Tag: gini

Uligheden i levealder falder – uanset hvordan det måles

”Uligheden i sundhed er stigende”. Det hævder Danmarks Radio i en ny realitybaseret TV-serie over fire afsnit. Men det passer ikke. Uligheden i sundhed – som traditionelt måles ved livslængder – er faldende. Det viser mine beregninger her. Ser man på, hvor gamle danskerne bliver, bliver forskellene mindre og mindre år for år.

Danmarks Radio refererede ikke dette resultat i seriens første afsnit, hvor påstanden om voksende ulighed derimod blev fremført gentagne gange. Men man inviterede mig dog i DR2 Deadline for at diskutere det sidste onsdag. Til diskussionen var også inviteret Henrik Brønnum-Hansen, som var medforfatter til en rapport fra AE-rådet til Sundhedsstyrelsen om ulighed i sundhed. Og som i en artikel forfattet sammen med FOAs formand, Dennis Kristensen, og AE-rådets Jes Vilhelmsen i Berlingske den 9.12.2015 flere gange hævder, at ”Al forskning i danskernes levealder har vist, at den sociale ulighed vokser” (se i øvrigt mit svar til artiklen her).

Debatten i DR2 Deadline blev desværre i høj grad præget af metodespørgsmål. Jeg tvivler på, at mange seere var klædt på til at følge med. De har sikkert opfattet det som noget nørdet. Studieværten brugte samtidig kræfterne på især at prøve at få DRs realityprogram af krogen.

Mine pointer i programmet var kort sagt tre:

  • At danskernes middellevealder er stigende. Vi bliver ældre og ældre.
  • At forskellene i livslængde er klart faldende.
  • At AE-rådets analyse lider under nogle metodeproblemer, som ikke gør den særlig egnet til at sige meget om årsagsforklaringerne på forskelle i dødelighed.

Henrik Brønnum-Hansens pointer var – så vidt jeg hørte dem:

  • At min analyse burde have brugt overlevelsestavler i stedet faktiske livslængder ved død.
  • At man skal passe på med at sammenligne grupper med forskellig alderssammensætning.
  • At min kritik af AE-rådets metode må skyldes, at jeg ikke har læst ham ordentligt.

Hovedargumentet imod min analyse var altså, at den bygger på faktiske levealdre og ikke på overlevelsestavler. Inden vi ser nærmere på argumentet, kan der imidlertid være grund til at slå én ting fast: Det ændrer ikke ved konklusionen. Også når man bruger overlevelsestavler, er uligheden faldende. Jeg har her beregnet GINI-koefficienten (for mænd) på grundlag af overlevelsestavler.

gini levealder overlevelsestavle

Som man kan se, er den klart faldende – ligesom for den faktiske levealder. Det understreger en anden pointe, nemlig at faldet i ulighed er ganske robust over for valg af metode og afgrænsninger. Her er i øvrigt tal for en række andre lande og langt tilbage i tid, også baseret på overlevelsestavler. Man ser samme mønster med faldende ulighed over tid, med kun Rusland som afvigende i nyere tid.

 

Hvilken metode bør man beregne GINI ud fra?

Men hvad er rigtigst at beregne GINI ud fra? Svaret er, at man kan regne på forskellige måder, og at de hver især illustrerer noget forskelligt. Der er grundlæggende tre måder:

  1. Beregn GINI for personer med samme fødselsår.
  2. Beregn GINI for personer med samme dødsår.
  3. Beregn GINI ud fra den gennemsnitlige dødelige for alle i et givent år.

Den første metode er måske enklest at fortolke. Vi begynder med en gruppe nyfødte og venter og ser, hvor gamle de bliver. Problemer er naturligvis, at det først kan gøres, når alle er døde. Vi kan altså ikke sige noget om årgange født efter begyndelsen af det tyvende århundrede. Problemet er også, at historiske dødeligheder vil komme til at veje tungt. Vi vil måle en del ulighed, som er fremkaldt f.eks. af dødfald under den spanske syge.

Den anden metode tager udgangspunkt i personer, som dør samme år. Her kan vi altså komme helt frem til nutiden. Metoden lægger vægten på sundhedstilstanden frem mod måleåret. Personer døde under den spanske syge er allerede døde og kommer ikke til at præge billedet. Vi vil dog ikke kunne fange de forhold omkring aktuel sundhedstilstand, som først sætter sig i dødeligheden ude i fremtiden. Men det vil altid være tilfældet, uanset hvordan vi bærer os ad. Metoden er – indrømmet – følsom overfor, at ikke alle fødselsårgange er lige store. Med voksende fødselstal vil unge komme til at veje lidt tungere end gamle. Men når vi ser på ændringerne i GINI over tid, er alle år præget af de unges overvægt.

Det bør måske bemærkes, at den traditionelle GINI-koefficient for indkomst og formue også er beregnet på baggrund af forskellig størrelse aldersgrupper og derfor er præget af samme fænomen. Der er ikke tale om noget nyt problem.

Den tredje metode tager udgangspunkt i, hvordan uligheden ville være, hvis alle generationer levede i slutåret*). GINI’en for året 1990 viser altså dødeligheden, som om alle nyfødte levede i 1990, alle teenagere levede i 1990, alle 40 årige leve i 1990…og så videre, indtil den ældste. En overlevelsestavle viser således, hvor mange af 100.000 nyfødte, der er tilbage efter ét år, to år og så videre, indtil alle er døde – men med udgangspunkt i samme års aldersbetingede overlevelsessandsynlighed. Der er tale om et hypotetisk regnestykke, fordi ingen lever hele livet i samme år. Det kan bestemt være interessant alligevel, ligesom det kan være interessant at se på GINI-koefficienten for hypotetiske livsindkomster. Men det kræver en del fortolkning at forstå. Det kommer til at afspejle sundhedstilstanden i opgørelsesåret, hvor faktiske menneskers levealder selvsagt er påvirket af sundhedstilstanden over livet. Og alligevel fanger den ikke ændringer i sundhedstilstanden i det enkelte år, når den ikke har nået at påvirke dødeligheden.

For de fleste lande uden adgang til de registerdata, vi har til rådighed i Danmark, er det rent praktisk ikke muligt at opgøre GINI på grundlag af andet end overlevelsestavler, altså efter den tredje metode.

Min første beregning af uligheden i levealder benytter den anden metode. Henrik Brønnum-Hansen talte for den tredje metode. De kan begge være af interesse. Og man kan ikke hævde, at den ene er rigtig, og den anden forkert. De har bare et lidt forskelligt perspektiv. Men bemærkelsesværdigt nok kommer de til samme konklusion: Nemlig at uligheden i levealder er faldende. Og det var faktisk præcis den påstand, debatten i Deadline var foranlediget af.

 

AE-rådets heterogenitetsproblemer

Men hvad med Henrik Brønnum-Hansens advarsel mod at sammenligne to grupper med uens alder. Den er jeg grundlæggende meget enig i. Desværre rammer den AE-rådets analyse som en boomerang. Rådets analyse er ikke en måling af den faktiske ulighed, men et forsøg på at forklare årsagerne til ulighed, og om de er blevet skærpet over tid.

Det er velkendt, at levealderen varierer med indkomsten. Det er der ikke diskussion om. AE-rådet hævder imidlertid, at den sociale ulighed er vokset. I rapporten til Sundhedsstyrelsen er den primære opdeling mellem faglærte og ufaglærte. Da middellevealderen vokser hurtigst for de faglærte, konkluderer den, at uligheden er vokset. Problemet er imidlertid, at man ikke får korrigeret for al anden heterogenitet end forskellen mellem uddannelse. Heller ikke selv om der bliver korrigeret for aldersforskelle via aldersbetinget dødelighed. Alene det faktum, at den samlede ulighed mellem alle individer som sagt falder, burde have fortalt forfatterne, at de manglede at gøre rede for andre forklarende variable. Det bliver ikke bedre af, at man også opdeler efter andre kriterier – f.eks. efter indkomsten opdelt i fire lige store grupper – og overalt finder mere ulighed.

Problemet med metoden er for det første, at man sammenligner grupper med forskellig sammensætning over tid. Man tager kun personer på 30 år eller mere med. Men den faldende dødelighed for de yngste – som reelt øger ligheden i sundhed – kommer dermed til at blive målt som stigende ulighed, fordi en række ”dårlige liv”, som tidligere døde, inden de fyldte 30 år, nu giver ulighed, når de f.eks. dør som 40-årige med lav uddannelse og lav indkomst. For det andet smider analysen indkomstvariation væk, når den sker inden for grupperne. Den eneste indkomstvariation, som indgår, er, om man tilhører den ene eller anden indkomstgruppe. For det tredje får man ikke sat de forklarende faktorer ind i en fælles multivariat model. Man slæber så at sige hele tiden rundt på ikke-håndteret heterogenitet. Endelig får analysen ikke afklaret kausalitetsretningen. I stedet for at f.eks. indkomstulighed driver ulighed i sundhed, forekommer det mig langt mere plausibelt, at ulighed i sundhed driver indkomstforskelle mere end før. Navnlig når man husker på pointen med, at de under 30-årige er smidt væk. I det hele taget forekommer det mig meget lidt plausibelt, at social ulighed i sig selv skulle være en væsentligt drivende kraft i ulighed i sundhed. Vi er med ganske få undtagelser – især narkomaner – ude over, at lav indkomst er årsag til underernæring eller sundhedsfarlige boligforhold. Måske dør der lidt ekstra med lave indkomster, fordi de har dårligere råd til trafiksikker transport, men i det store regnestykke må det være småting. Det tunge slid og arbejdsmiljøgifte er ved at være passé. Arbejdspladserne er mindre farlige. Og så fremdeles.

Ud over at årsagssammenhængen kan gå fra sundhed til indkomst, frem for den anden vej, er der også muligheden for en spuriøs sammenhæng: Nemlig at det er en tredje faktor, som driver både indkomst og sundhed. En god kandidat er, hvordan den enkelte vægter fremtiden i forhold til nutiden. En høj vægt på fremtiden kan tale for at vælge at uddanne sig og spare op, hvilket i gennemsnit vil resultere i højere indkomst. Det kan også tale for at vælge en sund livsstil. I begge tilfælde er der gevinster på langt sigt, men afsavn på kort sigt. Omvendt kan en høj vægt på nutiden tale for at foretage valg, som koster på det lange sigt – både med hensyn til indtægt og levealder.

 

*) Den anvendte overlevelsestavle er dog baseret på femårsperioder. Det vil sige, at dødeligheden måles, som om alle levede i et gennemsnitsår i femårsperioden.

 

HaH

Ulighed, skat, propaganda og dovne journalister

Vi har her på punditokraterne ved flere lejligheder beskæftiget os med den kampagne som bl. a. IBIS og Mellemfolkeligt Samvirke i årevis har ført mod multinationale selskaber. En kampagne præget af manglende økonomisk indsigt, grov manipulation og en pænt sagt alternativ omgang med fakta, som jeg har skrevet om bl.a. her, her og her.

Vi har også ved flere lejligheder skrevet om sammenhængen mellem ulighed og økonomisk vækst. Bl. a. fordi økonomer tilknyttet OECD og IMF de seneste år har udsendt flere analyser, hvor de mener at finde en negativ sammenhæng mellem vækst og stigende ulighed. se bl.a. Otto Brøns kritik af Ostro, Berg & Tsangarides arbejdsnotat, Redistribution, Inequality, and Growth fra 2014, hvor Otto påpeger :

Et af kritikpunkterne er, at forfatterne ikke tager hensyn til landegruppeforskelle. Gør man det, bryder sammenhængen sammen. Den er statistisk talt spuriøs.

Forglemmelsen er bemærkelsesværdig, ikke mindst fordi det er velkendt, at sammenhængen mellem Gini-koefficienten og økonomisk vækst er svag og langt fra entydig. Det påviste Barro i et empirisk studie i 2000. Og det er blevet bekræftet i efterfølgende studier. Litteraturen viser gennemgående en tendens til, at stigende ulighed er forbundet med lavere vækst – i fattige lande. I rige lande er voksende ulighed korreleret med stigende vækst.

Der kan være gode grunde til, at billedet ser sådan ud. Det er yderst tvivlsomt, om ulighed i sig selv har nogen indflydelse på den økonomiske vækst. Derimod kan årsagerne til en høj eller lav Gini-koefficient have stor betydning.

Problemet med årsager i forhold til fokus på selve uligheden fremgår egentlig meget klart af et arbejdsnotat fra Berg og Ostro selv, “Inequality and Unsustainable Growth: Two Sides of the Same Coin?”  fra 2011.

Her anfører de, at:

income distribution is only a part of the story—there are clearly many other variables involved and much about growth spells that remains unexplained. Also, it is hard to separate cause from effect. And of course policies affect growth directly as well as through income distribution.

Problemet er således i hvilken udstrækning det er selve indkomstfordelingen eller de forhold der betinger denne, som er de væsentligste.

Dovne journalister og eksperter uden indsigt

Et er den kritiske debat i økonomkredse, Noget helt andet er den i det offentlige rum. Her har organisationer som IBIS og deres “skatte- og alt muligt andet” ekspert, Lars Koch, stort set frit løb. Og Ja, vi er misundelige på den nemme adgang til kritikløs mikrofonholderi, som man f. eks. kunne opleve tirsdag den 4. august i Apropos på P1.

Under overskriften “rigdom og ulighed” handlede udsendelsen om ulighed og fattigdom. Udgangspunktet var en påstand om at

“Verden har aldrig været mere ulige, end den er i dag. Mens få bliver rigere og rigere, har fattigere sværere ved at komme ud af fattigdommen end tidligere. Den ekstreme ulighed skyldes især, at virksomheder og enkeltpersoner med økonomiske interesser har stor indflydelse på de politiske beslutninger rundt omkring i verden. Noget, der i en globaliseret verden også har voksende betydning for Danmark.”

Som der står på udsedelsen hjemmeside og som man indledt den lille halve times propaganda med.

Programmet fik både Otto Brøns og undertegnede til at skrive til redaktionen.
Otto gjorde bl.a.  opmærksom på, at når man  på programhjemmesiden skriver, at

”Verden har aldrig været mere ulige, end den er i dag. Mens få bliver rigere og rigere, har fattigere sværere ved at komme ud af fattigdommen end tidligere”

er det faktuelt forkert. Den globale ulighed i indkomst er – afhængig af opgørelsen – faldende eller højst stagnerende. Den egentlige fattigdom (som defineret af FN) er entydigt og stærkt faldende. Og Otto var endda så venlig at sende et link med kildereferencer

http://punditokraterne.dk/2014/05/01/allevegne-stiger-gini-bare-ikke-i-verden/

Hverken Otto eller jeg har fået noget svar fra redaktionen på Apropos, og de faktuelt forkerte oplysninger fremgår fortsat af programmets hjemmeside.

Det burde ellers ikke have været så svært for dem at finde data om den globale ulighed formentlig er faldene, eller hvis vi skal være forsigtige stagnerende. Nedenstående er hentet fra en artikel i The Guardian.
Guardianarticleworldincomed
Programmet bruger meget tid på den rapport som Oxfam og Ibis udsendte i vinter. En rapport som er blevet eftertrykkeligt tilbagevist som det rene nonsens. (se også her).

Efterfølgende har Lars Koch ved flere lejligheder vedgået at rapporten ikke siger noget om levevilkår, i hvert fald direkte. Men han hævder så, at den viser at en lille gruppe meget rige mennesker har uforholdsmæssig stor magt på grund den ulige fordeling af de globale formuer. Det skulle fremme en “neoliberal” politik. Besynderligt nok bruger han så den finansielle sektors lobbyisme i Bruxelles som eksempel. Det giver ingen mening.

Den finansielle sektor gennemreguleret og ikke just udtryk for “neoliberale idealer”. Det er faktisk svært at komme meget længere væk fra et frit marked, som fortsat er (overvejende) privat ejet end netop den finansielle sektor.

Hans egen omtale af programmet kan ses nedenfor.
Udklip1

 

 

 

 

Lars Koch har efterhånden i mange sammenhænge vist en temmelig slående mangel på konsistens. Således påstår han, at han og IBIS IKKE anvender Richard Murphy’s påstand om skatteundragelser for 1.000 mia. Euro i EU om året, men samtidig ligger der materiale på nettet hvor man gør akkurat det, se f. eks. her.

Udklip

 

 

3-2

På samme måde afviser Lars Koch at han hænger navngivne selskaber ud. Han vedgik således efter en længere debat i januar, at teleselskabet 3 intet ulovligt har foretaget sig. Ii går (den 9.8.2015) kaldte han dem så skattefuskere på facebook. Det bøder ikke ligefrem for troværdigheden.

Apropos på P1 er bestemt ikke de eneste som gør sig i letbenet og faktuel forkert videreformidling.

Senere på ugen var en af historierne i Berlingske’s erhvervstillæg at “ulighed kan svække økonomisk vækst“. Baggrunden var et nyligt arbejdsnotat fra IMF, hvor man (igen) mener at kunne påvise en negativ sammenhæng mellem ulighed og økonomisk vækst, samt en rapport fra OECD, In It Together – Why Less Inequality Benefits All, der bygger videre på tidligere rapporter og arbejdsnotater.

Problemet er her at journalisten tilsynladende ikke er klar over, at 1. Ingen af de to rapporter har betydning for lande med relativt lige indkomstfordeling som Danmark og 2.  At i den udstrækning at man finder en en sammenhæng mellem ulighed og lavere vækst, ændrer det ikke ved at der er økonomisk konsensus om at selskabskat, topskat osv. MINDSKER den økonomiske vækst.

Journalisten indleder således artiklen med at skrive, at :

Lavere topskat, lavere selskabsskat og færre afgifter. Det vil skabe større vækst, mere dynamik, masser af nye job og flere iværksættere. Sådan er det blevet sagt i årevis – hjemme og ude.

Men nu pibler det pludselig frem med analyser fra både den vestlige verdens økonomiske samarbejdsorganisation, OECD, og Den Internationale Valutafond (IMF), som slår helt andre og nye toner an.

Disse ellers så liberale internationale organisationer peger således på, at stigende lighed kan stimulere den økonomiske vækst, mens ulighed og stor afstand mellem rige og fattige er til direkte skade for velstanden.

 Må jeg foreslå at Lars Erik Skovgaard, som har skrevet artiklen, læser OECDs anbefalinger fra i år, til at skabe mere vækst i Danmark?

I den seneste rapport peger de bl. a. på at Danmark skal :

Shift the tax structure away from income. The overall tax burden is high. Lowering and shifting taxation from labour and corporate income to indirect taxes and taxes on immovable property would help boost growth.

Altså stort set det som Lars Erik Skovgaard anfører som det OECD ikke længere mener. Det gør de dog fornuftigt nok fortsat. Det er helt grundlæggende, hvis vi ønsker højere vækst herhjemme. Som det fremgår nedenfor, er det nødvendigt, hvis vi ikke skal fortsætte med at sakke bagud (her målt på privatforbrug,).

privatforbrug

Afsluttende bemærkninger

Jeg kan naturligvis ikke vide med sikkerhed hvorfor pressen – det være sig den skrevne eller elektroniske – har så svært ved at behandle ulighed på en faglig forsvarlig og korrekt måde.

At IBIS og deres mand, Lars Koch, arbejder for at fremme en neo-marxistisk dagsorden er både tydelig og ikke særlig overraskende. Men at medierne i den grad ikke kun hopper med på denne, men også meget tydeligt ikke interesserer sig for, hvorvidt IBIS o.a. har fakta og videnskab på deres side, kan undre.

En del vil formentlig mene, at det skyldes at journalister ligger et pænt stykke til venstre for midten.

Jeg tror vi har et andet  og langt væsentligere problem. Nemlig at danske journalister hverken har evnerne eller lysten til at sætte sig ind i økonomiske problemstillinger. Det være sig sammenhængen mellem vækst og ulighed eller hvad der er oppe og nede i debatten om multinationale selskabers skattebetalinger o.m.a..

Hvorom alting er, er det slående hvor ensidig og ringe fagligt funderet formidlingen er her til lands.

Allevegne stiger Gini – bare ikke i verden

Siger det ikke sig selv, at stiger uligheden i næsten alle lande, så stiger den globale ulighed også? Det gør det måske, men benytter man sig af et mål som Gini-koefficienten, så behøver det ikke være tilfældet. Og ikke alene behøver det ikke være tilfældet. Det er ikke tilfældet.

Igennem en periode er Gini-koefficienten steget i Danmark og i mange andre lande i verden. Set under ét er uligheden i verdens lande steget siden midtfirserne. Men den samlede globale ulighed er i værste fald stagnerende. Ifølge Pinkovskiy og Sala-i-Martin, som står for det nok mest omfattende forsøg på at integrere tilgængelige kilder, er uligheden støt faldende (se figuren). Verdens borgere taget under ét og uden hensyn til, hvor de bor, får mere ens indkomster. Inden for hvert land stiger de høje indkomster hurtigere end de lavere. Men globalt vokser gennemsnitsindkomsterne hurtigst i de fattigste lande.

Dette fald i indkomstuligheden er drevet af økonomisk vækst. Ikke mindst væksten i Asien. Og måske mere afgørende: Den absolutte fattigdom falder dramatisk. Fra 1970 til 2006 er det antal, som lever for under én 1987-dollar om dagen (FNs mål for absolut fattigdom), faldet fra næsten én milliard mennesker til under 400 mio. (beregner Pinkovskiy og Sala-i-Martin), selvom verdens befolkning samtidig er vokset med næsten 3 mia. mennesker. Andelen af verdens befolkning, som lever i fattigdom, er faldet fra 26,8 pct. til 5,4 pct. Billedet er robust over for at udvide fattigdomsdefinitionen med indkomster over én 1987-dollar om dagen.

global fattigdom

Det er intet mindre end en fantastisk udvikling. Men det er også et billede, der har det med at drukne i det unuancerede fokus på nationale Gini-mål. Man kan så spørge sig hvorfor. Er folk flest virkelig mere optaget af, at hvor meget naboen tjener i forhold til dem selv? Altså hvordan de relative indkomster ser ud? Mit gæt er, at mange forveksler ulighed med fattigdom og har svært ved at se, at uligheden i et land sagtens kan stige, selv om uligheden og fattigdommen falder globalt. Det kan skyldes, at mange har svært ved at slippe forestillingen om velstanden som en given kage, der kan fordeles. Og at hvis nogen bliver rige, må det derfor være på andres bekostning.  Også selv om det forholder sig omvendt. Det er vækst og ikke fordelingspolitik, som er i gang med at udrydde fattigdommen.

 

IMF om ulighed og vækst (måske) II – Den danske socialstatsmodel skader vækst og velstand

Christian skrev i torsdags om et nyligt notat fra IMF, “Redistribution, Inequality and Growth“. Her redegjorde han for nogle af de betydelige metodiske problemer pågældende notat har. Men ikke nok med det, så må man i den grad undre sig over at fortalerne for høje progessive skatter og kraftig omfordeling overhovedet henviser til Notatet. For i den udstrækning at metode og konklusioner er anvendelige – og det er mere end tvivlsomt – er konklusionen reelt, at mens Jonathan D. Ostry, Andrew Berg, og Charalambos G. Tsangarides kom frem til at omfordeling almindeligvis ikke skader en økonomis vækstmuligheder, så indebærer den meget store omfordeling i lande med meget lav ulighed, som f.eks. Danmark, man fortsat omfordeling er skadelig for skabelse af fremtidig velstand.

I notatet bemærker man i konklusionen, at:

We do find some mixed evidence that very large redistributions may have direct negative effects on growth duration, such that the overall effect—including the positive effect on growth through lower inequality—may be roughly growth-neutral. But for non-extreme redistributions, there is no evidence of any adverse direct effect. The average redistribution, and the associated reduction in inequality, is thus associated with higher and more durable growth

Og hvad mener man så med “very large redistribution”?  Og hvor meget re-distribuerer de enkelte lande egentlig? (for diskussion af forfatternes metode, se bl.a. Christians indlæg og links nederst).

gini imf brutto net

Ovenstående figur er hentet fra notatet og viser lande med henholdsvis størst og mindst redistribution. Som det fremgår har man valgt kun at medtage de 20 procent mest folkerige lande. Som det indikeres er forskellen mellem Gini-koefficienten før skatter og overførselindkomster (“markeds” Gini-koefficient) og Gini efter skatter og overførselsindkomster (Gini-netto) størst i en række europæiske velfærdsstater.

Disse er ydermere karakteriseret ved at de er blandt de lande med den højeste Gini-kvocient for skat og overførsler i verden. Det er et ganske interessant resultat i og med at notatet er baseret på den præmis, at “markeds” Gini-koefficienten ikke er påvirket af eksistensen af en (stor) velfærdsstat og dens re-distribution. Det er i sig selv ganske bemærkelsesværdigt, idet man dermed antager at lande som Tyskland, Holland, Sverige og Danmark (som det fremgår af nedenstående figur hentet fra The Economist omtale af notatet i sidste uges “Free exchange” skulle være blandt verdens mest ulige lande, hvis det ikke var for den omfordeling, der finder sted via vores socialstat (her er kun medtaget “direkte” omfordeling).

a littel of the top

Det kan i parantes bemærkes, at GINI koefficienten (netto) ifølge Danmarks Statistik var 39 i 1939, altså på niveau med Venezuela i dag.

Som Christian bemærkede i sit blogindlæg har IMF notatet cirkuleret i pressen, hvor ikke mindst den mere venstreorienterede del af den, har brugt den til at fremhæve vores om-fordelende og kraftigt beskattende socialstat. Men hvis notatet skal tages på ordet, siger man groft sagt, at Danmark er et ekstremtilfælde, og at graden af omfordeling er SKADELIG for den økonomiske vækst. Således fremgår det at,

Turning to redistribution, we find (also in column 1 of Table 5) that when redistribution is
already high (above the 75th percentile), there is evidence that further redistribution is indeed harmful to growth, as the Okun “big trade-off” hypothesis would suggest. When it is below that level, however, there is no evidence that further redistribution has any effect on growth. Figure 7 shows redistribution for selected countries; further redistribution seems to start having a negative direct effect when it exceeds about 13 Gini points.

Det har dog ikke afholdt en række medier og politikere i at fremhæve notatet som et væsentligt argument for øget omfordeling og en hyldest til samfundsystemer baseret på massiv omfordeling og høje progressive skatter.

Således skriver PioPio under overskriften “Nyt internationalt studie afliver højrefløjens myter om, at omfordeling skader væksten”, at

I analysen konkluderer IMF, at lande med en stor grad af ulighed generelt oplever en lavere vækst end lande, hvor pengene er fordelt mere ligeligt.

og fortsætter med at

Det har mange af os i lang tid vidst på trods af, at markedsforblændede liberalister fra R, K, V og LA konstant har prædiket, at al økonomisk velstand og virkelyst ophører når man tager fra de rige og giver til de fattige.

Det fik bla. Mattias Tesfaie til på sin Facebook at skrive:

Flere af verdens største medier har i dag beskæftiget sig med en ny rapport fra IMF.

Rapporten dokumenterer, at et progressivt skattesystem, med forholdsvis høje skatter til de mest velstillede og omfordeling fra rig til fattig, er godt for økonomisk vækst og jobskabelse.

At IMF kommer med den slags udmeldinger, er mildest talt en nyhed. Derfor forstår jeg godt, at journalister på alverdens medier skriver om rapporten.

I Danmark har ingen medier dog beskæftiget sig med nyheden. Det synes jeg er mærkeligt. Men når journalisterne er ligeglade, må vi andre gå direkte til kilden.

Hvorefter han linker til rapporten, som han dog direkte adspurgt erkender, at han ikke har læst. Det skulle han måske have gjort.

For når man i rapportenpåpeger at lande med meget skæv indkomstfordeling er de der foretager den største omfordeling, og påpeger at fortsat omfordeling i lande med en meget lav GINI formentlig skader den økonomiske vækst, så er det altså primært vesteuropæiske og skandinaviske lande.

Ud fra et hjemmelig perspektiv er det således fristende at rent faktisk at acceptere rapportens grundlæggende metode idet selve rapportens resultater kan bruges som argument for mindre omfordeling i Danmark. Det vil jeg dog undlade med. Hertil er den anvendte metode ganske enkelt for problematisk.

For en yderligere kritik af anvendelsen af forskellen på “markeds” Gini og “netto” Gini kan jeg forøvrigt anbefale at læse Andreas Berghs “On the counterfactual problem of welfare state research: How can we measure redistribution?“.

En del af problemstillingen diskuteres også i Gosta Esping-Andersen og John Myles “The Welfare State and Redistribution“.

Om ulighed, velstand og en stadig mere pinlig og utroværdig udviklingsminister

No Wall Street financier has done as much damage to American social mobility as the teachers’ unions have  – The Economist leder den 13.10.2012 om årsagerne til den stigende ulighed og manglende sociale mobilitet i USA.

Update: læs også Joachm B. Olsens “Et frit marked skaber dynamik og vækst” i Berlingske

 

Torsdags den 6. december bragte Berlingske Tidende en på alle måder pinlig kronik af udviklingsminister Christian Friis Bach. Under overskriften “lighed skaber dynamik” forsøger han at overbevise læseren om at økonomisk lighed er et gode i sig selv. Det skal han naturligvis have lov til at mene, selv om der ikke eksisterer noget økonomisk-videnskabeligt grundlag for denne forestilling. Men at ministeren gør det med en argumentation baseret på manipulation og usandheder – man fristes til at sige – løgnagtigt, er til gengæld helt uacceptabelt. At han samtidig lægger vægt på at han har undervist i økonomi, føjer blot spot til skade. Det bedste man kan sige om hans nuværende job som minister er måske derfor, at sagesløse studerende hermed ikke skal udsættes for hans undervisning.

Baggrunden for ministerens kronik er et temanummer fra The Economist, som udkom i oktober måned, omhandlende uligheder i den globale økonomi. Og lad os med det samme slå fast – den globale ulighed er faldende og har været det siden slutningen af 1970erne. Verdens befolkning bliver således ikke kun mere og mere velstående, men også mere lige – hvilket naturligvis ikke bør overraske nogen.

Den øgede globale lighed dækker dog over, at uligheden i en lang række nationer er steget i samme periode. En markant undtagelse er klodens “mest ulige” kontinent Latinamerika – se også nedenstående figur.

I sin kronik påstår Christian Friis Bach (CFB), at lighed per se skaber mere dynamik og vækst . En påstand, som han modsat det indtryk han prøver at skabe hos læseren, ikke har opbakning til hos hverken The Economist eller flertallet af økonomer. Hermed står tilbage – med mindre CFB ikke kan læse engelsk – at han enten ikke har læst det pågældende temanummer eller ganske enkelt løber an på at Berlingskes læsere ikke har det.

Udviklingsministerens overordnede påstand er, at

øget lighed er godt både for dynamikken og den økonomiske vækst – formentlig også i Danmark.

Ud over at det er lodret forkert(løgn), når CFB skriver, at

Venstres socialminister Eva Kjær Hansen tog fejl, da hun i 2005 slog til lyd for, at vi havde brug for mere ulighed for at øge den økonomiske vækst i Danmark.

så er det heller ikke korrekt, når CFB tager The Economist til indtægt for sit synspunkt. Tværtimod understreger Economist i deres leder (13.10.2012) med en reference til politiske tiltag og reformer i USA og England i begyndelsen af det 20. århundrede, at:

Modern politics needs to undergo a similar reinvention—to come up with ways of mitigating inequality without hurting economic growth.

Det er meget langt fra CFBs udlægning, og postulatet om at mindre ulighed – også i Danmark – vil skabe mere dynamik og økonomisk vækst står helt for ministerens egen regning. Der er ingen videnskabeligt grundlag for udsagnet, og det er i direkte modstrid med de konklusioner The Economist drager. Continue reading

© 2017 Punditokraterne

Theme by Anders NorenUp ↑