I 1946-47 befandt den britiske forfatter og journalist Eric Arthur Blair – bedre kendt som George Orwell – sig i selvvalg isolation på den skotske ø Jura. Den tuberkuloseramte Orwell var i et sort lune, forvisset om, at en ny og kraftigere totalitær bølge lurede om hjørnet. Hvad enten det skyldtes fysiske febervildelser eller politisk ængstelighed, så frembragte den engelske forfatter på den tågede skotske ø sit største mesterværk: romanen 1984.

Romanen beretter om en fremtid så dyster, så knugende og så afstumpet, at det næsten ikke er til at holde ud. I året 1984, hvor handlingen udspiller sig, ligger Storbritannien (og resten af verden med) indhyllet i et totalitært mørke. Ingsoc, det totalitære parti, har skabt et overvågningssamfund, hvor end ikke de inderste tanker er private. Selv sproget er kommet en tur i vridemaskinen. ‘Ministeriet for sandhed’ er i færd med at udvikle ‘Newspeak’, et nyt sprog, der ved at barbere ordforrådet ned til et absolut minimum, gør det umuligt at formulere kætterske tanker.

Advarslen imod ‘newspeak’ står i dag som Orwells mest berømte eftermæle. Det flittigt brugte tillægsord ‘orwellsk’ kan – på det mest generelle niveau – henvise til enhver for offentlig magtmisbrug. Men det bliver først og fremmest brugt om forsætlig sproglig manipulation.

Orwells interesse for emnet går imidlertid længere tilbage end 1984. Hele hans forfatterskab kan, på sin vis, opfattes som en kampagne for semantisk redelighed. To år før ‘Newspeak’ blev en fast del af den vestlige verdens ordforråd, satte han ord på sine tanker i essayet “Politics and the English Language”. Hvor 1984 gør brug af overdrivelser, der indeholder essayet om det engelske sprog en mere sober udgave af den orwellske kulturkritik.

Orwell rister i essayet en rune over det engelske sprogs forfald; et forfald der springer af en politisk kilde. I den politiske verden er sproglig uklarhed og udenomssnak helt bevidste våben, konstaterer Orwell. Med hans egne ord: “The great enemy of clear language is insincerity. When there is a gap between one’s real and one’s declared aims, one turns as it were instinctively to long words and exhausted idioms, like cuttlefish squirting out ink”.

Orwell ser på sin vis det uklare sprogbrugs indtog som en uoprettelig følge af, at stadig flere emner bliver politiseret. Men han slår samtidig fast, at recepten er yderst ligetil. Essayet slutter af med seks berømte regler, der skal tjene til at skabe sproglig klarhed. Disse seks regler udmønter den følgende – og meget simple – hovedregel: “What is above all needed is to let the meaning choose the word, and not the other way about. In prose, the worst thing one can do with words is to surrender to them”.

Hvorfor dette besøg hos en længst afdød engelsk forfatter? Fordi Orwells tanker i dag er så relevante som nogensinde. Der er noget forstemmende ved at høre, hvordan ord som ‘racisme’, ‘ulighed’ og ‘nedskæringer’ bliver slynget til højre og venstre i politiske diskussioner – og det uden nogen form for klarhed i konnotationerne. Ofte er der tale om soleklare eksempler på det, Giovanni Sartori kalder ‘conceptual stretching’: at lade et begreb indfange empiriske referenter, som det slet ikke dækker definitionsmæssigt.

I takt med at så mange emner er blevet politiseret, bliver den sproglige lødighed stadig mindre. Tag blot det de seneste par års debat om det europæiske center for overvågning af racisme og fremmedhad (EUMC).  EUMC påberåber sig at være mere end et politisk redskab. Dets opgave er – fremgår det af centrets hjemmeside – at “bistå fællesskabet og dets medlemsstater med objektive, pålidelige og sammenlignelige informationer og data om racisme, fremmedhad, islamofobia, og antisemitisme”.

Standarden er – og skal derfor være – videnskabelig, ikke politisk. Det indebærer, at vi må stille krav om systematisk sproglig klarhed. Som Sartori så rigtigt har påpeget, så er det i den sammenhæng helt afgørende, at “concept formation stands prior to quantification”. Det gør begrebsdannelsen bare ikke hos EUMC, hvis vi stoler på dr. Jur., Mads Bryde Andersens kritik (se mit tidligere indlæg om EUMC her). Og – hvis det er rigtigt – så er det selvfølgeligt helt galt. For så kan ordet ‘racisme’ lige pludseligt blive brugt om det, vi i gængs tale kalder ‘diskrimination’; conceptual stretching så det basker.

Det samme gælder den pågående danske diskussion om ‘ulighed’ og ‘nedskæringer’. Danmark er et af verdens mest lige lande, økonomisk set, og det er noget paradoksalt ved at høre politikere fra snart sagt alle partier udpege ‘ulighed’ som et stort problem herhjemme. Samtidig er det svært at forstå, hvordan det er muligt at harcelere imod regerings nedskæringspolitik, al den stund de offentlige udgifter er steget lige siden dens tiltrædelse. I begge tilfælde mangler den logiske negation (omnis determinatio est negatio, som det latinske ord lyder). Hvis Danmark anno 2006 er kendetegnet af ulighed, hvad er da definitionen på et land, der ikke er kendetegnet af ulighed? Og hvis Danmark anno 2006 lider under sociale nedskæringer, hvad er da definitionen på et land, der ikke er lider under nedskæringer? I forlængelse heraf: hvor i verden finder vi eksempler på sådanne lande?

Hvor vil jeg nu hen med denne tråd? Hverken EUMC eller danske politikere gør brug af ‘newspeak’, vil jeg starte med at slå fast. Dette begreb er i sig selv blevet misbrugt. ‘Newspeak’ henviser til en forsætlig politisk omkalfatring af sproget, og det finder sted under et totalitært systems vinger. Alt andet er at drive rovdrift på ordet.

Men EUMCs virke, den lettere forskruede danske diskussion om økonomisk ulighed, og påstanden om at den siddende regering skærer ned i velfærdsstaten passer som fod i hose med Orwells beskrivelse af politiserende sprogbrug. I alle tre tilfælde bliver ordene – ‘racisme’, ‘ulighed’ og ‘nedskæringer’ – brugt på bekostning af deres semantiske betydning. Der er tale om klare eksempler på ‘conceptual stretching’; på sproglig uredelighed dersom man foretrækker det.