Den såkaldte elefant-figur har tiltrukket sig stor opmærksomhed. Den viser den årlige vækst gennem to årtier (fra 1988-2008) for verdens befolkning fordelt efter indkomst. Den har fået sit navn på grund af sit udseende, der minder om en elefant med løftet snabel og hængende hale.
Elefantkurven er blevet udlagt sådan: Den hængende hale og ”hullet” mellem hoved og snabel dækker over, at to grupper har haft langsommere indkomstvækst, nemlig de allerfattigste og middelklassen i de rige lande. Den høje ryg er udtryk for, at den globale middelklasse uden for de rige lande har haft stærk vækst. Det samme gælder den løftede snabel, som repræsenterer stærk indkomstvækst hos de allerrigeste.
Medpunditokrat Niels Westy viste dog for halvandet år siden, at denne udlægning ikke helt stod for en nærmere prøvelse.
Den oprindelige kurve blev udviklet af Christoph Lakner og Branko Milanovic. Nu er den imidlertid blevet opdateret med nye data, flere lande og en bedre metode. Det står Homi Kharas og Brina Seidel fra Brookings Institute for.
Det har ført til en noget afklippet elefant. De forskellige trin er gengivet på figuren her, hvor den mørkeblå til højre er den endeligt reviderede model. Udover metodeændringerne har de to haft lejlighed til at få nyere data med, så tyveårsperioden nu dækker 1993-2013. Dermed dækker den også perioden efter finanskrisen.
Hvordan adskiller den nye afklippede elefant sig fra den oprindelige? Kort fortalt hænger halen ikke mere. Så også de fattigste har haft stigende indkomster. Desuden er snablen ikke løftet så meget. De allerrigeste har ikke længere haft en indkomstvækst, der kan måle sig med de 70-80 pct. fattigste.
Kharas og Seidels arbejdspapir findes her, og de præsenterer det kort her.