Tag: forskning (side 1 af 14)

Catalansk uafhængighed og tillid

Konflikten omkring Cataloniens mulige uafhængighed, og om catalonierne overhovedet har lov – ifølge den spanske forfatning – til at afholde en folkeafstemning om det, raser stadig. Forleden blev flere ledere af uafhængighedsbevægelsen idømt drakoniske straffe, i et tilfælde hele 13 år i fængsel, på ganske tyndt grundlag. Udefra kan det være svært at forstå, hvad der foregår, men situationen giver også mulighed for ny forskning.

En del af baggrunden er, at catalonierne føler sig udnyttet af resten af Spanien, og ikke helt uden grund. Som DR viser her i en fin gennemgang af konflikten, bor godt hver syvende borger i Spanien i den nordøstlige region Catalonien, men regionen står for 19 % af landets BNP og en fjerdedel af eksporten. Regionens økonomi er heller ikke så afhængig af turisme som mange andre steder i Spanien, men er i højere grad karakteriseret ved fremstillingsindustri. Catalonien fremtræder derfor også som en mere ’high tech’ region end andre steder i Spanien.

En anden del ligger i de historiske forskelle mellem Catalonien og resten af Spanien. Landet var selvstændigt indtil først i 1700-tallet, og folk taler stadig et andet sprog – catalansk – end størstedelen af Spanien, der taler castiliansk. I den lange tid under Francos militærdiktatur (1939-1975) var det catalanske sprog forbudt, forældre måtte ikke give deres børn traditionelt catalanske navne, og folk blev endda tvunget til at bruge den castilianske version af deres catalanske fornavne. Det var således almindeligt, at folk der var døbt Josep blev tvunget til at kalde sig Joseph, ligesom det var den castilianske version, der stod i deres pas, identitetskort osv. Helt overordnet undertrykte diktaturet al catalansk kultur – sprog, flag, navne osv. – med hård hånd. Forbuddene fortsatte indtil 1978, og man kan stadig finde eksempler på ringeagt fra det castilianske flertal overfor catalansk kultur.

Det forskningsmæssigt interessante i situationen er, at begge sider af debatten argumentere for, at der er væsentlige forskelle i social kapital involveret i udviklingen. På uafhængighedssiden har flere påstået, at Catalonien er karakteriseret af en større grad af social kapital end resten af Spanien, og derfor ville vokse hurtigere og fungere institutionelt bedre, hvis regionen blev selvstændig (se f.eks. her for et overblik over litteraturen). På den anden side argumenterer unionisterne, at selve konflikten polariserer folk og dermed underminerer den sociale kapital i Catalonien. Der er dermed brug for forskning, der kan give en indikation om, hvad der er op og ned i debatten.

Det spørgsmål gav Miguel Ángel Borella-Mas, Martin Rode (begge Universidad de Navarra) og jeg os i kast med for halvandet år siden. Papiret med titlen ”The Economics of Change and Stability in Social Trust: Evidence from (and for) Catalan Secession” er nu ude som working paper fra IFN i Stockholm (og kan også hentes på SSRN her). Vi bruger the European Social Survey, som er foretaget i Spanien hvert andet år siden 2002, hvilket både tillader os at sammenligne Catalonien med resten af Spanien, men også at følge udviklingen i social tillid – den vigtige del af paraplykonceptet social kapital – henover udviklingen i konflikten. Når vi gør det, kan vi afvise påstandene fra begge sider af den politiske debat, men også vise et ekstra resultat.

Det viser sig allerførst, at uafhængighedssidens påstand er forkert: Den social tillid i Catalonien er næsten præcist gennemsnitlig i Spanien. Hvis der er et sted, der har en større grad af tillid, er det Baskerlandet, men ikke Catalonien. Der er således ikke umiddelbart grund til at tro, at catalonske institutioner osv. ville fungere bedre end de nuværende spanske. Tester man unionisternes påstand, kan man på den anden side også skyde den ned. Den sociale tillid i Catalonien har ikke lidt under konflikten i forhold til resten af Spanien.

Det er dog i netop dén sammenligning, at det tredje, overraskende fund dukker op.

Den sociale tillid i Catalonien er steget efter at selvstændighed blev en reel mulighed i 2014! Stigningen er ikke tilfældig, da den primært kan ses hos folk, der taler catalansk hjemme, og den er ikke helt lille. Cataloniernes social tillid ser ud til at være steget med 7½% siden 2014, og stigningen er større når vi stiller skarpt på dem, der taler catalansk. Mens vi ikke kan sige noget om, hvad der specifikt foregår, kan vi gøre to ting. For det første kan vi afvise, at det er et resultat af bedre institutioner, idet vi kan se at cataloniernes tillid til de spanske institutioner – retsvæsen, politi, parlament – er faldet drastisk. For det andet kan vi spekulere over, hvad der kunne foregå. Det gør vi i konklusionerne, hvor min foretrukne forklaring er denne: Det er muligt, at ”we are actually seeing the mental process of nation building at work, where conflict is the cradle of a shared Catalan identity that facilitates in-group cooperation and the creation of formal institutions that facilitate it.” Kun én ting er sikker: Intet er som de to sider af konflikten påstår, men den kan vise sig at være til gavn for den catalonske befolkning.

Nyt Ekonomisk Debatt på gaden

I dag er det nye nummer af det glimrende, svenske tidsskrift Ekonomisk Debatt udkommet. Som trofaste læsere vil vide, er det et tidsskrift der formidler ny, svensk forskning på en mindre teknisk og mere tilgængelig måde end andre videnskabelige tidsskrifter. Redaktørerne af Ekonomisk Debatt sørger også for, at det ikke betyder, at forskningen bag artiklerne er dårligere, blot at den er mere letlæst.

Nummer 7 i år er ikke anderledes end tidligere udgaver, og omfatter flere interessante artikler. Det gælder ikke mindst Björn Olssons (Svenska Bankföreningen) artikel, hvor han vurderer om Sverige ville have haft økonomisk gavn af at være gået med i euroen. Björn bruger en syntetisk kontrolmetode (læs f.eks. her) for at vurdere spørgsmålet. Svaret er klart: ”Resultaten indikerar att Sveriges ekonomiska utveckling har varit starkare tack vare att landet stått utanför valutasamarbetet.”

Et andet højdepunkt i denne måned er Andreas Bergh (Lund) og Gisur Ó Erlingssons (Linköping) ” Riskerar kommunernas tillväxt-politik att göra mer skada än nytta?” Ligesom i Danmark fører svenske kommuner politik for at tiltrække borgere og virksomheder, og skabe erhvervsudvikling. Et kendt problem er dog, at kommunerne ofte ’stjæler’ borgere og virksomheder fra hinanden, eller som Andreas og Gissur skriver: ” Vi identifierar ett koordinationsproblem som gör att vissa åtgärder skulle kunna vara samhällsekonomiskt skadliga.” Er man interesseret i, hvordan kommunernes erhvervspolitik måske gavner dem selv, men på samme tid kan skade det danske samfund som helhed, bør man absolut læse deres artikel.

Derudover er der bl.a. artikler om indvandring og vælgerstøtte til Sverigesdemokraterne, privatiseringseffekter i den svenske eldistribution, og hvorvidt innovationspolitik er skadelig, og en anmeldelse af en ny bog om Sveriges økonomiske udvikling 1914-45. Som altid er Ekonomisk Debatt velskrevet og interessant, og derfor varmt anbefalet.

Spansk public choice

Jeg kom hjem i går efter at have deltaget i den første spanske public choice workshop. Man kan undre sig over, at der i Spanien – et land, der lider af alskens problemer, som skriger på brugen af redskaber fra public choice-litteraturen – ikke er en tradition som den årlige danske workshop. Det krævede pudsigt nok et tysk-mexicansk hold, punditokraternes ven Martin Rode og vores fælles PhD-studerende Andrea Sáenz de Viteri, for at stable en workshop på benene ved Universidad de Navarra i Pamplona.

Den spanske public choice workshop blev heldigvis en succes med deltagelse fra 12 forskellige lande og en række fine præsentationer. Et af de absolutte højdepunkter var brasilianske Laura Barros, der er midt i sin PhD ved det prestigiøse universitet i Göttingen, der præsenterede ”#EleNão: Economic crisis, the political gender gap, and the election of Bolsonaro.” Laura, som jeg kender fra min tid som gæsteprofessor i Heidelberg hvor hun tog sin master-uddannelse, viser sammen med sin kollega Manuel Santos Silva i en fremragende analyse, hvordan Brasiliens økonomiske nedtur i uforholdsvis grad ramte landets mænd. Resultatet blev, at mænd i stor stil stemte på Bolsonaro, mens kun lidt over 40 % af de brasilianske kvinder stemte på ham. Laura pegede således på, at uden nedturen var Bolsonaro ikke blevet valgt i første runde, og måske slet ikke.

Henrik Jordahl om folks forestilling om profitmarginer (det korrekte tal er angivet ved den røde linje)

Udover den glimrende analyse fra Göttingen bød workshoppen på en række andre interessante præsentationer. Den altid gode Henrik Jordahl (på billedet), der er professor på Örebro Universitet, præsenterede resultaterne fra en eksperimentel spørgeskemaundersøgelse om folks mening om privat produktion af offentlige ydelser som ældrepleje. Tricket er, at Henrik giver nogle respondenter faktisk information om, hvad de involverede firmaers faktiske profitmargen er (5 %), mens andre ikke får nogen information og en tredje gruppe spørges om, hvad de tror den er. Analysen peger først på, at svenskerne i høj grad er imod offentlig service for profit, men også at faktisk information typisk får folk til at blive en tand mere positive.

Et andet højdepunkt var Martin Rode (Navarra), der sammen med sin ungdomsven Sebastian Stöckl (Universität Liechtenstein) i ”The price of populism: Financial market outcomes of populist electoral success” ser på hvordan de finansielle markeder reagerer på valget af populistiske politikere. Martin og Sebastian har gennemført en omhyggelig og avanceret analyse af markedets reaktioner i månederne omkring valg, og finder, at de i meget synlig grad reagerer på valget af venstrefløjspopulister, mens der ikke er nogen generel effekt af deres populistiske kolleger på højrefløjen.

Sidst, men ikke mindst, blev workshoppens spændvidde demonstreret af Pantelis Kammasa (Athens University of Economics and Business), der sammen med sin kollega Vassilis Sarantides (University of Sheffield) er gået tilbage i græsk historie for at kaste nyt lys på, hvad der politisk sker omkring demokratiseringer. I ”Democratisation and tax structure in the presence of home production: Evidence from the Kingdom of Greece” viser de to grækere, at den græske demokratisering ændrede skattestrukturen, men uden at ændre det overordnede skattetryk. Selv i 1860ernes Grækenland reagerede demokratisk valgte politikere således på vælgernes præferencer ved at skifte beskatningen

Workshoppen bød også på deltagelse af en række forskere, som trofaste læsere af punditokraterne har læst om før: Niclas Berggren (IFN), Hans Pitlik (WIFO), og Therese Nilsson og Andreas Bergh (Lund). Senere på året afholdes the Australasian Public Choice Conference i Brisbane, den danske workshop ruller af stablen i januar, og som traditionen byder, skriver vi også om højdepunkter og lovende nye folk når tiden nærmer sig for selve the Public Choice Society i marts. Er man interesseret i public choice og politisk økonomi sker der meget på forskningsfronten for tiden.

Dansk public choice workshop 2020

Hver år afholdes en dansk public choice workshop, som de senere år har alterneret mellem Aarhus og København (da Odense har meldt sig ud). Sidste års workshop blev afholdt på Aarhus Universitet, og bød bl.a. på Andreas Berghs papir om Hayekian Welfare States, der nu er under udgivelse i Journal of Institutional Economics, Lasse Aaskovens The Political Effects of Wealth Inequality: Evidence from a Danish Land Reform, og Felix Døssing og David Dreyer Lassens arbejde om Suboptimal Paternalism.

Vi håber igen den 24. januar at kunne samle et mindst lige så stærkt hold til den 21. danske workshop, ligesom vi håber igen at se både etablerede forskere, unge kolleger og interesserede studerende og andre. Workshoppen afholdes fra klokken 11 hos Cepos på Landgreven 3 i det indre København. Som altid er workshoppen gratis og åben for alle interesserede, men vil man præsentere et papir, skal levere et abstract som skal godkendes af programkomiteen. Fristen for indsendelse er juleaften, og som de senere år håber vi at få forslag fra Danmark, Sverige, Tyskland og Polen – og forhåbentlig fra flere steder.

Når vi nærmer os workshoppen kommer vi – som traditionen byder – til at skrive om det endelige program her på stedet. Foreløbig skal vi blot minde folk om, at workshoppen endu en gang løber af stablen i januar i en altid venlig atmosfære. Er man interesseret i public choice, politisk økonomi eller udviklingsøkonomi, er man velkommen.

Nobelprisen i økonomi – hvem skal have den i år?

På mandag annoncerer den svenske Riksbank, hvem der modtager årets Nobelpris i økonomi. Hvert år er prisen en overraskelse for de fleste – selvom vi sidste år faktisk nævnte begge modtagere i vores spekulationspost ugen før – og næsten hvert år må man alligevel erkende, at prisen er velfortjent. Så nogle få dage før Nobelprisen annonceres, er her vores traditionelle overvejelser over, hvem modtagerne kunne blive.

Et af de første bud, skrev Tyler Cowen om allerede sidste år. Som han understrede dengang, kan det vel være at tiden er moden for en pris til forskning i corporate finance. Her er de bedste bud stadig Michael Jensen (Harvard), Stewart Myers (MIT) og Raghuram Rajan (Chicago) for deres arbejde om beslutningsprocesser på området.

Vælger Nobelkomiteen derimod at være aktuelle og bidrage til en meget nutidig debat om international politik, er gode argumenter for at det er tid til at give en pris til handelsteori. De helt oplagte emner her, er  Marc Melitz (Harvard), for hans bidrag til ny handelsteori, kombineret med Gene Grossman (Princeton) og Elhanan Helpman (Harvard) for deres indsigter i, hvordan handelspolitik dannes. Vælger man at gå den vej, kan komiteen med fordel vælge (som The Local i Sverige understregede forleden dag) tage Anne Krueger (Johns Hopkins) med for hendes oprindelige arbejde om rent-seeking, som i høj grad er forbundet med handel og sammen med Gordon Tullock banede vejen Grossman og Helpmans indsigter.

Sidste år nævnte Marginal Revolution også den franske udviklingsøkonomi Esther Duflo (Harvard), muligvis sammen med ægtefællen Abihijit Banerjee (MIT) og Michael Kremer (MIT), for deres arbejde med at benytte randomiserede kontroleksperimenter i udviklingsarbejde. Duflos problem her er, at en række nye studier har stillet spørgsmålstegn ved, hvor valide mange af eksperimenterne er, mens Duflos fokus på praktisk brug også er et problem. Som Mervyn King, den tidligere britiske centralbankdirektør, skrev forleden hos Bloomberg, er nationaløkonomi bedst til at stille præcise spørgsmål og skabe indsigter, og værst når forskere forsøger at finde løsninger.

Skal man derfor se længere udenfor disse områder, kan man fokusere på forskernes citationstal. Gør man udelukkende det, er den danske økonometriker Søren Johansen (KU) et stærkt bud. Han har dog det problem, at der allerede er givet en pris for arbejde, der gør videre end Johansens. Et andet stærkt citeret bud er Ariel Rubinstein (Tel Aviv) for sit teoretiske arbejde om at forstå begrænset (bounded) rationalitet. Daron Acemoglu (MIT) og William Easterly (New York University) er også stærke bud som to forskere, der har bragt vores forståelse af langsigtede udviklings- og politiske processer videre. De to har dog det problem, at Acemoglus metode har været udsat for alvorlig kritik de sidste 10 år, mens Easterly ofte udsættes for ganske voldsom politisk kritik.

Det samme problem gælder for den cubansk-fødte Carmen Reinhart (Harvard), som har viet sin karriere til at forstå hvordan offentlig gældsætning og økonomisk udvikling spiller sammen med politik. Meget af usikkerheden omkring, hvem den svenske Riksbank peger på på mandag, hviler således på spørgsmålet, i hvor høj grad banken vælger et politisk ukontroversielt forskningsområde, eller går efter aktualitet. Det kan ingen sige før på mandag.

Påvirker forfatninger institutioners kvalitet?

Forfatninger, ligesom den danske Grundlov, har til formål at definere hvordan samfundets basale institutioner virker, og hvilke slags beslutninger de kan tage og ikke tage. Det er dog blevet stadigt mere klart de sidste 20 år, at mange forfatningsdefinerede rettigheder og begrænsninger ingen faktisk virkning har. Mit eget arbejde med Jacob Mchangama om sociale rettigheder dokumenterede ingen virkninger på langt sigt af at indføre social rettigheder, og fandt endda negative transitionskonsekvenser. På samme måde har forskere med så forskellige baggrunde som bl.a. Katarzyna Metelska-Szaniawska, Mila Versteeg og Stefan Voigt fundet områder, hvor forfatningens bestemmelser og begrænsninger slet ingen virkning har.

Andrea Sáenz de Viteri

Min glimrende PhD-studerende Andrea Sáenz de Viteri (på fotoet til højre, og på jobmarkedet næste år) og jeg har derfor i et nyt papir nærmet os spørgsmålet fra en lidt anden vinkel. I stedet for at se på, hvad forfatningen definerer af direkte intentioner, ser vi på de mulige konsekvenser af den måde, forfatningen definerer hvordan den politiske magt er koncentreret. Vi bruger the Index of Parliamentary Legislative Influence (IPLI), som Stefan Voigt og jeg udviklede for to år siden, og det tilsvarende Index of Executive Influence, som Andrea og jeg har lavet (læs her). De to måler, hvor meget diskretionær indflydelse, henholdsvis parlamentet og regeringen har. Vores hensigt er, at undersøge om magtkoncentration påvirker, hvor store korruptionsproblemer et land har, og – et spadestik dybere – hvor godt landets retsvæsen fungerer.

Det er der kommet et papir ud af med titlen ”Constitutional Power Concentration and Corruption: Evidence From Latin America and the Caribbean”, som jeg forleden præsenterede den foreløbigt sidste version af ved EALE-konference i Tel Aviv. For at undgå, at vi måler effekten af alt muligt andet end magtkoncentration, udnytter vi den kendte faktum, at mange lande i Latinamerika og Caribien har ændret deres forfatninger gentagne gange de sidste 50 år. Det tillader os derfor rent statistisk at kunne se bort fra al indflydelse fra historiske forskelle, geografi, kultur og andre forhold, der ikke ændrer sig ret meget over tid. Vi får med andre ord et meget ’rent’ estimat af effekten af magtkoncentration, som den defineres i forfatningen.

Resultaterne er helt overordnet i tråd med resten af litteraturen: I gennemsnit er den politiske magtkoncentration overhovedet ikke forbundet med hverken korruption eller kvaliteten af retsvæsenet (målt som V-Dem-projektets ’political corruption’ og ’judicial accountability’ indikatorer). Der ender historien dog ikke, for gennem arbejdet med dataene, så Andrea og jeg også indikationer på en særlig heterogenitet i de mønstre, der er mellem korruption og magtkoncentration. Og når vi dykker ned i dem, dukker der et meget klart resultat op: Den særlige kombination af at have 1) relativt meget magt koncentreret på regeringsniveau, og 2) en relativt høj grad af ideologisk fraktionalisering i parlamentet, er forbundet med markant bedre retsvæsener, og dermed med mindre korruption.

Vi ender derfor med et resultat, der minder ganske meget om North og Weingasts berømte argument om The Glorious Revolution i Storbritannien, og effekten af at have ”the King in Parliament.” At have en handlekraftig regering kan være både godt og skidt, ligesom en parlament med stærkt forskellige synspunkter og forskellige interesser repræsenteret både kan begrænse problemerne (ved at alle holder hinanden i skak) eller forstærke dem (ved at de politiske udfordringer løses gennem store og potentielt skadelige kompromis). De gavnlige effekter kommer, når de forskellige politiske partier og en handlekraftig regering alle fungerer som vetospillere på hinandens udspil. Med andre ord: Det er primært, når den politiske situation er kompliceret og gør det svært for en ellers handlekraftig regering at gennemføre ret meget, at retsvæsenet for ro og uafhængighed til at gøre sit arbejde ordentligt. Og når det sker, bekæmpes korruptionsproblemer væsentligt mere effektivt. Politik eller forfatningen alene gør ingen forskel, men en bestemt kombination er effektiv.

Hvad synes folk om deres personlige frihed?

Som nogle læsere allerede ved, tilbragte jeg fire dage i Tel Aviv sidste uge ved den årlige konference i the European Association of Law and Economics. På den ene side var konferencen i sig selv var dybt skuffende, men det gav på den anden side rigelig tid til at interagere med kolleger. Med andre ord skippede vi flere sessions, hvor der ikke blev skjult at talerne helt ignorerede economics-delen af Law and Economics. Jeg brugte i stedet tid sammen med Niclas Berggren (IFN i Stockholm), Jerg Gutmann og Stefan Voigt (begge Universität Hamburg) på at arbejde sammen med dem, og spise et par afslappede måltider.

Niclas og Jerg præsenterede interessant ny forskning med titlen ”Securing personal freedom through institutions – the role of democracy and judicial independence.” I papiret går de ud fra vigtigheden af at have de facto beskyttelse af retsvæsenet og og fem menneskerettigheder: “freedom of movement; religion; association, assembly and civil society; expression and information; identity and relationships.” Niclas og Jerg viser ganske overraskende, at det primært er et politisk uafhængigt retsvæsen, der sikrer disse forhold, mens de kun i begrænset omfang er påvirket af om landet er demokratisk eller ej.

Efter præsentationen, der var en af de sidste fredag morgen – al forfatningsøkonomi og stærkt empirisk law and economics var placeret efter konferencemiddagen og dermed den morgen, hvor de mange deltagere tog hjem i stedet for at tage til konferencen – fik Niclas, Jerg og jeg en hyggelig snak på en gåtur gennem Tel Aviv. Her kom dagens blogemne op: I hvor høj grad er den faktiske beskyttelse af folks personlige frihed korreleret med deres opfattelse af personlig frihed i deres liv? Det er muligt, at der kommer konkret forskning ud af spørgsmålet, men i dag ser vi blot på det simple forhold. Sagen er nemlig, at folks opfattelse er blandt de mange ting, the Gallup World Poll har dækket de seneste år (læs f.eks. her). Denne opfattelse varierer meget stærkt på tværs af den vestlige verden med Danmark blandt de lande, hvor folk føler sig allerfriest. I figuren umiddelbart nedenfor dokumenterer vi, hvor store forskellen er på folks vurdering af deres ”Satisfaction With Freedom to Choose What You Do With Your Life.”

Er denne opfattelse uafhængig af den faktiske tilstand, eller er den drevet af helt andre forhold? Svaret på dette spørgsmål er illustreret i figuren nedenfor, hvor vi på x-aksen har plottet the Human Freedom Index, der udgives årligt af et samarbejde mellem det amerikanske Cato Institute, det canadiske Fraser Institute, og det schweiziske Liberales Institut der Friedrich Naumann Stiftung. Som figuren peger på, er de to tydeligt sammenfaldende med en korrelation i de tidligere kommunistiske lande (de røde markører) på 0,60 og en i lande uden en kommunistisk fortid (de blå markører) på 0,68. Det er derudover meget tydeligt, at tre lande stikker ud: Hviderusland, Rusland og Ukraine, hvor man for de to førstnævnte kan stille spørgsmål ved, hvor politisk uafhængig en spørgeskemaundersøgelse kan være.

Det underliggende spørgsmål bliver således, hvorfor nogle landes styrer i så lav grad beskytter folks klassiske rettigheder, selvom de endda er demokratiske? Det er dette spørgsmål, Niclas og Jergs papir giver et delvist svar på. Det er også et spørgsmål, som i høj grad optager mange i forfatningsøkonomi og public choice i disse år. Det er derfor også et spørgsmål, som vi stensikkert vender tilbage til her på bloggen.

Lykke og danskerne – en samtale

Jeg havde forleden fornøjelsen at være gæst i den første episode af podcasten ” Liv, Lykke & Arbejdsglæde.” Podcasten laves af Marlene Lyby, der er Phd-studerende på psykologi ved Aarhus Universitet. Under samtalen, der kan høres her, kom Marlene og jeg vidt omkring og talte blandt andet om, hvorfor danskerne i blandt de lykkeligste mennesker i verden, hvordan danskere reagerer overfor fremmede, ligesom vi talte om hvordan jeg faldt over det felt, der populært kaldes lykkeforskning, og hvad der foregår i forskningsmiljøet for tiden.

Hvis der skulle være læsere, som har lyst til at høre lidt om hvad den seriøse lykkeforskning handler om og hvad man finder i den, er der mange værre måder at bruge en lørdag eftermiddag eller en S-togstur hjem end at lytte til Marlenes podcast. Hvis ”Liv, Lykke & Arbejdsglæde” fortsætter som den første episode, kan den varmt anbefales.

Husdyr og private ejendomsrettigheder

Jeg er pt. i Tel Aviv til den årlige konference i the European Association of Law and Economics. Mens konferencen umiddelbart ikke tegner særligt interessant – da programmet først kom var flere af os overraskede over, hvor stærkt juristerne dominerer dette års konference – men der er heldigvis overraskelser. Denne morgens overraskelse kom fra Dean Lueck og Gustave Torrens fra Indiana University, der har set på den teoretiske sammenhæng mellem domesticering af dyr – basalt set udviklingen af husdyr – og den historiske udvikling af private ejendomsrettigheder.

Lueck og Torrens papir kan måske umiddelbart lyde sært, men deres fokus er på at forstå, hvorfor, hvornår og hvor man historisk først så private ejendomsrettigheder. De starter med at bemærke, at husdyr fra en økonomisk vinkel er en fornybar naturressource. Mennesker startede med at jage vilde dyr, men udviklede over tid jagtteknik, der tillod at man lukkede dyr inde i bestemte områder. Da man først havde gjort det, opdagede man sandsynligvis ret hurtigt, at omkostningerne var langt lavere med roligere dyr. Mens dyrenes udvikling i naturen var bestemt af naturlig selektion, mens de indelukkede dyr blev udsat for økonomisk selektion: Man slagtede de aggressive dyr og tillod de roligere at overleve og formere sig. Jagtteknikken og en simpel cost-benefit-overvejelse førte således på længere sigt til husdyr – rolige, manipulerbare versioner af vilde dyr.

Som vi har vist tidligere her på stedet, påvirker eksistensen og håndhævelsen af private ejendomsrettigheder, hvordan man optimalt udnytter en fornybar ressource. Man vil således få ejendomsrettigheder de steder, hvor der er åben adgang til dyrene og der således er en mulig konflikt mellem forskellige grupper, der alle har interesse i at udnytte dyrebestanden. Der er med andre ord komplementaritet mellem udviklingen af hegn og andre måder at lukke dyrene inde på, og ejendomsrettigheder.

Lueck og Torrens  meget interessante papir viser således teoretisk, at private ejendomsrettigheder opstår som reaktion på bestemte slags behov, når mennesker udvikler nye teknikker til at udnytte fornybare ressourcer. At man i samme ombæring får marker, hvor dyrene går, og dermed også bestemte områder man har ret til, er en interessant implikation af teorien, der også giver et klart indtryk af, hvorfor man ikke fik private ejendomsrettigheder i Lapland, mens man fik dem historisk tidligt i Mellemøsten og dele af Asien.

Economic Freedom of the World 2019

I går udkom den årlige rapport fra the Fraser Institute i Vancouver, der har titlen Economic Freedom of the World: 2019 Annual Report. Jeg har, ligesom man andre forskere og almindeligt interesserede, glædet mig til den. Rapporten, der skrives af James Gwartney, Robert Lawson, Joshua Hall og Ryan Murphy, bruges over hele verden i policy-diskussioner, mens de data, holdet producerer hvert år, bruges intensivt af forskere af meget forskellige politiske observanser og baggrunde (læs f.eks. Bob og Joshs survey fra fem år siden; non-gated her).

Hvert år er der et eller to temakapitler, og dette år er ingen undtagelse. Bob Lawson og Ryan Murphy udvider i kapitel 3 nogle af indikatorerne til at omfatte 1950erne og 60erne, så man kan få en bedre forståelse for den lange udvikling i de vestlige lande. Det virkeligt interessante er, at man her kan se adskillige lande før keynesiansk politik og socialistiske kontrolideer virkelig slog igennem i 60erne, ligesom det også tillader at få et indblik i en række latinamerikanske landes status i 60erne. I kapitel 4 tager Daniel Bennett og Boris Nikolaev fat i ”Economic Freedom, Public Policy, and Entrepreneurship” og diskuterer vigtigheden af økonomisk fri politik for iværksætteraktiviteten. Det er et kapitel, jeg ville ønske af mange danske politikere ville læse.

Ultimativt er rapporten et næsten uundværligt snapshot af, hvordan politik ser ud i verden i dag. Det kan man få et allerførste indtryk af i kortet ovenfor, ligesom man også kan følge udviklingen i Danmark siden 1970. Det har jeg tilladt mig at gøre i den sidste figur, hvor de røde perioder er år med røde regeringer, mens de blå naturligvis er med blå regeringer. Den illustrerer brugen af EFW-indekset: Fremgangen og reformerne under Poul Schlüter og Poul Nyrup er tydelige som en stigning i den økonomiske frihed i Danmark, mens den triste situation under Fogh og Løkke er meget tydelig at se. Reformsporet er gået i stå i Danmark, og EFW-indekset viser det tydeligt.

Nyt Ekonomisk Debatt

I tirsdags udkom det nye nummer af det glimrende svenske tidsskrift Ekonomisk Debatt. Tidsskriftet er videnskabeligt og økonomisk, men langt mere letlæst og formidlende end de fleste andre. Det er således unikt i de nordiske lande, og bringer ofte meget interessante artikler. I det nye nummer findes for eksempel en længere omtale af baggrunden for, at Boyan Jovanovic modtager dette års Global Award for Entrepreneurship Research; en artikel af Fredrik Anderson om boligmarkedets sammenhæng med valget af folkeskole i Sverige; En interessant og noget bekymrende artikel om hvem der publicerer i de superprestigiøse tidsskrifter af Simon Ek og Magnus Henrekson; og Dan Kleins kortlægning af Adam Smiths bidrag til en forståelse af moderne samfunds moralvurderinger.

Derudover har Ekonomisk Debatt altid et diskussionsforum med kortere indlæg og boganmeldelser. Hele nummeret kan læses her, og er som altid stærkt anbefalet.

Sjov med statistik: Tillid og vintertemperaturer

Som trofaste læsere vil vide, har vi her hos punditokraterne en tilbagevendende serie om ’sjov med statistik’. Formålet er – udover at underholde – at vise, hvordan umiddelbart latterlige statistiske sammenhænge til tider kan give mening, når man tænker over dem.  

Vi har tidligere i denne serie skrevet om sammenhængen mellem tillid og hvor grimt, en nations flag er. I dag ser vi på en anden sammenhæng, der bruges jævnligt i tillidslitteraturen til at etablere kausalitet: Sammenhængen mellem graden af social tillid i et land og dets vintertemperaturer.

Figuren nedenfor illustrerer sammenhængen på tværs af Europa, hvor vi skiller lande med og uden en kommunistisk fortid. Figuren viser med al tydelig klarhed, at tillidsniveauet i lande uden en kommunistisk fortid er højt korreleret med hvor lave vintertemperaturerne kan blive.* Korrelationen er -0,72 med Danmarks tillidsniveau på 69 % som den eneste klare outlier – vi er mere tillidsfulde end vores vintervejr indikerer. Skandinavien som helhed ligger dog ret præcist, hvor man skulle tro det lå. I den anden ende ligger Cypern med en laveste almindelig vintertemperatur over 7 grader og et tillidsniveau på 13 %.

Det er her, de fleste nok vil spørge hvad i alverden vintertemperaturer har at gøre med tillid til fremmede mennesker. Umiddelbart virker sammenhængen underlig, men der er faktisk ikke blot en forklaring, men en forklaring med fornemme rødder. Som Pierre-Guillaume Méon og jeg bemærkede i en artikel for nogle år siden, giver sammenhængen fin mening i kontekst af en slags evolutionær teori, hvis hovedidé kan spores tilbage til Hippokrates,

Social tillid er relativt stabil over tid og meget forskning peger således på, at de landeforskelle vi kan se i dag har dybe historiske rødder. Teorien går på, at tillid til fremmede mennesker er vigtig for de flestes overlevelse i kolde vintre. Mens det ikke er svært at overleve en vinter i Nordafrika uden ret meget hjælp fra og interaktion med fremmede, var det voldsomt svært at bo i Norge i 1200-tallet og overleve iskolde vintre uden at kunne samarbejde bredt og måske endda handle nødvendige varer og mad. Evolutionært betyder det, at jo koldere vintrene er, i jo højere grad vil folk med stærke tillids- og samarbejdsnormer overleve. Sagt på en anden måde vil folk og familier uden tillidsnormer ganske enkelt have mindre overlevelseschancer, og befolkningen kommer derfor over lange perioder til at dele en tillidskultur.

Denne fortolkning er fuldt konsistent med dataene i figuren, og endda inklusive fraværet af en klar sammenhæng i tidligere kommunistiske lande. Det er nemlig velkendt, at de kommunistiske regimer effektivt og helt bevidst ødelagde folks tillid til hinanden. Regimerne ønskede ikke et virksomt civilsamfund, og hvis man for eksempel boede i Østtyskland i 1970erne og 80erne, ville man skulle leve sit liv i et samfund, hvor 4 % af den voksne befolkning arbejdede for det frygtede Stasi. At have generelt tillid til de fleste mennesker i den type samfund var en meget dårlig idé.

Det, vi her finder, peger således på at historiske forskelle i høj grad tegner den tillidskultur, som præger europæiske samfund i dag. Det giver dog også et fingerpeg om, hvor lande i Central- og Østeuropa måske havde været social, hvis de var endt på den rigtige side af Jerntæppet. Steder som Estland, Polen og Ukraine burde have været højtillidslande – og graver man lidt i deres historie, finder man også indikationer på, at de muligvis var før den Røde Hær marcherede ind. Sidst, men ikke mindst, indebærer sammenhængen også, at når ens tillidskultur er formet af en fælles fortids geografi og levevilkår, kan den ikke være skabt af de sidste 60 års velfærdsstat (se f.eks. her). Som William Faulkner udtrykte det i Requiem for a Nun: “The past is never dead. It’s not even past.”

* Temperaturdataene er fra Weatherbase, mens tillidsdataene er gennemsnit på tværs af alle tilgængelige kilder siden 1980erne.

Junckers Dilemma og den nye reformforskning

Overskriften Junckers Dilemma er også overskriften på en kronik af Otto Brøns-Petersen og overtegnede, som Weekendavisen bragte i fredags (kan læses her; kræver muligvis abonnement). Dilemmaet er kendt blandt politikere, der gerne vil indføre større reformer, men også genvælges. Som Luxembourgs daværende premierminister Jean-Claude Juncker – den senere kommissionsformand – formulerede det for år tilbage, kan man ikke begge dele. Otto og jeg spørger i kronikken, hvornår lande da faktisk indfører reformer, og om Juncker havde ret.

Vores svar er baseret på nye forskning og kronikken er således i høj grad en præsentation af den nyeste forskning i reformprocesser i public choice og institutionel økonomi. To relativt nye bøger opsummerer fornemt, hvad den nye forskning viser om reformer og hvornår man faktisk kan komme ud over den ofte velorganiserede modstand mod reformerne fra særinteresser. Eller som vi opsummerer, hvad Wayne Leighton og Edward Lopéz finder:

Som [Leighton og Lopéz] understreger i deres prisbelønnede Madmen, Intellectuals & Academic Scribblers, har public choice-teori siden 1960erne bidraget til en forståelse af, hvorfor reformer er så svære at gennemføre. Organiserede særinteresser har ofte langt mere indflydelse end vælgere og kan således blokere reformer og forhindre, at de overhovedet diskuteres. I Danmark gælder det dele af fagbevægelsen, men også dele af erhvervslivet.

I et omhyggeligt case study af australske og svenske reformer – Nils Karlssons ligeledes fine Statecraft and Liberal Reform in Advanced Democracies – er indsigten:

Som modtræk besluttede en kreds af svenske erhvervsfolk sig allerede fra slutningen af 1960erne for at tage et principielt og intellektuelt baseret opgør med denne udvikling. Karlsson viser, hvordan man satsede betydelige ressourcer på at opbygge tænketanke og forskningsinstitutioner med et langt bredere sigte end snævre erhvervsinteresser. Opgøret kulminerede i kampen om fondssocialisme, men denne intellektuelle infrastruktur var også vigtig for at have et vidensgrundlag på plads, da Sverige blev ramt af flere alvorlige økonomiske kriser i løbet af 1980erne og 1990erne. Helt frem til i dag er Sverige et godt eksempel på, hvad en principfast og fremsynet indsats kan udrette på det lange sigt.

Den sidste hurdle mod reformer er Junckers Dilemma, men er dilemmaet virkeligt? Som Niclas Berggren og jeg viser i det seneste nummer af Journal of Institutional Economics (læs tidligere omtale her), er der typisk intet dilemma. Vælgernes reaktioner, her vurderet via deres svar på, hvorvidt de er tilfredse med den måde, demokratiet fungerer på i deres land, er faktisk positivt påvirkede af større, liberaliserende reformer. Nok advarer kommentatorer jævnligt mod reformer, men det ville være en noget speciel situation, hvis reformer er upopulære på samme tid som de gør vælgerne mere tilfredse med demokratiet. Den brede modstand mod reformer eksisterer ofte udelukkende i politikernes hoveder.

Italiens økonomiske elendighed

Italiensk politik og Italiens økonomi har igen været i de internationale overskrifter, da landets regeringsleder Matteo Salvini er på vej til at opløse regeringen. Salvini, der repræsenterer det højrepopulistiske Lega og danner regering med det venstrepopulistiske M5S, har udfordret EU ved at gennemføre et statsbudget med et alvorligt underskud. Efter forhandlinger endte budgettet lige indenfor eurozonens regler om et maksimalt, planlagt underskud på 3 %, men de facto ender det italienske minus sandsynligvis værre end det.

Udmeldingen er nu, at Salvini og Lega er klar til at sænke skatten markant, hvis de får pienei poteri – et klart flertal og dermed den ”fulde magt” som Mussolini også talte om – og at de helt vil ignorere euroreglerne. Det officielle argument er, at der skal sættes gang i de økonomiske hjul, men som økonom ved man, at den type politik i bedste fald kan give øget aktivitet i et par år. Derefter er italienerne tilbage til en situation med en statsgæld på 132 % af BNP – en del af den båret ufrivilligt af italienske banker, som dermed er udsat for væsentlig politisk risiko – og den forbløffende status quo uden egentlig økonomisk vækst. Som den altid indsigtsfulde Tyler Cowen hos Bloomberg understreger, er den næsten totale mangel på vækst det virkelige problem:

Unfortunately, a zero-growth environment cannot be stable forever. The reasons are many; structures ossify, firms and governments become less productive and dynamic, rules become more vulnerable to gaming and rent-seeking, and interest groups increase their ability to seize parts of the pie. If the pie doesn’t grow, eventually it becomes harder to sustain productive activity and a healthy politics.

Man kan næppe undervurdere, hvor alvorligt eller grundlæggende, problemet er: Sammenligner man med resten af Europa, er Italiens økonomi meget tydeligt i en sørgelig tilstand. Det ses ikke mindst i figuren nedenfor, hvor vi plotter udviklingen i total faktorproduktivitet, beregnet som et såkaldt Solow-residual, i Danmark, Sverige, Storbritannien og Italien siden 1970.

Som figuren viser, var Italien faktisk en af Europas mere produktive økonomier i 1970erne, med et gennemsnitligt Solow-residual 8 % under Tysklands og meget lig Danmarks. Til sammenligning var Storbritannien – kendt som Europas syge mand i 70erne – 16 % mindre produktivt end Tyskland og hele 29 % værre end USA. Figuren viser dog også to andre forhold: Effekterne af de massive reformer i Storbritannien omkring 1980 og Sverige efter 1990, og hvordan Italiens produktivitetsvækst aftager markant i løbet af 1980erne og fra 1998 til finanskrisens start i 2008 er praktisk taget nul. Status i det sidste år med data, 2017, er at Sverige nu er 2 % mere produktivt end Tyskland – en forskel, der er så lille at den i praksis er nul – mens Storbritannien er 6 % bagefter og Danmark er 9 % bagefter.

Produktivitetsforskellen mellem Tyskland og Italien illustrerer ganske godt omfanget af de italienske problemer: Opgjort som et Solow-residual var Italien i 2017 33 % mindre produktivt end Tysklands økonomi. Med andre ord kan tysk industri i dag i gennemsnit producere varer af 1000 euro værdi med et ressourceforbrug, der er en tredjedel lavere end det tilsvarende italienske. Tysk produktivitet bliver ydermere ved med at udvikle sig ligesom den svenske, men Italiens produktivitetsniveau i dag er tilbage på samme niveau som i midten af 1980erne. Mens landet således stadig kan ’skabe arbejdspladser’ er de derfor også i stigende grad inferiøre i forhold til alternativer i resten af Europa.

Som vi har vidst siden Robert Solow og Trevor Swans arbejde sidst i 1950erne, er produktivitetsudvikling den grundlæggende kilde til langsigtet økonomisk vækst. Den kræver i de fleste tilfælde gode, politisk uafhængige retslige institutioner, en nogenlunde stabil og forudsigelig økonomisk politik, begrænset rent-seeking og særinteresseindflydelse, en begrænset offentlig sektor, og fri iværksætteraktivitet. Italien har, sammenlignet med de fleste andre vestlige lande, ingen af delene. Støvlelandet har behov for alvorlige, gennemgribende reformer af hvordan dets samfund fungerer. Uden dem er landet dømt til at fortsætte en kurs, hvor landet falder endnu længere bagud og opbygger en endnu større statsgæld. Og som i alle andre tilfælde er der kun én slutning på den slags historie: At man går konkurs.

Tillid i eksperimenter og spørgeskemaer

For nogle uger siden skrev vi kort om et nyt studie, der måler civil ærlighed. Vi noterede da, at mens de udmærkede forskere bag Cohen et al. i Science udførte et velgennemtænkt eksperiment i 40 lande, engagerede de sig næsten overhovedet ikke med den store litteratur om social tillid. Da vi tog et hurtigt kig på sammenhængen på tværs af lande mellem tillid i spørgeskemaer og folks opførsel i eksperimentet, var vores konklusion, at ”den målte tillid i spørgeskemaer ikke er ekspressiv, men klart reflekterer folks forventede ærlighed.”

Efter at have tænkt over det, kom jeg til den konklusion, at emnet er vigtigere end en simpel blogpost. Jeg har derfor taget et noget mere omhyggeligt kig på, hvordan opførsel i eksperimentet hænger sammen med den målte tillid i spørgeskemaer de samme steder. Papiret, der hedder ”Civic Honesty and Cultures of Trust” og nu kan findes på SSRN, viser ikke blot den simple sammenhæng på tværs af lande. Det viser sig også, at sammenhængen mellem eksperimentel opførsel og tillid i spørgeskemaer kan genfindes på tværs af de 105 europæiske regioner, hvor data for begge dele er tilgængelige. Det viser vi i figuren nedenfor, der i øvrigt ikke er med i papiret. Tillidsmålet fra European Social Survey er på x-aksen og andelen af punge, der blev leveret tilbage i eksperimentet er på y-aksen.

Konklusionen er heldig for den store tillidslitteratur, der næsten udelukkende er baseret på spørgeskemadata: Cohen-holdets eksperiment validerer ret præcist brugen af spørgeskemadata. Abstractet er nedenfor og hele papiret kan findes her.

Recent work on Cohn et al. (2019) shows that civic honesty captured in a wallet-return experiment varies considerably across the world. This paper uses the new experiment to validate the alternative way of measuring trust and honesty from questionnaires. Comparisons of wallet return rates and questionnaire trust across 38 countries and 105 European regions show that experimental behaviour and social trust measured in questionnaires are strongly correlated. The new experimental data thus validate the widespread use of questionnaire-based measures in the trust literature.

Historien om the Economic Freedom of the World

Jeg er pt. på vej hjem fra et heldagsseminar i Dallas, Texas, om brugen af indeks for økonomisk frihed i forskning. Seminaret, hvis formål var et introducere interesserede juniorkolleger og PhD-studerende til ’the do’s and don’ts’ i denne del af forskningen, omfattede både så etablerede navne som James Gwartney (Florida State University) og Robert Lawson (Southern Methodist University), men også dygtige yngre kræfter som Daniel Bennett og Boris Nikolaev (Baylor University), og Jeremy Jackson (North Dakota State University, foto).

Jeremy Jackson ved seminaret

Seminaret startede med et for mig særligt spændende indslag, da James Gwartney fortalte historien om, hvordan the Economic Freedom of the World Index – hvis 2019-udgave udkommer om blot et par uger – startede. Den spæde start var til en session med titlen ”Was George Orwell Right?” ved the Montpellerin Societys årlige konference i 1984, der det år var i Cambridge. Her mødtes blandt andet økonomen Michael Walker og historikeren Paul Johnson, og blev enige om den konceptuelle forvirring, der på det tidspunkt (og til en vis grad stadig) herskede omkring forskellene på demokrati og økonomisk frihed.

Seminaret blev til en serie på seks konferencer mellem 1986 og 1984, som Walker bad Milton og Rose Friedman om at sponsere. Det blev i sidste ende den amerikanske Liberty Fund, der sponserede konferencerne med formålet at nå en klar definition på, hvad økonomisk frihed er.

Gwartney blev bedt af Friedman at komme til konferencen i 1989, og blev der slået af, hvor mange forskellige forhold, de forsamlede økonomer ville måle. Stemningen var tydeligvis præget af, at forsamlingen ville måle et meget stort antal forhold, som en eller flere af de inviterede mente var vigtige elementer at økonomisk frihed. Som så ofte før endte det med, at Gwartney, Friedman og et par andre blev enige over frokost om, at det var meget mere produktivt at forsøge at koge diskussionen ned til et mindre antal faktorer, som man faktisk kunne måle. Friedman erklærede sig enig, og sagde – halvt i spøg – til Gwartney ”Why don’t you go home and do that?”

Og der kunne historien være endt, hvis Gwartney ikke havde gjort netop det. Hjemme i Florida gik han ind til sin studentermedhjælp og meddelte, at ”Hey, I just had a nice meeting witk Milton Friedman. Guess what you’re doing this winter.” Medhjælpen, der skulle vise sig at have en helt særlig evne til at grave data frem fra mange forskellige kilder, hed Robert Lawson, og de to endte med at udsende den første Economic Freedom of the World rapport i 1996.

Udgangspunktet for at måle økonomisk frihed har siden da været, at det skal måle i hvor høj grad et lands institutioner og politik er konsistent med ”personal choice, vountary exchange, open markets, and protection of people and their property from aggresors.” Fra udgangspunktet var Gwartney og Lawson enige om, at alt skulle være så objektivt og replikabelt som muligt – eller som Gwartney understregede i går, at en marxist og en hardcore liberal ville nå til den samme objektive vurdering af et lands tilstand på det samme datagrundlag.

Når dette års rapport udkommer, vil vi naturligvis skrive om det her på stedet. Men før da ville det måske være interessant at kende historien bag et indeks og meget vigtig datakilde i politisk økonomi, der også med jævne mellemrum dukker op i den politiske debat i Danmark. Det var således the Economic Freedom of the World Index, som flere meningsdannere brugte som modsvar, da en nyhedsvært fra Fox News for et år siden karakteriserede Danmark som et socialistisk land. Uden en serie små konferencer og en frokostsnak for 30 år siden mellem Milton Friedman og en ung James Gwartney, ville det ikke eksistere. Og ganske sigende indrømmede Gwartney, at de nok ville få nogle hundrede referencer til deres indeks. I dag skal referencerne til Gwartney og Lawsons fremragende indsats tælles i tusinder.

Er forfatningsbeskyttelse af pressefriheden effektiv?

Jeg har de sidste dage været i Pontresina i de schweiziske alper for at deltage i den årlige Silvaplana-workshop. Silvaplana er en relativt eksklusiv sammenkomst af folk i politisk økonomi og public choice, der over nogle dage mødes i Schweiz for at præsentere noget af deres bedste nye forskning og diskutere disse og andre ting om eftermiddagen på ture i bjergene. I år deltog jeg (på trods af en sportsskade) med papiret ” Is Constitutionalized Media Freedom only Window Dressing? Evidence from Terrorist Attacks”, der er fælles arbejde med min glimrende kollega Stefan Voigt fra universitetet i Hamborg.

Vores spørgsmål i papiret er, om klare grænser i forfatningen kan forhindre politikere i at fristes over evne til at censurere medierne. Mens der kan være mange politiske grunde til, at et lands medier ikke er frie og der således er begrænsninger på ytringsfriheden, ser Stefan og jeg på en helt bestemt type event: Vi bruger terrorangreb som ’stress tests’ af, hvor effektivt forfatningen forhindrer censur.

For at gøre det, må vi først få et overblik over hvad forskellige landes forfatninger faktisk tillader regeringen at gøre. Figuren nedenfor er Figur 1 fra papiret, og viser et simpelt plot over den gennemsnitlige mangel på pressefrihed på tværs af 83 vestlige lande og lande, der har vestlige institutioner. Vi har her delt landene op i fire grupper, baseret på deres forfatningsmæssige beskyttelse af presse- og ytringsfrihed: 1) lande, hvis forfatning ikke nævner det; 2) lande, hvor forfatningen er markant uklar; 3) lande, hvis forfatning ikke tillader censur; og 4) lande, hvor censur er tilladt når regeringen har erklæret nødret.

Det specielle er, at det simple billede peger på at lande med stærk forfatningsmæssig beskyttelse netop er de lande, der i gennemsnit er mindst tilbøjelige til at beskytte mediefriheden. Det er her, vi ser det første tegn på ’window dressing’.

 I efterfølgende analyser finder vi meget klart, at forfatningsbeskyttelse generelt ikke beskytter pressen. Historien er dog ikke bare, at forfatninger er irrelevante når det gælder den faktiske beskyttelse af mediernes frihed. Stefans og mine analyser peger signifikant på, at en særlig kombination er specielt problematisk: Når forfatningens nødretsprovisioner tillader censur under nødret, men ellers ikke, og domstolenes uafhængighed også er beskyttet solidt af forfatningen – dvs. i stærkt konstitutionaliserede politiske systemer – udløser terrorangreb væsentligt værre censur af medierne. Med andre ord finder vi, at når de jure beskyttelsen er stærkest, er de facto beskyttelsen svagest.

Som den næsten legendariske danske politolog Peter Nannestad formulerede det, har adskillige forfatningsjurister vurderet, at de fleste forfatningsbestemmelser er rent ’deklamatoriske’ – dvs. hensigtserklæringer uden egentlig juridisk eller politisk konsekvens. Som Peter pegede på i diskussionen efter min præsentation, viser vores papir derfor at juristerne ikke blot har ret. Situationen er værre endnu: Nogle forfatninger, der burde beskytte medierne og holde domstolene uafhængige, bruges til det præcist modsatte når terrorangreb gør fristelsen til at censurere medierne tilstrækkeligt stærk for politikerne.

Civil ærlighed og social tillid

Forskningslitteraturen om social tillid – graden af tillid folk generelt har til andre mennesker, de ikke kender – har vist, hvordan folks tillid til hinanden og deres grad af ærlighed præger samfundet. Der findes dog stadig en minder gruppe samfundsforskere, som argumenterer at folks tillid – som måles ved hjælp af spørgeskemaer – er ekspressiv eller blot udtryk for folks kolde risikovurdering. Med andre ord mener de, at det bare er noget folk siger, og folk er slet ikke tillidsfulde eller specielt ærlige i de nordiske lande, men måske bare tvinges af omhyggelig håndhævelse af loven.

Tricket er at finde en type adfærd, der ikke kan håndhæves af politiet, og ikke bare er ekspressiv. Stephen Knack og Philip Keefers løsning for mere end 20 år siden var at se på sammenhængen mellem folks tillidsniveau og deres opførsel i det såkaldte ”wallet drop experiment” – de tabte punges eksperiment. Øvelsen går meget simpelt ud på, at man ’taber’ en række punge med information om, hvis de er og hvor folk bor. Man ser derefter, hvor mange punge bliver leveret tilbage til ejeren med indholdet intakt, og sammenholder andelen af tilbageleverede punge med tillidsscoren i området.

Fornylig har en gruppe forskere gentaget en variant af dette eksperiment i 40 lande rundt omkring i verden. I artiklen, som er udkommet i Science, beskriver de præcist hvordan de har gjort. En del af det særlige ved det nye eksperiment, er at de i stedet for at tabe punge har indleveret dem som om de havde fundet en tabt pung. I de fleste lande har de gentaget eksperimentet 400 gange og varieret, hvor de indleverede dem, og om der var penge i pungen eller ej.

Resultaterne viser meget store forskelle i ærlighed på tværs af verden. I bunden finder man Peru, Kina og Kenya, hvor henholdsvis 13,8, 14,3 og 17,2 % kom tilbage til ejeren. Var der penge i pungene, kom generelt lidt flere tilbage. Det gjaldt dog stadig kun 13,4 % i Peru, 18 % i Mexico, og 19 % i Kenya. I den anden ende af skalaen kom mere end tre fjerdedele af pungene tilbage: I Tjekkiet (78 %), Norge (78,7 %), Schweiz (79 %), New Zealand (80 %), Sverige (81,5 %) og Danmark (82 %).

Studiet viser også igen, at den målte tillid i spørgeskemaer ikke er ekspressiv, men klart reflekterer folks forventede ærlighed. Som man kan se i figuren nedenfor, er der en tydelig og stærk sammenhæng mellem folks tillid (på x-aksen) og hvor mange punge med penge, der kom tilbage i eksperimentet (y-aksen). Bruger man lidt simpel regressionsanalyse til at vurdere vigtighede, viser resultaterne, at en fordobling af BNP per indbygger giver 13 % flere tilbageleverede punge, mens en fordobling af tilliden giver et plus på 7 %.

Mest af alt viser det nye eksperiment dog endnu en gang, at vi i Danmark lever i et af verdens mest ærlige samfund. Ærligheden i Danmark tager nogle gange et lidt aggressivt udtryk, når vi fortæller folk helt ærligt hvad vi mener, eller når vi reagerer på folk, der misbruger tilliden. Men jeg vil langt hellere leve med det, end i et samfund hvor folk ikke stoler på hinanden. Og jeg er ikke nervøs for at tabe min pung – eller lade min kontordør stå åben når jeg er til frokost – i Danmark.

Populisme – tre nye bøger

Hvis der er én ting, man taler om i politik i de fleste vestlige lande i disse år, er det populisme. Det gælder ikke mindst Danmark, hvor Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Stram Kurs alle er tydeligt og åbent populistiske og nominelt borgerlige, og Alternativet leverer en slags cirkusudgave af moderne venstrefløjspopulisme. Man kan også med en vis ret beskylde Socialdemokraterne og Venstre for at være rykket ind til en slags centrumpopulistisk politisk position, for at sikre sig overfor den mulighed at medianvælgeren måske ikke kan lide indvandrere.

Hvad det bredere fænomen er, hvor det stammer fra og hvad man kan gøre fra de etablerede partier, er temaet for tre nye og ganske forskellige bøger: Barry Eichengreens The Populist Temptation: Economic Grievance and Political Reaction in the Modern Era. der udgives af Oxford University Press, Kurt Weyland og Raúl Madrids redigerede samling When Democracy Trumps Populism: European and Latin American Lessons for the United States fra Cambridge University Press, og Charles Dumas Populism and Economics fra det lille Profile Books. Jeg anmelder alle tre i det nye nummer af det udmærkede Economic Affairs.

I anmeldelsen, der har fået navnet Populism: Three approaches to an international problem (bemærk: linket kræver login), anbefaler jeg i særlig grad Eichengreens velskrevne og omhyggelige bog, ligesom der er flere meget fine kapitler i Weyland og Madrids samling. Eichengreen udmærker sig specielt i den måde, han sørger for at definere og diskutere hvad populisme overhovedet er. Hvis nogle af vores læsere er interesserede i populisme, kan bogen varmt anbefales med et enkelt forbehold, som også gælder store dele af Weyland og Madrid, ligesom det plager meget af den eksisterende forskning. Som jeg understreger i konklusionerne:

“In other respects, all three books either explicitly or implicitly reach similar conclusions. It is, for example, striking that while both Eichengreen and several of the contributors to Weyland and Madrid argue that increased redistribution – and implicitly a focus on distributional or social justice – will effectively reduce the threat of populism, and Dumas also emphasises increasing income inequality, none of them note that their recommendations have been tried. The type of society they seem to aim for is a Scandinavian‐style social democrat welfare state. Yet the Nordic countries are certainly not free of populism, and populist parties have had substantial political influence in three of the five countries of the region.”

Det er med andre ord stærkt påfaldende, at næsten al moderne populismeforskning forfalder til den samme idé: Bare vi implementerer en stor velfærdsstat med massiv omfordeling, vil folk ikke længere have nogen grund til at stemme på populisterne. Som skandinavisk efterkrigshistorie med al tydelighed viser, er det simpelthen ikke rigtigt. Hvorfor kan man altid diskutere, men det synes rent umiddelbart som en kombination af, at meget få populismeforskere kender noget til de nordiske lande, og at langt de fleste er enten socialdemokrater eller socialister. Hvert forskningsfelt udvikler sine blinde vinkler, men populismeforskningens er temmelig tydelige for folk, der ikke er socialiseret i feltet.

Dansk handel har udviklet sig

International handel er vigtig: Den er en væsentlig kilde til langsigtet økonomisk vækst, produktivitetsfremskridt, øget individuel velfærd, og en vigtig mekanisme til at dele viden gennem. Selvom selve ideen om international handel og en international arbejdsdeling er under øget angreb i disse år – ikke blot den amerikanske præsident Trump, men også Frankrigs Emmanuel Macron og kræfter i EU-parlamentet har hentet protektionistiske idéer ud af gemmerne – er det store flertal i lande som Danmark, Sverige, Storbritannien og Tjekkiet stadig stærkt positive overfor handel. Det samme gælder stort set alle nationaløkonomer, der deler faglige indsigter der rækker tilbage til David Ricardos arbejde for 200 år siden. At påstå, at handel er økonomisk skadeligt, er fagligt på linje med at påstå, at mennesker og dyreliv ikke har udviklet sig gennem evolution.

Selvom alle typer er gavnlige, er handel dog ikke bare handel. Adam Smith og David Ricardo demonstrerede hvordan danskere for eksempel har gavn af at eksportere bacon til Panama for at importere kaffe derfra. Ifølge standardteori, ikke mindst Hecksher og Ohlins seminale model, er international handel såkaldt interindustriel: Man eksporterer varer fra én industri og importerer dem fra en anden. Dette syn har dog været stærkt udfordret siden en række økonomer sidst i 60erne opdagede, at en væsentlig del af rige landes handel ikke passer på dette mønster. Den er med andre ord intraindustriel – vi både eksporterer og importerer varer i den samme industri. Handel kan være intraindustriel på to måder.

For det første kan der være tale om, at Danmark eksporterer én type tøj, mens vi importerer en anden type. Den slags handel passer meget fint på moderne handelsteori (de såkaldte Lancaster- og Dixit-Stiglitz-modeller), der understreger hvordan nogle af velfærdseffekterne ved international handel kommer fra, at borgerne får flere varianter af varerne at vælge mellem. På det danske ølmarked kan man også se gevinster, idet Carlsberg-Tuborgs markedsledende status nu er udfordret af en række importerede varer. Det danske ølmarkeds udvikling er derfor et godt eksempel på den monopol-ødelæggende virkning af intraindustriel handel.

Den anden type intraindustriel handel kommer af, at virksomheders værdikæde er blevet mere international. Danske tekstilvirksomheder sender således klæde og design til Polen, hvor det bliver syet. Polske underleverandører eller datterselskaber sender derefter de færdige varer tilbage til Danmark, hvor det pakkes og markedsføres. Den første sending registreres som dansk eksport, mens den anden registreres som dansk import.

Spørgsmålet er, i hvor høj grad dansk handel er inter- eller intraindustriel. I forbindelse med arbejde med mine kolleger Martin Rode (Universidad de Navarra) og Philipp Schröder (Aarhus Universitet) har jeg beregnet et mål for, hvor stor en del af et lands handel der er intraindustriel. Målet er en variant af Grubel og Lloyds oprindelige indeks, men simplere så det kan beregnes på langt mindre data. Grunden er, at vi skal bruge det i arbejde, der omfatter en række fattigere lande, hvor man ikke har videre præcise handelsdata tilbage i tid. Det er i princippet fordelt mellem 0 og 1, og lavere værdier indikerer en større andel af den samlede handel, der er intraindustriel. Målet kan således bruges til at illustrere, hvor dramatisk strukturen af dansk handel har ændret sig over de sidste cirka 40 år.

Figuren nedenfor illustrerer først forholdet ved at sammenligne vores Grubel-Lloyd-indeks for vestlige lande i 2010-2015. Det påfaldende er først, at Danmark sammen med Belgien og Holland har ekstremt lave Grubel-Lloyd-indeks, mens en gruppe bestående af ganske forskellige lande fra Singapore, Schweiz, Storbritannien og Tyskland til Rumænien kommer i anden række. Singapore er i og for sig ikke overraskende, da landet i høj grad er transithavn for en lang række meget forskellige varer. Det samme kan i et vist omfang være tilfældet for Belgien, Danmark og Holland, hvor havnene i Rotterdam og Antwerpen er blandt de største i verden, og Aarhus håndterer mest fragt i Skandinavien. Et slående forhold er dog, hvor store forskellene er i de vestlige lande. Steder som Island, Cypern og Norge har meget klassiske handelsmønstre, mens andre steder som Danmark har mønstre, der i langt større grad passer på moderne ’ny ny’ handelsteori. Breder man dataene ud, er det også tankevækkende at se, hvordan særligt to lande – Malaysia og Tunesien – har handelsmønstre der ligner avancerede, europæiske landes.

Nummer to figur illustrerer, hvordan vi er kommet dertil, ved at sammenligne Danmarks udvikling med gennemsnittet for vores nabolande, gennemsnittet for Sydeuropa (Frankrig, Grækenland, Italien og Spanien), og olielandet Norge. Som figuren viser, var dansk handel mindre intraindustriel end de fleste andre europæiske landes i 1970erne. Udviklingen accelererede dog fra først i 1980erne – stort set sammenfaldende med ed store ændringer i dansk økonomisk politik under Poul Schlüter – og vores handel er i dag blandt de meste intraindustrielle. Norges handel er gået i den stik modsatte retning i takt med at landet er blevet en ’almindelig’ ressourceøkonomi. Den sorte linje illustrerer således, hvor enorm en økonomisk transition Norge står overfor en gang i fremtiden, når olien mister betydning.

Er intraindustriel handel en konsekvens af økonomisk udvikling, er det en driver af udviklingen, eller er det bare noget, der sker i takt med at folks forbrugsmønstre ændrer sig? Svaret er nok lidt af hvert, men der mangler forskning på området. Det sikreste, man kan sige og som Martin, Philipp og jeg skriver om for tiden, er at både handelens konsekvenser for forhold som ulighed og særinteressers politiske reaktioner kan være fundamentalt anderledes, jo større en del af et lands handel er intraindustriel. Følger man med i ulighedsdebatten og hele lavinen af nonsens fra Trump- og Macron-tilhængere, er det værd at vide.

« Ældre indlæg

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑