Tag: Milton Friedman (side 2 af 2)

E-mail fra Milton Friedman

I sidste uge kunne man i Wall Street Journal læse noget så forunderligt som en relativt ny e-mail fra den nysafdøde Nobelprisvinder i økonomi, Milton Friedman (1912-2006) (omfangsrigt omtalt her på stedet, både her og her).  Konkret drejede det sig om et e-mail interview i forbindelse med en artikel i avisen sidste sommer.  Interviewet var som altid interessant, og der er nok et svar eller to, der vil kunne få stort set enhver til at blive overrasket mindst én gang.  Her er et længere uddrag:

Are you still a strong supporter of flexible exchange rates, even for developing countries?

Friedman: Yes. Economic forces affecting different countries are not always the same. The right exchange rate for a country in general may be one thing one time and another thing another time. A country that pegs the exchange rate is essentially committing itself to adopt the economic policies of the country whose currency it is pegged to. If it does that by pegging the exchange rate, it will always be under pressure as circumstances change to take advantage of the pegged exchange rate when they can and get into a position which is untenable.

The case of Argentina is the most dramatic and clearest case about that. Either a country should explicitly become part of the economic system of another country, as it could by dollarizing its currency as Panama has done, or else it seems to me it is best off by allowing the market to determine the value of its currency and in that way adjust to changes in the relative economic pressures on different countries. But flexible exchange rates are not a panacea for all evils. Governments can follow bad economic policies with either flexible or fixed exchange rates.

Do tax cuts pay for themselves?

Friedman: Occasionally. But revenue loss is almost always less than static prediction.

Do you have any favorite candidates for president in 2008?

Friedman: No.

Is inflation-targeting the right medicine for monetary policy? If so, how would you do it?

Friedman: It is a good medicine with the present institutions. And recent experience suggests that it is doable. Targeting central banks have been able to hit their targets. Basic way to do it is to keep quantity of money growing at a rate equal to target plus trend rate of real growth. Full discussion beyond the scope of email.

What is the biggest risk to the world economy: America's deficits? Energy insecurity? Environment? Terrorism? None of the above?

Friedman: Islamofascism, with terrorism as its weapon.

What are your thoughts on the low U.S. savings rate?

Friedman: The right saving rate is whatever satisfies the tastes and preferences of the public in a free and unbiased capital market. Market can adjust to any rate. This is a very complicated question. Present estimates probably understate actual savings because of treatment of capital gains. In any event, the present situation does not raise any problems for the economy.

India–how do you assess its prospects?

Friedman: Fifty years ago, as a consultant to the Indian minister of finance, I wrote a memo in which I said that India had a great potential but was stagnating because of collectivist economic policies. India has finally started to disband those collectivist policies and is reaping its reward. If they can continue dismantling the collectivist policies, their prospects are very bright.

Any thoughts on a China versus India comparison?

Friedman: Yes. Note the contrast. China has maintained political and human collectivism while gradually freeing the economic market. This has so far been very successful but is heading for a clash, since economic freedom and political collectivism are not compatible. India maintained political democracy while running a collectivist economy. It is now unwinding the latter, which will strengthen freedom of all kinds, so in that respect it is in a better position than China.

Friedman galore

Jeg skal ellers lige love for, at Milton Friedmans (1912-2006) dødsfald er blevet markeret af de danske medier! Ikke så meget af de elektroniske, hvor jeg ikke har set en eneste reference (men kan have overset noget).  Men avisernes nyhedsdækning har–i det store billede–været nogenlunde med, om end der, som omtalt her på stedet, var nogle enkelte skæverter hist og pist.  Men der har været rigtig godt gang i kronik-spalterne: I går var det vores læser, cand.polit. Per Henrik Hansen i Berlingske Tidende (om end for 2. gang med et forkert portrætfoto …, tsk, tsk, tsk), mens denne skribent for en gangs skyld foldede sig ud med en kronik i Jyllands-Posten.  Og sørme om ikke en anden bekendt af denne blog, cand.polit. Lars Christensen i dag skrev kronikken i Information. (Selvsamme LC har også skrevet en hel bog om Friedman–i en iøvrigt glimrende serie ved navn “Økonomiens Konger” …)

Frihedens bøger

Hvis det skulle være forbigået nogens opmærksomhed, var der denne weekend bogmessen “Bog Forum” i Forum på Frederiksberg.  Det fik bl.a. Berlingske Tidende til at bestemme sig for, at alt i Magasinet skulle handle om bøger.  So be it …  Min lørdagsklumme kan nok ikke fortælle denne blogs læsere så meget nyt, men gode bøger kan næppe nævnes for tit.

Frihedens bøger

Berlingske Tidende 18.  november  2006, 2 sektion, magasin, side 27

LITTERATUR. Der er nok at læse i en tid, hvor politikere gør en dyd ud af at udviske holdningsforskelle.

Af Peter Kurrild-Klitgaard

Denne weekend finder to større sammenkomster sted: I Odense holder Venstre landsmøde for at vedtage nyt principprogram, og i Forum i København holdes bogmesse.

Umiddelbart har de to begivenheder ikke mere med hinanden at gøre, end kokasser har med bogkasser at gøre – men det er i hvert fald en lejlighed til at forholde sig til, hvilke »store« bøger (som forefindes på dansk), der inden for det seneste århundrede har forsøgt at udstikke principperne og retningen for et frit samfund. Så her er til inspiration fire læseværdige bøger til dem, der ikke er bange for at slå hjernen til og blive beskyldt af Bertel Haarder for at være »lænestolsliberale«.

»Vejen til Trældom« (1944) af den østrigske økonom og filosof Friedrich August von Hayek. Denne bog, skrevet mens kommunismen og nazismen hærgede størstedelen af jorden, var – og er den dag i dag – en kraftig advarsel mod at tro, at man kan løse alle problemer ad politisk vej.

Hayeks argument er, at et lille indgreb på ét område har en tendens til at lede til flere og større indgreb andre steder. Dermed vil samfund med markedsøkonomi og demokrati med tiden komme til at nærme sig forholdene i de autoritære, kommandoøkonomier, som man netop dengang bekæmpede. Bogen blev (især i USA) en bestseller, men ødelagde også næsten en meget lovende karriere for den yngre økonom, fordi den var så politisk ukorrekt, som den var, og det var først 30 år senere, i 1974, at hans ry var rettet så meget op, at han fik Nobelprisen i økonomi.

»Det Frie Valg« (1980) af Rose & Milton Friedman. Denne bog, skrevet af den nysafdøde Nobelprisvinder og Chicago-økonom og hans hustru, var udløberen af TV-dokumentarserien af samme navn. Der er stort set ikke én original tanke i bogen, men det gør intet, for gamle tanker er ikke nødvendigvis dårlige tanker, og aldrig nogensinde er så klassisk liberale tanker blevet så pædagogisk og effektfuldt præsenteret. Friedman tager læserne med på rejser over hele jorden og viser illustrativt logikken i, hvordan en markedsøkonomi virker, og hvordan den har en tendens til at frembringe den størst mulige levestandard for det største mulige antal. Samtidigt er bogen et øjenåbnende opgør med statsstyring i stort set alle dens former – ikke fordi motiverne nødvendigvis er dårlige, men fordi politikkerne som regel enten ikke virker eller har uintenderede, negative resultater: »Et samfund, der sætter lighed over frihed vil meget hurtigt ikke have nogen af delene. Et samfund, der sætter frihed over lighed, vil meget hurtigt have meget af begge dele«, hedder det blandt andet.

Bogen blev i sin tid solgt i mere end en halv million eksemplarer, og gennem TV-serien blev budskabet for mange flere den første introduktion til en lille mand med store tanker og endnu større indflydelse.

»Og Verden Skælvede« (1957) af den russisk-amerikanske forfatter Ayn Rand, men bedre kendt under originaltitlen »Atlas Shrugged«. Her er tale om en roman, men der findes næppe nogen anden roman, der indeholder så megen filosofi, økonomi og politik – og derfor fylder den også mere end 1.000 sider. Grundlæggende er historien en dramatisk fortælling om, hvordan et vestligt samfund kan gå neden om, når statslig styring og omfordeling trumfer markedsøkonomi og frihed og efterhånden sætter udviklingen i stå. Det er en uforbeholden hyldest til individualismen og friheden, men den er ikke et forsvar for relativisme: Rand forsøgte, i modsætning til Hayek og Friedman, først og fremmest at give et moralsk forsvar for kapitalismen.

»Jeg ønsker ikke, at noget andet menneske skal leve for min skyld, ligesom jeg ikke ønsker at leve for noget andet menneskes skyld«. (For de mindre intellektuelt interesserede kan det oplyses, at bogen snart bliver til film med Angelina Jolie i den kvindelige hovedrolle.)

Og hvad med statsminister Anders Fogh Rasmussens herostratisk berømte »Fra socialstat til minimalstat« (1993)? Bogen, som næsten alle har hørt om, men som relativt få faktisk har læst – og som faktisk bygger på netop de tre førnævnte tænkere. Det er en bog, der bør læses – og den findes gratis på nettet.

Det er næppe verdens mest velskrevne bog: Der er f.eks. ret stor inkonsekvens mellem filosofien i første halvdel og praksis i anden halvdel.

Men det var en modig og ambitiøs bog: Næppe nogensinde i dansk politik har en så fremtrædende politiker sat sig ned og skrevet en bog, der var så åbenlyst politisk ukorrekt i forhold til de herskende tanker i samfundet. Samtidigt er den tænksom, belæst og visionær langt udover, hvad man normalt ser i bøger skrevet af danske politikere.

Milton Friedman (1912-2006), R.I.P.

Den formodentlig største profil i den liberale renæssance i den 2. halvdel af det 20. århundrede, Nobelprisvinderen, Chicago-økonomen og Hoover Institution-forskeren Milton Friedman, døde her til aften (dansk tid).

Man kan ikke sige, at det kom uventet–hans alder taget i betragtning–og dagen måtte jo komme, selvom man efterhånden skulle tro, at han var udødelig, så frisk som han altid virkede.  Men alligevel melder der sig ihvertfald hos denne Punditokrat et betragteligt vemod: “Free to Choose” (“Det frie valg”) var en af de tre-fire bøger, som i sin tid (1982-83) var med til at give mig de holdninger, jeg har i dag.  Siden var jeg så heldig at træffe Friedman selv ved et par lejligheder–den ene gang i mere end en time “one-on-one” (hvilket resulterede i et interview)–og jeg kan kun sige, at han var et ualmindeligt sympatisk og inspirerende menneske.  Han havde en skarp logik, en utrolig pædagogisk sans, og så var der aldrig noget “mean spirited” over ham.

Datoen 29. januar blev fornylig designeret som officiel “Milton Friedman Day” i Chicago, fordi man den dag på PBS viser den nye dokumentarfilm “The Power of Choice: The Life of Milton Friedman” (som jeg selv havde fornøjelsen at se en forkortet version af i sidste uge). I Californien vil guvernør Arnold Schwarzenegger–som selv har sagt, at det var “Free to Choose”, som gjorde ham til tilhænger af det frie marked–angiveligt gøre det samme, og jeg hørte netop i sidste uge, at der var planer undervejs om at få dagen gjort til officiel, national mærkedag.  Hvorfor dén markering?  Fordi–sagde initiativtagerne–næppe noget andet (dengang nulevende) menneske gennem sine argumenter har gjort mere for at hæve flere menneskers levestandard og gavne deres liv end Friedman.

Det kan man faktisk godt argumentere for.  Og selv om Friedman nu ikke længere er nulevende, så vil han formodentlig–og forhåbentlig–være “levende” (og måske nærmest udødelig) i mange, mange år endnu.  Han var en helt.

Her er nogle links, som vil blive løbende opdateret:

PS. Hermed et sen-1980er billede af Milton & Rose Friedman sammen med præsident Ronald Reagan.  Herren med briller er Edwin Feulner, præsident for Heritage Foundation.

PPS. Her er (t.h.) et billede af Milton Friedman & præsident George W. Bush fra en Hvide Hus-ceremoni til hans ære (2002).  Man skal–til denne punditokrats store glæde–tilsyneladende ikke bedømme en persons betydning på vedkommendes højde …

PPPS. Et kendt og hyggeligt billede af to gode venner, kolleger og Nobelprisvindere–Friedman og Stigler–er dette “Fyr & Bi”-agtige (t.v.).  M.F. havde billedet indrammet på sit kontor på Hoover Institution, da jeg var der i 1993.

PPPPS.  Milton & Rose Friedmans kendte søn David (som denne Punditokrat spiste morgenmad og diskuterede vikinger med så sent som i lørdags) har sin egen blog her.  Selvom de næppe læser vores blog eller forstår dansk, så sender vi hermed de bedste hilsner til ham & familien.

Friedman & Friedman

Punditokraternes absolutte favorit-pensionistpar, Milton & Rose Friedman, blev lørdag portrætteret i Wall Street Journal i et interessant, underholdende og på nogle punkter overraskende interview, "The Romance of Economics", skrevet af Tunku Varadarajan.  Her er nogle klip:

"[…] Milton Friedman is everyone's idea of an American oracle, an American sage. Sages, of course, have their oddities, and the interview last week–at Mr. Friedman's surprisingly petite office at the Hoover Institution, on the campus of Stanford University–got off to a surreal beginning. By his desk hangs a map of Belize–one of those stylized souvenirs made of cloth, embroidered to catch the eye. Why, I asked him, did he have a map of Belize on his wall? Mr. Friedman turned, looked at the object, and said: "I don't know. I really don't know." Not a good start to the interview, some might say …"

Jeg har selv for nogle år siden interviewet Friedman, og han må have fået det Belize-kort siden–eller også var jeg simpelthen for nervøs og "awe-struck" til at bemærke det.  Da jeg mødte ham, havde jeg iøvrigt på en varm juli dag dresset mig op i pæneste jakkesæt og Adam Smith slips.  Milton derimod var superafslappet i shorts og t-shirt, men han sagde da "Nice tie … I've got one like it myself …".  Nå, tilbage til WSJ-interviewet.

 

"… I made a reflexive apology for not being an economist myself. "You mean you're not a trained economist," was Mr. Friedman's comeback. "I have found, over a long time, that some people are natural economists. They don't take a course, but they understand–the principles seem obvious to them. Other people may have Ph.D.s in economics, but they're not economists. They don't think like an economist. Strange, but true." "

Det kan man jo kun nikke til.  Så hvem synes Friedman var "naturlige økonomer"?  Her kan nogle læsere nok få sig en overraskelse–især dem, der kun har deres viden om Keynesianisme vs. Monetarisme fra danske universiteters 1. dels undervisning:

""Was Keynes a "natural economist"?

"Oh, yes, sure! Keynes was a great economist. In every discipline, progress comes from people who make hypotheses, most of which turn out to be wrong, but all of which ultimately point to the right answer. Now Keynes, in 'The General Theory of Employment, Interest and Money,' set forth a hypothesis which was a beautiful one, and it really altered the shape of economics. But it turned out that it was a wrong hypothesis. That doesn't mean that he wasn't a great man!"

It cannot be said of too many economists that they "altered the shape of economics." Would Mr. Friedman say–modesty aside–that he was one of them? A long silence ensued–modesty, clearly, was hard to put aside–before he mumbled, as if squeezing words out of himself, "Er . . . very hard to say . . ." And then he was saved by the belle: The door opened, and in walked Rose, his wife, bringing a waft of panache into the drab office, her impact enhanced by a beautiful mink coat …

Mrs. Friedman settled herself in a chair, her eyes twinkling, and my questioning resumed. If they were to throw a small dinner party–indoors!–for Mr. Friedman's favorite economists (dead or alive), who'd be invited? Gone was his tonguetied-ness of a moment ago, as he reeled off this answer: "Dead or alive, it's clear that Adam Smith would be No. 1. Alfred Marshall would be No. 2. John Maynard Keynes would be No. 3. And George Stigler would be No. 4. George was one of our closest friends." (Here, Mrs. Friedman, also an economist of distinction, noted sorrowfully that "it's hard to believe that George is dead.")"

Og så nogle af de mere uortodokse spørgsmål:

"Had it helped their marriage–now in its 68th year–that they are both economists? Rose (nodding affirmatively): "Uh-unh. But I don't argue with him . . . very much." Milton (guffawing): Don't believe her! She does her share of arguing . . ." Rose (interrupting): ". . . and I'm not competitive, so I haven't tried to compete with you." Milton (uxoriously): "She's been very helpful in all of my work. There's nothing I've written that she hasn't gone over first."

The spark between the Friedmans is clear, and rather touching. So I'm tempted to ask whether there is a romantic side to economics, in the way there is to history, or to philosophy. "Is there a romantic side to economics?" Mr. Friedman repeats after me, sounding incredulous, and then chuckling. "No, I don't think so. There's a romantic side to economics in the same way there's a romantic side to physics. Fundamentally, economics is a science, like physics, like chemistry. . . . It's a science about how human beings organize their cooperative activities. … In that sense, it's not particularly romantic."

 

Og så til de kontroversielle spørgsmål, såsom indvandring, hvor Friedman har et noget mere "pragmatisk" syn på regulering af dette område end mange andre liberale og et mindre indvandrerfjendsk syn end mange konservative:

"Is immigration, I asked–especially illegal immigration–good for the economy, or bad? "It's neither one nor the other," Mr. Friedman replied. "But it's good for freedom. In principle, you ought to have completely open immigration. But with the welfare state it's really not possible to do that. . . . She's an immigrant," he added, pointing to his wife. "She came in just before World War I." (Rose–smiling gently: "I was two years old.") "If there were no welfare state," he continued, "you could have open immigration, because everybody would be responsible for himself." Was he suggesting that one can't have immigration reform without welfare reform? "No, you can have immigration reform, but you can't have open immigration without largely the elimination of welfare.

"At the moment I oppose unlimited immigration. I think much of the opposition to immigration is of that kind–because it's a fundamental tenet of the American view that immigration is good, that there would be no United States if there had not been immigration. Of course, there are many things that are easier now for immigrants than there used to be. . . ."

Did he mean there was much less pressure to integrate now than there used to be? Milton: "I'm not sure that's true . . ." Rose (speaking simultaneously): "That's the unfortunate thing . . ." Milton: "But I don't think it's true . . ." Rose: "Oh, I think it is! That's one of the problems, when immigrants come across and want to remain Mexican." Milton: "Oh, but they came in the past and wanted to be Italian, and be Jewish&#160
;. . ." Rose: "No they didn't. The ones that did went back."

Og så til Bush, Republikanerne og Irak-krigen, hvor der for en sjælden gangs skyld er uenighed mellem de kendte ægtefæller (hvoraf det er alment kendt, at det faktisk er Rose Friedman, der som regel er den mere liberale, og at hun og broderen, Aaron Director, i sin tid fik nogle af den unge Miltons mindre liberale ideer ud af hovedet på ham).

"Mr. Friedman explains "the story of the postwar period" in the U.S. "In 1945-46, intellectual opinion was almost entirely collectivist. But practice was free market. Government was spending something like 20%-25% of national income. But the ideas of people were all for more government. And so from 1945 to 1980 you had a period of galloping socialism. Government started expanding and expanding and expanding." Mr. Friedman stopped, as if deciding whether to use the word "expanding" a fourth time, before continuing: "And government spending went from 20% to 40% of national income.

But what was happening in the economy was producing a reverse movement in opinion. Now people could see, as government started to regulate more, the bad effects of government involvement. And intellectual opinion began to move away from socialism toward capitalism. That, in my view, was why Ronald Reagan was able to get elected in 1980." I noted, here, that Mr. Friedman, too, had some role to play in this shift in opinion. He was, characteristically, reluctant to take any credit. "I think we have a tendency to attribute much too much importance to our own words. People saw what was happening. They wouldn't have read my Newsweek columns and books if the facts on the ground hadn't been the way they were." (Rose: "Oh, don't be so modest!")

Does it disappoint Mr. Friedman that the Bush administration hasn't been able to roll back spending? "Yes," he said. "But let's go back a moment. During the 1990s, you had the combination that is best for holding down spending. A Democrat in the White House and Republicans controlling Congress. That's what produced the surpluses at the end of the Clinton era, and during the whole of that era there was a trend for spending to come down. Then the Republicans come in, and they've been in the desert, and so you have a burst of spending in the first Bush term. And he refuses to veto anything, so he doesn't exercise any real influence on cutting down spending. In 2008, you may very well get a Democratic president"–(Rose, interjecting: "God forbid!")–"and if you can keep a Republican House and Senate, you'll get back to a combination that will reduce spending."

Mr. Friedman here shifted focus. "What's really killed the Republican Party isn't spending, it's Iraq. As it happens, I was opposed to going into Iraq from the beginning. I think it was a mistake, for the simple reason that I do not believe the United States of America ought to be involved in aggression." Mrs. Friedman–listening to her husband with an ear cocked–was now muttering darkly.

Milton: "Huh? What?" Rose: "This was not aggression!" Milton (exasperatedly): "It was aggression. Of course it was!" Rose: "You count it as aggression if it's against the people, not against the monster who's ruling them. We don't agree. This is the first thing to come along in our lives, of the deep things, that we don't agree on. We have disagreed on little things, obviously–such as, I don't want to go out to dinner, he wants to go out–but big issues, this is the first one!" Milton: "But, having said that, once we went in to Iraq, it seems to me very important that we make a success of it." Rose: "And we will!"

Mrs. Friedman, you will note, had the last word."

Nostalgi video II

Hvis man har en halv times fri, og hvis man iøvrigt er til, hvad super-bloggeren Andrew Sullivan (kærligt ment) kalder for “intellectual porn for classical liberals and conservatives of doubt”, så besøg Googles nye video-arkiv og se/lyt til et ca. 35 år gammelt sort-hvid TV-program med den senere Nobelprisvinder Milton Friedman.  Hør ham på samme tid være velformuleret, kompromisløs, offensiv, sofistikeret, pædagogisk og tiltalende på en måde, som meget, meget få andre kan mestre–det er, som Sullivan antyder, til at blive helt intellektuelt … opstemt … af.

Bemærk at Friedman her, i TV-programmet, er i begyndelsen af 60erne.  Selv størstedelen af Punditokraterne–30-somethings eller deromkring–kan dårligt håbe at være lige så friske og klare.  Og imponerende nok er Onkel Milton efter sigende lige så frisk den dag i dag.

T.A.N.S.T.A.A.F.L.

Som alle Milton Friedman-fans (og alle læsere af Robert Heinleins roman The Moon Is A Harsh Mistress) vil vide, så … There Ain’t No Such Thing As A Free Lunch.  Nogle steder betyder det bare, at nogen spiser den, mens skatteyderne spiser regningen.  Her er klip fra en historie af Dan Bjerring, “Offentlig frokost koster 10 mia. kr.”, fra Erhvervsbladet (som vist ikke er tilgængelig på nettet, men oprindeligt kommer fra I dag: Industriens Dagblad):

[Den] danske arbejdsstyrke [ville] tælle 70.000 flere i 2015, hvis offentligt ansatte blev lige så længe på arbejdsmarkedet som privat ansatte. Det viser en beregning fra Dansk Industri. Men hvad nu, hvis de offentligt ansatte arbejdede lige så mange timer, som ansatte på det private arbejdsmarked?

De offentlige overenskomster lyder på 37 timer ugentlig inklusive frokostpauser, mens DA-LO overenskomsten lyder på 37 timer ugentlig eksklusive frokostpausen. Altså arbejder store dele af den offentlige sektor 2,5 time mindre ugentlig i forhold til privatansatte.
Danmarks offentlige sektor er en af de dyreste i OECD landene med omkring 33 procent af arbejdsstyrken.

34,5 times arbejdsuge
Arbejdstid for tjenestemænd i staten gældende fra 24. marts fremgår det, at arbejdsdage medregnes med tiden mellem mødetidspunktet og det tidspunkt, hvor den ansatte kan forlade arbejdsstedet. Pauser medregnes, hvis de varer mindre end 1/2 time og den ansatte står til rådighed for arbejdsgiveren og ikke må forlade arbejdsstedet. Dermed er den reelle ugentlige arbejdstid altså på nær 5 minutter nede på 34,5 time.

Omregnet i fuldtidsstillinger er der i den kommunale sektor omkring 300.000 personer omfattet af denne eller en lignende aftale. Cirka 100.000 i den kommunale sektor har stort set samme aftaler, som er gældende på det private arbejdsmarked. Dertil kommer omkring 140.000 amtsansatte – hvoraf mindst 120.000 ansatte er med arbejdstid inklusive frokost – og 160.000 ansatte i staten. Af dem har cirka 155.000 frokosten betalt.

Det har ikke været muligt at få at vide, hvor mange af de ansatte i staten, der er omfattet af samme regler, som i kommunerne, men antages det, at det alt i alt er cirka 500.000 offentligt ansatte (300.000 i kommunerne, 120.000 i amterne og 80.000 i staten), der er omfattet af pågældende arbejdstidsregler – og det er sandsynligvis lavt sat – betyder det, at der ugentlig anvendes cirka 1.250.000 arbejdstimer på frokostpauser.

Dyr frokost
Det svarer til cirka 40.000 stillinger. Omregnet i løn, hvis det antages, at den gennemsnitlige løn for disse er 250.000 kroner, svarer det til, at der årligt i den offentlige sektor holdes frokost for 8,5 milliarder kroner. …

Uhensigtsmæssigt
Cheføkonom for Cepos, Mads Lundby Hansen, understreger over for Industriens Dagblad, at i en situation, hvor der opstår mangel på arbejdskraft, er det ikke hensigtsmæssigt, at offentligt ansattes ugentlige effektive arbejdstid er 2,5 time kortere end arbejdstiden på det private arbejdsmarked. Det fjerner reelt arbejdskraft fra den private sektor, der skal bruge arbejdskraften til at sikre samfundets generelle vækst.

Han opfordrer derfor finansminister Thor Pedersen og Kommunernes Landsforening til i forbindelse med de kommende overenskomster at sikre en længere arbejdstid, eksempelvis ved at de offentlig ansatte får en arbejdstid på 37 timer ugentlig eksklusive frokostpause.
Skulle det indebære en højere løn, understreger Mads Lundby Hansen, at det skal ske uden budgetmæssige konsekvenser.

Merudgiften for det offentlige skal hentes hjem igen gennem et lavere personaleforbrug som direkte effekt af højere arbejdstid samt primært ved naturlig afgang. Pointen er, at når de nuværende medarbejdere arbejder flere timer, er der brug for færre medarbejdere i den offentlige sektor. Dermed frigøres der arbejdskraft til den private sektor, der i øjeblikket oplever stigende mangel på arbejdskraft.

Andre ville måske mene, at den største risiko var, hvis skatteyderne faktisk fik den mængde arbejde fra den offentlige sektor, man reelt betaler for … 😉

Milton Friedman Prize for Advancing Liberty II

Som annonceret (og siden hen diskuteret) her på Punditokraterne skal Milton Friedman Prize for Advancing Liberty uddeles i år. Vinderen er netop blevet udpeget og det blev Estlands tidligere premierminister Mart Laar, der tilskrives æren for Estlands økonomiske mirakel.

Fra motivationen hedder det bl.a.:

Throughout his public life, Laar has embodied the values of liberty and free choice recognized by the prize, and his dedication to these ideals helped him to lead his country to economic prosperity through a radical free market program.

Today, Estonia is hailed as a model for emerging democracies and is cited as an example that ailing Western European economies should follow too. Consistently near the top of the Economic Freedom of the World Index, Estonia is now a member of NATO, the EU and the WTO, with well over 90 percent of its formerly state-run economy privatized.

When Laar took the reins of power of the newly independent country in 1992, he was only 32 years old, and Estonia was struggling to heal from the wounds of Soviet occupation. Laar believed that the way to ensure success for Estonia was to cultivate freedom and self-determination. In only two years in office, he negotiated the withdrawal of Russian troops from Estonian soil and introduced the kroon, one of Eastern Europe's most stable currencies. He also instituted a flat tax rate, a move which has been widely copied—even in Russia. Under Laar, Estonia removed price controls, discounted useless regulations, and saw the largest real per capita income of any of the former Communist states.

But as Laar, who served two terms as prime minister, has pointed out, he is not an economist: "I had read only one book on economics—Milton Friedman's Free to Choose. I was so ignorant at the time that I thought that what Friedman wrote about the benefits of privatization, the flat tax and the abolition of all customs rights, was the result of economic reforms that had been put into practice in the West. It seemed common sense to me and, as I thought it had already been done everywhere, I simply introduced it in Estonia, despite warnings from Estonian economists that it could not be done. They said it was as impossible as walking on water. We did it: we just walked on the water because we did not know that it was impossibe".

Ugens citat: Sowell om grupper, kultur & velstand

Wall Street Journals weekendudgave havde et længere interview med den store skribent og Chicago-uddannede økonom, Thomas Sowell (Hoover Institution ved Stanford University).  Her arbejder han sammen med bl.a. Milton Friedman, som sammen med Georg Stigler var Sowells ph.d. vejleder på Chicago.  Sowell er fyldt 75 år, men er lige kommet med endnu en bog–til en i forvejen lang liste af bøger om emner rangerende fra økonomisk idehistorie over kulturstudier til race og etnicitet.  Fra interviewet bl.a. dette:

“The left likes to portray a group as sort of a creature of surrounding society. But that’s not true. For example, back during the immigrant era, you had neighborhoods on the Lower East Side [of Manhattan] where Jews and Italians arrived at virtually identical times. Lived in the same neighborhoods. Kids sat side by side in the same schools. But totally different outcomes. Now, if you look back at the history of the Jews and the history of the Italians you can see why that would be. In the early 19th century, Russian officials report that even the poorest Jews find some way to get some books in their home, even though they’re living in a society where over 90% of the people are illiterate.

“Conversely, in southern Italy, which is where most Italian-Americans originated, when they put in compulsory school-attendance laws, there were riots. There were schoolhouses burning down. So now you take these two kids and sit them side by side in a school. If you believe that environment means the immediate surroundings, they’re in the same environment. But if you believe environment includes this cultural pattern that goes back centuries before they were born, then no, they’re not in the same environment. They don’t come into that school building with the same mindset. And they don’t get the same results.”

Kroszner udnævnt til "The Fed"

Den amerikanske Chicago-“retsøkonom”, den kun 43 årige professor Randall (“Randy”) S. Kroszner, som nogle punditokrater (og ihvertfald en enkelt læser eller to) kender personligt og/eller fagligt, er i den forgangne uge blevet udnævnt til en top-post af præsident George W. Bush, nemlig Federal Reserve Board, den amerikanske centralbanks bestyrelse.

Den Harvard-uddannede Kroszner er–som undertegnede og enkelte andre punditokrater–en alumne fra det fortrinlige Institute for Humane Studies, og han er tillige en nær, gammel ven af to George Mason University økonomer, der undertiden nævnes på disse sider, Dan Klein og MarginalRevolution.com‘s Tyler Cowen.

Og så er hans CV ganske pænt for en 43-årig …  Kroszners fagspeciale er regulering i et public choice-lignende perspektiv, og han har ledet University of Chicagos forskningscenter herfor–meget passende kaldet The George Stigler Center for the Study of the Economy and the State, ligesom han er redaktør for det ansete Journal of Law & Economics.  Kroszner var 2001-03 medlem af Bushs Council of Academic Advisors og var en af hovedkræfterne bag at få Bushs skattelettelser designet.

Bloomberg News fortæller i en artikel om Kroszner og et andet nyt medlem af Federal reserve Board dette om mandens politiske profil:

“Much of Kroszner’s work expresses skepticism about government attempts to fix economic problems. In a January 2004 interview with the Richmond Fed’s “Region Focus” magazine, Kroszner said Friedrich Hayek and Milton Friedman, both Nobel Prize winners, were the two economists who most influenced him. Both are famous critics of socialism and government intervention in the economy.

“`I am a great believer in the power and importance of free market,” he told the Richmond Fed publication. “It’s not because I think those markets work perfectly; it’s because I can’t think of a better alternative.””

Chicago Tribune siger, at Kroszner “has a libertarian bent when it comes to issues like taxation and entitlement programs. He has long expressed skepticism about government attempts to fix economic problems.”. Jow, den er vist go’ nok …

Punditokraterne ønsker held og lykke!

Ugens citat: Friedman om Skandinavien–og alt muligt

Vores allesammens “Onkel Milton”–altså Nobelprisvinderen Milton Friedman–er (som nævnt før her på stedet) “still going strong” og skarp som Occams Razor, selv om han nu nærmer sig de 94.  Det fremgår med tydelighed af et længere interview i New Perspectives Quarterly, som kommer vidt omkring: Irak krig, Reagan & Thatcher, Bush, EU, den “tredje vej”, og meget, meget andet–bl.a. de skandinaviske velfærdsstater:

NPQ | Perhaps the Scandinavian countries are a model to look at. They are high-tax but also high-employment societies. And they have freed up their labor markets much more than in Italy, France or Germany.

Friedman | Though it is not as true now as it used to be with the influx of immigration, the Scandinavian countries have a very small, homogeneous population. That enables them to get away with a good deal they couldn’t otherwise get away with.

What works for Sweden wouldn’t work for France or Germany or Italy. In a small state, you can reach outside for many of your activities. In a homogeneous culture, they are willing to pay higher taxes in order to achieve commonly held goals. But “common goals” are much harder to come by in larger, more heterogeneous populations.

The great virtue of a free market is that it enables people who hate each other, or who are from vastly different religious or ethnic backgrounds, to cooperate economically. Government intervention can’t do that. Politics exacerbates and magnifies differences.

Hat tip: Dan Drezners blog.

Milton Friedman Prize for Advancing Liberty

Cato Institute modtager frem til den 31. december nomineringer af kandidater til “The Milton Friedmann Price For Advancing Liberty”, der uddeles hvert andet år (med prisen følger 500.000 USD). I den forbindelse kunne det være interessant at høre hvem de øvrige Punditokrater, samt læserne naturligvis, mener har gjort sig fortjent til denne fornemme pris. Sidste vinder var Hernando De Soto som ellers ville være min kandidat. Jeg kan ikke umiddelbart komme på nogen indenfor mit eget felt, som har gjort sig fortjent til prisen (det skulle da lige være Randy Barnett), og i menneskerettighedsbevægelsen skal vinderen helt sikkert ej heller findes.

Jeg har som før nævnt høje tanker om Free Muslims Against Terrorism, hvis utvetydige opslutning bag vestlige værdier såsom individets frihed i disse tider er stærkt tiltrængt fra den kant. I en mellemøstlig kontekst er Free Muslim’s ideer naturligvis et kvantespring i forhold til de herskende tilstande, men i forhold til de tanker og det arbejde der er udført af folk som Milton Friedmann og Hernando De Soto kan Free Muslim’s ideer næppe siges at være banebrydende. Jeg håber derfor, at mere vidende folk her på siden kan komme med et navn på en værdig person, som jeg kan stemme på.

Bedste "nye klassikere"?

Jeg får altid et varmt, men svagt spydigt, indre smil på læben, når jeg hører den ene eller den anden af mine (typisk midaldrende) fagfæller taler om “det nye venstre”, som om det var en ung og fremadstormende retning indenfor samfundstænkningen–snarere end det, det virkelig er, nemlig et begreb, der er stort set ukendt for folk, der ikke var teenagere eller studerende i 1970erne, og et som er uden nogen form for nutidig relevans.

Men i mine lidt mere “mørke” øjeblikke kan det også godt slå mig: Hvordan står det egentlig til med “det nye højre”, som man talte så meget om i 1980erne?  Er vi også ved at blive nogle grånende gamlinge, som primært læner os op af bøger, der sidst var nytænkende for et kvart århundrede siden?  Da jeg selv begyndte at interesse mig for liberale idéer i begyndelsen af 1980erne, var det i det umiddelbare kølvand af 15-20 år med en sand strøm af ubetvivleligt virkeligt “store”, moderne klassikere indenfor liberal og konservativ tænkning: Værker, som enten var samfundsvidenskabelige og ændrede måden, man tænker om virkeligheden på, eller mere normative teorier, som grundlæggende udfordrede det moralsk-etiske grundlag for samfundstænkningen.

Hvis vi lægger snittene ved henholdsvis 1960 og 1980, så er der (i kronologisk orden) disse oplagte klassikere (omend flere måske kunne nævnes):

  • F.A. Hayek: The Constitution of Liberty (1960)
  • Milton Friedman: Capitalism and Freedom (1962)
  • James M. Buchanan & Gordon Tullock: The Calculus of Consent: The Logical Foundations of Constitutional Democracy (1962)
  • Mancur Olson: The Logic of Collective Action (1965)
  • William A. Niskanen: Bureaucracy and Representative Government (1971)
  • David Friedman: The Machinery of Freedom: A Guide to A Radical Capitalism (1973)
  • Murray N. Rothbard: For A New Liberty (1973)
  • Robert Nozick: Anarchy, State and Utopia (1974)
  • James M. Buchanan: The Limits of Liberty: Between Anarchy and Leviathan (1975)
  • F.A. Hayek: Law, Legislation and Liberty (1976-79)
  • Milton & Rose Friedman: Free to Choose (1980)

Reelt set er det nok kun tre-fire af disse, der for alvor er virkelige klassikere, men listen er dog intet mindre end en sand perlerække af værker, som hver på deres måde påvirkede titusinder af opiniondannere og i nogle tilfælde direkte eller indirekte millioner af mennesker.

Og hvad nu?  Mit eget indtryk er, at liberal tænkning–i en bred forstand, altså fra frimarkedsorienteret konservatisme til anarcho-libertarianisme, normativ filosoferen og mere positiv samfundsvidenskab, der blot trækker i den retning–har det både godt og skidt.  På den “gode” side er det et faktum, at det idag formodentlig er lettere at få udgivet værker, som udfordrer traditionel centrum-venstre ortodoksi end på noget andet tidspunkt siden 1930erne, og det er givetvis også tilfældet, at der udkommer flere og mere liberalistiske/konservative forskningsbaserede fagbøger, debatbøger, fagtidsskriftsartikler, kronikker m.v., end måske nogensinde.

På den “skidte” side må jeg sige, at jeg samtidigt synes, at det er påfaldende så langt, der p.t. er “mellem snapsene”.  Da Anarchy, State and Utopia i sin tid udkom, vidste alle i det fagfilosofiske miljø indenfor ét år, at her var der tale om intet mindre end en trend-sættende blockbuster.  Indenfor to-tre år havde adskillige tidsskrifter udsendt temanumre om bogen, og der udkom siden hen hele antologier og monografer om Nozick.

Hvor er der noget, der blot tilnærmelsesvis minder om det idag?  Efter min mening er der–desværre–ikke noget, der reelt kommer i nærheden.  Bevares, der bliver skrevet mange gode frihedsorienterede bøger om markedøkonomi, globalisering, o.s.v., men er det ikke ret beset tilfældet, at de fleste af dem er … ahem … “third hand dealers in ideas”?  De er gode i anvendelserne og fremstillingerne, men bidrager sjældent, hvis nogensinde, til videreudviklingen.  (I visse dele af den klassisk-liberale lejr virker det endog som om, at man er godt tilfredse med ikke at videreudvikle tænkningen, hvis man kan nøjes med lidt solipsistisk recitering af evangeliet.)  Er “det nye højres” tænkning blevet et i Kunhsk forstand degenerende paradigme?

Men måske jeg er for pessimistisk her?  I så fald, er der her en “konkurrence” for intellektuelle–eller ihvertfald en udfordring.  Kære med-Punditokrater og Punditokrat-læsere: Hvad er de tre vigtigste bøger–klassikere eller potentielle klassikere–skrevet siden 1980? Værker, der i bemærkelsesværdig grad har bragt eller realistisk vil kunne bringe frihedsorienteret tænkning videre frem?  Lad os få nogle bud og nogle begrundelser. (Vi har tidligere spurgt læserne om slige ting; Nicolai Foss har f.eks. igangsat debatter her om, hvad der skulle med i en samfundsvidenskabelig kanon, og hvem der burde have Nobelprisen i økonomi.)

Jeg har mine egne favoritter, men dem vil jeg gemme lidt endnu–til jeg har set, hvad der ellers kommer på bordet.

Back in the USSR …

Berlingske Tidendes Jørgen Staun beretter i dagens avis, hvorledes den russiske statsduma i går ved 1. behandling vedtog et lovforslag, som i realiteten vil gøre det umuligt for internationale organisationer at have afdelinger i Rusland, som er politiske og helt eller delvist finansierede fra udlandet.  I praksis vil det bl.a. betyde, at Amnesty International og Human Rights Watch ikke længere vil kunne have afdelinger i landet.  Tilfældigt? Næppe:

“Stramningen sker for at forhindre, at udenlandske regeringer ved at støtte russiske uafhængige organisationer – såkaldte ngo’er – kan fremme en »Orange Revolution« i stil med den i Ukraine og Georgien, hvor de russisk-støttede magthavere blev væltet af folkelige demonstrationer.”

Nobelprisvinderen Milton Friedman formulerede for en del år siden den tese, de forskellige former for frihed (personlig, økonomisk, politisk) over tid vil tendere i retning af at gå hånd i hånd i et land.  I den forbindelse kan man så bemærke sig, at Rusland i 2003-tallene fra Economic Freedom of the World Index fik en score på 5,1 (af 10), svarende til en plads som nr. 117 af 127 lande.  Til sammenligning fik man i 1995 en score på 4,0 og en plads som … nr. 117 af 123 lande.  Plus ca change …

Sommerlæsning – post festum II

Jeg vil hjertens gerne følge min gode med-Punditokrat, Mr. Law, i hans opfordring til at fortælle, hvad af betydning man har læst i løbet af sommeren.

Mit problem er–som jeg skal vende tilbage til–at det ikke gik så godt med det, og ihvertfald slet ikke så godt som jeg havde planlagt.  Og jeg begyndte ellers med at forberede sommerlæsningen omhyggeligt.

I maj købte jeg Steven Levitts Freakonomics (som jeg endog apriori roste her på stedet).  Problemet er, at jeg købte den via Amazon, og at den først nåede frem i juli.  Da den så endelig ankom, havde jeg travlt med andre ting.  Og da jeg begyndte læsningen, blev jeg ærligt talt lidt skuffet; historierne og analyserne var helt fine–velskrevne og underholdende.  Men den var ekstremt irriterende i dens (d.v.s. journalisten, Dubners) dyrkelse af Levitt som en halvguddommelig økonom.  Faktum er, at Levitt er sjov og interessante grundet hans uortodokse emner, men hans metoder og indsigter er mildt sagt ret ordinære.  Steven Landsburg, David Friedman og adskillige andre er mindst lige så uortodokse i deres valg af emner.  Så den ligger nu ufærdig på mit bord.

Der ligger den ved siden af en anden fagbog, som jeg burde have læst: Torsten Persson & Guido Tabellinis nye The Economic Effects of Constitutions.  Den fik jeg ikke engang åbnet.

Ditto med William F. Buckleys roman Getting It Right: A Novel–en delvis autentisk, men romantiseret og dramatiseret, gengivelse af intriger på den amerikanske højrefløj anno 1960, involverende Ayn Rand, Robert Welch og sikkert også Buckley selv.  Den skulle være ret sjov–men jeg ved det som sagt ikke.

Så hvad fik jeg læst?  Faktisk ikke så meget.

Jeg fik som tidligere omtalt her på kanalen læst Lillelund & Rose antologien, hvoraf jeg synes, at enkelte indlæg var rigtigt, rigtigt gode.  Men jeg må tilstå, at det primært var, fordi Rose var så venlig at spørge mig, om jeg ville være hans sekundant i en udgave af Dahls Duel.  Ellers havde jeg nok ikke fået den læst.

Jeg fik også læst Christopher Arzrounis Helt uforsvarligt, men den havde jeg allerede læst i manuskriptform, ligesom jeg fik læst en dansk politologs bog, men det var i korrekturudgaven, og jeg havde set de enkelte dele før.  Så de tæller vist ikke helt.

Sommerstudier

Men faktum er, at min familie i løbet af sommeren blev udvidet med en lille mini-Punditokrat, hvilket lagde visse begrænsninger på vidensakkumuleringen.  Jeg fik dog (som dokumenteret her)–læst Leonie Friedas biografi af den magtfulde Catherine de Medici. Den var bestemt en læsning værd (og vistnok det eneste, jeg i sommer fik læst fra første til sidste side).  Men ret beset er den–trods bloddryppende historier, politiske intriger m.v.–ikke meget at berette om her på stedet.

Online koryfæer

Dette er ikke en klumme men blot en kort notits for at gøre opmærksom på, at Intercollegiate Studies Institute har et indtil i går mig ukendt link til The John M Olin Online Lecture Library.

Der er taler af Ludwig von Mises, Milton Friedman og David Meiselman blandt økonomerne, en spændende forelæsning af proto-libertarianeren Frank Meyer, bidrag fra excentrikere som Erik von Kuehnelt-Leddihn og Richard Weawer, og masser (masser!) af Russell Kirk.  Det meste er fra 1960'erne.

Vel taler Kirk et nydeligt amerikansk, men denne punditokrat havde nu nok foretrukket nogle flere af Mises kontante markeringer og mere af hans herlige austro-engelske:  "Humann bi-inks aaaare not ooenli a bajological klarsss …Humann bi-inks are først of årl kollaaboorætors."

Mere Friedman

Måske er det fordi Milton nu har en for særlig fremtrædende libertarianere tænkere særdeles risikabel alder (Mises død som 93-årig; Hayek død som 92-årig), at interviews'ne med ham florerer. Her er ihvertfald endnu ét.

Det er måske læsere af denne blog bekendt, at Friedman i snart tre årtier har boet i San Francisco.

"Asked why he dwells in liberalism's den, Milton Friedman, 92, the Nobel laureate economist and father of modern conservatism, didn't skip a beat.

"Not much competition here," he quipped."

Jeg kunne også godt lide denne her:

"He calls himself an innate optimist, despite the unpopularity of many of his ideas. When he moved to San Francisco in the 1970s, the city was debating rent control, he recalled. So he wrote a letter to The Chronicle saying, "Anybody who has examined the evidence about the effects of rent control, and still votes for it, is either a knave or a fool." What happened? "They immediately passed it," he laughed."

Man kan sige meget om Rand, Mises, Hayek og Rothbard. Men humor var nok ikke deres stærke side (enhver der har set Hayek få latterkrampe af at konstatere, at han er "an old whig" vil vide hvad jeg mener). Det er godt, vi har Friedman …

Friedman og det frie valg

Tanken om at indføre "billet-systemer" i den offentlige sektor er i bedste fald en mangelfuld og ufuldendt løsning på den katastrofale mangel på markedsmekanismer i det politisk bestemte "marked".

Det indrømmer jeg gerne. Ligesom "flat tax", udlicitering og andre pragmatiske, realpolitiske løsninger på fundamentale problemer, er det at give borgerne mulighed for at flytte deres offentlige forbrug ikke perfekt. Men tænksomme fortalere for frie mennesker & frie markeder–og dét regner vi Punditokrater os selv for–anerkender, at sådanne kan være uenige om taktiske og realpolitiske løsninger, og at man må tage hatten af for, at der kan være alternative måder at forsøge at rykke i den rigtige retning på.

Idéen om at bruge "billetter" (vouchers) blev første gang lanceret i 1955, d.v.s. længe–25-30 år–før Haarder og andre begyndte at tale om den i det danske uddannelsessystem. Ophavsmanden var et af det 20. århundredes mest lysende profiler, Nobelprisvinderen Milton Friedman. Han spredte idéen til en række tænketanke, og i løbet af et par årtier kom den højt på den politiske dagsorden. Og "Uncle Milton" lyser, i en alder af knap 93, pænt ind i det 21. århundrede. Her er fra dagens Wall Street Journal hans forsvar for "billet-systemet" og perspektiver på, hvor vidt idéen faktisk kan tages:

"The original article was not a reaction to a perceived deficiency in schooling. The quality of schooling in the United States then was far better than it is now, and both my wife and I were satisfied with the public schools we had attended. My interest was in the philosophy of a free society. Education was the area that I happened to write on early. I then went on to consider other areas as well. The end result was "Capitalism and Freedom," published seven years later with the education article as one chapter. …

[F]inance and administration "could readily be separated. Governments could require a minimum of schooling financed by giving the parents vouchers redeemable for a given sum per child per year to be spent on purely educational services. … Denationalizing schooling," I went on, "would widen the range of choice available to parents. … If present public expenditure were made available to parents regardless of where they send their children, a wide variety of schools would spring up to meet the demand. … Here, as in other fields, competitive enterprise is likely to be far more efficient in meeting consumer demand than either nationalized enterprises or enterprises run to serve other purposes." … [We] have been repeatedly frustrated by the gulf between the clear and present need, the burning desire of parents to have more control over the schooling of their children, on the one hand, and the adamant and effective opposition of trade union leaders and educational administrators to any change that would in any way reduce their control of the educational system. …

The good news is that, despite these setbacks, public interest in and support for vouchers and tax credits continues to grow. Legislative proposals to channel government funds directly to students rather than to schools are under consideration in something like 20 states. Sooner or later there will be a breakthrough; we shall get a universal voucher plan in one or more states. When we do, a competitive private educational market serving parents who are free to choose the school they believe best for each child will demonstrate how it can revolutionize schooling."

For p….. da! Så frisk, klar og optimistisk gad jeg godt at være, når jeg er 93.

Frihed og ansvar

Har konservatismen overhovedet noget at tilbyde? Mine tidligere kommentarer har måske virket afvisende over for en sådan tanke. Lad mig derfor gøre opmærksom på, at jeg personligt har hentet stor inspiration hos konservative tænkere, om end alle er forankret i en idétradition, der ligger et pænt stykke fra den kulturkonservatisme og småfjollede nationalromantik, jeg adresserede i mit seneste indlæg.

Det er ikke en vanskelig opgave at finde konservative tænkere af format, hvis man søger tilbage i historien. Det syntes unødvendigt at nævne Edmund Burke, selv om de færreste nok har blik for, at han også havde ganske liberale og progressive synspunkter, jf. fx A Vindication of Natural Society og hans ofte negligerede Speech on Conciliation with the Colonies. Men hvad gør en frihedsorienteret konservativ, der gerne vil finde mere moderne vitamintilskud? Et godt bud kunne være at læse antologien The March of Freedom, der er udgivet af den konservative tænketank Heritage Foundation.

Denne bog har jeg for nylig pløjet mig igennem, og den er disponeret på en ganske morsom måde. Først introduceres en række tænkere, der bevæger sig i spændingsfeltet mellem det konservative og liberale. Det drejer sig om William F. Buckley, Russell Kirk, F.A. Hayek, Milton Friedman, Frank S. Meyer, Ludwig von Mises og Robert Nisbet. Dernæst præsenteres synspunkter i form af taler eller skriverier fra mere handlingsorienterede skikkelser, som Ronald Reagan, Jeane Kirkpatrick, Michael Novak, Wilhelm Roepke m.fl.

The March to Freedom er et bevis på, at der ikke i alle tilfælde behøver at være en ufrugtbar konflikt mellem liberalisme og konservatisme, tværtimod. F.A. Hayek’s bidrag – “Responsibility and Freedom” – der er hentet fra The Constitution and Liberty, er på mange måder en konservativ-liberal syntese, der er mere aktuel end nogensinde:

“Liberty not only means that the individual has both the opportunity and the burden of choice; it also means that he must bear the consequences of his actions and will receive praise or blame for them. Liberty and responsibility are inseparable. A free society will not function or maintain itself unless its members regard it as a right that each individual occupy the position that results from his action and accept it as due to his own action [?]”.

Hayek’s ord er en påmindelse om, at liberale og konservative med rod i den individualistiske idétradition har en fælles mission; at genvinde den tabte personlige frihed og det ansvar, der nødvendigvis må følge med.

Ikke alle politikere er lige (ens)

I en tid, hvor det nogle gange synes som om, at alle politikere mener, siger og gør det samme, kan det være værd at holde sig for øje, at der nogle gange vitterlig er forskelle. Nobelprisvinderen Milton Friedman, født 1912 men still-going-strong, viste i et nyligt publiceret, kortfattet læserbrev om Ronald Reagan med to simple tidsserier, at der kan være forskelle på præsidentembeder–også selv om man ikke derudfra kan udlede, hvad forskellene skyldes, eller om det er de eneste væsentlige forskelle.

Nyere indlæg

© 2018 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑