Tag-arkiv: formidling

Ny tegneserie om markeder

Mange borgere er skeptiske overfor markeder, selvom de bruger dem hver dag. Meget af skepsissen bunder i, at de helt fundamentalt ikke forstår hvad markeder er, og hvordan de virker. Min fremragende kollega og ven Andreas Bergh – en af de fineste formidlere af samfundsvidenskab i Skandinavien – har derfor fået den glimrende idé at slå sig sammen med tegneren Ola Skogäng for at lave en tegneserie ’om marknader och människor’. Det er blevet til den vellykkede Hjälpas Åt.

Idéen er ikke helt ny – George Mason University’s kreative Bryan Caplan skrev for et par år siden den fine Open Borders: The Science and Ethics of Immigration sammen med Zach Weinersmith – men Bergh og Skogängs tegneserie er ligeså fin. Formidlingen er både pædagogisk og morsom, og der er små perler spredt igennem hele teksten. Bergh og Skogäng peger for eksempel tidligt på, at ”Inget system troller bort människans dåliga egenskaper. Men olika system belöner olika beteenden.” Senere i bogen siger den person, der absolut ligner Andreas, at ”Ingen vet viklen organisationsform eller ledningsfilosofi som funkar bäst i varje läge. Just därför är det smart att låta människor prova sig fram”. Mens Andreas-personen går gennem en fiktiv svensk by med navnet Gnoköping, har han en nærmest aristotelisk diskussion med to andre personer. Den ene er åben for idéer mens den anden starter med en Enhedsliste-agtig forestilling om markeder som udbyttende og egomane. Fortællingsdevisen fungerer fremragende og der er meget at lære – mens man holder øjnene åbne for pudsige detaljer i tegningen.

Hele vejen igennem understreger de to svenskere værdien af konkurrence, men også hvordan konkurrencen i en markedsøkonomi får folk til at arbejde sammen og at opdage ting. Jonas Herby skrev forleden i Børsen, er det snart på tide at danskerne får øjnene op for gevinsterne ved konkurrence. Måske skulle de tage at læse Hjälpas Åt – ikke mindst hvis den bliver oversat til dansk. Den er varmt anbefalet!

Ny IEA-serie

Den hæderkronede tænketank the Institute of Economic Affairs i London har gjort et enormt stykke arbejde med at flytte aktiviteter online, og skabe nye virtuelle aktiviteter. Det gælder ikke mindst IEAs Head of Education Stephen Davies, der tidligere har været senior lecturer i historie og økonomisk historie på Manchester Metropolitan University. Steve er en fremragende formidler og forfatter – blandt andet til The Wealth Explosion fra 2019 som vi har omtalt her på stedet. Han står nu bag en ny serie korte foredrag, som formidler hvad nationaløkonomi er og hvordan økonomer tænker.

Nedenfor kan vores læsere se den første udsendelse i serien, der handler om ‘knaphed’, og dermed en del af fundamentet for al økonomisk tænkning. De næste udsendelser omhandler opportunitetsomkostninger, trade-offs, incitamenter og marginale valg. Senere kommer lignende ti-minutters introduktioner til blandt andet spontane ordener, vækst og entrepreneurship. Det hele er pædagogisk formidlet og varmt anbefalet, om man enten er interesseret lægmand eller gymnasieelev med et fornuftigt engelsk!

Mandags-links

I stedet for en post med et bestemt tema har vi tidligere også postet kortere referencer til artikler, nyheder og andet, vi finder er interessante. Dagens post er sådan en med tre links.

For det første har det glimrende Institute of Economic Affairs i London (disclaimer: jeg sidder i deres Academic Advisory Council) udgav fornylig den årlige Hayek Lecture, som blev afholdt i december af New York Universitys verdenskendte udviklingsekspert William Easterly. Bogen kan bestilles, men også downloades her. Foruden Easterlys fine foredrag omfatter den også den efterfølgende Q&A session og kommentarer fra Abigail Hall-Blanco, Sylvie Aboa-Bradwell og undertegnede.

Under Aarhus Festuge afholdtes igen i år et arrangement med titlen Spørg Universitetet. Formatet er, at folk i ugen før arrangementet kan sende spørgsmål om alt muligt, som seks udvalgte forskere kan tænkes at svare på. Jeg deltog igen i år i arrangementet sammen med mine professorkolleger Tobias Wang, Søren Rud Keiding, Karl Anker Jørgensen, Thomas Skjødeberg Toftegaard og museumsinspektør Jeanette Varberg. TV2-Østjylland sendte en del af arrangementet i fredags, og programmet kan genses her. Interesserede læsere kan således få svar på både hvorfor vi får tømmermænd, om vand har hukommelse og hvad man kan bruge arkæologi til – og se Jeanette Varbergs forrygende formidlingsevner in action.

Sidst, men ikke mindst, kan interesserede læsere se min kollega og ven Andreas Bergh (Lunds Universitet) hudflette svenske politikere i Svenska Dagbladet, hvor politikere fornylig klagede over at Ericsson flytter 3000 jobs ud af Sverige. Andreas har et klassisk eksempel på politikere, der prøver at blæse og have mel i munden på samme tid. Mens de har en plan om at ’nyindustrialisere’ Sverige støtter de samtidig den såkaldt solidariske lønpolitik – læs: Høje minimumslønninger og små lønforskelle. Som altid er Andreas eksemplarisk pædagogisk og klar i mælet – og ganske morsom.

Opdatering: Her er også et link til årets Nobelpris i økonomi. Prisen går til Oliver Hart (Harvard) og Bengt Homström (MIT) for deres bidrag til kontraktteori. Prisen og det særlige bidrag forklares her.

Pennington introducerer Public Choice

Det er valgtid og der er næppe grænser for, hvad politikerne er klar til at bilde deres potentielle vælgere ind. Måske er nu derfor den bedste tid til at enten blive introduceret til eller mindet om, hvad public choice er for en videnskabelig tradition, og hvad den kan. Min glimrende kollega Mark Pennington – professor på King’s College, London og forfatter til Robust Political Economy – introducerer her emnet på 20 minutter.

Del 2 og 3 følger, inklusive nogle spørgsmål her.