Tag: forskning (side 1 af 14)

Lykke og danskerne – en samtale

Jeg havde forleden fornøjelsen at være gæst i den første episode af podcasten ” Liv, Lykke & Arbejdsglæde.” Podcasten laves af Marlene Lyby, der er Phd-studerende på psykologi ved Aarhus Universitet. Under samtalen, der kan høres her, kom Marlene og jeg vidt omkring og talte blandt andet om, hvorfor danskerne i blandt de lykkeligste mennesker i verden, hvordan danskere reagerer overfor fremmede, ligesom vi talte om hvordan jeg faldt over det felt, der populært kaldes lykkeforskning, og hvad der foregår i forskningsmiljøet for tiden.

Hvis der skulle være læsere, som har lyst til at høre lidt om hvad den seriøse lykkeforskning handler om og hvad man finder i den, er der mange værre måder at bruge en lørdag eftermiddag eller en S-togstur hjem end at lytte til Marlenes podcast. Hvis ”Liv, Lykke & Arbejdsglæde” fortsætter som den første episode, kan den varmt anbefales.

Husdyr og private ejendomsrettigheder

Jeg er pt. i Tel Aviv til den årlige konference i the European Association of Law and Economics. Mens konferencen umiddelbart ikke tegner særligt interessant – da programmet først kom var flere af os overraskede over, hvor stærkt juristerne dominerer dette års konference – men der er heldigvis overraskelser. Denne morgens overraskelse kom fra Dean Lueck og Gustave Torrens fra Indiana University, der har set på den teoretiske sammenhæng mellem domesticering af dyr – basalt set udviklingen af husdyr – og den historiske udvikling af private ejendomsrettigheder.

Lueck og Torrens papir kan måske umiddelbart lyde sært, men deres fokus er på at forstå, hvorfor, hvornår og hvor man historisk først så private ejendomsrettigheder. De starter med at bemærke, at husdyr fra en økonomisk vinkel er en fornybar naturressource. Mennesker startede med at jage vilde dyr, men udviklede over tid jagtteknik, der tillod at man lukkede dyr inde i bestemte områder. Da man først havde gjort det, opdagede man sandsynligvis ret hurtigt, at omkostningerne var langt lavere med roligere dyr. Mens dyrenes udvikling i naturen var bestemt af naturlig selektion, mens de indelukkede dyr blev udsat for økonomisk selektion: Man slagtede de aggressive dyr og tillod de roligere at overleve og formere sig. Jagtteknikken og en simpel cost-benefit-overvejelse førte således på længere sigt til husdyr – rolige, manipulerbare versioner af vilde dyr.

Som vi har vist tidligere her på stedet, påvirker eksistensen og håndhævelsen af private ejendomsrettigheder, hvordan man optimalt udnytter en fornybar ressource. Man vil således få ejendomsrettigheder de steder, hvor der er åben adgang til dyrene og der således er en mulig konflikt mellem forskellige grupper, der alle har interesse i at udnytte dyrebestanden. Der er med andre ord komplementaritet mellem udviklingen af hegn og andre måder at lukke dyrene inde på, og ejendomsrettigheder.

Lueck og Torrens  meget interessante papir viser således teoretisk, at private ejendomsrettigheder opstår som reaktion på bestemte slags behov, når mennesker udvikler nye teknikker til at udnytte fornybare ressourcer. At man i samme ombæring får marker, hvor dyrene går, og dermed også bestemte områder man har ret til, er en interessant implikation af teorien, der også giver et klart indtryk af, hvorfor man ikke fik private ejendomsrettigheder i Lapland, mens man fik dem historisk tidligt i Mellemøsten og dele af Asien.

Economic Freedom of the World 2019

I går udkom den årlige rapport fra the Fraser Institute i Vancouver, der har titlen Economic Freedom of the World: 2019 Annual Report. Jeg har, ligesom man andre forskere og almindeligt interesserede, glædet mig til den. Rapporten, der skrives af James Gwartney, Robert Lawson, Joshua Hall og Ryan Murphy, bruges over hele verden i policy-diskussioner, mens de data, holdet producerer hvert år, bruges intensivt af forskere af meget forskellige politiske observanser og baggrunde (læs f.eks. Bob og Joshs survey fra fem år siden; non-gated her).

Hvert år er der et eller to temakapitler, og dette år er ingen undtagelse. Bob Lawson og Ryan Murphy udvider i kapitel 3 nogle af indikatorerne til at omfatte 1950erne og 60erne, så man kan få en bedre forståelse for den lange udvikling i de vestlige lande. Det virkeligt interessante er, at man her kan se adskillige lande før keynesiansk politik og socialistiske kontrolideer virkelig slog igennem i 60erne, ligesom det også tillader at få et indblik i en række latinamerikanske landes status i 60erne. I kapitel 4 tager Daniel Bennett og Boris Nikolaev fat i ”Economic Freedom, Public Policy, and Entrepreneurship” og diskuterer vigtigheden af økonomisk fri politik for iværksætteraktiviteten. Det er et kapitel, jeg ville ønske af mange danske politikere ville læse.

Ultimativt er rapporten et næsten uundværligt snapshot af, hvordan politik ser ud i verden i dag. Det kan man få et allerførste indtryk af i kortet ovenfor, ligesom man også kan følge udviklingen i Danmark siden 1970. Det har jeg tilladt mig at gøre i den sidste figur, hvor de røde perioder er år med røde regeringer, mens de blå naturligvis er med blå regeringer. Den illustrerer brugen af EFW-indekset: Fremgangen og reformerne under Poul Schlüter og Poul Nyrup er tydelige som en stigning i den økonomiske frihed i Danmark, mens den triste situation under Fogh og Løkke er meget tydelig at se. Reformsporet er gået i stå i Danmark, og EFW-indekset viser det tydeligt.

Nyt Ekonomisk Debatt

I tirsdags udkom det nye nummer af det glimrende svenske tidsskrift Ekonomisk Debatt. Tidsskriftet er videnskabeligt og økonomisk, men langt mere letlæst og formidlende end de fleste andre. Det er således unikt i de nordiske lande, og bringer ofte meget interessante artikler. I det nye nummer findes for eksempel en længere omtale af baggrunden for, at Boyan Jovanovic modtager dette års Global Award for Entrepreneurship Research; en artikel af Fredrik Anderson om boligmarkedets sammenhæng med valget af folkeskole i Sverige; En interessant og noget bekymrende artikel om hvem der publicerer i de superprestigiøse tidsskrifter af Simon Ek og Magnus Henrekson; og Dan Kleins kortlægning af Adam Smiths bidrag til en forståelse af moderne samfunds moralvurderinger.

Derudover har Ekonomisk Debatt altid et diskussionsforum med kortere indlæg og boganmeldelser. Hele nummeret kan læses her, og er som altid stærkt anbefalet.

Sjov med statistik: Tillid og vintertemperaturer

Som trofaste læsere vil vide, har vi her hos punditokraterne en tilbagevendende serie om ’sjov med statistik’. Formålet er – udover at underholde – at vise, hvordan umiddelbart latterlige statistiske sammenhænge til tider kan give mening, når man tænker over dem.  

Vi har tidligere i denne serie skrevet om sammenhængen mellem tillid og hvor grimt, en nations flag er. I dag ser vi på en anden sammenhæng, der bruges jævnligt i tillidslitteraturen til at etablere kausalitet: Sammenhængen mellem graden af social tillid i et land og dets vintertemperaturer.

Figuren nedenfor illustrerer sammenhængen på tværs af Europa, hvor vi skiller lande med og uden en kommunistisk fortid. Figuren viser med al tydelig klarhed, at tillidsniveauet i lande uden en kommunistisk fortid er højt korreleret med hvor lave vintertemperaturerne kan blive.* Korrelationen er -0,72 med Danmarks tillidsniveau på 69 % som den eneste klare outlier – vi er mere tillidsfulde end vores vintervejr indikerer. Skandinavien som helhed ligger dog ret præcist, hvor man skulle tro det lå. I den anden ende ligger Cypern med en laveste almindelig vintertemperatur over 7 grader og et tillidsniveau på 13 %.

Det er her, de fleste nok vil spørge hvad i alverden vintertemperaturer har at gøre med tillid til fremmede mennesker. Umiddelbart virker sammenhængen underlig, men der er faktisk ikke blot en forklaring, men en forklaring med fornemme rødder. Som Pierre-Guillaume Méon og jeg bemærkede i en artikel for nogle år siden, giver sammenhængen fin mening i kontekst af en slags evolutionær teori, hvis hovedidé kan spores tilbage til Hippokrates,

Social tillid er relativt stabil over tid og meget forskning peger således på, at de landeforskelle vi kan se i dag har dybe historiske rødder. Teorien går på, at tillid til fremmede mennesker er vigtig for de flestes overlevelse i kolde vintre. Mens det ikke er svært at overleve en vinter i Nordafrika uden ret meget hjælp fra og interaktion med fremmede, var det voldsomt svært at bo i Norge i 1200-tallet og overleve iskolde vintre uden at kunne samarbejde bredt og måske endda handle nødvendige varer og mad. Evolutionært betyder det, at jo koldere vintrene er, i jo højere grad vil folk med stærke tillids- og samarbejdsnormer overleve. Sagt på en anden måde vil folk og familier uden tillidsnormer ganske enkelt have mindre overlevelseschancer, og befolkningen kommer derfor over lange perioder til at dele en tillidskultur.

Denne fortolkning er fuldt konsistent med dataene i figuren, og endda inklusive fraværet af en klar sammenhæng i tidligere kommunistiske lande. Det er nemlig velkendt, at de kommunistiske regimer effektivt og helt bevidst ødelagde folks tillid til hinanden. Regimerne ønskede ikke et virksomt civilsamfund, og hvis man for eksempel boede i Østtyskland i 1970erne og 80erne, ville man skulle leve sit liv i et samfund, hvor 4 % af den voksne befolkning arbejdede for det frygtede Stasi. At have generelt tillid til de fleste mennesker i den type samfund var en meget dårlig idé.

Det, vi her finder, peger således på at historiske forskelle i høj grad tegner den tillidskultur, som præger europæiske samfund i dag. Det giver dog også et fingerpeg om, hvor lande i Central- og Østeuropa måske havde været social, hvis de var endt på den rigtige side af Jerntæppet. Steder som Estland, Polen og Ukraine burde have været højtillidslande – og graver man lidt i deres historie, finder man også indikationer på, at de muligvis var før den Røde Hær marcherede ind. Sidst, men ikke mindst, indebærer sammenhængen også, at når ens tillidskultur er formet af en fælles fortids geografi og levevilkår, kan den ikke være skabt af de sidste 60 års velfærdsstat (se f.eks. her). Som William Faulkner udtrykte det i Requiem for a Nun: “The past is never dead. It’s not even past.”

* Temperaturdataene er fra Weatherbase, mens tillidsdataene er gennemsnit på tværs af alle tilgængelige kilder siden 1980erne.

Junckers Dilemma og den nye reformforskning

Overskriften Junckers Dilemma er også overskriften på en kronik af Otto Brøns-Petersen og overtegnede, som Weekendavisen bragte i fredags (kan læses her; kræver muligvis abonnement). Dilemmaet er kendt blandt politikere, der gerne vil indføre større reformer, men også genvælges. Som Luxembourgs daværende premierminister Jean-Claude Juncker – den senere kommissionsformand – formulerede det for år tilbage, kan man ikke begge dele. Otto og jeg spørger i kronikken, hvornår lande da faktisk indfører reformer, og om Juncker havde ret.

Vores svar er baseret på nye forskning og kronikken er således i høj grad en præsentation af den nyeste forskning i reformprocesser i public choice og institutionel økonomi. To relativt nye bøger opsummerer fornemt, hvad den nye forskning viser om reformer og hvornår man faktisk kan komme ud over den ofte velorganiserede modstand mod reformerne fra særinteresser. Eller som vi opsummerer, hvad Wayne Leighton og Edward Lopéz finder:

Som [Leighton og Lopéz] understreger i deres prisbelønnede Madmen, Intellectuals & Academic Scribblers, har public choice-teori siden 1960erne bidraget til en forståelse af, hvorfor reformer er så svære at gennemføre. Organiserede særinteresser har ofte langt mere indflydelse end vælgere og kan således blokere reformer og forhindre, at de overhovedet diskuteres. I Danmark gælder det dele af fagbevægelsen, men også dele af erhvervslivet.

I et omhyggeligt case study af australske og svenske reformer – Nils Karlssons ligeledes fine Statecraft and Liberal Reform in Advanced Democracies – er indsigten:

Som modtræk besluttede en kreds af svenske erhvervsfolk sig allerede fra slutningen af 1960erne for at tage et principielt og intellektuelt baseret opgør med denne udvikling. Karlsson viser, hvordan man satsede betydelige ressourcer på at opbygge tænketanke og forskningsinstitutioner med et langt bredere sigte end snævre erhvervsinteresser. Opgøret kulminerede i kampen om fondssocialisme, men denne intellektuelle infrastruktur var også vigtig for at have et vidensgrundlag på plads, da Sverige blev ramt af flere alvorlige økonomiske kriser i løbet af 1980erne og 1990erne. Helt frem til i dag er Sverige et godt eksempel på, hvad en principfast og fremsynet indsats kan udrette på det lange sigt.

Den sidste hurdle mod reformer er Junckers Dilemma, men er dilemmaet virkeligt? Som Niclas Berggren og jeg viser i det seneste nummer af Journal of Institutional Economics (læs tidligere omtale her), er der typisk intet dilemma. Vælgernes reaktioner, her vurderet via deres svar på, hvorvidt de er tilfredse med den måde, demokratiet fungerer på i deres land, er faktisk positivt påvirkede af større, liberaliserende reformer. Nok advarer kommentatorer jævnligt mod reformer, men det ville være en noget speciel situation, hvis reformer er upopulære på samme tid som de gør vælgerne mere tilfredse med demokratiet. Den brede modstand mod reformer eksisterer ofte udelukkende i politikernes hoveder.

Italiens økonomiske elendighed

Italiensk politik og Italiens økonomi har igen været i de internationale overskrifter, da landets regeringsleder Matteo Salvini er på vej til at opløse regeringen. Salvini, der repræsenterer det højrepopulistiske Lega og danner regering med det venstrepopulistiske M5S, har udfordret EU ved at gennemføre et statsbudget med et alvorligt underskud. Efter forhandlinger endte budgettet lige indenfor eurozonens regler om et maksimalt, planlagt underskud på 3 %, men de facto ender det italienske minus sandsynligvis værre end det.

Udmeldingen er nu, at Salvini og Lega er klar til at sænke skatten markant, hvis de får pienei poteri – et klart flertal og dermed den ”fulde magt” som Mussolini også talte om – og at de helt vil ignorere euroreglerne. Det officielle argument er, at der skal sættes gang i de økonomiske hjul, men som økonom ved man, at den type politik i bedste fald kan give øget aktivitet i et par år. Derefter er italienerne tilbage til en situation med en statsgæld på 132 % af BNP – en del af den båret ufrivilligt af italienske banker, som dermed er udsat for væsentlig politisk risiko – og den forbløffende status quo uden egentlig økonomisk vækst. Som den altid indsigtsfulde Tyler Cowen hos Bloomberg understreger, er den næsten totale mangel på vækst det virkelige problem:

Unfortunately, a zero-growth environment cannot be stable forever. The reasons are many; structures ossify, firms and governments become less productive and dynamic, rules become more vulnerable to gaming and rent-seeking, and interest groups increase their ability to seize parts of the pie. If the pie doesn’t grow, eventually it becomes harder to sustain productive activity and a healthy politics.

Man kan næppe undervurdere, hvor alvorligt eller grundlæggende, problemet er: Sammenligner man med resten af Europa, er Italiens økonomi meget tydeligt i en sørgelig tilstand. Det ses ikke mindst i figuren nedenfor, hvor vi plotter udviklingen i total faktorproduktivitet, beregnet som et såkaldt Solow-residual, i Danmark, Sverige, Storbritannien og Italien siden 1970.

Som figuren viser, var Italien faktisk en af Europas mere produktive økonomier i 1970erne, med et gennemsnitligt Solow-residual 8 % under Tysklands og meget lig Danmarks. Til sammenligning var Storbritannien – kendt som Europas syge mand i 70erne – 16 % mindre produktivt end Tyskland og hele 29 % værre end USA. Figuren viser dog også to andre forhold: Effekterne af de massive reformer i Storbritannien omkring 1980 og Sverige efter 1990, og hvordan Italiens produktivitetsvækst aftager markant i løbet af 1980erne og fra 1998 til finanskrisens start i 2008 er praktisk taget nul. Status i det sidste år med data, 2017, er at Sverige nu er 2 % mere produktivt end Tyskland – en forskel, der er så lille at den i praksis er nul – mens Storbritannien er 6 % bagefter og Danmark er 9 % bagefter.

Produktivitetsforskellen mellem Tyskland og Italien illustrerer ganske godt omfanget af de italienske problemer: Opgjort som et Solow-residual var Italien i 2017 33 % mindre produktivt end Tysklands økonomi. Med andre ord kan tysk industri i dag i gennemsnit producere varer af 1000 euro værdi med et ressourceforbrug, der er en tredjedel lavere end det tilsvarende italienske. Tysk produktivitet bliver ydermere ved med at udvikle sig ligesom den svenske, men Italiens produktivitetsniveau i dag er tilbage på samme niveau som i midten af 1980erne. Mens landet således stadig kan ’skabe arbejdspladser’ er de derfor også i stigende grad inferiøre i forhold til alternativer i resten af Europa.

Som vi har vidst siden Robert Solow og Trevor Swans arbejde sidst i 1950erne, er produktivitetsudvikling den grundlæggende kilde til langsigtet økonomisk vækst. Den kræver i de fleste tilfælde gode, politisk uafhængige retslige institutioner, en nogenlunde stabil og forudsigelig økonomisk politik, begrænset rent-seeking og særinteresseindflydelse, en begrænset offentlig sektor, og fri iværksætteraktivitet. Italien har, sammenlignet med de fleste andre vestlige lande, ingen af delene. Støvlelandet har behov for alvorlige, gennemgribende reformer af hvordan dets samfund fungerer. Uden dem er landet dømt til at fortsætte en kurs, hvor landet falder endnu længere bagud og opbygger en endnu større statsgæld. Og som i alle andre tilfælde er der kun én slutning på den slags historie: At man går konkurs.

Tillid i eksperimenter og spørgeskemaer

For nogle uger siden skrev vi kort om et nyt studie, der måler civil ærlighed. Vi noterede da, at mens de udmærkede forskere bag Cohen et al. i Science udførte et velgennemtænkt eksperiment i 40 lande, engagerede de sig næsten overhovedet ikke med den store litteratur om social tillid. Da vi tog et hurtigt kig på sammenhængen på tværs af lande mellem tillid i spørgeskemaer og folks opførsel i eksperimentet, var vores konklusion, at ”den målte tillid i spørgeskemaer ikke er ekspressiv, men klart reflekterer folks forventede ærlighed.”

Efter at have tænkt over det, kom jeg til den konklusion, at emnet er vigtigere end en simpel blogpost. Jeg har derfor taget et noget mere omhyggeligt kig på, hvordan opførsel i eksperimentet hænger sammen med den målte tillid i spørgeskemaer de samme steder. Papiret, der hedder ”Civic Honesty and Cultures of Trust” og nu kan findes på SSRN, viser ikke blot den simple sammenhæng på tværs af lande. Det viser sig også, at sammenhængen mellem eksperimentel opførsel og tillid i spørgeskemaer kan genfindes på tværs af de 105 europæiske regioner, hvor data for begge dele er tilgængelige. Det viser vi i figuren nedenfor, der i øvrigt ikke er med i papiret. Tillidsmålet fra European Social Survey er på x-aksen og andelen af punge, der blev leveret tilbage i eksperimentet er på y-aksen.

Konklusionen er heldig for den store tillidslitteratur, der næsten udelukkende er baseret på spørgeskemadata: Cohen-holdets eksperiment validerer ret præcist brugen af spørgeskemadata. Abstractet er nedenfor og hele papiret kan findes her.

Recent work on Cohn et al. (2019) shows that civic honesty captured in a wallet-return experiment varies considerably across the world. This paper uses the new experiment to validate the alternative way of measuring trust and honesty from questionnaires. Comparisons of wallet return rates and questionnaire trust across 38 countries and 105 European regions show that experimental behaviour and social trust measured in questionnaires are strongly correlated. The new experimental data thus validate the widespread use of questionnaire-based measures in the trust literature.

Historien om the Economic Freedom of the World

Jeg er pt. på vej hjem fra et heldagsseminar i Dallas, Texas, om brugen af indeks for økonomisk frihed i forskning. Seminaret, hvis formål var et introducere interesserede juniorkolleger og PhD-studerende til ’the do’s and don’ts’ i denne del af forskningen, omfattede både så etablerede navne som James Gwartney (Florida State University) og Robert Lawson (Southern Methodist University), men også dygtige yngre kræfter som Daniel Bennett og Boris Nikolaev (Baylor University), og Jeremy Jackson (North Dakota State University, foto).

Jeremy Jackson ved seminaret

Seminaret startede med et for mig særligt spændende indslag, da James Gwartney fortalte historien om, hvordan the Economic Freedom of the World Index – hvis 2019-udgave udkommer om blot et par uger – startede. Den spæde start var til en session med titlen ”Was George Orwell Right?” ved the Montpellerin Societys årlige konference i 1984, der det år var i Cambridge. Her mødtes blandt andet økonomen Michael Walker og historikeren Paul Johnson, og blev enige om den konceptuelle forvirring, der på det tidspunkt (og til en vis grad stadig) herskede omkring forskellene på demokrati og økonomisk frihed.

Seminaret blev til en serie på seks konferencer mellem 1986 og 1984, som Walker bad Milton og Rose Friedman om at sponsere. Det blev i sidste ende den amerikanske Liberty Fund, der sponserede konferencerne med formålet at nå en klar definition på, hvad økonomisk frihed er.

Gwartney blev bedt af Friedman at komme til konferencen i 1989, og blev der slået af, hvor mange forskellige forhold, de forsamlede økonomer ville måle. Stemningen var tydeligvis præget af, at forsamlingen ville måle et meget stort antal forhold, som en eller flere af de inviterede mente var vigtige elementer at økonomisk frihed. Som så ofte før endte det med, at Gwartney, Friedman og et par andre blev enige over frokost om, at det var meget mere produktivt at forsøge at koge diskussionen ned til et mindre antal faktorer, som man faktisk kunne måle. Friedman erklærede sig enig, og sagde – halvt i spøg – til Gwartney ”Why don’t you go home and do that?”

Og der kunne historien være endt, hvis Gwartney ikke havde gjort netop det. Hjemme i Florida gik han ind til sin studentermedhjælp og meddelte, at ”Hey, I just had a nice meeting witk Milton Friedman. Guess what you’re doing this winter.” Medhjælpen, der skulle vise sig at have en helt særlig evne til at grave data frem fra mange forskellige kilder, hed Robert Lawson, og de to endte med at udsende den første Economic Freedom of the World rapport i 1996.

Udgangspunktet for at måle økonomisk frihed har siden da været, at det skal måle i hvor høj grad et lands institutioner og politik er konsistent med ”personal choice, vountary exchange, open markets, and protection of people and their property from aggresors.” Fra udgangspunktet var Gwartney og Lawson enige om, at alt skulle være så objektivt og replikabelt som muligt – eller som Gwartney understregede i går, at en marxist og en hardcore liberal ville nå til den samme objektive vurdering af et lands tilstand på det samme datagrundlag.

Når dette års rapport udkommer, vil vi naturligvis skrive om det her på stedet. Men før da ville det måske være interessant at kende historien bag et indeks og meget vigtig datakilde i politisk økonomi, der også med jævne mellemrum dukker op i den politiske debat i Danmark. Det var således the Economic Freedom of the World Index, som flere meningsdannere brugte som modsvar, da en nyhedsvært fra Fox News for et år siden karakteriserede Danmark som et socialistisk land. Uden en serie små konferencer og en frokostsnak for 30 år siden mellem Milton Friedman og en ung James Gwartney, ville det ikke eksistere. Og ganske sigende indrømmede Gwartney, at de nok ville få nogle hundrede referencer til deres indeks. I dag skal referencerne til Gwartney og Lawsons fremragende indsats tælles i tusinder.

Er forfatningsbeskyttelse af pressefriheden effektiv?

Jeg har de sidste dage været i Pontresina i de schweiziske alper for at deltage i den årlige Silvaplana-workshop. Silvaplana er en relativt eksklusiv sammenkomst af folk i politisk økonomi og public choice, der over nogle dage mødes i Schweiz for at præsentere noget af deres bedste nye forskning og diskutere disse og andre ting om eftermiddagen på ture i bjergene. I år deltog jeg (på trods af en sportsskade) med papiret ” Is Constitutionalized Media Freedom only Window Dressing? Evidence from Terrorist Attacks”, der er fælles arbejde med min glimrende kollega Stefan Voigt fra universitetet i Hamborg.

Vores spørgsmål i papiret er, om klare grænser i forfatningen kan forhindre politikere i at fristes over evne til at censurere medierne. Mens der kan være mange politiske grunde til, at et lands medier ikke er frie og der således er begrænsninger på ytringsfriheden, ser Stefan og jeg på en helt bestemt type event: Vi bruger terrorangreb som ’stress tests’ af, hvor effektivt forfatningen forhindrer censur.

For at gøre det, må vi først få et overblik over hvad forskellige landes forfatninger faktisk tillader regeringen at gøre. Figuren nedenfor er Figur 1 fra papiret, og viser et simpelt plot over den gennemsnitlige mangel på pressefrihed på tværs af 83 vestlige lande og lande, der har vestlige institutioner. Vi har her delt landene op i fire grupper, baseret på deres forfatningsmæssige beskyttelse af presse- og ytringsfrihed: 1) lande, hvis forfatning ikke nævner det; 2) lande, hvor forfatningen er markant uklar; 3) lande, hvis forfatning ikke tillader censur; og 4) lande, hvor censur er tilladt når regeringen har erklæret nødret.

Det specielle er, at det simple billede peger på at lande med stærk forfatningsmæssig beskyttelse netop er de lande, der i gennemsnit er mindst tilbøjelige til at beskytte mediefriheden. Det er her, vi ser det første tegn på ’window dressing’.

 I efterfølgende analyser finder vi meget klart, at forfatningsbeskyttelse generelt ikke beskytter pressen. Historien er dog ikke bare, at forfatninger er irrelevante når det gælder den faktiske beskyttelse af mediernes frihed. Stefans og mine analyser peger signifikant på, at en særlig kombination er specielt problematisk: Når forfatningens nødretsprovisioner tillader censur under nødret, men ellers ikke, og domstolenes uafhængighed også er beskyttet solidt af forfatningen – dvs. i stærkt konstitutionaliserede politiske systemer – udløser terrorangreb væsentligt værre censur af medierne. Med andre ord finder vi, at når de jure beskyttelsen er stærkest, er de facto beskyttelsen svagest.

Som den næsten legendariske danske politolog Peter Nannestad formulerede det, har adskillige forfatningsjurister vurderet, at de fleste forfatningsbestemmelser er rent ’deklamatoriske’ – dvs. hensigtserklæringer uden egentlig juridisk eller politisk konsekvens. Som Peter pegede på i diskussionen efter min præsentation, viser vores papir derfor at juristerne ikke blot har ret. Situationen er værre endnu: Nogle forfatninger, der burde beskytte medierne og holde domstolene uafhængige, bruges til det præcist modsatte når terrorangreb gør fristelsen til at censurere medierne tilstrækkeligt stærk for politikerne.

Civil ærlighed og social tillid

Forskningslitteraturen om social tillid – graden af tillid folk generelt har til andre mennesker, de ikke kender – har vist, hvordan folks tillid til hinanden og deres grad af ærlighed præger samfundet. Der findes dog stadig en minder gruppe samfundsforskere, som argumenterer at folks tillid – som måles ved hjælp af spørgeskemaer – er ekspressiv eller blot udtryk for folks kolde risikovurdering. Med andre ord mener de, at det bare er noget folk siger, og folk er slet ikke tillidsfulde eller specielt ærlige i de nordiske lande, men måske bare tvinges af omhyggelig håndhævelse af loven.

Tricket er at finde en type adfærd, der ikke kan håndhæves af politiet, og ikke bare er ekspressiv. Stephen Knack og Philip Keefers løsning for mere end 20 år siden var at se på sammenhængen mellem folks tillidsniveau og deres opførsel i det såkaldte ”wallet drop experiment” – de tabte punges eksperiment. Øvelsen går meget simpelt ud på, at man ’taber’ en række punge med information om, hvis de er og hvor folk bor. Man ser derefter, hvor mange punge bliver leveret tilbage til ejeren med indholdet intakt, og sammenholder andelen af tilbageleverede punge med tillidsscoren i området.

Fornylig har en gruppe forskere gentaget en variant af dette eksperiment i 40 lande rundt omkring i verden. I artiklen, som er udkommet i Science, beskriver de præcist hvordan de har gjort. En del af det særlige ved det nye eksperiment, er at de i stedet for at tabe punge har indleveret dem som om de havde fundet en tabt pung. I de fleste lande har de gentaget eksperimentet 400 gange og varieret, hvor de indleverede dem, og om der var penge i pungen eller ej.

Resultaterne viser meget store forskelle i ærlighed på tværs af verden. I bunden finder man Peru, Kina og Kenya, hvor henholdsvis 13,8, 14,3 og 17,2 % kom tilbage til ejeren. Var der penge i pungene, kom generelt lidt flere tilbage. Det gjaldt dog stadig kun 13,4 % i Peru, 18 % i Mexico, og 19 % i Kenya. I den anden ende af skalaen kom mere end tre fjerdedele af pungene tilbage: I Tjekkiet (78 %), Norge (78,7 %), Schweiz (79 %), New Zealand (80 %), Sverige (81,5 %) og Danmark (82 %).

Studiet viser også igen, at den målte tillid i spørgeskemaer ikke er ekspressiv, men klart reflekterer folks forventede ærlighed. Som man kan se i figuren nedenfor, er der en tydelig og stærk sammenhæng mellem folks tillid (på x-aksen) og hvor mange punge med penge, der kom tilbage i eksperimentet (y-aksen). Bruger man lidt simpel regressionsanalyse til at vurdere vigtighede, viser resultaterne, at en fordobling af BNP per indbygger giver 13 % flere tilbageleverede punge, mens en fordobling af tilliden giver et plus på 7 %.

Mest af alt viser det nye eksperiment dog endnu en gang, at vi i Danmark lever i et af verdens mest ærlige samfund. Ærligheden i Danmark tager nogle gange et lidt aggressivt udtryk, når vi fortæller folk helt ærligt hvad vi mener, eller når vi reagerer på folk, der misbruger tilliden. Men jeg vil langt hellere leve med det, end i et samfund hvor folk ikke stoler på hinanden. Og jeg er ikke nervøs for at tabe min pung – eller lade min kontordør stå åben når jeg er til frokost – i Danmark.

Populisme – tre nye bøger

Hvis der er én ting, man taler om i politik i de fleste vestlige lande i disse år, er det populisme. Det gælder ikke mindst Danmark, hvor Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Stram Kurs alle er tydeligt og åbent populistiske og nominelt borgerlige, og Alternativet leverer en slags cirkusudgave af moderne venstrefløjspopulisme. Man kan også med en vis ret beskylde Socialdemokraterne og Venstre for at være rykket ind til en slags centrumpopulistisk politisk position, for at sikre sig overfor den mulighed at medianvælgeren måske ikke kan lide indvandrere.

Hvad det bredere fænomen er, hvor det stammer fra og hvad man kan gøre fra de etablerede partier, er temaet for tre nye og ganske forskellige bøger: Barry Eichengreens The Populist Temptation: Economic Grievance and Political Reaction in the Modern Era. der udgives af Oxford University Press, Kurt Weyland og Raúl Madrids redigerede samling When Democracy Trumps Populism: European and Latin American Lessons for the United States fra Cambridge University Press, og Charles Dumas Populism and Economics fra det lille Profile Books. Jeg anmelder alle tre i det nye nummer af det udmærkede Economic Affairs.

I anmeldelsen, der har fået navnet Populism: Three approaches to an international problem (bemærk: linket kræver login), anbefaler jeg i særlig grad Eichengreens velskrevne og omhyggelige bog, ligesom der er flere meget fine kapitler i Weyland og Madrids samling. Eichengreen udmærker sig specielt i den måde, han sørger for at definere og diskutere hvad populisme overhovedet er. Hvis nogle af vores læsere er interesserede i populisme, kan bogen varmt anbefales med et enkelt forbehold, som også gælder store dele af Weyland og Madrid, ligesom det plager meget af den eksisterende forskning. Som jeg understreger i konklusionerne:

“In other respects, all three books either explicitly or implicitly reach similar conclusions. It is, for example, striking that while both Eichengreen and several of the contributors to Weyland and Madrid argue that increased redistribution – and implicitly a focus on distributional or social justice – will effectively reduce the threat of populism, and Dumas also emphasises increasing income inequality, none of them note that their recommendations have been tried. The type of society they seem to aim for is a Scandinavian‐style social democrat welfare state. Yet the Nordic countries are certainly not free of populism, and populist parties have had substantial political influence in three of the five countries of the region.”

Det er med andre ord stærkt påfaldende, at næsten al moderne populismeforskning forfalder til den samme idé: Bare vi implementerer en stor velfærdsstat med massiv omfordeling, vil folk ikke længere have nogen grund til at stemme på populisterne. Som skandinavisk efterkrigshistorie med al tydelighed viser, er det simpelthen ikke rigtigt. Hvorfor kan man altid diskutere, men det synes rent umiddelbart som en kombination af, at meget få populismeforskere kender noget til de nordiske lande, og at langt de fleste er enten socialdemokrater eller socialister. Hvert forskningsfelt udvikler sine blinde vinkler, men populismeforskningens er temmelig tydelige for folk, der ikke er socialiseret i feltet.

Dansk handel har udviklet sig

International handel er vigtig: Den er en væsentlig kilde til langsigtet økonomisk vækst, produktivitetsfremskridt, øget individuel velfærd, og en vigtig mekanisme til at dele viden gennem. Selvom selve ideen om international handel og en international arbejdsdeling er under øget angreb i disse år – ikke blot den amerikanske præsident Trump, men også Frankrigs Emmanuel Macron og kræfter i EU-parlamentet har hentet protektionistiske idéer ud af gemmerne – er det store flertal i lande som Danmark, Sverige, Storbritannien og Tjekkiet stadig stærkt positive overfor handel. Det samme gælder stort set alle nationaløkonomer, der deler faglige indsigter der rækker tilbage til David Ricardos arbejde for 200 år siden. At påstå, at handel er økonomisk skadeligt, er fagligt på linje med at påstå, at mennesker og dyreliv ikke har udviklet sig gennem evolution.

Selvom alle typer er gavnlige, er handel dog ikke bare handel. Adam Smith og David Ricardo demonstrerede hvordan danskere for eksempel har gavn af at eksportere bacon til Panama for at importere kaffe derfra. Ifølge standardteori, ikke mindst Hecksher og Ohlins seminale model, er international handel såkaldt interindustriel: Man eksporterer varer fra én industri og importerer dem fra en anden. Dette syn har dog været stærkt udfordret siden en række økonomer sidst i 60erne opdagede, at en væsentlig del af rige landes handel ikke passer på dette mønster. Den er med andre ord intraindustriel – vi både eksporterer og importerer varer i den samme industri. Handel kan være intraindustriel på to måder.

For det første kan der være tale om, at Danmark eksporterer én type tøj, mens vi importerer en anden type. Den slags handel passer meget fint på moderne handelsteori (de såkaldte Lancaster- og Dixit-Stiglitz-modeller), der understreger hvordan nogle af velfærdseffekterne ved international handel kommer fra, at borgerne får flere varianter af varerne at vælge mellem. På det danske ølmarked kan man også se gevinster, idet Carlsberg-Tuborgs markedsledende status nu er udfordret af en række importerede varer. Det danske ølmarkeds udvikling er derfor et godt eksempel på den monopol-ødelæggende virkning af intraindustriel handel.

Den anden type intraindustriel handel kommer af, at virksomheders værdikæde er blevet mere international. Danske tekstilvirksomheder sender således klæde og design til Polen, hvor det bliver syet. Polske underleverandører eller datterselskaber sender derefter de færdige varer tilbage til Danmark, hvor det pakkes og markedsføres. Den første sending registreres som dansk eksport, mens den anden registreres som dansk import.

Spørgsmålet er, i hvor høj grad dansk handel er inter- eller intraindustriel. I forbindelse med arbejde med mine kolleger Martin Rode (Universidad de Navarra) og Philipp Schröder (Aarhus Universitet) har jeg beregnet et mål for, hvor stor en del af et lands handel der er intraindustriel. Målet er en variant af Grubel og Lloyds oprindelige indeks, men simplere så det kan beregnes på langt mindre data. Grunden er, at vi skal bruge det i arbejde, der omfatter en række fattigere lande, hvor man ikke har videre præcise handelsdata tilbage i tid. Det er i princippet fordelt mellem 0 og 1, og lavere værdier indikerer en større andel af den samlede handel, der er intraindustriel. Målet kan således bruges til at illustrere, hvor dramatisk strukturen af dansk handel har ændret sig over de sidste cirka 40 år.

Figuren nedenfor illustrerer først forholdet ved at sammenligne vores Grubel-Lloyd-indeks for vestlige lande i 2010-2015. Det påfaldende er først, at Danmark sammen med Belgien og Holland har ekstremt lave Grubel-Lloyd-indeks, mens en gruppe bestående af ganske forskellige lande fra Singapore, Schweiz, Storbritannien og Tyskland til Rumænien kommer i anden række. Singapore er i og for sig ikke overraskende, da landet i høj grad er transithavn for en lang række meget forskellige varer. Det samme kan i et vist omfang være tilfældet for Belgien, Danmark og Holland, hvor havnene i Rotterdam og Antwerpen er blandt de største i verden, og Aarhus håndterer mest fragt i Skandinavien. Et slående forhold er dog, hvor store forskellene er i de vestlige lande. Steder som Island, Cypern og Norge har meget klassiske handelsmønstre, mens andre steder som Danmark har mønstre, der i langt større grad passer på moderne ’ny ny’ handelsteori. Breder man dataene ud, er det også tankevækkende at se, hvordan særligt to lande – Malaysia og Tunesien – har handelsmønstre der ligner avancerede, europæiske landes.

Nummer to figur illustrerer, hvordan vi er kommet dertil, ved at sammenligne Danmarks udvikling med gennemsnittet for vores nabolande, gennemsnittet for Sydeuropa (Frankrig, Grækenland, Italien og Spanien), og olielandet Norge. Som figuren viser, var dansk handel mindre intraindustriel end de fleste andre europæiske landes i 1970erne. Udviklingen accelererede dog fra først i 1980erne – stort set sammenfaldende med ed store ændringer i dansk økonomisk politik under Poul Schlüter – og vores handel er i dag blandt de meste intraindustrielle. Norges handel er gået i den stik modsatte retning i takt med at landet er blevet en ’almindelig’ ressourceøkonomi. Den sorte linje illustrerer således, hvor enorm en økonomisk transition Norge står overfor en gang i fremtiden, når olien mister betydning.

Er intraindustriel handel en konsekvens af økonomisk udvikling, er det en driver af udviklingen, eller er det bare noget, der sker i takt med at folks forbrugsmønstre ændrer sig? Svaret er nok lidt af hvert, men der mangler forskning på området. Det sikreste, man kan sige og som Martin, Philipp og jeg skriver om for tiden, er at både handelens konsekvenser for forhold som ulighed og særinteressers politiske reaktioner kan være fundamentalt anderledes, jo større en del af et lands handel er intraindustriel. Følger man med i ulighedsdebatten og hele lavinen af nonsens fra Trump- og Macron-tilhængere, er det værd at vide.

Nordisk ligestilling er et historisk fænomen

Der er store forskelle på, hvor ligestillede kvinder er rundt omkring i verden. Helt overordnet er kvinder i de nordiske lande blandt de mest ligestillede, og politikere hylder ofte sig selv for at have opnået denne status. Spørgsmålet er dog, hvor meget der skyldes moderne politik og hvor meget, der i stedet skyldes dybere kulturelle forskelle. Ny og meget kreativ forskning peger på, at nordiske piger var mere ligestillede allerede i vikingetiden.

Laura Maravall Buckwalter fra universitetet i Tübingen  undersøger i artiklen med det lange navn ”Valkyries: Was Gender Equality High in the Scandinavian Periphery since Viking Times? Evidence from Enamel Hypoplasia and Height Ratios” om folk i de nordiske lande diskriminerede mindre mod piger i vikingetiden og middelalderen end i resten af Europa. Hendes trick er at benytte sig af mål for emaljehypoplasi, der primært skyldes fejl- eller underernæring i den tidlige barndom. Hypoplasi er fænomenet hvor et organ eller en anden del af ens krop er underudviklet: Netop hypoplasi i tandemaljen viser sig både at være en god indikator for diskrimination af piger, og et fænomen, man kan måle med forholdsvis god præcision på skeletter. Ved at sammenholde forekomsten af emaljehypoplasi hos mænd og kvinder, får man derfor et ret godt og objektivt mål for historisk diskrimination af piger.

Buckwalter finder, at hendes diskriminationsmål er cirka 0,8 for nordiske kvinder udenfor de få byer, der eksisterede dengang. Tallet i sig selv siger intet, udover at det er en afvigelse fra fuld ligestilling – en værdi på 0. Sammenholdt med den typiske værdi på 1,2 i resten af Europa peger dog på, at kvinder i vikingetidens Norden var væsentligt mere ligestillede end i resten af Europa. Sammenligner man med moderne mål fra ulande, er en forskel på 0,8 og 1,2 også en endda meget stor faktisk forskel i behandlingen af piger og drenge.

Den nye artikel, der i sagens natur benytter sig af arkæologisk evidens – men behandlet som man gør i moderne samfundsvidenskab – er dermed konsistent med andre historiske indikationer. Der er for eksempel adskillige eksempler på rige begravelser, der viste sig at være af kvinder – det norske Osebergskib, der er den rigeste af alle skibsbegravelser i Norden, viste sig at være for en kvinde – ligesom der findes eksempler på kvinder i vikingetiden, der var skibsejere. Skulle man have været skeptisk overfor fortolkningen af disse historiske eksempler, peger den nye forskning i samme retning.

Det skal understreges, at der ikke nødvendigvis går en lige linje fra vikingetiden og den tidlige, nordiske middelalder til nutidens ligestillede kvinder i Danmark, Norge, Sverige og Island. Læser man historien, får man ofte indtryk af at den kristne kirke fra 1300-årene og frem aktivt bekæmpede ligestillingen. Der er dog næppe noget, der kan tage en historisk tradition fra de nordiske lande. Ligestillingen har mindre med fremsynede, moderne politikere at gøre, og mere med almindelige menneskers ordentlige behandling af hinanden.

Sjov med statistik: Tillid og grimme flag

I den samfundsvidenskabelige forskning i social tillid er et af de væsentligste problemer at etablere kausalitet: I hvilken grad påvirker tillid for eksempel hvor godt retsvæsenet fungerer, og i hvilken grad påvirker et godt retsvæsen folks tillid til hinanden? Der findes flere måder at gøre det på, men den nyeste forskning peger i retning af, at tilliden kommer først (læs f.eks. her). Det skal dog stadig vises, hvilket man oftest gør ved brug af såkaldte instrumentvariable: Faktorer, der er forbundet med tillid, men ikke påvirker ens outcome-variabel som retsvæsenets kvalitet, den langsigtede økonomiske vækst, eller uddannelsesniveauet. Tre faktorer, der ofte virker og som er plausibelt ’eksogene’ er om landet er et monarki, temperaturen i vinterens koldeste måned, og om sproget har ’pronoun drop’ – dvs. om det tillader at man udelader det personlige pronomen i en regulær sætning. De fleste nye studier bruger netop en eller anden kombination af disse forhold.

I forbindelse med arbejdet, der endte som “Is trust the missing root of institutions, education, and development?”, opdagede min glimrende kollega og medforfatter Pierre-Guillaume Méon (Université Libre de Bruxelles) og jeg, at de variable som andre indtil da havde brugt, ikke gav identifikation i den fattigste tredjedel af verdens lande. Med mindre tekniske ord kan de tre almindelige variable give et nogenlunde præcist bud på, hvor tillidsfulde de fleste almindelige lande er, men buddene er helt forkerte for de fattigste lande. Vi havde derfor brug for noget ekstra, der kunne give os mere præcision i netop disse lande.

Det er her dagens ’sjov’ kommer ind i form af Oxford-filosoffen Josh Parsons æstetiske bedømmelse af verdens nationale flag. Selvom det lyder helt absurd subjektivt, er bedømmelserne baseret på et klart sæt kodningsregler. Parsons var således tydeligt i sin fordømmelse af symboler og skrift på flag og mente for eksempel, at Mozambiques flag, der blandt andet afbilder en AK47-riffel over kors med en hakke på en baggrund af en stjerne og en bog, er usædvanligt grimt. Et andet eksempel er Rwandas flag, hvor et stort R indtil 2001 mindede folk om, hvad landet hedder. De to flag får kun henholdsvis 37 og 40 point. Parsons var heller ikke glad for flag, der ’har for travlt’. Omvendt er der i den anden ende en lille gruppe lande, hvis flag Parsons tildelte scorer over 80 point: Israel, Schweiz, Sydafrika og Vietnam på 85, Japan på 87, og Pakistan på 88.

Guillaume og jeg opdagede ved en tilfældighed, at man faktisk kan bruge Parsons rating af nationale flags æstetik som en instrumentvariabel for social tillid. Sagen er nemlig, at der findes lavtillidslande med grimme flag, lavtillidslande med pæne flag og højtillidslande med pæne flag. Det virkeligt mærkværdige er, som man kan se i figuren nedenfor, at der ingen højtillidslande er med grimme flag.

Nok er helt tilfældige – såkaldt spuriøse – sammenhænge er ikke ualmindelige i samfundsforskningen, men de afslører sig ofte, når man plotter dem. Figuren viser netop et plot over 138 landes tillid og deres flags ranking, og ligner ikke en tilfældig sammenhæng. Som noteret ovenfor, er der ganske enkelt ingen højtillidslande med grimme flag, men adskillige lande i hvert af de andre tre kvadranter af figuren. Man kan således være ret sikker på – jo overraskende og mærkeligt det lyder – at der er en sammenhæng.

Man kunne forestille sig, at det blot var at ældre og mere etablerede nationer var mere tillidsfulde og havde ’taget’ de pæne flag først. Det er dog inkonsistent med det bilede vi ser: De gamle nationer har i gennemsnit et tillidsniveau på 25,6 %, dem der etableredes mellem 1800 og 1940 – hele Latinamerika og enkelte lande andre steder – har et gennemsnit på 27,4 %, mens nye lande der blev uafhængige efter anden verdenskrig har et gennemsnit på 23,7 %. Den forklaring dur derfor ikke, og man må lede efter en anden forklaring.

Vores bedste bud er, at graden af tillid ofte er reflekteret i landets flag (læs her for standardforklaring på reflektionsproblemer). Sammenhængen kommer derfor direkte ud af Parsons kodningsregler, hvor direkte symboler og ’travlhed’ – når designerne puttede for mange elementer i flaget – fører til lavere æstetiske vurderinger. Mozambiques flag med dets AK47 fortæller således en historie om en svær, voldelig og konfliktfyldt uafhængighedsperiode. På samme måde er Brasiliens flag, som Parsons kaldte ”Worst flag of any independent nation state”, med dets stjernekort og påskrift ”Ordem e Progresso” en noget ironisk refleksion af et land, der aldrig har været hverken ordentligt eller i udvikling i en vestlig forstand. Brasilien er med en tillidsscore omkring 6 % også et af verdens mest mistillidsfulde samfund og et, der gennem årene har været plaget af voldsomme sociale konflikter og lovløshed.

Et grimt flag er således i mange tilfælde et resultat og en refleksion af, at en nation har haft svært ved at blive en nation. Den periode, ethvert land går igennem, der på engelsk kaldes ’nation building’, har derfor været lang sværere og mere konfliktfyldt i kulturer med lav tillid. Perioden er som ofte endt i nationale flag skabt i politiske komiteer eller andre fora, der har forsøgt at symbolisere noget på flaget, som ikke eksisterer. På den måde ender man med at have en statistisk sammenhæng, der i udgangspunktet virker helt og aldeles absurd – en sammenhæng mellem folks sociale tillid og hvor grimt deres flag er – som alligevel har en slags bund i virkeligheden. For samfundsvidenskabelige nørder er det både sjovt og brugbart.

Stephen Knack er død

Forleden så jeg tilfældigt på Twitter, at økonomen Stephen Knack var død. Vi har over årene skrevet om store økonomer som James Buchanan, Gary Becker og Elinor Ostrom, når de gik bort. Steve var måske ikke i liga med disse Nobelprismodtagere, men var måske den mest indflydelsesrige økonom, jeg personligt har kendt. Hans død kom derfor som et chok, ikke mindst fordi han udover at være en formidabel økonom, også var et rart, venligt og meget hjælpsomt menneske.

Steve var ansat i Verdensbanken de sidste 20 år, de seneste år som Lead Economist i bankens meget vigtige Development Research Group. Han var uddannet PhD i nationaløkonomi fra University of Maryland i 1991, hvor han startede sin karriere som Research Associate ved det dengang indflydelsesrige IRIS Center. Steve fortsatte som Assistant Professor på American University, før han valgte et job i Verdensbanken.

Steves måske stolteste øjeblik kom, da han sammen med Philip Keefer skrev ”Does Social Capital Have an Economic Pay-Off?” Artiklen, der udkom i 1997 i det ekstremt prestigiøse Quarterly Journal of Economics, dokumenterede for første gang en sammenhæng mellem social tillid og langsigtet økonomisk vækst. Sammenhængen er efterfølgende blevet bekræftet i adskillige artikler, ligesom en lang række studier har undersøgt de mange teoretiske idéer, Steve foreslog sammen med Phil Keefer i 1997. Studiet, der i dag kan kendes af de fleste i den del af forskningen som ”Knack og Keefer 97”, var forbløffende rigt på præcist formulerede idéer.

Det er også den artikel, der har påvirket mig suverænt mest som forsker. Jeg er næppe den eneste, da Steve og Phils artikel per dags dato er citeret 8870 gange ifølge Google Scholar. Men pudsigt nok er det ikke hans mest citerede. To år tidligere udkom ”Institutions and economic performance: cross‐country tests using alternative institutional measures” i Economics & Politics. Artiklen, der var blandt de første til at etablere den nu velkendte forbindelse mellem gode retslige institutioner og økonomisk vækst, var også skrevet sammen med Phil Keefer, og er til dato citeret 9163 gange.

Steve hvilede dog ikke på laurbærrene, og bidrog over årene både til forskningen i social kapital, men også i væsentlig grad til vores viden om ulandsbistand. Som flere af de kommentarer, der kom forleden dag på Twitter, også understreger, var han en ydmyg gigant i institutional economics, som for alvor prægede forskningen. Men Steve var ikke uden humor. Jeg mødte ham adskillige gange over årene, og havde endda fornøjelsen at møde hans da 14-årige datter, som han havde taget med til Firenze for en bunke af de Frequent Flyer Miles, han akkumulerede hos United. Mødet, der tegner Steve bedst, var dog til en konference i Georgetown, hvor han kom hen, sagde Hi Christian. Efter vi kort havde snakket om, hvordan det gik og hvilken forskning vi havde gang i, smilede Steve lidt skævt og sagde ”By the way, congratulations on the paper in the Journal of Law and Economics.” Da jeg grinende fortalte ham, at det var mere end jeg vidste, sagde han bare ”You will.” To dage senere kom den officielle besked fra redaktøren, men da vidste jeg allerede, at Steve havde været fagfællebedømmer på papiret. Det var den fineste måde at give et mentalt klap på skulderen, og meget karakteristisk for en dybt menneskelig intellektuel gigant.

Bedste danske økonomer 2019

Som vores faste læsere ved, er det ved at være tiden for en af punditokraternes traditionelle, årlige diskussioner: Hvem er de bedste danske økonomer – og hvordan kan man måle det? I år er det ti år siden, vi første gang tog diskussionen, der også i flere år blev dækket af Børsen. Som læserne også ved, forsøger vi hvert år at fange kvalitet på en anden måde end tidligere år for derigennem at give et indtryk af, hvor svært spørgsmålet faktisk er.

Det særligt nye i år er, at vi har valgt at se på alle fastansatte forskere på nationaløkonomiske institutter i Danmark der har med nationaløkonomiske emner at gøre. Hvis folk ikke har noget med nationaløkonomi at gøre – hvis de for eksempel forsker i logistik, ren finansiering eller ren matematisk statistik – er de ikke med på listen. Omvendt tager vi dem med, når deres emner inkluderer ’financial economics’ eller praktisk anvendelse af økonometri.

Måden, vi måler kvalitet på i år omfatter tre forskellige forhold: Et produktivitetsmål, et prestigemål, og et interessemål. Vi måler produktivitet ved at se på, hvor mange artikler en forsker har udgivet per år han eller hun har været aktiv; antal aktive år er i næsten alle tilfælde hvor mange år siden det er, man fik sin PhD. Prestige er et mål for kvalitet, som vi fanger gennem den højeste impact-faktor blandt alle de tidsskrifter, en forsker har publiceret i. Det tredje mål, som vi kalder et interessemål, er i virkeligheden et mål for hvor ofte andre forskere citerer ens arbejde. Vi fokuserer her specifikt på, hvor mange citationer per artikel hver forsker fik i 2018. Ved at normalisere både produktivitetsmålet med antallet af år man har været aktiv og se på citationer sidste år sørger vi således i år for, at ældre og mere etablerede forskere ikke har noget særligt forspring i måden, vi måler kvalitet på.

Et problem, som vi ikke har diskuteret før, er at de tre mål er ret forskelligt fordelte. At tage et gennemsnit af de tre, er derfor potentielt problematisk. I stedet for beregner vi gennemsnitsrangeringen på de tre mål og bruger det som vores indikator: Hvis forsker Z er nummer 6 på produktivitet, nummer 18 på prestige, og nummer 12 på interessemålet, bliver han dermed nummer 13. For at give et indtryk af, hvor usikkert målet er, giver vi derudover den bedste og dårligste placering for hver forsker, når vi i stedet for beregner deres gennemsnitsrangering på baggrund af to af de tre mål. Ideelt set bør det ikke variere for meget, men reelt gør det. Variationen illustrerer dermed, hvor upræcise mål for forskningskvalitet ofte er.

Resultatet af øvelsen er, at Lasse Heje Pedersen fra CBS – præcist som sidste år – er nummer et. Lasses placering er endda meget klar, da hans værste placering, når man varierer indekset, er nummer tre. Han er også med afstand den mest citerede med 928 citationer i 2018 – 22 per artikel, med økonometrikeren Asger Lunde (396) og undertegnede (395) som fjerne nummer to og tre. Asger Lunde fra Aarhus er også overordnet nummer to, skarpt forfulgt af tre CBS-økonomer: Steffen Andersen, Morten Sørensen og Morten Lau. Nummer seks på listen er bemærkelsesværdig, da det er Københavns Universitets Torben Heien Nielsen. Torbens PhD er fra 2012 og han er den højest placerede, der (endnu) ikke er professor.

Top 10 i år afsluttes af Morten Bennedsen, undertegnede, David Lando og listens første udlænding, Marco Piovesan. Listens første kvinde – min glimrende kollega Astrid Würtz Rasmussen – er nummer 14, og de to andre kvinder på listen er også fra Aarhus. Alt i alt fordeler de 25 første sig således på ti fra Københavns Universitet, ni fra CBS, fem fra Aarhus Universitet, og en enkelt – Thomas Barnebeck Andersen – fra Syddansk.

Listen omfatter således en række gengangere fra tidligere år, men mange læsere vil sikkert spørge om andre navne, der mangler. Svaret er, at fordi vi fokuserer på sidste års citationer og artikler per år, rykker flere ældre og etablerede navne ned af listen. Det gælder for eksempel mine kolleger Martin Paldam og Nina Smith, der med henholdsvis 3,4 og 4,0 citationer per artikel er langt mere citerede end de fleste, men lider under deres meget lange karrierer. En anden mulig kritik er, at den kun omfatter forskere ved danske universiteter. Der er en rimelig indvending, og udenfor Danmark sidder imponerende danske økonomer som for Toke Aidt på Cambridge, der ville have været nummer otte på listen, og Nicolai Foss fra Bocconi i Milano, der ville være nummer ni. På den anden side ville det være synd at miste de udlændinge, der er fastansatte ved danske universiteter og tæller så dygtige folk som listens nr. 21, franske Cedric Schneider, eller tyske Philipp Schröder.

Hele pointen i år som de foregående år er, at kvaliteten af forskning – og af de forskere, der foretager den – langt fra er enkelt at gøre op, men at det bør gøres. Nogle forskere udgiver relativt meget, mens andre bruger meget lang tid og forsøger at få deres forskning publiceret i særligt prestigiøse tidsskrifter. De allerdygtigste gør begge dele, men præcist hvilken vægt man lægger på, hvor fint tidsskriftet er, hvor flittige forskerne er, og hvor ofte, andre forskere citerer dem, kan man diskutere de næste 100 år.

Identifikationspolitiet og værktøjsskurets fanger

Nationaløkonomi og dele af statskundskab har i årevis været plaget af det, der ofte omtales som ”identifikationspolitiet.” Politiet består af en lang række kolleger, der både til konferencer og som fagfællebedømmere stiller meget høje krav til et bestemt aspekt af forskning i samfundsfagene: At man kan vise med ekstrem sikkerhed, at det man empirisk finder, er sikkert og med stor præcision udtryk for en årsagssammenhæng. Det har fået store konsekvenser, men ikke blot for hvor omhyggelige forskerne er, men også for hvilke spørgsmål en hel generation kaster sig over. Debatten er nu opsummeret af Christopher Ruhm i et nyt NBER arbejdspapir (gated version her) og den glimrende Timothy Taylor omtaler også Ruhms arbejde på the Conversable Economist. Ikke mindre interessant diskuterer den altid interessante Niclas Berggren identifikationsproblemet i det nye nummer af Ekonomisk Debatt (som kaldes læses i sin helhed her og som altid er stærkt anbefalet).

Som Niclas med vanlig præcision formulerer dilemmaet i lederen:

“Man kan tänka sig fyra typfall: Ett där metoderna är näst intill perfekta och frågan betydelsefull; ett där metoderna är näst intill perfekta men frågan oviktig; ett där metoderna är ofullkomliga men frågan betydelsefull; och ett där metoderna är ofullkomliga och frågan oviktig. Att det första fallet är bättre än de övriga tre är helt klart, liksom att det fjärde är sämre än de övriga tre.”

Situation 1 er ideel, men ganske sjælden. Spørgsmålet, som vi har talt om adskillige gange, er derfor hvordan man vurderer situation 2 og 3? Og her opstår det problem, at mange nationaløkonomer – i helt særlig grad i arbejdsmarkedsøkonomi og adfærdsøkonomi – er endt i situation 2: Næsten perfekte metoder, men ganske marginale spørgsmål. Ender man der, og holder man fast i aldrig at se på spørgsmål, der ikke kan besvares med næsten perfekte metoder, er man i virkeligheden blevet det Niclas kalder ”værktøjsskurets fanger.”

Skal man opfylde identifikationspolitiets krav, risikerer man med andre ord i sin stræben efter perfekte svar at stille aldeles ligegyldige spørgsmål. Man bliver fange af sine egne metodekrav og ender med at gøre sig selv overflødig. En af de mest interessante diskussioner i samfundsvidenskaberne for tiden er derfor, hvor grænsen går. Der er praktisk taget umuligt at svare på store spørgsmål om f.eks. langsigtet udvikling, hvor institutionelle forskelle kommer fra – hvorfor er de britiske og danske retsvæsener så meget bedre end deres pendanter i Spanien og Argentina – eller hvorvidt ulandsbistand har politiske bivirkninger, hvis man skal bruge perfekte metoder og data. De eksisterer simpelthen ikke. Grænsen må gå et eller andet sted, men som Niclas også konkluderer i Ekonomisk Debatts leder, må den ikke afholde forskere fra at komme med uperfekte svar på vigtige spørgsmål!

Er korruption godt for de fattige?

I skrivende stund sidder jeg i loungen i Ben Gurion-lufthavnen i Tel Aviv, på vej hjem fra dette års europæiske public choice-konference. Dette års konference var en fornøjelse, med en lang række interessante og meget veludførte studier af mange forskellige emner. Jeg kunne også være næsten faderligt stolt af mine to PhD-studerende, der var med: Andrea Sáenz de Viteri, der præsenterede nyt arbejde om betydningen af den forfatningsbestemte magtdeling for graden af korruption i Latinamerika og Caribien, og Andrea Paramo Florencio, der præsenterede sit studie (med min tredje PhD, Ruby Elorm Agbenyega) om effekten af handelsliberalisering på kvinders arbejdsmarkedsstatus i Indonesien.

En anden fornøjelse var at se min glimrende ven og kollega Niclas Berggren (IFN i Stockholm) præsentere vores potentielt kontroversielle papir ”Corruption, Judicial Accountability and Inequality: Unfair Procedures May Benefit the Worst-Off.” Billedet er netop af Niclas, mens han forklarer den teoretiske baggrund.

Vi noterer i papiret, at det faktisk er teoretisk usikkert, om korruption og bestikkelse er skadelig eller gavnlig for den fattige del af befolkningen i lande rundt omkring i verden. På den ene side kan korruption være skadelig, når den reflekterer at særinteresser køber politik, der er i deres økonomiske interesse. Meget af den slags politik vil typisk være beskyttelse af særlige virksomheder og grupper på arbejdsmarkedet mod konkurrence, og disse grupper er næsten altid mere velstående end gennemsnittet. På den anden side vil bestikkelse gøre det muligt for de fattige at komme udenom reguleringer og andre grænser for deres økonomiske aktivitet. Den første type mekanisme vil betyde, at korruption er godt for de relativt velstående, mens den anden type mekanisme indebærer det præcist modsatte. Der er derfor brug for, at man ser omhyggeligt på, hvad empirien kan fortælle os.

I papiret følger Niclas og jeg udviklingen i ulighed i både indkomster og forbrug i 145 lande mellem 1960 og 2014. Vi kan derfor se hvad der empirisk sker, når et lands korruptionsniveau – som vi måler med data fra V-Dem projektet – ændrer sig. Et af problemerne, forskningen indtil nu har kæmpet med, er at man sagtens kunne forestille sig, at kausaliteten går den anden vej: Dvs., at ulighed skaber mere korruption. Vi bruger en ny metode, der kombinerer ny empirisk metode med indsigter fra særinteresseteori til at løse problemet. I artiklen undersøger vi også, om det modsatte af korruption – et solidt retsvæsen hvor dommere og embedsmænd holdes ansvarlige og disciplineres hvis noget går galt – har lignende effekter.

Resultatet af undersøgelsen er det potentielt kontroversielle i papiret: Vi finder, at korruption fører til en større andel af det samlede forbrug hos de 20 % fattigste i landet, mens et bedre retsvæsen er forbundet med en større forbrugsandel hos de 20 % rigeste. Basalt set viser vores resultater, at korruption er godt for de fattige, i det mindste på det korte til mellemlange sigt. På langt sigt er korruption og svage retsvæsener forbundet med tydeligt lavere vækst, som er til skade for alle i samfundet, men på kortere sigt er der tydelige fordelingskonsekvenser!

Det store spørgsmål, som vi også fik i Jerusalem, er så om man bare skal acceptere korruption, hvis man har stærke præferencer for økonomisk lighed. Mens vi foretrækker at afholde os fra normative konklusioner, er vores svar ikke overraskende et nej. Men papiret viser dog, at der kan være et umiddelbart problem, hvis man rydder op i den offentlige administration og styrker retsvæsenet, som man måske bør håndtere. Om det skal gøres med overførsler og sociale udgifter, som venstrefløjen typisk foretrækker, eller med afregulering arbejdsmarkedet som foretrukket på højrefløjen, er et politisk spørgsmål.

Nyt Ekonomisk Debatt

For et par dage siden udkom det nye nummer af Ekonomisk Debatt – det svenske økonomitidsskrift som punditokraterne læser. Og som redaktørerne Niclas Berggren og Lina Maria Ellegård skitserer i lederen, er det med en ny feature: Oversigtsartikler.

Den allerførste oversigtsartikel er skrevet af den fremragende Ola Olsson fra Göteborgs Universitet, og handler om såkaldt ’deep determinants of growth’. Med andre ord giver Ola et overblik over den nyere forskning i, hvorfor nogle lande er blevet meget rigere end andre. Forklaringen her er ikke, at de har investeret mere, er bedre uddannede eller er mere produktive. I stedet for er denne forskningsretning fokuseret på at forklare, hvorfor nogle lande er mere produktive, investerer mere, er bedre uddannede osv. Diskussionen om deep determinants svarer til at tage et spadestik dybere i forståelsen af langsigtede vækstprocesser.

Derudover har dette nummer af Ekonomisk Debatt også artikler af bl.a. Rickard Eriksson og Björn Olsson om ”Banklagstiftningen tio år efter finanskrisen – är den finansiella stabiliteten säkrad?” og den dygtige Fredrik Segerfeldt, der pointerer at ”Kolonialismen gjorde inte Europa rikt.” Der er også som altid boganmeldelser og et diskussionsforum. Som altid varmt anbefalet!

« Ældre indlæg

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑