Tag: Gary Becker

Gary Beckers betydning

Gary Becker døde i weekenden. Det er et tab. Nok havde han rundet de 83 år, men var stadig skarp og produktiv. Og indflydelsesrig. Få har har haft så stor betydning som han for, hvordan økonomisk forskning praktiseres i dag. Når det kom til politikforslag, kunne man derimod have ønsket sig, at endnu flere havde lyttet.

Se hans blog her. Og her er min nekrolog i dagens Børsen.

 

Gary Becker, 1930-2014

Gary Becker, professor i nationaløkonomi og sociologi ved University of Chicago, døde forleden dag efter længere tids sygdom. Becker fortjener at blive mindet, ikke mindst for det arbejde som han modtog Nobelprisen for i økonomi i 1992. Ikke blot økonomi, men også dele af sociologi og jura havde set anderledes ud uden ham.

Beckers PhD-afhandling handlede om diskrimination og viste sig – efter nogle år – at være et stort gennembrud i forståelsen af emnet. Afhandlingen brød med ideen om, at diskrimination var gavnlig for den diskriminerende. I stedet viste Becker, at hvis man diskriminerer mod sorte i et frit arbejdsmarked, bliver ens hvide arbejdskraft dyrere. Diskrimination er med andre ord en ekstra omkostning, medmindre politiske reguleringer beskytter den diskriminerende part.

Becker var også en pioner i introduktionen af uddannelse – human kapital – i nationaløkonomi. Ideen at ikke blot fysisk realkapital, men også folks viden og evner er produktiv var et paradigmeskift, ikke mindst fordi det betød at man også kunne investere bevidst i human kapital. På samme måde var hans syn på familiens økonomi – Becker så familien som et firma og ikke en enkelt enhed – centralt i forståelsen af arbejdsvalg, børneopdragelse og hvad der nogle gange kan se ud som mærkværdige valg mellem ægtefæller.

Sidst men ikke mindst var Becker en vigtig figur i udviklingen af den del af law and economics, der analyserer kriminalitet. Præcist som ethvert andet økonomisk valg, vurderer mange kriminelle gevinsterne i forhold til den forventede straf. Ser man kriminalitet, og ikke mindst berigelsesforbrydelser, i dette lys, er spørgsmålet ikke hvorfor der er så meget, men hvorfor der ikke er mere kriminalitet i mange vestlige lande.

Becker var kendt som en krævende, men åbensindet underviser, vejleder og kollega. Han skar igennem tågerne og gik direkte til pointen i enhver diskussion. Som flere har understreget, var Beckers arbejde hverken særligt teknisk eller analytisk sofistikeret, og konklusionerne var intuitive og næsten åbenlyse – når han først havde ført én til dem. Beckers geni var ofte, at han var den første til at se vejen til det indlysende. Det er ikke altid populært, men som Steven Levitt citerer ham for at sige: ”Så længe folk bruger energi på at angribe en, ved man at man gør noget rigtigt.”

Mange andre har skrevet om Becker de sidste dage: Otto Brøns-Petersen i Børsen, Peter Boettke på Coordination Problem, Steven Levitt på Freakonomics, Peter Lewin på Organizations and Markets, James Heckman i en hyldest i 2011, Russ Roberts på Cafe Hayek, Robert Hershey i NYT, og Justin Wolfers i The Upshot. Hvis man vil læse Becker selv, er hans Nobeltale et godt sted at starte.

Gary Becker er død

Greg Mankiw meddelte i går på sin blog at Gary Becker, professor i nationaløkonomi i Chicago og modtager af Nobelprisen i 1992, er død, 83 år gammel. Becker var en af de mest indflydelsesrige økonomer i anden halvdel af det tyvende århundrede og bl.a. central for en ny forståelse af f.eks. diskrimination og kriminalitet. Vi bringer mere om Becker de næste dage, men her er en god introduktion til hans arbejde.

Dynamisk konkurrence

Det kommer vel ikke som den største overraskelse, at borgerligt-liberale mennesker ser forskelligt på gavnligheden af lovgivning. Nogen af os er rimelig fortrøstningsfulde, mens andre har en noget mere anarkistisk indstilling. Sådan må det nu og engang være.

Konkurrenceretten er et af de område, hvor liberale internt kan komme til, at debattere langt og længe, om såvel nuancer som helt grundlæggende antagelser. Nogen mener således, at der slet ikke bør være regler om misbrug af monopolmagt, fordi ingen monopolist kan være monopolist for evigt. Andre ville heroverfor, mere pragmatisk, hævde, at visse regler om monopolmisbrug kan modvirke nogle uønskede handlinger her og nu.

Der kunne skrives lange indlæg om hvorvidt i de gældende konkurrencereglers udtalte formål, og forestillingen om, at man ad reguleringens vej kan opnå “effektiv konkurrence”, er hensigtsmæssige. Men hér på bloggen vil jeg nøjes med blot, at henvise til nobelprisøkonomen Gary Becker’s afsluttende ord i et nyt indlæg om netop konkurrenceregulering, som jeg mener rammer plet og – hvis dette havde været Twitter – fortjener hashtagget #FoodForThought:

Anti trust policy should recognize that dynamic competition is often a powerful force when static competition is weak. The big policy question then is whether it is worthwhile to bring expensive and time consuming anti trust cases against still innovating firms that have considerable profits and monopoly power, given the significant probability that new competitors will before long greatly erode this power through different products? I believe the answer to that is no, and that policy should often rely on dynamic competition, even when that allows dominant firms only temporarily to enjoy economic power.

Optimisten Gary Becker

Wall Street Journal har i dag et stort opsat weekendinterview med nobelpristageren Gary Becker, som giver en frisk indsprøjtning af historisk perspektiv og optimisme til avisens læsere.

Om sundhedsreformen:

Here in the United States, we spend about 17% of our GDP on health care, but out-of-pocket expenses make up only 12% of total health-care spending. In Switzerland, where they spend only 11% of GDP on health care, their out-of-pocket expenses equal about 31% of total spending. The difference between 12% and 31% is huge. Once people begin spending substantial sums from their own pockets, they become willing to shop around. Ordinary market incentives begin to operate. A good bill would have encouraged that.

Om midtvejsvalget i november:

One of the points Secretary Paulson made earlier today was how outraged – how unexpectedly outraged – the American people became when the government bailed out the banks. This belief in individual responsibility – the belief that people ought to make their own decisions, but should then bear the consequences of those decisions – this remains very powerful. The American people don’t want an expansion of government. They want more of what Reagan provided. They want limited government and economic growth. I expect them to say so in the elections this November.

Om Milton Friedman og nutidens økonomer:

When Milton was starting out, people really believed a state-run economy was the most efficient way of promoting growth. Today nobody believes that except maybe in North Korea. You go to China, India, Brazil, Argentina, Mexico, even Western Europe. Most of the economists under 50 have a free-market orientation. Now, there are differences of emphasis and opinion among them. But they’re oriented toward the markets. That’s a very important intellectual victory.

Om fremtiden:

When I think of my children and grandchildren, yes, they’ll have to fight. Liberty can’t be had on the cheap. But it’s not a hopeless fight by any means. I remain basically an optimist.

Læs hele interviewet her.

Posnerske bevægelser

Det syntes at være en almindelig opfattelse, at Punditokraterne er blevet til under stærk inspiration af den såkaldte Becker-Posner Blog. Det er der for så vidt intet galt i. For min egen del skal jeg ikke benægte, at de to herrer har øvet en vis indflydelse på min intellektuelle udvikling. Jeg er således Becker dybt taknemmelig for hans teorier om human kapital og interessegruppeteori, ligesom jeg påskønner Posner for hans bidrag til nyere monopolteori og retsøkonomi i bred forstand. Men jeg er ikke fuldstændig verliebt i denne Posner. Lad mig blot nævne hans seneste bogudgivelse, Catastrophe: Risk and Response. Den har såmænd været en slem skuffelse.

Corpus Juris forsøger i Catastrophe at overbevise læserne om, hvordan politikere og andet godtfolk skal forholde sig til mikroskopiske sandsynligheder, med himmelhøje omkostninger. Til sådanne fænomener henregner han hændelser, der kan være dødbringende for millioner af mennesker eller måske endda hvert eneste levende væsen på jordens overflade. Og han vælger gennemgående at fokusere på fire katastrofetyper, der er kendetegnet ved diminutiv sandsynlighed: 1) Bio-terrorisme, der udsletter 100 mio. amerikanere, 2) Asteroide-kollision, der udsletter 1,5 mia. jordboere, 3) Strangelet-ulykke, der kan tilintetgøre kloden og endelig 4) Abrupt global temperaturstigning på 14 grader Fahrenheit.

Jeg skal ikke gøre mig klog på detaljerne inden for hver af disse fire katastrofetyper, men blot notere, at Posner når til den for mig overraskende konklusion, at der investeres for lidt i at undgå katastrofer af denne beskaffenhed. Men hvordan pokker undgår man sådanne katastrofer, hvis der også skal være lidt penge til overs til brød og kildevand?

Tja, udsigten til bio-terrorisme kan måske delvis elimineres ved at forbyde alle arabere adgang til et udvidet kursus i biokemi, herunder adgang til at flyve, sejle, køre eller sende post. Stranglet-ulykker kan nok undgås ved at forbyde fysikere at etablere artikelgeneratorer over en vis størrelse. Men asteroide-bekæmpelse og abrupt global opvarmning bliver en dyr omgang. Nok så dyr, at det hverken er god politik eller god økonomisk teori at kræve fuldgod risikobekæmpelse.

Det er i orden at læse Catastrophe af Posner. Men et punditokratisk råd vil være, at den købes og læses sammen med Aaron Wildawsky’s noget oversete Searching for Safety. Her lærer man nemlig en hel del om, hvordan man bør forholde sig til forskellige former for risici. Posner har næppe læst den!

© 2020 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑