Tag: George W. Bush (page 2 of 3)

DR skraber bunden

Ak, vores lille grundskole for opvakte journalister må notere endnu et nederlag – ingen kender os, eller der findes ingen i målgruppen. Åbenbart ikke hos DR.

Her er deres bud på Plame-sagen:

Præsident Bush kender CIA-lækagens bagmand.

16. dec. 2005 00.05 Udland Opdat.: 16. dec. 2005 00.06

Robert Novak, journalisten, som afslørede en CIA-agent, siger, at præsident Bush kender kilden til historien.

Robert Novak var den første til at afsløre navnet på agenten, Valerie Plame, og siger nu, at medierne og politikerne ser det forkerte sted hen.

Valerie Plame er gift med en tidligere diplomat og ambassadør Joseph Wilson, der afslørede, at regeringen opdigtede de masseødelæggelsesvåben, der var begrundelse for at gå i krig mod Irak.

Wilson har siden anklaget regeringen for at afsløre, at hans kone var CIA-agent for at hævne sig på ham.

Det er ulovlig at offentliggøre CIA-agenters navne i USA.

Det fremhævede afsnit er, som alle der kan læse ved, helt forkert. Wilson afslørede ikke noget, men fik tværtimod bekræftet, at Irak faktisk havde henvendt sig i Niger for at købe uran. Læs nærmere i linket ovf.

Hvordan dælen kan en public service virksomhed som DR være så dårlig? Har de en beskæftigelsespolitik, der går ud på at ansætte særligt virkelighedsudfordrede journalister, eller er de bare fløjtende lige glade med fakta, bare historien har den rette morale?

Bushs Amerika

Hermed lidt–traditionen tro–utidig selvpromovering: Clement Kjersgaard og Ræson har netop på People’s Press udsendt bogen Bushs Amerika, som er en antologi med kapitler skrevet af David Gress, Niels Bjerre-Poulsen og Jørgen Dragsdahl, samt undertegnede Punditokrat.  Derudover indeholder bogen længere udgaver af de interview med os fire, som Clement Kjersgaard lavede ugentligt i Berlingske Tidende i efteråret 2004, samt hele to forord: et af Svend Auken og et af Uffe Ellemann-Jensen.

Bogen er som sådan–ligesom mange andre antologier–en lidt blandet landhandel, men ambitionen har ihvertfald fra redaktørens side været, at den også skulle være et lidt mere nuanceret og pluralistisk perspektiv på både Bush og USA, og det er vist lykkedes.

Update: Bogen (som kan købes via Ræson) er blevet omtalt både i Go’ Morgen Danmark på TV2 og Deadline (Søndag) på DR2.  Det giver os behændigt en undskyldning for at bringe–takket være Kim Møller/Uriasposten–et billede af Henriette Honoré …

Update: Her er iøvrigt links til anmeldelser i Fyens Stifstidende og Jyllands-Posten.

Usete nyheder

Det afhænger af øjnene, der ser…

Prøv at sammenligne dagens Berlingske, som nu indleder en dækning af parlamentsvalget i Irak den 15., på denne måde:

Uanset hvilken spåkugle, man vælger at kigge i, så er de nærmeste år i Irak i bedste fald op ad bakke – sikkerhedsmæssigt, politisk og økonomisk. I værste fald borgerkrig.

… med denne overskrift i det ellers ikke videre konservative Washington Post:

In Iraq, Signs of Political Evolution

Parties That Shunned January Vote Are Now Embracing the Process

Der er de samme fakta, både gode og dårlige, men vinklingen er forskellig.

Så er der denne meningsmåling fra ABCNews om Afghanistan, der som alle meningsmålinger skal tages med et betydeligt mål salt:

Yet despite these and other deprivations, 77 percent of Afghans say their country is headed in the right direction — compared with 30 percent in the vastly better-off United States. Ninety-one percent prefer the current Afghan government to the Taliban regime, and 87 percent call the U.S.-led overthrow of the Taliban good for their country. Osama bin Laden, for his part, is as unpopular as the Taliban; nine in 10 view him unfavorably.

Den er ikke omtalt, og bliver det næppe heller.

Så er der de her meningsmålinger, der viser fremgang for præs. Bush, hvilket synes at være en generel trend.

De nævnes heller ikke, men de kolliderer jo også lidt med Berlingskes Poul Høi, der for tiden synes at leve i sin egen fantasiverden, komplet med en rasende Mor Bush, som vil rense sønnikens regering for alle de væmmelige krigsliderlige konservative og endelig gennemføre Daily Kos m.fl. varmeste ønske om at smide Rove og Cheney ud. Well, don’t hold your breath…

Bare vi dog havde en avis, der hvilede på et borgerligt grundsyn, ikke bare i sit kulturstof og ledere, men også i sin nyhedsdækning og analyse.

Men indtil videre må I nøjes med bloggosfæren.

Ugens citat: Blankley om Bushs konservative kritikere

Den konservative kommentator og redaktør ved Washington Times, Tony Blankley, affærdiger, at det var “det kristne højre”, der fældede Bushs højesteretsdommer-kandidat, Harriet Miers:

“The successful opposition to Harriet Miers was not a triumph for just some faction of the conservative movement … From the market-oriented Wall Street Journal, to my own Washington Times’ classic Reaganite conservatism, to the social conservative opposition of Phyllis Schlafly and so many others on the social and Christian right, to the neoconservative opposition of the Weekly Standard and Charles Krauthammer, to the paleo-conservatism of Pat Buchanan, to the high Toryism of George Will, to the popular talk-radio titans Rush Limbaugh and Sean Hannity and their legions of regional voices, to the lawyer turned hip radioist Laura Ingraham, to the iconoclastics: Michael Savage and Ann Coulter, to most of the conservative blogdom … This was a never-before-seen moment of comprehensive conservative opposition to a Republican initiative.”

Noonan om Bush, barbecue-sovs & "the Bridge to Nowhere"

En af mine absolut mest yndede skribenter er den fænomenale amerikanske taleskriver, Peggy Noonan, som over de sidste +20 år har skrevet nogle af de mest velformulerede taler i amerikansk politik nogensinde.  Og det siger ikke så lidt.  Blandt talerne er Reagans farveltale, hans VE-Day tale og Bush Srs. “Read My Lips, No New Taxes”, og til Republikanernes konvent sidste år havde hun skrevet en tale til guvernør George Pataki, der næsten fik ham til at lyde interessant.

Damen skriver også som kommentator ved Wall Street Journal, og her er lidt af hendes kommentar til George W. Bush; hun opfatter ham, modsat Berlingske Tidendes Poul Høi, ikke som repræsentant for “nulstats-konservatisme”, men kalder ham det, han er, “big spender”, og nu er mor sur på og træt af ham.  Hun skal nok ikke regne med at blive inviteret tilbage til Det Hvide Hus som skribent lige med det samme, efter den svada hun her leverer:

“In his Katrina policy the president is telling Democrats, “You can’t possibly outspend me. Go ahead, try. By the time this is over Dennis Kucinich will be crying uncle, Bernie Sanders will be screaming about pork.”

That’s what’s behind Mr. Bush’s huge, comforting and boondogglish plan to spend $200 billion or $100 billion or whatever–“whatever it takes”–on Katrina’s aftermath. And, I suppose, tomorrow’s hurricane aftermath.

George W. Bush is a big spender. He has never vetoed a spending bill. When Congress serves up a big slab of fat, crackling pork, Mr. Bush responds with one big question: Got any barbecue sauce? The great Bush spending spree is about an arguably shrewd but ultimately unhelpful reading of history, domestic politics, Iraq and, I believe, vanity.

This, I believe, is the administration’s shrewd if unhelpful reading of history: In a 50-50 nation, people expect and accept high spending. They don’t like partisan bickering, there’s nothing to gain by arguing around the edges, and arguing around the edges of spending bills is all we get to do anymore. The administration believes there’s nothing in it for the Republicans to run around whining about cost. We will spend a lot and the Democrats will spend a lot. But the White House is more competent and will not raise taxes, so they believe Republicans win on this one in the long term.”

Mere effektive til at administrere en større offentlig sektor–lyder det ikke bekendt?

“As for vanity, the president’s aides sometimes seem to see themselves as The New Conservatives, a brave band of brothers who care about the poor, unlike those nasty, crabbed, cheapskate conservatives of an older, less enlightened era.

Republicans have grown alarmed at federal spending. It has come to a head not only because of Katrina but because of the huge pork-filled highway bill the president signed last month, which comes with its own poster child for bad behavior, the Bridge to Nowhere. The famous bridge in Alaska that costs $223 million and that connects one little place with two penguins and a bear with another little place with two bears and a penguin. The Bridge to Nowhere sounds, to conservative ears, like a metaphor for where endless careless spending leaves you. From the Bridge to the 21st Century to the Bridge to Nowhere: It doesn’t feel like progress.

A lot of Bush supporters assumed the president would get serious about spending in his second term. With the highway bill he showed we misread his intentions.

The administration, in answering charges of profligate spending, has taken, interestingly, to slighting old conservative hero Ronald Reagan. This week it was the e-mail of a high White House aide informing us that Ronald Reagan spent tons of money bailing out the banks in the savings-and-loan scandal. This was startling information to Reaganites who remembered it was a fellow named George H.W. Bush who did that. …

Poor Reagan. If only he’d been strong he could have been a good president. … At any rate, Republican officials start diminishing Ronald Reagan, it is a bad sign about where they are psychologically. In the White House of George H.W. Bush they called the Reagan administration “the pre-Bush era.” See where it got them.

Sometimes I think the Bush White House needs to be told: It’s good to be a revolutionary. But do you guys really need to be opening up endless new fronts? Do you need–metaphor switch–seven or eight big pots boiling on the stove all at the same time? You think the kitchen and the house might get a little too hot that way?”

Og så rejser hun et tema, som danske borgerligt-liberale også kender til: Selvretfærdiggørelsen med henvisning til, at “de andre” er langt værre:

“The Republican (as opposed to conservative) default position when faced with criticism of the Bush administration is: But Kerry would have been worse! The Democrats are worse! All too true. …  But saying The Bush administration is a lot better than having Democrats in there is not an answer to criticism, it’s a way to squelch it. Which is another Bridge to Nowhere.”

Bushs mest grundlæggende fejl er, siger Noonan, én, som danske borgerligt-liberale også vil kunne genkende:

“First and foremost Mr. Bush has abandoned all rhetorical ground. He never even speaks of high spending. He doesn’t argue against it, and he doesn’t make the moral case against it. When forced to spend, Reagan didn’t like it, and he said so. He also tried to cut. Mr. Bush seems to like it and doesn’t try to cut. He doesn’t warn that endless high spending can leave a nation tapped out and future generations hemmed in. In abandoning this ground Bush has abandoned a great deal–including a primary argument of conservatism and a primary reason for voting Republican. And who will fill this rhetorical vacuum? Hillary Clinton. She knows an opening when she sees one, and knows her base won’t believe her when she decries waste.”

Og denne strategi er kortsigtet, siger Noonan–og igen kan vi nikke fra vore hjemlige erfaringer:

“… Mr. Bush seems not to be noticing that once government spending reaches a new high level it is very hard to get it down, even a little, ever. So a decision to raise spending now is in effect a decision to raise spending forever. …

Money is power. More money for the federal government and used by the federal government is more power for the federal government. Is this good? Is this what energy in the executive is–“Here’s a check”? Are the philosophical differences between the two major parties coming down, in terms of spending, to “Who’s your daddy? He’s not your daddy, I’m your daddy.” Do we want this? Do our kids? Is it safe? Is it, in its own way, a national security issue? …

I never understood compassionate conservatism to mean, and I don’t know anyone who understood it to mean, a return to the pork-laden legislation of the 1970s. We did not understand it to mean never vetoing a spending bill. We did not understand it to mean a historic level of spending. We did not understand it to be a step back toward old ways that were bad ways.

I for one feel we need to go back to conservatism 101. We can start with a quote from Gerald Ford, if he isn’t too much of a crabbed and reactionary old Republican to quote
. He said, “A government b
ig enough to give you everything you want is big enough to take away everything you have.” “

Og igen er der en parallel til hjemlige forhold:

“The administration knows that Republicans are becoming alarmed. Its attitude is: “We’re having some trouble with part of the base but”–smile–“we can weather that.”  Well, they probably can, short term. Long term, they’ve had bad history with weather. It can change.”

Noonan opfordrer den amerikanske højrefløj til ikke stiltiende at acceptere en så dramatisk omlægning af de idealer, man tidligere har haft:

“Here are some questions for conservative and Republicans. In answering them, they will be defining their future party.
If we are going to spend like the romantics and operators of Lyndon Johnson’s Great Society; If we are going to thereby change the very meaning and nature of conservatism; If we are going to increase spending and the debt every year; If we are going to become a movement that supports big government and a party whose unspoken motto is “Whatever it takes”; If all these things, shouldn’t we perhaps at least discuss it? Shouldn’t we be talking about it? Shouldn’t our senators, congressmen and governors who wish to lead in the future come forward to take a stand?

And shouldn’t the Bush administration seriously address these questions, share more of their thinking, assumptions and philosophy?

It is possible that political history will show, in time, that those who worried about spending in 2005 were dinosaurs. If we are, we are. But we shouldn’t become extinct without a roar.”

Hvad gør dinosaurerne i de danske politiske partier?  Brøler de som løver, eller mæh’er de som lam?

Big government is back

“The era of big government is over” sagde Bill Clinton i sin State of the Union tale i 1995.  “Not!” kunne man (hvis man ellers var hoppet på dén) så forledes til at tilføje her ti år efter.  Og det er ihvertfald, hvad Associated Press–ikke kendt som en skødehund for “the vast right-wing conspiracy”–kunne konkludere i denne artikel fredag.

Senator Tom Coburn (R-Oklahoma) har, siger Robert Novak, spillet “his familiar role of skunk at the Sunday school picnic” og foreslået, at forbundsstatens udgifter i.f.m. Katrina bliver dækket af besparelser på andre områder.  Konfronteret med opfordring til, at skatteyderne burde ofre sig, sagde Coburn “it is no sacrifice on the part of Congress to steal $51.2 billion from our grandchildren.'” (hattip: Club for Growth).  Han er straks blevet kaldt til orden af den Republikanske partiledelse, der bestemt mener, at det ville være umenneskeligt at holde igen …  her kun et år før, et par hundrede Republikanske kongresmedlemmer igen er på valg.

Det skulle man ikke have troet om sådan nogle væmmelige “nulstats-konservative”.

Solstik og pladsmangel

Berlingske Tidende er en alsidig avis, måske er det dét, man mener med en omnibusavis. Her er både holdninger, som man normalt forventer at finde hos Politiken eller Information, og så de borgerligt-liberale, der modsvarer abonnenternes forventninger. Lederen plejer at ligge trygt i sidstnævnte lejr, under tiden i kontrast til samme dags forsidebasker, men selv her kan man slå en skævert, som da man i sin tid anbefalede Kerry frem for Bush; en kandidat, som selv demokraterne i dag afskriver som et fejlskud.

Men en vis forsinkelse har jeg fået bragt nok et debatindlæg. Som bekendt er MSM plaget af pladsproblmer, og indlægget var således kraftigt afkortet. Muligvis en medlidenhedshandling (enten over for afsenderen eller avisen), men da vi ikke har den slags problemer eller hæmninger, er her det fulde indlæg med de udeladte dele i kursiv.

Solstik?

Det må være den varme, vi har haft i de seneste dage, der er baggrunden for lederen den 1. juli, hvor præsident Bush kritiseres for at knytte krigen i Irak med krigen mod terror.

Havde lederskribenten dog blot læst Karl Erik Nielsens nuancerede analyse i 1. sektion af Fort Bragg-talen dagen før, var den svipser måske undgået.

Som det fremgår, angav Bush ikke, at Saddam var skyldig i angrebet 11. september 2001, men fastslog blot, at Irakkrigen var en del af den overordnede kamp mod terroren. Angrebet 11/9 gjorde det klart for amerikanerne, og for de europæere, der kunne tænke, så som Blair m.fl., at al-Qaeda ville fortsætte deres allerede flere år gamle krig mod Vesten med alle til rådighed stående midler og ikke tøve med at slå til mod civile i storbyer.

Amerikanernes første skridt var at angribe Afghanistan, hvor al-Qaeda havde base. En krig, som venstrefløjen naturligvis var imod, fordi den kun handlede om olie.

Dernæst vendte man sig mod Saddam, hvis forkærlighed for masseødelæggelse og støtte til terrorister var veldokumenteret. For ja, Saddam ønskede masseødelæggelsesvåben og gjorde, hvad han kunne for at få dem; læs selv Duelfer-rapporten. Og ja, Saddam havde kontakt til al-Qaeda; læs blot 11. september-rapporten (s. 61 ff.). Det, rapporten afviser, var derimod, at Saddam kontrollerede al-Qaeda; Saddam kunne ikke give bin Laden ordre. Men at der var en betydelig risiko for, at de to før eller siden ville hjælpe hinanden mod deres fælles fjende, er nu til overflod bevist af kampene i Irak, hvor Bathister og jihadis ?indtil videre – kæmper side om side.

Den risiko ville USA ikke acceptere, og de gav derfor Saddam et tilbud, han hverken kunne eller ville godtage: at bevise, at han ikke havde masseødelæggelsesvåben. Da han undlod det, startede krigen; en krig, som venstrefløjen naturligvis var imod, fordi den kun handlede om olie.

Bush sagde ikke i sin tale, at Saddam var skyldig i 11/9-angrebet, og lederens kritik heraf er derfor forfejlet. At Bush tværtimod har ret i, at krigen i højeste grad er afgørende for krigen mod terror, blev forstået af Berlingskes journalist dagen før i sin analyse, men da var det måske også mere køligt.

Mere foruroligende er det, at samme dag som Berlingske bragte den glimrende analyse, optrykte man også et Ritzau telegram om de danske politikeres vurdering af Bushs tale. Her skal man over til Villy Søvndal fra SF for at finde en kritik, der modsvarer lederen. Det foruroligende er, at der i den sidste tid har været en del tilfælde, hvor Berlingske synes bedre til at udtrykke SF?s verdenssyn end de borgerligt-liberale holdninger, der ellers er avisens erklærede grundholdning.

De seneste dage har forsiden været præget af rapporten fra DIIS om den gang i 1980erne, hvor den tidligere mere venstreorienterede ledelse af Socialdemokraterne slog de åndelig pjalter sammen med venstrefløjen og førte fodnotepolitik. Her synes man at dele venstrefløjens begejstring over at opdage, at russerne i deres vurdering af socialdemokraterne som nyttige idioter lagde mere vægt på det sidste end det første.

Og i dagene før det, har vi måtte læse den ene advarsel efter den anden vendt mod Blair og hans visioner om en fornyelse af EU, mens man lovsynger Chirac og hans stædige kamp for en landbrugspolitik, der er ulandsskadelig, og et socialt Europa med enorm permanent arbejdsløshed.

Det bliver vist en lang sommer.

Er Bush en snedig rad?

Hver eneste dag kan alverdens nyhedsmedier berette om død og voldsomme ødelæggelser i Irak. Det får naturligvis den amerikanske ledede aktion til at fremstå som den rene og skære fiasko, der ikke vedholdende kan forsvares. Men anlægger man et utilitaristisk syn på sagen, er det måske slet ikke så tosset endda. For koncentrationen af terrorhandlinger i Irak, kan meget vel have skånet resten af verden for en større terroreksponering. Det er en såre kynisk indskydelse, men er den ædruelig? Tillad en lille historisk ekskurs.

Ved 2. Verdenskrigs begyndelse var engelske handelsskibe særdeles lette ofre for tyskernes U-bådsangreb på Atlanten. Undervandsbådene var svære at lokalisere i det stormombruste hav, de slog til uden varsel og de tog bevidst sigte efter ubevæbnede mål. Admiral Karl Dönitz, der var øverstbefalende for den tyske krigsflåde, fokuserede angiveligt stift på ét eneste nøgletal: Sænkning af handelsrelateret søtransport pr. U-båd opgjort i bruttoregisterton.

Alt dette kan man læse meget mere om i The Battle of the Atlantic: Hitler’s Gray Wolves of the Sea and the Allies’ Desperate Struggle to Defeat Them, hvor Andrew Williams også afdækker, hvordan de allierede fik vendt udviklingen. Amerikanerne var i begyndelsen blindt optaget af en såkaldt Search & Destroy Strategy, hvor man jagtede tyske U-både overalt. Men de måtte med tiden erkende, at denne taktik ikke gav de ønskede resultater. Billedet ændrede sig imidlertid fundamentalt, da de allierede i stedet forfulgte en såkaldt Convoy Strategy, hvor handelsskibe krydsede Atlanten i flotiller eskorteret af krigsskibe. Når en tysk U-båd angreb et handelsskib i en sådan konvoj, kunne den hurtigt lokaliseres og destrueres.

Kan den lille krigsanekokte hjælpe os til at forstå logikken bag amerikanernes tilstedeværelse i Irak? Måske. Efter den 9/11 stod USA og den vestlige verden over for en trussel, der i påfaldende grad mindede om U-bådsangrebene på Atlanten: Terroristerne var umulige at lokalisere, de slog til overalt uden varsel og de gik målrettet efter civile mål. Search & Destroy, der bl.a. blev praktiseret i Afghanistan, var derfor på forhånd dømt til at fejle. Men da Bush og de øvrige koalitionspartnere rettede fokus mod Irak, sendte de et klart signal til terroristerne om, hvor de skulle begive sig hen.

Derfor er det næppe overraskende, at vi i dag er vidne til voldsomme og koncentrerede terrorhandlinger i Irak. Det er helt forventeligt og i overensstemmelse med konvojstrategien. Så måske var Bush slet og ret en snedig rad, da han i sin tid erklærede: “Bring them on!” Den koncentrerede militærindsats i Irak kan således – bortset fra attentatet i Madrid – meget vel have skånet os for en omfattende og uhåndterlig spredning af terroren på globalt plan.

PS: Læseren forstår sikkert, at jeg sendte en varm tanke til min søn på halvandet år, da han foran det lokale supermarked med en fjerlet håndbevægelse afviste en grånende kvindes opfodring til at deltage i en snarlig StopBush-demonstration.

Ugens citater: Lars "von" Trier om frihed, Bush og verden

Fra sidste uges bundløse dybder i Cannes rapporterede Jyllands-Posten disse interessante filosofiske ræsonnementer:

“Grunden til, at der ikke er svar i min film, er, at det ud fra et samfundsmæssigt synspunkt gælder om at holde spørgsmålene åbne. Sådan at forstå, at et ord ikke bare hedder demokrati. For demokrati er ikke bare demokrati. Demokrati er noget, der bliver nødt til at blive diskuteret og genopfrisket hele tiden. Det samme gælder ordet frihed. Spørgsmålene skal være åbne. Ellers bliver demokrati og frihed ord, som vi alligevel ikke er enige om betydningen af.”

Så altså noget skal ikke bare være, hvad det er, men evt. også være en masse andet, inkl. ting som det ellers ikke er. Frihed og demokrati for nogle kan f.eks. godt blive opfattet som ufrihed og mangel på demokrati af andre, og fordi nogle kan opfatte ting anderledes end andre, er der ikke noget, der nødvendigvis er, hvad det er–og det bliver vi nødt til at diskutere. Men hvordan kan man diskutere sig frem til “noget”–en slags konklusion–hvis intet er rigtigere end andet. Hmmm.

Og videre:

“Jeg tror ikke på, at der ligger oliemillioner, taktiske manøvrer og andet bag [Bush]. Han kan kun gøre, hvad han gør, hvis han mener det. Alt andet er umenneskeligt. Dybest set tror han på, at det bliver en bedre verden. Det tror jeg også, at Stalin og Hitler og alle dem gjorde.”

Så altså en slags syllogisme: 1. Bush ønsker en bedre verden. 2. Stalin og Hitler ønsker en bedre verden. –> 3. Bush = Stalin og Hitler. Eller hva’?

Vi lader de smukke og indsigtsfulde levende billeder stå og flimre et øjeblik.

South Park Generation

Hvordan kan det være, at George W. Bush blev genvalgt til præsident, når han ifølge de fleste europæiske medier er biologisk fatuid? Måske kan man finde en del af svaret i den omstændighed, at en stadig større del af den amerikanske ungdom er dødtrætte af den politiske korrekthed, der har hærget de nordamerikanske kystbyer i de sidste tyve år. Det er i hvert fald en påstand, som Brian C. Anderson med en vis tyngde argumenterer for i South Park Conservatives: The Revolt Against Liberal Media Bias.

Bogen er en opfølgning på en artikel, der figurerede i City Journal i 2003 og som gav mange konservative troen på, at der trods alt er et liv efter Sesame Street; et håbløst og temmelig venstredrejet børneprogram, der har været fast inventar på public service-kanalen PBS siden 70’erne. Men med tegneserien South Park ? der er kendt for sin upolerede og rå tone ? har republikanere opnået en modvægt i medielandskabet. Og det er der kommet en ny generation ud af; en årgang, der ikke er flove over, at USA både er en økonomisk og militær supermagt; et kuld, der ikke gider at høre mere vrøvl om positiv særbehandling af bestemte minoritetsgrupper, bilfrie byer eller naturrigtig recycling af fødevareemballage. Og de stemmer naturligvis på Bush. Ikke fordi de er enige i alt, hvad han repræsenterer, men fordi han taler i klar tekst.

Men hvad med Danmark? Er der ikke snart brug for en modvægt til Bamse og Kylling?

Older posts Newer posts

© 2017 Punditokraterne

Theme by Anders NorenUp ↑