Tag: gældskrise

Hvordan går det i Grækenland og Italien?

I går bragte TV2 News en reportage med Ulla Terkelsen og Miriam Zesler fra Athen. På overfladen så det ud til at gå bedre efter en række rædselsfulde kriseår, men mange af de grækere, de to journalister talte med, var ikke optimister. En sagde direkte, at intet havde ændret sig siden før krisen. På sin vis er det en meget præcis karakteristik: Mens der er gennemført alvorlige nedskæringer i de græske budgetter, er det politiske system stadig dybt dysfunktionelt, og den græske mentalitet – mange synes at mene, at det hele var tyskernes skyld og man burde slet ikke have skåret i statens udgifter – synes uændret. Politikere og mange medier skriver dog, at problemerne nu er løst. Hvor korrekt er det?

Ser man først på gældsudviklingen i Grækenland og Italien – den anden store hovedpine for EU og eurozonen – ser det ikke videre positivt ud. Nok har man bragt de græske statsfinanser nogenlunde under kontrol, men den græske statsgæld var stadig over 180 % af BNP ved udgangen af 2017. Som en ganske grov tommelfingerregel plejer økonomer at sige, at et gældsniveau over 80-100 % vil tynge landets økonomi. Rentebetalingerne begynder at blive så store, at det ar en synlig effekt på statens budget, og et så højt niveau er for det meste et symptom på politisk dysfunktionalitet – at politikerne i en længere årrække har ladet stå til og ikke taget finansielt ansvar. Som figuren nedenfor viser, er det græske niveau således cirka det dobbelte af den normale, kritiske grænse. Det italienske niveau er ikke nær det samme problem, men som figuren nedenfor illustrerer, er de gode år med nogenlunde ansvarlig politik ovre, og gælden er stigende igen. Den nuværende populistiske regering i Rom har på ingen måde gjort det bedre, men insisterer på at bruge flere penge.

På den internationale scene er et af problemerne, at det i høj grad er udenlandske stater, der ejer den græske statsgæld, mens en væsentligt større del af den italienske ejes af italienske (og udenlandske) banker. En græsk gældslettelse – dvs. en delvis græsk bankerot, selvom det ikke må hedde det – vil således skulle betales af disse stater. En stor del af gælden holdes af ECB, og hvis den lettes, må eurozonens medlemmer, der ejer ECB, rekapitalisere banken. Det er særligt de nordeuropæiske medlemmer ekstremt utilbøjelige til at ville gøre. Et yderligere problem er, at kreditorerne – EU’s regeringer, den Europæiske Centralbank og den Internationale Valutafond – også har svært ved at komme til enighed om, hvad der helt præcist bør ske. IMF, der ligesom OECD har taget et stort skridt til venstre de senere år, foretrækker en langt blidere linje overfor Athen, mens særligt dele af EU ikke er parate til at forære noget, der nærmest har lignet en failed state, flere midler.

Den eneste holdbare vej ud af kaosset for Grækenland, og det snigende gældsmareridt for Italien, er økonomisk vækst. Og her ser det, som illustreret i den anden figur nedenfor, en smule bedre ud fra grækerne end italienerne, der synes reformresistente i næsten danske omfang. Grækerne har af nød faktisk indført en række reformer af både den offentlige sektor og dele af de statslige reguleringer – om end ikke nær så dybe reformer, som regeringen har lovet – og IMF regner med, at økonomien reelt voksede 2 % i 2018 og sandsynligvis vil vokse lige så meget i år. Det er langt fra nok for en økonomi, der er sat næsten 20 år tilbage og har behov for langt højere vækstrater til at hjælpe med at betale gælden, men det er en start.

Længere mod vest ser det langt værre ud, da der stort set ingen vækst har været i den italienske økonomi i snart 20 år: Den gennemsnitlige vækstrate siden 1999 har været ½ % om året. Den nuværende regering ønsker at ’stimulere’ økonomien gennem finanspolitikken. Men som enhver, der har fulgt et introduktionskursus i makroøkonomi ved, vil finanspolitiske tiltag måske give en mindre aktivitetseffekt, men den virker næppe mere end 2-3 år, og kommer ikke til at have varig virkning på nationalindkomsten eller arbejdsløsheden. Tilbage står endnu et hul i statens finanser, fordi der ingen planer er for at dække de ekstra udgifter med ekstra skatter.

Bundlinjen er, at de to specielt finanspolitisk uansvarlige europæiske lande begge stadig er syge økonomier. Begge lider under det mentale problem, som historikeren Bernard Lewis engang opsummerede i spørgsmålet ”Who did this to us?” – at man kollektivt nægter at tage ansvaret for egne finanser og egen uansvarlighed på sig. Begge lider også under en aftagende vækstrate i det meget lange løb, som det ganske let kan ses i den anden figur i dag. Det vækstmønster er typisk for økonomier, hvor en relativt lille del af den samlede vækst kommer fra vækst i produktiviteten. Som Robert Solow slog fast for mere end 60 år siden, er produktivitetsvækst nøglen til permanent vækst. Som de sidste 20 års forskning i vækst peger på, handler det spørgsmål i høj grad om gode institutioner, der skaber incitamenter for folk til at innovere i stedet for at rent-seeke. Og ser man på netop dét aspekt af problemet, ser det i særligt grad sort ud for Grækenland og Italien. Gælden er blot et symptom på, hvor institutionelt syge de to samfund er.

Hvem vinder et græsk valg i afgrunden?

Grækenland har kurs direkte mod en rodet bankerot. En del af diskussionen i medierne er, om man ikke kan undgå en bankerot, hvis Syriza-regeringen i Athen går med til liberaliserende reformer af græske reguleringer og den offentlige sektor. Diskussionen er dog misforstået: Den burde ikke handle om, hvorvidt grækerne går bankerot, men hvordan de kommer til at gøre det. For en bankerot er uundgåelig med en gældsbyrde på 180 % af BNP, økonomisk stagnation og Europas måske ringeste embedsværk. Oveni det kan man lægge det historisk nok mindst ansvarlige politiske system i den demokratiske verden. Det tekniske spørgsmål må derfor i virkeligheden – og er nok også bag lukkede døre – om man kan navigere Grækenland mod en nogenlunde ordne bankerot.

Men en anden del af diskussionen, der ikke foregår, burde være hvorfor Syriza-regeringen agerer som den gør. Udefra ser det aldeles idiotisk ud, om end idiotisk på en tydeligt vulgærkeynesiansk og marxistisk måde. Pointen i dag er dog, at der er en måde at finde rationalitet i Tsipras og Varoufakis strategi. Rationaliteten er klassisk public choice – man behøver ikke andet end at regne med, at græske politikere fra Syriza gør det, der er bedst for græske politikere fra Syriza, uanset hvad der er bedst for vælgere, befolkning, eller Grækenlands fremtid.

Man bliver derfor nødt til at spørge, hvad der er Syrizas bedste strategi for at vinde det næste valg i Grækenland. Normalt ville man sige, at et parti, der fører et land ud i økonomisk kviksand, burde blive straffet hårdt. Sådan spiller klaveret bare ikke i denne situation. Fordi man fra såkaldt europæisk side effektivt har socialiseret omkostningerne ved en græsk bankerot – en ganske stor del af den græske regning skyldes til andre eurolande – er der ikke længere blot tale om en økonomisk krise, men også effektivt om en politisk krise (se f.eks. Mats Persson om krisen).

Den politiske overtagelse af størstedelen af den græske statsgæld har sat regeringen i Athen i en situation, hvor Syriza og andre partier udenfor magten før 2009 kan skyde skylden for problemerne på andre. Tsipras og Varoufakis rejser således rundt i verden og i Grækenland med budskabet om, at det ikke er grækernes skyld – verden skylder dem et eller andet for civilisation og for at have været besat under anden verdenskrig – og at enhver liberaliserende reform af landet vil gøre krisen værre. Deres narrativ er således vulgærkeynesiansk i den forstand, at den græske krise ikke skyldtes årtiers horribel politik – deres land har trods alt haft objektiv kurs stik mod luksusfælden i et par årtier – men nedskæringer og privatisering af statsejede selskaber. Den er også konsistent med partiets rødder, der skal findes i den yderste, kommunistiske venstrefløj, der tabte magtkampene i landet efter anden verdenskrig og også spillede en martyrrolle under militærdiktaturet.

Syrizas politik er derfor rationel på den måde, at den handler om at fortælle grækerne, at partiet faktisk beskytter dem. Tsipras sagde for eksempel i en tale til parlamentet for få dage siden, at ”denne fiksering på nedskæringer er en del af en politisk plan om at ydmyge et helt folk, der uden egen skyld har lidt i fem år. IMF har et kriminelt ansvar for den nuværende situation.” Andre græske regeringspolitikere har forsøgt at sælge en historie om, at det er Merkel og Tysklands skyld, at de – i en klassisk nulsums- lagkagetænkning – skader Grækenland ved et være ’for’ konkurrencedygtige, eller at det hele skyldes anden verdenskrig og naziregimet. Adfærd, der internationalt er det samme som at skyde sig selv gentagne gange i foden, giver således god mening i en national kontekst.

Tsipras-regimet følger ret perfekt Jim Vreelands syndebukteori (formuleret overfor IMF her): Man ved, at reformer vil forbedre økonomien, men underminere ens egen magtbase, medmindre man totalt kan frasige sig ejerskab for dem. Syrizas bedste chance for at blive genvalgt er således paradoksalt, at Grækenlands problemer forværres, samtidig med at man kan skyde skylden på IMF og tyskere, hollændere eller andre onde nordeuropæere, som ikke ser landets storhed. Giver man efter og indfører egentlige reformer, underminerer man sin magtbase og agerer imod ens egne valgløfter og ideologi. Indrømmer man officielt, at det er ens egne problemer, skaber man modvilje blandt græske vælgere. Den eneste politiske vej for Tsipras og hans folk er den økonomisk mest destruktive. Politik trumfer til enhver tid økonomi og ansvarlighed.

Parallelle valutaer, pseudo-euro og andre løsninger på Grækenlands betalingsvanskeligheder

Billede via Cointelegraph.com

Den græske regering står nu over for en så akut mangel på penge, at det diskuteres om de bliver nødt til at udstede en ny, parallel valuta til at lukke hullet. Tænketanken Bruegel  har hér samlet en række af de væsentlige indlæg i debatten.

Der er forskellige modeller, men grundlæggende består manøvren i at udstede værdipapirer, der kan træde i stedet for euroen til indenlandske betalinger. I stedet for €10 i løn, pension eller anden betaling fra den græske stat, får man en check på €10, der først kan indløses om 3, 6, 12 eller flere måneder, eller til at betale sine skatter med året efter. De ville kunne bruges internt i Grækenland. Dækning består primært i, at det offentlige forpligter sig til at tage imod dem. Som før omtalt her på Punditokraterne har lignende været prøvet før, bl.a. i Californien, men det er fortsat meget uvist, hvordan de kunne fungere i en europæisk integreret økonomi.

Et af de mere skæve indlæg i debatten er skrevet af ingen anden end Yanis Varoufakis, nuværende finansminister i Grækenland. Han foreslog at udstede en paralleleuro — og bruge endda blockchainteknologi som infrastruktur:

“Governments in Europe’s Periphery are asphyxiating in a Gold Standard-like monetary union that is buffeted by the winds of recession and outright deflation. … Is there something that the peripheral countries can do to give themselves a chance to breathe better and to act as a bargaining chip that will make Berlin, Frankfurt and Brussels take notice?

The answer is yes: They can create their own payment system backed by future taxes and denominated in euros. Moreover, they could use a Bitcoin-like algorithm in order to make the system transparent, efficient and transactions-cost-free. Let’s call this system FT-coin; with FT standing for… Future Taxes.”

Bruegel skriver i øvrigt: “although historical examples of parallel currencies exist, the analysis of the idea remains in its infancy.” Det er nu ikke ubetinget korrekt, idet de amerikanske og canadiske kolonier jo løbende udstedte præcis tilsvarende penge, som netop havde dækning i fremtidige skatteindtægter: “essentially securitizing the future tax liabilities of its citizens.

(Mere om disse tidlige penge, som denne punditokrat finder ekstremt interessante: http://econ.biu.ac.il/files/economics/seminars/goldberg-lunch.pdf )

(Og endnu mere om de såkaldte govcoins, som lader til at vække mere begejstring hos finansielle institutioner og regeringer end selve Bitcoin)

 

Hvad nytter det at få eftergivet statsgæld?

I 2012 gik Grækenland de facto statsbankerot, og deres gæld blev opkøbt af mere velvillige kreditorer for at redde dem fra total kollaps i statsfinanserne. Dermed opnåede grækerne en langt længere gennemsnitlig løbetid på gælden, en betydelig mindskelse i renteudgifterne og samlet set en eftergivelse af gælden svarende til 66% af BNP. Det er så at sige gået så godt, at Grækenland nu bruger mindre end både Spanien og Italien på at betale renter til gælden — under 3% af BNP.

Ikke desto mindre er den samlede gæld stadig høj og den økonomiske situation stadig elendig. Grækenlands nye regering kræver yderligere eftergivelser.

Spørgsmålet er, om gældseftergivelse overhovedet virker efter hensigten?

Læs mere

Hvordan klarer Østeuropa sig?

Børsen bragte i går den sidste af mine regulære juliklummer (abonnementsversion her). Spørgsmålet i klummen var, hvordan det egentlig går i Østeuropa? Baggrunde for spørgsmålet er, at både øst og vest blev ramt af finans- og gældskriserne, men kun de gamle EU-medlemmer i vest kunne regne med nogen form for støtte. Østeuropa var tvunget til at rydde op selv, og gjorde det på den måde, som Paul Krugman og andre på venstrefløjen har advaret imod i årevis: Ved at skære ned. Krugman påstod for to år siden, at nedskæringerne havde ødelagt Estlands økonomi, hvilket udløste et meget offentligt skænderi med den estiske præsident Toomas Hendrik Ilves (opsummeret her). Krugman endte med et ligne en nar, men hvordan er det gået efter det?

Pointen med min klumme er, at den ’gammeldags’, konservative approach til krisen så tydeligt har betalt sig. Uden nogen udsigt til hjælp kan der ikke være moral hazard-problemer og politisk fifleri. Resultatet har været klart, som jeg skriver i Børsen:

De seneste tre år har Østeuropa haft en gennemsnitlig vækstrate på 1,7 pct., mens den tilsvarende rate for Vesteuropa var 0,4 pct.

Selv uden Grækenland og Cypern, der er de facto bankerot, voksede de vestlige økonomer et procentpoint langsommere end Østeuropa. Kun Tyskland og Storbritannien følger med, og ingen er tæt på at matche de baltiske landes årlige vækst på 4-5 pct.

Figuren nedenfor viser basalt set det samme billede. Så hvem vil man helst emulere: Eurozonens politiske ’fix’ eller Østeuropas ansvarlighed?

 

 

A- og B-Europa (eller B og A)

De internationale medier genlød forleden af fuldstændigt retfærdig harme. Bulgariens finansminister – topøkonomen Simeon Djankov, der har forladt en position som cheføkonom i Verdensbanken for at vende hjem – sagde højt hvad mange af os har tænkt: Hvorfor skal Grækenland, Italien og andre vesteuropæiske lande have masser af hjælp fra EU til at komme over gældskrisen, når de nye medlemmer i Central- og Østeuropa har måttet klare sig selv.

Spørgsmålet og selve situationen, som Djankov peger på, afslører i hvor høj grad der tænkes i et europæisk A- og B-hold. A-holdet er de gamle EU-medlemslande som deltager i eurozonen, mens B-holdet er en gruppe tidligere kommunistiske lande, som man mildt sagt ikke har den store fidus til. Og bevares, politik er ikke altid lige kønt i de nye lande, og de fleste kæmper med væsentlige korruptionsproblemer. Måske burde man ikke have nogen videre tiltro til deres politiske systemer?

Det er dog et noget andet billede man får af at sammenligne den faktiske udvikling i de to dele af Europa. En række central- og østeuropæiske lande, ikke mindst Letland og Bulgarien, fik voldsomme økonomiske problemer under krisen, ligesom det skete i Vesteuropa. I stort set alle tilfælde har de selv ryddet op i deres budgetter og rettet økonomien, om end det har været brutalt. I Letland har man således skåret næsten 20 % af det statslige budget væk. Markederne har belønnet regionen med en gennemsnitlig obligationsrente på cirka 5 % – noget under Italiens og Spaniens, og milevidt under Grækenlands cirka 25 %. Tjekkiets ligger omkring 2½ %, og således stort set på niveau med Belgien og Frankrig.

I de vesteuropæiske lande, hvor man kunne regne med hjælp fra EU, har man derimod ikke taget de store, upopulære beslutninger eller på nogen måde formået at rydde op. Grækenland gik sidste år gennem det der, på trods af betegnelsen ’haircut’, var en delvis statsbankerot, og hverken Italien, Spanien eller Frankrig med de lurende problemer har evnet at implementere reformer, som alle ved bør gennemføres. I stedet fungerer problemlandene nu som kommissionsformand Barossos undskyldning for at arbejde åbent for en føderal union. Det, som EU tydeligt betragter som et B-hold, er A-holdet i finanspolitisk sammenhæng, og de politiske A-holdsvenner er i ansvarlighed i bedste fald et B-hold.

Hvis hjælpen fra Bruxelles – betalt af Berlin – bliver automatisk, forsvinder enhver tilskyndelse til at hjælpe sig selv. Hvis der ingen kære belgisk mor er i horisonten, formår selv de nyeste demokratier at gøre det rigtige. Krisehåndtering og finanspolitisk ansvarlighed i EU handler ikke om evne, men om villighed.

Hvor galt går det for tiden?

Der er en del snak for tiden om, at nu må man snart til at ‘finde en løsning’ på EU-plan. Baggrunden er, at flere større lande har det temmeligt skidt økonomisk. Mens det er almindeligt kendt blandt danskerne, er det mindre kendt, hvilke lande og i hvilket omfang de frie markedskræfter er ved at miste troen på.

Den tiltro kan nok bedst vises i rentespændet til de lande, der betragtes som ‘sikre’ investeringer. Pt. drejer det sig i høj grad om Tyskland (naturligvis), Danmark og Sverige. I figuren er den stiplede linje derfor gennemsnitsrenten på tiårige statsobligationer i disse tre lande, og altså sammenligningsgrundlaget.

Resten af figuren viser fire eksempler: Irland, Italien, Portugal og Spanien. Grækenland er slet ikke med, da landets renteniveau i juni lå på 27,8 % – markedets måde at sige på, at det er overvældende sandsynligt, at der kommer en ny, fuld bankerot. Men de fire lande er bemærkelsesværdige på den måde, at de bevæger sig i forskellige retninger.

Irland har haft nogle af de største problemer, men også ryddet massivt op og er begyndt at opleve vækst igen. Nogle kommentatorer som Paul Krugman på NYT har således meget svært ved at acceptere, at det går godt for Irland, fordi landet har gjort det stik modsatte af, hvad gammelkeynesiansk ‘visdom’ peger på. Portugal bevæger sig også i den rigtige retning, omend langsomt, da det efterhånden er klart at regering og opposition er klar til at gøre, hvad der kræves.

Spanien og Italien, derimod, er på vej den anden vej. Det bemærkelsesværdige er, at de for tiden bliver vurderet på lige fod med Irland, men med den helt modsatte trend! Hvis man for måneder siden mente, at det var ude med Irland – og det var der en del kommentatorer, der gjorde (og beskyldte irsk liberalisering) – må man nødvendigvis konstatere det samme mht. f.eks. Italien. det sker bare ikke, fordi den italienske økonomi er alt for stor til at den europæiske centralbank kan holde hånden under den – og måske fordi den tyske tålmodighed med sydlig slaphed og mangel på ansvar er ved at være forbi. Døm selv udviklingen.

 

Finans- og gældskriser – i luften

Der har været masser af snak om hvor dybt, finanskrisen egentlig ramte forskellige lande. Trods mediernes historier og tal, er det forbløffende svært at opgøre hvor slemt det egentlig gik. Skal man se på BNP-udviklingen? Måske, men massiv finanspolitisk stimulus har den konsekvens, at den i det mindste på den korte bane blæser BNP-tallet op, uanset hvor produktiv den offentlige udgift egentlig er. Skal man i stedet sammenligne arbejdsløshedstal? Måske ikke, da finanskrisen både har gjort nogen arbejdsløse, hvilket naturligvis trækker i negativ retning, men også fået andre til helt at forlade arbejdsmarkedet, hvilket faktisk trækker rent statistisk i ’positiv’ retning – et faktum Obama-administrationen udnytter til fulde for tiden.

Så uden at påstå, at det på nogen måde er en bedre eller mere retvisende metode – måske bare sjovere – er her et alternativ. I figuren nedenfor har jeg opgjort, hvor stor passagertrafikken var i et antal af Europas største lufthavne. De røde søjler er procentudviklingen fra 2007 til 2010, dvs. i løbet af krisen, mens de blå er 2010 til 2011, altså et illustrativt mål for, hvor godt det er gået under den efterfølgende gældskrise. Tallene er sorteret efter, hvor galt det gik under krisen.

Den værst ramte lufthavn var Barcelona, efterfulgt af London-Gatwick og Palma de Mallorca (henholdsvis en af de største afsendere og modtagere at charterturister). Amsterdam-Schiphol og Madrid-Barajas blev også hårdt ramt, ligesom passagertallet faldt i de tre andre storlufthavne London-Heathrow, Frankfurt og Paris-Charles de Gaulle. Det morsomme – hvis man må kalde det det – er at Barcelona, Schiphol, Frankfurt og Heathrows passagertal vokset med mere end fem procent i 2010-2011, mens Madrid er nærmest stagneret. Hvis man ser ud over figuren, er Rom-Fiumicino og Paris-Orly også slemt ramt, mens München og Düsseldorf har haft vækst hele vejen gennem kriserne. Selv et så simpelt billede genskaber således et mønster, man let kan genkende, med stagnation eller negativ udvikling i Sydeuropa og fortsat positiv udvikling eller stærk recovery i Nordeuropa. Lidt polemisk kan man måske spørge, hvorfor EU, ECB og politikere som Dan Jørgensen og Jens Rohde så gerne vil have, at vi fører samme politik og har samme valuta?

Europæisk kreditværdighed

I fredags kom de nye ratings på kreditværdighed fra Standard’s & Poor. Det kom ikke just som et chok, men dele af EU-systemet reagerede alligevel med officiel vantro. Ni eurolande blev nedgraderet: Spanien, Frankrig, Malta, Italien, Østrig, Portugal, Cypern, Slovenien og Slovakiet. Cypern, Italien og Portugal rykkede endda to ratings ned. Den officielle vantro fokuseredes dog på, at Frankrig mistede sin triple-A-rating, så et af de bærende eurolande nu ikke længere ligger i superligaen, men sammen med USA.

Som en public service viser vi nedenfor ratings fra både Standard’s & Poor og Fitch; bemærk at nogle af forskelle skyldes, at Fitch ikke har opdateret deres ratings endnu. En anden service er ret simpel information. Eurozonens medlemslande uden en kommunistisk fortid har nu en gennemsnitsrating på A+ (A hvis man tæller Grækenland med). De ’almindelige’ EU-lande, der stadig står udenfor euroen, har alle en rating på AAA – dvs. den perfekte score. Ultimo december var gennemsnitsrenten på en tiårig statsobligation i eurozonens almindelige medlemslande på 5 % (6,2 % hvis man tæller grækerns 21,1 % med). De almindelige udenfor zonen kan derimod refinansiere deres tiårige til en gennemsnitsrente på bare 1,9 %. Hvis den slags tal ikke fortæller en historie om en fælles valuta i svære vanskeligheder, ved jeg ikke hvilke tal, der vil.

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑