Tag: handelsteori

Toldkrig er krig mod ens egne borgere

USAs præsident Donald Trump har forleden dag annonceret sin hensigt om at optrappe handelskrigen mod Kina. Hans påstand er, at de høje toldsatser gavner USA, fordi de beskytter amerikanske jobs og skaffer millionindtægter til staten. Mens der er sagt og skrevet nok om, hvor økonomisk analfabetisk præsidenten synes at være, findes der stadig danske kommentatorer, der tror at en handelskrig er en god idé.

For dem, der stadig tror det på trods af almindelig fornuft, uddannelse, Niels Westys indsats (læs f.eks. her) og vores sommerserie sidste år, er her en af Johan Norbergs fremragende Dead Wrong-videoer. Stærkt anbefalet til alle, ikke mindst de handelsteoretisk udfordrede!

Dansk handel har udviklet sig

International handel er vigtig: Den er en væsentlig kilde til langsigtet økonomisk vækst, produktivitetsfremskridt, øget individuel velfærd, og en vigtig mekanisme til at dele viden gennem. Selvom selve ideen om international handel og en international arbejdsdeling er under øget angreb i disse år – ikke blot den amerikanske præsident Trump, men også Frankrigs Emmanuel Macron og kræfter i EU-parlamentet har hentet protektionistiske idéer ud af gemmerne – er det store flertal i lande som Danmark, Sverige, Storbritannien og Tjekkiet stadig stærkt positive overfor handel. Det samme gælder stort set alle nationaløkonomer, der deler faglige indsigter der rækker tilbage til David Ricardos arbejde for 200 år siden. At påstå, at handel er økonomisk skadeligt, er fagligt på linje med at påstå, at mennesker og dyreliv ikke har udviklet sig gennem evolution.

Selvom alle typer er gavnlige, er handel dog ikke bare handel. Adam Smith og David Ricardo demonstrerede hvordan danskere for eksempel har gavn af at eksportere bacon til Panama for at importere kaffe derfra. Ifølge standardteori, ikke mindst Hecksher og Ohlins seminale model, er international handel såkaldt interindustriel: Man eksporterer varer fra én industri og importerer dem fra en anden. Dette syn har dog været stærkt udfordret siden en række økonomer sidst i 60erne opdagede, at en væsentlig del af rige landes handel ikke passer på dette mønster. Den er med andre ord intraindustriel – vi både eksporterer og importerer varer i den samme industri. Handel kan være intraindustriel på to måder.

For det første kan der være tale om, at Danmark eksporterer én type tøj, mens vi importerer en anden type. Den slags handel passer meget fint på moderne handelsteori (de såkaldte Lancaster- og Dixit-Stiglitz-modeller), der understreger hvordan nogle af velfærdseffekterne ved international handel kommer fra, at borgerne får flere varianter af varerne at vælge mellem. På det danske ølmarked kan man også se gevinster, idet Carlsberg-Tuborgs markedsledende status nu er udfordret af en række importerede varer. Det danske ølmarkeds udvikling er derfor et godt eksempel på den monopol-ødelæggende virkning af intraindustriel handel.

Den anden type intraindustriel handel kommer af, at virksomheders værdikæde er blevet mere international. Danske tekstilvirksomheder sender således klæde og design til Polen, hvor det bliver syet. Polske underleverandører eller datterselskaber sender derefter de færdige varer tilbage til Danmark, hvor det pakkes og markedsføres. Den første sending registreres som dansk eksport, mens den anden registreres som dansk import.

Spørgsmålet er, i hvor høj grad dansk handel er inter- eller intraindustriel. I forbindelse med arbejde med mine kolleger Martin Rode (Universidad de Navarra) og Philipp Schröder (Aarhus Universitet) har jeg beregnet et mål for, hvor stor en del af et lands handel der er intraindustriel. Målet er en variant af Grubel og Lloyds oprindelige indeks, men simplere så det kan beregnes på langt mindre data. Grunden er, at vi skal bruge det i arbejde, der omfatter en række fattigere lande, hvor man ikke har videre præcise handelsdata tilbage i tid. Det er i princippet fordelt mellem 0 og 1, og lavere værdier indikerer en større andel af den samlede handel, der er intraindustriel. Målet kan således bruges til at illustrere, hvor dramatisk strukturen af dansk handel har ændret sig over de sidste cirka 40 år.

Figuren nedenfor illustrerer først forholdet ved at sammenligne vores Grubel-Lloyd-indeks for vestlige lande i 2010-2015. Det påfaldende er først, at Danmark sammen med Belgien og Holland har ekstremt lave Grubel-Lloyd-indeks, mens en gruppe bestående af ganske forskellige lande fra Singapore, Schweiz, Storbritannien og Tyskland til Rumænien kommer i anden række. Singapore er i og for sig ikke overraskende, da landet i høj grad er transithavn for en lang række meget forskellige varer. Det samme kan i et vist omfang være tilfældet for Belgien, Danmark og Holland, hvor havnene i Rotterdam og Antwerpen er blandt de største i verden, og Aarhus håndterer mest fragt i Skandinavien. Et slående forhold er dog, hvor store forskellene er i de vestlige lande. Steder som Island, Cypern og Norge har meget klassiske handelsmønstre, mens andre steder som Danmark har mønstre, der i langt større grad passer på moderne ’ny ny’ handelsteori. Breder man dataene ud, er det også tankevækkende at se, hvordan særligt to lande – Malaysia og Tunesien – har handelsmønstre der ligner avancerede, europæiske landes.

Nummer to figur illustrerer, hvordan vi er kommet dertil, ved at sammenligne Danmarks udvikling med gennemsnittet for vores nabolande, gennemsnittet for Sydeuropa (Frankrig, Grækenland, Italien og Spanien), og olielandet Norge. Som figuren viser, var dansk handel mindre intraindustriel end de fleste andre europæiske landes i 1970erne. Udviklingen accelererede dog fra først i 1980erne – stort set sammenfaldende med ed store ændringer i dansk økonomisk politik under Poul Schlüter – og vores handel er i dag blandt de meste intraindustrielle. Norges handel er gået i den stik modsatte retning i takt med at landet er blevet en ’almindelig’ ressourceøkonomi. Den sorte linje illustrerer således, hvor enorm en økonomisk transition Norge står overfor en gang i fremtiden, når olien mister betydning.

Er intraindustriel handel en konsekvens af økonomisk udvikling, er det en driver af udviklingen, eller er det bare noget, der sker i takt med at folks forbrugsmønstre ændrer sig? Svaret er nok lidt af hvert, men der mangler forskning på området. Det sikreste, man kan sige og som Martin, Philipp og jeg skriver om for tiden, er at både handelens konsekvenser for forhold som ulighed og særinteressers politiske reaktioner kan være fundamentalt anderledes, jo større en del af et lands handel er intraindustriel. Følger man med i ulighedsdebatten og hele lavinen af nonsens fra Trump- og Macron-tilhængere, er det værd at vide.

Hvad gør handel 8: Melitz og den nye-nye handelsteori

Som bekendt handler Punditokraternes sommerserie i år om international handel. Forleden skrev Otto om det umiddelbart paradoksale i, at handelsliberalisering også skaber tabere. Det er dog ikke noget paradoks når man først får tænkt over tingene, ligesom stort set all andre forhold omkring handel også er logiske, men kræver at man overvejer dem grundigt.

Det gælder også – med Joseph Schumpeters udtryk – den ’kreative ødelæggelse’ som handel skaber. På den korte bane er der masser af eksempler på, hvordan udenlandsk konkurrence slår visse virksomheder og jobs ihjel, og især eksempler som medier og politikere med deres egen agenda kan se. På den anden side er der også meget tydeligt for enhver med blot en anelse økonomisk indsigt, at handelen gør virksomheder, sektorer og hele lande mere produktive.

Hvordan det sker, er et af de forhold som nationaløkonomer har tænkt længe og dybt over. Det resulterede for knap 20 år siden i det, der af underlige grunde nu kaldes ’new-new trade theory’, eller ny-ny handelsteori. En af pionererne, Harvard-økonomen Marc Melitz, startede et helt andet sted: Med observationen, at det ikke er alle virksomheder der eksporterer. Det var og er velkendt og på ingen måde sært, men hans observation var også, at tidligere handelsteori faktisk ikke kunne forklare, hvorfor de ikke alle eksporterer.

Problemet var, at hvis man med mere almindelig teori skal forklare, hvorfor der er virksomheder i samme sektor, der ikke eksporterer mens andre gør, måtte man antage, at de var så uproduktive, at deres varer var for dyre til at sælge på verdensmarkedet. Men hvis de var det mens andre ikke var, blev det et mysterium hvorfor de ikke bare blev udkonkurreret af andre virksomheder.

Melitzs svar er, at der er faste omkostninger ved at eksportere. Skal en virksomhed eksportere til et marked, må den nødvendigvis investere i at finde ud af, hvilke varer der kan leveres til hvilke importører, og hvilke toldsatser og reguleringer, der kan stå i vejen. Hele indsatsen koster ressourcer, hvilket betyder at der er en omkostning ved at eksportere.

Den første del af Melitzs indsigt er, at virksomheder kan være produktive nok til at tjene penge på at levere til hjemmemarkedet, men ikke så produktive, at de kan overkomme de faste omkostninger ved at eksportere. Det vil derfor være de mest produktive virksomheder, der eksporterer, fordi de er så produktive at de stadig kan tjene penge på at eksportere til andre markeder, selvom det koster en ekstra udgift. Meltiz-modellen forklarer derfor ikke blot, hvorfor ikke alle virksomheder eksporterer, men også hvilke der gør.

Hans anden indsigt handler om, hvad der sker når handelsbarrierer sænkes – enten ved at told, reguleringsbarrierer eller simpelthen transportudgifter falder. For det første vil de virksomheder, der allerede eksporterer, øge deres indtjening og derfor også producere mere til verdensmarkedet. For det andet vil det betyde, at nogle virksomheder, der ikke før kunne tjene penge på eksport, nu har en større profitmargen og derfor vil begynde at eksportere. Der kommer således flere virksomheder, er eksporterer. For det tredje indebærer det derimod også, at nogle af de mindst produktive virksomheder vil forsvinde. Grunden er ikke, at de udsættes for mere konkurrence – det gør de ikke – men fordi de andre virksomheder vil producere mere, og at den ekstra profitmargen også tillader dem at tilbyde højere lønninger. De mindst produktive vil således ikke længere kunne tjene penge med de højere lønninger, der betales i sektoren, og de vil derfor enten gå fallit eller stille forsvinde.

Overordnet giver Melitz en overbevisende forklaring på, hvorfor international handel gør økonomien som helhed væsentligt mere produktiv, hvorfor de mest produktive virksomheder eksporterer, og også hvorfor nogle bestemte virksomheder forsvinder i konkurrencen på verdensmarkedet. Melitz startede dermed det, man nu kalder ny-ny handelsteori, der har bibragt flere indsigter i, hvordan international handel og globalisering gør hele samfund mere produktive. Og når man tænker omhyggeligt over det, er det hele ganske logisk.

Komparative fordele 200 år

I disse dage er det 200 år siden at et af de store gennembrud i nationaløkonomi blev publiceret. 19. april 1817 udgav David Ricardo sin On Principles of Political Economy and Taxation, hvor han i kapitlet om Foreign Trade introducerede begrebet ‘komparative fordele’. Det har siden præget vores forståelse af handel og hvordan man får de bedste ude af sine ressourcer.

I min klumme i Børsen i dag skriver jeg om Ricardos ide (læs her, gated). Douglas Irwin (Dartmouth) gør det samme hos VoxEU og understreger også, hvor svær ideen faktisk er at forstå:

It was for this reason that Paul Samuelson (1972: 683), when challenged by the eminent mathematician Stanislaw Ulam to name one proposition in the social sciences that was both true and non-trivial, thought of the theory of comparative advantage. In a beautiful essay “Ricardo’s Difficult Idea”, Paul Krugman examined why non-economists have such a hard time grasping the implications of trade based on comparative advantage, aside from the inherent difficulty of the concept. The reason, he concluded, is not just that many people fail to understand the positive-sum nature of trade, wanting instead to view it in the context of an international rivalry based on zero-sum competition.

Men kernen er måske ikke så svær igen. Her er mit eksempel fra Børsen:

I en moderne udgave af Ricardos eksempel, kan man forestille sig, at både Thailand og Danmark kan producere bukser og termostater. I Thailand tager det 8 arbejdstimer at producere en sending termostater, mens det kun tager 4 timer i Danmark. En sending bukser tager 4 arbejdstimer i Thailand, men kun 3 hos os. Danmark er således bedst til alt, men ikke komparativt bedst. Ricardos indsigt var nemlig, at fordi thaierne skal opgive to sendinger bukser for hver termostat, de producerer, kan det bedst betale sig for dem at importere danske termostater. Fordi vi omvendt kun opgiver 4/3 bukser per termostat, kan vi faktisk få mere ud af vores samlede ressourcer, hvis vi importerer bukser fra Thailand. Begge lande har derfor gavn af frihandel, selvom et af dem er tydeligt dygtigst.

Handel er ikke et nulsumsspil og kan derfor heller ikke ses som en ’krig’ eller et spil, hvor nogen vinder og andre taber – uanset hvad præsident Trump eller Marine Le Pen tror. Og der er ingen lande, der ikke har noget at handle med, som en af myterne i bistandsmiljøet siger. Fattigdom er ikke skabt af handel og globalisering, men af forsøg på at stoppe den.

Nationalkonservativ økonomi – når målet helliger midlet.

En af Jyllandspostens faste bloggere, den nationalkonservative Rune Selsing, påstår i sit seneste blogindlæg, “Når arbejdsgivere nasser på samfundet“, at indvandring af “lavproduktiv” arbejdskraft gør “Danmark fattigere”.

Således slutter Rune Selsing af med at konkludere, at

Virkningen af deres [arbejdsgivere og liberalisters]  indvandringspolitik er ikke, at Danmark bliver rigere, men at de velstående bliver bedre stillet, og at Danmark som helhed bliver fattigere. Ønsket om lavproduktiv indvandring er i virkeligheden udtryk for et helt andet klassisk økonomisk problem, nemlig ’fælledens tragedie’. Når man søger selv at opnå en lille fordel mens kollektivet betaler prisen. Hvis indvandring skal være økonomisk gavnlig, skal den være højproduktiv, og for sådanne indvandrere er Danmark heldigvis helt åbent.

I forsøget på at argumentere økonomisk for sit synspunkt om indvandringens negative økonomiske konsekvenser, henviser han til et par teorier, som man møder på 1. del af cand. polit. uddannelsen.

Således skriver Selsing, at

Siden er den såkaldte Heckscher–Ohlin-model blevet standard i handelsteori, og med udgangspunkt i denne model viste Wolfgang Stolper og Paul Samuelson i 1941, at effekterne af international handel ikke fordeler sig jævnt. Faktisk viste deres teorem, at ufaglærte arbejdere i et højproduktivt samfund som det danske, vil blive stillet dårligere af international handel med lavindkomstøkonomier. Det er da også derfor, at danske ufaglærte industriarbejdspladser er forsvundet, og de ufaglærte må søge over i fag, der ikke er konkurrenceudsat fra udlandet. Men det helle fra konkurrencen forsvinder, når den lavproduktive arbejdskraft får lov at komme hertil. Så må danske ufaglærte prøve at lære at leve med permanent forringede vilkår.

Her har den gode Selsing desværre misforstået noget. Det er korrekt, at Stolper og Samuelson kommer frem til at gevinsterne ikke er lige fordelt, hvilket kan anvendes som et argument for en midlertidig kompensation til de der oplever negative konsekvenser af en fjernelse af begrænsninger mod handel (det gælder i så fald både ejere og medarbejdere i sektorer der ikke længere er konkurrencedygtige).

Men Rune tager helt fejl, når han heraf udleder, at det at en række arbejdspladser forvinder/outsorces indebærer et permanent tab for ufaglært arbejdskraft. På samme måde tager han fejl, når han konkluderer at “når den lavproduktive arbejdskraft får lov at komme hertil. Så må danske ufaglærte prøve at lære at leve med permanent forringede vilkår.”

Der er nok en grund til at hans indlæg glimrer ved sit fravær af empiri der understøtter hans påstand, for en sådan eksisterer ikke.

Det er korrekt, at indvandring fra det vi kalder “ikke-vestlige lande” i gennemsnit har været en underskudsforretning her i landet (men ikke i alle lande).

Det skyldes Ikke, at de der kommer til landet er “lavproduktive”, men at vi har indrettet vores arbejdsmarked og velfærdsstat således, at en stor del (især flygtninge) ikke kommer i arbejde, mens de er berettigede til en række skatteyderbetalte ydelser.

Eller sagt med andre ord:

Problemet i den konkrete sammenhæng med indvandring er ikke, at indvandrerne tager, men at den vestlige landes skatteydere giver

Er Danmark en han, hun eller måske en “hen”?

Rune Selsing er voldsomt optaget af betydningen af indvandring for BNP per indbygger i en sådan grad, at han taler om at den gør “Danmark fattigere”. Her må man spørge sig selv om hvem er Danmark? Jeg kender hende (eller ham) ikke. Jeg har aldrig mødt vedkommende . Jeg kender en masse danskere. Ja, jeg er normalt omgivet af dem hver dag. Her er vist tale om en form for retorik, som vi kender alt for godt fra venstrefløjen, hvor individet ikke eksisterer, men kun er til og giver værdi i kraft af at være arbejder, kapitalist, kvinde, mand, hvid eller sort.

Det er jo dog et besynderligt kriterie at lægge til grund for sin kritik at indvandringen, at det skulle gøre Danmark fattigere, i og med – hvis markedet får lov til at fungere – at både de herboende og indvandrerne opnår en højere levestandard. Med andre ord – alle bliver mere velstående, men Danmark bliver fattigere – måske.

I USA, hvor både antal og forskel i human capital, målt på uddannelse, hos indvandrere og den indfødte befolkning er større end i Danmark, er BNP steget betydeligt hurtigere end herhjemme.  Og der er intet som tyder på at indvandringen fra især Latinamerika af ufaglært arbejdskraft har haft en negativ effekt på lønningerne i USA.

Sammenligner man således populationen – i stedet for blot indkomstdeciler –  er konklusionen ganske klar – alle vinder, omend nogle mere end andre.

Der er egentlig ikke noget nyt i det Rune Selsing skriver. En anden af JPs faste bloggere, Morten Uhrskov, skrev for et par år siden netop en bog, “Indvandringens pris – på vej mod et fattigere Danmark”, baseret på samme fejlagtige opfattelse af økonomi. Mens man kan undskylde Uhrskov med hans manglende faglige viden, når det kommer til økonomi, gælder dette ikke Rune Selsing, som er uddannet økonom. Derfor må det undre at han ikke har forstået helt fundamentale økonomiske sammenhænge. (Jeg har tidligere skrevet et ret omfattende blogindlæg om Uhrskovs bog, se her)

Nyprotektionismens grimme ansigt

Det er interessant, at hvor vi i mange årtier herhjemme var vant til at det stort set udelukkende var venstrefløjen som kritiserede markedskapitalismen, har nationalkonservative  stemmer som Rune Selsing o. a. fået mere plads de senere år. Også de er som deres røde fælder, vældig glade for staten. Det eneste problem med den er vist for denationalkomservative, at det er de forkerte som sidder på magten. Med andre ord har de det ikke godt med Public Choice.

Rune Selsings indlæg illustrerer glimrende hvor tæt på hinanden de to kollektivistiske strømninger reelt er – helt ned til en totalt statisk forståelse af økonomi som alene et spørgsmål om fordeling.

Den fælles fjende er naturligvis det frie åbne borgerligt-liberale samfund, som det altid har været.

Det kommer vi nok til at skrive lidt mere om i fremtiden.

 

Årets sjoveste økonomiartikel

Normalt er vi ikke de store tilhængere af ultrademokraten Paul Krugman her på stedet, men dagens omtale af ham er stærkt positiv. Sagen er nemlig, at Krugman nu har fået et af de seneste års sjoveste artikler om nationaløkonomi optaget i Economic Inquiry, et fint tidsskrift med ry for en gang imellem at publicere skæve artikler. Papiret hedder ”The Theory of Interstellar Trade” og handler om præcist dét, titlen siger. Her er abstractet:

This article extends interplanetary trade theory to an interstellar setting. It is chiefly concerned with the following question: how should interest charges on goods in transit be computed when the goods travel at close to the speed of light? This is a problem because the time taken in transit will appear less to an observer traveling with the goods than to a stationary observer. A solution is derived from economic theory, and two useless but true theorems are proved.

Yderligere kommentarer burde være overflødige.

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑