UN child sex in at least 50 percent of their missions? The transnational morality set can barely stifle their yawns. If you’re going to sexually assault prepubescent girls, make sure you’re wearing a blue helmet. …

What’s important to understand is that Mr. Annan’s ramshackle UN of humanitarian money-launderers, peacekeeper-rapists and a Human Rights Commission that looks like a lifetime-achievement awards ceremony for the world’s torturers is not a momentary aberration. Nor can it be corrected by bureaucratic reforms designed to ensure that the failed Budget Oversight Committee will henceforth be policed by a Budget Oversight Committee Oversight Committee. The Oil-for-Food fiasco is the UN—the predictable spawn of its utopian fantasies and fetid realities. If Saddam grasped this more clearly than, say, Katie Couric or John Kerry, well, that’s why he is—was—an A-list dictator and they’re not. …

It’s a good basic axiom that if you take a quart of ice cream and a quart of dog mess and mix ’em together, the result will taste more like dog mess than ice cream. That’s the problem with the UN. If you make the free nations and the thug states members of the same club, the danger isn’t that they’ll meet each other half-way but that the free world winds up going three-quarters or seven-eighths of the way. Indeed, the UN has met the thug states so much more than half way that they now largely share the dictators’ view of their peoples—as either helpless children who need every decision made for them, or a bunch of dupes whose national wealth can be rerouted to a Swiss bank account. …

As you may have noticed, the good people of Darfur in Sudan have been fortunate enough not to attract the attention of the arrogant cowboy unilateralist Bush and have instead fallen under the care of the UN multilateral compassion set. So, after months of expressing deep, grave concern over whether the graves were deep enough, Kofi Annan managed to persuade the UN to set up a committee to look into what’s going on in Darfur. Eventually, they reported back that it’s not genocide. That’s great news, isn’t it? Because if it had been genocide, that would have been very, very serious. As yet another Kofi Annan-appointed UN committee boldly declared a year ago: “Genocide anywhere is a threat to the security of all and should never be tolerated.” So thank goodness what’s going on in Sudan isn’t genocide. Instead, it’s just 100,000 corpses who all happen to be from the same ethnic group—which means the UN can go on tolerating it until everyone’s dead, and none of the multilateral compassion types have to worry their pretty heads about it. …

The tsunami may have been unprecedented, but what followed was business as usual—the sloth and corruption of government, the feebleness of the brand-name NGOs, the compassion-exhibitionism of the transnational jet set. If we lived in a world where “it’s what you do that defines you,” we’d be heaping praise on the U.S. and Australian militaries, who in the immediate hours after the tsunami dispatched their forces to save lives, distribute food and restore water, power and communications.

Menneskeretlig kulturkamp

I modsætning til på den hjemlige scene er der blandt amerikanske borgerlige en livlig aktivitet på menneskerettighedsområdet. National Review havde i torsdags således hele to artikler, vedrørende emnet. Artiklerne tager hul på den kamp om menneskerettighedernes natur, som er nødvendig, hvis disse rettigheder skal fortsætte med at give mening i fremtiden, noget som den seneste tids Mohammed-strid i mine øjne tydeligt har understreget behovet for. Artiklerne kritiserer FNs bestræbelser på menneskerettighedsområdet (ligesom jeg selv har gjort) og advokerer, at liberale-demokratier opretter et alternativt menneskerettighedsforum til FN.

I en af artiklerne skriver Brett D. Schaeffer bl.a.:

Despite [..] the fact that each U.N. member state is party to at least one of the seven major human-rights treaties, the U.N. in recent decades has failed miserably to promote basic human rights in practice. Perhaps no institution illustrates this more than the U.N. Commission on Human Rights. […]Sadly, the commission has devolved into a feckless organization that human-rights abusers use to block criticism or action promoting human rights. Six of the fifty-three members of the commission in 2005 were considered among the world's "worst of the worst" abusers of human rights by Freedom House. China, Cuba, Ethiopia, Saudi Arabia, Sudan, and Zimbabwe were members of the Commission in 2005.
[…]Governments, non-governmental organizations, and others seeking to strengthen observance of basic human rights should not let affection for the U.N. blind them to its inability to hold abusers to account. As noted by the bipartisan U.N. Task Force, "[U]ntil the United Nations holds its members accountable for their failure to observe well-established human rights norms, the United Nations is not the best forum for the proposed Human Rights Council." Instead, advocates should seek to establish a human rights body that is independent from the U.N. and open only to democracies that respect political and economic freedom. Because representative governments already practice political freedom and basic human rights, they are most likely to promote those standards.
Human-rights advocates should not shy away from uncomfortable truths. Perhaps the U.N. will one day be dominated by democratic states that respect the freedoms of their citizens and demand similar standards from all U.N. member states. But that is not the U.N. of today. The likely failure of the U.S. and other nations to create a smaller, more effective Human Rights Council that excludes human-rights abusers and non-democracies from membership should be a clear sign that the U.N. cannot serve as the focal point for human-rights abuses. If the U.N. cannot serve as the primary vehicle in pursuit of that goal, the U.S. and like minded countries should pursue alternatives.

Med udgangspunkt i FN systemets fiaskoer skriver Joseph Loconte bl.a.:

[..]Apologists for repressive governments, of course, love to talk this way: Farm subsidies are the moral equivalent of women being brutalized by militias in Congo or sold into sexual slavery in Cambodia. Or, in the case of Pakistan, of religious minorities being jailed and assaulted for allegedly violating blasphemy laws. In other words, no nation's political culture is better or worse than any other's.

It is not just problematic regimes that debase the concept of human rights with this kind of evasion. This is the logic of multiculturalism, an ethos that infects the United Nations from top to bottom. Echoed endlessly in U.N. reports and resolutions, this ethos has helped create a deep-seated cynicism about the nature of human rights. More than any other factor, it threatens to derail the current effort to reform the Human Rights Commission before its March meeting in Geneva.
U.N. defenders shrug all this off by claiming that the United Nations is only as good as its member states. That's a half-truth: By giving dictatorships equal voting power with democracies, the system almost guarantees that no meaningful agreement can be reached as to what counts as a violation of human rights. John Prendergast, senior adviser at the International Crisis Group, emphasizes the political will of the Security Council: "All the reports and speeches of these U.N. bodies count for nothing," he says, "if the Security Council is not prepared to fulfill its responsibilities." True enough. Yet it's hard to conceive of non-democratic states — and there are plenty of them on the Security Council — eager to fulfill their human-rights obligations, especially when there are no serious consequences for failing to do so.

Shouldn't the task of defending fundamental human rights be limited to democratic states with a measurable record of success? And if such an alliance can't function effectively within the United Nations, isn't it time to consider operating outside of it?
A growing number of scholars, it seems, believes it is. Ivo Daalder of the Brookings Institution and James Lindsay at the Council on Foreign Relations have called for the creation of a new coalition of democracies "to confront common security challenges." Ruth Wedgewood, professor of international law and organizations at Johns Hopkins University, argues for a U.S. policy of "competitive multilateralism" — that is, creating informal coalitions outside of the United Nations to tackle issues of mutual concern. "There still seems to be no momentum for change at the United Nations," she writes. "If things can't be changed from within, members may need to vote with their feet, one issue at a time." Joshua Muravchik, a scholar at the American Enterprise Institute, is equally blunt. "The effort to be a proto-world government is the crux of the U.N.'s worst failings," he writes in
The Future of the United Nations. Rather, he argues, a group of democracies could form a committee on human rights to "forthrightly condemn and publicize egregious abuses."

Disse tider viser, hvor vigtigt det er at stå fast på grundlæggende vestlige værdier som basale menneskerettigheder utvivlsom udgør en vigtig bestanddel af. Et alternativ til FN på menneskerettighedsområdet, som fokuserede på kombinationen af grundlæggende politisk, borgerlig og økonomisk frihed, frem for rettighedsbaseret udviklingshjælp, menneskerettigheder og globalisering, kollektive rettigheder og anden relativisme, som udvander menneskerettighederne og ophæver forskelsbedømmelsen mellem frie og totalitære lande, ville være udtryk for vestlig principfasthed af den bedste og mest inspirerende slags.

FN og den globale kollektive moral

"FN er langt bedre end sit rygte", hedder overskriften i en kronik i Berlingske af d.d., skrevet af sociologen Morten Felding (MF), som er ansat i Undervisningsministeriet.

MF anerkender, FN fiaskoer som Rwanda, Darfur og olie for mad skandalen med rette har tæret på FNs troværdighed (MF undlader dog at inkludere fiaskoer såsom Congo, Bosnien og Kosovo). Men ifølge MF gør FNs øvrige virksomhed, at man på trods af fiaskoerne må kvalificere FN som en succes:

Organisationens kvaliteter, meritter og dermed berettigelse skal…findes i den vedvarende insisteren på at agere verdens globale kollektive politiske bevidsthed, samvittighed og hukommelse. Det er i FN-regi, der sættes ord på, hvad anstændige stater kan være, og hvad anstændige stater bør gøre, hvilke forfatninger der kan vedtages, og hvilke politikker der fremstår som legitime. Her er tale om en definitionsmagt snarere end realpolitikkens vokabularium udgjort af militære og økonomiske termer. En indflydelse som ikke er baseret på militær overlegenhed, funderet i økonomiske incitamenter eller hjemlet i international lovgivning, men i langt højere grad baserer sig på den moralske integritet og ekspertviden, som organisationer som UNDP, UNESCO eller WHO tillægges.

Udbredelsen af de fælles mål og delte visioner ses særligt i rækken af konventioner, udarbejdet i FN-regi, som har vundet noget nær universel hævd i efterkrigstiden.

Det bedste eksempel på den bløde magt, som FN-organisationerne gør brug af, er forsøget på at regulere ligestilling og udbrede kvinders rettigheder på globalt plan. På trods af at spørgsmål om kvinders rettigheder ofte skiller de politiske vande, er det lykkedes at samle bred opbakning til FN-konventionen Convention on the Elimination of all Discrimination Against Women fra 1979. Konventionen er p.t. ratificeret af ikke færre end 179 lande, hvilket svarer til 94 procent af verdens stater.

Den globale konsensus er bemærkelsesværdig ikke mindst i lyset af den kontroversielle problemstilling, som konventionen forsøger at regulere. Og traktatteksterne er ikke bare retoriske luftkasteller, men fremtvinger konkrete forandringer verden over. Eksempelvis har majoriteten af verdens stater i dag etableret nationale agenturer med henblik på at sikre kvinders rettigheder og vurdere ligestillingspolitiske konsekvenser af fremsatte lovforslag.


Det er interessant at kaste et blik på FNs kvindekonvention (CEDAW), som MF altså anser som det ypperste udslag af FNs internationale arbejde, og som altså overstråler de ovennævnte fiaskoer. Det skal indledningsvist siges, at MF kraftigt overvurderer betydningen af denne (og mange andre) FN traktat. Disse traktater ratificeres rask væk af verdens stater, men inkorporeres sjældent i national lov, hvor de tillige fylder meget lidt. Endvidere har et meget stort antal stater tilføjet reservationer til deres ratifikation, således, at dele af traktaten ikke binder disse stater.

CEDAWS præambel starter fint med en ordlyd, som enhver, der støtter frihedsrettigheder kan erklære sig enig i:


Noting that the Charter of the United Nations reaffirms faith in fundamental human rights, in the dignity and worth of the human person and in the equal rights of men and women,

Noting that the Universal Declaration of Human Rights affirms the principle of the inadmissibility of discrimination and proclaims that all human beings are born free and equal in dignity and rights and that everyone is entitled to all the rights and freedoms set forth therein, without distinction of any kind, including distinction based on sex.

Derefter begynder man dog at blive bekymret, for hvilken ny international økonomisk orden baseret på lighed og retfærdighed er det lige FN-systemet har i tankerne?:

Convinced that the establishment of the new international economic order based on equity and justice will contribute significantly towards the promotion of equality between men and women


Herefter går FN-systemet I politisk korrekt selvsving og følgende, for konventionens område fuldstændigt irrelevante formulering, optræder:


Emphasizing that the eradication of apartheid, all forms of racism, racial discrimination, colonialism, neo-colonialism, aggression, foreign occupation and domination and interference in the internal affairs of States is essential to the full enjoyment of the rights of men and women,

Affirming that the strengthening of international peace and security, the relaxation of international tension, mutual co-operation among all States irrespective of their social and economic systems, general and complete disarmament, in particular nuclear disarmament under strict and effective international control, the affirmation of the principles of justice, equality and mutual benefit in relations among countries and the realization of the right of peoples under alien and colonial domination and foreign occupation to self-determination and independence, as well as respect for national sovereignty and territorial integrity, will promote social progress and development and as a consequence will contribute to the attainment of full equality between men and women,


Det bliver også hurtigt klart, at de materielle rettigheder i CEDAW ikke har meget at gøre med lighed for loven. Artikel 1 lyder f.eks.:


For the purposes of the present Convention, the term "discrimination against women" shall mean any distinction, exclusion or restriction made on the basis of sex which has the effect or purpose of impairing or nullifying the recognition, enjoyment or exercise by women, irrespective of their marital status, on a basis of equality of men and women, of human rights and fundamental freedoms in the political, economic, social, cultural, civil or any other field.


Ordene "effect" og "any other field" gør potentielt CEDAW uhåndterlig og vilkårlig, idet det vil kunne gøres gældende, at denne eller hin ordning medfører, at kvinder bliver diskrimineret alene på baggrund, af at der f.eks. i en bestemt branche er flere mænd end kvinder.     

CEDAWS artikel 3 lyder:

States Parties shall take in all fields, in particular in the political, social, economic and cultural fields, all appropriate measures, including legislation, to en sure the full development and advancement of women , for the purpose of guaranteeing them the exercise and enjoyment of human rights and fundamental freedoms on a basis of equality with men.

States Parties shall take in all fields, in particular in the political, social, economic and cultural fields, all appropriate measures, including legislation, to en sure the full development and advancement of women , for the purpose of guaranteeing them the exercise and enjoyment of human rights and fundamental freedoms on a basis of equality with men.

Problemerne med artikel 1s brede anvendelsesområde forstærkes, af artikel 3, da det her bliver klart, at det ikke kun er staten der ikke må diskriminere. Private må heller ikke diskriminere hverken direkte eller indirekte og ej heller selv om "diskriminationen" var en uforudselig følge af et individs eller virksomheds i øvrigt legitime adfærd. Staten er tilmed forpligtet til at skride ind med tiltag af lovgivnings- og
administrativ karakter, de
r skal sikre kvinder lige vilkår. Det er ikke svært at se, at mænds og kvinders individuelle præferencer er uforenelige med CEDAW, der i den grad er et udslag af konstruktivisme og gift for et frit samfund baseret på en spontan orden, hvor kvinder som følge af deres præferencer og frie valg muligvis er overrepræsenteret i sundhedssektoren, men underrepræsenteret i f.eks. revisionsbranchen.    

Artikel 4 fastslår, at positiv særbehandling er berettiget. Det er altså forbudt at diskriminere på baggrund af køn, bare ikke når det går udover mænd.  

CEDAWs konstruktivistiske hybris bliver endnu mere manifest i artikel 5, som tillige får mere end en snært af totalitarisme:  

States Parties shall take all appropriate measures:

(a) To modify the social and cultural patterns of conduct of men and women, with a view to achieving the elimination of prejudices and customary and all other practices which are based on the idea of the inferiority or the superiority of either of the sexes or on stereotyped roles for men and women;

Staten er altså forpligtet til at ændre dets borgeres sociale og kulturelle adfærdsmønstre. Udover, at en stat der har en sådan magt aldrig vil kunne respektere dets borgeres basale frihedsrettigheder, rejser spørgsmålet om, præcis hvilke sociale og kulturelle adfærdsmønstre vi alle skal tillægge os, og hvem der skal definere og sanktionere dem for os?

CEDAW er virkeligheden en hån mod kvinder idet konventionen antager, at kvinder automatisk er svage ofre der ikke kan stå på egne ben uden hjælp fra staten. Når man kigger rundt i verden (især den islamiske) er der god grund til at kæmpe for kvinders rettigheder. Men kampen må gå på kvinders ret til formel lighed for loven og dermed kvinders ret til at leve deres liv som de selv vil, om det så betyder turbokarriere eller et liv som hjemmegående husmor. Fuldstændig materiel lighed mellem kønnene fornægter både mænds og kvinders individuelle præferencer og kan kun opnås, såfremt staten gives adgang til at træffe alle valg for os og dermed adgang til at dirigere vores liv i enhver detalje.     

CEDAW, samt en lang række menneskerettighedstraktater i FN regi (dog ikke alle), fortjener således ikke hyldest som værende udtryk for en "global kollektiv moral", men derimod kritik, idet de er uforenelige med og ødelæggende for de klassiske frihedsrettigheder. Desværre er der alt for få borgerligt-liberale der fremkommer med sådan kritik, enten fordi man er bange for, at være i opposition til noget så fundamentalt som menneskerettigheder, eller fordi udvandingen af de klassiske frihedsrettigheder har udhulet menneskerettighedsbegrebet så meget, at man helt har opgivet disse rettigheder. Begge holdninger er farlige, menneskerettigheder må ikke blive kollektivismens enerådige domæne. I så fald vil vi hurtigt finde ud af, at de frihedsrettigheder vi nu nyder rent faktisk betyder noget på trods af deres indskrænkede anvendelsesområde.

En flink avis

Forleden omtalte vi FN-undersøgelsen af mordet på Rafik Hariri i anledning af, at Syriens magtfulde indenrigsminister utroligt hensynsfuldt gik hen og døde, så et eventuelt ansvar kunne parkeres hos ham (En flink mand)

Rapporten fra FN er nu udkommet. Læser man Berlingske Tidende, og det gør mange af denne blogs læsere ufortrødent, kunne man ellers godt komme i tvivl,  for forsiden er tilsyneladende tom for henvisninger hertil.

Men kun tilsyneladende. Puds brillerne og kig godt efter. Jo, det er nævnt: oppe i den blå barre er historien nævnt med seks ord. Sjovt nok, for mens negative historier om det demokratiske Irak normalt dækkes intensivt på forsiden, er der mindre interesse for negative historier om Syrien, hvor Baathpartiets diktatur fortsat forkrøbler landet.

Historien dækkes dog inde i avisen. Sådan da. Man glider af på den del af historien, der angår mistanken om, at det var efter råd fra Kofi Annan, at den endelige rapport ikke medtog de navne på diktatorens nærtstående, som var med i udkastet. Mærkelig nok udviser Politiken mindre tilbageholdenhed om det spørgsmål i sin artikel (Mistanke: Annan lugede ud i Hariri-rapport). Denne vinkel er ellers interessant, da den angår det vigtige spørgsmål, om FN under Annan er blevet en diktatorernes klub, hvor man helst ikke vil være uvenlig over for de medlemmer, der finder demokrati og frie valg lidt for folkeligt til at være tilladt.

Men det skyldes måske, at Politiken ikke føler samme behov for at være en flink avis; journalisterne dér er næppe i risiko for at blive beskyldt for neokonservativsme.

Eller måske skyldes det ganske simpelt, at Berlingeren ikke finder historien interessant. Lederspalten er f.eks. tavs herom, hvorimod en britisk borgerlig-liberal avis som The Telegraph synes at være anderledes interesseret i at bruge den kostbare sværte på en leder.

Venlighed kan være et problem for pressen. Tag f.eks. Karl Erik Nielsen, der er blandt de bedste af Berlingskes journalister, allerede fordi han altid søger at medtage en borgerlig-liberal vinkel i sin nyhedsdækning, hvilket ikke blot har et heldigt sammenfald med avisens erklærede holdning, men også giver læserne det ekstra i forhold til vinklingen hos Politiken og DR, der kan begrunde og fastholde den læserloyalitet, som et abonnement er udtryk for.

Men som det fremgår af hans dækning i dag af Plame-sagen, kan selv en god journalist komme for skade at give et lidt upræcist billede. Det skyldes nok, at han er lidt for flink over for det venstreorienterede LA Times, hvis dækning han inddrager.

I en i øvrigt afbalanceret artikel, får han således skrevet om sagens baggrund:

Wilson havde været på en mission i Niger for at få be- eller afkræftet, om Saddam Husseins regime opkøbte uran i det afrikanske land, og selv om Wilson kom hjem og skrev en rapport, der afviste historien, så brugte præsident George W. Bush og andre den fortsat til at »sælge« krigen mod Irak.

Det kritiserede Joseph Wilson offentligt i en kronik i New York Times, og hovedtesen i den igangværende efterforskning af sagen er, at Det Hvide Hus svarede igen ved at lække Valerie Plame Wilsons navn til pressen. Tilsyneladende i et forsøg på at antyde, at Joseph Wilson kun havde fået opgaven i Afrika, fordi hans kone arbejdede i CIA, og at han med andre ord ikke var kvalificeret til at udtale sig om sagen.

Her er en lidt anden vinkel på sagen, hvor det afgørende ikke er, om Wilson var kvalificeret eller ej, men hvad han sagde, og hvad han undlod at sige:

1) Wilsons rapport konkluderede, at der ikke var sket et salg af uran til Irak, men gav samtidig en række oplysninger, der bekræftede, at Irak var interesseret i at købe uran. For eksempel en henvendelse i juni 1999, hvilket var et halvt år efter, at Saddam havde smidt våbeninspektørerne ud af Irak, og mørket derfor havde sænket sig over hans bestræbelser på at skaffe WMD. Rapporten ændrede således ikke ved den eksisterende opfattelse i CIA af problemet, den blev end ikke forelagt Cheney, og CIA fastholdt trusselsbilledet i sine rapporter til politikerne. Se Senats rapporten fra juli 2004, der vurderede før-krigs efterretningerne, s. 36 – 83.

2) Bush var således i god tro, når han og andre i hans regering udtalte sig om Saddams ønsker om at skaffe uran.

3) Bush nævnte Saddams bestræbelser m.h.t. uran i sin tale til nationen. Det var de såkaldt “16 ord”, hvor Bush oplyser, at den britiske efterretningstjeneste mener, at Saddam ønskede at skaffe uran fra Afrika.

4) Ikke bare var det altså opfattelsen hos CIA. Den britiske Butler-rapport fra juli 2004 har efterfølgende undersøgt de britiske efterretninger og fastholder, at Saddam forsøgte at skaffe sig uran fra afrikanske lande. Rapporten går endda så langt som direkte at henvise til Bushs 16 ord og fastslå, at de var “well-founded”. Se rapporten s. 121 – 125, navnlig s. 122 note 2, hvor det nævnes, at de irakiske besøg i Afrika var andre, end dem Wilson kendte til, og at de britiske kilder var tidligere og uafhængige af de dokumenter, som senere af IAEA blev kendt falske. Derfor fastholdes opfattelsen.

5) Wilson kritik var noget mere alvorlig end angivet i artiklen. Wilson, der i maj 2003 aktivt gik ind i kampagnen for præsidentkandidat John Kerry, lækkede i samme måned en version af historien til den Bush-fjendtlige kommentator Nicholas Kristof i NYT. I denne version fremstilles det som om, at Cheney havde foranlediget, at Wilson blev sendt til Niger, og derefter alligevel havde ignoreret Wilsons konklusion om, at påstanden var “unequivocally wrong”. Begge dele er som nævnt i Senats rapporten forkerte. Kristof nævner ikke Wilson ved navn, men det er let at identificere ham.

6) Cheney og den øvrige regering forstår nu, at Kerry-tilhængere i CIA vil forsøge at lægge afstand til CIAs fejlagtige opfattelse af Saddams WMD og samtidig påstå, at Bush bevidst løj om disse forhold. Krigen var jo slut måneden før, og det faktum, at Saddam var blevet nedkæmpet uden at gøre brug af WMD, gav en klar formodning om, at efterretningerne måtte have været forkerte.

7) Wilson går i juli 2003 til NYT med sin påstand om, at han klart havde underkendt uran-historien, men at regeringen alligevel havde fordrejet og brugt historien. Han undlader dog den påstand, at Cheney selv havde sendt ham, som var nævnt af Kristof. Men han undlader også at nævne de mange forhold i sin rapport, som talte for uran-historien, og som først kommer frem i Senats rapporten året efter. Wilson prøvede således at give indtryk af, at uran-historien var klart underkendt, hvad den som nævnt ikke var.

8) Den Bush-venlige kommentator Robert Novak angriber senere samme måned Wilsons fremstilling i NYT og
nævner, at hans kone er e
n “CIA operative”. Fru Wilson (født Plame) er en under cover agent hos CIA, der ganske vist er ved at ændre status, men dog stadig undergivet beskyttelse. Hun er hermed “outet”.

Så vidt facts. Resten er indtil videre spekulationer. Der er hovedsageligt to muligheder:

A) Valgte Bush-regeringen at oute Wilsons kone, fordi de vidste, at hun var en hemmelig agent for derved at skade Wilson mest muligt?

B) Valgte Bush-regeringen at påpege over for journalister, at Wilsons kone var i CIA, fordi de opfattede Wilsons kampagne som knyttet til CIAs forsøg på falsk grundlag at lægge afstand til deres egne efterretningsfejl? Og i bekræftende fald, vidste man, at fru Wilson var hemmelig agent, eller troede man blot, at hun arbejdede i CIA, hvad mange gør uden at være agenter under cover og som derfor frit kan omtales.

Da dette er USA, kan historien i øvrigt ende med, at der slet ikke rejses tiltale for outingen af fru Wilson, men for noget andet, nemlig at de afhørte ikke har samarbejdet med efterforskeren. Det er således interessant, at Robert Novak ikke er tiltalt, selvom han var den første, der klart outede fru Wilson. Det tyder på, at selve outingen ikke er så relevant alligevel.

På trods af denne indlende smutter, som nok nærmere skyldes LAT, rammer Berlingskes journalist rigtigt i sin overordnede pointe: Plame-sagen bliver brugt af krigsmodstanderne til at holde liv i “Irak-løgnen”, selvom sagen så åbenbart angår forhold efter krigen og ikke ændrer på de oplysninger, som Senats rapporten og Butler-rapporten tog stilling til.

FN-filosofien og Visdommens Gudinde

Fireogtyve mere eller mindre prominente danskere har lagt sag an imod den danske stat og dens repræsentant Anders Fogh Rasmussen. Det er Irak-krigen, der spøger, og sagsøgerne er gramme i hu. For den siddende regering skal i al sin dårskab have forbrudt sig imod Det Danmarks Riges Grundlov. Eller nærmere bestemt paragraf 19, stk. 2, der knæsætter, at “Bortset fra forsvar mod væbnet angreb på riget eller danske styrker kan kongen ikke uden folketingets samtykke anvende militære magtmidler mod nogen fremmed stat”.

For den læge læser, undertegnede inkluderet, kan det ved første øjekast være svært at se, hvori den gode Fogh Rasmussens brøde består. Der var som bekendt et folketingsflertal bag Irak-beslutningen, så samtykket kan vel ikke betvivles? Men her er det, at det hele bliver juridisk spidsfindigt. For da man ændrede grundloven i 1953 blev paragraf 19 åbenbart ajourført med FN-pagten. Det skulle så igen betyde, at al magtanvendelse er forbudt, medmindre det sker i 1) selvforsvar eller 2) som følge af en FN-sikkerhedsresolution.

Jeg skal ikke kunne kloge mig på, om det er juridisk hold i den påstand. Men det er meget sigende, at søgsmålet er bundet op på FN-pagten. For politisk set er det ret beset selve FN-filosofien – forestillingen om at ‘verdenssamfundet’ har gjort magtpolitik til et både ubrugeligt og ulegitimt redskab – der bliver ført i vælten i den her sag. Den tanke er meget smuk, derom er der ingen tvivl. Problemet er bare, at FN-filosofien har vist sig at være uden hold i virkeligheden. Forskellen mellem kulturer og nationale interesser har igen og igen udstillet det store verdensfællesskab som en illusion.

Eller rettere: FN-filosofien har til en vis grad gået sin sejrsgang på vore breddegrader, men den har – som Kagan så glimrende mindede os om for et par år siden – kun i meget begrænset omfang vundet indpas uden for det europæiske paradis. Den floromvundne snak om en ny tidsalder præget af menneskerettigheder og et international retssamfund gør næppe det helt store indtryk i verdens brændpunkter. Hvor efterlader det os i den konkrete sag?

Amerikanerne led muligvis af hybris, da de pludselig satte sig for at omskabe Mellemøsten i det liberale demokratis billede. Men det betyder ikke, at den danske regering begik en fejltagelse ved at følge trop. USA er trods alt de liberale demokratiers fremmeste garant, og udenrigspolitik handler om at tage hensyn til nationale interesser, især de langsigtede af slagsen.

Og herved er vi tilbage ved magtpolitikken. I en verden, hvor krig og diktatur endnu er hverdagsforeteelser, dér forslår FN-filosofien som en skrædder et vist sted. Den vestlige verdens statsmænd er naive, hvis de lægger deres lod i den skål, uanset hvor bekvemmeligt det måtte være. Magtpolitikken er et nødvendigt redskab for enhver regering, i dag som tidligere.

Hvis du vil fred, så forbered dig på krig, skal Kejser Augustus have sagt. Det yderst prosaiske råd har ikke mistet sin gangbarhed. Den tyske digter Heinrich Heine sagde det meget poetisk, da han i 1834 bad franskmændene betænke, at på Olympen

“…amidst the nude deities who feast upon nectar and ambrosia, there is one goddess who amidst all this merriment and peace keeps her armour and her helmet and a spear in her hand – the goddess of wisdom”.

Og Visdommens Gudinde skal man som bekendt ikke kimse af.

FN og Israel

Når talen falder på det israelsk-palæstinensiske problem, er det almindeligt selv blandt borgerligt-liberale aviser, der burde vide bedre, at antage, at løsningen på problemet ganske simpelt er, at USA må tvinge Israel til at ændre opførsel.

Hm, mon det virkelig er Israel, der er den primære drivkraft bag problemet, og ikke det udbredte ønske blandt nære og fjerne naboer i regionen om at udslette landet? I hvert fald har USA indtil videre brugt sine kræfter på anden vis, og en række lande i regionen, der ikke kendte til demokrati, synes nu at bevæge sig i den retning, mere eller mindre frivilligt. Det synes at gøre dem mindre blodtørstige og mindre afvisende over for Israel. Muligheden for fredelig sameksistens øges langtsomt, selvom der er tilbageslag.

Som omtalt i denne artikel fra NYT, har selv FN ændret sig. Væk fra tidligere tiders åbne jødehad og fordømmelse.

Det er interessant at se, at selv NYT, som jo ellers hører til de kredse, der synes blændet af FNs “moralske autoritet“, nævner FNs problemer med olie-for-mad programmet og et generelt imageproblem samt pres fra USA som årsager til forbedringen af forholdet mellem FN og Israel, herunder nedlæggelsen af en række udvalg for institutionaliseret fordømmelse af jøder, som ikke længere er nødvendige. Heldigvis.

Det kan være svært at se det, ikke mindst i disse dage, hvor demokratimodstanderne i Irak skruer op for hypervolden for at skræmme befolkningen væk fra valget på lørdag. Men det går stadig fremad i regionen, og det smitter nu af også på FN.

Ja, tænk. Det kan måske ende med et FN, som man kan være bekendt at støtte.

Hvem ved, måske siver de nye tider også ind på danske redaktioner en dag?

Steyn om FN

Ja, ja, vi ved det godt; alt for mange citater fra Steyn. Men det er svært at lade være, når han dyrker emner, der også interesserer os, f.eks. FN, og gør det så forbandet velskrevet.

Nyd lige dette lille uddrag:

What’s important to understand is that Mr Annan’s ramshackle UN of humanitarian money-launderers, peacekeeper-rapists and a human rights commission that looks like a lifetime-achievement awards ceremony for the world’s torturers is not a momentary aberration. Nor can it be corrected by bureaucratic reforms designed to ensure that the failed budget oversight committee will henceforth be policed by a budget oversight committee oversight committee. The oil-for-food fiasco is the UN, the predictable spawn of its utopian fantasies and fetid realities. If Saddam grasped this more clearly than Clare Short or Polly Toynbee, well, that’s why he is — was — an A-list dictator and they’re not.

Og så lige denne her:

Transnationalism is the mechanism by which the world’s most enlightened progressives provide cover for its darkest forces. It’s a largely unconscious alliance but not an illogical one. Western proponents of ‘sustainable consumption’ and some of the other loopy NGO-beloved eco-concepts up for debate in New York this week have at least this much in common with psychotic Third World thugocracies: both groups find it hard to win free elections, both regard transnational bodies as useful for conferring a respect unearned at the ballot box, and neither is unduly troubled by the lack of accountability in global institutions.

Det er fra Spectator (17/9 05, men nu også gratis tilgængeligt på hans hjemmeside). Læs selv hans stilling til FN, ikke mindst hans opbakning til, at Kofi Annan bliver på posten så længe som muligt…

Om Trads, Cuba & juhu-liberalisme

Informations fhv. chefredaktør, David Trads, havde 16.9. et læserbrev i Berlingske, hvori han skarpt kritiserede min kronik fra søndagen før (og som jeg også omtalte her på stedet).  Her er først et uddrag af, hvad han skrev, og derefter mit svar:

“De nuancer, som jeg forsøgte at bringe ind, prellede selvfølgelig af på Peter Kurrild-Klitgaard, der tilhører den gruppe af mennesker, der mener, at liberalisme og kapitalisme alene er nøglen til verdens frelse. Denne gammeldags holdning kom også til udtryk i hans opfattelse af, hvordan man definerer levestandard, fordi han nøjes med at måle rigdom i bruttonationalprodukt per indbygger. På den måde bortfejer han mit argument om, at Cuba har klaret sig eksceptionelt godt siden revolutionen. Øens BNP per indbygger er kun på godt 3.000 dollars, noterer PKK.
Mere interessant er det at se på FNs opgørelser over levestandard – det såkaldte Human Development Index, som tager højde for en række andre faktorer som gennemsnitlig levetid, adgang til uddannelse, graden af alfabetisme, mulighed for sundhedsbehandling etc. Listen toppes af Norge, mens Danmark er nummer 14. Cuba er nummer 52 – pænt foran Brasilien, Colombia, Venezuela, Rusland, Rumænien, Thailand, Saudi-Arabien, Kina og Tyrkiet.
Hvis man nøjes med Kurrild-Klitgaards simple opgørelse af levestandard, så er eksempelvis saudi-arabernes BNP per indbygger fire gange så høj som cubanernes. Enhver kan gennemskue, at det skyldes en kolossal forskel mellem rig og fattig i Saudi.
Antallet af ekstremt fattige skal oftere findes i store fattigdomslommer i lande, der måske godt kan have pæne udviklinger i BNP – eksempelvis i Kina, Bangladesh og Indien.
To milliarder mennesker lever ifølge FN for under to dollars om dagen. Alle tal viser det samme – nemlig at den ekstreme fattigdom vokser, og at uligheden mellem de rigeste og de fattigste øges år for år. I de rige OECD-lande har ingen lande oplevet samlet negativ vækst i de seneste ti år – det har derimod hvert tredje land i Afrika og Arabien samt hver tiende land i Latinamerika.
Det er samtidig her, at den interne ulighed vokser. Derfor, Kurrild-Klitgaard: Din tro på, at liberalisme alene kan løse ulighed, er grundløs – i stedet for de helt frie markedskræfter er der behov for øget solidaritet.”

Og her er så mit svar, der udgjorde min faste, roterende lørdags-klumme i går:

“David Trads kritiserede i et læserbrev 16.9. min kronik fra 11.9., hvori jeg havde kommenteret hans dyrkelse (5.9.) af den maoistiske terrorist og morder Che Guevara og lovprisningen af diktaturet Cuba som et samfundsøkonomisk forbillede. I sin kronik hævdede Trads, at Cuba havde den højeste levestandard i regionen; da jeg gjorde opmærksom på, at landet faktisk har et langt lavere BNP pr. indbygger end de fleste lande i området, fortæller han os nu, at det er et »gammeldags« mål for levestandard. Det er ganske vist det ældste – men det er også fortsat det, som verdens nationer og internationale organisationer anvender dagligt som dét, der lettest og bedst giver mening. Trads mener derimod, at man i stedet skal anvende FNs Human Development Index, som er et indeks, hvori man inkluderer en række forskellige, lidt tilfældigt og ikke helt objektive mål for, hvor udviklet et samfund er. Den målestok har bestemt også visse kvalifikationer – men den har også det problem, at den er ekstremt afhængig lige præcis af, hvad man putter i indekset.
Men hvis Trads foretrækker at anvende FNs indeks, så er det sådan set fint med mig for nærværende. For det første viser det nemlig mere, end hvad Trads fortæller læserne. Han fortæller blot, at Cuba ligger godt i dette indeks (som nr. 52); hvad han forholder os er, at Cuba heller ikke efter denne målestok er det førende af de latinamerikanske lande (som først påstået). Faktisk ligger landet, når det gælder menneskelig udvikling, efter lande som Argentina, Chile, Uruguay og Costa Rica og blot på niveau med Mexico og Panama.
For det andet var netop dette indeks for menneskelig udvikling omtalt i den forskningsrapport, som CEPOS er medudgiver af, og som jeg henviste til i min kronik. Her kunne Trads på side 25 have set, at der er en endog meget klar, positiv sammenhæng mellem, hvor megen økonomisk frihed der er i et samfund, og hvor godt det pågældende land ligger i indekset. Mere markedsøkonomi tenderer i retning af en højere score på udviklingsindekset (som går fra 0 til 1). Den femtedel af verdens lande, der har størst økonomisk frihed, scorer i gennemsnit 0,9 i »menneskelig udvikling«; den femtedel af verdens lande med mindst økonomisk frihed får i gennemsnit en score på 0,5.
Hvis David Trads nu har lyst til igen at finde en anden målestok, der kan vise, at markedsøkonomi er skidt for mennesker, og at castroistisk planøkonomi er godt for dem, skal han være velkommen. Men lad mig indtil da tage forskud på varerne: FN laver også et årligt fattigdomsindeks, som måler, i hvilket omfang et lands borgere mangler visse basale fornødenheder. Her er der også en klar sammenhæng, om end den er negativ – dvs. jo mere markedsøkonomi, desto mindre mangler borgerne disse basale fornødenheder. Blandt den femtedel af verdens lande med mest økonomisk frihed mangler 15,7 pct. af borgerne disse af FN opstillede fornødenheder; i den femtedel med mindst økonomisk frihed er det 37,4 pct. Er Trads fortsat ikke overbevist, kan jeg kun henvise – igen – til ovennævnte rapport, som viser samme tendenser, når det gælder forventet levealder, fravær af børnedødelighed, fravær af børnearbejde, andel beskæftigede, mangel på analfabetisme, adgang til rent vand, fravær af korruption, tilstedeværelse af demokrati og beskyttelse af borgerrettigheder, osv., osv. På alle disse punkter er det verdens frieste økonomier, der klarer sig bedst, og de mest planøkonomiske der klarer sig dårligst.
David Trads føler det åbenbart nødvendigt at klistre en etiket som »juhu-liberalist« på mig. Det siger selvfølgelig en del i sig selv, at man griber til den type retorik, og jeg skal i hvert fald afholde mig fra at finde skældsord frem, som man kunne klistre på en person, der hylder en seriemorder som en »helt«, og som lovpriser en marxistisk planøkonomi af den type, der altid kun har resulteret i fattigdom og fornedrelse. Men ret beset har jeg faktisk ikke meget imod at blive kaldt »juhu-liberalist«, hvis det betyder én, der jubler over de bidrag til civilisation og livskvalitet, som kombinationen af personlig frihed, fri markedsøkonomi og en retsorden med retssikkerhed og begrænset statsmagt gennem tiderne har medført.”

Mchangama om menneskerettigheder

Vores nystilkomne Punditokrat Jacob Mchangama har onsdag kronik i Information og artikel på Ræson med samme budskab: Drop FN’s sociale og økonomiske menneskerettigheder:

“Danmark bør træde tilbage fra FNs Konvention om Økonomiske, Sociale og Kulturelle rettigheder. I stedet skal Danmark arbejde aktivt for en FN menneskerettighedspolitik, der hjælper fattige og undertrykte mennesker i stedet for despotiske stater – og som er baseret på de klassiske politiske borgerrettigheder frem for på utopiske ideologier.”

Er FN generelt til skade for menneskerettighederne? Ja, skriver advokat Jacob Mchangama i RÆSON:

“Ved flere operationer har FN-personel begået grove menneskerettighedskrænkelser, ligesom FN på det institutionelle plan i visse tilfælde tillader så udbredt en grad af hykleri og dobbeltmoral, at dets troværdighed har lidt skade. Det mest graverende problem er dog den menneskerettighedspolitik FN praktiserer. Denne politik er selvmodsigende, virkelighedsfjern og i sin yderste konsekvens: totalitær.”

Nyere indlæg

© 2018 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑