Tag: forskning (page 1 of 13)

Civil ærlighed og social tillid

Forskningslitteraturen om social tillid – graden af tillid folk generelt har til andre mennesker, de ikke kender – har vist, hvordan folks tillid til hinanden og deres grad af ærlighed præger samfundet. Der findes dog stadig en minder gruppe samfundsforskere, som argumenterer at folks tillid – som måles ved hjælp af spørgeskemaer – er ekspressiv eller blot udtryk for folks kolde risikovurdering. Med andre ord mener de, at det bare er noget folk siger, og folk er slet ikke tillidsfulde eller specielt ærlige i de nordiske lande, men måske bare tvinges af omhyggelig håndhævelse af loven.

Tricket er at finde en type adfærd, der ikke kan håndhæves af politiet, og ikke bare er ekspressiv. Stephen Knack og Philip Keefers løsning for mere end 20 år siden var at se på sammenhængen mellem folks tillidsniveau og deres opførsel i det såkaldte ”wallet drop experiment” – de tabte punges eksperiment. Øvelsen går meget simpelt ud på, at man ’taber’ en række punge med information om, hvis de er og hvor folk bor. Man ser derefter, hvor mange punge bliver leveret tilbage til ejeren med indholdet intakt, og sammenholder andelen af tilbageleverede punge med tillidsscoren i området.

Fornylig har en gruppe forskere gentaget en variant af dette eksperiment i 40 lande rundt omkring i verden. I artiklen, som er udkommet i Science, beskriver de præcist hvordan de har gjort. En del af det særlige ved det nye eksperiment, er at de i stedet for at tabe punge har indleveret dem som om de havde fundet en tabt pung. I de fleste lande har de gentaget eksperimentet 400 gange og varieret, hvor de indleverede dem, og om der var penge i pungen eller ej.

Resultaterne viser meget store forskelle i ærlighed på tværs af verden. I bunden finder man Peru, Kina og Kenya, hvor henholdsvis 13,8, 14,3 og 17,2 % kom tilbage til ejeren. Var der penge i pungene, kom generelt lidt flere tilbage. Det gjaldt dog stadig kun 13,4 % i Peru, 18 % i Mexico, og 19 % i Kenya. I den anden ende af skalaen kom mere end tre fjerdedele af pungene tilbage: I Tjekkiet (78 %), Norge (78,7 %), Schweiz (79 %), New Zealand (80 %), Sverige (81,5 %) og Danmark (82 %).

Studiet viser også igen, at den målte tillid i spørgeskemaer ikke er ekspressiv, men klart reflekterer folks forventede ærlighed. Som man kan se i figuren nedenfor, er der en tydelig og stærk sammenhæng mellem folks tillid (på x-aksen) og hvor mange punge med penge, der kom tilbage i eksperimentet (y-aksen). Bruger man lidt simpel regressionsanalyse til at vurdere vigtighede, viser resultaterne, at en fordobling af BNP per indbygger giver 13 % flere tilbageleverede punge, mens en fordobling af tilliden giver et plus på 7 %.

Mest af alt viser det nye eksperiment dog endnu en gang, at vi i Danmark lever i et af verdens mest ærlige samfund. Ærligheden i Danmark tager nogle gange et lidt aggressivt udtryk, når vi fortæller folk helt ærligt hvad vi mener, eller når vi reagerer på folk, der misbruger tilliden. Men jeg vil langt hellere leve med det, end i et samfund hvor folk ikke stoler på hinanden. Og jeg er ikke nervøs for at tabe min pung – eller lade min kontordør stå åben når jeg er til frokost – i Danmark.

Populisme – tre nye bøger

Hvis der er én ting, man taler om i politik i de fleste vestlige lande i disse år, er det populisme. Det gælder ikke mindst Danmark, hvor Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Stram Kurs alle er tydeligt og åbent populistiske og nominelt borgerlige, og Alternativet leverer en slags cirkusudgave af moderne venstrefløjspopulisme. Man kan også med en vis ret beskylde Socialdemokraterne og Venstre for at være rykket ind til en slags centrumpopulistisk politisk position, for at sikre sig overfor den mulighed at medianvælgeren måske ikke kan lide indvandrere.

Hvad det bredere fænomen er, hvor det stammer fra og hvad man kan gøre fra de etablerede partier, er temaet for tre nye og ganske forskellige bøger: Barry Eichengreens The Populist Temptation: Economic Grievance and Political Reaction in the Modern Era. der udgives af Oxford University Press, Kurt Weyland og Raúl Madrids redigerede samling When Democracy Trumps Populism: European and Latin American Lessons for the United States fra Cambridge University Press, og Charles Dumas Populism and Economics fra det lille Profile Books. Jeg anmelder alle tre i det nye nummer af det udmærkede Economic Affairs.

I anmeldelsen, der har fået navnet Populism: Three approaches to an international problem (bemærk: linket kræver login), anbefaler jeg i særlig grad Eichengreens velskrevne og omhyggelige bog, ligesom der er flere meget fine kapitler i Weyland og Madrids samling. Eichengreen udmærker sig specielt i den måde, han sørger for at definere og diskutere hvad populisme overhovedet er. Hvis nogle af vores læsere er interesserede i populisme, kan bogen varmt anbefales med et enkelt forbehold, som også gælder store dele af Weyland og Madrid, ligesom det plager meget af den eksisterende forskning. Som jeg understreger i konklusionerne:

“In other respects, all three books either explicitly or implicitly reach similar conclusions. It is, for example, striking that while both Eichengreen and several of the contributors to Weyland and Madrid argue that increased redistribution – and implicitly a focus on distributional or social justice – will effectively reduce the threat of populism, and Dumas also emphasises increasing income inequality, none of them note that their recommendations have been tried. The type of society they seem to aim for is a Scandinavian‐style social democrat welfare state. Yet the Nordic countries are certainly not free of populism, and populist parties have had substantial political influence in three of the five countries of the region.”

Det er med andre ord stærkt påfaldende, at næsten al moderne populismeforskning forfalder til den samme idé: Bare vi implementerer en stor velfærdsstat med massiv omfordeling, vil folk ikke længere have nogen grund til at stemme på populisterne. Som skandinavisk efterkrigshistorie med al tydelighed viser, er det simpelthen ikke rigtigt. Hvorfor kan man altid diskutere, men det synes rent umiddelbart som en kombination af, at meget få populismeforskere kender noget til de nordiske lande, og at langt de fleste er enten socialdemokrater eller socialister. Hvert forskningsfelt udvikler sine blinde vinkler, men populismeforskningens er temmelig tydelige for folk, der ikke er socialiseret i feltet.

Dansk handel har udviklet sig

International handel er vigtig: Den er en væsentlig kilde til langsigtet økonomisk vækst, produktivitetsfremskridt, øget individuel velfærd, og en vigtig mekanisme til at dele viden gennem. Selvom selve ideen om international handel og en international arbejdsdeling er under øget angreb i disse år – ikke blot den amerikanske præsident Trump, men også Frankrigs Emmanuel Macron og kræfter i EU-parlamentet har hentet protektionistiske idéer ud af gemmerne – er det store flertal i lande som Danmark, Sverige, Storbritannien og Tjekkiet stadig stærkt positive overfor handel. Det samme gælder stort set alle nationaløkonomer, der deler faglige indsigter der rækker tilbage til David Ricardos arbejde for 200 år siden. At påstå, at handel er økonomisk skadeligt, er fagligt på linje med at påstå, at mennesker og dyreliv ikke har udviklet sig gennem evolution.

Selvom alle typer er gavnlige, er handel dog ikke bare handel. Adam Smith og David Ricardo demonstrerede hvordan danskere for eksempel har gavn af at eksportere bacon til Panama for at importere kaffe derfra. Ifølge standardteori, ikke mindst Hecksher og Ohlins seminale model, er international handel såkaldt interindustriel: Man eksporterer varer fra én industri og importerer dem fra en anden. Dette syn har dog været stærkt udfordret siden en række økonomer sidst i 60erne opdagede, at en væsentlig del af rige landes handel ikke passer på dette mønster. Den er med andre ord intraindustriel – vi både eksporterer og importerer varer i den samme industri. Handel kan være intraindustriel på to måder.

For det første kan der være tale om, at Danmark eksporterer én type tøj, mens vi importerer en anden type. Den slags handel passer meget fint på moderne handelsteori (de såkaldte Lancaster- og Dixit-Stiglitz-modeller), der understreger hvordan nogle af velfærdseffekterne ved international handel kommer fra, at borgerne får flere varianter af varerne at vælge mellem. På det danske ølmarked kan man også se gevinster, idet Carlsberg-Tuborgs markedsledende status nu er udfordret af en række importerede varer. Det danske ølmarkeds udvikling er derfor et godt eksempel på den monopol-ødelæggende virkning af intraindustriel handel.

Den anden type intraindustriel handel kommer af, at virksomheders værdikæde er blevet mere international. Danske tekstilvirksomheder sender således klæde og design til Polen, hvor det bliver syet. Polske underleverandører eller datterselskaber sender derefter de færdige varer tilbage til Danmark, hvor det pakkes og markedsføres. Den første sending registreres som dansk eksport, mens den anden registreres som dansk import.

Spørgsmålet er, i hvor høj grad dansk handel er inter- eller intraindustriel. I forbindelse med arbejde med mine kolleger Martin Rode (Universidad de Navarra) og Philipp Schröder (Aarhus Universitet) har jeg beregnet et mål for, hvor stor en del af et lands handel der er intraindustriel. Målet er en variant af Grubel og Lloyds oprindelige indeks, men simplere så det kan beregnes på langt mindre data. Grunden er, at vi skal bruge det i arbejde, der omfatter en række fattigere lande, hvor man ikke har videre præcise handelsdata tilbage i tid. Det er i princippet fordelt mellem 0 og 1, og lavere værdier indikerer en større andel af den samlede handel, der er intraindustriel. Målet kan således bruges til at illustrere, hvor dramatisk strukturen af dansk handel har ændret sig over de sidste cirka 40 år.

Figuren nedenfor illustrerer først forholdet ved at sammenligne vores Grubel-Lloyd-indeks for vestlige lande i 2010-2015. Det påfaldende er først, at Danmark sammen med Belgien og Holland har ekstremt lave Grubel-Lloyd-indeks, mens en gruppe bestående af ganske forskellige lande fra Singapore, Schweiz, Storbritannien og Tyskland til Rumænien kommer i anden række. Singapore er i og for sig ikke overraskende, da landet i høj grad er transithavn for en lang række meget forskellige varer. Det samme kan i et vist omfang være tilfældet for Belgien, Danmark og Holland, hvor havnene i Rotterdam og Antwerpen er blandt de største i verden, og Aarhus håndterer mest fragt i Skandinavien. Et slående forhold er dog, hvor store forskellene er i de vestlige lande. Steder som Island, Cypern og Norge har meget klassiske handelsmønstre, mens andre steder som Danmark har mønstre, der i langt større grad passer på moderne ’ny ny’ handelsteori. Breder man dataene ud, er det også tankevækkende at se, hvordan særligt to lande – Malaysia og Tunesien – har handelsmønstre der ligner avancerede, europæiske landes.

Nummer to figur illustrerer, hvordan vi er kommet dertil, ved at sammenligne Danmarks udvikling med gennemsnittet for vores nabolande, gennemsnittet for Sydeuropa (Frankrig, Grækenland, Italien og Spanien), og olielandet Norge. Som figuren viser, var dansk handel mindre intraindustriel end de fleste andre europæiske landes i 1970erne. Udviklingen accelererede dog fra først i 1980erne – stort set sammenfaldende med ed store ændringer i dansk økonomisk politik under Poul Schlüter – og vores handel er i dag blandt de meste intraindustrielle. Norges handel er gået i den stik modsatte retning i takt med at landet er blevet en ’almindelig’ ressourceøkonomi. Den sorte linje illustrerer således, hvor enorm en økonomisk transition Norge står overfor en gang i fremtiden, når olien mister betydning.

Er intraindustriel handel en konsekvens af økonomisk udvikling, er det en driver af udviklingen, eller er det bare noget, der sker i takt med at folks forbrugsmønstre ændrer sig? Svaret er nok lidt af hvert, men der mangler forskning på området. Det sikreste, man kan sige og som Martin, Philipp og jeg skriver om for tiden, er at både handelens konsekvenser for forhold som ulighed og særinteressers politiske reaktioner kan være fundamentalt anderledes, jo større en del af et lands handel er intraindustriel. Følger man med i ulighedsdebatten og hele lavinen af nonsens fra Trump- og Macron-tilhængere, er det værd at vide.

Nordisk ligestilling er et historisk fænomen

Der er store forskelle på, hvor ligestillede kvinder er rundt omkring i verden. Helt overordnet er kvinder i de nordiske lande blandt de mest ligestillede, og politikere hylder ofte sig selv for at have opnået denne status. Spørgsmålet er dog, hvor meget der skyldes moderne politik og hvor meget, der i stedet skyldes dybere kulturelle forskelle. Ny og meget kreativ forskning peger på, at nordiske piger var mere ligestillede allerede i vikingetiden.

Laura Maravall Buckwalter fra universitetet i Tübingen  undersøger i artiklen med det lange navn ”Valkyries: Was Gender Equality High in the Scandinavian Periphery since Viking Times? Evidence from Enamel Hypoplasia and Height Ratios” om folk i de nordiske lande diskriminerede mindre mod piger i vikingetiden og middelalderen end i resten af Europa. Hendes trick er at benytte sig af mål for emaljehypoplasi, der primært skyldes fejl- eller underernæring i den tidlige barndom. Hypoplasi er fænomenet hvor et organ eller en anden del af ens krop er underudviklet: Netop hypoplasi i tandemaljen viser sig både at være en god indikator for diskrimination af piger, og et fænomen, man kan måle med forholdsvis god præcision på skeletter. Ved at sammenholde forekomsten af emaljehypoplasi hos mænd og kvinder, får man derfor et ret godt og objektivt mål for historisk diskrimination af piger.

Buckwalter finder, at hendes diskriminationsmål er cirka 0,8 for nordiske kvinder udenfor de få byer, der eksisterede dengang. Tallet i sig selv siger intet, udover at det er en afvigelse fra fuld ligestilling – en værdi på 0. Sammenholdt med den typiske værdi på 1,2 i resten af Europa peger dog på, at kvinder i vikingetidens Norden var væsentligt mere ligestillede end i resten af Europa. Sammenligner man med moderne mål fra ulande, er en forskel på 0,8 og 1,2 også en endda meget stor faktisk forskel i behandlingen af piger og drenge.

Den nye artikel, der i sagens natur benytter sig af arkæologisk evidens – men behandlet som man gør i moderne samfundsvidenskab – er dermed konsistent med andre historiske indikationer. Der er for eksempel adskillige eksempler på rige begravelser, der viste sig at være af kvinder – det norske Osebergskib, der er den rigeste af alle skibsbegravelser i Norden, viste sig at være for en kvinde – ligesom der findes eksempler på kvinder i vikingetiden, der var skibsejere. Skulle man have været skeptisk overfor fortolkningen af disse historiske eksempler, peger den nye forskning i samme retning.

Det skal understreges, at der ikke nødvendigvis går en lige linje fra vikingetiden og den tidlige, nordiske middelalder til nutidens ligestillede kvinder i Danmark, Norge, Sverige og Island. Læser man historien, får man ofte indtryk af at den kristne kirke fra 1300-årene og frem aktivt bekæmpede ligestillingen. Der er dog næppe noget, der kan tage en historisk tradition fra de nordiske lande. Ligestillingen har mindre med fremsynede, moderne politikere at gøre, og mere med almindelige menneskers ordentlige behandling af hinanden.

Sjov med statistik: Tillid og grimme flag

I den samfundsvidenskabelige forskning i social tillid er et af de væsentligste problemer at etablere kausalitet: I hvilken grad påvirker tillid for eksempel hvor godt retsvæsenet fungerer, og i hvilken grad påvirker et godt retsvæsen folks tillid til hinanden? Der findes flere måder at gøre det på, men den nyeste forskning peger i retning af, at tilliden kommer først (læs f.eks. her). Det skal dog stadig vises, hvilket man oftest gør ved brug af såkaldte instrumentvariable: Faktorer, der er forbundet med tillid, men ikke påvirker ens outcome-variabel som retsvæsenets kvalitet, den langsigtede økonomiske vækst, eller uddannelsesniveauet. Tre faktorer, der ofte virker og som er plausibelt ’eksogene’ er om landet er et monarki, temperaturen i vinterens koldeste måned, og om sproget har ’pronoun drop’ – dvs. om det tillader at man udelader det personlige pronomen i en regulær sætning. De fleste nye studier bruger netop en eller anden kombination af disse forhold.

I forbindelse med arbejdet, der endte som “Is trust the missing root of institutions, education, and development?”, opdagede min glimrende kollega og medforfatter Pierre-Guillaume Méon (Université Libre de Bruxelles) og jeg, at de variable som andre indtil da havde brugt, ikke gav identifikation i den fattigste tredjedel af verdens lande. Med mindre tekniske ord kan de tre almindelige variable give et nogenlunde præcist bud på, hvor tillidsfulde de fleste almindelige lande er, men buddene er helt forkerte for de fattigste lande. Vi havde derfor brug for noget ekstra, der kunne give os mere præcision i netop disse lande.

Det er her dagens ’sjov’ kommer ind i form af Oxford-filosoffen Josh Parsons æstetiske bedømmelse af verdens nationale flag. Selvom det lyder helt absurd subjektivt, er bedømmelserne baseret på et klart sæt kodningsregler. Parsons var således tydeligt i sin fordømmelse af symboler og skrift på flag og mente for eksempel, at Mozambiques flag, der blandt andet afbilder en AK47-riffel over kors med en hakke på en baggrund af en stjerne og en bog, er usædvanligt grimt. Et andet eksempel er Rwandas flag, hvor et stort R indtil 2001 mindede folk om, hvad landet hedder. De to flag får kun henholdsvis 37 og 40 point. Parsons var heller ikke glad for flag, der ’har for travlt’. Omvendt er der i den anden ende en lille gruppe lande, hvis flag Parsons tildelte scorer over 80 point: Israel, Schweiz, Sydafrika og Vietnam på 85, Japan på 87, og Pakistan på 88.

Guillaume og jeg opdagede ved en tilfældighed, at man faktisk kan bruge Parsons rating af nationale flags æstetik som en instrumentvariabel for social tillid. Sagen er nemlig, at der findes lavtillidslande med grimme flag, lavtillidslande med pæne flag og højtillidslande med pæne flag. Det virkeligt mærkværdige er, som man kan se i figuren nedenfor, at der ingen højtillidslande er med grimme flag.

Nok er helt tilfældige – såkaldt spuriøse – sammenhænge er ikke ualmindelige i samfundsforskningen, men de afslører sig ofte, når man plotter dem. Figuren viser netop et plot over 138 landes tillid og deres flags ranking, og ligner ikke en tilfældig sammenhæng. Som noteret ovenfor, er der ganske enkelt ingen højtillidslande med grimme flag, men adskillige lande i hvert af de andre tre kvadranter af figuren. Man kan således være ret sikker på – jo overraskende og mærkeligt det lyder – at der er en sammenhæng.

Man kunne forestille sig, at det blot var at ældre og mere etablerede nationer var mere tillidsfulde og havde ’taget’ de pæne flag først. Det er dog inkonsistent med det bilede vi ser: De gamle nationer har i gennemsnit et tillidsniveau på 25,6 %, dem der etableredes mellem 1800 og 1940 – hele Latinamerika og enkelte lande andre steder – har et gennemsnit på 27,4 %, mens nye lande der blev uafhængige efter anden verdenskrig har et gennemsnit på 23,7 %. Den forklaring dur derfor ikke, og man må lede efter en anden forklaring.

Vores bedste bud er, at graden af tillid ofte er reflekteret i landets flag (læs her for standardforklaring på reflektionsproblemer). Sammenhængen kommer derfor direkte ud af Parsons kodningsregler, hvor direkte symboler og ’travlhed’ – når designerne puttede for mange elementer i flaget – fører til lavere æstetiske vurderinger. Mozambiques flag med dets AK47 fortæller således en historie om en svær, voldelig og konfliktfyldt uafhængighedsperiode. På samme måde er Brasiliens flag, som Parsons kaldte ”Worst flag of any independent nation state”, med dets stjernekort og påskrift ”Ordem e Progresso” en noget ironisk refleksion af et land, der aldrig har været hverken ordentligt eller i udvikling i en vestlig forstand. Brasilien er med en tillidsscore omkring 6 % også et af verdens mest mistillidsfulde samfund og et, der gennem årene har været plaget af voldsomme sociale konflikter og lovløshed.

Et grimt flag er således i mange tilfælde et resultat og en refleksion af, at en nation har haft svært ved at blive en nation. Den periode, ethvert land går igennem, der på engelsk kaldes ’nation building’, har derfor været lang sværere og mere konfliktfyldt i kulturer med lav tillid. Perioden er som ofte endt i nationale flag skabt i politiske komiteer eller andre fora, der har forsøgt at symbolisere noget på flaget, som ikke eksisterer. På den måde ender man med at have en statistisk sammenhæng, der i udgangspunktet virker helt og aldeles absurd – en sammenhæng mellem folks sociale tillid og hvor grimt deres flag er – som alligevel har en slags bund i virkeligheden. For samfundsvidenskabelige nørder er det både sjovt og brugbart.

Stephen Knack er død

Forleden så jeg tilfældigt på Twitter, at økonomen Stephen Knack var død. Vi har over årene skrevet om store økonomer som James Buchanan, Gary Becker og Elinor Ostrom, når de gik bort. Steve var måske ikke i liga med disse Nobelprismodtagere, men var måske den mest indflydelsesrige økonom, jeg personligt har kendt. Hans død kom derfor som et chok, ikke mindst fordi han udover at være en formidabel økonom, også var et rart, venligt og meget hjælpsomt menneske.

Steve var ansat i Verdensbanken de sidste 20 år, de seneste år som Lead Economist i bankens meget vigtige Development Research Group. Han var uddannet PhD i nationaløkonomi fra University of Maryland i 1991, hvor han startede sin karriere som Research Associate ved det dengang indflydelsesrige IRIS Center. Steve fortsatte som Assistant Professor på American University, før han valgte et job i Verdensbanken.

Steves måske stolteste øjeblik kom, da han sammen med Philip Keefer skrev ”Does Social Capital Have an Economic Pay-Off?” Artiklen, der udkom i 1997 i det ekstremt prestigiøse Quarterly Journal of Economics, dokumenterede for første gang en sammenhæng mellem social tillid og langsigtet økonomisk vækst. Sammenhængen er efterfølgende blevet bekræftet i adskillige artikler, ligesom en lang række studier har undersøgt de mange teoretiske idéer, Steve foreslog sammen med Phil Keefer i 1997. Studiet, der i dag kan kendes af de fleste i den del af forskningen som ”Knack og Keefer 97”, var forbløffende rigt på præcist formulerede idéer.

Det er også den artikel, der har påvirket mig suverænt mest som forsker. Jeg er næppe den eneste, da Steve og Phils artikel per dags dato er citeret 8870 gange ifølge Google Scholar. Men pudsigt nok er det ikke hans mest citerede. To år tidligere udkom ”Institutions and economic performance: cross‐country tests using alternative institutional measures” i Economics & Politics. Artiklen, der var blandt de første til at etablere den nu velkendte forbindelse mellem gode retslige institutioner og økonomisk vækst, var også skrevet sammen med Phil Keefer, og er til dato citeret 9163 gange.

Steve hvilede dog ikke på laurbærrene, og bidrog over årene både til forskningen i social kapital, men også i væsentlig grad til vores viden om ulandsbistand. Som flere af de kommentarer, der kom forleden dag på Twitter, også understreger, var han en ydmyg gigant i institutional economics, som for alvor prægede forskningen. Men Steve var ikke uden humor. Jeg mødte ham adskillige gange over årene, og havde endda fornøjelsen at møde hans da 14-årige datter, som han havde taget med til Firenze for en bunke af de Frequent Flyer Miles, han akkumulerede hos United. Mødet, der tegner Steve bedst, var dog til en konference i Georgetown, hvor han kom hen, sagde Hi Christian. Efter vi kort havde snakket om, hvordan det gik og hvilken forskning vi havde gang i, smilede Steve lidt skævt og sagde ”By the way, congratulations on the paper in the Journal of Law and Economics.” Da jeg grinende fortalte ham, at det var mere end jeg vidste, sagde han bare ”You will.” To dage senere kom den officielle besked fra redaktøren, men da vidste jeg allerede, at Steve havde været fagfællebedømmer på papiret. Det var den fineste måde at give et mentalt klap på skulderen, og meget karakteristisk for en dybt menneskelig intellektuel gigant.

Bedste danske økonomer 2019

Som vores faste læsere ved, er det ved at være tiden for en af punditokraternes traditionelle, årlige diskussioner: Hvem er de bedste danske økonomer – og hvordan kan man måle det? I år er det ti år siden, vi første gang tog diskussionen, der også i flere år blev dækket af Børsen. Som læserne også ved, forsøger vi hvert år at fange kvalitet på en anden måde end tidligere år for derigennem at give et indtryk af, hvor svært spørgsmålet faktisk er.

Det særligt nye i år er, at vi har valgt at se på alle fastansatte forskere på nationaløkonomiske institutter i Danmark der har med nationaløkonomiske emner at gøre. Hvis folk ikke har noget med nationaløkonomi at gøre – hvis de for eksempel forsker i logistik, ren finansiering eller ren matematisk statistik – er de ikke med på listen. Omvendt tager vi dem med, når deres emner inkluderer ’financial economics’ eller praktisk anvendelse af økonometri.

Måden, vi måler kvalitet på i år omfatter tre forskellige forhold: Et produktivitetsmål, et prestigemål, og et interessemål. Vi måler produktivitet ved at se på, hvor mange artikler en forsker har udgivet per år han eller hun har været aktiv; antal aktive år er i næsten alle tilfælde hvor mange år siden det er, man fik sin PhD. Prestige er et mål for kvalitet, som vi fanger gennem den højeste impact-faktor blandt alle de tidsskrifter, en forsker har publiceret i. Det tredje mål, som vi kalder et interessemål, er i virkeligheden et mål for hvor ofte andre forskere citerer ens arbejde. Vi fokuserer her specifikt på, hvor mange citationer per artikel hver forsker fik i 2018. Ved at normalisere både produktivitetsmålet med antallet af år man har været aktiv og se på citationer sidste år sørger vi således i år for, at ældre og mere etablerede forskere ikke har noget særligt forspring i måden, vi måler kvalitet på.

Et problem, som vi ikke har diskuteret før, er at de tre mål er ret forskelligt fordelte. At tage et gennemsnit af de tre, er derfor potentielt problematisk. I stedet for beregner vi gennemsnitsrangeringen på de tre mål og bruger det som vores indikator: Hvis forsker Z er nummer 6 på produktivitet, nummer 18 på prestige, og nummer 12 på interessemålet, bliver han dermed nummer 13. For at give et indtryk af, hvor usikkert målet er, giver vi derudover den bedste og dårligste placering for hver forsker, når vi i stedet for beregner deres gennemsnitsrangering på baggrund af to af de tre mål. Ideelt set bør det ikke variere for meget, men reelt gør det. Variationen illustrerer dermed, hvor upræcise mål for forskningskvalitet ofte er.

Resultatet af øvelsen er, at Lasse Heje Pedersen fra CBS – præcist som sidste år – er nummer et. Lasses placering er endda meget klar, da hans værste placering, når man varierer indekset, er nummer tre. Han er også med afstand den mest citerede med 928 citationer i 2018 – 22 per artikel, med økonometrikeren Asger Lunde (396) og undertegnede (395) som fjerne nummer to og tre. Asger Lunde fra Aarhus er også overordnet nummer to, skarpt forfulgt af tre CBS-økonomer: Steffen Andersen, Morten Sørensen og Morten Lau. Nummer seks på listen er bemærkelsesværdig, da det er Københavns Universitets Torben Heien Nielsen. Torbens PhD er fra 2012 og han er den højest placerede, der (endnu) ikke er professor.

Top 10 i år afsluttes af Morten Bennedsen, undertegnede, David Lando og listens første udlænding, Marco Piovesan. Listens første kvinde – min glimrende kollega Astrid Würtz Rasmussen – er nummer 14, og de to andre kvinder på listen er også fra Aarhus. Alt i alt fordeler de 25 første sig således på ti fra Københavns Universitet, ni fra CBS, fem fra Aarhus Universitet, og en enkelt – Thomas Barnebeck Andersen – fra Syddansk.

Listen omfatter således en række gengangere fra tidligere år, men mange læsere vil sikkert spørge om andre navne, der mangler. Svaret er, at fordi vi fokuserer på sidste års citationer og artikler per år, rykker flere ældre og etablerede navne ned af listen. Det gælder for eksempel mine kolleger Martin Paldam og Nina Smith, der med henholdsvis 3,4 og 4,0 citationer per artikel er langt mere citerede end de fleste, men lider under deres meget lange karrierer. En anden mulig kritik er, at den kun omfatter forskere ved danske universiteter. Der er en rimelig indvending, og udenfor Danmark sidder imponerende danske økonomer som for Toke Aidt på Cambridge, der ville have været nummer otte på listen, og Nicolai Foss fra Bocconi i Milano, der ville være nummer ni. På den anden side ville det være synd at miste de udlændinge, der er fastansatte ved danske universiteter og tæller så dygtige folk som listens nr. 21, franske Cedric Schneider, eller tyske Philipp Schröder.

Hele pointen i år som de foregående år er, at kvaliteten af forskning – og af de forskere, der foretager den – langt fra er enkelt at gøre op, men at det bør gøres. Nogle forskere udgiver relativt meget, mens andre bruger meget lang tid og forsøger at få deres forskning publiceret i særligt prestigiøse tidsskrifter. De allerdygtigste gør begge dele, men præcist hvilken vægt man lægger på, hvor fint tidsskriftet er, hvor flittige forskerne er, og hvor ofte, andre forskere citerer dem, kan man diskutere de næste 100 år.

Identifikationspolitiet og værktøjsskurets fanger

Nationaløkonomi og dele af statskundskab har i årevis været plaget af det, der ofte omtales som ”identifikationspolitiet.” Politiet består af en lang række kolleger, der både til konferencer og som fagfællebedømmere stiller meget høje krav til et bestemt aspekt af forskning i samfundsfagene: At man kan vise med ekstrem sikkerhed, at det man empirisk finder, er sikkert og med stor præcision udtryk for en årsagssammenhæng. Det har fået store konsekvenser, men ikke blot for hvor omhyggelige forskerne er, men også for hvilke spørgsmål en hel generation kaster sig over. Debatten er nu opsummeret af Christopher Ruhm i et nyt NBER arbejdspapir (gated version her) og den glimrende Timothy Taylor omtaler også Ruhms arbejde på the Conversable Economist. Ikke mindre interessant diskuterer den altid interessante Niclas Berggren identifikationsproblemet i det nye nummer af Ekonomisk Debatt (som kaldes læses i sin helhed her og som altid er stærkt anbefalet).

Som Niclas med vanlig præcision formulerer dilemmaet i lederen:

“Man kan tänka sig fyra typfall: Ett där metoderna är näst intill perfekta och frågan betydelsefull; ett där metoderna är näst intill perfekta men frågan oviktig; ett där metoderna är ofullkomliga men frågan betydelsefull; och ett där metoderna är ofullkomliga och frågan oviktig. Att det första fallet är bättre än de övriga tre är helt klart, liksom att det fjärde är sämre än de övriga tre.”

Situation 1 er ideel, men ganske sjælden. Spørgsmålet, som vi har talt om adskillige gange, er derfor hvordan man vurderer situation 2 og 3? Og her opstår det problem, at mange nationaløkonomer – i helt særlig grad i arbejdsmarkedsøkonomi og adfærdsøkonomi – er endt i situation 2: Næsten perfekte metoder, men ganske marginale spørgsmål. Ender man der, og holder man fast i aldrig at se på spørgsmål, der ikke kan besvares med næsten perfekte metoder, er man i virkeligheden blevet det Niclas kalder ”værktøjsskurets fanger.”

Skal man opfylde identifikationspolitiets krav, risikerer man med andre ord i sin stræben efter perfekte svar at stille aldeles ligegyldige spørgsmål. Man bliver fange af sine egne metodekrav og ender med at gøre sig selv overflødig. En af de mest interessante diskussioner i samfundsvidenskaberne for tiden er derfor, hvor grænsen går. Der er praktisk taget umuligt at svare på store spørgsmål om f.eks. langsigtet udvikling, hvor institutionelle forskelle kommer fra – hvorfor er de britiske og danske retsvæsener så meget bedre end deres pendanter i Spanien og Argentina – eller hvorvidt ulandsbistand har politiske bivirkninger, hvis man skal bruge perfekte metoder og data. De eksisterer simpelthen ikke. Grænsen må gå et eller andet sted, men som Niclas også konkluderer i Ekonomisk Debatts leder, må den ikke afholde forskere fra at komme med uperfekte svar på vigtige spørgsmål!

Er korruption godt for de fattige?

I skrivende stund sidder jeg i loungen i Ben Gurion-lufthavnen i Tel Aviv, på vej hjem fra dette års europæiske public choice-konference. Dette års konference var en fornøjelse, med en lang række interessante og meget veludførte studier af mange forskellige emner. Jeg kunne også være næsten faderligt stolt af mine to PhD-studerende, der var med: Andrea Sáenz de Viteri, der præsenterede nyt arbejde om betydningen af den forfatningsbestemte magtdeling for graden af korruption i Latinamerika og Caribien, og Andrea Paramo Florencio, der præsenterede sit studie (med min tredje PhD, Ruby Elorm Agbenyega) om effekten af handelsliberalisering på kvinders arbejdsmarkedsstatus i Indonesien.

En anden fornøjelse var at se min glimrende ven og kollega Niclas Berggren (IFN i Stockholm) præsentere vores potentielt kontroversielle papir ”Corruption, Judicial Accountability and Inequality: Unfair Procedures May Benefit the Worst-Off.” Billedet er netop af Niclas, mens han forklarer den teoretiske baggrund.

Vi noterer i papiret, at det faktisk er teoretisk usikkert, om korruption og bestikkelse er skadelig eller gavnlig for den fattige del af befolkningen i lande rundt omkring i verden. På den ene side kan korruption være skadelig, når den reflekterer at særinteresser køber politik, der er i deres økonomiske interesse. Meget af den slags politik vil typisk være beskyttelse af særlige virksomheder og grupper på arbejdsmarkedet mod konkurrence, og disse grupper er næsten altid mere velstående end gennemsnittet. På den anden side vil bestikkelse gøre det muligt for de fattige at komme udenom reguleringer og andre grænser for deres økonomiske aktivitet. Den første type mekanisme vil betyde, at korruption er godt for de relativt velstående, mens den anden type mekanisme indebærer det præcist modsatte. Der er derfor brug for, at man ser omhyggeligt på, hvad empirien kan fortælle os.

I papiret følger Niclas og jeg udviklingen i ulighed i både indkomster og forbrug i 145 lande mellem 1960 og 2014. Vi kan derfor se hvad der empirisk sker, når et lands korruptionsniveau – som vi måler med data fra V-Dem projektet – ændrer sig. Et af problemerne, forskningen indtil nu har kæmpet med, er at man sagtens kunne forestille sig, at kausaliteten går den anden vej: Dvs., at ulighed skaber mere korruption. Vi bruger en ny metode, der kombinerer ny empirisk metode med indsigter fra særinteresseteori til at løse problemet. I artiklen undersøger vi også, om det modsatte af korruption – et solidt retsvæsen hvor dommere og embedsmænd holdes ansvarlige og disciplineres hvis noget går galt – har lignende effekter.

Resultatet af undersøgelsen er det potentielt kontroversielle i papiret: Vi finder, at korruption fører til en større andel af det samlede forbrug hos de 20 % fattigste i landet, mens et bedre retsvæsen er forbundet med en større forbrugsandel hos de 20 % rigeste. Basalt set viser vores resultater, at korruption er godt for de fattige, i det mindste på det korte til mellemlange sigt. På langt sigt er korruption og svage retsvæsener forbundet med tydeligt lavere vækst, som er til skade for alle i samfundet, men på kortere sigt er der tydelige fordelingskonsekvenser!

Det store spørgsmål, som vi også fik i Jerusalem, er så om man bare skal acceptere korruption, hvis man har stærke præferencer for økonomisk lighed. Mens vi foretrækker at afholde os fra normative konklusioner, er vores svar ikke overraskende et nej. Men papiret viser dog, at der kan være et umiddelbart problem, hvis man rydder op i den offentlige administration og styrker retsvæsenet, som man måske bør håndtere. Om det skal gøres med overførsler og sociale udgifter, som venstrefløjen typisk foretrækker, eller med afregulering arbejdsmarkedet som foretrukket på højrefløjen, er et politisk spørgsmål.

Nyt Ekonomisk Debatt

For et par dage siden udkom det nye nummer af Ekonomisk Debatt – det svenske økonomitidsskrift som punditokraterne læser. Og som redaktørerne Niclas Berggren og Lina Maria Ellegård skitserer i lederen, er det med en ny feature: Oversigtsartikler.

Den allerførste oversigtsartikel er skrevet af den fremragende Ola Olsson fra Göteborgs Universitet, og handler om såkaldt ’deep determinants of growth’. Med andre ord giver Ola et overblik over den nyere forskning i, hvorfor nogle lande er blevet meget rigere end andre. Forklaringen her er ikke, at de har investeret mere, er bedre uddannede eller er mere produktive. I stedet for er denne forskningsretning fokuseret på at forklare, hvorfor nogle lande er mere produktive, investerer mere, er bedre uddannede osv. Diskussionen om deep determinants svarer til at tage et spadestik dybere i forståelsen af langsigtede vækstprocesser.

Derudover har dette nummer af Ekonomisk Debatt også artikler af bl.a. Rickard Eriksson og Björn Olsson om ”Banklagstiftningen tio år efter finanskrisen – är den finansiella stabiliteten säkrad?” og den dygtige Fredrik Segerfeldt, der pointerer at ”Kolonialismen gjorde inte Europa rikt.” Der er også som altid boganmeldelser og et diskussionsforum. Som altid varmt anbefalet!

Public Choice Society 2019

Onsdag morgen er det tid til at jeg sætter mig i et fly for at tage til årets tredje konference: Den årlige konference i det nordamerikanske Public Choice Society. Konference, som jeg har været til hvert år siden 2004, har over årene varieret en del i kvalitet. De senere år har dog været glimrende, og de mange PhD-studerende og unge forskere bidrager ofte med en del af lyspunkterne. Ser man på programmet for næste uges konference, er der god grund til både at se frem til nogle af de nye forskere, og til at glæde sig.

En af de relativt unge er min gode kollega Daniel Bennett (Baylor University), som kommer med et papir med titlen ”Local Economic Freedom and Creative Destruction in America.” Daniels ærinde er at vise, hvordan økonomisk frihed gør lokalområders økonomiske udvikling mere dynamisk ved både at bidrage til nye virksomheder, men også at gamle virksomheder forsvinder.

En af de noget mere etablerede forskere, der altid er interessant, er tyskeren Friedrich Heinemann fra ZEW i Mannheim. Han har sammen med en gruppe kolleger undersøgt, om vurderinger af finanspolitiske multiplikatorer er påvirkede af forskernes ideologi og interesser. Spørgsmålet, som de svarer på i ”Are Fiscal Multiplier Estimates Politically Biased?” er vigtigt, da multiplikatoren indikerer, hvor effektiv finanspolitik er til at få gang i samfundsøkonomiens hjul på kort sigt. Og svaret er desværre ja: Når forskere på venstrefløjen bedømmer den finanspolitiske multiplikator, finder de typisk større tal.

En af de præsentationer, jeg ser særligt frem til, er også den jeg skal give officiel kritik af. Det drejer sig om den dygtige Peter Calcagno fra the College of Charleston, der sammen med sin medforfatter David Ahnen præsenterer ”Constitutions and Social Trust: An Analysis of the U.S. States.” Stefan Voigt og jeg udgav for nogle få år siden en artikel, hvor vi viste at højtillidslande helt typisk har kortere og mindre detaljerede forfatninger. Det er dette spørgsmål, Pete og hans medforfatter dykker videre ned i på tværs af de amerikanske statsforfatninger. Der er pudsigt nok langt fra det eneste papir om tillidseffekter på konferencen, der også omfatter præsentationer af George Clarke om effekten af social kapital på virksomheders produktivitet i Zambia, Claudia Williamson om tillidseffekter på regulering og kontrakthåndhævelse, og undertegnede om sammenhængen mellem tillid og hvor politisk uafhængige nogle af samfundets bærende institutioner er.

Man kan også glæde sig til at høre min glimrende kollega Martin Paldam, der sammen med Chris Doucouliagos fra Deakin University i Melbourne holder en af de tre plenaries. Martin og Chris taler under overskriften ”Skating on thin ice” om hvad metaanalyse kan fortælle os om kvaliteten af den evidens, politikere for eksempel enten baserer deres politik på eller bruger som retfærdiggørelse af politikken. De to er eksperter i metaanalyse og har med garanti interessante ting at sige om, i hvor høj grad man kan stole på den politiske anbefalinger.

Derudover er der som de senere år som sagt god grund til at se frem til en række yngre forskere, blandt andet Perry Ferrell, Rosolino Candela, Kim Leonie Kellermann, Helena Helfer og Matthew Bonick. Og som altid kan man se frem til både produktiv, sjovt og hyggeligt samvær med kolleger og venner som bl.a. Niclas Berggren, Andreas Bergh, Oz Dincer, Richard Jong-a-Pin, Peter Kurrild-Klitgaard, Wilson Law, Ed Lopez, John Meadowcroft… Professorer tjener ikke meget og arbejder langt mere end de fleste, men konferenceturene er lyspunkter, hvor nye inputs og hyggelige stunder blandes sammen.

Demokrati og Diktatur i Münster

I morgen formiddag sætter jeg mig i et tog til Münster i det vestligste Tyskland. Formålet med rejsen er den årlige PEDD-konference – the Political Economy of Democracy and Dictatorship – som Thomas Apoltes Lehrstuhl arrangerer for tredje gang. Konferencen er planlagt starter torsdag med en plenary som gives af min fremragende kollega Martin Paldam over temaet ”What Do We Know about the Democratic Transition? The Links between Income and the Political System.” Fredag indledes af den ligeledes glimrende Sir Timothy Besley fra London School of Economics med en plenary om “The Rise of Identity Politics.” Hele programmet kan ses her.

Som tidligere år er der rigeligt at se frem til i Münster. Udover samtaler om fremtidige forskningsprojekter med Richard Jong-a-Pin (University of Groningen) og Niklas Potrafke (CESIfo) er der en række præsentationer, som jeg har afmærket programmet. Fredag er der blandt andet Luise Doerr, Niklas Potrafke og Felix Roesels ”Right-Wing Populists in Power”, Richard Jong-a-Pin og Shu Yus ”Rich or Alive: Political (in)Stability, Political Leader Selection and Economic Growth”, og Lena Gerlings “Public Protests, Coups and Elections: Evidence from Africa” at se frem til. Lørdag ser de spændende præsentationer ud til at blive Nouhoum Tourés ”Culture, Institutions and the Industrialization Process” og Katarzyna Metelska-Szaniawskas ”De Jure and De Facto Democracy in Post-Socialist Countries.”

Sidst – og muligvis mindst – ser jeg frem til at præsentere en meget foreløbig version af mit eget papir med Daniel Bennett (Baylor University) og Steve Gohmann (University of Louisville), der har titlen ”Coups, Regime Transitions, and Institutional Change.” Mens vi nok skal trætte læserne med dét papir, er der som altid muligheden for at bede om en uddybende kommentar på nogle af de andre papirer, hvis læserne skulle ønske det.

Årets første Ekonomisk Debatt

Som altid ser vi på punditokraterne frem til, når et nyt nummer af det fine svenske tidsskrift Ekonomisk Debatt udkommer. Tidsskriftet er et akademisk tidsskrift, hvor samfundsforskere præsenterer ny forskning, men også et tidsskrift med lidt mere plads til debat, og et hvor forskerne generelt er mere omhyggelige med at formidle deres forskning på en klarere måde. Og det er som ofte gode forskere, der vælger at udgive deres forskning i det også meget fint redigerede Ekonomisk Debatt.

Forleden dag udkom så det første nummer i 2019. Det er som altid interessant og varmt anbefalet. Joakim Jansson og Björn Tyrefors har for eksempel en artikel i dette nummer om forventningseffekter af lovændringer, og helt specifikt kvoter for kvinder i bestyrelser. Deres vigtige pointe er, at virksomheder ofte reagerer på ændringerne før loven vedtages – de går i gang med arbejdet når de kan se, at loven bliver gennemført – og det kan gøre det sværere at evaluere effekterne af lovændringer. Mats Hammarstedt og Chizheng Miao ser på et helt andet spørgsmål: Hvad er værdien af indvandrere, der starter nye virksomheder. De er for eksempel mere tilbøjelige til at ansætte andre indvandrere, og spørgsmålet er derfor, om indvandreres entrepreneurship faktisk hjælper integrationen af nye indvandrere på vej. I et helt andet felt rapporterer Daniela Andrén, Andrew Clark, Conchita D’Ambrosio, Sune Karlsson og Nicklas Pettersson om deres arbejde med at udvikle objektive mål for subjektivt velbefindende.

Som altid har Ekonomisk Debatt også et ’Forum’ for diskussion og boganmeldelser. Som altid er det læseværdig formidling af høj kvalitet, som vi ikke ser i Danmark. Igen: Stærkt anbefalet!

Castro og Cubas tabte fremtid

I går bragte Berlingske Tidende en kronik at Niels Westy og undertegnede om Cuba. Anledningen var 60-årsdagen for Fidel Castros indsættelse som Cubas premierminister den 16. februar 1959, og hvordan det efterfølgende er gået det kommunistiske Cuba. Det er ikke ligefrem en feelgood-historie, og i særdeleshed ikke, når man ved hvordan det cubanske samfund så ud før Castro. Niels og jeg gør en del ud af netop dét element i fortællingen, da Cuba på en lang række områder – med det militærdiktatur, der var typisk for Latinamerika på det tidspunkt, som eneste undtagelse – et af regionens absolut mest velfungerende og velstående lande.

Uanset hvordan man ser på det – gælder det velstand, sundhed, eller ytrings- og politisk frihed – har Castro-regimet og hans efterfølgere været en ubetinget katastrofe for øen. Hvor stor en økonomisk katastrofe demonstrerer Hugo Jales, Thomas H. Kang, Guilherme Stein og Felipe Garcia Ribeiro i en artikel fra The World Economy sidste år, som vi refererer til i kronikken. Jales og hans kolleger bruger her en række metoder, og blandt andet en syntetisk kontrol, for at vurdere hvor dyr kommunismen har været for Cuba. Vi har tidligere skrevet om metoden (læs her) som er specielt velegnet til at vurdere konsekvenser af unikke begivenheder.

Metoden består i at skabe en ’syntetisk kontrol’, der beskriver hvordan landet sandsynligvis havde udviklet sig, hvos den unikke begivenhed ikke var sket. Man sætter først en pulje lande sammen, som er sammenlignelige med landet, man vil undersøge. Puljen skal bestå af lande, der før begivenheden havde nogenlunde samme udvikling, samme udfordringer og på andre måder lignende karakteristika. Gennem en statistisk metode skabes derefter et vægtet gennemsnit som bedst ligner ens lands udvikling før begivenheden – vægtene beregnes så gennemsnittet er det bedste fit. Man bruger derefter det gennemsnit med samme vægte til at beregne, hvordan det ville være gået efter begivenheden. Den syntetiske kontrol er derfor en fortsættelse af det gennemsnit af andre lande, der mest ligner ens lands udvikling i årene (typisk et par årtier) op til begivenheden, og er således det bedste statistiske gæt på, hvordan det var gået uden f.eks. Castros magtovertagelse.

De to figurer nedenfor viser Jales-holdets syntetiske kontroller for det cubanske BNP per indbygger og cubansk eksport. Som bekendt taler et billede højere ned tusind ord, så vi lader de to figurer stå. De blå linjer er den faktiske udvikling, mens de andre er forskellige sammenligninger, inklusive den syntetiske kontrol. Bedste bud er, at Cuba ville have været mindst dobbelt så rigt uden Castro.

Korruption er også et kulturelt fænomen

For et par uger siden kom den nye korruptionsvurdering fra Transparency International, der som altid gav en smule diskussion i medierne og her på bloggen. Flere undrede sig over, at Danmark lå i top selvom vi blandt andet havde haft Atea-sagen, og taler man med folk (og studerende), undrer de sig ofte over, hvorfor Danmark er så umiddelbart rent, og om det er sandt. Men det er det, og kære læser: Hvornår har du sidst oplevet at skulle betale bestikkelse eller noget lignende for offentlig service, politiarbejde osv.? Jeg har aldrig oplevet det (i Danmark), og det har mine forældre og venner heller ikke. Spørgsmålet er ikke, om vurderingen er sand – medmindre man ’strækker’ korruptionskonceptet til at inkludere alt muligt andet – men hvorfor det er lande som Danmark, Norge og New Zealand, der ligger i top.

En stor del af svaret synes at ligge i den særlige tillidskultur, som vi deler i de nordiske lande. New Zealand er et af de lande udenfor Norden, der kommer tættest på vores niveau af social tillid. Som opmærksomme læsere vil vide, måles social tillid – dvs. tillid til mennesker, vi ikke kender personligt eller ved noget specifikt om – gennem spørgsmålet ”Generelt, tror du man kan stole på de fleste mennesker, eller skal man være forsigtig?” Det globale gennemsnit er et stykke under 30 %, det europæiske omkring 30 %, mens to tredjedele af befolkningerne i Danmark, Norge og Sverige mener, at man kan stole på andre mennesker.

Den teoretiske forklaring hviler på to mekanismer, en direkte og en indirekte. Den direkte er, at jo højere ens tillid er, jo større er ens ’moralske omkostninger’ – hvor dårligt det ville føles at være involveret i korruption. Hvis man ingen tillid har til at andre mennesker gør det rigtige, er det ikke noget moralsk væsentligt problem, hvis man heller ikke selv gør det. Hvis man stoler på, at andre mennesker nok opfører sig ordentligt, hviler der en langt større byrde på en, hvis man for eksempel tager imod bestikkelse. Det bliver derfor et væsentligt mindre problem i lande med stærkere tillidskulturer.

Den indirekte mekanisme er, at tillid også påvirker hvor fair og effektivt, retsvæsenet fungerer. Her synes hovedmekanismen at være, at vælgere med højere tillid er mere tilbøjelige til at holde politikere ansvarlige, og dermed opretholde en forholdsvis højere standard. I demokratiske lande med befolkninger, der har høje niveauer af tillid, kan politikerne således ikke tillade sig at blande sig meget i retsvæsenets beslutninger, og dets uafhængighed er dermed langt bedre de facto beskyttet (hvilket faktisk er emnet for den ene af mine to præsentationer ved næste måneds konference i the Public Choice Society).

Der findes relativt stærk evidens for disse mekanismer, ikke mindst i korruptionsforskningen. Min egen forskning om emnet er blandt andet udgivet i Journal of Law and Economics (gated version her; ungated konferenceversion her), og min nyere oversigt over tillidseffekter i the Oxford Handbook of Public Choicekan også læses ungated her. Oversigten understreger, at der ofte er ret forskellige effekter i demokratiske og udemokratiske samfund, og man derfor ikke kan forvente en helt generel sammenhæng. Dette illustrerer vi i figuren nedenfor, der viser det overordnede forhold ved at plotte tillidsniveauer fra 136 lande (x-aksen) overfor de nyeste korruptionstal fra Transparency International (y-aksen). Sammenhængen er splittet op i tre grupper – lande uden valg med flere partier, lande med flerpartivalg, men hvor valgene ikke er fair eller frie, og lande med faktisk demokrati.

Ser man på figuren, skal man næppe lægge meget i den negative korrelation i lande uden valg med flere partier, da der kun er fem lande med tillidsobservationer i den gruppe. Den væsentlige lære er, at der ingen systematisk sammenhæng er i lande uden demokratiske valg (korrelationen er 0,1), mens der er en ganske stærk sammenhæng i demokratier (en korrelation på 0,7). Denne forskel kan også ses som en afvisning af det kausalitetsproblem, som man kunne have, hvis folks sociale tillid reagerede på, hvor meget eller lidt korruption de opfattede i deres samfund. Det er netop det, den svenske politolog Bo Rothstein har påstået i flere artikler, men det er inkonsistent med forskellen mellem demokratier og andre samfund. Hvis folks tillid til hinanden formes af korruption, må det ske uanset om der er frie valg – der er noget, der sker for det enkelte individ – mens en af de væsentlige teoretiske mekanismer, der forklarer hvordan korruption formes af tillid netop afhænger af, om der er frie valg eller ej, og derfor om politikerne er tvungne til at tage vælgerne alvorligt.

Forklaringen på, at de tre skandinaviske lande og Finland ligger i den absolutte top som de mindst korrupte lande i verden er således kulturel: Vores ekstremt stærke sociale tillid. Som vi tidligere har skrevet om, er denne tillid forbløffende stabil over tid og kan genfindes hos amerikanere med skandinaviske bedsteforældre og forfædre. På samme måde har Mette Frisk Jensen dokumenteret, hvordan fraværet af bestikkelsesproblemer i den danske administration kan trækkes tilbage til 1800-tallet. Vi kan derfor ikke på nogen meningsfuld måde takke dygtige politikere eller opmærksomme medier og NGOer for vores mangel på problemet. Netop den fordel stikker langt dybere i vores fælles historie.

Dansk korruption og misforståelser om mål for korruption

I går udkom den årlige korruptionsvurdering fra Transparency International (TI). Det såkaldte CPI – the Corruption Perception Index – viser igen i år, at Danmark er verdens mindst korrupte land. Som figuren nedenfor illustrerer, er der store forskelle i korruptionsproblemer på tværs af Europa, og endnu større i verden som helhed. Danmark topper indekset med en score på 88 af 100 mulige, hvilket på den ene side er imponerende og meget positivt, men på den anden side også indikerer, at TI ikke ser Danmark som permanent og fuldstændigt frit for korruption og korruptionslignende problemer.

Det var derfor forbløffende at se adskillige vurderinger, som DR for eksempel skrev i går, at det således ser ud til at ”sager om blandt andet svindel i Socialstyrelsen og hvidvask i Danske Bank” ikke har påvirket indekset synderligt. Natascha Linn Felix, der pt. er den danske formand i TI ved siden af sit job som anti-korruptionsrådgiver i Folkekirkens Nødhjælp, udtalte at korruptionsindekset ”siger derfor ikke noget om, hvor korrupt et land i virkeligheden er.” Hun fortsatte med at pointere, at ”først og fremmest afspejler indekset ikke enkeltsager. Dernæst måler det på det opfattede korruptionsniveau i den offentlige sektor” og at ”sager, der foregår i banksektoren, ikke vil være afspejlet i indekset.”

Problemet er, at Felix åbenbart ikke forstår hvad det indeks, som hendes egen organisation udgiver hvert år, faktisk måler. En score omkring 90 ligesom den danske indikerer ikke, at landet er fuldstændigt frit for korruption – det ville kræve en perfekt indeksscore på 100 – men at der vil være sjældne sager, og at de bliver håndteret effektivt af retsvæsenet. Der er derfor ingen grund til at forvente, at en enkelt sag i ny og næ, som håndteres korrekt af retsvæsenet, burde føre til en lavere korruptionsvurdering. Den forventning er allerede bygget ind i indekset.

Derudover falder sager som den omfattende svindel i Socialstyrelsen ikke ind under de mest normale definitioner af korruption. Korruption er, i det mindste i den etablerede forskning, altid defineret som en slags ulovlig transaktion mellem to parter. Svindelsager er således ikke korruptionssager, når der er tale om en person, der har svindlet uden hjælp fra for eksempel overordnede. Atea-sagen var derimod et klart eksempel, da der var tale om direkte bestikkelse af blandt andet Region Sjællands IT-driftschef: Nogen hos Atea tilbød bestikkelse, og driftschefen modtog.

Uanset hvad Natascha Linn Felix og andre NGO-ansatte fortæller medierne, er der således ikke rigtigt nogen problemer i Danmark. Det samme gælder de seks lande, som har vurderinger fra Transparency International, der ikke er statistisk lavere end Danmarks (vurderingerne ligger indenfor det danske 95 % konfidensinterval: New Zealand, Finland

Singapore, Sverige, Schweiz og Norge. Disse lande ligger år efter år i toppen, og solid forskning peger på en række forklaringer på, hvorfor det netop er dem. Det egentlige spørgsmål, man må stille til årets undersøgelse er, hvorfor Island ikke er blandt dem.

Verden bliver mere lige for hvert år der går

Mange danskere på begge politiske fløje har en opfattelse af, at verden bliver mere ulige. Den opfattelse bliver ofte understøttet af medierne, og særinteresse som for eksempel Lars Kochs Ibis gør deres for at styrke den. Problemet er, at den er forkert, som den fremragende Johan Norberg forklarer i denne korte Dead Wrong-video. Fordelingen af indkomst i verden bliver mere lige år for år, primært fordi en række fattige lande vokser væsentligt hurtigere end den rige del af verden.

Skulle der være læsere, der er interesseret i mere indsigt, kan vi varmt anbefale Marginal Revolution Universitys serie om Solow-Swan modellen og dens indsigter i konvergens og langsigtet vækst.

TV er godt for sprogkundskaber

Danskerne har i mange år været blandt de bedste til at tale fremmedsprog i Europa, og i særdeleshed ét sprog: Engelsk. En af de klassiske forklaringer på, at vi sammen med svenskerne og hollænderne er så gode til engelsk er, at alle tre lande viser engelsk-sproget fjernsyn og engelsk-sprogede film i biograferne med undertekster, mens mange andre lande versionerer deres film og fjernsyn. Forklaringen har altid syntes nærliggende, men det er først forleden, at et faktisk studie viser at den er sand.

Augusto Rupérez Micolaa, Ainoa Aparicio Fenoll, Albert Banal-Estañol og Arturo Bris viser i en ny artikel i Journal of Economic Behavior & Organization (hattip: Marginal Revolution), at folk generelt bliver bedre til engelsk, når deres fjernsyn er undertekstet i stedet for oversat og versioneret.

De fire forskere noterer, at flere lande, der umiddelbart kan se ret ens ud, har meget forskellige engelskkundskaber. Holland og Østrig er af cirka samme størrelse, ligger begge nogenlunde midt i Europa, og bruger lige meget på skolevæsenet. Alligevel er det hele 87 % af hollænderne, men kun 53 % af østrigerne der når de bliver spurgt, mener at de kan have en samtale på engelsk. På samme måde er Portugal og Spanien på mange måder meget ens, men portugisere, der tager the Test of English as a Foreign Language (TOEFL), scorer tiendehøjest i verden, mens deres spanske naboer må tage til takke med plads nummer 28 (ud af 135 lande). I Storbritannien er det således også velkendt, at det er ret problemfrit at tage på ferie i Portugal, mens man ofte skal lede længe i Spanien for at finde nogen, der taler engelsk.

Rupérez Micolaa, Aparicio Fenoll, Banal-Estañol og Bris finder konkret evidens for, at valget mellem undertekster og versionering er en statistisk vigtig forklaring på forskelle i engelskkundskaber. I yderligere analyse finder de meget intuitivt, at undertekstet fjernsyn er særligt vigtigt for sprogforståelse, og i mindre grad vigtigt for hvor godt folk mener, de taler sproget. En pudsighed er dog, at forfatterne noterer hvordan det kun er 12 % af europæerne mener, at fjernsyn er et nyttigt redskab for at lære fremmedsprog. De fleste undervurderer således hvor vigtigt fjernsyn er, og de bedre engelskkundskaber er derfor at betragte som en positiv eksternalitet af at se fjernsyn, ens forældre måske endda synes er underlødigt. For mit eget vedkommende kan jeg dog sagtens se, hvor vigtig mit betragtelige TV-forbrug som barn og teenager har været for mine sprogkundskaber. Spørgsmålet er derfor ikke, om undertekster er en god idé, men måske mere om det ville være en idé, at man kunne fjerne dem fra dansk fjernsyn hvis man ville?

Public Choice Workshop – programmet er klar

Som vi tidligere har skrevet, er det om 2½ uge – den 1. februar – tid til den årlige danske public choice workshop. Workshoppen er i år organiseret af Martin Paldam og undertegnede på Aarhus Universitets campus på Fuglesangs Allé, hvor hele programmet afholdes i L-bygningen. Der er flere grunde til at glæde sig.

Programmet (tilgængeligt her) er delt ind i seks sessions, og starter klokken 11 med titlen ”Welfare states.” Sessionen består af Andreas Bergh (Lund), der præsenterer “Hayekian Welfare States: Explaining the Co-Existence of Economic Freedom and Big Government”, Henrik Jordahl (IFN) med “Do Welfare State Regimes Affect Social Trust?”, og Peter Nannestad og Jens Wermuth (Aarhus), der kommer med “Central, but Elusive? Some Critical Reflections on the Conceptualization and Measurement of “Work Ethics”.” For de deltagere, der er meldt til hele dagen, er der derefter frokost, hvorefter man fra 13.20 har et valg mellem to sessions. Den ene handler om ”Institutions” og består af Niclas Berggren (IFN) og Jerg Gutmann (Hamborg) med ”Securing Personal Freedom through Institutions – the Role of Democracy and Judicial Independence”, Robert Fritzsch (Erfurt) med “Economic Institutions, Adaptive Efficiency and Crisis Resilience – Lessons from the Great Recession” og Martin Paldam (Aarhus), der præsenterer “Does Political Instability harm Development? A Comparative Empirical Study of the Long Run.” Alternativet er en session med titlen “Reforms and negotiations”, hvor Søren Aasborg Østervig (Aarhus) præsenterer “Trade Agreement Effects and Export Costs: Institutional Dissimilarities”, Lasse Aaskoven (Essex), der kommer med “The Political Effects of Wealth Inequality: Evidence from a Danish Land Reform”, og trioen Karsten Bo Larsen, Henrik Christoffersen og Søren Havn Gjedsted (Cepos) der har “Four Legs Good. Two Legs Bad”: How Politicians Estimate the Potential for Efficiency Gains in the Public Sector” med.

Mellem 14.50 og 15.20 er der kaffepause – og med garanti mere snak om dagens forskningsemner – hvorefter der igen er et valg mellem to sessions. Den ene har titlen ”Constraints and ideology” og er en line-up af Stefan Voigt (Hamborg) og Christian Bjørnskov (Aarhus) med “Political Temptation With and Without Constitutional Constraints: Do Constitutional Constraints Protect the Press after Terrorist Attacks?”, Felix Døssing (Copenhagen) med “Suboptimal Paternalism” og Jerg Gutmann (Hamborg) med “Endogenous Constraints on Repression.” Hvis det ikke er interessant, kan man i stedet vælge den anden session, der hedder ”Experiments and negotiations.” Her er de tre præsentationer Rasmus Wiese (Groningen) med “An Experimental Test of Survey Measured Political Ideology”, Nicola Maaser (Aarhus) og Thomas Stratmann (George Mason) med ”Moral Decision Costs and Power: Theory and Experimental Evidence” og Søren Havn Gjedsted og Otto Brøns-Petersen (Cepos) med ”Does horse-trading take place in the formation of local Danish government? An empirical investigation.”

Det hele slutter af med en kort session med kun to papirer: Andrea Sáenz de Viteri (Navarra) og Christian Bjørnskov (Aarhus) med “Constitutional Power Concentration and Corruption: Evidence from Latin America and the Caribbean” og Gert Tinggard Svendsen (Aarhus) og Urs Steiner Brandt (Southern Denmark), der slutter det hele af med ”Is the Annual UNFCCC COP the Only Game in Town? Climate Negotiations and Unilateral Action.”

Programmet til årets public choice workshop er således en blanding af den lange række emner, der passer under paraplybegrebet public choice / politisk økonomi. Præsentationerne er ikke blot af gode forskere, men også af flere forskere, der er kendte for at være gode til at præsentere. Det tegner godt.

Harold Demsetz er død

Der er næppe mange udenfor økonomkredse, der kender navnet, men blandt nationaløkonomer er der ikke mange større: Harold Demsetz. Det var derfor en særligt sørgelig nyhed, der kom forleden dag, da Marginal Revolution skrev at Demsetz er død. Don Boudreaux hos Cafe Hayek kalder ham en uovergået ”master of microeconomic theory” og stort set alle kommentatorer har fremhævet ham som den måske fremmeste pristeoretiker i perioden efter anden verdenskrig. Uanset hans personlige fejl og mangler – han opførte sig åbenbart ikke altid videre kollegialt – er det svært at undervurdere hans betydning for både retsøkonomi (law & economics), måden vi tænker monopoler, forståelsen for beskyttelsen af privat ejendomsret, og hvad firmaer faktisk gør.

Det vigtige spørgsmål, som man skal stille sig, er ikke ”Hvad koster ting?”, men hvad varer og aktiviteter koster i forhold til andre varer og aktiviteter. Som Pete Boettke skriver i sine mindeord hos Coordination Problem understregede Demsetz i modsætning til mange økonomer i en mere Samuelsonsk tradition, at disse relative priser ændrer og tilpasser sig hele tiden, og dermed giver ”economic actors critical information that guides them in making the appropriate adaptations required to realize productive specialization and peaceful social cooperation.”

Demsetz beskæftigede sig med en række emner som monopoler, eksternaliteter og information. I sin fine nekrolog for Demsetz i Forbes minder Art Carden således om, at artiklen “Production, Information Costs, and Economic Organization“, som Demsetz skrev sammen med Armen Alchian, blev kåret som en af de 20 vigtigste artikler i de første 100 år af American Economic Review, og dermed også en af de vigtigste i professionen i det 20. århundrede. Alchian og Demsetz understregede i artiklen, hvordan informationsomkostninger er centrale for at forstå, hvad der organises internt i et firma, og hvad firmaet køber på markedet.

Denne del af Demsetzs arbejde kan ikke undervurderes, da mange nationaløkonomer, politologer og jurister stadig gør som om der ingen omkostninger er ved at skabe og samle information! Det er næppe altid populært at minde folk om, at information ikke er uden omkostninger, ligesom Demsetz heller ikke var populær blandt policy-makers når han stillede spørgsmålstegn ved behovet for at regulere nogle monopoler – hans ideer om contestable markets var ganske tæt på Baumols arbejde – eller når han advarede mod at antage, at der eksisterer masser af eksternaliteter, og at de altid er markedsfejl, i dele af økonomien. Det var også Demsetz der i 1969 formulerede begrebet ”The Nirvana Fallacy” om den antagelse, mange økonomer og politologer stadig gør, at markeder fejler men regeringer er alvidende og omnipotente.

Som the American Economic Association skrev, da den i 2013 gjorde Demsetz til Distinguished Fellow, var han “one of the most creative and deep microeconomists”. Han bidrog til en række felter i nationaløkonomi, og var eminent til at pege på problemerne i antagelser, som mange betragtede som standard og dermed ikke tænkte over. Som Art skriver, slutter Demsetz sig dermed til den liste af fremragende økonomer – helt særligt Armen Alchian. Gordon Tullock og William Baumol – som er døde de senere år før de fik den Nobelpris, de så rigeligt fortjente.

« Ældre indlæg

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑