Tag: forskning (page 2 of 20)

Integrerer muslimske indvandrere sig mindre i en vestlig kultur?

Vi skrev forleden om mit nye projekt sammen med Niclas Berggren, Andreas Bergh og Shiori Tanaka, hvor vi bruger migrantdata til at vurdere, hvor meget subjektivt velbefindende, man ’arver’ fra sine forældre. Vi finder ganske tydelig evidens for, at folk arver kultur eller andet fra deres forældre, som de tager med når de flytter til et europæisk land. En af læserne skrev i kommentarsporet til posten, at vores fund betyder, at ”integrationen af personer fra ikke-vestlige lande aldrig lykkes.” Vi er kommet et skridt videre i projektet, og jeg tillader mig derfor at kommentere på læserens vurdering.

Der dukker nemlig ganske pudsige resultater op, når vi – som hele tiden planlagt – splitter vestlige og ikke-vestlige indvandrere i vores analyser. Vi finder, at ’arveligheden’ af velbefindende er omtrent dobbelt så stærk for vestlige indvandrere som for de ikke-vestlige. Ser vi på konvergensen mod det gennemsnitlige niveau i det nye land, er den hurtigere for de ikke-vestlige førstegenerationsindvandrere, mens vi ikke kan se nogen klar forskel på anden generation. Om noget tager ikke-vestlige indvandrere derfor mindre kultur med hjemmefra end de vestlige.

Et af de almindelige argumenter i debatten er ofte, at de særlige problematiske blandt de ikke-vestlige indvandrere er dem fra muslimske lande. Jeg investerede derfor et par timer i dag i, at identificere og separere de to grupper ikke-vestlige indvandrere i vores datasæt. Derefter kan man nemlig estimere arveligheden med en metode, hvor man tillader at de cirka 9000 muslimske (omtrent 4500 første og 4500 anden generation) er fundamentalt anderledes end de andre ikke-vestlige. Resultatet viser sig at være, at der absolut ingen forskel er i, hvor hurtigt de vænner sig til den vestlige standard. Derimod viste estimaterne, at de muslimske ikke-vestlige indvandrere i gennemsnit intet kulturelt tager med, der påvirker deres velbefindende. Selv ikke, når man tager hensyn til at de ikke alle er religiøst aktive, ser der ud til at være noget som helst kulturelt aftryk i deres velbefindende, når de flytter til et europæisk land.

Om det ender med at blive en del af den endelige artikel eller ej, er det et eksempel på, hvad konkret forskning kan og skal gøre. Uanset hvordan vi tror, verden ser ud – eller burde se ud – er forskning der for at afdække, hvordan tingene hænger sammen. Er man seriøs forsker eller seriøst informeret borger, tager man den alvorligt hvor overrasket man så end bliver en gang imellem. Og kunne man få den tanke, at de muslimske indvandrere måske er glade for at slippe for de muslimske styrer?

Tager indvandrere deres velbefindende med hjemmefra?

Der findes, som de fleste læsere ved, en voksende litteratur om subjektivt velbefindende, SWB. Fænomenet kaldes i daglig tale ’ langvarig lykke’ – ikke at forveksle med affekt, dvs. den meget kortvarige oplevelse af lykke – og er blevet et solidt forskningsfelt. Jeg har bidraget med en række studier (det seneste med Niclas Berggren og Therese Nilsson her; gratis wp-version her), og har nu et nyt projekt på bedding.

Projektet, som jeg arbejder intenst på for tiden sammen med Andreas Bergh, Niclas Berggren og Shiori Tanaka, handler om i hvor høj grad man ’arver’ sit SWB fra sine forældre. Det er et ekstremt svært spørgsmål at svare på, medmindre man har data hvor man direkte kan matche forældre og børn i samme undersøgelse. Det er meget sjældent, det kan lade sig gøre, og vi tager derfor en anden, epidemiologisk approach. Fra the European Social Survey har vi svar på en meget lang række spørgsmål fra cirka 20.000 indvandrere, hvor vi ved præcist hvor de selv – eller deres forældre – kom fra. Ved at matche deres velbefindende til det nuværende SWB i deres oprindelseslande, kan vi estimere hvor meget af deres individuelle velbefindende der slæbes med hjemmefra. Vi har således også mulighed for at få en fornemmelse for, hvordan det slæbes med – er det gennem uddannelse, gener, værdier eller noget helt fjerde.

Hvad er pointen med at skrive om et løbende projekt, kunne man spørge? Svaret er, at vi allerede er ret sikre på, at der er en tydelig historie at fortælle. Den kan formidles gennem den simple figur nedenfor, hvor vi har plottet det nuværende SWB-niveau i folks oprindelseslande (Native satisfaction) med de samme gruppers SWB i de lande, der nu bor i (Migrant satisfaction). Korrelationen er cirka 0,8 og derfor meget stærk, og vidner om en form for ’nedarvet’ velbefindende, som man bærer med sig. To forhold er allerede helt klare. For det første er indvandrere ikke én gruppe, men mange forskellige grupper og individer. For det andet er intet menneske en tabula rasa – vi bærer vores opvækst og forældres kultur med os, om vi vil det eller ej. Der er noget, der kan fornærme både ideologisk nationalkonservative og konstruktivistiske socialister.

nedarvet-lykke

Hvor interventionistisk er økonomisk krisepolitik?

Siden Keynes og Kaleckis tid i 1930erne har en del af mainstream-tænkning været, at i økonomiske kriser skal staten intervenere for at lette krisen og bringe landet hurtigt ud af den. Det er svært at argumentere imod selve den normative idé, om end det stadig er et åbent spørgsmål om keynesiansk krisepolitik overhovedet virker efter hensigten, om det er muligt at have nok viden til at implementere politikken i tide, og om politikerne måske kunne have andre incitamenter end blot benevolent politik. For at svare på den slags spørgsmål må man bl.a. se på, hvad der rent faktisk gøres i kriser. Det er præcist det, Martin Rode (Universidad de Navarra) og jeg har gjort i et nyt papir, der nu foreløbigt udkommer som working paper nr. 1135 hos Instituttet for Näringslivsforskning.

I papiret med titlen ”And Yet It Grows: Crisis, Ideology, and Interventionist Policy Ratchets” fokuserer vi på to type krisepolitik: Størrelsen af den offentlige sektor, og graden af markedsregulering. Som Bologna og Young viste tidligere i år er den videnskabelige litteratur på området noget blandet. Sagen er, at mens en del af litteraturen har ledt efter keynesianske reaktioner på kriser, har en anden fokuseret på det omvendte argument. Her er idéen, at en krise er en situation hvor de sædvanlige forhindringer for at gennemføre politik er delvist væk, og regeringer således har mulighed for at gennemføre ting. Litteraturen indtil videre har dog antaget, at alle regeringer i den situation har et incitament til at liberalisere fordi – som argumentet har været – at det er så upopulært at de ikke kan gøre det i normale tider. Tager man begge argumenter med, har man således en videnskabelig retning hvor det påstås at regeringer reagerer på kriser ved at øge det offentlige forbrug og reguleringen af markeder, samtidig med at de liberaliserer markederne. Det er indlysende inkonsistent, og Martin og jeg spørger derfor, om det ikke kunne tænkes, at regeringens politiske farve påvirker dens valg.

At bringe ideologi i spil i spørgsmålet er ret indlysende, men ignoreret indtil videre, bl.a. fordi det altid er et kontroversielt spørgsmål om forskelle i politisk ideologi har konkrete konsekvenser. Det er dog det vi finder stærkt og robust evidens for. I en større sample af vestlige demokratier og lande med nogenlunde lignende institutioner finder vi, at for hvert år, et land er i krise i en femårsperiode, øges størrelsen af den offentlige sektor med cirka en sjettedel af et point på Fraser Instituttets EFW indeks (skala fra 0 til 10). Effekten på omfanget af reguleringer er cirka det samme, men denne størrelse er kun når man har en socialdemokratisk regering. Med rent højreorienterede regeringer kan vi ikke se nogen systematisk reaktion, mens de mere venstreorienterede regeringer reagerer væsentligt stærkere på kriser. Overordnet er der således ingen overraskelser i den nye forskning: Ideologi betyder noget, og mere venstreorienterede regeringer benytter kriser til at øge det offentliges intervention i kriser. Vi ser dog ingen tegn på, at andre regeringer systematisk bruger muligheden til at liberalisere.

Overraskelserne skal findes i detaljerne. Det viser sig nemlig, at de områder hvor vi kan identificere tydelige effekter er det offentlige forbrug, men ikke overførsler eller skatter, og reguleringsaktivitet. Omvendt peger vores evidens, om end ikke særligt præcist, på at langt de fleste regeringer uanset politisk farve hæver de offentlige investeringer under kriser. Det særligste resultat er dog, at vi absolut intet evidens finder, der peger på at krisepolitikken efterfølgende bliver rullet tilbage. Man kunne have troet, at den større offentlige sektor og det højere niveau af reguleringer blev ændret, hvis en ideologisk anden regering kom til magten efter krisen. Det finder vi intet, der tyder på. Vi har derfor klare indikationer for det, Robert Higgs kaldte ’policy ratchets’ – altså permanente virkninger af midlertidig krisepolitik. Når man først har øget det offentliges størrelse som et keynesiansk respons på en økonomisk krise, er det ekstra forbrug typisk permanent. Staten bliver dermed ikke mindre, kun større i takt med hver krise. Det er en historie om politiske fejltagelser, der gentager sig selv, og måske en historie, der også passer på hvordan Danmark blev et land med en stat der kontrollerer mere end halvdelen af borgernes indkomst?

Survey om social kapital

Jeg er for tiden vært for en japansk kandidatstuderende med interesse i social kapital. Shiori Tanaka, som normalt er studerende hos Koji Tokimatsu ved Tokyo Institute of Technology, er taget til Danmark som el af et ambitiøst projekt om at måle graden og strukturen af social kapital i meget forskellige kulturer. Hun foretager derfor den samme spørgeskemaundersøgelse i Danmark, Japan og sandsynligvis også Tyskland. Shiori er derudover tilknyttet et projekt sammen med Niclas Berggren (IFN, Stockholm), Andreas Bergh (Lunds Universitet) og mig, hvor målet er at vurdere hvor ’arveligt’ subjektivt velbefindende er.

Punditokraterne støtter meget gerne dygtige og ambitiøse studerende. Vi håber derfor, at vores læsere vil bruge fem minutter til at udfylde Shioris spørgeskema, som kan findes her. Når resultaterne begynder at komme ind, omtaler vi naturligvis, hvad den japanske forskning finder. Før det har det japanske team brug for så mange og så forskelligartede respondenter som muligt – så del gerne undersøgelsen!

Ugens tip: Samfundsvidenskabelige podcasts

En af de mest interessante udviklinger i de senere år er fænomenet podcasts. I særlig grad er det både sjovt og informativt at se, hvordan både formidlingen af samfundsvidenskabelig forskning og ordentligt informeret debat har ændret sig. Der er stadig ikke sket meget på området i Danmark, men andre steder er podcasts så småt ved at ændre medielandskabet. Så dagens tip er til tre fremragende økonomiske / samfundsvidenskabelige podcasts.

Taler man om emnet, er der ingen vej udenom den absolut fantastiske EconTalk. Russ Roberts, der er tilknyttet den prestigiøse Hoover Institution ved Stanford University og også skriver på Cafe Hayek, startede podcasten for år tilbage og har lavet over 500 af dem. Mange er med Nobelpristagere og andre fremtrædende forskere, som Roberts ofte er uenig med. Det særlige, som praktisk taget alle fremhæver, er hans evne til at være venlig og civiliseret overfor alle hans gæster, uanset hvor store deres uenigheder er. Et par glimrende relativt nye podcasts er hans interview med Bent Flyvbjerg om megaprojekter, David Skarbek om fængselsbander, og Luigi Zingales om den finansielle sektor.

En anden podcast, der er værd at høre, er Economics Rockstar, som køres af Frank Conway. Conway havde fornylig Peter Leeson inde for at fortælle om sit arbejde med piratøkonomi, og særligt om bogen The Invisible Hook. En anden interessant episode har fornylig været med Diane Coyle og hendes arbejde omkring BNP-måling og alternativerne.

Sidst skal det med, at Instituttet för Näringslivsforskning – IFN hvor jeg er affilieret, har en fin podcast for dem der forstår svensk. Min ven Andreas Bergh har tidligere været med for at diskutere velfærdsstatens dynamik, ligesom IFN også har haft besøg af Diane Coyle.

Der er således masser af mulighed for tankevækkende underholdning og information for vores læsere, ligesom der kan ligge en række muligheder for tværfaglige (engelsk og samfundsfag) projekter for gymnasierne i podcast-universet. God fornøjelse!

Om at lægge humlebien i graven

I den forgangne uge har jeg – som mange læsere sikkert ved – deltaget i den årlige konference i the European Public Choice Society. Konferencen naturligvis også er en anledning til at hygge sig og møde (efterhånden) gamle venner, og at netværke, holde sig opdateret med hvor forskningsfrontn er på vej hen, og at diskutere nye forskningsprojekter. Men den er først og fremmest et forum, hvor man selv præsenterer sin egen nye forskning. Mit EPCS-bidrag i år var ” Burying the bumblebee once and for all: Does big government hurt growth less in high-trust countries?” som er skrevet sammen med min ven og IFN-kollega Andres Bergh.

Humlebi-hypotesen er den populære ide om, at en høj grad af tillid ’beskytter’ de skandinaviske velfærdsstater mod negative effekter af den offentlige sektors størrelse. Hypotesen, der ser ud til at have fået sit navn hos IMF – den første internationalt publicerede version kan findes i ” Sweden’s Welfare State: Can the Bumblebee Keep Flying?” fra 2003 – siger basalt set, at mens et stort offentligt forbrug fører til lavere vækst og investeringsrater, sker disse problemer ikke i Skandinavien, og brede set i lande med særligt høje tillidsniveauer. Flere af mine kolleger, blandt andet Torben M. Andersen og Gert Tinggaard Svendsen (f.eks. her) har argumenteret for forskellige versioner af humlebi-hypotesen.

Andreas og jeg tester i vores EPCS-papir den grundlæggende idé bag humlebie-hypotesen ved at estimere effekterne af at have et stort offentligt forbrug. Vi gør det i et panel af 66 lande, der enten er vestlige eller har demokratiske forfatninger og lignende politiske institutioner. Hovedpointen er, at vi tillader effekten af det offentliges størrelse at variere med, hvor højt tillidsniveauet er. Hvis hypotesen er korrekt, burde vi finde helt generelt at den negative effekt på vækst og investeringer af den offentlige sektor er større jo mindre tilliden er. Effekten skal med andre ord være systematisk heterogen i tillidsniveauet.

Problemet for hypotesens tilhængere er, at heterogeniteten i effekten på vækst viser sig at være spuriøs – når vi ser bort fra de lande, hvor vi slet ikke er sikre på, hvor højt tillidsniveauet er, finder vi at et stort offentligt forbrug er lige så slemt i højtillidslande som i lavtillidslande. Når vi derimod fokuserer på investeringsraten kan vi tydeligt og robust se, at en større offentlig sektor fører lavere private investeringer, og effekten er meget større i lande med høj tillid.

Med andre ord finder Andres og jeg, at der mere er evidens for en omvendt humlebi-effekt: Den offentlige sektors størrelse er mere destruktiv for langsigtet vækst i lande med høj tillid end i de sydligere lavtillidslande. Præcist hvad der går så galt i f.eks. de skandinaviske velfærdsstater kan vi ikke sige noget klart om. Men at noget går mere galt end i andre lande er overraskende tydeligt i vores papir. Det er tid til at droppe ideen om, at noget i nordisk tillidskultur gør, at vores velfærdsstat er en ’gratis frokost’.

For de interesserede kan abstractet findes nedenunder, mens en working paper-version er tilgængelig hos IFN.

Abstract: High levels of social trust has been linked to both public sector size and long term economic growth, thereby helping to explain how some countries are able to combine high taxes and relatively high levels of economic growth. This paper examines if social trust as a background factor also insulates countries against negative effects of public sector size on growth, as government size and growth are found to be negatively associated in several recent studies. We note that the effect is theoretically ambiguous. In panel data from 66 countries across 40 years, we find little robust evidence of insulating effects. Instead we find robust evidence that high trust aggravates the crowding out effects of public sector size on private investments.

European Public Choice Society 2016

Om en uge er det blevet tid til den årlige konference i det europæiske public choice-selskab, EPCS.  Konferencen, der i år afholdes fra onsdag til lørdag af Walter Eucken Instituttet ved universitetet i Freiburg, har efterhånden vokset sig til at være den vigtigste på området. Den er både en fornøjelse – jeg har som fast deltager siden 2003 fået et ganske stort netværk i forskningsmiljøet omkring EPCS – og en inspiration, da nationaløkonomer og politologer på området traditionelt kommer med deres bedste nye forskning. Som altid er hele programmet frit tilgængeligt – det kan downloades her – og de fleste papirer bliver det også. Så vores sædvanlige spørgsmål her på bloggen er derfor, hvad man kan se frem til i Freiburg. Som altid er udvalget nedenfor fuldstændigt idiosynkratisk mit.

Allerførst skal den nuværende præsident for EPCS, professor Axel Dreher fra universitetet i Heidelberg, give en presidential address. Emnet for den i år er ”The Political Economy of Foreign Aid.” Axel er en ekstremt skarp og skeptisk politisk økonom, og alt peger på et spændende oplæg fra en af de førende tyske forskere på området.

Roland Vaubel (Uni Mannheim) præsenterer et nyt papir om ”The Making of State Religion: Public Choice Theory and Historical Evidence.” Vaubel – pudsigt nok Drehers tidligere PhD-vejleder – spørger hvornår lande har statsreligioner (som folkekirken i Danmark) og præsenterer flere tusinde års evidens. Man skal regne med livlig diskussion!

Martin Rode (Universidad de Navarra) – en af punditokraternes venner – kommer med den nye version af ”Do Federal Arrangements Deter or Spur Secessionist Movements? Empirical Evidence From Europe.” Martin undersøger her, under hvilke omstændigheder uafhængighedsbevægelser i f.eks. Skotland, Flandern og Baskerlandet får flere eller færre stemmer. Spørgsmålet er ikke blot et klassisk public choice-emne, men også ekstremt aktuelt og sprængfarlig i hans adopterede hjemland.

Elie Murard (IZA, Bonn) præsenterer nyt arbejde med titlen ”Less Welfare or Fewer Foreigners? Immigrant Inflows and Public Opinion Towards Redistribution and Migration Policy.” Spørgsmålet kunne næppe være mere aktuelt i Danmark og Sverige.

Cameron Shelton (Claremont McKenna College) tager turen over Atlanten for at præsentere “Estimating the Productivity Cost of Crony Capitalism.” Crony capitalism er blevet et vigtigt begreb, ikke mindst siden Luigi Zingales introducerede det til en bredere offentlighed. Ved at være et mix af kapitalisme med reguleringer, der gavner politisk indflydelsesrige særinteresser – pro-business i stedet for pro-market policies – er det  også en glimrende beskrivelse af Donald Trumps kampagneprogram og status i adskillige europæiske lande. At se et analytisk bud på omkostningerne bliver interessant.

Lørdag morgen starter for mit vedkommende med Ekaterina Borisova (Higher School of Economics, Moskva), der præsenterer ”Elections, Protest and Trust in Government: A Natural Experiment from Russia.” Alt, der kan informere om hvorfor russere stoler på deres regering, har min umiddelbare interesse.

Konferencen slutter for mit vedkommende med min medforfatter Stefan Voigt, der præsenterer vores nye arbejde omkring hvornår regeringer erklærer nødret. I samme session skal Andrea Sáenz de Viteri, der er en kommende PhD-studerende ved Universidad de Navarra præsentere sit første papir, ”Contagious Disease or Genetic Disorder? An Empirical Analysis of a Symptomatology of Violence In Mexico.” Papiret er skrevet sammen med hendes kommende vejleder Martin Rode, og har personlig interesse da jeg bliver tilknyttet som ekstern vejleder.

Årets program til EPCS har dermed præsentationer for enhver smag, og fra et hvert netværk. Og på mange måder er det sjoveste at se, hvordan de nye ansigter klarer sig. Efter konferencen skriver vi naturligvis mere om de præsentationer, der er særligt interessante.

Tillid og velfærdsstaten

Dagens post op til weekenden er skamløs promovering af min egen forskning. Sammen med Andreas Bergh (Lund Universitet) har jeg forsket en del i sammenhængen mellem tillid og velfærdsstaten. Baggrunden er, at de mest tillidsfulde lande i verden – de nordiske monarkier – alle har store velfærdsstater. Både forskere og politikere er derfor hoppet til den konklusion, at velfærdsstaten eller nogle af dens karakteristika og politikker skaber social tillid. Med en parafrase af Milton Friedman påstår f.eks. Bo Rothstein og mange andre inklusive tænketanken Cevea (her og her), at en nordisk velfærdsstat er en ’gratis frokost’ – et dyrt arrangement der alligevel finansierer sig selv. Andreas og jeg har derimod vist, at den særlige nordiske tillid må være ældre end velfærdsstaten, men budskabet har næppe haft meget impact i den danske debat. Som den meste seriøse samfundsforskning er det publiceret i engelsk-sprogede, internationale videnskabelige tidsskrifter. Sproget og formen forhindrer dermed mange mennesker i at få adgang til forskningen.

Det særlige i dag er derfor, at det nye nummer af Tidsskrift for Professionsstudier har tillid som tema. Og jeg har en artikel – på dansk og ganske uteknisk – der opsummerer litteraturen om forholdet mellem social tillid og velfærdsstaten. Centreret omkring den simple sammenhæng illustreret i figuren nedenfor peger jeg i artiklen på de adskillige måder, man kan demonstrere at kausaliteten løber fra tillid til velfærdsstat.

Tillid og velfærdsstat TfP

Artiklen kan naturligvis læses af alle begavet interesserede, uanset hvilken uddannelse de har, og er heller ikke mere teknisk end at den kan bruges i gymnasiet. Uanset om man er enig eller ej i det normative perspektiv, lægger den op til en fundamental debat om vores samfundsform.

Krisepolitik, ideologi og de permanente midlertidige ændringer

Som jeg skrev forleden, løber årets konference i the Public Choice Society af stablen i denne uge. Jeg tager derfor turen til Fort Lauderdale i morgen og kan se frem til nogle travle dage. Et af to papirer, jeg skal præsentere i en session på fredag, er særligt aktuelt ved at det handler om krisepolitik.

I papiret ”Crisis, Ideology, and Interventionist Policy Ratchets” stiller min gode ven Martin Rode (Uni Navarra) og jeg tre spørgsmål: 1) Fører økonomiske kriser generelt til mere eller mindre interventionistisk politik (mere eller mindre stat)? 2) Er der forskel på, i hvor høj grad ideologisk forskellige regeringer reagerer på økonomiske kriser med interventionistisk politik? Og 3) ruller man politikken tilbage efter krisen er ovre, eller bliver den midlertidige politik permanent? Spørgsmålene er i og for sig ganske enkle, men eksisterende forskning har kun set på 1) som et generelt fænomen og uden at komme til nogen konsensus (se f.eks. Young og Bologna her).

Det generelle billede, der dukker op ved at fokusere på to af de fem områder i Fraser Instituttets Economic Freedom of the World Index – statens størrelse og et reguleringsindeks – er ikke overraskende, at mere venstreorienterede regeringer reagerer på kriser med signifikant mere interventionistisk politik. Resultaterne er drevet af de egentlige kriser – et-årige recessioner gør ingen reel forskel – og mens vi finder en tendens til at alle regeringer uanset partifarve øger de offentlige ’investeringer’, ligger hovedforskellen i, at venstrefløjen øger de offentlige udgifter, offentlige overførsler og markedsreguleringer langt mere end højrefløjen. Fokuserer vi på de mest liberale regeringer, finder vi faktisk ikke meget evidens for, at de øger interventionerne.

Mens Martin og jeg dermed dokumenterer, hvad mange af os nok har haft en stærk formodning om, ligger den egentlige overraskelse i det sidste spørgsmål. Vi finder ganske enkelt ingen evidens for, at krisepolitikken bliver systematisk rullet tilbage når krisen er ovre: Som Milton Friedman engang sagde, er der intet så permanent som et midlertidigt statsligt program. Mens det nok næppe heller er en overraskelse, er det særlige, at vores non-resultat gælder uanset regeringens ideologi. Så uanset at krisepolitikken ikke har virket efter hensigten, er liberale regeringer lige så utilbøjelige til at afskaffe den som socialistiske. Så i post-krisesituationer, er langt de fleste regeringer måske socialdemokrater, uanset hvad de påstår?

Ekonomisk Debatt nr. 1/2016 er på gaden

Det glimrende, svenske økonomitidsskrift Ekonomisk Debatt udkom her til morgen i sit første nummer i år. Tidsskriftet, der for tiden redigeres fortræffeligt af Niklas Bengtsson (Uppsala) og Niclas Berggren (IFN), har i denne runde en slags implicit tema om iværksætteraktivitet. Sven-Olov Daunfeldt, Patrik Gustavsson Tingvall og Daniel Halvarsson rapporterer en omhyggeligt evaluering af to statslige programmer i Sverige, som har haft til formål at fremme innovation i små og mellemstore virksomheder. Konklusionen er ikke overraskende, at det virkede ikke. Magnus Henrekson og Mikael Stenkula skriver også om iværksætteraktivitet, men fra en mere oplysende, teoretisk vinkel. De to IFN-forskere har også en lærebog om emnet på trapperne, som i foreløbig udgave ser meget lovende ud.

Ekonomisk Debatt her denne gang en fin, men nok også politisk kontroversiel, leder om målet for svensk ulandsbistand af Pelle Ahlerup, en diskussion om pensionsalder af Per Johansson, Lisa Laun og Mårten Palme, og en artikel af Per Molander om ustabilitet og asymmetri i fordelingspolitik. Derudover er der kortere debatartikler og anmeldelser som altid. Og som altid er Ekonomisk Debatt stærkt anbefalet!

Older posts Newer posts

© 2017 Punditokraterne

Theme by Anders NorenUp ↑