Tag: frihandel

Mere om frihandel

Vi har skrevet meget om frihandel her på stedet, og i særlig grad om, hvordan der ingen gode argumenter er imod. I den forbindelse blev jeg interviewet af den glimrende Troels Wenzel Østergaard, der er vært på DK4s serie Selskabsadvokaterne. Hele programmet er tilgængeligt nu, og kan ses nedenfor. Troels interviewede både mig, Børsens tidligere chefredaktør Anders Krab-Johansen og erhvervsminister Brian Mikkelsen. En af de pudsige ting, man kan se og høre i udsendelsen, er hvordan vi alle er stærke tilhængere af frihandel, men giver ganske forskellige grunde til det. Det hele er stærkt anbefalet.

 

Globalisering skaber ikke ulighed

Der har i årevis floreret påstande om, at globalisering skaber økonomisk ulighed. Påstanden er ikke kun fra den yderste venstrefløj, hvor international handel altid har været suspekt, men har også fået sin gang blandt nationalkonservative. I USA er ideen om globaliseringens trusler central i Trump-administrationens politiske overvejelser, mens den i Danmark mest er begrænset til angiveligt ’intellektuelle’ som Rune Selsing. For de af os, der har beskæftiget sig med handelsteori og international økonomi har påstanden altid lydt teoretisk tvivlsom og politisk hul, som de fleste påstande med stærk politisk opbakning.

Ny forskning, der blev udgivet fra det fornemme CesIFO i München i januar, afmonterer således store del af myten. CesIFO-chefen Clemens Fuest har allieret sig med sine professorkolleger Florian Dorn og Niklas Potrafke – en ven af punditokraterne og en af undertegnedes jævnlige medforfattere – for at se omhyggeligt på evidensen.

I Globalization and Inome Inequality Revisited tager de tre tyske økonomer fat på spørgsmålet med friske øjne. De tager først og fremmest fat i problemet, at økonomisk teori siden 1930erne har peget på, at virkningen af globalisering ikke behøver være ens på tværs af regioner og typer af samfund. Fuest et al. håndterer også kausalitetsproblemet, da ulighed kunne bidrage til globalisering ved både at have konsekvenser for landes komparative fordele og påvirke eller reflektere landets økonomiske politik.

Tyskerne finder, at ser man på verden som helhed ser det ud til, at globalisering er forbundet med større ulighed. Bryder man derimod verden op i forskellige regioner, bliver det klart at det generelle billede er skabt af én bestemt gruppe lande. Det er i lande, der er i transition fra kommunisme til en eller anden form for markedsøkonomi, at globalisering ser ud til at skabe ulighed. I resten af verden er der ingen tydelig forbindelse mellem de to, og i særdeleshed i OECD-landene er sammenhængen meget klart et nul. Konklusionen fra et af de mest omhyggelige studier til dato er klar: I vores slags samfund skaber globalisering absolut ikke indkomstulighed.

Dermed er det dog ikke sagt, at globalisering ikke påvirker forskellene mellem rig og fattig. Ser man på verden som helhed, er øget globalisering en af de vigtigste grunde til, at en række fattige lande vokser ganske hurtigt og dermed løfter desperat fattige mennesker ud af fattigdom. Men internt i lande er der også en afgørende forskel.

Som den svenske økonom Fredrik Erixon og direktør for tænketanken European Centre for International Political Economy peger på i et nyt papir, er forskelle i indkomst ikke den eneste måde, at ulighed kan måles. Han ser i stedet på, hvad der hypotetisk ville ske, hvis ens land holdt op med at handle med resten af verden. Fredrik viser en række beregnede eksempler på, hvordan globalisering gør hverdagen meget billigere for almindelige forbrugere. Jakkesæt til mænd er cirka 36 % billigere, briller er 58 % billigere, vaskemaskiner er 76 % billigere, og symaskiner – som ikke var almindelige i f.eks. tyske hjem i 60erne, er 82 % billigere. Med andre ord er en af de store gevinster fra globalisering ikke at blot folk tjener meget mere – hvilket de faktisk gør, da globaliseringsprocesser på flere måder bidrager til at gøre samfundet mere produktivt – men at pengene også rækker meget længere.

Som jeg selv har understreget i flere anledninger, gør øget globalisering måske endda champagne dyrere når nyrige kinesere og indere begynder at efterspørge de sparsomt tilgængelige bobler. Men i vores del af verden bliver almindelige varer, som vejer tungt i de fattigere segmenters budget, væsentligt billigere af at den internationale handel bliver friere og mere konkurrencepræget. Og i den fattige del af verden skaber den utallige muligheder for verdens virkeligt fattige. Globaliseringskritik er derfor muligvis god populistisk valgkamp, men den er en ekstremt ringe basis for udviklings- eller socialpolitik.

Skal Storbritannien blive i toldunionen?

I sidste uges Live From Nord North Street, the Institute of Economic Affairs fine podcast-serie, talte Madeline Grant med IEA’s cheføkonom Julian Jessop om hvad der taler for og imod, at briterne sigter efter at forblive en del af EUs toldunion. De fremtidige handelsforhold er centrale for Brexit-problematikken og for, hvordan briternes økonomi sandsynligvis kommer til at udvikle sig efter Brexit. Emnet diskuteres heftigt i Storbritannien, men burde også fylde i de danske medier. Storbritannien er for eksempel ikke blot Danmarks tredjestørste eksportmarked – et forhold, danske politikere forstår – men også vores sjettestørste importpartner. Jo bedre en aftale briterne får, jo bedre er det for dansk økonomi og danske forbrugere.

Baggrunden for IEA-diskussionen er, at Confederation of British Industry, den britiske ækvivalent til DI, forleden argumenterede for at landet bør forsøge at blive i toldunionen. Organisationens argument er, at en forbliven i toldunionen vil sikre, at britiske eksportvirksomheder bevarer deres toldfrie adgang til det Indre Marked, og dermed ikke skades af Brexit. Et andet argument, som Jessop nævnte i podcasten, er at fortsat deltagelse i toldunionen vil løse en del af de noget absurde problemstillinger, der er omkring den irsk-nordirske grænse. Nok er Storbritannien et ørige, men fordi Nordirland som bekendt stadig hører under kronen, har landet alligevel en landgrænse med EU. Pt. er den grænse mindst ligeså porøs og nem at passere som den dansk-tyske grænse, men EU har truet med at lukke den og gå tilbage til en situation med permanent paskontrol hvor alle person- og lastbiler stoppes. Hverken irerne eller briterne er interesseret i andet end en fortsat åben grænse, men det synes Michel Barnier at være relativt ligeglad med.

Alligevel er det interessante i Grant og Jessops samtale, at der også er forhold der taler for at briterne bør udtræde af toldunionen og forhandle en separat aftale. Overvejer man spørgsmålet kan det heller ikke undgås, at det fører til at man overvejer fordele og ulemper ved det danske medlemskab. En central del af diskussionen, der gør den mere kompleks end blot en idiotisk rygmarvsreaktion som at vi ”taber handel med EU”, er at EU både giver nemmere handel til andre EU-lande, men også begrænser mulighederne for at handle frit med lande udenfor EU.

Spørgsmålet er derfor om balancen mellem trade creation og trade diversion. En række firmaer står til at miste en del af deres markedsadgang, hvis Brexit indebærer at, at Storbritannien udtræder af toldunionen og ender med en aftale, der er tydeligt værre. Det kan ske hvis briterne tvinges til at betale told, hvilket ikke betyder at grænserne lukker – husk, at det værste der kan ske er, at de kommer til at få såkaldt MFN-adgang ifølge WTO-reglerne. Det kan også ske, hvis de bevarer toldfri adgang til EU-markederne, men kommer til at bære væsentlige dokumentationsudgifter, der i sig selv er non-tariff barriers.

Den anden side af sagen er dog, at virkeligheden i enhver toldunion også er, at medlemskab forhindrer et land i at indgå andre handelsaftaler. I en toldunion har man fri adgang til andre medlemmers markeder, og en fælles handelspolitik. For Storbritannien betyder det, at fortsat medlemskab i særdeleshed forhindrer landet i at indgå aftaler, der er bedre og indebærer friere handel end EU’s laveste fællesnævner (læs: Frankrig) tillader. Jessop understreger således, at briterne efter Brexit på sigt har mulighed for at lave bedre aftaler – og i bedste fald fuldstændigt fri handel – med en række af verdens emerging markets, ligesom de også kan tage større skridt mod fuldstændig fri handel med f.eks. Canada.

Grant og Jessop er således fornuftens stemmer i det kvarter, deres IEA-samtale tager. De peger på, at der er tab forbundet med Brexit, hvilket der næppe er nogen i den britiske eller danske debat, der tvivler på. De understreger derimod også, at der er potentielle gevinster forbundet med at bryde med EU’s toldregime, hvilket ofte overse af politikere og kommentatorer. EU er, som vi understregede forleden i Børsen, udadtil en af de stærke protektionistiske kræfter i verden. Brexit, håndteret af mere indsigtsfulde politikere end den robotagtige Therese May, åbner også en række muligheder. Jo stærkere frihandelstraditionen er i et land, jo mere sandsynligt er det, at landet kan få faktisk gavn af at bryde med den fælles handelspolitik da dets politikere kommer til at være mere tilbøjelige (alt andet lige) til at implementere friere handelspolitik. Og er der lande i Europa med stærkere frihandelstraditioner og –præferencer end Storbritannien og Danmark? Det skulle da lige være Sverige.

Handel kræver ikke politiske aftaler

Niels leverede et glimrende indlæg i går om handel, med budskabet om at import er mindst lige så vigtigt som eksport. Niels og jeg tænker ofte ens, hvilket viste sig endnu en gang i morges, da min klumme kunne læses i Børsen. Baggrunden for begge indlæg er Anders Samuelsens ellers meget prisværdige støtte til øget frihandel, som ministeren luftede offentlige i sidste uge. Problemet er, at Samuelsen ligesom de fleste uden nationaløkonomisk skoling tror, at gevinsterne kommer gennem eksport. Men som jeg skriver i Børsen:

Gevinsten af handel kommer ikke gennem flere arbejdspladser eller større eksportindtægter, men fordi de nye arbejdspladser er mere produktive og dermed skaber mere værdi for samfundet såvel som for den enkelte arbejdstager. De nye arbejdspladser er med andre ord bedre end de gamle.

Det er på høje tid, at også politikere slipper af med de gamle merkantilistiske ideer om, at eksport er godt og import er ondt. De store gevinster ved handel kommer, hvis man selv åbner op for handel! De kommer ikke, når politikere prøver at vinde eksportgevinster for ’deres’ virksomheder, og sniger alskens ’rettigheder’ og andre dybt protektionistiske krav ind.

Hele klummen kan læses her og kan særligt anbefales, hvis man er udenrigsminister.

De vilkårlige argumenter imod frihandel

Der findes mange argumenter mod frihandel eller argumenter for, at mere handel på en eller anden måde skal modgås eller ledsages af anden politik. Det særlige er dog ikke antallet eller den kreativitet, folk udviser når de finder på dem. Det er, hvor forbløffende let det er at afvise argumenterne, baseret på enten solid økonomisk teori eller empirisk evidens. I det følgende giver vi et par af de mest almindelige eksempler.

Et af de mest almindelige er påstanden om, at der naturligvis er vindere og tabere, når man handler mere. Argumentet er derfor, at taberne skal ’kompenseres’ ved at staten omfordeler fra ’vinderne’ til ’taberne’. Kompensationsargumentet er et af de mere mærkelige, og ganske vilkårligt, når man tænker lidt over det. Påstanden er først og fremmest, at de synlige ’tabere’ fra globalisering bør kompenseres fordi politiske ændringer har skabt en situation, hvor deres tidligere arbejde nu ikke længere er tilstrækkeligt profitabelt til at blive opretholdt. Der er flere elementer i argumentet, som ikke tåler yderligere overvejelse.

Først og fremmest indebærer argumentet, at hvis synlige arbejdspladser flytter fra København til Haderslev – man kan f.eks. forestille sig, at globalisering gør det mere attraktivt at placere arbejdspladserne tættere på Nordtyskland – er der ingen krav om at kompensere de københavnere, som skal til at finde et nyt job. Flytter de derimod den cirka halve times bilkørsel sydpå til Flensborg, gælder modstandernes krav derimod – endda uanset at medarbejderne måske bor i Padborg eller hører til det danske mindretal i Slesvig. Der er også det mærkværdige i argumentet, at man mener at folk skal kompenseres hvis man kan fortælle en historie om, at deres jobtab skyldes globalisering; men hvis jobtabet skyldes teknologisk udvikling, der gør dem overflødige, er der ingen påstand om et krav om kompensation. Det vilkårlige findes dermed i, at hvis én proces flytter jobs ved at gøre dem relativt mindre produktive, skal nogen kompenseres, mens hvis en anden helt parallel proces – den ændre på deres relative produktivitet – flytter jobs, er der intet krav om kompensation.

Der findes også et yderligere moralsk element i kompensationsargumentet. Husk først, at på den lange bane flytter al aktivitet til de områder, der er relativt mere produktive – de har en komparativ fordel. Argumenterer man for, at ’taberne’ bør kompenseres, er det således det samme som at sige, at vi bør give overførsler til grupper i samfundet, som ganske enkelt ikke er specielt dygtige længere. Man kan således diskutere om det er fair, at man omfordeler til grupper, der har hvilet på laurbærrene – ikke mindst fordi omfordeling naturligvis altid skal betales af andre grupper i samfundet, som tydeligvis enten er mere produktive eller har mindre politisk indflydelse.

Et andet problem, der er centralt for hele debatten, er det rent epistemologiske problem: Hvordan ved vi, hvad der forårsagede et jobtab eller flytning af en virksomhed? I realiteten kan man ofte blot observere, at et firma eller en gruppe firmaer afskediger medarbejdere, men uden at man har ret meget information om baggrunden for at de gjorde det. Hvis man ser samme firma skaber lignende arbejdspladser i et andet land på samme tid, taler man om outsourcing, som sker når det er for dyrt at have produktionen i et land fremfor et andet – det første lands arbejdskraft er ikke længere produktiv nok i forhold til den aflønning den kræver. Men det samme kan også ske internt i Danmark, når et firma udkonkurrerer et andet, eller på tværs af sektorer, når en sektor af en eller anden grund bliver væsentligt mere produktiv. Det er derfor ofte umuligt at vide, om nogle bestemte jobs er forsvundet pga. globalisering eller noget andet.

Sidst er der en række påstande, som ofte ytres af de samme personer: 1) Handel skal skabe arbejdspladser for at den er god; 2) Eksport er godt, import er skidt – det er altså handelsbalancen, der er vigtig; og 3) Vi må beholde arbejdspladser til ufaglærte eller i ’traditionelle’ erhverv, ellers svækkes sammenhængskraften. Alle tre er rendyrket nonsens!

Først og fremmest kan handel ikke skabe arbejdspladser andet end på den meget korte bane. Når folk som Socialdemokraternes Jeppe Kofoed således fastholder, at EU ikke bør indgå handelsaftaler medmindre de skaber arbejdspladser, er hans krav baseret på en helt fundamental misforståelse. Det handel gør, er at den tillader lande at specialisere sig, dvs. at få mest muligt ud af deres ressourcer. Det indebærer blandt andet, at de arbejdspladser, der ikke er produktive i international konkurrence vil forsvinde, og dermed tillade ressourcer som både arbejdskraft og andet at flyde til de mere produktive erhverv. Folk får derfor bedre og højere lønnede jobs som følge af globaliseringen, men ikke flere af dem. Handelen skaber også et konkurrencepres, som incentiverer de fleste virksomheder til at lede efter måde at blive mere produktive på, og som også tillader at viden flyder over grænser. Begge dele gør eksisterende jobs mere produktive.

Et relateret argument er, at eksport og godt for det tjener vi penge på, mens import er skidt fordi det slår danske arbejdspladser ihjel og er en udgift. Virkeligheden er dog den modsatte: Import er velfærdsskabende, fordi det tillader almindelige forbrugere at købe billigere varer, det giver et mere forskelligartet udbud, og det giver adgang til bedre kvalitet. For at importere varer, behøver man dog udenlandsk valuta, som indtjenes gennem eksport. Den udenlandske valuta kan jo i sagens natur ikke bruges i Danmark. Og skulle man have et handelsbalanceoverskud, indebærer det logisk, at de ekstra euro og dollars skal ’bruges’ i udlandet. De indebærer derfor, at man flytter investeringer ud af landet til udlandet.

Det gælder dermed også det sidste argument om sammenhængskraft. De lavtlønnede, ’traditionelle’ jobs producerer ikke luksusvarer, men derimod almindelige varer, som ofte er for dyre at producere i Danmark, eller hvor de danske varer er for dårlige. Skal man ’beskytte’ den arbejdskraft mod udenlandsk konkurrence, indebærer det logisk, at disse varer bliver dyrere. Og det særligt penible i det er, at det er varer, der vejer langt tungere i fattiges budget end i middelklassens eller de rigeres budget – vaskemaskiner, tøj, mad. Er der reelt nogen der tror, at det kan skabe sammenhængskraft hvis man gør livet dyrere for de fattigste grupper i samfundet? At det er solidarisk eller fair?

Det var tre eksempler på misforståelser, der gør store dele af debatten idiotisk på begge sider af Folketinget. Der findes flere…

Trumps Handelspolitik (I) – måske ikke så meget nyt under solen

Det amerikanske præsidentvalg 2016 markerede den endelige afslutning på en periode, der indledtes i 1970erne, hvor amerikansk handelspolitik i vid udstrækning var baseret på klassisk økonomi, med udgangspunkt i Adam Smith ide om hvorledes det frie marked gavner alle uden nationale hensyn.

I stedet kan valget af Trump måske ses som en (endelig) tilbagevenden til “The national project”, hvor handelspolitik ikke ledes af en ide og forståelse for markedets universelle gavnlige konsekvenser for markedsdeltagerne, men primært styres af nationale interesser.

Arven fra Georg Friedrich List

friedrich_list_1845_cropMuligvis er der nogle af denne blogs læsere, der aldrig har hørt om Georg Fridrich List, men det har Donald Trump nok, da han tog sin bachelor i økonomi omkring 1970.

Tyskeren Georg Friedrich List (1789 – 1846) var en af de mest betydningsfulde økonomer i det 19. århundrede. Hans ideer om national kapitalisme fik enorm indflydelse i USA i 2. halvdel af det 19. århundrede og mange andre steder . List ideer har også været af stor betydning for etableringen af EU.

List ideer har også haft stor betydning for den førte politik i en række udviklingslande.

List var meget inspireret af Adam Smith, men tog afstand fra Smith universelle tilgang. Istedet var han fortaler for en nationalt orienteret form for kapitalisme (“The National System”). Han mente, at en nations velstand i højere grad var baseret på dets evne til at skabe fremtidige  videnskabelige opdagelser, teknologiske fremskridt, forbedringer i transport, uddannelsesinstitutionerne, opretholdelse af lov og orden, effektiv offentlig forvaltning mv.

Således mente List, at en nation først skal udvikle sine egne landbrugs- og fremstillingsprocesser tilstrækkeligt, før det er i stand til at deltage fuldt ud i den internationale frihandel. Hermed var det teoretiske grundlag lagt for det såkaldte “infant Industries” – argument for protektionisme, hvorefter man skal industrialisere beskyttet bag høje toldmure, og først deltage i den internationale handel, når man er blevet konkurrencedygtig. Men, og det er måske nok så vigtigt, kun i det omfang det er i den national interesse.

Fra “Picking The Winners” til “Picking the Loosers”

Donald Trump har en politisk vision og har haft det hele tiden. Fremstillingen i medierne af Donald Trump, som en mand der nærmest “overnight” bliver interesseret i politik, vil være præsident og derefter vælger et parti er noget pjat. Der findes interviews med ham så langt tilbage som til 1980, hvor han  taler om politik. Og hverken hans tilknytning til det Republikanske parti eller hans forestillinger om at handelsaftaler skader USA og amerikanernes levestandard er af nyere dato. I intervews tilbage i 1980erne talte han allerede om, at “andre er blevet rige på USAs bekostning i årtier”. Dermed hentydede han bl.a. til WTO (dengang GATT) og ikke mindst handlen med Japan.

Men hvis List ideer om “the national system” kunne bruges som grundlag for en “picking the winners” strategi, så er Donald Trumps forståelse  – eller rettere manglende forståelse for de gavnlige effekter ved international handel – endt i en “picking the loosers” position.  Som sådan adskiller hans ideer sig dog ikke fra de dele af EU, som gennem årtier har modarbejdet reel fri handel og globalisering.

En mere protektionistisk linje hvor man via størrelse og styrke vil søge handelsbetingelser ud fra “nationale interesser” er i hvert fald ikke nyt i amerikansk kontekst.

Friedrich List “The National System of Political Economy” kan hentes her

0168_tp

 

Brexit – Between a rock and a hard place

Debatten kører fortsat på højtryk om både hvorfor man stemte som man gjorde i Storbritannien forrige torsdag og hvorledes fremtiden ser ud. Ikke mindst hvilken økonomisk udvikling man kan forvente i både UK og EU fremover.

Om fremtiden kan man sige, at alt naturligvis er spekulativt. Det kommer helt an på hvilken politik der føres i UK og EU fremover. Og ikke mindst hvilken aftale et UK udenfor EU, og de tilbageværende medlemslande kan blive enige om.

Danmark kan (desværre) gå hen og blive en af de store tabere.

Både Christian Bjørnskov og Otto Brøns-Petersen har skrevet flere indlæg her på bloggen, se bl.a. her, her, her og her. ligesom Karsten Skjalm har skrevet om EU som “fredsprojekt

På det seneste har Christian Bjørnskov haft en klumme i Børsen (4.7) (kræver abonnement), hvor Christian under overskriften “Udfaldet af brexit blæser stadig i vinden” bl. a. skriver at:

Briterne har muligheden for at vokse sig væk fra EU, hvis de vælger rigtigt, men hvilken vej det kommer til at gå, blæser stadig i vinden fra Bruxelles og London.

Og gennemgår en række mulige udviklingsveje, alt efter hvilken aftale man ender op med mellem Storbritannien og EU, og den førte politik.

I Ræson (kræver også abonnement – beklager) har jeg selv skrevet en længere kommentar, hvor jeg under overskriften “Brexit kan blive værst for Danmark” gør opmærksom på at det langt fra er sikkert, at det er Storbritannien som bliver (de største) tabere på deres exit.

Derimod kan et muligt scenarie også være, at Briternes udtræden indebærer:

en markant svækkelse af den markedsliberale fløj i EU. Afstemningsreglerne er således indrettet, at et mindretal på mindst fire lande, repræsenterende mindst 35 pct. af befolkningen i EU, kan blokere beslutninger i Rådet (medmindre der som på skatteområdet kræves enstemmighed). Uden Storbritannien vil Danmark, Sverige, Finland, Irland, Holland, Tjekkiet og Tyskland ikke længere kunne udgøre et blokerende mindretal. Man kan populært sige, at briternes exit flytter magten i EU sydpå. De illiberale lande i Sydeuropa samt Frankrig vil komme til at fylde mere. Sammenholdt med den meget bekymrende udvikling i flere lande i Østeuropa er der således bestemt grund til bekymring. Ikke mindst fra dansk side. Ja, jeg vil endda hævde, at der er langt større grund til bekymring for os der bliver tilbage i EU, end der måske er for briterne. Det gælder ikke mindst når det kommer til den fremtidige økonomiske udvikling.

Ovenstående ikke mindst i lyset af at snakken om at “leave” ingen plan har er temmelig forhastet. Om planerne – eller visionen for et Storbritannien udenfor EU bliver til noget skal jeg ikke kunne sige, men en af de tre talspersoner for den “officielle” Leave kampagne, Daniel Hannen, har været rimeligt klar i mælet, om hvad man ønsker:

Ifølge Hannen har medlemsskabet af EU været en hæmsko for UK, både politisk og økonomisk. Den genvundne frihed skal anvendes til at fremme UK’s økonomiske samkvem med verden udenfor EU og Europa. Og det er der faktisk både økonomisk og ikke mindst historisk ræson i. For er man tilhænger af frihandel, som Hannan (og undertegnede) er, må man uvægerlig have et ambivalent forhold til EU’s toldunion.
Mens det indre marked har fremmet frihandel internt i EU, har man udadtil været en af de væsentligste protektionistiske kræfter i verden. Da en række lande ført an af USA i 2005 således fremlagde forslag i WTO om fjernelse af handelsrestriktioner og subsidier på landbrugsområdet, var det EU, der var hovedansvarlig for at forhandlingerne brød sammen, til skade for ikke mindst en række udviklingslande.

En stærkere satsning på frihandel, lavere selskabsskatter (man har nu foreslået at den nedsættes til 15 procent) kan det meget vel tænkes, at Storbritannien “vokser” fra EU. Men som Christian advarer om i Børsen:

at får de populistiske kræfter overhånd, bliver den britiske økonomi næppe mere åben overfor international handel.

Og så vil udmeldelsen af EU blot medføre et svagere og fattigere Storbritannien.

Hvad afgjorde om man stemte “remain” eller “leave” 

At afstemningen faldt ud til “leave” sidens fordel, skyldes dog ikke økonomiske overvejelser. Tværtimod. Leave stemmerne var prinært begrundet i ønsket ønsket om at “føre magt tilbage til London”, mens den anden vigtigste årsag var muligheden for at kontrollere egne grænser og styre indvandringen. Økonomiske overvejelser synes derimod at have været af underordnet betydning.

Det ved vi fra den vælgerundersøgelse, som Ifølge den vælgerundersøgelse, som “Lord Aschcroft Polls” foretog efter stemmeafgivningen, og som omfattede mere end 12.000 vælgere.

Blandt mange andre forhold bad man vælgerne om at rangordne  mellem de 4 hovedårsager, der af de officielle kampagner er blevet anført for at stemme henholdsvis leave og remain.

For de der stemte leave, blev man spurgt om at rangordne følgende udsagn:

  1. The principle that decisions about the UK should be taken in the UK 49 % (1,79)”
  2. A feeling that voting to leave the EU offered the best chance for the UK to regain control over immigration and its own borders 33 % (2,17)
  3. A vote to remain was a vote for having little or no choice about how the EU expanded its membership or its powers in the years ahead 13 % (2,90)
  4. The Belief that when it comes to trade and the economy, the UK would benefit more from being outside the EU than from being part of it. 6 % (3,13)

leave 1

De der havde stemt remain, blev bedt om at rangordne følgende udsagn;

  1. The risks of voting to leave the EU looked too great when it came to things like the economy, jobs and prices 43 % 1,96
  2. A vote to remain would still mean the UK having access to the EU single market while remaining outside of the Euro and the no-borders area of Europe, giving Britain the best of both worlds 31 % 2,17
  3. A feeling that by leaving the EU, the UK would become more isolated of Europe from its friends and neighbours 17 % 2,54
  4. A strong attachment to the EU and its shared history, culture and traditions 9 % 3,32

remain2

Som det fremgår fylder økonomi fylder meget lidt hos leave, mens det er den væsentligste årsag hos remain. Den væsentligste årsag til stemme leave er derimod ønsket om “selvbestemmelse”.

Sammenholder man ovenstående med at leave-tilhængerne målt på en lang række parametre er mindre liberale ( både økonomisk og på “værdier”), se nedenstående figur står vi med et ganske interessant paradoks.Ill-vs-Good

Skal Hannen og andre liberale fortalere for et Storbritannien udenfor EU lykkes, vil man i vid udstrækning have opbakning blandt mennesker som stemte remain.

For jo, der har hele tiden været et frimarkeds-argument for både et remain og et leave. De kommende år vil vise, i hvilken udstrækning det bliver den liberale eller den protektionistiske vision, som “går af med sejren” i Storbritannien.

I EU er løbet formentlig kørt, netop på grund af Storbritanniens beslutning om at træde ud. Som både Christian Bjørnskov og Otto Brøns-Petersen tidligere har påpeget her på bloggen (og i Børsen) er balancen tippet til fordel for sydeuropæisk protektionisme. Og det er ikke godt for Danmark.

Vi er således fanget mellem “a rock and a hard place”, som en lille åben økonomi, hvis eksport for 3/4 vedkommende går til andre EU-lande (også uden Storbritannien som medlem).

 

 

Grüsse aus Heidelberg 2: Best for Britain

Forleden skrev vi om, hvad man kan forestille sig, der sker efter Brexit. Enkelte kommentatorer drømmer stadig om, at briterne alligevel snor sig udenom vælgerne og forbliver i EU. Det er dog næppe sandsynligt, da det vil være den sikre vælgerdød for en række fremtrædende politikere. Enhver diskussion om konsekvenserne af Brexit må starte med, at Storbritannien rent faktisk forlader EU. Som vi skrev i weekenden, og som Thomas Barnebeck også bevægede sig hen mod at sige i Deadline mandag aften, afhænger en ganske væsentlig del af konsekvensen af, hvad briterne selv vælger at gøre. Dagens overvejelser fra det sydtyske handler derfor om, hvad det bedst britiske respons kan være.

I det spørgsmål er jeg helt på linje med Alberto Mingardi og den glimrende Emily Skarbek, hvis anbefaling er simpel: Frihandel, frihandel, frihandel. En ensidig britisk politikretning til frihandel, eller en status meget tæt på ikke at have handelsbarrierer overfor resten af verden, vil først og fremmest være stærkt gavnlig rent økonomisk. Det er en anbefaling, som noget i retning af 95 % af verdens økonomer kan skrive under på – vi er uenige om mange andre ting, men de gavnlige virkninger af handel er bestemt ikke en af dem – og det er et område, hvor briterne har stolte traditioner. Omvendt er det et af de ømmeste punkter for EU. Nok er der formelt fri handel indenfor det indre marked, men udadtil er EU en af de største protektionistiske kræfter i verden. Tolddiskussioner i EU tager altid afsæt i et fransk, merkantilistisk verdenssyn, og selv internt har flere lande svært ved at lade være med at fifle med tekniske handelshindringer.

Man må derfor spørge, hvor store chancer et frihandelsforslag har i Storbritannien? Svaret er, at det i høj grad kommer an på, hvordan det bliver håndteret, men flere elementer taler for. Først og fremmest har landet stolte traditioner – det er ikke tilfældigt, at det var Adam Smith og senere David Ricardo, der først beskrev de utvetydigt positive virkninger af frihandel. Den første globaliseringsbølge blev også skudt i gang af briternes ’Repeal of the Corn Laws’, dvs. deres ophævelse af toldbarrierer på landbrugsvarer fra 1846. For det andet vil et frihandelsforslag demonstrere ’politisk vilje’ og mod, hvilket der i den grad mangler i både britisk og fælleseuropæisk håndtering af Brexit-beskeden. Det kan således have en politisk logik, uanset hvad de normalt principløse politikere ellers mener, ved at være en vælgervindende strategi. For det tredje kan et ryk mod ensidig frihandel i den særlige situation efter Brexit være lettere end ellers. Enhver handelsliberalisering er normalt modarbejdet af stærke særinteresser, og der findes en del industri i Storbritannien, der kunne have interesse i at bibeholde høje barrierer. Men i den særlige situation i det urolige kølvand på Brexit, er alle den slags særinteresser svækkede.

På EU-siden er der grund til bekymring. Pressemødet i mandags afslørede en Francois Hollande, der sammen med Italiens Matteo Renzi er klar til at tage teten i unionen. Og der er absolut ingen grund til at tvivle på, hvad de vil: Med Storbritannien af vejen – og det kan åbenbart ikke gå hurtigt nok for dem – er noget af vejen ryddet for langt mere regulering og den hede, sydeuropæiske drøm om en fiskal union. Sidste hindring for den synes at være den tyske forfatningsdomstol.

Kan en britisk frihandelsposition da forhindre det? Måske ikke, men hvis briterne demonstrerer en vilje til at bevæge sig den vej, der også er målet for den liberale gruppe i EU – Holland, Danmark, Sverige, Finland, Estland og til dels Tyskland og Tjekkiet – vil uroen internt blive væsentligt større. Der ligger således en mulig demonstrationseffekt af en britisk frihandelsreform, og muligvis også en skammevirking i og med at det vil gøre det endnu mere klart, hvor stor en fallit EU har spillet på handels- og landbrugsområdet. Og hvis de store lande virkelig tager det alvorligt, at andre lande kunne forlade unionen, er en britisk demonstration af liberal politik en faktisk trussel.

Er alle disse ideelle overvejelser blot det, englænderne kalder a pie in the sky? Ja, det er de muligvis. Grunden til at være pessimist er ikke mindst, at der ingen grænser er for politikeres inkompetence og villighed til at føre deres lande mod afgrunden, blot de giver dem popularitet og genvalg. Men hvis ingen diskuterer mulighederne for at føre fornuftig politik, sker der aldrig noget godt på den front. Og en ensidig frihandelspolitik vil uden tvivl være Best for Britain.

Danmark presser på for en handelsaftale med Mercosur

mercosur

Udenrigsminister Kristian Jensen har sammen med en række kollegaer, bl.a. Spaniens handelsminister Jaime García-Legaz, sendt et fælles rev til handelskommissær, Cecilia Malmström, hvori man opfordrer til at sætte skub i forhandlingerne med Mercosur om en frihandelsaftale.

Som ministre og regeringsrepræsentanter fra 7 EU-lande skriver, er tidspunktet kommet til at sætte tryk på forhandlingerne.

Efter 15 års forhandlinger uden resultat, primært på grund af Brasilien og ikke mindst Argentina, står man nu med en historisk mulighed for at gennemføre en aftale.

Internt i Mercosur har samarbejdet gennem årene knirket gevaldigt. Både Paraguay og ikke mindst Uruguay, har ved flere lejligheder luftet deres utilfredshed og truet med at forlade samarbejdet. Deres problem er at de er små økonomier og afhængige af handel med de to store naboer.

Især Argentina har i lange perioder ført en meget protektionistisk handelspolitik, hvor man har set stort på allerede indgåede aftaler Mercosur-landene imellem.

Med valget af den markedsvenlige Mauricio Macri som præsident i november, forventes en langt mere liberal handelspolitik. Også Brasilien, som er i dyb økonomisk krise, ønsker øget samhandel med omverden. Noget som er svært at opnå uden handelsaftaler med omverden.

Som Kristian Jensen og hans kollegaer skriver i deres brev:

As already shown at the EU-CELAC Summit in June 2015, and the Trade Ministerial held on that occasion, Mercosur is now ready to seriously engage with the EU in the direction of an ambitious, comprehensive and balanced Agreement. This is good news, as Mercosur constitutes one of the potentially most advantageous Agreements under negotiation, and by far the one offering the most potential from among those with emerging economies. There is a political momentum we need to grasp. Among the Mercosur countries there is a realization that trade reforms need to be part of the road ahead for regained economic growth.

Og senere:

Our assessment, based also on our contacts with Mercosur governments, is that the conditions are now met for a continuation of negotiations including an exchange of tariff offers.

De senere års ringe økonomiske udvikling koblet med en stigende frygt for, ikke mindst i Brasilien, at blive isoleret fra den internationale handel, har gjort sit.

Valget af Mauricio Macri som ny præsident i Argentina – brevet til handelskommissær Cecilia Malmström er dateret den 25. november, kun to dage efter Macri’s valgsejr – har kun understreget Latinamerikas bevægelse væk fra de seneste 10-15 års venstrepopulisme og tilbage mod en mere markedsorienteret økonomisk politik.

Her kan Macri’s valgsejr blive helt afgørende. I lighed med EU er det nemlig ikke muligt for Mercosurs medlemslande at indgå separate frihandelsaftaler (i modsætning til medlemmerne af NAFTA og Alianca del Pacifico). Resultatet er at Mercosur ingen aftaler har med andre lande og regioner af betydning. En aftale med EU vil således være den første aftale af betydning der indgås, og det giver europæisk erhvervsliv en række fordele.

Intern uenighed i både EU og Mercosur

Både EU og Mercosur har dog problemer med egne medlemmer i forhold til at få sat turbo på forhandlingerne og indgået en aftale.

Mens Danmark, Spanien, Portugal, England m . fl. står bag opfordringen om at få sat turbo på forhandlingerne, er Frankrig (man fristes til at sige naturligvis) mindre begejstrerede.

Ifølge Paraguay’s udenrigsminister og leder af Mercosurs forhandlingsdelegation, Rigoberto Gauto, har “EU bolden”. Mercosur er parat til fortsætte forhandlingerne og udveksle forslag til hvor omfattende frihandelsaftalen skal være.

Spaniens handelsminister, Jaime García-Legaz, som er medunderskriver af brevet til handelskommissæren, pointerer dog, at Frankrig ikke er interesseret i at gå videre med udveksling af forslag på nuværende tidspunkt, fordi man i Paris opfatter Mercosurs forslag som uden ambitioner og alt for konservative. Hvilket muligvis ikke er helt forkert på nuværende tidspunkt. Men det burde ikke holde EU tilbage. Som der står i brevet til handelskommissæren:

Such exchange of tariff offers would therefore take place in the understanding – and this should be the common understanding as we move ahead – that Mercosur would then move towards a more ambitious offer on tariffs and the wider deal.  We should be able to show leadership in this negotiation – as we do in many others – and, most importantly, ensure that we do not put the continuation of the negotiating process at risk. We should use the momentum and deliver, too. In line with the recent Commission’s Communication “Trade for All”, we must “continue negotiations for an ambitious, balanced and comprehensive FTA with Mercosur that takes into account the economic realities in the region”.

Mens uenigheden internt i EU-landene trods alt er relativ fredelig, forholder det sig anderledes dramatisk i Mercosur.

Venezuela blev medlem for få år siden under stor dramatik (og kun fordi Paraguay i en periode var udelukket), vælger søndag ny Nationalforsamling. Samtidig gennemlever landet sin værste krise i mange årtier, både økonomisk og politisk.

Det var først og fremmest efter ønske fra Brasilien og Argentina at Venezuela kom med. Men noget kunne tyde på at den nyvalgte præsident Macri ikke deler sin forgængers varme følelser over for styret i Caracas. Macri har ved flere lejligheder luften tanken om at udelukke Venezuela på grund af regimets manglende respekt for demokrati og overtrædelser af menneskerettighederne.

Den 21. december er der topmøde for Mercosurs statsledere og her deltager Macri for første gang. Det kan meget vel indvarsle helt nye tider i Mercosur.

Denne historiske mulighed bør EU bakke op om. Det sker bedst ved at sætte turbo på forhandlingerne om en frihandelsaftale mellem Mercosur og EU.

Det er glædeligt at vores udenrigsminister sammen med en række kollegaer har forstået dette.

For yderligere information om relationerne mellem EU og Mercosur, herunder statistik for samhandel, se http://ec.europa.eu/trade/policy/countries-and-regions/regions/mercosur/

Fra forskningsfronten: Handel gør os rigere -– hvis politikerne holder fingrene væk

Vi kender alle diskussionen: Er globalisering et gode eller et onde? De fleste tænkende, ædruelige mennesker har forladt den marxistiske idé om at handel blot er udbytning i nye klæder, men tankegangen trives stadig i visse nicher på humaniora og andre steder, hvor folk åbenbart betages af Naomi Kleins argumenter (for eksempel raser hun i sin seneste bog mod tænketanke, baseret på et argument om at de er onde fordi ordet jo indeholder ’tank’ – altså kampvogn!).

Men de underlige marxistiske levn fraset, er det sevet ind hos de fleste at økonomisk globalisering – øget handel, udenlandske investeringer osv. – giver nogle unikke muligheder. Men blandt politikere er der stadig en stærk tro på, at der er et eller andet ondskabsfuldt i globaliseringen, der skal reguleres væk. Med andre ord er der en tyrkertro på, at globaliseringen skal ’dirigeres’ og at den helst skal ’under demokratisk kontrol’. Jo mere kontrol, jo mere regulering, jo bedre.

Hvorvidt politikerne tager fejl eller ej er i sidste ende et videnskabelige, empirisk spørgsmål. I en ny artikel ser Verdensbankøkonomerne Caroline Freund og Bineswaree Bolaky på netop dette spørgsmål. Artiklen, der estimerer baggrunde for hvorfor nogle lande er rigere end andre, blev i november accepteret i udviklingsøkonomiens absolutte flagskib, the Journal of Development Economics, og har således fået et af de fineste kvalitetsstempler, der findes i nationaløkonomi.

Artiklen er interessant fordi Freund og Bolaky netop finder en tæt og kausal sammenhæng mellem handel og velstand. Generelt gælder det ifølge deres resultater, at jo mere et land handler, jo rigere ender det med at være. Jo mere åbent, landet er, jo mere effektivt bliver landets samlede fysiske og menneskelige ressourcerne fordelt, og i jo højere grad sorteres dårlige virksomheder fra i den proces, Schumpeter kaldte ’kreativ ødelæggelse’.

Men, og der er et meget stort men, disse smukke virkninger kommer kun i lande, der ikke overregulerer økonomien. I den gruppe af verdens lande, hvor der er stærk kontrol med opstart af virksomheder, regulering af arbejdsmarkedet, og dårlig beskyttelse af privat ejendomsret, har handel ingen gavnlige virkninger på landets velstand. Omvendt gælder det, at i lande uden sådanne reguleringsproblemer vil ti procent mere handel på langt sigt gøre landet mere end fem procent rigere! Og jo mindre man regulerer disse forhold, jo større bliver de positive effekter af handel.

Freund og Bolakys artikel gennemhuller derfor fuldstændigt europæiske politikeres idé om, at økonomisk globalisering skal reguleres for at den bliver til gavn for landet. I stedet viser resultaterne, at politikerne også på dette område skal holde fingrene væk, og lade den usynlige hånd spinde sin magi. På den måde får vi alle sammen mest velstand af globaliseringen – og størst frihed til at bruge den til det, vi helst vil.

Den bitre eftersmag

I sidste uge bragte Politiken en historie om, hvordan salget af bananer, kaffe og andre produkter med Max Havelaar’s logo har eksploderet i de første tre måneder af 2006. Ifølge kommunikationsekspert Henrik Byager, der for et symbolsk beløb rådgiver Max Havelaar, hænger det bl.a. sammen med, at sådanne produkter har fjernet sig fra deres fodformede image og at fair trade nu promoveres af populære bands som Coldplay.

Jeg fornemmer at han har ret; måske mere end han selv er klar over. Dokumentarfilmen The Bitter Aftertaste af den britiske instruktør Philip Thomsen tegner i hvert fald et nyt og anderledes mere negativt billede af fair trade-bevægelsen, end vi normalt bliver præsenteret for i medierne. Det er en kompendiøs film med en række stærke proof points, der ikke bør overdøves af entusiasmen over Max Havelaar’s salgsfremgang.

Jeg har endnu ikke set denne korte docu på dansk TV, men det kan skyldes min manglende omnipotens. Hvis ikke, så anbefaler jeg én af de danske kanaler sprede det besværlige budskab: Fair trade er ikke, hvad det giver sig ud for, og de fattige bønder i ulandene får ikke ubetinget bedre økonomiske vilkår af det ideologiske fix.

Hvor bagstræberisk kan EU blive?

Der er ingen grund til at skjule, at jeg er ved at få grå hår. Nogle af dem er nok naturlige – vi bliver alle ældre – og nogle af dem er mine studerende ansvarlige for. Men jeg er også sikker på, at EU's fælles landbrugspolitik er ansvarlig for en hel del af dem. Vi lever simpelthen i et af den rige verdens mest protektionistiske systemer, og det er en gang imellem til at blive sindssyg af.

 

I går fik vi igen en demonstration af, hvor bagstræberisk EU er, da kommissionen stemte for en reform af unions sukkerordninger. Den indebærer blandt andet, at man skærer garantiprisen på sukker med 36 %. Tænk sig, nu skal vi ikke længere betale det tredobbelte af verdensmarkedsprisen for sukker, nu kan vi nøjes med cirka det dobbelte! EU's kvoter blev også udvidet med en million metriske tons, så staklerne på landet kan opveje deres pristab med indtægter fra større produktion. Samtidig fik en række sydeuropæiske lande presset igennem, at deres landmænd bliver kompenseret for deres 'tab'. I gennemsnit bliver landmændene kompenseret for 60 % af deres tab, og italienske producenter får endda mere end 100 % kompensation.

 

Det værste er, at det bestemt ikke er med kommissionens gode vilje, at reformen kommer. Den skyldes i stedet pres fra flere udenlandske fronter. Tidligere i år tabte EU nemlig endegyldigt en sag mod Brasilien, der kunne påvise, at selvom den såkaldte C-kvote i EU's byzantinske system i princippet bør sælges på markedsvilkår, var der alligevel skjulte subsidier for omkring 11 milliarder kroner om året. WTO har besluttet, at det skal stoppe indenfor "a reasonable period of time", som i dette tilfælde løber til 22. maj næste år. Derfor kom der en sukkerreform nu, for det er begyndt at haste før resten af verden får lov til at indføre gengældelsesordninger.

 

I det større billede er det endnu mere frustrerende at være frimarkedsorienteret og liberal i EU. Forhandlingerne i WTO – den såkaldte Doha-runde – er stort set stoppet, og selvom andre lande ikke er skyldfri, er den store skurk EU. Unionen fortsætter her med at gøre som om de kommer med forslag, mens en del af deres 'indrømmelser' i vidt omfang kun handler om at opfylde tidligere forpligtelser og nødvendige reformer som f.eks. sukkerpolitikken, hvor unionen allerede har lidt et sviende nederlag i WTO. Man viser også hvad man selv kalder forhandlingsvilje, mens EU's forslag ofte reelt kun er helt nødvendige på grund af, at alle andre lande er enige om, at eksportsubsidier skal forbydes. Det forbud kommer nemlig til at trække tæppet væk under en stor del af den europæiske landbrugspolitik.

 

EU's forhandler i WTO, britten Peter Mandelsson, har også fået usædvanligt meget uld i munden på de sidste. Ifølge Agence Europe udtalte han tidligere på ugen, at det ikke ville være muligt at nå til enighed om alle 'facts and figures' ved næste måneds WTO-ministermøde i Hongkong. Hans pointe var, at denne runde – der er en udviklingsrunde – skulle være "a top-up, not a substitute […] to give a human face to the negotiations". Guderne må vide, hvad det betyder.

 

Samtidigt kom der et umisforståeligt signal fra Frankrig, der om nogen har trådt med hele dets vægt på reformbremsen. Frankrigs udenrigsminister Philippe Douste-Blazy sagde mandag at "at any new EU farm offer would have to  avoid any further CAP reforms if it were to remain within the Council's  mandate". Den udmelding kan vel kun læses på en made: Frankrig går ikke med til en WTO-aftale, som indebærer at EU skal liberalisere mere end man allerede er blevet enige om for år tilbage. Med andre ord: Frankrig kræver, at EU siger nej til enhver yderligere liberalisering af landbrugsområdet! Og – pardon my French (som de siger i USA) – hvordan fanden skal man så kunne forhandle om noget som helst?

Fogh om Afrika, ulandsbistand og frihandel

Danmarks riges statsminister, Anders Fogh Rasmussen (AFR), er p.t. på besøg i Afrika. Besøget er startet i Tanzania – et af verdens absolut fattigste lande. Dette rejser naturligt en række spørgsmål om bl.a. ulandsbistandens effektivitet samt hvilke faktorer, der kan forklare, hvorfor så mange afrikanske lande fortsat i dag er ekstremt fattige. Jeg har før her på bloggen fremhævet den amerikanske økonom William Easterly som én, der ikke synger med på den sædvanlige sang om ulandsbistandens herligheder, og som ej heller blot antager, at flere ulandskroner (eller dollars, pund etc.) er løsningen på verdens – og i særdeleshed Afrikas – fattigdomsproblemer. I denne forbindelse var det ekstra interessant i dag at læse AFRs udtalelser refereret i Berlingske Tidende. Hvad er – efter AFRs vurdering – årsagerne til Afrikas fattigdom?

De unge selvstændige afrikanske lande tabte rigtig mange års udvikling på grund af socialistiske regimer og eksperimenter. Tanzania var en socialistisk et-parti-stat med tætte bånd til Øst-blokken – men er altså nu under udvikling


De afrikanske stater, der gennemfører reformer, de oplever gigantisk vækst. De lande, der stadig kører et lukket centralistisk system, de oplever hungersnød. For nu at sige det kort.

Statsministeren mener altså ikke, at fattigdomsproblemer blot løses ved at poste flere bistandskroner i hovedet på forskellige projekter. Snarere tyder det på, at AFR anerkender, at en stor del af forklaringen på Afrikas fattigdom er institutionel og skal findes i forhold som langstrakte perioder under socialistiske despoter, dårlig regeringsførelse, manglende beskyttelse af private ejendomsrettigheder etc. – hvilket alt sammen har bidraget til at fastholde mange af kontinentets lande i fattigdom. Samtidig fremhæver statsministeren frihandel og åbne markeder som vejen frem, hvis de afrikanske lande skal generere højere økonomisk vækst.

Hovedproblemet i Afrika er, at man har åbnet økonomien for sent.

Det er vanskelligt at være uenig i betydningen af frihandel og åbne markeder (samtidig med at det som liberal er rart at høre, at AFR ikke er konverteret fuldstændigt til socialdemokratismen). Lad os også her følge AFRs diagnose og løsningsforslag op med en opfordring til statsministeren (og regeringen) om at kæmpe ekstra hårdt for at afskaffe EUs handelsbarrierer og landbrugsstøtteordninger, som er særdeles skadelige for frihandel.

Økonomisk frihed har trange kår i EU

Søndag havde vores fælles Punditokrat Peter Kurrild-Klitgaard en klumme i Berlingske om den årlige Economic Freedom of the World rapport, og specielt den danske status på økonomisk frihed. Senere samme dag kunne AP så rapportere om en potentiel strid mellem Frankrig og EU. Franskmændene er igang med at introducere lovgivning, der forbyder udenlandske virksomheder i at overtage franske firmaer indenfor en række sektorer, blandt andet medicin og biokemi. Den franske premierminister Dominique de Villepin forklarede sig blandt andet med, at der var brug for ny ‘økonomisk patriotisme’. Efterfølgende har flere EU kommisærer advaret Frankrig mod den type lovgivning, der da bestemt ikke kan harmonere med hverken ånden eller bogstavet i det indre marked og den frie bevægelighed indenfor EUs mure.

Tidligere i år fik vi et stykke blændende anskuelighedsundervisning i, hvad handelsbarrierer koster, da EU med kort varsel gav efter for syeuropæisk lobbying og indførte kvoter på import af tekstiler fra Kina. De involverede danske firmaer har nævnt tab på trecifrede millionbeløb som følge af kvoterne, der allerede er fyldt. Så hvis nogen skulle være i tvivl om, hvorvidt friheden til at handle internationalt er godt eller skidt, er her et af de bedste eksempler, specielt fordi det er så tydeligt hvem der betaler: Forbrugerne.

De to eksempler ilustrerer desuden en uheldig detalje ved EU, som politikere fra alle lande, inklusive vores egen udenrigsminister, har meget svært ved at acceptere, og slet ikke at formidle til deres vælgere: EU har ingen fælles politisk tradition, men to fuldstændigt modsatrettede politiske ideologier. Nordeuropa med Storbrittanien i spidsen repræsenterer en liberal tradition med fokus på udbredt økonomisk og politisk frihed. Her hører Danmark også til, selvom vores position er blevet noget mindre klar under Fogh-regeringerne. Frankrig er anfører for det andet hold der bekender sig til ‘la dirigisme’ i forskellige former, altså ideen at staten skal dirigere samfundet som en gammeldags dirigent fører et symfoniorkester. Og det sidste hold vinder gang på gang! Se blot på landbrugspolitiken, som EU i stort mål overtog fra Frankrig, der gang på gang truer med at nedlægge veto hvis man ændrer noget.

Hvordan kommer man ud over det problem, der skræmmende præcist kan opsummeres som government failure på kontinentalt plan? Guderne må vide det, men det er en af de vigtigste faktorer, der begrænser vores og resten af Europas frihed. Og det blvier nok ikke de sidste eksempler på, at friheden spiller fallit i det fælles Europa.

Point of no return

Johan Norberg, der har opnået verdensberømmelse for sit utrættelige og velargumenterede forsvar for global kapitalisme, leverede sidste år et tankevækkende bidrag om det europæiske projekt i forbindelse med Mont Pèlerin Society’s Regional Meeting i Hamburg. Under overskriften From an Unholy Alliance to a Concert of Powers giver han et særdeles godt overblik over nogle af de mest centrale konfliktdimensioner i europæisk politik, som i almindelighed bør interessere daglige læsere af Punditokraterne. Men i disse dage er der måske især grund til at fremhæve en enkelt passage i hans indlæg; et temmelig påfaldende citat fra EU’s nuværende formand, Jean-Claude Juncker, der i 1999 udtalte sig om EU’s forretningsgang til Der Spiegel (gengivet i The Economist 14. december 2002):

“We decide on something, leave it lying around and wait and see what happens. If no one kicks up a fuss, because most people don’t understand what has been decided, we continue step by step until there is no turning back.”

Se, det kan man da kalde en indrømmelse. Det kunne være interessant at vide, om Jean-Claude Juncker har gentaget denne særlige forretningsorden for Anders Fogh Rasmussen i forbindelse med deres netop afholdte tete-a-tete. Måske får vi svaret efter EU-topmødet den 16.-17. juni.

© 2018 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑