Tag: Hayek (side 2 af 2)

Hayekianske indsigter

The Business bragte i går en gengivelse af den 14. årlige Hayek Memorial Lecture, leveret af Andrew Neil og arrangeret af IEA. Den er ganske læseværdig og fyldt med interessante indsigter vedr. EU, Kinas markedsøkonomi og de europæiske socialdemokratiske velfærdsstater. Desuden minder Neil os om Hayeks fortsatte relevans i dag. Hayek var ikke blot en kritiker af socialismen, som den kom til uddtryk i bl.a. USSR, men også en forsvarer for den fri markedsøkonomi, og som sådan en kritiker af de socialdemokratiske velfærdstater, som mange vestlige lande opbyggede i den sidste halvdel af det 20. århundrede. Neils indlæg er værd at læse i sin helhed. Her er blot nogle få uddrag:

OF all the great insights that Friedrich August von Hayek bequeathed to us in his work, one in particular shines out today. For its truth has never been more evident, its application never more universal. It is that running through the ideological and political divisions of human history are two distinct and different ways of looking at the world. Between them is a deep and irreconcilable divide. One Hayek called constructivist rationalism. The other he called evolutionary rationalism.

Hayek spent a lifetime arguing that constructivist rationalism is economically and philosophically flawed because it assumes that “all social institutions are, or ought to be, the product of deliberate design”. Hayek later famously called this the Fatal Conceit.

Those who follow this route believe they have it within their power to build, organise and mould society so that it conforms to their concept of what is just and efficient. But it leads, he argued, to economic decline, poverty, social regression and, in extremis, famine, starvation and the collapse of civilisation. Historic examples of this mindset, said Hayek, included Sparta, the French Revolution, communism in general and the Soviet Union in particular, fascism, Nazi Germany – indeed all the tyrannies that blighted the 20th century. As Hayek famously put it, it is the Road to Serfdom…

Evolutionary rationalists such as Hayek argued that the liberal market economy, for all its apparent duplication, unfairness, inequalities and instability, leads to wealthier, freer and fairer societies than all the great plans of constructivist rationalism. Indeed, he argued, it was the only way to run and sustain a successful advanced economy, a matter of some relevance, we shall see, as Europe struggles to cope with the rise of Asia…

It has become fashionable to argue that the past 20 years have seen something of a political consensus congeal around the Hayekian worldview. But Hayek would not recognise his apparent triumph. The intellectual battle between collectivist central direction and the decentralised market economy has not ended with the collapse of the Soviet Union.

Today, of course, everybody – apart from the new Marxists of the radical environmental and anti-globalisation movements – broadly accepts that societies should be largely market economies. But if Hayek were alive today, he would be deeply concerned at the way the large European economies, including Great Britain, have succumbed to the allure of constructivist rationalism, with its concomitant inexorable rise in the size and power of the state….

But he would be dismayed how Europe, over the last few decades, has turned its back on many of his principles – and paid the inevitable price in terms of lower growth, fewer jobs and less wealth creation. Hayek would consider today’s levels of European public spending, tax, red tape and state intervention to be in the red zone that is dangerous to your economic health.

Om EU og euroen:

The rise of the European Union, on which so many of us pinned our hopes for so long, was rumbled as a grandiose project by Hayek long before Euroscepticism became fashionable.

To a Hayekian, there are few starker instances of his Fatal Conceit than the EU’s hubristic launch of a single currency.

The euro’s supporters, of course, were hardcore Cartesians. They devised what they thought was a purely rational currency, abstracted from history, experience, culture or even economics.

Their aim was to get rid of the messy, seemingly irrational patchwork of different currencies across Europe, all irritatingly lacking uniformity and harmony.

To them, it was self-evident that Europe ought to be a single country; and that countries should have their own currencies. Any economic objections to the single currency, and there were many, were dismissed as irrelevant.

The argument always was that if there were enough political will and clever administrators to push it through, the project would triumph.

Today Hayek would be telling us that the Cartesian result was wholly predictable: the creation of an inappropriate, one-size-fits-all monetary policy in an area which is far removed from what economists call an optimal currency area. It is now widely accepted that the single currency has helped keep Germany and Italy in recession or near-recession while fuelling an inflationary boom at the periphery of the euro zone, in Spain and Greece. Hayek would not have been surprised: it is the stiff price you pay for abandoning evolutionary rationalism.

En sejr for the "Rule of Law"

I torsdags afsagde den Engelske Højesteret “House of Lords” en dom, der fastslog, at beviser, tilståelser etc. som er fremskaffet ved hjælp af tortur begået i udlandet uden at britiske myndigheder var involveret i den påståede tortur er uanvendelige i engelske retssale. Dommen er i disse terrortider interessant, og det er ikke første gang House of Lords markerer sig som frihedsrettighedernes vogter. I 2004 afsagde samme instans således en dom der erklærede tidsubestemte anholdelser af udenlandske terrormistænkte i strid med EMRK.

Men hvad der, i hvert fald for undertegnede, er endnu mere interessant, er Domstolens bevæggrunde og ordvalg.

Lord Bingham udtalte:

It is, I think, clear that from its very earliest days the common
law of England set its face firmly against the use of torture. Its rejection
of this practice was indeed hailed as a distinguishing feature of the
common law, the subject of proud claims by English jurists such as Sir
John Fortescue (De Laudibus Legum Angliae, c. 1460-1470

In rejecting the use of torture, whether
applied to potential defendants or potential witnesses, the common law
was moved by the cruelty of the practice as applied to those not
convicted of crime, by the inherent unreliability of confessions or
evidence so procured and by the belief that it degraded all those who
lent themselves to the practice.

The principles of the common law, standing alone, in my
opinion compel the exclusion of third party torture evidence as
unreliable, unfair, offensive to ordinary standards of humanity and
decency and incompatible with the principles which should animate a
tribunal seeking to administer justice. But the principles of the common
law do not stand alone. Effect must be given to the European
Convention, which itself takes account of the all but universal consensus
embodied in the Torture Convention. The answer to the central question
posed at the outset of this opinion is to be found not in a governmental
policy, which may change, but in law.

Med andre ord følger forbuddet mod tortur og anvendelsen af beviser anskaffet derved af de principper om individets frihed samt “justice and equity”, der er så karakteristiske for Common Law, ikke fra ratifikation af senere internationale menneskerettighedstraktater (omend disse retskilder også forbyder anvendelsen af beviser fremskaffet ved tortur. Lord Bingham artikulerer en vision af lov (eller måske snarere ret) der emmer af de klassiske tanker om “the rule of law”, principper der ikke kan ofres for nogen som helst pris, selv ikke når offentligheden kræver drastiske anti-terror midler taget i brug.

Dommen får det rørstrømske frem i denne Punditokrat og Lord Hoffmanns nedenstående ord gør det uforståeligt, hvorledes så mange jurister (inklusiv engelske) har kunnet falde for retspositivismen og dermed fravælge common law’s essentielle karakteristika:

On 23 August 1628 George Villiers, Duke of Buckingham and
Lord High Admiral of England, was stabbed to death by John Felton, a
naval officer, in a house in Portsmouth. The 35-year-old Duke had been
the favourite of King James I and was the intimate friend of the new
King Charles I, who asked the judges whether Felton could be put to the
rack to discover his accomplices. All the judges met in Serjeants’ Inn.
Many years later Blackstone recorded their historic decision:

“The judges, being consulted, declared unanimously, to
their own honour and the honour of the English law, that
no such proceeding was allowable by the laws of

82. That word honour, the deep note which Blackstone strikes twice
in one sentence, is what underlies the legal technicalities of this appeal.
The use of torture is dishonourable. It corrupts and degrades the state
which uses it and the legal system which accepts it. When judicial
torture was routine all over Europe, its rejection by the common law was a source of national pride and the admiration of enlightened foreign writers such as Voltaire and Beccaria.

Dommen indeholder i øvrigt en fascinerende mini gennemgang af torturens historie i engelsk ret og med de mange henvisninger føler man sig til sider hensat til Hayeks “Law, Legislation and Liberty Vol I-III” med disse bøgers fantastiske notesapparat.

Bedste "nye klassikere"?

Jeg får altid et varmt, men svagt spydigt, indre smil på læben, når jeg hører den ene eller den anden af mine (typisk midaldrende) fagfæller taler om “det nye venstre”, som om det var en ung og fremadstormende retning indenfor samfundstænkningen–snarere end det, det virkelig er, nemlig et begreb, der er stort set ukendt for folk, der ikke var teenagere eller studerende i 1970erne, og et som er uden nogen form for nutidig relevans.

Men i mine lidt mere “mørke” øjeblikke kan det også godt slå mig: Hvordan står det egentlig til med “det nye højre”, som man talte så meget om i 1980erne?  Er vi også ved at blive nogle grånende gamlinge, som primært læner os op af bøger, der sidst var nytænkende for et kvart århundrede siden?  Da jeg selv begyndte at interesse mig for liberale idéer i begyndelsen af 1980erne, var det i det umiddelbare kølvand af 15-20 år med en sand strøm af ubetvivleligt virkeligt “store”, moderne klassikere indenfor liberal og konservativ tænkning: Værker, som enten var samfundsvidenskabelige og ændrede måden, man tænker om virkeligheden på, eller mere normative teorier, som grundlæggende udfordrede det moralsk-etiske grundlag for samfundstænkningen.

Hvis vi lægger snittene ved henholdsvis 1960 og 1980, så er der (i kronologisk orden) disse oplagte klassikere (omend flere måske kunne nævnes):

  • F.A. Hayek: The Constitution of Liberty (1960)
  • Milton Friedman: Capitalism and Freedom (1962)
  • James M. Buchanan & Gordon Tullock: The Calculus of Consent: The Logical Foundations of Constitutional Democracy (1962)
  • Mancur Olson: The Logic of Collective Action (1965)
  • William A. Niskanen: Bureaucracy and Representative Government (1971)
  • David Friedman: The Machinery of Freedom: A Guide to A Radical Capitalism (1973)
  • Murray N. Rothbard: For A New Liberty (1973)
  • Robert Nozick: Anarchy, State and Utopia (1974)
  • James M. Buchanan: The Limits of Liberty: Between Anarchy and Leviathan (1975)
  • F.A. Hayek: Law, Legislation and Liberty (1976-79)
  • Milton & Rose Friedman: Free to Choose (1980)

Reelt set er det nok kun tre-fire af disse, der for alvor er virkelige klassikere, men listen er dog intet mindre end en sand perlerække af værker, som hver på deres måde påvirkede titusinder af opiniondannere og i nogle tilfælde direkte eller indirekte millioner af mennesker.

Og hvad nu?  Mit eget indtryk er, at liberal tænkning–i en bred forstand, altså fra frimarkedsorienteret konservatisme til anarcho-libertarianisme, normativ filosoferen og mere positiv samfundsvidenskab, der blot trækker i den retning–har det både godt og skidt.  På den “gode” side er det et faktum, at det idag formodentlig er lettere at få udgivet værker, som udfordrer traditionel centrum-venstre ortodoksi end på noget andet tidspunkt siden 1930erne, og det er givetvis også tilfældet, at der udkommer flere og mere liberalistiske/konservative forskningsbaserede fagbøger, debatbøger, fagtidsskriftsartikler, kronikker m.v., end måske nogensinde.

På den “skidte” side må jeg sige, at jeg samtidigt synes, at det er påfaldende så langt, der p.t. er “mellem snapsene”.  Da Anarchy, State and Utopia i sin tid udkom, vidste alle i det fagfilosofiske miljø indenfor ét år, at her var der tale om intet mindre end en trend-sættende blockbuster.  Indenfor to-tre år havde adskillige tidsskrifter udsendt temanumre om bogen, og der udkom siden hen hele antologier og monografer om Nozick.

Hvor er der noget, der blot tilnærmelsesvis minder om det idag?  Efter min mening er der–desværre–ikke noget, der reelt kommer i nærheden.  Bevares, der bliver skrevet mange gode frihedsorienterede bøger om markedøkonomi, globalisering, o.s.v., men er det ikke ret beset tilfældet, at de fleste af dem er … ahem … “third hand dealers in ideas”?  De er gode i anvendelserne og fremstillingerne, men bidrager sjældent, hvis nogensinde, til videreudviklingen.  (I visse dele af den klassisk-liberale lejr virker det endog som om, at man er godt tilfredse med ikke at videreudvikle tænkningen, hvis man kan nøjes med lidt solipsistisk recitering af evangeliet.)  Er “det nye højres” tænkning blevet et i Kunhsk forstand degenerende paradigme?

Men måske jeg er for pessimistisk her?  I så fald, er der her en “konkurrence” for intellektuelle–eller ihvertfald en udfordring.  Kære med-Punditokrater og Punditokrat-læsere: Hvad er de tre vigtigste bøger–klassikere eller potentielle klassikere–skrevet siden 1980? Værker, der i bemærkelsesværdig grad har bragt eller realistisk vil kunne bringe frihedsorienteret tænkning videre frem?  Lad os få nogle bud og nogle begrundelser. (Vi har tidligere spurgt læserne om slige ting; Nicolai Foss har f.eks. igangsat debatter her om, hvad der skulle med i en samfundsvidenskabelig kanon, og hvem der burde have Nobelprisen i økonomi.)

Jeg har mine egne favoritter, men dem vil jeg gemme lidt endnu–til jeg har set, hvad der ellers kommer på bordet.

Rehnquist, Hayek og ekstremisme

New York Times havde mandag en længere artikel om den nysafdøde, amerikanske højesteretspræsident William H. Rehnquist.

Der var et par ting i den, som jeg ikke vidste men fandt interessante.  F.eks. at Rehnquist i 1964 havde ført kampagne for Barry “Extremism in the defense of freedom is no vice” Goldwater, da denne som Republikanernes præsidentkandidat forgæves prøvede at slå Lyndon B. Johnson. Men også dette om Rehnquists ideologiske inspiration:

“Chief Justice Rehnquist often said that he was strongly influenced in his world view by a book he read as a young man, “The Road to Serfdom,” by Friedrich von Hayek, the Austrian-born, Nobel Prize-winning economist. A best-seller after its publication in 1944, the book warned of the dangers of collectivism and big government and predicted that socialism, the “road to serfdom” of the title, would eventually collapse.”

Der var også denne lille anekdote fra da Rehnquist i 1986 blev udnævnt til højesteretspræsident, inklusive en fin lille parafrase:

“While the new chief justice found the confirmation process extremely disagreeable, he kept his composure and even his wry sense of humor. At one point, a Republican Senator, Orrin G. Hatch of Utah, commended him for his recent dissent in Wallace v. Jaffree, the case on silent prayer in the Alabama public schools. Senator Hatch observed that the Senate Judiciary Committee had voted for a constitutional amendment to allow such prayer. “What you have been labeled extreme for, is something a majority of this committee supports,” Senator Hatch said.
Justice Rehnquist smiled and shrugged. “We’re all extremists together,” he said.”

Mont Pelerin på Island

Jeg tilbragte indtil forleden otte dage på Island til flere møder og konferencer, men først og fremmest Regional Meeting i Mont Pelerin Society—det glorværdige forum, som liberale koryfæer som F.A. von Hayek, Ludwig von Mises, (Sir) Karl Popper, Wilhelm Röpke m.fl. grundlagde i 1947 med henblik på at skabe et internationalt netværk af akademikere, journalister og politikere, som ville kunne standse verden på dens vej til trældom.

Mødet var en noget større forsamling end de regionale møder normalt er—mellem 300 og 400 deltagere—og med et pakket program, der talte så prominente talere som præsident Vaclav Klaus (Tjekkiet), udenrigsminister David Oddson (Island) og fhv. premierminister Mart Laar (Estland), samt mere akademiske stjerner som f.eks. professorerne Harold Demsetz, Thrainn Eggertsson, og US Court of Appeals Chief Judge Douglas Ginsburg, og Putins chefrådgiver Andrei Illarionov. (Desværre var der i sidste øjeblik også afbud fra Richard Epstein, samt ikke mindre end to Nobelprisvindere.) Alt sammen meget professionelt organiseret af den allestedsnærværende og altfavnende islandske professor Hannes H. Gissurarsson.  Konferencens emner skulle formelt relatere sig til "Liberty & Property in the 21st Century"—hvilket jo ikke var helt snævert. (Flere andre har rapporteret fra mødet, bl.a. Sonia Arrison fra Pacific Research Institute, der skriver om konferencens teknologi- og ejendomsrets-relaterede foredrag.)

Givet hvor "pænt" MPS er, var det forfriskende med et panel med titlen "Is Government Necessary?"  Min ungdoms store idol David D. Friedman gav så coolt, veloplagt og velforberedt et foredrag, som man kun kan, når ens forældre er verdensberømte genier, man selv har en ph.d. i fysik, men er blandt de bedst sælgende og mere kendte økonomer i verden og i øvrigt har været forsker ved flere af USA's mest prestigiøse law schools—og man dertil har haft samme simple budskab i mere end 30 år: Nej (altså til panelets spørgsmål).  Min gamle ven Tom Palmer (Cato Institute) replicerede, med flere gode punkter.

Konferencens danske bidrag var fra Bent Jensen (om de intellektuelle og socialismen), David Gress (som kommentator om samme emne) og undertegnede.  Derudover sås fire-fem danskere—inklusive en enkelt kändis—i hjørnerne. Jeg vil kraftigt opfordre andre danskere til at deltage i fremtidige møder—hvis man ellers har lysten og chancen.

Dommere for Hayek & Rand, forener eder!

Så skete det forleden: USA's Senat bekræftede omsider, efter flere års tovtrækkeri med pseudo-filibustere, Janice Rogers Brown (født 1949) som ny Appeals Court Judge. Det var da lidt interessant med en dommer, der på én og samme tid er 1) kvinde, 2) sort, 3) relativt ung, 4) meget ideologisk profileret, og 5) som citerer Ayn Rand, F.A. Hayek, Edmund Burke og Procul Harum … –og vel at mærke i samme åndedrag.

Det bliver spændende at se, hvad der sker senere på sommeren. Det er efterhånden kun de færreste, der tror på, at Supreme Court Chief Justice William H. Rehnquist (født 1924) holder året ud. Han har cancer i bugspytkirtlen og ventes at træde tilbage, når højesterets arbejdsår slutter i juni. Dertil kommer, at et par mere af de ialt ni højesteretsdommere er ved at nå den alder, hvor de i Danmark ville have været på efterløn i 20-30 år. Sandra Day O'Connor (født 1930) har (som den første kvindelige højesteretsdommer nogensinde) med erindringer, interviews og sving-stemmer længe positioneret sig til historiebøgerne og synes klar til pension. John Paul Stevens (født 1920) burde nok været gået på pension for længe siden i en galakse langt, langt væk, og Ruth Bader Ginsburg (født 1933) bliver hverken yngre, smukkere eller gladere. Til gengæld vil de to sidstnævnte nok gøre lige så meget for ikke at gå på pension, mens W. sidder i Det Hvide Hus, og GOP kontrollerer Senatet, som Rehnquist har gjort for ikke at trække sig, mens Demokraterne kontrollerede det ene eller begge de to samme kraftcentre.

Mit gæt?

Clarence Thomas (født 1948) op som ny højesteretspræsident i stedet for Rehnquist–den første sorte på denne post i USAs historie + den yngste af de siddende dommere. Det ville tillige for nærværende Punditokrat være det bedste valg–og sørme om han ikke også kan lide både Rand og Hayek (og Thomas Sowell). Thomas afgav i forrige uge dissens i spørgsmålet om delstaters legalisering af marijuana, hvor han kritiserede forsøg på at bruge den såkaldte Commerce Clause som begrundelse for forbundsstatens indblanding:

"If Congress can regulate this under the Commerce Clause, then it can regulate virtually anything," [including] "quilting bees, clothes drives and potluck suppers." [Thus] "the federal government is no longer one of limited and enumerated powers."

Og dermed vil der så kommer (mindst) en ny Associate Justice (menig dommer). Men hvem bliver det så? Vedkommende skal kunne tilfredsstille konservative Republikanere men ikke være så konservativ, at det skræmmer de moderate Demokrater eller Republikanere i senatet til at stemme imod. Oplagt bud: forbundsanklageren Theodore [Ted] B. Olson (hvis kone, Barbara, blev dræbt i flyet, der ramte Pentagon 11/9).

Personligt så jeg hellere f.eks.:

  • Richard A. Posner, fhv. Chief Judge, US Court of Appeals & University of Chicago Law School (som desværre nok bare er for gammel)
  • Richard A. Epstein, University of Chicago Law School (som desværre nok er for ideologisk "kontroversiel")
  • Douglas H. Ginsburg, Chief Judge, US Court of Appeals & University of Chicago Law School (som allerede Reagan foreslog til Supreme Court, men måtte trække tilbage p.g.a. 20 år gammel historie om pot-rygning)
  • Randy E. Barnett, Boston University School of Law (som Epstein x 1000)Men dem bliver det bare ikke.


Filantroper, filosoffer og det frie marked II

Vi omtalte fornylig James Pieresons artikel "Investing in Conservative Ideas" i Commentary om den langsigtede betydning det havde haft for den amerikanske idédebat, at nogle dele af amerikansk erhvervsliv tog en chance og støttede mere ideologiske projekter. Nu har manden en ny artikel, nemlig en kronik, "Investing in the Right Ideas", i Wall Street Journal, hvori han behandler samme emne.

Det kan være værd at bemærke, hvor stor betydning Piereson tillægger én eneste bog:

"The seminal influence on these funders was F.A. Hayek's "The Road to Serfdom," published in London in 1944 and in the U.S. the following year. This slender volume, an articulate call to battle against socialism, turned its author, then an obscure professor at the London School of Economics, into an enduring hero among conservatives and classical liberals on both sides of the Atlantic. No other writer at the time had made the case against collectivist ideas and policies with such audacity and clarity. For this reason alone, "The Road to Serfdom" quickly became a reference point for those with misgivings about the expanding welfare state. Named in many surveys as one of the most influential books of the 20th century, "The Road to Serfdom" caused something of a sensation when first published, provoking reviews and comment from such leading figures as John Maynard Keynes and George Orwell, and scathing rebukes and rebuttals from scores of lesser lights. A condensed version, brought out in 1945 by Reader's Digest, reached over two million of the magazine's subscribers and aroused enough interest to bring Hayek to the U.S. for a national lecture tour.

"The Road to Serfdom" advanced two broad themes, one negative and the other positive. The first was that socialism leads almost inevitably to tyranny and the loss of liberty in all of its forms. The second was that the antidote to socialism is to be found in the revival of classical liberalism as articulated by British-Enlightenment thinkers like Adam Smith, David Hume and Edmund Burke. The book was in some ways highly pessimistic, for socialism was advancing everywhere and appeared irresistible. (As if to confirm Hayek's analysis, England's 1945 parliamentary election saw the Labour Party winning on a platform that called explicitly for the nationalization of British industry, and the victorious party proceeded to make good on its promise.) At the same time, Hayek saw a way out through the revival of a tradition of thought that was in the process of being lost.

As for present-day conservatism, in Hayek's view it suffered from a fatal weakness. Because it relied on tradition rather than principle, it could slow down or resist but never fundamentally alter the direction in which events were moving."

Frihed og ansvar

Har konservatismen overhovedet noget at tilbyde? Mine tidligere kommentarer har måske virket afvisende over for en sådan tanke. Lad mig derfor gøre opmærksom på, at jeg personligt har hentet stor inspiration hos konservative tænkere, om end alle er forankret i en idétradition, der ligger et pænt stykke fra den kulturkonservatisme og småfjollede nationalromantik, jeg adresserede i mit seneste indlæg.

Det er ikke en vanskelig opgave at finde konservative tænkere af format, hvis man søger tilbage i historien. Det syntes unødvendigt at nævne Edmund Burke, selv om de færreste nok har blik for, at han også havde ganske liberale og progressive synspunkter, jf. fx A Vindication of Natural Society og hans ofte negligerede Speech on Conciliation with the Colonies. Men hvad gør en frihedsorienteret konservativ, der gerne vil finde mere moderne vitamintilskud? Et godt bud kunne være at læse antologien The March of Freedom, der er udgivet af den konservative tænketank Heritage Foundation.

Denne bog har jeg for nylig pløjet mig igennem, og den er disponeret på en ganske morsom måde. Først introduceres en række tænkere, der bevæger sig i spændingsfeltet mellem det konservative og liberale. Det drejer sig om William F. Buckley, Russell Kirk, F.A. Hayek, Milton Friedman, Frank S. Meyer, Ludwig von Mises og Robert Nisbet. Dernæst præsenteres synspunkter i form af taler eller skriverier fra mere handlingsorienterede skikkelser, som Ronald Reagan, Jeane Kirkpatrick, Michael Novak, Wilhelm Roepke m.fl.

The March to Freedom er et bevis på, at der ikke i alle tilfælde behøver at være en ufrugtbar konflikt mellem liberalisme og konservatisme, tværtimod. F.A. Hayek’s bidrag – “Responsibility and Freedom” – der er hentet fra The Constitution and Liberty, er på mange måder en konservativ-liberal syntese, der er mere aktuel end nogensinde:

“Liberty not only means that the individual has both the opportunity and the burden of choice; it also means that he must bear the consequences of his actions and will receive praise or blame for them. Liberty and responsibility are inseparable. A free society will not function or maintain itself unless its members regard it as a right that each individual occupy the position that results from his action and accept it as due to his own action [?]”.

Hayek’s ord er en påmindelse om, at liberale og konservative med rod i den individualistiske idétradition har en fælles mission; at genvinde den tabte personlige frihed og det ansvar, der nødvendigvis må følge med.

Nyere indlæg »

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑