Warning: Use of undefined constant W3TC_POWERED_BY - assumed 'W3TC_POWERED_BY' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /var/www/punditokraterne.dk/public_html/wp-content/plugins/google-webfont-optimizer/google-webfont-optimizer.php on line 342
folketingsvalg – Punditokraterne

Tag: folketingsvalg

Er en SV-regering en god idé?

Forleden dag luftede statsminister Lars Løkke Rasmussen idéen om, at danne en SV-regering efter valget. Idéen kommer fra en såkaldt samtalebog, der er lanceret strategisk tæt på valget. En række Venstre-folk har øjeblikkeligt støttet statsministerens udspil, mens adskillige andre inklusive parties næstformand Kristian Jensen ikke just er begejstrede. Begejstringen har også mildt sagt været til at overse i de to andre regeringspartier, og Socialdemokraterne har hurtigt lagt idéen død. Alligevel må man for god ordens skyld spørge, om en regering på tværs af midten mellem de to store partier er en god idé.

Allerførst må man spørge, hvad udspillet betyder i et større perspektiv. Her er der næppe tvivl om, at der er et klart signal om, at den dominerende faktion i Venstre har kappet ankeret til sine borgerlige synspunkter: Løkke ønsker nu at bruge hele det økonomiske råderum på 69 milliarder kroner frem til 2025 på såkaldt ’velfærd’. Med andre ord går Løkke til valgkamp på at overbyde Socialdemokraterne ved at bruge så meget som praktisk muligt på øgede offentlige udgifter.

Det er værd at bemærke, at hans plan vil indebære, at de offentlige budgetter kommer til at gå i nul de næste seks år, givet at ingen almindelige udgifter vokser mere end planlagt. Det sker dog stort set altid, at nogle udgifter bliver højere eller at nogle faggrupper får højere lønstigninger end planlagt. Realistisk er Løkkes udspil derfor en plan, der med stor sikkerhed vil føre til ny statslig gældssætning.

Det specielle ved situationen er dog, at idéen om en SV-regering er politisk logisk, når man kender til medianvælger-effekter: De to partiers programmer er stort set identiske fordi de i deres iver efter stemmer har indrettet sig på at fange de største vælgergrupper. De ligger, som Anthony Downs indså, per definition omkring medianvælgere. Problemet for Venstre, som har ført politik i den retning siden valgnederlaget i 1998, at når man ender i en situation hvor uden forskel på de to partier, bliver det salient hvor troværdig en repræsentant et partier er for medianvælgeren. Venstre synes ikke at have indset, at S bare er et mere troværdigt valg på socialdemokratisk politik, og statsministeren selv har et langvarigt troværdighedsproblem.

Det helt store problem ved en SV-regering er alligevel dens politiske incitamenter. Fordi en koalitionsregering af den type er helt åbenlyst designet til at undgå konkurrence fra fløjene, har den absolut ingen incitamenter til at risikere noget. Den vil derfor – også når man ser på de udspil, de to partier har haft i valgkampen – typisk blive ekstremt systembevarende. Nok kan en SV-regering således blive stabil, men den bliver også et dynamisk problem for dansk økonomi. Som vi har dokumenteret flere gange her på stedet, har dansk økonomi et alvorligt dynamisk problem – trendvæksten er langsommere end vores nabolandes – og på langt sigt har der i lang tid været behov for en regering, der er parat til at gøre noget konkret ved problemet. Svaret på det problem er ikke en SV-regering: Nok har den mandaterne, men den har ingen som helst tilskyndelse til at indføre reformer.

Udover at bedømme sandsynligheden for ansvarlig politik, er der en enkelt anden ting at sige om udspillet: Det er ganske forbløffende illoyalt overfor store dele af Venstre, ikke mindst Kristian Jensen, og både K og LA. Det virker som om ingen har været orienterede, men at Lars Løkke har handlet på helt eget initiativ uden hensyn til sit parti eller sine regeringspartnere. For statsministeren er udspillet således at sætte alt på et bræt. Vinder han, og det virker meget usandsynligt, kan han fortsætte som regeringschef. Taber han, må han nødvendigvis være færdig i dansk politik, fordi han egenhændigt har undermineret tilliden mellem partierne i blå blok. Det er højt spil med et formål, og det formål hedder Lars Løkkes karriere.

Jeg stemmer blankt

Forleden tirsdag krøb statsministeren endelig til korset og udskrev valg til grundlovsdag, den 5. juni. Danskerne har nu et valg mellem venstrefløjen, bestående af Enhedslisten, Alternativet, Socialistisk Folkeparti, Socialdemokratiet og de Radikale, en nominel højrefløj som pt. består af Venstre, de Konservative og Liberal Alliance, Kristendemokraterne – der sår lidt udenfor det normale spektrum – og fire åbenlyst populistiske partier: Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige, Stram Kurs, og Klaus Riskær Pedersen. Med 13 partier skulle man tro, at der være noget at vælge imellem. Det er desværre ikke tilfældet.

Jeg har for ganske længe siden besluttet, hvem jeg stemmer på: Jeg stemmer blankt. Grunden er den meget simple, at der i dag ikke findes et eneste politisk parti i Danmark, som jeg ikke ville væmmes ved at stemme på. Her er grundene.

Venstre – i partiets egen optik ”Danmarks Liberale Parti” – lyder i dag som Mogens Lykketofts hedeste drømme om et sandt socialdemokratisk parti, og fører en helt indlysende overbudspolitik mod S. Hvordan kan man for eksempel tage det alvorligt, at statsministeren påstår han er borgerlig, mens han stolt forsikrer vælgerne om, at der ikke kommer skattesænkninger i hans tid? De Konservative ved man ikke hvor man har, da de det ene øjeblik virker traditionelt fokuserede på retssikkerhed og respekt for Grundloven, og det næste ikke synes at have nogen grænser for, hvad de kunne overveje at regulere eller forbyde. Sidst, men ikke mindst, har Liberal Alliance, efter de gik i regering med V og K, forladt næsten ethvert liberalt princip i bytte for ministerbiler og illusionen af indflydelse. Ole Birk Olesens luftfartspolitik med sin åbenlyse favorisering af Københavns Lufthavn og et ønske om at regulere den tæt fra politisk side til fordel for SAS, er måske det bedste eksempel på en tidligere kerneliberal, der fuldstændigt har forladt enhver støtte til markedsøkonomi (og i øvrigt ifølge insiders var rasende, da vi påpegede det i Børsen).

På den populistiske højrefløj efterlader det to fremmedfjendske partier med essentielt socialdemokratiske ideer om statslig omfordeling og normdiktat, og to partier med programmer helt uden hold i virkeligheden. Jeg kan heller ikke få mig selv til at stemme radikalt, da de nok med jævne mellemrum har relativt fornuftige idéer om økonomi, men også er blindt ’grønne’ og naivt tillidsfulde overfor ethvert initiativ, der kalder sig selv ’internationalt’. Det efterlader rød blok, som ligger ekstremt langt fra mine politiske præferencer på næsten alle punkter. Den logiske konsekvens for mig er, at der ingen er at stemme på.

Derudover har jeg svært ved at forestille mig, at jeg ville stemme på nogen, jeg opfatter som inkompetent. Det repræsenterer et andet, og lige så stort problem, ved valget. Min oplevelse er, at mange politikere – sandsynligvis de fleste og måske en stigende andel – blatant overvurderer deres egne evner og indsigt i det danske samfund. Mange af dem er decideret vokset op i ungdomspolitik – de har haft deres gang i VU, DSU og andre organisationer siden gymnasiet, har haft deres venner der, og er således ofte blevet adskilt fra almindelige menneskers liv og muligheden for at lære, hvad der driver de fleste – og har kun lidt eller ingen relevant, privat erhvervserfaring. De har også levet i og er vokset op i et miljø, hvor selvovervurdering og evnen til at synes kompetent – og det er nu engang lettere at virke kompetent når man selv tror, man er det – er karakteristika, der gavner ens karriere. Denne udvikling efterlader en generation politikere, der ikke blot er socialiseret til en forestilling om, at de har ret til at regere andre, men også har rent ud sagt latterlige idéer om deres egen viden og kompetence. De har, som en god ven på et tidspunkt udtrykte problemet, simpelthen ikke fået nok 2-taller i deres liv til at opdage, hvor ringe de er. På den måde lider mange danske politikere af et fænomen, der ligner Dunning-Kreger effekten.

 I et demokrati er idealet altid, at politikerne er folkets kompetente tjenere, men sådan er situationen på ingen måde i Danmark i dag. De fleste politikere opfører sig i stedet som om, folket er deres tjenere som ikke kan finde ud af, hvordan de skal leve deres egne liv, og som man ikke blot kan, men bør flytte rundt og beskatte som robotter uden vilje eller værd. Opfører politikere sig på den måde, mener jeg ikke de har gjort sig fortjent til min stemme. Som jeg ser det, er der ingen partier i dansk politik, der længere står for andet.

Hvor dramatisk var Folketingsvalget egentlig?

Der er skrevet meget og langt om, hvor stor en ændring, Folketingsvalget sidste uge repræsenterede. Flere kommentatorer har sammenlignet det med jordskredsvalget i efteråret 1973, men uden at have et egentligt grundlag for sammenligningen. Så hvor dramatisk var valget i virkeligheden?

Først er det klart, at yderpolerne i dansk politik fik flere stemmer. Liberal Alliance gik fra 9 til 13 mandater og Enhedslisten fra 12 til 14. Centrum af dansk politik, hvis man definerer det som Venstre og Socialdemokraterne, tabte i alt ti mandater (-13 og +3). Men hvis man inkluderer Dansk Folkeparti – som basalt set er et klassisk socialdemokratisk parti, der ikke kan lide udlændinge – vandt midten faktisk fem mandater (+15 til DF). Så det er lidt svært at påstå, at dansk politik er blevet mere ideologisk polariseret. Det eneste egentligt nye i den historie er Alternativet, der trak ni mandater til det cafe latte-drikkende do-good segment.

I stedet kan man se på, hvor mange mandater, der skiftede mellem partierne. Figuren nedenfor plotter, hvor stor en andel af Folketingets mandater, der er vandret mellem partierne ved hvert valg siden 1901. Yderst til højre ser man tydeligt 2015-valget. Men pointen er her, at hvis ens historiske hukommelse er en smule længere end tilbage til Nyrup-regeringerne, ser valget ikke særligt sært ud. 19 procent af mandaterne skiftede, hvilket er de samme som i 1975 og 1977, men langt fra de 34 % i december 1973. Vi er også meget langt fra valgene før 1920, hvor ganske store vælgerbevægelser var reglen mere end undtagelsen.

Mandatskift 2015Så hvor stor en ændring var valget? Svaret er, at for de gamle partier – V, S, og K – er det måske skidt ud, men det større billede har ikke ændret sig meget. Kun fem mandater vandrede mellem de to blokke (defineret på økonomisk politik), hvilket er ganske lid sammenlignet med 1972 (31 mandater), 1973 (37 mandater), 2002 (25 mandater) eller for den sags skyld 1977 (19 mandater). Mens medierne selvfølgelig skal have noget at skrive om, er der ikke sket frygteligt meget. Med The Whos ord: Meet the new boss, same as the old boss – og hun hedder medianvælgeren.

3 ting, der IKKE kommer til at ske i 2014

Vel inde i det nye år og med nytårshatten på vej til Vestforbrænding er det tid til at tage en anderledes tør og nøgtern hat af sandpapir på. Kommentatorer og skribenter har i løbet af de sidste par uger haft travlt med at byde på alle de ting, der kommer til at ske i løbet af 2014. På denne blog er vi ikke bange for at gå anderledes tørt til værks og i stedet spørge: Hvilke ting kommer ikke til at ske i 2014?

Denne liste er ikke lang, til gengæld er den stort set blottet for optimisme.

 

1. Intet magtskifte i Syrien

Hvor bedrøveligt det end er at konstatere, så er det ved at være et stykke tid siden, det sidst gav mening for alvor at være optimistisk med hensyn til at opnå  våbenstilstand – for slet ikke at tale om egentlig løsning – i den forfærdelige borgerkrig i Syrien, der allerede har kostet over 130.000 mennesker livet, såret endnu flere og drevet over ni millioner mennesker på flugt. Siden præsident Obama under et besøg i Jordan i marts 2013 optimistisk (eller dumsmart, for at bruge et mere royalt udtryk) erklærede, at det ikke var et spørgsmål om Assad ville blive nødt til at give slip på magten, men hvornår, er USAs egne efterretningsanalyser svinget mod det stadig mere pessimistiske. Hverken internt eller eksternt er der meget håb at spore: Assad er ikke i nærheden af have kontrol over hele Syriens territorium, men samtidig er oprørsgrupperne for splittede internt til at udgøre en stærk, samlet front. Og viljen til militær intervention hos de vestlige lande, der har kapaciteterne dertil, bliver mindre og mindre i takt med, at deres egne analyser af mulighederne for succesfuld indgriben tegner et mere og mere dystert billede.

Læg dertil et spor af skræmmende erfaringer fra Libyen, Irak og Afghanistan, og resultatet bliver status quo.

 

2. Ingen reduktion i global overvågning af borgeres private gøren og laden

Bedst som dønningerne efter tidligere NSA-analytiker Snowdens offentliggørelser af, hvor langt det nationale amerikanske sikkerhedsagentur har været villige til at gå i overvågningen af almindelige menneskers gøren og laden, er ved at stilne af, eksploderer en ubelejlig nytårssag mellem hænderne på Apple. Firmaet beskyldes for at have samarbejdet med netop NSA om ved hjælp af såkaldte “bagdørsprogrammer” at give efterretningstjenesten mulighed for at overvåge private iPhone-brugeres kommunikation og internettrafik. Apple måtte således i går på årets første dag ud og benægte, at historien havde noget på sig. Selvom udsvingene op og ned generelt kan være store i IT-branchen, må Apples start på 2014 alligevel høre til blandt de mere sløje set fra kommunikationsenhedens synspunkt.

I det store hele er der ingen tegn på, at vi får mindre overvågning af mobiltelefoni, internettrafik og vores almindelige, fysiske færden i 2014. Så længe vælgerne rundt omkring i verdens udviklede, politisk stabile demokratier ikke straffer politikere, der med henvisning til den såkaldte “krig” mod terror gennemfører det ene overgreb på den personlige frihed efter det andet, må vi også her forvente status quo – eller sågar endnu mere intensiv og/eller omfangsrig overvågning af vore private liv fra statslige aktørers side. Det manglede da bare. Så længe alle vi lovlydige borgere ikke har noget at skjule, er der jo intet problem . . . vel?

 

3. Intet folketingsvalg i Danmark

Endelig – i den noget lettere afdeling – får vi naturligvis ikke noget folketingsvalg i Danmark i 2014. Skulle man være i tvivl, er lakmustesten oplagt: Følg godt med i, hvad kommentator ved Politiken og direktør i tænketanken Kraka, Peter Mogensen, siger og skriver. En hurtigt opstillet forecastingmodel baseret på tidligere Mogensen-udtalelser på TV2 News og i diverse blogindlæg fra samme Mogensen forudsiger, at folketingsvalget først udskrives, når Mogensen har kaldt det nært forestående eller direkte opfordret statsministeren til at udskrive det en fem-otte gange. Jeg indrømmer det blankt: Jeg har forsømt at følge med i de Mogensenske fremrykninger og tilbagetrækninger igennem 2013, men i midten af november opfordrede han da i hvert fald statsministeren – i temmelig utvetydige vendinger – til at trykke på den berømte “valgknap” – De ved: den, der på nogle tastaturer deler tast med “panikknappen”, og som i andre tilfælde sidder lige ved siden af:

“Alt taler for, at det er en god idé – regeringen kan vinde.”

Hvad Mogensen mente om dén sag et par uger eller tre senere . . . ville vi nok aldrig have fået svar på, hvis ikke det var, fordi den politiske spåkunsts mester gavmildt begavede os med endnu et indlæg dateret 4. december:

“Regeringen er fortsat langtfra sikker på genvalg, og det, som ligger forude, ligner mest at alt en ’håbets strategi’, hvor et endnu ikke synligt økonomisk opsving skal klare ærterne for Thorning-Schmidt.”

Langtfra sikker? En “håbets strategi”? Jamen, I guder! Hvornår kommer valget dog så?

“Og om godt seks måneder er der et år til valget, og valgkampen er i gang.”

Slukørede må vi således konstatere, at der endnu er længe til næste valg. Her kommer imidlertid denne listes ene lyspunkt: I hele den mellemliggende periode har vi fornøjelsen af Ulven Peter (Mogensen, forstås), der kan nå at råbe: “Valget kommer!” mange gange endnu. Den analytiske værdi er som regel til at overse, men underholdningsværdien er kolossal. Vi slutter med glasset halvt fuldt. 2014 bliver næppe så skidt, at det gør noget.

Hvad “nyt” siger meningsmålingerne? Ikke så meget (II)

Jeg har lige revideret mit vægtede gennemsnit fra forleden, så det inkluderer den seneste måling fra YouGov Zapera (der, en passant, giver fortsat rødt flertal og lavest målte tilslutning til Konservative nogensinde).  Så ser de opdaterede tal (med samme model af vægtning af antal respondenter og datoer) således ud:

A: 27,9%

B: 6,6%

C: 5,0%

F: 13,4%

I: 6,8%

K: 0,5%

O: 13,4%

V: 22,8%

Ø: 3,7%

“Rød blok”: 51,9%

Nu har vi så i alt fire målinger med totalt 5.400 respondenter på godt en uge, der aggregeret viser et relativt lille, men grundlæggende stabilt “rødt flertal”.

Mine penge er (som hidtil) på, at hvis dét billeder ikke ændrer sig, bliver der først udskrevet valg i oktober.  Selv ikke om f.eks. Børsen dd. taler meget for et maj-valg (ovenpå 2020-plan, Vækstforum-udspil, o.s.v.), har jeg svært ved at tro på, at en statsminister–ceteris paribus–ikke vil vælge at tage fem måneder mere snarere end at gå på en slags politisk efterløns-ordning.

Hvad “nyt” siger meningsmålingerne? Ikke så meget

Har statsminister Lars Løkke Rasmussens offensive strategi virket eller fejlet hos vælgerne?  Og er der “total koks i meningsmålingerne”, når hele tre målingerne på mindre end et døgn tilsyneladende viser ret forskellige resultater?

Lad os tage det sidste først.  Det virker på mange paradoksalt, at man samme dag kan have én politisk meningsmåling, der for første gang i lang tid viser et ikke-socialistisk flertal og med Socialdemokraterne og SF bombet tilbage til 2007-niveau (Megafon)–mens man så omvendt i to andre får uændret rødt flertal og endog med den største tilslutning til Socialdemokraterne i mange år (Greens og Gallup). Særligt den sidste faktor (en forskel på knap 6 pct.point) er svær at forklare med andet end, at meningsmålingsinstitutterne ikke har samme sammensætning af deres “repræsentative udvalg”.  Men derudover er de fleste udsving indenfor eller tæt på den statistiske usikkerhed–omend der er bemærkelsesværdigt mange partier, for hvem de tre målinger indbyrdes har relativt store udsving: LA (4,3-7,8%), V (21,6-24,3%), DF (12,2-14,6%), Konservative (4,5-6,3%), Radikale (5,5-7,5%) og Enhedslisten (2,9-4,6%).

Med andre ord, set i “fugleperspektiv”: Det er nok ikke så meget målingerne, som de journalister og politikere, der overfortolker disses betydning, der er “koks” i.

Men hvad med det første spørgsmål: Har statsministerens offensive udspil forandret noget i den politiske balance?  Og hvad er det i givet fald?

For at besvare det, har jeg lavet en sammenvejet gennemsnit af de tre målinger, hvor jeg har vægtet dels for undersøgelsernes alder (således at nye tæller mere end ældre) og dels for antal respondenter (således at målinger med flere tæller tilsvarende mere dem med færre).  Det første er ikke det helt store problem her, idet målingerne var stort set samtidige, omend med små forskelle (Megafon er nyest); det andet kunne potentielt være vigtigt, idet der var 30-40 pct. flere respondenter i Gallup/Green-målingerne end hos Megafon.  (Imod at det sidste skulle betyde noget taler, at forskellen, når man først er over 1.000 respondenter, statistisk set er beskeden, og at Megafon omvendt siden 1998 har været bedst til at forudsige resultaterne på selve valgdagen.)

Her er mine resultater ved denne metode (som altså i tilvejebringelsen er lidt forskellig fra dem, jeg tidligere har puslet med):

A: 28,6%

B: 6,8%

C: 5,4%

F: 12,3%

I: 6,0%

K: 0,5%

O: 13,3%

V: 23,4%

Ø: 3,6%

“Rød blok”: 51,3%

Trods småforskelle i metoden, kan disse fordelinger ganske rimeligt sammenlignes med de snit, jeg fornylig lavede for november-december.  Hvad ser man så?

  • Stort set uforandret billede.  En binær korrelation af stemmeandelene viser, at de er stort set ens (R2=0,97).
  • “Rød blok” er gået tilbage.  Knap 1,5 pct.point.
  • “Rød blok” har fortsat flertal.  (Omregnes dette til mandater, er ABØF’s parlamentariske styrke endog større, takket være tre af de fire nordatlantiske mandater, så der er faktisk fortsat ikke skyggen af “blåt” flertal, selv ikke i Megafon-målingen.)
  • V og (i mindre grad) A er som “hovedfronterne” i debatten gået frem, men primært på bekostning af andre koalitions-partnere (LA, K & DF vs. SF & EL).

Med andre ord: Statsministerens “gamble” har haft en vis effekt–har flyttet stemmer henover midten og til Venstre.  I det store perspektiv er billedet dog ret uændret.  Der skal åbenbart mere eller andet til, hvis næste folketingsvalg skal give VIKO-flertal.

Er der fløjpolitiske “cykler” i dansk politik?

Jeg havde forleden denne klumme i Berlingske. På trods af redaktionssekretærens noget skarpe vinkling af rubrikken (der gjorde den mere personfikseret, end indholdet kan bære eller var ment som), så er indholdet nu sagligt nok (når jeg selv skal sige det): Bevæger dansk politik sig i pendul-lignende mønstre, hvor den ene fløj mere eller mindre systematisk udskiftes med den anden med jævne mellemrum? Mens jeg bestemt er af den holdning, at der findes “politiske cykler” (i.f.a. systematiske tendenser til, at f.eks. vælgerne straffer/belønner regeringer ud fra samfundsøkonomiens og/eller privatøkonomiens udvikling, og at borgerligt-liberale regeringer typisk giver højere skatter), kan jeg ikke se noget belæg for, at der er systematiske pendul-sving rent fløjpolitisk. Og hvorfor skulle der også være det?

NA ja, NA nej – reflektioner over valget 07

Jeg hører vist til de mange, der overvejede at stemme på Ny Alliance, men undlod det til sidst. Og hvorfor nu det?

Tja, skal det udtrykkes meget kort, må det blive, at jeg overvejede at stemme på NA, fordi jeg søtter Anders Samuelsen-fløjen, men undlod det, fordi jeg tror, at den udgør et mindretal i partiet.

En lidt længere forklaring – for de tålmodige – følger her.

Som mange andre på denne blog har jeg været svært nedtrykt over niveauet i den politiske debat ganske længe. Det virkede unægtelig som et slagsmål om at være den bedste og mest troværdige socialdemokrat. Det fyldte mig med noget nær afsky i en sådan grad, at jeg helst slet ikke ville beskæftige mig med indenrigspolitik, hverken her på bloggen eller i øvrigt, bl.a. takkede jeg til at levere en klumme til 180grader — hvad jeg i dag er glad for, for det var blevet en temmelig trist klumme.

Men på vej til valgstedet i tirsdags skete der noget. Jeg blev ganske simpelt grebet af stemningen. For der er sgu’ noget smukt over en valgdag.

Jeg gider ikke høre økonomernes utvivlsomt rigtige forklarinnger om, hvordan den enkelte stemme er betydningsløs. Det minder mig om de to økonomiprofessorer, der var ude at gå. – Hør, er det ikke en 100 kr seddel, der ligger dér på gaden? – Nej, det kan det ikke være, så ville nogen andre have samlet den op.

Jeg er ligeglad om min stemme ikke vejer noget i det samlede billede, jeg vil deltage i det demokrati, jeg har været så svine heldig at blive født ind i.

Demokrati er ikke smukt, som Churchill allerede har bemærket det, men det er det mindst ringe. Det bygger bl.a. på, at man ofte må gå på kompromis med andre ud fra den erkendelse, at ingen kender sandheden, at smag og behag er forskellig, og at alle er ligeværdige i deres ret til at danne deres egen opfattelse inden for meget vide grænser, der reelt set kun udgøres af Borgerlig Straffelov.

Hvorfor nu denne udflugt om demokratiet? Fordi det er en væsentlig grund til, at jeg endte med ikke at kunne støtte NA.

Da NA blev præsenteret, fremstod de som et borgerligt-liberalt alternativ. Samuelsen præsenterede en fladskat, hvilket er tættere på, end vi normalt gør os klart, f.eks. skal misundelsesskatten (kaldet topskatten) blot fjernes for at være meget tæt på resultatet. Og Khader havde udmærket sig ved at stå ved de danske værdier om ytringsfrihed, mens hans partifæller i RV nok en gang svigtede af bar politisk befippelse over, at provokationen var afsendt fra JP og rettet mod en anden religion end den kristne, som man normalt ikke har fine følelser overfor.

Det særligt opmuntrende var Khaders opgør med Jelveds hysteriske dæmonisering af DF. Det tegnede til, at man kunne få et borgerligt-liberalt alternativ, som kunne rykke regeringsmagten i den retning.

Men så gik det galt. Hovedparten af RVs vælgere er folk, der synes at elske pladderhumanismen, og egentlig kun har fravalgt socialismen, fordi de synes, den er utrendy. Disse personer overtog nu NA og snart begyndte NA at gentage de rituelle udfald mod DF.

Blot for at skåne vores kommentarspalte, så er jeg ikke DF’er. De har klart udtalt, at de ikke er liberale, og at de vil hindre V i at føre en for liberal politik. Og det har de i den grad gjort. Men jeg kan simpelt hen ikke følge den dæmonisering, som partiet bliver til del. DF liggger ikke længere fra den politiske midte eller har mere ekstreme holdninger end SF. Ja, som Hayek påpegede det, kan man ikke have et socialistisk samfund uden at det krænker grundlæggende menneskerettigheder, men jeg kan ikke få mig selv til at fremstille Villy som en grum despot, der vil ødelægge Danmark. Og ja, DF har nogle nationale holdninger, som kan virke klaustrofobiske, men det er gak at tro, at de er første stop på vejen mod udryddelseslejrerne.

Vi kan være uenige om, hvad der udgør en given ideologi, f.eks. liberalisme, men jeg mener, at man må følge sin ideologi i alle forhold. Jeg forstår derfor ikke de, der betragter politik som et tag-selv bord, hvor man tager lidt liberalisme her og lidt socialisme dér.

NA overtog en række af de trendy venstreorienterede holdninger, herunder en udenrigspolitik, der betænkeligt minder om Lykketoftlinjen (dvs. et grundlæggende had til USA og Israel, der er uafhængig af Irak, Afghanistan, som dokumenteret ved Lykketofts tale 23/8 2001). I den sammenhæng blev Samuelsens skattelinje blot en detalje.

Jeg har til en vis grad forståelse for, at man erklærer ikke at ville samarbejde med DF, men så må man også sige nej til SF. Gør man ikke det som borgerlig-liberal, er man en overfladisk hykler.

Jeg håber, at Samuelsen-fløjen i NA kan blive stærkere. Men indtil det sker, valgte jeg at stemme personligt på en person, som jeg håber kan trække regeringen i den rigtige retning, også selvom det indebærer et samarbejde med partier, der ligger en fjernt.

Borgerlig stemmeguide, hvis du vælger ikke at stemme blankt

Her på bloggen har diskussionen raset flere gange om hvorvidt man skulle stemme blankt og holde hovedet højt, eller vælge det mindste af to onder (på kort sigt). Jeg vil derfor blot henvise til den meget udførlige borgerlige stemmeguide, som 180 grader bringer i dag.

Personligt har jeg ikke tænkt at stemme blankt, omend jeg fuldt ud anerkender de overvejelser der ligger bag dette. Men oplevelsen bliver unægtelig ikke opløftende – sådan lidt som at vælge mellem en Citroen C1, Peugeot 107 eller en Toyota Aygo. Bevares den kan køre, og bringe en fra A til B, men derudover er der ikke meget at råbe hurra for, og at køre i sådan en kasse for fornøjelsens skyld kan der aldrig blive tale om.

Voodoo

Da alle andre forsøger sig som sandsigersker, skal denne punditokrat ikke lade chancen gå fra sig.  Jeg har set mesteren–min gamle og estimerede kollega, dr. Risbjerg–i kortene og her kommer mine bud.  De er lavet på omtrent samme måde som Risbjergs og giver derfor med små, små, små undtagelser (som er marginale i forhold til den statistiske usikkerhed) det samme nettoresultat:

A 45 (-2)

B 10 (-7)

C 18 (0)

F 23 (+12)

K 0 (0)

O 23 (-1)

V 47 (-5)

Y 5 (+5)

Ø 4 (-2)

= VKO: 88 (hvilket altså med nordatlantiske er stort set lige med et arbejdende flertal)

= VKOY: 93

Holder tallene, må de to store tabere siges at være lederne af de to store partier–samt Naser Khader.

Politisk debat på fejlagtige vilkår

Som jeg har skrevet før her på stedet er valgkampen i gang. Godt nok udskrev Fogh ikke valg i denne omgang, men regeringens udspil med kvalitetsreform og skatteomlægning lugter stærkt og salt af valgflæsk. De Konservative har fået flyttet grænserne for mellem- og topskat en smule, Venstre forfølger sin nyfundne socialdemokratiske status ved at hæve jobfradraget, og dermed effektivt sænke beskatningen for lavtlønnede, og regeringens socialist, miljøminister Connie Hedegaard, er glad for at få hævet miljøafgifterne. Lige så forudsigeligt er Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne og SF utilfredse med, at der ikke bliver brugt flere penge på ’velfærd’.

Fronterne er derfor linet op: Bruger man penge på skattelettelser eller på velfærdsforbedringer? Valgkampens tema er dejligt klart, simpelt og letforståeligt. Problemet er, at den grundlæggende præmis for temaet er fejlagtig. Debatten hviler på en antagelse om, at større offentligt udgifter fører til mere og bedre offentlig service.

Naturligvis er investeringer i ting som for eksempel nyt udstyr, særligt på sygehusene, omkostningstunge samtidig med at de åbner op for nye behandlingsmuligheder, men det er ikke det generelle billede. Hvis man ser på de tilgængelige forskningsresultater fra mange års indsats, er serviceniveau og –kvalitet ikke forbundet med udgifter. Med andre ord kan man ikke ’købe’ service ved at poste flere penge ind i et stift offentligt system, hvor de mange mellem- og topledere faktisk ikke har incitamenter til at levere bedre service.

Et af Socialdemokraternes udspil er for eksempel at der skal være en grænse på 24 elever for en folkeskoleklasse. Antagelsen her er, at mindre klasser giver bedre undervisning – mere læring, gladere elever osv. Men årtiers forskning i uddannelse har afvist at klassestørrelsen har noget som helst at gøre med kvaliteten af den uddannelse, de små poder får. Så længe klasserne er mindre end 40 elever – og muligvis større end 12-15 elever – betyder størrelsen ikke noget. Socialdemokraternes forslag vil derfor fordyre folkeskolen endnu mere uden at have nogen som helst virkning.

Man kunne lave den samme pointe med mange andre områder, hvor regering eller opposition vil smide gode penge efter dårlige. Sådan er politik åbenbart, men det er stadig forstemmende at se en central debat i valgkampen blive ført på så absurde præmisser.

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑


Warning: Use of undefined constant W3TC_POWERED_BY - assumed 'W3TC_POWERED_BY' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /var/www/punditokraterne.dk/public_html/wp-content/plugins/google-webfont-optimizer/google-webfont-optimizer.php on line 342