Tag: frihed (side 2 af 9)

Julegaveidé nr. 2: 13 Frihedstænkere

Ligesom sidste år indleder Punditokraterne i denne uge en serie med julegaveideer. Den første ideerne var John McCains selvbiografi, mens den anden idé kommer her: Cepos antologi om 13 frihedstænkere.

Tænketanken Cepos har bedt fem forfattere – Christopher Arzrouni, Otto Brøns-Petersen, Lars Christensen, Henrik Gade Jensen (der står som redaktør), Per Henrik Hansen og Mikael Jalving – om at skrive om frihedstænkere. Det er blevet til en bog med 13 korte karakteristikker af Niccolò Machiavelli, Thomas Hobbes, John Locke, David Hume, Adam Smith, Edmund Burke, Søren Kierkegaard, Laura Ingalls Wilder, Friedrich Hayek, Karl Popper, George Orwell, Ayn Rand og Milton Friedman.

Bogen er i sagens natur meget blandet, både med hensyn til hvordan de fem skriver og med hensyn til, hvem de skriver om. På trods af det er det blevet en fin bog, der enten kan bruges som oversigt eller som introduktion. I den sidste funktion er den særligt velegnet som enten gave til et yngre medlem af familien med interesser i den retning, eller som gymnasiesæt til at opveje de mængder af vrøvl, dagens studenter bliver ramt af i gymnasiet.

Men selv om man har læst mange af de tænkere, bogen dækker, er der også inspiration for mere garvede læsere. Arzrounis lille kapitel om Laura Ingalls Wilder og hendes serie om ’Det Lille Hus på Prærien’ (titlen på den måske mest kendte af bøgerne) gav i hvert fald mig lysten til at give de 70 år gamle, amerikanske børnebøger en chance. Ligeledes er det fantastisk at blive mindet om, hvad koryfæer som Adam Smith eller George Orwell skrev. Lad mig give to eksempler, som jeg under alle omstændigheder ret hurtigt relaterede til regeringens sundheds- eller forskningspolitik, og til debatten om udbredt ytringsfrihed versus indskrænkninger mod ’hate crimes’:

”Systemmageren […] forestiller sig, at han kan herse med de forskellige medlemmer i det store samfund lige så let som hånde flytter med brikkerne i et skakspil. Han kommer ikke på den tanke, at brikkerne på skakbrættet ikke har andre bevægelsesprincipper end dem, som hånden tvinger ned over dem. Men i det store skakspil, i de menneskelige samfund besidder hver enkel del sit eget bevægelsesprincip, som kan være helt forskelligt fra det, som lovgiveren måtte ønske at trykke ned over det” (Smith)

”Intet var ulovligt, da der ikke længere var love, men hvis det blev opdaget, var det sandsynligt, at det ville blive straffet med døden” (Orwell)

Der er grænser for, hvor meget vi selv kan tænke over tingene, og hvor bredt og dybt vores perspektiv er. Derfor er ’13 Frihedstænkere’ en god gave: Den minder os om, hvad større tænkere så, når det tænkte og talte om frihed og dens fjender.

Venstrefløjen og frihed

Jeg har tidligere henvist til den konservative økonom Thomas Sowells klummer, der altid er præget af stor præcision og en skarp pen. Således også i hans seneste indlæg på townhall.com, hvor han under overskriften “Freedom and the left” indleder med følgende præcise analyse:

“Most people on the left are not opposed to freedom. They are just in favor of all sorts of things that are incompatible with freedom.”

Meget mere præcist kan det ikke gøre. I klummen undrer Sowell sig med god grund over den udbredte praksis, at der er obligatorisk “community service” i en del highschools – ligesom det kan være afgørende at man har udført dette for at komme ind på en række universiteter.

Ganske politisk ukorrekt (på disse breddegrader), skriver Sowell videre, at

Working in a homeless shelter is widely regarded as “community service”– as if aiding and abetting vagrancy is necessarily a service, rather than a disservice, to the community. Is a community better off with more people not working, hanging out on the streets, aggressively panhandling people on the sidewalks, urinating in the street, leaving narcotics needles in the parks where children play?”

Og spørger herefter: “What in the world qualifies teachers and members of college admissions committees to define what is good for society as a whole, or even for the students on whom they impose their arbitrary notions?

What expertise do they have that justifies overriding other people’s freedom? What do their arbitrary impositions show, except that fools rush in where angels fear to tread?”

Og før nogen nu skulle tænke, nåh ja, og hvad så, det er der kun godt, at man kræver af de unge mennesker, at de skal gøre noget for andre mindre heldige medborgere, det kan man da ikke diskutere, så overvej følgende:

I am sure those who favor “community service” requirements would understand the principle behind the objections to this if high school military exercises were required.

Indeed, many of those who promote compulsory “community service” activities are bitterly opposed to even voluntary military training in high schools or colleges, though many other people regard military training as more of a contribution to society than feeding people who refuse to work.

In other words, people on the left want the right to impose their idea of what is good for society on others– a right that they vehemently deny to those whose idea of what is good for society differs from their own.

The essence of bigotry is refusing to others the rights that you demand for yourself. Such bigotry is inherently incompatible with freedom, even though many on the left would be shocked to be considered opposed to freedom.”

Mere præcist kan det ikke skrives.

OPDATERET: Overskrift ændret til hvad den skulle have været, venstrefløjen og frihed – havde skrevet venstrefløjen og demokrati, og det er jo ikke helt det samme.

De gode, de onde og de grusomme

Så er vi oppe at køre igen efter et par dage, hvor bloggen af tekniske grunde ikke var tilgængelig – vi beklager.

Og så til dagens indlæg, der skal ses i sammenhæng med min klumme denne weekend på 180grader ”Onkel Danny, $torebror $am og kampen om kulturen ”.

Debatten om dansk kultur, indvandring og integration har de seneste årtier været domineret af to grupperinger – den ene er de kulturrelativistiske multikulturelle, med f.eks. dagbladet Politiken som bannerfører. Det er her man f.eks. kan gå op i, at vi sender hårdt belastede kriminelle tilbage til de lande de kom fra, og hvor man leder med lys og lygte efter årsager til den mildt sagt problematiske integration hos majoriteten, mens minoriteter oftes ligestilles med ofre. Lad os kalde dem ”de gode”, det er jeg sikker på, at de vil sætte pris på. De kan vel overordnet betegnet som liberale politisk og kollektivistiske økonomisk. Det vil sige at man er tilhænger af åbne grænser, synes det er fint med høje skatter og går ind for en omfattende velfærdsstat.

Heroverfor har vi – først og fremmest anført af Dansk Folkeparti -– de kulturkonservative. Lad os kalde dem de onde, det er jeg sikker på er opfattelsen på Politikens chefredaktion. Også ”de onde” er tilhængere af en omfattende velfærdsstat, men i modsætning til ”de gode” er de klar over, at et sådan system indebærer et krav om gensidig identifikation og homogenitet, altså en monokultur – assimilation er alts en nødvendighed.

I modsætning til ”de gode” er ”de onde” klar over, at velfærdsstaten bedst fungerer i en protestantisk kulturkreds med dens vægt på individuel ansvar og krav til den enkelte,. Hvad de dog har svært ved at erkende er selvfølgelig, at selve den universelle velfærdsstat er med til at nedbryde selv samme traditionelle protestantiske værdier, som udgjorde forudsætningerne for, at en velfærdsstat som den danske overhovedet kunne fungere.,

Den tredje gruppering, som ikke fylder meget i debatten er sværere at placere, og alligevel ikke. Den anser ikke den danske nationalitet eller kultur som en kvalitet i sig selv, men hylder heller ikke kulturrelativisternes lige så absurde minoritetsdyrkelse. Det er ikke et tilfælde, at visse lande og kulturkredse har vist sig andre overlegne til at skabe velstand og frihed. Vores verdensdels velstand og relative frihed, skyldes ikke vores hærgen i andre verdensdele, men at den vestlige kultur har været alle andre overlegen. Men det er jo ikke givet at det fortsætter på denne måde. Var det 20 århundrede præget af det amerikansk-europæiske mix overlegenhed, er det 21. århundrede mere end godt på vej til at blive det amerikansk-asiatiske århundrede økonomisk, om det også følges op af samme niveau for individuelle frihedsrettigheder, må tiden og ikke mindst Kinas fremtidige udvikling vise.

Vi kan kalde dette standpunkt og denne gruppe for ”de grusomme” – hvilket både ”de gode” og ”de onde” sikkert vil være enige om. I deres naivitet er de overbeviste om, at i en fri verden præget af markedsøkonomi vil de bedste kulturer overleve, mens de andre vil forgå.

I forhold til “de gode og de onde” kan man kort betegne forskellene med, at “de grusommes” motto kunne være, ata “døren står åben, men pengene bliver i pungen”. Med andre ord mener “de grusomme” at vi er nød til at vælge mellem vefærdsstaten og at være et åbent samfund, og at de sidste er at foretrække. “De onde” synes at foretrække det første.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg som liberalist  tilhører “de grusomme”, det kan ikke være anderledes. Jeg er således ikke i stand til at mobilisere en særlig form for samhørighedsfølelese for mit fædreland – det er blot et tilfælde, omend et på mange måder heldigt (for undertegnede) tilfælde, at jeg blev født som dansker. Jeg føler ikke nogen særlig samhørighed eller ansvar overfor andre, blot fordi de er udstyret med samme pas, det må komme an på om andres værdier er i overensstemmelse med mine egne.

Jeg tilslutter mig derfor fuldt ud Dan Turells måde at se tingene på, som han skriver i novellen $torebror $am, hvor han beskriver sig selv om amerikanerdansker og ikke begræder, hvis det danske sprog skulle forsvinde i løbet af et par generationer (hvilket der nu ikke er grund til at frygte). I lighed med Dan Turell tillægger jeg ikke det at noget er dansk en speciel værdi. Men det er ikke det samme, som der ikke er en række værdier knyttet til det at være dansker. Hvilket Christian Bjørnskov har skrevet om flere gange, for eksempel her.

Læser Du bøger?

Her på stedet underholder vi jo fra tid til anden med, hvad de forskellige punditokrater læser af ting i ferier m.v.  Derfor tænkte jeg, at jeg lige ville nævne, at jeg påske-lørdag var interviewet i Information til klummen “Læser Du bøger?”.  Det var her, men kommer også her:

Hellere Pippi end hjælpeløse samtalebøger

Han er ikke pjattet med det seneste års bølge af pseudovidenskabelige bøger, skrevet som ‘banale fristile’. Til gengæld ville verden være et bedre sted, hvis alle havde læst Milton Friedman, mener professor i statskundskab Peter Kurrild-Klitgaard

Hvilken bog ville du ønske, at alle ville læse?

“Der er så meget godt. Jeg tror oprigtigt, at verden ville være et meget bedre sted, hvis flere havde læst Milton Friedmans Det Frie Valg eller F.A. Hayeks Vejen til Trældom. Men måske det er for forudsigelige svar? Det bedste svar er vel, at jeg ønsker mig, at folk skal læse det, de selv oprigtigt har valgt at læse snarere end noget, der bliver dem påduttet, fordi det er nyt, ‘smart’ eller politisk korrekt.”

Hvilken bog har haft størst betydning for dig?

“Det er svært at sige, bl.a. fordi man jo ofte vælger at læse bøger, som man på forhånd tror, vil være nogen, man kan lide. Taler vi skønlitteratur, så blev jeg f.eks. i mine teenage-år umådeligt meget påvirket af Ayn Rands romaner The Fountainhead og Atlas Shrugged, men jeg havde allerede i forvejen fået dem varmt anbefalet og vidste, at jeg nok ville kunne lide dem.”

Storslemt

Hvad er den værste bog, du har læst?

“Oh, det er jo også svært, for der er sørme også så meget at vælge imellem. Især på dansk. De fleste af de seneste års ‘samtalebøger’ og politiske erindringer er ret hjælpeløse, kedelige og dårligt skrevet – så dem holder jeg mig generelt fra. Noa Redingtons Den Første om Helle Thorning-Schmidt er storslem på alle kriterier. Jeg afskyr særligt bøger, der udgiver sig for at være ét og så er noget helt andet. F.eks. kunstnere eller politikere, der tror, de er dybsindige tænkere. Eller samfundsforskere, der skriver bøger og prætenderer, at de er ‘videnskabelige’ eller ‘videnskabsformidlende’, men hvor der reelt er tale om studentikose og banale fristile. Jeg kunne nævne mange, men det ville stride lidt mod mikrobiologiens første lov om, at ‘don’t shit where you eat’.”

Har du en yndlings-forfatter?

“Det kommer jo an på genren. Stilistisk og sprogligt set er min favorit så ubetinget den amerikanske journalist og politiske satiriker P.J. O’Rourke, som i mange år skrev for Rolling Stone, men nu er tilknyttet Atlantic Monthly. Han er elegant, hylende morsom og har politisk bid.”

“Af faglitteratur kunne jeg nævne en som økonomen og filosoffen Ludwig von Mises. Det er aldrig morsomt, men han formåede at fremstille selv de mest komplicerede ting i et forbilledligt klart sprog og med en tydelig logik. Alle postmoderne og socialkonstruktivistiske skribenter, som tror, at noget bliver finere eller bedre, desto sværere det er at forstå, kunne lære meget af at læse Mises.”

10-15 forskellige bøger

Hvornår læser du?

“Evig og altid, men alligevel alt, alt for lidt. Døgnet har jo kun 48 timer. Jeg slæber altid rundt på noget i min taske, som jeg kan læse, hvis chancen byder sig. Noget er arbejdsrelateret, andet er nyheder, og så er der som regel en bog eller to. Jeg har konstant 10-15 vidt forskellige bøger på mit natbord. En gang om året sværger jeg: ‘Ingen nye bøger, før de gamle er læst’, men det går ikke så godt med det.”

– Hvad er din seneste skønlitterære oplevelse?

“Vi har en toårig pige, så det må jo nok blive Pippi Langstrømpe og Peter Plys. Men det er jo heller ikke så skidt for voksne. Ellers Isobel Colegates The Shooting Party.”

Og hvad er den næste?

“Den amerikanske journalist Robert Novaks erindringer, The Prince of Darkness. Og så vil jeg gerne læse Lampedusas Leoparden, som jeg med skam må indrømme, at jeg aldrig har fået læst.”

Kanon?

Så kom den såkaldte “Demokratikanon” dd. fra regeringens udvalg til udarbejdelse af samme.  Hvad skal man så mene om dén?  Tja, hvad skal man i særdeleshed sige, når man selv har været med til at lægge navn til den? Og hvis man endog ikke nødvendigvis er ubetinget varmt forelsket i selve kanon-ideen men måske snarere sådan lidt ikke-afvisende smålunken?

Well, slut-produktet kunne nok godt have været meget bedre, set fra et ideologisk, klassisk-liberalt eller konservativt udgangspunkt.  Den kunne nu også nok have været meget værre, set fra samme perspektiver.   Men for både fans og alle kritikerne (fra den ene og den anden side [her og her]) er det altid en god begyndelse at indlede med at læse udvalgets kommisorium.  (Måske særligt til venstre i det politiske spektrum kan evt. kritikere have godt af at hæfte sig ved, at formålet er at afdække hvilke tænkere, strømninger og begivenheder har påvirket vores opfattelse af “frihedsrettigheder og folkestyre” snarere end at ukritisk hylde et ubegrænset flertalsprincip.)  Man kan selvfølgelig også notere sig, at det ikke har været en slags Pareto-princip, der er blevet lagt til grund ved beslutningerne.

Jeg ville selv have lavet kanonen ganske anderledes, hvis jeg havde skullet og kunnet bestemme alene og enerådigt, men omvendt er der også–på godt og ondt–ting, som man givet opgavens karakter ikke kan komme udenom at bruge plads & kræfter på, selv hvis det ikke er ens egne mest foretrukne standpunkter, der derved nyder fremme.  Og nu er den altså så, som den er.

Jeg vil herunder med løbende opdateringer referere til og evt. kommentere kritiske betragtninger om kanonen.

  • Ikke alle er kritiske180Grader siger venlige ting–men det gør Tøger Seidenfaden også!  Hvordan kan det nu passe?
  • Tim Knudsen (min kollega og kontor-nabo): Tja, hvad skal man sige til noget som dette her for slet ikke at tale om her?  Men hér og her modsiger han så til gengæld sig selv.
  • Mogens Herman Hansen: Denne er en vidende og sympatisk demokrati-tænker, og han har en generelt fair og afbalanceret kritik her.  Han har bl.a. ret i, at Benjamin Constant kunne have været medtaget–men det ville heller ikke have været noget, som jeg ville have modsat mig …  Til gengæld mener jeg, at hans kritik af udeladelsen af “… at alle mennesker er skabt lige …” er skudt ved siden af, om ikke andet så fordi den passus er irrelevant for pointen, og fordi den iøvrigt alene går på, at der ikke naturligt er nogle mennesker, der skal have en privilegeret retsstatus i.f.t. andre men intet har med social/økonomisk lighed at gøre.
  • Dagbladet Arbejderen, udgivet af den stalinistiske del af den ekstreme venstrefløj.  De synes, der mangler noget om de frivillige i den spanske borgerkrigI’m not kidding!
  • Vores kære eks-punditokrat Mikael Jalving har en fin blog-post på Berlingske.  Jeg kan kun erklære mig enig i grundsynspunktet og kritikken, omend jeg–uden naturligvis at kunne uddybe det yderligere–kan sige, at ikke alle spekulationerne er helt “on target”.
  • En anden af vores kære med-punditokrater, Jørgen Møller, har et rigtigt godt (kritisk) indlæg i dagens Weekendavisen–som man desværre ikke kan hyperlinke til, men som Jørgen forhåbentlig selv smækker på denne blog (selvom den er lang).
  • I Berlingske har Edith Thingstrup en kronik med skarp kritik af kanon’en for at være for socialdemokratisk.

Et slag for retssikkerheden II

I forlængelse af den gamle redacteurs befriende indlæg fra forleden har jeg i dag en klumme på 180grader med samme budskab. Til de, der insisterer på forskelsbehandling på baggrund af statsborgerskab for så vidt angår frihedsrettigheder, kan jeg henvise til mine uddybende kommentarer vedrørende grundlovens bestemmelser, der følger efter artiklen.

Et slag for retssikkerheden

Jeg havde forleden min faste lørdags-klumme i Berlingske.  Det var–skal jeg skynde mig at være den første til at sige–ikke min mest velskrevne eller elegante til dato, men den blev også skrevet impulsivt på under en time, efter at jeg først havde kasseret en anden (om hvor overdrevne postulaterne er om, hvor dårligt alt går økonomisk).  Ikke desto mindre må jeg tilstå, at hvor jeg først bevidst havde valgt at holde mig langt fra emnet–den administrative udvisning af to udenlandske statsborgere mistænkt for at have planlagt noget kriminelt–af den simple (men usofistikerede) årsag, at jeg egentlig ikke ville tages til indtægt for en masse, som jeg givetvis efterfølgende ville blive skudt i skoene, så er jeg nu, bagefter, faktisk ret glad for, at jeg skrev netop den klumme. 

For jo mere jeg tænker over, hvad det egentlig er, der er indbegrebet af netop den vestlige tradition (frihed, konstitutionalisme, magtdeling og retssikkerhed) (og tro mig, det har jeg haft alt for megen grund til at overveje på det seneste), desto mere synes jeg, at vi–Danmark og de politikere og debattører, der angiveligt holder den type værdier højt–er ved at være ude på et fuldstændigt skråplan i argumentationen.  Jeg må sige, at det løber mig koldt ned af ryggen, når jeg ser, hvilke typer argumenter, folk er villige til at bruge, når det passer ind i krammet–enten fordi de er uvillige eller ude af stand til at gennemskue de logiske implikationer (og mulige politiske konsekvenser på langt sigt).  Tværtimod, er der måske altid mest grund til at slå et slag for, at det man synes er rigtigt også skal gælde for dem, man er mest uenige med.

So, here we go …

Et slag for retssikkerheden

Man behøver ikke være blødsøden pladderhumanist for at mene, at udvisninger uden dom er noget skidt.

Ugens tophistorie var uden tvivl politiets arrestation af tre muslimer, mistænkt for at planlægge mord på JP-tegneren Kurt Westergaard. To af disse – tunesere med opholdstilladelse i Danmark – blev tirsdag administrativt udvist af landet. Det vil sige, at Politiets Efterretningstjeneste og Udlændingeservice, alene med justits- og integrationsministrenes signaturer, kunne udvise de to mistænkte, uden at stille dem for en domstol med henblik på at vurdere anklagens grundlag. Det kan gøres med udgangspunkt i den »terrorpakke«, som Folketinget hastede igennem i efterdønningerne af 11/9-terrorangrebene, hvis mistanken går på handlinger, der truer »statens sikkerhed« – om end netop dette så gør, at anklagemyndigheden ikke vil oplyse præcist, hvad de mistænkte er mistænkt for.

Den administrative udvisning af to personer, der er mistænkt, men ikke dømt, har vakt harme både til højre og til venstre i det politiske spektrum – og med god ret.

Man behøver ikke at sympatisere med hverken de tiltalte eller deres angivelige planer for at mene, at der er tale om en næsten kafkask parodi på et retssamfund. Hele pointen med, at tiltalte skal stilles for en dommer før, at noget, der minder om en straf, kan eksekveres, er ikke, at et samfund skal være blødsødent, eftergivende eller ligeglad. Pointen er, at de tiltalte, uanset tiltalens karakter, indtil de er dømt, netop kun er tiltalte – der er endnu ikke ført bevis for, at de faktisk har gjort noget kriminelt.

At være modstander af, at tiltalte administrativt udvises af et land, som de ellers opholder sig lovligt i, er ikke det samme som at mene, at de pågældende – hvis de er skyldige – ikke skal straffes, eller at de af dem, der ikke måtte være danske statsborgere, ikke skal udvises af landet. Det kan man sådan set sagtens mene og så alligevel forfægte de principper, at en tiltalt er uskyldig, indtil det modsatte er bevist, og at enhver tiltalt bør have ret til at blive stillet over for en dommer, over for hvem anklagemyndigheden vil skulle sandsynliggøre den pågældendes skyld.

I sagen om mordplanerne mod JP-tegneren skal denne skribent gerne være stort set den sidste i kongeriget til at forsvare folk, der måtte have deltaget i noget sådant. At ville dræbe et andet menneske er forkasteligt, og at ville gøre det for noget så banalt som en karikatur-tegning understreger en udpræget mangel på både menneskelighed og civilisation. Er de pågældende skyldige, bør de idømmes – og afsone – den fulde straf, som lovgivningen muliggør.

Men hvad nu hvis bare én af dem ikke er skyldig? Det er vigtigt – for os alle, uanset religion og hudfarve – at huske på, at retssikkerheden også er et selvforsvar. Mange af de tyskere, som i 1930ernes begyndelse var villige til at affinde sig med National-Socialisternes forfølgelse af kommunister og jøder, og mange af de moderate socialister, som i en række østeuropæiske lande allierede sig med kommunisterne mod »borgerskabet«, kom selv senere til at smage den samme medicin. Begynder man først at sælge ud af centrale retsprincipper og frihedsrettigheder, fordi det i nuet virker opportunt, løber man en alvorlig risiko for, at de selvsamme garantier ikke vil være der den dag, man selv eller ens børn måtte have brug for dem.

Hvis den udøvende magt bliver både dét og dømmende magt på en og samme tid, gør man vold på det, der over de seneste 300 år er blevet nogle af de mest centrale principper for liberale, demokratiske retssamfund, som vi kender dem i Vesten. Og opgiver man disse principper, kommer man måske til at ligne det, man er mest imod. Noget af det, der historisk netop har været selve forskellen mellem de liberal-demokratiske samfund i Vesten og de islamiske teokratier i Mellemøsten, har netop været begreber som frihedsrettigheder, magtdeling og retssikkerhed. I de sidstnævnte lande har omvendt den tætte binding mellem en stærk og enevældig statsmagt og en religion, der erklærer alle andre for vantro og opstiller strenge og ufravigelige straffe for alt, hvad der er imod religionen, resulteret i en kultur, der er fjendtlig over for frisind, kritik, eksperimenteren og dynamik. Omvendt har flere økonomer, bl.a. Nobelprismodtageren Douglass C. North, peget på, at en af de vigtigste årsager til Vestens imponerende velstandsvækst siden 1700-tallet er den magtdeling og de retsprincipper, som har kendetegnet den vestlige verden.

Hvis Vesten befinder sig i en kultur- og værdikamp med en stadigt mere radikal islamisme, som afskyer vestlige værdier og markedsøkonomier, så er det næppe til vores langsigtede fordel, at vi selv opgiver netop de principper, der har gjort os til det, vi er.

Mig og SCOTUS

Vi har tidligere her på stedet drøftet retten til at eje og bære–og evt. anvende–våben, og det gav så voldsom en debat, at jeg tænkte, at det kunne interessere læserne at høre lidt om mine våbenrelaterede fritidssysler.  Jeg tænker her ikke på min forkærlighed for at gå på jagt, men derimod at jeg snart skal stå–sådan lidt på afstand–foran den ærværdige institution Supreme Court of the United States.  Jeg er nemlig blevet medunderskriver af et såkaldt “Amicus brief” i forbindelse med en sag, der er blevet appelleret hele vejen til SCOTUS, fordi det er en spørgsmål, der knytter an Bill of Rights’ 2. tillæg, d.v.s. “Second Amendment” (1791).  Konkret drejer det sig om sagen District of Columbia versus Heller (også her), som i al sin uenkelhed handler om, hvorvidt District of Columbia på lovformelig vis kan begrænse indbyggernes muligheder for at eje/bære våben i radikalt omfang.  Det mente United States Court of Appeals for the District of Columbia Circuit (den “fineste” af appeldomstolene) ikke, og det er den afgørelse, der nu kommer for SCOTUS.  Det hele står og falder med fortolkningen af “Second Amendment”‘s ord:

“A well regulated Militia, being necessary to the security of a free State, the right of the people to keep and bear Arms, shall not be infringed.”

Så det er altså noget om, hvorvidt det hele går på organiserede militser eller på borgerne som enkeltpersoner, og hvorvidt det går på alle våben eller kun nogle typer våben, og hvad formålet egentlig er.  Blandt andet.  SCOTUS har selv formuleret dét spørgsmål, man skal vurdere, som sådan:

“The petition for a writ of certiorari is granted limited to the following question: Whether the following provisions, D.C. Code §§ 7-2502.02(a)(4), 22-4504(a), and 7-2507.02, violate the Second Amendment rights of individuals who are not affiliated with any state-regulated militia, but who wish to keep handguns and other firearms for private use in their homes?”

Afgørelsen fra US Court of Appeals, som  SCOTUS, skal revurdere, var denne:

“To summarize, we conclude that the Second Amendment protects an individual right to keep and bear arms. That right existed prior to the formation of the new government under the Constitution and was premised on the private use of arms for activities such as hunting and self-defense, the latter being understood as resistance to either private lawlessness or the depredations of a tyrannical government (or a threat from abroad). In addition, the right to keep and bear arms had the important and salutary civic purpose of helping to preserve the citizen militia. The civic purpose was also a political expedient for the Federalists in the First Congress as it served, in part, to placate their Antifederalist opponents. The individual right facilitated militia service by ensuring that citizens would not be barred from keeping the arms they would need when called forth for militia duty. Despite the importance of the Second Amendment’s civic purpose, however, the activities it protects are not limited to militia service, nor is an individual’s enjoyment of the right contingent upon his or her continued or intermittent enrollment in the militia.”

Det er første gang siden 1939, at SCOTUS for alvor skal fortolke meningen med “Second Amendment”.  Det er næppe nogen overdrivelse at sige, at alene det, at SCOTUS har taget sagen, er historisk, og at udfaldet–næsten uanset hvad det måtte blive–vil være en af årtiets vigtigste forfatningsfortolkninger.

Min egen rolle er aldeles beskeden og mestendels symbolsk (men Eat your heart out, Mchangama! ;-).  Specifikt er jeg medunderskriver af det såkaldte Amici Curiae “brief” på vegne af gruppen “International Scholars”.  Vi er ikke de eneste. Andre “briefs” til fordel for respondenten (Heller) er f.eks. et fra en række amerikanske akademikere, et (selvfølgelig) fra fra National Rifle Association og et tredje “brief” underskrevet af Dick Cheney, et flertal af Senatet og et flertal af Repræsentanternes Hus (som vel at mærke begge har et Demokratisk flertal), ligesom der er et “brief” fra organisationen med det interessante navn Pink Pistols og slogans som Armed gays don’t get bashed! og Pick on someone your own caliber! Som man siger: Politics make strange bedfellows!

Den fulde liste af “briefs” kan findes her.

Ugens citat: Huckabee om Gud & forfatningen–og Zakaria om Huckabee

Den amerikanske wanna-be præsidentkandidat, fhv. baptistpræst, rygeforbudstilhænger, big business basher & big government elsker … Mike Huckabee udtalte før primærvalget i South Carolina forleden, at det var forkert at fortolke Guds ord i forhold til den gældende forfatning, men at man i stedet skulle ændre forfatningen, så den blev mere i overensstemmelse med Guds ord:

“But I believe it’s a lot easier to change the Constitution than it would be to change the word of the living God, and that’s what we need to do, is to amend the Constitution so it’s in God’s standards, rather than try to change God’s standards so it lines up with some contemporary view of how we treat each other and how we treat the family.”

Det var en skjult reference til, at Huckabee ville have et forfatningsmæssigt forbud mod homoseksuelle ægteskaber, og det kan man så mene om, hvad man vil, men hvis man så CNN’s Late Edition i søndags, kunne man høre Businessweek’s redaktør, den Hayek-citerende forfatter til den fremragende “The Future of Freedom: Illiberal Democracy At Home and Abroad”, Fareed Zakaria komme med følgende lakoniske kommentar:

“It frankly made him sound more like Ahmadinejad of Iran. I mean, the way in which he was describing, you know, implementing God’s law — I mean, isn’t that where we get scared off, when we hear it from Iranians and Saudis?”

Terror suspects considered bombing journalist behind ”Mohammed cartoons”

As a service to our occasional, non-Danish readers we ”break” for a news story of a particular interest to those who followed the Danish ”cartoon crisis” in 2006, which we covered several times, including our comment by Samuel Rachlin (in English).

Tuesday this week it was divulged that the four suspected terrorists on trial in the Danish city of Odense in the so-called “Vollsmose terror case” may have planned to bomb Flemming Rose, the Culture Editor of the Danish newspaper Jyllands-Posten which in 2005 commissioned the cartoons of Mohammed, the founder of the religion of Islam, which a few months later was used to ignite a number of violent attacks against Danish firms and diplomatic representations, and where the costs in lost money and lost lives have not yet been fully tallied.

During the trial at the Courthouse in Odense one of the four individuals accused of planning terror attacks in Denmark divulged that he and the three others, together or separately, had discussed and/or worked on several planned bomb attacks. One of the ideas discussed included the construction of a remote-controlled bomb that should have been directed against Rose. The bomb would be planted in a car that was supposed to be driven into Rose’s private home. (It has already been uncovered that “A.K.”, the particular member of the group who suggested the idea, had considered killing one of the cartoonists. He also wrote letters in praise of Osama bin Laden and Abu Musab Zarqawi and offered himself: “Revenge, revenge! I am the first volunteer! God is great!”)

The suspected terrorist behind the disclosures Tuesday, a 32 year old Danish convert to Islam code-named “A.A.” in the trial, suggested that the idea of attacking Rose was not serious but he also admitted during the court case Tuesday that two of the group actually had detonated a bomb on a soccer field behind a school in Odense. It was also divulged that the group—which collected videos of Islamist decapitations of kidnapped victims as well as speeches by Osama bin Laden and photos of the 19 9/11 high-jackers—planned to use chemical fertilizers to construct a number of bombs.

Politically correct, Danish (and non-Danish) commentators will no doubt say that Rose should have expected something like this to happen. Disrespectfully, we disagree. Nobody ought to expect that questioning or even peacefully taking shots at a religion will result in death threats. Rose and the cartoonists to this day are under police protection, just as many other people with direct or indirect connections to the “cartoon crisis” have been, including many journalists, several academics and businessman and at least a few politicians. They and their families live or have lived in fear merely due to some other individuals’ exercise of their freedom of speech.

Altogether, this is a sad reminder of Thomas Jefferson’s words that the price of freedom is eternal vigilance.

For a recent interview with the thoughtful Flemming Rose in Reason Magazine, go here. To read his English-language blog at Pajamas Media, go here.

AFR om frihedsrettigheder

Metroexpress kører i øjeblikket en artikelserie om demokrati. Den første der bliver interviewet i serien er Anders Fogh Rasmussen. Det interessante ved interviewet er at det tilbagevendende tema for AFR er frihedsrettigheder. Nu kunne man så vælge at anlægge en kynisk vinkel på interviewet og påpege, at AFRs regering har vedtaget en anti-terrorlov, der på flere områder udvander frihedsrettigheder. Men der er efter min mening meget positivt at hente i AFRs udtalelser.

Her lidt citater:

Hvis jeg alligevel blev tvunget til at stemme på en verdenspræsident, så skulle det være en, som er en stærk forsvarer for de personlige frihedsrettigheder, især ytringsfriheden.

[..]I et diktatur nægter man det enkelte menneskes fundamentale frihedsrettigheder.

[…]Nej i det lange løb kan terrorisme ikke ødelægge demokratiet, simplethen fordi demokratiet hviler på så stærke ideer og principper, at det opfylder det enkelte menneskes fundamentale ønske om personlig frihed.

[..]Verden er styret af mennesker, som træffer beslutninger, og den afgørende udfordring er at sikre, at de beslutninger bliver truffet på en demokratisk måde og i fuld respekt for de personlige frihedsrettigheder og retsstatsprincipper.

Det er både bemærkelsesværdigt og væsentligt, at AFR vælger udtrykket “frihedsretttigheder” fremfor “menneskerettigheder”. Hermed signalerer AFR, at det er de klassiske borgerlige og politiske rettigheder, der sikrer den personlige frihed, han anser som fundamentale. Han lægger dermed indirekte afstand fra ikke bare de positive økonomiske og sociale rettigheder, men også den kulturrelativisme og politiske korrekthed, som menneskerettighedsbegrebet efterhånden er blevet synonymt med.

Det må siges at være lidt af et nederlag for menneskerettigheds-bevægelsens universalistiske ambitioner at selve udtrykket menneskerettigheder er blevet så værdiladet og politiseret, at det i stigende grad alene appelerer til “centrum-venstre progressive”, mens borgerlige-liberale anvender betegnelsen frihedsrettigheder. Nederlaget er dog på sin vis også et nederlag for (os) borgerlig-liberale. Menneskeretttighederne er jo trods alt børn af liberalismen og, at dette begreb sammen med “lighed” og (på amerikansk) selve begrebet liberalisme, nu har et indhold og betydning, der er i direkte modstrid med deres oprindelige betydning er et godt tegn på i hvor ringe grad borgerligt-liberale har formået at formidle disse helt centrale princippers fortsatte relevans.

Hayek, Mises og Wikepedia

Jeg troede, at denne punditokrat var velbekendt med de fleste personalhistoriske, biografiske og idéhistoriske ting, der knytter sig til liberalismen som “bevægelse”.  Men denne historie, som fortælles af Mises Blog, kendte jeg godt nok ikke:

“The man credited with founding Wikipedia, Jimmy Wales — known to Wikipedians as “Jimbo” — was a finance major at Auburn University when the Mises Institute’s Mark Thornton suggested he read “The Use of Knowledge in Society,” a now-famous essay written by Austro-libertarian economist and Nobel laureate Friedrich von Hayek.

The essay argues that prices in the market represent a spontaneous order that results from the interaction of individuals with diverse wants, allowing them to cooperate to achieve complex goals. According to a June 2007 Reason magazine interview, this insight of Hayek’s is what led Wales to found Wikipedia. The rather lofty vision that inspired Wales? “Imagine a world in which every single person on the planet is given free access to the sum of all human knowledge. That’s what we’re doing.”

Som Hayek formodentlig ville sagt (med en tyk østrigsk accent): Ideas have consequences!

Europæiske mentaltilstande?

Den forgangne uge har budt på lidt mediedebat om “amerikanske tilstande”, og jeg har på fornemmelsen, at vi kommer til at vende det emne igen her på stedet. Men lad i mellemtiden denne punditokrat kort berøre en tilfældig lille passage, som jeg i dag snublede over i Berlingske Søndag, og som måske siger noget om de mentale tilstande i Europa. Det var såmænd i en artikel af mad- og vinskribenten Søren Frank, hvor han skrev om en australsk vinproducent. Midt i det hele stod så denne passage

“[Han er] prototypen på en aussie: Easygoing, gæstfri og charmerende. Fuldstændig som man troede, at amerikanerne var, indtil man forstår at deres venlighed er ganske overfladisk og dækker over et hjerte, som udelukkende banker for penge.”

Det stod der. Midt i en artikel, der ellers ikke handlede om USA, men blot om australsk vin.

For min skyld må mennesker såmænd have alle de fordomme, de vil. Jeg kan synes, at det i det ene eller andet konkrete tilfælde er utiltalende eller ubegrundet, men så længe de ikke lader fordommene omplante sig til at krænke andre menneskers frihed, så kan jeg såmænd godt leve med det. Man kan endda sige, at nogle “fordomme” ofte fanger noget akkumuleret, empirisk viden, og at de fleste mennesker faktisk ville have svært ved at klare sig igennem tilværelsen helt uden fordomme. F.eks. nyttige fordomme såsom at fynboer er lidt fjollede, og at mad- og vinanmeldere ofte ikke har opfundet den dybe tallerken.

Alligevel er passagen grotesk på sin egen arrogante, selvsmagende og euro-centrerede måde. SF mener altså, at det er problemløst at generalisere om et land, der fylder det meste af et kontinent, har mere end 300 mio. indbyggere fordelt på 50 stater og en række territorier, og hvor der i en stat alene (Californien) tales mere end 150 forskellige modersmål? SF har set så brede dele af USA og så dybt ind i amerikanernes kollektive sjæl, at han ikke bare ved, hvad de gør og ikke gør, men hvad der motiverer dem? Og SF kan helt umotiveret smide et sådan udsagn ind, et sted hvor det iøvrigt intet har gøre?

Kunne man forestille sig dét gjort med nogen anden nationalitet eller større identificerbar gruppe, uden at man straks ville blive beskyldt for nationalisme, xenofobi, uanstændighed, etnisk diskrimination, racisme eller det, der måtte være værre? Næppe. Men hvis det er amerikanerne, det handler om, så synes Janteloven og uvidenhed at være fuldt tilstrækkeligt til at legitimere ethvert tænkeligt synspunkt. Tsk, tsk.

President Thompson? VII

 Jeg har kraftig lyst til at sige, “hvad sagde jeg?”, men det er nok at sælge Det Hvide Hus, før Valgmandskollegiet er taget i ed–for nu at blande lidt metaforer på bedste Bernard Woolley facon.

Men altså: Som denne blog var stort set det første medie i Danmark til at forfægte, så ser Fred D. Thompsons chancer for at blive præsident bedre og bedre ud. Netop i denne uge er han begyndt at ligge foran Rudy Giuliani i meningsmålingerne (se f.eks. her hos de vidende folk hos Rasmussen Reports)–som den første af kandidaterne, der har præsteret det i år. Og siden sidste uge har hans “futures” hos Intrade.com ligget højere end Giulianis. Nuvel, det er statistisk insignifikant, og at føre er jo ikke det samme, som at han får nomineringen, endsige vinder valget–en del taler p.t. imod det. Men det er godt nok imponerende i betragtning af, at han endnu ikke officielt har meddelt sit kandidatur.

***

Her er noget “pastet” fra en af mine kommentarer fornylig, og som måske sætter Thompsons politiske observans i perspektiv:

Jeg har selv ganske mange gange sagt, at “det mindste af to onder er også ondt”. Men her tror jeg dog–som jeg tidligere har beskrevet–at Fred Thompson uden at være perfekt trods alt er den, der scorer bedst på kombinationen af “electability” og “track record” m.h.t. at være frihedsorienteret. Her er nogle tal fra Republican Liberty Caucus’ rating af kandidaterne p.b.a. deres afstemningsadfærd i kongressen (på en skala fra 0 til 100):

  • Ron Paul: personlig frihed: 87; økonomisk frihed: 90; gennemsnit: 88.5
  • Sam Brownback: personlig frihed: 76; økonomisk frihed: 90; gennemsnit: 83.0
  • Fred Thompson: personlig frihed: 70; økonomisk frihed: 87; gennemsnit: 78.6
  • Tom Tancredo: personlig frihed: 65; økonomisk frihed: 87; gennemsnit: 75.9
  • John McCain: personlig frihed: 62; økonomisk frihed: 79; gennemsnit: 70.4
  • Newt Gingrich: personlig frihed: 60; økonomisk frihed: 78; gennemsnit: 68.8
  • Duncan Hunter: personlig frihed: 60; økonomisk frihed: 73; gennemsnit: 66.7

Der er ikke sammenlignelige tal for Giuliani og Romney (som jo ikke har været medlemmer af kongressen), men begge må efter hidtidig adfærd skønnes at ligge dårligere end McCain, vil jeg tro–og måske dårligere end alle de ovennævnte. Tommy Thompson kan jeg slet ikke bedømme.

Dertil kommer så en anden, endnu uerklæret Republikansk kandidat:

  • Chuck Hagel: personlig frihed: 72; økonomisk frihed: 86; gennemsnit: 79.1

Tear down this wall!

Advarsel: I sidste uge skrev jeg en post om Ronald Reagans “The Boys of Pointe du Hoc”-tale (1984), og allerede nu er jeg så i samme boldgade igen.

Men lad mig lige begynde et andet sted.  Jeg er som antydet forleden p.t. i Cambridge, og der stødte jeg forleden til en celeber middag på smukke Clare College aldeles uventet ind i min gamle, gode ven, Finn Ziegler (den piberygende økonom og liberalist og 180grader-skribent, ikke den engang cigarrygende, men nu afdøde violinist).  Finn har jeg kendt i knap 25 år, og hvad jeg i sin tid først lærte om public choice teori, lærte jeg ved at ryge pibe sammen med Finn og vores fælles mentor, Otto.

Nå, men henover college-portvinen gjorde Finn og jeg, hvad man så ofte gør, når man får tyndere hår og højere humør, nemlig at mindes “gode gamle dage”.  Og dér slog det mig pludselig: I disse dage for præcis 20 år siden befandt netop Finn og jeg os sammen, på vores første tur til Guds Eget Land, hvor vi var ovre sammen, for som studerende at deltage i et sommerseminar på Marymount College, arrangeret af Institute for Humane Studies.  Vi var ankommet til New York, hvor vi skulle spendere et par dage, inden turen videre til Washington og Virginia.  I den store by havde vi allerede første dag shoppet bøger i stor stil i den nu mere eller mindre hedengangne Laissez Faire Books, som dengang lå på Broadway.  Det var før internettet–før man kunne bestille bøger fra den anden side af verden med et klik på få sekunder, og før man med e-mail kunne lære alle mulige at kende uden nogensinde at møde dem.  Så nu var vi–med en upassende blandingsmetafor–i frihedens Mekka, hvor vi kunne se og købe flere interessante bøger, end vi troede eksisterede, og hvor vi kunne drikke kaffe og hyggesludre med alle mulige andre, der mente de samme gakkede ting som os selv–inkl. den navnkundige nestor blandt amerikanske libertarianere, Roy Childs.  Vi boede til med i en lejlighed på Upper West Side hos LFB’s medarbejder Charlie Fowler; hvordan vi lige præcis endte hos ham, husker jeg faktisk ikke, men jeg husker, at hans “casa” var vores “casa”, fordi han skulle ud og rejse, og at han inden da arrangerede store dele af vores besøg i Washington ved at ringe rundt til frihedsorienterede venner og bekendte.  (Som sagt, det var før internettet.  Det var også dengang før liberaliseringerne af flytrafikken, og jeg husker endnu, at den billigste returbillet kostede ca. 7.000 kr.) 

Anyway … Finn og jeg nød dagene i NYC, traskede byen tynd og stod på toppen af World Trade Center og blev fotograferet med Frihedsgudinden i baggrunden.  Vi var henholdsvis 22 og 20 og følte os ganske frie i frihedens eget land.  Det omfattede uvilkårligt også, at vi fik drukket nogle øl, og jeg husker klart, omend med smerte, den næste morgen.  Det var hamrende varmt, som næsten kun NYC kan være om sommeren, når solen bager ned i asfaltjunglen og blandes med de fugtige rester af den caribiske strøm sydfra–og så tømmermænd.  Jeg gik ind i stuen, hvor Finn havde sovet på en madras på gulvet, og hvor han nu sad og zappede på de 117 kanaler.  Ret mange af dem viste det samme, nemlig en live-reportage direkte fra Brandenburger Tor.  Og dér–i dag for 20 år siden, den 12. juni 1987–stod han, Ronnie-manden, “the Gipper”, og holdt talen:

“Behind me stands a wall that encircles the free sectors of this city, part of a vast system of barriers that divides the entire continent of Europe. From the Baltic, south, those barriers cut across Germany in a gash of barbed wire, concrete, dog runs, and guard towers. Farther south, there may be no visible, no obvious wall. But there remain armed guards and checkpoints all the same–still a restriction on the right to travel, still an instrument to impose upon ordinary men and women the will of a totalitarian state. Yet it is here in Berlin where the wall emerges most clearly; here, cutting across your city, where the news photo and the television screen have imprinted this brutal division of a continent upon the mind of the world. Standing before the Brandenburg Gate, every man is a German, separated from his fellow men. Every man is a Berliner, forced to look upon a scar. 

President von Weizsacker has said, “The German question is open as long as the Brandenburg Gate is closed.” Today I say: As long as the gate is closed, as long as this scar of a wall is permitted to stand, it is not the German question alone that remains open, but the question of freedom for all mankind.

… In the 1950s, Khrushchev predicted: “We will bury you.” But in the West today, we see a free world that has achieved a level of prosperity and well-being unprecedented in all human history. In the Communist world, we see failure, technological backwardness, declining standards of health, even want of the most basic kind–too little food. Even today, the Soviet Union still cannot feed itself. After these four decades, then, there stands before the entire world one great and inescapable conclusion: Freedom leads to prosperity. Freedom replaces the ancient hatreds among the nations with comity and peace. Freedom is the victor.

And now the Soviets themselves may, in a limited way, be coming to understand the importance of freedom. We hear much from Moscow about a new policy of reform and openness. Some political prisoners have been released. Certain foreign news broadcasts are no longer being jammed. Some economic enterprises have been permitted to operate with greater freedom from state control.

Are these the beginnings of profound changes in the Soviet state? Or are they token gestures, intended to raise false hopes in the West, or to strengthen the Soviet system without changing it? We welcome change and openness; for we believe that freedom and security go together, that the advance of human liberty can only strengthen the cause of world peace. There is one sign the Soviets can make that would be unmistakable, that would advance dramatically the cause of freedom and peace.

General Secretary Gorbachev, if you seek peace, if you seek prosperity for the Soviet Union and Eastern Europe, if you seek liberalization: Come here to this gate! Mr. Gorbachev, open this gate! Mr. Gorbachev, tear down this wall!”

Whoa! Og, som man siger, “the rest is history …”

Update: John Fund skrev tirsdag om årsdagen i Wall Street Journal, og ovennævnte Finn Ziegler onsdag aften i en klumme på 180grader.dk.

The Boys from Pointe du Hoc

Denne Punditokrat er en gammel sentimentalist, og jeg kan godt lide mindedage–mestendels de glade og symbolsk højstemte. Jeg bliver glad, når de markeres, og ærgerlig når de glemmes–og forbandet på mig selv, når jeg f.eks. glemmer at tænde lys i vinduet 4. maj.

I den forbindelse tænkte jeg i dag en del over, at jeg (der i disse dage befinder mig i smukke Cambridge) reelt havde overset, at det i går var Grundlovsdag derhjemme i Danmark. Men så blev jeg mindet om, at i dag sådan set også er en anden, værdig mindedag: D-Dag. Det er i dag 63 år siden, at De Allierede gik i land i Normandiet, og i det store billede er det en af de dage, der klart må regnes som ikke bare en af de vigtigste i det 20. århundrede men en af de afgørende i frihedens historie.

Men det betyder også, at det i dag er 23 år siden, at præsident Ronald W. Reagan holdt en af sine bedste taler. Måske ikke den mest ideologiske, men klart en af de smukkeste, mest sentimentale (i ordets bedste betydning) og mest velskrevne–og selvfølgelig skrevet af Peggy Noonan. Talen, kendt som “The Boys from Pointe du Hoc”, blev holdt foran rækker med overlevende “Rangers” fra D-Dag, og den findes hér på audio (under datoen June 6, 1984) og hér som tekst. Her er et par uddrag:

“We’re here to mark that day in history when the Allied armies joined in battle to reclaim this continent to liberty. For four long years, much of Europe had been under a terrible shadow. Free nations had fallen, Jews cried out in the camps, millions cried out for liberation. Europe was enslaved, and the world prayed for its rescue. Here in Normandy the rescue began. Here the Allies stood and fought against tyranny in a giant undertaking unparalleled in human history.

… The men of Normandy had faith that what they were doing was right, faith that they fought for all humanity, faith that a just God would grant them mercy on this beachhead, or on the next. It was the deep knowledge — and pray God we have not lost it — that there is a profound moral difference between the use of force for liberation and the use of force for conquest. You were here to liberate, not to conquer, and so you and those others did not doubt your cause. And you were right not to doubt.

You all knew that some things are worth dying for. One’s country is worth dying for, and democracy is worth dying for, because it’s the most deeply honorable form of government ever devised by man. All of you loved liberty. All of you were willing to fight tyranny, and you knew the people of your countries were behind you.

… [But not] all that followed the end of the war was happy or planned. Some liberated countries were lost. The great sadness of this loss echoes down to our own time in the streets of Warsaw, Prague, and East Berlin. Soviet troops that came to the center of this continent did not leave when peace came. They’re still there, uninvited, unwanted, unyielding, almost forty years after the war. Because of this, allied forces still stand on this continent. Today, as forty years ago, our armies are here for only one purpose: to protect and defend democracy. The only territories we hold are memorials like this one and graveyards where our heroes rest.

… Here, in this place where the West held together, let us make a vow to our dead. Let us show them by our actions that we understand what they died for.”

Muhammed, Danmark & ACLU

Kender man lidt til amerikanske forhold, og er man grundlæggende positivt indstillet overfor klassiske frihedsrettigheder, så må man næsten også per definition have et lidt ambivalent forhold til den amerikanske borgerrettighedsorganisation, American Civil Liberties Union (ACLU).   Blandt mange amerikanske konservative (men ikke alle–mere her) er den afskyet, fordi den bliver opfattet som en “left liberal, bleeding heart” organisation, hvis medlemmer er “bløde”, når det gælder den nødvendige retshåndhævelse.  Men blandt mange andre–klassisk liberale som venstreorienterede–er der en stor respekt for, at organisationen ofte tager slagsmål til fordel for klassiske frihedsrettigheder.

Denne punditokrat har ihvertfald altid selv haft et lidt ambivalent syn på ACLU.  Jeg har fundet det fremragende, at de ihærdigt har forfægtet habeas corpus, ytringsfrihed, adskillelse af kirke og stat, o.s.v.  Men jeg har også fundet deres læsning af den amerikanske Bill of Rights lidt selektiv–de har sjældent gjort meget ud af det 2. forfatningstillæg, selvom det altså sådan set også er en borgerrettighed, og mens de mange kommunister, som var med til at stifte ACLU godt kunne lide adskillelse af stat og kirke, gik de aldrig meget op i, at religionsfrihed også betyder retten til at udøve ens religion.

Og med den politiske korrektheds fremmarch i 1980erne og 1990erne var det næsten forudsigeligt, at denne også på et tidspunkt kunne få ACLU til at tippe endnu mere i den retning, som jeg ihvertfald ikke værdsætter.  Netop det emne var forleden omtalt i detaljer på Wall Street Journals debatsider, i kronikken “The American Liberal Liberties Union”, hvori advokaten Wendy Kaminer argumenter, at ACLU er ved at blive ret selektiv på ytringsfrihedens front–og midt i det hele dukker Danmark og Muhammedkrisen op.   Her kommer et langt uddrag:

“ACLU Defends Nazi’s Right to Burn Down ACLU Headquarters,” the humor magazine The Onion announced in 1999. Those of us who loved the ACLU, and celebrated its willingness to defend the rights of Nazis and others who had no regard for our rights, considered the joke a compliment. Today it’s more like a reproach. Once the nation’s leading civil liberties group and a reliable defender of everyone’s speech rights, the ACLU is being transformed into just another liberal human-rights group that reliably defends the rights of liberal speakers.

This transformation is gradual, unacknowledged and not readily apparent, since evidence of it lies mainly in cases the ACLU does not take. It’s naturally easier to know what an organization is doing (and advertising) than what it is not doing. But a review of recent free-speech press releases turns up only a handful of cases in which ACLU state affiliates defended the rights of conservative, antigay or otherwise politically incorrect speakers. And lately the national organization has been remarkably quiet in several important free-speech cases and controversies.

One of the clearest indications of a retreat from defending all speech regardless of content is the ACLU’s virtual silence in Harper v. Poway, an important federal case involving a high-school student’s right to wear a T-shirt condemning homosexuality. Of course, the ACLU doesn’t speak out on every case, but historically it has vigorously defended student speech rights, as its Web site stresses. It is currently representing a student in a speech case before the Supreme Court, Morse v. Frederick (involving the right of a student to carry a nonsensical “Bong Hits 4 Jesus” banner at an off-campus event). The ACLU pays particular attention to the right to wear T-shirts with pro-gay messages in school, proudly citing cases in which it represented students wearing pro-gay (as well as anti-Bush) T-shirts. This year, the ACLU awarded a Youth Activist Scholarship to a student who fought the efforts of her school to bar students from wearing T-shirts that said “Gay, Fine by me.”

So in 2004, when Tyler Chase Harper was disciplined for wearing a T-shirt declaring his religious objections to homosexuality, civil libertarians might have expected the ACLU to protest loudly. Mr. Harper was barred from attending classes when he wore the antigay T-shirt to school on an official “Day of Silence,” when gay students taped their mouths to symbolize the silencing effect of intolerance. Represented by the Alliance Defense Fund, he sued the school district. That same year, the ACLU initiated the first of two actions against a Missouri school that punished students for wearing “gay supportive T-shirts,” eventually securing a promise from the school to “stop censoring,” the ACLU Web site boasts. Mr. Harper, however, was unsuccessful in his quest to stop school censorship. In a patronizing, antilibertarian decision in which Judge Stephen Reinhardt stressed the imagined feelings of gay students, the Ninth Circuit rejected Mr. Harper’s First Amendment claims. (There was a sharp dissent from Judge Alex Kozinski.)

… The Harpers didn’t need representation from the ACLU. But the organization frequently speaks up for the rights of people it does not represent, like Guantanamo detainees, and often files amicus briefs in important civil liberties cases. Given its focus on student rights and religious liberty (one of the ACLU’s priorities), it’s hard to explain the ACLU’s apparent equanimity about the violation of Mr. Harper’s First Amendment rights–unless you consider the content of his speech. 

This case does not appear to be anomalous. Despite its professed commitment to religious liberty, for example, the ACLU tends to absent itself from cases on college campuses involving the associational rights of Christian student groups to discriminate against gay students, in accordance with their religious beliefs. But conservative students might be grateful for the ACLU’s absence. Consider its intervention in a successful federal court challenge to an unconstitutional speech code at Georgia Tech, brought by the Alliance Defense Fund in 2006 on behalf of two conservative religious students. The ACLU of Georgia filed an amicus brief proposing a substitute but still overbroad “antiharassment” policy that included a prohibition on “injurious communications . . . directed toward an individual because of their characteristics or beliefs.” In other words: Students should be punished for sharply criticizing or satirizing each other’s beliefs if their remarks are deemed “injurious.”

Og så til Danmark:.

“The ACLU was even AWOL in one of the most visible and frightening free-speech controversies in recent years–the Muhammad cartoons, which many condemned as “hate speech.” When Muslim groups violently protested the cartoons (first published in the Danish press), when American newspapers declined to publish them for fear of reprisals, and when the U.S. State Department condemned their publication–the ACLU exercised its right to remain silent. In fact, its press office actually advised ducking questions about the cartoons that might arise during discussions of torture at Abu Ghraib. A set of talking points from the press office recommended responding to questions about the cartoons by exhorting the U.S. government to “demonstrate . . . that it is taking the Abu Ghraib images seriously.” (This was later spun as an effort to stay on message about abuses at Abu Ghraib.)

Not until an ACLU donor complained about this silence on the cartoon controversy, and questions about it were
raised before the ACLU bo
ard, did ACLU Executive Director Anthony Romero speak up–quietly. He mentioned the controversy in a relatively obscure dinner speech to the National Association of Hispanic Journalists. He sent a letter to the University of Illinois urging it not to discipline student editors who published the cartoons in a campus paper. In a letter to the ACLU board, Mr. Romero both denied and defended the ACLU’s relative silence: “With regard to the cartoons, rather than put out a hortatory statement that no one would read (except insiders) but might make us feel good about ourselves, we have tried to engage in thoughtful forums and discussions that relate to the issue. Speaking out on an issue involves more than slapping a paragraph together and posting it on a website.”

Why did the ACLU avoid issuing a loud and clear public statement decrying violent efforts to suppress the Muhammad cartoons? Its silence may have reflected growing sympathy among ACLU leaders and supporters for restricting what many liberals condemn as hate speech. “Take hate speech,” Mr. Romero remarked to the New York Times in May 2006. “While believing in free speech, we do not believe in or condone speech that attacks minorities.” (He was commenting on a proposal to bar board members from criticizing the ACLU–a proposal that was amended only after being exposed in the Times.) “

Kronikøren leverer flere lignende eksempler og sammenfatter:

“This is not the same organization that once took pride in its costly, principled decision to defend the rights of neo-Nazis to march in a community of Holocaust survivors in Skokie, Ill. Of course the ACLU hasn’t definitively abandoned its defense of speech: Large, national organizations change incrementally. But people should no longer depend on the ACLU to defend what they preach (especially at a cost), if it disapproves of what they practice.”

Ugens citat: VU om samtykke, frihed & polygami

Hele Danmarks borgerlige netavis 180Grader.dk har et dagsaktuelt, omend to år gammelt, citat fra de unge liberales politiske program:

”Staten skal ikke bestemme hvorvidt man må have mere end en ægtefælle, dette må være op til de enkelte par at afgøre. Eneste krav for at få flere ægtefæller skal være den/de nuværende ægtefæller(s) samtykke.”

VU’s Thomas Banke uddyber til 180Grader:

Polygami?

”Hvis kvinder vitterligt ønsker at lade sig gifte ind i et harem, så mener jeg faktisk ikke at det en politisk opgave at blande sig i. Det må være folks frie valg. … Hvis ikke der er tale om tvang eller misbrug, så er det svært, synes jeg, at finde nogen grund til at lovgive imod det. Også selvom jeg ikke selv bryder mig om den form for ægteskab.”

VU’s formand, Karsten Lauritzen, kan derimod ikke helt finde ud af, hvad han mener.

Billedet viser et typisk dansk bunkebryllup.

The Capitalist Peace

Der findes dem, der mener, at socialvidenskabernes væsentligste formål er at bekræfte fordomme og aflive myter. Denne punditokrat har derfor været ualmindelig godt underholdt af januar nummeret af American Journal of Political Science. Her har Erik Gartzke fra Columbia University en fremragende artikel, “The Capitalist Peace”, der dybest set viser, at Bastiat havde ret: Stater, der er økonomisk integrerede i verdensøkonomien, går bare ikke i krig. Man tvinges jo nærmest til at udbryde: Hvad sagde vi – eller som en video på youtube udtrykte det: The Right was Right! Men den type argumenter anvendes jo som bekendt ikke på denne blog.

Det nye i Gartzke artikel er selvfølgelig, at det altså ikke er regimeformen – dvs. graden af demokrati, graden af omfordeling, sammenhængskraften eller andre metafysisk funderede forhold, der er afgørende for, hvor krigeriske stater egentlig er. Men derimod er graden af handel helt afgørende for graden af krigerisk adfærd. Særligt finansiel åbenhed har betydning for, hvor sandsynligt det er, at observere krige mellem stater. Jo mere finansiel åbenhed – jo lavere sandsynlighed for krig. Med andre ord: Sørg for at folk har mulighed for at berige sig og de vil bekymre sig mere om deres pension end om at slå andre ihjel. En pensionsopsparing skal nu engang bruges i fremtiden– og pensionsopsparingen er nu engang mere værd, hvis man rent faktisk er til stede, når fremtiden indtræffer. Ingen Metafysik!

Det rejser jo – unægtelig – nogle interessante perspektiver. Hvis vi skal have fred – og hvis vi mener, at fred er noget godt – så skal vi måske sikre markedsadgang for 3. verdenslande til vores markeder? Måske skulle vi give folk i disse lande en mulighed for at blive rige uden alt for voldsom indblanding i, hvor mange cementfabrikker og hvor meget samtaledemokrati et udviklingsland skal stopfodres med?

4. maj

Hvis det skulle have undsluppet nogen læsers opmærksomhed, er det i dag den 4. maj. Det vil sige, at i aften klokken otte er det 62 år siden, at BBC kunne meddele danskerne, at de tyske styrker i Danmark havde overgivet sig. At se billederne fra den gang, og tale med de få, der oplevede den aften og den næste dag og stadig lever, bekræfter at sangen taler sandt: Der blev flaget så meget, at byer rent faktisk blomstrede i rød og hvidt! Det er 62 år siden, men som det stadig er tradition i Sønderjylland (hvor jeg kommer fra) og enkelte andre steder i landet, har jeg levende lys i vinduerne i aften. Hvis der er noget, der skal huskes, er det den dag og de ofre der gik forud for den.

Den danske modstandsbevægelse var en af årsagerne til, at Danmark i sidste ende blev betragtet som en allieret nation, og ikke blot en af Nazitysklands medløberstater. Og der var ikke bare tale om nogle drenge, der legede krig, som enkelte historikere synes at mene. Jeg voksede op med en morfar, der havde været med i modstandsbevægelsen fra tidligt i krigen, og en mormor der fragtede dokumenter for bevægelsen mellem Haderslev og København fra hun var 18 år gammel. Nogle af mine klarest minder om min morfar er de sjældne gange han fortalte historier fra krigen. De var spændende og medrivende, men med dem fulgte altid en undertone fra de historier, der ikke blev fortalt – dem hvor kammerater blev taget af Gestapo, hvor nazisterne vandt, hvor venner døde.

Min mormor, derimod, fortalte aldrig et ord om krigen. Min søster og jeg hørte intet om hendes rolle, min mor og moster heller ikke, og hvis min morfar og hun talte om det, var det aldrig mens der var andre tilstede. Måske var det simpelthen for smertefuldt at tænke tilbage på den tid, for hvordan præger det en teenagepige at sidde i et tog i seks timer – den tid det dengang tog fra Sønderjylland til hovedstaden – med dokumenter som man alt for godt ved, kan betyde liv eller død for en selv og ens nærmeste venner? Man kan lige så vel spørge sig selv, hvordan man lever sit liv, når man har haft år hvor man risikerede sit eget og andres liv for at kæmpe mod en overmagt, der stod for en umenneskelighed og et vanvid, som man ikke behøvede få ind på livet?

Men fakta er, at mange danskere tog det eneste moralsk rigtige valg og gjorde modstand. De vidste, at de risikerede alt, og de vidste sandsynligvis også, at de aldrig blev de mennesker, de ville have været uden krigen eller hvis de valgte den lette løsning og accepterede nazismen. Jeg vil nødig lyde plat og sentimental, men jeg har intet andet udtryk for det: Selv de der overlevede, gav deres liv for modstanden – det normale og lettere liv, de havde haft hvis de havde valgt anderledes. Ligeledes valgte andre også modstanden, om end på en anden måde. Mange danske bønder havde mulighed for at tage arbejde for nazisterne på den del af Atlantvolden, der stadig i form af næsten uforgængelige bunkere står op langs med den jyske vestkyst. Jeg er derfor stolt af, at min farfar valgte den mulighed fra. I stedet fristede han og min farmor en tilværelse som – helt bogstaveligt – desperat fattige bønder på den hårde jord i Sønderjylland. Et fravalg er også et valg, og derfor en moralsk stillingtagen.

Og hvorfor så skrive om det, når det nu er 62 år siden? Skulle vi ikke være kommet videre for længst? Og er ham Bjørnskov ikke bare en af de sædvanlige sønderjyder, der kan diskutere moral, tyskere, og hvem der laver de bedste ringridderpølser herfra til helvede? Jo, det kan godt være, og måske er jeg også stolt af mine bedsteforældre, men der er mere i det end som så. For da 1945 kom, havde mange danskere forståeligt nok travlt med at bortforklare deres arbejde for nazisterne, og mange havde travlt med at hoppe med på modstandsvognen. Da det blev omkostningsfrit at tage et valg for et frit Danmark, blev valget selvfølgeligt populært. Men dem, vi skal mindes i dag, er ikke de sidste dages frelste, men derimod de danskere, der villigt lod sig mærke på krop og sjæl af deres valg i starten af krigen.

Dem, jeg vil huske, er de mennesker der tog det rigtige valg mens det stadig var upopulært, og holdt fast i det, også selvom det valg i flere år så ud til at være forbundet med en tabersag. Hvis man bringer den holdning op til en nutidig debat, kan man måske godt være lidt Jeronimus-agtigt skeptisk overfor medierne og danskernes rygrad i al almindelighed. Holder danskerne for eksempel fast når danske soldater dør mens de beskytter almindelige afghanere mod en af de mest formørkede politiske bevægelser i de sidste 100 år? Eller hvis det samme sker i Irak? Og hvor mange ledende politikere og meningsmagere holdt egentlig fast i ytringsfriheden som ideal, da danske virksomheder tabte markedsandele i Mellemøsten og danske ambassader brændte? Hvis vi endegyldigt holder op med at holde fast i vores værdier når det gør lidt ondt, ender vi så på den rigtige side af det næste jerntæppe? Det er hverken rare eller lette spørgsmål, vel?

Så for mig er 4. maj en meget personlig påmindelse om to ting. For det første er det en reminder om, hvor vigtigt det er at have holdninger og værdier, og særligt hvor vigtigt det er at forsvare dem, når de umiddelbart begynder at koste noget. For det andet er den 4. maj en lejlighed til at mindes mine bedsteforældre og en helt særlig ting ved dem: Miraklet at de på trods af deres oplevelser og deres ofre under krigen blev de mennesker, jeg har elsket så højt som nogen. Men måske har sangen ret – livet er ikke så svært, hvis man kæmper for alt man har kært.

Ældre indlæg Nyere indlæg

© 2018 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑