Tag-arkiv: Hillary Clinton

Smartypants

Mens de danske medier i MSM har fremstillet det som om, at Barack Obama p.t. har vundet omtrent 700 primærvalg og fået ca. 1.500 pct. af stemmerne, så er det vist kun David Garby og undertegnede, der endnu til det sidste mente, at det faktisk tegnede på, at Hillary Clinton ville vinde primærvalgene i Texas og Ohio i går.  Whaddayaknow!

Jeg mener også fortsat, at Clinton har en teoretisk mulighed for at vinde nomineringen som Demokraternes præsidentkandidat, og ihvertfald at det kan blive svært for (både) Obama (og hende) at få en klar majoritet af de delegerede til konventet (i det mindste før den anden dropper ud).  Til gengæld er der noget, der tyder på, at “matematikken” ikke er på Clintons side: Det ligger ganske vist tæt mellem de to, og Obamas delegeret-forspring er ikke stort (p.t. 1.280–1.149 af de valgte), men selv hvis man leger med tallene, og lader Clinton hypotetisk vinde de næste mange primærvalg, vil det givet reglerne for fordeling af delegerede være svært at se, hvordan hun kan få nok “pledged” delegerede (altså dem, der fordeles ved primærvalg og partimøder) til, at hun kan føre klart (eller blot lidt) over Obama.  Dermed kan man få en situation, hvor ingen af dem har en majoritet af samtlige “pledged” delegerede, mens Obama har en lille pluralitet af disse.

Så er det de “superdelegerede” (som er udpeget ex ante qua deres embeder, og som ikke er moralsk forpligtede til at stemme på den ene eller den anden), som vil komme til at afgøre udfaldet.  Hvordan vil de så stemme?  Hvis nogen af læserne har været aktive i en politisk ungdomsorganisation, så kan de superdelegeredes situation imødeses at ville være sammenlignelig med den lille gruppe delegerede på et landsmøde, der kan være tungen på vægtskålen, men som kl. 2 natten mellem lørdag og søndag endnu ikke har bestemt sig … Interessant–og hårdt.  Der vil givetvis være et vist pres på, at få Clinton til at trække sig, og/eller på de superdelegerede for, at de skal stemme på pluralitets-vinderen (d.v.s. Obama), men det vil være et meget, meget usikkert spil.

Det interessante ved det scenarie er altså så, at det meget sandsynligt vil være ét, hvor Obama får en pluralitet af de delegerede til konventet, men hvor Clinton meget vel kan være den, der har fået en majoritet af de afgivne stemmer–i særdeleshed hvis man tæller Michigan og Florida med, som p.t. har mistet deres delegerede.  (P.t. er status en relativt beskeden føring på 13,1 mio. stemmer mod 12,8 mio. til Clinton, men det kan let ændre sig.  Dermed kan man altså opleve en slags eksemplificering af et afstemningsparadoks, hvor der er en diskrepans mellem, hvad “folkets stemme” vil have, og hvem der får flest delegerede.

Det kan man synes om, hvad man vil, men da denne punditokrat endnu kan huske den næsten hysteriske, moralske forargelse, der rejste sig–især blandt Demokraterne og på den europæiske venstrefløj–da Al Gore i 2000 vandt en pluralitet af stemmerne ved valget, mens George W. Bush fik en majoritet i Valgmandskollegiet, kan jeg næsten ikke vente med at nyde det hykleri, der vil udfolde sig i den forbindelse …

Ugens citat: The New Yorker om Hillary Clinton

Det fremragende ugeblad The New Yorker (næppe et Republikansk ‘mouth-piece’) har denne morsomme karakteristik, “Mammoths”, af det sidste Clintonske vælgermøde i Iowa:

“For reasons not yet revealed, Hillary Clinton held her final Iowa campaign rally in a museum. The event, on the eve of the caucuses, opened to the sounds of the Canadian band Bachman-Turner Overdrive’s 1973 classic “Takin’ Care of Business” and closed with “9 to 5,” Dolly Parton’s 1980 ode to (and movie about) work. In between, as Hillary, Bill, and Chelsea Clinton waved and clapped to the music, it felt very much like watching the reunion of a nineteen-nineties band. …

Rather than “demanding it,” [i.e. “change”] like John Edwards, or “hoping for it,” like Barack Obama, Hillary told Iowans, “I believe you bring about change by working really, really hard.” So it seemed rather lucky that her campaign had found an event space with a version of that slogan inscribed in the architecture. But, on closer inspection, it turned out that the phrase was part of an exhibit for the mammoths, long extinct, that once roamed what is now Iowa. The skeleton of one of the beasts loomed ominously a few yards from the Clintons, and the museum’s exhibit explained that the mammoths were witnesses to change because they “watched as their world disappeared and their dominance was usurped.”

Løst og fast om de amerikanske primærvalg II

Her er så Wall Street Journals lederskribents sammenfatning af sit syn på de to vindere fra partiafstemningerne i Iowa:

“Mr. Obama’s other potential weakness in November is his orthodox policy liberalism. We can’t recall a single issue on which he has broken with a Democratic interest group. On taxes, he is to the left even of Mrs. Clinton in that he wants to raise the income limit on payroll taxes above its current ceiling of $102,000. Combined with his vow to repeal the Bush tax rates, this would be the biggest tax increase in history by far. Sooner or later this liberal agenda, assuming Mr. Obama believes it, will have to be squared with his rhetoric of “bipartisanship” and national reconciliation.

As for Mr. Huckabee, he shares at least one trait with Mr. Obama–both come across as likable men with an easy charm. But we have our doubts that the former Arkansas Governor’s victory will have the same political impact. He won in a caucus where his fellow evangelicals were 60% of the vote, and this won’t be true in other states. Mr. Huckabee is also only now being discovered by most Republican voters. His innocence (or ignorance) on foreign policy, penchant for borrowing liberal economic attack lines, and even his rejection of Darwin’s theory of evolution deserve to be understood by voters before they make him their standard bearer.”

Så er det sagt både pænt og relativt klart …

Personligt er det min vurdering, at man skal passe på med at lægge for meget i selve de to Iowa vindere: Det er kun sket én gang siden 1972, at den, der blev valgt til præsident, også havde vundet ved Iowas noget mærkelige partiafstemninger.  Det var i 2000, hvor George W. Bush vandt.  Det betyder selvfølgelig ikke, at det er en naturlov, der ikke kan brydes, men det betyder, at Iowa-valgene ikke er det bedste sted at forudsige resten af primærvalgssæsonen.

Jeg tror selv, at Obama har en vis mulighed for at vinde.  Hvis han vinder i New Hampshire, er Clinton i alvorlige problemer.  Men hvis hun vinder dér?  Så er hun bare “the comeback kid II”, og så er dét historien i alle medier, og så ruller hun videre, som så mange andre, der har tabt i Iowa–men med flere penge og højere navnegenkendelse end nogen før hende (omend tillige med et mere ramponeret image).  Uanset hvem af dem, der vinder i New Hampshire, vil kampen mellem dem givetvis fortsætte indtil én af dem har et klart flertal af delegerede bag sig–og det kan tage lidt tid, når Clinton har vundet Michigan og formodentlig vinder i Californien og New York.

Jeg kan ikke se Huckabee vinde i New Hampshire–omend jeg godt lige vil se de første post-Iowa meningsmålinger.  Og vinder han ikke dér, vil han hurtigt gå over i historien som en af dem, der vandt i Iowa og så ikke vandt noget (eller meget) derefter.  Pudsigt nok har Huckabees sejr over Romney gjort, at en helt tredje (eller fjerde eller femte) reelt er dukket op som ny favorit, nemlig selveste den genfødte John McCain.  McCain lå længe til at vinde i New Hampshire, hvor han er kendt og vellidt, men da nabostatens eks-guvernør, Romney, tæppebombede med reklamer, faldt McCain.  Men hvad sker der så nu, hvor Romney taber terræn relativt til Huckabee?  Så stiger McCain, så man decideret kan tale om en genfødsel.  Hvis McCain vinder i New Hampshire–hvilket jeg tror er ganske sandsynligt–så dropper hans gode ven, Fred Thompson, formodentlig ud (idet hans kampagne har været en katastrofe og han er ved at løbe tør for penge), og peger han på McCain, vil denne have en solid position til at vinde de næste primærvalg.  Og Giuliani?  Han kan næppe regne med at vinde noget før Florida sidst i januar, og hvis det går som den forudgående analyse sandsynliggør, vil McCain til den tid have vundet stort set alle primærvalg.

Så står vi overfor et McCain-Giuliani slagsmål de kommende måneder, og i et sådant er det svært for denne punditokrat at forudse, hvem f.eks. de evangelske protestanter i det såkaldte “kristne højre”, eller de mere klassisk Reagan-Goldwater konservative, vil støtte.  Både Giuliani og McCain (der, som vi tidligere har påpeget, nærmest er en big government Roosevelt-Republikaner) er begge på flere punkter stort set lige langt fra disse to indbyrdes forskellige, men dog centrale grupperinger indenfor partiet.  Hvis ikke en af eller begge disse grupper kaster sig markant bag den ene eller den anden, kan det blive langvarigt.

Og Ron Paul?  Han vil formodentlig blive ved hele vejen, længe efter at slaget er endegyldigt tabt.  Han har ikke en jordisk chance for at vinde hverken nominering eller valg–men politik kan jo også handle om principper, selvom Pauls egne langt fra altid er lige klare eller velartikulerede.  Det altid læsværdige Reason Magazine havde en interessant artikel om hans kampagne forleden.

Update:

  • McCain er iøvrigt–ifølge det pålidelige Rasmussen Reports–den eneste af samtlige præsidentkandidater, som flere vælgere har et positivt end et negativt indtryk af.
  • Ann Coulter er ikke en kommentator, der skriver særligt godt, eller generelt er til at holde ud at høre på i mere end et par sekunder.  Men selv blinde høns kan vel finde enkelte frø, og denne karakteristik af Huckabee er da lidt morsom: “Huckabee opposes school choice, earning him the coveted endorsement of the National Education Association of New Hampshire, which is like the sheriff being endorsed by the local whorehouse. … Huckabee wants to get kids involved in music at an early age because he believes it leads to a more balanced and developed brain. You know, as we saw with the Jackson family. Maybe someone should tell him the Osmonds are voting for Romney. He supports a nationwide smoking ban anyplace where people work, constitutional protection for sodomy, big government, higher taxes and government benefits for illegal aliens. According to my calculations, that puts him about three earmarks away from being Nancy Pelosi. Liberals take a perverse pleasure in touting Huckabee because they know he will give them everything they want — big government and a Christian they can roll. “
  • En af USA’s mest respekterede, uafhængige valganalytikere, Stuart Rothenberg, har denne analyse af et muligt Obama-Huckabee match-up: “But one thing does seem pretty clear: If it’s Obama versus Huckabee in November, Republicans might want to prepare a bomb shelter and store plenty of food, water and reading material. That general election would more likely than not be a massive blowout for Democrats. … For Huckabee, Obama is a true nightmare. For Obama, Huckabee is a godsend.”

Thatcher vs. Hillary

Som bekendt er en af denne punditokrats favorit-klummeskribenter Peggy Noonan.  Hendes seneste Wall Street Journal klumme er en sammenligning af Margaret Thatcher og Hillary Clinton, og den begynder sådan:

The story as I was told it is that in the early years of her prime ministership, Margaret Thatcher held a meeting with her aides and staff, all of whom were dominated by her, even awed. When it was over she invited her cabinet chiefs to join her at dinner in a nearby restaurant. They went, arrayed themselves around the table, jockeyed for her attention. A young waiter came and asked if they’d like to hear the specials. Mrs. Thatcher said, “I will have beef.”

Yes, said the waiter. “And the vegetables?”

“They will have beef too.”

Og lidt af sammenligningen af de to kvinder:

A word on toughness. Mrs. Clinton is certainly tough, to the point of hard. But toughness should have a purpose. In Mrs. Thatcher’s case, its purpose was to push through a program she thought would make life better in her country. Mrs. Clinton’s toughness seems to have no purpose beyond the personal accrual of power. What will she do with the power? Still unclear. It happens to be unclear in the case of several candidates, but with Mrs. Clinton there is a unique chasm between the ferocity and the purpose of the ferocity. There is something deeply unattractive in this, and it would be equally so if she were a man.

Læs resten her.