Tag: handelspolitik

Crony Capitalism – når Boeing møder Trump

Forleden dag kunne Washington Post og en række andre amerikanske medier rapportere, at Trump-administrationen har besluttet at lægge en straftold på 220 procent på canadisk-producerede Bombardier-fly. Boeing påstår, at Bombardier har fået ulovlig statsstøtte og sælger deres nye CS-100 til en pris, der ikke kan dække omkostningerne. Påstanden er dermed, at canadierne fører såkaldt predatory pricing. Det er der næppe tale om, og Bombardier har også umisforståeligt kaldt beslutningen ”absurd” og udtryk for at Boeing køber konkurrenceforvridning. Hele sagen tegner til at blive et fremragende eksempel på crony capitalism, hvor større virksomheder kan købe eller true sig til politik, der gavner dem og de politikere, der støtter dem, men skader hele resten af samfundet.

En del af baggrunden er, at amerikanske Delta Airlines har bestilt 75 CS-100-fly fra Bombardier som erstatning for selskabets regionalflåde, der helt overvejende består af B 717, MD-88 og MD-90 – der iøvrigt alle blev produceret af Boeing. Bombardier-flyet er det nyeste i markedet for fly til omkring 100 passagerer, der kan flyve korte og mellemlange ruter. I Europa har Air Baltic og Swiss allerede købt flyet og er begyndt at operere det på en række ruter. Air Canada har bestilt 45 CS-300-fly, der er den forlængede version, og i alt har Bombardier 360 ordrer liggende.

Bombardier lover, at den nye CS er både billigere at operere og bruger væsentligt mindre brændstof end konkurrenterne. Flyet bruger omtrent 10 % mindre brændstof end den russiske Sukhoi SSJ-100, og nogenlunde det samme som brasilianske Embraers E190-serie, men kan flyve meget længere end de to konkurrenter. Den længere CS-300, der kommer til at konkurrere i cirka samme markedssegment som Boeings 737-700, ser ud til at blive endnu mere økonomisk på de lidt længere ruter.

Truslen for Boeing er således dobbelt. På den ene side er det et problem for giganten i Seattle, at andre end blot Delta vælger at operere med mindre fly på kortere ruter i stedet for at købe den større, opdaterede Boeing 737. For det andet ser den canadiske CS-300 ud til at blive en seriøs, direkte konkurrent til amerikanernes ikoniske fly. Truslerne kommer endda på et særdeles skidt tidspunkt for Boeing, da hovedkonkurrenten Airbus også fornylig har opdateret A320-serien, og selskabet ovenikøbet også kan se frem til potentiel konkurrence fra det nyudviklede, russiske Irkut MC-21, som er på vej gennem den endelige testfase for tiden.

Boeing har reageret ved at lobbye administrationen og the U.S. International Trade Commission for beskyttelse, som de nu har fået i rigt mål. Rygterne for få uger siden sagde, at firmaet bad om en told på 160 %, men den faktiske er blevet væsentlig højere. Politisk er straftolden dog en ganske mærkværdig beslutning for Trump-administrationen. For det første er Canada en af USA’s største handelspartnere og blandt landets tætteste samarbejdspartnere. Premierminister Justin Trudeau har forståeligt reageret ganske stærkt, og da Bombardier får vingerne produceret i Nordirland, er den britiske premierminister Therese May også temmelig oprørt. Det mærkeligste er dog, at administrationen også løber en væsentlig risiko for indenlandsk kritik. Sagen er, at C-seriens motorer leveres af amerikanske Pratt & Whitney og produceres i Connecticut. Statens to demokratiske senatorer Richard Blumenthal og Christopher Murphy sendte derfor forleden et åbent brev til administrationen, hvor de opfordrede til, at man lod være med at straffe Bombardier.

Det mest kritisable er dog, som altid med rent-seeking problemer, at ingen synes at interessere sig for forbrugersiden. Centrale personer i Trump-administrationen og blandt præsidentens rådgivere har aldeles absurde ideer om handelspolitik og forstår basalt set ikke, at det helt store problem er, at protektionisme i enhver forklædning skader forbrugerne. Præsidenten har også gentagne gange udvist eksempler på sin totale mangel på forståelse for international økonomi – en forståelse, han faktisk kunne afhjælpe ved at læse David Ricardos 200 år gamle Principles of Political Economy.

De sidste bastioner mod en ’crony’ handelspolitik er nu klagemulighederne i NAFTA og Verdenshandelsorganisationen. Problemet er, at de processer kan tage lang tid, og ingen ved om Trumps administration overhovedet vil respektere kendelser, der går imod dem. De eneste der er glade, er administrationen selv, Boeing og på en noget blandt måde de af os, der underviser i politisk økonomi. Vi har fået endnu et lysende eksempel på rent-seeking og hvordan handelspolitik faktisk dannes, men eksemplet har kostet potentielt hundredetusinder forbrugere mange, mange dollars.

Hvordan fungerer protektionistisk politik – de statiske tab

Der tales meget for tiden om protektionistiske politik. Emnet er i vælten i almindelig politik blandt andet USA og Frankrig, og herhjemme har flere ellers fornuftige kommentatorer været noget mindre end afvisende overfor det. Et særligt segment hos de nationalkonservative ser endda ud til at være særdeles positive overfor handelspolitisk ’beskyttelse’ af visse grupper i samfundet. Flere har spurgt mig, hvad der da er galt med at beskytte arbejdspladser mod udenlandsk konkurrence. Vi har derfor besluttet, at tilbyde en smule undervisning i emnet.

Vi viser i dag udelukkende det, nationaløkonomer kalder de statiske tab i forbindelse med told og anden handelspolitisk beskyttelse. Vi illustrerer dem i et diagram, der hjælper analysen af konsekvenserne af denne type politik i en lille, åben økonomi som Danmark. I figuren for markedet nedenfor, er pw prisen på verdensmarkedet, og prisen på det hjemlige marked bliver derfor pw plus tolden. Resultatet af forskellen på det hjemlige udbud, S, og det hjemlige efterspørgsel, D, (kan aflæses på x-aksen) er således den hjemlige import. Hvis vi ikke havde haft nogen form for kontakt med udlandet, ville prisen og den afsatte mængde som sædvanlig kunne aflæses der, hvor de to kurver skærer. Men pga. konkurrence fra verdensmarkedet, kommer det danske forbrug til at kunne aflæses som der, hvor efterspørgslen D skærer den flade pw-kurve.

Lægger man en told på importerede varer, sker der det simple, at prisen på importerede varer stiger fra pw – den faktiske pris – til pw + tolden. Danske producenter er således blevet kunstigt mere konkurrencedygtige. Konsekvensen for dem er derfor det område, vi har kaldt ’A’ i figuren. De hjemlige producenter får derfor større omsætning og flere kan konkurrere. Det er netop denne konsekvens, der ofte får rent business-mindede konservative til at støtte protektionisme – politikken er jo meget tydeligt pro-business.

Det store problem ligger i de yderligere konsekvenser. Området ’A’ er nemlig tydeligt en overførsel fra forbrugerne til producenterne. Det er jo et forbrug, de alligevel ville have haft, men som sker til højere pris. Området ’C’ er importmængden ganget med tolden, eller med andre ord, statens toldindtægt. ’C’ er derfor en overførsel fra forbrugerne til staten. Men det er klart, at der er to områder, der også forsvinder fra forbrugerne når man pålægger importen en told: ’B’ og ’D’. Området ’D’ skyldes, at forbrugerne ikke blot lider et tab ved at betale højere priser, men også ved at kunne købe mindre. Området ’B’ kan fortolkes som et tab der kommer af, at mindre produktive hjemlige virksomheder nu leverer det, vi kunne have købt af mere produktive udenlandske virksomheder. Vi har med andre ord bundet nogle danske ressourcer i at producere noget, vi faktisk ikke er specielt dygtige til. Områderne ’B’ og ’D’ kalder således teknisk for dødvægtstab, eller mere populært for Harberger-trekanter (efter Chicago-økonomen Arnold Harberger).

Den gevinst som danske virksomheder får, tages således fra danske forbrugere, ligesom den gevinst, staten får. Oveni er der disse dødvægtstab, hvilket derfor indebærer, at enhver nationaløkonom med respekt for sig selv må konkludere, at protektionisme nok er pro-business, men anti-market. Og det pudsige er, at virkelighedens statiske tab slet ikke ender der.

I 1967 rejste public choice-legenden Gordon Tullock nemlig det spørgsmål, om ikke virksomheder ville være villige til at betale for at få handelspolitisk beskyttelse? Tullocks svar var, at rationelt drevne virksomheder ikke blot ville bruge ressourcer på produktion, men også på at lobbye for at få beskyttelse. Som alle andre aktiviteter, vil de bruge ressourcer på lobbying op til det punkt, hvor omkostningen ved at bruge én arbejdstime eller én krone mere på lobbying er præcist lig med den forventede gevinst af den. Og politikere er mere end villige til at sælge handelspolitik – det er en af måderne, at de enten kan få virksomheder til at give partistøtte eller i det mindste til at finansiere meget rare middage og hotelophold.

To indsigter fra public choice-traditionen ændrer derfor vores analyse. Først må man regne med, at noget af overførslen ’A’ faktisk går tabt i uproduktiv adfærd. Det er med andre ord et område, der tages fra forbrugerne og tabes i lobbyomkostninger. Det ekstra lobby-tab er tegnet ind med rødt i den anden figur nedenfor.

Man må også regne mindst et, og sandsynligvis yderligere to tab ind. For det første eksisterer der et logisk tab, da det ikke er gratis at indkræve tolden. Staten må afholde udgifter i forbindelse med at indkræve told, hvilket reducerer område ’C’ – udgifterne er et nettotab for samfundet. For det andet antager standardanalysen i den første figur, at staten bruger hele toldindtægten på en produktiv eller velfærdsskabende måde. Der findes en over 50-årig forskningstradition, der peger på at langt de fleste politikere har incitamenter, der vil føre dem til at bruge ekstra indtægter på enten populære tiltag, der kan få dem valgt næste gang, eller på støtte til særinteresser. Disse aktiviteter skal regnes som tab i en nationaløkonomisk analyse! De er tegnet ind med blåt i figuren.

Tullock tog udgangspunkt i, at område A er en gevinst for producenterne. Producenterne vil derfor have et klart incitament til at bruge ressourcer på at ’få fat’ i området. Med andre ord vil de investere ressourcer i at søge den ’rent’, de kan få hvis de overbeviser politikerne i at indføre en told. Disse ressourcer bliver altså ikke investeret produktivt, men udelukkende for at få adgang til en overførsel fra forbrugerne. Politikere vil på deres side have en interesse i at åbne for muligheden for at få beskyttelse mod international konkurrence, da det vil få producenter til at tilbyde støtte. Denne støtte kan være direkte bestikkelse eller det kan være partistøtte, der vil kunne gøre det lettere for politikernes parti at vinde det næste valg. De ressourcer, der investeres i at få adgang til beskyttelse, skal derfor regnes som et rent, samfundsmæssigt tab.

Der er fra en fagøkonomisk vinkel dermed ingen undskyldninger for at indføre protektionistiske tiltag. Og til dem, der måske stadig er en smule kritiske: Vi har kun dækket de velkendte statiske tab. Der er en anden liste af dynamiske tab, dvs. tab der udfolder sig over en længere periode og bliver synlige i f.eks. vækst og produktivitetsudvikling.

Økonomisk Frihed 2015

Forleden udkom dette års Economic Freedom of the World rapport, der ligesom tidligere år redigeres af James Gwartney, Robert Lawson og Joshua Hall. Rapporten bekræfter som tidligere år, at Hong Kong stadig er verdens økonomisk frieste sted. Men som Fred McMahon fra Fraser Instituttet udtrykker det i pressemeddelelsen, ” “Hong Kong’s still number one but because democracy is the best safeguard of freedom, if China, which ranks low in economic freedom, encroaches on Hong Kong, we can expect Hong Kong’s ranking to fall.” Alle ville være mere trygge ved at Hong Kongs politiske institutioner udviklede sig i en mere demokratisk retning.

Danmark er i år nummer 22 af de 157 lande, der er rangeret – Venezuela er ikke overraskende bundproppen. Som tidligere år er Danmark dog også, som en amerikansk økonom formulerede det for et par år siden, et skizofrent samfund. Ser man på, hvor tung den offentlige sektor er, ligger vi nummer 154! Fokuserer man derimod på kvaliteten i retsvæsenet, er vi nummer 8 i verden, og det overordnede reguleringstryk placerer os som nummer 17.

Måske er det dog mere illustrativt at vise udviklingen over tid. I figuren nedenfor er den danske økonomiske frihed plottet i forhold til Sverige og Storbritannien. Ikke overraskende blev Danmark, ligesom nabolandene, markant mere frit i løbet af 1980erne. Udviklingen toppede i Nyrups sidste regeringsår og har derefter været ganske tydeligt negativ. Briternes tid med Tony Blair og Gordon Brown var heller ikke videre positiv, men landets fald – primært i ekstra reguleringslag – er rettet op. Sverige har også været nogenlunde stabilt over de sidste cirka 15 år. Danmark er det mest negative af de tre lande, og det mest bekymrende er, hvilken del af indekset, der udviser det største fald: Område 4. for de læsere, der som de fleste ikke er eksperter i økonomisk frihed, betyder det at Danmark effektivt er blevet markant mere lukket for handel. Mens vores toldpolitik besluttes i Bruxelles og har været stabil, er faldet udtryk for en meget markant stigning (1,8 point på en ti-skala) i de effektive handelsbarrierer, der skyldes reguleringer. Danmark har levet godt af handel i over 150 år, men vores politikeres reguleringstrang er øjensynligt så stærk, at de er klar til at sætte en del af grundlaget for vores relative rigdom over styr. Hvem fortæller dem det?

DK SW UK EF

Årets specialer 2: Hvad koster det at sanktionere mod et andet land?

Vi skrev forleden om Berit Nielsens analyse af de miljømæssige konsekvenser af Kyoto-aftalen. Vores andet eksempel på et særligt interessant speciale fra Aarhus Universitet i det akademiske år 2014-15 handler om økonomiske sanktioner. Helene Primholdt og Lasse Blaabjerg Høgild tager i deres speciale fra foråret udgangspunkt i den aktuelle diskussion om sanktioner mod Rusland. Der findes en rig, om end uafklaret litteratur om hvor effektive økonomiske sanktioner er.

Der er generel konsensus om, at sanktioner næppe kan genskabe demokrati – Cuba er blot et af mange eksempler – og forskerne diskuterer også stadig, om man kan forhindre yderligere overgreb på menneskerettigheder, ligesom de diskuterer hvor hårdt man kan ramme lande økonomisk. Sylvanus Afesorgbor (AU) og Renuka Mahadevan (Queensland) har f.eks. et nyt og spændende papir om fordelingseffekter af sanktioner.

Helene og Lasse stiller dog et andet spørgsmål, som er blevet noget overset: Hvad koster det sanktionerende lande at indføre sanktioner mod andre? Spørgsmålet er således ikke, hvad sanktioner koster Rusland, men hvad det koster lande som Danmark at være med i sanktionerne? Svaret finder de ved at bruge såkaldte ’gravity equations’ modeller, et standardredskab i handelslitteraturen til at estimere hvorfor nogle lande handler mere med hinanden end andre.

Det generelle resultat er i og for sig ikke overraskende. Importsanktioner koster normalt det sanktionerende land omkring en fjerdedel af importen fra det land, der bliver sanktioneret, mens eksportsanktioner koster cirka 13 %. Mens importresultatet faktisk ikke ser specielt robust, er de 13 % eksporttab meget stabilt, og ikke blot noget som rige lande oplever. Cluet i analysen ligger dog i et særligt forhold, der har været ignoreret i tidligere studier: De estimerer også, hvad der sker hvis det sanktionerede land (tænk Rusland) iværksætter modsanktioner. Det viser sig, lidt ligesom i studier af toldkrige – at konsekvenserne er langt større i det tilfælde. Helene og Lasses resultater peger i retning af, at handelen stort set holder op mellem to lande, der gensidigt sanktionerer hinanden! Mens sanktioner således har omkostninger for de sanktionerende parter, kande være ganske voldsomme når de gengældes.

Helene og Lasse kommer således et solidt skridt videre i forståelsen af sanktioner og modsanktioner. Problemet med analysen – hvis man må kalde det et problem – er at den giver anledning til en række ekstra spørgsmål. I princippet er der rigeligt kød på spørgsmålet til en hel PhD-afhandling, og ikke blot et speciale. For eksempel kan man spørge sig selv om, hvilken adfærd der faktisk fører til sanktioner; hvorfor man vælger en type sanktioner frem for en anden; hvornår sanktioner igen bliver opgivet; og om sanktioner mod militærdiktaturer er mindre effektive end mod civile autokratier? Hvis jeg havde 36 timer i døgnet, var det bestemt et af de spørgsmål, jeg ville give mig i kast med.

Hvorfor skal producenters interesser veje tungere end forbrugeres?

Der er få tilfælde, hvor jagten på ‘concentrated benefits, dispersed costs’ er mere åbenlys end på handelspolitikken. Det er ellers svært at forstå, hvorfor det er vigtigere at europæiske producenter tjener penge, end at forbrugerne sparer dem. Ikke desto mindre vejer indenlandske producenter og forhandleres interesserer næsten uvægerligt tungere end forbrugernes — i hvert fald når forbrugerne formaster sig til at foretrække importerede varer.

Senest har Jeppe Kofod fra sit høje sæde i Europa-Parlamentet erklæret, at handel ikke har egen berettigelse, men først og fremmest har til formål at skaffe beskæftigelse (antageligvis til Kofods vælgere):


På sin vis har han jo ret i, at handel ikke er et mål i sig selv. Formålet med handel er nok snarere at skaffe varer og ydelser, man gerne vil have, end at holde naboen beskæftiget i en ukonkurrencedygtig virksomhed. Det kan ikke nytte noget, mener MEPen. Selvom de fleste politikere gerne vil fremstå som overbeviste forbrugerforkæmpere, så støtter de ofte en direkte forbrugerfjendtlig told- og handelspolitik.

Man hører igen og igen, at Europa skal ‘beskyttes’ mod for billige import fra Kina og det øvrige udland, selvom titals millioner forbrugere ellers ser ud til at værdsætte, at deres indkomster rækker længere, og at de kan købe et bredere udvalg af varer. Nogle foretrækker endda amerikanske film. Men når det kinesiske styre eksempelvis subsidierer de varer, europæere køber, er det synd for Europa — ikke de kinesiske skatteydere.

Handelsrestriktioner bliver i øvrigt heller ikke mindre skadelige af at være udenrigspolitisk motiverede. Europa og Ruslands udveksling af handelsrestriktioner irriterer eksportører, men afskærer samtidig utallige forbrugere på begge sider af grænsen fra varer, de ellers har værdsat. ‘Concentrated harm’ påfører forbrugerne samme udgifter som ‘concentrated benefits.’

Handelspolitik uden toldpolitik

EU er en toldunion, dvs. et område hvor man har fælles handelspolitik overfor resten af verden, og i princippet ingen handelsbarrierer indenfor området. Man kan diskutere, om krav nummer to er opfyldt – Frankrig opretholder så vidt vides stadig et importforbud mod britisk oksekød på trods af at det er år og dag siden at der var mund- og klovsyge på øerne – men der er ingen tvivl om, at vi har en fælles handelspolitik. De samme toldsatser gælder overalt, de samme eksportsubsidier gælder, og de samme standarder, toldkvoter og antidumpningindsatser skal implementeres overalt. Men, og det er et stort men, man må spørge sig selv om der ikke er mere til faktisk handelspolitik. Læs resten

© 2017 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑