Tag-arkiv: forskning

Økonomisk Frihed i Samfundstanker

Cepos direktør Martin Ågerup har siden november kørt en podcast med titlen Samfundstanker, hvor han taler med forskere, eksperter og politikere om en lang række mere eller mindre aktuelle emner. Martin er nu kommet til et emne, der både er ekstremt vigtigt for samfundets udvikling, og som mange mennesker ikke ved ret meget om: Økonomisk frihed.

Konceptet dækker folks frihed til at bruge deres egen tid, arbejdskraft, penge, ejendom og menneskelige ressourcer som de vil, med undtagelse af brug, der har til formål at begrænse andre menneskers økonomiske frihed. Jeg havde den store fornøjelse at være den forsker, Martin valgte til en samtale om økonomisk frihed. Det blev en noget længere – og rigere – samtale, end nogen af os havde regnet med. Vi kom langt omkring, fik dækket mange emner og fik endda en idé undervejs. Vi er meget tilfredse med resultatet, og kan varmt anbefale vores læsere at høre hele den mere end halvanden time lange samtale. Bryd den endelig op, hør den i bilen på vej hjem fra arbejde, eller hvordan og hvor i har lyst til. Eller sæt jeres gymnasieelever til at høre den og tage noter (hvilket kan give jer halvanden times respit med en kop kaffe). Men sørg for at sætte jer ind i, hvad økonomisk frihed er og hvad den betyder for samfundet.

Smitter kup og demokrati?

Fra 1989 og nogle år frem blev en række lande i Central- og Østeuropa demokratiske. En stor del af forklaringen skal findes i, at håndbremsen blev sluppet – med kommunismens og Sovjetunionens kollaps var der pludselig ingen stor militærmagt til at forhindre, at lande som Polen og Tjekkoslovakiet blev demokratier, ligesom der ikke længere var militærmagt til at forhindre, at lande som Estland blev selvstændige igen, eller at andre dele af Sovjetunionen valgte selvstændighed. Nogle af dem blev demokratiske, mens andre ikke blev.

På samme måde var en række latinamerikanske lande blevet demokratiske i løbet af 1980erne. Flere demokratiforskere begyndte derfor (igen) at tale om, at demokrati og andre regimeændringer ’smitter’: At når et land indfører demokrati, bliver det sværere for nabolandene ikke også at indføre demokratiske reformer. Idéen er ret intuitiv, da borgerne i Tjekkoslovakiet – på trods af regimets indædte forsøg på at forhindre det – for eksempel udmærket vidste, hvordan de østrigske demokrati virkede, kunne se dets overlegenhed, og var utilbøjelige til at støtte landets socialistiske diktatur uden tvang. Noget lignende gjaldt i høj grad for eksempel for Uruguays borgere efter Argentina genindførte demokrati i 1982.

Spørgsmålet om, i hvor høj grad disse historier er unikke eller eksempler på et generelt fænomen, kræver store datamængder hvor man kan følge lande over en lang periode. Som opmærksomme læsere ved, er det netop det Martin Rode, Andrea Sáenz de Viteri og jeg har været i gang med at skaffe. Vi er for tiden ved at lægge (forhåbentlig) sidste hånd på en særudgave af min og Martins regimedatabase, der dækker landene i Latinamerika og Caribien tilbage til 1920. Arbejdstitlen for tiden er derfor ”A Century of Regime Change in Latin America and the Caribbean.” Og et af de spørgsmål, vores data kan bruges til at svare på, er netop hvad nabolandes regimeændringer betyder.

Overordnede data, som i den første figur i dag, giver et vist indtryk af den samlede udvikling. Man kan tydeligt se, hvordan demokratisering sker i to bølger: en første fra cirka 1940, der både skyldes at flere lande indfører relativt frie valg, og at en lang række af de 43 lande afskaffer begrænsninger på, hvem der må stemme, og en anden i 1980erne, de skyldes at en række militærdiktaturer gav op. Uanset det pædagogiske i den type illustrationer skjuler de dog også en del information. I 1962-1963 var der således både tre af de 43 lande, der demokratiserede (Argentina, Bahamas og Bermuda) og fire, der gjorde det modsatte (Brasilien, Ecuador, Guatemala og Honduras). Det giver samlet kun et lille blip på figuren.

I dagens anden figur giver vi derfor en bedre indikation på, at flere slags regimeændringer faktisk smitter på tværs af landegrænser. Vi plotter sandsynligheden for, at hvert af de 43 lande oplever en af tre regimeevents – kupforsøg, demokratisering og autokratisering – i de fem år efter at et naboland har oplevet en af de tre events. Disse sandsynligheder sammenligner vi med den samme sandsynlighed, når de umiddelbare nabolande ikke har haft en event.

Tallene fra de 43 lande i regionen taler deres klare sprog: Både kupforsøg og demokratiseringer smitter. Hvis et eller flere nabolande har indført demokrati, er der en 123 procent større sandsynlighed for, at ens eget land også gør det. På samme måde er der 76 procent større sandsynlighed for, at ens land vil opleve et kupforsøg de næste fem år, hvis der har været kupforsøg i et naboland. Omvendt viser dataene, at selvom autokratisering er 52 procent mere sandsynligt, hvis det også er sket i et naboland, er denne forskel ikke statistisk signifikant.

Som den simple evidens fra et århundrede i Latinamerika og Caribien indikerer, er smitten således klart asymmetrisk og langt stærkere for demokratiseringer end for det modsatte. Mens det er interessant fra et forskningssynspunkt, kan man også overveje, om det også er vigtigt og aktuelt. Man kan for eksempel spørge, om de autokratiske tendenser i lande som Ungarn – der ikke længere er et demokrati – Polen og Tjekkiet smitter. Den latinamerikanske erfaring peger på, at det nok ikke er noget virkeligt væsentligt problem så længe det ikke udarter sig til deciderede kup.

Tillid er stadig økonomisk vigtig

Hvis det sidste halvandet års udvikling har vist noget som helst, er det at man aldrig bør have tillid til politikere. Hvis for mange borgere har for stor tillid til politikere, reagerer de som nigerianske emailsvindlere og narrer befolkningen til at opgive rettigheder og til at finansiere politiske særinteresser og nonsens. Dermed ikke sagt, at tillid er skadelig, men blot at man må skelne mellem tillid til politikere, institutioner, og mennesker. En type tillid, der i særlig grad er vigtig for mange – men ikke alle – forhold i samfundet, er social tillid: Den grad af tillid vi har til andre mennesker, vi ikke kender. Som figuren nedenfor illustrerer, er der store forskelle i graden af tillid på tværs af verdens samfund. Tallene rækker fra et stykke under 10 procent i f.eks. Brasilien, Cambodia og Peru, der mener man kan stole på andre mennesker, til omtrent 70 procent i Danmark, Norge og Finland.

En lang forskningslitteratur, der startede med Steve Knack og Phil Keefers fabelagtigt rige ”Does Social Capital Have an Economic Payoff?” fra 1997, har vist at højtillidssamfund alt andet lige har mere økonomisk vækst. Der er mange mulige forklaringer, men på trods af 25 års forskning, er det stadig usikkert, præcist hvordan tillid påvirker økonomisk vækst. I ”Social Trust and Patterns of Growth”, der nu kan downloades gratis på SSRN, undersøger jeg derfor hvad data kan fortælle os om, hvordan social tillid påvirker vækstmønstre på tværs af lande.

Udgangspunktet er, at der helt basalt set er to mekanismer der kan bidrage til landes økonomiske vækst: Større faktorinput – dvs. flere mennesker i arbejde, flere arbejdstimer, mere udstyr, flere maskiner, brug af mere energi osv. – og større faktorproduktivitet – dvs. at man lærer at få mere ud af de inputs, man bruger. Siden Robert Solow og Trevor Swans arbejde i 1950erne har det været forstået, at vækst baseret på øget faktorinput har en naturlig grænse. Der er for eksempel en naturlig grænse for, hvor mange timer man kan arbejde og hvor stor en del af befolkningen der kan være i arbejde – hvor mange børn og gamle tvinger man til at arbejde? Den samme grænse for økonomisk vækst gælder ikke udvikling i faktorproduktivitet, som da også står for langt størstedelen af den langsigtede vækst i moderne økonomier.

Undersøgelsen viser på tværs af de 64 lande, der har fulde data mellem 1977 og 2017, at social tillid helt primært påvirker langsigtet vækst ved at bidrage til produktivitetsudviklingen. Jeg finder ingen evidens for, at tillid påvirker almindelige investeringer, men klar evidens for hurtigere produktivitetsvækst. Estimaterne indikerer, at en tillidsforskel på en standardafvigelse – cirka forskellen i tillidskultur mellem Frankrig og Tyskland – er forbundet med 20 procent større produktivitet. Disse forskelle er derfor langt fra trivielle, men økonomisk meningsfulde. De er også vigtige på den måde, at de giver en del af forklaringen på, hvorfor nogle samfund kan blive ved med at være mere produktive – og dermed rigere, alt andet lige – end andre samfund. I den forstand understøtter de således også min gode ven og kollega Andreas Berghs fortælling om, hvordan de skandinaviske samfund har kunnet finansiere nogle af verdens største offentlige sektorer uden at bryde sammen. Den høje grad af tillid, der kendetegner de nordiske lande, er dermed en meget væsentlig forklaring på, hvorfor vi på trods af årtiers politisk uansvarlighed og økonomisk flottenheimer stadig er rige samfund.

Nødret fører til magtmisbrug

Som trofaste læsere ved, har jeg de seneste år haft et fælles forskningsprojekt med Stefan Voigt fra Universität Hamburg om et forstå nødretstilstande og de forfatningsinstitutioner, der i princippet begrænser staters muligheder i nødsituationer. Projektet var egentlig kun ment som en enkelt artikel, men sammen med Stefan – der sidder på Hamborgs Lehrstuhl für ökonomische Analyse des Rechts og er en af Europas førende indenfor law and economics – er ikke blot endt med at udvide sig, fordi der blev ved med at dukke nye spørgsmål op. Det er også pludseligt blevet nærmest skræmmende aktuelt, da store dele af verden entusiastisk kastede sig ud i nødret sidste år, da den nye coronavirus ankom. To artikler fra projektet, der udkommer i to forskellige videnskabelige tidsskrifter, dokumenterer de politiske risici, verden løber for tiden.

I ”This time is different?—on the use of emergency measures during the corona pandemic”, der udkommer i European Journal of Law and Economics, dokumenterer vi allerførst, at 99 lande rundt omkring i verden erklærede nødret på grund af den nye virus. Det er i sig selv ikke nødvendigvis et problem, men det viser sig at den stærkeste forklaring på at lande valgte at erklære nødret i foråret 2020 var, hvilke ekstra magtmidler forfatningen gav regeringen under nødret. Nødretten er derfor ikke så meget erklæret som et effektivt svar på en ny sundhedstrussel, men fordi den nye virus gav mange regeringer en mulighed for at gå meget mere magt. Vi viser også – som figuren fra artiklen nedenfor illustrerer – at mange af dem efterfølgende groft misbrugte nødretten til at forsøge at undertrykke medierne.

Desværre er situationen siden marts 2020 på ingen måde unik, som vi viser i den anden nye artikel fra projektet.  ”Emergencies: on the misuse of government powers”, der nu udkommer i Public Choice, viser allerførst at nødretserklæringer efter naturkatastrofer ikke virker efter hensigten. Det modsatte gælder faktisk, da vi helt konkret kan dokumentere, at jo mere diskretionær magt forfatningen giver regeringen under nødret, jo flere mennesker dør i katastroferne. De ekstra magtbeføjelser, som ofte retfærdiggøres med at de er nødvendige for at regeringen kan handle effektivt, bliver simpelthen misbrugt. Vi kan også vise i artiklen, at jo lettere det er at erklære nødret i en sådan situation, jo mere sandsynligt bliver det at staten bryder borgernes basale menneskerettigheder og jo mere ekstra markedsregulering indfører den efter situationen.

Nødretsprojektet med Stefan Voigt er således blevet meget aktuelt, og vores studier indebærer en alvorlig advarsel, som alle borgere burde tage alvorligt: Selv regeringer i etablerede demokratier vil typisk misbruge enhver nødretstilstand hvis den overhovedet har mulighed for det. Politikere gør ikke det rigtige når det virkeligt brænder på, men misbruger som oftest situationen til at stille deres egen tørst efter magt.

Økonomisk frihed og menneskerettigheder

En af fornøjelserne ved at skrive på Punditokraterne er, at man en gang imellem har mulighed for at skrive om emner, man er i gang med. For det første giver det vores læsere mulighed for at læse lidt om, hvad der foregår i forskningen for tiden. For det andet giver det til tider os mulighed for at få idéer og feedback fra læserne, hvilket vi er meget taknemmelige for. Emnet i dag er netop ét, jeg har brugt en del tid på den sidste halvanden måned: Forholdet mellem økonomisk frihed og respekten for menneskerettigheder.

Baggrunden er, at en god ven har bedt mig om at skrive et oversigtskapitel til en ny Handbook om netop, hvordan økonomisk frihed påvirker staters respekt for borgernes menneskerettigheder. Emnet er ikke blot politisk ombrust, men også meget aktuelt da en lang række stater det sidste halvandet år har indskrænket både borgernes basale menneskerettigheder – deres ret til at mødes frit, bevæge sig frit rundt, ytre sig frit, og deres ret til et privatliv – og deres økonomiske frihed. Forbløffende mange stater har således misbrugt deres forfatningsgivne nødretsmuligheder, som noget af min nyeste forskning sammen med Stefan Voigt (Universität Hamburg) viser.

Argumenterne strækker sig fra den canadiske journalist Naomi Kleins rasende påstande om, at liberaliserende reformer er så upopulære blandt almindelige mennesker, at stater aktivt bryder folks menneskerettigheder for at gennemføre dem, til f.eks. Robert Lawsons (Southern Methodist University) argument, at økonomisk frihed også fører respekt for andre frihedsrettigheder med sig.

I Bobs præsentation, han gav i forbindelse med at han modtog Adam Smith-prisen (som kan læses i Journal of Private Enterprise her), understregede han netop at blandt de mange nye emner som folk i litteraturen undersøgte var det ” Particularly gratifying was the growing number of papers studying important topics like war, human rights, and gender equality.”

Der er derfor god grund til at skrive en oversigt over, hvad den empiriske litteratur faktisk har fundet. I dag nøjes vi dog med at se på, hvordan de overordnede data ser ud. Det gør vi i to figurer fra min oversigtsartikel, der viser sammenhængen mellem Fraser Instituttets Economic Freedom of the World indeks og to mål for menneskerettigheder: Vásquez og McMahons Personal Freedom Index og V-Dem-projektets civil liberties index. I begge figurer skelner vi mellem autokratier (de hvide markører) og demokratier (de sorte markører).

Begge figurer demonstrerer en tydelig sammenhæng mellem økonomisk frihed og de to forskellige aspekter af menneskerettigheder. Korrelationen mellem økonomisk frihed og menneskerettigheder på tværs af autokratier er henholdsvis 0,36 og 0,32 i de to figurer, mens den er 0,50 og 0,54 blandt demokratier. Det billede bekræftes af litteraturen: Jeg har fundet 38 publicerede artikler, der undersøger sammenhængen mellem en form for mål for økonomisk frihed og mål for forskellige typer menneskerettigheder, og kun to af dem finder negative effekter.

Og hvad kan man så lære af det? Hvad kan man bruge den forskning til? Et tentativt svar er, at selv hvis man personligt er ligeglad med borgernes økonomiske frihed – hvilket ser ud til at være tilfældet for den nuværende danske regering – bør man alligevel være bekymret for indskrænkninger i den. Når stater og regeringer begynder at indskrænke borgernes økonomiske frihed, følger en del af deres andre frihedsrettigheder ofte med.

Nedlukning virker ikke – evidens mod husarrester

Mens budskabet bliver ved med at være politisk kontroversielt, ser det ud til at der er stigende opmærksomhed om den empiriske Covid-forsknings måske vigtigste indsigt: Nedlukningerne virkede ikke. Mange epidemiologers påstand (inklusive en meget ophidset Jens Lundgren i en debat med undertegnede) var ellers, at hvis folk holder op med at have sociale kontakter, holder smitten op – basta. Deres implikation var derfor, at nedlukningerne måtte virke, og de mest effektive var dem der begrænsede folks menneskelige kontakter mest. Med andre ord var påstanden, at deciderede Shelter-In-Place (SIP) ordrer, dvs. de facto husarrest, ville være mest effektiv.

Sidste måned udgav Virat Agrawal, Jonathan H. Cantor, Neeraj Sood og Christopher M. Whaley et NBER Working Paper med titlen ”The Impact of the Covid-19 Pandemic and Policy Responses on Excess Mortality” hvor de studerer effekten af netop SIP på tværs af 43 lande og alle amerikanske stater. De fire forskere fra University of Southern California og the RAND Corporation bruger en event study approach til at estimere, hvordan SIP påvirker overdødeligheden fra uge til uge.

Agrawal et al. beregner overdødeligheden som forskellen mellem det ugentlige dødstal i 2020 og gennemsnittet for samme uge i 2015-19. Det er standardmåden at gøre det på, om end – som jeg har argumenteret andetsteds – den er potentielt misvisende, da gennemsnittet skjuler hvor meget dødeligheden typisk varierer fra år til år. Det samme problem gælder i ugentlige sammenligninger, og bør ligge i baghovedet, når man tolker deres resultater.

Resultatet af deres empiriske undersøgelse af det, mange epidemiologer og deres computermodeller ville sige, var den mest effektive politik, er at indførslen af SIP ikke gjorde nogen gavnlig forskel. På tværs af lande finder Agrawal et al. endda, at overdødeligheden steg efter regeringen indførte SIP – dvs. reelt satte folk i husarrest. Det samme billede ser man på tværs af de amerikanske stater, hvor det dog ikke er statistisk signifikant.

En særlig fordel ved studiet er, at Agrawal et al. kan håndtere det endogenitetsproblem, der ellers er så svært. En indvending fra folk, der faktisk forstår den statistiske side af sagen, er at det er en mulighed at regeringer indfører nedlukninger som SIP, som en reaktion på stigende dødstal. Det er endda en meget rimelig indvending, hvis man tror at politikere er fuldt informerede og forsøger at gøre det rigtige. Hvis det er tilfældet, skaber det problemet, at det man måler er en reaktion på stigende dødstal, og ikke en effekt af SIP.

Det kan de fire forskere dog teste direkte for, og de finder det modsatte: Agrawal et al. finder, at “countries that implemented SIP policies experienced a decline in excess mortality prior to implementation compared to countries that did not implement SIP policies.” Alt andet lige betyder det, at den fejl man laver, er til den negative side. Det betyder også, at politikere generelt ikke har reageret informeret eller benevolent.

Bundlinjen i det nye studie er dermed, at selv politik, der reelt sender uskyldige mennesker i husarrest – deres ’forbrydelse’ er at de jo kunne have været smittede – i bedste fald ikke har påvirket dødeligheden i Covid-epidemien. De empiriske indikationer fra sammenligninger på tværs af lande peger endda på, at indførslen af husarrest decideret har ført til flere dødsfald. Det er på tide for verden at holde op med den største politiske fejltagelse siden anden verdenskrig.

Årets specialer 1: Afrikansk udvikling

Som trofaste læsere ved, har mindst én af os til tider fornøjelsen af at vejlede specialer på universitetet. Vi har af flere omgange skrevet om nogle af disse specialer, og ikke mindst Anne Kristensens speciale om, hvorvidt vismændene har haft indflydelse på dansk politik, blev efterfølgende bemærket. I år skal ikke være nogen undtagelse, da jeg ikke blot har mange specialer, men også har fået nogle virkeligt gode og interessante emner. I dag skriver vi om to af denne uges specialer på Aarhus Universitet, og i næste uge kommer vi til at skrive om et eller to af den uges specialer. I alle tilfælde venter vi indtil de studerende har været til forsvar, og vi har spurgt dem om tilladelse til at omtale dem.

Det første af to emner, vi omtaler, er Ann-Sofie Anker Sørensen der i ”Forretningsmiljøbegrænsninger og Virksomhedsperformance i Subsaharisk Afrika” undersøger, om praktiske og institutionelle begrænsninger faktisk holder afrikanske virksomheder tilbage. Ligesom Ida Hørslev Rasmussen, som forsvarede sit speciale i maj, er Ann-Sofies grundlæggende spørgsmål, hvorfor størstedelen af Afrika syd for Sahara stadig er så fattigt. Begge tager udgangspunkt i min tidligere PhD-studerende Yohannes Ayeles arbejde, men går et metodisk skridt videre i hver sin retning.

Ann-Sofie og Ida ser i deres specialer primært på godt 10.000 produktionsvirksomheder på tværs af 29 lande mellem 2006 og 2019. Deres mål er at undersøge, hvordan en række mulige begrænsninger – som disse virksomheders ledere er blevet spurgt om – påvirker virksomhedernes omsætningseffektivitet. Med flere andre forhold ser de specifikt på, er: Corruption, Functioning of the Courts, Crime, Theft and Disorder, Access to Finance, Practices of Competitors in the Informal Sector, Transport, Electricity, Tax Administration, Tax Rates, Business Licensing and Permits, Customs and Trade Regulations, Inadequately Educated Workforce, Access to Land og Political Instability.

Det interessante er, at den eneste virkeligt robuste begrænsning, som ledere oplever på tværs af virksomheder og som man også kan se påvirke deres omsætningseffektivitet, er adgangen til finansiering. Mens Ann-Sofie derfor finder nogle af de samme resultater som tidligere forskning, er hendes væsentlige bidrag at dele virksomhederne op i arbejdskraftintensive og kapitalintensive industrier. Her viser det sig, at adgang til finansiering og begrænsninger på transport er væsentlige bremser på arbejdskraftintensive afrikanske virksomheders performance, mens adgang til finansiering er den eneste robust negative faktor for kapitalintensive virksomheder. Pudsigt nok finder hun også, at de kapitalintensive har bedre performance når de oplever begrænsninger i toldbehandling og handel. Men som vi konkluderede til forsvaret, er det måske ikke så sært at der findes bedre omsætningseffektivitet i eksisterende virksomheder, når landet er mere protektionistisk.

Ugens andet speciale, som vi fremhæver her, er Hana Akubzanova og Oliver Bejers ”Econometric Analysis of Democratization in Africa between 1991-2000.” Det slovakisk-danske makkerpar ser her på de økonomiske konsekvenser af demokratisering i syv afrikanske samfund de sidste 30 år: Benin, Cape Verde, Ghana, Malawi, Nigeria, Senegal, og Sierra Leone. Det unikke ved deres speciale er, at de bruger en syntetisk kontrol for hvert af de syv eksempler. Det er således samme metode som Frederik Thagesen og Lasse Larsen brugte for tre år siden i deres undersøgelse af de økonomiske konsekvenser af Rawlings-kuppet i Ghana i 1981, som vi omtalte her.

Det ekstremt velgennemførte og omhyggelige studie peger på, at to – og muligvis tre – af landene er blevet rigere på grund af demokratiseringer. Som man kan se i de tre figurer fra specialet nedenfor, er det to klareste eksempler Benin og Kap Verde, hvor den faktiske udvikling (de fuldt optrukne linjer) klart overstiger den forecastede udvikling i den syntetiske kontrol (de stiplede linjer). Begge lande demokratiserede umiddelbart efter kommunismens kollaps i 1990, og Hana og Olivers estimater indikerer, at den institutionelle ændring per 2018 har gjort dem henholdsvis 78 og 86 % rigere end hvad man ellers kunne have forventet.

For Ghanas vedkommende er billedet ikke nær så klart. Specialeparret vurderer, at Ghana er blevet 33 % rigere på grund af demokratiseringen i 1993, men timingen er ikke helt klar, som figuren ovenfor synliggør. Som vi talte om til forsvaret, er en af forklaringerne muligvis, at dele af de væsentlige reformer, som har gjort Benin og Kap Verde markant rigere, allerede blev gennemført af Jerry Rawlings militærstyre i Ghana i løbet af 1980erne.

Det virkeligt interessante er, at Hana og Oliver finder at det er særdeles svært at fitte nogen model til Nigerias unikke udvikling, så det er meget usikkert, hvad man kan sige om landets demokratisering i 1999. Derudover finder de ikke positive effekter i Malawi, Senegal og Sierra Leone. Resultaterne indikerer endda, at Sierra Leone måske er blevet fattigere – selvom man skal være meget påpasselig, da landet også gennemgik en borgerkrig omkring samme tidspunkt – og at Senegal meget klart ikke har fået noget økonomisk ud af en demokratisering.

For alle tre specialers vedkommende er det særlige, at de kaster nyt lys på ét overordnet og stort emne: Afrikansk udvikling. Ida og Ann-Sofie rejser spørgsmålet, om mange af de problemer man ofte taler om, i virkeligheden er begrænsninger på afrikansk virksomhedsudvikling. Hana og Oliver spørger implicit, hvorfor demokratisering har så markant forskellige konsekvenser i forskellige afrikanske lande. Som al god forskning stiller disse fine specialer derfor mindst lige så mange spørgsmål, som de svarer på.

Born et al. om epidemien i Sverige – hvad er der galt og hvordan ser det ud nu?

Som opmærksomme læsere ved, er vi her på stedet kommet til konklusionen, at de voldsomme nedlukninger i den vestlige verden siden marts sidste år ikke har reddet liv. Lockdowns virkede ikke, men skabte enorme økonomiske omkostninger og endnu større skader på folks velbefindende og mentale helbred. Douglas Allen har i foråret udført den foreløbig største litteratursurvey af forskningen omkring nedlukninger i 2020, hvor han ligeledes konkluderer, at nedlukningerne ikke redede liv. Som han slutter sit studie med, er beslutningen om at lukke samfundet ned ”one of the greatest peacetime policy failures in Canada’s history”. Mens computermodeller fra bl.a. Imperial College London forudsiger, at nedlukninger redder tusinder af liv, har den empiriske forskning – dvs. studier der bruger faktiske data i stedet for imaginære computerforecasts – helt generelt fundet nuller.

Undtagelsen er dog Benjamin Born, Alexander Dietrich og Gernot Müllers “The lockdown effect: A counterfactual for Sweden.” Born et al. er et studie af de svenske corona-relaterede dødsfald, og bruger en såkaldt syntetisk kontrol for at give et informeret bud på, hvordan de svenske dødsfald havde udviklet sig hvis landet havde lukket ned som andre dele af Europa. Læser man studiet, der nu er udgivet i PLOS One, er det svært at afvise, at de tre tyskere har gjort et fint stykke arbejde. Det stikker alligevel ud, da de finder at ’manglen’ på en svensk nedlukning kostede liv. Spørgsmålet er, om der er noget galt med Born et al. som de i princippet kunne have gjort noget ved. Det er spørgsmålet, vi ser omhyggeligt på i dag.

Læs resten

Danmarks (og Europas) vækstkrise

Ser man bort fra de sidste 15 måneders selvpåført økonomisk ødelæggelse, har Danmarks økonomi det godt. Er vi ikke enige om det? Har mange økonomer ikke understreget gentagne gange, at det danske samfunds økonomi er ‘sund’? Mens det er mange borgeres indtryk – inklusive mange af dem, jeg møder i min hverdag – og mens adskillige af mine kolleger ofte har sagt, at økonomien er sund, er det en sandhed med alvorlige modifikationer.

Når økonomer som f.eks. min glimrende kollega Torben M. Andersen siger, at Danmarks økonomi er sund, mener de ofte, at de offentlige finanser er sunde: At der ikke er alvorlige underskud på statsbudgettet og finanserne er holdbare på et sigt omkring de næste ti år. Sund i denne sammenhæng betyder, at der ikke er behov for større reformer hvis ens mål er, at bevare velfærdsstaten og størrelsen af den offentlige sektor intakt. Har man andre mål, må man konkludere at dansk økonomi ikke har det godt. Det gælder ikke mindst, hvis målet er at generere økonomisk vækst, hvor Danmark – og store dele af Europa – faktisk har lidt af en vækstkrise.

Vi illustrerer problemet i figuren nedenfor og interesserede læsere kan også med stor fordel se episoden af Samfundstanker under figuren, hvor Cepos-direktør Martin Ågerup interviewer sin analysechef (og min medpunditokrat) Otto Brøns-Petersen om vækst og vækstkrisen. Figuren viser først, at set over de 70 år fra 1950 til 2019 voksede danskernes gennemsnitsindkomst – den købekraftskorrigerede nationalindkomst per indbygger – med 2,1 %. I perioden 1980-1999, hvor Schlüter- og Nyrup-regeringerne ryddede op i årtiers uansvarlighed med omfattende reformer, var væksten 1,9 procent per indbygger og 1,8 % per fuldtidsansat. De sidste 20 år har den årlige vækstrate derimod ligget på kun 1 % på begge mål, mens USA har oplevet 1,2 % per indbygger og 1,3 % per fuldtidsansat. Korrigerer man for, at danskerne generelt arbejder omtrent 20 % færre timer end amerikanerne, er væksten per arbejdstimer var væksten i 2000-2019 1,3 % i Danmark og 1,6 % i USA. I de foregående 20 år var tallene 2,1 % versus 1,6 %.

Man kan – som Otto også understreger i det fine interview – påstå, at en forskel på så lidt som 0,3 procentpoint ikke er noget særligt. Det er desværre det forvirrende ved relativt små procenttal: Hvis Danmark i stedet for at vokse med 1 % om året de næste 20 år ville vokse med de amerikanske 1,3 %, ville det give en merværdi på 47.000 kroner om året for hver fuldtidsansat. Små procentforskelle i økonomisk vækst giver hurtigt store tal!

Det er derfor, at man kan tale om en vækstkrise i Danmark, ligesom der er lignende problemer i store dele af Europa – men ikke i Sverige. Cepos har derfor startet det såkaldte 3%-projekt for at sætte spotlys på problemet. Se interviewet, tænk over figuren, og følg med i debatten fordi den er vigtig for vores fremtidige muligheder for at håndtere ethvert problem, der kræver ressourcer!

David Savage

Fredag morgen fik jeg den chokerende meddelelse, at min kollega og ven David Savage fra the University of Newcastle i Australien var pludseligt død. David definerede sig selv som adfærdsøkonom, men var svær at placere, fordi hans interesser var brede, og også bredere end blot økonomi. Sidste gang jeg mødte ham var til den australasiatiske public choice konference i Brisbane i 2019, hvor han præsenterede virkeligt spændende arbejde om eutanasi. Han kommenterede også på min præsentation – mit papir med Martin Rode om kolonidemokrati – og havde som altid gode idéer og forslag. Dave havde selv arbejdet med kolonieffekter, og vi delte en frustration over, hvor svært det var at få udgivet den slags emne.

Dave kom fra almindelige kår, og en del af hans charme var at han aldrig lød højt akademisk – han talte altid med en bred (men fuldt forståelig) australsk dialekt. Men han var dygtig, og startede i 1999 på the Queensland University of Technology, hvor han med en pause udenfor universitet fik en research master i adfærdsøkonomi i 2009. Han modtog derefter en PhD fra QUT, hvor hans afhandling med titlen Decision Making Under Pressure: A Behavioural Economics Perspective blev vejledt af Benno Torgler. Efter et kort ophold som underviser på Bond University i Gold Coast rykkede han de 700 kilometer sydpå til University of Newcastle, hvor var lektor indtil i fredags.

En stor del af Daves forskning handlede om adfærd i ekstreme situationer, som hans afhandling demonstrerede og som the Conversations korte profil af ham understreger. Mens nogen en gang imellem kunne synes, at det Dave lavede ikke var rigtigt økonomi, var jeg aldrig enig: Hvordan er det ikke økonomi at spørge, om folk opfører sig rationelt i ekstreme situationer, eller om rationalitet kun er noget, der er tilstede i den grå hverdag?

Hans forskning var altid interessant og tankevækkende, og et af kapitlerne i hans afhandling nåede endda ud i de almindelige medier; vi omtalte det også for nogle år siden (læs her). Studiet, som Dave lavede sammen med Bruno Frey og Benno Torgler, viste hvordan folk opførte sig da Titanic sank i 1912, og sammenlignede det med Lusitanias forlis fem år senere. Det ekstremt interessante studie viste blandt andet, at mens kvinder og børn på Titanic havde markant bedre overlevelseschancer, gjaldt det samme amerikanere. Fem år senere, da alting skete langt hurtigere på Lusitania – der blev torpedobombet af en tysk ubåd og sank på 18 minutter – var folks sociale normer ikke nær så vigtige, og rå rationalitet spillede en større rolle.

Forleden skrev vi om, at Ronald Inglehart var død, 83 år gammel. Ingleharts død er tragisk og et stort tab for forskningen, men var måske ikke så overraskende. Med Daves død kan man ikke vide, hvad verden er gået glip af. Han var en glimrende forsker, der uheldigvis blev involveret i skandalen omkring Bruno Freys selvplagiat mens han stadig var PhD-studerende, men som arbejdede sig ud af mistankerne og var ved at skabe sig en virkeligt interessant og kreativ karriere. Han var ikke mindst et rart, morsomt og begavet menneske, som bidrog til at gøre videnskabelige begivenheder til hyggelige stunder. Vi er mange, der kommer til at savne ham.

Har institutionel reform samme dimensionalitet som institutionel kvalitet?

Da jeg forleden dag skrev en fagfællebedømmelse af et nyt papir, blev jeg mindet om en debat, der med mellemrum dukker op i den videnskabelige litteratur om økonomisk frihed: Hvor mange ’dimensioner’ har økonomisk frihed? Måske skulle dagens post have en ’wonk alarm’ – den er samfundsvidenskabeligt nørdet – men der er forhåbentlig et budskab, som mindre nørdede læsere kan tage med.

Fraser Instituttet definerer økonomisk frihed som en tilstand for borgerne hvor ”property they acquire without the use of force, fraud, or theft is protected from physical invasions by others and they are free to use, exchange, or give their property as long as their actions do not violate the identical rights of others. Individuals are free to choose, trade, and cooperate with others, and compete as they see fit.” Instituttet måler økonomisk frihed gennem fem mål – størrelsen på den offentlige sektor, kvaliteten af retsvæsenet og dets beskyttelse af privat ejendomsret, en stabil og forudsigelig pengepolitik (sound money), frihed til at handle og investere internationalt, og et fravær af tung regulering – som det aggrerer til ét indeks. Det konkurrerende indeks fra the Heritage Foundation opsummerer konceptet i fire underindeks i stedet for Frasers fem. Begge indeks har siden 2000 været brugt i masser af forskning; Hall og Lawsons oversigt fra 2014 opsummerede mere end 400 studier, der bruger EFW, og i de syv år siden da er der kommet en hel række nye.

Et af de basale spørgsmål i litteraturen er, om man har brug for fem komponenter: Er det i virkeligheden sådan, at lande der har én slags økonomisk frihed, ikke også har de andre? Med andre ord er spørgsmålet, om lande med gode retsvæsener også typisk er lande med let regulering, sund pengepolitik, åbne markeder og begrænsede offentlige sektorer. I teknisk jargon, er der kun én eller flere dimensioner af økonomisk frihed.

Siden de første studier af Sturm, Leertouwer og de Haan og Heckelman og Stroup for snart 20 år siden, har det været kendt og accepteret, at størrelsen på den offentlige sektor ikke følger de fire andre mål. Der er således lande med store offentlige sektorer og dårlige institutioner – Myanmar og Venezuela er eksempler – men også lande med store offentlige sektorer og gode institutioner som Danmark og Sverige. Derimod er der mere diskussion om resten, hvor mange mener at de fire andre mål alle sammen følges ad, mens andre (inklusive Andreas Bergh og undertegnede) foretrækker at skille retsvæsenets kvalitet fra de tre sidste mål for pengepolitik, åbenhed og reguleringer. De fleste er dog enige om, at de fire mål der ikke er det offentliges størrelse, har en stor fællesmængde.

Pudsigt nok har litteraturen overset en variant af dette spørgsmål: Selvom man accepterer, at en række af disse elementer af økonomisk frihed ser ud til at være fælles, gælder det samme så også for reformer af områderne? Med andre ord, er reformer af f.eks. markedsgang og regulering som oftest ’pakker’, der påvirker alt på en gang, eller er de separate reformer?

Som vi viser i de tre figurer nedenfor, er der ikke typisk tale om pakker af reformer. De tre figurer viser femårs-ændringer af tre områder af Fraser Instituttets mål for økonomisk frihed: Det offentliges størrelse (area 1), retsvæsenets kvalitet (area 2), og frihed fra regulering (area 5). Vi plotter dem mod hinanden for at undersøge, om ændringer i et område er forbundet med ændringer på et andet område af økonomisk frihed. De røde markører illustrerer ændringer i autokratier, de blå er ændringer i demokratier, mens vi har skilt ændringer mellem 1990 og 2000 i tidligere kommunistiske samfund ud i de sorte markører. Grunden til det sidste er ganske enkelt, at den postkommunistiske transition i 90erne var en markant anderledes begivenhed end mere almindelige reformpolitik.

Ser man på tværs af de tre figurer er det hurtigt klart, at der er meget lidt sammenhæng mellem de tre serier. Den eneste klare sammenhæng er mellem det offentliges størrelse og reguleringsfriheden (area 1 og 5) i de tidligere kommunistiske samfund. Det er næppe overraskende, at de lande der gennemførte en klar transition, både reducerede statens størrelse og afregulerede. Overraskelsen ligger mere i, at der er så lidt generel sammenhæng mellem reformer på de tre områder.

Det interessante ligger således i observationen, at over tid er det de samme lande, der ender med gode retsvæsener, relativt let regulering, sund pengepolitik og åbne markeder, men reformerne imod denne tilstand er på ingen måde koordinerede. Der er med andre ord tale om reformer, der sker på forskellige tidspunkter og under forskellige betingelser, men som på langt sigt trækker nogle lande i en generel retning mod større økonomisk frihed, men som ikke ser ud til at være begrundet i nogen form for ideologisk eller empirisk informeret præference for økonomisk frihed. De manglende sammenhænge er således interessante fra en statistisk vinkel – på langt sigt får man et klart mønster som overhovedet ikke kan ses på kortere sigt fordi reformer har større dimensionalitet end det langsigtede niveau – og fra en politisk vinkel. Der er noget at tænke over, både for forskerne og for de politisk interesserede.

John Williamson, 1937-2021

Vi erfarede tidligere i dag, at den engelske økonom John Williamson er død, 83 år gammel. Mens vi ikke ofte skriver nekrologer, har Williamson haft så stor indflydelse på praktisk, økonomisk politik i dele af verden, at vi i dag gør en undtagelse.

Williamson var født i England, hvor han fik en BA på London School of Economics i 1958. Efter to år i RAF tog han til Princeton i USA, hvor hans PhD-arbejde kom til at handle om den økonomiske værdi af patenter og patentrettigheder. Med en PhD-grad i lommen fik han sit første job i 1963 på University of York, hvorefter han brugte 2 år som rådgiver for det britiske finansministerium. Williamson vendte tilbage til den akademiske verden med en stilling på University of Warwick fra 1970-77, efterfulgt af tre år på det katolske universitet i Rio de Janeiro. Fra 1981 frem til 2012 var han Senior Economist ved the Peterson Institute i Washington, der dengang hed the Institute for International Economics.

Williamsons mest kendte videnskabelige arbejde blev i valutapolitik, hvor han fokuserede særligt på mellemformer mellem fuldt flydende og fuldt faste valutakurser. Han var her med til at udvikle den såkaldte ’crawling peg’, som Brasilien bl.a. har forfulgt. Idéen er ganske enkel, men smart, og kombinerer stabiliteten der er ved en fast valutakurs (som den danske) med en fleksibilitet, der beskytter landet mod konkurrenceevneproblemer. Helt konkret var Williamsons idé at holde den reale valutakurs fast i stedet for den nominelle, ved at lade valutakursen ændre sig i præcist samme takt som landets overinflation i forhold til ankeret. Havde Brasilien for eksempel tre procent højere inflation end USA, som man peggede valutaen til, skulle den nominelle valutakurs falde med tre procent. På den måde ville værdien af brasilianske varer være uændret i USA, og dermed ville konkurrenceevnen også være uændret.

Udenfor økonomkredse blev Williamson derimod mest kendt for sit arbejde om den såkaldte Washington Konsensus, som vi også her har skrevet om (her, her og her). Selvom konsensussen i mange er er blevet lagt for had af både venstrefløjen og uinformerede nationalkonservative – for dem er den inkarnationen af elastikbegrebet ’neoliberalisme’ – er den basalt set bare økonomisk snusfornuft: Undgå handelshindringer og overregulering, beskyt de private ejendomsrettigheder, og sørg for at politikken er stabil og forudsigelig.

Williamson mente, at det politik der fulgte de ti råd i Washington Konsensussen ville få hurtigere og mere stabil udvikling. Min gode ven og faste medforfatter Niclas Berggren omtalte forleden et nyt studie af konsensussen (læs her), der viser præcist det. I studiet The Washington consensus works: Causal effects of reform, 1970-2015 viser ægteparret Robin og Kevin Grier netop, at lande efter indførslen af politik, der er konsistent med konsensussen, oplever markant hurtigere vækst end tidligere. Som også den lange litteratur om konsekvenser af økonomisk frihed viser, har forskningen i høj grad vist at Williamson havde ret.

De lande, der fulgte hans råd, har langt mere effektivt bekæmpet fattigdom på langt sigt. Williamson blev dermed, ligesom hans kollega Nobelprismodtageren Robert Mundell døde for halvanden uge siden, en af de få akademiske økonomer, der fik reel betydning for almindelige mennesker mens han levede. Pointen er klar i nekrologer af både hans kollega Steven Weisman og Bloomberg. John Williamson fortjener at blive læst og taget seriøst langt udenfor universitetsverdenen.

Danske og europæiske dødelighedsfakta

Læser man de fleste medier, eller lytter man til regeringen, er en ny bølge epidemi lige rundt om hjørnet. Men ser man på de faktiske tal, er virkeligheden slet ikke så speciel eller så ildevarslende som det påstås. Som vi har skrevet om tidligere, er nedlukninger heller ikke nødvendige – de gør i bedste fald ingenting, og med stor sandsynlighed øger de dødstallet på langt sigt – og de bør undgås. En situation, hvor regeringens og Folketingets politik koster en rund milliard om dagen uden at politikken på nogen måde gør det, det påstås at skulle gøre, er ikke acceptabel.

Formålet i dag er således at gentage en række fakta for vores læsere, ikke mindst fordi de er så forskellige fra det, der jævnligt påstås i medierne. Det første er den danske dødelighed, som vi illustrerer i den første figur. Den viser de daglige dødstal i 2017-2020 og de første uger af 2021 (den gule streg). Virussæsonen 2020-21 er således enden af den sorte streg, der følges af den gule. Det bemærkelsesværdige er her, at det er en almindelig virussæson, der ligger tidligere end normalt. Det er den udvikling, der bruges i medierne, men den er ikke unik: Ser man tilbage på 2009-sæsonen, ser man en næsten identisk udvikling i dødeligheden, men en top allersidst på året og et meget tidligt fald. Der er med andre ord ikke noget særligt i dette års virussæson, når man tager empirien alvorligt.

På samme tid er der kommet en række studier – som mange læsere vil vide – der dokumenterer, at nedlukninger ikke virker. Skulle nogen være i tvivl, er den anden figur i dag en klar indikation om, at der ikke er nogen sammenhæng mellem dødelighed og nedlukning. Figuren viser det gennemsnitlige ’policy stringency index’ udviklet af Oxford University, plottet mod overdødeligheden i 30 europæiske lande. Overdødeligheden i 2020 er beregnet som dødstallet i 2020, relativt til det gennemsnitlige dødstal i 2016-2019. Korrelationen er endda positiv (r=0,46), men tydeligvis primært drevet af Estland. Var nedlukning en effektiv strategi til at beskytte ældre mennesker mod at dø af Covid, ville man have set en klar, negativ sammenhæng.

Det særlige i dødstallene på tværs af Europa, og et væsentligt problem i kommunikationen af de absolutte dødstal, kan ses i den tredje figur. Der er ganske store forskelle i den generelle dødelighed på tværs af lande, og disse forskelle er langt større end forskellene i udsving fra år til år i lande. Overdødeligheden i 2020 kan aflæses i figuren som forskellen mellem et lands punkt og den stiplede linje. Det er her let at se, at disse forskelle er meget mindre end forskellen på tværs af lande.

Bundlinjen i dag er således, at nedlukninger ikke virker, og at dødstallene har været oversolgt i medierne. Det har været en epidemi – det er der ingen tvivl om – og mange lande har haft alvorligt virussæsoner. Men så voldsomme har de heller ikke været, og Danmark er et af de lande, der reelt ikke har været særligt hårdt ramte. Dykker man videre ned i tallene, kan men endda se den såkaldte ’dry tinder’ effekt: At nogle lande havde meget lette virussæsoner i 2019, og en del af dødstallet i 2020 var en slags catch-up. Sverige havde således 5 % underdødelighed i 2019, og Belgien og Storbritannien lå 2 % under normalen. Disse fakta mangler i den danske debat, men hører hjemme i enhver informeret diskussion om epidemipolitik, genoplukning, og en reetablering af borgernes almindelige rettigheder og deres liv.

Verden er mere stabil – men er det godt?

Som nogle læsere ved, er jeg involveret i et forskningsprojekt om kup og kupforsøg – og nogle læsere er måske endda trætte af, at høre om det. Udover selve databasepapiret, hvor Martin Rode og jeg dokumenterer omfanget af kup i verden siden 1950, omfatter outputtet foreløbig en artikel om undertrykkelse efter kup med Katharina Pfaff og et andet om institutionelle ændringer sammen med Daniel Bennett og Steve Gohmann. Der ligger også et working paper sammen med Andreas Freytag og Jerg Gutmann om, hvordan kup påvirker pressefriheden og et andet med Martin Rode og Bodo Knoll om, hvordan kup ændrer på indkomstfordelingen i samfundet. Derudover ligger der delprojekter, der er mere eller mindre færdige, om hvorvidt kup udløser kriser, og om hvordan regeringer der kommer til magten ved kup ændrer på landets forfatning (halvdelen af dem skriver nye forfatninger).

Formålet med dagens post er ganske enkelt at give læserne et indtryk af, hvor mange kupforsøg der har været, og hvor de har været i verden. Det gør vi gennem de to kort nedenfor, der illustrerer de 485 kup og kupforsøg mellem 1960 og 2021, hvoraf de 155 er sket efter 1990, dvs. efter kommunismen i Østeuropa kollapsede. Databasen er frit tilgængelig og kan downloades på min hjemmeside. Sammenligner man de to kort, er det tydeligt i hvor høj grad Latinamerika og visse andre dele af verden er blevet politisk mere stabile. En del af denne udvikling i Latinamerika og Caribien har været en robust transition til demokrati – med enkelte undtagelser er regionen nu fuldt demokratisk – mens andre steder i verden er mere blandede.

Det er netop det, der er udgangspunktet for at spørge lidt kættersk, om den politiske stabilitet er en god ting. Eller sagt på en anden måde: Ville verden være et bedre sted, hvis der var flere kup en gang imellem?

Er det for eksempel et ubetinget gode, at Angola har været regeret af det samme parti siden 1975? Agostinho Neto var landets første leder efter uafhængigheden, og han efterfulgtes af José Eduardo dos Santos, der sad som præsident fra 1979 til 2017. Den nuværende præsident er reelt udnævnt af dos Santos, så angolanerne faktisk aldrig har oplevet at skifte regering. Det samme gælder lidt længere nordpå i Cameroon, hvor Paul Biya har været de facto diktator siden 1982, og i Ækvatorial Guinea, hvor Teodoro Mbasogo tog magten ved at kup i august 1979, og har regeret landet egenrådigt siden da. Længere væk, og i en verdensdel som folk ikke normalt forbinder med kup og diktaturer, har Frank Bainimarama været premierminister i Fiji siden han kuppede den tidligere regering i 2006.

Vi taler ofte om politisk stabilitet som et absolut gode, men spørgsmålet er om det er sandt. Det er sundt, både for økonomien og for folks rettigheder, at regeringen ikke sidder for fast i sædet og bliver udskiftet med jævne mellemrum. I diktaturer sker det ikke gennem fredelige valg, og det bør helst ikke ske gennem voldelige revolutioner eller borgerkrige. Et kup i ny og næ er derfor ikke en rar begivenhed, men det kan fungere som en måde at undgå de værste excesser og mest diktatoriske regeringer på. Nogle af dem ender rædselsfuldt, andre godt, men ikke alle er udtryk for et problematisk fænomen.

Kup og undertrykkelse

Selvom mange ser kup som et fænomen, der hører til i historieskrivningen om Latinamerikas bananrepublikker i 1960erne og 70erne, sker de stadig: I 2019 i Sudan, 2020 i Mali og i år i Myanmar. Der er derfor ny forskning, der forsøger at forstå kup som politiske begivenheder med økonomiske og sociale konsekvenser. Som nogle læsere ved, er jeg sammen med flere kolleger involveret i et projekt om netop kup. En del af dette projekt har længe været et papir om, hvordan kup påvirker graden af undertrykkelse, som et lands regering bruger mod befolkningen. Forskningen bag og selve papiret er fælles arbejde med Katharina Pfaff fra Wirtschaftsuniversität Wien (billedet).

Nogle gange kan artikler i samfundsvidenskaberne være længe undervejs, og min og Katharinas er bestemt et af eksemplerne. For fire år siden skrev vi her på stedet om 2017-konferencen i the European Public Choice Society, der var i Budapest og hvor Katharina og jeg præsenterede vores papir. Efter at være gået gennem adskillige revisioner og omskrivninger – flere af dem med et bedre resultat – er artiklen ”Differences Matter: The Effect of Coup Types on Physical Integrity Rights” nu endeligt accepteret til udgivelse i European Journal of Political Economy. På trods af at den har været undervejs i fire år, mener vi stadig at den tager nye skridt og bringer kupforskningen en smule videre. Så hvad er det nye i artiklen, og hvordan forklarer vi det?

Det nye er – ligesom flere af de helt nye artikler – at vi ikke behandler alle kup som ens. Som i andet arbejde med bl.a. Daniel Bennett og Steve Gohmann, adskiller vi kup, der ender i et civilt autokrati fra dem, der ender i et militærdiktatur, og vi adskiller også dem, der begås mod demokratisk valgte regeringer fra dem, der begås mod diktaturer.

Fra en teoretisk vinkel fokuserer vi på, at ethvert styre har to forskellige redskaber, det kan bruge til at blive ved magten: Enten kan de købe støtte og loyalitet, eller de kan bruge ressourcer på at undertrykke befolkningen og oppositionen. Det er her, forskellen på de to regimetyper bliver interessant, fordi mens det er enkelt at købe militærets loyalitet, er det langt sværere at købe civile interessers støtte. De civile interesser kan være meget forskellige, er ikke koordinerede, og kan nogle gange være decideret modsatrettede – som hvis en industri ønsker beskyttelse mod international handel, mens en anden industri lever af samme handel. En udemokratisk regering, der står med et valg mellem at købe støtte og loyalitet og simpelthen undertrykke, vil vælge undertrykkelse når alternativet – at købe støtte – bliver relativt for dyrt. Det er ganske enkelt mere sandsynligt, at den relative pris for at købe støtte er for høj for civile autokratier, der skal ud at købe støtte fra en forholdsvis divers gruppe interesser. For at få mest regimesikkerhed for pengene, vil civile autokratier derfor typisk bruge flere ressourcer på undertrykkelse.

Katharina og jeg tester vores teoretiske forventning i et stort panel af 180 lande, vi observerer hvert år mellem 1960 og 2010. Det giver os over 400 kup og kupforsøg, hvoraf cirka en fjerdedel begås af civile interesser – som f.eks. Zimbabwes kup i 2017, der nok blev støttet af militæret, men var planlagt og drevet af politiske interesser bag Emerson Mnangagwa – og som vi kan holde op mod ændringer i den overordnede undertrykkelse. Undertrykkelsesdataene får vi fra det store datasæt udviklet af Christopher Farris.

Resultaterne er interessante, da der er stor forskel på virkningerne af kup på kort og langt sigt. Umiddelbart efter kup, og særligt dem der afsætter en demokratisk regering, stiger undertrykkelsen lige meget om der er tale om et civilt eller militært kup. Men ser man tre år ud i tid, viser det sig at de militære kupregeringer reducerer undertrykkelsen markant igen, mens der ikke på samme måde sker en systematisk lettelse under de civile autokratier. Med andre ord er resultaterne af den statistiske undersøgelse konsistente med vores teoretiske overvejelser: Når militærstyret er etableret, letter det på undertrykkelsen og bruger sandsynligvis midler til at støtte militæret direkte, mens de civile bliver ved med at bruge undertrykkelse som hovedredskab.

Den nye artikel peger således i samme retning som flere nye studier i kupforskningen, der gør op med idéen om, at alle kup er ens og alle kupregeringer er basalt set de samme. Skal man endelig have et kup, er der nu flere forhold der peger på, at man skal ønske sig at det er militæret, der står for det. De civile autokratier kan have en politisk overflade det minder om demokrati, men de opfører sig ofte værre end militærstyrerne.

Er økonomisk vækst bæredygtig?

De fleste politikere og meningsdannere, ligesom de fleste almindelige mennesker jeg møder, har en forestilling om at økonomisk vækst er skadelig for miljøet. Men for økonomer er det på ingen måde klart, at der skulle være et modsætningsforhold mellem vækst og bæredygtighed. Det har to svenske økonomer, Jonas Grafström og Christian Sandström, skrevet om fin bog om. De to forskere, der begge har tilknytning til Ratio Institutet i Stockholm, men ellers er ved henholdsvis Luleå Tekniska Universitet og Handelshögskolan i Jönköping, udgav sidst på 2020 bogen Mer för Mindre? Tillväxt och Hållbarhet i Sverige. Hele bogen kan hentes gratis her, og fortjener afgjort opmærksomhed.

Grafström og Sandströms hovedpointe er – som Julian Simon oprindeligt understregede – at mens den almindelige forestilling er, at vækst indebærer at man bruger flere ressourcer, forurener mere og udleder større mængder drivhusgasser og partikler, er langsigtet vækst primært drevet af noget andet. Titlen Mer för Mindre opsummerer faktisk pointen, som vi teoretisk har kendt og forstået siden Solow og Swans arbejde i 1950erne: Vækst er primært drevet af produktivitetsfremskridt, dvs. når vi finder nye måder at producere mere (eller bedre) med færre ressourcer!

For dem, der ikke lige har mod på at læse alle bogens 162 sider, er der en nem læsning. I sidste uge holdt de to svenskere et onlineseminar hos det engelske Institute of Economic Affairs. Deres præsentation ligger nu online tilgængeligt for alle interesserede. Både bogen og den korte præsentation er varmt anbefalede.

Kup og fordeling – er nogle kup mere lige end andre?

Journalister og meningsdannere regner ofte med, at magtovertagelser i fattige lande udelukkende handler om en elite, der vil rage mere til sig. Man har kunnet se idéen reflekteret de sidste par år i mediedækningen af militærkuppene i Sudan i april 2019, Mali i august 2020 og Burma (Myanmar) for godt tre uger siden. Men er det faktisk rigtigt, at kup og lignende magtovertagelser kun handler om en elite, der rager til sig? Hvis det er, burde man kunne se det ved at indkomst- eller forbrugsuligheden stiger efter et kup når eliten får mere.

I A time to plot, a time to reap: Coups, regime changes and inequality ser Martin Rode (Universidad de Navarra), Bodo Knoll (Ruhr-Universität Bochum) og jeg derfor på spørgsmålet, om succesfulde kup faktisk gør en forskel på uligheden. Vores udgangspunkt er, at forskellige typer af autokratier har forskellige interesser og bakkes op af systematisk forskellige grupper i samfundet. Hvis der skulle være en læser, der er interesseret, udkom den formelle teoretiske version af argumentet i Public Choice sidste år, men det er relativt enkelt.

Teorien er, at der ikke er én sammenhængende elite, men flere forskellige. Militærdiktaturer støttes direkte af militæret, mens civile autokratier støttes af civile interesser. Der findes for eksempel en række eksempler på diktaturer i Latinamerika, der er støttet af fagbevægelser, ligesom Duvallier-familien i Haiti opbyggede deres egne paramilitære grupper udenom militæret. Uanset hvilken særinteresse, der støtter regimet, må det støtte den med ressourcer og særbehandling, men ethvert regime må også holde andre interesser så tilpas tilfredse, at de ikke bliver en trussel. På samme tid bruger regimet også ressourcer på undertrykkelse, som man kan betragte som et alternativ til at betale særinteresser for støtte.

Når der sker et kup kan det derfor ske, fordi en elite der allerede har indflydelse forsøger at få mere, men det kan også ske fordi en alternativ elite har særlig interesse i at komme til magten. I det første tilfælde kunne man nemt forestille sig, at uligheden stiger i samfundet, hvis den siddende elite skraber en endnu større del af kagen til sig. I det andet tilfælde er der derimod grund til at regne med, at kuppet kan føre til mindre ulighed når en siddende elite bliver smidt ud. Det kunne i særlig grad være tilfældet, hvis den siddende elite var civil – dvs. hvis det siddende regime var et civilt autokrati, som primært understøttes af en civil / industriel elite med direkte støtte, reguleringer og handelsbarrierer.

Martin, Bodo og jeg undersøger derfor, hvad der sker med ulighed i indkomster og forbrug i 145 lande fra 1960 til 2015. Konklusionen, der sandsynligvis er overraskende for mange læsere – ligesom den var overraskende den ene gang, jeg nåede at præsentere papiret før verden gik amok og lukkede ned – er, at succesfulde kup omfordeler forbrug fra en elite (den øverste kvintil af fordelingen) til særligt de tre nedre kvintiler. Vi ser pudsigt nok ikke det samme mønster i indkomstuligheden, som generelt er mindre påvirket af skatteforhold, regulering og prisstrukturen. Vi finder derudover, at effekterne på forbrugsulighed primært er drevet af militærkup – mønsteret efter civile kup er langt mere blandet – og derfor, at det basale teoretiske mønster faktisk bekræftes.

Bundlinjen i det nye papir fra vores kupprojekt er således, at militærkup kan være ’gode’, forstået på den måde at de ofte er til relativ gavn for landets fattige. Det er ikke ligefrem det budskab, medierne som oftest bibringer folk efter kup og kupforsøg, men det er det erfaringen siden 1960 viser. Det rejser spørgsmålet, hvordan vi vurderer kuppene i Sudan og Mali, der begge på andre måder ser lovende ud. Og det rejser det nødvendige spørgsmål, hvorfor man så ofte antager, at det siddende regime er legitimt og fornuftigt. Kup er mærkværdige, grimme og til tider voldelige begivenheder, men deres konsekvenser er nogle gange bedre end det reelle alternativ.

Sjov med Statistik: Laktoseintolerans og korruption

En af de tilbagevendende serier her på stedet er Sjov med Statistik, hvor vi ser på overraskende, mærkelige og decideret umulige sammenhænge i data. Vi har tidligere skrevet om både sammenhængen mellem social tillid og vintertemperaturer, og sammenfaldet mellem hvor mange film, Nicolas Cage laver på et år og hvor mange amerikanere der drukner i pools. Men dagens sammenhæng er virkeligt underlig.

Afsøger man mønstre på tværs af verden, viser der sig et generelt mønster som vi illustrerer i figuren nedenfor: Jo flere laktoseintolerante mennesker, der er i befolkningen, jo større er landets problemer med korruption. Dette mønster er ganske tydeligt i dataene, som figuren nedenfor illustrerer. Vil man genskabe figuren, er tallene for laktoseintolerans her, mens korruptionsvurderingen (på en skala fra 0=endemisk korruption til 10=ingen korruption) er fra Transparency International. Korrelationen der kan ses i figuren er hele -0,67, og dermed mindst lige så stærk som f.eks. sammenhængen mellem indkomst og uddannelse.

Så hvad i alverden foregår der? Hvordan kan der være en sammenhæng mellem hvor mange voksne mennesker, der ikke kan fordøje mælk, og hvor store korruptionsproblemerne er? Min umiddelbare idé var, at korruption er klart korreleret med både social tillid, generel institutionel kvalitet, og nationalindkomst: Mere tillidsfulde, velfungerende og rigere lande har mindre korruption. Og man kan fortælle rimeligt overbevisende historier om, hvordan laktoseintolerans hænger sammen med alle tre faktorer.

Men undersøger man sammenhængen mellem laktoseintolerans og social tillid er der ikke rigtigt nogen sammenhæng. Mens ingen lande med tillidsniveau over 50 % (de nordiske lande, Holland og New Zealand) har flere end 20 % laktoseintolerante i befolkningen, er der derudover ingen sammenhæng. På samme måde er sammenhængen mellem laktoseintolerans og nationalindkomst også noget svagere end sammenhængen med korruption, og der er i al praksis ingen sammenhæng mellem laktoseintolerans og hvor nordligt eller sydligt, er land ligger.

Den klare sammenhæng mellem laktoseintolerans og korruption er heller ikke drevet af nogen enkeltgruppe af lande. De blå lande er demokratier, og mens de generelt har mindre korruption, er de ikke strukturelt anderledes and autokratierne (de røde og gule markører). Ligeledes er sammenhængen ikke tydeligt drevet af lande med en kommunistisk fortid (de lyseblå og gule) relativt til dem uden (de mørkeblå og røde). Forskelle mellem demokratier og autokratier kan ofte give en indikation af, hvilken mekanisme der er på spil, men figuren viser ikke nogen som helst klare forskelle.

Sammenhængen skyldes heller ikke outliers, dvs. mærkelige observationer. Den eneste virkeligt tydelige outlier er Niger, som faktisk kan forklares. De tilgængelige data viser, at kun 13 % af befolkningen i Niger er intolerante – muligvis på grund af at nomadefolket Tuaregerne, der bor i blandt andet Niger, sjældent er laktoseintolerante. Samtidig har Niger en korruptionsrating på 31, der placerer landet i den værste fjerdedel af verden, hvilket måske ikke er overraskende givet hvor fattigt det er (1225 dollars ifølge the CIA World Factbook), og at det er omgivet af andre ekstremt fattige og korrupte lande.

Så hvad i alverden foregår der? Er vi simpelthen snublet over en sammenhæng, der er overraskende klar, men helt tilfældig? Eller er der andre forklaringer, så mønstrene i laktoseintolerans på tværs af lande følger noget andet, der er vigtigt for korruption? Vi har faktisk ikke noget svar i dag, men vil lade det være op til læserne af hygge sig henover weekenden med denne lille bid sjov med statistik.

Skørbug, empiri og teoretisk insisteren

Medier og mange mennesker gentager ofte, at man skal høre på videnskaben. Men hvad hvis den etablerede videnskab ikke passer med det empiriske billede, man ser? Hvad hvis ’videnskaben’ ikke er internt enig, og der danner sig forskellige skoler, der lægger vægt på forskellige slags argumenter og evidens? Dagens post handler netop om, hvad der sker når observationer fra virkeligheden ikke passer på det mønster, den etablerede teori fortæller man bør se.

Eksemplet, vi fortæller om, er en ganske alvorlig mangelsygdom, der engang var relativt almindelig: Skørbug. Skørbug er en sygdom, der skyldes mangel på vitamin C. Den bliver derfor ofte forårsaget af fejlernæring, ikke mindst når mad skal kunne holde lang tid. Gennem hele middelalderen og senere århundreder var skørbug således et stort problem blandt sømænd i både handelsflåden og militæret, hvor op til halvdelen endte med at dø af skørbug. Det skulle dog ændre sig i 1700-tallet, da den britiske flåde fandt en revolutionerende løsning. Læger i den britiske flåde, der trodsede den daværende teoretiske konsensus i lægevidenskaben og i stedet stolede på, hvad de observerede i virkeligheden, kom til at tegne et gennembrud sammen med at de bidrog til the Royal Navys dominans på verdenshavene.

Den herskende teori på området kunne spores helt tilbage til de gamle grækere, sagde at skørbug var forårsaget af dårlig fordøjelse på grund af den salte mad og skibenes bevægelse på havet. Man forestillede sig, at kombinationen førte til en slags intern forrådnelse, som kunne forhindres med vand med bobler eller svovlsyre opløst i f.eks. rom eller snaps. Selvom der var tidlige indikationer fra portugisiske og engelske kaptajners erfaring, nåede den ikke ret langt og lægerne fastholdt deres teoretiske holdning.

Situationen begyndte først at ændre sig, da den engelske læge James Lind udførte et af verdens første egentlige kliniske eksperimenter. Mens han var kirurg på HMS Salisbury gennemførte han eksperimentet, der klart viste at forbrug af citrusfrugter forhindrer skørbug. I hans bog A Treatise on the Scurvy konkluderede han, at appelsiner og citroner var suverænt de mest effektive midler til at forhindre, at sømænd fik skørbug.

Som sagt var Linds indsigt ikke helt fremmed for mange officerer i flåden, og der skabtes en tradition for at sørge for frisk citrusfrugt eller citron- og limejuice i de fleste af flådens skibe. To begivenheder bidrog til at overbevise folk udenfor flåden, at citrusfrugter var en effektiv måde at bekæmpe et enormt problem. Admiral Rodney ledte en ekspedition til Caribbien i 1780erne, hvor de britiske sømænds generelle helbred viste sig at være en tydelig fordel. Mens over en fjerdedel af den franske flåde var syg efter at have været måneder hjemmefra, var der kun tale om nogle få håndfulde briter. Rodney og hans flådelægers insisteren på, at deres folk fik lime- eller citronjuice gjorde dem langt mere kampklare. Senere demonstrerede Peter Rainiers kommando over en langvarig konvojtjeneste i 1795 kurens virkning, da der ikke var en eneste sømand, der fik skørbug på turen, og folks helbred ved hjemkomsten virkede endda bedre end da de tog afsted.

Indsigten bredte sig også hurtigt blandt flådens læger, men de oplevede ofte et massivt pres fra læger i hæren, i det civile samfund og på universiteterne. At citrusfrugt skulle virke mod skørbug passede slet ikke med datidens sygdomsteori, og læger udenfor flåden nægtede derfor at tro på den evidens, der væltede ind. De holdt, med andre ord, fast i at deres teori var korrekt og at det var flådens erfaringer, der var forkerte.

Man ved nu både, at citrusfrugter er effektive mod skørbug og også hvorfor – at skørbug skyldes mangel på vitamin C og at citrusfrugter er stoppet med det – og derfor også, at de empirisk funderede flådelæger havde ret. Værdien af den indsigt var enorm, ikke blot militært, men også rent menneskeligt og økonomisk, da det gjorde et liv i handel langt mindre risikabelt. Historien om skørbug er desværre langt fra den eneste, hvor én gruppe praktikere eller videnskabsfolk med konkret empiri støder sammen med en anden gruppe, der holder fast i teoretisk funderede synspunkter og påstande. Blandt de mange andre kan man for eksempel nævne gennembrud i mavesårsforskning (der skyldes bakterier, der kan overleve mavesyren), Phillips-kurver i nationaløkonomi (den simple sammenhæng mellem inflation og arbejdsløshed, der ikke findes), og en række diskussioner i sociologi som Tönnies påstand om en modsætning mellem ‘Gemeinschaft’ og ‘Gesellschaft’. Fælles for dem alle er indsigten, at teori og teoretiske indsigter er goder, men tager man ikke empiri alvorligt kan man komme virkeligt galt afsted.

Geografi og social tillid – ny evidens

For år tilbage brugte Andreas Bergh (Lund Universitet) og jeg forholdet, at specifikke vejrforhold – i vores tilfælde forskelle i vintertemperaturer – historisk har formet lande og regioners sociale tillid. I artiklen Historical Trust Levels Predict the Current Size of the Welfare State viste vi, at de store moderne velfærdsstater i f.eks. Skandinavien hviler på en social tillid, der har historiske rødder. Ved at bruge dette forhold, kunne vi vise at tilliden således ikke er skabt af velfærdsstaten, som bl.a. Bo Rothstein har påstået, men er en forudsætning for den. Artiklen, der udkom for næsten præcist ti år siden i Kyklos, er siden blevet en af vores mest citerede.

Det er derfor en fornøjelse at se, at ny forskning bekræfter vores generelle idé om, at geografisk og klimatisk bestemte risici påvirker tillid. I ”Cooperation makes beliefs: Weather variation and social trust in Vietnam” dokumenterer Duc Anh Dang og Vuong Anh Dang, at folk i områder, der typisk har store variationer i vejret som risiko for store regnmængder og temperaturudsving, udviser større social tillid end folk i andre dele af landet.

Den basale idé, som vi kan spore tilbage til Hippokrates, er at overlevelse i lande hvor f.eks. vintre er meget kolde, er meget mere sandsynlig når man kan stole på hjælp fra fremmede. Historisk betyder det derfor, at individer og samfund med høje tillidsniveauer er mere succesrige i disse lande. Omvendt er tillid ikke en succesparameter på samme måde i områder, hvor klima eller geografi ikke er en klar trussel mod ens overlevelse. Det er denne basale mekanisme, som Ahn Dang og Ahn Dang finder evidens for. De konkluderer selv, at ”The evidence shows that the relationship between weather variation on social trust may be transmitted through strengthening the cooperation among village peasants and family ties as they cope with risk and uncertainty.”

Midt i den akademiske fornøjelse kan man undre sig over, at mange af vores kolleger har været noget misfornøjede over idéen. Forklaringen ligger sandsynligvis i en frustration over, at der er forhold i samfundet, som man ikke kan påvirke positivt med målrettet politik. Går man tilbage til den moderne tillidslitteraturs tidlige dage for cirka 20 år siden var der således stor optimisme omkring muligheder for at føre tillidspolitik. Den optimisme er der ikke længere forskningsbaseret grund til. Men for nogle af os er det en god nyhed: Det er godt at vide, at der er nogle ting i verden, som politikere ikke har nogen kontrol over.