Tag-arkiv: forskning

Moderne handel og historiske imperier

Som vores faste læsere ved, læser punditokraterne det fine, svenske tidsskrift Ekonomisk Debatt. Forleden udkom det nye nummer af tidsskriftet, som kan hentes her. Nummeret starter med Magnus Henrekson’s glimrende og dybfølte leder om Assar Lindbeck, der døde forleden (og som vi også skrev om), Derudover er der artikler om den aktive arbejdsmarkedspolitik i Sverige, om arbejdsløshed og inflation, om svensk pengepolitik, og en særligt fin af Roger Svensson om bureaukrati og forskning og udvikling.

Den mest spændende artikel – efter min mening – er dog Gunes Gokmen (Lund), Wessel Vermeulen (Newcastle) og  Pierre-Louis Vezinas (King’s College London) Forna imperier och dagens handel. Gokmen og hans kolleger skriver sig her ind i en efterhånden lang litteratur om, hvor vigtige historiske faktorer er for moderne udvikling.

Gokmen og hans kolleger starter med at spore, hvornår lande har været dele af det samme imperium. De kan derfor konkret måle, hvornår Danmark og Norge for eksempel var dele af samme imperium (rigsfællesskabet 1536-1814), ligesom de kan håndtere hvor lang tid siden det er (i dette tilfælde 278 år). Det tillader dem derfor at beregne en slags fælles ’imperiekapital’ som antallet af år i samme imperium minus hvor lang tid siden det er. Resultatet er, at landeparret Grækenland og Bulgarien for eksempel har en imperiekapital på 7,43 på grund af de ti forskellige imperier, de begge har været dele af. Parret Indien-Sri Lanka har præcist samme imperiekapital på basis af kun fem fælles imperier, da det sidste – det britiske – endte så sent som i 1948 for de to lande. For landeparret Sverige-Danmark er scoren 6,21.

Som figuren nedenfor indikerer, og som de tre forskere viser i The Imperial Roots of Global Trade (der er under udgivelse i det prestigiøse Journal of Economic Growth) og opsummerer i Ekonomisk Debatt, er konklusionen entydigt, at en fælles historie stadig er reflekteret i fælles handel. Deres estimater viser således, at Danmark og Sverige i dag handler 1,4 % mere end Danmark og Tyskland, fordi vi historisk har en fælles imperiehistorie.

Eller som de tre slutter deres spændende artikel med at konkludere:

”Imperiekapital påverkar handeln mer än genom tydliga imperiearv, så som gemensamma språk, religioner, rättssystem och, vilket är viktigt, bortom geografisk närhet. Detta visar på en bestående och tidigare outforskad effekt av sedan länge svunna imperier på handeln. Vår artikel bidrar sålunda till en framväxande litteratur om långsiktiga arv genom att studera fallet med imperier och bestående handelsmönster.”

Milgrom og Wilson får Nobelprisen i økonomi

I går annoncerede Sveriges Riksbank, hvem der modtager dette års Nobelpris i økonomi: Årets pris går til to økonomer fra Stanford University, den 72-årige Paul Milgrom og 83-årige Robert Wilson, for deres arbejde i auktionsteori. Mens der er givet flere Nobelpriser i auktionsteori – den første til William Vickrey, der døde tre dage efter annonceringen i 1996 – er 2020-prisen eksplicit for Milgrom og Wilsons arbejde med at udvide auktionsteori til mere komplekse situationer, hvor værdien af det der bydes på, afhænger af andre byderes vurdering.

Som min med-punditokrat Otto understreger i Berlingske i dag, er en auktion ”en mekanisme, som løser et allokeringsproblem. En børs er en vedvarende auktion, som allokerer værdipapirer mellem købere og sælgere. Når du åbner for Googles søgemaskine eller Facebook, er det en auktion, der bestemmer de reklamer, du møder. De licenser til at sende på mobilnettet, din telefon bruger, er fordelt ved auktion.”

Wilson og Milgrom har som nævnt bl.a. arbejdet med de situationer, hvor en byders vurdering af en ’vare’ – det man byder på – afhænger af andres vurdering. Det kan, som Otto peger på, for eksempel være en bank der byder på statsobligationer. Banken er ikke kun interesseret i rentekuponerne, men mere generelt i kursen på obligationsmarkedet. Dén kurs er påvirket af andre banker og finansielle institutioners vurdering af statsobligationen. En del af Milgroms indsigt, er at auktionsdesign med flere budrunder faktisk afhjælper dette problem, fordi de også afslører noget om andre byderes vurdering.

Et andet eksempel, hvor forskellige mere komplekse auktionsdesign kan afhjælpe et problem, er ’vinderens forbandelse’, hvor man byder hinanden op hvis man, f.eks., er lidt for optimistisk med ens vurdering. Otto nævner offentlige udbud af skolerengøring som eksempel. Omvendt kan man også ende i det, som Milgrom sammen med Nancy Stokey viste med det, de kaldte the no-trade theorem, hvor informationsusikkerhed stopper al handel. Gør man det rigtigt, kan man således ikke blot afhjælpe disse problemer med et smart auktionsdesign, men man kan også sikre udbyderen en højere pris. Milgroms hjælp til bortauktionering af radiospektrum og mobilfrekvenser har for eksempel givet myndighederne langt større indtægter end tidligere.

Nobelpriskomiteen har en glimrende gennemgang af deres bidrag her. Personligt må jeg indrømme, at mens værdien af Milgrom og Wilsons indsigter er indiskutabel, er det måske ikke den mest ophidsende Nobelpris man kunne forestille sig. Jeg er derfor glad for, at dette års pris går til forskere, der som Jared Rubin understregede på Twitter, ikke kun har interesseret sig for én ting i deres karriere. Milgrom har således også arbejdet i økonomisk historie med notabiliteter som Douglass North, Barry Weingast og Avner Greif. En del af glæden ved dette års pris er derfor, at den går til forskere med bredere interesser, og bredere indsigter.

Topforskere: Stop nedlukning

Som læserne vil vide, er vi stærkt skeptiske overfor værdien af at lukke samfund ned for at ‘stoppe’ den nye coronavirus. Vi er ikke alene, som åbne breve fra læger i både Belgien og Israel har vist. Nu er nogle af verdens tungeste navne kommet på banen: Sunetra Gupta fra Oxford University, Jay Bhattacharya fra Stanford University og Martin Kulldorff fra Harvard University. De har udsendt det, de kalder the Great Barrington Declaration, hvor de opfordrer til at lukke samfundet op og beskytte risikogrupper specifikt i stedet for at isolere alle.

Forventninger og tilfredshed

En af myterne om hvorfor danskerne er et af verdens lykkeligste og mest tilfredse folk er, at vi forventer meget lidt. Adskillige medier har skrevet om det over årene sinde 2006, og jeg hører også ofte argumentet til foredrag. Problemet er, at det er en af de ting som mange tror, men bare ikke passer. Eller som Mark Twain skal have sagt: ”It ain’t what you don’t know that gets you into trouble. It’s what you know for sure that just ain’t so.”

Sagen er, at folks forventninger til livet justerer sig med hvad de oplever, og særligt hvad der opleves som realistisk. Ingen bliver ved med at forvente et 7-tal, når man får 10 hele tiden, og ingen forventer at den næste kæreste ligner Keira Knightley når de eneste interesserede mere ligner en ged. Hvis ens forventninger ikke justerer sig til det realistiske, skal man måske overveje at søge hjælp.

Vi illustrerer problemet nedenfor med data fra Eurobarometeret. På y-aksen er de sidste fire års data på folks tilfredshed med livet, som undersøgelsen spørger om på en skala fra 1 til 4. Cluet i figuren er, at Eurobarometeret spørger også om, hvorvidt man forventer at næste år bliver bedre, værre eller cirka det samme som i år. Jeg har derfor beregnet et forventningsindeks som andelen af respondenter, der har positive forventninger minus andelen, der har negative forventninger. I princippet er det således fordelt mellem -1 og 1, men i praksis er yderpunkterne -0,32 (i Grækenland i foråret 2016) og 0,58 (i Albanien i slutningen af 2018). I figuren nedenfor er dette forventningsindeks plottet (på x-aksen) mod gennemsnittet af tilfredshed (på y-aksen).

Umiddelbart kan det se ud som om der er en klar sammenhæng mellem forventningerne og tilfredsheden: Korrelationen på tværs af alle datapunkterne er 0,35, og ser man bort fra Albanien – der ligge nederst i højre hjørne – er den 0,47. Som figuren illustrerer, vil det dog være en fejlfortolkning: Landenes data ligger i klumper, så de beige markører øverst i figuren er de danske observationer og de mørkegrønne umiddelbart under er Holland. Disse stabile forskelle, der skyldes en lang række andre forhold, skal man tage hensyn til. En af måderne at gøre det på, er at se på udviklingen i de to indikatorer indenfor hvert land, som indikeret af de stiplede trendlinjer. Og gør man det, falder korrelationen mellem indekset og tilfredsheden til sølle 0,11. I adskillige lande er trendlinjen flad, og den hælder endda den ’forkerte’ vej for Slovakiet.

En anden måde er at se på gennemsnittene for hvert land, som vi gør i den næste figur. Her er det ret klar, at når man ser bort fra den store outlier – det pessimistiske og utilfredse Grækenland – er der ingen sammenhæng mellem en befolknings generelle forventninger til næste år og hvor tilfreds den er. Forventningsdannelse er dynamisk og på langt sigt jævner forventninger sig derfor ud. Figuren illustrerer også, hvor store forskellen er mellem lande – fra grækernes gennemsnit på 2,3 til danskernes på 3,7. Disse forskelle skal forklares med noget helt andet end, at danskerne har lave forventninger. Det har vi ikke, og de påvirker ikke vores tilfredshed på langt sigt.

Mere viden om statskup

Som mange læsere sikkert ved, har jeg de seneste år beskæftiget mig med et projekt om statskup. Baggrunden for meget af det, vi laver i projektet, er den database som Martin Rode og jeg har udviklet, og som er frit tilgængelig for alle interesserede. De første artikler er udgivet, og vi er langt fra de eneste, der bidrager til den nye forskning. I en ny Kraniebrud-udsendelse på Radio 4, som blev tilrettelagt af den dygtige Mikkel Krause, snakkede vi derfor netop om forskning i statskup, og hvilke indsigter de nye studier giver. Pudsigt nok skete interviewet kun dage efter, at militæret i Mali havde væltet den siddende regering.

En af flere ting, Mikkel og jeg talte om, er forskellen på civilt og militært ledede kup, der netop er et af de nye forhold i forskningen: ¼ af alle kupforsøg siden 1950 har været civilt planlagt og ledte, og netop ikke militærkup. Figurerne nedenfor illustrerer to af disse forskelle, hvor den relevante sammenligning er mellem de to typer, og mellem succesfulde og fejlede kupforsøg. Begge figurer viser udvikling over fem år, hvor kuppet ligger et sted mellem periode -1 og 0.

Den første figur illustrerer hovedfundet i artiklen ”Coups, Regime Transitions, and Institutional Quality” som Daniel Bennett, Steve Gohmann, og jeg har under udgivelse i Journal of Comparative Economics. En vigtig forskel på civile og militære kup er, at når militærkup lykkes, ser man typisk, at det nye regime underminerer retsvæsenets uafhængighed og kvalitet. Som figuren viser, er det ikke en udvikling man normalt ser efter et civilt kup.

Et stort spørgsmål er således, hvorfor de militære er anderledes end de civile kup. Vores konkrete teori er, at de civile kup støttes af civile interesser – kommercielle og industriinteresser – og derfor kan have en interesse i at bevare fungerende domstole, kontrakthåndhævelse osv. Denne interesse har militære regimer ikke i samme grad, og et ny regime der lige har kuppet sig til magten, kan derfor have interesse i at afmontere de begrænsninger på dets magt, som domstolene ofte vedligeholder.

Det er også på denne baggrund, man kan fortolke den anden figur. Som det er tydeligt – og som statistiske tests bekræfter – stiger risikoen for en økonomisk krise markant, når et civilt kup lykkes. Risikoen er væsentligt større end når et kup mislykkes, og den er væsentligt større end når kupforsøget kommer fra militæret. Mens domstolene typisk lider efter et militærkup, lider økonomien således efter et civilt kup, når de nye industriinteresser skal belønnes. Som flere historier indikerer, bliver de belønnede med subsidier, beskyttelse mod konkurrence og anden politik, der ofte er ekstremt dyr og kan udløse en decideret krise.

Programmet på Radio 4 er ikke blot værd at høre som en introduktion til vores nye forskning, men også som introduktion til noget af den anden nye forskning og for dem, der gerne blive lidt klogere på hvad der foregår i lande som Sudan, Tyrkiet og Mali. Kraniebrud er varmt anbefalet for alle, som er interesserede i politisk økonomi – og mange andre emner.

Assar Lindbeck, 1930-2020

Forleden kom den sørgelige nyhed, at den svenske økonom Assar Lindbeck var død, 90 år gammel. Assar – manden var nærmest på fornavn med Sverige – var sin generations mest markante og indflydelsesrige nationaløkonom. Han prægede den svenske debat fra 1970erne til sin død, bidrog med meget væsentligt videnskabeligt materiale, og var med til at opdrage en række af den næste generations vigtigste økonomer.

Assar blev født i Umeå i det nordlige Sverige i 1930 og blev efter en uddannelse på universitetet i Uppsala Fil. Dr. i 1963 fra Stockholms Universitet. Han havde undervist som docent allerede fra 1962 og var fra 1971-1995 chef for det prestigiøse Institute for International Economic Studies. De sidste 25 år var Assar tilknyttet Instituttet för Näringslivsforskning i Sverige, hvor han dermed var en slags kollega for mig.

Hans karriere startede med forskning i boligmarkedet, der bl.a. resulterede i en af hans mest citérbare indsigter: At huslejekontrol er den mest effektive måde at ødelægge en by på – bortset fra direkte bombning. Assar skulle senere brede sin interesse til andre områder, som gav ham international anerkendelse.

Hans mest kendte, og nok bedste, arbejde er hans karakteristik af ’insider-outsider-problemer’ i arbejdsmarkeder. Sammen med Dennis Snower viste han i en række artikler i 1980erne, hvordan fagforeninger ikke er uselviske, samfundsbærende institutioner, men særinteresser som alle andre. Den banebrydende forskning pegede på, hvordan fagforeninger forhandler løn for insiderne – de allerede beskæftigede medlemmer – mens de forsøger at sætte hindringer i vejen for andre – outsiderne – der er på vej ind på arbejdsmarkedet, ikke er medlemmer, eller af en eller anden grund ikke har et arbejde. Modellen er blevet en af standardforklaringerne på ufrivillig arbejdsløshed og såkaldt ’hysterese’, dvs. situationen hvor en recession er ovre, men arbejdsløsheden forbliver høj. Ifølge Lindbeck-Snower-frameworket bliver mange ved med at være arbejdsløse, fordi fagforeningerne bruger den økonomiske opgang til at forhandle højere lønninger for insiderne i stedet for at skabe rum til flere ansættelser.

Mens Assar var tilhænger af velfærdsstaten, var han på ingen måde naiv i sin støtte. Både selv og sammen med Sten Nyberg og Jörgen Weibull udgav han i 1990erne en række analyser (se her og her), der pegede på hvordan en skandinavisk velfærdsstat underminerer de sociale normer og den arbejdsetik, der er nødvendig for at den kan hænge sammen. Indsigterne var dybe, men meget langt fra populære i de socialdemokratiske kredse, han oprindeligt kom fra. Men Assar blandede sig ofte i den svenske debat med omhyggelig, pædagogisk faglighed og total frygtløshed overfor politiske interesser.

Hans indædte kritik af Olof Palmes idéer om fondssocialisme – at fagforeninger skulle overtage ejerskabet af det private erhvervsliv – kostede ham venskabet med Palme. Det var et glimrende eksempel på, hvordan Assars faglighed og personlige integritet aldrig blev ofret på noget ideologisk eller partipolitisk alter. Den integritet blev vigtig da han blev udnævnt til at lede en kommission, der skulle rådgive regeringen i starten af 1990erne. Det, der hurtigt blev kendt som ’Lindbeck-kommissionen’, foreslog 113 ændringer og reformer, der kunne hjælpe Sverige ud af krisen og over mod en mere dynamisk vækstøkonomi. Disse reformer omfattede en politisk uafhængig Riksbank, stærkere fiskal disciplin, en skattereform og indførsel af en større grad af frivilligt valg. Mens der var forslag, der gik mod stort set alle svenske partiers præferencer, har svenske regeringer 25 år senere gennemført cirka halvdelen af alle forslagene.

Assar har også på andre måder præget både politik og det økonomiske miljø. Han overtalte således i slutningen af 1960erne den daværende nationalbankdirektør Per Åsbrink til at skabe en pris i Alfred Nobels minde til økonomisk forskning. De to havde således skabt det, der i dag betragtes som en af Nobelpriserne, og Assar fortsatte med at præge den som medlem af Nobelkommitteen fra 1971-1994, og som dens formand de sidste 13 år. Mens prisen stadig er omdiskuteret, har Assars insisteren på en pluralistisk pris givet til den bedste forskning – uanset felt, approach eller ideologisk vinkel – bidraget til at skabe respekt om den.

Sverige såvel som resten af de nordiske lande har mistet en af de dygtigste og mest indsigtsfulde økonomer og debattører. Det nationaløkonomiske miljø har også mistet en person, der var parat til at kritisere alt og alle, men altid konstruktivt, venligt og ydmygt. Mine egne oplevelser med ham på IFN var alle præget af to bestemte forhold: En lynende begavelse pakket ind i et genuint rart menneske. Mange andre har udtrykt det samme, som det reflekteres i nekrologer fra bl.a. Lars Calmfors, Joakim Book, SVT, og Financial Times.

Korruption og forfatningsstruktur

Mens korruptionsproblemer er ekstremt sjældne i Skandinavien, er de et alvorligt problem i store dele af verden. Et af de store spørgsmål i public choice og politisk økonomi de sidste 30 år har derfor været, hvordan man kommer denne type problemer til livs. Det gælder ikke mindst den type korruptionsproblemer, der kaldes enten ’grand corruption’ eller ’state capture’, hvor særinteresser decideret betaler sig vej til indflydelse på den førte politik og beslutningsprocesser i embedsværket og domstolene.

Både klassisk public choice-tænkning siden Buchanan og Tullocks første arbejde og Robert Klitgaards studier sidst i 1980erne har peget på, at forfatningens fordeling af magt kan påvirke, hvor meget korruption man kan få. Den klassiske tankegang er, at en effektiv magtdeling mellem parlament og regering vil føre til mindre korruption, men på trods af at ideen er intuitivt attraktiv, er den ikke blevet direkte testet i litteraturen indtil nu.

I fælles arbejde med Andrea Sáenz de Viteri Vazquez, som jeg har været PhD-vejleder for sammen med Martin Rode (Uni Navarra), har vi set på netop dette spørgsmål. Artiklen, der nu er under udgivelse i Constitutional Political Economy, peger på at spørgsmålet faktisk er noget mere komplekst end tidligere tænkning har indikeret. Teoretisk argumenterer Andrea og jeg, at en magtdeling mellem forskellige aktører ikke er effektiv, hvis de forskellige aktører er politisk på ’samme hold’. Selvom der for eksempel kan være en række forskellige partier i parlamentet, betyder det ikke nødvendigvis, at der er konkurrence mellem dem som gør korrupte aftaler umulige. Hvis de er for tæt på hinanden ideologisk, eller repræsenterer de samme særinteresser, vil det ganske enkelt være for let at nå til en aftale alligevel. Ydermere kan partier, der er ideologisk tæt på hinanden, men repræsenterer forskellige særinteresser, gøre problemet endnu værre. Grunden er, at det er for let for dem at nå et kompromis gennem det Tullock kaldte ’logrolling’ – det fænomen, der så misvisende kaldes ’kompromisets kunst’ på dansk – som alle potentielt korrupte særinteresser får noget ud af. Vores argument er derfor, at forfatninger der skaber indflydelsesrige vetospillere – politiske aktører med formel mulighed for at blokere for aftaler og beslutninger – kun er effektive, hvis der netop ikke er politisk enshed i parlamentet.

I en analyse af 22 lande i Latinamerika og Caribien, som vi har korruptionsvurderinger på hvert år siden 1970, finder Andrea og jeg netop det mønster: Lande med en forfatning, der giver større magt til præsidenten, får typisk væsentligt mindre korruption, men kun når der er faktiske ideologiske modsætninger i parlamentet. Når parlamentets partier ikke er tilstrækkeligt uenige på et ideologisk niveau, er forfatningens definition af de formelle magtstrukturer ligegyldig. Når de er, kan en præsident med reel indflydelse blokere for problemerne.

Som en af redaktørerne hos Constitutional Political Economy har pointeret overfor os, er den nye indsigt i artiklen netop, at to forhold er komplementære når det gælder bekæmpelse af korruption: Den formelle magtdeling, som den er defineret af forfatningen, og den faktiske politiske situation. Med andre ord må begge forhold være tilstede på samme tid, før de påvirker, hvordan samfundet fungerer. Selvom vores empiri kommer fra Latinamerika, er det måske værd at minde den hjemlige opposition om en gang imellem.

Post hoc ergo propter hoc

Dagens talemåde på latin betyder ”efter dette, derfor på grund af det.” Den udtrykker en meget intuitiv måde at tænke på årsagssammenhænge: Hvis noget kommer før noget andet, må det første være årsagen til det andet. Sex kommer før graviditet, alkohol kommer før fuldskab og freden kommer efter krigen. Sådan tænker mange mennesker, og det er i mange tilfælde helt korrekt. Der er dog tale om en klassisk misforståelse i etableringen af evidens, hvis man tror at post hoc ergo propter hoc altid gælder.

Lad mig tage et standardeksempel fra undervisning: Et billede af en bebumset 15-årig dreng, en lovprisning af en ny bumsecreme, og et billede af den samme 16-årige dreng uden bumser. Forsvandt bumserne på grund af bumsecremen? Svaret er nej, da reduktionen af bumser i stedet skyldes en anden udvikling der falder sammen med brugen af bumsecreme – naturlige hormonændringer hos teenagere. Økonomer bruger derfor ofte de nedsættende begreber bumsecreme- eller shampooevalueringer om de typer analyser, der begår fejltagelsen.

Det præcist samme gælder politiske indgreb, hvor politikere efterfølgende tager æren for at have opnået dette og hint. Hvis man for eksempel forestiller sig et samfundsproblem, der kan være af et omfang mellem 0 og 150, omfanget er på 100 før et politisk indgreb, og på 80 efter indgrebet, vil mange nok konkludere, at indgrebet virkede fordi problemet er blevet mindre efter indgrebet. Det vil til enhver tid også være de ’ansvarlige’ politikeres påstand.

Men hvad hvis problemets omfang blev reduceret med 10 i ugerne op til indgrebet og med 10 i ugerne efter – skal man så også konkludere, at indgrebet virkede? Hvad hvis problemet blev reduceret med 10 i ugerne efter indgrebet, men lignende lande også oplevede en tilsvarende reduktion uden at have ført nogen politik mod det? Hvad hvis vi havde erfaring for, at denne type problem forsvinder af sig selv og måske hurtigst uden politisk indblanding – som f.eks. udsving i landbrugets priser og indtjening?

Svaret er, at man altid skal være skeptisk når en påstand om effekt ikke er ledsaget af nationaløkonomers yndlingsspørgsmål: Sammenlignet med hvad? For at kunne hævde noget om effekt, må man sammenligne med noget og sammenligning må være direkte relevant. Det bliver således ofte til at spørgsmål om at etablere en korrekt ’counterfactual’: Hvad ville der være sket med dette land / denne virksomhed /disse borgere på dette bestemte tidspunkt, hvis man ikke havde foretaget det politiske indgreb?

Jo større problemerne er, og jo mere et politisk indgreb sælges som enten ’visionært’ eller ’uundgåeligt’, jo mere bør man holde fast i at stille krav om evidens. Ord som visionær, indlysende nødvendig og uundgåelig dækker forbløffende ofte over, at politikerne der foreslår politikken ingen evidens har, og endda i mange tilfælde at den tilgængelige evidens direkte modsiger visionen og dens effekt.

Man kan høre politikernes påstande, der ofte viderebringes ukritisk af medierne, man kan selv mene, at indgrebet burde virke, og man kan håbe på at ’this time is different’. Men man bliver nødt til at holde fast i, at intet af det er evidens. Uden en korrekt sammenligning eller en overbevisende counterfactual er det bare løse påstande som ingen intelligent borger bør tro på.

Er forskning ved at gå i stå?

Henover sommeren har jeg talt med en række kolleger, som alle har samme oplevelse: Vi får forbløffende mange invitationer til at fagfællebedømme andres papirer. Umiddelbart kunne det indikere, at der virkeligt er gang i forskningen for tiden, men virkeligheden er desværre den modsatte. Rigtigt meget forskning er ved at gå i stå, og grunden er indlysende.

For at kunne fortolke situationen, må man naturligvis først vide lidt om, hvordan den almindelige proces er, når man vil have udgivet en forskningsartikel. Arbejdet med at lave finde emnet, finde ud af hvordan man kan se på det, foretage analyserne og skrive selve artiklen er kun en del af processen. I langt de fleste tilfælde skal man også ud at præsentere sit arbejde, hvilket kan ske ved seminarer, små workshops hvor andre forskere også præsenterer deres arbejde på samme felt, eller større konferencer. For mit vedkommende sigter jeg altid mod at præsentere noget af årets bedste arbejde ved en af de to public choice-konferencer i foråret.

Efter præsentationerne, og efter man har arbejdet med den feedback man har fået der, går publikationsprocessen derefter i gang. Man udvælger et tidsskrift, som man tror og håber passer til ens artikel og sender den ind. Hos tidsskriftet checker en redaktør først, om det er interessant for deres læsere, og om papiret helt generelt er op til standard. Hvis det ikke er, får man sin artikel i hovedet igen med et nej. Hvis det er, sender redaktøren den ud til to eller tre såkaldte fagfællebedømmere – kolleger ude i verden, der forhåbentlig ved noget om emnet – og venter på deres bedømmelser. Og når de først kommer, beslutter redaktøren om de er positive nok til at forfatteren kan få en chance for at arbejde med bedømmernes kommentarer og sende en ny version ind til tidsskriftet. Igen, hvis det sker, skal man gå endnu en runde med bedømmerne – og måske endnu en… – inden de er tilfredse. Først da bliver artiklen udgivet.

Men i langt de fleste tilfælde bliver det et nej fra redaktøren, og så starter man forfra med at lede efter et egnet tidsskrift, som man kan tilbyde ens artikel. Hos det prestigiøse Journal of Development Economics afviser redaktørerne for eksempel 92 procent af alle artikler, de får. Hos Public Choice har det tilsvarende tal de seneste år været 87 procent. Langt de fleste papirer bliver derfor afvist en række gange før de publiceres.

Det bekymrende i, at vi oplever hvordan vi får særligt mange papirer til bedømmelse for tiden er derfor, at det reflekterer at folk har sendt dem tidligere ind end de ellers ville have gjort. Med andre ord har mange forskere valgt, at når det er umuligt at komme til workshops og konferencer for at præsentere deres arbejde – coronapanikken har lukket ned for alt den slags aktivitet – sender de det ind til tidsskrifterne i et noget tidligere stadie end de ellers ville have gjort. Jeg har gjort det samme i foråret, netop fordi at alt er aflyst. Risikoen er, at der enten vil komme en bølge af afvisninger fra tidsskrifterne – de artikler, de får ind er generelt af dårligere kvalitet end normalt – eller en bølge af dårligere forskning, der publiceres.

Det er dog ikke den eneste konsekvens, de aflyste konferencer osv. har. Den største del af gevinsten ved at være til konference er ikke den feedback, man får på sit eget arbejde, men den inspiration man kan få fra at se andres nye arbejde, tale med dem, sætte sig med en kop kaffe og brainstorme idéer, og helt generelt få både nye idéer og muligvis nye samarbejdspartnere. En meget stor del af denne proces er uplanlagt og kan derfor på ingen måde erstattes af nok så avancerede onlineløsninger. Fraværet af den almindelige forskningsproces i form af konferencer, workshops osv. har derfor mærkbare konsekvenser allerede nu: Langt mindre ny forskning sættes i gang, og meget af det der faktisk kommer i gang, er mere marginalt end ellers og blot variationer over kendte problemstillinger i stedet for egentlig ny tænkning.

Hvis nogen skulle være i tvivl om omfanget af dette problem, har jeg illustreret det ovenfor med eksempler fra min egen hverdag. I tabellen kan man se mine forskningsrelaterede aktiviteter i form af konferencer, workshops, seminarer og projektmøder i de første otte måneder af 2019 og 2020. Men læg mærke til, at de grå felter er dem, der blev aflyst i år. De er, med andre ord, de feedback-, inspirations- og netværksmuligheder, der mangler i min egen forskningshverdag i år. Læserne kan således selv bedømme omfanget af problemet. Og så har jeg endda ikke nævnt det sociale aspekt – den manglende menneskelige kontakt – med et ord.

Hvor effektive er nedlukninger?

Et af de helt store spørgsmål, som folk enten ikke stiller eller får rasende reaktioner på, når de stiller det, er om nedlukningspolitik virker. Langt de fleste vestlige lande, med Sverige som undtagelsen, har ført en eller anden form for nedlukningspolitik, og de fleste gør stadig. Vi har tidligere skrevet om emnet her, her, her og her hvor vi har problematiseret den nærmest blinde tiltro til, at regeringens nedlukning har virket efter hensigten.

For de interesserede har jeg nu skrevet et kort papir om emnet, hvor jeg evaluerer nedlukningspolitikerne i 24 europæiske lande. Evalueringen er baseret på den samme type analyse, vi normalt bruger i nationaløkonomi og statskundskab til at vurdere politikeffekter. Statistisk omfatter den således lande-, tids, og uge-fixed effects, så alle faktorer, der ikke ændrer sig markant over fire år, alle forhold der er specifikke for et enkelt år, og alle forhold der er specifikke for en enkelt uge er effektivt kontrolleret væk. Det, der er tilbage, er ændringen i overordnet mortalitet per uge, relativt til samme uge de sidste tre år, i alle 24 lande.

Abstractet er her og selve papiret kan downloades her.

Abstract: I explore the association between the severity of lockdown policies in the first half of 2020 and mortality rates. Using two indices from the Blavatnik Centre’s Covid 19 policy measures and comparing weekly mortality rates from 24 European countries in the first halves of 2017-2020, and addressing policy endogeneity in two different ways, I find no clear association between lockdown policies and mortality development.

Demokratiske kolonier og demokrati i dag

Forleden lagde min ven og kollega Martin Rode og jeg den nye version af vores database online. Databasen, der er en opdatering og substantiel videreudvikling af Cheibub, Gandhi og Vreelands DD-datasæt, er tilgængelig for alle interesserede og kan findes her. Den indeholder blandt andet tre forskellige indikatorer for demokrati, ekstra detaljer om landes politiske institutioner, og specifik information om 539 kupforsøg rundt omkring i verden. Det hele dækker hvert år 1950-2020 i 208 lande.

Et af de ganske mange spørgsmål, som databasens information om kolonier tillader en at stille, er om de institutioner som kolonimagter implementerede i deres kolonier stadig præger disse lande. Det spørgsmål har Martin og jeg skrevet et lille papir om, som vi for tiden er i gang med at udvikle i en længere version. Vi har tidligere skrevet kort om papiret i forbindelse med public choice-konferencen i Brisbane i december, men jeg havde fornøjelsen af at præsentere den længere version ved et online seminar i mandags hos Economic Research South Africa. Praktisk taget hele seminaret kan ses i linket nedenfor.

Det særlige i emnet er, at en række britiske kolonier faktisk var demokratiske før de blev uafhængige – og enkelte af dem har valgt på demokratisk vis ikke at blive uafhængige. Jamaica er et godt eksempel, da kolonien indførte almindelig stemme- og valgret for alle voksne i 1942, men først blev uafhængigt 20 år senere. På den anden side var det typiske billede i franske kolonier, at de franske myndigheder indførte valg, men ikke kunne eller ville holde fingrene fra dem. I de fleste franske kolonier, med Dahomey (det nuværende Benin) som en undtagelse, var valgene således ikke rigtigt demokratiske.

Den vigtige pointe i vores papir er, at hvorvidt en tidligere koloni er demokratisk eller ej i dag afhænger meget systematisk af, om landet allerede var demokratisk før uafhængighed.

Som det kan ses i figuren nedenfor, som kommer fra mandagens præsentation, har de tidligere kolonier med demokrati helt konsistent de sidste 50 år haft langt større sandsynlighed for at være demokratiske end lande, der ikke havde repræsentative politiske institutioner før de blev uafhængige. Præcist hvorfor – om det handler om forfatningsnormer, demokratiske traditioner blandt befolkningen, eller noget helt tredje – kan vi ikke svare klart på. Mønstret er klart uanset hvor rig eller uddannet landets befolkning er, og er værd at tænke over når man alligevel sidder indenfor en dansk julidag.

Indlysende forhold og bivirkninger 3: Demokrati ved en fejltagelse

Et af de store, og måske største, spørgsmål i politisk økonomi er, hvornår samfund bliver demokratier. Siden Lipsets berømte arbejde i 1959 er der investeret talløse forskningstimer i at undersøge, hvornår lande bliver demokratiske, under hvilke omstændigheder de bliver det, og hvornår demokrati bliver en stabil institutionel løsning. De sidste 20 år er der således kommet en række forskellige svar fra så forskellige forskere som Adam Przeworski, Daron Acemoglu, Ola Olsson og Robbert Maseland, og på den hjemlige front fra Jacob Hariri og Martin Paldam.

En ny artikel, der efter at have eksisteret de sidste tre år som konference- og arbejdspapir  nu er under udgivelse i det ekstremt prestigiøse American Political Science Review, giver et meget anderledes svar på spørgsmålet. I ”Democracy by mistake: How the errors of autocrats trigger transitions to freer government” argumenterer Daniel Treisman, at de fleste demokratiseringer slet ikke er planlagte eller sker med vilje, men er sket ved fejltagelser. Den anerkendte professor i statskundskab ved UCLA gennemgår 270 demokratiseringsepisoder i sit papir, og kategoriserer et sted mellem 67 og 85 procent af dem som konsekvenser af fejltagelser. Med andre ord finder Treisman, at demokratisering typisk sker som en bivirkning af de fejl, autokratiske regimer ofte begår når de forsøger at beskytte deres magt.

Ikke alle fejl og bivirkninger virker ens, og Treisman noterer, at der er mange forskellige slags fejl.

”Some leaders—like Louis-Philippe—underestimate the strength of opposition, fail to compromise or repress until too late, and are overthrown. Their revolutionary successors then introduce reforms. Others—like Augusto Pinochet in Chile—overestimate their popularity, call an election or referendum, fail to manipulate sufficiently, and lose, splitting the elite and empowering opponents. Certain incumbents—such as Leopoldo Galtieri in Argentina—begin military conflicts, expecting victory, but lose not just the battle but political power, as colleagues defect and rivals mobilize. Still others slide—like Mikhail Gorbachev after 1985—down the “slippery slope,” making concessions intended to strengthen the regime that in fact undermine it. In all these cases, the ruler means to retain authority. But his misstep destroys the status quo. In another scenario, others in the ruling group miscalculate. They choose a leader—like Juan Carlos or Adolfo Suárez in post-Franco Spain—whom they trust to preserve the system but who destroys it.”

Treisman starter med at understrege, at en demokratisering basalt set kan ske af tre grunde: 1) Den kan være et bevidst valg fra magthavernes side; 2) den kan skyldes, at den er uundgåelig, så den var sket uanset hvad magthaverne gjorde; og 3) den kan ske som en konsekvens af, at magthaverne begår fejltagelser i deres forsøg på at blive ved magten. I situation 3) kan magthaverne lave to forskellige slags fejl: 1) De kan begå informationsfejltagelser, dvs. de kan have foretaget et perfekt ræsonnement eller analyse, men baseret den på fejlagtig information; og 2) de kan have begået en vurderingsfejltagelse (mistake of calculation), dvs. at de politiske aktører enten har overset bedre muligheder eller simpelthen taget den forkerte beslutning af de muligheder, de havde til rådighed. Treisman ender således med en konceptuel typologi over forskellige ’ruter’ til demokrati, som illustreret i artiklens Figur 1 nedenfor.

Treisman påstår ikke, at alle demokratiseringer er tilfældige og sker ved fejltagelser, og nævner helt eksplicit Frederik den syvendes Grundlov som eksempel på en bevidst handling. I stedet kategoriserer han sine 270 episoder i tre kategorier. Den første, som han kalder ”deliberate democratization”, er tilfælde hvor den politiske leder (eller ledelse) ikke blev udskiftet før demokratiseringen blev annonceret, og hvor den historiske evidens ikke indikerer, at en af de ti fejltagelser i figuren ovenfor ”sandsynligvis” eller ”meget sandsynligt” blev begået. Den anden kategori – ”unintended but unavoidable democratization” – definerer han som en situation hvor lederen faktisk blev udskiftet før demokratiseringen blev annonceret, men hvor den historiske evidens ikke indikerer, at en af de ti fejl sandsynligvis skete. Og det efterlader således den tredje kategori, ”democratization by mistake”, hvor den historiske evidens faktisk indikerer, at mindst én af de ti slags fejltagelser enten sandsynligvis skete, eller skete med stor sandsynlighed.

Treisman bruger fem kilder til at skabe otte forskellige indikatorer for demokratisering, og kategoriserer derefter alle 270 episoder med hver af disse indikatorer i de tre kategorier. I gennemsnit på tværs af alle hans tests finder han, at 23 procent af alle demokratiseringer var bevidste valg, mens kun 3 procent var uundgåelige. Det efterlader således 74 procent af alle klare demokratiseringsepisoder siden 1800 i kategorien ”demokratisering ved en fejltagelse.”

Det virkeligt smukke ved Treismans nye artikel er således, at han viser hvor mange virkeligt store politiske begivenheder, der i virkeligheden sker som bivirkninger af forsøg på at undgå dem. I samfundsvidenskaberne har vi med mennesker at gøre, og modsat de mange fine (og ofte indsigtsfulde) modeller, som både politologer og nationaløkonomer beskæftiger sig med, er politiske aktører langt fra perfekte. Mennesker begår fejl, både fordi de ikke har overblik over konsekvenserne af deres handlinger og fordi de ikke har perfekt eller bare nogenlunde præcis information. Når man holder op med at tænke på politikere som perfekte robotter og starter med at se dem som mennesker, er det svært at holde op med at se det ocean af bivirkninger, der dukker op.

Forurening, udvikling og vækst

Den britiske tænketank IEA – the Institute of Economic Affairs – har siden 1955 sat sit aftryk på debatten i Storbritannien. For tiden mens store dele af Europa er lukket ned, er IEA fortsat med at gøre det ved at opruste gevaldigt online. I juni har tænketanken blandt andet bragt seminarer om, hvordan man betaler den gigantiske regning på statens interventioner under coronakrisen, hvordan man bedst forstår ulighed og udviklingen i ulighed (med den glimrende Martin Ågerup), og statslig versus markedsdrevet innovation. Et af højdepunkterne i foråret var den fremragende KCL-professor Mark Penningtons seminar om Hayeks forståelse af simple og komplekse problemer.

Tidligere i denne uge havde jeg den store fornøjelse og ære at blive interviewet af IEAs Academic and Research Director Syed Kamall i hans ‘Zeeroing In’-serie. Syed og jeg fik en halvtimelang snak om, hvordan miljøbelastninger, CO2-udledninger og økonomisk vækst hænger sammen, hvilke udfordringer der politisk ligger i at reducere miljøbelastninger, og hvad noget af den nye forskning på området indikerer. Skulle man være interesseret, er her hele udsendelsen nedenfor. Hvis ikke, kan jeg varmt anbefale at man slutter sig til IEA på torsdag den 2. juli, når tænketanken genoptager det altid velinformerede og underholdende online talkshow ‘Live With Littlewood’.

Akademisk frihed i verden

Siden starten af 1990erne har adskillige organisationer, inklusive det amerikanske Freedom House og det Paris-baserede Reporters sans Frontières, arbejdet på at måle hvor frie medierne er i verdens lande. Disse mål har været vigtige i både politisk debat og forskning, og de årlige opgørelser omtales omhyggeligt af medierne hvert år. Indtil fornylig har et bestemt aspekt af debatten om ytrings- og informationsfrihed dog været fraværende: Hvor frie er akademikere og forskere til at ytre sig, og at vælge interesse- og forskningsfelter frit? Det har the Global Public Policy Institute og the Scholars at Risk Network nu rådet bod på i en ny rapport (hattip: Niclas Berggren).

I rapporten med titlen Free Universities: Putting the Academic Freedom Index Into Action dokumenterer Katrin Kinzelbach, Ilyas Saliba, Janika Spannagel og Robert Quinn først og fremmest, hvor frie akademikere er i forskellige dele af verden. Danmark ligger ikke overraskende tæt på toppen med en indeksværdi på 0,92 (indekset er fordelt mellem 0 og 1) og tæt på de lande, vi normalt sammenligner os med som resten af Norden, Holland, Storbritannien (alle 0,93), og Tyskland (0,96). Som figuren nedenfor illustrerer, følger den akademiske frihed også i brede træk, hvor frie og demokratiske et lands politiske institutioner er. Parlamentære demokratier har et gennemsnit på 0,84 mens præsidentielle demokratier i gennemsnit scorer 0,77. Denne forskel er faktisk statistisk signifikant, men skal tolkes forsigtigt, da mange præsidentielle demokratier er relativt unge og fattige, og mange af de parlamentære er gamle og rige.

Det er heller ikke en overraskelse, at de civile autokratier – dvs. ikke-demokratier hvor det ikke er militæret, der er ved magten – halter et stykke bagefter på 0,42, mens militærdiktaturer 0,27 og verdens få absolutte monarkier (0,37) er bagud igen. Overraskelserne og de interessante forhold ligger i de mange lande, der ikke helt følger det simple mønster. Vi illustrerer på to måder, hvor svagt det simple mønster er: Først ved at sammenholde RSF’s pressefrihedsindeks – et indeks over hvor meget journalistisk frihed undertrykkes – med indekset over akademisk frihed i den næste figur; og for det andet gennem eksempler.

Som figuren viser, er der en vis sammenhæng, men også en række røde prikker – civile autokratier – blandt de blå – demokratierne. Det gælder ikke mindst Burkina Faso, ligesom det også gælder Comorerne og Bolivia, der for tiden befinder sig i et midlertidigt limbo mellem autokrati og demokrati. Omvendt er det bekymrende, at to af verdens store demokratier – Brasilien og Indien – scorer meget lavt: Indiens akademiske frihed rates helt nede på 0,35, mens Brasiliens vurderes til 0,47. Milliarddemokratiet Indien undertrykker således den akademiske frihed på linje med et gennemsnitligt militærdiktatur, mens Brasilien opfører sig som et ret typisk civilt autokrati.

Og hvad kan man så bruge det til? Svaret er, som så mange andre svar her på stedet, at det er op til læseren selv. Hvorfor bliver horribelt dårlig politik ved i nogle lande, hvorfor mangler der elementer i deres debat, som vi er vant til, og hvorfor er der ofte politiske positioner og politikforslag, som slet ikke debatteres i bestemte lande? En af flere forklaringer kunne være, at den akademiske verden ikke er helt fri til at lufte disse forslag, eller at kritisere den måde politik normalt udføres. Når man har et rimeligt mål for, hvor frie akademikere er – og dermed hvor sandsynligt det er, at de kan blande sig frit og på andre måder informere debatten – er man et skridt nærmere en mulig forståelse af disse spørgsmål.

Nedlukning, hjemmearbejde og akademisk produktivitet

Mange virksomheder diskuterer i dag, om coronaepisoden har lært dem noget. Helt særligt foregår der er en omfattende diskussion om, hvorvidt man med fordel kan lade mange medarbejdere i f.eks. administrative positioner og supportfunktioner arbejde væsentligt mere hjemme, end de gør i dag. En række virksomheder ser ud til at have haft gode erfaringer med både hjemmearbejde og mere fleksible arbejdsforhold og arbejdstider.

Det betyder dog ikke, at det er en god idé for alle virksomheder og organisationer, og måske i særligt grad slet ikke for vidensproduktion. Det afsløredes forleden dag i en undersøgelse, som forlaget De Gruyter har gennemført blandt cirka 3200 akademikere, som jeg også deltog i. Mere end halvdelen af de adspurgte siger, at de har mindre eller slet ingen tid til forskning end før coronakrisen og 55 procent oplever, at de har tydeligt mindre tid til at skrive. For 68 procents vedkommende er problemet den tid, det tager at undervise online, mens 59 % noterer, at de bruger mere tid på at vejlede end før. Jeg er selv blandt de 59 procent, da jeg har bemærket at jeg faktisk har brugt den dobbelte tid på vejledning som jeg normalt gør. Et af problemerne er, at selve møderne- der har været online i foråret – tager cirka den samme tid som normalt, men at man bagefter bruger lige så lang tid på at afklare større og mindre spørgsmål, der alligevel ikke blev diskuteret eller behandlet færdig. De Gruyters undersøgelse peger på, at disse problemer er særligt udtalte i samfundsvidenskaberne. Det er således tydeligt, at universitetsverdenen og andre akademiske arbejdspladser har oplevet et markant fald i produktivitet i foråret.

De Gruyter overser endda et meget væsentligt aspekt af akademisk arbejde og vidensproduktion. Mens jeg ingen stor undersøgelse har at læne mig op ad – det følgende er udelukkende baseret på personlige oplevelser og mine kollegers ditto – er en af de store forskelle mellem akademisk arbejde og ’almindeligt’ arbejde, at man i høj grad selv definerer sine projekter. Det gælder i særlig grad i samfundsvidenskaberne og humaniora, og i lidt mindre grad i STEM-videnskaberne, hvor traditionen er at man typisk arbejder i større laboratoriegrupper.

Problemet er, at mens man er blevet mindre produktiv og har haft mindre tid tilovers til forskning, har mange også ladet være med at starte nye forskningsprojekter op. For mit eget vedkommende er foråret ofte travlt med konferencer og mindre workshops, hvor man præsenterer sin egen nye forskning og lader sig inspirere af andres nye arbejde. Man netværker også ved disse events med både faste kolleger og nye kontakter, og en væsentlig del af det at være til konference er netop at diskutere nye projekter og få idéer til dem. Det er ikke en type aktivitet, som man bare kan flytte online.

Denne del af vidensarbejdet ser ud til at have lidt meget markant under coronakrisen, hvilket gør problemet langt værre end De Gruyters undersøgelse indikerer. Når færre nye forskningsprojekter startes op og færre nye idéer diskuteres, ender man med at mere varigt og langsigtet problem end blot en periode med lav produktivitet. Der er næppe mange politikere, der vil begræde det, men risikoen er at samfundsforskningen i langt tid fremover kommer til at bidrage noget mindre end indtil nu.

Alberto Alesina er død

Forleden kom den triste besked, at den italienske økonom Alberto Alesina var faldet om med et hjerteanfald, da han var på vandretur. Den 63-årige Alesina, der var professor i nationaløkonomi på Harvard, var en af de mest kreative og indflydelsesrige økonomer i sin generation, og hans alt for tidlige død er et stort tab for professionen. Hans position i professionen er de seneste dage blevet afspejlet i den stribe af topforskere og topøkonomer, fra Nouriel Roubini og Larry Summers til Dina Pomeranz og vores egen Lars Christensen, der har hyldet ham på Twitter.

Alesina var født i det nordlige Italien i 1957 og læste økonomi på Bocconi-universitetet i Milano, men endte med at tage til Harvard, hvor han modtog sin PhD i 1986. Året efter begyndte han at efterlade sit aftryk på politisk økonomi med to artikler: Rules and Discretion with Non-coordinated Monetary and Fiscal Policy i Economic Inquiry, som han skrev sammen med den et år ældre Guido Tabellini, og hans egen Macroeconomic Policy in a Two-Party System as a Repeated Game i Quarterly Journal of Economics. Særligt hans tidlige QJE-artikel ændrede manges syn på økonomisk politik, da Alesina viste at fuldt rationelle politikere kan implementere såkaldte politiske business cycles, og dermed destabilisere den økonomiske udvikling. Politisk økonomi i en eller anden form skulle vise sig at være det tilbagevendende omdrejningspunkt for hans forskning.

Alesina gjorde de følgende år et indtryk med en række særdeles indflydelsesrige artikler, og vendte således syv år efter sin PhD tilbage til Harvard, hvor han blev Professor of Economics and Government. Han havde siden 2003 den prestigefyldte stilling som Nathaniel Ropes Professor of Political Economics.

Alesinas betydning for udviklingen og populariseringen af politisk økonomi er svær at undervurdere. Ifølge Google Scholar er der idag mere end 120.000 citationer til Alesinas studier – et tal, der er næsten ubegribeligt for de fleste økonomer – og bare hans fem mest citerede artikler er citeret næsten 20.000 gange. Disse fem – to i Quarterly Journal of Economics, to i Journal of Economic Growth og en i European Economic Review – illustrerer også bredden af hans interesser. Distributive Politics and Growth, som han skrev sammen med Dani Rodrik, og Income Distribution, Political Instability, and Investment, skrevet sammen med Roberto Perotti, bidrog tidligt til den moderne litteratur om ulighed og udvikling. Public Goods and Ethnic Divisions og Fractionalization, fra henholdsvis 1999 og 2003, rykkede forskningen om samfundsmæssig homogenitet og udvikling en tand videre, mens hans artikel Who Gives Foreign Aid to Whom and Why, der var fælles arbejde med David Dollar, for første gang dokumenterede hvordan fordelingen af ulandshjælp er voldsomt politiseret. Alesina var ikke altid lige populær i politiske miljøer, men var altid interessant og ekstremt kompetent.

Noget af hans sidste færdiggjorte arbejde var den kontroversielle, men omhyggeligt researchede bog Austerity: When It Works and When It Doesn’t fra sidste år. Alesina gjorde sig her, sammen med Carlo Favero og Francesco Giavazzi, til fortaler for nedskæringer i stedet for skattestigninger, når en moderne regering skal have styr på budgettet. Budskabet var i særlig grad upopulært hjemme i Italien, hvor modstanden mod fiskal disciplin og budgetbegrænsninger er stærkere end i mange år. Alesina gjorde dog det rigtige, men ikke det politisk populære, og foretog en omhyggelig analyse af en lang række situationer hvor regeringer måtte rette op på store underskud. Disse analyser viste, at dem der havde reageret med nedskæringer i de offentlige budgetter, havde haft langt større succes med både at bringe budgettet under kontrol, og med at skabe økonomisk udvikling igen.

Alberto Alesina var en af de økonomer, der insisterede på at forske i political economics i stedet for public choice, og som dermed distancerede sig fra det tidlige arbejde fra folk som James Buchanan, Gordon Tullock og Mancur Olson. Men uanset hvad man vælger at kalde det felt, man arbejder indenfor – public choice, political economy, political economics… – var han en af de ypperste udøvere af det. At han oveni sine akademiske kvaliteter var en venlig, ydmyg og afholdt kollega og populær blandt sine studerende, gør kun tabet det større.

Hvor farlig er corona – en update

Da coronaepidemien officielt ramte Europa i februar, skabte skrækbillederne fra Norditalien en panikstemning hos politikere og befolkninger: Stemningen var, at noget måtte gøres og det måtte gøres nu så titusinder ikke døde. Et estimat, baseret på den såkaldte Imperial College model, forudså flere end 90.000 dødsfald i Sverige, og stemningen skabte et sjældent manøvrerum for mange regeringer, der viste sig mere end villige til at ignorere basale rettigheder eller politisk omhu (se f.eks. her). Siden da har de fleste af dem – om end ikke de svenske, der simpelthen styrer efter sundhedsekspertisens råd – også ignoreret ny viden om virussen. Det gælder i helt særlig grad ny viden om dens faktiske dødelighed, som viser sig at være ret begrænset.

Læs resten

Social tillid og økonomisk velstand

Mange af os hungrer efter nyheder og input, der ikke handler om corona, nedlukning eller andet politisk nonsens. Det var derfor en ekstra stor fornøjelse, da jeg i mandags holdt et virtuelt seminar for Les Affranchis – Students for Liberty France. Det var oprindeligt meningen, at seminaret skulle have været afholdt almindeligt i Paris, i forbindelse med et besøg på la Sorbonne, men tvunget at omstændighederne gjorde vi det via Zoom.

Det betyder dog, at hele seminaret nu findes på gratis tilgængeligt YouTube. Vi tillader os derfor en lille bid skamløs selvpromovering i dag, ved at opfordre alle interesserede læsere med lidt tid tilovers, at se seminaret. Pga. nogle indledende, tekniske problemer starter selve seminaret omkring 6.45.

Kapitalisme og Corona

Det hæderkronede Institute of Economic Affairs er ligesom de fleste andre organisationer stærkt påvirket af coronapandemien. Jeg er stolt at at være affilieret med IEA som medlem af dets Academic Panel, og følger derfor med i dets håndtering af problemerne. En af flere reaktioner har været, at IEA nu udsender et Daily Bulletin, som absolut kan anbefales. En anden er deres ‘In Conversation’-serie, hvor instituttets Academic and Research Director Syed Kamall interviewer en forsker om et aktuelt emne.

Syeds nye samtale med David Henderson er the Naval Postgraduate School i Monterey er særligt interessant. Syed og David taler om, hvordan kapitalisme angribes for tiden, men samtidig viser sin enestående værd som økonomisk system for tiden. Hele serien kan varmt anbefales, men samtalen med David Henderson er et godt sted at starte.

Hvor mange danskere dør for tiden?

I morges deltog jeg i et glimrende og meget velbesøgt webinar hos Cepos. Arrangementet omfattede blandt andet fem-minutters indlæg af Lars Rebien om Novo Nordisks testindsats, Otto Brøns-Petersen om krisepolitik (regeringen gør det forkert), og Mads Lundby. Særligt indlægget fra Mads var interessant, da han dokumenterede at ledigheden er langt højere end regeringen påstår. De officielle tal viser, at ledigheden er steget med 46.500 personer, men Mads pegede på, at der oveni er mindst 150.000 på lønkompensation. De tæller ikke i den officielle ledighedsstatistik – det er en anden kasse – men er stadig de facto ledige. DI vurderer endda tallet endnu højere, og selv et forsigtigt bud viser, at ledigheden faktisk er tredoblet de sidste to måneder. Omkostningerne ved regeringens nedlukning af det danske samfund er således markant højere, end regeringen indikerer.

Mit eget indlæg handlede dog mere om baggrunden for de politiske valg. Som vi skrev om forleden, er de officielle tal på smitteraten og virussens dødelighed stærkt misvisende. Grunden er, at man ikke tester tilfældigt, men kun folk der udviser symptomer eller er særligt udsatte. Alle disse data er derfor udsat for ’selektionsbias’ – et fænomen, som økonomer og kvantitative politologer kender særdeles godt og ved, hvordan man håndterer.

Mange danskere har sandsynligvis hørt om problemet som spørgsmålet om ’mørketallet’, dvs. det antal smittede, der ikke bliver testet og derfor flyver under radaren. Erfaringen fra de steder, hvor man enten bevidst eller tilfældigt har testet en random sample, peger på at mørketallet er meget stort. Som jeg pegede på i løbet af mit fem-minutter lange indlæg, viser det sig for eksempel, at den faktiske smitterate i Kreis Heinsberg i Tyskland er 15 %, omkring 33 % i Chelsea, Massachusetts, og hele 49 % i sydtyrolske Ortisei. Et helt nyt studie finder også, at 25 % af newyorkerne har været smittede. Alle disse tal, ligesom erfaringerne fra et amerikansk hangarskib og flere krydstogtsskibe peger i samme retning: Det ser ud som om den faktiske dødelighed af Covid-19 er i omegnen af 1½ ‰. Det er endda samme dødelighed, man får hvis man bruger Sundhedsstyrelsens laveste bud på mørketallet på en faktor 30 af det målte antal smittede.

Disse tal skal naturligvis ikke tolkes sådan, at man forledes til at tro at der absolut ingen risiko er. Risikoen for ældre er væsentligt højere, og vurderet på basis af de officielle danske tal er dødeligheden for danskere over 70 cirka 25 gange højere end for dem under 70. Den faktor er endda med stor sandsynlighed for lav pga. samplingproblemet. Et væsentligt problem, der mere eller mindre bevidst ignoreres for tiden, er dog at nogle – og måske mange – af de dødsfald vi ser for tiden, ikke skyldes Covid-19, men blot er folk der er døde med virussen, men var døde alligevel af deres underliggende lidelser. Det samme problem er velkendt under de årlige influenzaudbrud, hvor mange særligt ældre dør tidligere – og måske en måned eller to tidligere – end de havde uden influenza.

Hvis man skal vurdere den totale fare ved det nuværende udbrud af coronavirussen SARS-CoV-2, er det derfor muligvis bedst at se på udviklingen i det fulde dødstal. Nedenfor har vi derfor plottet det ugentlige dødstal i 2020 (den fede, sorte linje) mod dødstallene fra hvert af de sidste ti år. Overordnet de sidste ti år er 17601 danskere i gennemsnit døde de første 16 uger af året, og i 2018 under det særligt stærke influenzaudbrud døde der 19152. I år er der det samlede danske dødstal til sammenligning 17342. Som figuren nedenfor viser, var dødstallet de første to måneder faktisk ukarakteristisk lavt, ligesom den lige så milde vinter 2014-15. Fra uge 9 kan man i 2020 se coronaudbruddet som en tydelig bule, der rækker ud over normalen, men en væsentligt mindre stigning end den olivengrønne linje, der falder sammen med influenzaudbruddet i 2017-18.

Uden at ville undervurdere alvoren i den nuværende situation, må man derfor overveje, hvor alvorlig faktaene viser at den er. Det samlede dødstal i Danmark i år ligger stadig under normalen, virussens dødelighed er lav og nogenlunde sammenlignelig med velkendte sundhedstrusler, når man vurderer på basis af den viden vi har fra eksempler på random sampling, og hvis man blot sammenligner med influenza-sæsonen 2017-18. Der er ganske enkelt ikke uforholdsmæsigt mange danskere, der dør for tiden. Coronasæsonen er ikke slut endnu, men den viden, vi som internationalt samfund har fået de sidste to måneder, tvinger os til at spørge, om hele nedlukningen af samfundet virkelig er en reaktion, der står i rimeligt forhold til den faktiske trussel.

UPDATE: Hele webinaret fra Cepos kan ses her.