Den 9. april er også en mærkedag i Irak: årsdagen for Bagdads fald i 2003. Synet af den kæmpe store Saddam statue, som blev væltet og omgivet af jublende irakere, gik over i historien, fordi det havde en næsten symbolsk enkelthed. Det rummede et letfatteligt billede på, hvad der var sket. En diktator var styrtet, og hans folk var frit til at udtrykke deres følelser.

Den symbolske betydning har ikke aftaget. Under Bushs besøg i London godt et halvt år senere genopførte nogle antikrigsdemonstranter handlingen og væltede en statue af Bush. Så meget var de kommet til at sympatisere med den diktator, de forgæves havde søgt at forsvare, at de ønskede at dele hans ydmygelse med hans amerikanske modstander.

I år var det tilhængerne af al-Sadr, der fik os til at mindes den væltede statue. Han er som bekendt en laverestående præst, der prøvede at terrorisere sig til magten i det befriede Irak, men blev underkendt af den shiitiske leder al-Sistani, og dernæst nedkæmpet af alliancen, da hans millits begik den fejl at stå fast og kæmpe i Najaf. Nu søger han i stedet at gøre sig gældende politisk med begrænset held. Han valgte at fejre den nyvundne frihed med en stor demonstration netop på pladsen for Saddamstatuens fald, komplet med plakater af Bush og Blair som krigsforbrydere og skilte på nydeligt engelsk, så de hidkaldte journalister kunne forstå budskabet. I betragtning af, at de demokratisk valgte irakiske ledere fra alle tre store befolkningsgrupper, sunni, shia og kurdere, har fastslået, at der er behov for alliancens militære tilstedeværelse for at bekæmpe terroristerne, er det tankevækkende, at al-Sadr ønsker dem ud nu.

Det er mærkeligt, at Jyllands-Posten lader sig nøje med en reportage fra den franske nyhedstjeneste AFP om demonstrationen uden at give lidt mere baggrund. Det trængte den franske reportage ellers til.