Tag-arkiv: Günther Grass

Grass Cunctator II

En muligvis interessant vinkel på Grass’ forsinkede afsløring af at have tjent i Waffen-SS findes her.  Det fremgår, at de amerikanske militærdokumenter, der dokumenterede, at han blev taget til fange den 8. maj 1945, sad som fange i et lille års tid og afgav en erklæring, var offentligt tilgængelige i årtier.  Enhver, også en agent for DDRs politiske politi (“Stasi”, Ministerium für Staatssicherheit) kan have læst dem.  Stasi indsamlede gennem årtier alle mulige oplysninger om prominente vesttyskere og arbejdede systematisk på at finde vidnesbyrd om krigsdeltagelse.  Det er ekstremt usandsynligt, at de ikke skulle have gennemtrevlet det nævnte arkiv i Berlin for at se, hvad de kunne finde om hvem som helst.  Det er derfor også sandsynligt, at de på et tidspunkt faldt over dokumentationen for SS-veteranen Grass.  At de holdt tæt med det, er forståeligt.  Grass’ politiske og kulturelle indsats i Forbundsrepublikken var så absolut i DDRs interesse.  I valgkampene 1965 og 1969 agiterede han for SPD, hvis politik gik ud på at anerkende den tyske deling.  I 1980rne var han trofast fredsven, altså modstander af USA og tilhænger af en neutralisering af Vesttyskland og af øget sovjetisk indflydelse i Europa.  Havde DDR udbasuneret, hvad de måske vidste, ville det have undergravet Grass’ troværdighed som ubestikkelig intellektuel.  Det passede begge parter at holde kæft.

Mulig DDR-besked til nationaldigteren Grass: Vi ved, at du var i Waffen-SS.  Vi ved også, at du bare var almindelig soldat.  Men du ved lige så godt som vi, at bogstaverne SS er i stand til at hensætte normalt tænkende mennesker i totalt hysteri.  Så det er bedst, de ikke kommer frem.  Du er jo også sådan en dejlig forfatter og så stor og sand en ven af freden, at vi ikke siger noget.  Og vi er så glade for dine indlæg om DDRs berettigelse som tysk stat og garant for freden.  Bliv endelig ved med dem!

Günter Grass Cunctator

Berlingske har i dag en god dækning af historien om Günter Grass, der omsider har afsløret i sine nyudgivne erindringer, at han ikke bare var soldat, men SS-soldat. Det er i det hele en god dag for Berlingeren med gode artikler, selv udlandsdækningen er mere nuanceret end normalt, og ingen bør snyde sig for Poul Nyrops kronik, hvor han ønsker sig selv og Clinton tillykke; det er tåkrummende selvafslørende og ufrivilligt morsomt. Men tilbage til nøleren Grass.

Det virker lidt svært at forstå al det påstyr i det ærede kulturliv.

Det er rimelig oplagt, at man dårligt kan bebrejde manden, at han var begejstret SS-soldat som 17 årig, når han siden har fortrudt og taget klar afstand. Hvis bare alle diktaturtilhængere tog så klar afstand fra den ideologi, de en gang støttede. Det er mange år siden, at han var i SS, og han er kommet videre.

Det er ligeledes rimeligt oplagt, at manden er en opportunist og hykler, hvilket ikke er længe siden. Det var han åbenbart det meste af sit liv indtil for knapt en måned siden. Opportunist i sin fortielse af fortiden, fordi det ville svække hans nye stilling som samfundsrevser. Hyklerisk i sin uforbeholdne fordømmelse af personer, og i sin iver efter at kaste den første sten uden at medgive sin egen del i historien.

Det, der kan undre, er, at det åbenbart falder kulturfolk så svært at indrømme, at en dygtig kunstner kan være et skidt menneske. For eksempel var Niels Barfoed i DR om sagen, og selvom han plejer at være skarp i sine iagttagelser og udtalelser, voldte det ham helt åbenbart voldsomme problemer at vedstå, at Grass havde opført sig som en opportunistisk hykler. Barfoed ville hellere tale uden om og holde sig til det ufarlige spørgsmål om medlemskabet af SS.

Det er jo egentligt sært. Et værk bliver jo ikke ringere af, at kunstneren havde tåbelige eller direkte uhyrlige holdninger. Tænk på en Knut Hamson og Céline, eller på Scherfig, Andersen Nexø og Brecht.

Forfatteren og anmelderen Jens Andersen anfører i sin klumme:

Hvad er så problemet?

At det fremover vil være svært at tage Günther Grass alvorligt uden for hans fiktive univers. Et halvt århundredes åbenhjertige fortielser vil forstyrre i ens baghoved. Jeg mener, Grass har aldrig skånet sit eget land og sine landsmænd, når det gjaldt om at være selvkritisk og tage et opgør med de ubehagelige begivenheder i fortiden. Og hvad ser vi så nu? At mennesket bag alle disse høje moralske krav til sine omgivelser valgte at skåne sig selv.

Det er en svær pille at sluge for en Grass-fan, selv om ivrige iagttagere i ugens løb, både i udlandet og herhjemme, påstod, at forfatterens »syndsbekendelse« ikke får indflydelse på fremtidens læsning af forfatterskabet. Det tvivler jeg på. En forfatters liv og værk lader sig ikke klinisk adskille oppe i hovedet på læsere, selv om mange teoritunge litterater gerne vil tro det. Så dumme er vi ikke.

Hans bemærkninger peger på, at mange åbenbart har læst Grass ikke bare som forfatter, men som en særlig moralsk person. En person uden dadel. De har lagt mere i værket end værket selv. Hvor naivt at have et sådant behov for at tro, at folk, der siger noget, som man finder sympatisk, nødvendigvis repræsenterer en særlig pletfri position. Men åbenbart udbredt i det miljø, postyret og modviljen taget i betragtning.

Måske er der også noget mere, som gnaver og gør ondt.

Den venstrefløj, som Grass repræsenterer, har længe opfattet sig som den diamentrale modsætning til nazismen. Det gør derfor ondt, når man bliver mindet om, at nazismen ligger så tæt på, at nogle koryfæer bevægede sig ubesværet over grænserne. Vi så det for relativt nyligt, da Ole Wivels og Knud W. Jensens flirt med nazismen blev afsløret. Vi har også set det før i modsat retning. Mussolinis fortid som socialist, Quislings og hans franske kollega Lavals ditto. Nu også Grass som en grænsegænger.

I det uddrag fra Grass’ selvbiografi, som Berlingske bringer i dag, kan man læse om hans glæde ved, at hans SS-afdeling skulle bære navnet Jörg von Frundsberg:

Han var mig kendt som anfører for det schwabiske forbund fra bondekrigenes tid og som »landsknægtenes far«. En, der stod for frihed, befrielse.

Det var altså den unge Grass’ opfattelse af frihed og befrielse. Mon den egentlig adskilte sig så meget fra de andre holdninger på den venstrefløj, hvor Grass siden blev ikon? Det er den slags tvivl om egen ufejlbarlighed, som gør venstrefløjen ilde til mode.

Hørte national-socialismen overhovedet til på højrefløjen, eller var de blot endnu en version af socialismen? En af best-sellerne i Det 3. Rige hed vist endda den sande socialisme. De hadede det liberale demokrati, kapitalismen og dens kuponklippere. Göring kopierede med begejstring ideen med femårs-planer fra Sovjet, og vinterhjælpen, den storstilede sociale indsats for fattige, indtog en væsentlig rolle i deres image både før og efter magtovertagelsen. Det er traditionelt at placere dem til højre, men de, der placerede dem dér, placerede også socialdemokrater og trotskister på “højrefløjen”, uden at vi af den grund opretholder det valg.

Hayek har i sin bog om vejen mod trældom skrevet om national-socialismens rødder i socialismen, men det er fortsat et af de sidste tabuer fra nazitiden. Er det den orm, hvis gnaven vi kan høre i påstyret fra en gammel mands nølende bekendelser?