Tag-arkiv: hash

Bang For The Buck

Hash

I forbudstidens USA i 1920erne talte man om fænomenet “Bang for the Buck”. Forbuddet medførte en kraftig forøgelse i forbruget af skarp spiritus på bekostning af mindre alkoholiske drikke.

Samtidig gik folk til yderlighederne for at indtage alkohol på den mest “rus-effektive” måde. For eksempel at injicere alkohol på samme måde som man i dag injicerer heroin (og kokain) for at få maksimal effekt.

Så snart forbuddet ophævedes, vendte forbrugssammensætningen tilbage til en mere normal sammensætning.

Forklaringen er naturligvis at indtagelsen af alkohol under forbuddet primært blev drevet af ønsket om at blive fuld. Set fra udbyders side var det naturligvis også en fordel med stærk spiritus, da den hermed fyldte mindre.

Hash er 3 gange stærkere end for 20 år siden, eller er det?

I dagens medier, bl.a., Berlingske Tidende, er der så en historie om at hash er blevet 3 gange stærkere de seneste 20 år. Det fremgår af Sundhedsstyrelsens årlige rapport, hvor man også kan læse at forbruget af illegale rusmidler er faldende, ikke mindst blandt de helt unge.

Under overskriften “Overraskende højt indhold af THC i hash”, skriver man bl. a. at

En særlig gennemgang af hashanalyser i Danmark gennem 2014 viser, at THC-indholdet i gennemsnit er 28 %, hvilket er betydeligt højere end år tilbage. Som med andre stoftyper ses store variationer i kvaliteten af hash med et spænd i THC-indholdet fra 13 % til 48 %. Det er usikkert, hvad den stigende koncentration af THC betyder, men det må antages, at risikoen for psykiske skadevirkninger stiger.

At det skulle være udtryk for at hash er blevet væsentligt stærkere, er dog forkert. Århus Universitet, som har stået for analysen af HTC indholdet, skriver således, at

Forklaringen på den forhøjede kvalitet skal sandsynligvis findes i nye forædlede cannabisplanter dyrket under nye former. Traditionelt er cannabisplanter dyrket og høstet under åben himmel i eksempelvis Marokko og Libanon. De udendørs vækstbetingelser betyder, at kvaliteten af planterne er lav og den salgsklare hash ikke så potent. I dag er cannabisproduktionen i højere grad flyttet til de europæiske lande, heriblandt Danmark, og foregår i de såkaldte skunk-væksthuse. Her bliver forædlede cannabisplanter (også kaldt skunkplanter) produceret med kunstigt tilført lys, varme og gødning. Den accelererede vækstproces resulterer efter få måneder i ekstra store og THC-holdige planter. Udover det forhøjede THC niveau, indeholder de forædlede cannabissorter også en anden sammensætning af de psykoaktive stoffer. Denne ændring er mistænkt at forøge risikoen for skadelige virkninger ved hashrygning.

Med andre ord fortrænger stærkere cannabis produkter mindre stærke. Fuldkommen som det skete med alkohol i forbudstidens USA. Der burde have været hovedhistorien i dagens medieomtale, i stedet for den faktuelt forkerte påstand om at hash er blevet stærkere.

På et legalt marked ville man naturligvis få oplysning om hvor stærkt den hash, pot eller skunk man køber er, hvorved de psykiske skadevirkninger, som sundhedsstyrelsen forestiller sig der kan opstå, alt andet ville mindskes.

Man kan så stille spørgsmålstegn ved hvor alvorligt et problem det er, givet at det jo er en kendt sag, at skunk generelt er væsentligt stærkere end hash.

Jarlov og debatten om legalisering af hash

Medlem af Borgerrepræsentationen for de konservative, Rasmus Jarlov, forsøgte i sidste uge med en kronik i Berlingske Tidende, “Top 10 ugyldige argumenter for at legalisere hash“, at imødegå argumentationen for legalisering af køb og salg af hash.

Det gør han ved at “pille en række argumenter”, som han åbenbart er blevet mødt med, fra hinanden.

Det er naturligvis altid en fordel, hvis man som udgangspunkt selv vælger hvad ens modstandere bruger af argumentation, Jarlov har således ret i, at en række argumenter man åbenbart kan møde blandt tilhængere af legalisering, pænt sagt er uden værdi. Desværre falder Jarlov selv i, og viser at hans forståelse for bl.a. ganske basale økonomiske sammenhænge er meget ringe.

Men lad os nu se på de 10 legaliserings-argumenter, som Jarlov selv mener han skyder ned:

1) ”Hash er kun en plante”

Jarlov har helt ret i, at blot fordi noget optræder i naturen indebærer det ikke i sig selv, at køb, salg og anvendelse nødvendigvis skal være tilladt. Den slags argumenter smager mest af alt af gamle hippier. Jeg tror dog at Jarlov har misforstået sammenhængen som “argumentet” bruges i.

2) ”Vi er ikke kommet hash til livs med et forbud”

Jarlov mener her, at han kan demontere dette argument ved at henvise til at

Vi er heller ikke kommet nogen som helst andre former for kriminalitet til livs med et forbud.

og fortsætter med, at

succeskriteriet for et forbud er ikke at komme noget til livs. Det er, om forbuddet medvirker til at holde det nede.

Jarlov har desværre ikke belæg for det han skriver. Der er intet som tyder på at forbudspolitikken har haft signifikant betydning for forbruget af illegale rusmidler, herunder hash, og slet ikke når det kommer til det man i daglig tale omtaler som “problematisk forbrug”.

Ideen om at et forbud i sig selv har en virkning går igen, når han skal forholde til det 3. argument, som han gerne vil skyde ned, nemlig at :

3) ”Det afholder ikke nogen fra at købe hash, at det er forbudt”

Jarlov tilføjer, at han især mener, at det er tvivlsomt,

når den fremføres så firkantet, at INGEN afskrækkes af et forbud. Der findes faktisk mennesker, som ikke bryder sig om at overtræde loven og at få bøder. Det er ikke alle, der har det sådan. Men de findes. Eksempelvis undertegnede.

Hvis det er tilfældet, kan vi herefter konkluderer, at Jarlov indgår i de 3 procent, som i tidligere spørgeundersøgelser har angivet, at et forbud afholder dem fra at prøve illegale rusmidler,

Man kan så spørge sig selv om hvorvidt Jarlov med sætningen at der “findes faktisk mennesker, som ikke bryder sig om at overtræde loven og at få bøder. Det er ikke alle, der har det sådan. Men de findes. Eksempelvis undertegnede.”, så antyder at han ville ryge hash, hvis det var lovligt?

I så tilfælde falder en del af hans andre argumenter for et fortsat forbud, baseret på hash farlighed unægtelig til jorden.

Der er nok også god grund til at antage, at de fleste som angiver forbud som afgørende for deres beslutning om ikke at bruge diverse illegale rusmidler, nok ikke ville gøre det alligevel.

Men det er naturligvis helt tænkeligt, at der er en del mennesker, som af hensyn til karriere eller andre personlige forhold ikke ønsker at løbe risikoen for at blive stoppet af politiet. Det er dog næppe noget, som har betydning for de yngre generationer.

Man må så stille spørgsmålet, om man mener at de pågældende udgør en gruppe, for hvem hashrygning vil være problemtisk. Det gør de næppe.

Det skal lige medtages, at en lang række undersøgelser af andel af befolkningen, som har prøvet at ryge hash, kommer frem til at Danmark er det europæiske land, hvor flest ud af en årgang har syndet og prøvet af ryge. Se også nedenstående illustration fra Economist.

17147_1274880346507_1294123_n

4) ”Hash bliver ikke dyrere af, at det er forbudt”

Rasmus Jarlov har fuldkommen ret i at dette argument er noget sludder. Naturligvis påvirkes prisen af forbuddet.

Dels skal man have aflønnet den risiko man løber. Både for at blive taget af politiet og komme i fængsel (en ikke særlig høj risiko), og ikke mindst risikoen i forhold til konkurrerende udbydere.

Mens konkurrencen på et legalt marked foregår ved at tilbyde den pris-kvalitets kombination, som tiltaler forbrugerne, konkurreres der på det lukrative marked for illegale rusmidler, herunder ikke mindst hash, ved at  sætte konkurrenterne ud af spillet.

Derved opnår man en monopol-gevinst. En konkurrence der i perioder er endog meget voldelig, og har kostet en række mennesker livet, også herhjemme, gennem årene.

Men Jarlov glemmer to vigtige forhold:

1. Priselasticiteten for illegale rusmidler er, ligesom for legale, meget lav. Det indebærer at forbruget kun ændrer sig meget lidt, selv ved store prisudsving. Se også nedenstående figur.

udbud dope

D2 viser en priselastisk efterspørgsel (f.eks. tøj, biler oa.), mens D1 viser en prisuelastisk efterspørgsel. S’ er udbuddet. En legalisering vil indebærer at omkostningerne ved produktion og salg falder, med andre ord forskydes udbudskurven udaf. Det er markeret ved S”. Som det fremgår er der meget stor forskel i de nye mængde-pris kombinationer, som clearer markedet. Ved en prisuelastisk efterspørgsel sker der et stor fald i prisen, men kun en lille forøgelse af den solgte mængde. Helt anderledes ved D2, hvor prisen falder mindre, men den solgte mængde langt mere.

Den effekt forbuddet har på udbudskurven kan man dog også opnå i kraft af skatter og afgifter. Det er med andre ord muligt at fastholde forbruget, hvis man så må ønske uden anvendelse af forbud.

2. Prisen på en række illegale rusmidler har reelt været faldene gennem årene, samtidig med at styrken er øget (bank-for-the-buck), se også under punkt 5. Det skyldes primært at produktion og distributionsnet er blevet mere effektivt.

Derudover fejler Jarlov, hvis han tillægger prisen stor betydning for folks valg. Den væsentligste faktor er de relative priser (i forhold til andre nære rusmidler).

5) ”Prisen på hash er ikke steget de sidste mange år”

Denne påstand er ikke korrekt. Hash er nemlig blevet væsentligt billigere de seneste 34 år. Siden 1980 er det generelle prisniveau steget med små 190 procent, mens prisen på hash kun er fordoblet. Samtidig er den i dag væsentligt kraftigere end den var for årtier siden. Realpriserne er således faldet MERE end man umiddelbart skulle tro.

Rasmus Jarlovs argument mod at prisen på hash ikke er steget med at

Hvorfor skulle den da også det? Hash har hele tiden været forbudt. Så de ekstra omkostninger, som forbuddet medfører for sælgerne, har hele tiden været inkluderet i prisen.

er altså heller ikke korrekt, idet prisen er faldet.

6) ”Det har aldrig virket at forbyde et stof”

Jarlovs modsvar på dette er, at

Jo, det har det. Et enkelt eksempel er Grønland, hvor man har haft succes med at begrænse alkohol. De fleste vil også mene, at den generelle narkopolitik i den vestlige verden er med til at holde de hårde stoffer nede.

Hvem Jarlov mener er “de fleste”, står hen i det uvisse. Der er i hvert fald ingen empirisk data, som understøtter hans påstand om at forbud virker. At bruge Grønland – en ø med vanskelige adgangsforhold – er naturligvis direkte latterlig.

Og en række internationale eksperter, en pæn portion tidligere (og enkelte nuværende) statsledere, nobleprismodtagere (især i økonomi) samt hæderkronede og højtestimerede aviser og tidsskrifter som bl.a. The Economist, Wall Street Journal og Finansiel Times er enige om at den førte forbudspolitik ikke har virket.

7) ”Hashforbruget i Holland, hvor der ikke er forbud, er lavere end i Danmark”

Her er Jarlovs svar faktisk lettere uforståeligt. Han påpeger, at man ikke kan “konkludere noget ud fra to observationer”, og påpeger -korrekt -at sammenligningen af to lande ikke er tilstrækkeligt. Og som han retorisk skriver:

Hashforbruget i Ungarn er meget lavere end i Holland. Skal vi så konkludere, at det ungarske forbud er ekstremt effektivt?

Men det er ikke korrekt når Jarlov skriver at

Hvis man overhovedet mener, at man ved at sammenligne hashforbrug i forskellige lande med og uden forbud kan konkludere noget om effekten af et forbud, så ville det eneste relevante være at sammenligne forbruget i alle lande med og uden et forbud.

Mindre kan også gøre det. Man kan f. eks. sammenligne unges forbrug af illegale rusmidler i forskelige europæiske lande, de pågældende landes forbudspolitik. Det har man gjort, og konklusionen er, at forbud ikke har nogen væsentlig betydning. Sverige og Portugal, der ligger i hver deres ekstrem af den førte politik har nogenlunde samme niveau for forbruget af illegale rusmidler. England som også har en ganske rigid lovgivning har et meget højt forbrug (ikke mindst af hårdere stoffer), mens Holland, hvilket Jarlov åbenbart også er enig i, har et mindre forbrug end i Danmark. Med andre ord er der langt flere observationer end Jarlov lader vide.

WHO har da også tidligere i en undersøgelse konkluderet, at man IKKE kan finde nogen effekt af strammere lovgivning, når man sammenligner mellem lande. Andre faktorer er afgørende.

8) ”Legalisering har ikke medført øget forbrug, hvor det er gennemført”

Her begynder det for alvor at blive interessant, når Jarlov skal forsøge at påvise at dette argument ikke er korrekt henviser han til, at:

de steder, hvor man har legaliseret, har man samtidig gjort en masse andre ting. Eksempelvis brugt store millionbeløb ekstra på behandling og informationskampagner. Så det er svært at isolere effekten af en legalisering

Med andre ord afviser Jarlov argumentet om at legalisering ikke øger forbruget med, at man også har lavet andre tiltag (som altså så må antages at ophæve den effekt som Jarlov og andre ofte bruger som et helt centralt argument for fortsat forbud, nemlig at en ophævelse af forbuddet vil medføre øget forbrug, se også punkterne 2, 3 og 6).

Dermed postulerer han at informations-kampagner og behandling har en (stor) effekt. Det kan jeg så afsløre at man aldrig har været i stand til at fastslå!

9) ”Hvis hash er forbudt, skal alkohol også være forbudt”

Dette argument findes også i versionen, at hash bør være legalt, men at alkohol bør forbydes på grund af alkohols skadelige effekter.

Jarlov anfører i forhold til dette argument, at

“Man kan rigtigt nok argumentere frem og tilbage om, hvad der er mest skadeligt af alkohol og hash. Men en ting er helt sikkert. Det ville være meget, meget svært at indføre et alkoholforbud. Politik er det muliges kunst, og et alkoholforbud er ikke muligt. Derfor er der ingen, der foreslår det. Det betyder ikke, at det vil være smart at frigive andre skadelige stoffer”.

Dette argument er også blevet anført af Ton Behnke fra de konservative. Heraf må man forstå,

1. At Det Konservative Folkeparti mener alkohol burde være forbudt. Man kan så undre sig, at de vist ikke selv har problemer ved at nyde alkoholens glæder. Et vist hykleri synes at være fremherskende blandt ledende konservative i den forbindelse. Men vi så nu, at Konservative ikke vil stille sig i vejen for et alkoholforbud på et senere tidspunkt. Rart at vide.

2. At Det Konservative Folkeparti har en ganske fleksibel holdning til “det muliges kunst”. For hvor man på den ene side afviser, at det er muligt at forbyde alkohol, mener man altså på den anden side, at forbuddet mod hash åbenbart virker. Dette til trods for at 50 års udvikling (og tidligere erfaringer med forbud af alkohol) peger på noget ganske andet. Med andre ord omfatter det muliges kunst ikke hvorvidt givne politikker virker efter hensigten.

10) ”Hvis man stemmer på Frank Jensen, bliver hash legaliseret”

Som Jarlov korrekt skriver, er det komplet ligegyldigt, hvad Frank Jensen mener som overborgmester i København. Danmarks narkolovgivning bestemmes af Folketinget, hvorfor det er plat at føre kommunalvalgkamp på at ville lave den om.

Men er der andre end socialdemokrater og Frank Jensen som har argumenteret med dette?

Efter at have forsøgt at tilbagevise ovenstående 10 opstillede (af Jarlov) argumenter for legallsering som helt ugyldige, slutter Jarlov af med, hvad han opfatter som et halvdårligt og endeligt et efter hans opfattelse legitimt argument.

Først det i følge Jarlov halvdårlige argument.

11) ”Vi skal tage markedet fra banderne” 

Jarlov medgiver at at argumentet er “semi-validt”. Og skriver, at

Det er formentlig rigtigt, at det ville ærgre banderne at miste hashmarkedet. Men på den anden side, så sidder banderne også på mange andre markeder, og dette alene kan jo ikke bruges som argument for at gøre bestemte former for kriminalitet lovlig. Om der skal være et hash-forbud eller ej, må afhænge af, om vi finder et forbud rimeligt eller ej. Ikke af bandeøkonomi..

Her er der flere problemer. For det første er der ikke tale om et argument der lægger op til at alle former for kriminalitet skal legaliseres. Det må undre at Jarlov ikke er i stand til at skelne mellem forskellige former for kriminalitet.

Det er jo et kendetegn ved overtrædelse af forbuddet mod bestemte rusmidler, at der ikke findes nogen forurettet part. Netop dette er faktisk medvirkende til den meget ringe succes politiet, ikke kun her i landet, men også globalt, har haft i at opklare narkotikakriminalitet.

Hermed er vi så tilbage ved det ubehagelige faktum, som Jarlov ikke ønsker at tage stilling til. Nemlig at den organiserede kriminalitet bestemt ikke ønsker en legasering. Der findes ingen anden aktivitet med så høj en profitrate og så forholdsvis ringe risiko (i forhold til at blive opdaget og dømt) som narkorelateret kriminalitet.

Det kan meget vel være, at de kriminelle vil prøve at tjene penge på andre former for kriminalitet. Men man vil have fjernet et væsentligt incitament, lige som andre former for kriminalitet er langt mere risikofyldt.

Endelig kan der også peges på, at tidligere erfaringer tyder på at der vil være et fald i kriminaliteten. Det var resultatet af ophævelsen af spiritusforbuddet i USA i 1933, hvor kriminaliteten, herunder ikke mindst voldskriminaliteten faldt på trods af den samtidige dybe økonomiske krise i USA. Se også nedenstående udvikling i mordraten. 
prohibition murderFigur er hentet hos Jefffrey A. Miron “Violence and the US Prohibitions of Drugs and Alcohol, NBER Working Paper (1999).

In all fairness skal medtages, at Jarlov slutter sin kronik at med det som han kalder det “gode argument”, nemlig at

12) ”Politikerne skal ikke bestemme, hvad folk putter i deres krop”

Det er jo et klassisk liberalt ( og før i tiden) konservativt argument. så det er sådan set ikke overraskende. Som Jarlov skriver:

Det er et helt legitimt synspunkt, og jeg er fuldstændig enig i den grundlæggende tankegang. Politikere skal ikke forbyde alt muligt hele tiden. Men jeg må også indrømme, at hash står langt nede på min ellers meget lange liste over ting, der ikke skal være forbudt.

Men han fortsætter med, at

medmindre man også går ind for legalisering af kokain og krokodil, så må man anerkende, at grænsen for hvilke stoffer, der skal være tilladt, skal ligge et eller andet sted. Det er en smagssag, om den skal ligge før eller efter hash. Jeg (og de fleste læger) mener, at hash er for skadeligt til, at det bør udbredes mere.

Hvorefter vi endnu en gang får de argumenter for et forbud, han allerede i behandling af de tidligere punkter har fremført. Herunder de fejlagtige og ikke underbyggede argumenter om at et forbud er med til at dæmpe forbruget.

Det er naturligvis korrekt, hvis succeskriteriet blot er, at man anser selv det mindste fald i forbruget som en succes, uanset omkostninger i både penge og menneskeliv, at bibeholde et forbud.

Men det er helt uholdbart og uforsvarligt, hvis man vurderer virkningen efter afvejning af fordele og ulemper (benefits og costs), både målt i kroner og menneskeliv.

Vi ender altså til slut igen i vurderinger omkring farlighed, som Jarlov har behandlet tidligere, se punkt 9. Hvorfor “de fleste lægers” holdning nu er interessant kan undre. Det vil vel være rimeligt at nøjes med de som rent faktisk har en faglig indsigt.

Her er vi så tilbage til det faktum, at hash ikke anses som specielt farligt af sagkundskaben, som derimod vil fremhæve alkohol (og tobak). Cannabis kommer relativt langt nede på listen.

At noget er farligt for brugeren, er naturligvis et glimrende argument mod at bruge det. Men at det skulle være et validt argument for et egentlig forbud er tvivlsomt. Det er i hvert fald ikke noget som har opbakning i en borgerlig, det være sig konservativ eller klassisk liberal, tradition. Derimod har forbuddet mod bestemte rusmidler primært baggrund i religiøse forestillinger (afholdsbevægelserne) og i de dele af det politiske spektrum, som bekender sig til social ingeniørkunst.

Men det er måske reelt også hvad Jarlov og de konservative står for i 2014?

Intet nyt fra hash-fronten

WC-Fields

 

If at first you don’t succeed, try, try, Again – and then give up. Don’t be a damn fool about it.

– W. C. Fields

 

 

Sådan indleder økonom og sociolog, Thomas Sowell, sin artikel “Remember painful prohibition  lesson”, oprindelig bragt i Boston Globe i 1984.

Jeg kom til at tænke på denne, da jeg i går (torsdag den 17. oktober) kom for skade, at høre dagens P1 debat,  som præsenteredes med følgende fanfare:

Trods 40 års indsats mod hash er det ikke lykkedes politiet at dæmme op for hashhandlen og antallet af misbrugere er steget markant. Og derfor råber politiet nu på hjælp og efterlyser debat og oplysningskampagner, der kan ændre på danskernes syn på rygning af hash. Men kan man lave oplysningskampagner om noget der er forbudt? Og kan mere oplysning dæmme op for et stigende hashmisbrug eller skal vi gå helt nye veje og legalisere det forbudte rusmiddel?

Herefter fulgte en debat, som var nogenlunde lige så forudsigelig, som den var blottet for nyt. På den ene side den bekymrede politiker, Flemming Møller Mortensen. På den anden side, psykiater, misbrugskonsulent og fremtrædende medlem af det behandlings-industrielle kompleks, Henrik Rindom.

De kunne have haft præcist den samme debat for 10 eller 20 år siden, og kan formentlig holde den igen om 10 år. Det eneste man skal skifte ud, er de indledende strofer om hvor mange års virkningsløs narkotikapolitik man har bag sig.

Her er for alvor tale om en debat som går i ring. Det seneste forslag er at man skal informere mere om stoffers skadelige virkninger. Det virker tiltalende og plausibelt, hvis information altså var en mangelvare. Det er det ikke Der er næppe mange unge mennesker som er kommet gennem deres skoletid uden at være blevet advaret om både legale og illegale rusmidlers potentielt skadelige effekter.

I begyndelsen af 1990erne lavede man endda en særlig indsats blandt de ældre årgange i folkeskolerne. Efterfølgende blev projektet evalueret, og de involverede lærere osv. mente at det havde været en stor succes.

Problemet er blot, at netop de årgange, som havde været gennem dette forløb, herefter gik ud og røg sig en joint. Efter forbruget af hash i løbet af 1980erne havde været faldende, fik det nemlig comeback i 1990erne. Hvad skete der? Tjah, det er ikke helt nemt at afgøre. Det eneste vi ved med nogenlunde sikkerhed er, at forskelle i lovgivning og “hårdhed” på tværs ikke synes at have nogen effekt. Formentlig er den væsentligste forklaringsfaktor til stigninger og fald i brug af forskellige rusmidler – det være sig legale som illegale – noget så udefinerlig som kulturelle, i dette tilfælde subkulturelle, strømninger.

Men det stopper ikke her. Danmark er et af de lande i verden, som bruger flest ressourcer på misbrugsbehandling, til gengæld er der ikke evidens for at det virker. Det burde ikke undre, da man ved at sammenligne andelen af stofbrugere, som dropper deres uvane, i lande med og uden behandlingstilbud, ikke udviser nogen signifikant forskel.

Derfor var også denne debat en gang snik snak mellem to debatører der havde hver deres interesser at pleje. Politikeren som sælger “bekymring på vores unges vegne” og lægen som sælger behandling og information. Om nogen af delene virker er i denne sammenhæng irrelevant,

Med mindre man er parat til at bruge metoder som vi ikke anser for at være forenlige med at være et civiliseret samfund – man kunne jo f.eks. slå brugerne ihjel eller spærre dem inde i koncentrationslejre på ubestemt tid, vil det mest humane – og mest samfundsøkonomisk fornuftige – være at acceptere at der til alle tider findes mennesker, der af den ene eller anden grund ønsker at bruge forskellige rusmidler. Og de historiske data tyder endda entydigt på, at de samme menesker er parat til, at løbe ganske betydelige risici, for at få deres rus.

Jeg har tidligere skrevet om, at en afledt effekt er den medfølgende kriminalitet. Det efterlader kun en holdbar løsning – en eller anden form for legalisering.

Som Sowell skrev i 1984:

Legalization of narcotics would similarly destroy the profit of today’s drug pushers. There is no way that they can compete with drugs that can be mass-produced cheaply by pharmaceutical companies.

This is not a complete “solution.” Nowhere is it written in stone that there are always answers in the back of the book. What we can do as a sociaty is to cut our loses…..

Hele artiklen kan læses ved at klikke på billedet nedenfor.Sowell on drugs

Tidligere indlæg om emnet, udvalg :

Pragmatisme, ikke idealisme, driver reformering af narkotikapolitikken

Politiet kan ikke servicere borgerne – en forudsigelig konsekvens af narkotikapolitikken

The War on Drugs, Christiania, Roskildefestival & miltbrand

The Global Commision On Drugs anbefaler legalisering af cannabis, coca-blade og ecstasy

Et forbud der dræber

A profit to kill for

Hvordan man kommer bandekriminalitet til livs – og hvordan man ikke gør det

O’Grady i WSJ: “The War on Drugs is Doomed”

Mens vi venter på næste akt i den tragikomiske evighedsfortælling “Kampen mod narko”

En af hovedhistorierne i mandag i Jyllands-Posten var “nyheden” om, at rydningen af Pusher Street for 7 år siden ikke har haft mærkbar betydning for omsætningen af hash i København. Historien bygger på en afhandling af Kim Møller fra Center for Rusmiddelforskning. Her undersøger han bl.a. betydningen af syv konkrete lovændringer fra 2001-2007 – blandt andet at øge strafferammen for at sælge cannabis. Desuden undersøges hvilken effekt den hårde linje og mere kontrol har haft for hvor meget der er blevet købt og solgt og hvor meget hash vi egentlig egentlig bruger.

Han kommer frem til det – for økonomer – ikke overraskende resultat, at rydningen af Pusherstreet primært har betydet, at handlen med hash er flyttet til andre dele af København. At det ikke har haft indvirkning på forbruget og at det er en af forklaringerne på den banderelaterede vold vi har oplevet de senere år. De forskellige stramninger, bl.a. forhøjelsen af bødestraffen for besidelse af og handel med hash, har heller ikke haft nogen særlig virkning. Risikoen for at blive stoppet er umådelig lille, hvorved prisen per gram stort set er uændret (risikoen for at få en bøde og bødens størrelse skal jo regnes med i prisen set fra forbrugerens side). Set fra forhandlernes side vurderer Kim Møller også, at risikoen for at blive taget af politiet er begrænset. Han kommer frem til at den svarer  til ca. 1 promille per handel.

Til gengæld er prisen høj – ca. 4 gange kostprisen. Det skal nævnes at det indebærer at der er en relativ lille potentiel gevinst, hvis vi sammenligner med mere potente rusmidler som f.eks. kokain og heroin, hvor prisen på gadeplan typisk er mere end 10 gange højere end kostpris. Til gengæld er der tale om en væsentlig større profit (husk at den er skattefri) end ved salg af legale rusmidler.

Kim Møller anfører at grundene til at priserne er så høje skal findes i 3 forhold, nemlig at salget skal kompensere for at sælgerne ikke har et “normalt arbejde”, risikerer at ryge i fængsel  og løber risikoen for at få tæsk – ultimativt blive slået ihjel af konkurrenterne.

Selv om der egentlig hverken er noget overraskende eller nyt i afhandlingens konklusioner, er det altid prisværdigt, at der faktisk sker en forskning på området herhjemme. Kim Møller er også en af de meget få der prøver at se rationelt på problemet.

Anderledes forholder det sig i USA, hvor der er en langt livligere debat og væsentlig mere forskning på området. Jeg har tidligere skrevet om Jeffrey Miron, der årligt opdaterer beregninger for hvor meget staten kunne spare + tjene ved en legalisering. Den seneste beregning fra 2010 svarer til, at de direkte besparelser + skatteindtægter (hvis afgifter som på tobak og alkohol) vil være ca. 9 mia. kroner i Danmark.