Tag-arkiv: forbrugerrådet

Forbrugerrådet i Weekendavisen – en ren tilståelsessag

Som reaktion på Christians og undertegnedes debatindlæg i sidste uges WA, forsøger formanden for Forbrugerrådet, Camilla Hersom, i denne uges udgave af WA at imødegå vores kritik. I et indlæg under overskriften “Jo større efterspørgsel, jo bedre pris” (allerede her er hun ude på et vildspor, hvilket jeg vender tilbage til) afviser hun vores kritik af, at Forbrugerrådet reklamerer for bestemte produkter/producenter,  og fortsætter;

Vi gør derimod forbrugerne opmærksomme på, at kun, hvis de efterspørger etisk og miljømæssigt forsvarligt producerede varer, vil deres supermarked udbyde dem. I dag er der nemlig kun få af den type varer på hylderne, viser en undersøgelse som Forbrugerrådet og seks andre europæiske organisationer har gennemført.

Dette kan kun opfattes som at vores nuværende forbrug hverken er etisk og miljømæssigt forsvarligt. Det er i sig selv noget af en anklage at komme med overfor landets forbrugere og supermarkeder. Hvorfra hun og de andre forbrugerorganisationer har en viden om at supermarkedernes produkter hverken er etisk eller miljømæssigt forsvarlige står hen i det uvisse. Men hun mener åbenbart at vores forbrug af produkter fra den 3. verden det sidste halve århundrede, som har haft afgørende betydning for reduktionen af andelen af jordens befolkning der lever i fattigdom, har været uetisk.

Helt absurd bliver det når hun afviser at priserne er højere for de produkter Forbrugerrådet helst ser vi efterspørger samtidig med at hun skriver at Forbrugerrådet opfordrer til at vi køber fairtrade-mærkede varer. Selve ideen bag fairtrade princippet er jo netop at vi betaler en højere pris for varerne end vi rent faktisk behøver. En merpris der skal dække nogle påstående egenskaber, som det aldrig er sandsynliggjort disse mærkede produkter rent faktisk “indeholder”. Når forbrugerrådet eller folkene bag fairtrade-mærkningen påstår at man er med til at forbedre miljøet og forholdene for verdens fattige ved at købe fair-trade varer, sker det tværtimod uden nogen som helst form for dokumentation der kan sandsynliggøre at dette er tilfældet.

Det hele udvikler sig til en rent tilståelsessag, når Camilla Hersom skriver, at

Forbrugerrådet har ikke noget ønske om, at produkter som er produceret etisk og miljømæssigt forsvarligt, skal være dyrere end end andre produkter. Vi plæderer heller ikke for, at forbrugerne skal købe mindre fra udviklingslandene – selv om forbrug med måde i sig selv kan bidrage til en mere ansvarlig omgang med jordens ressourcer. Men vi opfordrer forbrugerne – og dermed supermarkederne – til at vælge for eksempel Fair Trade-mærkede varer, hvor det er muligt. Efterspørgslen vil drive et større udbud, der erfaringsmæssigt får kvaliteten til at stige og prisen til at falde. Fuldstændigt ligesom udviklingen indenfor det økologiske sortiment.

For det første er det noget sludder at øget efterspørgsel i sig selv fører til højere udbud og lavere priser. Det kræver, at der er konkurrence på markedet, og fairtrade principperne fremmer ikke dette, tværtimod. Hvis nogen skulle være i tvivl, kan man blot sammenligne produktivitetsudviklingen i Europæisk landbrug (den grundlæggende model bag fairtrade og EUs landbrugspolitik er stort set de samme) med udviklingen i New Zealand. I sidstnævnte er produktiviteten steget mere end 3 gange så meget. For det andet er det at anbefale køb af fairtrade produkter at sammenligne med at reklamere for køb af særlige produkter fra bestemte producenter.

Det er sikkert oprigtigt ment, når Camilla Hersom skriver at det ikke er Forbrugerrådets ønske, at de produkter der reklameres for skal være dyrere end andre produkter. Men som bekendt koster det ikke noget at drømme og ønske, og faktum er at de pågældende produkter i den virkelige verden, hvor de fleste af os lever, er væsentligt dyrere end ikke mærkede produkter. På samme måde som økologiske produkter er dyrere end konventionelt fremstillede produkter (og nej, hvor tit det så end er blevet påstået, så er det aldrig blevet påvist at økologiske produkter er hverken sundere eller være bedre for miljøet end konventionel produktion).

Jeg vil på ingen måde afskære folk fra at betale mere for en vare end de behøver – lige så lidt som jeg vil forbyde økologiske gulerødder.

Men det er ikke det samme som at acceptere at en organisation der ellers gør sig i at veje og måle alverdens producenters påstande om alt det fantastiske deres produkter kan,  reklamerer for bestemte mærkningsordninger – og bevistløst gentager disses udokumenterede påstande.

At jeg så finder at markedsføringen af både økologiske produkter og fairtrade mærkede produkter er etisk angribelig er en anden sag. Det gør jeg fordi de to (og til tider overlappende) modeller, hvis de bliver alment gældende, vil være til enorm skade for verdens fattige. Dels vil fødevarepriserne stige voldsomt – også selv om man accepterede en udvidelse af verdens dyrkede arealer til skade for miljøet og jordens tilbageværende vilde natur- og dels vil takten i den fortsatte velstandsstigning falde. For os vil det muligvis være af mindre betydning, men for verdens fattigste er dette et spørgsmål om liv eller død.

Hvis en bilproducent påstår at deres bil kan køre 25 km literen, vil de fleste vel nok mene at det er en god ide at få efterprøvet om det virkeligt også er korrekt. Den slags krav stilles åbenbart ikke til “etisk og miljømæssigt forsvarlige produkter”.

Hvad bliver det næste? At forbrugerrådet anbefaler behandling af kræftpatienter ved håndspålæggelse?

Debatindlæg i Weekendavisen – Forbrug

For nogle uger siden skrev jeg her på bloggen om Forbrugerrådets seneste tiltag, der groft sagt går ud på, at man opfordrer forbrugerne om at spamme deres lokale supermarked med go-cards. Det skal få disse til at føre såkaldte etiske produkter, der ifølge forbrugerrådet både skulle være særligt gode for verdens fattige og miljøet. De påstulerede produktegenskaber er dog mere end tvivlsomme og det er aldrig blevet påvist, at produkterne rent faktisk har de lovede effekter. Tværtimod tilsiger grundlæggende økonomisk viden at det forholder sig omvendt. Køb af fairtrade eller lignende produkter mindsker ikke fattigdommen i den tredie verden – i det omfang der er en effekt – øges fattigdommen snarere, og bringer os dermed også længere vægt fra varige løsninger på de miljøudfordringer man står overfor.

Efter at have været gennem Christian Bjørnskovs kyndige hænder er det mundet ud i et fælles debatindlæg i den seneste udgave af Weekendavisen. Da  der ikke er online adgang til indholdet af WA – medmindre man er abonnent – bringer vi hele debatindlægget her. Indlægget i WA er blevet beskåret, nedenfor er den fulde ordlyd. Indlægget blev bragt under overskriften “Forbrug”:

På forbrugerrådets hjemmeside fremhæves det, at man har været uafhængig siden 1947, men med dets nyeste tiltag må man konkludere, at rådet ikke blot er uafhængigt af politiske og industriinteresser. Forbrugerrådet synes også at være blevet uafhængigt af sund fornuft og noget så kedeligt som et krav om redelig og ordentlig information. Med lanceringen af kampagnen ”Pres dit supermarked til samfundsansvar” er rådet skiftet fra at advare mod skadelige produkter og usandfærdig information, til at reklamere for særlige produkter på et ganske uinformeret grundlag. Ved at postulere, at forbrugerne gennem køb af særligt mærkede produkter gør godt for verdens fattige, placerer Forbrugerrådet sig nu i samme kategori som producenter af helse-produkter der lover evig ungdom: I bedste fald er produkterne virkningsløse men uskadelige, og i værste fald direkte farlige for brugernes helbred.

Selvfølgelig skal man i et frit samfund have lov til at sælge “fair-trade” produkter. Men det er både hyklerisk og uacceptabelt, at en organisation, der modtager skattekroner og som man – måske i et øjebliks naivitet – havde troet, havde til formål at oplyse og hjælpe forbrugerne, i denne sag optræder som repræsentant for et helt bestemt forretningskoncept, der baserer sig på både vildledende og uvederhæftig markedsføring. Med tanke på problemerne med at få de offentlige budgetter til at hænge sammen, vil vi opfordre til at Forbrugerrådet bliver pillet af dette års finanslov. Når rådet begynder at bedrive politisk propaganda under dække af at være redelig oplysning, er det tid til at stoppe den offentlige finansiering.

På Forbrugerrådets hjemmesider kan man læse at;

Man bør naturligvis ikke forhindre folk i at betale mere for et produkt, end de behøver. På den anden side er det hyklerisk, at en organisation der til andre tider har travlt med om “almindelige” profitsøgende virksomheder til tider smører for tykt på eller ligefrem postulerer at deres produkter har egenskaber de ikke har, i denne sag gør præcist det samme. Når man samtidig betænker, at en fjerdel af Forbrugerrådets samlede indtægter stammer fra offentlige tilskud, er det svært ikke at kalde organisationens nye kampagne for en skandale. Det er også svært at acceptere, at man som skatteborger er med til at finansiere aktiviteter, man med sin faglige viden ved sandsynligvis direkte skader verdens fattigste.

Hver gang du køber ind, er du med til at bestemme, hvordan varerne bliver produceret. Om arbejderne skal udsættes for sundhedsskadelige stoffer, eller om miljøet tager ubodelig skade. Det starter hos dig, du kan stille krav og gøre en forskel […] Ved at købe etisk mærkede produkter kan du hjælpe de mennesker i ulandene, som er med til at producere fødevarer til de danske supermarkeder – og sørge for, at de ikke arbejder under urimelige vilkår, eller at produktionsforholdene ikke skader miljøet.

Rådets formand, Camilla Hersom, forklarer målet for kampagnen således: ”Detailhandlen skal simpelthen mærke, at produktionsforhold i udviklingslandene betyder noget for os forbrugere.” Tanken er i sig selv ganske smuk, for hvem vil dog være med til at skade miljøet eller fattige arbejdere? Hvis man tager Rådets målsætning alvorligt, må man dog stille spørgsmålet omvendt: Hvorfor er nogle mennesker parate til at arbejde under forhold der for os er utænkelige?

Svaret er både simpelt og banalt: Fattigdom. Ligesom det var tilfældet i Danmark for hundrede år siden, arbejder mange fattige mennesker i ulande under omstændigheder, danskere i dag ikke vil acceptere, fordi alternativet er arbejdsløshed og sult. I det valg hjælper hverken gode viljer eller moraliseren. Historien viser os med al tydelig klarhed, at intet land har reduceret dets fattigdomsproblemer signifikant uden at lade markedskræfterne råde. Det bedste, vi som forbrugere kan gøre, er at have et højt (og stigende) forbrug af varer fra den tredje verden. Dette indebærer også, at vi lader de internationale markedskræfter råde, og presser vores politikere til at lade disse varer flyde uhindret ind i Europa. På denne måde giver vi ulandenes fattige de bedste muligheder for at løfte sig ud af fattigdom ved hjælp af det, de er bedst til.

Hvis vi derimod accepterer tanken om at købe mindre til en højere pris – som Forbrugerrådet plæderer for – vil efterspørgslen efter ulandenes produkter – og dermed efterspørgslen efter de fattiges arbejdskraft – falde. Nok vil der være nogle få der tjener mere, men det sker på bekostning af alle de, der ender med at “stå udenfor”. I den virkelige verden, hvor intentioner ikke vejer så tungt som konsekvenser, er det ikke den asketisk selvopofrende forbruger, der er helten, men derimod den forbruger, der først og fremmest tænker på at gøre en god handel for sig selv. Og hvis nogen skulle mene, at verdens fattigste ikke har en god handel at tilbyde, fortæller caribisk rørsukker, etiopisk kaffe, oksekød fra Uruguay eller Nike T-shirts syet i Laos en noget anden historie.

Hvad forbrugerne rent faktisk får når de køber “fair” produkter er i stedet at sammenligne med et løfte om frelse og nem adgang til himmerige, baseret på en påstand om at man gavner verdens fattige ved at købe særligt mærkede produkter. Hvis frelse kun kommer gennem konsekvenserne af ens handlinger, skal man nok ikke forvente en plads i himlen gennem at købe de anbefalede produkter. For selvom der muligvis er en mindre velstandseffekt for enkelte af de fattige bønder og arbejdere, der er direkte involveret i produktionen, er denne både kortsigtet og mere end opvejet af det tab, der lides andre steder i de fattige lande. Dels fordi vores forbrug mindskes af at betale overpris for produkterne (vi efterspørger færre fysiske produkter hvorved efterspørgslen efter arbejdskraft mindskes), og dels fordi princippet indebærer, at man fastholder en ineffektiv produktion og dermed hæmmer den overordnede økonomiske udvikling. Den største gevinst går ganske enkelt til dem, der lever af at udbrede selve fairtrade-principperne.

Det koncept som Forbrugerrådet advokerer for, indebærer i sidste ende dyrere produkter. Hvad værre er, er det ikke kun for rige forbrugere i vores del af verden, at produkterne bliver dyrere. For eksempel glemmer folkene bag de senere års kampagne mod verdens mobiltelefonproducenter – en kampagne Forbrugerrådet også støtter – at størstedelen af verdens mobiltelefoner i dag sælges i tredjeverdenslande. Med andre ord indebærer krav, der øger producenternes omkostninger, også at priserne på det færdige produkt stiger, og hermed vil der være færre fattige afrikanere, der har råd til en mobiltelefon. På trods af hensigterne, skader Fairtrade-kampagnerne de fattige på flere plan.

Det er jo ikke første gang hverken Christian eller undertegnede har prøvet at gøre opmærksom på, at der er langt fra lovprisningerne af alt det gode man gør for verdens fattige hvis man bare køber de rigtigt mærkede produkter og til den virkelige verden. I denne verden er det ikke gode intentioner og bekymrede miner der rykker, men markedskræfterne og jagten på “en god forretning”. Det er markedskræfterne, der gennem de seneste 200 år har resulteret i, at hvor over 80% af jordens befolkning levede i absolut fattigdom i begyndelsen af det 19. århundrede, er det her i begyndelsen af det 21. århundrede mindre end 15% for hvem livet fortsat først og fremmest er en kamp for at overleve fra dag til dag.

En af grundene til at det er så svræt at få en reel debat er muligvis, at det der grundlæggende sælges er gode intentioner og et billede af en selv som et ordentlig og godt menneske med gode intentioner. Jeg er ikke i tvivl om at en del af de involverede er ledet af netop ønsket om at gøre godt for andre (det gælder dog ikke alle, andre kan også tilskrives mere jordnære motiver, for eksempel fagforeninger og stærkt venstreorienterede grupperinger). At der i bund og grund er tale om forestillinger der bygger på en antagelse om at markedet og kapitalisme er af det onde, har desværre ikke forhindret at budskabet om fair priser har vundet genklang hos visse borgerlige. At fremstå som et godt menneske i andres øjne, uanset at ens handlinger ikke lever op til dette ry, er åbenbart for stor en fristelse for mange.

Forbrugerrådet reklamerer for produkter der ikke virker

På forbrugerrådets hjemmeside fremhæves det, at man har været uafhængig siden 1947. Med deres nyeste tiltag må det konkluderes at det indebærer at man også er uafhængig af sund fornuft og noget så kedeligt som et krav om redelig og ordentlig information. Med lanceringen af kampagnen “Pres dit supermarked til samfundsansvar”, hvor man postulerer, at forbrugerne ved at købe særligt mærkede produkter gør godt for verdens fattige er forbrugerrådet nu i samme kategori som producenter af helse-produkter der lover evig ungdom, men viser sig i bedste fald af være virkningsløse men uskadelige, og i værste fald direkte farlige for brugernes helbred. Læs resten