Tag-arkiv: genforening

For 100 år (og tre dage) siden

Af Christian Bjørnskov, den 13. juli 2020. Skriv et svar

I fredags var det 100 år siden, at Kong Christian X red over den gamle grænse og ind i Sønderjylland, der havde stemt sig til genforening med Danmark tidligere på året. Billederne af kongen, der rider en hvid hest gennem en blomstersmykket æresport ved den gamle grænsekro nord for Christiansfeld er berømte og har været gengivet i de fleste historiebøger siden da. Kongen var dog selv i tvivl om både, hvor grænsen gik og hvilken modtagelse, han ville få. Det ændredes dog, da han red gennem porten. I hans egne ord:

”Men i det Øjeblik, jeg var kommet igennem den, fik Jublen en ganske ny Klang, saa jeg ikke var i Tvivl om, at jeg nu havde passeret Grænsen. Straalende Ansigter med taarefyldte Øjne rettedes imod mig, mens Raabet ”vor Kung” lød uafbrudt. Saa overvældende var denne Modtagelse, at jeg følte mig dybt grebet, og da en lille Pige senere raktes op imod mig med en Buket Blomster, saa lagde jeg i det Kys, jeg trykkede paa hendes Pande, al den Glæde og Taknemmelighed, jeg selv følte, og da det lille Væsen lagde sine Arme om min Hals, havde jeg Følelsen af, at jeg havde taget Sønderjylland i mine Arme – nu, da den lille Pige tillidsfuldt sad foran mig paa Hesten.”

Gengivet i Knud J.V. Jespersens Rytterkongen

Det var dog en landsdel, som var sakket stadig længere bagud for resten af Danmark siden 1864, og som både var blevet udpint af den tyske stat og havde oplevet rædsler, som resten af landet næppe forestillede sig. Ved genforeningen var Sønderjylland suverænt det mindst befolkede område i Danmark, med Færøerne som undtagelse: Befolkningstætheden i starten af 1920erne var mindre end den halve af Østjylland.

I modsætning til resten af landet, der som neutral magt havde klaret sig ganske godt økonomisk gennem Første Verdenskrig, havde sønderjyderne deltaget aktivt, omend langtfra altid frivilligt. Mens et ukendt antal dansksindede var flygtet nordpå over grænsen for at undgå tysk krigstjeneste, var de fleste blevet tilbage og var blevet indkaldt. Lidt flere end hver sjette af de 30.000 nordslesvigske soldater døde i krigen, hver ottende af de hjemvendte var krigsinvalider, og et ukendt led af granatchok. Når afstemningsplakaten, der blev lavet specifikt til Haderslev-området, lovede at ”Nu kommer den favre Tid vi vented saalænge”, var det ikke kun en tilknytning til Danmark, der ventedes. Det var også et farvel til den nød, en af de tysksprogede plakater henviste til – Wenn wieder die Fahne ist weiss and rot, dann ist beendet die bittre Not – og som sønderjyderne kendte alt for godt.

Virkeligheden var, at i forhold til resten af Danmark var Sønderjylland økonomisk dybt forarmet. Mens der ikke eksisterer nogen regionale regnskaber, som dem man kan få fra Danmarks Statistik i dag, indeholder Statistisk Årbog fra 1923 faktisk en mængde interessant og brugbar information. Man kan blandt andet finde skattemyndighedernes officielle opgørelse af alle skatteyderes indkomst. Deler man den med antallet af skatteydere, som årbogen også opgiver, giver det et rimeligt mål for indkomsterne i området. Årbogen viser, at den skattepligtige indkomst per skatteyder i Sønderjylland var 1896 kroner, mens gennemsnittet for landet som helhed var 3576 kroner. Den genforenede del af landet havde således en indkomst på kun lidt over halvdelen af landsgennemsnittet.

Sammenligningen er dog ikke umiddelbart perfekt, da det jo kunne tænkes, at det også var billigere at bo i Sønderjylland. Mens der ikke findes regionale forbrugerpriser fra den tid, er en sammenligning af ejendomspriser én af de måder, man kan få et vist indtryk af prisniveauet på. Her viser information i årbogen, at de officielle vurderinger til brug for beregning af ejendomsskyld i Sønderjylland var omtrent 7 % højere end landsgennemsnittet. Havde det generelle prisniveau været markant lavere, måtte man også regne med at ejendomspriserne havde ligget lavere end resten af landet. Man kunne også indvende, at dette mål måske i højere grad følger hvor frugtbart området er, men her viser årbogen heller ikke nogen væsentlig forskel. I Sønderjylland producerede man således 2,27 såkaldte afgrødeenheder per hektar i 1921, mens gennemsnittet for Jylland var 2,26. Om noget indikerer det således, at prisniveauet måske var en smule højere end i resten af landet.

Sidst kunne man indvende, at sammenligningen var skæv, hvis der var færre klart fattige – der jo ikke var skattepligtige dengang. Igen vender skævheden dog den anden vej, da information i den statistiske årbog viser, at 23 % af befolkningen var skatteydere i Sønderjylland, mens det tilsvarende tal for hele landet var 29 %. Om noget var der også flere virkeligt fattige i den genforenede region.

Som figuren nedenfor viser, var der på andre måder også langt mindre udvikling i Sønderjylland end længere nordpå. En del af den økonomiske udvikling i sidste halvdel af 1800-tallet var den accelererende urbanisering af Danmark, som blandt andet er så tydelig i Aarhus. Denne udvikling skete ikke på samme måde i Sønderjylland i den tyske tid. Domkirkebyen Haderslev havde historisk været den største by nord for Flensborg, men i den tyske tid mellem 1860 og 1920 voksede dens indbyggertal kun med 64 %. Lidt bedre gik det for den meget tysksindede Sønderborg, mens de to større byer nord for grænsen – Kolding og Vejle – femdoblede deres indbyggertal i samme periode. Selv i dag er de to nordlige byer omtrent dobbelt så store som de to sydlige. At urbaniseringsbølgen i sidste halvdel af 1800-tallet ganske enkelt gik Sønderjylland forbi, er stadig tydeligt i dag hvor de to store byer – Haderslev og Sønderborg – med cirka 25.000 indbyggere hver er forbløffende små i forhold til byer i resten af landet.

Overordnet er fortællingen ofte, at sønderjyderne var fattigere end resten af danskerne pga. krigen. Ser man på fakta som i det ovenstående, er det en del af fortællingen, men langt fra det hele. Den genforenede region var meget fattigere end Danmark og en væsentlig del af dens befolkning var krigshærget. At regionen alligevel kom på fode så hurtigt som den gjorde, var en væsentligt økonomisk bedrift.

En sommerdag for 100 år siden

Af Christian Bjørnskov, den 15. juni 2020. Skriv et svar

I dag, den 15. juni, er det 100 år siden at Nordslesvig – området man i dag kender som Sønderjylland – formelt blev genforenet med Danmark. Efter en kompliceret proces, hvor man afholdt folkeafstemninger i Nord- og Mellemslesvig, var det klart at den nordlige del havde stemt klart for at blive dansk, mens den sydlige del stemte lige så klart for at forblive tysk. Det betød blandt andet – til mange danskeres frustration og vrede – at regionens største by, Flensborg, endte syd for den nye grænse. Men kun 25 % af flensborgerne stemte dansk, så de fleste accepterede med tiden, at grænsen gik det rigtige sted. Sådan har det nu været i 100 år, delingen er i dag uproblematisk, og uofficielle tal peger på, at 10 % af byen stadig er dansktalende. Det danske mindretal lever også i bedste velgående, og har pt. knap 700 gymnasieelever indskrevet på Duborgskolen i Flensborg og AP Møller-skolen i Slesvig. Dagen i dag skal derfor ikke blot bruges på at fejre, at folk der følte sig danske vendte hjem til Danmark. Det gøres mange andre steder, mens vi her på stedet har valgt at fokusere på, hvordan Sønderjylland er forblevet anderledes end resten af landet.

Før 1864 var det dobbelthertugdømmet Slesvig-Holsten ikke en del af kongeriget Danmark, men under den danske konges kontrol. Den forfatningsmæssige situation var alvorligt kompliceret, da Holsten var del af den tyske union, mens Slesvig ikke var det. Sprogligt var det også specielt, da de fleste i det nordlige Slesvig talte dansk, mens de fleste i Holsten talte tysk. Den sproglige geografi var også kompliceret af, at der var områder hvor en stor del af befolkningen talte frisisk og endda enkelte steder, hvor man talte plattysk, og at det danske sprog var under pres i det sydlige Slesvig. Reelt var mange mennesker tosprogede, og nogen sandsynligvis tresprogede, selvom en af de store spændinger i 1800-tallet var, hvilket sprog embedsværket skulle tale. På samme måde gav den gryende nationalbevidsthed i 1800-tallet også spændinger, da hertugdømmerne blev hjem for folk, der både følte sig danske, tyske og slesvigske. Med Prøjsens erobring af hertugdømmerne (inklusive det lille Lauenborg) i 1864 blev spørgsmålet primært, om man følte sig dansk eller tysk. Og paradoksalt nok betød det, at mange begyndte at føle sig danske, da det tyske styre i stigende grad forsøgte at undertrykke det danske sprog og danske eller slesvigske traditioner.

De 56 år under tysk styre skabte på flere måder en særegen danskhed i det, der i dag er Sønderjylland og Sydslesvig. Det famøse sønderjyske kaffebord stammer fra tiden, hvor danskheden var undertrykt, men man kunne mødes privat i større sammenkomster, tale dansk og tale om at være dansk. Mens mange andre regionale traditioner og særtræk er forsvundet, lever mange i bedste velgørende i grænselandet. Brødtærte og fedtkager – både de hvide og de brune – laves stort set kun i Sønderjylland og hos det danske mindretal i Sydslesvig. Og i den diskussionslystne region kan man stadig høre folk hidse sig op over, om de bedste kålpølser kommer fra Slagter Lampe, Slagter Vollstedt eller Slagter Johansen. Når man som jeg er opvokset dernede, er det lidt af et chok at se hvor slappe standarderne for sådan noget som slagtervarer er i store dele af resten af Danmark.

Noget at forklaringen ligger nok i en kultur, som man stadig holder i hævd pga. den anderledes historie. Men en anden del må ligge i konkurrencen fra det nordtyske, som sønderjyder tager fuldstændigt for givet. Er man træt af Lagkagehusets eller Nyemans kager, ved man at Klosterbageriet på Südermarkt i Flensborg ikke er dårligt. Hvis noget enten er for dyrt eller dårligt, kører sønderjyderne med den største selvfølgelighed over grænsen for at handle. Grænsehandlen gør alle sønderjyder rigere, fordi den holder kvaliteten oppe og priserne nede. Netop hvor naturligt det er at køre til Tyskland, og hvordan Flensborg stadig er den naturlige storby i området, forstod man slet ikke i regeringen (eller også var man ligeglade), da man lukkede grænsen i marts. De mennesker, man i København så som udlændinge med slemme smittekæder, er både økonomisk og socialt naboer i Sønderjylland og har været det i 100 år. At man ved grænsen udmærket ved, at der i alt kun har været fire coronarelaterede dødsfald blandt de 200.000 indbyggere i Kreis Schleswig-Flensburg gør ikke regeringens inkompetence lettere at acceptere.

Udover handlen er historien dog et af de forhold, der er anderledes: En af de særlige måder, Sønderjylland adskiller sig fra resten af landet, er at regionen ikke var neutral under Første Verdenskrig. Som en del af Tyskland havde de mandlige indbyggere tysk værnepligt, og blev derfor sendt i krig, helt uanset deres nationale sindelag. Godt 30.000 sønderjyder og et ukendt antal dansksindede sydslesvigere deltog i Første Verdenskrig, og blev ofte sendt til de værste steder. Dødstallene var skrækkelige, og cirka hver femte sønderjyde i krigen kom aldrig hjem. To mænd i min fars familie blev dræbt i krigen, den ene så vidt vides på den lidt glemte østfront, mens min mormors onkel Alfred ligger sammen med resterne af den kejserlige marines slagkrydser Blücher ved Dogger Banke i Nordsøen. Langt de fleste i landsdelen havde familiemedlemmer, der gik til i krigen, og mere end hundrede år senere huskes de stadig. Det var ikke deres land eller deres krig, men heller ikke deres valg.

Der er gået 100 år, og Sønderjylland er omtrent så dansk som noget område kan blive. Men regionen er også andet end blot dansk, og forskellene gør dybere end fedtkager, kålpølser, og den forvirrende dialekt hvor folk siger mojn og kalder andre for tumbe eller dof. Det er et sted, hvor folk med den største naturlighed ved at det tyskklingende familienavn Vollstedt hører til en dansksindet familie, mens det danskklingende Fuglsang faktisk er tysksindet. Ingen tager sig videre af det, fordi en grillpølse fra den første familie passer så fint med en pilsner fra den anden. Det er på mange måder den mest velfungerende grænseregion i Europa, og påstanden om at vi egentlig er tyskere tager de fleste med et skuldertræk. I Sønderjylland ved man godt, at de længere sydpå siger, at Skandinavien starter i Hamborg. Hele regionen på begge sider af grænsen er anderledes og når man er vokset op dernede, ved man hvor skarpe kulturforskellene kan være – og hvornår de alligevel ikke er vigtige. Der har været forskel på danskere og tyskere siden den sommerdag for 100 år, og det har man det egentlig meget godt med.