Tag: forskning (side 1 af 12)

Verden bliver mere lige for hvert år der går

Mange danskere på begge politiske fløje har en opfattelse af, at verden bliver mere ulige. Den opfattelse bliver ofte understøttet af medierne, og særinteresse som for eksempel Lars Kochs Ibis gør deres for at styrke den. Problemet er, at den er forkert, som den fremragende Johan Norberg forklarer i denne korte Dead Wrong-video. Fordelingen af indkomst i verden bliver mere lige år for år, primært fordi en række fattige lande vokser væsentligt hurtigere end den rige del af verden.

Skulle der være læsere, der er interesseret i mere indsigt, kan vi varmt anbefale Marginal Revolution Universitys serie om Solow-Swan modellen og dens indsigter i konvergens og langsigtet vækst.

TV er godt for sprogkundskaber

Danskerne har i mange år været blandt de bedste til at tale fremmedsprog i Europa, og i særdeleshed ét sprog: Engelsk. En af de klassiske forklaringer på, at vi sammen med svenskerne og hollænderne er så gode til engelsk er, at alle tre lande viser engelsk-sproget fjernsyn og engelsk-sprogede film i biograferne med undertekster, mens mange andre lande versionerer deres film og fjernsyn. Forklaringen har altid syntes nærliggende, men det er først forleden, at et faktisk studie viser at den er sand.

Augusto Rupérez Micolaa, Ainoa Aparicio Fenoll, Albert Banal-Estañol og Arturo Bris viser i en ny artikel i Journal of Economic Behavior & Organization (hattip: Marginal Revolution), at folk generelt bliver bedre til engelsk, når deres fjernsyn er undertekstet i stedet for oversat og versioneret.

De fire forskere noterer, at flere lande, der umiddelbart kan se ret ens ud, har meget forskellige engelskkundskaber. Holland og Østrig er af cirka samme størrelse, ligger begge nogenlunde midt i Europa, og bruger lige meget på skolevæsenet. Alligevel er det hele 87 % af hollænderne, men kun 53 % af østrigerne der når de bliver spurgt, mener at de kan have en samtale på engelsk. På samme måde er Portugal og Spanien på mange måder meget ens, men portugisere, der tager the Test of English as a Foreign Language (TOEFL), scorer tiendehøjest i verden, mens deres spanske naboer må tage til takke med plads nummer 28 (ud af 135 lande). I Storbritannien er det således også velkendt, at det er ret problemfrit at tage på ferie i Portugal, mens man ofte skal lede længe i Spanien for at finde nogen, der taler engelsk.

Rupérez Micolaa, Aparicio Fenoll, Banal-Estañol og Bris finder konkret evidens for, at valget mellem undertekster og versionering er en statistisk vigtig forklaring på forskelle i engelskkundskaber. I yderligere analyse finder de meget intuitivt, at undertekstet fjernsyn er særligt vigtigt for sprogforståelse, og i mindre grad vigtigt for hvor godt folk mener, de taler sproget. En pudsighed er dog, at forfatterne noterer hvordan det kun er 12 % af europæerne mener, at fjernsyn er et nyttigt redskab for at lære fremmedsprog. De fleste undervurderer således hvor vigtigt fjernsyn er, og de bedre engelskkundskaber er derfor at betragte som en positiv eksternalitet af at se fjernsyn, ens forældre måske endda synes er underlødigt. For mit eget vedkommende kan jeg dog sagtens se, hvor vigtig mit betragtelige TV-forbrug som barn og teenager har været for mine sprogkundskaber. Spørgsmålet er derfor ikke, om undertekster er en god idé, men måske mere om det ville være en idé, at man kunne fjerne dem fra dansk fjernsyn hvis man ville?

Public Choice Workshop – programmet er klar

Som vi tidligere har skrevet, er det om 2½ uge – den 1. februar – tid til den årlige danske public choice workshop. Workshoppen er i år organiseret af Martin Paldam og undertegnede på Aarhus Universitets campus på Fuglesangs Allé, hvor hele programmet afholdes i L-bygningen. Der er flere grunde til at glæde sig.

Programmet (tilgængeligt her) er delt ind i seks sessions, og starter klokken 11 med titlen ”Welfare states.” Sessionen består af Andreas Bergh (Lund), der præsenterer “Hayekian Welfare States: Explaining the Co-Existence of Economic Freedom and Big Government”, Henrik Jordahl (IFN) med “Do Welfare State Regimes Affect Social Trust?”, og Peter Nannestad og Jens Wermuth (Aarhus), der kommer med “Central, but Elusive? Some Critical Reflections on the Conceptualization and Measurement of “Work Ethics”.” For de deltagere, der er meldt til hele dagen, er der derefter frokost, hvorefter man fra 13.20 har et valg mellem to sessions. Den ene handler om ”Institutions” og består af Niclas Berggren (IFN) og Jerg Gutmann (Hamborg) med ”Securing Personal Freedom through Institutions – the Role of Democracy and Judicial Independence”, Robert Fritzsch (Erfurt) med “Economic Institutions, Adaptive Efficiency and Crisis Resilience – Lessons from the Great Recession” og Martin Paldam (Aarhus), der præsenterer “Does Political Instability harm Development? A Comparative Empirical Study of the Long Run.” Alternativet er en session med titlen “Reforms and negotiations”, hvor Søren Aasborg Østervig (Aarhus) præsenterer “Trade Agreement Effects and Export Costs: Institutional Dissimilarities”, Lasse Aaskoven (Essex), der kommer med “The Political Effects of Wealth Inequality: Evidence from a Danish Land Reform”, og trioen Karsten Bo Larsen, Henrik Christoffersen og Søren Havn Gjedsted (Cepos) der har “Four Legs Good. Two Legs Bad”: How Politicians Estimate the Potential for Efficiency Gains in the Public Sector” med.

Mellem 14.50 og 15.20 er der kaffepause – og med garanti mere snak om dagens forskningsemner – hvorefter der igen er et valg mellem to sessions. Den ene har titlen ”Constraints and ideology” og er en line-up af Stefan Voigt (Hamborg) og Christian Bjørnskov (Aarhus) med “Political Temptation With and Without Constitutional Constraints: Do Constitutional Constraints Protect the Press after Terrorist Attacks?”, Felix Døssing (Copenhagen) med “Suboptimal Paternalism” og Jerg Gutmann (Hamborg) med “Endogenous Constraints on Repression.” Hvis det ikke er interessant, kan man i stedet vælge den anden session, der hedder ”Experiments and negotiations.” Her er de tre præsentationer Rasmus Wiese (Groningen) med “An Experimental Test of Survey Measured Political Ideology”, Nicola Maaser (Aarhus) og Thomas Stratmann (George Mason) med ”Moral Decision Costs and Power: Theory and Experimental Evidence” og Søren Havn Gjedsted og Otto Brøns-Petersen (Cepos) med ”Does horse-trading take place in the formation of local Danish government? An empirical investigation.”

Det hele slutter af med en kort session med kun to papirer: Andrea Sáenz de Viteri (Navarra) og Christian Bjørnskov (Aarhus) med “Constitutional Power Concentration and Corruption: Evidence from Latin America and the Caribbean” og Gert Tinggard Svendsen (Aarhus) og Urs Steiner Brandt (Southern Denmark), der slutter det hele af med ”Is the Annual UNFCCC COP the Only Game in Town? Climate Negotiations and Unilateral Action.”

Programmet til årets public choice workshop er således en blanding af den lange række emner, der passer under paraplybegrebet public choice / politisk økonomi. Præsentationerne er ikke blot af gode forskere, men også af flere forskere, der er kendte for at være gode til at præsentere. Det tegner godt.

Harold Demsetz er død

Der er næppe mange udenfor økonomkredse, der kender navnet, men blandt nationaløkonomer er der ikke mange større: Harold Demsetz. Det var derfor en særligt sørgelig nyhed, der kom forleden dag, da Marginal Revolution skrev at Demsetz er død. Don Boudreaux hos Cafe Hayek kalder ham en uovergået ”master of microeconomic theory” og stort set alle kommentatorer har fremhævet ham som den måske fremmeste pristeoretiker i perioden efter anden verdenskrig. Uanset hans personlige fejl og mangler – han opførte sig åbenbart ikke altid videre kollegialt – er det svært at undervurdere hans betydning for både retsøkonomi (law & economics), måden vi tænker monopoler, forståelsen for beskyttelsen af privat ejendomsret, og hvad firmaer faktisk gør.

Det vigtige spørgsmål, som man skal stille sig, er ikke ”Hvad koster ting?”, men hvad varer og aktiviteter koster i forhold til andre varer og aktiviteter. Som Pete Boettke skriver i sine mindeord hos Coordination Problem understregede Demsetz i modsætning til mange økonomer i en mere Samuelsonsk tradition, at disse relative priser ændrer og tilpasser sig hele tiden, og dermed giver ”economic actors critical information that guides them in making the appropriate adaptations required to realize productive specialization and peaceful social cooperation.”

Demsetz beskæftigede sig med en række emner som monopoler, eksternaliteter og information. I sin fine nekrolog for Demsetz i Forbes minder Art Carden således om, at artiklen “Production, Information Costs, and Economic Organization“, som Demsetz skrev sammen med Armen Alchian, blev kåret som en af de 20 vigtigste artikler i de første 100 år af American Economic Review, og dermed også en af de vigtigste i professionen i det 20. århundrede. Alchian og Demsetz understregede i artiklen, hvordan informationsomkostninger er centrale for at forstå, hvad der organises internt i et firma, og hvad firmaet køber på markedet.

Denne del af Demsetzs arbejde kan ikke undervurderes, da mange nationaløkonomer, politologer og jurister stadig gør som om der ingen omkostninger er ved at skabe og samle information! Det er næppe altid populært at minde folk om, at information ikke er uden omkostninger, ligesom Demsetz heller ikke var populær blandt policy-makers når han stillede spørgsmålstegn ved behovet for at regulere nogle monopoler – hans ideer om contestable markets var ganske tæt på Baumols arbejde – eller når han advarede mod at antage, at der eksisterer masser af eksternaliteter, og at de altid er markedsfejl, i dele af økonomien. Det var også Demsetz der i 1969 formulerede begrebet ”The Nirvana Fallacy” om den antagelse, mange økonomer og politologer stadig gør, at markeder fejler men regeringer er alvidende og omnipotente.

Som the American Economic Association skrev, da den i 2013 gjorde Demsetz til Distinguished Fellow, var han “one of the most creative and deep microeconomists”. Han bidrog til en række felter i nationaløkonomi, og var eminent til at pege på problemerne i antagelser, som mange betragtede som standard og dermed ikke tænkte over. Som Art skriver, slutter Demsetz sig dermed til den liste af fremragende økonomer – helt særligt Armen Alchian. Gordon Tullock og William Baumol – som er døde de senere år før de fik den Nobelpris, de så rigeligt fortjente.

Året hos Punditokraterne

2018 er ovre og både dronningen og statsministeren har holdt hver deres nytårstale, ligesom adskillige aviser har opsummeret året. Det samme gør vi her på stedet, omend med fokus på vores egen lille verden, og hvordan vi ser den virkning, vi måske har på den større verden udenfor.

Læsermæssigt havde Punditokraterne et ganske godt år med en total på lige omkring 90.500 besøg. De mest læste indlæg – eller i det mindste de mest besøgte – i 2018, blev to gamle og et helt nyt. Vores indlæg fra 2013 med titlen Sundhed i 100 år målt på højde blev set 1843 gange, mens The Danish Model – don’t try this at home fra 2015 fik 1493 besøg. Højdespringeren fra i år var Ulighed i Danmark, der siden anden juledag er besøgt 1093 gange. Resten af vores top-10 blev Hvor rige er danskerne egentlig?, Hvad tjener professorer?, Hvad er ideologisk i Danmark?, Muslimske naboer, Israel 70 år, Hvordan ser opsvinget ud?, Er liberale økonomer mere neo-klassiske?, og De rigeste i 50erne.

De mest populære indlæg er således ofte dem, der bekræfter vores læseres verdensbillede. Vi er dog ekstra glade når mange læser indlæg, og deler dem på de sociale medier, som udfordrer læsernes ideer eller stiller spørgsmål, der ellers ikke stilles. Det var netop tilfældet med vores præsentation af Pew-centerets nye spørgeskemaundersøgelse, der udfordrede manges verdensbilede ved at vise, at danskerne er blandt de folk i Europa, der mindst imod muslimer. Det samme, omend på mindre provokerende vis, gjaldt indlæggene om hvor rige danskerne er, og hvilke lande der var de rigeste i 1950erne.

Udover bloggen har flere af os også optrådt i mainstream media i 2018, delvist som konsekvens af bloggen. Der er særligt to områder, hvor vi mener det kan forsvares at vi tager en bid af æren for at ændre debatten. Det første er Latinamerika, hvor mainstream medier i stigende grad bruger Niels Westy som en særligt informeret ekspert. Vi har gennem årene skrevet meget om netop Latinamerika og hvor forskellige, regionens lande er. Vi var også blandt de første medier i Danmark, der klart pegede på Venezuelas kollaps, og understregede at Brasilien faktisk ikke er den økonomiske succes, som mange ellers påstod. Ser man debatten i dag i forhold til 5-6 år siden, er danske journalister nu tvungne til at være mere nuancerede. Det andet område er, at der synes også at være en gryende forståelse for, at Danmarks økonomi udvikler sig langsomt i forhold til nabolandene, og selvom de fleste politikere helst ikke vil tale om det – arbejdsløsheden er jo lav og det statslige budget hænger sammen for tiden – er begreberne vækstkrise og produktivitetsgab ved at snige sig ind i mainstream diskussioner. Vi har over årene gentagne gange skrevet om disse problemre, og vil naturligvis fortsætte med dem.

De næste måneder er der en række emner på vores liste. Der kommer først og fremmest til at være en række valgrelaterede indlæg – både emner fra valgkampen og mere teoretiske indsigter omkring valg og valgkampe. Der er dog også flere konferencer på vej i foråret, inklusive den danske public choice workshop den første februar. Vi forstætter således blandingen af aktuelle emner, teoretiske introduktioner, og ny forskning. Man siger på engelsk Don’t fix it if it ain’t broken, men hvis der er emner, som vores læsere gerne vil have taget op i 2019, modtager vi gerne forslag.

Husk: Dansk Public Choice Workshop 2019

Som vi skrev i september, afholdes den årlige danske public choice workshop fredag den første februar 2019 på Aarhus Universitet. Workshoppen starter klokken 11, organiseres i år af min gode kollega Martin Paldam og undertegnede, og medfinansieret af Tuborg-centeret. Dette er derfor en påmindelse til alle interesserede læsere, der skulle være i Aarhus-området den første februar. Alle interesserede er velkomne til at kigge forbi L-bygningen på Fuglesangs Allé, enten til en enkelt session eller til hele dagen. Og skulle der sidde en PhD-studerende eller andre ude i landet, som gerne vil med, er der stadig fem dage til deadline for at indsende bidrag.

Mens vi regner med at offentliggøre programmet først i januar (bl.a. her på stedet), har vi allerede tilsagn fra en række gode folk med spændende projekter. Blandt de bekræftede deltagere er for eksempel Niclas Berggren og Henrik Jordahl (IFN, Stockholm), Jerg Gutmann og Stefan Voigt (Universität Hamburg), Andreas Bergh (Lunds Universitet), Lasse Aaskoven (Essex), Karsten Bo Larsen, Henrik Christoffersen og Søren Havn Gjedsted (Cepos), og Andrea Sáenz de Viteri (Universidad de Navarra). Indtil videre dækker præsentationerne et bredt felt i public choice fra populisme, formueulighed, og arbejdsetik til klimaforhandlinger, krisepolitik og terrorisme. Alt tyder på en meget interessant fredag i Aarhus.

Paul Romers Nobelforelæsning

Det er ingen hemmelighed, at vi her på stedet er meget tilfredse med årets Nobelpris i økonomi. Prisen gik William Nordhaus (Yale) og Paul Romer (NYU) for deres arbejde i henholdsvis klimaøkonomi og endogen vækstteori. Særligt Romers arbejde har været indflydelsesrigt i nationaløkonomi de seneste 25 år, og har også tydelige implikationer for diskussioner udenfor forskningsmiljøet. Det er derfor en fornøjelse, at kunne se Romer selv forklare både sit prisvindende arbejde, men også forbinde det til hvad Nordhaus har lavet, og hvordan man kan tænke politik på området. Hele Nobelforelæsningen er her og er stærkt anbefalet.

Korruptionsmål – de upræcise mod de meningsløse

Hvert år udkommer Transparency Internationals internationale Corruption Perceptions Index. Indekset, der oprindelig blev udviklet af Johann Graf Lambsdorff, der nu er professor ved universitetet i Passau, blev det første af en række mål for korruption. Disse mål bruges i dag både i politiske diskussioner og samfundsforskning (inklusive af undertegnede), men er også ofte blevet kritiseret.

Der eksisterer en række mål i dag, inklusive Transparency Internationals CPI og mål fra World Governance Indicators, the International Country Risk Guide, og V-Dem projektet. Alle er baseret på forskellige ekspertvurderinger, en approach som Lambsdorff var en af pionererne bag. Den basale idé var, at f.eks. forretningsfolk, der har med flere forskellige lande at gøre, kan vurdere hvor almindelig bestikkelse er i disse lande i forhold til hinanden. Tager man nok vurderinger og sætter dem sammen, kan man således få et overordnet billede af udbredelsen af korruption og –problemer i verden. World Governance Indicators, som udvikledes i Verdensbanken under Daniel Kaufmann, går et skridt videre ved at veje en række af denne slags mål sammen til et ’Control of Corruption’ indeks.

Figuren nedenfor illustrerer disse indeks (i skaleret form) for 25 lande i Latinamerika og Caribien. Som den viser, er de tre mål påfaldende ens – uanset forskellige specifikke approaches finder de forskellige mål basalt set de samme billede. De er dog allesammen udsat for samme kritik: At de netop er subjektive vurderinger. Adskillige forskere har derfor argumenteret, at man bør tage udgangspunkt i objektive indikatorer.

Problemet er, at bestikkelse i sagens natur er et fænomen, som alle involverede forsøger at skjule. Det kan derfor ikke lade sig gøre at bruge ellers objektive forhold som antallet af domme for bestikkelse. Jo mere korruption der er, og jo mere problemet breder sig til politi og retsvæsen, jo færre domme bliver der. Kritikerne mener derfor, at man bør bruge almindelige menneskers erfaringer som indikator, hvilket er muligt i bl.a. den europæiske værdiundersøgelse og adskillige andre surveys.

Problemet med survey-mål er, at folks opfattelse af, hvad der foregår, kan være voldsomt misvisende. Hvis de fleste mennesker simpelthen ikke benytter sig af politi, retsvæsen eller offentlig administration – af meget gode grunde – kan de heller ikke have nogen erfaringer med korruption i disse myndigheder. Folks svar er således – i teknisk jargon – selekteret på den faktor, man forsøger at måle.

Den anden figur i denne post viser omfanget af problemet på tværs af de 26 lande i den første figur. Den viser sammenhængen mellem V-Dem-målet for korruption og folks opfattelse af korruption i LaPop-surveyen fra 2012-2014. Korrelationen er nok 0,26, men praktisk taget kun drevet af den ekstreme observation – Surinam – hvor kun en meget lille del af de adspurgte mener, bestikkelse er normalt i det offentlige embedsværk. Der er også flere observationer, man kun kan more sig over. En af dem er scoren på 2,12 i Haiti, som er stort set identisk med Canadas score og implikationen – hvis man vælger at tro på svarene i sådanne surveys – er at der er lige så meget korruption i Canada som Haiti.

Bundlinjen er, at ingen korruptionsmål er perfekte, og ingen kan nogensinde være perfekte pga. det, man forsøger at måle. Men de eksisterende, der baserer sig på ekspertvurderinger og andet, er det bedste vi har. Forsøg på at få ’bedre’ mål ved at spørge almindelige mennesker er i bedst fald så upræcise, og i værste fald latterligt misvisende, at de ikke giver meget mening. Og man kan altid glæde sig over, at ekspertvurderingerne konsistent placerer Danmark som et af verdens absolut mindst korrupte samfund.

Hvad gør populister?

Det kan næppe være gået mange læseres næse forbi at der de senere år har været en stigende tendens til populisme i de fleste demokratiske lande. Donald Trump, Viktor Órban i Ungarn, og Jair Bolsonaro i Brasilien er alle eksempler på tydeligt populistiske politikere, ligesom både Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige, Sverigesdemokraterne, Front National og Italiens Femstjernebevægelse er populistiske partier. Vi skrev om emnet for mere end ti år siden (her) da Hugo Chavez herskede i Venezuela, men siden da er der kommet flere eksempler og mere forskningsinteresse i, hvad populister er og de vil.

Den forskning har min PhD-studerende Andrea Saénz de Viteri og jeg bidraget til i år. Papiret, som vi startede i december sidste år og Andrea præsenterede en meget foreløbig version på PCS-konference i marts, er nu endeligt ude som working paper. De sidste ændringer lavede vi i går som reaktion på min præsentation af i tirsdags i Washington. Papiret med titlen ”Populism and Constitutional Reform in Latin America and the Caribbean” ligger nu frit tilgængeligt på SSRN og kan læses her.

Vores tese i papiret er, at populister typisk betragter sig selv – eller påstår de betragter sig selv – som de sande repræsentanter for ’folket’ og derfor mener, at eksisterende ’checks and balances’ og magtdeling blot er en gammel elites måde at begrænse dem i at gøre godt. Magtdelingen og de forfatningsmæssige grænser for politik bliver også ofte beskrevet som politisk illegitime, da de kun beskytter eliten – eller det er i hvert fald det, populister argumenterer. Har de mulighed for det, vil de populistiske partier derfor gerne svække de vetoinstitutioner, som forfatningen lægger ned over politiske beslutningsprocesser.

For at svare på spørgsmålet om populister rent faktisk underminerer vetoinstitutioner ved f.eks. at ændre forfatningen, benytter Andre og jeg os af et mål for magtkoncentration i parlamentet, som Stefan Voigt og jeg udviklede til en artikel sidste år, og konstruerer et lignende mål for magtkoncentration i regeringen. Vi følger derefter forfatningsændringer i 42 lande i Latinamerika og Caribien siden 1970 og kombinerer det med et nyt mål for populisme i regionen. Målet er konstrueret fra artikler i ti førende amerikanske og britiske aviser, og deres omtale af regeringsledere i regionen. Helt unikt kombinerer vi også dette mål med et mål for regeringens politiske ideologi på en standard højre-venstre-skala.

Undersøgelsen viser – ganske skarpvinklet at: Højrepopulister ændrer forfatningen for at koncentrere magten og slippe for vetoinstitutioner, mens venstrepopulister underminerer domstolenes uafhængighed, så de kan slippe afsted med at ignorere forfatningen, mener man således, som de fleste eksperter, at forfatninger bør være meget stabile og bredt respekterede dokumenter, er populisme en trussel.

Er man mere nysgerrig er abstractet her:

While constitutions are supposed to be stable documents entrenching a set of rules of the political game, Latin American and Caribbean constitutional development has been characterized by frequent change and instability. We hypothesize that the Latin American tradition for populist governments and heads of state explains this tradition. Contrary to established parties and interests, populist tend to aim at securing the median vote and be supported by non-encompassing interests. They also depict themselves as outside the regular elite and oppose the regularly conduct of politics. It may therefore be in the particular interest of populists to change the constitution to suit their specific needs. Exploring the frequency and direction of constitutional reforms in 42 Latin America and Caribbean countries, we find evidence indicating that populists are more likely to amend the constitution to concentrate power.

Hvilke konferencer bør unge forskere tage til?

Som nogle læsere vil vide, er jeg til den årlige konference hos the Southern Economic Association, som i år afholdes i Washington DC. Min gode ven og kollega Niclas Berggren (IFN Stockholm), er her også og tweetede i den forbindelse Art Cardens morsomme papir How to be a Great Conference Participant i går.

Arts papir er ligeså tankevækkende som det er sjovt – ikke mindst for PhD-studerende og andre, der endnu ikke har rutine i at tage ud og deltage i et konferencemiljø – men lader i det store og hele et spørgsmål stå ubesvaret: Hvilke konferencer skal man tage til? Svaret hviler på, hvad man vil opnå: Gode kommentarer og input til ens egen forskning, inspiration og networking-muligheder, eller blot at sende et signal om, at man er med hvor det sker.

Er man primært interesseret i at få kommentarer på sit eget arbejde, og evt. input til andre studier i samme område, kan man næppe vælge noget bedre end at tage til små, specialiserede konferencer. Et eksempel er den danske public choice workshop – der afholdes på Aarhus Universitet den 1. februar næste år – hvor en række forskere, der er specialiseret i public choice og politisk økonomi, mødes en enkelt dag for at præsentere ny forskning og diskutere den. De små konferencer og workshops er der, hvor folk er mest tilbøjelige til både at være interesseret i, hvad man laver, og villig til at bruge tid på at diskutere det med en.

Er det vigtigere for en, at man har muligheder for at netværke med en bredere gruppe forskere – noget der er ekstremt vigtigt for PhD-studerende og unge forskere, som ikke allerede har et internationalt netværk – er det en bedre idé at tage til en konference af mellemstørrelse. Denne uges Southerns er et godt eksempel, hvor 5-600 forskere med alle mulige interesser og baggrunde mødes. De er langt fra så intime som de små konferencer, og der er både færre muligheder for at tale længere tid med folk og mindre chance for, at der er folk der er interesseret i ens specialområde, men regionale konferencer som the Southerns og de specialiserede internationale – på mit område f.eks. European Public Choice Society – giver en langt større netværksmuligheder. De tilbyder også meget mere inspiration, qua de mange præsentationer om alle mulige spørgsmål på forskellige områder.

Sidst kan man vælge at tage til de helt store som det årlige møde i the American Economic Association. Der er en endeløs række af præsentationer på praktisk taget alle områder af ens fag, og potentielt vigtig signalværdi i, at man kan sige man har været der. Netværksmulighederne er dog begrænsede – de er simpelthen for store til det – og man oplever ofte, at der kun sidder en lille håndfuld folk til ens præsentation. Chancerne for at få input på ens egen forskning er ganske små.

Så hvad gør man? Hvis det primært handler om signalværdi og noget at skrive på ens CV, er det indlysende enten at tage til de helt store konferencer, eller i visse tilfælde de helt små, men eksklusive workshops. Begge givet et signal om, at man har kvalitet til at blive optaget på konferencen, og at man er med hvor tingene sker. Er man interesseret i feedback, er de store et elendigt valg, og de små ofte perfekte. Netværksmulighederne er dog begrænsede i begge tilfælde, og feedback er typisk dårligt på de store. De mellemstore konferencer er derimod gode kompromiser mellem god networking, masser af inspiration på ens eget felt, og mulighed for faktisk at tale med folk. Bagsiden er, at mange ofte opfatter dem som mindre prestigiøse end de store.

Det er derfor ofte svært at være PhD-studerende eller ung forsker, og man kan gå ganske forkert ved at gøre, hvad ens vejleder eller ældre kolleger gør – de har netop allerede et etableret netværk, og har derfor ikke samme brug for at bygge et som man selv har. Som altid i livet må man tænke over, hvad man vil og hvad formålet med dens konferencedeltagelse er. det eneste generelle råd er: Lad være med at gemme dig hjemme på kontoret og lad være med at gøre som alle andre!

På vej til Southerns 2018

Jeg sidder i skrivende stund i den gigantiske Dallas-Fort Worth-lufthavn og venter på mit fly til Washington DC. Efter at have brugt et par dage i Texas med seminarer på Baylor University og Southern Methodist University er jeg nu på vej til den primære grund til min tur: Den årlige konference i the Southern Economic Association. Konference afholdes i år i Washington DC, og blandt flere hundrede deltagere er der blandt andet venner som Niclas Berggren og Henrik Jordahl (begge IFN, Stockholm) og en lang række meget dygtige økonomer fra Europa og Nordamerika. Udover almindelige deltagelse og interaktion med kolleger og PhD-studerende er mine forpligtelser ved konferencen præsentationer i to sessions: ”Institutions and Macroeconomic Performance” tirsdag morgen og ”Understanding Institutional Change” tirsdag eftermiddag.

Tirsdag morgen har jeg overtaget Daniel Bennetts (Baylor University) præsentation af vores fælles papir ” Coups and Institutional Change” med Stephan Gohmann (University of Louisville” – Daniel er cirka en måned fra at blive far, og har fornuftigt nok valgt at blive hjemme. Jeg kommer til at dele sessionen med Hugo Montesinos og James Gwartney

(Florida State University), der kommer med ”A Dynamic Examination of the Impact of Economic Institutions, Democracy, and Human Capital on Growth.” og Ryan Murphy (Southern Methodist University), der præsenterer “Economic Freedom Variables Endogenous to Business Cycles.”

Tirsdag eftermiddag på en af de sidste sessions til konferencen er jeg med på panelet ved “Understanding Institutional Change” sammen med Wilson Law (Baylor University) og Yang Zhou (West Virginia University). Wilson kommer med et rent teoretisk papir med titlen ”Economic Liberalization as Repeated Coordination Game” mens Yang præsenterer ”Checks and Balances between Party Chief and Mayor: Prefectural City Level Evidence.” Hans ganske interessante pointe er at kinesiske ledere ofte forsøger at introducere et element at checks and balances på det regionale og kommunale plan ved at udnævne ledere fra forskellige baggrunde og forskellig observans.

I den kommende uge kommer vi til at skrive om nogle få af de cirka 400 papirer, der skal præsenteres de kommende dage. Blandt de mange titler, der præsenteres til konferencen, er her et lille udsnit: ”Social Capital Accumulation by Terrorist Groups” (Alex Ray, Clemson University); ”Making Sense of Piketty” (Camilo Gomez, Hernando Nano Zuleta og ndrés Alvarez, Universidad de los Andes); ”Charitable Giving, Political Alignment, and Ideologies” (Benjamin Priday, Texas A&M University); “Borders Change, Institutions Remain” (Andrew Jonelis, University of Kentucky); og ”Measuring Cross-Country Differences in Misallocation” (T. Kirk White, U.S. Census Bureau, og Martin Rotemberg, New York University). Hele programmet kan ses her og hvis vores læsere er særligt interesserede i et af emnerne, modtager vi gerne forslag.

Public Choice Handbook på vej ud

Vi gør her på stedet en jævnlig indsats for at introducere vores læsere for public choice og politisk økonomi, og forhåbentlig gøre dem interesserede i området. Flere af os mener, at området er helt centralt for at forstå nationaløkonomiske og politiske spørgsmål. Når der sker noget i public choice, vil vi derfor gerne slå på tromme for det.

Det er sagen i næste måned, hvor den nye Oxford Handbook of Public Choice udkommer fra University of Oxford Press (volume 2 her). Bogen er redigeret af Roger D. Congleton (West Virginia University), Bernard N. Grofman (University of California, Irvine) og Stefan Voigt (Universität Hamburg) og har bidrag fra en række førende public choice-forskere. Blandt de mange eksempler er der kapitler om ”Constitutional Transition” af Zachary Elkins (University of Texas at Austin), “Are There Types of Dictatorship?” af Ronald Wintrobe (Western University), ”The coup: competition for office in authoritarian regimes” af Toke Aidt (Cambridge) og Gabriel Leon (King’s College London), “Is Government Growth Inevitable?” af Randall G. Holcombe (Florida State University), “’The Bureaucracy’ as an Interest Group” af Patrick Dunleavy (London School of Economics), og “Institution-induced Stability” af Kenneth A. Shepsle (Harvard University). Fra den hjemlige front er der også bidrag om ”Public choice and social democracy” af Peter Kurrild-Klitgaard (Københavns Universitet) og ”The political economy of trust” undertegnede.

Hele bogen er stærkt anbefalet for dem, der gerne vil have et overblik over hvor forskningen i public choice er, hvilke emner den dækker, eller blot ønsker lidt inspiration til at tænke over tingene. Og har man ikke lyst til at betale den noget eksorbitante pris for bogen, kan langt de fleste kapitler faktisk findes gratis på SSRN!

Hvordan måler man demokrati?

Som titlen siger, handler dagens post om, hvordan man måler, hvor demokratisk et land er. det skal derfor indrømmes, at posten i dag er ’wonky’! Givet hvor vigtigt, emnet er, og hvor ofte man ser forskellige mål og vurderinger i medierne, er det dog et emne, der fortjener opmærksomhed udenfor forskerkredse.

Det er også et emne, som forskere faktisk er meget uenige om, som jeg blev mindet om igen forleden dag. Martin Rode og jeg har fået en invitation til at revidere vores databasepapir (tilgængeligt her sammen med hele databasen), og i kommentarerne til papiret er særligt en reviewers holdning meget anderledes end vores. Han eller hun mener ikke, at en simpel vurdering af, om et land har demokrati eller ej, er meget værd, og fremhæver i stedet V-Dem-projektets – efter hans eller hendes mening – meget mere omhyggelige og detaljerede vurdering. Grunden til at forskere kan være så uenige, som reviewerens kommentarer afslører, bunder i en gammel diskussion i demokratistudier: I hvor høj grad mener man, et en maksimalistisk versus en minimalistisk definition af demokrati er retvisende?

En maksimalistisk definition af demokrati er i bund og grund en definition af de ideelle demokrati. V-Dem-projektets overordnede mål for demokrati, som det kalder ”polyarchy” og behandler som mål for ”electoral democracy”, er en vurdering af spørgsmålet ”To what extent is the ideal of electoral democracy in its fullest sense achieved?” V-Dem tydeliggør deres approach ved at notere, at:

The electoral principle of democracy seeks to embody the core value of making rulers responsive to citizens, achieved through electoral competition for the electorate’s approval under circumstances when suffrage is extensive; political and civil society organizations can operate freely; elections are clean and not marred by fraud or systematic irregularities; and elections affect the composition of the chief executive of the country. In between elections, there is freedom of expression and an independent media capable of presenting alternative views on matters of political relevance. In the V-Dem conceptual scheme, electoral democracy is understood as an essential element of any other conception of representative democracy — liberal, participatory, deliberative, egalitarian, or some other.

V-dem måler således demokrati gennem en kompliceret sammenvægtning af forhold som forsamlingsfrihed, civilsamfundets styrke, ytrings- og pressefrihed, hvor stor en del af befolkningen der kan stemme, og eksistensen af frie og fair valg. Det er der ikke noget galt med, og som idealmål må man naturligvis også på en eller anden måde have mål for borgernes muligheder for at interagere med hinanden og få retvisende information om, hvad der foregår. V-Dem går endda et skridt videre ved også at have mål for ”liberal democracy”, ”participatory democracy”, ”deliberative democracy” og ”egalitarian democracy” der hver især matcher endnu mere maksimale idealdefinitioner. Alle disse mål er kodet af eksperter og indeholder derfor et klart subjektivt element.

Problemet med maksimalistiske definitioner og mål er, at de gør det umuligt for forskere at svare på en lang række spørgsmål. Uanset at de fleste er enige i en idealdefinition som den, V-Dem bruger for polyarchy-målet, kan man ikke svare på, om nogle demokratier er mere tilbøjelige til at respektere civilsamfunds uafhængighed, pressefriheden osv. Disse forhold er simpelthen bygget ind i målet, hvilket forhindrer forskere i at bruge maksimalistiske mål til at svare på spørgsmålet – svaret er givet på forhånd pga. definitionen.

Løsningen på dette og andre problemer er at bruge minimalistiske mål for demokrati, dvs. mål der kun omfatter de allermest centrale elementer af demokrati. Med andre ord, minimalistiske mål – som f.eks. Cheibub, Gandhi og Vreelands DD-indikator, som Martin Rode og jeg har opdateret, Polity IV-indikatoren, eller Boix, Miller og Rosatos alternativ – opfanger kun de elementer, som helt nødvendigt må være der, før man kan tale om demokrati. For DD-indikatoren gælder det et valg mellem flere partier i jævnlige valg, hvor valget rent faktisk kan ende med et regeringsskifte. I vores update har vi også en indikator, der differentierer lande mellem den, der ingen valg har (f.eks. Sydsudan), etpartistater (f.eks. Kina), flerpartisystemer hvor regeringen alligevel ikke kan tabe valg (f.eks. Rusland) og faktiske demokratier. Minimalistiske mål er derfor også mindre subjektive end de maksimalistiske, da der er færre elementer der skal vurderes.

Mål på basis af minimalistiske definitioner af demokrati opfanger naturligvis ikke en række karakteristika, som man gerne ville have at demokratier har, men de tillader en af stille andre spørgsmål. Tre eksempler på disse spørgsmål er: Hvorfor har et ellers velfungerende demokrati som Colombia så begrænset pressefrihed? Hvordan kan det være, at Namibias pressefrihed er sammenlignelig med vesteuropæiske landes selvom regeringen aldrig har tabt et valg (og man derfor ikke er sikker på, at det er demokratisk)? Og hvordan kan civilsamfund være så stærke i bl.a. Skandinavien og så svage i ellers demokratiske lande som f.eks. Grækenland eller Argentina?

Hvor store er forskellen så på de to typer mål? Figuren nedenfor illustrerer forskellen mellem de to type mål i 2015: X-aksen viser tre kategorier fra vores data – etpartisystemer, illiberale autokratier (dvs. flerpartisystemer hvor valgene ikke er fair), og egentlige demokratier, og Y-aksen er V-Dems polyarchy-mål. De lodrette streger viser forskellen på højeste og laveste polyarchy-score i hver kategory, og de skrå streger forbinder gennemsnittene for hver kategori.

Som figuren tydeligt viser, er der helt særligt meget store overlap mellem polyarchy-scorerne – dvs. det maksimalistiske mål – og de tre kategorier fra det minimalistiske mål. En måde at illustrere overlappet er at notere sig de højeste polyarchy-scorer blandt de illiberale autokratier og de laveste blandt demokratierne. De bedst autokratier var Libanon (0.534), Burkina Faso (0.561), Liberia (0.625), Namibia (0.702) og Sydafrika (0.743), mens de værste demokratier var Venezuela (0.333), Malaysia (0.334), Nicaragua (0.359), Ukraine (0.405) og Armenia (0.407). Flere af disse eksempler er naturligvis lande som man kan diskutere: Liberia valgte i januar i år oppositionens præsidentkandidat, og er dermed nu også kodet som demokrati i vores data, og både Namibia og Sydafrika har ganske rene og frie valg, men har aldrig skiftet regering med deres nuværende institutioner. Man kan dermed ikke vide, hvad der ville ske hvis SWAPO eller ANC tabte et valg. På samme måde har Venezuela og Nicaragua endeligt forladt de demokratiske landes klub de sidste par år.

Hvad skal man så vælge? Svaret må være, hvilket formål man har med målene. Skal man få et overblik over hvordan demokratiet fungerer i forskellige lande, er V-Dems maksimalistiske mål, ligesom konkurrenten fra Freedom House, glimrende bud. Skal man bruge dem til konkrete forskningsformål, er der ofte ganske store problemer med maksimalistiske mål, hvorfor de mere objektive og ’renere’ minimalistiske ofte bruges i forskning om effekter af demokrati eller demokratiseringsepisoder. Og er man interesseret i små, særlige stater, er der ingen vej udenom: De er langt bedre repræsenterede blandt minimalisterne.

Nyt Ekonomisk Debatt (nr. 7) på gaden i dag

I dag udkommer det nye nummer af det glimrende svenske økonomitidsskrift Ekonomisk Debatt. Tidsskriftet bringer artikler om en lang række emner som primært svenske nationaløkonomer beskæftiger sig med, og er altid læseværdigt. Det gælder også for nummer 7 i år.

Blandt højdepunkterne i det nye nummer af Ekonomisk Debatt er Anastasiya Afanaseva, Joakim Eriksson og Mattias Öhmans ”Är faktagranskning lösningen på falska nyheter?” De tre Uppsala-økonomer – Afanaseva er stadig studerende – undersøger i et eksperiment, hvad fake news gør ved folks politiske synspunkter. Eksperimentet viser ganske tydeligt, at faktagranskning, som f.eks. DRs ellers fine Detektor, ikke rykker ret meget ved folks holdninger når de først har været udsat for falsk information. Som de konkluderer, har ”faktagranskningar har begränsad möjlighet att lösa problemet med falska nyheter.”

Nummeret indeholder bl.a. også artikler om kunder diskriminerer mod virksomheder med udenlandske ejere, sammenhængen mellem fertilitet, mobilitet og sundhed, og hvordan Baumol-effekten og ikke indvandring er en langt vigtigere, men overset, forklaring på stigende skatter og udgifter i Sverige. Som altid er hele nummeret varmt anbefalet.

Koloniherrer og moderne udvikling

Et af de store og ideologisk stormomsuste spørgsmål siden 1960erne har været, hvad kolonitiden gjorde ved lande i Afrika og Asien. Er man stærkt venstreorienteret er svaret enkelt, da marxistisk afhængighedsteori tydeligt påstår, at kolonierne blev udbyttet og at kolonitiden derfor er en forklaring på, hvorfor Europa blev rigt og Afrika fattigt. Der er dog næppe mange ædruelige samfundsforskere, der har troet på afhængighedsteori de sidste 40 år. En anden, og mindst lige så upopulær holdning, er at kolonitiden var gavnlig for fattige lande, fordi kolonimagterne opbyggede uddannelse og andre institutioner.

I en britisk kontekst står f.eks. den celebre historiker Niall Ferguson for denne holdning (læs f.eks. her). Fergusons pointe i bogen og flere artikler er, at særligt det britiske imperium var en gavnlig indflydelse på kolonierne. Selvom der er generel konsensus om f.eks. de voldsomt negative virkninger af at have været en del af Belgiens afrikanske kolonier – for de interesserede kan Michela Wrongs skræmmende In the Footsteps of Mr Kurtz varmt anbefales – er Fergusons påstand både upopulær og ret omdiskuteret.

Nye studier i udviklingsøkonomi er dog begyndt at give Ferguson ret, ikke mindst i hans grundlæggende påstand om, at briterne simpelthen ’gjorde’ kolonimagt anderledes. Nogle af disse nye studier genfinder hvad gamle, men oversete studier, viste. Et glimrende eksempel er fra så tidligt som 1937, da den britiske geograf Derwent Whittlesey beskrev forskellen på britisk og fransk koloniteknik i en fin artikel i Foreign Affairs (gated version her). Whittlesey viste konkret, hvordan briterne i langt højere grad byggede på eksisterende institutioner og kun i begrænset omfang flyttede britisk politi og politiske institutioner til deres kolonier. Det tillod dem således at køre ikke blot Indien, men også de afrikanske kolonier med en forbløffende lille administrativ stab, men beskyttede også eksisterende magtstrukturer.

Frankrigs approach var helt anderledes: At gøre kolonierne til dele af Frankrig. Man erstattede derfor eksisterende strukturer med franske institutioner, fransk uddannelse, retsvæsen osv. Og mens den franske koloniideologi, som Whittlesey beskrev, bestod i at gøre afrikanerne til gode franskmænd som man ikke skulle diskriminere imod, var briterne langt mere tilbøjelige til at bruge afrikanere i politi, administration og retsvæsen. Flere nye studier peger på, at områder hvor kolonierne blev kørt efter den britiske tradition i dag klarer sig væsentlige bedre end de franske. Tre studier med meget forskellige metodiske udgangspunkter viser således de samme overordnede forskelle.

Den første approach er at finde områder, som i dag har samme officielle strukturer, men hvor dele af området var under en kolonimagt og andre dele var under en anden. Det er det, Stanford-politologerne Alexander Lee og Kenneth Schultz udnyttede i en artikel 2012 i Quarterly Journal of Political Science. Lee og Schultz beskrev, hvordan den nordvestlige del af Cameroun i dag er mere velfungerende end resten af landet. Cameroun var en del af Tysklands forsøg på at blive en kolonimagt, som kuldsejlede med landets nederlag i første verdenskrig. Som en del af Versailles-traktaten efter krigen delte Frankrig og Storbritannien derfor landet mellem sig: En relativt snæver stribe land i nordvest, der grænsede op til Nigeria, blev britisk, og resten af Cameroun blev fransk. Lee og Schultz udnytter derfor, at grænsen der blev lagt efter første verdenskrig var tilfældig, og kan vise hvordan steder der tilfældigt endte på den britiske side, i dag er rigere og mere velfungerende.

En anden approach bliver taget af min ven og kollega Andreas Bergh (Lunds Universitet og IFN, Stockholm), som vi har skrevet om flere gange i år. I september udgav han sammen med Günther Fink (Swiss Tropical and Public Health Institute og Harvard) et nyt arbejdspapir om emnet med titlen ”The French Curse? On the Puzzling Economic Consequences of French Colonization.” I papiret dokumenterer Bergh og Fink først, at tidligere britiske kolonier i Afrika har haft væsentligt højere vækst end de tidligere franske, men kan fra cirka midten af 1990erne. Med andre ord har de tidligere britiske formået at vokse klart hurtigere efter at den Kolde Krig var ovre. Det viser sig dog også i den relativt preliminære analyse, at institutionelle forhold som kvaliteten af retsvæsenet osv. ikke kan forklare forskellen. Bergh og Fink forsøger således i deres korte papir at bruge udelukkelsesmetoden – hvad der ikke kan være forklaringen – på at sandsynliggøre, at de nuværende forskelle må skyldes forhold tilbage til kolonitiden.

Hvor store er forskellene i dag? Bruger man the Penn World Tables, der er opdateret indtil 2014, er det tydeligt at de britiske er markant rigere: BNP per indbygger var i 2014 i gennemsnit 6658 købekraftsjusterede dollars i det tidligere britiske kolonier mod 4432 dollars i de tidligere franske, 4123 dollars i de tidligere portugisiske og 1079 i de lande, der uheldigvis engang var dele af det belgiske kolonirige. En række andre forskelle er også tydelige, hvis man bruger andre kilder. V-Dem-projektet har f.eks. vurderinger af juridiske ’accountability’ og juridisk korruption, og i det datasæt, som Martin Rode og jeg har udviklet, har konkrete data på demokratistatus tilbage i tid. Figuren nedenfor illustrerer disse forskelle.

Som det tydeligt kan ses, er den juridiske kvalitet i gennemsnit bedre i de tidligere britiske kolonier i Afrika, ligesom der er langt mere korruption i de tidligere franske. Det er dog også interessant at se, hvordan den restgruppe, der hverken var britisk eller fransk, i dag ikke har værre korruptionsproblemer end den britiske, og de tre tidligere portugisiske har ganske flot styr på den type problemer. Tre af de fem tidligere portugisiske – Kap Verde, Guinea-Bissau og Sâo Tomé og Principe – er i dag også demokratiske, ligesom 54 % af de tidligere britiske. Det er væsentligt flere end de franske, der også i gennemsnit har haft en længere tid mellem 1970 og 1995 som et-partistater.

I baggrundspapiret for vores database, som Martin Rode og jeg lagde online i august, viser vi hvordan en fortid som koloni med demokratiske institutioner i dag gør det langt mere sandsynligt, at en tidligere koloni er stabilt demokratisk. Og ser man på forskellen på de britiske og de franske kolonier, var forskellen ikke at de britiske var mere tilbøjelige til at få politiske institutioner med valg. Det var i stedet, at de britiske afholdt demokratiske valg, mens de franske kolonimyndigheder ofte ikke kunne holde fingrene væk, og begik valgsvindel. På den måde er Afrika et klart, og ofte deprimerende, eksempel på ’path dependence’, dvs. at fortiden stadig former nutiden. Eller som vi også skrev i sommers, med William Faulkners ord: ”The past is never dead. It’s not even past.”

Fyrtårne, fyrskibe og staten

Stort set enhver lærebog i public economics viser, at offentlige goder vil blive underproduceret af et frit marked. Offentlige goder er karakteriserede ved at være ’non-rival’ og ’non-excludable’, dvs. mit forbrug af en park betyder ikke, at andre ikke også kan forbruge parken mens vi gør det – den er non-rival – og ingen kan forhindre os (lovligt) i at bruge den – parken er non-excludable. Disse to karakteristika betyder, at det ikke er muligt at tjene penge på at udbyde offentlige goder, hvilket giver det traditionelle argument for, at staten bør sørge for visse offentlige goder. Selv i liberal tradition omfatter disse goder retsvæsen, politi og nationalt forsvar, og ofte også grundlæggende uddannelse.

Nobelprisvinderen Paul Samuelson betragtede fyrtårne som kvintessentielle eksempler på rene offentlige goder, der ikke kunne produceres af et frit marked, men måtte være statslige. Adskillige lærebøger har derfor siden 1950erne brugt fyrtårne som eksempel, men et eksempel med modeksempler: Siden Ronald Coases artikel ”The Lighthouse in Economics” har der været en til tider ophedet diskussion om, hvorvidt offentlige goder altid skal produceres og finansieres af staten. Allerede James Buchanan, havde argumenteret, at det kan lade sig gøre at løse problemet ved at indføre eksludabilitet, så de offentlige goder bliver til såkaldte klubgoder. Men Coases artikel i 1974 pegede på, at det ikke var sandt – som Samuelson og andre hævdede – at der ikke havde været private fyrtårne i England og Wales.

Det er denne diskussion, om Rosolino Candela (Mercatus, GMU) og Vincent Geloso (Texas Tech) bidrager til i september-nummeret af Public Choice. De tager udgangspunkt i et enkelt eksempel fra udløbet af Themsen, som kaster lys på den engelske situation fra 1731 til nationaliseringen af fyrtårnene i 1835. Deres eksempel er det fyrskib, som David Avery and Robert Hamblin udviklede og placerede i the Nore ved et af de farlige steder i indløbet til Themsen. Avery og Hamblin entrerede dermed markedet for navigationslys, men ikke med et fyrtårn, men en teknologisk innovation, der løste samme problem. Det er dén indsigt, der er central i artiklen

Som Candela og Geloso skriver i deres indledning, er et grundlæggende problem i hele diskussionen om offentlige goder, at “correction of an alleged market failure may prevent private entrepreneurs from discovering a market solution to correct such a failure.” Med andre ord kan en offentlig ’løsning’ af et problem omkring offentlige goder forhindre markedsaktører i at løse problemet. Observerer man enten ingen privat produktion af offentlige goder, eller en situation hvor de private udbydere enten leverer en meget dyr service eller har svært ved at tjene penge, kan det naturligvis være tegn på en markedsfejl. Men det ofte form af en situation, hvor et marked mangler, mere end et marked, der fejler. Man må derfor spørge sig selv om, hvorfor det mangler.

Candela og Geloso peger helt centralt – og meget vigtigt – i deres artikel på, at markedet for navigationslys i de 100 år efter Avery og Hamblins opfindelse ikke kun bestod af fyrtårne, men også fyrskibe. Tidligere studier her således først og fremmest overset en del af markedet! Men den anden del af studiet består i, hvordan Candela og Geloso demonstrerer at en bestemt, og meget stærk særinteresse forsøgte at opretholde et monopol. Trinity House, en privat organisation der fungerede som den faktiske myndighed i England og Wales, havde haft monopol på at indkræve betaling for brug af fyrtårne siden 1679. Organisationen havde derfor også ganske betragtelige indtægter, og lobbyede kraftigt mod de nye fyrskibe. Det var lykkedes tidligere, og det egentligt nye i Avery og Hamblins fyrskib – udover rent tekniske innovationer – var at deres patent var ” was worded vaguely so as not to appear in direct competition with coastal lighthouses, even if that was their intention.” Med støtte fra Admiralitetet lykkedes det i første omgang at afværge Trinity Houses forsøg på at tilbagekalde det patent, de fik. I anden omgang lykkedes det dog Trinity House at få tilbagekaldt – en hidtil uset handling fra statens side – og Hamblin, der havde købt Avery ud, samarbejdede derefter med ’myndigheden’ om at opretholde monopolet.

Historien om de britiske fyrtårne og –skibe er således ikke en historie om markedsfejl, men derimod om særinteressers spil, der forhindrede konkurrence på markedet for navigationslys. Candela og Geloso viser således, at det som en lang række studier har betragtet som en markedsfejl faktisk er en ganske velkendt regeringsfejl, som forhindrede et marked i at opstå. Som de konkluderer:

“That the justification for nationalizing all private lighthouses in 1836 and abandoning the Trinity House system was to reduce the light dues paid by shipowners, even though a cheaper private alternative had been developing in the form of lightships, shows that monopoly power in lighting services was a consequence of government failure, not a market failure.”

Tre artikler om regulering

De sidste par uger har jeg sammen med to af mine faste medforfattere fået to artikler accepteret i videnskabelige tidsskrifter. Det er naturligvis i sig selv grund til fejring – forskning er den centrale del af ethvert professorjob og giver ikke meget mening, medmindre man også får den udgivet så andre kan læse den – og det er særligt festligt, når det er med to så værdsatte kolleger som Martin Rode og Niclas Berggren. Men der er også den særlige grund, at de to artikler sammen med en tredje, der blev publiceret for et par år siden, tegner et særligt billede af, hvad offentlig regulering risikerer at gøre ved økonomien.

De nye artikler handler om henholdsvis sammenhængen mellem markedsregulering og den offentlige gældsudvikling, og om hvilke typer økonomisk politik, regeringer typisk indfører som reaktion på kriser. Den første artikel, skrevet sammen med Niclas Berggren, hedder meget enkelt ”Regulation and Government Debt” og er under udgivelse i Public Choice. Den anden, med titlen ”Crisis, Ideology, and Interventionist Policy Ratchets”, er fælles arbejde med Martin Rode og udkommer i Political Studies. De hænger emnemæssigt og konceptuelt sammen med min egen artikel ”Economic Freedom and Economic Crises,” der udkom i European Journal of Political Economy for to år siden, Vi har tidligere skrevet om gældsartiklen her og kriseartiklerne her og her, og working paper-versioner kan læses her, her og her.

Det samlende tema er offentlig regulering, men set fra tre vinkler. I mit arbejde med Niclas Berggren undersøger vi, om den offentlige reguleringsbyrde hænger sammen med udviklingen i den offentlige gæld. Svaret er ja: Jo mere, staten vælger at regulere arbejds-, kredit, og produktmarkeder, jo større bliver den offentlige gæld (alt andet lige). Der kan være flere grunde til denne sammenhæng, men vi hælder mod to forklaringer: Reguleringspolitik er ofte forbundet med andre typer økonomisk politik, der ikke altid er lige ansvarlige, så reguleringerne blot reflekterer andre typer politik. Vi bemærker dog, at vi faktisk ikke kan se nogen virkning på det offentlige forbrug, så denne type mekanisme må løbe gennem andre typer politik en rene udgifter. Den anden mulige forklaring, vi ser som sandsynlig, er at reguleringerne forsinker markedsjusteringer og således gør hele økonomien mere ’sluggish’, som udtrykket er på engelsk: Arbejdsløshedsproblemer bliver længerevarende, virksomheder kan pga. reguleringer ikke omstille sig hurtigt, og kreditgivningen bliver strammere og muligvis også mere politiseret. Alle tre forhold kan bidrage til, at staten i sidste ende får gæld pga. de væsentligt større og mere permanente socialudgifter.

Denne fortolkning bliver bakket op af den to år gamle artikel om kriser og økonomisk frihed (som kan læses i sin endelig version her). Jeg undersøgte dengang, om økonomisk frihed påvirker risikoen for at få en økonomisk krise, og om den påvirker hvordan krisen udspiller sig. Svaret viste sig at være, at der ingen klar sammenhæng er med kriserisikoen – lande med større økonomisk frihed og dermed en mindre reguleringsbyrde er hverken mere eller mindre tilbøjelige til at få kriser – men i lande med færre og lettere reguleringer varer de økonomiske kriser væsentligt mindre tid. Med andre ord var konklusionen dengang, at en tungere reguleringsbyrde betyder, at når man først har fået en krise, varer krisen væsentligt længere tid og indebærer et klart større samlet økonomisk tab. Fortolkningen af disse effekter er ganske klart, at reguleringsbyrden forhindrer økonomien i at flytte ressourcer fra virksomheder, der skærer ned eller går konkurs, til andre områder, og holder folk og kapital længere i arbejdsløshed. Det er således den samme type mekanisme, som Niclas Berggren og jeg ser som en af de mulige forklaringer på reguleringernes gældseffekt.

Hvorfor i alverden indfører politikere så tunge reguleringer, må man spørge. Mens der er gode grunde til at tro, at de er skabt af særinteresser – Mancur Olsons særinteresseteori har for eksempel vist sig meget holdbar – tager Martin Rode og jeg et skridt imod en ekstra forklaring. Vi har undersøgt det åbne spørgsmål om, hvad økonomiske kriser gør ved den økonomiske politik. Som vi noterede, da vi skrev om den oprindelige working paper-version her på stedet, er der gode grunde til at tro, at politikere øger det offentlige forbrug og strammer reguleringerne som svar på en krise. Der er dog også gode grunde til at tro, at kriser er særlige events, der tillader at politikerne indfører faktiske reformer fordi særinteresserne re svækkede og krisen demonstrerer, at man må gøre noget andet end tidligere.

Vores innovation er den – i øvrigt ret indlysende – at vi ikke antager, at alle regeringer gør det samme. Det har den tidligere litteratur ellers gjort, men Martin Rode og jeg finder, at det er vigtigt at undgå det. Vores studier af 69 mere eller mindre vestlige lande siden 1975 viser, at venstreorienterede regeringer i særlig grad øger det offentlige forbrug og indfører tungere markedsreguleringer, mens der ikke er evidens for, at højreorienterede regeringer i gennemsnit gør det samme. Kriser er således events, hvor regeringens politiske ideologi bliver meget tydeligt udslagsgivende for, hvilken politik der føres.

Det særlige problem viser sig i, at vi ikke finder nogen evidens for, at reguleringerne lettes efter krisen er ovre. Med andre ord bekræfter vi Milton Friedmans diktum, at Nothing is so permanent as a temporary government program. Og her ligger den deprimerende forbindelse mellem de tre artikler. Særligt venstreorienterede regeringer reagerer på økonomiske kriser ved at regulere markederne væsentligt mere. Disse reguleringer bliver ikke lettet efter krisen er ovre, uanset hvilken regering man får, og kommer dermed til at bidrage til, at de næste kriser bliver dybere, og at den offentlige gæld stiger. På den måde må man derfor konstatere, at de faktiske omkostninger ved markedsreguleringer, som ofte indføres i kriser, kan være langt større og permanente end de fleste forestiller sig. Om det så vil få politikere til at tænke sig om en ekstra gang, er et spørgsmål vi lader blæse i vinden.

Nyt Ekonomisk Debatt på gaden

Vores faste læsere ved, at vi læser det svenske Ekonomisk Debatt med stor fornøjelse. Det nye nummer er kommet på gaden i morges og kan nu læses her (hattip: Niclas Berggren). Nummeret indledes med en leder af Lina Maria Ellegård, som stiller spørgsmålet ”Kan motiverade medarbetare stimulera effektiviseringar i produktionen av välfärdstjänster? Det kan næppe blive mere relevant i en tid, hvor en del af den danske valgkamp ser ud til at handle om den offentlige sektor, og påstanden at den mangler ressourcer. Linas spørgsmål om medarbejderne ikke kan bidrage til effektivisering – i stedet for at det skal komme oppefra fra en gruppe ikke videre kompetente offentlige ledere – er værd at stille i Danmark som i Sverige.

Blandt denne måneds artikler er også Mats Hammarstedt (Linnéuniversitet i Växjö og IFN) som skriver om ældre iværksætteres tilfredshed med deres arbejde og liv. Hammarstedt har gennemført en større spørgeskemaundersøgelse blandt gruppen i Sverige og kan konstatere, at de oplever større tilfredshed på begge områder end andre af samme alder. Hans perspektivering er ret interessant: ” Att stimulera entreprenörskap bland äldre kan vara ett sätt att öka arbetskraftsutbudet och minska påfrestningarna på pensionssystemet och samtidigt höja livskvaliteten hos äldre.”

En anden artikel, der fortjener at fremhæves, er af Timbros cheføkonom Jacob Lundberg, der dokumenterer den nye Swedish Labour Income Microsimulation Model, som er skabt til at forecaste konsekvenser af ændringer i f.eks. skatter og arbejdsmarkedsregler. Lundberg bruger bl.a. modellen til at vise, at hvis en kommune hæver skatten, forsvinder en overraskende stor del af skatteindtægten fordi folk reducerer deres arbejdsudbud: 10 % højere skat giver således kun cirka 5,7 % højere indtægter.

Som altid er Ekonomisk Debatt gode til at finde velformulerede forfattere og spændende emner, og endda emner der også er relevante i en dansk kontekst. Stærkt anbefalet.

Dansk Public Choice Workshop 2019

Flere læsere har ærgret sig over, at vi et par gange har annonceret spændende events lidt sent. Vi vil derfor i dag benytte os af muligheden for at annoncere en af de events, vi selv synes er mest spændende, i rigeligt god tid. Eventen –som vi nok skal minde om senere på året – er den traditionelle, årlige danske public choice workshop – the Danish Public Choice Workshop.

Workshoppen bliver afholdt på Institut for Økonomi ved Aarhus Universitet fredag den 1. februar 2019 med start klokken 11. Min kollega Martin Paldam og jeg står for organisationen, workshoppen bliver medfinansieret af Tuborg-centeret, og alle interesserede kan naturligvis kontakte os med spørgsmål. Vi har sendt et såkaldt call for papers ud til en række forskere med interesse for public choice og politisk økonomi i Danmark og det, der kan kaldes Danmarks ’nærområde’. Nærområdet ligner besnærende Danmark før 1658, omend med et par særinvitationer til Heidelberg og Stockholm!

Vi håber derfor at se en række fremragende tidligere deltagere, der bl.a. tæller Peter Kurrild-Klitgaard (KU), Niclas Berggren (IFN Stockholm), Stefan Voigt (Uni Hamburg), Andreas Fuchs (Helmut Schmidt Uni) og Philipp Schröder (Aarhus). Som altid er en af de store fornøjelser ved den danske public choice workshop at møde unge forskere, som kan præsentere deres nye papirer i det traditionelt fornøjelige og hjælpsomme miljø. Hvis der sidder sådan nogle blandt vores læsere, eller hvis man kender nogen der passer på beskrivelsen, er de særligt velkomne til at komme forbi Aarhus den 1. februar.

European Public Choice Society 2018

På onsdag ruller dette års konference i the European Public Choice Society af stablen ved Universita Cattolica del Sacro Cuore i Rom. Konferencen, der plejer at være et af de forskningsmæssige højdepunkter i min kalender, er også i år pakket med interessante præsentationer og både venner og bekendte, og med nye PhD-studerende og andre unge forskere med gode idéer. Hele programmet kan læses her, men traditionen tro byder vi på et helt idiosynkratisk overblik over særligt interessante emner.

De italienske arrangører med Gilberto Turati i spidsen har pakket en almindelig session ind allerede onsdag eftermiddag. Her er en af de præsentationer, der nok skal trække mange folk til, Massimiliano Onorato (Universita Cattolica del Sacro Cuore), Stefano Gagliarducci (Tor Vergata), Francesco Sobbrio (LUISS) og Guido Tabellinis (Bocconi) “War of the Waves: The Effect of Radio During World War II.” Mens spørgsmålet om BBCs udsendelser til Italien under krigen påvirkede den italienske modstand er spændende, bliver det et svært valg fordi på samme tid præsenterer den altid interessante Richard Jong-A-Pin (Groningen) ”Taxi’s, Tips and Terror: Labor market discrimination against Muslims before and after the Boston Marathon Bombings.” Endnu værre er det, at man ikke være tre steder på samme tid, fordi Francesco Salustri (Tor Vergata) og Pierluigi Conzo (Torino) kommer med “A war is forever: The long-run effects of early exposure to World War II on trust.”

Mit ‘pick’ for torsdag morgen er klart Zareh Asatryan (ZEW), Annika Havlik (ZEW), Friedrich Heinemann (ZEW) og Justus Nover (Mannheim) og deres “Are Fiscal Multiplier Estimates Politically Biased?” Om eftermiddagen er bedste bud Sarah Langlotz (Heidelberg), en af de mest lovende PhD-studerende i det europæiske public choice-miljø, der præsenterer “The Political Economy of Community Cohesion in Times of Conflict.” Sidst på eftermiddagen går jeg desværre glip af Martin Ljunge (IFN) og Kelly Ragan (Stockholms Handelshøjskole) ”The Three Deep Roots of Redistribution: Zero-Sum Wealth Views, Uncertainty Aversion and Long Term Orientation” da mine medforfattere Jerg Gutmann (Hamborg) og Andreas Freytag (Jena) skal præsentere vores fælles papir med titlen “Coups, Regime Transition, and the Dynamics of Press Freedom”

Fredag morgen er der heller ikke noget valg (og det gør ikke noget), da min ven og kollega Niclas Berggren (IFN) præsenterer vores fælles ”Do voters dislike liberalizing reforms? New evidence using data on satisfaction with democracy.” Enkelte læsere vil måske genkende temaet, da papiret pudsigt nok startede sit liv som en blogpost her på stedet!

Før frokost har arrangørerne lagt en hel session om ideologisk politik med deltagelse af blandt andet Niklas Potrafke (CesIFO) og Andrew Pickering (York) som jeg går glip af. Grunden er, at jeg skal præsentere mit fælles arbejde med Philipp Schröder (Aarhus) og Erdal Yalcin (Konstanz) om “Press Freedom, Market Information, and International Trade.” Det hjælper, at den glimrende Gerda Asmus (Heidelberg) også er på programmet i min session med ”A New Scramble for Africa and the Developing World? An Analysis of Chinese and Indian Development Projects.”

Mit sidste eksempel er lørdagens præsentation fra diktaturforskningens grand old man Ronald Wintrobe (Western University), der kommer med “An economic theory of a hybrid (competitive authoritarian or illiberal) regime.” Hvordan Ron ser lande som Ungarn ser jeg meget frem til. Og det er nok også en af de ting, der bliver talt om til den lille middag med bl.a. Niclas Berggren og Henrik Jordahl, som er det sidste pick. Den er dog ikke offentligt tilgængelig som resten af programmet, og vi rapporterer ikke fra middagen!

Ældre indlæg

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑