Dagens historie fra Brasilien har naturligvis været at den kontroversielle højrekandidat, Jair Bolsonaro, vandt 1. runde af gårsdagens præsidentvalg i Brasilien relativt overlegent – og med en betydelig større opbakning end hvad meningsmålingerne pegede på. Med ca. 46 procent af stemmerne til Bolsonaro og ca. 30 procent af stemmerne til Arbejderpartiets (PT) kandidat, Fernando Haddad, går de to videre til 2. runde, søndag den 28. oktober. Her må Bolsonaro på nuværende tidspunkt anses for at være favorit til at blive Brasiliens næste præsident. Men intet er afgjort endnu. De to kandidater fører også klart i kategorien “hvem man ikke vil stemme på”. Afgørende kan således blive, hvorvidt de der ikke stemte på de to foragter og frygter Bolsonaro mere end de hader PT, og dermed Haddad.

Men uanset hvordan det går i 2. valgrunde kan vi allerede nu konstatere, at “midterkandidaterne” klarede sig elendigt. Alkcmin fra PSDB, som siden 1994 har haft en kandidat blandt de to med flest stemmer i 1. valgrunde ved hvert valg, endte på en 4. plads med kun små 5 procent af stemmerne, mens Marina fra REDE stod for den helt store nedsmeltning og kun fik en sølle procent.

At midten er forsvundet i Brasiliansk politik (vel og mærke en midte som ligger noget til venstre for den danske målt på økonomi og til højre målt på værdipolitik), understreges også af valget til kongressens to kamre, ikke mindst deputeretkammeret, hvilket fremgår af nedenstående figur. For første gang har højrefløjspartierne (og der er mange – i alt er der 30 partier i det nye deputeretkammer og 20 i det nye senat) absolut flertal.

Efter valget har man nu 301 ud af 513 pladser, altså absolut flertal. Det indebærer dog ikke at man heraf kan slutte at det bliver nemt at lave reformer. At være højreorienteret indebærer ikke nødvendigvis at man er specielt markedsorienteret eller at vi skal forvente at man får de tiltrængte markedsreformer. Også før valget i år var der et flertal bestående af centrum-højre partier, og det var ikke således at det nødvendigvis var midterkræfterne som bremsede gennemførelsen af reformer. Det vender vi tilbage til i et senere indlæg. Til gengæld må man forvente at det bliver temmelig umuligt for Haddad at få meget igennem, hvis han skulle ende med at sejre den 28. oktober.

Endelig resultat:

 

Opbakningen til demokratiet har aldrig været større siden militærdiktaturets ophør

En lille krølle på halen omkring den store opbakning til Bolsonaro og “hans” parti (Bolsonaro meldte sig først ind i januar i år), PSL, som gik fra 1 til 52 mandater i deputeretkammeret og fra nul til 4 pladser i senatet, er at hans fremgang flere steder udlægges som en afstandtagen til demokratiet og en “længsel  efter” diktatur og en stærk leder. Det sidste er måske rigtigt nok (Lula var også en caudillo), men intet kunne være mere forkert end forestillingen om at demokrati som styreform skulle være faldet i unåde hos mange brasilianere, som det fremgår af nedenstående graf.

Opbakningen til demokrati har aldrig været større, mens andelen som foretrækker diktatur eller er ligeglade aldrig har været mindre.